L 71 A Forslag til lov om ændring af færdselsloven og pasloven.

(Måling og vejning af børn, reservation af parkeringspladser til bestemte køretøjer og betaling af pasgebyr).

Af: Folketinget
Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2006-07
Status: Stadfæstet

Lovforslag som optrykt efter 2. behandling

Optrykt: 14-12-2006

Optrykt: 14-12-2006

Lovforslag efter 2. behandling

20061_l71a_efter_2behandling (html)

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 14. december 2006

Forslag

til

Lov om ændring af færdselsloven og pasloven

(Måling og vejning af børn, reservation af parkeringspladser til bestemte køretøjer og betaling af pasgebyr)

 

§ 1

I færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1100 af 8. november 2006, foretages følgende ændringer:

1. I § 80 a indsættes som stk. 7:

»Stk. 7. Med henblik på kontrol af, at bestemmelserne i stk. 1, 2 og 4 samt regler fastsat i medfør af stk. 5, jf. stk. 6, 1. pkt., er overholdt, kan politiet til enhver tid kræve, at et barn, der befordres i bil, på motorcykel eller på knallert, måles og vejes. Målingen og vejningen foretages af politiet.«

2. I § 92 indsættes som stk. 3:

»Stk. 3. Når særlig tungtvejende hensyn taler herfor, kan vejbestyrelsen og vejmyndigheden efter stk. 1 træffe bestemmelse om, at en parkeringsplads skal reserveres til et eller flere bestemte køretøjer, som anvendes af en person med handicap.«

§ 2

I lov om pas til danske statsborgere m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 586 af 1. september 1986, som ændret bl.a. ved § 6 i lov nr. 386 af 20. maj 1992, § 6 i lov nr. 288 af 12. maj 1999 og § 2 i lov nr. 1103 af 29. december 1999 og senest ved § 2 i lov nr. 557 af 24. juni 2005, foretages følgende ændring:

1. § 4 a, stk. 5, ophæves.

Stk. 6 bliver herefter stk. 5.

§ 3

Stk. 1. § 1 træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 2. § 2 træder i kraft den 1. januar 2007.