emsat den 11. april 2008 af
Peter Skaarup (DF), Colette L. Brix (DF),
Kim Christiansen (DF),
Kristian Thulesen Dahl (DF),
Christian H. Hansen (DF),
Marlene Harpsøe (DF) og Pia Kjærsgaard (DF)
Forslag til folketingsbeslutning
om skærpede straffe for røverier i
private hjem
Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af
indeværende kalenderår at fremsætte lovfor-slag
om ændring af straffeloven, der får den virkning, at
den omstændighed, at et røveri er begået i et
privat hjem, medfører, at røveriet betragtes som
værende af særlig grov beskaffenhed, og at der
fastsættes en minimumsstraf på 4 års
fængsel for denne type røveri.
Bemærkninger til forslaget
Røverier i private hjem
Man har i starten af 2008 været vidne til en
foruroligende og aldeles uacceptabel eskalering i omfanget af
røverier, som finder sted i private hjem. Alene i
første halvanden måned af 2008 er der (pr. 12.
februar) forekommet mindst 17
røverier i private hjem, som har været
omtalt i medierne.
Nedenstående kortfattede oversigt over disse
røverier er bekymrende og nedslående
læsning:
- 5. januar. En
59-årig mand overfaldes af tre maskerede røvere i sit
hjem i Korsør.
- 6. januar. En
ældre mand på 82 år tapes fast til en stol og
frarøves 1.100 kr. samt kontokort af to maskerede mænd
i sit hjem i Nordborg.
- 7. januar. En
59-årig mand overfaldes i sit hjem af to gerningsmænd,
der udgiver sig for at være politibetjente.
- 8. januar. En
dement 80-årig kvinde overfaldes af en eller flere
røvere i sit hjem i Bullerup ved Odense.
- 8. januar. Tre
maskerede mænd trænger ind i en 49-årig mands
hjem i Rørvig og tvinger ham til at udlevere kontanter,
kreditkort og smykker.
- 10. januar. Et
ægtepar overfaldes i deres hjem i Sønderborg af
bevæbnede gerningsmænd, som tvinger parret til bl.a. at
udlevere nøglen til deres guldsmedeforretning.
- 11. januar. En
42-årig mand overfaldes i sit hjem i Slagelse af
gerningsmænd på udkig efter penge og hash.
- 11. januar. Tre
hætteklædte mænd trænger ind til en
ældre mand i Eggeslevmagle ved Skælskør og truer
ham, mens de gennemsøger hans hjem for
værdigenstande.
- 15. januar. Det
lykkes for en 59-årig mand at fravriste en skarpladt pistol
fra en røver ved sit hjem i Kirke-Helsinge.
- 18. januar. To
bevæbnede røvere trænger ind til en mor og
hendes datter i Roskilde.
- 19. januar. En
kroejer overfaldes og udplyndres af pistolbevæbnede
gerningsmænd ved Humlebæk Kro nord for
København.
- 30. januar. Tre
mænd trænger ind til et par i Helsingør.
- 30. januar. To
bevæbnede mænd trænger ind til en kvinde og
hendes tre børn i en lejlighed i Lyngby. Røverne
slipper afsted med 25.000 og nogle guldgenstande.
- 30. januar.
Tre-fire maskerede, bevæbnede mænd trænger ind
til en familie på en gård ved Hillested. Manden i
familien tildeles slag og bliver skudt gennem hånden.
- 7. februar. Fire
røvere overfalder et midaldrende ægtepar i Harken i
Nordjylland og slipper af sted med 3.000 kr. Røverne truer
med at save fingrene af manden med en nedstryger.
- 8. februar. To
unge mænd tiltvinger sig adgang til en 80-årig kvindes
ældrebolig i Holstebro-området. De truer kvinden med en
filetkniv og slipper af sted med kvindens pung indeholdende 500 kr.
i kontanter.
- 10. februar. To
mænd skaffer sig adgang til en 71-årig kvindes
lejlighed i Tåstrup ved at udgive sig for at være fra
politiet. De stjæler i første omgang kvindens pung med
bl.a. 1.700 kr. i kontanter, men vender senere tilbage og truer med
en pistol kvinden til at udlevere pinkoden til
hævekortet.
Som det fremgår af ovenstående oversigt, er der
tale om en række ganske voldsomme forbrydelser. At blive
overfaldet af bevæbnede, maskerede mænd i sit eget
hjem, som det ofte er tilfældet i disse sager, er i sagens
natur en meget voldsom og potentielt dybt traumatiserende
oplevelse. Disse alt for hyppigt forekommende overgreb medvirker
til at skabe angst og usikkerhed rundtomkring i de danske
hjem.
Ovennævnte række af forbrydelser har vel at
mærke fundet sted på ganske få uger i starten af
2008. I hele 2007 forekom der 23 tilfælde af denne type
forbrydelser i Danmark, så der er åbenlyst tale om en
meget dramatisk og voldsomt eskalerende udvikling, som kræver
en hurtig og håndfast politisk indsats.
Justitsministeren har i et svar til Folketingets Retsudvalg
udtrykt sig ganske præcist herom: »Røverier i
private hjem hører efter min opfattelse til blandt de meget
grove former for kriminalitet. Det er meget, meget ubehageligt at
blive udsat for en sådan oplevelse, og derfor skal vi som
samfund gøre, hvad der er muligt for at forhindre, at det
sker. […] Vores hjem er vores helle, og derfor skal
røverier i private hjem straffes hårdt.« (Citat
fra ministerens svar af 8. februar 2008 på
udvalgsspørgsmål nr. 71, alm. del, Folketingets
Retsudvalg)
. Dansk Folkeparti kan fuldstændig tilslutte sig
ministerens formuleringer og finder, at de foreslåede
strafskærpelser indeholdt i nærværende
beslutningsforslag vil være den rigtige politiske reaktion
på den seneste tids dramatiske udvikling.
Af straffelovens § 288 fremgår det, at
strafferammen for røveri er fængsel indtil 6 år
med mulighed for fængsel indtil 10 år, når
særlig skærpende omstændigheder foreligger. Det,
der er behov for at sikre, er først og fremmest, at
strafferammen udnyttes tilstrækkeligt ved forbrydelser af
denne art. Dette kan bedst sikres ved, at man i straffeloven
indsætter de fornødne bestemmelser, som vil have den
effekt, at den omstændighed, at et røveri finder sted
i et privat hjem, medfører, at røveriet betragtes som
værende af særlig grov beskaffenhed og således
kan straffes med op til 10 års fængsel.
Derudover foreslår Dansk Folkeparti, at man i
straffeloven indsætter de bestemmelser, som vil have den
effekt, at minimumsstraffen for røveri i private hjem
fastsættes til 4 års fængsel.
Disse strafskærpelser afspejler forbrydelsernes
voldsomhed og kan samtidig forventes at have en præventiv
virkning over for den bølge af røverier i private
hjem, som vi har været vidner til. Strafskærpelserne
vil være et stærkt politisk signal om, at disse grove
forbrydelser er totalt uacceptable, og vil give politi og domstole
bedre redskaber på hånden til at håndtere
dem.
Åbne grænser
De åbne grænser inden for EU har særlig
siden en række østeuropæiske landes
indtræden i Den Europæiske Union medvirket til, at
Danmark er blevet mere udsat for udenlandske kriminelles
hærgen. Leder af Rigspolitiets Nationale
Efterforskningscenter, Kim Kliver, har ved flere lejligheder i
medierne peget på, at den bølge af røverier i
private hjem, som vi på det seneste har oplevet, bl.a. kan
være et resultat af organiserede bander af udenlandske
kriminelles virksomhed her i landet. Således gav Kim Kliver
den 10. januar 2008 i Politiken udtryk for, at nogle af
røverierne i private hjem i starten af året var
udført med »et organiseret præg«, og Kim
Kliver vurderede yderligere, at røverierne kunne være
begået af østeuropæiske kriminelle.
Kim Kliver redegør
ligeledes i en artikel på TV 2 Nyhedernes hjemmeside den 9.
januar 2008 for, at en del af de mange røverier i private
hjem bl.a. kunne være udført af professionelle
kriminelle fra Østeuropa, der rejser ind i Danmark og
så forsvinder igen
http://nyhederne.tv2.dk/krimi/article.php/id-9964430.html
.
Dansk Folkeparti finder, at der i lyset af den uheldige
udvikling, som de åbne grænser i EU ikke overraskende
har medført, findes et klart behov for at sikre, at det
danske politi og de danske domstole får bedre redskaber
på hånden til at håndtere udenlandske kriminelles
hærgen i Danmark. Det er Dansk Folkepartis vurdering, at
Folketinget med vedtagelsen af nærværende
beslutningsforslag vil have taget et skridt i den rigtige retning
med hensyn til at opnå dette, idet skærpede straffe for
røverier i private hjem også vil sende et markant
signal til udenlandske kriminelle om, at den slags overgreb ikke
tolereres i det danske samfund. Konsekvensen af de åbne
grænser i EU er åbenlyst, at kriminelle søger
hen til de lande, hvor der nemmest kan begås kriminalitet, og
hvor der samtidig er udsigt til de korteste straffe, hvis
røveren skulle være så uheldig at blive
pågrebet. Der er nok ingen tvivl om, at de nordiske
velfærdsstater med den store sammenhængskraft og den
tillidsfulde befolkning - og samtidig internationalt set et meget
lavt straffende retssystem - er et område, hvor kriminelle
meget nemt kan blive fristet til at operere. Derfor er
højere straffe for kriminalitetsformer, som tiltrækker
organiserede udenlandske kriminelle, bydende
nødvendige.
Forebyggende tiltag
Dansk Folkeparti ser gerne, at man i denne sammenhæng
også inddrager andre tiltag, som kan tænkes at have en
forebyggende effekt over for denne type røverier. Der findes
i dag en række udmærkede tiltag, som Dansk Folkeparti
gerne ser udbygget eller gerne ser, at man - gennem
oplysningskampagner el.lign. - øger opmærksomheden
på.
Nabohjælp er eksempelvis en fornuftig måde at
forebygge indbrud og røverier i hjemmet på. Det ville
være gavnligt, hvis man gennem oplysningsarbejde kunne
øge opmærksomheden på, hvordan man forebygger
indbrud og røverier i hjemmet gennem bl.a.
nabohjælp.
Der findes i dag den udmærkede hjemmeside
www.stopindbrud.dk
, som er et resultat af et samarbejde mellem Det
Kriminalpræventive Råd og Forsikring & Pension.
Hjemmesiden er et godt eksempel på et fornuftigt samarbejde
mellem de offentlige myndigheder og forsikringsbranchen. Dansk
Folkeparti ser gerne, at det samarbejde og den informationsindsats,
som finder sted mellem offentlige myndigheder og
forsikringsbranchen, udbygges. Dansk Folkeparti finder ligeledes,
at det ville have en gavnlig effekt, hvis forsikringsbranchen kunne
skabe incitamenter for deres kunder til at yde en ekstra indsats
med hensyn til forebyggelse såsom at deltage i en
nabohjælpsordning eller opsætte alarmer.
Dansk Folkeparti ser det som en mulighed for at opnå en
bedre forebyggende indsats på dette område, at der
afsættes en pulje penge til finansiering af tiltag
målrettet mod forebyggelse af denne form for
kriminalitet.
Det Kriminalpræventive Råd har i dag mulighed for
at yde projektstøtte eller konsulentbistand til lokale
projekter eller aktiviteter, som har et kriminalpræventivt
sigte. Dansk Folkeparti ser det ligeledes som en mulighed, at man
tilfører yderligere midler til denne indsats målrettet
mod forebyggelse af indbrud og røverier i private
hjem.
Skriftlig fremsættelse
Peter Skaarup
(DF):
Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig
herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
skærpede straffe for røverier i private hjem.
(Beslutningsforslag nr. B 117).
Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der
ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige
behandling.
Officielle noter
Denne oversigt er baseret på
beskrivelser i medierne. Der henvises til Ekstra Bladet den 12.
februar 2008 og til følgende artikel på TV 2
Nyhedernes hjemmeside:
http://nyhederne.tv2.dk/krimi/article.php/id-9968961.html.
Artiklen »Flere udsat for grove
røverier i deres hjem« kan findes på
følgende webadresse:
http://politiken.dk/indland/article455904.ece.
Artiklen »Tæt på
opklaring af overfald i hjem« kan findes på TV 2
Nyhedernes hjemmeside på følgende webadresse:
.