Sagsgang:
Anmeldelse 09-11-2006
Endelig besvarelse 15-11-2006
Spørgsmålets ordlyd:
Vil ministeren kommentere oplysningerne i medierne om, at SAS-hoteller i København medvirker til prostitution, og oplyse, hvilke initiativer ministeren vil tage for at sikre sig, at ledelsen af SAS-hotellerne lever op til ministerens løfte om, at hoteller, som staten direkte eller indirekte er medejer af, ikke må medvirke til prostitution?
Skriftlig begrundelse:
Ministeren udtalte den 23. maj 2006 i Folketinget under førstebehandlingen af Enhedslistens forslag B137 om krav til SAS-hoteller om ikke at medvirke til formidling af sexkøb: »Vi er nemlig enige i, at det ikke er acceptabelt og aldrig vil være acceptabelt, hvis hoteller, som den danske stat direkte eller indirekte er medejer af, medvirker til organiseret prostitution«.
Ministeren har senere videresendt oplysninger, om at SAS-hotellerne har udarbejdet skriftlige retningslinjer, men disse har åbenbart ikke fået den store gennemslagskraft.
Spørgeren mener klart, at det er et ledelsesansvar, at hotellerne ikke medvirker til prostitution, nøjagtig ligesom det er et ledelsesansvar, at hotellerne overholder levnedsmiddelregler, arbejdsmiljøregler osv.