Skriftlig fremsættelse (25. oktober
2006)
Indenrigs- og
sundhedsministeren (Lars Løkke Rasmussen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
lægemidler, lov om apoteksvirksomhed og lov om dyrlæger
(Gennemsigtighed ved rabatordninger m.v. på
medicinområdet, liberalisering af dele af
lægemiddeldistributionen samt forbedring af dyrevelfærd
og fødevaresikkerhed).
(Lovforslag nr. L 51).
Lovforslaget udmønter en række af
initiativerne i den politiske aftale af 8. juni 2006 om en
handlingsplan på medicinområdet, som er indgået
mellem regeringen (Venstre og Det Konservative Folkeparti), Dansk
Folkeparti og Det Radikale Venstre. De aftalte initiativer har til
formål at skabe større klarhed og gennemsigtighed
på medicinområdet og videreudvikle de
liberaliseringsinitiativer, som blev igangsat ved den politiske
aftale af 1. november 2000 om modernisering og liberalisering af
apotekervæsenet. Den indgåede aftale omfatter endvidere
Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti bortset fra aftalens
punkt om liberalisering af salget af medicin til produktionsdyr og
styrkelse af indsatsen for fødevaresikkerhed og
dyrevelfærd. De elementer i den politiske aftale, der ikke
indgår i lovforslaget, udmøntes gennem ændringer
af eksisterende bekendtgørelser, vejledninger samt interne
instrukser.
Lovforslaget indeholder en række forslag
til nærmere regler for ydelse af bonus og rabatter i
apotekssektoren. Det foreslås at forbyde, at der som led i
handel med et apoteksforbeholdt lægemiddel udbetales bonus
eller ydes anden økonomisk fordel til brugeren af
lægemidlet. Der foreslås udarbejdet en nærmere
fastlæggelse af apotekernes adgang til omkostningsbegrundede
rabatter samt krav om udførelse af revision
vedrørende apotekernes rabat- og
markedsføringsaktiviteter. Med henblik på at sikre
åbenhed og gennemsigtighed i ydelsen af omkostningsbegrundede
rabatter foreslås en pligt for leverandørerne til at
offentliggøre grundlaget og vilkårene for at yde
omkostningsbegrundet rabat. Der foreslås endvidere en
regulering af apotekskæders forhandling af rabatter og
medvirken til markedsføringsaktiviteter, herunder krav om
regnskab og revision.
Lovforslaget omfatter derudover en
liberalisering af distributionen af lægemidler til
produktionsdyr. Det foreslås således, at
fastprissystemet i forhold til lægemidler til produktionsdyr
ophæves. Det foreslås endvidere, at apoteksforbeholdet
ved salg af lægemidler til produktionsdyr ophæves. Der
opstilles i den forbindelse en række betingelser for de nye
forhandlere af lægemidler til produktionsdyr.
I forbindelse med liberaliseringen af
distributionen af lægemidler til produktionsdyr
foreslås iværksat en række nye initiativer
vedrørende dyrevelfærd og fødevaresikkerhed.
Der stilles forslag om, at praktiserende dyrlæger skal
være økonomisk uafhængige af virksomheder, der
håndterer lægemidler til dyr, og at en dyrlæge
kan meddeles påbud om at iværksætte diagnostiske
laboratorieundersøgelser med henblik på at få
verificeret den diagnose, som danner grundlag for dyrlægens
valg af behandling. Der foreslås endvidere adgang til, at
ministeren for familie- og forbrugeranliggender i
kontroløjemed kan indhente oplysninger hos andre offentlige
myndigheder. De nye initiativer vedrørende
fødevaresikkerhed og dyrevelfærd foreslås
finansieret af forhandlerne af lægemidler til produktionsdyr
fordelt forholdsmæssigt efter omsætningen af disse
lægemidler.
Der foreslås endvidere etableret adgang
til, at Lægemiddelstyrelsen kan udstede administrative
bøder ved nærmere definerede overtrædelser af
lægemiddelloven.
Idet jeg i øvrigt tillader mig at
henvise til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal
jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings
velvillige behandling.