Skriftlig fremsættelse (6. december
2006)
Socialministeren (Eva Kjer
Hansen) :
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
social service, lov om social pension og lov om højeste,
mellemste, forhøjet almindelig og almindelig
førtidspension m.v. (Bemyndigelse til at fastsætte
regler om administration af kommunale krav om mellemstatslig
refusion efter EF-retten m.v.).
(Lovforslag nr. L 99).
I lov om social service, lov om social pension og
lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og
almindelig førtidspension m.v., indføres hjemmel til,
at indenrigs- og sundhedsministeren efter forhandling med
socialministeren kan udstede regler om administration af
mellemstatslige refusionskrav for udgifter til det, der i
medfør af fællesskabsretten kaldes naturalydelser ved
sygdom, efter serviceloven og pensionslovene.
I medfør af serviceloven har enhver med
lovligt ophold i Danmark, ret til hjælp efter loven.
Når hjælpen ydes som en naturalydelse ved sygdom til en
borger, der er sikret i en anden medlemsstat, kan kommunerne med
hjemmel i fællesskabsretten kræve udgiften refunderet
fra sikringsstaten.
Refusionskravene skal anmeldes til det nationale
kontaktorgan. Det er i Danmark Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
Da sundhedsloven kun indeholder hjemmel til at udbetale refusion
til kommunerne for ydelser, der er omfattet sundhedsloven, er det
nødvendigt at indføre en tilsvarende hjemmel i
Socialministeriets lovgivning. Lovforslaget indfører hjemmel
til, at staten kan udbetale refusion til kommunerne for udgifter,
der i medfør af EF-retten kan kræves refunderet fra
andre stater, når kommunerne har anmeldt krav herom, og
staten modtager den omtalte refusion fra debitorstatens sociale
sikringsmyndigheder. Staten har dermed ingen selvstændig
refusionsforpligtelse.
Lovforslaget indeholder desuden en bemyndigelse
til, at socialministeren efter aftale med henholdsvis
Færøernes Landsstyre og Grønlands Hjemmestyre
kan fastsætte regler om afholdelse af udgifter til pension
til personer, der som følge af dom til anbringelse på
en særlig sikret afdeling eller behandling på hospital
for sindslidende får ophold i Danmark.
Baggrunden for ændringen er, at en mindre
gruppe grønlandske borgere er dømt til anbringelse
på en særlig sikret afdeling eller til behandling
på hospital for sindslidende i Danmark, og at disse personer
er berettiget til dansk pension, hvis betingelserne herfor i
øvrigt er opfyldt. Førtidspension udbetales af de
kommuner, hvori disse institutioner er beliggende. Kommunernes
udgifter til pension til personer, der på foranledning af
færøske eller grønlandske sociale
myndigheder får ophold på institutioner i Danmark
refunderes efter de gældende regler, mens der ikke er hjemmel
til at refundere kommunernes udgifter til pension til den
førstnævnte gruppe af personer. Med lovforslaget
indføres bemyndigelse til at indgå en tilsvarende
aftale for disse personer.
Endelig indsættes der med lovforslaget en
række konsekvensændringer og præciseringer i lov
om social pension og lov om højeste, mellemste,
forhøjet almindelig og almindelig førtidspension
m.v.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget
og bemærkningerne hertil, skal jeg på Regeringens vegne
anbefale forslaget til Tingets velvillige og hurtige
behandling.