Skatteministeren (Kristian Jensen):
Jeg vil gerne starte med at takke for den udpræget positive modtagelse, som lovforslaget har fået - det glæder mig. Og det overrasker mig sådan set ikke, for det ville have overrasket mig mere, hvis man havde været modstander af, at vi nu får ryddet op med disse, hvad man vel godt kunne kalde små og i sig selv ikke særlig betydende, men alligevel nødvendige ændringer af lovgivningen, sådan at dansk skattelovgivning kommer i overensstemmelse med de fælles regler, vi har på EU-området.
Det drejer sig om reglerne om, at vi ikke diskriminerer. De regler, vi tilbyder danske virksomheder, skal vi også tilbyde andre EU-landes virksomheder, og vi må ikke indføre særlige regler, der gør det mere attraktivt at sælge til andre EU-lande end at sælge til Danmark og til danske virksomheder.
Det er jo det, der bl.a. er baggrunden for, at vi er nødt til at gøre op med de særlige fradragsregler, der er for repræsentation, når det gælder eksport, og der har Dansk Folkepartis ordfører jo egentlig ret i, at der er to veje at gå: Der er enten den vej, at man kan sænke fradragsretten for repræsentation, sådan at den bliver på 25 pct. for alle, eller der er den vej, at man kan sige, at nu bliver der fuld fradragsret for repræsentation.
Med hensyn til respekten for at holde en samlet finanspolitisk linje og respekten for, hvad det er for nogle prioriteter, vi har, vil jeg sige, at vi fra regeringens side har valgt at lave en samling på det niveau, hvor vi giver det samme fradrag, som vi giver for indenlandsk repræsentation.
Der er blevet sagt mange ting - og ikke nødvendigvis særlig pæne ting - om det at samle så mange forskellige elementer i et samlet lovforslag. Og jeg er sådan set enig i, at det ikke er nogen særlig god løsning at samle ting, der er så forskellige som ændring af sambeskatning, fraflytningsbeskatning, forældrekøb og ændring af EU-reglerne, men omvendt vil jeg også sige, at det måske ville være en vis form for misbrug af Folketingets tid, hvis vi skulle behandle hvert enkelt at de, tror jeg, i alt 17 punkter, der er samlet her, som selvstændige lovforslag.
Derfor har vi gjort præcis det, som SF's ordfører sagde: Efter valget og efter at den nye folketingssamling startede, har vi taget det element i det gamle lovforslag, som var mest fjernt fra de andre, ud og så beholdt en buket, kan man kalde det, af lovændringer. Og det særlige kendetegn ved en buket er jo, at det ikke nødvendigvis skal være fuldstændig ens blomster, men at blomsterne som helhed skal udgøre en smuk symfoni af indtryk, og jeg er glad for, at så mange har ladet sig overvælde af den her juridiske buket, og at de slutter op bag lovforslaget.
Jeg håber på en god udvalgsbehandling, og vi skal også nok gøre vores bedste for at stramme argumentationen op vedrørende det EU-retlige behov for ændring af reglerne, sådan at også Socialdemokraterne vil stemme for lovforslaget ved tredjebehandlingen.