Skriftlig fremsættelse (15. november
2006)
Justitsministeren (Lene
Espersen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
færdselsloven og pasloven (Befordring af børn på
motorcykel og trehjulet knallert, måling og vejning af
børn, reservation af parkeringspladser til bestemte
køretøjer og betaling af pasgebyr)
(Lovforslag nr. L 71).
Lovforslaget har for det første til
formål at sikre, at børn, der befordres på
motorcykel eller knallert, anvender enten sikkerhedssele eller
styrthjelm med henblik på at beskytte de
pågældende børn mod risiko for tilskadekomst i
trafikken.
Da børn under 5 år kan være
for små til at anvende styrthjelm, indeholder lovforslaget
således et forslag om at forbyde befordring af børn
under denne alder på motorcykel og trehjulet knallert, hvor
der ikke er sikkerhedssele. Det foreslås samtidig, at
føreren af en motorcykel eller knallert forpligtes til at
påse, at enhver passager i alderen 5-14 år €" og
ikke som efter de gældende regler alene passagerer i alderen
8-14 år €" anvender styrthjelm, hvor der ikke er
sikkerhedssele.
Overtrædelse af det foreslåede
forbud mod befordring af børn under 5 år vil i henhold
til lovforslaget €" ligesom overtrædelse af
førerens pligt til at påse, at barnet anvender
styrthjelm €"medføre et klip i kørekortet.
Lovforslaget har for det andet til
formål at sikre en effektiv håndhævelse af
reglerne om sikkerhedsudstyr til børn, der befordres i bil
mv.
Færdselslovens § 80 a, som
trådte i kraft den 1. maj 2006, indeholder regler om
anvendelse af sikkerhedsudstyr til børn, der befordres i
bil, på knallert eller på motorcykel. Barnets
højde og vægt er i mange tilfælde bestemmende
for, hvilket sikkerhedsudstyr barnet skal anvende. Endvidere er
barnets højde i visse tilfælde bestemmende for, hvor
barnet skal placeres i køretøjet.
På den baggrund foreslås det, at
politiet får hjemmel til at foretage måling og vejning
af børn med henblik på at kontrollere, om
føreren har iagttaget sin pligt til at påse, at mindre
børn anvender korrekt sikkerhedsudstyr og er korrekt
placeret.
Endvidere foreslås det, at der
indføres hjemmel for vejbestyrelser og vejmyndigheder til
€" når særligt tungvejende hensyn taler herfor
€" med politiets samtykke at reservere parkeringspladser til
bestemte køretøjer, der anvendes af personer med
handicap.
Baggrunden for forslaget er et ønske
fra bl.a. invalideorganisationer om, at der skabes hjemmel til at
oprette individuelle handicapparkeringspladser, f. eks. i
nærheden af en handicappet persons bolig eller
arbejdsplads.
Endelig foreslås det, at bestemmelsen i
pasloven om, at der allerede ved indgivelsen af en
pasansøgning skal betales et gebyr for udstedelse af pas,
ophæves. Formålet med dette forslag er at give
kommunerne mulighed for frit at tilrettelægge
betalingsprocedurerne i forbindelse med pasansøgninger,
når de som led i kommunalreformen den 1. januar 2007
overtager ekspeditionsopgaverne i forbindelse med
ansøgninger om pas.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.