Fremsat den 8. april 2008 af
Jens Peter Vernersen (S),
Sophie Hæstorp Andersen (S) og Flemming Møller Mortensen (S)
Forslag til folketingsbeslutning
om at fremme den frie og lige adgang til
sundhedsvæsenet
Folketinget pålægger regeringen inden den 1.
oktober 2008 at gennemføre følgende initiativer, som
skal fremme den frie og lige adgang til
sundhedsvæsenet:
1. Skattefradraget
for arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer skal afskaffes.
2. Privat
praktiserende speciallæger, som har overenskomst med det
offentlige, må udelukkende prioritere patienterne på
ventelisten efter deres sygdom og ikke efter, hvor høj
betaling de får for behandlingen.
3. Fair konkurrence
og afregningspriser for offentlige og private hospitaler, så
private hospitaler ikke begunstiges på bekostning af
offentlige hospitaler.
4. Provenuet, der
fremkommer ved gennemførelsen af ovennævnte
initiativer, skal anvendes til at forbedre behandlingen af
livstruende sygdomme.
Bemærkninger til forslaget
Baggrund
Socialdemokratiet vil ikke acceptere et sundhedsvæsen
med et A-hold og et B-hold. Det er ikke rimeligt, når
forældre får at vide, at der er måneders ventetid
til speciallægen for deres børn, hvis de ikke har en
sundhedsforsikring. Det er ikke rimeligt, at pensionisten over sin
skat skal betale for, at de unge og erhvervsaktive overnatter
på enestue, hvis de skal opereres for tennisalbue, mens de
selv risikerer en seng på gangen, hvis de bliver indlagt med
lungebetændelse. Det er ikke rimeligt, at patienter med
livstruende sygdomme skal vente i månedsvis på simple
undersøgelser, fordi bevillingerne til de offentlige
hospitaler ikke rækker, mens privathospitaler får
overpris for at behandle mindre alvorlige sygdomme.
Socialdemokratiet ønsker et sundhedsvæsen med fri
og lige adgang for alle borgere. Vi ønsker et
sundhedsvæsen, hvor det er de mest syge, der behandles
først; det må ikke være patientens
forsikringsforhold, der afgør, om patienten kommer forrest
eller bagest i køen.
Skattefradraget for
arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer skal afskaffes
Skatteministeriet har i januar 2008 udgivet
»Statusrapport til Folketinget om
personalegoder/naturalieydelser opdateret med oplysninger om
sundhedsforsikringer«. Rapporten anslår, at 550.800
danskere i 2006 havde en arbejdsgiverbetalt sundhedsforsikring, og
at staten som følge heraf gik glip af skatteindtægter
på 340 mio. kr. Forsikring & Pension anslår, at der
i løbet af 2010 vil være mere end 1 million danskere,
som har en sundhedsforsikring. Det svarer til, at skatteyderne
kommer til at støtte de erhvervsaktives sundhedsforsikringer
med 620 mio. kr. i 2010.
Der har i medierne været flere eksempler på den
skævvridning, sundhedsforsikringerne skaber. Senest i februar
2008, hvor det i Berlingske Tidende blev omtalt, hvordan en far fik
den besked, at hvis han ikke havde en sundhedsforsikring, var der 2
måneders ventetid til den praktiserende speciallæge.
Opdelingen i A- og B-hold gælder alle typer behandling,
også livstruende sygdomme som kræft.
Sundhedsforsikringer aflaster ikke
det offentlige sundhedvæsen
Klinikchef Christian Nielsen fra de offentligt ejede klinikker
De Vestdanske Friklinikker oplyser i Information den 18. december
2007, at hvis en patient skal opereres i skulderen i det
offentlige, er prisen 7.000 kr., når det offentlige henviser
til et privathospital er prisen 13.000 kr., og prisen er 19.000
kr., når et forsikringsselskab henviser en patient med en
sundhedsforsikring til et privathospital.
Dagens Medicin skriver den 21. marts 2007, at den offentlige
friklinik Regionshospitalet Brædstrup kan lave en grå
stær-operation for 4.000 kr., mens det koster 12.000 kr.
på et privat hospital.
Omkring en tredjedel af prisen på en sundhedsforsikring
er finansieret af skattefradraget (33,5 pct.). Det svarer til, at
6.365 kr. af de 19.000 kr. for en operation i skulderen er betalt
af skatteyderne - tæt på den pris, som skatteyderne
betaler på et offentligt hospital. Endnu værre ser det
ud for en grå stær-operation, idet 33,5 pct. af de
12.000 kr. er 4.020 kr., så det er dyrere for det offentlige
at få en patient med sundhedsforsikring behandlet, end hvis
patienten bliver behandlet på det offentliges regning
på friklinikken i Brædstrup.
Forslagsstillerne finder det derfor helt nødvendigt, at
skattefradraget for sundhedsforsikringer afskaffes, og at det i
overenskomsten med speciallægerne gøres
fuldstændig klart, at speciallæger, der har
overenskomst med det offentlige, ikke kan diskriminere patienter
uden forsikring.
Fair konkurrence
Ifølge en rapport fra det daværende Indenrigs- og
Sundhedsministerium svarer den pris, de private hospitaler
får for en behandling, til 95 pct. af de gennemsnitlige
omkostninger på et offentligt hospital. Til gengæld har
de private hospitaler kun omkostninger på 74 pct. af
omkostningerne på et offentligt hospital. De private
hospitaler har altså en meget høj avance på
patienterne. (Rapport fra udvalget om vilkår for den udvidede
fritvalgsordning på sygehusområdet, Indenrigs- og
Sundhedsministeriet, 2007).
Det fik ifølge Jyllands-Posten den 2. juni 2007 den
tidligere formand for Sammenslutningen af Privathospitaler og
Privatklinikker i Danmark, Henrik Erichsen, til at udtale at
»I dag skal man være en meget dårlig
forretningsmand for ikke at kunne drive et privathospital med
overskud«. Det er selvfølgelig godt for de private
hospitaler, men for forslagsstillerne står det klart, at det
ikke er godt for patienterne.
Da regionerne finansierer udgifterne til behandlinger på
privathospitalerne, skal regionerne have mulighed for frit at sende
behandlingen af patienter, der benytter det udvidede frie valg, i
udbud. Det vil øge konkurrencen mellem de private sygehuse
og sænke priserne.
Private hospitaler trækker
personale fra offentlige hospitaler
De private hospitaler trækker personale fra de
offentlige hospitaler, fordi de private hospitaler kan betale langt
højere lønninger. De høje lønninger
på private hospitaler medfører, at de private
hospitaler kan tiltrække nogle af de bedste læger og
sygeplejersker, som så forlader de offentlige hospitaler. Det
er et stort problem, både fordi de alvorligst syge patienter
behandles på offentlige hospitaler, f.eks.
kræftpatienter og ældre medicinske patienter, og fordi
fremtidens læger og sygeplejersker uddannes på de
offentlige hospitaler.
Bedre behandling af livstruende
sygdomme
Fair afregningspriser, som ikke begunstiger private hospitaler
på bekostning af offentlige hospitaler og afskaffelse af
skattefradrag for sundhedsforsikringer vil give et provenu på
ikke mindre end 440 mio. kr. Det hastigt stigende antal
arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer betyder, at provenuet
formentlig vil være langt højere.
Provenuet vil gøre det muligt at investere
ambitiøst i nyt apparatur, som kan forbedre behandlingen af
livstruende sygdomme og finansiere hurtigere introduktion af ny
medicin til eksempelvis kræftpatienter.
Skriftlig fremsættelse
Jens Peter
Vernersen (S):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig
herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om at
fremme den frie og lige adgang til sundhedsvæsenet.
(Beslutningsforslag nr. B 98).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der
ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige
behandling.