L 81 (som fremsat): Forslag til lov om ændring
af lov om almene boliger m.v. (Den almene sektors midler,
sammenlægning af boligorganisationer og indberetning af data
til en boligportal).
Fremsat den 15. november 2006 af
socialministeren (Eva Kjer Hansen)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om almene boliger
m.v.
(Den almene sektors midler,
sammenlægning af boligorganisationer og indberetning af data
til en boligportal)
§ 1
I lov om almene boliger m.v., jf.
lovbekendtgørelse nr. 857 af 8. august 2006, som
ændret ved § 1 i lov nr. 575 af 24. juni 2005,
§ 2 i lov nr. 222 af 22. marts 2006 og § 10 i
lov nr. 539 af 8. juni 2006, foretages følgende
ændringer:
1. I
§ 15 indsættes som stk. 2 :
» Stk. 2. Boligorganisationens
øverste myndighed træffer beslutning om
opløsning. Forslag herom skal uanset modstående
vedtægtsbestemmelser ikke forelægges
afdelingsmødet til godkendelse.«
2. I
§ 20 indsættes som stk. 3 og
4 :
»Stk. 3. I det omfang
dispositionsfonden anvendes til ydelsesstøtte til
realkreditlån optaget til finansiering af en afdelings
udgifter til opretning, udbedring, vedligeholdelse, forbedring,
ombygning, sammenlægning af lejligheder og
miljøforbedring, kan kommunalbestyrelsen yde garanti for den
del af realkreditlånet, der på tidspunktet for
lånets optagelse har pantesikkerhed ud over 80 pct. af
ejendommens værdi. Garantien beregnes efter reglerne i
§ 127, 2. og 3. pkt.
Stk. 4. Boligorganisationen skal
dække en afdelings udgifter til tab som følge af
ledige boliger, der ikke dækkes af en kommunal garanti, af
midlerne i dispositionsfonden. Kommunalbestyrelsen kan i
særlige tilfælde godkende, at de nævnte udgifter
helt eller delvist ikke dækkes af dispositionsfonden, hvis
boligorganisationens økonomiske situation gør dette
nødvendigt.«
3. I § 30
a ændres tre steder »§ 20, stk. 2«
til: »§ 20, stk. 2-4«.
4. § 30 a, stk. 1 og
2, affattes således:
»Fra og med det 36. år efter optagelsen
af prioritetslån i almene ældreboliger ejet af en
selvejende institution, en kommune eller en region og i almene
ungdomsboliger ejet af en selvejende institution, der har
fået meddelt tilsagn om støtte efter den 31. december
1998, skal 1/3 af de likvide midler, der fremkommer i forbindelse
med låntagers betaling, jf. § 129, anvendes i
overensstemmelse med § 20, stk. 2-4, eller regler herom
fastsat i medfør af § 32.
Stk. 2. I almene ældreboliger ejet af
en selvejende institution, en kommune eller en region, der har
fået meddelt tilsagn om støtte før den 1.
januar 1999, skal 1/3 af de likvide midler, der efter den 1. januar
2008 fremkommer i forbindelse med udamortiserede prioriteter,
anvendes i overensstemmelse med § 20, stk. 2-4, eller
regler herom fastsat i medfør af § 32.«
5. I § 64,
stk. 1, indsættes efter 3. pkt.:
»Socialministeren kan fastsætte
nærmere regler for boligorganisationernes pligt til
indberetning af data til en internetbaseret boligportal etableret i
henhold til § 94, nr. 5.«
6. I § 80
b ændres »1/2« til: »2/3« og
»2000« ændres til: »2008«.
7. I § 80
b indsættes som stk. 2 og 3 :
»Stk. 2. I det omfang en
boligorganisation afvikler lån til frikøb af
tilbagekøbsklausuler efter § 98 a, stk. 5, sidste
pkt., ydet til afdelinger nævnt i stk. 1, indbetaler
boligorganisationen 1/2 af de midler, der efter den 1. januar 2008
indgår i dispositionsfonden efter § 20, stk. 1, nr.
4, til Landsbyggefonden, indtil lånene er afviklet.
Stk. 3. I det omfang afdelinger som
nævnt i stk. 1 før den 1. januar 2008 af
Landsbyggefonden har fået godkendt fritagelse for indbetaling
af den del af de likvide midler, der efter overførsel til
Landsbyggefonden forbliver i dispositionsfonden, reduceres
boligorganisationens indbetalinger til Landsbyggefonden efter stk.
1 med 1/3 af det fritagne beløb.«
8. I
§ 80 d ændres »1/2« til:
»2/3« og »2000« ændres til:
»2008«.
9. § 82, stk. 2 , 3.
pkt., ophæves.
10. § 91, stk. 1 ,
affattes således:
»Landsbyggefonden kan i årene 2007-2012
af de midler, der er overført til landsdispositionsfonden,
jf. § 89, inden for en samlet årlig
investeringsramme på 2.400 mio. kr. give tilsagn om
ydelsesstøtte til realkreditlån til finansiering af
opretning, udbedring, vedligeholdelse, forbedring, ombygning,
sammenlægning af lejligheder og miljøforbedring i
almene boligorganisationers byggeri. Mindst 150 mio. kr. af den
investeringsramme, der er nævnt i 1. pkt., skal anvendes til
at gøre boligorganisationernes byggeri mere egnet for
handicappede. Beløbene reguleres én gang årligt
med udviklingen i nettoprisindekset, første gang den 1.
januar 2008. Det skal fremgå af fondens tilsagn, at fonden
kan udskyde arbejdernes påbegyndelse med henblik på at
begrænse den samlede bygge- og
anlægsaktivitet.«
11. I
§ 91, stk. 2, indsættes som 3. og
4. pkt. :
»Landsbyggefonden kan herunder stille krav om,
at boligorganisationen helt eller delvist refunderer fondens
ydelsesstøtte med midler fra dispositionsfonden. Refusion
fra dispositionsfonden fradrages forholdsmæssigt ved
beregningen af Landsbyggefondens træk på den
investeringsramme, der er nævnt i stk. 1.«
12. § 91, stk. 9, 5. pkt.,
ophæves og i stedet indsættes:
»Landsbyggefonden sikrer desuden en
løbende erfaringsudveksling og koordinering af
renoveringsindsatsen og sørger for, at der efter 2008 sker
en fortsat evaluering af den gennemførte indsats.
Evalueringer indsendes til socialministeren.«
13. § 91 a, stk. 1 og
2 , affattes således:
»Landsbyggefonden kan i årene 2007-2010
af de midler, der er overført til landsdispositionsfonden,
jf. § 89, inden for en årlig ramme på 400
mio. kr., give tilsagn om tilskud til en social og forebyggende
indsats samt til lokal koordinering og evaluering i almene
boligafdelinger, hvor der er konstateret væsentlige problemer
af økonomisk, social eller anden karakter, herunder
høj husleje, høj flyttefrekvens, stor andel af
boligtagere med sociale problemer, vold, hærværk eller
nedslidning af bygninger og friarealer. Ikke anvendte beløb
kan overføres til det følgende år, herunder kan
ikke anvendte beløb i 2010 overføres til 2011.
Beløbet reguleres én gang årligt med
udviklingen i nettoprisindekset, første gang den 1. januar
2008.
Stk. 2. Landsbyggefonden kan af den ramme,
der er nævnt i stk. 1, årligt give tilsagn om tilskud
for indtil 200 mio. kr. til nedsættelse af huslejen i de
almene boligafdelinger, der er nævnt i stk. 1.
Landsbyggefonden kan på de vilkår, der er nævnt i
§ 134, helt eller delvist bringe betaling af
huslejetilskud til ophør. Beløbet reguleres én
gang årligt med udviklingen i nettoprisindekset,
første gang den 1. januar 2008.«
14. I § 91
a, stk. 6, 2. pkt. , ændres »foretages« til:
»inden udgangen af 2010 er foretaget«.
15. Efter § 91
a indsættes:
Ȥ 91 b.
Landsbyggefonden kan i årene 2007-2010 af de midler, der er
overført til landsdispositionsfonden, jf. § 89,
inden for en årlig ramme på 5 mio. kr. give tilsagn om
tilskud til fremme af innovation i byggeriet. Tilskuddet kan helt
eller delvist dække ekstraudgifter til innovationsprojekter i
forbindelse med nybyggeri eller renovering af almene boliger,
herunder projekter om byggeriets indkøbsmåder,
samarbejdsformer og organisering, byggeprocesser og byggeprodukter,
energibesparende foranstaltninger, bolig- og bygningsudformning
samt drifts- og vedligeholdelsesmetoder. Udgifter, som
støttes af Landsbyggefonden, indgår ikke i
opgørelsen af anskaffelsessummen, jf. § 115, stk.
9, § 118 og §§ 143 a-d. Landsbyggefonden
sikrer en løbende formidling om innovationsprojekternes
resultater. Landsbyggefonden orienterer desuden løbende
socialministeren om fordelingen af støttetilsagn. Ikke
anvendte beløb kan overføres til det følgende
år, herunder kan ikke anvendte beløb i 2010
overføres til 2011. Beløbet reguleres én gang
årligt med udviklingen i nettoprisindekset, første
gang den 1. januar 2008.«
16. § 92 a affattes
således:
Ȥ 92 a.
Landsbyggefonden bidrager af de midler, der er overført til
landsdispositionsfonden, jf. § 89, til
ydelsesstøtten, jf. § 130, med et beløb,
der svarer til 25 pct. af ydelsesstøtten til boliger med
tilsagn efter § 115, § 117 samt
§§ 143 a-d i hvert af årene 2007-2010.
Bidraget indbetales til staten. Landsbyggefonden bidrager ikke til
tilsagn meddelt som forsøg efter § 144.
Stk. 2. Landsbyggefondens bidrag
fastsættes endeligt umiddelbart efter udgangen af det enkelte
tilsagnsår som nutidsværdien af et beregnet
forløb for ydelsesstøtten til de faktisk meddelte
tilsagn i de enkelte år. Ved beregningen anvendes de rente-
og inflationsforudsætninger, som ligger til grund for
budgetteringen af ydelsesstøtten på finansloven for
året efter tilsagnsåret. Landsbyggefonden
påbegynder for hvert tilsagnsår betalingen af bidrag
på det tidspunkt, hvor nutidsværdien af den resterende
beregnede ydelsesstøtte svarer til fondens samlede
bidrag.«
§ 2
Stk. 1. Loven træder i
kraft den 1. januar 2007.
Stk. 2. § 1, nr. 4 og 6-8,
træder dog først i kraft den 1. januar 2008.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Lovforslagets baggrund og
formål
I de kommende år vil der blive indbetalt
betydelige beløb både til Landsbyggefonden og til de
lokale dispositionsfonde. Formålet med disse midler har
været og er fortsat at fastholde den almene boligsektors
selvfinansiering. Der er et betydeligt behov for et fysisk og
socialt løft i den almene boligsektor med henblik på
generelt at fastholde og udbygge den almene sektor
konkurrencedygtighed og forbedre forholdene i de problemramte
boligområder. Hertil kommer et fortsat behov for nye almene
boliger bl.a. med henblik på løsning af de
boligsociale opgaver.
På den baggrund indgik regeringen, Dansk
Folkeparti og Det Radikale Venstre den 5. november 2006 en ny
boligaftale om anvendelsen af den almene boligsektors midler og den
fremtidige styring. Aftalen indebærer, at den almene
boligsektors midler fortsat skal anvendes til en bred indsats til
gavn for både nuværende og kommende lejere.
Med aftalen afsættes der midler til en
forstærket renovering af det almene byggeri, således at
der kan sikres en tidssvarende kvalitet, som gør almene
boliger attraktive for en bredere kreds af boligsøgende.
Landsbyggefondens investeringsramme til renovering forhøjes
i 2007 og 2008 fra 1.500 mio. kr. til 2.400 mio. kr. årligt
og rammen forlænges i årene 2009-2012 med 2.400 mio.
kr. årligt. I de næste 6 år vil Landsbyggefonden
således kunne støtte renoveringer for 14.400 mio. kr.,
hvilket er mere end en fordobling set i forhold til niveauet i
1990€™erne.
Med aftalen afsættes der endvidere midler
til en udbygget social og forebyggende indsats over for de
problemramte boligområder, således at tendenser til
ghettoisering kan forebygges og modvirkes. I årene 2007-2010
afsættes en årlig ramme på 400 mio. kr., hvoraf
indtil 200 mio. kr. kan anvendes til målrettede
lejenedsættelser. Med den afsatte ramme fortsættes
indsatsen fra sidste boligaftale, således at Landsbyggefonden
i 5-årsperioden 2006-2010 får mulighed for at give de
problemramte boligområder et socialt løft på i
alt 2.200 mio. kr.
Endelig afsættes der midler til
nybyggeriet, således at der fortsat kan bygges et passende
antal nye almene boliger. Det indgår i aftalen, at statens
nettostøtte til nybyggeriet øges til 75 pct. af
ydelsesstøtten. Landsbyggefondens bidrag halveres
således til 25 pct. af den samlede ydelsesstøtte, som
ydes til nye almene boliger med tilsagn i årene 2007-2010. Af
den samlede forventede ydelsesstøtte i perioden på ca.
6.300 mio. kr. betaler staten således godt 4.700 mio. kr.,
mens Landsbyggefondens skal bidrage med knap 1.600 mio. kr. for
hele perioden eller i gennemsnit knap 400 mio. kr. årligt,
hvilket ligger væsentligt under de senere års bidrag.
Det er endvidere aftalt, at forligspartierne indkaldes til en
drøftelse, såfremt Landsbyggefondens bidrag over en
2-årig periode forventes at ville overstige 1.000 mio.
kr.
Det indgår i aftalen, at der skal ske
yderligere indbetalinger til Landsbyggefonden fra de lokale
dispositionsfonde. De samlede indbetalinger til de lokale
dispositionsfonde vil frem til 2030 andrage 42 mia. kr.
(nutidsværdi), hvoraf halvdelen efter de gældende
regler vil forblive i dispositionsfondene, mens den anden halvdel
indbetales til Landsbyggefonden. Dispositionsfondsindbetalingerne
vil være meget skævt fordelte mellem
boligorganisationerne og med en dårlig sammenhæng
mellem renoveringsbehov og indbetalinger. For at sikre en bedre
fordeling af midlerne med henblik på en styrkelse af
renoverings- og ghettoindsatsen fordeles de fremtidige
indbetalinger således, at 1/3 af midlerne indbetales til
dispositionsfonden, og 2/3 indbetales til Landsbyggefonden.
Endelig indgår det i aftalen, at der skal
nedsættes et udvalg om den fremtidige styring af den almene
boligsektor med deltagelse af de berørte parter. I dag er
styringen af den almene boligsektor præget af relativt
detaljerede regler og retningsliner for sektorens virke. Med
kommunalreformen, forstærket tendens i den almene sektor til
sammenlægninger og fælles administration og de senere
års større grad af selvfinansiering er der grundlag
for en reform, der sikrer en mindre detaljeret centralstyring med
større frihedsgrader til både kommuner og
boligorganisationer. Udvalgsarbejdet skal afdække
mulighederne for og konsekvenserne af en reform, der øger
decentraliseringen og dereguleringen af den almene boligsektor
inden for rammerne af en øget mål- og aftalestyring og
med kommunerne som omdrejningspunkt.
På baggrund af udvalgets arbejde er det
aftalt, at forligspartierne i 2008 drøfter den konkrete
udformning af initiativer, som kan øge decentraliseringen af
den almene sektor inden for en model med mål- og
aftalestyring.
Lovforslagets indhold
Lovforslaget udmønter boligaftalen af 5.
november 2006 og indeholder følgende hovedelementer:
1. Fortsat renovering
2. Fortsat social og forebyggende indsats samt
huslejenedsættelser i problemramte afdelinger
3. Landsbyggefondens bidrag til nybyggeri
4. Yderligere indbetaling af likvide midler til
Landsbyggefonden
5. Anvendelse af midlerne i de lokale
dispositionsfonde
6. Innovation i byggeriet
7. Sammenlægning af
boligorganisationer
8. Obligatorisk indberetning af data til
boligportal
9. Teknisk ændring
Ad 1. Fortsat renovering
Efter de gældende regler kan
Landsbyggefonden i årene 2003-2008 yde ydelsesstøtte
til renovering inden for en årlig investeringsramme på
1.500 mio. kr. Mindst 50 mio. kr. af rammen skal anvendes til
tilgængelighedsforanstaltninger. I 2006 er rammen
forhøjet med 625 mio. kr., hvoraf mindst 100 mio. kr. skal
anvendes til tilgængelighed.
Rapporten om €™Den almene boligsektors
fremtid€™ viser, at der fortsat er et væsentligt
behov for en renoveringsindsats i det almene byggeri, både
for at kunne styrke det almene byggeris konkurrenceevne, og for at
modvirke tendenser til ghettoisering. Sådanne arbejder skal
fortsat som udgangspunkt finansieres over huslejen. En række
almene boligafdelinger vil imidlertid ikke kunne finansiere en
sådan indsats gennem lejebetaling alene, fordi betalingsevnen
i disse afdelinger er lav. Dertil kommer, at en række
arbejder ikke kan forudsættes finansieret fuldt ud via
lejeforhøjelser, f.eks. lejlighedssammenlægninger, og
arbejder som i høj grad er udtryk for samfundsmæssige
prioriteringer som f.eks. investeringer i øget
handicaptilgængelighed og miljømæssige
investeringer.
På den baggrund foreslås det, at
Landsbyggefondens investeringsramme til renovering forhøjes
i 2007 og 2008 fra de nuværende 1.500 mio. kr (2003-priser)
til 2.400 mio. kr. årligt. Det foreslås desuden, at
investeringsrammen i perioden 2009-2012 fastsættes til 2.400
mio. kr. årligt. Mindst 150 mio. kr. af den afsatte
årlige ramme øremærkes til tilgængelighed.
Hermed fastholdes indsatsen for bedre handicaptilgængelighed
i det almene sektor på det høje niveau, der blev
aftalt i regeringens boligaftale med Det Radikale Venstre og Dansk
Folkeparti i 2005.
Af hensyn til det aktuelle kapacitetspres i
bygge- og anlægssektoren må renoveringsarbejder med
tilsagn omfattet af forhøjelsen af rammen i 2007 tidligst
påbegyndes i 2008.
Støtten ydes på samme vilkår
som hidtil, jf. dog pkt. 5 i de almindelige bemærkninger om
Landsbyggefondens muligheder for at stille krav om anvendelse af
dispositionsfondsmidler. Landsbyggefonden skal efter gældende
regler foretage en evaluering af renoveringsindsatsen inden
udgangen af 2008. På baggrund af forlængelsen
foreslås det, at fonden også efter 2008 skal sikre en
løbende evaluering. Det foreslås desuden
præciseret, at fonden skal sikre en løbende
erfaringsudveksling og koordinering af renoveringsindsatsen for at
sikre optimal udnyttelse af midlerne.
Ad 2. Fortsat social og
forebyggende indsats samt huslejenedsættelser i problemramte
afdelinger
Siden 1970 er der uanset konjunkturerne på
boligmarkedet successivt sket en ændring af
beboersammensætningen i den almene sektor i retning af en
markant større andel af ressourcesvage husstande. En stor
andel af beboerne står uden for arbejdsmarkedet, og andelen
af beboere, som er indvandrere eller efterkommere fra ikke-vestlige
lande, er tre gange så høj som i befolkningen som
helhed. Hertil kommer, at beboersammensætningen varierer
betydeligt inden for den almene boligsektor. Der er således
sket en vækst i antallet af egentlige udsatte
boligområder, ligesom en række områder står
i overhængende fare for at blive det.
I den to-årige boligaftale for 2005 og 2006
blev det aftalt at afsætte en ramme på 600 mio. kr. til
en social og forebyggende indsats. Heraf kan 200 mio. kr. anvendes
til huslejenedsættelser. Der har været en stor
søgning til puljen, som afspejler det fortsatte behov for
midler.
For at vende udviklingen i de udsatte
boligområder og forebygge, at nye opstår, er det
nødvendigt, at der fortsat sker en langsigtet og
bredspektret indsats i de pågældende områder, som
er lokalt koordineret og som indgår i en samlet
helhedsplan.
På den baggrund foreslås det at
forlænge og forhøje denne ramme. Landsbyggefonden kan
således i årene 2007-2010 give tilskud til en social og
forebyggende indsats inden for en ramme på 400 mio. kr.
årligt. Det foreslås desuden, at der af denne ramme kan
anvendes indtil 200 mio. kr. årligt til nedsættelse af
lejen i udsatte boligafdelinger. Tilskud vil blive ydet på
samme vilkår som i 2006. Det indebærer bl.a., at der
stilles krav om, at indsatsen indgår i en helhedsplan med
tilknyttet finansieringsplan, der er godkendt af kommunen, ligesom
der skal ske en lokal koordinering og evaluering af indsatsen i det
boligområde, hvor afdelingen er beliggende.
Det overordnede mål med de afsatte midler
er, at situationen, herunder beboersammensætningen,
stabiliseres og forbedres i de afdelinger, som modtager
støtte fra Landsbyggefonden.
Mere specifikt er målet for
boligafdelinger, der modtager tilskud til nedsættelse af
husleje, at andelen af ledige boliger i boligafdelinger, der
får tilsagn om huslejenedsættelser på
mere end 100 kr. m², er faldet ved udgangen af
året, to år efter tilsagnsåret. For afdelinger
med tilsagn i 2006 skal andelen således være faldet ved
udgangen af 2008.
For boligafdelinger, der modtager tilskud
til en social og forebyggende indsats, er det
specifikke mål, at andelen af beboere med tilknytning
til arbejdsmarkedet skal være steget inden udgangen
af det fjerde år efter tilsagnsåret. For
afdelinger med tilsagn i 2006 skal andelen af personer med
tilknytning til arbejdsmarkedet således være steget ved
udgangen af 2010.
Socialministeriet vurderer målopfyldelsen
under hensyntagen til den generelle samfundsudvikling,
herunder de økonomiske konjunkturer. For tilskud
til huslejenedsættelser første gang i begyndelsen af
2009 og for tilskud til en social og forebyggende indsats
første gang i begyndelsen af 2011. Herudover skal
Landsbyggefonden foretage en samlet evaluering af hele den sociale
og forebyggende indsats inden udgangen af 2010.
Ad 3. Landsbyggefondens bidrag
til nybyggeri
Der er fortsat behov for at bygge nye almene
boliger. Statens andel af den samlede ydelsesstøtte
foreslås forhøjet fra de nuværende 50 pct. til
75 pct. Tilsvarende reduceres Landsbyggefondens bidrag i
årene 2007-2010 fra de nuværende 50 pct. til 25 pct. af
den samlede ydelsesstøtte, der ydes til almene boliger med
tilsagn i det pågældende år i henhold til
§§ 115 og 117 samt §§ 143 a-d.
Landsbyggefonden bidrager ikke til tilsagn meddelt som
forsøg efter § 144. Det betyder, at
Landsbyggefonden ikke kommer til at bidrage til en eventuel
ydelsesstøtte til renovering af boliger på
Christianiaområdet.
Ad 4. Yderligere indbetaling af
likvide midler til Landsbyggefonden
Den almene sektor vil i årene fremover
opsamle betydelige midler, hvoraf en del allerede er disponeret
eller bundet af aftaler. Midlerne stammer primært fra
fortsatte lejeindbetalinger efter udamortiseringen af de
oprindelige lån og opsamles dels centralt i Landsbyggefonden,
dels lokalt i de enkelte boligorganisationers dispositionsfonde.
Med finansieringsreformen i 1999, jf. lov nr. 1001 af 23. december
1998, blev der vedtaget en omfordeling af sektorens midler i
fondene for dermed at sikre en bedre prioritering og aktivering af
midlerne.
Efter de gældende regler er indbetalingerne
til Landsbyggefonden fra udamortiserede lån forskellige
afhængigt af tilsagnsåret. For almene boligafdelinger,
der har fået tilsagn om støtte før den 1.
januar 1999 indbetales 1/2 til boligorganisationens
dispositionsfond og 1/2 til Landsbyggefonden. For afdelinger med
tilsagn i 1999 eller senere, skal 2/3 af ydelserne indbetales til
Landsbyggefonden.
Indbetalingerne af likvide midler til de lokale
dispositionsfonde vil frem til 2030 andrage 42 mia. kr.
(nutidsværdi), hvoraf halvdelen efter de gældende
regler overføres til Landsbyggefonden. De 21 mia. kr., som
vil forblive i dispositionsfondene, vil være meget
skævt fordelte mellem boligorganisationerne og med en
dårlig sammenhæng mellem midler og behov. Der vil
således være organisationer med store renoveringsbehov
og behov for ghettoindsats, som ikke vil få væsentlige
indtægter til dispositionsfondene i de kommende år
€" og omvendt.
Med henblik på en styrket renoverings- og
ghettoindsats foreslås det at ændre reglerne for
indbetalingerne til Landsbyggefonden for afdelinger med tilsagn
før 1999, så en større del af midlerne fordeles
via Landsbyggefonden. Det foreslås derfor, at fremtidige
indbetalinger fordeles således, at 1/3 af midlerne indbetales
til dispositionsfonden, og 2/3 indbetales til Landsbyggefonden.
Dette indebærer samtidig en harmonisering af de i dag
forskellige regelsæt for byggerier med tilsagn før og
efter 1. januar 1999. Den nye fordeling af de likvide midler
foreslås at få virkning for midler, der fremkommer
efter den 1. januar 2008. Det foreslås endvidere, at
forhøjelsen respekterer forpligtelser til tilbagebetaling af
lån optaget til frikøb af hjemfaldsklausuler samt
allerede meddelte fritagelser for indbetaling af likvide midler til
dispositionsfondene.
Endvidere foreslås det at ændre
indbetalingerne tilsvarende for kommunale, regionale og selvejende
ældreboliger med tilsagn før 1999. Efter de
gældende regler er fordelingen for kommunale, regionale og
selvejende ældreboliger med tilsagn før 1999, at 1/2
anvendes til formål, som dispositionsfonden dækker i
forhold til almene boligafdelinger, og at 1/2 indbetales til
Landsbyggefonden. Det foreslås, at fremtidige indbetalinger
fordeles således, at 1/3 anvendes til
dispositionsfondsformål, mens 2/3 indbetales til
Landsbyggefonden. Reglerne foreslås at have virkning for
likvide midler, der fremkommer efter den 1. januar 2008.
Ad 5. Anvendelse af midlerne i
de lokale dispositionsfonde
Efter de gældende regler kan
dispositionsfonden anvendes til imødegåelse af tab ved
boligorganisationens eller dens afdelingers drift, for
boligorganisationens vedkommende dog kun ekstraordinære tab,
til sikring af boligorganisationens fortsatte virksomhed, i
særlige tilfælde til nedsættelse af lejen i
boligorganisationens afdelinger, til opretning, udbedring,
vedligeholdelse, forbedring, ombygning, sammenlægning af
lejligheder og miljøforbedring i boligorganisationens
afdelinger, til tilskud til styrkelse af det sociale liv og
netværk, til frikøb af tilbagekøbsklausuler,
samt i særlige tilfælde til finansiering af edb-udstyr
og administrationsejendom for boligorganisationen. Endvidere kan
dispositionsfonden anvendes til at indløse garantibeviser i
almene garantiorganisationer.
Loven forholder sig ikke til, i hvilken form
støtten kan ydes, men der er i bekendtgørelse nr. 627
af 23. juni 2005 om drift af almene boliger m.v. fastsat
nærmere regler om, at støtten kan ydes som tilskud i
visse situationer og ellers i form af lån. Et
dispositionsfondslån skal som minimum forrentes med
diskontoen (pt. 3 pct.) minus 2 pct. point. I det omfang,
udlånet sker til en forrentning under markedsrenten, er der
indirekte tale om en løbende støtte fra fonden.
Dispositionsfondsmidlerne bør inddrages
aktivt og udnyttes effektivt i renoveringen af den almene sektor.
Det gælder såvel allerede opsamlede midler som
fremtidige indtægter.
En effektiv udnyttelse af dispositionsfondsmidler
har betydning for at opnå et optimalt udbytte af
Landsbyggefondens muligheder inden for den fastsatte
renoveringsramme. I forbindelse med støtte fra
Landsbyggefonden er der således krav om, at mulighederne for
anden finansiering, herunder finansiering via dispositionsfonden,
skal udnyttes i forsvarligt omfang, før resten af
finansieringsbehovet eventuelt dækkes af
Landsbyggefondsstøttede lån.
Det er socialministerens hensigt at udnytte den
gældende bemyndigelse i almenboligloven til at
fastsætte regler om, at dispositionsfondsstøtte til
opretning, udbedring, vedligeholdelse, forbedring, ombygning,
sammenlægning af lejligheder og miljøforbedring kan
ydes som løbende støtte til realkreditlån, der
optages af afdelingen. De nævnte formål svarer til de
formål, Landsbyggefonden kan yde støtte til inden for
renoveringsrammen. Dermed vil der kunne opnås en
væsentlig bedre og mere fleksibel udnyttelse af
dispositionsfondenes midler. Støtten vil kunne ydes på
samme måde som ydelsesstøtte til nybyggeri. Der
fastsættes således en beboerbetaling som en
procentandel af renoverings-/forbedringsinvesteringen.
Dispositionsfonden dækker herefter den del af den samlede
ydelse, som ikke kan dækkes af beboerbetalingen.
Beboerbetalingen inflationsreguleres, hvormed støtten
gradvist aftrappes. Beboerbetalingsprocenten kan varieres i forhold
til betalingsevnen i den pågældende afdeling.
For at der skal blive tale om en bredt anvendelig
mulighed, er det nødvendigt, at der kan optages
realkreditlån, der ligger ud over 80 pct. af ejendommens
værdi.
Det foreslås derfor, at kommunen kan stille
garanti for den del af realkreditlånet, der ligger ud over 80
pct. af ejendommens værdi. Hermed vil det også
være muligt for kommunen i forbindelse med
låneoptagelsen at føre tilsyn med, at
boligorganisationens anvendelse af dispositionsfondsmidler er
forsvarlig.
Inden for den afsatte investeringsramme kan
Landsbyggefonden yde ydelsesstøtte til realkreditlån,
der optages til finansiering af renoveringsprojekter, jf. de
almindelige bemærkninger, pkt. 1 om fortsat renovering. I det
omfang dispositionsfonden allerede i dag inddrages, sker det
via et dispositionsfondslån, der dækker en del af den
samlede renoveringsudgift.
Muligheden for at optage realkreditlån med
dispositionsfondsstøtte og kommunal garanti indebærer,
at Landsbyggefonden får mulighed for på en forholdsvis
enkel måde at aktivere dispositionsfondsmidler hos de
boligorganisationer, der har nogen, og dermed få sine egne
midler til at »strække« længere. Herved
mindskes virkningen af den ulige fordeling af
dispositionsfondsmidler.
For yderligere at styrke Landsbyggefondens
mulighed for at aktivere dispositionsfondsmidler i
boligorganisationer, hvor dispositionsfonden først på
længere sigt får mærkbare indtægter,
foreslås det, at der åbnes en fleksibel adgang til, at
dispositionsfonden kan refundere en del af Landsbyggefondens
ydelsesstøtte til realkreditlån, der optages til
finansiering af arbejder inden for Landsbyggefondens
renoveringsramme. Refusionsprocenten skal således kunne
variere over tid, så den f.eks. er 0 i de første 10
år og derefter 100. Den faktiske refusionsprocent
afgøres af Landsbyggefonden på baggrund af en
vurdering af boligorganisationens forhold. Refusion fra
dispositionsfonden skal fratrækkes ved beregningen af
Landsbyggefondens træk på renoveringsrammen.
For at styrke de lokale incitamenter til at
gennemføre forbedringer uden støtte er det endelig
socialministerens hensigt at anvende den gældende
bemyndigelse i loven til at skabe mulighed for at fastsætte
en mere hensigtsmæssig betalingsprofil. Det er derfor
socialministerens hensigt at fastsætte nærmere regler
om, at dispositionsfonden kan dække ydelsesbetalingen
på det realkreditlån, afdelingen optager, og til
gengæld i afdelingen opkræve en løbende betaling
med en anden profil, som er lavere i begyndelsen, som derefter
vokser, f.eks. som beboerbetalingen på støttede
lån, og som er uafhængig af renteændringer. Det
forudsættes, at betalingerne beregnes, således at de
balancerer over lånets løbetid. Det vil være en
forudsætning, at kommunen godkender afdelingens
betalingsprofil.
Ad 6. Innovation i
byggeriet
Innovation og udvikling er af afgørende
betydning, hvis dansk byggeri skal bevare og udbygge
konkurrenceevnen. Behovet for en indsats på området
skal ses på baggrund af byggeriets betydning for
samfundsøkonomien. Bygge- og anlægssektoren bidrog
således med 74 mia. kr. til bruttoværditilvæksten
i 2005. Samtidig befinder dansk byggeri sig foran væsentlige
udfordringer med hensyn til produktivitet, kvalitet og afkast.
Den danske innovationsindsats (FoU-indsats) i
byggeriet ligger generelt på et relativt lavt niveau. Der er
derfor behov for løbende investeringer i innovation og
udvikling af byggeri og boliger. Forslagets udgangspunkt er, at den
almene boligsektor €" i kraft af sektorens volumen og den
tildelte offentlige støtte €" skal spille en
foregangsrolle i byggeriet. Det foreslås i forlængelse
heraf, at Landsbyggefonden inden for en given ramme skal fremme
innovation (forsøg og udvikling) inden for nybyggeri og
renovering.
Forslaget vil gøre det til en af fondens
opgaver at bidrage til fornyelse og forbedring af byggeriets
organisering, tekniske processer og produkter generelt €" men
også på mere specialiserede områder som f.eks.
renovering af betonbyggeri. Landsbyggefonden vil herved få
styrket sit vidensberedskab og vil derved kvalificeret kunne fremme
innovationshensyn, når den giver tilsagn til nye
renoveringsprojekter. Midlerne vil blive anvendt af
Landsbyggefonden i samarbejde med relevante ministerier.
Ad 7. Sammenlægning af
boligorganisationer
Der findes i dag 771 boligorganisationer af vidt
forskellig størrelse. 2 boligorganisationer har over 10.000
boliger, mens 19 organisationer har under 50 boliger. Gennemsnitlig
administrerer en boligorganisation godt 700 boliger. Isoleret set
er det klart, at boligorganisationer af så forskellig
størrelse ikke har de samme muligheder for på
professionel vis at løfte de mange opgaver, der
følger med at drive en boligorganisation.
Der har derfor også i de senere år
været en stigende interesse for at indgå lokalt eller
landsdækkende samarbejde enten i form af administrative
fællesskaber eller ved egentlige sammenlægninger. Det
må forventes, at denne tendens vil blive styrket i de
kommende år bl.a. som følge af kommunalreformen og de
fortsat stigende krav til boligorganisationerne om kompetent og
effektiv drift.
De gældende regler for
sammenlægninger er hæmmende for processen. Det er
boligorganisationens øverste myndighed, der med
kommunalbestyrelsens godkendelse, beslutter opløsning af
boligorganisationen med henblik på sammenlægning med en
anden boligorganisation. I normalvedtægterne, der er
udarbejdet i medfør af almenboligloven, er der imidlertid
krav om tilslutning på afdelingsmøderne.
Boligorganisationens bestyrelse er nødt til at sætte
forslag om opløsning på dagsordenen til
afdelingsmøderne i samtlige afdelinger i den eller de
boligorganisation(er), der skal opløses €" i
modsætning til afdelingerne i den fortsættende
boligorganisation.
Reglerne er overvejende historisk betinget og
afspejler i dag hverken samfundsudviklingen eller sektorens egen
udvikling på området. Kompetencen til at træffe
beslutning om sammenlægning hører naturligt hjemme i
boligorganisationens øverste myndighed, der er det
beboerdemokratiske organ, der træffer beslutning om de
overordnede anliggender i organisationen, herunder bl.a. om
iværksættelse af nyt byggeri, erhvervelse, salg af en
afdeling eller nedrivning af en afdeling. Hermed sikres, at lejerne
fortsat har afgørende indflydelse på beslutningen, da
lejerne har flertallet i boligorganisationens øverste
myndighed, samtidig med at det bliver lettere for
boligorganisationerne at omstille sig til kommunalreformen og de
stigende krav til en effektiv drift.
På den baggrund foreslås det at
ændre beslutningsstrukturen ved sammenlægning af
boligorganisationer, så øverste myndighed
tillægges kompetence til at beslutte opløsning i
forbindelse med sammenlægning, uden at forslaget skal
forelægges samtlige afdelinger i den eller de
boligorganisation(er), der nedlægges. Det foreslås, at
bestemmelsen gælder uanset modstående
vedtægtsbestemmelser i de enkelte boligorganisationer.
Ad 8. Obligatorisk indberetning
af data til boligportal
Som led i boligaftalen af 4. november 2005, jf.
lov nr. 1421 af 21. december 2005, blev det besluttet at
afsætte midler i Landsbyggefonden til etablering af en
landsdækkende internetbaseret boligportal. Formålet med
portalen er at kunne tilbyde de boligsøgende én
indgang til den almene sektors boliger, som kan medvirke til at
skabe større gennemsigtighed og overskuelighed på
boligmarkedet. Dermed fremmes kendskabet og adgangen til de almene
boligtilbud, og mulighederne for at styrke
beboersammensætningen øges.
For at sikre disse overordnede mål, er det
afgørende, at alle almene boliger indgår i portalen.
Det er således nødvendigt, at boligorganisationernes
indberetning af data til boligportalen er obligatorisk. Det
foreslås derfor at give socialministeren hjemmel til at
fastsætte nærmere regler om boligorganisationernes
pligt til indberetning af data til boligportalen. Det er hensigten
- efter drøftelse med KL, Boligselskabernes Landsforening og
Landsbyggefonden - at fastsætte regler om, at
boligorganisationerne forpligtes til at levere data til
boligportalen om deres respektive boligers beliggenhed,
størrelse, indretning, egnethed for ældre og
handicappede, husleje, ventetid, udlejningsregler m.v.
Ad 9. Teknisk ændring
Den gældende lovs § 82, stk. 2,
omhandler indbetaling af bidrag fra almene boligorganisationer,
selvejende institutioner, kommuner og regioner, herunder
indbetaling af likvide midler fra udamortiserede prioriteter. I
bestemmelsen er der fastsat en særlig afrundingsregel, der
gælder for indbetaling af bidragene. Afrundingsreglen stammer
fra en tid med manuelt baserede administrative systemer og en
større anvendelse af kontanter, og den nævnte
bestemmelse giver i dag anledning til besvær for
boligorganisationerne og Landsbyggefonden. De skal foretage
økonomisk ubetydelige op- og nedjusteringer af
indbetalingerne som følge af afrundingsreglen, idet
beregningen af indbetalingerne foretages på afdelingsniveau.
Som følge af nye IT-systemer med elektronisk transmission af
opkrævninger og bogføringsbilag direkte til
bidragsyderes bogholderi foreslås derfor at ophæve
afrundingsreglen.
Økonomiske konsekvenser for det
offentlige
Lovforslaget har økonomiske konsekvenser
for det offentlige som følge af forslagene
vedrørende
€" Landsbyggefondens bidrag til en del af
statens udgifter til ydelsesstøtte til det almene
nybyggeri
€" Huslejetilskud
Forslagene om en forøgelse og
forlængelse af Landsbyggefondens renoveringsramme,
afsætning af midler i Landsbyggefonden til en social og
forebyggende indsats, yderligere indbetaling af likvide midler til
Landsbyggefonden, ændrede regler for anvendelsen af midlerne
i de lokale dispositionsfonde, innovation i byggeriet,
ændrede regler om sammenlægning af boligorganisationer
og obligatorisk indberetning af data til boligportalen vurderes
ikke at have nævneværdige økonomiske
konsekvenser for det offentlige.
Forslaget om, at Landsbyggefonden yder et bidrag
på 25 pct. af statens udgifter til ydelsesstøtte til
almene boliger med tilsagn i 2007-2010, medfører
mindreudgifter for staten.
Med udgangspunkt i de samme forudsætninger,
der er lagt til grund ved budgetteringen af finanslovsforslaget 07
skønnes den statslige mindreudgift, opgjort som
nutidsværdi, at udgøre 421 mio. kr. i 2007 og 2008
samt 366 mio. kr. i 2009 og 2010. Den endelige mindreudgift kan
først opgøres ved udgangen af de enkelte
tilsagnsår.
Skønnet over mindreudgiften er baseret
på det skøn over kommunernes tilsagn til almene
boliger i 2007-2010, som er anvendt på finanslovsforslaget
for 2007. Der vil i forbindelse med fremsættelsen af
konjunkturbetingede ændringsforslag til finanslovsforslaget
blive foretaget et nyt aktivitetsskøn, som forventes at
blive lavere og således medføre såvel en vis
reduktion af statens udgifter til ydelsesstøtte som af
mindreudgiften.
Forslaget om huslejetilskud vil medføre
mindreudgifter til individuel boligstøtte. De statslige
mindreudgifter skønnes at udgøre 2 mio. kr. i 2007, 6
mio. kr. i 2008, 10 mio. kr. i 2009 og 14 mio. kr. i 2010. De
kommunale mindreudgifter skønnes at udgøre 1 mio. kr.
i 2007, 5 mio. kr. i 2008, 8 mio. kr. i 2009 og 11 mio. kr. i
2010.
Forslaget om at kommunerne i forbindelse med
gennemførelse af renoveringsarbejder mv. støttet af
boligorganisationens dispositionsfond skal kunne yde garanti for
den del af realkreditlånet, der ligger ud over 80 pct. af
ejendommens værdi, skønnes ikke at medføre
nævneværdige merudgifter for kommunerne.
Forslaget skønnes ikke at have
økonomiske konsekvenser for regionerne.
Lovforslagets samlede økonomiske
konsekvenser for det offentlige fremgår af nedenstående
tabel 1.
Tabel 1. Samlede økonomiske
konsekvenser for staten, regionerne og kommunerne
(Mio. kr., 2007-prisniveau) | 2007 | 2008 | 2009 | 2010 |
Bidrag til
ydelsesstøtte1) Individuel boligstøtte | -421 -3 | -421 -11 | -366 -18 | -366 -25 |
I alt - heraf staten - heraf regionerne - heraf kommunerne | -424 -423 0 -1 | -432 -427 0 -5 | -384 -376 0 -8 | -391 -380 0 -11 |
Anm: En negativ værdi angiver en
mindreudgift
1) Anført som nutidsværdi
De kommunaløkonomiske konsekvenser skal
forhandles med de kommunale og regionale parter.
Forslagene om bidrag til statens udgifter til
nybyggeri, yderligere midler til renovering og midler til en social
og forebyggende indsats, herunder til huslejenedsættelse, i
problemramte områder har økonomiske konsekvenser for
Landsbyggefondens landsdispositionsfond.
Landsdispositionsfonden vil med de
nuværende forpligtelser have årlige underskud frem til
og med 2019, som må finansieres ved låneoptagelse.
Lånet vil nå et maksimum på godt 3 mia. kr. i
2012. Der kan efter gældende regler ydes statsgaranti til
lånet.
Lovforslaget indebærer, at Landsbyggefonden
tilføres yderligere indtægter som følge af
forøgelsen af fondens andel af indbetalingerne af likvide
midler. Lovforslaget indebærer endvidere en forøgelse
af Landsbyggefondens udgifter, især som følge af
forlængelsen og forhøjelsen af rammerne for fondens
støtte til renovering og en socialt forebyggende indsats
samt fortsat bidrag til det almene nybyggeri. Netto medfører
disse ændringer af Landsfondens indtægter og udgifter
en forøgelse af fondens lånebehov. Den
nødvendige statslige garanti er under de aktuelle
forudsætninger vedrørende rente, inflation,
tilsagnsomfang og gennemsnitlige anskaffelsessummer beregnet til
ca. 4.000 mio. kr. Det skønnes, at det statsgaranterede
lån vil kunne afvikles inden udgangen af 2018.
Landsdispositionsfondens udgifter udgør
med de nuværende forpligtelser ca. 1.300 mio. kr. i 2007. I
de kommende år forventes der en mindre stigning i udgifterne
især som følge af øgede udgifter til bidrag til
statens udgifter til ydelsesstøtte til almene boliger med
tilsagn i perioden 2002-2006 og til ydelsesstøtte til
renoveringsarbejder. Fra 2015 vil fondens udgifter være
faldende som følge af aftrapning af de fleste af de aktuelle
udgiftsforpligtelser.
Landsdispositionsfondens indtægter
udgør knap 600 mio. kr. i 2007. De årlige
indtægter vil stige i takt med udamortiseringen af lån
i de almene boligafdelinger og vil nå op på ca. 1.000
mio. kr. i 2010 og ca. 2.100 mio. kr. i 2020 (2007-priser).
Derefter vil indtægterne være nogenlunde konstante i
faste priser frem til 2030.
De foreslåede initiativer skønnes at
medføre, at fonden ved udgangen af 2030 vil have en likvid
nettoformue på ca. 16 mia. kr. (2007-priser).
Den foreslåede udvidelse af
Landsbyggefondens mulighed for at yde støtte til
forbedringer m.v. vil øge aktiviteten i bygge- og
anlægssektoren. Da der vil blive stillet krav om, at
påbegyndelse af den del af arbejderne, der er omfattet af
forhøjelsen af rammen i 2007, først påbegyndes
i 2008, vil der ikke være nogen nævneværdig
påvirkning af aktiviteten før 2008. Forslaget vurderes
under de aktuelle forventninger ikke at føre til
inflationsskabende flaskehalse i bygge- og
anlægssektoren.
Administrative konsekvenser for det
offentlige
Forslaget vurderes ikke at have
nævneværdige administrative konsekvenser for det
offentlige.
Økonomiske og administrative
konsekvenser for erhvervslivet
Forslaget har været sendt til Erhvervs- og
Selskabsstyrelsens Center for Kvalitet i ErhvervsRegulering med
henblik på en vurdering af, om forslaget skal
forelægges Økonomi- og Erhvervsministeriets
virksomhedspanel. Styrelsen vurderer ikke, at forslaget indeholder
administrative konsekvenser for erhvervslivet i et omfang, der
berettiger, at det bliver forelagt virksomhedspanelet. Forslaget
bør derfor ikke forelægges Økonomi- og
Erhvervsministeriets virksomhedspanel.
Administrative konsekvenser for
borgerne
Lovforslaget har ikke administrative konsekvenser
for borgerne.
Miljømæssige
konsekvenser
Forslaget vil have positive
miljømæssige konsekvenser, idet en del af den
foreslåede investeringsramme kan anvendes til
miljøforbedrende foranstaltninger.
Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige
aspekter.
Samlet vurdering af lovforslagets
konsekvenser
| Positive konsekvenser/
mindreudgifter | Negative konsekvenser/
merudgifter |
Økonomiske konsekvenser for stat,
regioner og kommuner | Statslige mindreudgifter på 423 mio.
kr. i 2007, 427 mio. kr. i 2008, 376 mio. kr. i 2009 og 380 mio.
kr. i 2010, samt kommunale mindreudgifter på 1 mio. kr. i
2007, 5 mio. kr. i 2008, 8 mio. kr. i 2009 og 11 mio. kr. i
2010 | Ingen |
Administrative konsekvenser for stat,
regioner og kommuner | Ingen | Ingen |
Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen |
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen |
Miljømæssige konsekvenser | Investeringer i miljøforbedrende
foranstaltninger | Ingen |
Administrative konsekvenser for borgerne | Ingen | Ingen |
Forholdet til EU-retten | Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige
aspekter. |
Høring
Et udkast til dette lovforslag har været i
høring hos følgende organisationer m.v.:
Advokatrådet, Akademisk Arkitektforening,
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, BAT-Kartellet,
Boligselskabernes Landsforening, BOSAM, Bygherreforeningen i
Danmark, Byggeskadefonden, Byggesocietetet, Danske Ark, Danmarks
Lejerforeninger, Dansk Byggeri, Danske Regioner, De Samvirkende
Invalideorganisationer, Det centrale Handicapråd, Erhvervs-
og Byggestyrelsen, Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, Foreningen af
Rådgivende Ingeniører, Finansministeriet,
Finansrådet, Finanstilsynet,
Håndværksrådet, Indenrigs- og
Sundhedsministeriet, Kommunekredit, KL, Konkurrencestyrelsen,
Landsforeningen Ældre Sagen, Landsbyggefonden, Lejernes
Landsorganisation i Danmark, Ministeriet for Flygtninge,
Indvandrere og Integration, Realkreditrådet, Rådet for
Socialt Udsatte, Socialforskningsinstituttet, Statens
Byggeforskningsinstitut, Statsministeriet,
Ældreboligrådet, Ældremobiliseringen,
Økonomi- og Erhvervsministeriet,
Økonomistyrelsen.
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Med henblik på at give boligorganisationer
lettere adgang til at slå sig sammen foreslås en
ændret beslutningsstruktur ved sammenlægning. De
gældende bestemmelser i almenboligloven regulerer ikke, hvem
der træffer beslutning om opløsning af en
boligorganisation i forbindelse med sammenlægning. Dette er
reguleret i normalvedtægterne, som er udarbejdet i
medfør af almenboliglovens § 12, stk. 3.
Sammenlægning foregår typisk på
den måde, at en eller flere boligorganisationer
opløses, hvorefter afdelingerne overgår til en anden
fortsættende boligorganisation. Det er boligorganisationens
øverste myndighed, der med kommunalbestyrelsens godkendelse,
beslutter opløsning af boligorganisationen med henblik
på sammenlægning med en anden boligorganisation. I
normalvedtægterne er der krav om tilslutning på
afdelingsmøderne. Forslag om opløsning af
boligorganisationen sættes på dagsorden til
afdelingsmøderne i samtlige afdelinger i den eller de
boligorganisation(er), der skal opløses. Derimod har
afdelingerne i den fortsættende boligorganisation ikke
indflydelse på, at organisationen overtager nye
afdelinger.
Det foreslås at ændre
beslutningsstrukturen ved sammenlægning af
boligorganisationer, så boligorganisationens øverste
myndighed kan beslutte sammenlægning, uden at forslaget skal
forelægges samtlige afdelinger i den eller de
boligorganisation(er), der nedlægges. Dette udformes i loven,
så bestemmelsen vil gælde uanset modstående
vedtægtsbestemmelser i de enkelte boligorganisationer. Det er
efterfølgende hensigten at anvende den gældende
bemyndigelse i lovens § 12, stk. 3, til at ændre de
gældende normalvedtægter for de 3 typer af almene
boligorganisationer med egne boligafdelinger, så de
også afspejler dette. Det er hensigten at videreføre
de gældende krav i normalvedtægterne til kvalificeret
flertal samt afstemningsprocedure på repræsentantskabet
(generalforsamlingen).
Til nr. 2 og 3
Efter de gældende regler i lovens
§ 20, stk. 1, kan dispositionsfonden anvendes til
imødegåelse af tab ved boligorganisationens eller dens
afdelingers drift, for boligorganisationens vedkommende dog kun
ekstraordinære tab, til sikring af boligorganisationens
fortsatte virksomhed, til finansiering af nyt boligbyggeri, i
særlige tilfælde til nedsættelse af lejen i
boligorganisationens afdelinger, til opretning, udbedring,
vedligeholdelse, forbedring, ombygning, sammenlægning af
lejligheder og miljøforbedring i boligorganisationens
afdelinger, til tilskud til styrkelse af det sociale liv og
netværk i boligorganisationens afdelinger. I
bekendtgørelse nr. 627 af 23. juni 2005 om drift af almene
boliger m.v. er der fastsat nærmere regler herom, bl.a. om i
hvilket omfang støtten ydes i form af lån eller
tilskud. Efter gældende regler i driftsbekendtgørelsen
kan midlerne i dispositionsfonden ikke anvendes til
ydelsesstøtte til et realkreditlån.
Det er socialministerens hensigt at anvende den
gældende bemyndigelse i lovens § 32 til at
fastsætte nærmere regler om, at dispositionsfondens
midler kan anvendes til ydelsesstøtte til
realkreditlån, optaget i afdelingen til finansiering af
opretning, udbedring, vedligeholdelse, forbedring, ombygning,
sammenlægning af lejligheder og miljøforbedring.
For at der skal blive tale om en bredt anvendelig
mulighed, vil det være nødvendigt at optage
realkreditlån, der ligger ud over 80 pct. af ejendommens
værdi.
I den i § 1, nr. 2, affattede
§ 20, stk. 3, foreslås det derfor, at kommunen kan
stille garanti for den del af realkreditlånet, der på
tidspunktet for lånets optagelse har pantesikkerhed ud over
80 pct. af ejendommens værdi. Garantien beregnes efter
reglerne i § 127, 2. og 3. pkt., dvs. på samme
måde som ved optagelse af realkreditlån med statslig
ydelsesstøtte eller med ydelsesstøtte fra
Landsbyggefonden. I forbindelse med garantistillelsen vil det
dermed også være muligt for kommunen at føre
tilsyn med, at boligorganisationens anvendelse af
dispositionsfondsmidler er forsvarlig, herunder ved anvendelse af
rentetilpasningslån.
Det bemærkes, at kommunen i hvert enkelt
tilfælde vurderer hensigtsmæssigheden af og risikoen
ved garantien og låneoptagelsen. Manglende garanti vil i
henhold til realkreditlovgivningens lånegrænser
medføre, at boligorganisationen ikke kan optage lån ud
over 80 pct. af ejendommens værdi.
I den i § 1, nr. 2 affattede
§ 20, stk. 4, foreslås det, at boligorganisationen
af midlerne i dispositionsfonden skal dække afdelings
udgifter til tab som følge af ledige boliger, der ikke
dækkes af kommunen. Tabet dækkes efter gældende
regler af afdelingen. Dette indebærer en risiko for, at en
afdeling, som har udlejningsvanskeligheder, nødsages til at
hæve huslejen for at dække lejetabet og herved
risikerer yderligere fraflytning og lejeledighed. For at bryde
denne onde cirkel foreslås det, at tabet dækkes af
boligorganisationens dispositionsfond. Herved giver forslaget
boligorganisationen et incitament til at udleje ledige boliger
hurtigst muligt. Boligorganisationen skal dække det samlede
tab, dvs. både leje og forbrugsafhængige udgifter i det
omfang, der måtte være sådanne. I det omfang, der
er kommunal anvisningsret, eller boligen er udlejet til flygtninge
efter lovens § 62, betaler kommunen lejen fra det
tidspunkt, fra hvilket den ledige bolig er til rådighed for
kommunalbestyrelsen, og indtil udlejning sker. Dette lejetab
dækkes fortsat af kommunen, mens dispositionsfonden i
sådanne tilfælde dækker de
forbrugsafhængige udgifter.
Det foreslås endvidere, at
kommunalbestyrelsen i særlige tilfælde kan godkende, at
tab som følge af ledige boliger helt eller delvist ikke
dækkes af dispositionsfonden (og dermed i stedet indgår
i afdelingens løbende driftsudgifter), hvis
boligorganisationens økonomiske situation gør dette
nødvendigt. Kommunalbestyrelsen skal i den forbindelse
vurdere nuværende og kommende indtægter i
dispositionsfonden set i relation til boligorganisationens behov
for stødpudekapital i forhold til afdelingerne. Det
bør i den forbindelse sikres, at boligorganisationens
dækning af udgifter efter § 20, stk. 4, ikke
medfører, at dispositionsfonden kommer under minimum,
således at der skal opkræves bidrag fra beboerne, jf.
§ 38 i bekendtgørelse om drift af almene boliger
m.v.
Selvejende institutioner, kommunalt og regionalt
ejede boliger har ikke nogen dispositionsfond. I stedet
fremgår det af de gældende regler i lovens
§ 30 a, at likvide midler som følge af
udamortiserede lån, som ikke indbetales til Landsbyggefonden,
anvendes til samme formål, som midlerne i
boligorganisationernes dispositionsfonde. For at skabe parallelitet
foreslås det derfor i forslagets § 1, nr. 3, at
ovenstående regler også finder anvendelse for de i
§ 30 a nævnte selvejende institutioner, kommunalt
og regionalt ejede boliger. Som følge af at nyaffattelsen af
§ 30 a, stk. 1 og 2, jf. forslagets § 1, nr. 4,
foreslås at have forskudt ikrafttræden i forhold til
forslagets § 1, nr. 3, er det nødvendigt at
medtage denne ændring selvstændigt.
Til nr. 4
I den foreslåede § 30 a, stk. 1,
bibeholdes den nuværende fordeling af de likvide midler, der
fremkommer i forbindelse med fortsatte lejeindbetalinger efter
udamortiserede prioriteter i almene ældreboliger ejet af en
selvejende institution, en kommune eller en region og i almene
ungdomsboliger ejet af en selvejende institution, der har
fået tilsagn om støtte efter den 31. december 1998. De
likvide midler, der efter det 36. år efter
låneoptagelsen fremkommer i forbindelse med fortsatte
lejeindbetalinger efter udamortiserede prioriteter fordeles
således, at 2/3 af midlerne indbetales til Landsbyggefonden
til ligelig fordeling mellem landsdispositionsfonden og
nybyggerifonden, jf. lovens § 80 c, stk. 1. De
nævnte boligtyper har ikke en dispositionsfond, hvorfor den
resterende 1/3 skal henlægges til samme formål, som
fastsat for almene boligorganisationers dispositionsfonde, herunder
til modernisering m.v. Til og med det 35. år efter optagelsen
af prioritetslån indbetales de likvide midler til
Landsbyggefonden og overføres fuldt ud til nybyggerifonden,
jf. § 80 c, stk. 2.
Efter den foreslåede § 30 a, stk.
2 foreslås en ændret fordeling af de likvide midler i
forbindelse med udamortiserede prioriteter i almene
ældreboliger ejet af en selvejende institution, en kommune
eller en region med tilsagn før den 1. januar 1999. Efter de
gældende regler skal 1/2 af de likvide midler indbetales til
Landsbyggefonden og overføres til landsdispositionsfonden,
jf. lovens § 80 d. Den resterende 1/2 skal anvendes til
samme formål, som fastsat for boligorganisationers
dispositionsfonde. Det foreslås, at 2/3 af de likvide midler
indbetales til Landsbyggefonden og overføres til
landsdispositionsfonden, jf. bemærkninger til forslagets
§ 1, nr. 8. Den resterende 1/3 skal henlægges til
dispositionsfondsformål. Den nævnte fordeling svarer
til den fordelingsnøgle, der i dag gælder for almene
boligafdelinger med tilsagn efter den 31. december 1998, jf. den
gældende lovs § 80 a, og som nu også
foreslås at gælde for ældre, almene
boligafdelinger med tilsagn før den 1. januar 1999, jf.
bemærkningerne til forslagets § 1, nr. 6. Reglerne
foreslås at træde i kraft den 1. januar 2008, jf.
forslagets § 2. Forhøjelsen vil få virkning
for likvide midler, der fremkommer efter denne dato.
Til nr. 5
Som led i boligaftalen af 4. november 2005, jf.
lov nr. 1421 af 21. december 2005, blev der i lovens
§ 94, nr. 5, afsat midler til etablering og drift af en
landsdækkende boligportal, som skal drives af
Landsbyggefonden. Det foreslås, at socialministeren kan
fastsætte nærmere regler for boligorganisationernes
indberetning af data til denne boligportal. Det er hensigten at
fastsætte regler om, at boligorganisationerne forpligtes til
at levere data til boligportalen om deres respektive boligers
beliggenhed, størrelse, indretning, egnethed for ældre
og handicappede, husleje, ventetid, udlejningsregler m.v. Den
nærmere udformning af reglerne om, hvilke data
boligorganisationerne skal levere og proceduren herfor, vil blive
drøftet med KL, Boligselskabernes Landsforening og
Landsbyggefonden. Udmøntningen af reglerne skal ske under
hensyntagen til boligorganisationernes ressourcer og formåen
på området.
Til nr. 6 og 7
Den gældende bestemmelse fastsætter i
hvilket omfang almene boligafdelinger, der har fået meddelt
tilsagn om støtte før den 1. januar 1999, skal
indbetale likvide midler, der fremkommer i forbindelse med
udamortiserede prioriteter, til Landsbyggefonden. Efter reglerne
indbetales 1/2 af de likvide midler til Landsbyggefonden og
overføres til landsdispositionsfonden. I almene
boligafdelinger med tilsagn om støtte efter den 31. december
1998 indbetales derimod 2/3 af de likvide midler i forbindelse med
låntagers betaling efter det 35. år til
Landsbyggefonden til ligelig fordeling mellem
landsdispositionsfonden og nybyggerifonden.
Det foreslås, at den nuværende
fordeling af indbetalingerne fra udamortiserede prioriteter i
almene boligafdelinger, der har fået meddelt tilsagn om
støtte før den 1. januar 1999 harmoniseres med de
nævnte regler for almene boligafdelinger, der har fået
meddelt tilsagn om støtte efter den 31. december 1998. 1/3
af midlerne forbliver herefter i dispositionsfonden, mens 2/3
indbetales til Landsbyggefonden. Beløb, der indbetales til
Landsbyggefonden, overføres fortsat fuld ud til
landsdispositionsfonden. Reglerne foreslås at have virkning
for likvide midler, der fremkommer efter den 1. januar 2008.
Hvis en boligorganisation med de nævnte
afdelinger afvikler lån fra Landsbyggefonden til
frikøb af tilbagekøbsklausuler efter § 98
a, stk. 5, sidste pkt., i lov om almene boliger m.v., med midler
fra egenkapitalen, vil forhøjelsen af indbetalingerne
imidlertid medføre, at tilbagebetalingen af
hjemfaldslånet vil blive forlænget. Derfor
foreslås det, at forhøjelsen af indbetalingerne til
Landsbyggefonden for de nævnte afdelinger først
gælder, når lånene er afviklet.
For de nævnte afdelinger kan
Landsbyggefonden efter kommunalbestyrelsens indstilling have
godkendt huslejenedsættelse og fritagelse af indbetaling af
den del af de likvide midler fra udamortiserede lån, der
forbliver i dispositionsfonden efter overførsel til
Landsbyggefonden, jf. § 45, stk. 2, i
bekendtgørelse nr. 627 af 23. juni 2005 om drift af almene
boliger. Derfor foreslås det, at indbetalingerne til
Landsbyggefonden reduceres med 1/3 af det fritagne beløb i
det omfang Landsbyggefonden før lovens ikrafttræden
(for disse bestemmelsers vedkommende den 1. januar 2008) har
godkendt fritagelse for indbetaling af likvide midler til
dispositionsfonden. Formålet med den foreslåede
bestemmelse er at sikre, at forhøjelsen af indbetalingerne
til Landsbyggefonden respekterer allerede meddelte fritagelser, og
at midlerne i dispositionsfonden altid vil blive reduceret med 1/3,
uanset om der er godkendt fritagelse eller ej.
Det bemærkes, at lejen i medfør af
§ 42, stk. 2, i den tidligere bekendtgørelse nr.
372 af 19. juni 1998 om drift af almene boliger m.v. med
kommunalbestyrelsens forudgående godkendelse kunne
nedsættes, og overførsel af likvide midler til
dispositionsfonden kunne tilsvarende helt eller delvist undlades.
Bestemmelsen blev ophævet den 20. oktober 1998 i forbindelse
med fremsættelse af forslag om ændring af
almenboligloven vedr. ændrede finansieringsregler.
Landsbyggefonden har hidtil efter § 2,
stk. 3, i bekendtgørelse nr. 1080 af 23. december 1998 og
§ 9 i regulativet om indbetalinger til
landsdispositionsfonden respekteret disse dispensationer på
op til 100 pct.€™s fritagelse, der er meddelt af
kommunerne. Lovforslaget berører ikke disse dispensationer,
som opretholdes i overensstemmelse med hidtidige vilkår, til
økonomien i de pågældende afdelinger er bragt
på fode.
Til nr. 8
Den gældende bestemmelse i § 80 d
fastsætter i hvilket omfang almene ældreboliger ejet af
en selvejende institution, en kommune eller en region, der har
fået meddelt tilsagn om støtte før den 1.
januar 1999, skal indbetale likvide midler, der fremkommer i
forbindelse med udamortiserede prioriteter, til
Landsbyggefonden.
Der foreslås en ændret fordeling af
de likvide midler. Efter de gældende regler skal 1/2 af de
likvide midler indbetales til Landsbyggefonden og overføres
til landsdispositionsfonden. Den resterende 1/2 skal anvendes til
samme formål, som fastsat for boligorganisationers
dispositionsfonde. Det foreslås, at 2/3 af de likvide midler
indbetales til Landsbyggefonden og overføres til
landsdispositionsfonden. Den resterende 1/3 skal henlægges
til dispositionsfondsformål. Der henvises til
bemærkningerne til forslagets § 1, nr. 4, samt til
de almindelige bemærkninger. Reglerne foreslås at have
virkning for likvide midler, der fremkommer efter den 1. januar
2008.
Til nr. 9
Den gældende lovs § 82, stk. 2,
omhandler indbetaling af bidrag fra almene boligorganisationer,
selvejende institutioner, kommuner og regioner til
Landsbyggefonden, herunder fra likvide midler fra udamortiserede
prioriteter. Med henblik på at sikre en administrativ
lettelse og rationalisering i forbindelse med indbetalingerne til
Landsbyggefonden foreslås det at ophæve
afrundingsreglen i 3. pkt.
Til nr. 10
Som følge af boligaftalen af 5. november
2006 foreslås det, at Landsbyggefondens investeringsramme til
renovering forhøjes i 2007 og 2008 fra de nuværende
1.500 mio. kr. (2003-priser) til 2.400 mio. kr. årligt
(øvrige beløb er i 2007-priser). Det foreslås
desuden, at investeringsrammen i perioden 2009-2012
fastsættes til 2.400 mio. kr. årligt. Mindst 150 mio.
kr. af den afsatte årlige ramme øremærkes til
tilgængelighed. Beløbene reguleres én gang
årligt med udviklingen i nettoprisindekset, første
gang den 1. januar 2008. Støtten gives på samme
vilkår og til samme formål som hidtil.
Landsbyggefondens bestyrelse har i lovens
§ 95, stk. 1, hjemmel til at fastsætte
nærmere regler for ydelse af støtte efter bl.a.
§ 91. Reglerne skal godkendes af socialministeren. Af
hensyn til det aktuelle kapacitetspres i bygge- og
anlægssektoren vil socialministeren betinge sin godkendelse
af regler udstedt som følge af ændringerne i dette
lovforslag af, at fonden ved meddelelse af tilsagn omfattet af
forhøjelsen af rammen i 2007 stiller vilkår om, at
byggearbejderne ikke må påbegyndes i 2007.
Til nr. 11
Efter de gældende regler skal
Landsbyggefonden sikre, at boligorganisationerne finansierer
renoveringsarbejderne med støtte efter § 91, stk.
1, med midler fra egenkapitalen eller trækningsretten efter
§ 87 i det omfang, det er økonomisk muligt og
forsvarligt. I det omfang, dispositionsfonden i dag inddrages,
sker det via et dispositionsfondslån eller tilskud, der
dækker en del af den samlede udgift, og altså dermed
mindsker behovet for optagelse af et realkreditlån med
støtte fra Landsbyggefonden.
Den i § 1, nr. 2, foreslåede
mulighed for at optage realkreditlån med
dispositionsfondsstøtte og kommunal garanti,
indebærer, at Landsbyggefonden får mulighed for
på en forholdsvis enkel måde at aktivere
dispositionsfondsmidler hos de boligorganisationer, der har nogen,
og dermed få sine egne midler til at strække
længere. Herved mindskes virkningen af den ulige fordeling af
dispositionsfondsmidler alt andet lige.
For yderligere at styrke Landsbyggefondens
mulighed for at inddrage dispositionsfondsmidler i det omfang, det
først på længere sigt er økonomisk muligt
og forsvarligt, foreslås det, at der åbnes en fleksibel
adgang til, at dispositionsfonden kan refundere en del af
Landsbyggefondens ydelsesstøtte til realkreditlån, der
optages til finansiering af arbejder indenfor Landsbyggefondens
renoveringsramme. Refusionsprocenten skal således kunne
variere over tid, så den f.eks. er 0 i de første 10
år og derefter 100. Den faktiske refusionsprocent
afgøres af Landsbyggefonden på baggrund af en
vurdering af boligorganisationens forhold. Refusion fra
dispositionsfonden skal modregnes forholdsmæssigt ved
beregningen af Landsbyggefondens træk på
renoveringsrammen, således at den del af
realkreditlånet, der er givet refusion til af
dispositionsfondsmidlerne, ikke fradrages i Landsbyggefondens
investeringsramme.
Til nr. 12
Efter de gældende regler i § 91,
stk. 9, skal Landsbyggefonden inden udgangen af 2008 foretage en
evaluering af de gennemførte arbejders effekt i forhold til
den almene sektor. I forbindelse med den i nr. 10 foreslåede
forlængelse af renoveringsrammen foreslås det, at
Landsbyggefonden også efter 2008 skal sikre en fortsat
evaluering. Det præciseres desuden, at Landsbyggefonden skal
sikre en løbende erfaringsudveksling og koordinering af
renoveringsindsatsen, således som det fremgår af
§ 91 a, stk. 6, vedrørende de sociale og
forebyggende midler.
Til nr. 13 og 14
Som følge af boligaftalen af 5. november
2006 foreslås det at afsætte 400 mio. kr. om året
i perioden 2007-2010 til en social og forebyggende indsats i
problemramte almene boligafdelinger, hvoraf indtil 200 mio. kr.
årligt kan anvendes til huslejenedsættelser.
Støtten gives på samme vilkår og til samme
formål som i 2006, jf. lov nr. 1421 af 21. december 2005.
Hvis den årlige ramme på 400 mio. kr. ikke anvendes
fuldt ud, kan de ikke anvendte beløb overføres til
det følgende år, herunder kan ikke anvendte
beløb i 2010 overføres til 2011. På baggrund af
forlængelsen af puljen foreslås det i nr. 14, at
Landsbyggefonden inden udgangen af 2010 skal sørge for, at
der er foretaget en evaluering af den gennemførte
indsats.
Til nr. 15
Formålet med den foreslåede pulje til
innovation er at fremme kvaliteten og effektiviteten i dansk
byggeri, og dermed at skabe flere gode boliger til en rimelig
boligudgift. Det er således af afgørende betydning, at
der fortsat sker forbedringer af byggeriets og boligernes standard,
herunder med hensyn til fejl og skader, holdbarhed, sundhed,
energi- og ressourcebesparende løsninger, reduktion af
driftsudgifter m.v. En styrkelse af byggeriets produktivitet og
internationale konkurrenceevne er endvidere den grundlæggende
forudsætning for, at byggesektorens store betydning som
erhvervsområde kan fastholdes og udbygges.
Det foreslås, at der i perioden 2007-2010
kan anvendes 5 mio. kr. årligt af Landsbyggefondens midler
til hel eller delvis dækning af merudgifter i forbindelse med
projekter om innovation (forsøg og udvikling) i det almene
byggeri. Forslaget medfører, at fonden kan bidrage til
innovation og fornyelse af byggeriets organisering, samarbejde og
indkøbsformer, processer og teknologi, produkter, bolig- og
bygningsudformning samt drifts- og vedligeholdelsesmetoder. Fondens
indsats vil ligge i tråd med regeringens generelle indsats
for at styrke byggeriets udvikling.
Fondens støtte til innovationsformål
kan omfatte såvel nybyggeri som renovering af eksisterende
bygninger. Fondens vidensberedskab bliver herved styrket, og fonden
vil mere kvalificeret kunne fremme innovationshensyn ved behandling
af renoveringsprojekter. Det skal desuden sikres, at
Byggeskadefonden bedst muligt drager nytte af den oparbejdede
viden.
Udgifter, der støttes af fonden efter
denne bestemmelse indgår ikke i anskaffelsessummen for
nybyggeri. Det betyder, at udgiften ikke indgår i den
sædvanlige finansiering af anskaffelsessummen med 2 pct.
beboerindskud, 14 pct. kommunal grundkapital og 84 pct. statsligt
støttet realkreditlån.
Landsbyggefondens bestyrelse fastsætter i
medfør af den gældende bemyndigelse i lovens
§ 95, stk. 1, nærmere regler om vilkårene for
ydelse af støtte. Reglerne skal godkendes af
socialministeren, som i den forbindelse vil inddrage relevante
ministerier. Der vil blive opstillet målsætninger om en
effektiv formidling af den indhøstede viden,
forsøgsresultater m.v. til alle relevante parter i
byggeriet. Landsbyggefonden orienterer desuden løbende
socialministeren om fordelingen af støttetilsagn.
Til nr. 16
Det foreslås, at Landsbyggefonden af de
midler, der er overført til landsdispositionsfonden, jf.
§ 89, skal bidrage til den statslige
ydelsesstøtte, jf. § 130, med et beløb, der
svarer til 25 pct. af ydelsesstøtten til boliger med tilsagn
efter § 115 og § 117 samt §§ 143
a-d. Tilsagn meddelt som forsøg efter § 144
medregnes ikke. Bidraget beregnes som efter hidtil gældende
regler på basis af de faktisk meddelte tilsagn i det enkelte
år. Bidraget indbetales til staten.
Til § 2
Det foreslås i stk. 1, at lovforslaget
træder i kraft den 1. januar 2007. Dog foreslås det i
stk. 2, at denne lovs § 1, nr. 4 og 6-8, om ændrede
regler for indbetaling af likvide midler først træder
i kraft den 1. januar 2008.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med
gældende lov
Gældende formulering | | Lovforslaget |
| | § 1 I lov om almene boliger m.v., jf.
lovbekendtgørelse nr. 857 af 8. august 2006, som
ændret ved § 1 i lov nr. 575 af 24. juni 2005,
§ 2 i lov nr. 222 af 22. marts 2006 og § 10 i
lov nr. 539 af 8. juni 2006, foretages følgende
ændringer: |
§ 15. En
godkendt almen boligorganisation kan ikke opløses, medmindre
socialministeren meddeler samtykke dertil. Har
boligorganisationen ingen ejendomme, eller sker
opløsningen i forbindelse med afhændelse af
boligorganisationens ejendomme til en anden almen
boligorganisation, kan kommunalbestyrelsen dog meddele samtykke
dertil. | | 1. I
§ 15 indsættes som stk. 2 : » Stk. 2. Boligorganisationens
øverste myndighed træffer beslutning om
opløsning. Forslag herom skal uanset modstående
vedtægtsbestemmelser ikke forelægges
afdelingsmødet til godkendelse.« |
§ 20. I en
dispositionsfond i boligorganisationen indgår: 1) Særlige bidrag fra afdelingerne. 2) Overskud på en afdelings drift. 3) Overskud på boligorganisationens drift,
i det omfang overskuddet overstiger et af kommunalbestyrelsen
fastsat maksimum for boligorganisationens arbejdskapital, jf.
§ 19. 4) Likvide midler, der fremkommer i forbindelse
med udamortiserede prioriteter i boligorganisationens afdelinger,
når midlerne ikke samtidig er omfattet af nr. 6 eller 7. 5) Likvide midler, der fremkommer i forbindelse
med belåning eller salg af boligorganisationens
administrationsejendom eller nettoprovenu ved boligorganisationens
optagelse af nye lån efter § 24. 6) Likvide midler, som fremkommer i forbindelse
med, at låntagers betaling, jf. § 129, overstiger
ydelserne på realkreditlånet, jf. § 118, stk.
3, til og med 35 år efter låneoptagelsen. 7) Likvide midler, som fremkommer i forbindelse
med låntagers betaling, jf. § 129, fra og med det
36. år efter låneoptagelsen. 8) Likvide midler, der fremkommer i forbindelse
med låntagers betaling på realkreditlån som
nævnt i § 91, stk. 1, samt på lån efter
§ 91, stk. 1, der efter en konvertering reguleres efter
§ 179, stk. 5. S tk. 2. Dispositionsfonden anvendes til
imødegåelse af tab ved boligorganisationens eller dens
afdelingers drift, for boligorganisationens vedkommende dog kun
ekstraordinære tab, til sikring af boligorganisationens
fortsatte virksomhed, til finansiering af nyt boligbyggeri, i
særlige tilfælde til nedsættelse af lejen i
boligorganisationens afdelinger, til opretning, udbedring,
vedligeholdelse, forbedring, ombygning, sammenlægning af
lejligheder og miljøforbedring i boligorganisationens
afdelinger, til tilskud til styrkelse af det sociale liv og
netværk i boligorganisationens afdelinger, jf. § 37
og § 92, stk. 2, til frikøb af
tilbagekøbsklausuler og i særlige tilfælde til
finansiering af edb-udstyr og administrationsejendom for
boligorganisationen. Endvidere kan dispositionsfonden anvendes til
at indløse garantibeviser i almene
garantiorganisationer. | | |
| | 2. I
§ 20 indsættes som stk. 3 og
4 : »Stk. 3. I det omfang
dispositionsfonden anvendes til ydelsesstøtte til
realkreditlån optaget til finansiering af en afdelings
udgifter til opretning, udbedring, vedligeholdelse, forbedring,
ombygning, sammenlægning af lejligheder og
miljøforbedring, kan kommunalbestyrelsen yde garanti for den
del af realkreditlånet, der på tidspunktet for
lånets optagelse har pantesikkerhed ud over 80 pct. af
ejendommens værdi. Garantien beregnes efter reglerne i
§ 127, 2. og 3. pkt. Stk. 4. Boligorganisationen skal
dække en afdelings udgifter til tab som følge af
ledige boliger, der ikke dækkes af en kommunal garanti, af
midlerne i dispositionsfonden. Kommunalbestyrelsen kan i
særlige tilfælde godkende, at de nævnte udgifter
helt eller delvist ikke dækkes af dispositionsfonden, hvis
boligorganisationens økonomiske situation gør dette
nødvendigt.« |
§ 30 a. 1/3 af
de likvide midler, der fremkommer i forbindelse med udamortiserede
prioriteter i almene ungdomsboliger ejet af en selvejende
institution og i almene ældreboliger, ejet af en selvejende
institution, en kommune eller en region, og som får meddelt
tilsagn om støtte efter den 31. december 1998, skal anvendes
i overensstemmelse med § 20, stk. 2, eller regler herom
fastsat i medfør af § 32. Stk. 2. 1/2 af de likvide midler, der efter
den 1. januar 2000 fremkommer i forbindelse med udamortiserede
prioriteter i almene ældreboliger, ejet af en selvejende
institution, en kommune eller en region, og som har fået
meddelt tilsagn om støtte før den 1. januar 1999,
skal anvendes i overensstemmelse med § 20, stk. 2, eller
regler herom fastsat i medfør af § 32. Stk. 3. I selvejende ældreboliger,
ungdomsboliger og lette kollektivboliger, hvor tilsagn om
støtte efter tidligere boligbyggerilove, tidligere
byggestøttelove, den tidligere kollegiestøttelov
eller den tidligere ældreboliglov er meddelt før den
1. januar 1997 og som ikke er omdannede til almene boliger, skal de
likvide midler, der efter den 1. januar 2000 fremkommer i
forbindelse med udamortiserede prioriteter anvendes i
overensstemmelse med § 20, stk. 2, eller regler herom
fastsat i medfør af § 32. | | 3. I § 30
a ændres tre steder »§ 20, stk. 2«
til: »§ 20, stk. 2-4«. |
| | 4. § 30 a, stk. 1 og
2, affattes således: »Fra og med det 36. år efter optagelsen
af prioritetslån i almene ældreboliger ejet af en
selvejende institution, en kommune eller en region og i almene
ungdomsboliger ejet af en selvejende institution, der har
fået meddelt tilsagn om støtte efter den 31. december
1998, skal 1/3 af de likvide midler, der fremkommer i forbindelse
med låntagers betaling, jf. § 129, anvendes i
overensstemmelse med § 20, stk. 2-4, eller regler herom
fastsat i medfør af § 32. Stk. 2. I almene ældreboliger ejet af
en selvejende institution, en kommune eller en region, der har
fået meddelt tilsagn om støtte før den 1.
januar 1999, skal 1/3 af de likvide midler, der efter den 1. januar
2008 fremkommer i forbindelse med udamortiserede prioriteter,
anvendes i overensstemmelse med § 20, stk. 2-4, eller
regler herom fastsat i medfør af § 32.« |
§ 64.
Socialministeren kan fastsætte nærmere regler om de
forhold, der er nævnt i §§ 51-54 og
§§ 57, 58 og 59-63. Socialministeren kan herunder
fastsætte regler om fortrinsret til ledige boliger for
husstande med børn og for særlige befolkningsgrupper.
Socialministeren kan fastsætte nærmere regler om
udlejning efter § 51 b og anvisning efter § 59,
stk. 4. Socialministeren kan endvidere fastsætte regler om,
hvorledes udlejningsreglerne kan fraviges i
nødretssituationer (ganske ekstraordinære
udlejningsvanskeligheder). Socialministeren kan tillige
fastsætte regler om anvisning af statsrefusion,
regnskabsaflæggelse og revision vedrørende
statsrefusion efter § 62. | | 5. I § 64,
stk. 1, indsættes efter 3. pkt.: »Socialministeren kan fastsætte
nærmere regler for boligorganisationernes pligt til
indberetning af data til en internetbaseret boligportal etableret i
henhold til § 94, nr. 5.« |
§ 80 b. For
almene boligafdelinger, der har fået tilsagn om støtte
før den 1. januar 1999, indbetales 1/2 af de midler, der
efter den 1. januar 2000 indgår i dispositionsfonden efter
§ 20, stk. 1, nr. 4, til Landsbyggefonden. | | 6. I § 80
b ændres »1/2« til: »2/3« og
»2000« ændres til: »2008«. |
| | 7. I § 80
b indsættes som stk. 2 og 3 : »Stk. 2. I det omfang en
boligorganisation afvikler lån til frikøb af
tilbagekøbsklausuler efter § 98 a, stk. 5, sidste
pkt., ydet til afdelinger nævnt i stk. 1, indbetaler
boligorganisationen 1/2 af de midler, der efter den 1. januar 2008
indgår i dispositionsfonden efter § 20, stk. 1, nr.
4, til Landsbyggefonden, indtil lånene er afviklet. Stk. 3. I det omfang afdelinger som
nævnt i stk. 1 før den 1. januar 2008 af
Landsbyggefonden har fået godkendt fritagelse for indbetaling
af den del af de likvide midler, der efter overførsel til
Landsbyggefonden forbliver i dispositionsfonden, reduceres
boligorganisationens indbetalinger til Landsbyggefonden efter stk.
1 med 1/3 af det fritagne beløb.« |
§ 80 d. For
almene ældreboliger ejet af en selvejende institution, en
kommune eller en region, som har fået tilsagn om
støtte før den 1. januar 1999, indbetaler ejeren 1/2
af de likvide midler, der efter den 1. januar 2000 fremkommer i
forbindelse med udamortiserede prioriteter, til
Landsbyggefonden. | | 8. I
§ 80 d ændres »1/2« til:
»2/3« og »2000« ændres til:
»2008«. |
§ 82. Almene
boligorganisationer, selvejende institutioner, kommuner og
regioner, der indbetaler til Landsbyggefonden efter
§§ 79-80 e, skal indsende indberetning herom til
fonden. Stk. 2. Bidrag efter
§§ 79-80 d indsættes på særlige
konti i Landsbyggefonden. Bidrag indbetales kvartalsvis bagud inden
en måned efter kvartalets udgang. Det kvartårlige
beløb afrundes nedefter til nærmeste
kronebeløb, der kan deles med 10. | | 9. § 82, stk. 2 , 3.
pkt., ophæves. |
§ 91.
Landsbyggefonden kan i årene 2003-2008 af de midler, der er
overført til landsdispositionsfonden, jf. § 89, og
inden for en samlet årlig investeringsramme på 1.500
mio. kr. give tilsagn om ydelsesstøtte til
realkreditlån til finansiering af opretning, udbedring,
vedligeholdelse, forbedring, ombygning, sammenlægning af
lejligheder og miljøforbedring i almene boligorganisationers
byggeri. Mindst 50 mio. kr. af den i 1. pkt. nævnte
investeringsramme skal anvendes til at gøre
boligorganisationernes byggeri mere egnet for handicappede. I 2006
kan den i 1. pkt. nævnte ramme dog forhøjes med 625
mio. kr., og mindst 100 mio. kr. af forhøjelsen anvendes til
det i 2. pkt. nævnte formål. De i 1. og 2. pkt.
nævnte beløb reguleres én gang årligt med
udviklingen i nettoprisindekset, første gang den 1. januar
2004. Det skal fremgå af fondens tilsagn, at fonden kan
udskyde arbejdernes påbegyndelse med henblik på at
begrænse den samlede bygge- og anlægsaktivitet. | | 10. § 91, stk. 1 ,
affattes således: »Landsbyggefonden kan i årene 2007-2012
af de midler, der er overført til landsdispositionsfonden,
jf. § 89, inden for en samlet årlig
investeringsramme på 2.400 mio. kr. give tilsagn om
ydelsesstøtte til realkreditlån til finansiering af
opretning, udbedring, vedligeholdelse, forbedring, ombygning,
sammenlægning af lejligheder og miljøforbedring i
almene boligorganisationers byggeri. Mindst 150 mio. kr. af den
investeringsramme, der er nævnt i 1. pkt., skal anvendes til
at gøre boligorganisationernes byggeri mere egnet for
handicappede. Beløbene reguleres én gang årligt
med udviklingen i nettoprisindekset, første gang den 1.
januar 2008. Det skal fremgå af fondens tilsagn, at fonden
kan udskyde arbejdernes påbegyndelse med henblik på at
begrænse den samlede bygge- og
anlægsaktivitet.« |
Stk. 2. Arbejder efter stk. 1 finansieres i
videst muligt omfang gennem lejeforhøjelser. Det er
herudover en forudsætning for støtte efter stk. 1, at
boligorganisationen efter aftale med Landsbyggefonden finansierer
arbejderne med midler fra boligorganisationens egenkapital, jf.
§§ 19 og 20, eller med boligorganisationens midler i
henhold til § 87, i det omfang det er økonomisk
muligt og forsvarligt. | | 11. I
§ 91, stk. 2, indsættes som 3. og
4. pkt. : »Landsbyggefonden kan herunder stille krav om,
at boligorganisationen helt eller delvist refunderer fondens
ydelsesstøtte med midler fra dispositionsfonden. Refusion
fra dispositionsfonden fradrages forholdsmæssigt ved
beregningen af Landsbyggefondens træk på den
investeringsramme, der er nævnt i stk. 1.« |
Stk. 9. Landsbyggefonden orienterer
løbende socialministeren om størrelsen og den
regionale fordeling af tilsagn efter stk. 1. Landsbyggefonden
udarbejder endvidere hvert år en redegørelse om den
forventede udvikling af den samlede ordning samt den stedfundne og
forventede anvendelse af investeringsrammen, jf. stk. 1.
Redegørelsen indsendes til socialministeren.
Landsbyggefonden sørger endvidere for, at der inden udgangen
af 2008 er foretaget en evaluering af de gennemførte
arbejders effekt i forhold til den almene sektor. Evalueringen
indsendes til socialministeren. | | 12. § 91, stk. 9, 5. pkt.,
ophæves og i stedet indsættes: »Landsbyggefonden sikrer desuden en
løbende erfaringsudveksling og koordinering af
renoveringsindsatsen og sørger for, at der efter 2008 sker
en fortsat evaluering af den gennemførte indsats.
Evalueringer indsendes til socialministeren.« |
§ 91 a.
Landsbyggefonden kan i 2006 af de midler, der er overført
til landsdispositionsfonden, jf. § 89, inden for en ramme
på 600 mio. kr. give tilsagn om tilskud til en social og
forebyggende indsats samt til lokal koordinering og evaluering i
almene boligafdelinger, hvor der er konstateret væsentlige
problemer af økonomisk, social eller anden karakter,
herunder høj husleje, høj flyttefrekvens, stor andel
af boligtagere med sociale problemer, vold, hærværk
eller nedslidning af bygninger og friarealer. Ikke anvendte
beløb kan overføres til 2007. Stk. 2. Landsbyggefonden kan i 2006 af de i
stk. 1 nævnte midler give tilsagn om tilskud for indtil 200
mio. kr. til nedsættelse af huslejen i de i stk. 1
nævnte almene boligafdelinger. Landsbyggefonden kan på
de vilkår, der er nævnt i § 134, helt eller
delvis bringe betaling af huslejetilskud til ophør. Ikke
anvendte beløb kan overføres til 2007. | | 13. § 91 a, stk. 1 og
2 , affattes således: »Landsbyggefonden kan i årene 2007-2010
af de midler, der er overført til landsdispositionsfonden,
jf. § 89, inden for en årlig ramme på 400
mio. kr., give tilsagn om tilskud til en social og forebyggende
indsats samt til lokal koordinering og evaluering i almene
boligafdelinger, hvor der er konstateret væsentlige problemer
af økonomisk, social eller anden karakter, herunder
høj husleje, høj flyttefrekvens, stor andel af
boligtagere med sociale problemer, vold, hærværk eller
nedslidning af bygninger og friarealer. Ikke anvendte beløb
kan overføres til det følgende år, herunder kan
ikke anvendte beløb i 2010 overføres til 2011.
Beløbet reguleres én gang årligt med
udviklingen i nettoprisindekset, første gang den 1. januar
2008. Stk. 2. Landsbyggefonden kan af den ramme,
der er nævnt i stk. 1, årligt give tilsagn om tilskud
for indtil 200 mio. kr. til nedsættelse af huslejen i de
almene boligafdelinger, der er nævnt i stk. 1.
Landsbyggefonden kan på de vilkår, der er nævnt i
§ 134, helt eller delvist bringe betaling af
huslejetilskud til ophør. Beløbet reguleres én
gang årligt med udviklingen i nettoprisindekset,
første gang den 1. januar 2008.« |
Stk. 6. Landsbyggefonden orienterer
løbende socialministeren om fordelingen af tilsagn om
tilskud efter stk. 1 og 2. Landsbyggefonden sikrer herudover en
løbende erfaringsudveksling og koordinering af den sociale
og forebyggende indsats i almene boligområder og
sørger endvidere for, at der foretages en evaluering af den
gennemførte indsats€™ effekt i forhold til den
almene sektor. Evalueringen indsendes til socialministeren. | | 14. I § 91
a, stk. 6, 2. pkt. , ændres »foretages« til:
»inden udgangen af 2010 er foretaget«. |
| | 15. Efter § 91
a indsættes: »§ 91 b.
Landsbyggefonden kan i årene 2007-2010 af de midler, der er
overført til landsdispositionsfonden, jf. § 89,
inden for en årlig ramme på 5 mio. kr. give tilsagn om
tilskud til fremme af innovation i byggeriet. Tilskuddet kan helt
eller delvist dække ekstraudgifter til innovationsprojekter i
forbindelse med nybyggeri eller renovering af almene boliger,
herunder projekter om byggeriets indkøbsmåder,
samarbejdsformer og organisering, byggeprocesser og byggeprodukter,
energibesparende foranstaltninger, bolig- og bygningsudformning
samt drifts- og vedligeholdelsesmetoder. Udgifter, som
støttes af Landsbyggefonden, indgår ikke i
opgørelsen af anskaffelsessummen, jf. § 115, stk.
9, § 118 og §§ 143 a-d. Landsbyggefonden
sikrer en løbende formidling om innovationsprojekternes
resultater. Landsbyggefonden orienterer desuden løbende
socialministeren om fordelingen af støttetilsagn. Ikke
anvendte beløb kan overføres til det følgende
år, herunder kan ikke anvendte beløb i 2010
overføres til 2011. Beløbet reguleres én gang
årligt med udviklingen i nettoprisindekset, første
gang den 1. januar 2008.« |
§ 92 a.
Landsbyggefonden refunderer af de midler, der er overført
til landsdispositionsfonden, jf. § 89, staten 50 pct. af
de samlede udgifter til ydelsesstøtte til almene boliger med
tilsagn efter §§ 115 og 117 og kapitel 9 a i 2005 og
2006. Landsbyggefonden refunderer herudover den del af statens
udgifter til ydelsesstøtte, som årligt overstiger 1,3
mia. kr. i 2005 og 2006. Stk. 2. Landsbyggefondens refusion
fastsættes endeligt umiddelbart efter udgangen af det enkelte
tilsagnsår som nutidsværdien af et beregnet
forløb for ydelsesstøtten til de faktisk meddelte
tilsagn i de enkelte år. Ved beregningen anvendes de rente-
og inflationsforudsætninger, som ligger til grund for
budgetteringen af ydelsesstøtten på finansloven for
året efter tilsagnsåret. Landsbyggefonden
påbegynder for hvert tilsagnsår betalingen af refusion
på det tidspunkt, hvor nutidsværdien af den resterende
beregnede ydelsesstøtte svarer til fondens samlede
refusion. | | 16. § 92 a affattes
således: »§ 92 a.
Landsbyggefonden bidrager af de midler, der er overført til
landsdispositionsfonden, jf. § 89, til
ydelsesstøtten, jf. § 130, med et beløb,
der svarer til 25 pct. af ydelsesstøtten til boliger med
tilsagn efter § 115, § 117 samt
§§ 143 a-d i hvert af årene 2007-2010.
Bidraget indbetales til staten. Landsbyggefonden bidrager ikke til
tilsagn meddelt som forsøg efter § 144. Stk. 2. Landsbyggefondens bidrag
fastsættes endeligt umiddelbart efter udgangen af det enkelte
tilsagnsår som nutidsværdien af et beregnet
forløb for ydelsesstøtten til de faktisk meddelte
tilsagn i de enkelte år. Ved beregningen anvendes de rente-
og inflationsforudsætninger, som ligger til grund for
budgetteringen af ydelsesstøtten på finansloven for
året efter tilsagnsåret. Landsbyggefonden
påbegynder for hvert tilsagnsår betalingen af bidrag
på det tidspunkt, hvor nutidsværdien af den resterende
beregnede ydelsesstøtte svarer til fondens samlede
bidrag.« |