B 59 (som fremsat): Forslag til folketingsbeslutning
om oprettelse af et nævn til sikring af offentligt ansattes
ytringsfrihed.
Fremsat den 19. februar 2008 af Line Barfod
(EL), Per Clausen (EL), Johanne Schmidt-Nielsen (EL) og Frank Aaen
(EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om oprettelse af et nævn
til sikring af offentligt ansattes ytringsfrihed
Folketinget pålægger regeringen at
etablere et centralt, uafhængigt nævn til sikring af
offentligt ansattes ytringsfrihed, hvortil offentligt ansatte kan
henvende sig anonymt og få rådgivning og støtte
med hensyn til efterfølgende navngiven benyttelse af
ytringsfriheden i forbindelse med forhold på arbejdspladsen.
Nævnet skal ud over støttefunktionen også
videreudvikle metoder til at skabe og forbedre den åbne
dialog i den offentlige sektor.
Folketinget pålægger endvidere
regeringen at ændre lovgivningen, så der
indføres omvendt bevisbyrde i sager, hvor offentligt ansatte
afskediges, forflyttes eller udsættes for andre lignende
sanktioner fra arbejdsgivers side, efter at de har brugt deres
grundlovssikrede ret til at ytre sig.
Bemærkninger til forslaget
Aktuel begrundelse for
fremsættelsen
Den 14. september 2006 udsendte justitsminister
Lene Espersen Vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed til
offentlige arbejdspladser m.fl. FTF kunne i oktober 2006
offentliggøre undersøgelsen: Er det farligt at stå
frem? FTF-undersøgelse om offentligt ansattes ytringsfrihed,
oktober 2006. En undersøgelse, der
viser, at det står ringe til med offentligt ansattes
ytringsfrihed. I juledagene 2006 kom det frem, at sociale
myndigheder var alt for langsomme, når de fik rapporter om
omsorgssvigtede børn. Flere lærere og skoleledere
kunne bekræfte kritikken, men turde ikke stå frem af
frygt for »kammeratlige samtaler« eller
»stækkede karrierer«. Nye eksempler dukker op i
en lind strøm.
I sin kvalitetsreform har statsministeren lagt op
til, at medarbejderne i højere grad skal være med til
at udvikle kvaliteten i den offentlige sektor, fordi de ved, hvor
skoen trykker. I sine nytårstaler 2006 og 2007 forsvarede
statsminister Anders Fogh Rasmussen ytringsfriheden som en vej til
at skabe udvikling.
Med dette beslutningsforslag ønsker
forslagsstillerne at skabe bedre muligheder for, at offentligt
ansatte problemfrit kan ytre sig. Forslaget er med nogle
tilføjelser en genfremsættelse af B 62, 2005-06,
Forslag til folketingsbeslutning om oprettelse af et nævn til
sikring af offentligt ansattes ytringsfrihed. Forslaget om at
indføre omvendt bevisbyrde i sager om afskedigelse af
offentligt ansatte og de ledsagende bemærkninger hertil er
nyt i forhold til B 62. Der henvises om B 62 til Folketingstidende
2005-06, FF 6759 og tillæg A 3371 og 3375.
Generel begrundelse
Mange offentlige institutioners
beslutningsprocesser er lukket land for offentligheden, hvilket
ofte begrundes med, at det er vigtigt at give en arbejdsplads og
dens ledelse arbejdsro. Men offentligheden har brug for at
være orienteret om følgerne af de politiske
prioriteringer. At politikerne og befolkningen har kendskab til,
hvordan de politiske beslutninger omsættes i praksis, hvordan
de forvaltes, og hvilke konkrete konsekvenser de har, er hele
grundlaget for den demokratiske proces. Det er derfor centralt for
et dynamisk demokrati, at de, der oplever følgerne af de
politiske beslutninger og har den faglige viden til at
forstå, hvad der foregår, tør stå frem.
Ved at stå frem med deres viden er de offentligt ansatte med
til at lede demokratiet i den rigtige retning ved at dele deres
erfaringer med offentligheden. Politisk beslutningstagning
foregår i blinde, hvis de, der skal udføre
beslutningerne, ikke råber op om beslutningernes
konsekvenser.
At stå frem for offentligheden kan
imidlertid være ensbetydende med at stille sig i en
særdeles udsat position. Samtidig er der i disse år et
stigende behov for, at offentligt ansatte bringer forhold frem i
lyset, som de vurderer er fagligt uforsvarlige, hvad f.eks. sagen
om Frank Grevil tydeligt illustrerer.
Beslutningsforslaget lægger derfor op til,
at Folketinget og regeringen gennem oprettelsen af et nævn
til sikring af offentligt ansattes ytringsfrihed tager fat på
spørgsmålet om, hvordan man skaber trygge rammer for,
at offentligt ansatte kan leve op til deres samfundsansvar.
Nævnet anses ikke som den endelige kur mod problemet, men som
et middel til at udvikle metoder og få overblik over behovet,
samtidig med at man med det samme går i gang med at
støtte dem, der er ved at komme i klemme. Nævnets
formål er at sikre, at ytringsfriheden bliver beskyttet og
benyttet, og at forebygge, at offentligt ansatte selvcensurerer sig
selv af misforstået loyalitet eller af frygt for
konsekvenserne.
Et sagsforløb, hvor en offentligt ansat
står frem for offentligheden, starter typisk med, at en
person først bliver stemplet som »brokkehoved«,
hvorefter personen sygemelder sig og til sidst bliver fyret
på grund af for højt sygefravær. Det er derfor
vigtigt, at offentligt ansatte, der står frem, bakkes op i
deres loyalitet over for deres arbejdsopgave. Samtidig forventes et
arbejdsklima, hvor det er almindeligt at blande sig, når der
er noget, der vedkommer den offentligt ansatte selv, eller
vedkommer dem, som den offentligt ansatte har ansvar for, for at
kunne imødegå, at personer, der er stået frem,
bliver isoleret på arbejdspladsen.
Det er særdeles vigtigt at skabe rammerne
for en løsning af konflikterne i de tilfælde, hvor
dårlig ledelse eller et arbejdsmiljø præget af
mangel på solidaritet umuliggør en løsning
inden for institutionens egne rammer. Med stigende problemer med
rekrutteringen til den offentlige sektor er et godt
arbejdsmiljø helt centralt. Beslutningsforslaget tilsigter
ikke at skabe en angiverkultur blandt offentligt ansatte, men at
skabe et forum til fremme af den åbne dialog og muligheden
for kritik inden for det offentlige samt skabe rum for
konfliktløsning gennem uvildig ekstern rådgivning og
støtte, både under og efter en offentligt ansat er
stået frem. Samtidig har offentligheden brug for
tilstrækkelig information til at kunne sikre, at den
offentlige sektors effektivitet ikke begrænses ved, at
kolleger dækker over hinanden af loyalitet eller frygt for
sanktioner eller et ry som sladrehank.
I tilfælde af uansvarlige forhold på
arbejdspladsen bør en ansat selvfølgelig først
og fremmest kontakte den berørte person eller sin
umiddelbart foresatte. Ideelt set bør problemer i offentlige
institutioner altid kunne løses ved, at man går den
reglementerede kommandovej. Det er imidlertid fuldt
forståeligt, at offentligt ansatte holder sig tilbage fra at
protestere til ledelsen eller til offentligheden over dårlige
dispositioner fra ledelsens side af frygt for repressalier eller
forbigåelse på arbejdspladsen.
Offentligt ansatte er ansat af os alle, og de har
derfor egentlig en pligt til at holde offentligheden orienteret,
hvis de vurderer, at der er uforsvarlige forhold på
arbejdspladsen. Som tingenes tilstand er i dag, kan det være
særdeles svært for offentligt ansatte at leve op til
deres ansvar for deres arbejdsopgave, idet overordnede eller
politikere forsøger at ændre deres loyalitet til at
gælde systemet og ikke opgaven og borgerne. Nogle steder i
hospitalssystemet, f.eks. på psykiatriske afdelinger, der
ikke længere er bemandede i weekenderne, har man
således i dag en opfattelse af, at hvor man tidligere sendte
patienterne hjem for patienternes skyld, sender man dem nu hjem for
hospitalets skyld.
Egentlig mener forslagsstillerne, at man burde
overveje, om offentligt ansatte ikke bare har ytringsfrihed, men
nærmest pligt til at fortælle om uforsvarlige forhold
på deres arbejdsplads, fordi deres loyalitet over for de
borgere, de tager sig af, og over for os alle som borgere i det
samfund, der betaler for den offentlige sektor, bør
stå højere end loyaliteten over for den nærmeste
chef. Men mange af de offentligt ansatte, forslagsstillerne har
talt med, er meget nervøse for, at en eventuel pligt vil
blive brugt som endnu en mulighed for at prøve at
knægte de offentligt ansatte.
I den forbindelse offentliggjorde FTF den 18.
oktober 2006 en undersøgelse, der byggede på svar fra
2700 offentligt ansatte, herunder blandt andet ansatte fra
Politiforbundet i Danmark, Dansk Sygeplejeråd, Danmarks
Lærerforening, BUPL, Flyvevåbnet,
Socialrådgiverforeningen m.fl. De adspurgte havde fået
oplyst, at undersøgelsens spørgsmål ikke
omhandlede de områder, der er omfattet af tavshedspligt. Der
henvises om undersøgelsen og resultatet heraf til: Er det farligt at stå
frem? FTF-undersøgelse om offentligt
ansattes ytringsfrihed, oktober 2006 samt artiklen »Hver
anden offentligt ansatte er bange for at udtale
sig«, Magasinet Resonans nr. 16, 18. oktober
2006.
Undersøgelsen viste, at hele 65 pct. af de
adspurgte frygter at blive opfattet som illoyale af deres
arbejdsgiver, hvis de udtaler sig. 53 pct. venter at blive kaldt
til »kammeratlig samtale« hos arbejdsgiveren, 43 pct.
forventer, at det vil påvirke deres arbejdsforhold negativt,
hvis de udtaler sig, og knap 25 pct. frygter en fyring.
Ganske mange €" 63 pct. €" har oplevet
at stå i en uholdbar situation på sit nuværende
eller tidligere arbejde, som de mente, at offentligheden burde
kende til. Kun 13 pct. påtalte dette over for offentligheden.
For 33 pct. af dem, der påtalte situationen over for
offentligheden, fik det negative konsekvenser. 11 pct. blev
indkaldt til »kammeratlig samtale«. 10 pct. blev
opfattet som illoyale af arbejdsgiveren. 3 pct. blev afskediget, og
23 pct. fik forbud mod at udtale sig offentligt, f.eks. til
møder eller i medierne.
Pressejurist og afdelingsleder på Danmarks
Journalisthøjskole, Oluf Jørgensen, er rystet over
tallene og mener, »at reglerne er gode nok, men at de ikke
fungerer efter hensigten«. Advokat Helle Bang Hjort
efterlyser politiske tiltag og fastslår, at »der er et
alvorligt forståelsesproblem, når man f.eks. ikke kan
skelne mellem illoyalitet og ytringsfrihed«. (Artiklen
»Hver anden offentligt ansatte er
bange for at udtale sig«, Magasinet Resonans nr. 16, 18.
oktober 2006.)
I marts 2006 afgav
Udvalget om offentligt ansattes ytringsfrihed og meddeleret en
betænkning om ytringsfrihed og meddeleret for
offentligt ansatte (Betænkning nr.
1472/2006). Udvalget anbefalede bl.a., at der udstedes en
vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed.
Men oplysning alene gør det ikke.
Således siger formand for LederForum Danmark (Landsforeningen
af forsorgsledere), Erik Lehm: »En vejledning!!! Fortæl
det til alle de mennesker, der frygter at blive mobbet, chikaneret
eller direkte truet, hvis de står frem. Det skal nok give dem
det fornødne mod til at tale frit, når de ved, at
deres arbejdsgiver er informeret om, at de skam gerne må, men
at der efterfølgende ikke sker arbejdsgiveren noget, hvis
den pågældende medarbejder alligevel
forfølges.« (Lederen »Betænkelig
betænkning«, Fagbladet LederForum nr.
7/2006.)
I betænkning 1472/2006 afgav FTF sammen med
LO og Dansk Journalistforbund en mindretalsudtalelse om, at
organisationerne ønsker at styrke medlemmernes
ansættelsesretlige beskyttelse, jf. betænkning nr. 1472, afsnit
5.1.3.4.
Derfor har forslagsstillerne valgt i stedet
at foreslå et nævn, som forslagsstillerne håber
kan være med til at skabe en mere åben kultur på
de offentlige arbejdspladser €" en kultur, hvor man tør
diskutere fejl, og hvor det bliver set som positivt, at man er
så engageret i sit arbejde, at man kaster sig ud i den
offentlige debat om forholdene på arbejdspladsen. Det vil
også kunne fremme den demokratiske debat og proces.
Baggrund for oprettelse af et
nævn til sikring af offentligt ansattes ytringsfrihed
Det er Ombudsmandens opgave at afgøre
sager om brud på ytringsfriheden inden for den offentlige
forvaltning. Det er imidlertid forslagsstillernes vurdering, at det
er nødvendigt med et nævn, da Ombudsmandens fokus er
overholdelse af lovene, mens beslutningsforslaget er rettet mod en
forberedende afklaring med hensyn til den ansatte, der
ønsker at stå frem, allerede inden eventuelle sager
opstår. Der ændres således ikke ved Ombudsmandens
opgave i beslutningsforslaget.
Svenske erfaringer
I Sverige har offentligt ansatte mulighed for at
indberette uregelmæssigheder direkte til pressen og derefter
opnå anonym kildebeskyttelse. Lovgrundlaget er, jf.
bemærkningerne til B 62, 2005-06, ifølge Sveriges
Riksdags hjemmeside:
»Meddelarfrihet innebär att personer
som arbetar inom det offentliga Sverige har rätt att
vända sig till pressen och berätta om något som de
anser är viktigt och behöver bli allmänt
känt.
Den som publicerar materialet har inte rätt
att avslöja källan om personen i fråga vill vara
anonym. Endast tidningens utgivare har rätt att kräva
namnet men har absolut tystnadsplikt.
Det är straffbart för det
allmänna, till exempel en chef på en myndighet, att
försöka ta reda på vem som läckt uppgifterna
till medierna.«
Forslagsstillerne mener imidlertid ikke, at den
svenske model i tilstrækkelig grad imødekommer hverken
offentlighedens behov for indblik i følgerne af politiske
beslutninger eller beskyttelsen af den person, der står frem.
Det vurderes, at der kan være en vis risiko for
arbejdsmæssige sanktioner ved at stå frem. Derfor er
der behov for opfølgning og støtte i et omfang, som
umiddelbart overstiger almindelig praksis i pressen, og som
må tilfalde offentligheden, i hvis interesse den offentligt
ansatte har handlet.
Norske erfaringer
Nævnes skal også den model, der
står foran en vedtagelse i Norge. Her vedtog man i 2004 en
grundlovsændring, hvorefter man med den nye § 100
slår fast, at »ytringsfrihed bør finde
sted«. Hermed understreger man, at ytringsfriheden er
hovedreglen og udgangspunktet. Samme grundlovsbestemmelses tredje
afsnit beskytter »ytringer om statsstyrelsen og hvilken som
helst anden genstand«. Det vil sige, at bestemmelsen omfatter
politiske ytringer i vid forstand. Det vil sige ytringer om alle
temaer af politisk, samfundsmæssig, moralsk og kulturel art,
som har almen interesse.
Herudover foreslår den norske regering en
ny regel i arbejdsmiljølovens § 2-4, som slår
fast, at en arbejdstager har ret til at varsle, det vil sige at
sige fra over for kritikværdige forhold i virksomheden. Et
hovedformål for forslaget er at signalere, at disse ytringer
er lovlige og ønskede. Varslingen skal ske på en
forsvarlig måde. Hvis en arbejdsgiver mener, at varslingen er
uretmæssig, er det arbejdsgiveren, der har bevisbyrden. Der
foreslås endvidere regler i arbejdsmiljøloven, der
skal forhindre gengældelse over for arbejdstagere, der har
ytret sig. Videre foreslås det, at en arbejdstager, som har
været udsat for gengældelse fra arbejdsgiveren, kan
kræve oprejsning uden hensyn til arbejdsgiverens skyld.
(Odelstingsproposisjon nr. 49 Om lov om arbeidsmiljø,
arbeidstid og stillingsvern m.v.
(arbeidsmiljøloven) (2004/2005).)
Det foreslås derfor, at der oprettes et
nævn til sikring af offentligt ansattes ytringsfrihed, der
skal rådgive og vejlede offentligt ansatte i sager
vedrørende den offentlige sektor og i
offentliggørelsen af relevante sager til pressen. Offentligt
ansatte skal kunne henvende sig anonymt til nævnet og
få en indledende afklaring af, hvad det vil komme til at
betyde for dem at stå frem. Efterfølgende tænkes
alle henvendelser, der resulterer i, at en offentligt ansat
står frem i offentligheden, at være med navns
nævnelse. Nævnets rolle vil således være
på én gang at sikre tilstrækkelig
uafhængighed i behandlingen af sager, at indhente uvildige
oplysninger fra alle involverede parter, at rådgive omkring
offentliggørelse og efterfølgende at modarbejde, at
den offentligt ansatte bliver syndebuk for administrative
prioriteringer og at støtte den ansatte i forbindelse med
eventuelle tjenstlige sanktioner på grund af offentlige
ytringer. Det skal således være nævnets opgave at
være behjælpelig med, at vigtige informationer om
politiske prioriteringer og om den offentlige sektor kommer til
offentlighedens kendskab, og at støtte
offentliggørelsen af disse informationer.
Det er forslagsstillernes tanke, at nævnet
vil kunne sikre uvildigheden, det faglige niveau og kvaliteten af
baggrundsinformationer til pressen om den offentlige sektor,
samtidig med at en bedre støtte vil få den offentlige
debat til at blomstre op. Det er forslagsstillernes forventning, at
en række mennesker, der ellers er forblevet tavse af frygt
for følgerne, vil turde stå frem for nævnet,
idet de her vil kunne få kompetent vejledning og få
støtte, såfremt der iværksættes tjenstlige
sanktioner over for anmelderen som følge af henvendelsen til
nævnet. I de tilfælde, hvor nævnet vurderer det
nødvendigt, skal nævnet som en del af støtten
til den offentligt ansatte, der vælger at stå frem,
have mulighed for at henvise til relevant psykologbistand.
Det er umuligt fuldstændig at beskytte
folk, der står frem, mod at blive set skævt til
på arbejdspladsen, hvis nævnet i forbindelse med en
eventuel sag har indhentet informationer fra arbejdsgiveren, da man
på en lille arbejdsplads ofte vil kunne regne ud, hvem
anmelderen er. Dette gælder, uanset om en anonym
forespørgsel ender med at blive til en sag, hvor en
offentligt ansat står frem med navns nævnelse, eller
det bare bliver ved en indledende høring. Men det er
forslagsstillernes forventning, at den øgede åbenhed,
som nævnet vil skabe, til en vis grad vil begrænse
også de kollegiale følger af at stå frem. Den
offentlige debat vil derfor blive væsentligt beriget, da
offentligheden vil kunne få indblik i problemer, der ellers
udspiller sig for lukkede døre.
Der har været overvejet forskellige
modeller for et forum til styrkelse af offentligt ansattes
ytringsfrihed, men det vurderes, at et nævn er den instans,
der bedst vil kunne kombinere muligheden for direkte kontakt med
folk og bemyndigelsen til at indhente fortrolige oplysninger fra
offentlige institutioner til vurdering af en given sag.
Eksempler
En række sager har i de senere år
vist behovet for en mulighed for støtte i forbindelse med
offentligt ansattes ytringsfrihed.
Et eksempel er sagen om skoleleder Louis Hansen,
der blev definitivt tjenestefritaget på grund af, at han
havde skrevet et læserbrev (Roskilde Tidende 2.5.2003), hvor
han forsvarede sine underordnedes arbejdsindsats, efter at en
lokalpolitiker i pressen havde angrebet hans skoles faglighed.
Et andet eksempel er sagen fra
Frederiksværk-Hundested Kommune i 2005. Her klagede den
borgerlige opposition, jf. »Mundkurv
til kommunaldirektør«, DJØF Bladet nr. 9,
2007, over den lokale kommunaldirektørs udtalelser
om, at »kommunerne har brug for en reformpause oven på
kommunalreformen«. Kommunaldirektøren sagde
efterfølgende: »Jeg vil fremover veje hvert enkelt ord
på en guldvægt eller helt undlade at gøre brug
at min ytringsfrihed«.
Et tredje eksempel er næstformanden i
»Dansk selskab til sikring af lægers
ytringsfrihed«, der sagde (Information 1.10.2007):
»Mange er fortsat bange for at miste deres job, hvis de siger
deres mening alt for højt«.
Et fjerde eksempel er DR€™s ledelse,
der i 2007 (Rød-Grønne Linier nr. 14, 11.10.2007) har
indført et generelt forbud mod, at DR-medarbejdere skriver
kronikker eller giver udtryk for personlige holdninger inden for
områder, som de arbejder professionelt med.
Et femte eksempel er fra oktober 2007, hvor
blandt andet meteorolog på DMI, Eigil Kaas sagde (Information
19.10.2007): »Der var flere gange, hvor jeg ikke turde sige,
hvad jeg virkelig mente. Det var jo ikke kun mit eget, men
også mine medarbejderes job, der stod på
spil«.
Opbygning af et nævn til
sikring af offentligt ansattes ytringsfrihed
Nævnet foreslås opbygget efter samme
model som Pressenævnet. Nævnet foreslås mindst at
bestå af en jurist, en presserådgiver og en
organisationspsykolog suppleret med en repræsentant for det i
en given sag relevante fagforbund eller for foreninger eller
underafdelinger under det relevante fagforbund som eksempelvis
Dansk Selskab til Sikring af Lægers Ytringsfrihed eller
Transparency International.
I den forbindelse foreslås det, at alle
fagforbund opfordres til at vælge en fast repræsentant
til nævnet, som kan indkaldes, hvis et af fagforbundets
medlemmer er berørt af en sag. Repræsentanten for
fagforbundets opgave i nævnet skal være at være
behjælpelig dels med at beskytte et anmeldende medlem, dels
med at beskytte den anmeldte. Herudover bør nævnet
have mulighed for at indkalde relevante personer til
rådgivning eller information i forbindelse med behandlingen
af konkrete sager samt pligt til at indkalde en redegørelse
fra alle berørte parter i en given sag.
I tilfælde af, at der er tale om direkte
ulovligheder, skal nævnet videregive sagen til den rette
instans. Nævnets opgave er alene at støtte offentligt
ansattes ytringsfrihed og at fremme offentlig orientering, ikke at
tage sig af ulovligheder.
Det foreslås, at nævnet opretholder
en hurtig arbejdsgang, afhængigt af sagens indhold og omfang,
med en maksimal samlet behandlingstid på et halvt år,
for at undgå, at offentlige instanser ved unødigt at
forsinke sagsbehandlingen modarbejder, at en sag kommer til
offentlighedens kendskab. I den forbindelse foreslås det, at
alle offentlige institutioner pålægges at give
relevante svar på nævnets henvendelser inden for 2
måneder.
Nævnet foreslås årligt at
skulle udgive en rapport om, hvordan det står til med
offentligt ansattes ytringsfrihed. Denne rapport forventes at kunne
fastholde opmærksomheden på vilkårene for
offentligt ansattes benyttelse af ytringsfrihed og at kunne skabe
fokus på tendenser inden for graden af åbenhed på
offentlige arbejdspladser.
I det omfang nævnet finder, at der er hold
i en offentligt ansats henvendelse, skal nævnet kunne
støtte den offentligt ansatte med henblik på at
offentliggøre sagen ved efterfølgende at fungere som
garant og juridisk ansvarlig for rigtigheden af
informationerne.
Sanktionsmuligheder
Det er ikke tanken, at nævnet skal fungere
som dommer i forbindelse med lovbrud. Nævnets opgave skal
derimod være at give den offentligt ansatte vejledning og
støtte i gråzonen af tilsløringer,
ansvarsforflygtigelse og grov udnyttelse af en magtposition.
Samtidig er formålet med nævnets virke, at
offentligheden skal få større kendskab til
følgerne af politiske beslutninger og få indsigt i de
tilfælde, hvor den praktiske implementering af beslutninger
har medført uhensigtsmæssige konsekvenser.
Nævnet skal således ikke have direkte
sanktionsmuligheder. Baggrunden for dette er, at nævnet,
såfremt det finder, at der i en given sag er tale om
uforsvarlige forhold, skal støtte, at den offentligt ansatte
tager kontakt til relevante medier. Herigennem vil nævnet
have udstrakt mulighed for indirekte sanktioner i form af det
moralske pres, som offentlighedens opmærksomhed vil skabe. I
den forbindelse er det særdeles vigtigt, at nævnet
udtømmende indsamler information, og at alle parter
høres, inden nævnet bakker en eventuel kontakt til
medierne op.
Omvendt bevisbyrde
I Justitsministeriets Vejledning om offentligt
ansattes ytringsfrihed, 2006, siges der ikke noget om bevisbyrden,
hvis den offentligt ansatte, der har ytret sig, fyres eller
forflyttes.
FTF, LO og Dansk Journalistforbund afgav i Betænkning nr.
1472/2006 en mindretalsudtalelse om bevisbyrden.
Forslagsstillerne foreslår en omvendt
bevisbyrde i sager, hvor den offentligt ansatte, der har ytret sig,
fyres eller forflyttes.
Forslagsstillerne henviser til
ligebehandlingslovens præventive effekt.
Ligebehandlingslovens § 16, stk. 4, siger, at såfremt en
afskedigelse finder sted under graviditet, fravær efter
barselslovens §§ 6, 11, 13 og 14, og i varslingsperioder
efter barselslovens § 16, stk. 2, påhviler det
arbejdsgiveren at godtgøre, at afskedigelsen ikke er
begrundet i disse forhold.
I praksis fører denne bevisbyrde til, at
det ofte er meget vanskeligt for arbejdsgiveren at føre
tilstrækkeligt bevis for, at en afskedigelse ikke er
begrundet i funktionærens graviditet, barsel eller adoption.
Det er således en klar betingelse for at løfte denne
form for bevisbyrde, at der foreligger nogle helt klare, objektivt
konstaterbare forhold, der gør det utænkeligt at
antage, at afskedigelsen ud fra en driftsmæssig betragtning
er sagligt begrundet og dermed ikke begrundet €" hverken helt
eller delvis €" i funktionærens forhold. Enhver tvivl
kommer funktionæren til gode.
Ud fra den tankegang vil omvendt bevisbyrde
derfor også være det helt rigtige udgangspunkt,
når det drejer sig om at forbedre den
ansættelsesretlige beskyttelse for offentligt ansatte, der
benytter sig af deres grundlovssikrede ret til at ytre sig.
Økonomi
Udgifter til nævnets virksomhed, herunder
udgifter til nævnets sekretariat og vederlag til
nævnets medlemmer samt til indkaldte rådgivere
foreslås afholdt af staten. Udgifterne forventes at svare til
udgifterne til Pressenævnet, der, jf. bemærkningerne
til B 62, 2005-06, ifølge Pressenævnets
sekretariatschef samlet beløb sig til ca. 1,4 mio. kr. i
2004.
Skriftlig fremsættelse
Line Barfod (EL):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om oprettelse
af et nævn til sikring af offentligt ansattes
ytringsfrihed
(Beslutningsforslag nr. B 59).
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.