Skriftlig fremsættelse (8. november
2006)
Kulturministeren (Brian
Mikkelsen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
radio- og fjernsynsvirksomhed og lov om leje (Gennemførelse
af medieaftale 2007- 2010 m.v.)
(Lovforslag nr. L 64).
Hovedformålet med lovforslaget er at
gennemføre den aftale om mediepolitikken for perioden
2007-2010, som regeringen, Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne,
Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti indgik den 6. juni
2006. Herudover foreslås en mindre præcisering af
Radio- og tv-nævnets kompetence samt en justering af
lejeloven.
I lovforslaget foreslås det bl.a., at
der indføres en medielicens. Baggrunden herfor er, at den
teknologiske udvikling indebærer, at flere og flere apparater
kan benyttes til at se tv på og at det, med henblik på
at fremtidssikre licensfinansieringen af DR og de regionale TV
2-virksomheder, derfor foreslås, at den nuværende
licens erstattes af en teknologineutral medielicens, som vil
omfatte apparater, som kan modtage og gengive lyd- og
billedprogrammer og/eller -tjenester, der er udsendt til
almenheden.
Herudover og med det formål at styrke
det private produktionsmiljø foreslås det, at der
etableres en Public Service-Pulje, som kan anvendes til at yde
støtte til produktion af dansk tv-drama og
tv-dokumentarprogrammer til udsendelse på andre stationer end
DR, de regionale TV 2-virksomheder og ikke-kommercielle lokal
tv-stationer.
Ligeledes med henblik på at styrke det
private produktionsmiljø foreslås det, at de regionale
TV 2-virksomheders mulighed for at udøve såkaldt anden
virksomhed begrænses til deltagelse i selskaber m.v. med
henblik på at udøve internetbaseret
informationsvirksomhed.
For at sikre DR€™s og de regionale
TV 2-virksomheders uafhængighed af politiske interesser
foreslås det i lovforslaget, at medlemmer af eller kandidater
til Folketinget, regionsråd, EU-Parlamentet samt
kommunalbestyrelser, ikke kan være medlem af DR€™s
eller de regionale TV 2-virksomheders bestyrelser.
DR har af egen drift etableret en ordning med
en Lytternes og Seernes Redaktør. Med henblik på at
sikre ordningen og Lytternes og Seernes Redaktørs
uafhængighed bedst muligt foreslås det, at
redaktørens stilling forankres i selve loven, og at
bestyrelsen, efter drøftelse med generaldirektøren,
ansætter redaktøren.
For at sikre, at også lytternes og
seernes interesser og synspunkter indgår i Radio- og
tv-nævnets bedømmelse foreslås det, at
Samarbejdsforum for Danske Lytter- og Seerorganisationer udpeger et
medlem til nævnet.
Det foreslås, at lovforslaget som
udgangspunkt træder i kraft den 1. januar 2007. Dog
således, at forslaget om, at medlemmer af kommunalbestyrelser
ikke kan være medlemmer af DR€™s bestyrelse
først træder i kraft den 1. januar 2011, og
således at Public Service-Puljen først på
kulturministerens foranledning kan træde i kraft, når
ordningen er godkendt af Europa-Kommissionen.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget med bemærkninger, anbefaler jeg forslaget til
Folketingets hurtige og velvillige behandling.