L 72 (som fremsat): Forslag til lov om ændring af lov om udlevering af lovovertrædere og om ophævelse af lov om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige. (Gennemførelse af Konvention om overgivelse for strafbare forhold mellem de nordiske lande (Nordisk arrestordre) m.v.).

Fremsat den 15. november 2006 af justitsministeren (Lene Espersen)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om udlevering af lovovertrædere og om ophævelse af lov om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige

(Gennemførelse af Konvention om overgivelse for strafbare forhold mellem de nordiske lande (Nordisk arrestordre) m.v.)

§ 1

I lov om udlevering af lovovertrædere, jf. lovbekendtgørelse nr. 833 af 25. august 2005, som ændret ved § 11 i lov nr. 538 af 8. juni 2006 og § 6 i lov nr. 542 af 8. juni 2006, foretages følgende ændringer:

1. § 1, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Lovens kapitel 2 a og 3 a omfatter dog ikke udlevering fra Danmark til Finland og Sverige.«

2. I overskriften til kapitel 2 indsættes efter »Den Europæiske Union« : »og Norden«.

3. I § 2, stk. 1 og 2, indsættes efter »Den Europæiske Union«: »og Norden«.

4. I § 2 a indsættes efter »Den Europæiske Union«: »og Norden«.

5. Efter kapitel2 a indsættes:

»Kapitel 2 b

Betingelser for udlevering til de nordiske lande

§ 10 k. Udlevering af personer til strafforfølgning i Finland, Island, Norge eller Sverige for en lovovertrædelse, der efter lovgivningen i det land, der har anmodet om udlevering, kan straffes med fængsel eller anden frihedsberøvende foranstaltning, kan ske på grundlag af en nordisk arrestordre.

Stk. 2. Udlevering af personer til straffuldbyrdelse af en dom i Finland, Island, Norge eller Sverige kan ske på grundlag af en nordisk arrestordre, hvis den pågældende ved dommen er idømt fængsel eller en anden frihedsberøvende foranstaltning.

Stk. 3. Udlevering til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse for flere strafbare forhold kan finde sted, selv om betingelserne i stk. 1-2 kun er opfyldt med hensyn til et af forholdene.

§ 10 l. §§ 10 b og 10 c finder tilsvarende anvendelse.

§ 10 m. Udlevering kan ikke finde sted, når den, der søges udleveret, her i landet, i et andet nordisk land eller i en medlemsstat i Den Europæiske Union, er dømt eller frifundet for den samme strafbare handling. Tilsvarende gælder, hvis den, der søges udleveret, her i landet er benådet for handlingen. Udlevering kan endvidere afslås, hvis den, der søges udleveret, er dømt eller frifundet for handlingen i et land uden for Norden og Den Europæiske Union. Uanset at den pågældende er dømt for den samme strafbare handling i et andet land end det, der har anmodet om udlevering, kan udlevering dog kun afslås efter bestemmelserne i 1. og 3. pkt., hvis dommen er blevet fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan fuldbyrdes efter lovgivningen i dette land.

Stk. 2. § 10 d, stk. 2 og 3, finder tilsvarende anvendelse.

§ 10 n. § 10 f, stk. 1, og §§ 10 h og 10 i finder tilsvarende anvendelse.

§ 10 o. Udlevering kan ikke betinges af, at den udleverede ikke må drages til ansvar for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der er sket udlevering for. Udlevering kan dog kun ske på vilkår af, at den udleverede ikke drages til ansvar for sådanne handlinger, hvis

1) udlevering ikke kunne have fundet sted for den pågældende lovovertrædelse i henhold til § 10 c, jf. § 10 l, § 10 m, stk. 1, 1. pkt., jf. 4. pkt., eller § 10 m, stk. 1, 2. pkt., eller

2) udlevering for den pågældende lovovertrædelse kunne have været afslået efter § 10 d, stk. 2, jf. § 10 m, stk. 2, eller § 10 f, stk. 1, jf. § 10 n, og justitsministeren ikke meddeler tilladelse til, at den pågældende kan drages til ansvar for lovovertrædelsen, jf. § 20, stk. 3.

Stk. 2. Den udleverede kan dog uanset stk. 1, 2. pkt., drages til ansvar for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der er sket udlevering for, hvis

1) den pågældende efter at have haft mulighed for at forlade det land, hvortil vedkommende er udleveret, har undladt dette i 45 dage efter den endelige løsladelse, eller er vendt tilbage til dette land efter at have forladt det, eller

2) den pågældende i forbindelse med samtykke til udlevering til det nordiske land, hvortil udlevering er sket, har meddelt samtykke til at blive draget til ansvar for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der er sket udlevering for, jf. § 18 j, eller den pågældende har meddelt samtykke hertil i et retsmøde i det nordiske land, hvortil udlevering er sket.

Stk. 3. Udlevering kan ikke betinges af, at den udleverede ikke må videreudleveres til et tredje nordisk land for andre strafbare handlinger begået før udleveringen, end den, der er sket udlevering for. Udlevering kan dog kun ske på vilkår af, at den udleverede ikke videreudleveres til Island, hvis udlevering hertil ville være afskåret efter reglerne i det nordiske land, hvortil udlevering er sket.

Stk. 4. Udlevering kan kun ske på vilkår af, at d en udleverede ikke udleveres videre til en medlemsstat i Den Europæiske Union eller en stat uden for Den Europæiske Union og Norden for andre strafbare handlinger begået før udleveringen, end den, der er sket udlevering for, medmindre

1) den pågældende i forbindelse med samtykke til udlevering til det nordiske land, hvortil udlevering er sket, har meddelt samtykke til at blive udleveret videre til en medlemsstat i Den Europæiske Union eller en stat uden for Den Europæiske Union og Norden for sådanne handlinger, jf. § 18 j, eller den pågældende har meddelt samtykke hertil i et retsmøde i det nordiske land, hvortil udlevering er sket,

2) den pågældende efter at have haft mulighed for at forlade det land, hvortil vedkommende er udleveret, har undladt dette i 45 dage efter den endelige løsladelse, eller er vendt tilbage til dette land efter at have forladt det, eller

3) justitsministeren meddeler samtykke hertil, jf. § 20.«

6. I overskriften til kapitel 3 indsættes efter »Den Europæiske Union«: »og Norden«.

7. Efter kapitel3 a indsættes:

»Kapitel 3 b

Behandling af sager om udlevering til de nordiske lande

§ 18 g. En nordisk arrestordre skal for at kunne danne grundlag for anholdelse og udlevering til et nordisk land indeholde oplysning om den eftersøgtes identitet og nationalitet, tid og sted for den strafbare handling, dennes beskaffenhed og de anvendelige straffebestemmelser samt oplysning om, hvorvidt der er truffet beslutning om anholdelse eller fængsling, eller om der er afsagt dom.

Stk. 2. En nordisk arrestordre, der er udstedt med henblik på udlevering til strafforfølgning, skal tillige indeholde oplysning om, hvilken straf den pågældende handling efter lovgivningen i det land, hvortil udlevering ønskes, kan medføre.

Stk. 3. En nordisk arrestordre, der er udstedt med henblik på udlevering til straffuldbyrdelse, skal tillige indeholde oplysning om den idømte straf eller anden retsfølge.

Stk. 4. En europæisk arrestordre udstedt af Finland eller Sverige betragtes som en nordisk arrestordre.

§ 18 h. En nordisk arrestordre sendes til politidirektøren på det sted, hvor den, som søges udleveret, opholder sig. Politiet iværksætter derefter uden ophold den undersøgelse, der er nødvendig for at afgøre, om betingelserne for udlevering er opfyldt. For denne undersøgelse gælder bestemmelserne i retsplejelovens 4. bog med de fornødne lempelser.

Stk. 2. Til fremme af undersøgelsen og for at sikre udleveringen kan de retsmidler, der er omtalt i retsplejelovens kapitel 69 om anholdelse og kapitel 70 om varetægtsfængsling, anvendes, i det omfang den nordiske arrestordre er udstedt for en lovovertrædelse, der efter reglerne i kapitel 2 b kan medføre udlevering. Herudover kan de retsmidler, der er omtalt i retsplejelovens kapitel 72 om legemsindgreb, kapitel 73 om ransagning og kapitel 74 om beslaglæggelse og edition samt kapitel 75 a om andre efterforskningsskridt anvendes i samme omfang som i sager vedrørende lovovertrædelser af tilsvarende art, der forfølges her i landet.

Stk. 3. § 18 b, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Afgørelse om udlevering træffes af politidirektøren. Foreligger der samtidig med en nordisk arrestordre en europæisk arrestordre eller en udleveringsbegæring fra en stat uden for Den Europæiske Union og Norden, træffes afgørelse om udlevering dog af justitsministeren.

§ 18 i. Træffer politidirektøren beslutning om udlevering, skal den, der begæres udleveret, samtidig med meddelelsen herom gøres bekendt med adgangen til domstolsprøvelse efter stk. 2 og med fristen for fremsættelse af anmodning herom.

Stk. 2. Den, der efter politidirektørens beslutning skal udleveres, kan forlange, at politiet indbringer spørgsmålet om beslutningens lovlighed for retten på det sted, hvor den pågældende opholder sig.

Stk. 3. Anmodning herom skal fremsættes inden 3 dage efter, at beslutningen er meddelt den pågældende. Når særlige omstændigheder taler derfor, kan politidirektøren tillade, at beslutningen indbringes for retten, selv om anmodning herom først fremsættes efter fristens udløb. § 16, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. I sager, der efter § 18 h, stk. 4, 2. pkt., behandles af justitsministeren, finder bestemmelserne i § 15, stk. 2, og § 16 tilsvarende anvendelse.

§ 18 j. Den, der på grundlag af en nordisk arrestordre begæres udleveret, kan i et retsmøde meddele samtykke til udlevering. Den pågældende kan endvidere i et retsmøde meddele samtykke til at blive draget til ansvar og blive udleveret videre til et tredje nordisk land, en medlemsstat i Den Europæiske Union eller en stat uden for Den Europæiske Union og Norden for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der sker udlevering for. Retten vejleder den pågældende om følgerne af samtykke efter denne bestemmelse.

§ 18 k. Politidirektørens afgørelse efter § 18 h, stk. 4, 1. pkt., og justitsministerens afgørelse efter § 18 h, stk. 4, 2. pkt., skal træffes snarest og så vidt muligt inden 3 dage efter, at den, der begæres udleveret, er anholdt her i landet eller har meddelt samtykke til udleveringen.

Stk. 2. Træffer politidirektøren eller justitsministeren afgørelse om udlevering, og indbringes sagen i medfør af § 18 i for retten, skal rettens endelige afgørelse så vidt muligt afsiges inden 30 dage efter anholdelsen af den pågældende her i landet.

§ 18 l. Medmindre den pågældende giver afkald på at indbringe beslutningen om udlevering for retten, kan vedkommende ikke udleveres før udløbet af den frist på 3 dage, som er nævnt i § 18 i, stk. 3, og § 16, jf. § 18 i, stk. 4. Indbringes beslutningen for retten, kan udlevering ikke ske, før beslutningen er fundet lovlig ved endelig retskendelse.

Stk. 2. Udlevering skal gennemføres snarest og så vidt muligt inden 5 dage efter de i stk. 1 nævnte tidspunkter, jf. dog § 10 i, jf. § 10 n.

Stk. 3. For at sikre gennemførelsen af en udlevering kan de i retsplejelovens kapitel 69 om anholdelse og kapitel 70 om varetægtsfængsling omtalte retsmidler anvendes. Fængsling, som er sket efter denne bestemmelse, skal ophæves, hvis udlevering ikke har fundet sted inden udløbet af fristen i stk. 2. I særlige tilfælde kan retten dog forlænge denne frist.

Stk. 4. § 18 f finder tilsvarende anvendelse.«

8. I § 19, stk. 1, indsættes efter »Den Europæiske Union«: »og Norden«.

9.§ 20, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. Hvis den pågældende er udleveret til et nordisk land, kan tilladelse til, at vedkommende drages til ansvar for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der er sket udlevering for, jf. § 10 o, stk. 1, nr. 2, dog meddeles, selv om udlevering for den pågældende handling ikke kunne have fundet sted.«

10.§ 20, stk. 4, affattes således:

»Stk. 4. Anmodning om tilladelse efter stk. 1 fra en stat uden for Den Europæiske Union og Norden skal indeholde de oplysninger, der omtales i § 11, stk. 1, samt oplysning om, hvorvidt den pågældende forlanger lovligheden af en eventuel tilladelse prøvet ved domstolene. Anmodning om tilladelse efter stk. 1 fra en medlemsstat i Den Europæiske Union, bortset fra Finland og Sverige, skal indeholde de oplysninger, der omtales i § 18 a, stk. 1-3, samt oplysning om, hvorvidt den pågældende forlanger lovligheden af en eventuel tilladelse prøvet ved domstolene. Anmodning om tilladelse efter stk. 1 fra et nordisk land skal indeholde de oplysninger, der omtales i § 18 g, stk. 1-3, samt oplysning om, hvorvidt den pågældende forlanger lovligheden af en eventuel tilladelse prøvet ved domstolene.«

11.§ 21, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Sker udleveringen til en anden medlemsstat i Den Europæiske Union eller et andet nordisk land, kan tilladelse dog meddeles, såfremt der er modtaget oplysning om den eftersøgtes identitet og nationalitet, tid og sted for den strafbare handling, dennes beskaffenhed og de anvendelige straffebestemmelser samt oplysning om, hvorvidt der er udstedt en europæisk arrestordre eller en arrestordre i henhold til aftalen mellem Den Europæiske Union og Re­pu­blik­ken Island og Kongeriget Norge om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union og Island og Norge. Hvis udleveringen til en anden medlemsstat eller et andet nordisk land sker fra en stat uden for den Europæiske Union og Norden, skal der ud over de i 1. pkt. nævnte oplysninger endvidere gives oplysning om, hvorvidt der foreligger en anmodning om udlevering.«

12.§ 21, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. Sker udleveringen fra et nordisk land til et andet nordisk land, kan den pågældende føres gennem riget uden tilladelse.«

13. Efter § 21 ai ndsættes:

»§ 21 b. Ved udlevering til lande, som har indgået en associeringsaftale om gennemførelse, anvendelse og udvikling af Schengen-reglerne med Den Europæiske Union og Det Europæiske Fællesskab gælder reglerne i Konvention af 10. marts 1995 udarbejdet på grundlag af artikel K.3 i traktaten om Den Europæiske Union om forenklet udleveringsprocedure mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union, jf. bilag 1 til denne lov, og artikel 1, 2, 6, 8, 9 og 13 i Konvention af 27. september 1996 udarbejdet på grundlag af artikel K.3 i traktaten om Den Europæiske Union om udlevering mellem Den Europæiske Unions medlemsstater, jf. bilag 2 til denne lov, medmindre andre regler om udlevering mellem Danmark og det pågældende land er mere vidtgående end reglerne i disse konventioner.«

14. Som bilag 1 til loven indsættes:

»Bilag 1

Konvention af 10. marts 1995 om forenklet udleveringsprocedure mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union

Konvention, udarbejdet på grundlag af artikel K.3 i traktaten om Den Europæiske Union,

om forenklet udleveringsprocedure mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union

DE HØJE KONTRAHERENDE PARTER i denne konvention, Den Europæiske Unions medlemsstater,

SOM HENVISER TIL Rådets retsakt af 10. marts 1995,

SOM ØNSKER at forbedre det strafferetlige samarbejde mellem medlemsstaterne, hvad angår både retsforfølgning og fuldbyrdelse af domme,

SOM ERKENDER, at udlevering spiller en vigtig rolle inden for det retlige samarbejde i bestræbelserne på at nå disse mål,

SOM ER OVERBEVIST om nødvendigheden af at forenkle udleveringsprocedurerne, i den udstrækning dette kan forenes med deres grundlæggende retsprincipper, herunder principperne i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder,

SOM KONSTATERER, at den person, der begæres udleveret, i en lang række udleveringssager ikke modsætter sig udleveringen,

SOM TAGER I BETRAGTNING, at den for udleveringen nødvendige tid og enhver tilbageholdelsesperiode med henblik på udlevering i sådanne tilfælde bør begrænses mest muligt,

SOM TAGER I BETRAGTNING, at anvendelsen af den europæiske udleveringskonvention af 13. december 1957 derfor bør lettes ved at forenkle og forbedre udleveringsproceduren,

SOM TAGER I BETRAGTNING, at bestemmelserne i den europæiske udleveringskonvention fortsat gælder i alle spørgsmål, der ikke er behandlet i nærværende konvention,

ER BLEVET ENIGE OM FØLGENDE BESTEMMELSER:

Artikel 1

Generelle bestemmelser

1. Formålet med denne konvention er at lette anvendelsen af den europæiske udleveringskonvention mellem Den Europæiske Unions medlemsstater, ved at supplere denne konventions bestemmelser.

2. Stk. 1 berører ikke anvendelsen af mere fordelagtige bestemmelser i gældende bi- eller multilaterale aftaler mellem medlemsstater.

Artikel 2

Forpligtelse til udlevering

Medlemsstaterne forpligter sig til i overensstemmelse med denne konvention at udlevere eftersøgte personer, hvis disse personer giver deres samtykke og den anmodede stat giver tilladelse hertil, efter den forenklede procedure som fastsat i denne konvention.

Artikel 3

Betingelser for udlevering

1. I medfør af artikel 2 udleveres enhver person, med hensyn til hvem der er fremsat en begæring om foreløbig anholdelse og fængsling efter artikel 16 i den europæiske udleveringskonvention, i overensstemmelse med artikel 4-11 og artikel 12, stk. 1, i nærværende konvention.

2. Den i stk. 1 omhandlede udlevering er ikke betinget af, at der foreligger en udleveringsbegæring og dokumenter, som krævet i artikel 12 i den europæiske udleveringskonvention.

Artikel 4

Oplysninger, der skal meddeles

1. I forbindelse med underretning af den anholdte, med henblik på anvendelse af artikel 6 og 7 og i forbindelse med underretning af den kompetente myndighed, der er omhandlet i artikel 5, stk. 2, anses følgende oplysninger fra den begærende stat for at være tilstrækkelige:

a) den eftersøgtes identitet

b) hvilken myndighed der har anmodet om anholdelsen

c) om der foreligger en arrestordre eller en anden beslutning med samme virkning eller en eksigibel dom

d) forbrydelsens karakter og retlige beskrivelse

e) en beskrivelse af, under hvilke omstændigheder forbrydelsen er begået, herunder tidspunktet, stedet og omfanget af den eftersøgtes deltagelse i forbrydelsen

f) så vidt muligt følgerne af forbrydelsen.

2. Uanset stk. 1 kan der dog begæres supplerende oplysninger, hvis det viser sig, at de i stk. 1 nævnte oplysninger ikke er tilstrækkelige til, at den kompetente myndighed i den anmodede medlemsstat kan give tilladelse til udleveringen.

Artikel 5

Samtykke og tilladelse

1. Den anholdtes samtykke gives i overensstemmelse med artikel 6 og 7.

2. Den kompetente myndighed i den anmodede medlemsstat giver sin tilladelse i overensstemmelse med sine nationale procedurer.

Artikel 6

Underretning af den pågældende

Når en person, der er eftersøgt med henblik på udlevering, anholdes i en anden medlemsstat, skal den kompetente myndighed i overensstemmelse med sin nationale lovgivning oplyse vedkommende om den foreliggende begæring og om muligheden for at give sit samtykke til at blive udleveret til den begærende stat efter den forenklede procedure.

Artikel 7

Indhentelse af samtykke

1. Den anholdtes samtykke og i givet fald hans udtrykkelige afkald på anvendelse af specialitetsreglen gives over for de kompetente retsmyndigheder i den anmodede stat i overensstemmelse med dennes nationale lovgivning.

2. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger, for at samtykke og i givet fald afkald, som omhandlet i stk. 1, indhentes på en sådan måde, at det fremgår, at den pågældende har givet udtryk herfor frivilligt og med fuldt kendskab til følgerne heraf. Med henblik herpå har den anholdte ret til at lade sig rådgive.

3. Samtykke og i givet fald afkald, som omhandlet i stk. 1, føres til protokols i overensstemmelse med lovgivningen i den anmodede medlemsstat.

4. Samtykke og i givet fald afkald, som omhandlet i stk. 1, kan ikke tilbagekaldes. Medlemsstaterne kan, samtidig med deponeringen af deres ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument, i en erklæring angive, at samtykke og i givet fald afkald kan tilbagekaldes i henhold til deres nationale regler. I så fald medregnes den periode, der forløber mellem meddelelsen om samtykke og meddelelsen om tilbagekaldelse heraf, ikke i fastlæggelsen af de i artikel 16, stk. 4, i den europæiske udleveringskonvention fastsatte frister.

Artikel 8

Meddelelse om samtykke

1. Den anmodede stat meddeler omgående den pågældendes samtykke til den begærende stat. For at give denne stat mulighed for i givet fald at indgive en udleveringsbegæring skal den anmodede stat senest ti dage efter den foreløbige anholdelse eller fængsling meddele den begærende stat, om den pågældende har givet sit samtykke eller ej.

2. Den i stk. 1 omhandlede meddelelse foretages direkte mellem de kompetente myndigheder.

Artikel 9

Afkald på anvendelse af specialitetsreglen

Enhver medlemsstat kan samtidig med deponeringen af sit ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument eller på et hvilket som helst andet tidspunkt erklære, at reglerne i artikel 14 i den europæiske udleveringskonvention ikke finder anvendelse, når den pågældende i medfør af artikel 7 i nærværende konvention

a) giver sit samtykke til udleveringen; eller

b) giver sit samtykke til udleveringen og udtrykkelig giver afkald på anvendelse af specialitetsreglen.

Artikel 10

Meddelelse af afgørelsen om udlevering

1. Uanset reglerne i artikel 18, stk. 1, i den europæiske udleveringskonvention meddeles afgørelsen om udlevering efter den forenklede procedure og oplysningerne om denne procedure direkte mellem den kompetente myndighed i den anmodede stat og den myndighed i den begærende stat, som har begæret foreløbig anholdelse og fængsling.

2. Den i stk. 1 omhandlede afgørelse meddeles senest tyve dage efter den dato, hvor den pågældende har givet sit samtykke.

Artikel 11

Frist for udlevering

1. Den pågældende udleveres senest tyve dage efter at afgørelsen om udlevering er blevet meddelt i overensstemmelse med artikel 10, stk. 2.

2. En person, der ved udløbet af fristen i stk. 1 tilbageholdes, skal løslades på den anmodede medlemsstats territorium.

3. Hvis den pågældende på grund af force majeure ikke kan udleveres inden for den i stk. 1 fastsatte frist, skal den berørte myndighed, jf. artikel 10, stk. 1, underrette den anden myndighed herom. De to myndigheder aftaler en ny dato for udleveringen. I så fald finder udleveringen sted tyve dage efter den nye dato. Hvis den pågældende stadig tilbageholdes ved udløbet af denne frist, skal han løslades.

4. Stk. 1, 2 og 3 i denne artikel finder ikke anvendelse, hvis den anmodede stat ønsker at anvende artikel 19 i den europæiske udleveringskonvention.

Artikel 12

Samtykke givet efter udløbet af den i artikel 8 fastsatte frist eller under andre omstændigheder

1. Når den pågældende har givet sit samtykke efter udløbet af den frist på ti dage, der er fastsat i artikel 8,

€" skal den anmodede stat, hvis den endnu ikke har modtaget en udleveringsbegæring i medfør af artikel 12 i den europæiske udleveringskonvention, iværksætte den forenklede procedure som fastsat i nærværende konvention;

€" kan den anmodede stat, hvis den i mellemtiden har modtaget en udleveringsbegæring i medfør af artikel 12 i den europæiske udleveringskonvention, benytte denne forenklede procedure.

2. Såfremt der ikke er fremsat nogen begæring om foreløbig anholdelse og fængsling, og i fald der er givet samtykke efter modtagelse af en udleveringsbegæring, kan den anmodede stat benytte den forenklede procedure som fastsat i nærværende konvention.

3. Medlemsstaterne erklærer samtidig med deponeringen af deres ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrumenter, om de agter at anvende stk. 1, andet led, og stk. 2, og på hvilke betingelser.

Artikel 13

Videreudlevering til en anden medlemsstat

Når den udleverede person ikke nyder godt af specialitetsreglen i overensstemmelse med medlemsstatens erklæring, som omhandlet i artikel 9 i denne konvention, finder artikel 15 i den europæiske udleveringskonvention ikke anvendelse på hans videreudlevering til en anden medlemsstat, medmindre andet fremgår af denne erklæring.

Artikel 14

Transit

I tilfælde af transit i henhold til artikel 21 i den europæiske udleveringskonvention gælder følgende, når der er tale om udlevering efter den forenklede procedure:

a) i hastende tilfælde kan ansøgningen stiles til transitstaten i en hvilken som helst skriftlig form tillige med de oplysninger, der er fastsat i artikel 4. Transitstaten kan anvende samme fremgangsmåde ved meddelelse af sin afgørelse;

b) de i artikel 4 omhandlede oplysninger er tilstrækkelige til at gøre transitstatens kompetente myndighed opmærksom på, at der er tale om udlevering efter den forenklede procedure, og til at transitstaten over for den udleverede person kan træffe de nødvendige foranstaltninger til transitrejsens gennemførelse.

Artikel 15

Kompetente myndigheder

Hver medlemsstat skal ved deponeringen af sit ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument i en erklæring oplyse, hvilke myndigheder der er kompetente i henseende til artikel 4-8, 10 og 14.

Artikel 16

Ikrafttræden

1. Denne konvention skal ratificeres, godkendes eller tiltrædes. Ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrumenterne deponeres i Generalsekretariatet for Rådet for Den Europæiske Union. Generalsekretæren for Rådet underretter alle medlemsstaterne herom.

2. Konventionen træder i kraft halvfems dage efter at den sidste medlemsstat har deponeret sit ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument.

3. Indtil konventionen træder i kraft, kan hver enkelt medlemsstat samtidig med deponeringen af sit ratifikations-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument eller på et hvilket som helt andet tidspunkt erklære, at konventionen finder anvendelse for dens vedkommende i dens forbindelser med de medlemsstater, der har afgivet samme erklæring, halvfems dage efter deponeringen af erklæringen.

4. Enhver erklæring, der fremsættes i medfør af artikel 9, træder i kraft tredive dage efter deponeringen heraf, dog tidligst på datoen for denne konventions ikrafttræden eller dens anvendelse for den pågældende stats vedkommende.

5. Konventionen finder kun anvendelse på begæringer, der er indgivet efter den dato, hvor konventionen træder i kraft eller bringes i anvendelse mellem den anmodede og den begærende stat.

Artikel 17

Tiltrædelse

1. Denne konvention er åben for tiltrædelse af enhver stat, der bliver medlem af Den Europæiske Union.

2. Teksten til konventionen på den tiltrædende stats sprog, som udformet af Generalsekretariatet for Rådet for Den Europæiske Union og godkendt af samtlige medlemsstater, har samme gyldighed som de øvrige autentiske tekster. Generalsekretæren sender en bekræftet genpart heraf til hver medlemsstat.

3. Tiltrædelsesdokumenterne deponeres i Generalsekretariatet for Rådet for Den Europæiske Union.

4. Konventionen træder i kraft over for enhver stat, der tiltræder den, halvfems dage efter deponeringen af den pågældende stats tiltrædelsesdokument eller på datoen for konventionens ikrafttræden, hvis den endnu ikke er trådt i kraft ved udløbet af perioden på halvfems dage.

5. Hvis konventionen endnu ikke er trådt i kraft, når tiltrædelsesdokumentet deponeres, finder artikel 16, stk. 3, anvendelse på de tiltrædende medlemsstater.«

15. Som bilag 2 til loven indsættes:

»Bilag 2

Uddrag af konvention af 27. september 1996 om udlevering mellem Den Europæiske Unions medlemsstater

Artikel 1

Almindelige bestemmelser

1. Denne konvention har til formål at supplere bestemmelserne i og lette anvendelsen mellem Den Europæiske Unions medlemsstater af:

€" den europæiske konvention af 13. december 1957 om udlevering, i det følgende benævnt »den europæiske udleveringskonvention«

€" den europæiske konvention af 27. januar 1977 om bekæmpelse af terrorisme, i det følgende benævnt »den europæiske konvention om bekæmpelse af terrorisme«

€" konventionen af 19. juni 1990 om gennemførelse af Schengen-aftalen af 14. juni 1985 om gradvis ophævelse af kontrollen ved de fælles grænser, for så vidt angår forbindelserne mellem de medlemsstater, der er parter i denne konvention, og

€" kapitel 1 i traktaten af 27. juni 1962 om udlevering og gensidig retshjælp i straffesager mellem Kongeriget Belgien, Storhertugdømmet Luxembourg og Kongeriget Nederlandene som ændret ved protokol af 11. maj 1974, i det følgende benævnt »Benelux-traktaten« for så vidt angår forbindelserne mellem medlemsstaterne i Den Økonomiske Union Benelux.

2. Stk. 1 berører ikke anvendelsen af mere fordelagtige bestemmelser i bilaterale eller multilaterale aftaler mellem medlemsstater eller, som fastsat i artikel 28, stk. 3, i den europæiske udleveringskonvention, arrangementer om udlevering på grundlag af en ensartet lovgivning eller gensidige lovgivninger om fuldbyrdelse på en medlemsstats territorium af arrestordrer udstedt på en anden medlemsstats territorium.

Artikel 2

Forbrydelser, som kan medføre udlevering

1. Udlevering skal tillades for forbrydelser, som efter lovgivningen i den begærende medlemsstat kan medføre en frihedsstraf eller sikkerhedsforanstaltning af en varighed på mindst tolv måneder og efter lovgivningen i den anmodede medlemsstat en frihedsstraf eller sikkerhedsforanstaltning af en varighed på mindst seks måneder.

2. Udlevering kan ikke afslås med den begrundelse, at lovgivningen i den anmodede medlemsstat ikke indeholder bestemmelser om samme type sikkerhedsforanstaltning som lovgivningen i den begærende medlemsstat.

3. Artikel 2, stk. 2, i den europæiske udleveringskonvention og artikel 2, stk. 2, i Benelux-traktaten finder ligeledes anvendelse, når visse forbrydelser straffes med bødestraf.

Artikel 6

Fiskale forbrydelser

1. For forbrydelser i forbindelse med skatter, afgifter, told og valutahandel skal udlevering også tillades på de betingelser, der er fastsat i denne konvention, den europæiske udleveringskonvention og Benelux-traktaten, hvis forbrydelsen efter den anmodede medlemsstats lovgivning udgør en tilsvarende lovovertrædelse.

2. Udlevering kan ikke afslås med den begrundelse, at den anmodede medlemsstats lovgivning ikke foreskriver opkrævning af samme typer skatter og afgifter eller ikke indeholder samme type regler om skatter, afgifter, told og valutahandel som den begærende medlemsstats lovgivning.

3. Enhver medlemsstat kan samtidig med afgivelsen af den i artikel 18, stk. 2, omhandlede notifikation erklære, at den i forbindelse med fiskale forbrydelser kun tillader udlevering for forhold, der kan tænkes at udgøre en overtrædelse af lovgivningen vedrørende punktafgifter, moms eller told.

Artikel 8

Forældelse

1. Udlevering kan ikke afslås med den begrundelse, at der er indtrådt forældelse med hensyn til tiltale eller fuldbyrdelse af straf i henhold til lovgivningen i den anmodede medlemsstat.

2. Den anmodede medlemsstat kan undlade at anvende stk. 1, når udleveringsbegæringen er begrundet i forbrydelser, for hvilke denne medlemsstat er kompetent i medfør af sin egen straffelov.

Artikel 9

Amnesti

Udlevering tillades ikke for en forbrydelse, der er omfattet af amnesti i den anmodede medlemsstat, hvis denne stat var kompetent til at retsforfølge den pågældende forbrydelse i medfør af sin egen straffelov.

Artikel 13

Central myndighed og fremsendelse af dokumenter pr. telefax

1. Hver medlemsstat udpeger en central myndighed eller, hvis det er påkrævet i henhold til dens forfatning, flere centrale myndigheder, med henblik på fremsendelse og modtagelse af udleveringsbegæringer og de nødvendige dokumenter til støtte herfor, samt enhver anden officiel skrivelse i forbindelse med udleveringsbegæringen, medmindre andet er fastsat i denne konvention.

2. Hver medlemsstat oplyser samtidig med afgivelsen af den i artikel 18, stk. 2, omhandlede notifikation, hvilken myndighed eller hvilke myndigheder, den har udpeget i medfør af stk. 1 i denne artikel. Den meddeler depositaren enhver ændring af denne udpegelse.

3. Udleveringsbegæringen og de i stk. 1 omhandlede dokumenter kan fremsendes pr. telefax. Enhver central myndighed skal råde over en telefax til afsendelse og modtagelse af sådanne dokumenter og sørge for, at den hele tiden fungerer.

4. Når der i henhold til denne artikel anvendes telefax, gøres der brug af en kryptografisk anordning, der tilsluttes telefaxen hos den centrale myndighed for at sikre såvel oprindelse som fortrolighed i forbindelse med fremsendelsen. Medlemsstaterne aftaler indbyrdes, hvorledes denne artikel skal anvendes i praksis«

§ 2

I lov nr. 214 af 31. maj 1963 om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf m.v., som ændret senest ved § 3 i lov nr. 280 af 25. april 2001, foretages følgende ændringer:

1.§ 6 affattes således:

» § 6. Udlevering af personer til Finland, Island, Norge eller Sverige til afsoning af frihedsstraf i medfør af § 5 kan kun ske på følgende vilkår:

1) Den udleverede må ikke uden justitsministerens tilladelse, jf. § 6 a, udleveres videre til tredjeland for nogen før udleveringen begået strafbar handling.

2) Den udleverede må ikke drages til ansvar for nogen før udleveringen begået strafbar handling, for hvilken den pågældende her i landet er dømt eller frifundet.

3) Den udleverede må ikke uden justitsministerens tilladelse, jf. § 6 a, drages til ansvar for nogen før udleveringen begået strafbar handling, for hvilken tiltale er frafaldet her i landet.

4) Den udleverede må, hvis den pågældende er dansk statsborger, ikke drages til ansvar for nogen anden før udleveringen begået strafbar handling end den, udlevering er sket for, medmindre

a) justitsministeren tillader det, jf. § 6 a,

b) den pågældende selv i et retsmøde meddeler samtykke dertil,

c) den pågældende, uanset at vedkommende i en måned uhindret har kunnet forlade det land, hvortil udlevering er sket, har undladt dette, eller

d) den pågældende efter at have forladt landet frivilligt er vendt tilbage.

5) Den udleverede må kun under betingelserne i nr. 4, litra a-d, og såfremt vedkommende ikke er dansk statsborger, drages til ansvar for nogen før udleveringen begået handling, der udgør en politisk lovovertrædelse, for hvilken den pågældende ikke er udleveret.

Stk. 2. I øvrigt kan der til udleveringen knyttes sådanne vilkår, som skønnes hensigtsmæssige.«

2. Efter § 6 indsættes:

» § 6 a. Tilladelse efter § 6 kan kun meddeles, såfremt udlevering for den pågældende handling kunne have fundet sted til vedkommende land. Bestemmelsen i § 19 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Begæring om tilladelse efter § 6 skal indeholde oplysning om tid og sted for den strafbare handling, dennes beskaffenhed og de anvendelige straffebestemmelser. I begæringen skal endvidere være angivet, om den udleverede ønsker lovligheden af en eventuel tilladelse prøvet ved domstolene i overensstemmelse med § 19.«

§ 3

I lov nr. 498 af 23. december 1970 om udlevering til andet nordisk land i anledning af visse beslutninger om forsorg eller behandling, som ændret ved § 24 i lov nr. 538 af 8. juni 2006, foretages følgende ændringer:

1.§ 8 affattes således:

» § 8. Udlevering kan kun ske på følgende vilkår:

1) Den udleverede må ikke uden justitsministerens tilladelse, jf. § 8 a, udleveres videre til tredjeland for nogen før udleveringen begået strafbar handling.

2) Den udleverede må ikke drages til ansvar for nogen før udleveringen begået strafbar handling, for hvilken den pågældende her i landet er dømt eller frifundet.

3) Den udleverede må ikke uden justitsministerens tilladelse, jf. § 8 a, drages til ansvar for nogen før udleveringen begået strafbar handling, for hvilken tiltale er frafaldet her i landet.

4) Den udleverede må, hvis den pågældende er dansk statsborger, ikke drages til ansvar for nogen anden før udleveringen begået strafbar handling end den, udlevering er sket for, medmindre

a) justitsministeren tillader det, jf. § 8 a,

b) den pågældende selv i et retsmøde meddeler samtykke dertil,

c) den pågældende, uanset at vedkommende i en måned uhindret har kunnet forlade det land, hvortil udlevering er sket, har undladt dette, eller

d) den pågældende efter at have forladt landet frivilligt er vendt tilbage.

5) Den udleverede må kun under betingelserne i nr. 4, a-d, og såfremt vedkommende ikke er dansk statsborger, drages til ansvar for nogen før udleveringen begået handling, der udgør en politisk lovovertrædelse, for hvilken den pågældende ikke er udleveret.

Stk. 2. I øvrigt kan der til udleveringen knyttes sådanne vilkår, som skønnes hensigtsmæssige.«

2. Efter § 8 indsættes:

» § 8 a. Tilladelse efter § 8 kan kun meddeles, såfremt udlevering for den pågældende handling kunne have fundet sted til vedkommende land. Bestemmelsen i § 7 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Begæring om tilladelse efter § 8 skal indeholde oplysning om tid og sted for den strafbare handling, dennes beskaffenhed og de anvendelige straffebestemmelser. I begæringen skal endvidere være angivet, om den udleverede ønsker lovligheden af en eventuel tilladelse prøvet ved domstolene i overensstemmelse med § 7.«

§ 4

Stk. 1. Justitsministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden og kan herunder bestemme, at loven træder i kraft på forskellige tidspunkter i forhold til forskellige lande.

Stk. 2. Loven finder anvendelse på anmodninger om udlevering, der fremsættes efter lovens ikrafttræden.

§ 5

Lov nr. 27 af 3. februar 1960 om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige, som ændret senest ved § 12 i lov nr. 538 af 8. juni 2006, ophæves.

§ 6

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indlednin g og baggrund

1.1. Formålet med lovforslaget er at gennemføre de ændringer i udleveringslovgivningen, der er nødvendige for, at Danmark kan tiltræde Konvention om overgivelse for strafbare forhold mellem de nordiske lande (Nordisk arrestordre) samt aftale mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengen-reglerne.

Formålet med den nordiske arrestordre er €" i overensstemmelse med den generelle nære tillid og det tætte samarbejde mellem de nordiske lande med hensyn til kriminalitetsbekæmpelse €" at udvide adgangen til og forenkle procedurerne for udlevering mellem de nordiske lande af personer, der er sigtet, tiltalt eller dømt for en lovovertrædelse.

Udlevering af lovovertrædere mellem de nordiske lande er i dag reguleret af den nordiske udleveringslov (lov nr. 27 af 3. februar 1960 om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige med senere ændringer). Endvidere finder udleveringsloven (lov om udlevering af lovovertrædere, jf. lovbekendtgørelse nr. 833 af 25. august 2005 med senere ændringer) anvendelse ved udlevering fra Danmark til Finland og Sverige, i det omfang de særlige regler om udlevering til stater inden for den Europæiske Union er mere vidtgående end reglerne i den nordiske udleveringslov. Det vil i praksis sige i sager om udlevering af danske statsborgere samt i sager om udlevering for politiske lovovertrædelser.

På det nordiske justitsministermøde på Svalbard i juni 2002 blev det besluttet, at den gældende udleveringsordning mellem de nordiske lande skulle revideres og udvides med respekt af grundlæggende retsprincipper og i overensstemmelse med de internationale forpligtelser bl.a. i forhold til EU, herunder specielt Rådets rammeafgørelse af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne (den europæiske arrestordre), der blev gennemført i dansk ret ved lov nr. 433 af 10. juni 2003.

»Konvention om overgivelse for strafbare forhold mellem de nordiske lande (Nordisk arrestordre)« (herefter den nordiske udleveringskonvention) blev herefter undertegnet af de nordiske regeringer den 15. december 2005. Konventionen er medtaget som bilag B til lovforslaget.

Med vedtagelsen af dette lovforslag meddeler Folketinget samtykke efter grundlovens § 19 til, at Danmark ratificerer den nordiske udleveringskonvention.

En vedtagelse af lovforslaget indebærer desuden et samtykke efter grundlovens § 19 til, at Danmark giver samtykke til at være bundet af aftalen mellem Den Europæiske Union og Republikken Island og Kongeriget Norge om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union og Island og Norge, jf. pkt. 2.1 nedenfor. En vedtagelse af lovforslaget indebærer endvidere et samtykke efter grundlovens § 19 til, at Danmark giver samtykke til at være bundet af aftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengen-reglerne, jf. pkt. 5 nedenfor.

1.2. Den nordiske udleveringskonvention medfører en række udvidelser i pligten til udlevering i forhold til såvel den nuværende nordiske udleveringsordning som reglerne om udlevering til EU-medlemsstater. Det er hensigten, at den nordiske udleverings konvention skal erstatte den hidtidige udleveringsordning mellem de nordiske lande, dvs. den gældende nordiske udleveringslov og rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre, jf. udleveringslovens kapitel 2 a og kapitel 3 a.

Den nordiske arrestordre indebærer, at de nordiske lande i højere grad skal anerkende hinandens retsafgørelser, og samtidig begrænses mulighederne for at afslå en anmodning om udlevering. Der gennemføres en forenkling og effektivisering af udleveringsprocedurerne, således at en person, der har begået en lovovertrædelse, hurtigere kan udleveres til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse i det land, hvor lovovertrædelsen er begået.

I forhold til den nuværende nordiske ordning, der er en »kan-ordning«, dvs. at udlevering kan finde sted, indebærer den nordiske udleveringskonvention, at der som udgangspunkt skal ske udlevering i medfør af en nordisk arrestordre.

I overensstemmelse med den nordiske udleveringskonvention vil der efter lovforslaget skulle ske udlevering af danske statsborgere og udlændinge til strafforfølgning i et nordisk land på grundlag af en nordisk arrestordre, hvis den strafbare handling i det pågældende land kan medføre frihedsstraf mv., uanset at en tilsvarende handling ikke ville være strafbar efter dansk ret. Med forslaget ophæves således kravet om dobbelt strafbarhed mellem de nordiske lande.

Derudover vil der skulle ske udlevering af danske statsborgere og udlændinge til et nordisk land med henblik på straffuldbyrdelse, hvis den pågældende ved dommen er idømt frihedsstraf mv., uanset at en tilsvarende handling ikke ville være strafbar efter dansk ret.

Lovforslaget indeholder en række afslagsgrunde, hvorefter det enten skal eller kan afslås at fuldbyrde en nordisk arrestordre, f.eks. fordi den person, der ønskes udleveret, allerede er dømt eller frifundet for den pågældende handling, eller vedkommende er under den kriminelle lavalder. Disse afslagsgrunde svarer i vidt omfang til de afslagsgrunde, der gælder i henhold til den europæiske arrestordre, men rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre indeholder visse afslagsgrunde, som ikke findes i den nordiske udleveringskonvention.

Endvidere indeholder lovforslaget bestemmelser om, i hvilket omfang den udleverede kan drages til ansvar og videreudleveres til tredjeland for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der er sket udlevering for.

Endelig indeholder lovforslaget ændringer i proceduren for udlevering mellem de nordiske lande, herunder frister for afgørelsen om udlevering mv. Disse frister er væsentlig kortere end de frister, der gælder ved udlevering i henhold til en europæisk arrestordre.

Med lovforslaget foreslås den nordiske udleveringslov ophævet og reglerne om udlevering til de nordiske lande i stedet indsat i udleveringsloven, således at samtlige regler om udlevering fremover samles i én lov.

2. Gældende ret

2.1 Indledning

Udlevering af lovovertrædere er i dag reguleret dels i udleveringsloven, dels i den nordiske udleveringslov. Udleveringsloven gælder som udgangspunkt ikke for udlevering til de andre nordiske lande. I det omfang udleveringslovens regler om udlevering til medlemsstater i Den Europæiske Union er mere vidtgående end reglerne i den nordiske udleveringslov, finder udleveringslovens regler dog anvendelse ved udlevering til Finland og Sverige. Udleveringsloven indeholder regler om udlevering til stater uden for Den Europæiske Union (og Norden) (kapitel 2 og 3) og regler om udlevering til medlemsstater i Den Europæiske Union (kapitel 2 a og 3 a ). Endvidere indeholder udleveringslovens kapitel 4 bestemmelser, der er fælles for udlevering til stater henholdsvis i og uden for Den Europæiske Union.

Udlevering til de nordiske lande er som nævnt ovenfor i dag som udgangspunkt reguleret i den nordiske udleveringslov ( lov nr. 27 af 3. februar 1960 om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige med senere ændringer). Denne lov bygger på et system af ensartede love i de nordiske lande, men der er ikke indgået en egentlig konvention mellem landede.

Alle de nordiske lande har herudover tiltrådt en række europæiske konventioner på udleveringsområdet, herunder den europæiske konvention af 13. december 1957 om udlevering (1957-konventionen) og den europæiske konvention af 27. januar 1977 om bekæmpelse af terrorisme. Herudover har Danmark, Finland og Sverige gennemført Rådets rammeafgørelse af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne (europæisk arrestordre).

Efter den nordiske udleveringslovs § 1, stk. 1, kan den, der i Finland, Island, Norge eller Sverige er sigtet, tiltalt eller dømt for en strafbar handling, og som opholder sig her i landet, udleveres fra Danmark til de øvrige nordiske lande. Loven omfatter dog ikke udlevering fra Danmark til Finland og Sverige, jf. § 1, stk. 2, i det omfang de særlige regler om udlevering til stater inden for den Europæiske Union (den europæiske arrestordre), jf. kapitel 2 a og 3 a i udleveringsloven, er mere vidtgående end reglerne i den nordiske udleveringslov. Det vil i praksis sige i sager om udlevering af danske statsborgere samt i sager om udlevering for politiske lovovertrædelser.

På rådsmødet den 27. juni 2006 blev Rådet (retlige og indre anliggender) bemyndiget til at undertegne en aftale mellem Den Europæiske Union og Republikken Island og Kongeriget Norge om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union og Island og Norge. Aftalen indebærer, at der i et vist omfang vil gælde regler svarende til reglerne i rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre i forholdet mellem EU-medlemsstaterne på den ene side og Island og Norge på den anden side.

Gennemførelsen af aftalen vil kræve lovændringer i forhold til den gældende nordiske udleveringsordning, og en vedtagelse af lovforslaget indebærer, at Folketinget meddeler samtykke efter grundlovens § 19 til, at Danmark giver samtykke til at være bundet af aftalen mellem EU og Island og Norge. Da reglerne i den nordiske udleveringskonvention imidlertid er mere vidtgående end denne aftale, vil aftalen, hvis lovforslaget vedtages, ikke få nogen praktisk betydning i forholdet mellem Danmark og Island og Norge, da sager om udlevering mellem disse lande i så fald vil skulle behandles efter den nordiske udleveringskonvention.

2.2. Betingelser for udlevering

2.2.1. Den nordiske udleveringslov

Den nordiske udleveringslov bygger på en »kan-ordning«. Danmark er således i intet tilfælde forpligtet til at imødekomme en begæring om udlevering, der modtages fra et af de andre nordiske lande, men det er en forudsætning for den fællesnordiske lovgivning, at sådanne begæringer, når lovens betingelser er opfyldt, imødekommes, medmindre særlige omstændigheder i det enkelte tilfælde taler imod det.

Den nordiske udleveringslov skelner mellem udlevering af danske statsborgere og udlændinge.

Det følger af lovens § 3, stk. 1, at udlevering til strafforfølgning kun kan finde sted for handlinger, der efter lovgivningen i det land, hvortil udlevering ønskes, kan medføre højere straf end bøde. Udlevering til straffuldbyrdelse af en dom kan kun ske, hvis dommen lyder på fængselsstraf eller anbringelse i anstalt, eller der med hjemmel i dommen er truffet bestemmelse om sådan anbringelse, jf. § 3, stk. 2. Efter § 3, stk. 3, kan udlevering til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse for flere strafbare forhold finde sted, selv om betingelserne i stk. 1 eller 2 kun er opfyldt med hensyn til et af forholdene.

Udlevering af en dansk statsborger kan dog kun ske, såfremt den pågældende i de sidste 2 år forud for den strafbare handling har haft bopæl i det land, hvortil udlevering ønskes, eller hvis handlingen eller en tilsvarende handling efter dansk ret kan medføre højere straf end fængsel i 4 år, jf. § 2. For danske statsborgere gælder der således i et vist omfang et krav om dobbelt strafbarhed.

Ved politiske lovovertrædelser gælder ligeledes et krav om dobbelt strafbarhed. Efter § 4 kan udlevering for en handling, der udgør en politisk lovovertrædelse, således kun ske, såfremt en tilsvarende handling er strafbar som politisk lovovertrædelse efter dansk ret, og den, der begæres udleveret, ikke er dansk statsborger. Om en lovovertrædelse er politisk, afhænger af en konkret helhedsvurdering, hvor der navnlig lægges vægt på arten af de interesser, der er krænket ved lovovertrædelsen.

Efter § 5 kan udlevering ikke ske, når den, der begæres udleveret, her i landet er dømt eller frifundet for den strafbare handling, der er angivet i begæringen. Er tiltale mod den pågældende frafaldet, kan udlevering kun finde sted, hvis retsplejelovens betingelser for omgørelse af bestemmelsen om tiltalefrafald er opfyldt. Bestemmelsen er udtryk for den væsentlige retssikkerhedsgaranti, at man ikke skal kunne dømmes for det samme forhold to gange (princippet om »ne bis in idem«).

§ 6 angiver visse obligatoriske vilkår, som skal fastsættes i forbindelse med udlevering. Bestemmelsen omhandler den såkaldte specialitetsregel (dvs. forbud mod strafansvar eller videreudlevering for andre lovovertrædelser begået før udleveringen end den, der er sket udlevering for).

Efter nr. 1 må den udleverede ikke uden justitsministerens tilladelse udleveres videre til tredjeland (dvs. et land uden for Norden) for nogen strafbar handling begået før udleveringen. Efter nr. 2 må den udleverede ikke drages til ansvar for nogen strafbar handling begået før udleveringen, som den pågældende her i landet er dømt eller frifundet for. Efter nr. 3 må den udleverede ikke uden justitsministerens tilladelse drages til ansvar for nogen strafbar handling begået før udleveringen, for hvilken tiltale er frafaldet her i landet.

Den udleverede må efter nr. 4, hvis den pågældende er dansk statsborger, ikke drages til ansvar for nogen anden før udleveringen begået strafbar handling end den, vedkommende er udleveret for, medmindre justitsministeren tillader det (litra a), den pågældende selv i et retsmøde meddeler samtykke dertil (litra b), den pågældende, uanset vedkommende i en måned uhindret har kunnet forlade det land, hvortil den pågældende er udleveret, har undladt dette (litra c), eller den pågældende efter at have forladt landet er vendt frivilligt tilbage (litra d). Hvis den udleverede ikke er dansk statsborger, må den pågældende, jf. nr. 5 kun, hvis betingelserne i § 6, nr. 4, litra a-d, er opfyldt, drages til ansvar for nogen før udleveringen begået handling, der udgør en politisk lovovertrædelse, for hvilken vedkommende ikke er udleveret. Det følger af § 6, stk. 2, at der til udleveringen i øvrigt kan knyttes sådanne vilkår, som skønnes hensigtsmæssige.

De nærmere betingelser for, at justitsministeren kan meddele tilladelse til at fravige reglerne i § 6 fremgår af § 17, hvorefter justitsministeren kun kan give tilladelse, såfremt udlevering for den pågældende handling kunne have fundet sted til vedkommende land, jf. § 17, stk. 1. Den udleverede kan forlange rettens prøvelse af tilladelsen, jf. § 10. En anmodning om tilladelse efter § 6 skal indeholde oplysning om tid og sted for den strafbare handling, dennes beskaffenhed og de anvendelige straffebestemmelser, samt oplysning om hvorvidt den pågældende forlanger lovligheden af en eventuel tilladelse prøvet ved domstolene, jf. § 17, stk. 2. Hvis den pågældende har forlangt domstolsprøvelse, kan udlevering først ske, når tilladelsens lovlighed er fastslået ved endelig retskendelse, jf. § 10, stk. 3.

2.2.2. Den europæiske arrestordre

Reglerne om den europæiske arrestordre, der gælder for udlevering til medlemsstater i Den Europæiske Union, jf. udleveringslovens kapitel 2 a, bygger €" i modsætning til den nuværende nordiske ordning €" på en »skal-ordning«. Udleveringslovens § 10 a indeholder således regler om, hvilke lovovertrædelser der som udgangspunkt skal medføre udlevering til en anden EU-medlemsstat. Der skelnes ikke mellem udlevering af danske statsborgere og udlændinge.

Udleveringslovens kapitel 2 a indeholder en række bestemmelser, hvorefter udlevering i visse tilfælde kan eller skal nægtes (§§ 10 b-10 j). Afslagsgrundene er udtømmende. Udlevering til en anden EU-medlemsstat kan således ikke afslås med henvisning til andre grunde end dem, der er nævnt i kapitel 2 a, bortset fra reglerne i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der både går forud for udleveringslovens regler og EU-rammeafgørelsen, som ligger til grund for reglerne i udleveringsloven, idet Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er en integreret del af EU-retten. Det er efter kapitel 2 a derfor f.eks. ikke muligt at afslå at efterkomme en europæisk arrestordre under henvisning til, at der er tale om en politisk lovovertrædelse.

Navnlig hvad angår udlevering af danske statsborgere og udlevering for politiske lovovertrædelser er reglerne i kapitel 2 a således i et vist omfang mere vidtgående end den nordiske udleveringslov. Det betyder, at reglerne i udleveringsloven i sådanne tilfælde finder anvendelse ved udlevering fra Danmark til Finland og Sverige.

Efter § 10 a, stk. 1, nr. 1-32, kan udlevering til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse i en medlemsstat i Den Europæiske Union ske for de handlinger, der nærmere er angivet i bestemmelsen (nr. 1-32), hvis handlingen kan straffes med fængsel mv. i mindst 3 år i den anmodende medlemsstat. Det er derimod ikke et krav, at handlingen også er strafbar efter dansk ret. Bestemmelsen omfatter f.eks. terrorisme og menneskehandel.

Efter stk. 2 kan der ske udlevering af personer med henblik på strafforfølgning til en anden EU-medlemsstat €" for handlinger som ikke er omfattet af stk. 1 €" hvis lovovertrædelsen i den pågældende stat kan medføre fængsel eller anden frihedsberøvende foranstaltning i mindst 1 år. Det er endvidere en betingelse for udlevering til strafforfølgning for handlinger uden for »positiv-listen«, at en tilsvarende handling er strafbar efter dansk ret.

Efter stk. 3 kan der ske udlevering af personer til fuldbyrdelse af en dom i en EU-medlemsstat €" for handlinger som ikke er omfattet af stk. 1 €" hvis den pågældende ved dommen er idømt fængsel eller en anden frihedsberøvende foranstaltning af mindst 4 måneders varighed, og en tilsvarende handling er strafbar efter dansk ret.

Reglerne i § 10 a, stk. 2 og 3, indebærer, at der for så vidt angår handlinger, som enten ikke er omfattet af positiv-listen, eller som ikke kan medføre fængsel mv. i mindst 3 år i den anmodende medlemsstat (jf. § 10 a, stk. 1), gælder et krav om dobbelt strafbarhed. Der kan således i denne situation kun ske udlevering, hvis den handling, som arrestordren vedrører, også er strafbar efter dansk ret.

Efter § 10 a, stk. 4, kan udlevering til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse for flere strafbare forhold finde sted, selv om betingelserne i stk. 1-3 kun er opfyldt med hensyn til et af forholdene.

Efter § 10 b, stk. 1, kan udlevering af en dansk statsborger eller af personer med fast bopæl her i landet til strafforfølgning, gøres betinget af, at den pågældende overføres til Danmark med henblik på fuldbyrdelse af en eventuel fængselsstraf mv. Endvidere kan udlevering af en dansk statsborger eller af personer med fast bopæl her i landet til straffuldbyrdelse efter § 10 b, stk. 2, afslås, hvis Danmark giver tilsagn om, at straffen vil blive fuldbyrdet her i landet.

Efter § 10 c kan der ikke ske udlevering, hvis den pågældende efter dansk ret var under den kriminelle lavalder på gerningstidspunktet, jf. straffelovens § 15.

Det følger af § 10 d, stk. 1, 1. pkt., at der ikke må ske udlevering, hvis den, der søges udleveret, er dømt eller frifundet for de pågældende handlinger her i landet eller i en anden EU-medlemsstat. Tilsvarende gælder ifølge stk. 1, 2. pkt., hvis den, der søges udleveret, her i landet er benådet for handlingen. Udlevering kan endvidere afslås efter stk. 1, 3. pkt., hvis den, der søges udleveret, er dømt eller frifundet for handlingen i en stat uden for EU. Udlevering kan dog kun afslås efter 1. og 3. pkt., hvis dommen er blevet fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan fuldbyrdes efter lovgivningen i den pågældende stat, jf. stk. 1, 4. pkt.

Er tiltale mod den pågældende frafaldet her i landet, kan udlevering kun finde sted, hvis retsplejelovens betingelser for omgørelse af beslutningen om tiltalefrafald er opfyldt. Endvidere kan udlevering afslås, hvis påtale er opgivet, og betingelserne for at omgøre beslutningen om påtaleopgivelse ikke er opfyldt, jf. § 10 d, stk. 2.

Efter § 10 d, stk. 3, kan udlevering med henblik på strafforfølgning afslås, hvis retsforfølgning mod den pågældende er påbegyndt €" men endnu ikke afsluttet €" her i landet, for den handling som arrestordren vedrører, og retsforfølgning på grund af handlingens karakter, den pågældendes tilknytning til Danmark og omstændighederne i øvrigt findes mest nærliggende at skulle gennemføres her i landet. Hvorvidt retsforfølgning bør gennemføres her i landet, beror på en konkret vurdering i den enkelte sag, hvor der €" udover de i bestemmelsen nævnte momenter €" f.eks. kan lægges vægt på, hvor fremskreden retsforfølgningen er mod den pågældende her i landet, og hvor lovovertrædelsen navnlig har haft virkning. Bestemmelsen omfatter ikke udlevering til fuldbyrdelse af en straffedom, idet retsforfølgning her i landet for forhold, for hvilke den pågældende tidligere er blevet endelig dømt eller frifundet i en anden EU-medlemsstat, ville være i strid med princippet om forbud mod dobbelt strafforfølgning (»ne bis in idem«).

Efter § 10 e kan udlevering afslås, hvis strafansvaret eller adgangen til at fuldbyrde straffen er forældet efter reglerne i straffelovens 11. kapitel. Det er dog en betingelse, at den strafbare handling er omfattet af dansk straffemyndighed, jf. straffelovens §§ 6-9.

Det følger af § 10 f, stk. 1, at udlevering ikke må finde sted, hvis den handling, som arrestordren vedrører, er foretaget her i landet, og handlingen ikke er strafbar efter dansk ret.

Udlevering kan endvidere i medfør af § 10 f, stk. 2, afslås, hvis den anmodende stat støtter sin udleveringsanmodning på en handling foretaget i et tredjeland, og Danmark i en tilsvarende situation efter straffelovens regler om jurisdiktion i §§ 6-9 ikke ville have mulighed for at foretage retsforfølgning. Udlevering vil således kunne afslås, hvis den anmodende medlemsstat udøver såkaldt eksterritorial jurisdiktion (dvs. foretager strafforfølgning af handlinger begået uden for den pågældende medlemsstats eget territorium) på områder, hvor der ikke er tilsvarende dansk eksterritorial jurisdiktion.

§ 10 g fastsætter særlige betingelser for udlevering af personer til en anden EU-medlemsstat med henblik på fuldbyrdelse af fængselsstraf mv., som er idømt i et retsmøde, hvor den pågældende ikke har været til stede. Efter stk. 1 må udlevering i sådanne tilfælde kun finde sted, hvis indkaldelsen til domsforhandlingen har været forkyndt for den pågældende personlig, eller den pågældende på anden måde var underrettet om tid og sted for domsforhandlingen. Efter stk. 2 kan der dog ske udlevering, selv om dette ikke er tilfældet, hvis den pågældende i medlemsstaten kan kræve sagen genoptaget og har adgang til at være til stede under den fornyede domsforhandling.

Det følger af § 10 h, stk. 1, at udlevering ikke må finde sted, hvis der er fare for, at den pågældende efter udleveringen på grund af sin afstamning, sit tilhørsforhold til en bestemt befolkningsgruppe, sin religiøse eller politiske opfattelse eller i øvrigt på grund af politiske forhold vil blive udsat for forfølgelse, som retter sig mod hans eller hendes liv eller frihed eller i øvrigt er af alvorlig karakter. Efter § 10 h, stk. 2, må udlevering endvidere ikke finde sted, hvis der er fare for, at den pågældende efter udleveringen vil blive udsat for tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Bestemmelsen svarer til artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Efter § 10 i skal udlevering udsættes, hvis det i særlige tilfælde €" navnlig under hensyn til den pågældendes alder, helbredstilstand eller andre personlige forhold €" må antages, at udlevering ville være uforenelig med humanitære hensyn. Derimod er det ikke muligt at afslå udlevering i henhold til en europæisk arrestordre med henvisning til, at udlevering ville være uforenelig med humanitære hensyn. Udsættelsen af udleveringen skal udstrækkes indtil de særlige forhold, der gør udlevering uforenelig med humanitære hensyn, ikke længere er til stede.

§ 10 j indeholder regler om, hvornår en person, der udleveres til en EU-medlemsstat, kan drages til ansvar eller videreudleveres til tredjeland for nogen anden strafbar handling begået før udleveringen end den, som den pågældende er udleveret for. Bestemmelsen henviser til udleveringslovens § 10, der angiver visse obligatoriske vilkår, som skal fastsættes i forbindelse med udlevering.

Efter § 10, nr. 1, må udlevering kun ske på vilkår af, at den udleverede ikke drages til ansvar eller udleveres videre til tredjeland for en anden lovovertrædelse begået før udleveringen end den, for hvilken den pågældende er udleveret.

Efter litra a-c gælder forbudet mod strafforfølgning, straffuldbyrdelse eller videreudlevering for andre lovovertrædelser begået før udleveringen dog ikke, hvis justitsministeren meddeler tilladelse hertil (litra a), hvis den pågældende, uanset at han eller hun i 45 dage uhindret har kunnet forlade det land, hvortil vedkommende er udleveret, har undladt dette (litra b), eller hvis den pågældende efter at have forladt det pågældende land frivilligt er vendt tilbage (litra c).

De nærmere betingelser for, at justitsministeren kan meddele tilladelse til at fravige reglen i § 10 fremgår af udleveringslovens § 20. Justitsministeren kan kun give tilladelse, hvis der efter udleveringsloven kunne være sket udlevering for den pågældende handling. Tilladelse til, at den pågældende videreudleveres til Finland, Island, Norge eller Sverige, kan dog meddeles, såfremt handlingen efter reglerne om udlevering til disse lande kunne have begrundet udlevering af den pågældende her fra landet.

Efter § 10 j, stk. 2, kan d en udleverede dog uden justitsministerens tilladelse drages til ansvar for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der er sket udlevering for, hvis strafforfølgningen eller straffuldbyrdelsen ikke indebærer, at den udleverede skal frihedsberøves, eller hvis den pågældende har meddelt samtykke hertil i et retsmøde i den medlemsstat, hvortil udlevering er sket.

Efter § 10 j, stk. 3, kan d en udleverede endvidere uden justitsministerens tilladelse videreudleveres til en tredje EU-medlemsstat, hvis den pågældende i forbindelse med samtykke til udlevering til den medlemsstat, hvortil udlevering er sket, har meddelt samtykke til at blive draget til ansvar og blive udleveret videre til en tredje medlemsstat for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der er sket udlevering for. Videreudlevering kan også ske uden justitsministerens tilladelse, hvis den udleverede har meddelt samtykke til videreudlevering i et retsmøde i den EU-medlemsstat, hvortil udlevering er sket.

2.3. Behandling af sager om udlevering

2.3.1. D en nordiske udleveringslov

Efter § 8, stk. 1, i den nordiske udleveringslov kan begæring om udlevering fremsættes af politi eller anklagemyndighed i det land, hvortil udlevering ønskes. Anmodningen fremsendes til rigsadvokaten, statsadvokaten eller politimesteren (i København politidirektøren) (med virkning fra 1. januar 2007 politidirektøren i hver af de nye politikredse, jf. lov nr. 538 af 8. juni 2006 om politi- og domstolsreformen).

Begæringen skal indeholde oplysning om tid og sted for den strafbare handling, dennes beskaffenhed, de anvendelige straffebestemmelser, nationalitet og om muligt opholdssted for den, der begæres udleveret, samt andre oplysninger, der er nødvendige til at fastslå den pågældendes identitet, jf. § 8, stk. 2.

Det følger af § 8, stk. 3, at såfremt den, der ønskes udleveret til strafforfølgning, ikke i et retsmøde meddeler samtykke til udleveringen eller erkender sig skyldig i det forhold, for hvilket udleveringen begæres, skal der som grundlag for begæringen foreligge en domstolsbeslutning, hvoraf fremgår, at domstolen har fundet rimelig grund til mistanke om, at den pågældende har begået den strafbare handling. Udlevering til strafforfølgning for flere forhold kan dog finde sted, selv om der kun foreligger tilståelse eller domstolsbeslutning med hensyn til et af forholdene.

Efter modtagelsen af en begæring om udlevering iværksætter politiet, jf. § 9, uden ophold den nødvendige undersøgelse. For denne undersøgelse gælder bestemmelserne i retsplejelovens 4. bog med de fornødne lempelser €" dvs. reglerne om fremgangsmåden ved undersøgelsen samt reglerne om erstatning for uberettiget anholdelse og fængsling.

Efter § 10, stk. 1, kan den, som begæres udleveret, forlange rettens prøvelse af, om betingelserne for udlevering er opfyldt. Politiet skal gøre den pågældende bekendt med adgangen til domstolsprøvelse.

Rettens afgørelse træffes ved kendelse, og kære til landsretten kan som udgangspunkt kun ske inden for en frist af 3 dage, jf. § 10, stk. 2. Er der fremsat krav om domstolsprøvelse, kan udlevering ikke ske, før beslutningen er fundet lovlig ved endelig retskendelse, jf. § 10, stk. 3.

Efter § 11 kan de retsmidler, der er nævnt i retsplejelovens kapitel 69 om anholdelse, kapitel 70 om varetægtsfængsling, kapitel 72 om legemsindgreb, kapitel 73 om ransagning, kapitel 74 om beslaglæggelse og edition samt kapitel 75 a om andre efterforskningsskridt, anvendes i forbindelse med undersøgelse af anmodningen i samme omfang som i sager vedrørende lovovertrædelser af tilsvarende art, der forfølges her i landet. Ved afgørelsen af, om betingelserne for anvendelse af et af disse retsmidler er opfyldt, kan den i § 8, stk. 3, nævnte retsafgørelse lægges til grund uden yderligere prøvelse af beviserne for den pågældendes skyld.

Efter § 12 finder reglerne i retsplejelovens kapitel 66 om beskikkelse og valg af forsvarer tilsvarende anvendelse i sager om udlevering. Offentlig forsvarer skal dog altid beskikkes, når den, der begæres udleveret, fremsætter ønske herom.

Hvis den, der begæres udleveret, i et retsmøde meddeler samtykke til udleveringen og det findes utvivlsomt, at betingelserne for udlevering er opfyldt, kan udleveringen i almindelighed iværksættes af politiet, jf. § 13, stk. 1. I øvrigt forelægges spørgsmålet om, hvorvidt udlevering skal finde sted, for justitsministeren, jf. § 13, stk. 2. Justitsministeriet har ved cirkulære nr. 195 af 27. august 1960 om udlevering af lovovertrædere mellem Danmark og Finland, Island, Norge og Sverige fastsat bestemmelser om, hvornår en sag €" uanset, at den, der ønskes udleveret, i et retsmøde har samtykket heri €" skal forelægges for Justitsministeriet. Det drejer sig f.eks. om tilfælde, hvor sagen angår en dansk statsborger eller en politisk lovovertrædelse.

Når der er truffet bestemmelse om udlevering, skal denne snarest muligt iværksættes, jf. § 14. Med henblik på at sikre udleveringens gennemførelse kan de retsmidler, der er nævnt i retsplejelovens kapitel 69 om anholdelse og kapitel 70 om varetægtsfængsling, anvendes, såfremt handlinger svarende til den, for hvilken udlevering er begæret, efter dansk ret kunne medføre højere straf end bøde eller fængsel i 4 måneder. Det vil sige, at der gælder et krav om dobbelt strafbarhed. Den pågældende kan dog altid anholdes i indtil 24 timer.

Efter § 15 kan det i forbindelse med en beslutning om udlevering bestemmes, at genstande, som er beslaglagt eller taget i bevaring under sagen, med forbehold af tredjemands eventuelle rettigheder skal overgives til den myndighed, som har begæret udlevering.

2.3.2. Den europæiske arrestordre

Udleveringslovens kapitel 3 a indeholder regler om behandlingen af sager om udlevering til medlemsstater i Den Europæiske Union på grundlag af en europæisk arrestordre.

Efter §  18 a, stk. 1, skal den europæiske arrestordre indeholde oplysning om den eftersøgtes identitet og nationalitet, tid og sted for den strafbare handling, dennes beskaffenhed og de anvendelige straffebestemmelser, samt oplysning om, hvorvidt der er truffet beslutning om anholdelse eller fængsling, eller om der er afsagt dom.

Efter § 18 a, stk. 2, skal en europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på udlevering til strafforfølgning, tillige indeholde oplysning om strafferammen i den pågældende medlemsstat for den lovovertrædelse, som arrestordren vedrører. Disse oplysninger er nødvendige med henblik på at vurdere, om betingelserne for udlevering i § 10 a, stk. 1 og 2, er opfyldt, herunder om udlevering forudsætter, at handlingen ligeledes er strafbar efter dansk ret (dobbelt strafbarhed), jf. pkt. 2.2.2 ovenfor.

Hvis den europæiske arrestordre er udstedt med henblik på udlevering til straffuldbyrdelse, fremgår det af § 18 a, stk. 3, at arrestordren tillige skal indeholde oplysning om en eventuel idømt straf eller anden lignende retsfølge. Det kan derimod ikke €" som efter den nordiske udleveringslovs § 8, stk. 3 €" kræves, at der sammen med en arrestordre sker samtidig fremsendelse af selve den beslutning om anholdelse, fængsling eller den dom, der danner grundlag for den europæiske arrestordre.

Efter § 18 b, stk. 1, skal justitsministeren €" medmindre den europæiske arrestordre kan afvises allerede på det foreliggende grundlag, f.eks. fordi den handling, som arrestordren vedrører, efter lovgivningen i den anmodende EU-medlemsstat ikke kan medføre fængsel i mindst 1 år €" sende arrestordren til politiet på det sted, hvor den, som søges udleveret, opholder sig. Politiet iværksætter derefter uden ophold den undersøgelse, der er nødvendig for at afgøre, om betingelserne for udlevering er opfyldt. For denne undersøgelse gælder bestemmelserne i retsplejelovens 4. bog med de fornødne lempelser €" dvs. reglerne om fremgangsmåden ved undersøgelsen samt reglerne om erstatning for uberettiget anholdelse og fængsling.

Efter § 18 b, stk. 2, 1. pkt., kan de retsmidler, der er omtalt i retsplejelovens kapitel 69 om anholdelse og kapitel 70 om varetægtsfængsling, anvendes med henblik på at fremme politiets undersøgelse af sagen og sikre udleveringen, såfremt den europæiske arrestordre er udstedt for en lovovertrædelse, der kan medføre udlevering efter reglerne i udleveringslovens kapitel 2 a. Bestemmelsen indebærer, at den person, som den europæiske arrestordre vedrører, kan anholdes og varetægtsfængsles for ethvert forhold, som kan medføre udlevering på grundlag af en europæisk arrestordre.

Herudover følger det af §  18 b, stk. 2, 2. pkt., at de retsmidler, der er omtalt i retsplejelovens kapitel 72 om legemsindgreb, kapitel 73 om ransagning og kapitel 74 om beslaglæggelse og edition samt kapitel 75 a om andre efterforskningsskridt kan anvendes i samme omfang, som i sager vedrørende lovovertrædelser af tilsvarende art, der forfølges her i landet. Det vil sige, at der gælder et krav om dobbelt strafbarhed.

Efter § 18 b, stk. 3, jf. § 14, skal der, når der iværksættes politiundersøgelse i en udleveringssag, som udgangspunkt beskikkes forsvarer for den, som søges udleveret.

Efter § 18 b, stk. 4, 1. pkt., skal spørgsmålet om udlevering forelægges for justitsministeren til afgørelse.

Efter § 18 b, stk. 4, 2. pkt., finder bestemmelserne i § 15, stk. 2, og § 16 tilsvarende anvendelse i sager om udlevering i medfør af en europæisk arrestordre. Dette indebærer, at der samtidig med underretning til en person om beslutningen om, at den pågældende skal udleveres, skal oplyses om adgangen til domstolsprøvelse og om fristen herfor, jf. § 15, stk. 2. Den pågældende kan herefter forlange, at politiet indbringer spørgsmålet om beslutningens lovlighed for retten på det sted, hvor vedkommende opholder sig, jf. § 16. Sådan anmodning skal som udgangspunkt fremsættes inden 3 dage efter, at beslutningen om udlevering er meddelt den pågældende. Rettens afgørelse kan påkæres til landsretten inden en frist på 3 dage.

Det følger af § 18 c, at den, der på grundlag af en europæisk arrestordre begæres udleveret, i et retsmøde dels kan meddele samtykke til selve udleveringen, dels kan meddele samtykke til at blive draget til ansvar og videreudleveret for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der sker udlevering for. Efter rammeafgørelsens artikel 13, stk. 4, kan et meddelt samtykke i princippet ikke tilbagekaldes. En medlemsstat kan dog fastsætte, at et samtykke kan tilbagekaldes i henhold til national ret. Danmark har i forbindelse med vedtagelsen af rammeafgørelsen erklæret, at et samtykke vil kunne tilbagekaldes efter reglerne i dansk ret.

Uanset et samtykke til udlevering vil sagen skulle forelægges justitsministeren til afgørelse, og det skal i den forbindelse påses, at betingelserne for udlevering er opfyldt.

§ 18 d fastsætter særlige tidsfrister for behandlingen af sager om udlevering på grundlag af en europæisk arrestordre. Efter § 18 d, stk. 1, skal justitsministerens afgørelse efter § 18 b, stk. 4, træffes snarest og så vidt muligt inden 10 dage efter, at den, der begæres udleveret, er anholdt her i landet eller har meddelt samtykke til udleveringen. Det følger af § 18 d, stk. 2, at i de tilfælde, hvor ministeren træffer afgørelse om udlevering, og sagen indbringes for retten i medfør af § 16, jf. § 18 b, stk. 4, 2. pkt., skal rettens endelige afgørelse så vidt muligt afsiges inden 60 dage efter anholdelsen af den pågældende her i landet. De nævnte frister er alene vejledende, og en overskridelse af tidsfristen i den konkrete sag har ikke umiddelbare konsekvenser for hverken behandlingen af udleveringsanmodningen eller spørgsmålet om varetægtsfængsling.

Efter § 18 e, stk. 1, kan udlevering ikke ske før udløbet af fristen på 3 dage for anmodning om domstolsprøvelse, jf. § 16, jf. § 18 b, stk. 4, 2. pkt. Det gælder dog ikke, hvis den pågældende giver afkald på at indbringe beslutningen om udlevering for retten. Hvis beslutningen om udlevering indbringes for retten, kan udlevering ikke ske, før beslutningen er fundet lovlig ved endelig retskendelse.

Efter § 18 e, stk. 2, skal en udlevering gennemføres snarest muligt og senest 10 dage efter de i stk. 1 nævnte tidspunkter. Hvis det på grund af omstændigheder, som ikke kan tilskrives nogen af medlemsstaterne, viser sig umuligt at overgive den eftersøgte inden denne frist, skal medlemsstaternes relevante myndigheder straks kontakte hinanden med henblik på at aftale en ny dato for udleveringen. I så fald skal udlevering finde sted senest 10 dage efter den aftalte nye dato.

Efter § 18 e, stk. 3, 1. pkt., kan de retsmidler, der er nævnt i retsplejelovens kapitel 69 om anholdelse og kapitel 70 om varetægtsfængsling, anvendes for at sikre udleveringens gennemførelse. En fængsling, som er sket i medfør af 1. pkt., skal dog ophæves, hvis udlevering ikke har fundet sted inden udløbet af 10-dages fristen i stk. 2, jf. § 18 e, stk. 3, 2.-3. pkt. Fristen kan dog forlænges af retten i særlige tilfælde.

Efter § 18 f skal genstande, som er beslaglagt eller taget i bevaring under sagen €" med forbehold for tredjemands eventuelle rettigheder €" overgives til den myndighed, som har anmodet om udlevering, hvis denne myndighed anmoder herom, og genstanden i denne medlemsstat skal tjene som bevis i sagen eller hidrører fra den lovovertrædelse, som sagen vedrører.

2.4. Andre bestemmelser

2.4.1. Den nordiske udleveringslov

Den nordiske udleveringslovs §§ 8 og 9 indebærer, at der ikke kan indledes en nærmere undersøgelse af en anmodning om udlevering, før den nødvendige dokumentation i henhold til § 8, stk. 3, i givet fald foreligger. Efter § 16, stk. 1, kan der imidlertid foretages anholdelse, varetægtsfængsling, legemsindgreb, ransagning, beslaglæggelse eller andre efterforskningsskridt, såfremt den berørte person er efterlyst af myndighederne i det anmodende nordiske land som sigtet, tiltalt eller dømt for en strafbar handling, der må antages at kunne begrunde udlevering efter den nordiske udleveringslov. Det samme gælder, hvis myndighederne tilkendegiver, at de agter at fremsætte begæring om udlevering for sådan en handling.

Efter § 16, stk. 2, skal en fængsling i medfør af stk. 1 ophæves, såfremt begæring om udlevering ikke er modtaget inden for en frist af 2 uger.

Efter § 18 kan personer, som skal udleveres fra et nordisk land til et andet nordisk land, uden særlig tilladelse føres over dansk territorium (transit).

2.4.2. Den europæiske arrestordre

Udleveringslovens kapitel 4 (§§ 19-23 ) indeholder en række bestemmelser om efterlyste personer, videreudlevering, transit mv. Kapitel 4 gælder både for udlevering til stater uden for Den Europæiske Union og til medlemsstater i Den Europæiske Union.

Efter § 21 kan justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, give tilladelse til, at en person, der udleveres fra en fremmed stat til en anden, føres gennem riget (transit). Hvis udleveringen sker til en stat uden for Den Europæiske Union, kan sådan tilladelse, jf. § 21, stk. 1, kun gives, hvis bestemmelserne i § 2 (udlevering af danske statsborgere til strafforfølgning), § 2 a (udlevering af udlændinge) eller §§ 4-6 (militær lovovertrædelse, politisk lovovertrædelse, forbud mod udlevering ved risiko for forfølgelse) ikke ville være til hinder for, at der skete udlevering her fra landet for den pågældende handling.

Sker udleveringen til en anden medlemsstat i Den Europæiske Union, kan tilladelse til transit dog meddeles, såfremt der er modtaget oplysning om den eftersøgtes identitet og nationalitet, tid og sted for den strafbare handling, dennes beskaffenhed og de anvendelige straffebestemmelser samt oplysning om, hvorvidt der er udstedt en europæisk arrestordre, jf. § 21, stk. 2, 1. pkt. Hvis udleveringen til en anden medlemsstat sker fra en stat uden for Den Europæiske Union, skal der endvidere gives oplysning om, hvorvidt der foreligger en anmodning om udlevering, jf. § 21, stk. 2, 2. pkt.

Hvis der er tale om en udlevering til Finland, Island, Norge eller Sverige, kan der dog meddeles tilladelse, såfremt bestemmelserne i § 2 (betingelserne for udlevering af danske statsborgere) eller § 4 (politisk lovovertrædelse) i den nordiske udleveringslov ikke ville være til hinder for udlevering af den pågældende her fra landet, jf. § 21, stk. 3.

Efter § 21 a, stk. 1, 1. pkt., skal en person, der er frihedsberøvet i udlandet, og som midlertidigt er udleveret til Danmark med henblik på retsforfølgning her i landet, tilbageføres til den fremmede stat, hvorfra den pågældende er udleveret, når retsforfølgningen her i landet er afsluttet. Den pågældende skal som udgangspunkt være frihedsberøvet under opholdet, jf. stk. 1, 2. pkt. Bestemmelsen angår både midlertidig udlevering fra en anden EU-medlemsstat og fra stater uden for EU. Efter § 21 a, stk. 2, træffes afgørelse om frihedsberøvelse af retten ved kendelse efter anmodning fra politiet, og der fastsættes en frist for frihedsberøvelsen, der kan forlænges.

§ 21 a, stk. 3, regulerer den midlertidigt udleverede persons retsstilling under frihedsberøvelsen her i landet. Bestemmelsen indebærer, at den pågældende under frihedsberøvelsen alene er undergivet de begrænsninger, som er nødvendige til sikring af frihedsberøvelsens øjemed og opretholdelse af orden og sikkerhed på anbringelsesstedet.

3. Konventionen om den nordiske arrestordre mv.

3.1. Baggrunden for konventionen

3.1.1. Baggrunden for den nordiske udleveringskonvention er et ønske om at forenkle og effektivisere udleveringsprocedurerne mellem de nordiske lande med fuld respekt af grundlæggende retsprincipper og i overensstemmelse med de internationale forpligtelser bl.a. i forhold til EU, herunder specielt Rådets rammeafgørelse af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne (den europæiske arrestordre).

Formålet med den nordiske udleveringskonvention er at gennemføre forenklede regler om udlevering mellem de nordiske lande. Den nye udleveringsordning indebærer, at princippet om gensidig anerkendelse gennemføres på det nordiske udleveringsområde. Dette indebærer, at når et nordisk land anmoder om at få en person udleveret til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse, skal denne anmodning imødekommes, medmindre der foreligger en af de afslagsgrunde, som fremgår af den nordiske udleveringskonvention. Med henblik på at forenkle de administrative procedurer vedrørende udlevering erstattes de traditionelle anmodninger om udlevering med en nordisk arrestordre, som har karakter af en anmodning dels om fængsling med henblik på udlevering, dels udlevering.

Den nordiske udleveringskonvention erstatter de hidtidige udleveringsordninger mellem de nordiske lande, dvs. den nuværende fællesnordiske udleveringslovgivning (for Danmarks vedkommende den nordiske udleveringslov) og rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre (som er gennemført i dansk lov ved udleveringslovens kapitel 2 a og 3 a ).

Det bemærkes, at efter artikel 31, stk. 2, i rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre kan medlemsstaterne indgå bilaterale eller multilaterale aftaler eller ordninger efter rammeafgørelsens ikrafttræden, i det omfang de er mere vidtgående end dennes forskrifter og bidrager til yderligere at forenkle eller lette procedurerne for overgivelse af personer, der er omfattet af en europæisk arrestordre.

I konventionen anvendes begrebet »overgivelse« i stedet for »udlevering«, selv om begge begreber omfatter den fysiske overgivelse af en eftersøgt person til det anmodende land. Endvidere anvendes »det udstedende land« i stedet for »det anmodende land« og »det fuldbyrdende land« i stedet for »det anmodede land«. Da ingen af disse nye begreber har en anden indholdsmæssig betydning end de hidtil anvendte begreber, anvendes de gældende begreber i forbindelse med gennemgangen af konventionen. Det anmodende land er således det land, der udsteder en nordisk arrestordre, og det anmodede land er det land, der skal gennemføre en nordisk arrestordre.

3.1.2. Konventionen medfører en række udvidelser i pligten til udlevering i forhold til såvel den nuværende nordiske udleveringsordning som rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre.

I relation til den nuværende nordiske ordning, der er en »kan-ordning«, dvs. at udlevering kan finde sted, indebærer den nordiske udleveringskonvention, at der som udgangspunkt skal ske udlevering i medfør af en nordisk arrestordre. Konventionen indeholder på den baggrund en række afslagsgrunde, hvorefter det anmodede land enten skal eller kan afslå udlevering.

I forhold til den nuværende nordiske ordning indebærer den nordiske udleveringskonvention herudover bl.a. følgende:

€" Kravet om dobbelt strafbarhed afskaffes.

€" Der skelnes ikke mellem egne statsborgere og udlændinge.

€" Konventionen indeholder ikke et særligt strafferammekrav. En nordisk arrestordre kan således udstedes for forhold, der efter det anmodende lands lovgivning kan straffes med frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning.

€" Udlevering vil ikke kunne nægtes med henvisning til, at der er tale om en politisk forbrydelse.

€" Konventionen indeholder en række frister for behandlingen af og fuldbyrdelsen af en nordisk arrestordre

€" En person, der ifølge en nordisk arrestordre er udleveret til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse, vil i videre omfang kunne drages til ansvar for andre lovovertrædelser, der er begået inden udleveringen, end den, for hvilken den pågældende er udleveret.

I forhold til rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre medfører den nordiske udleveringskonvention følgende udvidelser:

€" Kravet om dobbelt strafbarhed afskaffes.

€" Konventionen indeholder ikke et særligt strafferammekrav.

€" Konventionen indeholder et mindre antal fakultative afslagsgrunde (dvs. som kan påberåbes af den anmodede stat) end den europæiske rammeafgørelse om arrestordren.

€" En nordisk arrestordre skal behandles og fuldbyrdes inden for kortere tidsfrister, end hvad der er fastsat i den europæiske rammeafgørelse.

€" En person, der ifølge en nordisk arrestordre er udleveret til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse, vil i videre omfang kunne drages til ansvar for andre lovovertrædelser, der er begået inden udleveringen, end den, for hvilken den pågældende er udleveret.

3.1.3. Den nordiske udleveringskonvention er opdelt i fem kapitler. Kapitel 1 (artikel 1-7) om almindelige principper, kapitel 2 (artikel 8-21) om overgivelsesproceduren, kapitel 3 (artikel 22-25) om virkninger af overgivelsen, kapitel 4 (artikel 26-27) om overgivelse til/fra Island og kapitel 5 (artikel 28-29) de afsluttende bestemmelser.

Herudover indeholder præamblen en række betragtninger, som har betydning for fortolkningen og anvendelsen af konventionen. Præambelbetragtningerne tager bl.a. sigte på at sikre overholdelsen af grundlæggende retsprincipper i forbindelse med udlevering af lovovertrædere, herunder de grundlæggende rettigheder, som fremgår af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Nedenfor i pkt. 3.2 og 3.3 redegøres kort for hovedprincipperne i den nordiske udleveringskonvention, mens der er redegjort nærmere for de enkelte bestemmelser i pkt. 4 nedenfor.

3.2. Betingelser for udlevering til de nordiske lande

Den nordiske udleveringskonvention indebærer, at de nordiske lande på grundlag af princippet om gensidig anerkendelse og i overensstemmelse med reglerne i konventionen forpligter sig til at gennemføre en nordisk arrestordre, der er udstedt med henblik på strafforfølgning eller fuldbyrdelse af en frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning. En nordisk arrestordre kan ifølge artikel 2 udstedes med henblik på:

1) Straffuldbyrdelse af en endelig dom i en straffesag, hvorved den pågældende €" i det land, der har udstedt arrestordren €" er idømt frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning, og

2) Strafforfølgning i straffesager, der medfører frihedsberøvelse og vedrører en lovovertrædelse, der efter lovgivningen i det land, der har udstedt arrestordren, kan medføre frihedsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning.

Den nordiske udleveringskonvention skelner ikke mellem udlevering af egne statsborgere og udlændinge, og konventionen indeholder ikke et krav om, at den handling, for hvilken den nordiske arrestordre er udstedt, ligeledes skal være strafbar i det anmodede land (krav om dobbelt strafbarhed).

Den nordiske udleveringskonvention indebærer, at der som udgangspunkt skal ske udlevering på grundlag af en nordisk arrestordre. Konventionen indeholder dog en række afslagsgrunde, hvoraf nogle er obligatoriske og andre fakultative.

Hvis der foreligger en obligatorisk afslagsgrund, skal landene afslå at gennemføre en nordisk arrestordre og dermed udlevering. Konventionen indeholder i artikel 4 tre obligatoriske afslagsgrunde, der omhandler tilfælde, hvor der i det anmodede land er truffet beslutning om benådning (amnesti), hvor udlevering ville være i strid med princippet om forbud mod dobbelt strafforfølgning (»ne bis in idem«), samt hvor den, der ønskes udleveret, er under den kriminelle lavalder.

Hvis der foreligger en fakultativ (valgfri) afslagsgrund, kan landene afslå at gennemføre en nordisk arrestordre og dermed udlevering. Konventionen indeholder i artikel 5 fem fakultative afslagsgrunde, der f.eks. omhandler tilfælde, hvor den person, der er omfattet af en nordisk arrestordre, allerede retsforfølges i det anmodede land for de samme lovovertrædelser, som ligger til grund for arrestordren, eller hvor den eftersøgte person er blevet endeligt dømt for de samme handlinger i et land uden for Norden og EU, forudsat at sanktionen i tilfælde af domfældelse er fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan fuldbyrdes efter domslandets lovgivning.

I forhold til den gældende nordiske udleveringsordning og rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre indeholder den nordiske udleveringskonvention ikke afslagsgrunde vedrørende politiske forbrydelser og forældelse, jf. § 4 i den nordiske udleveringslov og rammeafgørelsens artikel 4, stk. 4, der er gennemført i dansk ret ved udleveringslovens § 10 e.

Den nordiske udleveringskonvention åbner i artikel 6 mulighed for, at der i forbindelse med udlevering til strafforfølgning af en person, der er statsborger i eller bosat i det anmodede land, kan stilles betingelse om, at den udleverede overføres til det anmodede land for at fuldbyrde den straf, der måtte blive idømt.

3.3. Behandling af sager om udlevering til de nordiske lande

En nordisk arrestordre skal udstedes af en judiciel myndighed, som det anmodende land i medfør af artikel 3 i den nordiske udleveringskonvention har udpeget. A rrestordren skal indeholde en række oplysninger, som er nærmere opregnet i artikel 7, og der er som bilag til konventionen medtaget det certifikat, der udgør den nordiske arrestordre.

Den nordiske udleveringskonventions kapitel 2 (artikel 8-21) indeholder nærmere regler om udleveringsproceduren, herunder om varetægtsfængsling. Den person, der er omfattet af en nordisk arrestordre, skal efter konventionen kunne anholdes og varetægtsfængsles for ethvert forhold, der kan medføre udlevering på grundlag af en nordisk arrestordre. Det er efter konventionen i øvrigt overladt til den judicielle myndighed i det anmodede land i overensstemmelse med national ret at afgøre, om den anholdte fortsat skal være frihedsberøvet i forbindelse med undersøgelsen af, om en nordisk arrestordre skal imødekommes.

Den fuldbyrdende judicielle myndighed (dvs. den myndighed, som det anmodede land har udpeget) skal træffe afgørelse om, hvorvidt en nordisk arrestordre skal imødekommes. En nordisk arrestordre skal behandles og fuldbyrdes som en hastesag, jf. artikel 14, og i konventionen opstilles visse frister for sagsbehandlingen, f.eks. bør den endelige afgørelse om udlevering, i de tilfælde hvor den eftersøgte giver sit samtykke til udlevering, træffes senest 3 dage efter, at samtykket er givet, og i andre tilfælde bør afgørelsen træffes senest 30 dage efter anholdelsen af den eftersøgte.

Ud over frister for selve afgørelsen om udlevering indeholder den nordiske udleveringskonvention også visse frister for gennemførelsen af en afgørelse om udlevering, der således som udgangspunkt skal finde sted senest 5 dage efter, at der er truffet afgørelse om udlevering.

Fristen for udlevering er forholdsvis kort, men i praksis vil der i en række sager kunne ske udlevering hurtigere. Dog vil der også kunne opstå situationer, hvor en udlevering ikke vil kunne finde sted inden for den fastsatte frist. Disse situationer reguleres af artikel 19, stk. 3-5, der bl.a. indebærer, at udlevering midlertidigt kan udsættes af humanitære grunde.

Fristerne i artikel 14 og 19 er væsentlig kortere end i den europæiske arrestordre. Dette skal bl.a. ses i lyset af, at der inden for Norden er et tættere samarbejde mellem de judicielle myndigheder, og at retssystemerne er meget ens. De fastsatte frister er €" som i den europæiske arrestordre €" alene vejledende. Det skal dog tilstræbes, at fristerne overholdes i videst mulig omfang.

Den nordiske udleveringskonventions kapitel 3 (artikel 22-25) vedrører virkningerne af en udlevering, herunder spørgsmålet om eventuel retsforfølgning for andre lovovertrædelser, end den der ligger til grund for den nordiske arrestordre (specialitetsreglen), jf. artikel 23.

Udgangspunktet er, at en person, der er blevet udleveret fra det anmodede land på grundlag af en nordisk arrestordre, i det anmodende land vil kunne retsforfølges, dømmes og tilbageholdes for andre lovovertrædelser begået inden udleveringen end den lovovertrædelse, som den pågældende er udleveret for. Dette gælder dog som udgangspunkt f.eks. ikke, hvis udlevering ikke kunne være sket som følge af de obligatoriske afslagsgrunde i artikel 4.

Artikel 24 omhandler eventuel videreudlevering for andre lovovertrædelser begået inden udleveringen end den, der ligger til grund for den nordiske arrestordre. Videreudlevering kan som udgangspunkt ske, hvis det land, der ønskes udlevering til, også er et nordisk land. Hvis der er tale om videreudlevering til et EU-medlemsland eller et tredjeland (dvs. et land uden for EU og Norden), kan videreudlevering derimod kun ske under visse nærmere opregnede betingelser, f.eks. hvis den pågældende selv meddeler samtykke hertil.

Den nordiske udleveringskonventions kapitel 4 (artikel 26 og 27) vedrører de særlige forhold, der gør sig gældende i forhold til Island. Det følger af artikel 26 og 27, at den nordiske arrestordre ikke uden videre finder anvendelse mellem Island på den ene side og Danmark, Finland, Norge og Sverige på den anden side, når der er tale om egne statsborgere og politiske lovovertrædelser.

Den nordiske udleveringskonvention berører ikke anvendelsen af forenklede procedurer eller betingelser, der følger af landenes forpligtelser i henhold til rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre eller aftaler mv., som er indgået med tredjelande, jf. artikel 28, stk. 2.

Landene kan endvidere indgå bilaterale eller multilaterale aftaler efter den nordiske konventions ikrafttræden, jf. artikel 28, stk. 3. Sådanne aftaler må dog ikke påvirke forbindelserne med de nordiske lande, der ikke er parter i sådanne aftaler mv.

Efter konventionens artikel 29 træder den i kraft 3 måneder efter, at samtlige lande har afgivet sit samtykke til at være bundet af konventionen. Hensigten er, at konventionen skal træde i kraft i 2007. Dog træder konventionen først i kraft for Grønland og Færøerne 3 måneder efter, at det danske justitsministerium har meddelt, at konventionen også skal have gyldighed for disse landsdele.

Såfremt et eller flere af de nordiske lande bliver forhindret i at afgive sit samtykke til at være bundet af konventionen inden 2007, er der i artikel 29, stk. 5, åbnet mulighed for, at de lande, der har afgivet samtykke, kan aftale, at konventionen skal træde i kraft mellem disse lande fra et tidligere tidspunkt end det, der følger af stk. 4.

Artikel 29, stk. 6, indeholder en overgangsregel, hvorefter anmodninger om udlevering, der modtages inden den nordiske udleveringskonventions ikrafttræden, skal behandles efter den gældende udleveringsordning. Derimod vil anmodninger, der modtages efter konventionens ikrafttræden, være omfattet af reglerne i den nordiske udleveringskonvention.

4. Lovforslagets udformning

Som nævnt ovenfor i pkt. 1.1 er konventionen om den nordiske arrestordre mv. i vidt omfang opbygget efter samme model som den europæiske arrestordre, men konventionen medfører en række udvidelser af pligten til udlevering i forhold til såvel den nuværende nordiske udleveringsordning som reglerne om udlevering til EU-medlemsstater, jf. nærmere pkt. 3.1 ovenfor.

Reglerne om udlevering mellem de nordiske lande har traditionelt været mere vidtgående end reglerne om udlevering til andre lande, herunder EU-medlemsstater. Gennemførelsen af den europæiske arrestordre har imidlertid betydet, at mulighederne for udlevering mellem de nordiske lande i dag på en række punkter er snævrere end mulighederne for udlevering mellem EU-medlemsstater, hvilket også betyder, at der gælder andre regler om udlevering i forhold til Finland og Sverige end i forhold til Norge og Island. Under hensyn til den generelle nære tillid og det tætte samarbejde mellem de nordiske lande med hensyn til kriminalitetsbekæmpelse og under hensyn til den betydelige ensartethed i landenes retssystemer er det efter Justitsministeriets opfattelse forsvarligt og velbegrundet, at reglerne om udlevering mellem de nordiske lande på visse punkter går videre end reglerne om udlevering til EU-medlemsstater bl.a. med hensyn til kravet om dobbelt strafbarhed, antallet af afslagsgrunde og fristerne for gennemførelse af afgørelsen om udlevering.

Da ordningen efter den nordiske udleveringskonvention som nævnt på mange områder ligner den europæiske arrestordre, bør konventionens bestemmelser om udlevering mellem de nordiske lande efter Justitsministeriets opfattelse gennemføres ved en ændring af udleveringsloven således, at der i udleveringsloven indsættes et særligt kapitel om betingelser for udlevering til de nordiske lande (kapitel 2 b) og et kapitel om behandlingen af sager om udlevering til de nordiske lande (kapitel 3 b). Samtidig foreslås den nordiske udleveringslov ophævet, således at samtlige regler om udlevering samles i én lov.

I det følgende behandles først de nye betingelser for udlevering til de nordiske lande, herunder afslagsgrundene, jf. pkt. 4.1. Herefter gennemgås procedurerne for behandling af sager om udlevering til de nordiske lande, jf. pkt. 4.2. Gennemgangen indeholder desuden en beskrivelse af, i hvilket omfang den nordiske udleveringskonvention indebærer ændringer i forhold til gældende ret.

4.1. Betingelser for udlevering til de nordiske lande på grundlag af en nordisk arrestordre

Den nordiske udleveringskonvention indeholder i artikel 2 krav til lovovertrædelsens beskaffenhed, der fastsætter, hvornår udlevering som udgangspunkt skal ske. Samtidig indeholder artikel 4 og 5 en række obligatoriske og fakultative afslagsgrunde, hvorefter udlevering af en person til et andet nordisk land på grundlag af en nordisk arrestordre henholdsvis skal eller kan afslås. Efter artikel 6 kan der i visse tilfælde stilles nærmere vilkår som betingelse for udleveringen. Enkelte af disse afslagsgrunde går videre, end hvad der følger af den gældende udleveringsordning mellem de nordiske lande. Begrundelsen herfor er navnlig, at den nordiske udleveringskonvention som udgangspunkt ikke indeholder et krav om dobbelt strafbarhed, hvilket eksempelvis medfører et behov for at kunne afslå en anmodning om udlevering, hvis den pågældende er under den kriminelle lavalder i det anmodede land.

De afslagsgrunde, der er nævnt i den nordiske udleveringskonvention, er udtømmende. Der vil således ikke kunne ske afvisning af en nordisk arrestordre, hvis betingelserne for udlevering i konventionen er opfyldt, og der ikke foreligger en af de afslagsgrunde, der er anført i konventionen.

Betingelserne for udlevering til de andre nordiske lande foreslås som nævnt samlet i et nyt kapitel 2 b i udleveringsloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 5, og bemærkningerne hertil.

Af udleveringslovens § 6 (om udlevering til stater uden for EU) og § 10 h (om udlevering til EU-medlemsstater) fremgår det udtrykkeligt, at udlevering ikke må finde sted, hvis der er fare for, at den pågældende vil blive udsat for tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Udlevering må endvidere ikke finde sted, hvis der er fare for, at den pågældende efter udleveringen på grund af sin afstamning, sit tilhørsforhold til en bestemt befolkningsgruppe, sin religiøse eller politiske opfattelse eller i øvrigt på grund af politiske forhold vil blive udsat for forfølgelse, som retter sig mod den pågældendes liv eller frihed eller i øvrigt er af alvorlig karakter.

Den gældende nordiske udleveringslov indeholder ikke en tilsvarende udtrykkelig bestemmelse, men principperne gælder, da alle de nordiske lande har forpligtet sig til at overholde de grundlæggende rettigheder og principper, der bl.a. følger af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Der kan desuden henvises til den nordiske udleveringskonventions præambelbetragtning nr. 4 og 6, jf. pkt. 3.1.3 ovenfor.

På den baggrund foreslås der i det nye kapitel 2 b indsat en udtrykkelig bestemmelse om, at udleveringslovens § 10 h finder tilsvarende anvendelse ved udlevering til de nordiske lande. Der henvises til forslaget til udleveringslovens § 10 n (lovforslagets § 1, nr. 5), og bemærkningerne hertil.

Om forholdet til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention henvises i øvrigt til bemærkningerne i lovforslaget om gennemførelse af den europæiske arrestordre (L 168/2002), jf. Folketingstidende 2002-03, Tillæg A, s. 4297, hvoraf det bl.a. fremgår, at det ikke findes nødvendigt eller hensigtsmæssigt at indsætte en generel bestemmelse i udleveringsloven om, at udlevering ikke må finde sted, hvis udlevering ville stride mod Danmarks internationale menneskeretlige forpligtelser.

4.1.1. Lovovertrædelsens karakter

4.1.1.1. Efter den nordiske udleveringskonventions artikel 2, stk. 1, kan en nordisk arrestordre udstedes med henblik på straffuldbyrdelse af en endelig dom i en straffesag, hvis den, som arrestordren vedrører, er idømt frihedsstraf eller anden frihedsberøvende foranstaltning i det land, der har udstedt arrestordren. Der kan ske udlevering til strafforfølgning, hvis arrestordren er udstedt for en lovovertrædelse, der i det land, der har udstedt arrestordren, kan straffes med frihedsstraf eller anden frihedsberøvende foranstaltning.

Der foreslås i overensstemmelse hermed indsat en ny bestemmelse i udleveringsloven, der fastsætter betingelserne for udlevering af personer (dvs. både danske statsborgere og udlændinge) til andre nordiske lande. Efter den foreslåede bestemmelse (stk. 1) kan der ske udlevering til et nordisk land til strafforfølgning for en lovovertrædelse, der efter lovgivningen i det anmodende land kan straffes med fængsel eller anden frihedsberøvende foranstaltning, og der kan (stk. 2) ske udlevering til straffuldbyrdelse i et nordisk land, hvis den pågældende ved dommen er idømt fængsel eller en anden frihedsberøvende foranstaltning. I modsætning til de gældende bestemmelser i den nordiske udleveringslov skelnes der således ikke mellem egne statsborgere og udlændinge, og der gælder ikke noget strafferammekrav (ud over kravet om frihedsstraf mv.) eller krav om dobbelt strafbarhed.

Der henvises til forslaget til udleveringslovens § 10 k (lovforslagets § 1, nr. 5), og bemærkningerne hertil.

4.1.1.2. Som nævnt ovenfor skelner den nordiske udleveringskonvention som udgangspunkt ikke mellem udlevering af egne statsborgere og udlændinge. Den foreslåede bestemmelse i § 10 k skelner derfor heller ikke €" i modsætning til de gældende bestemmelser i den nordiske udleveringslovs §§ 2-4 €" mellem egne statsborgere og udlændinge.

Ifølge den nordiske udleveringskonventions artikel 5, nr. 5, kan udlevering af personer, der opholder sig, er statsborger i eller bosat i det anmodede land dog afslås, hvis det anmodede land forpligter sig til selv at fuldbyrde straffen. Danmark kan således afslå udlevering af danske statsborgere mv. til andre nordiske lande med henblik på fuldbyrdelse af en frihedsstraf, hvis de danske myndigheder forpligter sig til at overtage fuldbyrdelsen af straffen. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med artikel 6, der indebærer, at udlevering af bl.a. egne statsborgere til strafforfølgning i de andre nordiske lande kan betinges af, at den pågældende tilbageføres med henblik på at fuldbyrde en eventuel straf i det anmodede land.

Muligheden for at afslå udlevering af danske statsborgere mv., hvis Danmark forpligter sig til selv at fuldbyrde straffen, er ikke reguleret i den gældende nordiske udleveringslov, men i praksis er det fast antaget, at det er muligt at afslå en anmodning om udlevering af en person, der er dansk statsborger, hvis Danmark selv forpligter sig til at fuldbyrde straffen. Den nordiske udleveringslov indeholder heller ikke en bestemmelse om, at udlevering af egne statsborgere mv. til strafforfølgning i de andre nordiske lande kan betinges af, at den pågældende tilbageføres til Danmark med henblik på at fuldbyrde en eventuel straf. Der vil i praksis i dag dog være mulighed for at stille en sådan betingelse, jf. § 6, stk. 2, i den nordiske udleveringslov, hvorefter der til en udlevering kan knyttes sådanne vilkår, som skønnes hensigtsmæssige.

Artikel 5, nr. 5, og artikel 6 i den nordiske udleveringskonvention svarer til artikel 4, nr. 6, og artikel 5, nr. 3, i rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre, der er gennemført i dansk ret ved udleveringslovens § 10 b.

På denne baggrund foreslås det, at udleveringslovens § 10 b skal finde tilsvarende anvendelse ved udlevering til de nordiske lande.

Der henvises til forslaget til udleveringslovens § 10 l (lovforslagets § 1, nr. 5) og bemærkningerne hertil.

4.1.1.3. Efter den nordiske udleveringskonventions artikel 2, stk. 2, kan udlevering for flere strafbare forhold finde sted, uanset betingelserne for udlevering (i artikel 2, stk. 1) kun er opfyldt med hensyn til et af forholdene.

Dette svarer til den gældende udleveringsordning, jf. den nordiske udleveringslovs § 3, stk. 3, hvorefter udlevering kan finde sted, selv om lovens almindelige betingelser for udlevering (i § 3, stk. 1 og 2) kun er opfyldt med hensyn til ét af disse forhold.

Det foreslås på denne baggrund, at der i det nye kapitel 2 b om betingelser for udlevering til de nordiske lande indsættes en bestemmelse svarende til den nordiske udleveringslovs § 3, stk. 3, samt udleveringslovens § 3, stk. 3, og § 10 a, stk. 4 (om udlevering til stater henholdsvis uden for og inden for Den Europæiske Union).

Der henvises til forslaget til udleveringslovens § 10 k, stk. 3 (lovforslagets § 1, nr. 5), og bemærkningerne hertil.

4.1.2. Politiske lovovertrædelser

Efter den nordiske udleveringslovs § 4 kan udlevering for en handling, der udgør en politisk lovovertrædelse, kun ske, såfremt en tilsvarende handling er strafbar som politisk lovovertrædelse efter dansk ret og den, der begæres udleveret, ikke er dansk statsborger.

Som nævnt ovenfor er afslagsgrundene i den nordiske udleveringskonventions artikel 4 og 5 udtømmende, således at der ikke vil kunne ske afvisning af en nordisk arrestordre, hvis betingelserne i konventionen er opfyldt, og der ikke foreligger en af de afslagsgrunde, der er nævnt i konventionen.

Da den nordiske udleveringskonventions afslagsgrunde ikke omfatter politiske lovovertrædelser, vil det efter lovforslaget ikke være muligt at afslå udlevering til et nordisk land med henvisning til, at der er tale om en politisk lovovertrædelse. Det foreslåede nye kapitel 2 b om udlevering til de nordiske lande indeholder som følge heraf ikke en afslagsgrund svarende til den nordiske udleveringslovs § 4 om politiske lovovertrædelser.

4.1.3. Den kriminelle lavalder

Den nordiske udleveringskonvention fastsætter i artikel 4 visse obligatoriske grunde (dvs. hvor udlevering skal afslås) til at afslå udlevering på grundlag af en nordisk arrestordre. Efter artikel 4, nr. 3, skal udlevering afslås, hvis den person, der er omfattet af arrestordren, er under den kriminelle lavalder efter det anmodede lands lovgivning. Dette svarer til den obligatoriske afslagsgrund i rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre, der er gennemført i dansk ret ved udleveringslovens § 10 c.

På denne baggrund foreslås det, at udleveringslovens § 10 c skal finde tilsvarende anvendelse ved udlevering til de nordiske lande.

Det bemærkes, at den gældende nordiske udleveringslov ikke indeholder udtrykkelige regler om, at udlevering ikke kan ske, hvis den pågældende er under den kriminelle lavalder, jf. straffelovens § 15. De nordiske lande har på nuværende tidspunkt ensartet lovgivning vedrørende den kriminelle lavalder, og der vil derfor i dag ikke ske udlevering af en person under 15 år. Med lovforslaget fastslås det imidlertid i overensstemmelse med den nordiske udleveringskonvention, at udlevering ikke kan finde sted, hvis den pågældende er under den kriminelle lavalder.

Der henvises til forslaget til udleveringslovens § 10 l (lovforslagets § 1, nr. 5) og bemærkningerne hertil.

4.1.4. Forbud mod dobbelt strafforfølgning

4.1.4.1. Udlevering skal efter den obligatoriske afslagsgrund i den nordiske udleveringskonventions artikel 4, nr. 2, afslås, hvis den person, der er omfattet af arrestordren, tidligere er blevet endelig dømt i et nordisk land eller en EU-medlemsstat for den handling, som den pågældende nu ønskes udleveret for. Hvis den pågældende blev kendt skyldig, skal udlevering dog kun afslås, hvis straffen er fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan fuldbyrdes efter lovgivningen i domslandet. Bestemmelsen vedrører således tilfælde, hvor der i strid med forbuddet mod dobbelt strafforfølgning (»ne bis in idem«) er indledt strafforfølgning eller afsagt dom i et nordisk land, selv om den pågældende allerede var dømt eller frifundet for det samme forhold i et andet land.

Efter den gældende nordiske udleveringslovs § 5 kan der ikke ske udlevering, når den, der søges udleveret, i Danmark er dømt eller frifundet for den pågældende strafbare handling. Denne bestemmelse tager ikke stilling til betydningen af domme afsagt i andre lande. Danmark har imidlertid folkeretligt taget forbehold over for artikel 9 i den europæiske udleveringskonvention (1957-konventionen) således, at Danmark vil kunne afslå udlevering, hvis den pågældende ved endelig dom i en tredje stat (dvs. en anden stat end den, der anmoder om udlevering) er frifundet eller domfældt for handlingen, eller hvis de kompetente myndigheder i en tredje stat har besluttet at undlade eller afslutte strafforfølgning med hensyn til samme lovovertrædelse.

Det følger af udleveringslovens § 10 d, stk. 1, 1. pkt. (om udlevering til EU-medlemsstater), at udlevering skal afslås, hvis den pågældende tidligere er blevet endelig dømt eller frifundet for den samme handling her i landet eller i en anden EU-medlemsstat, end den stat, der anmoder om udlevering af den pågældende. Hvis den pågældende er dømt for den samme strafbare handling i en anden stat end den, der anmoder om udlevering, er det en betingelse for at afslå udlevering, at straffen er fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan fuldbyrdes efter lovgivningen i domslandet, jf. § 10 d, stk. 1, 4. pkt.

Den nordiske udleveringskonventions artikel 4, nr. 2, svarer således til det, der gælder i dag, og det foreslås, at der i det nye kapitel 2 b om betingelser for udlevering til de nordiske lande indsættes en tilsvarende afslagsgrund, hvorefter udlevering skal afslås, hvis den, der ønskes udleveret, er blevet endeligt dømt for den samme handling i et nordisk land (herunder Danmark) eller i en EU-medlemsstat.

Hvis den pågældende er dømt for den samme strafbare handling i et andet nordisk land eller en anden EU-medlemsstat end det nordiske land, der anmoder om udlevering, er det ifølge den nordiske udleveringskonvention en betingelse for at afslå udlevering, at straffen er fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan fuldbyrdes efter lovgivningen i domslandet. Dette svarer til, hvad der gælder for udlevering til EU-medlemsstater, jf. udleveringslovens § 10 d, stk. 1, 4. pkt., og foreslås tilsvarende at skulle gælde for udlevering til de nordiske lande.

Der henvises til forslaget til udleveringslovens § 10 m, stk. 1, 1. pkt., jf. 4. pkt. (lovforslagets § 1, nr. 5), og bemærkningerne hertil.

4.1.4.2. Efter den nordiske udleveringskonventions artikel 5, nr. 3, kan udlevering afslås, hvis den person, der er omfattet af den nordiske arrestordre, tidligere er blevet endelig dømt i et tredjeland (dvs. ethvert land uden for Norden og EU, jf. artikel 3, stk. 5) for den lovovertrædelse, der ligger til grund for arrestordren. Bestemmelsen udvider området for princippet om forbud mod dobbelt strafforfølgning til at omfatte domme afsagt i et land uden for Norden og EU.

Som nævnt under pkt. 4.1.4.1 tager den gældende bestemmelse i den nordiske udleveringslovs § 5 ikke udtrykkeligt stilling til betydningen af afgørelser i et tredjeland.

Efter Justitsministeriets opfattelse bør der €" svarende til, hvad der i dag gælder med hensyn til udlevering til EU-medlemsstater, jf. udleveringslovens § 10 d, stk. 1, 3. pkt. €" være mulighed for at afslå udlevering til de nordiske lande, hvis den pågældende er dømt eller frifundet i en stat uden for Norden og EU. Der henvises til forslaget til udleveringslovens § 10 m, stk. 1, 3. pkt. (lovforslaget § 1, nr. 5), og bemærkningerne hertil. Bestemmelsen er €" ligesom § 10 d, stk. 1, 3. pkt. €" valgfri (fakultativ), således at det beror på en konkret vurdering af den enkelte sags omstændigheder, om der skal ske udlevering eller ej. Der vil f.eks. kunne ske udlevering, hvis den pågældende tidligere er frifundet for den samme handling i en stat uden for Norden og EU, men grundlaget for dommen er åbenbart mangelfuldt.

Ligesom med hensyn til adgangen til at afslå udlevering under henvisning til, at den pågældende er dømt for handlingen i et andet nordisk land eller EU-land end det, der anmoder om udlevering, jf. pkt. 4.1.4.1 ovenfor, er det ifølge den nordiske udleveringskonvention en betingelse for at afslå udlevering under henvisning til, at den pågældende er dømt i et land uden for Norden og EU, at straffen er fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan fuldbyrdes efter lovgivningen i domslandet. Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. forslaget til udleveringslovens § 10 m, stk. 1, 4. pkt., der svarer til § 10 d, stk. 1, 4. pkt. (om udlevering til EU-medlemsstater).

4.1.4.3. Den nordiske udleveringskonvention indeholder i artikel 5, nr. 4, en yderligere afslagsgrund, nemlig i de tilfælde, hvor det anmodede nordiske lands myndigheder allerede har besluttet ikke at indlede retsforfølgning eller at opgive retsforfølgning af den lovovertrædelse, der ligger til grund for arrestordren.

Efter den gældende bestemmelse i den nordiske udleveringslovs § 5, 2. pkt., kan udlevering, hvis tiltale mod den pågældende er frafaldet, kun finde sted, hvis retsplejelovens betingelser for omgørelse af beslutningen om tiltalefrafald er opfyldt.

Den nordiske udleveringskonvention giver mulighed for at indføre regler om, at danske myndigheder også kan afslå udlevering, hvis der her i landet i medfør af retsplejelovens § 721 er meddelt påtaleopgivelse vedrørende den pågældende handling.

Efter retsplejelovens § 721 kan der meddeles påtaleopgivelse i tilfælde, hvor sigtelsen har vist sig grundløs, hvor videre forfølgning i øvrigt ikke kan ventes at føre til, at sigtede findes skyldig, eller hvor sagens gennemførelse vil medføre vanskeligheder, omkostninger eller behandlingstider, som ikke står i rimeligt forhold til sagens betydning og den straf, som i givet fald kan forventes idømt.

Efter retsplejelovens § 724, stk. 2, kan strafforfølgning, når der er truffet afgørelse om påtaleopgivelse eller tiltalefrafald, kun fortsættes mod den pågældende efter den overordnede anklagemyndigheds bestemmelse, hvis meddelelse herom er forkyndt for den pågældende inden 2 måneder fra afgørelsens dato, medmindre sigtedes forhold har hindret rettidig forkyndelse eller betingelserne for genoptagelse efter § 975 er til stede. Fristen for omgørelse af en beslutning om påtaleopgivelse finder alene anvendelse i sager, hvor der er rejst sigtelse mod den pågældende. I sager, hvor der har været indledt efterforskning, uden at der har været rejst sigtelse, gælder der ingen frist for omgørelse af en beslutning om at indstille efterforskningen.

Den nordiske udleveringskonventions artikel 5, nr. 4, svarer til artikel 4, nr. 3, i rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre, der er gennemført i dansk ret ved udleveringslovens § 10 d, stk. 2. En tilsvarende bestemmelse findes endvidere i udleveringslovens § 8, 2. og 3. pkt. (om udlevering til stater uden for EU (og Norden)).

På denne baggrund foreslås det, at udleveringslovens § 10 d, stk. 2, skal finde tilsvarende anvendelse ved udlevering til de nordiske lande.

Der henvises til forslaget til udleveringslovens § 10 m, stk. 2 (lovforslagets § 1, nr. 5), og bemærkningerne hertil.

4.1.4.4. Efter den nordiske udleveringskonventions artikel 4, nr. 1, skal det anmodede land afslå at udlevere en person, hvis den pågældende kan retsforfølges i det anmodede nordiske land, og der i dette land er truffet beslutning om benådning (amnesti).

Efter den gældende nordiske udleveringslovs § 5, 1. pkt., er udlevering udelukket, når den pågældende person her i landet er dømt eller frifundet for det forhold, der anmodes om udlevering for. Det er antaget, at udlevering også er afskåret efter § 5, hvis der er sket benådning (amnesti) for det pågældende forhold.

Bestemmelsen i den nordiske udleveringskonvention svarer til artikel 3, nr. 1, i rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre, der er gennemført ved udleveringslovens § 10 d, stk. 1, 2. pkt. (udlevering til EU-medlemsstater), og til udleveringslovens § 8, 1. pkt. (udlevering til stater uden for EU). På denne baggrund foreslås det, at der i det nye kapitel 2 b om betingelser for udlevering til de nordiske lande indsættes en udtrykkelig bestemmelse om, at udlevering ikke kan ske, hvis der er sket benådning, jf. forslaget til udleveringslovens § 10 m, stk. 1, 2. pkt. (lovforslagets § 1, nr. 5), og bemærkningerne hertil.

4.1.4.5. Udlevering kan efter den nordiske udleveringskonventions artikel 5, nr. 1, afslås, hvis den person, der er genstand for en nordisk arrestordre, allerede retsforfølges i det anmodede land for de samme lovovertrædelser, som ligger til grund for arrestordren.

Efter den gældende nordiske udleveringslovs § 5 skal udlevering afslås, hvis den pågældende her i landet er dømt eller frifundet for handlingen, eller hvis tiltale er frafaldet. Den nordiske udleveringslov indeholder ingen udtrykkelig bestemmelse om, at udlevering kan afslås, hvis retsforfølgning mod den pågældende er påbegyndt, men endnu ikke afsluttet her i landet for den handling, for hvilken der kræves udlevering, men der må også uden en sådan udtrykkelig bestemmelse antages at gælde en sådan adgang til at afslå udlevering.

Den nordiske udleveringskonventions artikel 5, nr. 1, svarer til artikel 4, nr. 2, i rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre, der er gennemført i dansk ret ved udleveringslovens § 10 d, stk. 3.

På denne baggrund foreslås det, at udleveringslovens § 10 d, stk. 3, skal finde tilsvarende anvendelse ved udlevering til de nordiske lande. Henset til det nære samarbejde mellem de nordiske lande, der allerede eksisterer i dag med den gældende udleveringsordning, vil situationer omfattet af artikel 5, nr. 1, i øvrigt ofte kunne løses ved, at de judicielle myndigheder aftaler, i hvilket land sagen mest hensigtsmæssigt kan gennemføres.

Der henvises til forslaget til udleveringslovens § 10 m, stk. 2 (lovforslagets § 1, nr. 5), og bemærkningerne hertil.

4.1.5. Handlinger begået helt eller delvist i Danmark

Ifølge den nordiske udleveringskonventions artikel 5, nr. 2, kan udlevering til et andet nordisk land afslås, hvis det forhold, der ligger til grund for en nordisk arrestordre, efter det anmodede lands lovgivning betragtes som begået helt eller delvis på dette lands territorium eller på et sted, der ligestilles hermed, og forholdet ikke udgør en lovovertrædelse efter det anmodede lands lovgivning.

Denne afslagsgrund indebærer, at det vil være muligt for de danske myndigheder at afslå udlevering, hvis et andet nordisk land retsforfølger handlinger, der helt eller delvist er begået her i landet, og handlingen ikke er strafbar efter dansk ret. Spørgsmålet er ikke reguleret i den gældende nordiske udleveringslov.

Efter Justitsministeriets opfattelse bør der i det nye kapitel 2 b om betingelser for udlevering til de nordiske lande i udleveringsloven indsættes en bestemmelse om, at udleveringslovens § 10 f, stk. 1 (udlevering til EU-medlemsstater), skal finde tilsvarende anvendelse ved udlevering til de nordiske lande. Udlevering skal herefter afslås, hvis den nordiske arrestordre omfatter handlinger helt eller delvist foretaget her i landet, og handlingen ikke er strafbar efter dansk ret. Det bemærkes, at hvis arrestordren omfatter handlinger, der helt eller delvist er begået her i landet, og handlingen er strafbar efter dansk ret, vil udlevering efter en konkret vurdering kunne afslås efter den foreslåede bestemmelse i § 10 m, stk. 2, jf. § 10 d, stk. 3. Efter denne bestemmelse kan udlevering afslås, hvis der her i landet er indledt retsforfølgning mod den pågældende for samme handling, som der søges udlevering for, og retsforfølgning på grund af handlingens karakter, den pågældendes tilknytning til Danmark og omstændighederne i øvrigt findes at skulle gennemføres her i landet.

De almindelige betingelser for, hvornår en handling er omfattet af dansk straffemyndighed, fremgår af straffelovens §§ 6-9. Efter bestemmelserne er en handling bl.a. omfattet af dansk straffemyndighed, når handlingen er begået på dansk territorium, når handlingen er begået af en dansk statsborger mv. i et andet land, hvis forholdet også er strafbart i dette land, når handlingen har virkning i Danmark, eller når handlingen er omfattet af mellemfolkelig overenskomst, ifølge hvilke Danmark er forpligtet til at foretage retsforfølgning.

Der henvises til forslaget til udleveringslovens § 10 n (lovforslagets § 1, nr. 5) og bemærkningerne hertil.

4.1.6. Specialitetsreglen

4.1.6.1. Den nordiske udleveringskonventions artikel 23 indeholder regler om, i hvilket omfang en person, der er blevet udleveret på grundlag af en nordisk arrestordre, i det anmodende land vil kunne retsforfølges, dømmes og tilbageholdes for andre lovovertrædelser begået inden udleveringen end den lovovertrædelse, som den pågældende er udleveret for (den såkaldte specialitetsregel).

Udgangspunktet er, at den udleverede vil kunne drages til ansvar også for sådanne handlinger. Hvis udlevering for den pågældende lovovertrædelse ikke kunne have fundet sted i henhold til artikel 4 (obligatoriske afslagsgrunde), udlevering ville være blevet afslået efter national ret i henhold til artikel 27 (udlevering til/fra Island for politiske lovovertrædelser), eller udlevering for den pågældende lovovertrædelse kunne have været afslået efter artikel 5, nr. 2 eller 4 (de fakultative afslagsgrunde om handlinger begået på det anmodede lands territorium og tiltalefrafald/påtaleopgivelse), og det anmodede land nægter at give samtykke, vil den udleverede dog som udgangspunkt ikke kunne drages til ansvar for sådanne handlinger. Dette gælder dog ikke, hvis a) den pågældende efter at have haft mulighed for at forlade det nordiske land, han eller hun er udleveret til, har undladt dette inden for 45 dage efter den endelige løsladelse, eller den pågældende er vendt tilbage til det land efter at have forladt det, eller b) den pågældende inden eller efter udleveringen har givet samtykke til retsforfølgning for andre lovovertrædelser.

Reglerne om muligheden for retsforfølgning for andre lovovertrædelser, som er begået før den handling, den pågældende er udleveret for, findes i dag i § 6, stk. 1, nr. 4 (danske statsborgere), og § 6, stk. 1, nr. 5 (udlændinge), i den gældende nordiske udleveringslov, jf. pkt. 2.2.1 ovenfor. Efter den gældende ordning kan udlevering kun ske på vilkår af, at den udleverede ikke drages til ansvar for andre lovovertrædelser, som er begået før den handling, den pågældende er udleveret for den. Kun hvis betingelserne i en af de undtagelsesbestemmelser, der nævnes i § 6, nr. 4, litra a-d, er opfyldt, vil den pågældende kunne drages til ansvar for sådanne handlinger.

Den nordiske udleveringskonventions artikel 23 €" hvor der bl.a. ikke skelnes mellem danske statsborgere og udlændinge €" indebærer således både i forhold til den gældende nordiske ordning og i forhold til specialitetsreglen i udleveringslovens § 10 j, jf. § 10 (om udlevering til EU-medlemsstater), en udvidet adgang til udlevering, idet der kun i et mere begrænset omfang som betingelse for udlevering kan stilles vilkår om, at den udleverede ikke må drages til ansvar for andre lovovertrædelser, som er begået før den handling, den pågældende er udleveret for.

På denne baggrund foreslås i det nye kapitel 2 b om betingelser for udlevering til de nordiske lande en bestemmelse om, at udlevering som udgangspunkt ikke kan betinges af, at den udleverede ikke må drages til ansvar for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der er sket udlevering for. I overensstemmelse med artikel 23 i den nordiske udleveringskonvention foreslås det, at udlevering dog alene kan ske på vilkår af, at den udleverede i følgende tilfælde ikke drages til ansvar for andre strafbare handlinger begået før udleveringen, end den, der er sket udlevering for: udlevering for den pågældende handling ville være blevet afslået efter en af de foreslåede bestemmelser i § 10 c, jf. § 10 l (den kriminelle lavalder), § 10 m, stk. 1, 1. pkt., jf. 4. pkt. (den pågældende her i landet, i et andet nordisk land eller en EU-medlemsstat er dømt eller frifundet for den samme handling), eller § 10 m, stk. 1, 2. pkt. (benådning), ( nr. 1 ), eller udlevering for den pågældende handling kunne have været afslået efter § 10 d, stk. 2, jf. § 10 m, stk. 2 (tiltalefrafald/påtaleopgivelse), eller § 10 f, stk. 1, jf. § 10 n (handlingen begået helt eller delvist her i landet), og justitsministeren ikke meddeler tilladelse til, at den pågældende kan drages til ansvar for handlingen ( nr. 2 ).

Det foreslås endvidere, at den udleverede uanset de nævnte vilkår vil kunne drages til ansvar for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der er sket udlevering for, hvis den pågældende efter at have haft mulighed for at forlade det land, til hvilket den pågældende er udleveret til, har undladt dette i 45 dage efter den endelige løsladelse eller er vendt tilbage til dette land efter at have forladt det (nr. 1), eller den pågældende i forbindelse med samtykke til udlevering til det nordiske land, hvortil udlevering er sket, har meddelt samtykke til at blive draget til ansvar for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der er sket udlevering for, eller den pågældende har meddelt samtykke hertil i et retsmøde i det nordiske land, hvortil udlevering er sket (nr. 2).

Disse undtagelser svarer i vidt omfang til, hvad der i dag gælder efter udleveringslovens § 10, nr. 1, jf. § 10 j (om udlevering til EU-medlemsstater og stater uden for EU), men får i relation til udlevering til de nordiske lande et væsentligt mere begrænset anvendelsesområde. Ved udlevering til EU-medlemsstater og stater uden for EU kan den udleverede således ikke retsforfølges for andre lovovertrædelser end den, der er sket udlevering for, medmindre de nævnte undtagelser finder anvendelse. Ved udlevering til de nordiske lande er udgangspunktet efter forslaget derimod, at den udleverede godt kan retsforfølges for andre lovovertrædelser end den, der er sket udlevering for, og de foreslåede undtagelser bliver kun relevante i de særlige tilfælde, hvor der som udgangspunkt ikke kan ske retsforfølgning for andre lovovertrædelser, f.eks. hvor udlevering for den pågældende handling ville være blevet afslået på grund af den kriminelle lavalder, eller fordi den pågældende her i landet, i et andet nordisk land eller en EU-medlemsstat er dømt eller frifundet for den samme handling, jf. ovenfor.

Der henvises til forslaget til udleveringslovens § 10 o, stk. 1 og 2 (lovforslagets § 1, nr. 5), og bemærkningerne hertil.

Om samtykke til retsforfølgning for andre lovovertrædelser begået inden udleveringen end den, for hvilken den pågældende er udleveret, henvises i øvrigt til pkt. 4.2.5 nedenfor samt bemærkningerne til forslaget til udleveringslovens § 18 j.

4.1.6.2. Den nordiske udleveringskonventions artikel 24 regulerer, i hvilket omfang en person, der er udleveret til et nordisk land i medfør af en nordisk arrestordre, kan udleveres videre til et tredje land (dvs. et andet land end det, hvortil udlevering er sket) for en lovovertrædelse, der er begået inden udleveringen. Hvis det land, der i givet fald skal ske videreudlevering til, også er et nordisk land, kan en sådan videreudlevering ske, medmindre udlevering fra det oprindelige anmodende land til det nu anmodende land ville være blevet afslået efter national ret i henhold til artikel 26 eller 27 (om udlevering til/fra Island).

Hvis det land, der i givet fald skal ske videreudlevering til, er et EU-medlemsland eller et tredjeland (dvs. et land uden for Norden og EU), kan en sådan videreudlevering ske i henhold til reglerne i det anmodende lands lovgivning, hvis a) den pågældende meddeler samtykke hertil, b) den pågældende, uanset at denne i 45 dage uhindret har kunnet forlade det land, hvortil denne er udleveret, har undladt dette, eller den pågældende efter at have forladt landet frivilligt er vendt tilbage, eller c) det anmodede land meddeler samtykke hertil. Samtykke kan kun meddeles, hvis udlevering for den pågældende handling kunne have fundet sted efter reglerne i det anmodede lands lovgivning.

Efter den gældende nordiske udleveringslov § 6, stk. 1, nr. 1, må den udleverede ikke uden justitsministerens tilladelse udleveres videre til tredjeland (dvs. lande uden for Norden) for nogen før udleveringen begået strafbar handling. Det følger af § 17, at tilladelse kun kan meddeles, såfremt udlevering for den pågældende handling kunne have fundet sted til vedkommende land. Den nordiske udleveringslov indeholder derimod ikke bestemmelser om, at den udleverede selv kan meddele samtykke til videreudlevering, eller bestemmelser, der åbner op for videreudlevering, hvis den udleverede har undladt at forlade det land, hvortil den pågældende er udleveret, eller er vendt tilbage til dette land. Reglerne om videreudlevering i den nordiske udleveringskonventions artikel 24 medfører således på nogle punkter en udvidet forpligtelse til at videreudlevere personer til EU-medlemsstater og lande uden for EU og Norden.

På denne baggrund foreslås det, at der i det nye kapitel 2 b om betingelser for udlevering til de nordiske lande indsættes en bestemmelse, hvorefter udlevering som udgangspunkt ikke kan betinges af, at den udleverede ikke må videreudleveres til et tredje nordisk land for andre strafbare handlinger begået før udleveringen, end den, der er sket udlevering for. Det foreslås dog samtidig, at udlevering alene kan ske på vilkår af, at den udleverede ikke videreudleveres til Island, hvis udlevering til dette land ville være afskåret efter reglerne i det land, hvortil udlevering er sket (jf. artikel 26 og 27).

Det foreslås endvidere, at udlevering alene kan ske på vilkår af, at den udleverede ikke udleveres videre til en medlemsstat i Den Europæiske Union eller en stat uden for Den Europæiske Union og Norden for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der er sket udlevering for, medmindre den pågældende i forbindelse med samtykke til udlevering til det nordiske land, hvortil udlevering er sket, har meddelt samtykke til at blive videreudleveret, eller den pågældende har meddelt samtykke hertil i et retsmøde i det nordiske land, hvortil udlevering er sket (nr. 1) , den pågældende efter at have haft mulighed for at forlade det land, hvortil vedkommende er udleveret, har undladt dette i 45 dage efter den endelige løsladelse, eller er vendt tilbage til dette land efter at have forladt det (nr. 2), eller justitsministeren meddeler samtykke hertil (nr. 3).

Disse undtagelser svarer i vidt omfang til, hvad der i dag gælder efter udleveringslovens § 10, nr. 1, jf. § 10 j (om udlevering til EU-medlemsstater og stater uden for EU), men får i relation til udlevering til de nordiske lande et væsentligt mere begrænset anvendelsesområde. Ved udlevering til EU-medlemsstater og stater uden for EU kan den udleverede således ikke videreudleveres til tredjeland (dvs. et andet land end det land, hvortil udlevering er sket) for andre lovovertrædelser end den, der er sket udlevering for, medmindre de nævnte undtagelser finder anvendelse. Ved udlevering til de nordiske lande er udgangspunktet efter forslaget derimod, at den udleverede godt kan videreudleveres til et tredje nordisk land, og de foreslåede undtagelser bliver kun relevante i de tilfælde, hvor videreudlevering ønskes til et land uden for Norden.

Der henvises til forslaget til udleveringslovens § 10 o, stk. 3 og 4 (lovforslagets § 1, nr. 5), og bemærkningerne hertil.

Om samtykke til videreudlevering for andre lovovertrædelser begået inden udleveringen end den, for hvilken den pågældende er udleveret, henvises i øvrigt til pkt. 4.2.5 nedenfor samt bemærkningerne til forslaget til udleveringslovens § 18 j.

4.1.7. Udlevering til Island

Som anført ovenfor under pkt. 3.2 er anvendelsesområdet for den nordiske udleveringskonvention begrænset i konventionens artikel 26 og 27, der indeholder særlige regler vedrørende udlevering af egne statsborgere og udlevering for politiske lovovertrædelser til/fra Island.

Artikel 26 giver mulighed for, at udlevering af danske statsborgere til Island vil kunne afslås, medmindre den eftersøgte i de sidste 2 år forud for den strafbare handling har haft bopæl i Island, eller handlingen eller en tilsvarende handling efter dansk ret kan medføre en højere straf end fængsel i 4 år. Island vil under tilsvarende betingelser kunne afslå udlevering af islandske statsborgere til Danmark.

Artikel 27 giver mulighed for, at udlevering af danske statsborgere til Island vil kunne afslås, hvis der er tale om en politisk lovovertrædelse. Udlevering af udlændinge for en handling, der udgør en politisk lovovertrædelse, vil kunne afslås, medmindre handlingen er strafbar efter dansk ret, eller hvis handlingen er omfattet af artikel 1, 2 eller 3 i den Europæiske konvention om bekæmpelse af terrorisme. Island vil under tilsvarende betingelser kunne afslå udlevering til Danmark for politiske lovovertrædelser.

Artikel 26 og 27 i den nordiske udleveringskonvention åbner således mulighed for, at den gældende nordiske ordning vedrørende egne statsborgere og politiske lovovertrædelser kan opretholdes for så vidt angår udlevering til/fra Island, jf. §§ 2 og 4 i den gældende nordiske udleveringslov.

Artikel 26 og 27 €" der er medtaget i konventionen efter islandsk ønske €" er fakultative, hvilket indebærer, at de enkelte nordiske lande selv kan afgøre, om de vil benytte de særlige regler vedrørende udlevering af egne statsborgere og udlevering for politiske lovovertrædelser til Island.

Det er på nuværende tidspunkt fortsat uafklaret, om Island agter at benytte de særlige regler i artikel 26 og 27. Henset til at konventionen alene vedrører udlevering mellem de nordiske lande, og at der i forhold til Finland, Sverige og Norge ikke vil gælde særlige regler om udlevering af egne statsborgere og udlevering for politiske lovovertrædere, finder Justitsministeriet ikke tilstrækkeligt grundlag for, at Danmark bør benytte artikel 26 og 27 i konventionen. Dette gælder, selv om Island måtte vælge at benytte de pågældende regler, og det sædvanlige princip om gensidighed i udleveringssager (dvs. princippet om, at Danmark kun udleverer personer i samme omfang, som Danmark kan kræve personer udleveret) således i givet fald i begrænset omfang fraviges.

4.2. Behandlingen af sager om udlevering på grundlag af en nordisk arrestordre

Den nordiske udleveringskonvention indeholder i artikel 7 krav til den nordiske arrestordres indhold og form, og konventionens kapitel 2 indeholder nærmere regler om udleveringsproceduren, herunder bl.a. om den eftersøgtes rettigheder, varetægtsfængsling og frister i forbindelse med afgørelsen om fuldbyrdelse af en nordisk arrestordre.

Reglerne om behandling af sager om udlevering til de andre nordiske lande foreslås som nævnt ovenfor i pkt. 4 samlet i et nyt kapitel 3 b i udleveringsloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 7, og bemærkningerne hertil.

4.2.1. Den kompetente myndighed

Efter den gældende nordiske udleveringslov træffes en afgørelse om udlevering af politimesteren (efter den 1. januar 2007 af politidirektøren, jf. pkt. 2.3.1 ovenfor). Sagen skal dog i særlige tilfælde forelægges Justitsministeriet, herunder hvis sagen angår en dansk statsborger eller en politisk lovovertrædelse. Afgørelsen om udlevering kan indbringes for domstolene.

Er spørgsmålet om udlevering omfattet af reglerne i udleveringslovens kapitel 2 a (udlevering til Finland eller Sverige i medfør af en europæisk arrestordre), træffes afgørelsen af Justitsministeriet med mulighed for at indbringe afgørelsen for domstolene.

Den nordiske udleveringskonvention indeholder bl.a. særlige regler om behandlingen af sager om udlevering på grundlag af en nordisk arrestordre. Efter artikel 13, stk. 1, træffer den judicielle myndighed i det anmodende land afgørelse om udlevering inden for de frister og på de betingelser, der er fastsat i konventionen. Denne bestemmelse gælder både i de tilfælde, hvor den pågældende modsætter sig udlevering, og hvor den pågældende har meddelt samtykke til udlevering.

Efter konventionens artikel 3, stk. 1 og 2, udpeger hvert land de nationale udstedende og fuldbyrdende judicielle myndigheder. I henhold til artikel 3, stk. 3, kan hvert land udpege en central myndighed til at bistå de judicielle myndigheder. Definitionen af en judiciel myndighed foretages på grundlag af national ret, og den nordiske udleveringskonvention indeholder ikke nærmere regler om, hvilke myndigheder de nordiske lande skal udpege som kompetente myndigheder.

For Danmarks vedkommende anses domstolene og anklagemyndigheden €" dvs. Justitsministeriet, rigsadvokaten, statsadvokaterne og politimestrene (efter den 1. januar 2007 politidirektørerne) €" for judicielle myndigheder.

Kompetencen til at træffe afgørelse om udlevering til de andre nordiske lande er som nævnt i dag placeret hos politimestrene. Der er efter Justitsministeriets opfattelse tale om en velfungerende ordning, og politidirektørerne bør også fremover som udgangspunkt være den kompetente judicielle myndighed i relation til at træffe afgørelse om udlevering på baggrund af en nordisk arrestordre, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. forslaget til udleveringslovens § 18 h, stk. 1 og 4, 1. pkt.

Efter Justitsministeriets opfattelse bør spørgsmålet om udlevering dog afgøres af justitsministeren i de tilfælde, hvor der ud over en nordisk arrestordre tillige foreligger en europæisk arrestordre eller en begæring om udlevering fremsat af en stat uden for Den Europæiske Union (konkurrerende anmodninger). Justitsministeriet har herved lagt vægt på, at kompetencen til at træffe afgørelse om udlevering i henhold til en europæisk arrestordre eller en begæring fremsat af en stat uden for Den Europæisk Union både i dag og efter lovforslaget er placeret hos justitsministeren. Justitsministeriet finder ikke behov for, at sager om udlevering på grundlag af en nordisk arrestordre skal forelægges justitsministeren i andre end disse tilfælde. Det bemærkes i den forbindelse, at de gældende afslagsgrunde, som skal forelægges justitsministeren, om udlevering af danske statsborgere og politiske lovovertrædelser ikke er videreført i den nordiske udleveringskonvention.

Kompetencen til at udstede en nordisk arrestordre om udlevering til Danmark bør €" på samme måde som kompetencen til at udstede en begæring om udlevering til Danmark fra et andet nordisk land i dag er placeret hos politiet, jf. kapitel 2 i cirkulære nr. 195 af 27. august 1960 om udlevering af lovovertrædere mellem Danmark og Finland, Island, Norge og Sverige €" efter Justitsministeriets opfattelse placeres hos politidirektørerne. Justitsministeriet vil, hvis lovforslaget vedtages, fastsætte nærmere administrative retningslinjer herom. Justitsministeriet finder ikke grundlag for at udpege en central myndighed, således at en nordisk arrestordre i stedet ville kunne sendes til denne centrale myndighed, og således heller ikke grundlag for at opretholde den nuværende ordning, hvorefter en udleveringsanmodning kan sendes til rigsadvokaten eller statsadvokaterne, der i så fald sender anmodningen videre til den relevante politikreds.

Det bemærkes i den forbindelse, at Danmark med den kommende politireform (lov nr. 538 af 8. juni 2006) vil være inddelt i 12 politikredse, således at der i mindre grad end i dag vil kunne opstå tvivlsspørgsmål for den anmodende udenlandske myndighed med hensyn til, hvilken politidirektør der er kompetent til at behandle arrestordren. Endvidere følger det af artikel 8, stk. 4, i den nordiske udleveringskonvention, at en myndighed, der modtager en nordisk arrestordre, men som ikke er kompetent til at behandle den, straks skal sende arrestordren videre til den kompetente myndighed i sit land og underrette den anmodende judicielle myndighed herom.

Der henvises i øvrigt til forslaget til udleveringslovens § 18 h (lovforslagets § 1, nr. 7) og bemærkningerne hertil.

Lovforslaget indebærer i øvrigt ikke en ændring af den gældende adgang til at indbringe en afgørelse om udlevering for domstolene, jf. forslaget til udleveringslovens § 18 i (lovforslagets § 1, nr. 7) og bemærkningerne hertil. Denne bestemmelse svarer til § 10 i den gældende nordiske udleveringslov, der dog ikke indeholder en udtrykkelig frist for fremsættelse af en anmodning om domstolsprøvelse. Forslaget til § 18 i svarer i øvrigt til udleveringslovens § 15, stk. 2, § 16 og § 18 b, stk. 4, 2. pkt. (om behandlingen af sager om udlevering til lande henholdsvis uden for og inden for EU), der dog vedrører tilfælde, hvor afgørelsen om udlevering i dag træffes af justitsministeren.

4.2.2. Krav til indholdet af den nordiske arrestordre

Artikel 7 i den nordiske udleveringskonvention vedrører den nordiske arrestordres indhold og form, og der er som bilag til konventionen medtaget det certifikat, der udgør den nordiske arrestordre. Den nordiske arrestordre udgør både en anmodning om anholdelse, varetægtsfængsling og udlevering. Ifølge den nordiske udleveringskonvention skal arrestordren indeholde de samme oplysninger, som fremgår af den nordiske udleveringslovs § 8, stk. 2. Der vil derimod ikke som i dag kunne stilles krav om, at selve beslutningen om anholdelse, fængsling eller den dom, der danner grundlag for arrestordren, fremsendes samtidig med denne.

Der foreslås på denne baggrund i det nye kapitel 3 b om behandlingen af sager om udlevering til de nordiske lande indsat en bestemmelse med kravene til arrestordrens indhold, der i vidt omfang svarer til udleveringslovens § 18 a (udlevering til EU-medlemsstater). Der henvises til forslaget til udleveringslovens § 18 g, stk. 1-3 (lovforslagets § 1, nr. 7), og bemærkningerne hertil.

Det anmodende nordiske land kan i stedet for fremsendelse af en nordisk arrestordre vælge at indberette den eftersøgte til Schengen-informationssystemet. En sådan indberetning skal ifølge den nordiske udleveringskonvention (artikel 8, stk. 3) have samme retsvirkninger som en nordisk arrestordre €" dvs. i første række en efterlysning og en anmodning om anholdelse og fængsling. Schengen-informationssystemet er imidlertid ikke for tiden i stand til at fremsende alle de oplysninger, der kræves efter konventionens artikel 7, stk. 1. I en periode indtil Schengen-informationssystemet er udbygget til at kunne rumme disse oplysninger, bestemmer den nordiske udleveringskonvention, at indberetningen alligevel skal have samme retsvirkning som en nordisk arrestordre, indtil det anmodede nordiske land har modtaget den originale arrestordre. Dette svarer til, hvad der gælder efter den europæiske arrestordre.

Det følger af artikel 1, stk. 2, i den nordiske udleveringskonvention, at en europæisk arrestordre udfærdiget af Danmark, Finland eller Sverige skal betragtes som en nordisk arrestordre efter denne konvention. Hensigten hermed er at begrænse den administrative behandling af sagerne således, at det ikke vil være nødvendigt at udstede såvel en nordisk arrestordre som en europæisk arrestordre, hvis det anmodende land ikke har kendskab til, hvor den, der ønskes udleveret, befinder sig.

Danmark, Finland og Sverige vil således skulle benytte den nordiske arrestordre i de situationer, hvor det anmodende land er bekendt med, at den, som ønskes udleveret, opholder sig i et andet nordisk land. Derimod vil Danmark, Finland eller Sverige kunne benytte den europæiske arrestordre i de situationer, hvor det anmodende land ikke er bekendt med, hvor den, der ønskes udleveret, befinder sig, og hvor det anmodende land f.eks. efterlyser den pågældende gennem Schengen-informationssystemet (SIS). I disse tilfælde vil den europæiske arrestordre €" hvis det viser sig, at den eftersøgte opholder sig i et af de øvrige nordiske lande €" skulle betragtes som en nordisk arrestordre, og dermed behandles efter den nordiske udleveringskonvention.

Der henvises til forslaget til udleveringslovens § 18 g, stk. 4 (lovforslagets § 1, nr. 7), og bemærkningerne hertil.

Hvis lovforslaget vedtages, vil Justitsministeriet i øvrigt fastsætte nærmere administrative retningslinjer for sagsbehandlingen angående udlevering på grundlag af en nordisk arrestordre, herunder behandlingen af efterlysning mv. med henblik på udlevering via Schengen-informationssystemet.

4.2.3. Den eftersøgtes rettigheder

Efter den nordiske udleveringskonventions artikel 9 skal en eftersøgt person, der anholdes, informeres om, at der foreligger en nordisk arrestordre, om indholdet af denne samt om muligheden for at meddele samtykke til udleveringen. Den anholdte skal endvidere have ret til at lade sig bistå af en advokat og en tolk i overensstemmelse med lovgivningen i det anmodede land.

Den nordiske udleveringslov indeholder i § 12 en bestemmelse om forsvarerbeskikkelse i udleveringssager, der i vidt omfang svarer til udleveringslovens § 14, jf. § 18 b, stk. 3 (om udlevering til stater henholdsvis udenfor og inden for Den Europæiske Union). Den nordiske udleveringslov indeholder ikke nærmere regler om tolkebistand, men det følger af almindelige forvaltningsretlige principper, at der altid vil blive anvendt tolk, hvis den person, der søges udleveret, ikke forstår eller taler dansk. Der kan i øvrigt henvises til Justitsministeriets cirkulæreskrivelse nr. 12154 af 12. juni 2001 til politi og anklagemyndighed, der vedrører anholdtes rettigheder, herunder bl.a. anholdtes adgang til at modtage tolkebistand.

På denne baggrund foreslås det, at udleveringslovens § 14 og § 18 b, stk. 3, om forsvarerbeskikkelse skal finde tilsvarende anvendelse ved udlevering til de nordiske lande.

Der henvises til forslaget til udleveringslovens § 18 h, stk. 3 (lovforslagets § 1, nr. 7), og bemærkningerne hertil.

I de administrative retningslinier om behandlingen af udleveringssager, som Justitsministeriet vil udstede, hvis lovforslaget vedtages, vil det endvidere blive præciseret, at politiet i forbindelse med iværksættelsen af undersøgelsen om, hvorvidt udlevering bør finde sted, skal orientere den eftersøgte i overensstemmelse med reglerne i den nordiske udleveringskonvention (artikel 9), herunder om muligheden for at meddele samtykke til udleveringen.

4.2.4. Varetægtsfængsling mv. på grundlag af den nordiske arrestordre

Efter den nordiske udleveringskonventions artikel 10, stk. 1, skal den judicielle myndighed i det anmodede nordiske land i overensstemmelse med national ret afgøre, om den anholdte fortsat skal være frihedsberøvet i forbindelse med undersøgelsen af, om en nordisk arrestordre skal imødekommes. Den anholdte kan på et hvilket som helst tidspunkt løslades midlertidigt i overensstemmelse med national ret, dog under forudsætning af, at den kompetente myndighed træffer de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at den pågældende ikke unddrager sig den eventuelle udlevering. Derudover vil de nordiske landes nationale retsmidler om anholdelse og varetægtsfængsling finde anvendelse i forbindelse med fuldbyrdelsen af den nordiske arrestordre, jf. artikel 10, stk. 2. Endvidere vil andre retsmidler som f.eks. ransagning og beslaglæggelse mv. kunne anvendes i samme omfang som i sager vedrørende lovovertrædelser af tilsvarende art i de enkelte lande.

Det følger af § 11 i den gældende nordiske udleveringslov, at der til fremme af undersøgelsen og for at sikre udleveringen kan anvendes de retsmidler, der er nævnt i retsplejelovens kapitel 69 om anholdelse, kapitel 70 om varetægtsfængsling, kapitel 72 om legemsindgreb, kapitel 73 om ransagning, kapitel 74 om beslaglæggelse og edition samt kapitel 75 a om andre efterforskningsskridt i samme omfang som i sager vedrørende lovovertrædelser af tilsvarende art, der forfølges her i landet.

Det følger af den nordiske udleveringskonvention, at den person, der er omfattet af en nordisk arrestordre, skal kunne anholdes og varetægtsfængsles for ethvert forhold, der kan medføre udlevering på grundlag af en nordisk arrestordre. Hvis arrestordren vedrører en handling, som kan medføre udlevering i medfør af den nordiske udleveringskonvention, vil varetægtsfængsling således ikke kunne nægtes under henvisning til, at strafferammekravet i retsplejelovens § 762 ikke er opfyldt, herunder fordi forholdet ikke er strafbart i Danmark. Varetægtsfængsling skal således efter den nordiske udleveringskonvention kunne finde sted på grundlag af en nordisk arrestordre, selv om handlingen ikke er strafbar i Danmark, jf. konventionens artikel 2, stk. 3.

Artikel 10 svarer til, hvad der gælder for udlevering i henhold til en europæisk arrestordre, jf. udleveringslovens § 18 b, stk. 2, der gennemfører artikel 12 i rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre.

Der foreslås på den baggrund i det nye kapitel 3 b om behandling af sager om udlevering til de nordiske lande indsat en bestemmelse, der svarer til udleveringslovens § 18 b, stk. 2. Adgangen til at anholde og varetægtsfængsle personer, der er omfattet af en nordisk arrestordre, vil efter den foreslåede bestemmelse således gå videre, end den gældende adgang til at anholde og varetægtsfængsle personer i nordiske udleveringssager, jf. ovenfor.

I øvrigt finder retsplejelovens regler om varetægtsfængsling tilsvarende anvendelse. Der vil således f.eks. ikke skulle ske varetægtsfængsling, hvis retten finder, at varetægtsfængslingens øjemed kan opnås ved mindre indgribende foranstaltninger, og den pågældende samtykker i disse foranstaltninger, jf. retsplejelovens § 765.

Der henvises til forslaget til udleveringslovens § 18 h, stk. 2 (lovforslagets § 1, nr. 7), og bemærkningerne hertil.

4.2.5. Samtykke til udlevering

Den nordiske udleveringskonvention indeholder i artikel 11 regler om, at den person, der ønskes udleveret, kan meddele samtykke til udleveringen. Uanset om der er meddelt samtykke til udlevering, skal der imidlertid som hidtil træffes afgørelse om udleveringen, idet den judicielle myndighed skal tage stilling til, om betingelserne for udlevering er opfyldt. En nordisk arrestordre behandles derfor som udgangspunkt efter de samme regler, uanset om der er meddelt samtykke til udlevering. I de tilfælde, hvor der meddeles samtykke til udlevering, gælder der imidlertid særlige frister for, hvornår afgørelsen skal træffes, jf. pkt. 4.2.7 nedenfor.

Det fremgår af den gældende nordiske udleveringslovs § 8, stk. 3, at den, der ønskes udleveret, kan meddele samtykke til udleveringen i et retsmøde.

Efter den nordiske udleveringskonventions artikel 23 og 24 kan den pågældende endvidere meddele samtykke til eventuel retsforfølgning for andre lovovertrædelser samt videreudlevering. Den gældende nordiske udleveringslov indeholder i § 6, nr. 4, litra b, og nr. 5 bestemmelser om samtykke til retsforfølgning for andre lovovertrædelser. Den nordiske udleveringslov indeholder derimod ikke bestemmelser om, at den udleverede kan meddele samtykke til videreudlevering. Artikel 24 i den nordiske udleveringskonvention indebærer således i forhold til den gældende ordning en udvidelse af adgangen til at meddele samtykke til videreudlevering, jf. pkt. 4.1.6 ovenfor.

Der foreslås på den baggrund indsat en bestemmelse i det nye kapitel 3 b om behandling af sager om udlevering til de nordiske lande, hvorefter den pågældende i et retsmøde kan samtykke dels i selve udleveringen, dels i retsforfølgning og videreudlevering for andre lovovertrædelser begået før den lovovertrædelse, for hvilken den pågældende skal udleveres. Ligesom efter de gældende bestemmelser i den nordiske udleveringslovs § 8, stk. 3, skal samtykket gives i et retsmøde, og det foreslås præciseret, at retten skal vejlede den pågældende om virkningerne af samtykket. Den foreslåede bestemmelse svarer i vidt omfang til udleveringslovens § 18 c (udlevering til EU-medlemsstater).

Der henvises til forslaget til udleveringslovens § 18 j (lovforslagets § 1, nr. 7) og bemærkningerne hertil.

Efter den nordiske udleveringskonventions artikel 11, stk. 4, kan et meddelt samtykke til udlevering, herunder et samtykke til retsforfølgning for andre lovovertrædelser begået før den lovovertrædelse, for hvilken den pågældende skal udleveres, tilbagekaldes i henhold til national ret i det anmodede land. I henhold til dansk ret vil et samtykke kunne tilbagekaldes på et hvilket som helst tidspunkt, indtil udlevering er sket.

4.2.6. Afhøring af den eftersøgte

Ifølge den nordiske udleveringskonventions artikel 12 skal den eftersøgte, hvis der ikke meddeles samtykke til udleveringen, kunne afhøres af den judicielle myndighed i det anmodede land. Den nordiske udleveringslov indeholder ikke i dag udtrykkelige bestemmelser herom, men hvis den pågældende ønsker at udtale sig, afhøres vedkommende af politiet i forbindelse med undersøgelsen af, om udlevering bør finde sted, ligesom den pågældende i overensstemmelse med retsplejelovens almindelige regler har lejlighed til at udtale sig i forbindelse med domstolenes behandling af udleveringsanmodningen.

Justitsministeriet finder på denne baggrund, at der ikke er behov for, at der indføres udtrykkelige regler herom i udleveringsloven, og det svarer til, hvad der gælder for så vidt angår gennemførelsen af rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre, hvis artikel 14 svarer til den nordiske udleveringskonventions artikel 12.

4.2.7. Frister for sagsbehandlingen i sager om udlevering til de nordiske lande

Det fremgår af den nordiske udleveringskonventions artikel 14, at en nordisk arrestordre skal behandles og fuldbyrdes som en hastesag. Konventionen indeholder endvidere visse frister for sagsbehandlingen i sager om udlevering på grundlag af en nordisk arrestordre. Den endelige afgørelse om udlevering bør træffes senest 3 dage efter, at den anholdte har meddelt samtykke til udleveringen, jf. artikel 14, stk. 2. I andre tilfælde bør afgørelsen træffes senest 30 dage efter anholdelsen af den pågældende, jf. artikel 14, stk. 3.

Hvis der ikke kan træffes afgørelse inden for de frister, der er fastsat i artikel 14, stk. 2 og 3 €" f.eks. hvis en afgørelse skal prøves i flere retsinstanser €" skal den anmodede judicielle myndighed straks underrette den anmodende judicielle myndighed herom. I så fald skal der træffes afgørelse snarest muligt, jf. artikel 14, stk. 4. Det anmodede land skal sikre, at den pågældende forbliver i det land, indtil der er truffet en endelig afgørelse.

Den gældende nordiske udleveringslov indeholder ikke frister for behandlingen af en udleveringsanmodning. I praksis behandles disse sager dog meget hurtigt.

Fristerne i den nordiske udleveringskonventions artikel 14 er væsentlig kortere end i den europæiske arrestordre. Dette skal bl.a. ses i lyset af, at der inden for Norden er et tættere samarbejde mellem de judicielle myndigheder, og at retssystemerne er meget ens. De fastsatte tidsfrister er €" som i den europæiske arrestordre €" alene vejledende og nødvendiggør således ikke i sig selv lovgivning, men en hurtig sagsbehandling og efterfølgende udlevering af den, der ønskes udleveret, vil efter Justitsministeriets opfattelse bl.a. medvirke til at sikre, at den pågældende ikke sidder unødigt længe fængslet, mens sagen behandles her i landet. Der bør på denne baggrund hurtigst muligt træffes afgørelse om, hvorvidt den pågældende kan udleveres, eller om udlevering må afslås. Efter konventionen er Danmark forpligtet til så vidt muligt at overholde de fastsatte vejledende frister.

Med henblik på, at der ligesom i forbindelse med behandlingen af en europæisk arrestordre, jf. udleveringslovens § 18 d, fastsættes klare mål for sagsbehandlingen af en nordisk arrestordre, foreslås det på denne baggrund, at der i det nye kapitel 3 b om behandling af sager om udlevering til de nordiske lande indsættes en bestemmelse med vejledende frister for behandlingen af en nordisk arrestordre. Det foreslås i overensstemmelse med den nordiske udleveringskonvention, at afgørelsen om udlevering på grundlag af en nordisk arrestordre så vidt muligt skal træffes inden 3 dage efter, at den, som arrestordren vedrører, er blevet anholdt eller har kunnet anholdes. Træffer politidirektøren (eller justitsministeren, jf. den foreslåede § 18 h, stk. 4, 2. pkt.) afgørelse om, at den pågældende skal udleveres, og indbringes sagen derefter for domstolene, bør der så vidt muligt træffes endelig retsafgørelse i sagen inden 27 dage efter politidirektørens/justitsministerens afgørelse, således at den samlede sagsbehandlingstid ikke overstiger 30 dage.

Der vil dog kunne opstå situationer, hvor afgørelsen ikke vil kunne træffes inden for de ovennævnte frister. Dette vil navnlig kunne være tilfældet, hvis en afgørelse skal prøves i flere retsinstanser. I så fald skal proceduren i konventionens artikel 14, stk. 4, følges.

Med henblik på overholdelse af målsætningerne om sagsbehandlingstid bør sager om udlevering på grundlag af en nordisk arrestordre af anklagemyndigheden i øvrigt fremsendes til retten med anmodning om særlig hurtig berammelse.

Der henvises til forslaget til udleveringslovens § 18 k (lovforslagets § 1, nr. 7) og bemærkningerne hertil.

4.2.8. Gennemførelse af en afgørelse om udlevering

Det fremgår af den nordiske udleveringskonventions artikel 19, stk. 1, at en person, når der er truffet afgørelse om, at den pågældende skal udleveres i henhold til en nordisk arrestordre, skal udleveres til det anmodende land snarest muligt på en dato, der aftales mellem de berørte myndigheder. Efter den nordiske udleveringskonvention skal udleveringen som udgangspunkt gennemføres senest 5 dage efter, at der er truffet endelige afgørelse herom, jf. artikel 19, stk. 2. Er den pågældende varetægtsfængslet, og er der ikke sket udlevering inden udløbet af denne frist, skal den pågældende løslades, jf. artikel 19, stk. 6.

Efter den nordiske udleveringskonvention kan 5-dages fristen for at gennemføre en endelig udleveringsbeslutning i visse tilfælde udsættes. Hvis det således på grund af særlige omstændigheder viser sig umuligt at gennemføre udleveringen inden for fristen, skal det anmodede lands kompetente myndighed straks kontakte myndigheden i det anmodende land med henblik på at aftale en ny dato for udleveringen. I så fald skal udlevering finde sted senest 5 dage efter udløbet af den oprindelige 5-dages frist, jf. artikel 19, stk. 3. Hvis det af grunde, som ikke kan tilskrives nogen af landene, herefter viser sig umuligt at gennemføre udleveringen inden denne frist, skal det anmodede lands kompetente myndighed straks kontakte myndigheden i det anmodende land med henblik på at aftale en ny dato for udleveringen, jf. artikel 19, stk. 4. Udlevering skal i sådanne situationer finde sted hurtigst muligt. I disse tilfælde er der ikke pligt til ophæve en eventuel fængsling af den pågældende.

Artikel 19 svarer i vidt omfang til artikel 23 i rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre, hvor fristen for at gennemføre en udlevering dog som udgangspunkt er 10 dage.

På denne baggrund foreslås der indsat en bestemmelse i det nye kapitel 3 b om behandling af sager om udlevering til de nordiske lande, hvorefter en eventuel fængsling skal ophæves, hvis udleveringen ikke er gennemført senest 5 dage efter, at der er truffet endelig afgørelse om udlevering. Hvis den pågældende ikke har givet afkald på at indbringe politidirektørens/justitsministerens afgørelse for retten, skal 5-dages fristen først regnes fra udløbet af den foreslåede frist på 3 dage for at indbringe politidirektørens/justitsministerens afgørelse for retten, jf. forslaget til udleveringslovens § 18 i, stk. 3 og 4. Det samme gælder med hensyn til fristen på 3 dage for kære af en retskendelse om udlevering. 5-dages fristen skal således først regnes fra det tidspunkt, hvor udleveringsbeslutningen er fundet lovlig ved endelig retskendelse. Efter den foreslåede bestemmelse kan retten dog udsætte fristen for udlevering i særlige tilfælde, bl.a. med den virkning, at en eventuel varetægtsfængsling efter omstændighederne vil kunne forlænges.

Bestemmelsen svarer i vidt omfang til bestemmelsen i udleveringslovens § 18 e (om behandling af sager om udlevering til EU-medlemsstater), hvor fristen til at gennemføre udleveringen dog som udgangspunkt er 10 dage.

Der henvises til forslaget til udleveringslovens § 18 l (lovforslagets § 1, nr. 7) og bemærkningerne hertil.

Udlevering kan ifølge den nordiske udleveringskonventions artikel 19, stk. 5, udsættes midlertidigt af tungtvejende humanitære årsager €" f.eks. hvis der er vægtige grunde til at antage, at udlevering klart vil bringe den pågældendes liv eller helbred i fare. Udleveringen skal gennemføres, så snart disse humanitære grunde ikke længere foreligger.

Bestemmelsen svarer til artikel 23, stk. 4, i rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre, der er gennemført ved udleveringslovens § 10 i.

Den nordiske udleveringslov indeholder ikke en tilsvarende bestemmelse, men i praksis er det fast antaget, at det er muligt midlertidigt at udsætte en udlevering, hvis der foreligger tungtvejende humanitære grunde.

På denne baggrund foreslås det, at udleveringslovens § 10 i skal finde tilsvarende anvendelse i sager om udlevering til de nordiske lande.

Der henvises til forslaget til udleveringslovens § 10 n (lovforslagets § 1, nr. 7) og bemærkningerne hertil.

4.2.9. Overgivelse af genstande

Den nordiske udleveringskonventions artikel 25 indeholder regler om overgivelse af genstande i forbindelse med udlevering. Bestemmelsen fastslår, at det anmodede land i overensstemmelse med national ret skal beslaglægge og overlevere genstande, der er påkrævet som bevismateriale, eller som den eftersøgte har erhvervet som resultat af lovovertrædelsen, jf. artikel 25, stk. 1. De nævnte genstande skal udleveres, selv om den nordiske arrestordre ikke kan fuldbyrdes på grund af den eftersøgtes død eller undvigelse, jf. artikel 25, stk. 2.

Hvis de genstande, som er nævnt i stk. 1, beslaglægges eller konfiskeres på det anmodede lands område, kan dette land i forbindelse med verserende strafforfølgning midlertidigt tilbageholde eller udlevere dem til det udstedende land på betingelse af, at de senere tilbageleveres, jf. artikel 25, stk. 3.

Enhver rettighed, som det anmodede land eller tredjemand måtte have til de i stk. 1 nævnte genstande, bevares. Hvis der findes sådanne rettigheder, skal det anmodende land straks efter retsforfølgningen vederlagsfrit tilbagelevere genstandene til det anmodede land, jf. artikel 25, stk. 4.

Efter den gældende nordiske udleveringslovs § 11 kan bl.a. retsplejelovens kapitel 73 om ransagning og kapitel 74 om beslaglæggelse anvendes i samme omfang, som i sager vedrørende lovovertrædelser af tilsvarende art, der forfølges her i landet, til fremme af undersøgelsen og for at sikre udleveringen til et andet nordisk land.

Endvidere følger det af den nordiske udleveringslovs § 15, at det i forbindelse med en beslutning om udlevering kan bestemmes, at genstande, som er beslaglagt eller taget i bevaring under sagen €" med forbehold af tredjemands eventuelle rettigheder €" skal overgives til den myndighed, som har begæret udlevering.

Den nordiske udleveringskonventions artikel 25 svarer til artikel 29 i rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre, der er gennemført i dansk ret ved udleveringslovens § 18 f.

På denne baggrund foreslås det, at udleveringslovens § 18 f skal finde tilsvarende anvendelse ved behandling af sager om udlevering til de nordiske lande. Forslaget indebærer, at Danmark fremover i de tilfælde, der nævnes i bestemmelsen, har pligt til at overgive genstande i forbindelse med en udlevering i modsætning til i dag, hvor der alene består en ret hertil.

Der henvises til forslaget til udleveringslovens § 18 l, stk. 4 (lovforslagets § 1, nr. 7), og bemærkningerne hertil.

4.3. Tilbageførelse af midlertidigt udleverede personer

Efter den nordiske udleveringskonventions artikel 20, stk. 1, kan et nordisk land udsætte udleveringen af en person til et andet nordisk land med henblik på, at der i dette land kan gennemføres retsforfølgning eller straffuldbyrdelse mod den pågældende inden udleveringen. Efter stk. 2 kan det nordiske land €" i stedet for at udsætte udleveringen efter stk. 1 €" træffe beslutning om midlertidig udlevering af den pågældende. Betingelserne for den midlertidige udlevering aftales mellem de berørte landes relevante myndigheder. De nævnte bestemmelser forudsætter, at det anmodende land efterfølgende kan tilbageføre den midlertidigt udleverede person.

Den nordiske udleveringslov indeholder ikke udtrykkelige regler om udsættelse og midlertidig udlevering, og loven indeholder ikke en regel om tilbageførsel fra Danmark af en person, der er midlertidigt udleveret med henblik på retsforfølgning her i landet.

Den nordiske udleveringskonventions artikel 20 svarer til artikel 24 i rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre. Det er i praksis fast antaget, at gennemførelsen af rammeafgørelsen ikke hindrer, at de involverede myndigheder €" også uden en udtrykkelig lovbestemmelse herom €" kan aftale, i hvilket omfang udleveringen skal udsættes med henblik på, at der i det anmodede land inden udleveringen kan gennemføres retsforfølgning for en anden lovovertrædelse, eller aftale at der skal ske midlertidig udlevering. Dette vil tilsvarende gælde efter gennemførelsen af den nordiske udleveringskonvention.

Efter udleveringslovens § 21 a skal en person, der er midlertidigt udleveret til Danmark med henblik på strafforfølgning, tilbageføres, når retsforfølgningen her i landet er afsluttet. Den pågældende skal være frihedsberøvet under udleveringen, medmindre andet er aftalt med den stat, hvorfra udleveringen er sket. Afgørelse om frihedsberøvelse træffes af retten efter anmodning fra politiet, og retten skal i den forbindelse påse, at betingelserne for frihedsberøvelse under sagen er opfyldt.

Bestemmelsen i udleveringslovens § 21 a indgår i lovens kapitel 4, som er fælles for alle udleveringer omfattet af loven. Som følge af forslaget om at indsætte reglerne om udlevering til de nordiske lande i lovens kapitel 2 b og 3 b vil bestemmelsen i udleveringslovens § 21 a også skulle anvendes på udleveringer mellem de nordiske lande, og der er ikke behov for særlige regler herom vedrørende de nordiske lande.

5. Udlevering af lovovertrædere til Schweiz mv.

5.1. Gældende ret

Udlevering af lovovertrædere til Schweiz er i dag reguleret af udleveringslovens kapitel 2 om betingelser for udlevering til stater uden for Den Europæiske Union og kapitel 3 om behandlingen af sager om udlevering til stater uden for Den Europæiske Union. Schweiz har ligesom Danmark tiltrådt en række konventioner på området, herunder 1957-konventionen med tilhørende tillægsprotokoller, jf. pkt. 2.1 ovenfor.

Efter udleveringslovens § 2 kan justitsministeren på grundlag af en overenskomst med en stat uden for Den Europæiske Union fastsætte, at danske statsborgere kan udleveres til strafforfølgning i den pågældende stat, 1) hvis den pågældende i de sidste 2 år forud for den strafbare handling har haft bopæl i den stat, hvortil udlevering ønskes, og en handling, der svarer til den lovovertrædelse, for hvilken der søges udlevering, efter dansk ret kan straffes med fængsel i mindst 1 år, eller 2) hvis handlingen efter dansk ret kan medføre højere straf end fængsel i 4 år.

Efter udleveringslovens § 2 a kan udlevering af en udlænding til strafforfølgning eller til fuldbyrdelse af en dom i en stat uden for Den Europæiske Union ske, hvis handlingen efter dansk ret kan straffes med fængsel i mindst 1 år. Kan handlingen efter dansk ret medføre kortere fængselsstraf kan udlevering dog ske, hvis der er overenskomst herom med den pågældende stat.

Efter udleveringslovens § 3, stk. 2, kan udlevering til fuldbyrdelse af en dom, medmindre andet er fastsat ved overenskomst med den pågældende stat, kun ske, 1) hvis dommen lyder på fængsel i mindst 4 måneder, eller 2) hvis den dømte i henhold til dommen mv. skal anbringes i anstalt, og opholdet her kan blive af 4 måneders varighed.

Udleveringslovens §§ 4 og 5 omhandler udlevering for henholdsvis militære lovovertrædelser og politiske lovovertrædelser.

Udleveringslovens §§ 6-10 indeholder regler bl.a. om udlevering, hvis der er fare for, at den pågældende vil blive udsat for forfølgelse eller tortur mv., hvis udlevering ville være uforenelig med humanitære hensyn, hvis den, der søges udleveret, her i landet er dømt, frifundet eller benådet for den pågældende handling, hvis strafansvaret eller adgangen til at fuldbyrde straf for den pågældende handling ville være forældet efter dansk ret samt om visse obligatoriske vilkår, som skal fastsættes i forbindelse med udlevering (specialitetsreglen). Visse af disse bestemmelser svarer i vidt omfang til, hvad der gælder om udlevering til EU-medlemsstater, jf. f.eks. § 6, der svarer til § 10 h om udlevering, hvis der er fare for, at den pågældende vil blive udsat for forfølgelse eller tortur mv. Andre af bestemmelserne adskiller sig derimod fra, hvad der gælder om udlevering til EU-medlemsstater, f.eks. § 7 om tilfælde, hvor udlevering ville være uforenelig med humanitære hensyn. Efter § 7 kan udlevering ikke ske i sådanne tilfælde, hvorimod det efter § 10 i alene er muligt at udsætte udleveringen i disse tilfælde.

I udleveringslovens §§ 11-18 ( kapitel 3) er fastsat regler om behandlingen af sager om udlevering til stater uden for Den Europæiske Union. Det fremgår heraf bl.a., at spørgsmålet om udlevering afgøres af justitsministeren, og at et eventuelt samtykke fra den pågældende til udlevering alene indebærer et afkald på adgangen til at indbringe spørgsmålet om udleveringens lovlighed for domstolene og dermed en fremskyndelse af det tidspunkt, hvor udleveringen kan iværksættes.

5.2. Aftalen mellem EU og Schweiz om Schweiz€™ associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengen-reglerne

I forbindelse med rådsmødet (retlige og indre anliggender) og mødet i De Blandede Udvalg med deltagelse af henholdsvis Norge og Island og Schweiz den 26. oktober 2004 vedtog Rådet to rådsafgørelser om undertegnelse af en aftale mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengen-reglerne.

I forbindelse med godkendelsen af Schweiz€™ deltagelse i Schengen-samarbejdet blev der i selve aftalen (som bilag) opstillet lister over retsakter, afgørelser og erklæringer, som anses for at være en videreudvikling af Schengen-samarbejdet, og som Schweiz skal gennemføre og anvende, for så vidt de erstatter og/eller udbygger tilsvarende bestemmelser i konventionen om gennemførelse af aftalen om gradvis ophævelse af kontrollen ved de fælles grænser, undertegnet i Schengen den 19. juni 1990 (Schengen-konventionen).

På listen findes bl.a. bestemmelserne i konventionen fra 1995 om forenklet udleveringsprocedure mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union og bestemmelserne i konventionen fra 1996 om udlevering mellem Den Europæiske Unions medlemsstater, jf. Rådets afgørelse 2003/169/RIA af 27. februar 2003, der fastslår, at samtlige bestemmelser i 1995-konventionen og artikel 2, 6, 8, 9 og 13 samt artikel 1, i det omfang den er relevant for de andre artikler, i 1996-konventionen udgør en udvikling af Schengen-reglerne. Den nævnte afgørelse knytter sig til den aftale, der den 17. maj 1999 blev indgået mellem Den Europæiske Union og Island og Norge om disse landes associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengen-reglerne. Aftalen med Schweiz indebærer således, at disse regler skal finde anvendelse ved udlevering mellem EU-medlemssaterne (herunder Danmark) og Schweiz. 1995-konventionen og de nævnte bestemmelser i 1996-konventionen foreslås medtaget som bilag 1 og 2 til udleveringsloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 14 og 15.

1995-konventionen blev gennemført i dansk ret ved lov nr. 291 af 24. april 1996 om ændring af lov om udlevering af lovovertrædere mv. (International Strafferet), og 1996-konventionen blev gennemført i dansk ret ved lov nr. 417 af 10. juni 1997 om ændring af lov om udlevering af lovovertrædere (Gennemførelse af EU-udleveringskonventionen). Disse regler er senere ændret, idet udleveringsordningen mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union er blevet yderligere udbygget med indførelsen af den europæiske arrestordre, jf. lov nr. 433 af 10. juni 2003.

Formålet med 1995-konventionen er at indføre en forenklet procedure ved udlevering mellem EU-medlemsstater, når den person, der begæres udleveret, samtykker i udleveringen. Samtykket til udlevering skal meddeles i retten. Forenklingen sker i form af mere direkte kontakt mellem de berørte staters kompetente myndigheder og en mere hensigtsmæssig tilrettelæggelse af sagsgangen. 1957-konventionen, jf. pkt. 2.1 ovenfor, finder fortsat anvendelse i de tilfælde, hvor personen eller den anmodede stat ikke samtykker i udleveringen.

Formålet med 1996-konventionen er at lempe en række af de materielle betingelser for udlevering mellem medlemsstaterne. Konventionen indebærer således, at udlevering kan ske for forbrydelser med en mindre strafferamme end efter 1957-konventionen. Endvidere skal udlevering som udgangspunkt bl.a. ikke kunne nægtes med henvisning til, at der er indtrådt forældelse efter lovgivningen i den anmodede medlemsstat.

De relevante bestemmelser i de to konventioner er beskrevet nærmere i de specielle bemærkninger til forslaget til udleveringslovens § 21 b (lovforslagets § 1, nr. 13).

5.3. Lovforslagets udformning

Som det fremgår ovenfor under pkt. 5.2, er der i bilaget til aftalen med Schweiz en liste over de retsakter, der skal anvendes i forbindelse med Schweiz€™ associering i Schengen-samarbejdet, herunder en række bestemmelser i 1995- og 1996-konventionerne om udlevering. Disse bestemmelser indebærer, at der i forhold til Schweiz på visse punkter skal gælde andre regler end dem, der i dag gælder efter udleveringslovens kapitel 2 og 3.

Udleveringsloven indeholder et særligt regelsæt om udlevering til medlemsstater i Den Europæiske Union (kapitel 2 a og 3 a ), et særligt regelsæt om udlevering til stater uden for Den Europæiske Union (og Norden, jf. kapitel 2 og 3) samt med dette lovforslag et særligt regelsæt om udlevering til de nordiske lande (de foreslåede kapitel 2 b og 3 b). Med henblik på at bevare denne systematik i loven finder Justitsministeriet det mest hensigtsmæssigt i givet fald at gennemføre aftalen med Schweiz i form af en henvisning i udleveringsloven til de relevante bestemmelser i 1995-konventionen og 1996-konventionen, der således skal anvendes ved siden af de øvrige regler i lovens kapitel 2 og 3 ved udlevering til Schweiz. Det bemærkes, at de relevante bestemmelser i konventionerne efter Justitsministeriets opfattelse har en sådan karakter, at de er egnet til at blive gennemført i form af en henvisning hertil i udleveringsloven.

Henset til, at der i EU er indledt forhandlinger med Liechtenstein om en lignende aftale om associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengen-reglerne, finder Justitsministeriet endvidere, at bestemmelsen herom ikke blot bør omfatte Schweiz, men derimod generelt stater uden for Den Europæiske Union, som har indgået en associeringsaftale om gennemførelse, anvendelse og udvikling af Schengen-reglerne. Hvis andre regler om udlevering mellem Danmark og det pågældende land er mere vidtgående end reglerne i de nævnte konventioner, vil de førstnævnte regler efter den foreslåede bestemmelse finde anvendelse i stedet.

Lovforslaget indebærer således, at der ved udlevering til Schweiz (og andre lande, der i fremtiden måtte indgå en lignende aftale) vil gælde regler, der i vidt omfang svarer til de regler, der efter gennemførelsen af 1995-konventionen og 1996-konventionen i dansk ret, jf. lov nr. 291 af 24. april 1996 og lov nr. 417 af 10. juni 1997, gjaldt ved udlevering til medlemsstater i Den Europæiske Union (indtil gennemførelsen af reglerne om den europæiske arrestordre, jf. lov nr. 433 af 10. juni 2003).

En vedtagelse af lovforslaget indebærer, at Folketinget meddeler samtykke efter grundlovens § 19 til, at Danmark meddeler samtykke til at være bundet af aftalen mellem EU og Schweiz.

Der henvises til forslaget til udleveringslovens § 21 b (lovforslagets § 1, nr. 13) og bemærkningerne hertil.

6. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser

Med indførelsen af en nordisk arrestordre sker der en udvidelse af adgangen til og forenkling af proceduren for udlevering mellem de nordiske lande af personer, der er sigtet, tiltalt eller dømt for en lovovertrædelse. Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske eller administrative konsekvenser for det offentlige af betydning. Lovforslaget har ikke økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet. Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser. Lovforslaget gennemfører den nordiske udleveringskonvention mv.

7. Høring

Et udkast til lovforslaget har været i høring hos følgende organisationer mv.:

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, præsidenterne for Københavns Byret og for retterne i Århus, Odense, Aalborg og Roskilde, Den Danske Dommerforening, Domstolsstyrelsen, Dommerfuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren i København, Foreningen af Politimestre i Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Politiforbundet i Danmark, Advokatrådet, Landsforeningen af beskikkede advokater, Institut for Menneskerettigheder, Nævnet for Etnisk Ligestilling og Dansk Retspolitisk Forening.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

I lovforslagets bilag A er de foreslåede bestemmelser sammenholdt med de nugældende bestemmelser.

Til § 1

Til nr. 1 (§ 1, stk. 2)

Det foreslås, at udleveringslovens kapitel 2 a og 3 a (udlevering til EU-medlemsstater) ikke skal gælde for udlevering fra Danmark til Finland og Sverige. Dette skal ses i sammenhæng med, at der foreslås 2 nye kapitler om betingelser for udlevering til de nordiske lande (kapitel 2 b) og behandling af sager om udlevering til de nordiske lande (kapitel 3 b), jf. lovforslagets § 1, nr. 5 og 7, og at reglerne heri enten er mere vidtgående end reglerne om udlevering til stater inden for Den Europæiske Union eller identiske hermed.

Bestemmelsen er i overensstemmelse med artikel 31, stk. 2, i rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre, hvorefter medlemsstaterne kan indgå bilaterale eller multilaterale aftaler mv. efter rammeafgørelsens ikrafttræden, i det omfang de er mere vidtgående end dennes forskrifter og bidrager til yderligere at forenkle eller lette procedurerne for overgivelse af personer, der er omfattet af en europæisk arrestordre.

Til nr. 2 (overskriften til lovens kapitel 2)

Der er tale om en konsekvensændring som følge af, at reglerne om udlevering til de nordiske lande foreslås indsat i udleveringsloven. Kapitel 2 vil som i dag indeholde betingelser for udlevering til lande uden for EU og Norden, mens betingelserne for udlevering til EU-medlemsstater reguleres af kapitel 2 a, og betingelserne for udlevering til de nordiske lande reguleres af det foreslåede nye kapitel 2 b, jf. lovforslagets § 1, nr. 5.

Til nr. 3 (§ 2)

Der er tale om en konsekvensændring som følge af, at bestemmelserne om betingelser for udlevering til de nordiske lande foreslås samlet i et nyt kapitel 2 b, jf. lovforslagets § 1, nr. 5. § 2 indeholder som i dag betingelserne for, hvornår danske statsborgere kan udleveres til lande uden for EU og Norden, og der foreslås ikke ændringer i disse betingelser (jf. dog forslaget til § 21 b om udlevering til Schweiz mv. (lovforslagets § 1, nr. 13)).

Til nr. 4 (§ 2 a)

Der er tale om en konsekvensændring som følge af, at bestemmelserne om betingelser for udlevering til de nordiske lande foreslås samlet i et nyt kapitel 2 b, jf. lovforslagets § 1, nr. 5. § 2 a indeholder som i dag betingelserne for, hvornår udlændinge kan udleveres til lande uden for EU og Norden, og der foreslås ikke ændringer i disse betingelser (jf. dog forslaget til § 21 b om udlevering til Schweiz mv. (lovforslagets § 1, nr. 13)).

Til nr. 5 (kapitel 2 b)

Det foreslåede kapitel 2 b fastsætter betingelserne for, hvornår der kan ske udlevering fra Danmark til de andre nordiske lande (Finland, Island, Norge og Sverige). Det foreslåede kapitel gennemfører de betingelser for udlevering til de nordiske lande, der følger af den nordiske udleveringskonvention.

Kapitlet indeholder for det første regler om, hvilke lovovertrædelser der som udgangspunkt skal medføre udlevering til et andet nordisk land (§ 10 k ). Bestemmelsen indebærer bl.a., at der ikke længere skelnes mellem udlevering af danske statsborgere og udlændinge.

For det andet indeholder kapitel 2 b en række bestemmelser, hvorefter udlevering i visse tilfælde kan eller skal nægtes (§§ 10 l-10 n). Afslagsgrundene er udtømmende. Udlevering til et andet nordisk land kan således som udgangspunkt ikke afslås med henvisning til andre grunde end dem, der er nævnt i kapitel 2 b, jf. dog ovenfor i lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 4.1 om Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. En række af afslagsgrundene er identiske med afslagsgrundene efter den europæiske arrestordre, og der er derfor i kapitel 2 b i vidt omfang henvist til de tilsvarende afslagsgrunde i kapitel 2 a om betingelser for udlevering til medlemsstater i Den Europæiske Union.

Endelig indeholder kapitel 2 b bestemmelser om strafansvar og videreudlevering for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der sker udlevering for (§ 10 o) (den såkaldte specialitetsregel).

§ 10 k

Den foreslåede bestemmelse i § 10 k fastsætter kravene til lovovertrædelsens karakter for udlevering af lovovertrædere til et andet nordisk land på grundlag af en nordisk arrestordre. Bestemmelsen skelner ikke mellem udlevering af danske statsborgere og udlændinge.

Stk. 1 indebærer, at udlevering af personer med henblik på strafforfølgning til et andet nordisk land kan ske på grundlag af en nordisk arrestordre, hvis den lovovertrædelse, som arrestordren vedrører, i det pågældende land kan medføre fængsel eller anden frihedsberøvende foranstaltning.

Efter stk. 2 kan der på grundlag af en nordisk arrestordre ske udlevering af personer til straffuldbyrdelse af en dom afsagt i et nordisk land, hvis den pågældende ved dommen er idømt fængsel eller en anden frihedsberøvende foranstaltning.

De foreslåede bestemmelser i stk. 1 og 2 indebærer, at det €" i modsætning til hvad der i dag gælder med hensyn til politiske lovovertrædelser og i et vist omfang danske statsborgere €" ikke længere er en betingelse, at handlingen tillige er strafbar efter dansk ret (dobbelt strafbarhed).

S tk. 3 vedrører udlevering for flere strafbare forhold og svarer til den gældende bestemmelse i den nordiske udleveringslovs § 3, stk. 3, samt udleveringslovens § 3, stk. 3 (udlevering til stater uden for Den Europæiske Union (og Norden)), og § 10 a, stk. 4 (udlevering til medlemsstater i Den Europæiske Union).

Forslaget til § 10 k gennemfører den nordiske udleveringskonventions artikel 2, herunder stk. 3, hvorefter landene ikke må fastsætte bestemmelser om krav om dobbelt strafbarhed

Der henvises til pkt. 4.1.1.1 og 4.1.1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

§ 10 l

Efter den foreslåede bestemmelse finder de gældende bestemmelser i udleveringslovens §§ 10 b og 10 c vedrørende udlevering i henhold til en europæisk arrestordre tilsvarende anvendelse for udlevering til de nordiske lande.

Henvisningen til § 10 b indebærer, at udlevering på grundlag af en nordisk arrestordre af en dansk statsborger eller af personer med fast bopæl her i landet til strafforfølgning kan gøres betinget af, at den pågældende overføres til Danmark med henblik på fuldbyrdelse af en eventuel fængselsstraf eller en anden frihedsberøvende foranstaltning. Endvidere kan udlevering af en dansk statsborger eller af personer med fast bopæl her i landet til straffuldbyrdelse afslås, hvis Danmark giver tilsagn om, at straffen vil blive fuldbyrdet her i landet.

Dette er i overensstemmelse med praksis efter den gældende nordiske udleveringslov, hvorefter det er fast antaget, at det er muligt at afslå en anmodning om udlevering, hvis Danmark selv forpligter sig til at fuldbyrde straffen, og at det efter § 6, stk. 2, i forbindelse med udlevering til strafforfølgning er muligt at stille betingelse om tilbageførsel til Danmark med henblik på afsoning af en eventuel straffedom.

Danmarks overtagelse af fuldbyrdelsen af straffedomme afsagt i et andet nordisk land vil i øvrigt skulle ske efter reglerne herom i lov nr. 214 af 31. maj 1963 om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf mv. med senere ændringer.

Forslaget om, at § 10 b skal finde tilsvarende anvendelse, gennemfører den nordiske udleveringskonventions artikel 5, nr. 5, og artikel 6.

Henvisningen til § 10 c indebærer, at der ikke kan ske udlevering på grundlag af en nordisk arrestordre, hvis den pågældende efter dansk ret var under den kriminelle lavalder på gerningstidspunktet, jf. herved straffelovens § 15 (15 år).

Forslaget gennemfører den nordiske udleveringskonventions artikel 4, nr. 3.

Der henvises til pkt. 4.1.1.2 og pkt. 4.1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

§ 10 m

Efter det foreslåede stk. 1, 1. pkt., må der ikke ske udlevering, hvis den, der søges udleveret, er dømt eller frifundet for de pågældende handlinger her i landet, i et andet nordisk land eller i en EU-medlemsstat. Tilsvarende gælder ifølge det foreslåede stk. 1, 2. pkt. , hvis den, der søges udleveret, her i landet er benådet for handlingen. Udlevering kan endvidere afslås efter stk. 1, 3. pkt. , hvis den, der søges udleveret, er dømt eller frifundet for handlingen i en stat uden for Norden og EU.

Stk. 1, 1. og 3. pkt., udvider det gældende forbud mod dobbelt strafforfølgning i den nordiske udleveringslovs § 5 til €" i sager om udlevering på grundlag af en nordisk arrestordre €" at gælde med hensyn til personer, som i en tredjestat (dvs. en anden stat end her i landet og det land, hvortil udlevering skal ske) er dømt eller frifundet for den pågældende strafbare handling. Efter bestemmelsen skal udlevering således afslås, bl.a. hvis der er afsagt endelig dom i sagen her i landet, i et andet nordisk land eller i en medlemsstat i EU. Herudover kan udlevering afslås, hvis der er afsagt dom i sagen i en stat uden for Norden og EU. I disse tilfælde beror det på en konkret vurdering, om der skal ske udlevering eller ej. Der vil f.eks. kunne ske udlevering, hvis den pågældende tidligere er frifundet for den pågældende handling i en stat uden for Norden og EU, men grundlaget for dommen er åbenbart mangelfuldt.

Efter den nordiske udleveringskonventions artikel 4, nr. 2, og artikel 5, nr. 3, er det en betingelse for at afslå udlevering under henvisning til, at den pågældende i et andet land end det, der har anmodet om udlevering, er dømt for de samme forhold, som udleveringen angår, at dommen, der er afsagt i det pågældende tredjeland, er fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan fuldbyrdes efter tredjelandets lovgivning, jf. herved forslaget til stk. 1, 4. pkt.

Udlevering kan ikke afslås efter bestemmelsen under henvisning til, at den pågældende er dømt her i landet, i et andet nordisk land eller i en EU-medlemsstat, hvis der på grund af myndighedernes passivitet i domslandet ikke er taget sædvanlige skridt med henblik på fuldbyrdelse af dommen. Hvis domslandets relevante myndigheder således €" uden at der er indtrådt forældelse €" gennem længere tid intet har foretaget sig med henblik på fuldbyrdelse af dommen, vil udlevering til et andet nordisk land ikke kunne afslås. Dette gælder dog ikke i tilfælde, hvor der på grund af myndighedernes almindelige sagsbehandlingstid i domslandet endnu ikke er foretaget de relevante skridt mod fuldbyrdelsen af dommen.

Bestemmelsen udelukker ikke udlevering til straffuldbyrdelse i et nordisk land, der tidligere har afsagt dom i sagen, i tilfælde, hvor et andet land €" i strid med princippet om »ne bis in idem« €" efterfølgende har indledt strafforfølgning eller afsagt en straffedom, der endnu ikke er fuldbyrdet, for det samme forhold.

Bestemmelserne i den nordiske udleveringskonventions artikel 4, nr. 2, og artikel 5, nr. 3, medfører ikke en pligt for det anmodede lands myndigheder til af egen drift at undersøge, om den pågældende tidligere er blevet endelig dømt i et andet land for de samme handlinger. De nævnte afslagsgrunde bliver således kun relevante, såfremt den anmodede judicielle myndighed er i besiddelse af de nødvendige oplysninger om en eventuel dom afsagt i et andet land.

De danske myndigheder skal således ikke af egen drift iværksætte en nærmere undersøgelse af, om der er afsagt dom for forholdet i et andet land. Er det oplyst, at den, som en arrestordre vedrører, muligvis allerede er dømt eller frifundet for det samme forhold i et andet land, men er oplysningerne utilstrækkelige, og kan de nødvendige oplysninger ikke tilvejebringes, således at der kan træffes afgørelse inden for de foreslåede frister i § 18 k, skal udleveringsanmodningen normalt imødekommes, hvis lovens betingelser herfor i øvrigt er opfyldt.

I overensstemmelse med praksis efter den gældende bestemmelse i den nordiske udleveringslovs § 5 er udlevering ligeledes udelukket, hvis der her i landet er sket benådning (amnesti) for det pågældende forhold, jf. forslaget til stk. 1, 2. pkt.

Forslaget til § 10 m, stk. 1, svarer i vidt omfang til den gældende bestemmelse i udleveringslovens § 10 d, stk. 1 (om udlevering til EU-lande).

Forslaget til § 10 m, stk. 1, gennemfører de obligatoriske afslagsgrunde i den nordiske udleveringskonventions artikel 4, nr. 1 og 2, og den fakultative (valgfrie) afslagsgrund i konventionens artikel 5, nr. 3.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2 finder de gældende bestemmelser i udleveringslovens § 10 d, stk. 2 og 3, vedrørende udlevering i henhold til en europæisk arrestordre tilsvarende anvendelse ved udlevering til de nordiske lande.

Henvisningen til § 10 d, stk. 2, indebærer, at udlevering, hvis tiltale mod den pågældende er frafaldet her i landet, kun kan finde sted, hvis retsplejelovens betingelser for omgørelse af beslutningen om tiltalefrafald er opfyldt, jf. pkt. 4.1.4.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger. Endvidere kan udlevering afslås, hvis påtale er opgivet, og betingelserne for at omgøre beslutningen om påtaleopgivelse ikke er opfyldt. Ved forslaget udvides adgangen til efter den gældende bestemmelse i den nordiske udleveringslovs § 5, 2. pkt., at afslå udlevering, hvis der her i landet er meddelt tiltalefrafald, til ligeledes at omfatte sager, hvor påtale er opgivet. Der vil således f.eks. kunne være grund til at afslå udlevering på grundlag af en nordisk arrestordre, hvis politi- og anklagemyndigheden her i landet allerede har foretaget en bevismæssig vurdering af den handling, som arrestordren vedrører, med henblik på eventuel strafforfølgning i Danmark, og der i den forbindelse er meddelt påtaleopgivelse, fordi sigtelsen har vist sig at være grundløs. Hvis påtaleopgivelse er meddelt, fordi handlingen ikke kan strafforfølges i Danmark på grund af manglende jurisdiktionskompetence, men i stedet må forfølges i det nordiske land, der nu anmoder om udlevering, vil der derimod normalt ikke være grundlag for at afslå udlevering.

Henvisningen til § 10 d, stk. 3, indebærer, at udlevering med henblik på strafforfølgning kan afslås, hvis retsforfølgning mod den pågældende er påbegyndt €" men endnu ikke afsluttet €" her i landet for den handling, som arrestordren vedrører, og retsforfølgning på grund af handlingens karakter, den pågældendes tilknytning til Danmark og omstændighederne i øvrigt findes mest nærliggende at skulle gennemføres her i landet. Hvorvidt retsforfølgning bør gennemføres her i landet, beror på en konkret vurdering i den enkelte sag, hvor der €" ud over de i bestemmelsen nævnte momenter €" f.eks. kan lægges vægt på, hvor fremskreden retsforfølgningen er mod den pågældende her i landet, og hvor lovovertrædelsen navnlig har haft virkning.

Bestemmelsen omfatter ikke udlevering til fuldbyrdelse af en straffedom. Dette skyldes, at retsforfølgning her i landet for forhold, for hvilke den pågældende tidligere er blevet endelig dømt eller frifundet i et andet land, ville være i strid med princippet om forbud mod dobbelt strafforfølgning (»ne bis in idem«).

Forslaget til stk. 2 gennemfører de valgfrie (fakultative) afslagsgrunde i den nordiske udleveringskonventions artikel 5, nr. 1 og 4.

Der henvises til pkt. 4.1.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

§ 10 n

Efter den foreslåede bestemmelse i § 10 n finder de gældende bestemmelser i udleveringslovens § 10 f, stk. 1, og §§ 10 h og 10 i vedrørende udlevering i henhold til en europæisk arrestordre tilsvarende anvendelse ved udlevering til de nordiske lande.

Henvisningen til § 10 f, stk. 1, indebærer, at udlevering på grundlag af en nordisk arrestordre ikke må finde sted, hvis den handling, som arrestordren vedrører, er foretaget her i landet, og handlingen ikke er strafbar efter dansk ret.

Bestemmelsen gennemfører den valgfrie (fakultative) afslagsgrund i den nordiske udleveringskonventions artikel 5, nr. 2.

Der henvises til pkt. 4.1.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Henvisningen til § 10 h indebærer, at udlevering ikke må finde sted, hvis der er fare for, at den pågældende efter udleveringen på grund af sin afstamning, sit tilhørsforhold til en bestemt befolkningsgruppe, sin religiøse eller politiske opfattelse eller i øvrigt på grund af politiske forhold vil blive udsat for forfølgelse, som retter sig mod den pågældendes liv eller frihed eller i øvrigt er af alvorlig karakter. Udlevering må endvidere ikke finde sted, hvis der er fare for, at den pågældende efter udleveringen vil blive udsat for tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.

Der henvises til pkt. 4.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger. Som det fremgår heraf, gælder det anførte også i forhold til udlevering efter den nordiske udleveringskonvention, selv om der ikke findes en udtrykkelig konventionsbestemmelse herom.

Henvisningen til § 10 i indebærer, at udlevering skal udsættes, hvis det i særlige tilfælde, navnlig under hensyn til den pågældendes alder, helbredstilstand eller andre personlige forhold, må antages, at udlevering ville være uforenelig med humanitære hensyn. Udsættelsen af udleveringen skal ske, indtil de særlige forhold, der forhindrer udlevering, ikke længere er til stede.

Bestemmelsen gennemfører artikel 19, stk. 5, i den nordiske udleveringskonvention.

Der henvises til pkt. 4.2.8 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

§ 10 o

Den foreslåede bestemmelse indeholder regler om, hvornår der i forbindelse med udlevering af en person til et nordisk land på grundlag af en nordisk arrestordre, kan fastsættes vilkår om, at den pågældende ikke må kan drages til ansvar eller udleveres videre til et tredje land (dvs. et andet land end det, hvortil udlevering er sket) for en anden strafbar handling begået før udleveringen end den, den pågældende er udleveret for (specialitetsreglen).

Bestemmelsen gennemfører den nordiske udleveringskonventions artikel 23 og 24. Der henvises herom nærmere til pkt. 3.2 og 4.1.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Muligheden for retsforfølgning for andre lovovertrædelser, som er begået før den handling, den pågældende er udleveret for, er i dag reguleret af § 6, stk. 1, nr. 4 (danske statsborgere), og § 6, stk. 1, nr. 5 (udlændinge), i den nordiske udleveringslov. Der henvises herom til pkt. 2.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger. Efter den gældende ordning kan udlevering kun ske på vilkår af, at den udleverede ikke drages til ansvar for andre lovovertrædelser, som er begået før den handling, den pågældende er udleveret for den. Kun hvis betingelserne i en af de undtagelsesbestemmelser, der nævnes i § 6, nr. 4, litra a-d, er opfyldt, vil den pågældende kunne drages til ansvar for sådanne handlinger.

Den nordiske udleveringskonventions artikel 23, hvor der bl.a. ikke skelnes mellem danske statsborgere og udlændinge, indebærer både i forhold til den gældende nordiske ordning og i forhold til specialitetsreglen i udleveringslovens § 10 j, jf. § 10 (vedrørende udlevering til EU-medlemsstater og stater uden for EU (og Norden)), en udvidet adgang til udlevering, idet der kun i et mere begrænset omfang som betingelse for en udlevering kan stilles vilkår om, at den udleverede ikke må drages til ansvar for andre lovovertrædelser, som er begået før den handling, den pågældende er udleveret for.

Forslaget til stk. 1 fastslår på den baggrund, at udlevering som udgangspunkt ikke kan betinges af, at den udleverede ikke må drages til ansvar for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der er sket udlevering for.

Det foreslås dog samtidig, at udlevering kun kan ske på vilkår af, at den udleverede ikke drages til ansvar for andre strafbare handlinger begået før udleveringen, end den, der er sket udlevering for, hvis udlevering for den pågældende handling ville være blevet afslået efter en af de foreslåede bestemmelser i § 10 c, jf. § 10 l (den kriminelle lavalder), § 10 m, stk. 1, 1. pkt., jf. 4. pkt. (den pågældende her i landet, i et andet nordisk land eller en EU-medlemsstat er dømt eller frifundet for den samme handling), eller § 10 m, stk. 1, 2. pkt. (benådning) (nr. 1), eller udlevering for den pågældende handling kunne have været afslået efter § 10 d, stk. 2, jf. § 10 m, stk. 2 (tiltalefrafald/påtaleopgivelse), eller § 10 f, stk. 1, jf. § 10 n (handlingen begået helt eller delvist her i landet), og justitsministeren ikke meddeler tilladelse til, at den pågældende kan drages til ansvar for handlingen (nr. 2).

Forslaget til stk. 1 gennemfører artikel 23, stk. 1, i den nordiske udleveringskonvention. Med hensyn til justitsministerens tilladelse efter nr. 2 henvises til forslaget til udleveringslovens § 20, stk. 3 (lovforslagets § 1, nr. 13), og bemærkningerne hertil.

Efter det foreslåede stk. 2 vil den udleverede uanset den foreslåede bestemmelse i stk. 1, 2. pkt., kunne drages til ansvar for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der er sket udlevering for, hvis den pågældende efter at have haft mulighed for at forlade det land, hvortil den pågældende er udleveret, har undladt dette i 45 dage efter den endelige løsladelse eller er vendt tilbage til dette land efter at have forladt det (nr. 1), eller den pågældende efter den foreslåede § 18 j i forbindelse med samtykke til udlevering til det nordiske land, hvortil udlevering er sket, har meddelt samtykke til at blive draget til ansvar for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der er sket udlevering for, eller den pågældende har meddelt samtykke hertil i et retsmøde i det nordiske land, hvortil udlevering er sket (nr. 2).

Forslaget til stk. 2 gennemfører artikel 23, stk. 2, i den nordiske udleveringskonvention, og svarer til visse af de gældende betingelser i udleveringslovens § 10, nr. 1 (litra b og c), jf. § 10 j, men får i relation til udlevering til de nordiske lande et væsentligt mere begrænset anvendelsesområde, da udgangspunktet som nævnt er, at der kan ske retsforfølgning for andre lovovertrædelser end den, der er sket udlevering for.

Den nordiske udleveringskonventions artikel 24 regulerer, i hvilket omfang en person, der er udleveret til et nordisk land i medfør af en nordisk arrestordre, kan udleveres videre til et tredje land (dvs. et andet land end det, hvortil udlevering er sket) for en lovovertrædelse, der er begået inden udleveringen. Hvis det land, der i givet fald skal ske videreudlevering til, også er et nordisk land, kan en sådan videreudlevering ske, medmindre udlevering fra det oprindelige anmodende land til det nu anmodende land ville være blevet afslået efter national ret i henhold til artikel 26 eller 27 (om udlevering til/fra Island).

Hvis det land, der i givet fald skal ske videreudlevering til, er et EU-medlemsland eller et tredjeland (dvs. et land uden for Norden og EU), kan en sådan videreudlevering ske i henhold til reglerne i det anmodende lands lovgivning, hvis a) den pågældende selv meddeler samtykke hertil, b) den pågældende, uanset at denne i 45 dage uhindret har kunnet forlade det land, hvortil denne er udleveret, har undladt dette, eller den pågældende efter at have forladt landet frivilligt er vendt tilbage, eller c) det anmodede land meddeler samtykke hertil. Samtykke kan kun meddeles, hvis udlevering for den pågældende handling kunne have fundet sted efter reglerne i det anmodede lands lovgivning.

Det foreslåede stk. 3 fastsætter på den baggrund, at udlevering som udgangspunkt ikke kan betinges af, at den udleverede ikke må videreudleveres til et tredje nordisk land for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der er sket udlevering for. Efter den foreslåede bestemmelse kan udlevering dog alene ske på vilkår af, at den udleverede ikke videreudleveres til Island, hvis udlevering til dette land ville være afskåret efter reglerne i det land, hvortil udlevering er sket (jf. konventionens artikel 26 og 27).

Efter det foreslåede stk. 4 kan udlevering endvidere alene ske på vilkår af, at den udleverede ikke udleveres videre til en medlemsstat i Den Europæiske Union eller en stat uden for Den Europæiske Union og Norden for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der er sket udlevering for, medmindre den pågældende efter den foreslåede § 18 j i forbindelse med samtykke til udlevering til det nordiske land, hvortil udlevering er sket, har meddelt samtykke til at blive videreudleveret for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der sker udlevering for, eller den pågældende har meddelt samtykke hertil i et retsmøde i det nordiske land, hvortil udlevering er sket (nr. 1), den pågældende efter at have haft mulighed for at forlade det land, hvortil vedkommende er udleveret, har undladt dette i 45 dage efter den endelige løsladelse, eller er vendt tilbage til dette land efter at have forladt det (nr. 2), eller justitsministeren meddeler samtykke hertil (nr. 3). Bestemmelsen svarer i et vist omfang til den gældende bestemmelse i udleveringslovens § 10 j, stk. 3, der dog alene vedrører adgangen til videreudlevering til en tredje EU-medlemsstat.

Der henvises til pkt. 4.1.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Om samtykket til at blive draget til ansvar og videreudleveret for andre inden udleveringen begåede lovovertrædelser end den, for hvilken den pågældende er udleveret, henvises til pkt. 4.2.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger samt bemærkningerne til den foreslåede § 18 j.

Til nr. 6 (overskrift til kapitel 3)

Der er tale om en konsekvensændring som følge af, at reglerne om udlevering til de nordiske lande foreslås indsat i udleveringsloven. Kapitel 3 vil som i dag indeholde regler om behandlingen af sager om udlevering til lande uden for EU og Norden, mens behandlingen af sager om udlevering til EU-medlemsstater reguleres af kapitel 3 a, og behandlingen af sager om udlevering til de nordiske lande reguleres af det foreslåede nye kapitel 3 b, jf. lovforslagets § 1, nr. 7.

Til nr. 7 (kapitel 3 b)

Det foreslåede kapitel 3 b indeholder de nye regler om behandlingen af sager om udlevering til de nordiske lande.

Efter lovforslaget skal udlevering til andre nordiske lande ske på grundlag af en nordisk arrestordre. En nordisk arrestordre indeholder som udgangspunkt alle de oplysninger, som er nødvendige for, at den anmodede myndighed kan træffe afgørelse om, hvorvidt der skal ske udlevering.

Der henvises til pkt. 4.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

§ 18 g

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 1 skal den nordiske arrestordre for at kunne danne grundlag for anholdelse og udlevering til et nordisk land indeholde oplysning om den eftersøgtes identitet og nationalitet, tid og sted for den strafbare handling, dennes beskaffenhed og de anvendelige straffebestemmelser, samt oplysning om, hvorvidt der er truffet beslutning om anholdelse eller fængsling, eller om der er afsagt dom.

Forslaget til stk. 1 gennemfører den nordiske udleveringskonventions artikel 7. Konventionen indeholder som bilag det certifikat, der udgør den nordiske arrestordre, jf. lovforslagets bilag 2.

Efter det foreslåede stk. 2 skal en nordisk arrestordre, der er udstedt med henblik på udlevering til strafforfølgning, ud over de oplysninger, der fremgår af stk. 1, tillige indeholde oplysning om strafferammen i den pågældende medlemsstat for den lovovertrædelse, som arrestordren vedrører. Disse oplysninger er nødvendige med henblik på at vurdere, om betingelserne for udlevering i forslaget til § 10 k, stk. 1, hvorefter handlingen i det land, der har anmodet om udlevering, skal kunne medføre fængsel eller anden frihedsberøvende foranstaltning, er opfyldt.

Hvis den nordiske arrestordre er udstedt med henblik på udlevering til straffuldbyrdelse, skal arrestordren tillige indeholde oplysning om en eventuel idømt straf eller anden lignende retsfølge, jf. det foreslåede stk. 3.

Det vil således ikke fremover €" som efter den gældende nordiske udleveringslovs § 8, stk. 3 €" kunne kræves, at der sammen med en arrestordre sker samtidig fremsendelse af selve den beslutning om anholdelse, fængsling eller den dom, der danner grundlag for den nordiske arrestordre.

I stedet for fremsendelse af en nordisk arrestordre kan det anmodende nordiske land vælge at indberette den eftersøgte til Schengen-informationssystemet. En sådan indberetning har samme retsvirkninger som en nordisk arrestordre €" dvs. i første række en efterlysning og en anmodning om anholdelse og fængsling. Schengen-informationssystemet er imidlertid ikke for tiden i stand til at fremsende alle de oplysninger, der er nævnt i den nordiske udleveringskonventions artikel 7, stk. 1. I denne overgangsperiode vil indberetningen alligevel have samme retsvirkning som en nordisk arrestordre, indtil den anmodede medlemsstat har modtaget den originale arrestordre. Det svarer til, hvad der gælder efter den europæiske arrestordre.

Det foreslåede § 18 g, stk. 1-3, svarer til den gældende bestemmelse i udleveringslovens § 18 a vedrørende den europæiske arrestordre.

Efter det foreslåede stk. 4 skal en europæisk arrestordre udfærdiget af Finland eller Sverige betragtes som en nordisk arrestordre. Bestemmelsen gennemfører den nordiske udleveringskonventions artikel 1, stk. 2.

Bestemmelsen er relevant i de situationer, hvor Finland eller Sverige ønsker en person udleveret, men ikke er bekendt med, hvor den pågældende befinder sig, og på den baggrund f.eks. efterlyser den pågældende gennem Schengen-informationssystemet (SIS). I sådanne tilfælde vil Finland og Sverige kunne udstede en europæisk arrestordre, og hvis det viser sig, at den eftersøgte opholder sig i et af de øvrige nordiske lande, vil den europæiske arrestordre skulle betragtes som en nordisk arrestordre og behandles efter reglerne herom.

I de situationer, hvor en europæisk arrestordre skal betragtes som en nordisk arrestordre ligger det i ordningen efter den nordiske udleveringskonvention, at det anmodende land tydeligt bør påføre dette på dokumentet, således at det anmodede lands myndigheder ikke kan være i tvivl om, hvorledes anmodningen skal behandles.

Der henvises til pkt. 4.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

§ 18 h

Efter det foreslåede stk. 1 skal en nordisk arrestordre sendes til politidirektøren på det sted, hvor den, som søges udleveret, opholder sig. Politiet iværksætter derefter uden ophold den undersøgelse, der er nødvendig for at afgøre, om betingelserne for udlevering er opfyldt. For denne undersøgelse gælder bestemmelserne i retsplejelovens 4. bog med de fornødne lempelser €" dvs. reglerne om fremgangsmåden ved undersøgelsen samt reglerne om erstatning for uberettiget anholdelse og fængsling.

Om ændringen i forhold til den gældende bestemmelse i den nordiske udleveringslovs § 8, stk. 1, hvorefter en begæring om udlevering kan rettes til rigsadvokaten, statsadvokat eller politimester (i København politidirektøren) henvises til pkt. 4.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Den foreslåede bestemmelse svarer i øvrigt til den gældende bestemmelse i den nordiske udleveringslovs § 9 samt udleveringslovens § 12, 2. pkt., og § 18 b, stk. 1, 2. pkt. (om behandling af sager om udlevering til henholdsvis stater uden for Den Europæiske Union (og Norden) og medlemsstater i Den Europæiske Union).

Efter det foreslåede stk. 2 kan der til fremme af undersøgelsen og for at sikre udleveringen anvendes de retsmidler, der er omtalt i retsplejelovens kapitel 69 om anholdelse og kapitel 70 om varetægtsfængsling, i det omfang den nordiske arrestordre er udstedt for en lovovertrædelse, der kan medføre udlevering efter de foreslåede regler i udleveringslovens kapitel 2 b.

Bestemmelsen indebærer, at den person, som den nordiske arrestordre vedrører, kan anholdes og varetægtsfængsles for ethvert forhold, som kan medføre udlevering på grundlag af en nordisk arrestordre. Såfremt arrestordren vedrører en handling, som kan medføre udlevering i medfør af forslaget til § 10 k om udlevering til de nordiske lande, vil varetægtsfængsling således ikke kunne nægtes f.eks. under henvisning til, at der i medfør af strafferammekravet i retsplejelovens § 762 ikke ville kunne ske varetægtsfængsling i sager vedrørende lovovertrædelser af tilsvarende art, der forfølges her i landet.

Retsplejelovens øvrige regler om varetægtsfængsling finder tilsvarende anvendelse. Der vil således f.eks. ikke skulle ske varetægtsfængsling, hvis retten finder, at varetægtsfængslingens øjemed kan opnås ved mindre indgribende foranstaltninger, og den pågældende samtykker i disse foranstaltninger, jf. retsplejelovens § 765.

Bestemmelsen indebærer endvidere, at de retsmidler, der er omtalt i retsplejelovens kapitel 72 om legemsindgreb, kapitel 73 om ransagning og kapitel 74 om beslaglæggelse og edition samt kapitel 75 a om andre efterforskningsskridt kan anvendes i samme omfang, som i sager vedrørende lovovertrædelser af tilsvarende art, der forfølges her i landet. Bestemmelsen svarer med hensyn til adgangen til at benytte disse retsmidler i udleveringssager til den gældende bestemmelse i § 11 i den nordiske udleveringslov samt bestemmelsen i udleveringslovens § 13 (om behandling af sager om udlevering til stater uden for Den Europæiske Union (og Norden)).

Bestemmelsen gennemfører artikel 10 i den nordiske udleveringskonvention og svarer til den gældende bestemmelse i udleveringslovens § 18 b, stk. 2, om den europæiske arrestordre.

Efter det foreslåede stk. 3 finder den gældende bestemmelse i udleveringslovens § 18 b, stk. 3, vedrørende behandling af sager om udlevering i henhold til en europæisk arrestordre tilsvarende anvendelse ved udlevering til de nordiske lande. Henvisningen til § 18 b, stk. 3, indebærer, at § 14 om forsvarerbeskikkelse finder tilsvarende anvendelse. Efter denne bestemmelse skal der, når der iværksættes politiundersøgelse i en udleveringssag, som udgangspunkt beskikkes forsvarer for den, som søges udleveret. Dette svarer til den gældende bestemmelse i den nordiske udleveringslovs § 12.

Bestemmelsen gennemfører artikel 9, stk. 2, i den nordiske udleveringskonvention.

Efter det foreslåede stk. 4, 1. pkt., træffes afgørelse om udlevering af politidirektøren. Det er således efter lovforslaget som udgangspunkt politidirektøren, der er kompetent myndighed til at træffe afgørelse i sager om udlevering i henhold til den nordiske arrestordre. Foreligger der samtidig med en nordisk arrestordre tillige en europæisk arrestordre eller en udleveringsbegæring fra en stat uden for Den Europæiske Union og Norden, træffes afgørelse om udlevering dog efter det foreslåede stk. 4, 2. pkt., af justitsministeren. Er der derimod tale om to konkurrerende nordiske arrestordrer, træffes afgørelsen af politidirektøren.

De retningslinjer, som Justitsministeriet påtænker at udstede, hvis lovforslaget vedtages, vil bl.a. €" i overensstemmelse med den nordiske udleveringskonventions artikel 15 om konkurrerende anmodninger €" indeholde nærmere retningslinjer vedrørende behandlingen af konkurrerende anmodninger.

Der henvises til pkt. 4.2.1, 4.2.3 og 4.2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

§ 18 i

Efter det foreslåede stk. 1 skal den person, som politidirektøren har truffet beslutning om at udlevere, samtidig med underretningen om beslutningen herom oplyses om adgangen til domstolsprøvelse og om fristen herfor. Efter det foreslåede stk. 2 kan den pågældende herefter forlange, at politiet indbringer spørgsmålet om beslutningens lovlighed for retten. Da den nordiske arrestordre bygger på gensidig anerkendelse af afgørelser om frihedsberøvelse mv., vil en eventuel domstolsprøvelse kun skulle angå, hvorvidt betingelserne for udlevering efter loven er opfyldt, hvorimod grundlaget for anmodningen om udlevering, herunder de bevismæssige forhold, ikke vil skulle efterprøves. Efter det foreslåede stk. 3 skal anmodning om domstolsprøvelse som udgangspunkt fremsættes inden 3 dage efter, at politidirektørens beslutning om udlevering er meddelt den pågældende. Når særlige omstændigheder taler derfor, kan politidirektøren dog tillade, at beslutningen indbringes for retten, selv om anmodning herom først fremsættes efter fristens udløb. Rettens afgørelse kan efter den foreslåede bestemmelse i stk. 3, 2. pkt. , der indebærer, at den gældende bestemmelse i udleveringslovens § 16, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse, kæres til landsretten inden en frist på 3 dage.

Den nordiske udleveringskonvention indeholder ikke udtrykkelige regler om domstolsprøvelse, men den foreslåede bestemmelse opretholder den gældende adgang til domstolsprøvelse af afgørelser om udlevering. De foreslåede stk. 1-3 er således i overensstemmelse med § 10 i den gældende nordiske udleveringslov, der dog ikke indeholder en udtrykkelig frist for fremsættelse af en anmodning om domstolsprøvelse. Den foreslåede bestemmelse svarer i øvrigt til de gældende bestemmelser i udleveringslovens § 15, stk. 2, § 16 og § 18 b, stk. 4, 2. pkt., der dog vedrører tilfælde, hvor afgørelsen om udlevering i dag træffes af justitsministeren.

Efter det foreslåede stk. 4 finder bestemmelserne i udleveringslovens § 15, stk. 2, og § 16 tilsvarende anvendelse i de sager, der efter forslaget til § 18 h, stk. 4, 2. pkt., behandles af justitsministeren. Den foreslåede bestemmelse indebærer, at de ovenfor beskrevne frister mv. vedrørende domstolsprøvelse også gælder i sager, hvor der foreligger konkurrerende anmodninger om udlevering, og hvor afgørelsen derfor efter forslaget træffes af justitsministeren.

§ 18 j

Efter den foreslåede bestemmelse kan den, der ønskes udleveret, i et retsmøde dels meddele samtykke til selve udleveringen, dels meddele samtykke til at blive draget til ansvar og videreudleveret til et tredje nordisk land, en medlemsstat i Den Europæiske Union eller en stat uden for Den Europæiske Union og Norden for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der sker udlevering for, jf. herom i øvrigt forslaget til § 10 o (lovforslagets § 1, nr. 5). Uanset om der er meddelt samtykke til udlevering, skal der som hidtil træffes afgørelse om udlevering, idet politidirektøren/justitsministeren skal tage stilling til, om betingelserne for udlevering er opfyldt. En nordisk arrestordre behandles derfor som udgangspunkt efter de samme regler, uanset om der er meddelt samtykke til udlevering eller ej.

Den foreslåede bestemmelse om samtykke til selve udleveringen svarer til den gældende bestemmelse i den nordiske udleveringslovs § 8, stk. 3. Forslaget om samtykke til retsforfølgning for andre lovovertrædelser svarer til § 6, nr. 4, litra b, i den nordiske udleveringslov. Den foreslåede adgang til at meddele samtykke til videreudlevering er derimod en udvidelse i forhold til den gældende nordiske ordning. Den foreslåede bestemmelse svarer endvidere i vidt omfang til de gældende bestemmelser i udleveringslovens § 18 c (om behandling af sager om udlevering til EU-medlemsstater).

Bestemmelsen gennemfører artikel 11 i den nordiske udleveringskonvention.

Efter konventions artikel 11, stk. 4, kan et meddelt samtykke til udlevering, herunder et samtykke til retsforfølgning for andre lovovertrædelser begået før den lovovertrædelse, for hvilken den pågældende skal udleveres, tilbagekaldes i henhold til national ret i det anmodede land. I henhold til dansk ret vil et samtykke kunne tilbagekaldes på et hvilket som helst tidspunkt, indtil udlevering er sket.

Der henvises til pkt. 4.2.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

§ 18 k

De foreslåede stk. 1 og 2 fastsætter særlige tidsfrister for behandlingen af sager om udlevering på grundlag af en nordisk arrestordre.

Efter stk. 1 skal politidirektørens/justitsministerens afgørelse om, hvorvidt der kan ske udlevering, træffes snarest og så vidt muligt inden 3 dage efter, at den, der begæres udleveret, er anholdt her i landet eller har meddelt samtykke til udleveringen.

Stk. 2 vedrører de tilfælde, hvor politidirektørens/justitsministerens afgørelse om udlevering indbringes for retten. I sådanne tilfælde skal rettens endelige afgørelse så vidt muligt træffes inden 30 dage efter anholdelsen af den pågældende her i landet.

Med hensyn til rettens mulighed for efter omstændighederne at afvise en valgt forsvarer eller at nægte at beskikke en bestemt forsvarer, jf. retsplejelovens §§ 730, stk. 3, 733, stk. 2 og 736, stk. 2, hvis den pågældende forsvarer på grund af andre opgaver ikke vil kunne deltage i udleveringssagens behandling i et omfang, der gør det muligt at overholde de nævnte frister for behandlingen af sager om udlevering på grundlag af en nordisk arrestordre, henvises til bemærkningerne til lovforslaget om gennemførelse af den europæiske arrestordre (L 168/2002), jf. Folketingstidende 2002-03, Tillæg A, s. 4312 f.

Bestemmelsen gennemfører den nordiske udleveringskonventions artikel 14. Fristerne i den foreslåede bestemmelse er €" ligesom fristerne for behandling af en europæisk arrestordre, jf. den gældende bestemmelse i udleveringslovens § 18 d €" kun vejledende, og en overskridelse af tidsfristen i den konkrete sag vil derfor ikke have umiddelbare konsekvenser for hverken behandlingen af udleveringsanmodningen eller spørgsmålet om varetægtsfængsling. Den nordiske udleveringskonvention forpligter imidlertid de nordiske lande til så vidt muligt at overholde fristerne i artikel 14.

Der henvises til pkt. 4.2.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

§ 18 l

Efter det foreslåede stk. 1 kan den, som en beslutning om udlevering på grundlag af en nordisk arrestordre vedrører, ikke udleveres før udløbet af den frist på 3 dage for fremsættelse af anmodning om domstolsprøvelse, som fremgår af forslaget til § 18 i, stk. 3, og § 16, jf. § 18 i, stk. 4. Det gælder dog ikke, hvis den pågældende giver afkald på at indbringe beslutningen om udlevering for retten. Hvis beslutningen om udlevering indbringes for retten, kan udlevering ikke ske, før beslutningen er fundet lovlig ved endelig retskendelse. Bestemmelsen svarer til de gældende bestemmelser i den nordiske udleveringslovs § 10, stk. 3, samt udleveringslovens § 17, stk. 1, og § 18 e, stk. 1 (om behandling af sager om udlevering til henholdsvis stater uden for Den Europæiske Union (og Norden) og medlemsstater i Den Europæiske Union). Den nordiske udleveringskonvention indeholder derimod ikke særlige regler om domstolsprøvelse.

Efter det foreslåede stk. 2 skal en udlevering gennemføres snarest og så vidt muligt senest 5 dage efter de i stk. 1 nævnte tidspunkter. Bestemmelsen gennemfører den nordiske udleveringskonventions artikel 19, stk. 2, hvorefter der, når der er truffet endelig afgørelse om udlevering, skal ske udlevering efter senest 5 dage. Hvis det på grund af særlige omstændigheder viser sig umuligt at udlevere den eftersøgte inden denne frist, skal de relevante myndigheder straks kontakte hinanden med henblik på at aftale en ny dato for udleveringen, jf. artikel 19, stk. 3. I så fald skal udlevering finde sted senest 5 dage efter den nye dato. I disse tilfælde er der ikke pligt til at ophæve en eventuel fængsling af den pågældende, jf. forslaget til stk. 3 nedenfor.

Hvis det af grunde, som ikke kan tilskrives de pågældende lande, også viser sig umuligt at gennemføre udleveringen inden for fristen i artikel 19, stk. 3, skal det anmodede lands kompetente myndighed straks kontakte myndigheden i det anmodende land med henblik på at aftale en ny dato for udleveringen. I så fald skal udlevering finde sted hurtigst muligt, jf. den nordiske udleveringskonventions artikel 19, stk. 4. I disse tilfælde er der heller ikke pligt til ophæve en eventuel fængsling af den pågældende, jf. forslaget til stk. 3 nedenfor.

Hvis der er bestemte grunde til at antage, at udlevering vil bringe den pågældendes liv eller helbred i fare skal udlevering udsættes, indtil disse humanitære grunde ikke længere foreligger, jf. den foreslåede § 10 n, jf. § 10 i (lovforslagets § 1, nr. 5). Det anmodede lands myndighed skal straks underrette det anmodende lands myndighed om udsættelsen og skal så vidt muligt aftale en ny dato for udleveringen. Heller ikke i disse tilfælde er der pligt til ophæve en eventuel fængsling af den pågældende, jf. stk. 3 nedenfor.

Efter det foreslåede s tk. 3, 1. pkt., kan de retsmidler, der er nævnt i retsplejelovens kapitel 69 om anholdelse og kapitel 70 om varetægtsfængsling, anvendes for at sikre udleveringens gennemførelse. Bestemmelsen svarer til den gældende bestemmelse i udleveringslovens § 18 e, stk. 3, 1. pkt. (om behandling af sager om udlevering til EU-medlemsstater), og i vidt omfang til den gældende § 14 i den nordiske udleveringslov. Efter sidstnævnte bestemmelse er det dog et krav, at handlinger svarende til den, der ønskes udlevering for, efter dansk ret kan medføre højere straf end bøde eller fængsel i 4 måneder. Den pågældende kan dog altid undergives anholdelse i indtil 24 timer. Disse krav foreslås ikke videreført, da det følger af den nordiske udleveringskonventions artikel 10, stk. 2, at de nordiske landes nationale retsmidler om anholdelse og varetægtsfængsling finder anvendelse i forbindelse med fuldbyrdelsen af den nordiske arrestordre. Den person, der er omfattet af en nordisk arrestordre, skal således €" uanset hvilke strafferammekrav mv., der normalt måtte gælde €" kunne anholdes og varetægtsfængsles for ethvert forhold, for hvilket der kan ske udlevering på grundlag af en nordisk arrestordre.

Efter det foreslåede stk. 3, 2. og 3. pkt., skal en fængsling, som er sket i medfør af stk. 3, 1. pkt., ophæves, hvis udlevering ikke har fundet sted inden udløbet af 5-dages fristen for gennemførelse af udleveringen i stk. 2. Fristen kan dog forlænges af retten i særlige tilfælde.

Stk. 3 gennemfører artikel 10, stk. 2, og artikel 19, stk. 6, i den nordiske udleveringskonvention.

Der henvises til pkt. 4.2.8 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Efter det foreslåede stk. 4 finder den gældende bestemmelse i udleveringslovens § 18 f vedrørende behandling af sager om udlevering i henhold til en europæisk arrestordre tilsvarende anvendelse ved udlevering til de nordiske lande.

Henvisningen til § 18 f indebærer, at genstande, som er beslaglagt eller taget i bevaring under sagen €" med forbehold for tredjemands eventuelle rettigheder €" skal overgives til den myndighed, som har anmodet om udlevering, hvis denne myndighed anmoder herom, og genstanden i dette land skal tjene som bevis i sagen eller hidrører fra den lovovertrædelse, som sagen vedrører.

Bestemmelsen gennemfører den nordiske udleveringskonventions artikel 25, hvorefter de nordiske lande i visse tilfælde har pligt til at overgive genstande, som har forbindelse til en lovovertrædelse, for hvilken der skal ske udlevering. Den gældende bestemmelse i den nordiske udleveringslovs § 15 foreskriver alene en ret for myndighederne til at overgive sådanne genstande i forbindelse med en beslutning om udlevering.

Udlevering af genstande forudsætter, at der er truffet beslutning om udlevering af den pågældende. Genstandene skal derimod udleveres uanset, at en udleveringsbeslutning ikke kan fuldbyrdes, fordi den pågældende efterfølgende er afgået ved døden eller er flygtet.

En genstand, som skal overgives til et andet nordisk land i medfør af den foreslåede bestemmelse, kan midlertidigt tilbageholdes eller overgives på betingelse af, at genstanden senere tilbageleveres. Tredjemands eventuelle rettighed over genstande, der skal overgives til et andet nordisk land, bevares.

Der henvises til pkt. 4.2.9 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 8 (§ 19, stk. 1)

Da en nordisk arrestordre omfatter både en anmodning om anholdelse, varetægtsfængsling og udlevering, vil udleveringslovens § 19 ikke være relevant i sager om udlevering til andre nordiske lande, og det foreslås præciseret, at § 19 om anvendelse af retsmidler, når der alene foreligger en efterlysning, alene finder anvendelse i forhold til stater uden for EU og Norden.

Til nr. 9 (§ 20, stk. 3)

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med den foreslåede § 10 o, stk. 1, nr. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 5, hvorefter justitsministerens tilladelse er nødvendig, hvis den person, der er udleveret til et andet nordisk land, ønskes draget til ansvar for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der er sket udlevering for, når udlevering for den pågældende handling kunne have været afslået efter § 10 d, stk. 2, jf. den foreslåede § 10 m, stk. 2 (tiltalefrafald/påtaleopgivelse), eller § 10 f, stk. 1, jf. den foreslåede § 10 n (handlingen begået helt eller delvist her i landet).

Bestemmelsen fastslår, at en sådan tilladelse kan meddeles, selv om udlevering for den pågældende handling ikke kunne have fundet sted. Om tilladelse bør gives, vil bero på en konkret vurdering af den enkelte sags omstændigheder, hvor det bl.a. må indgå, hvilken af de afslagsgrunde, som nævnes i den foreslåede § 10 o, stk. 1, nr. 2, der kunne være anvendt. Hvis udlevering f.eks. kunne have været afslået efter forslaget til § 10 m, stk. 2, jf. § 10 d, stk. 2, fordi der er meddelt påtaleopgivelse for det pågældende forhold, vil det bl.a. afhænge af, på hvilken baggrund påtaleopgivelsen er meddelt, om der bør gives tilladelse. Der vil således f.eks. kunne være grund til at nægte tilladelse, hvis anklagemyndigheden her i landet allerede har foretaget en bevismæssig vurdering af den handling, som den pågældende ønskes draget til ansvar for, med henblik på eventuel strafforfølgning i Danmark, og der i den forbindelse er meddelt påtaleopgivelse, fordi sigtelsen har vist sig at være grundløs. Hvis påtaleopgivelse derimod f.eks. er meddelt, fordi handlingen ikke kan strafforfølges i Danmark på grund af manglende jurisdiktionskompetence, men i stedet må forfølges i det nordiske land, der nu anmoder om at måtte drage den pågældende til ansvar for handlingen, vil der normalt ikke være grundlag for at afslå tilladelse.

Der henvises til pkt. 4.1.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 10 (§ 20, stk. 4)

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med den foreslåede § 10 o, stk. 4, nr. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 5, hvorefter justitsministeren kan give tilladelse til, at en person, der er udleveret til et nordisk land, kan videreudleveres til en medlemsstat i Den Europæiske Union (bortset fra Finland og Sverige) eller en stat uden for Den Europæiske Union og Norden. En sådan tilladelse vil kun kunne meddeles, såfremt udlevering for den pågældende handling kunne have fundet sted efter udleveringsloven, jf. udleveringslovens § 20, stk. 2 (som ikke foreslås ændret).

En anmodning fra et nordisk land om tilladelse til videreudlevering til en medlemsstat i Den Europæiske Union (bortset fra Finland og Sverige) eller en stat uden for Den Europæiske Union og Norden skal efter bestemmelsen indeholde de oplysninger, der omtales i den foreslåede § 18 g, stk. 1-3, dvs. de oplysninger, som en nordisk arrestordre skal indeholde, samt oplysning om, hvorvidt den udleverede ønsker lovligheden af en eventuel tilladelse prøvet ved domstolene, jf. 3. pkt. 1. og 2. pkt. foreslås ændret, så det præciseres, at de angår anmodning om tilladelse fra stater uden for Norden (men henholdsvis uden for og inden for Den Europæiske Union).

Til nr. 11 (§ 21, stk. 2)

Den gældende bestemmelse i udleveringslovens § 21 omhandler transit, dvs. hvornår en person, der udleveres fra en fremmed stat til en anden, må føres gennem Danmark, og stk. 2 vedrører, hvilke oplysninger der skal være modtaget for at tilladelse til transit kan meddeles, hvis udleveringen sker til en anden medlemsstat i Den Europæiske Union. Stk. 2, 1. pkt., omhandler de tilfælde, hvor udleveringen sker fra en medlemsstat i Den Europæiske Union, og 2. pkt. vedrører de tilfælde, hvor udleveringen sker fra en medlemsstat uden for Den Europæiske Union.

Med forslaget indføjes det i stk. 2, hvilke oplysninger der skal være modtaget for, at tilladelse til transit kan meddeles, hvis udleveringen sker til et andet nordisk land. Det drejer sig for det første om oplysning om den eftersøgtes identitet og nationalitet, tid og sted for den strafbare handling, dennes beskaffenhed og de anvendelige straffebestemmelser. Disse oplysninger svarer til, hvad der efter den gældende bestemmelse i stk. 2 i dag kræves, når udleveringen sker til en anden medlemsstat i Den Europæiske Union. Herudover skal der efter forslaget være modtaget oplysning om, hvorvidt der er udstedt en arrestordre i henhold til aftalen mellem Den Europæiske Union og Island og Norge om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union og Island og Norge, jf. nærmere nedenfor. Hvis udleveringen til et andet nordisk land sker fra en stat uden for Den Europæiske Union og Norden, skal der efter forslaget endvidere gives oplysning om, hvorvidt der foreligger en anmodning om udlevering, jf. forslaget til stk. 2, 2. pkt. Dette svarer til, hvad der i dag gælder, når udleveringen sker til en anden medlemsstat i Den Europæiske Union.

Den foreslåede bestemmelse regulerer ikke de tilfælde, hvor udlevering til det nordiske land sker fra et andet nordisk land, hvilket er omfattet af forslaget til § 21, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 12.

Forslaget medfører ikke ændringer i, hvilke oplysninger der skal være modtaget for, at tilladelse til transit kan meddeles, hvis udleveringen sker til en anden medlemsstat i Den Europæiske Union, jf. ovenfor.

Efter bestemmelsen skal en anmodning om transit, hvis udleveringen sker til et andet nordisk land €" som det også er tilfældet i dag, når udleveringen sker til en EU-medlemsstat €" som udgangspunkt imødekommes, hvis der er modtaget de oplysninger, der er nævnt i bestemmelsen. Det bemærkes i den forbindelse, at bestemmelsen er udformet, så den tager højde for gennemførelsen af den aftale mellem Den Europæiske Union og Island og Norge om procedurerne for udlevering mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union og Island og Norge, der er nævnt i pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger. Indtil denne aftale er endelig gennemført, vil der ved udlevering fra Island eller Norge til en EU-medlemsstat (bortset fra Finland og Sverige, jf. den foreslåede § 21, stk. 3) i stedet for oplysning om en udstedt arrestordre, jf. forslaget til stk. 2, 1. pkt., skulle foreligge oplysning om, hvorvidt der foreligger en anmodning om udlevering, jf. stk. 2, 2. pkt.

Der er ikke i øvrigt tilsigtet ændringer i den måde, bestemmelsen skal administreres på. Som det også er tilfældet i dag, vil tilladelse til transit af danske statsborgere og af personer med fast bopæl her i landet således kunne gøres betinget af, at den pågældende tilbageføres til Danmark med henblik på fuldbyrdelse af en eventuel straf.

Til nr. 12 (§ 21, stk. 3)

Bestemmelsen svarer til § 18 i den gældende nordiske udleveringslov og gennemfører den nordiske udleveringskonventions artikel 21, hvorefter transit kan ske uden tilladelse, når udleveringen sker fra et nordisk land til et andet nordisk land.

Til nr. 13-15 (§ 21 b og bilag 1-2)

Den foreslåede bestemmelse gennemfører de lovændringer, der er nødvendige for, at Danmark kan tiltræde aftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengen-reglerne.

Bestemmelsen indebærer, at der ved udlevering til Schweiz (og andre lande, der i fremtiden måtte indgå en lignende aftale) ved siden af reglerne i udleveringslovens kapitel 2 og 3 (om udlevering til stater uden for Den Europæiske Union) vil gælde reglerne i konventionen om forenklet udleveringsprocedure mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union (1995-konventionen) og artikel 1, 2, 6, 8, 9 og 13 i konventionen om udlevering mellem medlemsstaterne i Den Europæiske Union (1996-konventionen). De nævnte regler i 1995-konventionen og 1996-konventionen finder alene anvendelse i det omfang andre regler om udlevering mellem Danmark og det pågældende land ikke er mere vidtgående. Reglerne i 1995-konventionen og 1996-konventionen foreslås samtidig medtaget som bilag 1 og 2 til udleveringsloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 14 og 15.

De erklæringer, som Danmark i forbindelse med sin tidligere ratifikation af de to konventioner har afgivet, vil ligeledes finde anvendelse i forhold til Schweiz.

Efter 1995-konventionens artikel 1, stk. 2, berører konventionen ikke anvendelsen af mere fordelagtige bestemmelser i gældende aftaler mellem medlemsstater.

I artikel 2-3 forpligtes medlemsstaterne til indbyrdes at udlevere eftersøgte personer efter den forenklede procedure i konventionen, såfremt den berørte person og den anmodede stat meddeler samtykke hertil. Kravet om den anmodede stats tilladelse foruden den eftersøgte persons samtykke skal ses som en garanti for, at de materielle betingelser for udlevering er opfyldt, og den anmodede stat skal således foretage en selvstændig vurdering af spørgsmålet om udlevering. Den anmodede stat kan nægte udlevering, hvis omstændighederne giver grundlag for at antage, at udleveringsbetingelserne ikke er opfyldt, eller såfremt andre grunde i øvrigt taler for at følge fremgangsmåden efter den europæiske konvention af 13. december 1957 om udlevering (1957- konventionen).

Artikel 4 angiver, hvilke oplysninger der som udgangspunkt skal anses for tilstrækkelige til, at den anmodede stat og personen, der begæres udleveret, kan tage stilling til spørgsmålet om anvendelse af den forenklede udleveringsprocedure. Oplysningerne svarer til de oplysninger, der fremgår af Interpols efterlysninger, eller som efter artikel 95 i Schengen-konventionen indberettes til Schengen-informationssystemet.

Formålet med artikel 4 er at sikre en hurtig udlevering og at forhindre, at personer, der er villige til at lade sig udlevere, må tilbageholdes i en længere periode, mens en formel udleveringsbegæring udfærdiges, fremsendes, oversættes og behandles, uanset at der ikke på forhånd er tvivl om, at betingelserne for udlevering er opfyldt. Er der på baggrund af de forelagte oplysninger ikke tilstrækkeligt grundlag for at afgøre, om de nationale betingelser for udlevering er opfyldt, giver artikel 4 mulighed for undtagelsesvis at indhente yderligere oplysninger.

I artikel 5 angives, hvordan samtykke og tilladelse til udlevering efter den forenklede procedure gives. Den anmodede stats tilladelse gives i overensstemmelse med de nationale procedurer herfor. For den anholdte persons samtykke gælder særlige regler i artikel 6-7.

Artikel 6 pålægger den medlemsstat, hvor anholdelsen med henblik på udlevering har fundet sted, at oplyse den anholdte om den foreliggende begæring og om muligheden for at give samtykke til udlevering efter den forenklede procedure. Oplysningerne skal gives i forbindelse med anholdelsen eller umiddelbart herefter.

Den anholdtes samtykke €" og eventuelt tillige udtrykkeligt afkald på anvendelse af specialitetsreglen, jf. konventionens artikel 9 €" skal efter artikel 7, stk. 1, gives over for de kompetente retsmyndigheder i den anmodede stat i overensstemmelse med dennes nationale lovgivning. Det skal i den forbindelse sikres, at samtykket indhentes på en sådan måde, at det fremgår, at den pågældende har givet udtryk herfor frivilligt og med fuldt kendskab til følgerne heraf. Med henblik herpå har den berørte person ret til at lade sig rådgive, jf. artikel 7, stk. 2 og 3.

Efter artikel 7, stk. 4, kan samtykke og afkald på anvendelse af specialitetsreglen som udgangspunkt ikke tilbagekaldes. Artikel 7, stk. 4, åbner imidlertid mulighed for at tage forbehold, således at samtykke til udlevering og afkald på anvendelse af specialitetsreglen kan tilbagekaldes efter nationale regler. Danmark har i forbindelse med ratifikationen af konventionen afgivet en erklæring herom.

Efter artikel 8 skal den anmodede stat omgående meddele den berørte persons samtykke til den begærende stat. Senest 10 dage efter anholdelsen skal den begærende stat i øvrigt underrettes om, hvorvidt den pågældende har meddelt samtykke. Den korte tidsfrist skal ses som led i bestræbelserne på at forkorte sagsbehandlingstiden mest muligt. Fristen har i øvrigt sammenhæng med konventionens artikel 10 og 11, hvorefter der fra anholdelsestidspunktet til det tidspunkt, hvor personen er overgivet i den begærende stats varetægt, som udgangspunkt ikke må forløbe mere end 50 dage. I tilfælde, hvor der ikke inden for 10-dages fristen er meddelt samtykke, indebærer bestemmelsen tillige, at den begærende stat får lejlighed til at fremsende en formel udleveringsbegæring i medfør af 1957-konventionens artikel 12 uden at overskride den maksimale frist for frihedsberøvelse på 40 dage efter 1957-konventionens artikel 16, stk. 4.

Efter artikel 9 kan en medlemsstat erklære, at specialitetsreglen i 1957-konventionens artikel 14 ikke finder anvendelse i forbindelse med den forenklede udleveringsprocedure. Der består efter bestemmelsen følgende muligheder:

€" Der afgives ingen erklæring i medfør af artikel 9.

€" Der afgives erklæring om, at 1957-konventionens artikel 14 ikke finder anvendelse ved den forenklede udleveringsprocedure (artikel 9, litra a).

€" Der afgives erklæring om, at 1957-konventionens artikel 14 ikke finder anvendelse, såfremt den berørte person i forbindelse med samtykke til udlevering samtidig udtrykkeligt giver afkald på anvendelse af specialitetsreglen (artikel 9, litra b).

Danmark har i forbindelse med ratifikationen af konventionen afgivet erklæring om anvendelse af artikel 9, litra b.

Efter artikel 10 skal afgørelsen om udlevering og alle oplysninger om den forenklede procedure meddeles direkte mellem de berørte myndigheder. Fremsendelse af dokumenter ad diplomatisk vej bliver således unødvendig. Endvidere skal afgørelsen om udlevering meddeles senest 20 dage efter den dato, hvor den pågældende har givet sit samtykke. Hvis den anmodede stat nægter udlevering efter den forenklede procedure, indebærer denne regel, at den begærede stat i kraft af samspillet mellem de to frister i artikel 8 og 10 stadig har en frist på mindst 10 dage inden for 40-dages fristen i 1957-konventionens artikel 16, stk. 4, til at indgive en formel udleveringsbegæring.

Ifølge artikel 11 skal udleveringen finde sted senest 20 dage efter meddelelsen af afgørelsen om udlevering. I modsat fald skal den pågældende løslades. I tilfælde af force majeure kan fristen imidlertid overskrides. Hvis den pågældende myndighed underretter den kompetente myndighed i den anden stat inden for 20-dages fristen, kan de to myndigheder aftale en ny dato for udleveringen. Har udlevering ikke fundet sted inden 20 dage fra denne dato, skal den pågældende løslades.

Det er forudsat, at reglen om force majeure har karakter af en undtagelsesbestemmelse. Der skal således være tale om en situation, som ikke har kunnet forudses og afværges, f.eks. et trafikuheld, en strejke, der forhindrer anvendelse af det planlagte transportmiddel uden mulighed for at benytte andre transportmidler, eller alvorlig sygdom hos den berørte person, som nødvendiggør øjeblikkelig hospitalsindlæggelse.

I øvrigt forudsættes den nye dato for udlevering at skulle ligge så tæt som muligt på den dato, hvor den oprindelige frist for udlevering udløb.

Efter stk. 4 finder artikel 11 ikke anvendelse, såfremt den anmodede stat ønsker at benytte artikel 19 i 1957-konventionen. Denne bestemmelse giver mulighed for at udsætte eller betinge overførelsen af den berørte person af, at der forinden eller senere gives den anmodede stat adgang til at iværksætte strafforfølgning eller straffuldbyrdelse mod den berørte person i anledning af andre forhold end det, der sker udlevering for.

Meddeles samtykke til udlevering senere end 10 dage efter anholdelsen, men inden modtagelse af en formel udleveringsbegæring efter 1957-konventionens artikel 12, skal den forenklede procedure også finde anvendelse, jf. artikel 12. Gives samtykket efter modtagelse af den formelle udleveringsbegæring, kan den forenklede procedure finde anvendelse. Det samme gælder i tilfælde, hvor udleveringssagen udelukkende er indledt på grundlag af en formel udleveringsbegæring.

Efter artikel 13 indebærer et samtykke til udlevering og afkald på anvendelse af specialitetsreglen i forhold til den begærende stat som udgangspunkt tillige afkald på anvendelse af specialitetsreglen i 1957-konventionens artikel 14 i forhold til en tredje medlemsstat. Den pågældende vil således kunne videreudleveres til en sådan stat uden forudgående tilladelse af myndighederne i den anmodede stat.

Artikel 14 indeholder regler om den dokumentation, der skal fremsendes i forbindelse med ansøgning om transittilladelse, dvs. tilladelse til, at en person, der udleveres fra en fremmed stat til en anden, føres gennem det danske rige.

Endelig rummer artikel 15-17 forskellige bestemmelser om angivelse af kompetente myndigheder, ikrafttræden mv. Det vil €" som det også er tilfældet i dag €" være justitsministeren, der træffer afgørelse om udlevering til Schweiz.

I 1996-konventionens artikel 1 fastlægges formålet med konventionen. Det fremgår heraf, at konventionen har til formål at supplere bestemmelserne i og lette anvendelsen mellem Den Europæiske Unions medlemsstater af 1957-konventionen, den europæiske konvention om bekæmpelse af terrorisme, Schengen-konventionen og kapitel 1 i Benelux-traktaten. Efter stk. 2 berører stk. 1 ikke anvendelsen af mere fordelagtige aftaler mv. mellem medlemsstater.

I artikel 2 er det bl.a. fastsat, at udlevering skal tillades for forbrydelser, som efter lovgivningen i den begærende medlemsstat kan medføre frihedsstraf i mindst 1 år og efter lovgivningen i den anmodede medlemsstat frihedsstraf i mindst 6 måneder.

Udlevering kan ikke afslås med den begrundelse, at lovgivningen i den anmodede medlemsstat ikke indeholder bestemmelser om samme type sikkerhedsforanstaltning som lovgivningen i den begærende medlemsstat. Med udtrykket »sikkerhedsforanstaltning« sigtes til enhver beslutning om frihedsberøvelse, som er truffet af en kriminaldomstol i forbindelse med eller i stedet for straffedom, jf. 1957-konventionens artikel 25.

Artikel 6 omhandler udlevering for fiskale forbrydelser (dvs. skatte- og afgiftsforbrydelser mv.). Bestemmelsen svarer til artikel 2 i den anden tillægsprotokol til 1957-konventionen.

Efter artikel 8 kan udlevering ikke afslås med den begrundelse, at der er indtrådt forældelse med hensyn til tiltale eller fuldbyrdelse af straf i henhold til lovgivningen i den anmodede medlemsstat. Den anmodede medlemsstat kan dog efter artikel 8, stk. 2, undlade at anvende denne bestemmelse, når udleveringsbegæringen er begrundet i forbrydelser, for hvilke denne medlemsstat er kompetent i medfør af sin egen straffelov. Heri ligger, at udlevering kan nægtes med henvisning til forældelse, hvis den anmodede medlemsstat selv ville have haft kompetence til at behandle sagen, hvis den ikke havde været forældet.

Artikel 9 indeholder en bestemmelse om nægtelse af udlevering i tilfælde af amnesti.

Artikel 13 indeholder bestemmelser om angivelse af den centrale myndighed, der skal forestå behandlingen af begæringer om udlevering efter 1996-konventionen, og om anvendelse af telefax mv. ved fremsendelse af dokumenter. Det vil €" som det også er tilfældet i dag €" være justitsministeren, der træffer afgørelse om udlevering til Schweiz.

Der henvises til pkt. 5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 2

(Lov om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf)

Til nr. 1 og 2 (§§ 6 og 6 a )

Der er tale om en konsekvensændring som følge af forslaget om at ophæve den nordiske udleveringslov og i stedet indsætte reglerne om udlevering til de nordiske lande i udleveringsloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 5 og 7 (forslag til kapitel 2 b og 3 b).

Den nuværende § 6 i lov om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf indeholder en bestemmelse om, at §§ 6 og 17 i den nordiske udleveringslov finder tilsvarende anvendelse.

Da den nordiske udleveringslov foreslås ophævet, foreslås § 6 i lov om samarbejde med Finland, Island, Norge og Sverige angående fuldbyrdelse af straf udformet, så den svarer til den gældende § 6 i den nordiske udleveringslov.

Der foreslås endvidere en ny § 6 a, der svarer til den gældende § 17 i den nordiske udleveringslov. Den foreslåede henvisning til lovens § 19 indebærer, at der som i dag vil være adgang til domstolsprøvelse af justitsministerens tilladelse.

Til § 3

(Lov om udlevering til andet nordisk land i anledning af visse beslutninger om forsorg eller behandling)

Til nr. 1 og 2 (§§ 8 og 8 a )

Der er tale om en konsekvensændring som følge af forslaget om at ophæve den nordiske udleveringslov og i stedet indsætte reglerne om udlevering til de nordiske lande i udleveringsloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 5 og 7 (forslag til kapitel 2 b og 3 b).

Den nuværende § 8 i lov om udlevering til andet nordisk land i anledning af visse beslutninger om forsorg eller behandling indeholder en bestemmelse om, at §§ 6 og 17 i den nordiske udleveringslov finder tilsvarende anvendelse.

Da den nordiske udleveringslov foreslås ophævet, foreslås § 8 i lov om udlevering til andet nordisk land i anledning af visse beslutninger om forsorg eller behandling udformet, så den svarer til den gældende § 6 i den nordiske udleveringslov.

Der foreslås endvidere en ny § 8 a, der svarer til den gældende § 17 i den nordiske udleveringslov. Den foreslåede henvisning til lovens § 7 indebærer, at der som i dag vil være adgang til domstolsprøvelse af justitsministerens tilladelse.

Til § 4

Det foreslås, at justitsministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden, og at ministeren herunder kan bestemme, at loven træder i kraft på forskellige tidspunkter for forskellige lande, jf. stk. 1.

Efter den nordiske udleveringskonventions artikel 29 træder konventionen i kraft 3 måneder efter, at samtlige nordiske lande har afgivet sit samtykke til at være bundet af konventionen. Konventionen træder dog først i kraft for Grønland og Færøerne 3 måneder efter, at det danske justitsministerium har meddelt, at konventionen skal have gyldighed for Grønland og/eller Færøerne. Før samtlige lande har afgivet sit samtykke til at være bundet af konventionen, kan de lande, som har afgivet samtykke, aftale, at konventionen skal træde i kraft i forholdet mellem disse lande fra et tidligere tidspunkt, og justitsministeren vil i givet fald kunne sætte loven i kraft i forhold til et eller flere af de øvrige nordiske lande, jf. ovenfor.

Justitsministeren kan endvidere fastsætte (et særskilt) tidspunkt for ikrafttræden af lovforslagets § 1, nr. 13, om udlevering til stater uden for Den Europæiske Union, som har tiltrådt en associeringsaftale om gennemførelse, anvendelse og udvikling af Schengen-reglerne (forslaget til udleveringslovens § 21 b).

Det foreslås i stk. 2, at loven finder anvendelse på anmodninger om udleveringer, der fremsættes efter lovens ikrafttræden. Anmodninger om udlevering, der modtages inden lovens ikrafttræden, vil skulle behandles efter den gældende nordiske udleveringsordning eller for så vidt angår Finland og Sverige reglerne i udleveringslovens kapitel 2 a og 3 a om den europæiske arrestordre og for så vidt angår stater uden for Den Europæiske Union, som har tiltrådt en associeringsaftale om gennemførelse, anvendelse og udvikling af Schengen-reglerne, de gældende bestemmelser i udleveringslovens kapitel 2 og 3 om udlevering til stater uden for Den Europæiske Union.

Bestemmelsen gennemfører den nordiske udleveringskonventions artikel 29, stk. 6.

Til § 5

(Den nordiske udleveringslov)

Det foreslås, at den nordiske udleveringslov ophæves. Reglerne om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige foreslås i stedet indført i udleveringsloven, jf. lovforslagets § 1 (med forslag til kapitel 2 b om betingelser for udlevering til de nordiske lande og kapitel 3 b om behandling af sager om udlevering til de nordiske lande).

Til § 6

§ 6 indeholder bestemmelser om lovens territoriale gyldighedsområde. Det foreslås, at de foreslåede ændringer ikke gælder for Færøerne og Grønland, men med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger, vil kunne sættes helt eller delvist i kraft for disse landsdele ved kongelig anordning.

Den nordiske udleveringslov, jf. dennes § 19, stk. 2, gælder for Færøerne og Grønland med de afvigelser, der følger af de færøske og grønlandske retsplejelove. De ændringer af den nordiske udleveringslov, der følger af lov nr. 251 af 12. juni 1975 (om ændring af specialitetsreglen) er sat i kraft for Færøerne og Grønland, hvorimod de senere ændringer af den nordiske udleveringslov ikke er sat i kraft for disse landsdele.

Spørgsmålet om udlevering mellem Færøerne og Grønland og Finland, Island, Norge og Sverige vil således indtil videre fortsat skulle afgøres efter den nordiske udleveringslov med de ændringer, der er sat i kraft for Færøerne og Grønland.