B 96 Forslag til folketingsbeslutning om nedsættelse af en hurtigtarbejdende kommission, der skal se på de positive og negative følgevirkninger af en kriminalisering af sexkunder.

Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2007-08 (2. samling)
Status: Bortfaldet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 08-04-2008

Fremsat: 08-04-2008

Fremsat den 8. april 2008 af Karen Hækkerup (S), Magnus Heunicke (S), Mogens Jensen (S), og Julie Skovsby (S)

20072_b96_som_fremsat (html)

Fremsat den 8. april 2008 af Karen Hækkerup (S), Magnus Heunicke (S), Mogens Jensen (S), og Julie Skovsby (S)

Forslag til folketingsbeslutning

om nedsættelse af en hurtigtarbejdende kommission, der skal se på de positive og negative følgevirkninger af en kriminalisering af sexkunder

Folketinget pålægger regeringen at nedsætte en hurtigtarbejdende kommission, der skal se på positive og negative effekter ved at kriminalisere køb af sex hos prostituerede.


Bemærkninger til forslaget

Socialdemokratiet ønsker med beslutningsforslaget at sikre, at Folketinget får et solidt grundlag for en stillingtagen til kriminalisering af sexkunder.


Gennem de seneste år er der i en række lande sket en udvikling i den retlige regulering af prostitution. I Sverige er der indført et totalt forbud mod at købe sex. I Holland og Tyskland er der indført licensordninger. I en række andre lande er prostitution direkte forbudt. I Finland er køb af seksuelle ydelser hos en person, der har været udsat for menneskehandel, kriminaliseret.


Socialdemokratiet er dybt bekymrede for de menneskelige konsekvenser, som prostitution kan have for de prostituerede. I særlig grad er der grund til at have fokus på, at der findes et stort antal handlede kvinder i Danmark, der lever under slavelignende forhold.


Socialdemokratiet ønsker med dette forslag at sikre en systematisk opsamling af de erfaringer, der er kommet ud af disse lovændringer i de nævnte lande. Der ønskes fokus på, om de pågældende lovgivningsinitiativer har nedbragt antallet af prostituerede. Desuden skal der i kommissionens arbejde sættes fokus på, om lovgivningsinitiativerne har betydet ændringer i prostitutionsmiljøet generelt, f.eks. om der er kommet færre udlændinge, eller om miljøet er blevet mere råt.


Skriftlig fremsættelse

Karen Hækkerup (S):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:


Forslag til folketingsbeslutning om nedsættelse af en hurtigtarbejdende kommission, der skal se på de positive og negative følgevirkninger af en kriminalisering af sexkunder.

(Beslutningsforslag nr. B 96).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.