L 67 Forslag til lov om ændring af lov om Arbejdsgivernes Elevrefusion.

(Forhøjelse af arbejdsgiverbidraget).

Af: Undervisningsminister Bertel Haarder (V)
Udvalg: Uddannelsesudvalget
Samling: 2006-07
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 08-11-2006

Fremsættelsestale af lovforslag

20061_l67_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (d. 8. november 2006)

 

 

Undervisningsminister (Bertel Haarder) :

 

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om Arbejdsgivernes Elevrefusion (Forhøjelse af arbejdsgiverbidraget)

(Lovforslag nr. L 67).

I henhold til lov om Arbejdsgivernes Elevrefusion finansierer og administrerer AER en række refusions- og tilskudsordninger, der skal medvirke til at skaffe det fornødne antal praktikpladser. Ordningerne finansieres ved opkrævning af et formålsbestemt bidrag pr. fuldtidsbeskæftiget fra private og offentlige arbejdsgivere.

Udgifterne til lønrefusion m.v. er stigende og kan fremover ikke dækkes af indtægterne ved den lovbestemte pris- og lønregulering i det formålsbestemte bidrag til AER.

Lovforslaget fremsættes derfor som et led i opfyldelsen af regeringens målsætning om, at mindst 95 procent af en ungdomsårgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse i 2015 samt forslaget om at øge antallet af voksenlærlinge med yderligere 2.000 voksenlærlingeplader årligt i velfærdsaftalen.

Det foreslås, at det formålsbestemte arbejdsgiverbidrag reguleres med 350 kr. fra 1.090 kr. til 1.440 kr. årligt pr. fuldtidsbeskæftigede medarbejder fra 2007. Det samlede AER-bidrag vil for 2007 derved udgøre 1.970 kr. pr. fuldtidsbeskæftiget, inklusive det faste bidrag på 530 kr.

Forhøjelsen på 350 kr. i 2007 træder i stedet for den sædvanlige regulering af det formålsbestemte arbejdsgiverbidrag med tillægsprocent plus 2. Fra 2008 og frem reguleres bidraget som hidtil.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2007.

Idet jeg henviser til lovforslaget med bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale lovforslaget til hurtig og velvillig behandling i det høje Ting.