Skriftlig fremsættelse (15. november 2006)

Justitsministeren (Lene Espersen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om udlevering af lovovertrædere og om ophævelse af lov om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige (Gennemførelse af Konvention om overgivelse for strafbare forhold mellem de nordiske lande (Nordisk arrestordre) m.v.)

(Lovforslag nr. L 72).

Formålet med lovforslaget er navnlig at gennemføre de ændringer i udleveringslovgivningen, der er nødvendige for, at Danmark kan tiltræde Konvention om overgivelse for strafbare forhold mellem de nordiske lande (Nordisk arrestordre). Ved en vedtagelse af lovforslaget giver Folketinget sit samtykke efter grundlovens § 19 til, at Danmark ratificerer konventionen.

Formålet med den nordiske arrestordre er som led i det nordiske samarbejde på dette område at udvide adgangen til og forenkle procedurerne for udlevering mellem de nordiske lande af personer, der er sigtet, tiltalt eller dømt for en lovovertrædelse.

Der har i mange år eksisteret et godt og nært samarbejde mellem de nordiske lande på udleveringsområdet. Dette samarbejde bygger på ensartede love i de nordiske lande (for Danmarks vedkommende den nordiske udleveringslov). Reglerne om udlevering mellem de nordiske lande har traditionelt været mere vidtgående end reglerne om udlevering til andre lande, herunder EU-medlemsstater, men gennemførelsen af Rådets rammeafgørelse af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre, jf. lov nr. 433 af 10. juni 2003, har betydet, at reglerne om udlevering mellem de nordiske lande i dag på en række punkter er mindre vidtgående end reglerne om udlevering mellem EU-medlemsstater. Det betyder f.eks., at der i dag vil være tilfælde, hvor der kan ske udlevering af en person til Sverige eller Finland efter reglerne om udlevering til EU-medlemsstater, men hvor der i tilsvarende tilfælde ikke ville kunne udleveres til Norge eller Island efter reglerne i den nordiske udleveringslov.

Bl.a. på den baggrund blev det på det nordiske justitsministermøde på Svalbard i juni 2002 besluttet, at den gældende udleveringsordning mellem de nordiske lande skulle revideres og udvides med respekt af grundlæggende retsprincipper og i overensstemmelse med de internationale forpligtelser bl.a. i forhold til EU, herunder specielt rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre.

"Konvention om overgivelse for strafbare forhold mellem de nordiske lande (Nordisk arrestordre)" (den nordiske udleveringskonvention) blev herefter undertegnet af de nordiske regeringer den 15. december 2005.

Den nordiske udleveringskonvention medfører en række udvidelser af pligten til udlevering i forhold til såvel den gældende nordiske udleveringsordning som reglerne om udlevering til EU-medlemsstater. Dette er baseret dels på den nære tillid og det indarbejdede tætte samarbejde, der er mellem de nordiske landes myndigheder i forbindelse med bl.a. kriminalitetsbekæmpelse, dels på den betydelige ensartethed, der er i landenes retssystemer. På den baggrund kan Justitsministeriet tilslutte sig, at reglerne om udlevering mellem de nordiske lande efter konventionen på visse punkter skal være mere vidtgående end reglerne i den europæiske arrestordre om udlevering mellem EU-medlemsstaterne.

Den nordiske udleveringskonvention ligner på mange områder den europæiske arrestordre, men indeholder som nævnt også nogle udvidelser i forhold til denne. Der er bl.a. færre fakultative afslagsgrunde (dvs. afslagsgrunde, som det anmodede land kan vælge at påberåbe sig) end efter rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre, og efter konventionen skal en nordisk arrestordre behandles og fuldbyrdes inden for kortere tidsfrister end dem, der gælder efter rammeafgørelsen om den europæiske arrestordre.

Den nordiske arrestordre indebærer, at de nordiske lande i højere grad skal anerkende hinandens retsafgørelser, og samtidig begrænses som anført mulighederne for at afslå en anmodning om udlevering. I forhold til den nuværende nordiske ordning, der er en "kan-ordning", dvs. at udlevering kan finde sted, indebærer den nordiske udleveringskonvention, at der som udgangspunkt skal ske udlevering i medfør af en nordisk arrestordre. Der sker som nævnt endvidere en forenkling og effektivisering af udleveringsprocedurerne, således at en person, der har begået en lovovertrædelse, hurtigere kan udleveres til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse i det land, hvor lovovertrædelsen er begået.

I overensstemmelse med den nordiske udleveringskonvention vil der efter lovforslaget skulle ske udlevering af danske statsborgere og udlændinge til strafforfølgning i et andet nordisk land på grundlag af en nordisk arrestordre, hvis den strafbare handling i det pågældende land kan medføre frihedsstraf mv., uanset om en tilsvarende handling ville være strafbar efter dansk ret. Derudover vil der skulle ske udlevering med henblik på straffuldbyrdelse, hvis den pågældende ved dommen er idømt frihedsstraf mv., selv om en tilsvarende handling ikke ville være strafbar efter dansk ret. I medfør af konventionens bestemmelser ophæves således kravet om dobbelt strafbarhed (dvs. kravet om, at den handling, der ønskes udlevering for, tillige er strafbar efter dansk lovgivning).

Endvidere skelnes der efter forslaget ikke mellem udlevering af danske statsborgere og udlevering af udlændinge.

Lovforslaget indeholder i overensstemmelse med den nordiske udleveringskonvention en række afslagsgrunde, hvorefter udlevering enten skal eller kan afslås. De foreslåede afslagsgrunde svarer i vidt omfang til de afslagsgrunde, der gælder i henhold til den europæiske arrestordre, men den europæiske arrestordre indeholder dog visse afslagsgrunde - f.eks. at strafansvaret for det pågældende forhold er forældet efter det anmodede lands lovgivning - som ikke findes i den nordiske udleveringskonvention, og som derfor heller ikke er medtaget i lovforslaget.

Det foreslås, at der ved udlevering med henblik på strafforfølgning af en person, der er dansk statsborger eller har fast bopæl her i landet, kan stilles vilkår om, at den pågældende skal overføres til Danmark med henblik på fuldbyrdelse, hvis der idømmes frihedsstraf. Endvidere kan udlevering til straffuldbyrdelse afslås, hvis straffen i stedet fuldbyrdes her i landet.

Efter lovforslaget kan udlevering med visse undtagelser ikke betinges af, at den udleverede ikke må drages til ansvar for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der er sket udlevering for. Udlevering kan endvidere som udgangspunkt ikke betinges af, at den udleverede ikke må videreudleveres til et tredje nordisk land for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der er sket udlevering for.

En nordisk arrestordre skal efter lovforslaget sendes til politidirektøren på det sted, hvor den, som søges udleveret, opholder sig, og afgørelsen om, hvorvidt udlevering skal ske, træffes som udgangspunkt af politidirektøren. Kun i de tilfælde hvor der samtidig med en nordisk arrestordre foreligger en europæisk arrestordre eller en udleveringsbegæring fra en stat uden for EU, skal afgørelsen om udlevering efter forslaget træffes af justitsministeren.

Lovforslaget indeholder i henhold til den nordiske udleveringskonvention visse frister for afgørelser om udlevering mv. Sager mellem de nordiske lande vil normalt kunne behandles hurtigt under hensyn til den tillid og det tætte løbende samarbejde, der er mellem de nordiske landes myndigheder på dette område, og de foreslåede frister er væsentlig kortere end de frister, der gælder ved udlevering i henhold til en europæisk arrestordre.

Politidirektørens afgørelse om udlevering skal således efter forslaget træffes snarest og så vidt muligt inden 3 dage efter, at den, der begæres udleveret, er anholdt her i landet eller har meddelt samtykke til udleveringen.

Den gældende adgang til domstolsprøvelse af beslutningen om udlevering til et andet nordisk land foreslås opretholdt, men den 3-dages frist for fremsættelse af en anmodning om domstolsprøvelse, der efter udleveringsloven gælder både i forhold til udlevering til stater inden for og uden for EU, foreslås udvidet til også at gælde ved udlevering til de nordiske lande.

Udleveringen skal efter forslaget gennemføres snarest og så vidt muligt inden 5 dage efter, at der foreligger en endelig afgørelse om udlevering.

Lovforslaget er udformet sådan, at den nordiske udleveringslov ophæves, således at reglerne om udlevering til de nordiske lande i stedet indsættes i udleveringsloven. Samtlige regler om udlevering vil dermed fremover være samlet i én lov.

Med lovforslaget gennemføres endelig de ændringer i udleveringslovgivningen, der er nødvendige for, at Danmark kan tiltræde en aftale mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengen-reglerne. En vedtagelse af lovforslaget indebærer, at Folketinget meddeler samtykke efter grundlovens § 19 til, at Danmark giver samtykke til at være bundet af aftalen mellem EU og Schweiz.

Lovforslaget indebærer, at der ved udlevering til Schweiz (og andre lande, der i fremtiden måtte indgå en lignende aftale) vil gælde regler, der i vidt omfang svarer til de regler, der gjaldt ved udlevering til EU-medlemsstater indtil gennemførelsen af den europæiske arrestordre, jf. lov nr. 433 af 10. juni 2003.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg herved anbefale forslaget til Det Høje Tings velvillige behandling.