(Ordfører)
Per Clausen (EL):
Der er jo mange forskellige vinkler, man kan anlægge på den her diskussion. I Enhedslisten har vi flere gange forsøgt at rejse diskussionen af de - synes vi - ret kraftige overgreb, der sker på friheden på internettet og på ytringsfriheden. Vi synes faktisk, det er meget problematisk, at man inden for nogle områder opererer med en retstilstand, der handler om, at myndighederne henvender sig til internetudbydere og siger, at det, der foregår på de og de hjemmesider, nok er ulovligt, så man må hellere lukke for adgangen. Den diskussion startede jo med børnepornoen, hvor de fleste endte med at sige, at på grund af den teknologiske udvikling og på grund af de meget skadelige virkninger, som børnepornoen havde for dem, det gik ud over, var man nødt til at acceptere, at der blev lavet nogle frivillige aftaler, som gjorde, at internetudbyderne så accepterede de henvendelser, de fik fra myndighedernes side.
Derudover vil jeg sige, at et system, som er baseret på, at man som internetudbyder frivilligt i gåseøjne retter sig efter henvendelser fra myndighederne, næppe er noget holdbart system. Der findes også eksempler på det inden for terrorlovgivningen. Der er det næsten ligesom med børneporno, at enhver snak om retssikkerhed bliver skudt ned, men realiteten er jo, at når det handler om ytringer, og man bruger terrorparagraffer, så kan man godt komme ud i noget slemt snavs, for hvem er det nu lige, der afgør, om noget er terror eller ej. Faktisk lykkedes det for myndighederne i Danmark at få lukket adgangen til en hjemmeside i forhold til flere internetoperatører, hvor den efterfølgende retssag viste - i hvert fald indtil videre - at der ikke var tale om terrorvirksomhed eller propaganda for terror. Den sag er appelleret, og det kan være, at man når frem til en anden kendelse ved landsretten, end man gjorde ved byretten. Men realiteten er altså, at disse hjemmesider blev lukket.
Derfor synes vi i grunden i Enhedslisten, at det allerstørste og det allervigtigste problem, vi står over for i dag, er at sikre den fri adgang til internettet og sikre ytringsfriheden på internettet. Det synes vi er en meget, meget vigtig ting. Det gør vi også nok, fordi vores udgangspunkt i forhold til hele diskussionen om fremtidens informationssamfund osv. er, at vi tror rigtig meget på, at vidensdeling er den måde, man skaber udvikling på. At det altså ikke er monopoler, patenter osv., som er det, der sikrer udvikling i fremtiden, men det er en fri udveksling af informationer og viden. Det er vores grundlæggende synspunkt, og derfor må jeg indrømme, at det ikke bekymrer os så meget, at der er nogle multinationale pladeselskaber, som er vældig bekymrede for, at den teknologi, de har levet højt på i mange år, nu er forældet, og de derfor har svært ved at tjene penge. Vi synes sådan set ikke, det i ret stor udstrækning er et anliggende for myndighederne.
Det er klart, at vi står tilbage med en afgørende udfordring, og det er spørgsmålet om forfattere og kunstnerne, både skønlitterære forfattere, men selvfølgelig også forfattere, der skriver om alt muligt andet, som jo er dem, der leverer indholdet til internettet. Hvis disse mennesker, som leverer indholdet til internettet, ikke på den ene eller den anden måde får noget for deres indsats, er det jo et socialt problem, kan man sige, fordi de ikke har noget at leve af, men det vil givetvis også i det lange løb blive et kvalitetsproblem.
Derfor vil jeg sige, at vi faktisk står over for en sag, synes jeg, som både retssikkerhedsmæssigt og politisk er ganske kompliceret. Vi har i hvert fald ikke opfattelsen, som man næsten kunne høre på nogle at de har, at det her er der ikke meget politik i, i hvert fald ikke partipolitik. Jeg tror sådan set, der er masser af politik i det. Det kan godt være, at nogle af brudfladerne kommer til at gå nogle andre steder, end de sådan plejer at gøre i den sædvanlige, almindelige politik, for der er i hvert fald for et parti som Enhedslisten to interesser, som vi faktisk gerne samtidig vil varetage. Det ene er den interesse, der handler om den fri adgang, den fri vidensdeling, det bliver det, der kan blive til den fri fildeling. Men vi vil på den andet side også godt varetage interessen for de mennesker, som leverer det, der er indholdet på internettet.
Der synes jeg sådan set, at det er meget fornuftigt, at vi ikke i dag eller her i løbet af denne samling skal trykke på nogle knapper i forhold til det her forslag, som jo tager nogle relevante problemstillinger op, men som efter vores opfattelse ikke peger på de rigtige løsninger, fordi man ikke får taget hul på de rigtig store problemer.