B 34 Forslag til folketingsbeslutning om videoovervågning i taxaer.

Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2007-08 (2. samling)
Status: Forkastet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 18-01-2008

Fremsat: 18-01-2008

Beslutningsforslag som fremsat

20072_b34_som_fremsat (html)

Fremsat den 18. januar 2008 af Marlene Harpsøe (DF), Kim Christiansen (DF), Colette L. Brix (DF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Christian H. Hansen (DF), Pia Kjærsgaard (DF) og Peter Skaarup (DF)

Forslag til folketingsbeslutning

om videoovervågning i taxaer

Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af folketingsåret at fremsætte lovforslag om at indføre pligt for taxavognmænd til at installere tv-overvågning i taxaer, som kører taxakørsel uden for dagtimerne i større byer, med henblik på at forebygge og opklare røverier mod og overfald på taxachauffører.


Bemærkninger til forslaget

Beslutningsforslaget er en delvis genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 23, forslag til folketingsbeslutning om obligatorisk videoovervågning i taxaer, folketingsåret 2006-07 (se Folketingstidende 2006-07, forhandlingerne side 2045 og 5715, tillæg A side 2248 og 2250 og tillæg side B 727). Forslaget blev fremsat den 3. november 2006.


Gældende regler

Tv-overvågning, der alene sker inde i taxaer, er ikke omfattet af det generelle forbud mod privates tv-overvågning i § 1, stk. 1, i tv-overvågnings-loven. Hvis der foretages tv-overvågning inde i taxaer, skal der oplyses om overvågningen ved skiltning eller på anden tydelig måde, jf. tv-overvågnings-lovens § 3, stk. 1.


Transport- og energiministeren har ifølge lov om taxakørsel, § 12, stk. 1, nr. 8, bemyndigelse til at fastsætte regler om bl.a. køretøjernes indretning og udstyr. Efter Transport- og Energiministeriets opfattelse (Retsudvalget 2005-06, alm. del - svar på spm. 485) bør taxalovgivningens krav til taxaers indretning og udstyr imidlertid alene være begrundet i hensynet til sikring af en fornuftig betjening af kunderne og en effektiv kontrol med omsætningen i erhvervet, hvorimod andre forhold om taxaers tekniske indretning og udstyr, f.eks. forsyning af taxaer med tv-overvågnings- eller GPS-udstyr, ikke bør ske ved regulering, men installeres på grundlag af erhvervets egne ønsker og behov.


Det er således efter gældende lovgivning lovligt at anvende tv-overvågning i taxaer, men der er ikke en forpligtelse for taxavognmændene hertil.


Tidligere fremsættelse

Beslutningsforslag nr. B 23, forslag til folketingsbeslutning om obligatorisk videoovervågning i taxaer, folketingsåret 2006-07, blev støttet af Socialdemokratiet, mens Venstre, Det Konservative Folkeparti, Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten indstillede forslaget til forkastelse.


Venstre og Det Konservative Folkeparti begrundede afvisningen med, at der vil være tale om »et unødvendigt indgreb i den aftalefrihed, der følger af den danske arbejdsmarkedsmodel« (betænkning afgivet af Retsudvalget den 29. marts 2007).


Enhedslisten begrundede sin afvisning af forslaget med, at man fandt, at videoovervågning i taxaer var en for stor indskrænkning i privatlivets fred, og at man i øvrigt mente, at videoovervågning ikke ville have hjulpet i en række af de overfald, der fandt sted i 2006, da en del af disse angiveligt fandt sted uden for taxaen (Retsudvalgets betænkning af 29. marts 2007).


Det Radikale Venstre ønskede ikke at lovgive på området, da det i forvejen er lovligt for taxavognmændene at installere overvågning i taxaerne, hvis de ønsker det. Desuden fandt Det Radikale Venstre ikke, at der var samme behov for videoovervågning i taxaer i dagtimerne og i landdistrikter, som der er i de større byer.


SF var inde på noget lignende. SF begrundede sin afvisning således (Retsudvalgets betænkning af 29. marts 2007):


»Socialistisk Folkeparti har stor forståelse for de alvorlige problemer i forbindelse med hensyn til arbejdsmiljøet, som er kommet frem i henvendelser og foretræde for udvalget, og som fører til behov for mulighed for at overvåge passagerer i storbyen om natten.


Der er helt givet behov i de store byer for, at man som chauffør på visse tidspunkter af døgnet har mulighed for, at der kan foretages overvågning af passagererne. Omvendt finder Socialistisk Folkeparti, at det kan være et overflødigt krav for mange chauffører og vognmænd i mindre provinsbyer og landdistrikter, hvor der ikke er samme problemer som i storbyerne.


Socialistisk Folkeparti afviser derfor forslaget, men opfordrer i stedet til, at taxinævnene overvejer, om der konkret er behov for overvågning i taxaen i det lokale område, nævnet dækker. Herved kan dette initiativ målrettes, uden at den lille vognmand, som fortrinsvis kører pensionister og skolebørn, tvinges til denne investering.«


Dansk Folkeparti er enigt i, at det er vigtigt at tage hensyn til privatlivets fred. Efter udvalgsbehandlingen af B 23 og efter at have hørt argumenterne fra SF, Det Radikale Venstre og Enhedslisten fandt Dansk Folkeparti, at det ville være mest hensigtsmæssig at begrænse forslaget til at gælde i de større byer og uden for dagtimerne. Dansk Folkeparti fremsatte ændringsforslag herom.


Ændringsforslaget blev stadig afvist af Venstre, Det Konservative Folkeparti og Enhedslisten.


SF anerkendte, at ændringsforslaget i en vis grad imødegik SF's betænkeligheder: »SF anerkender, at ændringsforslaget i et vist omfang imødekommer SF's betænkeligheder ved beslutningsforslaget, men finder, at ændringsforslaget er for upræcist som retningslinje for lovgivning. SF henviser endvidere til SF's betænkningsbidrag, hvoraf det bl.a. fremgår, at SF opfordrer taxinævnene til at overveje, om der konkret er behov for overvågning i det lokale område, som nævnet dækker.« (Tilføjelse til betænkning afgivet af Retsudvalget den 3. maj 2007).


SF og Det Radikale Venstre stemte hverken for eller imod. Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet stemte for forslaget.


Forslag om videoovervågning i taxaer

Dansk Folkeparti foreslår, at der indføres pligt for taxavognmænd til at installere tv-overvågning i taxaer, som kører taxakørsel uden for dagtimerne i større byer, med henblik på at forebygge og opklare røverier mod og overfald på taxachauffører.


Overfald på taxachauffører er et stigende problem. Det vil relativt nemt kunne forebygges ved, at der installeres videoovervågning i hyrevognene. Videoovervågning er nu blevet så billig at installere i taxaerne, at det er rimeligt og fornuftigt at indføre videoovervågning som en lovbestemt forpligtelse for taxavognmændene med henblik på at sikre deres chauffører mod overfald.


Transport- og energiministeriet oplyser således i besvarelsen af udvalgsspørgsmål nr. 3 vedrørende B 23 i folketingssamlingen 2006-07: »Færdselsstyrelsen oplyser, at den billigste form for videoovervågning kan installeres for ca. 3.500 kr. (inkl. videoudstyr, moms og montering) per taxi, og at den dyreste vil ligge i prisklassen fra 15.000 kr. og opefter. Endvidere er det oplyst, at et gennemsnitligt videoovervågningssystem inkl. moms og installation vil ligge på ca. 8.000 kr. Derudover kommer omkostninger i forbindelse med opbevaring af videooptagelser, reparationer m.v.«


Taxachauffører er en af de dårligst lønnede og mest udsatte faggrupper i Danmark, og med en beskeden investering kan man sikre, at deres arbejdsmiljø forbedres væsentligt. Derved kan taxachaufførerne også fastholdes længere i en branche, der er kendetegnet ved store udskiftninger blandt de ansatte. Videoovervågningen vil samtidig udgøre en garanti for både kunder og chauffører i tilfælde af f.eks. voldelige konfrontationer under kørslen eller taxachaufførers chikane af eksempelvis unge piger (eller påstande herom). Videoovervågning vil også være en god investering for vognmændene på grund af lavere udgifter til vedligeholdelse m.v. af hyrevognene, når kunderne er bekendt med, at taxaerne er videoovervåget.


En lovpligtig forpligtelse til at installere videoovervågning i taxaer skal bl.a. indeholde regler om:


- Tekniske krav til videoovervågningen, så der sikres ensartethed i branchen.

- Krav om overholdelse af persondataloven, herunder krav om, at optagelserne skal slettes løbende og kun må opbevares i en kort periode, og at taxachaufførerne gives oplysninger om formålet med overvågningen, hvor længe oplysningerne bliver bevaret, i hvilke tilfælde optagelserne vil blive gennemgået, at optagelserne kan blive videregivet til politiet, og i hvilke tilfælde dette vil kunne ske.

- Kravene til skiltningen m.v. over for kunderne.

- Overgangsperiode på f.eks. 1-2 år for de taxavognmænd, hvis taxakøretøjer ikke p.t. har udstyr, som lever op til tekniske krav m.v.



Forslaget om indførelse af videoovervågning støttes af mange i branchen, herunder Storkøbenhavns Taxi-Fører Forening, som har mere end 600 medlemmer. I en henvendelse til Retsudvalget den 20. juli 2006 skrev foreningen bl.a.: »Vi ønsker, at der nu strammes op på sikkerhedsområdet ved, at man nu ad lovgivningens vej tvinger vognmændene til at indføre videoovervågning i bilerne, idet det desværre ikke har været muligt at få vognmændene til det af frivillighedens vej.« (Retsudvalget 2005-06, alm. del - bilag 753).


Nogle taxavognmænd har allerede indført videoovervågning. Således har f.eks. Nykøbing Falster Taxa installeret videoovervågning i samtlige vogne til en pris af ca. 3.500 kr. pr. vogn. Ifølge det daværende Transport- og Energiministeriet er der ikke lavet en fuldstændig opgørelse over, hvor mange taxavognmænd der har installeret videoovervågning i deres vogne. Men ministeriet oplyste i forbindelse med besvarelse af udvalgsspørgsmål nr. 2 vedrørende B 23 i folketingssamlingen 2006-07: »Færdselsstyrelsen har dog oplyst, at videoovervågning i vid udstrækning allerede er indført flere steder i landet, herunder bl.a. Århus, Herning, Esbjerg og Odense samt i en række øvrige provinsbyer. Denne videooptagelse fungerer enten ved stillbilleder eller ved egentlig videooptagelse.«


Efter Dansk Folkepartis opfattelse er frivillighedens vej imidlertid ikke tilstrækkelig eller hensigtsmæssig. Det er naturligvis glædeligt, at flere og flere vognmænd vælger at installere overvågning ad frivillighedens vej. Henvendelsen fra Storkøbenhavns Taxi-Fører Forening viser ligeledes, at det langtfra er alle vognmænd, der er indstillede på at indføre overvågningen ad frivillighedens vej.


Taxachaufførernes Landsklub har indtil december 2007 registreret 28 overfald mod taxachauffører mod 50 i 2006. Tallet kan dog stige i forbindelse med de mange julefrokoster i december. Opgørelsen er heller ikke fuldstændig og er behæftet med en vis usikkerhed (www.3f.dk, »Taxi-chauffører frygter julevold«, 7. december 2007).


I forbindelse med behandlingen af B 23 modtog Retsudvalget høringssvar fra Taxachaufførernes Landsklub, hvis formål det er at samle og koordinere det faglige arbejde inden for taxabranchen samt virke for og værne om organiserede hyrevognschaufførers interesser (www.landsklubtaxa.dk). Taxachaufførernes Landsklub støttede forslaget, da man mente, at det ville føre til en forbedring af sikkerheden og dermed også arbejdsmiljøet for chaufførerne. Under henvisning til de steder, hvor man ad frivillighedens vej har indført videoovervågning, skriver Taxachaufførernes Landsklub: »Vores erfaringer, ganske vist indsamlet gennem erfaringsudvekslinger med kolleger rundt om i landet, siger, at i de byer, hvor man allerede har indført kameraer, er antallet af overfald faldet markant. Der er for os i Taxachaufførnes Landsklub under 3F ingen som helst tvivl om den effekt, en indførelse af overvågningen har haft i disse byer, vores chaufførkollegaer har ganske simpelt fået det bedre rent psykisk, de føler sig mere trygge, inden de møder på jobbet«. (Høringssvar af 23. februar 2007 fra Taxachaufførernes Landsklub til Retsudvalget).


Afsluttende bemærkninger

De væsentlige argumenter mod et forslag om videoovervågning i taxaer er hensynet til privatlivets fred samt usikkerheden om, hvilken effekt overvågning vil have. Dansk Folkeparti er enigt i, at hensynet til privatlivets fred vejer tungt. Derfor var B 23 som fremsat den 3. november 2006 måske også for vidtgående. Dansk Folkeparti mener, at der blev rådet bod på dette med det senere fremsatte ændringsforslag. Med hensyn til effekten af videoovervågning mener Dansk Folkeparti, at oplysningerne fra Taxachaufførernes Landsklub viser, at videoovervågning har en effekt. Ifølge Taxachaufførernes Landsklub er der i hvert fald tale om et klart fald i antallet af overfald på taxachauffører i de byer, hvor der er indført frivillig videoovervågning (www.3f.dk, »Taxi-chauffører frygter julevold«).


Dansk Folkeparti er villigt til at diskutere den nærmere udformning af reglerne for, hvorledes forslaget om videoovervågning kan gennemføres i praksis.


Skriftlig fremsættelse

Marlene Harpsøe (DF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:


Forslag til folketingsbeslutning om videoovervågning i taxaer.

(Beslutningsforslag nr. B 34).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.