B 89 (som fremsat): Forslag til folketingsbeslutning
om krav for godkendelse af trossamfund.
Fremsat den 4. april 2008 af
Naser Khader (NY), Jørgen Poulsen (NY),
Anders Samuelsen (NY),
Pia Kjærsgaard (DF),
Søren Krarup (DF) og Peter Skaarup (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om krav for godkendelse af
trossamfund
Folketinget pålægger regeringen at
fremsætte de nødvendige lovforslag og foretage andre
fornødne administrative ændringer, der sikrer
følgende:
1) at der ved vurderingen af,
hvorvidt et trossamfund kan opnå status som et godkendt
trossamfund med de privilegier, der følger deraf,
udtrykkeligt tages stilling til, om det trossamfund, der
ansøger om godkendelse, i ord og gerning er loyalt over for
Danmark og den danske grundlov og vil virke til gavn for en
samfundsmæssig integration af trossamfundets medlemmer, og om
trossamfundet i sit hidtidige virke i såvel tale som handling
kan siges at have vist respekt for og have efterstræbt en
håndhævelse af de grundlovsbestemte
frihedsrettigheder,
2) at alle allerede godkendte
trossamfund får taget deres godkendelse op til vurdering
på baggrund af de ovennævnte principper for
godkendelse,
3) at et trossamfund ikke kan
opnå godkendelse med de privilegier, der følger deraf,
hvis trossamfundet vurderes ikke at leve op til et eller flere af
ovennævnte principper,
4) at alle godkendte trossamfund hver
femte år får deres godkendelse revurderet.
Bemærkninger til forslaget
Der kan være god fornuft i at
belønne et trossamfund med skattefritagelse og andre
privilegier, hvis trossamfundet understøtter det danske
samfunds grundlæggende værdier generelt og specielt
virker for at integrere dets medlemmer i det omgivende samfund
på et demokratisk grundlag.
Der er ingen fornuft i at belønne et
trossamfund med skattefritagelse og andre privilegier, hvis
trossamfundet enten modarbejder eller underkender det danske
samfunds fælles værdier eller på anden vis
står i vejen for en god og fuld integration af dets medlemmer
i det danske samfund.
Derfor bør tildelingen af privilegier
følges af krav som skitseret i beslutningsforslaget.
Om de
eksisterende vejledende retningslinjer for godkendelse af
trossamfund
»Udvalget ser det som sin vigtigste opgave
at sikre, at alle organisationer, som søger om
særstatus som trossamfund i Danmark, bliver vurderet ud fra
ensartede, klare, sagligt begrundede kriterier.«
Ovennævnte citat er fra indledningen til
»Vejledende retningslinjer udarbejdet af Det Rådgivende
Udvalg vedrørende Trossamfund«, 2. rev. udgave, januar
2002.
Det er forslagsstillernes holdning, at dette
princip skal opretholdes. De ændrede vilkår for
godkendelse retter sig ikke mod en bestemt religion eller en
bestemt sekt. Netop fraværet af mere specifikke krav har
besværliggjort en ensartet, klar og saglig bedømmelse
af det enkelte trossamfund.
»Religions- og trosfriheden sikrer det
enkelte menneskes ret til at vælge og fravælge en
religiøs livsanskuelse og organisationers ret til at bekende
deres lære og udføre deres ritualer. Denne frihed
indebærer ikke krav på offentlig godkendelse af alle
organisationer, der hævder at være af religiøs
karakter.« (Citat fra ovennævnte vejledning).
Skærpede krav for godkendelse rykker
altså ikke ved religionsfriheden. Godkendelsen er udelukkende
et spørgsmål om tildeling af økonomiske
privilegier €" privilegier, som bør følges af
krav om at virke til fordel for samfundets fælles
grundlæggende værdier.
»Godkendelse som trossamfund rummer
såvel rettigheder som forpligtelser. Ud fra ovenstående
konkluderer udvalget, at en godkendelse som trossamfund må
bero på tillid til, at gudsdyrkelse
er organisationens hovedformål, at der er udpeget ansvarlige repræsentanter, åbenhed i forhold til lære og
ritualer samt kontinuitet i forhold til
trossamfundets størrelse og præsternes uddannelse.
Derudover betragtes det som en forudsætning, at godkendte
trossamfund i lighed med det øvrige samfund respekterer
menneskerettighederne, navnlig religions-
og trosfrihed, herunder retten til at skifte religion.«
Ovennævnte citat fra udvalgets vejledning
er en opsummering af de dokumentationskrav, man i dag stiller til
et trossamfund for at blive godkendt. Dokumentationskravene kan med
fordel skærpes til at omfatte de principper, som
beslutningsforslaget omtaler.
Skriftlig fremsættelse
Naser Khader (NY):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om krav for
godkendelse af trossamfund.
(Beslutningsforslag nr. B 89).
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.