Skriftlig fremsættelse (5. oktober
2006)
Beskæftigelsesministeren (Claus Hjort
Frederiksen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
arbejdsskadesikring og lov om Arbejdsgivernes Elevrefusion
(fællesopkrævning af arbejdsgiverbidrag m.v.)
(Lovforslag nr. L 9).
Lovforslaget har til formål at lette
virksomhedernes administrative byrder i forbindelse med
opkrævning af bidrag fra arbejdsgiverne til Arbejdsmarkedets
Tillægspension.
Det drejer sig om bidrag til Arbejdsmarkedets
Erhvervssygdomssikring, Arbejdsgivernes Elevrefusion, Finansiering
af ATP-bidrag ved arbejdsløshed, erhvervsrettet voksen- og
efteruddannelse, sygdom og barsel samt finansiering af
Lønmodtagernes Garantifond.
Indholdsmæssigt ændres reglerne om
beregning og opkrævning af bidrag i lov om
arbejdsskadesikring, således at arbejdsgivernes bidrag til
Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring beregnes på grundlag
af ATP-indbetalingerne og opkræves en gang i kvartalet sammen
med andre bidrag til ATP. Lov om Arbejdsgivernes Elevrefusion
ændres således at bidragene kan opkræves en gang
i kvartalet sammen med andre bidrag til ATP.
Forslaget medfører administrative
lettelser for de private og offentlige arbejdsgivere.
Lettelserne opnås ved at alle de
nævnte arbejdsgiverbidrag kan opkræves fælles en
gang i kvartalet på grundlag af ATP-indbetalingerne i en
forudgående 3-måneders periode. Arbejdsgiverne fritages
for at foretage særskilte indberetninger til Arbejdsmarkedets
Tillægspension. Det foreslås tillige at
Ankenævnet for Arbejdsmarkedets Tillægspension bliver
fælles klageinstans vedrørende klager over
opkrævning af bidrag.
Det foreslås, at lovforslaget
træder i kraft den 1. januar 2008. Det er imidlertid
nødvendigt at fremsætte forslaget allerede nu, da
Arbejdsmarkedets Tillægspension skal have den
nødvendige tid til at omstille deres it-systemer til den nye
fællesopkrævning.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og bemærkningerne hertil, skal jeg anbefale
lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.