L 5 Forslag til lov om ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, lov om almene boliger m.v. og forskellige andre love.

(Tekniske rettelser på det sociale område og boligområdet som følge af kommunalreformen m.v.).

Af: Socialminister Eva Kjer Hansen (V)
Udvalg: Socialudvalget
Samling: 2006-07
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 04-10-2006

Fremsættelse: 04-10-2006

Fremsættelsestale af lovforslag

20061_l5_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (4. oktober 2006)

 

 

Socialministeren (Eva Kjer Hansen) :

 

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, lov om almene boliger m.v. og forskellige andre love (Tekniske rettelser på det sociale område og boligområdet som følge af kommunalreformen m.v.)

(Lovforslag nr. L 5).

Lovforslaget er et teknisk lovforslag som følge af kommunalreformen. Formålet med forslaget er dels at sætte de lovændringer, som allerede er vedtaget som ændringer til den nuværende servicelov, ind i den nye servicelov med ikrafttræden den 1. januar 2007, dels at foretage konsekvensændringer som følge af kommunalreformen i en række øvrige love på det sociale område og boligområdet.

Lovforslaget omfatter følgende love:

- Lov om social service

- Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område

- Lov om social pension

- Lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension

- Lov om tilbageholdelse af stofmisbrugere i behandling

- Lov om almene boliger m.v.

- Lov om boliger for ældre og personer med handicap

- Lov om midlertidig regulering af boligforholdene

- Lov om leje

- Lov om boligbyggeri

- Lov om individuel boligstøtte

- Lov om forebyggende hjemmebesøg til ældre m.v.

Lovforslaget indeholder enkelte redaktionelle ændringer, som umiddelbart kan opfattes som værende af mere præciserende karakter:

- Af lovforslagets § 6, nr. 3 og 4, fremgår, at der i almenboliglovens § 54, stk. 2, og § 57, stk. 3, indsættes en henvisning til § 185 b, stk. 4. Der er tale om en præcisering af anvisningsreglerne til almene ældreboliger for personer med betydelig og varigt nedsat fysisk og psykisk funktionsevne med henblik på at tydeliggøre, at rammeaftalen begrænser kommunernes anvisningsret til de pågældende boliger. Henvisningen er alene indsat for at undgå fortolkningstvivl og for at sikre, at kommunerne er opmærksomme på denne begrænsning.

- Lovforslagets § 7 medfører, at ældreboliglovens bestemmelser om amtskommunale ældreboliger for personer med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne ophæves. Dette skyldes, at der ikke findes ældreboliger i amtskommunalt regi, som administreres efter ældreboligloven.

- Lovforslagets § 8 medfører, at Stevns Kommune er omfattet af den geografiske afgrænsning i § 47, stk. 1, 2. pkt., i boligreguleringsloven. Dette sker efter kommunens eget ønske og som følge af de besluttede kommune-sammenlægninger som led i kommunalreformen.

Lovforslaget er forhandlet med de kommunale parter.

Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske konsekvenser for det offentlige.

Lovforslaget foreslås at træde i kraft den 1. januar 2007.

Med disse bemærkninger skal jeg indstille lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.