Skriftlig fremsættelse (12. marts
2008)
Velfærdsministeren (Karen Jespersen)
:
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
ændring af lov om forebyggende hjemmebesøg til
ældre m.v. (Ophævelse af revisionsbestemmelse)
(Lovforslag nr. L 109).
Lovforslaget har til formål at ophæve den
revisionsbestemmelse, som indsattes i lov om forebyggende
hjemmebesøg for ældre m.v. i forbindelse med den
seneste ændring i 2005 (lov nr. 299 af 27. april 2005), hvor
kommunerne fik mulighed for at undtage tilbud om forebyggende
hjemmebesøg til borgere som får både personlig
og praktisk hjælp.
Kommunernes administration af loven om forebyggende
hjemmebesøg til ældre m.v. er løbende blevet
fulgt. I 2002 gennemførte Ankestyrelsen en
undersøgelse af kommunernes administration af de
forebyggende hjemmebesøg. Senest har Ankestyrelsen i 2007
foretaget en fornyet undersøgelse af kommunernes
administration af loven om forebyggende hjemmebesøg for
ældre m.v.
Undersøgelsen viser, at kommunerne i stigende grad har
taget de forebyggende hjemmebesøg til sig, som et aktivt og
forebyggende redskab på linie med andre kommunale
initiativer, samt at kommunalreformen har betydning for kommunernes
administration af de forebyggende hjemmebesøg. Endvidere
viser undersøgelsen at knapt syv ud af ti kommuner, som
følge af lovændringen, ikke tilbyder forebyggende
hjemmebesøg til ældre over 75 år, der både
modtager personlig og praktisk hjælp.
På baggrund heraf og på baggrund af den positive
udvikling i administrationen og anvendelsen af de forebyggende
hjemmebesøg i kommunerne foreslås det, at
revisionsbestemmelsen, som indført ved lovændringen i
2005, ophæves.
For fortsat at sikre den positive udvikling i kommunernes
administration af de forebyggende hjemmebesøg udgives en
pjece i 2008 med gode kommunale eksempler på fremadrettet
anvendelse af forebyggende hjemmebesøg. Endvidere er der
afsat midler til en fornyet undersøgelse af kommunernes
administration af forebyggende hjemmebesøg i 2010. Begge
initiativer er finansieret af satspuljeaftalen for 2008.
Det foreslås, at lovforslaget træder i kraft den
1. juli 2008.
Med disse bemærkninger skal jeg indstille lovforslaget
til Folketingets velvillige behandling.