Vil ministeren overveje at oprette en ny fond, hvor man ikke lånebelaster de gamle bevaringsværdige træskibe fra handelsflåden, men hvor regeringen økonomisk går ind og støtter for at sikre bevaringen af den del af den danske kulturhistorie, som er i selve skibene?
Spørgeren er bekendt med, at Skibsbevaringsfonden blev stiftet den 1. maj 1986. Endvidere er spørgeren bekendt med bevaringsfondens virksomhed, og at Skibsbevaringsfonden primært er finansieret af Kulturministeriet via tips- og lottomidler. Dertil kommer andre fonde, som primært har været involveret i enkeltprojekter.
Skibsbevaringsfonden har i år aflagt endnu en rapport med en handlingsplan, som nøjagtig beskriver den bekymring, som spørgeren har for disse skibe og deres fremtid.
Skibsbevaringsfondens formål er i dag sådan, at skibe på over 2 BRT-5 BRT kan ansøge om rente- og afdragsfrie lån (skibspantbreve). Det årlige tilskud fra staten udgør ca. 3-5 mio. kr., og dette beløb skal over 1-2 runder formentlig øges med ca. 100 pct. for at sikre, at den flydende kulturarv ikke blot skal forsvinde.
Spørgeren mener, at der bør oprettes en nye fond. For at modtage støtte fra den nye fond skal skibene restaureres troværdigt i overensstemmelse med deres oprindelige udseende eller senere udseende og deres karakter som brugsfartøj. Fonden skal søge at bevare ejendomsretten til de pågældende skibe i Danmark. Fonden kan kun søges, såfremt der er andre aktører, der bidrager til samme projekt, enten offentlige eller private. Fonden bidrager således kun til restaurering og vedligeholdelse og ikke til den almindelige drift af fartøjerne.