Skatteministeren (Kristian Jensen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til
Pensionsafkastbeskatningslov
(Lovforslag nr. L 10).
Lovforslaget udmønter den aftale, som regeringen
(Venstre og Det Konservative Folkeparti) og Socialdemokratiet,
Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti
har indgået om den fremtidige pensionsbeskatning som
følge af EF-Domstolens underkendelse af de danske
pensionsbeskatningsregler i dom af 30. januar 2007 i sag C-150/04
Kommissionen mod Danmark.
Lovforslaget er en genfremsættelse med enkelte
justeringer af lovforslag L 25, Folketinget 2007-08, 1. samling.
Lovforslaget blev fremsat den 11. oktober 2007, men nåede
ikke at blive behandlet i Folketinget, inden der blev udskrevet
valg.
Lovforslaget fremsættes i sammenhæng med forslag
til lov om ændring af lov om beskatningen af
pensionsordninger mv. og forskellige andre love (Fradragsret for
indbetalinger til udenlandske pensionsordninger) (L 9). Heri
foreslås den eksisterende skattebegunstigelse af
indbetalinger til pensionsordninger oprettet i danske penge- og
pensionsinstitutter udvidet til også at omfatte indbetalinger
til pensionsordninger oprettet i penge- og pensionsinstitutter
inden for EU/EØS.
En sådan udvidelse nødvendiggør betydelige
omlægninger af pensionsafkastbeskatningen, da afkast af
pensionsordninger oprettet i udenlandske penge- og
pensionsinstitutter skal være skattepligtigt efter
pensionsafkastbeskatningsloven på linie med afkast af
pensionsordninger oprettet i danske penge- og pensionsinstitutter.
Det er som følge heraf valgt at nyaffatte loven.
Efter gældende regler påhviler skattepligten efter
pensionsafkastbeskatningsloven pensionsinstituttet for ordninger i
livsforsikringsselskaber og pensionskasser mv., mens skattepligten
vedrørende danske pengeinstitutordninger påhviler den
enkelte kunde. Når der indføres fradragsret for
betalinger til udenlandske pensionsordninger, vil det ikke
være muligt at bibeholde skattepligten på
institutniveau, da dansk beskatningsret ikke kan udstrækkes
til udenlandske pensionsinstitutter. Det foreslås derfor, at
skattepligten som hovedregel omlægges til individniveau for
samtlige typer af pensionsordninger. Omlægningen
medfører ikke administrative byrder for pensionsopsparerne,
da det fortsat vil være pensionsinstituttet, der skal
beregne, indeholde og indbetale skatten.
Omlægning af skattepligten til individniveau
indebærer behov for grundlæggende ændringer af
opgørelsen af beskatningsgrundlaget for
pensionsafkastskatten, idet det nuværende beskatningsgrundlag
forudsætter, at det er ejeren af pensionsformuen, der
beskattes af denne, dvs. pensionsinstituttet. Det foreslås,
at beskatningsgrundlaget som udgangspunkt opgøres som det
afkast, den enkelte pensionsopsparer får tilskrevet
pensionsordningen.
Det foreslås, at den nuværende skattefritagelse
for afkast af ejendomme og indeksobligationer ophæves, og at
der udbetales et engangsbeløb til pensionsopsparerne som
kompensation herfor.
Det foreslås, at omlægningen af
pensionsafkastbeskatningen fra institut- til individniveau
får virkning for ordninger i danske pensionsinstitutter fra
og med indkomståret 2010, så institutterne kan få
den nødvendige tid til at tilpasse sig administrativt til de
nye regler. Udskydelsen af ikrafttrædelsen for de danske
pensionsinstitutter betyder, at pensionsordninger i danske
pensionsinstitutter fortsat pensionsafkastbeskattes på
institutniveau i 2008 og 2009. Muligheden for at indskyde med
fradragsret på udenlandske ordninger får virkning fra
indkomståret 2008.
Den samlede omlægning af pensionsbeskatningen vurderes
stort set at blive neutral i forhold til de offentlige
finanser.
Danmark skal opfylde sine forpligtelser i henhold til
fællesskabsrettens regler om fri bevægelighed for
tjenesteydelser mv. så hurtigt som muligt. Regeringen
lægger afgørende vægt på, at udenlandske
pensionsudbydere med virkning fra den 1. januar 2008 kan oprette
fradragsberettigede pensionsordninger for herboende, og at de
relevante ændringer af pensionsafkastbeskatningsloven
også får virkning fra indkomståret 2008. På
denne baggrund anbefales det, at Folketingets behandling af
lovforslaget gennemføres hurtigst muligt, og at der
dispenseres fra reglen i Folketingets forretningsorden om, at der
skal gå 30 dage fra lovforslagets fremsættelse til dets
vedtagelse.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de
ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale
lovforslaget til Folketingets hurtige og velvillige
behandling.