Skriftlig fremsættelse (12. marts
2008)
Økonomi- og
erhvervsministeren (Bendt Bendtsen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
finansiel virksomhed og forskellige andre love (Direktionens og
bestyrelsesmedlemmers egnethed og hæderlighed,
gennemførelse af direktiv om ligestilling, m.v.)
(Lovforslag nr. L 102).
Lovforslaget har bl.a. til formål at effektivisere
reglerne for egnetheds- og hæderlighedsvurderingen af
direktører og bestyrelsesmedlemmer i finansielle
virksomheder og gøre reglerne mere tidssvarende. Desuden
skal lovforslaget øge investorbeskyttelsen. Endvidere
indeholder lovforslaget elementer, der har til hensigt at lette de
administrative byrder for de finansielle virksomheder.
Det er vigtigt at kunne gribe effektivt ind over for
ledelsesmedlemmer i en finansiel virksomhed, hvis det viser sig, at
vedkommende bestyrelsesmedlem eller direktør ikke egner sig
til at tage del i virksomhedens drift og dispositioner.
Lovforslaget indfører derfor, at Finanstilsynet får
mulighed for direkte at påbyde et bestyrelsesmedlem at
nedlægge sit hverv, såfremt vedkommende ikke opfylder
kravene til egnethed og hæderlighed. Såfremt
påbuddet ikke efterkommes, kan bestyrelsesmedlemmet straffes
med bøde. Derudover indføres at en virksomhed kan
pålægges tvangsbøder, hvis den ikke efterkommer
et påbud om at afsætte en direktør i en
finansiel virksomhed, der ikke opfylder kravene til egnethed og
hæderlighed.
Endvidere vil lovforslaget øge investorbeskyttelsen.
Dette sker ved, at lovforslaget indfører, at erhvervelse af
en kontrollerende indflydelse i et selskab i forbindelse med
aktieemissioner (udstedelse af aktier) udløser pligt til at
fremsætte tilbud til de øvrige aktionærer.
Lovforslaget indeholder også elementer, som har til
hensigt at lette de administrative byrder for de finansielle
virksomheder. For det første skal der ikke længere
være krav om tilladelse som værdipapirhandler i de
tilfælde, hvor et mindre pengeinstitut, på grund af
manglende kapacitet, blot henviser dets kunder til et større
pengeinstitut, som skal forestå værdipapirhandelen. En
tilladelse indebærer væsentlige byrder, hvorfor
forslaget især vil komme de mindre pengeinstitutter til gode.
Lovforslaget indfører endvidere, at det bliver muligt at
afholde elektroniske generalforsamlinger i investeringsforeninger,
som tilfældet er i dag for aktieselskabers vedkommende. Dette
forslag udspringer af regeringens ønske om at give
investeringsforeninger mulighed for at styrke medlemsdeltagelsen
(det aktive ejerskab) - navnlig i investeringsforeninger med en
større ejerkreds.
Endelig gennemføres en række bestemmelser i
direktiv 2006/54/EF om gennemførelse af princippet om lige
muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder i
forbindelse med beskæftigelse og erhverv.
Lovforslaget gennemfører i øvrigt en række
mindre ændringer i de finansielle love.
Med disse bemærkninger, og idet jeg i øvrigt
henviser til lovforslaget og de bemærkninger, der ledsager
det, skal jeg anbefale forslaget til Tingets velvillige
behandling.