Skriftlig fremsættelse (15. november
2006)
Socialministeren (Eva Kjer
Hansen) :
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
almene boliger m.v. (Den almene sektors midler, sammenlægning
af boligorganisationer og indberetning af data til en
boligportal)
(Lovforslag nr. L 81)
Lovforslaget udmønter boligaftalen af 5.
november 2006 mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Det Radikale
Venstre om anvendelse af den almene sektors midler og den
fremtidige styring, og ønskes vedtaget inden jul med henblik
på ikrafttræden den 1. januar 2007 og den 1. januar
2008.
Lovforslaget indebærer, at den almene
boligsektors midler fortsat skal anvendes til en bred indsats til
gavn for både nuværende og kommende lejere. Der
afsættes midler til en forstærket renovering af det
almene byggeri, således at der sikres en tidssvarende
kvalitet, som gør de almene boliger attraktive for en
bredere kreds af boliger og dermed også kan styrke indsatsen
for at vende udviklingen i de problemramte områder.
Lovforslaget indeholder således forslag om
at forhøje Landsbyggefondens ramme til renovering af almene
boliger i 2007 og 2008 fra 1.500 mio. kr. til 2.400 mio. kr.
årligt, og at forlænge fondens ramme i årene
2009-2012 med 2.400 mio. kr. årligt, hvoraf mindst 150 mio.
kr. årligt skal anvendes til forbedring af
handicaptilgængeligheden.
Hertil kommer, at der i årene 2007-2010
afsættes en årlig ramme på 400 mio. kr. til en
social og forebyggende indsats i de problemramte
boligområder, hvoraf indtil 200 mio. kr. kan anvendes til
målrettede huslejenedsættelser.
Linien fra boligaftalen fra 2002 og 2005
videreføres, hvorefter Landsbyggefonden skal bidrage til
nybyggeriet. Det indgår således i lovforslaget, at
landsbyggefonden skal bidrage med 25 pct. af ydelsesstøtten
til nye almene boliger med tilsagn i årene 2007-2010.
Der skal ske yderligere indbetalinger til
Landsbyggefonden fra de lokale dispositionsfonde. Indbetalingerne
fra udamortiserede lån til Landsbyggefonden for byggerier med
tilsagn før 1999 forhøjes, således at 2/3
indbetales til Landsbyggefonden, mens 1/3 indbetales til
dispositionsfonden. Dermed ligestilles byggerier med tilsagn
før og efter 1999 og sikrer en bedre fordeling af midlerne
med henblik på en styrelse af renoverings- og ghettoindsatsen
i de enkle boligafdelinger.
Endelig foreslås ændrede regler for
anvendelsen af midlerne i dispositionsfondene, afsættelse af
midler til innovation i byggeriet, bedre mulighed for
sammenlægning af boligorganisationer og obligatorisk
indberetning af data til en boligportal.
Lovforslaget har følgende
hovedelementer:
1. Fortsat renovering
2. Fortsat social og forebyggende indsats samt
huslejenedsættelser i problemramte afdelinger
3. Landsbyggefondens bidrag til nybyggeri
4. Yderligere indbetaling af likvide midler
til Landsbyggefonden
5. Anvendelse af midlerne i de lokale
dispositionsfonde
6. Innovation i byggeriet
7. Sammenlægning af
boligorganisationer
8. Obligatorisk indberetning af data til
boligportal
9. Teknisk ændring
Forslaget om Landsbyggefondens bidrag til
nybyggeri skønnes at medføre statslige mindreudgifter
på 421 mio. kr. i 2007 og 2008 samt 366 mio. kr. i 2009 og
2010.
Forslaget om huslejetilskud skønnes at
medføre statslige mindreudgifter på 2 mio. kr. i 2007,
6 mio. kr. i 2008, 10 mio. kr. i 2009 og 14 mio. kr. i 2010, og
kommunale mindreudgifter på 1 mio. kr. i 2007, 5 mio. kr. i
2008, 8 mio. kr. i 2009 og 11 mio. kr. i 2010.
Forslaget vil have positive
miljømæssige konsekvenser, idet en del af den
foreslåede investeringsramme kan anvendes til
miljøforbedrende foranstaltninger.
Forslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget
og de bemærkninger, der ledsager det, skal jeg anbefale
forslaget til Tingets velvillige behandling.