L 105 Forslag til lov om ændring af udlændingeloven.

(Gennemførelse af forordning om visuminformationssystemet m.v.).

Af: Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V)
Udvalg: Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik
Samling: 2007-08 (2. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 12-03-2008

Fremsættelse: 12-03-2008

Fremsættelsestale af lovforslag

20072_l105_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (12. marts 2008)

Integrationsministeren (Birthe Rønn Hornbech):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om ændring af udlændingeloven (Gennemførelse af forordning om visuminformationssystemet m.v.)

(Lovforslag nr. L 105).

Lovforslaget, som jeg fremsætter i dag, gennemfører de nødvendige ændringer i udlændingeloven med henblik på, at Danmark kan deltage i EU's kommende visuminformationssystem (VIS). Lovforslaget gennemfører således tre EU-retsakter i dansk ret:


1) Forordning om visuminformationssystemet



Med VIS-forordningen oprettes visuminformationssystemet, hvori visumansøgninger skal indlæses med bl.a. fingeraftryk og personfotografi. Formålet med VIS-forordningen er at forbedre visumadministrationen og det konsulære samarbejde ved at lette udvekslingen af oplysninger mellem medlemsstaterne inden for Schengenområdet om ansøgninger og afgørelser vedrørende visum. VIS skal således lette grænsekontrollen, bistå ved identifikationen og tilbagesendelsen af ulovlige indvandrere, lette anvendelsen af Dublinforordningen om fastsættelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning samt bidrage til den indre sikkerhed i Schengenområdet.


2) Forordning om ændring af de fælles konsulære instrukser



I de fælles konsulære instrukser til de diplomatiske og konsulære repræsentationer er der fastlagt visse grundlæggende regler for behandling af en visumansøgning. Forslaget til forordning skal ses i sammenhæng med VIS-forordningen. Formålet er således at skabe et selvstændigt retligt instrument for medlemsstaternes indsamling af visumansøgeres biometriske kendetegn og skabe en retlig ramme for registrering af ansigtsbillede og fingeraftryk og for organiseringen af medlemsstaternes diplomatiske repræsentationer med henblik på gennemførelsen af VIS.


3) Rådsafgørelse om adgang til søgning i VIS for efterretningstjenester og Europol



Baggrunden for forslaget til rådsafgørelsen om adgang til søgning i VIS for de udpegede myndigheder i medlemsstaterne og for Europol er, at oplysningerne i VIS kan være nødvendige med henblik på at forebygge og bekæmpe terrorisme og alvorlig kriminalitet. Efterretningstjenesterne og Europol bør derfor på de betingelser, der er fastsat i afgørelsen, kunne søge i disse oplysninger.


Lovforslaget indebærer, at danske myndigheder (ambassader og konsulater i udlandet samt politiet i Danmark) skal optage fingeraftryk og personfotografi af alle førstegangsvisumansøgere med henblik på indlæsning i VIS.


Myndighederne skal i forbindelse med visumsagsbehandlingen anvende VIS med henblik på at fastlægge ansøgerens identitet, indhente oplysninger om tidligere ansøgninger og indlæse data i relation til den nye ansøgning. VIS kan endvidere anvendes i forbindelse med politiets opgaver vedrørende grænsekontrol og kontrol af, om hvorvidt en udlænding har lovligt ophold i Danmark. Endelig kan oplysningerne i VIS anvendes af de danske asylmyndigheder.


Politiets Efterretningstjeneste vil kunne få adgang til oplysningerne i VIS med henblik på efterforskning af terrorhandlinger og andre alvorlige strafbare handlinger.


EU-retsakterne er endnu ikke endeligt vedtaget. Lovforslaget fremsættes på nuværende tidspunkt, da den endelige vedtagelse af EU-retsakterne blandt andet afventer et dansk parlamentarisk forbehold til ovennævnte rådsafgørelse, der først kan hæves, når Folketinget med sin vedtagelse giver samtykke efter grundlovens § 19, stk. 1.


Der er i juni 2007 opnået enighed mellem Europa-Parlamentet og Rådet om udkastet til VIS-forordningen.


Forslaget til forordning om ændring af de fælles konsulære instrukser er fortsat under forhandling mellem Europa-Parlamentet og Rådet. Udeståenderne vedrører blandt andet spørgs­målet om visumgebyrets størrelse i de tilfælde, hvor medlemsstaten har overladt de praktiske dele af visumsagsbehandlingen til et privat firma samt aldersgrænsen for, hvornår der kan optages fingeraftryk af børn. Det forventes, at der opnås enighed om forslaget medio 2008. På den baggrund - og under hensyntagen til, at forslaget er knyttet til VIS-forord­nin­gen - er forslaget medtaget i lovforslaget


Mens Danmark deltager i vedtagelsen af rådsafgørelsen, vil Danmark som følge af forbeholdet på området for retlige og indre anliggender ikke deltage i Rådets vedtagelse af de to forordningsforslag. Da forordningerne imidlertid udbygger Schengenreglerne, træffer Danmark inden 6 måneder efter, at Rådet har vedtaget forordningerne, afgørelse om, hvorvidt Danmark vil gennemføre forordningerne i dansk ret.


Hvis lovforslaget vedtages, vil regeringen herefter meddele Rådet, at Danmark har gennemført forordningerne og rådsafgørelsen i sin nationale lovgivning.