Efter afstemningen i Folketinget ved 2.
behandling den 12. december 2006
Forslag
til
Lov om ændring af lov om afgift af
mineralvand m.v.
(Nedsættelse af
mineralvandsafgiften)
§ 1
I lov om afgift af mineralvand m.v., jf.
lovbekendtgørelse nr. 562 af 3. august 1998, som
ændret bl.a. ved § 3 i lov nr. 1063 af 17. december
2002 og senest ved § 2 i lov nr. 509 af 7. juni 2006,
foretages følgende ændring:
1. I § 2, stk. 1,
ændres to steder »1 kr. 15 øre« til:
»91 øre«.
§ 2
Stk. 1. Loven træder i
kraft den 1. januar 2007.
Stk. 2. Loven finder anvendelse fra
den 8. januar 2007 på varer, der fra og med denne dato
udleveres fra registrerede virksomheder, angives til fortoldning
eller modtages fra udlandet.
Stk. 3. Afgiftsperioden for december
2006 omfatter for afgiftspligtige virksomheder i medfør af
lov om afgift af mineralvand perioden fra den 1. december 2006 til
og med den 7. januar 2007. Afgiftsperioden for januar 2007 omfatter
perioden fra den 8. januar til den 31. januar 2007.
§ 3
Stk. 1. Virksomheder, der
den 8. januar 2007 har et lager af varer omfattet af § 1,
stk. 1, i lov om afgift af mineralvand m.v., der er
afgiftsberigtiget med en højere afgift end afgiften efter
denne lov, kan få godtgjort afgiftsdifferencen, jf. dog
stk. 2. Der ydes kun godtgørelse for uåbnede
beholdere.
Stk. 2. Godtgørelse ydes kun
for varer, der er bestemt til afsætning, og kun såfremt
godtgørelsen af afgift af varerne overstiger 500 kr.
Stk. 3. Det er en betingelse for at
opnå afgiftsgodtgørelse, at virksomheden overholder
regnskabsbestemmelserne i § 12 i lov om afgift af
mineralvand m.v.
Stk. 4. For godtgørelse i
henhold til stk. 1 skal virksomheden udarbejde en
opgørelse af lagerbeholdningen pr. 8. januar 2007 for de
varer, der ønskes godtgørelse for. Opgørelsen
skal indeholde oplysninger om leverandørens navn, adresse og
CVR- eller SE-nummer. Told- og skatteforvaltningen kan gøre
godtgørelsen betinget af, at virksomheden fremlægger
dokumentation for, at afgiften er betalt. Ansøgningen om
godtgørelse og lageropgørelsen med de anførte
oplysninger skal være told- og skatteforvaltningen i
hænde senest den 15. januar 2007. Skatteministeren kan
fastsætte nærmere regler for afgiftsgodtgørelse
og yderligere krav til dokumentation og kontrol.
Stk. 5. Reglerne i § 18,
§ 19 og § 21, stk. 1, nr. 1, og
stk. 3 og 4, i lov om mineralvandsafgift og § 18 og
§ 19 i lov om opkrævning af skatter og afgifter
m.v. finder anvendelse i sager om afgiftsgodtgørelse efter
stk. 1.