L 46 Forslag til lov om Bruxelles I-forordningen m.v.

Af: Justitsminister Lene Espersen (KF)
Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2006-07
Status: Stadfæstet

Lovforslag som fremsat

Fremsat: 25-10-2006

Fremsat: 25-10-2006

Lovforslag som fremsat

20061_l46_som_fremsat (html)

L 46 (som fremsat): Forslag til lov om Bruxelles I-forordningen m.v.

Fremsat den 25. oktober 2006 af justitsministeren (Lene Espersen)

Forslag

til

Lov om Bruxelles I-forordningen m.v.

 

Kapitel 1.

Almindelige bestemmelser

§ 1. Bestemmelserne i aftale af 19. oktober 2005 mellem Det Europæiske Fællesskab og Danmark om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, jf. bilag 1 til denne lov, samt bestemmelserne i Bruxelles I-forordningen, jf. bilag 2 til denne lov, og gennemførelsesforanstaltningerne hertil, jf. bilag 3 og 4 til denne lov, gælder her i landet.

Kapitel 2

Anerkendelse og fuldbyrdelse

§ 2. Anmodning om, at en udenlandsk retsafgørelse, som er omfattet af Bruxelles I-forordningen, erklæres eksigibel, indgives til fogedretten. Anmodningen skal være skriftlig.

Stk. 2. Der kan samtidig med en anmodning efter stk. 1 anmodes om fuldbyrdelse af afgørelsen efter retsplejelovens regler.

Stk. 3. Fogedrettens afgørelse om, hvorvidt retsafgørelsen er eksigibel, træffes ved kendelse.

§ 3. Fogedrettens afgørelse om eksigibilitet kan med de ændringer, der følger af denne lov, kæres til landsretten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 37.

Stk. 2. Landsrettens afgørelse kan med de ændringer, der følger af denne lov, og med tilladelse fra Procesbevillingsnævnet kæres til Højesteret efter reglerne i retsplejelovens kapitel 37.

Stk. 3. Den ret, hvortil afgørelsen kæres, giver parterne adgang til at udtale sig. Retten kan bestemme, at der skal foretages mundtlig forhandling.

§ 4. En retsafgørelse, der er erklæret eksigibel, kan med de ændringer, der følger af denne lov, fuldbyrdes efter de regler, der gælder for fuldbyrdelse af danske afgørelser.

Stk. 2. I tiden, indtil fristen for kære af afgørelsen om eksigibilitet er udløbet, eller indtil en eventuel kære er afgjort, kan der uanset fristen i retsplejelovens § 480 foretages udlæg eller andre fuldbyrdelsesskridt. Der kan dog ikke foretages tvangsauktion over udlagt gods eller i øvrigt foretages skridt, der går videre end til at sikre tilstedeværelsen af gods, hvori fuldbyrdelse kan ske. Et udlægs plads i rækkefølgen mellem flere udlæg i samme aktiv, jf. retsplejelovens § 526, regnes tidligst fra tidspunktet for afgørelsen om, at den udenlandske retsafgørelse er eksigibel.

§ 5. En afgørelse om et borgerligt krav, der er truffet i en anden EU-medlemsstat i forbindelse med retsforfølgning mod en person for en uagtsom lovovertrædelse, kan ikke anerkendes eller fuldbyrdes her i landet, såfremt den pågældende person

1) hverken har bopæl eller er statsborger i afgørelsesstaten,

2) er udeblevet, efter at retten i afgørelsesstaten har bestemt, at den pågældende skal møde personligt, og

3) ikke har haft mulighed for at varetage sine interesser under sagen.

§ 6. Der kan ikke her i landet fastsættes eller fuldbyrdes forvandlingsstraf for en udenlandsk tvangsbøde. Det samme gælder med hensyn til afgørelser om afsoning af underholdsbidrag, der er pålagt i udlandet.

§ 7. En fordringshaver, der helt eller delvis har haft fri proces i domsstaten eller været fritaget for gebyrer og omkostninger, har fri proces eller er fritaget for at betale gebyrer og omkostninger i samme omfang under fuldbyrdelsessagen.

§ 8. Reglerne i dette kapitel finder tilsvarende anvendelse på

1) anmodninger om, at et officielt bekræftet dokument eller et retsforlig erklæres for eksigibelt efter artikel 57 og 58 i Bruxelles I-forordningen, og

2) anmodninger om, at en retsafgørelse skal anerkendes efter artikel 33, stk. 2, i Bruxelles I-forordningen.

Kapitel 3.

Bemyndigelse

§ 9. Justitsministeren kan fastsætte nærmere bestemmelser om gennemførelse af lovens § 1.

Stk. 2. Justitsministeren kan bestemme, at loven med de nødvendige ændringer finder anvendelse på ændringer af og gennemførelsesforanstaltninger til Bruxelles I-forordningen.

Stk. 3. Justitsministeren kan bestemme, at loven med de nødvendige ændringer finder anvendelse på konventioner om andre landes og territoriers tilknytning til reglerne i Bruxelles I-forordningen eller bestemmelser, der i det væsentlige svarer hertil.

Kapitel 4.

Ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.

§ 10. Justitsministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter dog tidspunktet for ikrafttrædelsen af lovens § 13, nr. 1 og 2.

§ 11. I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1001 af 5. oktober 2006, foretages følgende ændringer:

1.§ 247, stk. 1, 1. pkt., affattes således:

»I sager, der er omfattet af en international overenskomst, som er gennemført i dansk ret ved lov om EF-domskonventionen m.v. eller lov om Bruxelles I-forordningen m.v., herunder ved bekendtgørelse i medfør af de nævnte love, anvendes overenskomstens værnetingsregler.«

2. I § 247, stk. 2, ændres »konvention« til: »international overenskomst«.

§ 12. I lov om retsafgifter, jf. lovbekendtgørelse nr. 806 af 24. august 2000, som ændret senest ved § 2 i lov nr. 539 af 8. juni 2006, foretages følgende ændring:

1. I § 20 indsættes som nr. 8:

»8) afgørelser efter lov om Bruxelles I-forordningen m.v. eller lov om EF-domskonventionen m.v. om, at en udenlandsk retsafgørelse skal anerkendes eller er eksigibel her i landet, eller at et udenlandsk officielt bekræftet dokument eller retsforlig er eksigibelt her i landet.«

§ 13. I søloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 538 af 15. juni 2004, som ændret senest ved § 39 i lov nr. 538 af 8. juni 2006, foretages følgende ændringer:

1. I § 190, indsættes som 2. pkt.: »Domme, der er afsagt af en domstol i en anden EU-medlemsstat, anerkendes og fuldbyrdes dog i overensstemmelse med de relevante fællesskabsregler, som Danmark er omfattet af, herunder tilknyttet ved mellemstatslig aftale.

2. I § 226 indsættes som nyt stk.:

»Stk. 3. Domme, der er afsagt af en domstol i en anden EU-medlemsstat, anerkendes og fuldbyrdes dog i overensstemmelse med de relevante fællesskabsregler, som Danmark er omfattet, herunder tilknyttet ved mellemstatslig aftale.«

3.§ 310, stk. 5, affattes således:

»Stk. 5. Stk. 1 og 4 gælder ikke, hvis hverken det aftalte leveringssted eller det aftalte eller faktiske udleveringssted efter § 252, stk. 3, ligger i Danmark, Finland, Norge eller Sverige, eller hvis andet følger af lov om Bruxelles I-forordningen m.v. eller af lov om EF-domskonventionen m.v., herunder bekendtgørelser udstedt i medfør af disse love.«

4.§ 429, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. Stk. 1 og 2 gælder dog ikke, hvis andet følger af lov om Bruxelles I-forordningen m.v. eller af lov om EF-domskonventionen m.v., herunder bekendtgørelser udstedt i medfør af disse love.«

§ 14. I sømandsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 742 af 18. juli 2005, som ændret ved § 2 i lov nr. 547 af 8. juni 2006, foretages følgende ændring:

1.§ 17, stk. 1, nr. 7, affattes således:

»7) i strid med § 64 indbringer en tvist om tjenesteforholdet for udenlandsk myndighed.«

2. I § 64, stk. 4, 3. pkt., ændres »dansk domstol« til: »retten«.

3. I § 64 indsættes efter stk. 4 som nyt stykke:

»Stk. 5. Stk. 2 og 3 gælder ikke, hvis andet følger af lov om Bruxelles I-forordningen m.v., herunder bekendtgørelser udstedt i medfør af denne lov.

§ 15. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. Lovens § 13 og § 14 kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de ændringer, der følger af de særlige færøske og grønlandske forhold.

Bilag 1

AFTALE


mellem Det Europæiske Fællesskab og Kongeriget Danmark om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område

DET EUROPÆISKE FÆLLESSKAB, i det følgende benævnt »Fællesskabet«,

på den ene side, og

KONGERIGET DANMARK, i det følgende benævnt »Danmark«,

på den anden side €"

SOM ØNSKER at gøre reglerne for retternes kompetence på det civil- og handelsretlige område ensartede og forenkle formaliteterne med henblik på en hurtig og enkel anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser inden for Fællesskabet,

SOM KONSTATERER, at medlemsstaterne den 27. september 1968 på grundlag af artikel 293, fjerde led, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab indgik Bruxelles-konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, senere ændret ved konventionerne om nye medlemsstaters tiltrædelse af denne konvention 1)  (i det følgende benævnt »Bruxelles-konventionen«). Den 16. september 1988 indgik medlemsstaterne og EFTA-staterne Lugano-konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager 2)  (i det følgende benævnt »Lugano-konventionen«), som er en parallelkonvention til Bruxelles-konventionen,

SOM KONSTATERER, at Bruxelles-konventionens indhold i stor udstrækning er overtaget i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område 3)  (i det følgende benævnt »Bruxelles I-forordningen«),

SOM HENVISER til protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, (i det følgende benævnt »protokollen om Danmarks stilling«), i medfør af hvilken Bruxelles I-forordningen ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark,

SOM UNDERSTREGER, at der må findes en løsning på den utilfredsstillende juridiske situation, der er opstået som følge af, at der inden for Fællesskabet gælder forskellige regler for retternes kompetence og for anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser,

SOM ØNSKER, at bestemmelserne i Bruxelles I-forordningen, fremtidige ændringer heraf og gennemførelsesforanstaltningerne hertil på folkeretligt grundlag skal finde anvendelse i forbindelserne mellem Fællesskabet og Danmark som medlemsstat med en særlig stilling med hensyn til afsnit IV i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

SOM UNDERSTREGER, at kontinuiteten mellem Bruxelles-konventionen og denne aftale bør sikres, og at der også for denne aftale bør gælde overgangsbestemmelser svarende til dem i Bruxelles I-forordningen. Samme kontinuitet bør gælde med hensyn til De Europæiske Fællesskabers Domstols fortolkning af Bruxelles-konventionen, og endvidere bør protokollen af 1971 4)  fortsat finde anvendelse på sager, der allerede er anlagt ved denne aftales ikrafttræden,

SOM UNDERSTREGER, at Bruxelles-konventionen tillige fortsat bør finde anvendelse for så vidt angår de af medlemsstaternes territorier, som er omfattet af Bruxelles-konventionens geografiske anvendelsesområde, og som ikke er omfattet af denne aftale,

SOM UNDERSTREGER betydningen af god koordination mellem Fællesskabet og Danmark for så vidt angår forhandling og indgåelse af internationale aftaler, der kan berøre eller ændre anvendelsesområdet for Bruxelles I-forordningen,

SOM UNDERSTREGER, at Danmark bør bestræbe sig på at tiltræde internationale aftaler, som Fællesskabet har indgået, når Danmarks deltagelse i sådanne aftaler er relevant for en sammenhængende anvendelse af Bruxelles I-forordningen og nærværende aftale,

SOM PÅPEGER, at De Europæiske Fællesskabers Domstol bør have kompetence til at sikre en ensartet anvendelse og fortolkning af denne aftale, inklusive de bestemmelser i Bruxelles I-forordningen og alle EF-gennemførelsesforanstaltninger, der udgør en del af denne aftale,

SOM HENVISER til den kompetence til at afgøre præjudicielle spørgsmål om gyldigheden og fortolkningen af retsakter udstedt af Fællesskabets institutioner på grundlag af traktatens afsnit IV, herunder gyldigheden og fortolkningen af denne aftale, som er tillagt De Europæiske Fællesskabers Domstol ved artikel 68, stk. 1, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, og til det forhold, at nævnte bestemmelse ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark som følge af protokollen om Danmarks stilling,

SOM FINDER, at De Europæiske Fællesskabers Domstol bør have kompetence til på samme betingelser at afgøre præjudicielle spørgsmål om gyldigheden og fortolkningen af denne aftale, som rejses af en dansk ret, og at danske retter følgelig bør anmode om præjudicielle afgørelser på samme betingelser som retter i andre medlemsstater for så vidt angår fortolkningen af Bruxelles I-forordningen og gennemførelsesforanstaltningerne hertil,

SOM HENVISER til, at Rådet for Den Europæiske Union, Europa-Kommissionen og medlemsstaterne i medfør af artikel 68, stk. 3, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab kan anmode De Europæiske Fællesskabers Domstol om at afgøre spørgsmål om fortolkning af retsakter udstedt af Fællesskabets institutioner på grundlag af traktatens afsnit IV, herunder fortolkning af denne aftale, og til det forhold, at nævnte bestemmelse ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark som følge af protokollen om Danmarks stilling,

SOM FINDER, at Danmark på samme betingelser som andre medlemsstater for så vidt angår Bruxelles I-forordningen og gennemførelsesforanstaltningerne hertil bør have mulighed for at anmode De Europæiske Fællesskabers Domstol om at afgøre spørgsmål om fortolkning af denne aftale,

SOM UNDERSTREGER, at retterne i Danmark €" ved fortolkningen af denne aftale, inklusive de bestemmelser i Bruxelles I-forordningen og alle EF-gennemførelsesforanstaltninger, der udgør en del af denne aftale €" efter dansk ret bør tage behørigt hensyn til retspraksis ved De Europæiske Fællesskabers Domstol og ved retterne i De Europæiske Fællesskabers medlemsstater for så vidt angår bestemmelserne i Bruxelles-konventionen og Bruxelles I-forordningen og alle EF-gennemførelsesforanstaltninger,

SOM FINDER, at det bør være muligt at anmode De Europæiske Fællesskabers Domstol om at afgøre spørgsmål om overholdelse af forpligtelser i medfør af denne aftale i overensstemmelse med bestemmelserne i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab vedrørende sager for Domstolen,

SOM KONSTATERER, at denne aftale er bindende for medlemsstaterne i medfør af artikel 300, stk. 7, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab; det er derfor hensigtsmæssigt, at Danmark i tilfælde af, at en medlemsstat ikke overholder denne aftale, skal kunne indbringe sagen for Kommissionen i dennes egenskab af traktatens vogter €"

ER BLEVET ENIGE OM FØLGENDE:

Artikel 1

Formål

1. Formålet med denne aftale er at anvende bestemmelserne i Bruxelles I-forordningen og gennemførelsesforanstaltningerne hertil i forbindelserne mellem Fællesskabet og Danmark i over- ensstemmelse med artikel 2, stk. 1, i denne aftale.

2. Det er de kontraherende parters mål at nå frem til en ensartet anvendelse og fortolkning af bestemmelserne i Bruxelles I-forordningen og gennemførelsesforanstaltningerne hertil i alle medlemsstater.

3. Bestemmelserne i artikel 3, stk. 1, artikel 4, stk. 1, og artikel 5, stk. 1, i denne aftale følger af protokollen om Danmarks stilling.

Artikel 2

Retternes kompetence og anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område

1. Bestemmelserne i Bruxelles I-forordningen, der er knyttet som bilag til denne aftale og udgør en del heraf, samt de gennemførelsesforanstaltninger, der er vedtaget i medfør af forordningens artikel 74, stk. 2, og €" for så vidt angår gennemførelsesforanstaltninger, der vedtages efter denne aftales ikrafttræden €" som Danmark har gennemført efter artikel 4 i denne aftale, og de foranstaltninger, som er vedtaget i medfør af forordningens artikel 74, stk. 1, finder anvendelse på folkeretligt grundlag i forbindelserne mellem Fællesskabet og Danmark.

2. Med henblik på gennemførelsen af denne aftale ændres anvendelsen af bestemmelserne i Bruxelles I-forordningen dog som følger:

a) Artikel 1, stk. 3, finder ikke anvendelse.

b) I artikel 50 indsættes følgende som stk. 2:

»2. Den, som fremsætter anmodning om fuldbyrdelse af en afgørelse om underholdspligt, der er truffet af en administrativ myndighed i Danmark, kan i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, påberåbe sig de i stk. 1 nævnte fordele, såfremt han fremlægger en erklæring fra det danske justitsministerium, som bekræfter, at han opfylder de økonomiske betingelser for helt eller delvis at få meddelt fri proces eller blive fritaget for gebyrer og omkostninger.«

c) I artikel 62 indsættes følgende som stk. 2:

»2. I sager om underholdspligt omfatter udtrykket »ret« også de danske administrative myndigheder.«

d) Artikel 64 finder anvendelse på søgående skibe, der er indregistreret i Danmark og i Grækenland og Portugal.

e) Datoen for denne aftales ikrafttræden finder anvendelse i stedet for datoen for forordningens ikrafttræden omhandlet i forordningens artikel 70, stk. 2, og artikel 72 og 76.

f) Overgangsbestemmelserne i denne aftale finder anvendelse i stedet for forordningens artikel 66.

g) I bilag I tilføjes følgende: »i Danmark: § 246, stk. 2 og 3, i lov om rettens pleje «.

h) I bilag II tilføjes følgende: »i Danmark: byretten «.

i) I bilag III tilføjes følgende: »i Danmark: landsretten «.

j) I bilag IV tilføjes følgende: »i Danmark: ved appel til Højesteret med tilladelse fra Procesbevillingsnævnet «.

Artikel 3

Ændringer til Bruxelles I-forordningen

1. Danmark deltager ikke i vedtagelsen af ændringer til Bruxelles I-forordningen, og sådanne ændringer er ikke bindende for og finder ikke anvendelse i Danmark.

2. Når der vedtages ændringer til forordningen, meddeler Danmark Kommissionen, hvorvidt Danmark vil gennemføre indholdet af ændringerne. Meddelelsen skal gives på tidspunktet for vedtagelsen af ændringerne eller inden 30 dage herefter.

3. Hvis Danmark beslutter at gennemføre indholdet af ændringerne, anføres det i meddelelsen, om gennemførelsen kan ske administrativt eller kræver godkendelse i Folketinget.

4. Hvis det i meddelelsen anføres, at gennemførelsen kan ske administrativt, angives det desuden, at alle de nødvendige administrative foranstaltninger træder i kraft på datoen for ikrafttrædelsen af ændringerne til forordningen eller er trådt i kraft på datoen for meddelelsen, afhængigt af hvilket tidspunkt der ligger senest.

5. Hvis det i meddelelsen anføres, at gennemførelsen kræver godkendelse i Folketinget, finder følgende bestemmelser anvendelse:

a) Lovgivningsmæssige foranstaltninger i Danmark træder i kraft på datoen for ikrafttrædelsen af ændringerne til forordningen eller inden seks måneder efter datoen for meddelelsen, afhængigt af hvilket tidspunkt der ligger senest.

b) Danmark giver Kommissionen meddelelse om datoen for de lovgivningsmæssige gennemførelsesforanstaltningers ikrafttræden.

6. En meddelelse fra Danmark om, at indholdet af ændringerne er blevet gennemført i Danmark, jf. stk. 4 og 5, skaber gensidige folkeretlige forpligtelser mellem Danmark og Fællesskabet. Ændringerne til forordningen udgør derefter ændringer til denne aftale og betragtes som bilag knyttet hertil.

7. Hvis

a) Danmark meddeler, at Danmark ikke vil gennemføre indholdet af ændringerne, eller

b) Danmark ikke fremsender nogen meddelelse inden for den frist på 30 dage, der er fastsat i stk. 2, eller

c) de lovgivningsmæssige foranstaltninger i Danmark ikke træder i kraft inden for de frister, der er fastsat i stk. 5,

betragtes denne aftale som opsagt, medmindre parterne beslutter andet inden 90 dage, eller i den situation, der er omhandlet i litra c), medmindre de lovgivningsmæssige foranstaltninger i Danmark træder i kraft inden for samme tidsrum. Opsigelsen får virkning tre måneder efter udløbet af de 90 dage.

8. Retssager, der er anlagt, og officielt bekræftede dokumenter, der er udstedt inden den dato, hvor opsigelsen får virkning, jf. stk. 7, berøres ikke heraf.

Artikel 4

Gennemførelsesforanstaltninger

1. Danmark deltager ikke i vedtagelsen af udtalelser fra det udvalg, der er omhandlet i artikel 75 i Bruxelles I-forordningen.

Gennemførelsesforanstaltninger, der vedtages i medfør af forordningens artikel 74, stk. 2, er ikke bindende for og finder ikke anvendelse i Danmark.

2. Når der vedtages gennemførelsesforanstaltninger i medfør af forordningens artikel 74, stk. 2, skal disse meddeles Danmark. Danmark meddeler Kommissionen, hvorvidt Danmark vil gennemføre indholdet af gennemførelsesforanstaltningerne. Meddelelsen skal gives ved modtagelsen af gennemførelsesforanstaltningerne eller inden 30 dage herefter.

3. I meddelelsen anføres det, at alle de nødvendige administrative foranstaltninger i Danmark træder i kraft på datoen for gennemførelsesforanstaltningernes ikrafttræden eller er trådt i kraft på datoen for meddelelsen, afhængigt af hvilket tidspunkt der ligger senest.

4. En meddelelse fra Danmark om, at indholdet af gennemførelsesforanstaltningerne er blevet gennemført i Danmark, skaber gensidige folkeretlige forpligtelser mellem Danmark og Fællesskabet. Gennemførelsesforanstaltningerne udgør derefter en del af denne aftale.

5. Hvis

a) Danmark meddeler, at Danmark ikke vil gennemføre indholdet af gennemførelsesforanstaltningerne, eller

b) Danmark ikke fremsender nogen meddelelse inden den frist på 30 dage, der er fastsat i stk. 2,

betragtes denne aftale som opsagt, medmindre parterne træffer anden afgørelse inden 90 dage. Opsigelsen får virkning tre måneder efter udløbet af de 90 dage.

6. Retssager, der er anlagt, og officielt bekræftede dokumenter, der er udstedt inden den dato, hvor opsigelsen får virkning, jf. stk. 5, berøres ikke heraf.

7. Hvis gennemførelsen undtagelsesvis kræver godkendelse i Folketinget, anføres dette i Danmarks meddelelse efter stk. 2, og bestemmelserne i artikel 3, stk. 5-8, finder anvendelse.

8. Danmark meddeler Kommissionen tekster, der indebærer ændring af oplysningerne i artikel 2, stk. 2, litra g)-j), i denne aftale. Kommissionen ændrer artikel 2, stk. 2, litra g)-j), i over- ensstemmelse hermed.

Artikel 5

Internationale aftaler, der berører Bruxelles I-forordningen

1. Internationale aftaler, som Fællesskabet indgår på grundlag af reglerne i Bruxelles I-forordningen, er ikke bindende for og finder ikke anvendelse i Danmark.

2. Danmark afholder sig fra at indgå internationale aftaler, som kan berøre eller ændre anvendelsesområdet for Bruxelles I- forordningen, der er knyttet som bilag til denne aftale, medmindre det sker efter aftale med Fællesskabet, og der er fundet tilfredsstillende ordninger med hensyn til forholdet mellem nærværende aftale og den pågældende internationale aftale.

3. Når Danmark forhandler internationale aftaler, der kan berøre eller ændre anvendelsesområdet for Bruxelles I-forordningen, der er knyttet som bilag til denne aftale, koordinerer Danmark sin holdning med Fællesskabet og afholder sig fra enhver handling, der vil kunne skade målsætningerne i en hold- ning fastlagt af Fællesskabet inden for dets kompetenceområde i forbindelse med sådanne forhandlinger.

Artikel 6

De Europæiske Fællesskabers Domstols kompetence med hensyn til fortolkning af denne aftale

1. Når et spørgsmål om gyldigheden eller fortolkningen af denne aftale rejses i forbindelse med en sag, der verserer ved en dansk ret, anmoder denne ret Domstolen om at afgøre spørgsmålet, når en ret i en anden EU-medlemsstat under de samme omstændigheder ville være forpligtet hertil med hensyn til Bruxelles I-forordningen samt de gennemførelsesforanstaltninger, der er omhandlet i artikel 2, stk. 1, i denne aftale.

2. Efter dansk ret tager retterne i Danmark ved fortolkningen af denne aftale behørigt hensyn til Domstolens retspraksis med hensyn til bestemmelserne i Bruxelles-konventionen og Bruxelles I-forordningen samt alle EF-gennemførelsesforanstaltninger.

3. Danmark kan i lighed med Rådet, Kommissionen og enhver medlemsstat anmode Domstolen om at afgøre spørgsmål om fortolkning af denne aftale. Domstolens afgørelse som svar på en sådan anmodning finder ikke anvendelse på domme afsagt af medlemsstaternes retter, som har fået retskraft.

4. Danmark har ret til at indgive udtalelser til Domstolen, hvis en ret i en medlemsstat har forelagt Domstolen et præjudicielt spørgsmål om fortolkningen af en bestemmelse, der er omhandlet i artikel 2, stk. 1.

5. Protokollen vedrørende statutten for De Europæiske Fællesskabers Domstol og Domstolens procesreglement finder anvendelse.

6. Hvis bestemmelserne i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab vedrørende afgørelser truffet af Domstolen ændres, og dette får følger for afgørelser, der træffes med hensyn til Bruxelles I-forordningen, kan Danmark meddele Kommissionen, at Danmark ikke vil anvende ændringerne for så vidt angår denne aftale. Meddelelsen skal gives på tidspunktet for ændringernes ikrafttræden eller inden 60 dage herefter.

I så fald betragtes denne aftale som opsagt. Opsigelsen får virkning tre måneder efter meddelelsen.

7. Retssager, der er anlagt, og officielt bekræftede dokumenter, der er udstedt inden den dato, hvor opsigelsen får virkning, jf. stk. 6, berøres ikke heraf.

Artikel 7

De Europæiske Fællesskabers Domstols kompetence med hensyn til overholdelsen af denne aftale

1. Kommissionen kan anlægge sag ved Domstolen mod Danmark for manglende overholdelse af forpligtelserne i medfør af denne aftale.

2. Danmark kan klage til Kommissionen over en medlemsstats manglende overholdelse af forpligtelserne i medfør af denne aftale.

3. De relevante bestemmelser vedrørende sager for Domstolen i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab samt protokollen vedrørende statutten for De Europæiske Fællesskabers Domstol og Domstolens procesreglement finder anvendelse.

Artikel 8

Geografisk anvendelsesområde

1. Denne aftale finder anvendelse på de territorier, der er omhandlet i artikel 299 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab.

2. Hvis Fællesskabet beslutter at udvide anvendelsen af Bruxelles I-forordningen til at omfatte territorier, der på nuværende tidspunkt er underlagt Bruxelles-konventionen, samarbejder Fællesskabet og Danmark med henblik på at sikre, at en sådan anvendelse også kommer til at omfatte Danmark.

Artikel 9

Overgangsbestemmelser

1. Denne aftale finder kun anvendelse på retssager, der er anlagt, og på officielt bekræftede dokumenter, der er udstedt efter aftalens ikrafttræden.

2. I forbindelse med retssager, der er anlagt i domsstaten før denne aftales ikrafttræden, skal retsafgørelser, som er truffet efter aftalens ikrafttræden, dog anerkendes og fuldbyrdes i over- ensstemmelse med denne aftale:

a) såfremt retssagen i domsstaten er anlagt efter Bruxelles-konventionens eller Lugano-konventionens ikrafttræden i både domsstaten og den medlemsstat, som anmodningen er rettet til

b) i alle andre tilfælde, såfremt de anvendte kompetenceregler er i overensstemmelse med de regler, der er fastsat i denne aftale eller i en konvention, der, da sagen blev anlagt, var gældende mellem domsstaten og den medlemsstat, som anmodningen er rettet til.

Artikel 10

Forholdet til Bruxelles I-forordningen

1. Denne aftale mellem Fællesskabet og Danmark berører ikke de øvrige medlemsstaters anvendelse af Bruxelles I-forordningen.

2. Denne aftale finder dog altid anvendelse:

a) i spørgsmål om retternes kompetence, såfremt sagsøgte har bopæl i Danmark, eller såfremt retterne i Danmark er tillagt kompetence i henhold til forordningens artikel 22 eller 23, der finder anvendelse i forbindelserne mellem Fællesskabet og Danmark i medfør af artikel 2 i denne aftale

b) i spørgsmål om litispendens eller indbyrdes sammenhængende krav som omhandlet i artikel 27 og 28 i Bruxelles I-forordningen, der finder anvendelse i forbindelserne mellem Fællesskabet og Danmark i medfør af artikel 2 i denne aftale, når der er anlagt sag i en anden medlemsstat end Danmark og i Danmark

c) i spørgsmål om anerkendelse og fuldbyrdelse, hvor Danmark enten er domsstaten eller den stat, som anmodningen er rettet til.

Artikel 11

Ophør af denne aftale

1. Denne aftale ophører, hvis Danmark underretter de øvrige medlemsstater om, at Danmark ikke længere ønsker at benytte sig af bestemmelserne i del I i protokollen om Danmarks stilling, jf. artikel 7 i nævnte protokol.

2. Hver af de kontraherende parter kan bringe denne aftale til ophør ved at give den anden kontraherende part meddelelse herom. Aftalen ophører seks måneder efter datoen for en sådan meddelelse.

3. Retssager, der er anlagt, og officielt bekræftede dokumenter, der er udstedt inden den dato, hvor aftalen ophører, jf. stk. 1 eller 2, berøres ikke heraf.

Artikel 12

Ikrafttræden

1. Denne aftale vedtages af de kontraherende parter i overensstemmelse med deres respektive procedurer.

2. Denne aftale træder i kraft den første dag i den sjette måned efter de kontraherende parters meddelelse om, at de har afsluttet de nødvendige procedurer.

Artikel 13

Teksternes gyldighed

Denne aftale er udfærdiget i to eksemplarer på dansk, engelsk, estisk, finsk, fransk, græsk, italiensk, lettisk, litauisk, maltesisk, nederlandsk, polsk, portugisisk, slovakisk, slovensk, spansk, svensk, tjekkisk, tysk og ungarsk, idet hver af disse tekster har samme gyldighed.


 

 


 BILAG

Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, som ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1496/2002 af21. august 2002 om ændring af bilag I (de kompetenceregler, der er omhandlet i artikel 3, stk. 2, og artikel 4, stk. 2) og bilag II (listen over kompetente retter og myndigheder) til Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område, samt ved Kommissionens forordning (EF) nr. 2245/2004 af 27. december 2004 om ændring af bilag I, II, III og IV til Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område.

 

1) EFT L 299 af 31.12.1972, s. 32 (dansk udgave i EFT L 304 af 30.10.1978, s. 17), EFT L 304 af 30.10.1978, s. 1, EFT L 388 af 31.12.1982, s. 1, EFT L 285 af 3.10.1989, s. 1, EFT C 15 af 15.1.1997, s. 1. Se konsolideret udgave i EFT C 27 af 26.1.1998, s. 1.

2) EFT L 319 af 25.11.1988, s. 9.

3) EFT L 12 af 16.1.2001, s. 1. Senest ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 2245/2004 (EUT L 381 af 28.12.2004, s. 10).

4) EFT L 204 af 2.8.1975, s. 28 (dansk udgave i EFT L 304 af 30.10.1978, s. 31), EFT L 304 af 30.10.1978, s. 1, EFT L 388 af 31.12.1982, s. 1, EFT L 285 af 3.10.1989, s. 1, EFT C 15 af 15.1.1997, s. 1. Se konsolideret udgave i EFT C 27 af 26.1.1998, s. 28.

Bilag 2

RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 44/2001
af 22. december 2000

om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR €"

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 61, litra c), og artikel 67, stk. 1,

under henvisning til forslag fra Kommissionen 1) ,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet 2) ,

under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg 3) , og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Fællesskabet har sat sig som mål at bevare og udbygge et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, hvor der er fri bevægelighed for personer. Med henblik på gradvis at indføre et sådant område bør Fællesskabet bl.a. vedtage de foranstaltninger vedrørende samarbejde om civilretlige spørgsmål, der er nødvendige for det indre markeds funktion.

(2) Visse forskelle mellem de nationale regler for retternes kompetence og for anerkendelse af retsafgørelser virker hæmmende for det indre markeds funktion. Det er tvingende nødvendigt at vedtage bestemmelser, der kan gøre reglerne for retternes kompetence på det civil- og handelsretlige område ensartede og forenkle formaliteterne med henblik på en hurtig og enkel anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser truffet i medlemsstater, der er bundet af denne forordning.

(3) Dette område falder ind under samarbejdet om civilretlige spørgsmål efter traktatens artikel 65.

(4) Denne forordning er i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet og proportionalitetsprincippet som fastsat i traktatens artikel 5. Dens mål kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor bedre gennemføres på fællesskabsplan. Den begrænser sig til det nødvendige minimum for at nå disse mål og går ikke ud over, hvad der er nødvendigt herfor.

(5) Medlemsstaterne indgik den 27. september 1968 på grundlag af traktatens artikel 293, fjerde led, Bruxelles-konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, senere ændret ved konventionerne om nye medlemsstaters tiltrædelse af denne konvention (i det følgende benævnt »Bruxelles-konventionen«) 4) . Den 16. september 1988 indgik medlemsstaterne og EFTA-staterne Lugano-konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, som er en parallelkonvention til Bruxelles-konventionen af 1968. Disse to konventioner har været genstand for en revision, og Rådet har godkendt indholdet af den reviderede tekst. Kontinuiteten i forhold til de resultater, der blev opnået ved denne revision, bør sikres.

(6) For at virkeliggøre målet om fri bevægelighed for retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område er det nødvendigt og hensigtsmæssigt, at reglerne for retternes kompetence og for anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser fastlægges i en bindende og umiddelbart gældende fællesskabsretsakt.

(7) Denne forordnings materielle anvendelsesområde skal omfatte alle de vigtigste spørgsmål på det civil- og handelsretlige område, bortset fra visse velafgrænsede delområder.

(8) Sager, der er omfattet af denne forordning, skal have en tilknytning til de medlemsstaters område, der er bundet af denne forordning. De fælles regler for retternes kompetence bør derfor principielt anvendes, når sagsøgte har bopæl på en af disse medlemsstaters område.

(9) En sagsøgt, der ikke har bopæl på en medlemsstats område, er som hovedregel underlagt de nationale kompetenceregler, der gælder på den medlemsstats område, hvor sagen er anlagt, og en sagsøgt med bopæl på en medlemsstats område, der ikke er bundet af denne forordning, skal fortsat være underlagt Bruxelles-konventionens regler.

(10) Med henblik på den frie bevægelighed for retsafgørelser skal retsafgørelser truffet i en medlemsstat, der er bundet af denne forordning, anerkendes og fuldbyrdes i en anden medlemsstat, der er bundet af denne forordning, selv når domsskyldneren har bopæl på et tredjelands område.

(11) Kompetencereglerne bør frembyde en høj grad af forudsigelighed og være baseret på sagsøgtes bopæl som det principielle kriterium, og dette kompetencekriterium bør altid kunne gøres gældende, undtagen i enkelte velafgrænsede tilfælde, hvor det på grund af sagens genstand eller af hensyn til parternes aftalefrihed er berettiget at lægge et andet tilknytningsmoment til grund. For at gøre de fælles regler mere gennemsigtige og undgå kompetencekonflikter bør juridiske personers bopæl defineres selvstændigt.

(12) Som kompetencekriterium bør sagsøgtes bopæl suppleres med alternative kriterier baseret på en sags nære tilknytning til en bestemt ret eller på hensynet til god retspleje.

(13) For forsikringsaftaler, forbrugeraftaler og arbejdsaftaler er det ønskeligt at beskytte den svage part ved hjælp af kompetenceregler, der er gunstigere for denne parts interesser end de almindelige kompetenceregler.

(14) Friheden til at indgå aftaler om værneting for parter i andre aftaler end forsikrings-, forbruger- og arbejdsaftaler, hvor en sådan aftalefrihed bør være begrænset, skal respekteres, dog med forbehold af de bestemmelser om enekompetence, der er fastsat i denne forordning.

(15) Af hensyn til en harmonisk retspleje er det nødvendigt at mindske risikoen for parallelle retssager mest muligt og undgå, at der træffes indbyrdes uforenelige retsafgørelser i to medlemsstater. Der bør være en klar, effektiv mekanisme til at afgøre tilfælde af litispendens og indbyrdes sammenhængende krav og til at afhjælpe problemer som følge af forskellene mellem de enkelte medlemsstaters lovgivning med hensyn til, på hvilket tidspunkt en sag anses for anlagt. Med henblik på anvendelsen af denne forordning bør dette tidspunkt defineres selvstændigt.

(16) Den gensidige tillid til retsplejen inden for Fællesskabet gør det berettiget, at retsafgørelser, der er truffet i en medlemsstat, automatisk anerkendes, uden at der stilles krav om en særlig procedure, medmindre anerkendelsen bestrides.

(17) Denne samme gensidige tillid gør det også berettiget at operere med en effektiv og hurtig procedure for at erklære en retsafgørelse, der er truffet i én medlemsstat, for eksigibel i en anden medlemsstat. Med henblik herpå bør en retsafgørelse erklæres for eksigibel næsten automatisk efter en simpel formel kontrol af de forelagte dokumenter, uden at retten på embeds vegne bør kunne påberåbe sig en af de i denne forordning anførte grunde til ikke at lade en retsafgørelse fuldbyrde.

(18) For at en sagsøgt skal kunne varetage sine interesser, bør han dog kunne appellere en afgørelse, der erklærer en retsafgørelse for eksigibel, ved en kontradiktorisk procedure, hvis han mener, at der foreligger en grund til ikke at fuldbyrde retsafgørelsen. Tilsvarende bør den, der har anmodet om at få en retsafgørelse erklæret for eksigibel, kunne appellere en afgørelse, der afslår eksigibilitet.

(19) Kontinuiteten mellem Bruxelles-konventionen og denne forordning bør sikres, og i den forbindelse bør der fastsættes overgangsbestemmelser. Samme kontinuitet bør gælde med hensyn til De Europæiske Fællesskabers Domstols fortolkning af Bruxelles-konventionen, og endvidere bør protokollen af 1971 5)  fortsat finde anvendelse på sager, der allerede er anlagt ved denne forordnings ikrafttræden.

(20) Det Forenede Kongerige og Irland har i medfør af artikel 3 i protokollen om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, meddelt, at de ønsker at deltage i vedtagelsen og anvendelsen af denne forordning.

(21) Danmark deltager i henhold til artikel 1 og 2 i protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, ikke i vedtagelsen af denne forordning, og forordningen er derfor ikke bindende for og finder ikke anvendelse i Danmark.

(22) Da Bruxelles-konventionen gælder i forholdet mellem Danmark og de medlemsstater, der er bundet af denne forordning, finder Bruxelles-konventionen og protokollen af 1971 fortsat anvendelse mellem Danmark og de medlemsstater, der er bundet af denne forordning.

(23) Bruxelles-konventionen bør tillige fortsat finde anvendelse for så vidt angår de af medlemsstaternes territorier, som er omfattet af Bruxelles-konventionens geografiske anvendelsesområde, og som ikke er omfattet af denne forordning i medfør af traktatens artikel 299.

(24) Af konsekvenshensyn bør det tilsvarende fastsættes, at denne forordning ikke berører de regler for retternes kompetence og for anerkendelse af retsafgørelser, der er fastlagt i særlige fællesskabsretsakter.

(25) For at respektere medlemsstaternes internationale forpligtelser bør denne forordning ikke berøre de konventioner vedrørende særlige områder, som medlemsstaterne er parter i.

(26) Der bør i denne forordnings grundlæggende regler være en vis fleksibilitet for at tage hensyn til særlige procesregler i visse medlemsstater. Med henblik herpå bør nogle af bestemmelserne i den protokol, der er knyttet som bilag til Bruxelles-konventionen, indarbejdes i denne forordning.

(27) For at sikre en harmonisk overgang på visse områder, som er omfattet af særlige bestemmelser i den protokol, der er knyttet som bilag til Bruxelles-konventionen, bør der i denne forordning fastsættes bestemmelser, hvorved der i en overgangsperiode tages hensyn til de særlige forhold, der gør sig gældende i visse medlemsstater.

(28) Kommissionen bør senest fem år efter denne forordnings ikrafttræden forelægge en rapport om forordningens anvendelse og om nødvendigt foreslå tilpasninger.

(29) Kommissionen bør ændre bilag I-IV vedrørende nationale kompetenceregler, retter og kompetente myndigheder samt appelmuligheder på grundlag af ændringer fremsendt af den berørte medlemsstat. Ændringer af bilag V og VI bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fast- sættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen 6)  €"

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

KAPITEL I

ANVENDELSESOMRÅDE

Artikel 1

1. Denne forordning finder anvendelse på det civil- og handelsretlige område, uanset domsmyndighedens art. Den omfatter i særdeleshed ikke spørgsmål vedrørende skat, told eller administrative anliggender.

2. Denne forordning finder ikke anvendelse på:

a) fysiske personers retlige status samt deres rets- og handleevne, formueforholdet mellem ægtefæller samt arv efter loven eller testamente

b) konkurs, akkord og andre lignende ordninger

c) social sikring

d) voldgift.

3. I denne forordning forstås ved »medlemsstat« alle medlemsstater med undtagelse af Danmark.

KAPITEL II

KOMPETENCE

Afdeling 1

Almindelige bestemmelser

Artikel 2

1. Med forbehold af bestemmelserne i denne forordning skal personer, der har bopæl på en medlemsstats område, uanset deres nationalitet, sagsøges ved retterne i denne medlemsstat.

2. Personer, som ikke er statsborgere i den medlemsstat, på hvis område de har bopæl, er undergivet de kompetenceregler, der gælder for landets egne statsborgere.

Artikel 3

1. Personer, der har bopæl på en medlemsstats område, kan kun sagsøges ved retterne i en anden medlemsstat i medfør af de regler, der er fastsat i afdeling 2-7.

2. I særdeleshed kan de nationale kompetenceregler, der er angivet i bilag I, ikke gøres gældende imod dem.

Artikel 4

1. Har en sagsøgt ikke bopæl på en medlemsstats område, afgøres retternes kompetence i hver enkelt medlemsstat efter medlemsstatens egen lovgivning, jf. dog artikel 22 og 23.

2. Over for en person, der ikke har bopæl på en medlemsstats område, kan enhver, der har bopæl på en medlemsstats område, uanset sin nationalitet, i lighed med medlemsstatens egne statsborgere påberåbe sig de kompetenceregler, som gælder dér, herunder navnlig de regler, der er angivet i bilag I.

Afdeling 2

Specielle kompetenceregler

Artikel 5

En person, der har bopæl på en medlemsstats område, kan sagsøges i en anden medlemsstat

1) a) i sager om kontraktforhold, ved retten på det sted, hvor den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, er opfyldt eller skal opfyldes

b) ved anvendelsen af denne bestemmelse, og medmindre andet er aftalt, er opfyldelsesstedet for den forpligtelse, der ligger til grund for sagen:

€" ved salg af varer, det sted i en medlemsstat, hvor varerne i henhold til aftalen er blevet leveret eller skulle have været leveret

€" ved levering af tjenesteydelser, det sted i en medlemsstat, hvor tjenesteydelserne i henhold til aftalen er blevet leveret eller skulle have været leveret

c) er litra b) ikke relevant, finder litra a) anvendelse

2) i sager om underholdspligt, ved retten på det sted, hvor den berettigede har sin bopæl eller sit sædvanlige opholdssted, eller, ved krav i forbindelse med en sag om en persons retlige status, ved den ret, der efter sin egen lovgivning er kompetent i sagen, medmindre denne kompetence alene støttes på en af parternes nationalitet

3) i sager om erstatning uden for kontrakt, ved retten på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået eller vil kunne foregå

4) i sager, i hvilke der påstås erstatning eller genoprettelse af en tidligere tilstand i anledning af en strafbar handling, ved den ret, hvor straffesagen er anlagt, såfremt denne ret i henhold til sin egen lovgivning kan påkende borgerlige krav

5) i sager vedrørende driften af en filial, et agentur eller en lignende virksomhed, ved retten på det sted, hvor virksomheden er beliggende

6) i sin egenskab af stifter af en trust, trustee eller begunstiget ved en trust oprettet enten i henhold til loven eller skriftligt eller ved en mundtlig aftale, der er bekræftet skriftligt, ved retterne i den medlemsstat, på hvis område trusten har bopæl

7) i sager om indsigelse mod betaling af den bjærgeløn, der forlanges for bjærgning, som er kommet en skibsladning eller fragt til gode, ved den ret, i hvis retskreds der i den nævnte ladning eller i den dertil knyttede fragt:

a) er gjort arrest for at sikre sådan betaling, eller

b) kunne have været gjort arrest, men hvor der er ydet kaution eller stillet anden sikkerhed

denne bestemmelse finder kun anvendelse, såfremt det gøres gældende, at sagsøgte har rettigheder i den nævnte skibsladning eller fragt, eller at han på bjærgningstidspunktet havde sådanne rettigheder.

Artikel 6

En person, der har bopæl på en medlemsstats område, kan endvidere sagsøges:

1) såfremt der er flere sagsøgte, ved retten i den retskreds, hvor en af de sagsøgte har bopæl, forudsat at kravene er så snævert forbundne, at det er ønskeligt at behandle og påkende dem samtidig for at undgå uforenelige afgørelser i tilfælde af, at kravene blev påkendt hver for sig

2) når der er tale om krav mod den pågældende som tredjemand, ved den ret, hvor den oprindelige sag er anlagt, medmindre denne kun er anlagt for at unddrage den pågældende det værneting, der ville være kompetent i hans sag

3) når der er tale om et modkrav, der udspringer af den samme aftale eller det samme forhold, som hovedkravet støttes på, ved den ret, hvor sagen om hovedkravet er anlagt

4) i sager om kontraktforhold, såfremt sagen kan forenes med en sag om rettigheder over fast ejendom mod samme sagsøgte, ved retten i den medlemsstat, på hvis område ejendommen er beliggende.

Artikel 7

Hvis en ret i en medlemsstat i henhold til denne forordning har kompetence til at afgøre sager om ansvar i forbindelse med brugen eller driften af et skib, har denne ret eller enhver anden ret, som i henhold til den interne lovgivning i den pågældende medlemsstat træder i stedet for førstnævnte ret, også kompetence til at afgøre krav om begrænsning af dette ansvar.

Afdeling 3

Kompetence i forsikringssager

Artikel 8

I forsikringssager afgøres kompetencen efter denne afdeling, jf. dog artikel 4 og artikel 5, nr. 5.

Artikel 9

1. En forsikringsgiver, der har bopæl på en medlemsstats område, kan sagsøges:

a) ved retterne i den medlemsstat, på hvis område han har bopæl, eller

b) i en anden medlemsstat, i tilfælde, hvor sagen anlægges af forsikringstageren, den sikrede eller den begunstigede, ved retten på det sted, hvor sagsøger har bopæl, eller

c) såfremt det drejer sig om en coassurandør, ved den ret i en medlemsstat, ved hvilken der er anlagt sag mod den ledende assurandør.

2. Har forsikringsgiveren ikke bopæl på en medlemsstats område, men er indehaver af en filial, et agentur eller en lignende virksomhed i en medlemsstat, anses han i sager vedrørende driften af en sådan virksomhed som havende bopæl på denne medlemsstats område.

Artikel 10

I sager om ansvarsforsikring eller forsikring af fast ejendom kan forsikringsgiveren endvidere sagsøges ved retten på det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået. Det samme gælder, når fast ejendom og løsøre er omfattet af samme forsikringsaftale og er genstand for samme skadestilfælde.

Artikel 11

1. I sager om ansvarsforsikring kan forsikringsgiveren endvidere sagsøges ved den ret, hvor skadelidte har anlagt sag mod den sikrede, såfremt den lovgivning, der gælder for denne ret, indeholder hjemmel dertil.

2. Artikel 8, 9 og 10 finder anvendelse i tilfælde, hvor skadelidte anlægger sag direkte mod forsikringsgiveren, såfremt der er hjemmel for et direkte sagsanlæg.

3. Såfremt lovgivningen om et sådant direkte sagsanlæg indeholder hjemmel til at inddrage forsikringstageren eller den sikrede i sagen, er den samme ret også kompetent i forhold til disse personer.

Artikel 12

1. En forsikringsgiver kan kun anlægge sag ved retterne i den medlemsstat, på hvis område sagsøgte har bopæl, hvad enten sagsøgte er forsikringstager, sikret eller begunstiget, jf. dog artikel 11, stk. 3.

2. Denne afdeling berører ikke retten til at fremsætte modkrav ved den ret, der behandler hovedkravet i overensstemmelse med denne afdeling.

Artikel 13

Denne afdeling kan kun fraviges ved en aftale om værneting:

1) der er indgået, efter at tvisten er opstået, eller

2) der giver forsikringstageren, den sikrede eller den begunstigede ret til at anlægge sag ved andre retter end dem, der er nævnt i denne afdeling, eller

3) der er indgået mellem en forsikringstager og en forsikringsgiver, som på tidspunktet for forsikringsaftalens indgåelse havde deres bopæl eller sædvanlige opholdssted på samme medlemsstats område, med det formål, at retterne i denne stat skal være kompetente også i tilfælde af, at skadetilføjelsen er foregået i udlandet, medmindre en sådan aftale om værneting ikke er tilladt efter lovgivningen i den pågældende medlemsstat, eller

4) der er indgået af en forsikringstager, som ikke har bopæl på en medlemsstats område, medmindre det drejer sig om en lovpligtig forsikring eller en forsikring vedrørende en fast ejendom, som er beliggende på en medlemsstats område, eller

5) der vedrører en forsikringsaftale, som dækker en eller flere af de i artikel 14 nævnte risici.

Artikel 14

De i artikel 13, nr. 5, omhandlede risici er følgende:

1) enhver skade

a) på søgående skibe, på offshore-anlæg og anlæg i rum sø eller på luftfartøjer, der skyldes begivenheder, som indtræffer i forbindelse med anvendelse til erhvervsmæssige formål af disse skibe, anlæg og luftfartøjer

b) på gods bortset fra passagerers bagage, når forsendelsen sker helt eller delvis som transport med nævnte skibe eller luftfartøjer

2) ethvert ansvar, bortset fra ansvar for fysisk skade på passagerer eller for skade på disses bagage

a) hidrørende fra brugen eller driften af skibe, anlæg eller luftfartøjer i henhold til nr. 1, litra a), med hensyn til luftfartøjer dog kun for så vidt lovgivningen i den medlemsstat, i hvilken luftfartøjet er registreret, ikke forbyder aftaler om værneting ved forsikring af sådanne risici

b) for skade forårsaget af gods under transport som anført i nr. 1, litra b)

3) ethvert økonomisk tab i forbindelse med brugen eller driften af skibe, anlæg eller luftfartøjer i henhold til nr. 1, litra a), navnlig tab af fragt eller befragtningsindtægter

4) enhver risiko i forbindelse med en af de i nr. 1-3 nævnte risici

5) uanset nr. 1-4, alle store risici som defineret i Rådets direktiv 73/239/EØF 7) , som ændret ved direktiv 88/357/EØF 8)  og direktiv 90/618/EØF 9) , med eventuelle senere ændringer.

Afdeling 4

Kompetence i sager om forbrugeraftaler

Artikel 15

1. I sager om aftaler indgået af en person (forbrugeren) med henblik på brug, der må anses at ligge uden for hans erhvervsmæssige virksomhed, afgøres kompetencen efter denne afdeling, jf. dog artikel 4 og artikel 5, nr. 5:

a) når sagen vedrører køb af løsøregenstande, hvor købesummen skal betales i rater

b) når sagen vedrører lån, der skal tilbagebetales i rater, eller andre kreditdispositioner, som er bestemt til finansiering af køb af sådanne genstande

c) i alle andre tilfælde, når aftalen er indgået med en person, der udøver erhvervsmæssig virksomhed i den medlemsstat, på hvis område forbrugeren har bopæl, eller på en hvilken som helst måde retter sådan virksomhed mod denne medlemsstat eller mod flere stater inklusive denne medlemsstat, og aftalen er omfattet af den pågældende virksomhed.

2. Har forbrugerens medkontrahent ikke bopæl på en medlemsstats område, men er indehaver af en filial, et agentur eller en lignende virksomhed i en medlemsstat, anses han i sager vedrørende driften af en sådan virksomhed som havende bopæl på denne medlemsstats område.

3. Denne afdeling finder ikke anvendelse på transportaftaler, bortset fra aftaler, hvorved der for en samlet pris ydes en kombination af rejse og ophold.

Artikel 16

1. Sager, som en forbruger agter at rejse mod sin medkontrahent, kan anlægges enten ved retterne i den medlemsstat, på hvis område medkontrahenten har bopæl, eller ved retten på det sted, hvor forbrugeren har bopæl.

2. Sager, som agtes rejst mod forbrugeren af forbrugerens medkontrahent, kan kun anlægges ved retterne i den medlemsstat, på hvis område forbrugeren har bopæl.

3. Denne artikel berører ikke retten til at fremsætte modkrav ved den ret, der behandler hovedkravet i overensstemmelse med denne afdeling.

Artikel 17

Denne afdeling kan kun fraviges ved en aftale om værneting:

1) der er indgået, efter at tvisten er opstået, eller

2) der giver forbrugeren ret til at anlægge sag ved andre retter end dem, der er nævnt i denne afdeling, eller

3) der er indgået mellem en forbruger og hans medkontrahent, som på tidspunktet for forbrugeraftalens indgåelse havde deres bopæl eller sædvanlige opholdssted på samme medlemsstats område, og tillægger retterne i denne medlemsstat kompetence, medmindre en sådan aftale om værneting ikke er tilladt efter lovgivningen i den pågældende medlemsstat.

Afdeling 5

Kompetence i sager om individuelle arbejdsaftaler

Artikel 18

1. I sager om individuelle arbejdsaftaler afgøres kompetencen efter denne afdeling, jf. dog artikel 4 og artikel 5, nr. 5.

2. Har arbejdsgiveren ikke bopæl på en medlemsstats område, men er indehaver af en filial, et agentur eller en lignende virksomhed i en medlemsstat, anses han i sager vedrørende driften af en sådan virksomhed som havende bopæl på denne medlemsstats område.

Artikel 19

En arbejdsgiver, der har bopæl på en medlemsstats område, kan sagsøges:

1) ved retterne i den medlemsstat, på hvis område han har bopæl, eller

2) i en anden medlemsstat:

a) ved retten på det sted, hvor arbejdstageren sædvanligvis udfører sit arbejde, eller ved retten på det sidste sted, hvor han sædvanligvis udførte sit arbejde, eller

b) såfremt arbejdstageren ikke sædvanligvis udfører eller udførte sit arbejde i et bestemt land, ved retten på det sted, hvor den virksomhed, som har antaget arbejdstageren, er eller var beliggende.

Artikel 20

1. En arbejdsgiver kan kun anlægge sag ved retterne i den medlemsstat, på hvis område arbejdstageren har bopæl.

2. Denne afdeling berører ikke retten til at fremsætte modkrav ved den ret, der behandler hovedkravet i overensstemmelse med denne afdeling.

Artikel 21

Denne afdeling kan kun fraviges ved en aftale om værneting:

1) der er indgået, efter at tvisten er opstået, eller

2) der giver arbejdstageren ret til at anlægge sag ved andre retter end dem, der er nævnt i denne afdeling.

Afdeling 6

Enekompetence

Artikel 22

Enekompetente, uden hensyn til bopæl, er:

1) i sager om rettigheder over fast ejendom samt om leje eller forpagtning af fast ejendom, retterne i den medlemsstat, på hvis område ejendommen er beliggende.

I sager om leje- og forpagtningsaftaler vedrørende fast ejendom, der er indgået med henblik på midlertidig privat brug for et tidsrum af højst seks på hinanden følgende måneder, er dog også retterne i den medlemsstat, på hvis område sagsøgte har bopæl, kompetente, under forudsætning af, at lejer eller forpagter er en fysisk person, og at ejer og lejer eller forpagter har bopæl på samme medlemsstats område

2) i sager om gyldighed, ugyldighed eller opløsning af selskaber og andre juridiske personer, der har deres hjemsted på en medlemsstats område, eller om gyldighed af beslutninger truffet af disses organer, retterne i den pågældende medlemsstat. Ved afgørelsen af, hvor dette hjemsted er beliggende, skal retten anvende de internationalprivatretlige regler, som gælder for den

3) i sager om gyldigheden af indførelsen i offentlige registre, retterne i den medlemsstat, på hvis område registrene føres

4) i sager om registrering eller gyldighed af patenter, varemærker, design samt andre lignende rettigheder, der forudsætter deponering eller registrering, retterne i den medlemsstat, på hvis område der er ansøgt om deponering eller registrering, eller hvor deponering eller registrering er foretaget eller ifølge en fællesskabsretsakt eller en international konvention anses for at være foretaget.

Med forbehold af den kompetence, der i henhold til konventionen om meddelelse af europæiske patenter, undertegnet i München den 5. oktober 1973, er tillagt Den Europæiske Patentmyndighed, har retterne i hver medlemsstat, uanset parternes bopæl, enekompetence for så vidt angår registreringen og gyldigheden af et europæisk patent, der er meddelt for denne medlemsstat

5) i sager om fuldbyrdelse af retsafgørelser, retterne i den medlemsstat, på hvis område fuldbyrdelsesstedet er beliggende.

Afdeling 7

Aftaler om værneting

Artikel 23

1. Såfremt parterne i tilfælde, hvor mindst en af dem har bopæl på en medlemsstats område, har aftalt, at en ret eller retterne i en medlemsstat skal være kompetente til at påkende allerede opståede tvister eller fremtidige tvister i anledning af et bestemt retsforhold, er denne ret eller retterne i den pågældende medlemsstat kompetente. Medmindre parterne har aftalt andet, er denne ret eller disse retter enekompetente. En sådan aftale om værneting skal være indgået:

a) skriftligt eller mundtligt med skriftlig bekræftelse, eller

b) i en form, der er i overensstemmelse med den skik og brug, som parterne følger i deres indbyrdes forhold, eller

c) inden for international handel, i en form, der er i overensstemmelse med en sædvane, som parterne har eller burde have kendskab til, og som inden for sådan handel er almindelig kendt og regelmæssigt fulgt af parter i aftaler af samme type inden for den pågældende handelsbranche.

2. Med »skriftligt« sidestilles enhver elektronisk meddelelse, som varigt dokumenterer aftalen om værneting.

3. Såfremt en sådan aftale om værneting er indgået af parter, hvoraf ingen har bopæl på en medlemsstats område, kan retterne i de øvrige medlemsstater ikke påkende tvisten, så længe den eller de udpegede retter ikke har erklæret sig inkompetente.

4. Den eller de retter i en medlemsstat, som har fået tillagt kompetence i henhold til et dokument om oprettelse af en trust, har enekompetence i sager mod en stifter af en trust, en trustee eller en ved en trust begunstiget person, såfremt det drejer sig om forholdet mellem disse personer eller om deres rettigheder og pligter inden for trustens rammer.

5. Aftaler om værneting samt tilsvarende bestemmelser i et dokument om oprettelse af en trust er ugyldige, såfremt de er i modstrid med artikel 13, 17 og 21 eller udelukker kompetencen for de retter, som i medfør af artikel 22 er enekompetente.

Artikel 24

For så vidt en ret i en medlemsstat ikke allerede er kompetent i medfør af andre bestemmelser i denne forordning, bliver den kompetent, når sagsøgte giver møde for den. Denne regel finder ikke anvendelse, såfremt sagsøgte giver møde for at bestride rettens kompetence, eller såfremt en anden ret i medfør af artikel 22 er enekompetent.

Afdeling 8

Prøvelse af kompetencen og af sagens antagelse til påkendelse

Artikel 25

En ret i en medlemsstat, for hvilken der som det væsentligste indbringes en retstvist, der i medfør af artikel 22 henhører under en i en anden medlemsstat beliggende rets enekompetence, skal på embeds vegne erklære sig inkompetent.

Artikel 26

1. Såfremt en person, der har bopæl på en medlemsstats område, sagsøges ved en ret i en anden medlemsstat, men ikke giver møde, erklærer den pågældende ret sig på embeds vegne inkompetent, hvis den ikke er kompetent efter reglerne i denne forordning.

2. Retten udsætter sagen, indtil det er fastslået, at sagsøgte har haft mulighed for at modtage det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument i så god tid, at han har kunnet varetage sine interesser under sagen, eller at alle hertil fornødne foranstaltninger har været truffet.

3. Artikel 19 i Rådets forordning (EF) nr. 1348/2000 af 29. maj 2000 om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager 10)  anvendes i stedet for stk. 2, såfremt det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument skal fremsendes fra én medlemsstat til en anden i medfør af nævnte forordning.

4. Finder forordning (EF) nr. 1348/2000 ikke anvendelse, anvendes artikel 15 i Haagerkonventionen af 15. november 1965 om forkyndelse i udlandet af retslige og udenretslige dokumenter i sager om civile eller kommercielle spørgsmål, såfremt det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument skal fremsendes i medfør af nævnte konvention.

Afdeling 9

Litispendens og indbyrdes sammenhængende krav

Artikel 27

1. Såfremt krav, der har samme genstand og hviler på samme grundlag, fremsættes mellem de samme parter for retter i forskellige medlemsstater, udsætter enhver anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, på embeds vegne sagen, indtil denne rets kompetence er fastslået.

2. Når det er fastslået, at den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, er kompetent, erklærer enhver anden ret sig inkompetent til fordel for den første.

Artikel 28

1. Såfremt sager vedrørende krav, som er indbyrdes sammenhængende, verserer for retter i forskellige medlemsstater, kan enhver anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, udsætte sagen.

2. Når de pågældende sager verserer i første instans, kan enhver anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, ligeledes efter anmodning fra en af parterne erklære sig inkompetent, forudsat at den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, har kompetence til at påkende de pågældende krav, og dens lovgivning tillader forening heraf.

3. Ved indbyrdes sammenhængende krav forstås i denne artikel krav, der er så snævert forbundne, at det er ønskeligt at behandle og påkende dem samtidig for at undgå uforenelige afgørelser i tilfælde af, at kravene blev påkendt hver for sig.

Artikel 29

Såfremt kravene henhører under flere retters enekompetence, skal enhver anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, erklære sig inkompetent til fordel for denne ret.

Artikel 30

Ved anvendelsen af denne afdeling anses en sag for anlagt ved en ret:

1) på det tidspunkt, hvor det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument indleveres til retten, forudsat at sagsøger ikke efterfølgende har undladt at træffe de foranstaltninger, der krævedes af ham, for at få dokumentet forkyndt for sagsøgte, eller

2) hvis det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument skal forkyndes, før det indleveres til retten, på det tidspunkt, hvor dette dokument modtages af den myndighed, der er ansvarlig for forkyndelsen, forudsat at sagsøger ikke efterfølgende har undladt at træffe de foranstaltninger, der krævedes af ham, for at få dokumentet indleveret til retten.

Afdeling 10

Foreløbige, herunder sikrende, retsmidler

Artikel 31

Der kan over for en medlemsstats retslige myndigheder anmodes om anvendelse af sådanne foreløbige, herunder sikrende, retsmidler, som er fastsat i den pågældende medlemsstats lovgivning, selv om en ret i en anden medlemsstat i medfør af denne forordning er kompetent til at påkende sagens realitet.

KAPITEL III

ANERKENDELSE OG FULDBYRDELSE

Artikel 32

I denne forordning forstås ved »retsafgørelse« enhver afgørelse truffet af en ret i en medlemsstat, uanset hvordan den betegnes, såsom dom, kendelse eller fuldbyrdelsesordre, herunder fast- sættelse af sagsomkostninger, som foretages af en embedsmand ved retten.

Afdeling 1

Anerkendelse

Artikel 33

1. Retsafgørelser, der er truffet i en medlemsstat, anerkendes i de øvrige medlemsstater, uden at der stilles krav om anvendelse af en særlig procedure.

2. Bestrides anerkendelsen, kan en berettiget part, der som det væsentligste påberåber sig anerkendelsen, efter proceduren i afdeling 2 og 3 få fastslået, at retsafgørelsen skal anerkendes.

3. Gøres anerkendelsen gældende under en verserende sag ved en ret i en medlemsstat, og har anerkendelsen betydning for afgørelsen, er denne ret kompetent til at afgøre spørgsmålet om anerkendelse.

Artikel 34

En retsafgørelse kan ikke anerkendes:

1) såfremt en anerkendelse åbenbart vil stride mod grundlæggende retsprincipper i den medlemsstat, som anmodningen rettes til

2) såfremt det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument ikke er blevet forkyndt for den udeblevne sagsøgte i så god tid og på en sådan måde, at han har kunnet varetage sine interesser under sagen, medmindre sagsøgte har undladt at tage skridt til at anfægte retsafgørelsen, selv om han havde mulighed for at gøre det

3) såfremt den er uforenelig med en retsafgørelse truffet mellem de samme parter i den medlemsstat, som anmodningen rettes til

4) såfremt den er uforenelig med en retsafgørelse, der tidligere er truffet i en anden medlemsstat eller i et tredjeland mellem de samme parter i en tvist, der har samme genstand og hviler på samme grundlag, og denne tidligere retsafgørelse opfylder de nødvendige betingelser for at blive anerkendt i den medlemsstat, som anmodningen rettes til.

Artikel 35

1. En retsafgørelse kan endvidere ikke anerkendes, såfremt kompetencereglerne i kapitel II, afdeling 3, 4 og 6, er tilsidesat, eller der foreligger tilfælde, som omfattes af artikel 72.

2. Ved prøvelsen af de i stk. 1 nævnte kompetenceregler er den myndighed, som anmodningen rettes til, bundet af de faktiske omstændigheder, på hvilke retten i domsstaten har støttet sin kompetence.

3. Kompetencen for retterne i domsstaten kan ikke efterprøves, jf. dog stk. 1. Den i artikel 34, nr. 1, omhandlede efterprøvelse vedrørende grundlæggende retsprincipper kan ikke foretages i forhold til kompetencereglerne.

Artikel 36

Den udenlandske retsafgørelse kan i intet tilfælde efterprøves med hensyn til sagens realitet.

Artikel 37

1. Gøres anerkendelse af en retsafgørelse, der er truffet i en medlemsstat, gældende ved en ret i en anden medlemsstat, kan denne udsætte sagen, såfremt afgørelsen er blevet anfægtet ved ordinær appel eller genoptagelse.

2. Gøres anerkendelse af en retsafgørelse, der er truffet i Irland eller Det Forenede Kongerige, gældende ved en ret i en anden medlemsstat, kan denne udsætte sagen, såfremt fuldbyrdelsen er udsat i domsstaten ved iværksættelse af appel eller genoptagelse.

Afdeling 2

Fuldbyrdelse

Artikel 38

1. De i en medlemsstat trufne retsafgørelser, som er eksigible i den pågældende stat, kan fuldbyrdes i en anden medlemsstat, når de efter anmodning fra en berettiget part er blevet erklæret for eksigible i sidstnævnte stat.

2. I Det Forenede Kongerige kan sådanne retsafgørelser dog fuldbyrdes i England og Wales, Skotland eller Nordirland, når afgørelserne efter anmodning fra en berettiget part med henblik på fuldbyrdelse er blevet registreret i den pågældende del af Det Forenede Kongerige.

Artikel 39

1. Anmodningen fremsættes over for den ret eller kompetente myndighed, der er angivet i bilag II.

2. Den stedlige kompetence afgøres efter den parts bopæl, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, eller efter fuldbyrdelsesstedet.

Artikel 40

1. Fremgangsmåden ved fremsættelse af anmodningen afgøres efter lovgivningen i den medlemsstat, som anmodningen rettes til.

2. Den, der fremsætter anmodningen, skal vælge en processuel bopæl i retskredsen for den ret, som anmodningen er indgivet til. Såfremt lovgivningen i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, ikke har regler for et sådant valg af bopæl, skal den, der fremsætter anmodningen, udpege en procesfuldmægtig.

3. De dokumenter, der er nævnt i artikel 53, vedlægges anmodningen.

Artikel 41

En retsafgørelse erklæres for eksigibel, så snart de i artikel 53 omhandlede formaliteter er opfyldt, uden prøvelse efter artikel 34 og 35. Den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, kan ikke på dette tidspunkt af sagens behandling fremsætte bemærkninger.

Artikel 42

1. Den afgørelse, der træffes om anmodningen om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel, skal straks og på den måde, der er foreskrevet i lovgivningen i den medlemsstat, som anmodningen er rettet til, meddeles den, som har fremsat anmodningen.

2. En afgørelse om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel, forkyndes for den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, sammen med retsafgørelsen, hvis denne ikke allerede er blevet forkyndt for den pågældende.

Artikel 43

1. Den afgørelse, der træffes om anmodningen om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel, kan appelleres af begge parter.

2. Appel indgives til den ret, der er angivet i bilag III.

3. Appellen behandles i overensstemmelse med reglerne for kontradiktorisk procedure.

4. Giver den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, ikke møde for den ret, der behandler en appel rejst af den, der har fremsat anmodningen, finder artikel 26, stk. 2-4, anvendelse, selv om den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, ikke har bopæl på en medlemsstats område.

5. En afgørelse om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel, skal appelleres inden en måned efter, at den er blevet forkyndt. Såfremt den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, har bopæl på en anden medlemsstats område end den, hvor retsafgørelsen er blevet erklæret for eksigibel, er fristen for appel to måneder og løber fra den dag, hvor afgørelsen om eksigibilitet er blevet forkyndt for den pågældende personligt eller på hans bopæl. Denne frist kan ikke forlænges på grund af afstanden.

Artikel 44

Den afgørelse, der træffes i appelsagen, kan kun anfægtes som angivet i bilag IV.

Artikel 45

1. Den ret, der behandler en appel i medfør af artikel 43 eller 44, kan kun afslå at erklære en retsafgørelse for eksigibel eller ophæve en afgørelse om eksigibilitet af en af de i artikel 34 og 35 anførte grunde. Den træffer afgørelse så hurtigt som muligt.

2. Den udenlandske retsafgørelse kan i intet tilfælde efterprøves med hensyn til sagens realitet.

Artikel 46

1. Den ret, der behandler en appel i medfør af artikel 43 eller 44, kan efter anmodning fra den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, udsætte sagen, såfremt den udenlandske retsafgørelse i domsstaten er anfægtet ved ordinær appel eller genoptagelse, eller såfremt fristen herfor endnu ikke er udløbet; i sidstnævnte tilfælde kan retten fastsætte en frist for iværksættelse af appel eller genoptagelse.

2. Såfremt retsafgørelsen er truffet i Irland eller Det Forenede Kongerige, anses enhver form for appel eller genoptagelse i den pågældende domsstat for et ordinært retsmiddel ved anvendelsen af stk. 1.

3. Den pågældende ret kan endvidere gøre fuldbyrdelsen betinget af, at der stilles en sikkerhed, som fastsættes af retten.

Artikel 47

1. Når en retsafgørelse skal anerkendes efter denne forordning, er der intet til hinder for, at den, som har fremsat anmodningen, kan bringe foreløbige, herunder sikrende, retsmidler i anvendelse i overensstemmelse med lovgivningen i den medlemsstat, som anmodningen er rettet til, uden at der kræves en afgørelse om eksigibilitet efter artikel 41.

2. Den afgørelse, hvorved en retsafgørelse erklæres for eksigibel, giver hjemmel til at anvende sikrende retsmidler.

3. Så længe den i artikel 43, stk. 5, fastsatte frist for appel af afgørelsen om eksigibilitet ikke er udløbet, og så længe der ikke er truffet afgørelse i appelsagen, er sikrende retsmidler det eneste mulige retsskridt over for aktiver, der tilhører den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse.

Artikel 48

1. Såfremt der ved den udenlandske retsafgørelse er taget stilling til flere krav, og ikke alle krav kan erklæres for eksigible, skal retten eller den kompetente myndighed erklære et eller flere af dem for eksigible.

2. Den, som fremsætter en anmodning om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel, kan anmode om kun at få dele af retsafgørelsen erklæret for eksigible.

Artikel 49

Udenlandske retsafgørelser, hvorved der fastsættes en tvangsbøde, er kun eksigible i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, såfremt bødens størrelse er endeligt fastsat af retterne i domsstaten.

Artikel 50

Har den, som fremsætter anmodningen, i domsstaten helt eller delvis haft fri proces eller været fritaget for gebyrer og omkostninger, skal den pågældende under den i denne afdeling fastlagte procedure have meddelt fri proces eller fritagelse for gebyrer og sagsomkostninger i videst muligt omfang efter lovgivningen i den medlemsstat, som anmodningen rettes til.

Artikel 51

Det kan ikke pålægges den part, som i en medlemsstat anmoder om fuldbyrdelse af en retsafgørelse, der er truffet i en anden medlemsstat, at stille sikkerhed eller depositum af nogen art med den begrundelse, at han er udlænding eller ikke har bopæl eller opholdssted i det pågældende land.

Artikel 52

Ingen form for skat, afgift eller gebyr, som beregnes i forhold til sagens værdi, må i forbindelse med behandlingen af en anmodning om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel, opkræves i den medlemsstat, som anmodningen rettes til.

Afdeling 3

Fælles bestemmelser

Artikel 53

1. Den part, der søger anerkendelse af en retsafgørelse eller anmoder om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel, skal fremlægge en genpart af afgørelsen, der opfylder de nødvendige betingelser med hensyn til godtgørelse af dens ægthed.

2. Den part, der anmoder om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel, skal endvidere fremlægge den attest, der er omhandlet i artikel 54, jf. dog artikel 55.

Artikel 54

Retten eller den kompetente myndighed i domsstaten udsteder efter anmodning fra en berettiget part en attest, der udfærdiges på formularen i bilag V.

Artikel 55

1. Såfremt den i artikel 54 omhandlede attest ikke fremlægges, kan retten eller den kompetente myndighed fastsætte en frist for dens tilvejebringelse eller anerkende et tilsvarende dokument eller, såfremt den anser sagen for tilstrækkeligt oplyst, fritage for kravet om en sådan fremlæggelse.

2. Såfremt retten eller den kompetente myndighed kræver det, skal der foretages en oversættelse af dokumenterne. Oversættelsen skal bekræftes af en person, der er bemyndiget hertil i en af medlemsstaterne.

Artikel 56

Der kræves ingen legalisering eller opfyldelse af tilsvarende formalitet med hensyn til de i artikel 53 og artikel 55, stk. 2, nævnte dokumenter eller eventuelle procesfuldmagter.

KAPITEL IV

OFFICIELT BEKRÆFTEDE DOKUMENTER OG RETSFORLIG

Artikel 57

1. Officielt bekræftede dokumenter, der er udstedt og eksigible i en medlemsstat, skal efter anmodning erklæres for eksigible i en anden medlemsstat i overensstemmelse med den i artikel 38 og følgende fastsatte procedure. Den ret, der behandler en appel i medfør af artikel 43 eller 44, kan kun afslå at erklære et officielt bekræftet dokument for eksigibelt eller ophæve en afgørelse om eksigibilitet, såfremt en fuldbyrdelse af det officielt bekræftede dokument åbenbart vil stride mod grundlæggende retsprincipper i den medlemsstat, som anmodningen rettes til.

2. Som officielt bekræftede dokumenter efter stk. 1 betragtes ligeledes aftaler om underholdspligt, som er indgået over for en administrativ myndighed, eller som er bekræftet af en sådan myndighed.

3. Det fremlagte dokument skal med hensyn til godtgørelse af dets ægthed opfylde de betingelser, der stilles i den medlemsstat, hvor dokumentet er udstedt.

4. Kapitel III, afdeling 3, finder tilsvarende anvendelse. Den kompetente myndighed i en medlemsstat, hvor et officielt bekræftet dokument er blevet udstedt, udsteder efter anmodning fra en berettiget part en attest, der udfærdiges på formularen i bilag VI.

Artikel 58

Forlig, der er indgået for retten under en retssag, og som er eksigible i den medlemsstat, hvor de er indgået, kan fuldbyrdes i den medlemsstat, som anmodningen rettes til, på samme betingelser som officielt bekræftede dokumenter. Retten eller den kompetente myndighed i en medlemsstat, hvor et retsforlig er blevet indgået, udsteder efter anmodning fra en berettiget part en attest, der udfærdiges på formularen i bilag V.

KAPITEL V

ALMINDELIGE BESTEMMELSER

Artikel 59

1. Ved afgørelsen af, om en part har bopæl på den medlemsstats område, hvor sagen er anlagt, skal retten anvende denne stats interne lovgivning.

2. Har en part ikke bopæl på den medlemsstats område, hvor sagen er anlagt, skal retten ved afgørelsen af, om parten har bopæl på en anden medlemsstats område, anvende denne anden medlemsstats lovgivning.

Artikel 60

1. Selskaber og andre juridiske personer har ved anvendelsen af denne forordning bopæl det sted, hvor de har:

a) deres vedtægtsmæssige hjemsted, eller

b) deres hovedkontor, eller

c) deres hovedvirksomhed.

2. For Det Forenede Kongeriges og Irlands vedkommende forstås ved »vedtægtsmæssigt hjemsted« »registered office« eller, hvis et sådant ikke findes nogen steder, »place of incorporation« eller, hvis et sådant ikke findes nogen steder, det sted, i henhold til hvis lovgivning sammenslutningen er oprettet.

3. Ved afgørelsen af, om en trust har bopæl på den medlemsstats område, hvor sagen er anlagt, skal retten anvende de internationalprivatretlige regler, som gælder for den.

Artikel 61

Med forbehold af mere gunstige nationale bestemmelser kan personer, der har bopæl på en medlemsstats område, og mod hvem der indledes retsforfølgning for en uagtsom lovovertrædelse, ved retter kompetente i straffesager i en anden medlemsstat, hvor de pågældende ikke er statsborgere, selv når de ikke personligt giver møde, til at varetage deres forsvar vælge personer, der er beføjede hertil. Den ret, der behandler sagen, kan dog bestemme, at den pågældende skal give møde personligt; har personligt fremmøde ikke fundet sted, kan de øvrige medlemsstater afslå at anerkende eller fuldbyrde den afgørelse, der er truffet med hensyn til et borgerligt krav, uden at den pågældende har haft mulighed for at varetage sine interesser under sagen.

Artikel 62

I Sverige omfatter udtrykket »ret« i forbindelse med hurtig retsforfølgning i sager om pengekrav (»betalningsföreläggande«) og visse andre krav (»handräckning«) også det svenske fogedvæsen (»kronofogdemyndighet«).

Artikel 63

1. En person, der har bopæl på Luxembourgs område, og som i medfør af artikel 5, nr. 1, sagsøges ved en ret i en anden medlemsstat, kan gøre indsigelse mod den pågældende rets kompetence, når det endelige sted for levering af varen eller tjenesteydelsen er beliggende i Luxembourg.

2. Når det endelige sted for levering af varen eller tjenesteydelsen er beliggende i Luxembourg, jf. stk. 1, skal enhver aftale om værneting for at være gyldig være indgået skriftligt eller mundtligt med skriftlig bekræftelse som fastsat i artikel 23, stk. 1, litra a).

3. Denne artikel finder ikke anvendelse på aftaler om finansielle tjenesteydelser.

4. Denne artikel finder anvendelse i seks år regnet fra denne forordnings ikrafttræden.

Artikel 64

1. I tvister mellem en skibsfører og et besætningsmedlem på et søgående skib, der er indregistreret i Grækenland eller Portugal, om hyre eller andre forhyringsvilkår, skal retterne i en medlemsstat undersøge, om den diplomatiske eller konsulære repræsentant, som skibet henhører under, er blevet underrettet om tvisten. De kan påkende sagen, så snart denne repræsentant er blevet underrettet.

2. Denne artikel finder anvendelse i seks år regnet fra denne forordnings ikrafttræden.

Artikel 65

1. Den i artikel 6, nr. 2, og artikel 11 fastsatte kompetence for krav mod tredjemand kan ikke gøres gældende i Tyskland og Østrig. Enhver, der har bopæl på en anden medlemsstats område, kan sagsøges:

a) ved retterne i Tyskland i henhold til civilproceslovens §§ 68, 72, 73 og 74 (Zivilprozessordnung) vedrørende procesunderretning

b) ved retterne i Østrig i henhold til civilproceslovens § 21 (Zivilprozessordnung) vedrørende procesunderretning.

2. De retsafgørelser, der træffes i andre medlemsstater i medfør af artikel 6, nr. 2, og artikel 11, anerkendes og fuldbyrdes i Tyskland og Østrig i overensstemmelse med kapitel III. De retsvirkninger, som retsafgørelser truffet i disse medlemsstater har over for tredjemand i henhold til de i stk. 1 nævnte bestemmelser, anerkendes ligeledes i de andre medlemsstater.

KAPITEL VI

OVERGANGSBESTEMMELSER

Artikel 66

1. Denne forordning finder kun anvendelse på retssager, der er anlagt, og på officielt bekræftede dokumenter, der er udstedt efter forordningens ikrafttræden.

2. I forbindelse med retssager, der er anlagt i domsstaten før denne forordnings ikrafttræden, skal retsafgørelser, som er truffet efter forordningens ikrafttræden, dog anerkendes og fuldbyrdes i overensstemmelse med kapitel III:

a) såfremt retssagen i domsstaten er anlagt efter Bruxelles-konventionens eller Lugano-konventionens ikrafttræden i både domsstaten og den medlemsstat, som anmodningen er rettet til

b) i alle andre tilfælde, såfremt de anvendte kompetenceregler er i overensstemmelse med de regler, der er fastsat i kapitel II eller i en konvention, der, da sagen blev anlagt, var gældende mellem domsstaten og den medlemsstat, som anmodningen er rettet til.

KAPITEL VII

FORHOLDET TIL ANDRE INSTRUMENTER

Artikel 67

Denne forordning udelukker ikke anvendelsen af bestemmelser, som på særlige områder fastsætter regler for retternes kompetence samt for anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser, og som er indeholdt i fællesskabsretsakter eller i de harmoniserede nationale lovgivninger til gennemførelse af disse retsakter.

Artikel 68

1. I forholdet mellem medlemsstaterne træder denne forordning i stedet for Bruxelles-konventionen, dog ikke for så vidt angår de af medlemsstaternes territorier, som er omfattet af Bruxelles-konventionens geografiske anvendelsesområde, og som ikke er omfattet af denne forordning i medfør af traktatens artikel 299.

2. I den udstrækning denne forordning i forholdet mellem medlemsstaterne træder i stedet for Bruxelles-konventionen, skal henvisninger til Bruxelles-konventionen forstås som henvisninger til denne forordning.

Artikel 69

I forholdet mellem medlemsstaterne træder denne forordning i stedet for nedennævnte konventioner og nedennævnte traktat, jf. dog artikel 66, stk. 2, og artikel 70:

€" konventionen mellem Belgien og Frankrig om retternes kompetence samt om gyldighed og fuldbyrdelse af retsafgørelser, voldgiftskendelser og officielt bekræftede dokumenter, undertegnet i Paris den 8. juli 1899

€" konventionen mellem Belgien og Nederlandene om retternes stedlige kompetence, om konkurs samt om gyldighed og fuldbyrdelse af retsafgørelser, voldgiftskendelser og officielt bekræftede dokumenter, undertegnet i Bruxelles den 28. marts 1925

€" konventionen mellem Frankrig og Italien om fuldbyrdelse af domme i civile og kommercielle sager, undertegnet i Rom den 3. juni 1930

€" konventionen mellem Tyskland og Italien om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i civile og kommercielle sager, undertegnet i Rom den 9. marts 1936

€" konventionen mellem Belgien og Østrig om gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og officielt bekræftede dokumenter vedrørende underholdsforpligtelser, undertegnet i Wien den 25. oktober 1957

€" konventionen mellem Tyskland og Belgien om gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse i civile og kommercielle sager af retsafgørelser, voldgiftskendelser og officielt bekræftede dokumenter, undertegnet i Bonn den 30. juni 1958

€" konventionen mellem Nederlandene og Italien om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i civile og kommercielle sager, undertegnet i Rom den 17. april 1959

€" konventionen mellem Tyskland og Østrig om gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser, retsforlig og officielt bekræftede dokumenter i borgerlige sager, herunder handelssager, undertegnet i Wien den 6. juni 1959

€" konventionen mellem Belgien og Østrig om gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser, voldgiftskendelser og officielt bekræftede dokumenter i borgerlige sager, herunder handelssager, undertegnet i Wien den 16. juni 1959

- konventionen mellem Grækenland og Tyskland om gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser, retsforlig og officielt bekræftede dokumenter i borgerlige sager, her- under handelssager, undertegnet i Athen den 4. november 1961

€" konventionen mellem Belgien og Italien om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og andre eksigible dokumenter i civile og kommercielle sager, undertegnet i Rom den 6. april 1962

€" konventionen mellem Nederlandene og Tyskland om gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og andre eksigible dokumenter i civile og kommercielle sager, undertegnet i Haag den 30. august 1962

€" konventionen mellem Nederlandene og Østrig om gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og officielt bekræftede dokumenter i borgerlige sager, herunder handelssager, undertegnet i Haag den 6. februar 1963

€" konventionen mellem Frankrig og Østrig om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og officielt bekræftede dokumenter i borgerlige sager, herunder handelssager, undertegnet i Wien den 15. juli 1966

€" konventionen mellem Spanien og Frankrig om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og voldgiftskendelser i civile og kommercielle sager, undertegnet i Paris den 28. maj 1969

€" konventionen mellem Luxembourg og Østrig om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og officielt bekræftede dokumenter i borgerlige sager, herunder handelssager, undertegnet i Luxembourg den 29. juli 1971

€" konventionen mellem Italien og Østrig om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, samt af retsforlig og notarialiter bekræftede dokumenter, undertegnet i Rom den 16. november 1971

€" konventionen mellem Spanien og Italien om retshjælp og anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i civile og kommercielle sager, undertegnet i Madrid den 22. maj 1973

€" konventionen mellem Finland, Island, Norge, Sverige og Danmark om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om privatretlige krav, undertegnet i København den 11. oktober 1977

€" konventionen mellem Østrig og Sverige om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i civile sager, undertegnet i Stockholm den 16. september 1982

€" konventionen mellem Spanien og Tyskland om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser, retsforlig og eksigible officielt bekræftede dokumenter i civile og kommercielle sager, undertegnet i Bonn den 14. november 1983

€" konventionen mellem Østrig og Spanien om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser, retsforlig og eksigible officielt bekræftede dokumenter i borgerlige sager, herunder handelssager, undertegnet i Wien den 17. februar 1984

€" konventionen mellem Finland og Østrig om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser i borgerlige sager, undertegnet i Wien den 17. november 1986, og

€" traktaten mellem Belgien, Nederlandene og Luxembourg om retternes kompetence, om konkurs samt om gyldighed og fuldbyrdelse af retsafgørelser, voldgiftskendelser og officielt bekræftede dokumenter, undertegnet i Bruxelles den 24. november 1961, for så vidt den er i kraft.

Artikel 70

1. De konventioner og den traktat, der er nævnt i artikel 69, bevarer deres gyldighed på de områder, hvor denne forordning ikke finder anvendelse.

2. De bevarer ligeledes deres gyldighed for så vidt angår retsafgørelser, der er truffet, og officielt bekræftede dokumenter, der er udstedt før denne forordnings ikrafttræden.

Artikel 71

1. Denne forordning berører ikke konventioner, hvori medlemsstaterne er parter, og som på særlige områder fastsætter regler for retternes kompetence samt for anerkendelse eller fuldbyrdelse af retsafgørelser.

2. Med henblik på at sikre en ensartet fortolkning anvendes stk. 1 på følgende måde:

a) denne forordning er ikke til hinder for, at en ret i en medlemsstat, der er part i en konvention vedrørende et særligt område, kan anse sig for kompetent i medfør af den pågældende konvention, også selv om sagsøgte har bopæl på en medlemsstats område, der ikke er part i den pågældende konvention. Den ret, ved hvilken sagen er anlagt, anvender under alle omstændigheder artikel 26

b) retsafgørelser, der i en medlemsstat er truffet af en ret, som har anset sig for kompetent i medfør af en konvention vedrørende et særligt område, anerkendes og fuldbyrdes i de øvrige medlemsstater i overensstemmelse med denne forordning.

Såfremt både domsstaten og den medlemsstat, som anmodningen rettes til, er parter i en konvention vedrørende et særligt område, som fastsætter betingelser for anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser, anvendes disse betingelser. Under alle omstændigheder kan de bestemmelser i denne forordning, der vedrører proceduren for anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser, finde anvendelse.

Artikel 72

Denne forordning berører ikke aftaler, hvorved medlemsstaterne før denne forordnings ikrafttræden i medfør af artikel 59 i Bruxelles-konventionen har forpligtet sig til ikke at anerkende retsafgørelser, navnlig retsafgørelser, som er truffet i en anden stat, der er kontraherende part i Bruxelles-konventionen, mod en sagsøgt, der har bopæl eller sædvanligt opholdssted på et tredjelands område, såfremt retsafgørelsen i et tilfælde omhandlet i artikel 4 i Bruxelles-konventionen kun har kunnet støttes på en af de kompetenceregler, der er anført i artikel 3, stk. 2, i Bruxelles-konventionen.

KAPITEL VIII

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 73

Senest fem år efter denne forordnings ikrafttræden forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet, Rådet og Det Økonomiske og Sociale Udvalg en rapport om anvendelsen af forordningen. Rapporten ledsages om nødvendigt af forslag med henblik på tilpasning af forordningen.

Artikel 74

1. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen tekster, der indebærer ændring af listerne i bilag I-IV. Kommissionen ændrer de berørte bilag i overensstemmelse hermed.

2. Ajourføring eller tekniske ændringer af formularerne i bilag V og VI vedtages efter rådgivningsproceduren i artikel 75, stk. 2.

Artikel 75

1. Kommissionen bistås af et udvalg.

2. Når der henvises til dette stykke, finder artikel 3 og 7 i afgørelse 1999/468/EF anvendelse.

3. Udvalget vedtager sin forretningsorden.

Artikel 76

Denne forordning træder i kraft den 1. marts 2002.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i medlemsstaterne i overensstemmelse med traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab.

Udfærdiget i Bruxelles, den 22. december 2000.

På Rådets vegne

C. PIERRET

Formand


BILAG I

De nationale kompetenceregler, der er omhandlet i artikel 3, stk. 2, og artikel 4, stk. 2

De nationale kompetenceregler, der er omhandlet i artikel 3, stk. 2, og artikel 4, stk. 2, er:

€" i Belgien: artikel 15 i borgerlig lovbog (Code civil/Burgerlijk Wetboek) og artikel 638 i retsplejeloven (Code judiciaire/Gerechtelijk Wetboek)

€" i Tyskland: § 23 i civilprocesloven (Zivilprozessordnung)

€" i Grækenland: artikel 40 i civilprocesloven (Κώδικας Πολιτικής Δικονομίας)

€" i Frankrig: artikel 14 og 15 i borgerlig lovbog (Code civil)

€" i Irland: bestemmelserne om kompetence i medfør af en stævning forkyndt for den sagsøgte, der midlertidigt opholder sig i Irland

€" i Italien: artikel 3 og 4 i lov nr. 218 af 31. maj 1995

€" i Luxembourg: artikel 14 og 15 i borgerlig lovbog (Code civil)

€" i Nederlandene: artikel 126, stk. 3, og artikel 127 i civilprocesloven (Wetboek van Burgerlijke Rechtsvordering)

€" i Østrig: § 99 i loven om retternes kompetence (Jurisdiktionsnorm)

€" i Portugal: artikel 65 og 65A i civilprocesloven (Código de Processo Civil) og artikel 11 i procesloven om arbejdsforhold (Código de Processo de Trabalho)

€" i Finland: kapitel 10, § 1, stk. 1, andet, tredje og fjerde punktum, i retsplejeloven (oikeudenkäymiskaari/rättegångsbalken)

€" i Sverige: kapitel 10, § 3, stk. 1, første punktum, i retsplejeloven (rättegångsbalken)

€" i Det Forenede Kongerige: bestemmelserne om kompetence i medfør af:

a) en stævning forkyndt for den sagsøgte, der midlertidigt opholder sig i Det Forenede Kongerige

b) sagsøgtes besiddelse af gods i Det Forenede Kongerige, eller

c) sagsøgers udlæg eller arrest i gods, der befinder sig i Det Forenede Kongerige.


BILAG II

De retter eller kompetente myndigheder, over for hvilke de i artikel 39 omhandlede anmodninger skal fremsættes, er:

€" i Belgien, »tribunal de première instance«/»rechtbank van eerste aanleg«/»erstinstanzliches Gericht«

€" i Tyskland, formanden for et »Kammer des Landgerichts«

€" i Grækenland, »Μονομελές Πρωτοδικείο«

€" i Spanien, »Juzgado de Primera Instancia«

€" i Frankrig, præsidenten for »tribunal de grande instance«

€" i Irland, »High Court«

€" i Italien, »corte d'appello«

€" i Luxembourg, præsidenten for »tribunal d'arrondissement«

€" i Nederlandene, præsidenten for »arrondissementsrechtbank«

€" i Østrig, »Bezirksgericht«

€" i Portugal, »Tribunal de Comarca«

€" i Finland, »käräjäoikeus/tingsrätten«

€" i Sverige, »Svea hovrätt«

€" i Det Forenede Kongerige:

a) i England og Wales, »High Court of Justice« eller, i tilfælde af en retsafgørelse om underholdspligt, »Magistrates' Court« ved fremsendelse gennem »Secretary of State«

b) i Skotland, »Court of Session« eller, i tilfælde af en retsafgørelse om underholdspligt, »Sheriff Court« ved fremsendelse gennem »Secretary of State«

c) i Nordirland, »High Court of Justice« eller, i tilfælde af en retsafgørelse om underholdspligt, »Magistrates' Court« ved fremsendelse gennem »Secretary of State«

d) i Gibraltar, »Supreme Court of Gibraltar« eller, i tilfælde af en retsafgørelse om underholdspligt, »Magistrates' Court« ved fremsendelse gennem »Attorney General of Gibraltar«.


BILAG III

De retter i medlemsstaterne, til hvilke der kan indgives appel efter artikel 43, stk. 2, er:

€" i Belgien

a) »tribunal de première instance»/»rechtbank van eerste aanleg»/»erstinstanzliches Gericht«, hvis afgørelsen appelleres af den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse

b) »cour d'appel»/»hof van beroep«, hvis afgørelsen appelleres af den, der har fremsat anmodningen

€" i Tyskland, »Oberlandesgericht«

€" i Grækenland, »Εφετείο«

€" i Spanien, »Audiencia Provincial«

€" i Frankrig, »Cour d'appel«

€" i Irland, »High Court«

€" i Italien, »corte d'appello«

€" i Luxembourg, »Cour supérieure de justice« som appelinstans i civilretlige sager

€" i Nederlandene,

a) »arrondissementsrechtbank«, hvis afgørelsen appelleres af den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse

b) »gerechtshof«, hvis afgørelsen appelleres af den, der har fremsat anmodningen

€" i Østrig, »Bezirksgericht«

€" i Portugal, »Tribunal de Relação«

€" i Finland, »hovioikeus»/»hovrätt«

€" i Sverige, »Svea hovrätt«

€" i Det Forenede Kongerige:

a) i England og Wales, »High Court of Justice« eller, i tilfælde af en retsafgørelse om underholdspligt, »Magistrates' Court«

b) i Skotland, »Court of Session« eller, i tilfælde af en retsafgørelse om underholdspligt, »Sheriff Court«

c) i Nordirland, »High Court of Justice« eller, i tilfælde af en retsafgørelse om underholdspligt, »Magistrates' Court«

d) i Gibraltar, »Supreme Court of Gibraltar« eller, i tilfælde af en retsafgørelse om underholdspligt, »Magistrates' Court«.


BILAG IV

 Afgørelser i appelsager kan i henhold til artikel 44 anfægtes:

€" i Belgien, Grækenland, Spanien, Frankrig, Italien, Luxembourg og Nederlandene: ved kassationsappel

€" i Tyskland: ved »Rechtsbeschwerde«

€" i Irland, ved appel vedrørende et retligt spørgsmål til »Supreme Court«

€" i Østrig: ved »Revisionsrekurs«

€" i Portugal: ved appel vedrørende et retligt spørgsmål

€" i Finland: ved appel til »Korkein oikeus/Högsta domstolen«

€" i Sverige: ved appel til »Högsta domstolen«

i Det Forenede Kongerige, ved én enkelt appel vedrørende et retligt spørgsmål.


BILAG V

Attest i henhold til forordningens artikel 54 og 58 vedrørende retsafgørelser og retsforlig

(Dansk, Danish, danois, danés, ...)

1.

Domsstat

2.

Ret eller kompetent myndighed, der har udstedt attesten

 

2.1.

Navn

 

2.2.

Adresse

 

2.3.

Tlf./fax/e-post

3.

Ret, der har truffet retsafgørelsen/for hvilken retsforliget er indgået(*)

 

3.1.

Rettens art

 

3.2.

Rettens hjemsted

4.

 

Retsafgørelsen/retsforliget(*)

 

4.1.

Dato

 

4.2.

Journalnummer

 

4.3.

Retsafgørelsens/retsforligets(*) parter

 

 

4.3.1.

Sagsøger(e)s navn(e)

 

 

4.3.2.

Sagsøgtes navn(e)

 

 

4.3.3.

Eventuelle andre parters navn(e)

 

4.4.

Dato for forkyndelse af det indledende processkrift i sagen, såfremt retsafgørelsen blev truffet over for en udebleven sagsøgt

 

4.5.

Domskonklusionen/retsforliget(*) er vedlagt denne attest

5.

 

Navn på parter, som har haft fri proces

 

 

 

 

Retsafgørelsen/retsforliget(*) er eksigibel(t) i domsstaten (forordningens artikel 38 og 58) over for:

 

 

 

 

Navn:

 

 

Udfærdiget i ...................................................., den .............

 

 

 

 

 

 

Underskrift og/eller stempel ................................................

(*) Det ikke relevante overstreges.


BILAG VI

Attest i henhold til forordningens artikel 57, stk. 4, vedrørende officielt bekræftede dokumenter

(Dansk, Danish, danois, danés, ...)

1.

Udstedelsesstat

2.

Kompetent myndighed, der har udstedt attesten

 

2.1.

Navn

 

2.2.

Adresse

 

2.3.

Tlf./fax/e-post

3.

Myndighed, der har bekræftet dokumentet

 

3.1.

Myndighed, der har været involveret i udstedelsen af det officielt bekræftede dokument (hvis relevant)

 

 

3.1.1.

Myndighedens navn og betegnelse

 

 

3.1.2.

Myndighedens hjemsted

 

3.2.

Myndighed, der har registreret det officielt bekræftede dokument (hvis relevant)

 

 

3.2.1.

Myndighedens art

 

 

3.2.2.

Myndighedens hjemsted

4.

Det officielt bekræftede dokument

 

4.1.

Beskrivelse af dokumentet

 

4.2.

Dato

 

 

4.2.1.

For dokumentets udstedelse

 

 

4.2.2.

For dokumentets registrering (hvis anden dato)

 

4.3.

Journalnummer

 

4.4.

Dokumentets parter

 

 

4.4.1.

Kreditors navn

 

 

4.4.2.

Debitors navn

5.

Den eksigible forpligtelse fremgår af den ekstraktudskrift, som er vedlagt denne attest

 

 

 

 

Det officielt bekræftede dokument er eksigibelt over for debitor i udstedelsesstaten (forordningens artikel 57, stk. 1)

 

 

 

 

 

 

 

Udfærdiget i €€..........................., den ................................

 

 

 

 

 

 

 

Underskrift og/eller stempel ......................................

 

1) EFT C 376 af 28.12.1999, s. 1.

2) Udtalelse afgivet den 21.9.2000 (endnu ikke offentliggjort i EFT).

3) EFT C 117 af 26.4.2000, s. 6.

4) EFT L 299 af 31.12.1972, s. 32 (dansk udgave i EFT L 304 af 30.10.1978, s. 17).EFT L 304 af 30.10.1978, s. 1.EFT L 388 af 31.12.1982, s. 1.EFT L 285 af 3.10.1989, s. 1.EFT C 15 af 15.1.1997, s. 1.Se konsolideret udgave i EFT C 27 af 26.1.1998, s. 1.

5) EFT L 204 af 2.8.1975, s. 28 (dansk udgave i EFT L 304 af 30.10.1978, s. 31).EFT L 304 af 30.10.1978, s. 1.EFT L 388 af 31.12.1982, s. 1.EFT L 285 af 3.10.1989, s. 1.EFT C 15 af 15.1.1997, s. 1.Se konsolideret udgave i EFT C 27 af 26.1.1998, s. 28.

6) EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23.

7) EFT L 228 af 16.8.1973, s. 3. Direktivet er senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF (EFT L 181 af20.7.2000, s. 65).

8) EFT L 172 af 4.7.1988, s. 1. Direktivet er senest ændret ved direktiv 2000/26/EF.

9) EFT L 330 af 29.11.1990, s. 44.

10) EFT L 160 af 30.6.2000, s. 37.

Bilag 3

KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 1496/2002
af 21. august 2002
om ændring af bilag I (de kompetenceregler, der er omhandlet i artikel 3, stk. 2, og artikel 4, stk. 2) og bilag II (listen over kompetente retter og myndigheder) til Rådets forordning (EF) nr. 44/ 2001 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR €"

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det EuropæiskeFællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område 1) , særlig artikel 3, stk. 2, artikel 4, stk. 2, artikel 44 og artikel 74, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) I henhold til artikel 3, stk. 1, i forordning (EF) nr. 44/ 2001 kan personer, der har bopæl på en medlemsstats område, kun sagsøges ved retterne i en anden medlemsstat i medfør af de regler, der er fastsat i afdeling 2-7 i kapitel II om kompetenceregler; i henhold til artikel 3, stk. 2, kan de nationale kompetenceregler, der er angivet i bilag I, i særdeleshed ikke gøres gældende mod dem.

(2) Hvis en regel, der er omhandlet i bilag I, ophæves i en medlemsstat, bør listens indhold derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(3) En anmodning om, at en retsafgørelse, der er afsagt i en anden medlemsstat, og som er eksigibel i den pågældende medlemsstat, erklæres for eksigibel i en anden medlemsstat, skal indgives til de kompetente myndigheder, der er anført i bilag II til forordning (EF) nr. 44/ 2001.

(4) I henhold til artikel 38 ff. og artikel 57, stk. 4, i forordning (EF) nr. 44/2001 kan en anmodning om, at et officielt bekræftet dokument erklæres for eksigibelt, fremsættes over for notarer som kompetente myndigheder.

(5) I henhold til artikel 74 i forordning (EF) nr. 44/2001 meddeler medlemsstaterne Kommissionen tekster, der indebærer ændring af listerne over kompetente myndigheder i bilag I-IV.

(6) Nederlandene har meddelt Kommissionen en ændring i de kompetenceregler, der er omhandlet i bilag I, og i listen over kompetente retter og myndigheder i bilag II, og Tyskland har meddelt Kommissionen en ændring i listen over kompetente retter og myndigheder i bilag II; forordning (EF) nr. 44/2001 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed €"

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

I bilag I til forordning (EF) nr. 44/2001 udgår ottende led vedrørende Nederlandene.

Artikel 2

I bilag II til forordning (EF) nr. 44/2001 ændres ordene »i Tyskland, formanden for et »Kammer des Landgerichts«« til:

»i Tyskland:

a) formanden for et »Kammer des Landgerichts«

b) en notar (»€.«) i en procedure, der sigter mod at erklære et officielt bekræftet dokument eksigibelt.«

Artikel 3

I bilag II til forordning (EF) nr. 44/2001 ændres ordene »i Nederlandene, præsidenten for »arrondissementsrechtbank«« til:

»i Nederlandene, »voorzieningenrechter van de rechtbank«.«

Artikel 4

Denne forordning træder i kraft på syvendedagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 21. august 2002.

På Kommissionens vegne

António VITORINO

Medlem af Kommissionen

1) EFT L 12 af 16.1.2001, s. 1.

Bilag 4

KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr 2245/2004
af 27. december 2004
om ændring af bilag I, II, III og IV til Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdeIse af retsafgorelser på det civil- og handelsretlige område

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR €"

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område 1) , særlig artikel 74, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) I bilag I til forordning (EF) nr. 44/2001 opregnes de nationale kompetenceregler. Bilag II indeholder en fortegnelse over de retter eller kompetente myndigheder i medlemsstaterne, der har bemyndigelse til at behandle anmodninger om fuldbyrdelse. Bilag III opregner de retter, til hvilke der kan indgives appel af sådanne afgørelser, og bilag IV indeholder en fortegnelse over appelprocedurerne.

(2) Bilag I, II, III og IV til forordning (EF) nr. 44/2001 blev ændret ved tiltrædelsesakten i 2003 for at tilføje de nationale kompetenceregler, fortegnelserne over retter eller kompetente myndigheder og appelprocedurerne i tiltrædelsesstaterne.

(3) Frankrig, Letland, Litauen, Slovenien og Slovakiet har meddelt Kommissionen, at de har ændret de fortegnelser, der er beskrevet i bilag I, II, III og IV.

(4) Forordning (EF) nr. 44/2001 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed €"

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

I forordning (EF) nr. 44/2001 foretages følgende ændringer:

1) I bilag I foretages følgende ændringer:

a) Det led, der vedrører Letland, affattes således:

»€" i Letland: paragraf 27 og paragraf 28, stk. 3, 5, 6 og 9, i retsplejelovgivningen (Civilprocesa likums)«.

b) Det led, der vedrører Slovenien, affattes således:

»€" i Slovenien: artikel 48, stk. 2, i lov om international privatret og procedurer (Zakon o mednarodnem zasebnem pravu in postopku) i forbindelse med artikel 47, stk. 2, i lov om privatretlige procedurer (Zakon o pravdnem postopku) og artikel 58, stk. 1, i lov om international privatret og procedurer (Zakon o mednarodnem zasebnem pravu in postopku) i forbindelse med artikel 57, stk. 1, og artikel 47, stk. 2, i lov om privatretlige procedurer (Zakon o pravdnem postopku)«.

c) Det led, der vedrører Slovakiet, affattes således:

»€" i Slovakiet: artikel 37 til 37e i lov nr. 97/1963 om international privatret og procedureregler i forbindelse hermed«.

2) I bilag II foretages følgende ændringer:

a) Det led, der vedrører Frankrig, affattes således:

»€" i Frankrig

a) »greffier en chef du tribunal de grande instance«

b) »président de la chambre départementale des notaires« ved anmodninger om håndhævelse af et autentisk notarialinstrument«.

b) Det led, der vedrører Slovenien, affattes således:

»€" i Slovenien, »okrožno sodišč e « «.

c) Det led, der vedrører Slovakiet, affattes således:

»€" i Slovakiet, »okresný súd« «.

3) I bilag III foretages følgende ændringer:

a) Det led, der vedrører Frankrig, affattes således:

»€" i Frankrig

a) »cour d€™appel« ved afgørelser om at imødekomme anmodningen

b) præsidenten for »tribunal de grande instance« ved afgørelser om at afvise anmodningen«.

b) Det led, der vedrører Litauen, affattes således:

»€" i Litauen, »Lietuvos apeliacinis teismas« «.

c) Det led, der vedrører Slovenien, affattes således:

»€" i Slovenien, »okrožno sodišč e « «.

d) Det led, der vedrører Slovakiet, affattes således:

»€" i Slovakiet, »okresný súd« «.

4) I bilag IV foretages følgende ændringer:

a) Det led, der vedrører Litauen, affattes således:

»€" i Litauen, en appel til »Lietuvos Aukšč iausiasis Teismas« «.

b) Det led, der vedrører Slovenien, affattes således:

»€" i Slovenien, en appel til »Vrhovno sodišč e Republike Slovenije« «.

c) Det led, der vedrører Slovakiet, affattes således:

»€" i Slovakiet, »dovolanie« «.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på syvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 27. december 2004.

På Kommissionens vegne

José Manuel BARROSO

Formand

 

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indledning og baggrund

Lovforslaget har til formål at gennemføre aftale af 19. oktober 2005 mellem Det Europæiske Fællesskab og Danmark om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område. Ved aftalen tilknyttes Danmark ved en såkaldt parallelaftale på mellemstatsligt grundlag reglerne i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område (Bruxelles I-forordningen), således at reglerne i Bruxelles I-forordningen, der hidtil ikke har omfattet Danmark, kommer til at gælde mellem Danmark og de øvrige EU-medlemsstater.

Bruxelles I-forordningen indeholder regler mellem EU-medlemsstaterne (bortset fra Danmark) om, hvilke retter der er kompetente i internationale civile sager (værneting), og om gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i civile sager. Forordningen har således væsentlig betydning for gennemførelse af retssager på tværs af grænserne inden for EU.

Reglerne i forordningen svarer med visse ændringer til konvention af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, med senere ændringer (EF-domskonventionen), som er tiltrådt af de 15 »gamle« EU-medlemsstater, herunder Danmark. Med forordningen er der gennemført en revision og modernisering af regelsættet.

Bruxelles I-forordningen er vedtaget med hjemmel i EF-traktatens afsnit IV. Som følge af det danske forbehold vedrørende retlige og indre anliggender deltog Danmark ikke i vedtagelsen af forordningen, og forordningen er ikke bindende for og finder ikke anvendelse i Danmark, jf. pkt. 3 nedenfor.

Forordningen har inden for Den Europæiske Union med undtagelse af Danmark erstattet EF-domskonventionen. I forholdet mellem Danmark og de 14 EU-lande, der har tiltrådt EF-domskonventionen, gælder fortsat reglerne i denne.

Med henblik på, at der i internationale sager inden for Den Europæiske Union kommer til at gælde de samme regler om værneting og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser for Danmark som for de øvrige EU-lande, har regeringen efter forelæggelse for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg anmodet om, at Danmark på mellemstatsligt grundlag bliver tilknyttet Bruxelles I-forordningen. Regeringen har tilsvarende anmodet om, at Danmark tilknyttes bl.a. forkyndelsesforordningen (Rådets forordning (EF) nr. 1348/2000 af 29. maj 2000 om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager).

Den 19. oktober 2005 har Fællesskabet og Danmark undertegnet såkaldte parallelaftaler, hvorefter Danmark tilknyttes de nævnte forordninger på mellemstatsligt grundlag. En sådan parallelaftale kan indgås med fuld respekt af forbeholdet vedrørende retlige og indre anliggender, idet Danmark ifølge Edinburgh-afgørelsen deltager fuldt ud i det mellemstatslige samaarbejde om retlige og indre anliggender. Forbeholdet retter sig alene mod, at en del af samarbejdet ved Amsterdam-traktaten, der trådte i kraft den 1. maj 1999, blev overstatsligt. En parallelaftale indgås og skal gennemføres i dansk ret på samme måde som andre mellemstatslige aftaler (traktater).

Det bemærkes, at der på Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integrations område er indgået lignende parallelaftaler vedrørende Dublinforordningen og Eurodacforordningen (Rådets forordning (EF) nr. 343/2003 af 18. februar 2003 om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning, der indgives af en tredjelandsstatsborger i en af medlemsstaterne, og Rådets forordning (EF) nr. 2725/2000 af 11. december 2000 om oprettelse af »Eurodac« til sammenligning af fingeraftryk med henblik på en effektiv anvendelse af Dublinkonventionen). Disse parallelaftaler er gennemført i dansk ret ved lov nr. 323 af 18. maj 2005 om ændring af udlændingeloven (Tilknytning til Eurodacforordningen og Dublinforordningen på mellemstatsligt grundlag).

Med en vedtagelse af lovforslaget giver Folketinget i medfør af grundlovens § 19 samtykke til, at regeringen på Danmarks vegne tiltræder parallelaftalen om dansk tilknytning til Bruxelles I-forordningen.

Der er samtidig fremsat lovforslag om gennemførelse af parallelaftalen om forkyndelsesforordningen (parallelaftale mellem Det Europæiske Fællesskab og Danmark om forkyndelse af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager) (L 47).

Gældende ret

2.1. Retsplejelovens almindelige regler om værneting og om anerkendelse og fuldbyrdelse af udenlandske retsafgørelser mv.

Retsplejelovens kapitel 22 (§§ 235-248) indeholder regler om retternes stedlige kompetence i civile sager (værneting). Reglerne regulerer både, om en sag kan anlægges her i landet, og hvilken ret der i givet fald er den stedligt kompetente.

Som udgangspunkt anlægges en sag ved sagsøgtes hjemting. Hjemtinget er den retskreds, hvor sagsøgte, hvis der er tale om en person, bor eller opholder sig (§§ 235-238). Er der tale om et selskab, en forening eller en kommune, er hjemtinget den retskreds, hvor hovedkontoret ligger.

Rettens kompetence kan dog også hvile på andet end sagsøgtes hjemsted. Således kan sager vedrørende fast ejendom anlægges, hvor ejendommen ligger (§ 241), og sager om kontraktsforhold anlægges, hvor forpligtelsen €" for så vidt der ikke er tale om et pengekrav €" er opfyldt eller skal opfyldes (§ 242). Sager, hvor der påstås straf, erstatning eller oprejsning i anledning af retskrænkelser kan anlægges, hvor retskrænkelsen er foregået (§ 243), og sager om forbrugeraftaler, der ikke er indgået ved personlig henvendelse på den erhvervsdrivendes faste forretningssted, kan forbrugeren anlægge ved sit eget hjemting (§ 244). Endelig kan rettens kompetence hvile på parternes aftale herom (en værnetingsaftale) (§ 245).

Retsplejelovens §§ 246 og 247 indeholder særlige regler om danske domstoles internationale kompetence, dvs. hvor parterne har bopæl i forskellige lande.

Retsplejelovens § 246 omhandler domstolenes internationale kompetence uden for EF-domskonventionens og Lugano-konventionens område, jf. herom pkt. 2.2 nedenfor. Sager mod personer, selskaber mv., der ikke har hjemting i Danmark, kan anlægges her i landet, hvis nogen ret efter de ovenfor nævnte supplerende værnetingsbestemmelser kan anses som værneting i sagen. I sager om forbrugeraftaler kan forbrugeren under nærmere angivne betingelser anlægge sagen ved sit eget hjemting.

Retsplejelovens § 246, stk. 2, indeholder en særbestemmelse om, at sager vedrørende formueretsforhold €" hvis ingen anden dansk ret er kompetent €" kan anlægges på det sted, hvor en sagsøgt person opholder sig ved stævningens forkyndelse, eller hvor sagsøgte (en person eller et selskab mv.) på tidspunktet for sagens anlæg har gods.

Retsplejelovens § 247 omhandler domstolenes internationale kompetence, når sagen er omfattet af EF-domskonventionen eller Lugano-konventionen, og fastslår bl.a., at EF-domskonventionens (eller Lugano-konventionens) regler finder anvendelse i disse sager, jf. pkt. 2.3 nedenfor.

Retten påser af egen drift, at den har kompetence i sagen, jf. retsplejelovens § 248. Protesterer sagsøgte ikke inden for en vis frist mod rettens kompetence, anses retten for rette værneting.

For så vidt angår reglerne om anerkendelse og fuldbyrdelse af udenlandske retsafgørelser kan justitsministeren efter retsplejelovens § 223 a fastsætte bestemmelser, hvorefter bl.a. udenlandske retsafgørelser og forlig skal have bindende virkning her i landet, hvis anerkendelsen ikke er åbenbart uforenelig med landets retsorden. Bemyndigelsen er alene udnyttet ved anordning nr. 148 af 13. april 1938, der vedrører visse tyske domme mv. Tilsvarende indeholder retsplejelovens § 479 en bemyndigelse for ministeren til at bestemme, at bl.a. udenlandske retsafgørelser kan fuldbyrdes her i landet, hvis afgørelsen kan fuldbyrdes i det land, hvor afgørelsen er truffet, eller efter hvis ret afgørelsen skal bedømmes, og hvis afgørelsen ikke er åbenbart uforenelig med landets retsorden. Bemyndigelsen er ikke udnyttet.

Disse bestemmelser er udtryk for, at udenlandske retsafgørelser mv. som udgangspunkt ikke har bindende virkning og ikke kan fuldbyrdes her i landet. Der er dog i visse særlove, navnlig EF-domskonventionsloven, fastsat særlige lovregler om anerkendelse og fuldbyrdelse af visse udenlandske retsafgørelser mv., jf. nedenfor under pkt. 2.3.

2.2. Danmarks deltagelse i internationale konventioner om domstolenes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse

Danmark har tiltrådt flere europæiske konventioner om domstolenes internationale kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civilretlige område.

Den væsentligste af disse er den ovenfor under pkt. 1 nævnte EF-domskonvention af 27. september 1968 med senere ændringer. Konventionen er udarbejdet inden for rammerne af det daværende mellemstatslige europæiske samarbejde på civilrettens område og indeholder bl.a. regler om retternes kompetence i internationale sager og om gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af fremmede retsafgørelser mv. på det civil- og handelsretlige område. Konventionen er tiltrådt af de 15 »gamle« EU-medlemsstater, men ikke af de nye øst- og centraleuropæiske EU-medlemsstater.

Konventionen er ændret flere gange, og der er udarbejdet flere protokoller i tilknytning til konventionen, herunder en der tillægger EF-Domstolen kompetence på konventionens område. Konventionen med protokoller er gennemført i dansk ret ved lov nr. 325 af 4. juni 1986 om EF-domskonventionen mv., som ændret ved lov nr. 209 af 29. marts 1995, jf. pkt. 2.3 nedenfor. EF-domskonventionsloven bygger på Retsplejerådets betænkning nr. 1052/1985 om retternes stedlige kompetence i borgerlige sager mv.

En nærmere gennemgang af konventionens bestemmelser findes i bemærkningerne til forslaget til EF-domskonventionsloven, jf. Folketingstidende 1985-86, tillæg A, side 2953 ff., og i Retsplejerådets betænkning nr. 1052/1985.

Mellem EU-medlemsstaterne (bortset fra Danmark) er EF-domskonventionen i dag erstattet af Bruxelles I-forordningen, der regulerer det samme område som konventionen. Da forordningen er omfattet af det danske forbehold vedrørende retlige og indre anliggender, og derfor ikke er bindende for eller finder anvendelse i Danmark, gælder EF-domskonventionen stadig i forholdet mellem Danmark og de EU-lande, der har tiltrådt konventionen.

Med konvention af 16. september 1988 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, (Lugano-konventionen) er der fastsat regler, der stort set svarer til reglerne i EF-domskonventionen. Lugano-konventionen er tiltrådt af de 15 »gamle« EU-medlemsstater €" herunder Danmark €" samt af Norge, Island, Schweiz og Polen. Luganokonventionen er med hjemmel i EF-domskonventionslovens § 15 gennemført i dansk ret ved bekendtgørelse nr. 70 af 12. februar 1996 om anvendelse af lov om EF-domskonventionen mv. på konventionen af 16. september 1988 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, og de til denne konvention knyttede protokoller mv. Konventionen er for tiden under revision med henblik på tilnærmelse til Bruxelles I-forordningen, jf. herved pkt. 5 nedenfor.

Mellem de nordiske lande er der en lang tradition for at anerkende og fuldbyrde hinandens afgørelser på det civilretlige område. Mellem de nordiske lande med undtagelse af Island gælder i dag Den nordiske konvention af 11. oktober 1977 om anerkendelse og fuldbyrdelse af privatretlige krav (Den nordiske domskonvention). Konventionen, som er gennemført i dansk ret ved lov om anerkendelse af nordiske afgørelser om privatretlige krav og om ændring af retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 635 af 15. september 1986 med senere ændringer, har mistet en stor del af sin praktiske betydning, idet EF-domskonventionen og Lugano-konventionen træder i stedet for konventionen på de sagsområder, som er dækket af disse konventioner.

Der gælder ikke i dag mellemstatslige aftaler om retternes kompetence og om gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser mellem Danmark og de nye central- og østeuropæiske EU-lande, bortset fra Polen som har tiltrådt Lugano-konventionen.

2.3. EF-domskonventionslovens regler

EF-domskonventionen og de to protokoller hertil er som nævnt ovenfor under pkt. 2.2 gennemført i dansk ret ved EF-domskonventionsloven. Lovteknisk er gennemførelsen sket ved dels inkorporering af konventionen i dansk ret, dels omskrivning af visse af konventionens bestemmelser i EF-domskonventionsloven. Således fastslår lovens § 1, at konventionen med senere ændringer gælder i Danmark (inkorporering), men samtidig er en række af konventionens bestemmelser indarbejdet i loven sammen med de nødvendige gennemførelsesbestemmelser (omskrivning).

Lovens § 1, der fastslår, at konventionen gælder her i landet, indebærer, at konventionens bestemmelser gøres til en del af dansk ret.

Lovens § 2, stk. 1, fastslår, at konventionens værntingsbestemmelser anvendes i sager omfattet af EF-domskonventionen. En tilsvarende bestemmelse findes i retsplejelovens § 247, stk. 2.

Lovens § 2, stk. 2, fastslår den stedlige kompetence, såfremt der ikke i øvrigt er værneting her i landet for en sag, der efter konventionen kan eller skal anlægges her, jf. herved også retsplejelovens § 247, stk. 2. I disse tilfælde anlægges sagen ved sagsøgerens hjemting, eller såfremt sagsøgeren ikke har hjemting her i landet, ved Københavns byret eller Østre Landsret.

Lovens kapitel 3 indeholder regler om anerkendelse og fuldbyrdelse af udenlandske retsafgørelser mv. Af § 5 fremgår, at anmodning om fuldbyrdelse skal indgives til fogedretten. Loven skelner ikke udtrykkeligt mellem en anmodning om, at retsafgørelsen mv. erklæres eksigibel (dvs. at fogedretten fastslår, at retsafgørelsen kan fuldbyrdes her i landet), og en anmodning om fuldbyrdelse (dvs. at fogedretten tvangsfuldbyrder kravet f.eks. ved udlæg i domfældtes aktiver). Efter det for Justitsministeriet oplyste anses en anmodning om fuldbyrdelse i praksis at omfatte, både at retsafgørelsen erklæres for eksigibel, og at retsafgørelsen efterfølgende tvangsfuldbyrdes. Efter § 5, stk. 2, skal anmodningen være ledsaget af 1) en udskrift af afgørelsen, der er bekræftet af vedkommende ret, 2) bevis for, at afgørelsen er eksigibel i domsstaten, og for at den forkyndt, samt 3) ved udeblivelsesdomme bevis for, at stævningen er forkyndt for den udeblevne.

Fogedretten afgør ved kendelse, om anmodningen om eksekvatur (afgørelsen om, at retsafgørelsen er eksigibel) kan imødekommes, uden at den forpligtede får lejlighed til at udtale sig, jf. EF-domskonventionslovens § 6. Fogedretten påser, om der foreligger en nægtelsesgrund efter EF-domskonventionens artikel 27-28 eller den tilhørende protokols artikel II, stk. 2, om civilretlige krav i forbindelse med retsforfølgning for en uagtsom lovovertrædelse, herunder om retsafgørelsen strider mod grundlæggende retsprincipper, og om stævningen er behørigt forkyndt.

Finder fogedretten efter denne forholdsvis begrænsede prøvelse, at retsafgørelsen ikke er eksigibel, underrettes fordringshaveren herom, jf. lovens § 7. Det følger forudsætningsvis af lovens § 9, at afgørelsen skal forkyndes for fordringshaveren.

Uanset at EF-domskonventionen alene indeholder en kærefrist for den forpligtede, fastsætter lovens § 9 også en frist for fordringshaveren til at kære fogedrettens afgørelse om at nægte eksekvatur. Af bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 1985-86, tillæg A, side 2968, fremgår, at baggrunden herfor bl.a. er hensynet til prioritetsrækkefølgen ved flere udlæg i samme aktiv, der efter retsplejelovens § 526, stk. 1, regnes fra indgivelsen af anmodningen om udlæg. Der henvises endvidere til indrettelses- og rimelighedsbetragtninger.

Erklærer fogedretten afgørelsen eksigibel, forkyndes dette for den forpligtede, ligesom fordringshaveren eller dennes repræsentant underrettes. Den forpligtede kan herefter kære afgørelsen til landsretten.

Der kan, uanset om kærefristen er udløbet, og uanset om eksekvaturafgørelsen er påkæret, allerede fra fogedrettens afgørelse foretages udlæg eller andre fuldbyrdelsesskridt, jf. lovens § 8. I overensstemmelse med EF-domskonventionens artikel 39, hvorefter der, indtil appelfristen er udløbet, og en eventuel appel er afgjort, alene kan anvendes sikrende retsmidler mod den forpligtede, fremgår det af lovens § 8, stk. 2, 2. pkt., at der i dette tidsrum ikke kan foretages tvangsauktion over udlagt gods eller i øvrigt foretages skridt, der går videre end til at sikre tilstedeværelsen af gods, hvori fuldbyrdelse kan ske. Gøres der udlæg i penge eller værdipapirer, må aktiverne således tages i forvaring af fogedretten, jf. betænkning nr. 1052/1985, side 99.

Fuldbyrdelsen foretages i øvrigt efter samme regler, som gælder for fuldbyrdelse af danske afgørelser, jf. lovens § 14, dvs. retsplejelovens regler om tvangsfuldbyrdelse.

Af lovens § 11 fremgår, at skyldneren skal tilsiges til at give møde i kæremål, som rejses af fordringshaveren. Af bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 1985-86, tillæg A, side 2968, fremgår, at bestemmelsen forudsættes anvendt på den måde, at skyldneren opfordres til at udtale sig om, hvorvidt pågældende ønsker kæremålet behandlet mundtligt. Fremsættes en begæring herom, træffer kæreinstansen afgørelse om, hvorvidt mundtlig behandling kan finde sted, jf. retsplejelovens § 398, stk. 2. I modsat fald behandles kæremålet skriftligt.

Af lovens § 12, stk. 2, fremgår, at der ikke kan fastsættes eller fuldbyrdes forvandlingsstraf for en udenlandsk tvangsbøde. Det samme gælder med hensyn til afgørelser om afsoning af underholdsbidrag pålagt i udlandet.

Af § 13 fremgår, at en fordringshaver, der i domsstaten har fri proces eller er fritaget for gebyrer og omkostninger, har fri proces eller fritagelse for gebyrer og omkostninger i samme omfang under fuldbyrdelsessagen.

Endelig indeholder lovens kapitel 4 en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte, at loven med de nødvendige ændringer finder tilsvarende anvendelse på dels ændringer af EF-domskonventionen, herunder i forbindelse med nye parters tiltrædelse af denne, dels Lugano-konventionen og ændringer af denne, herunder i forbindelse med nye parters tiltrædelse af denne. Bemyndigelsen er bl.a. udnyttet til at gennemføre Lugano-konventionen i dansk ret, jf. bekendtgørelse nr. 70 af 12. februar 1996 med senere ændringer.

EF-domskonventionen omfatter også afgørelser om børnebidrag og ægtefællebidrag, men i Danmark anvendes reglerne om anerkendelse og fuldbyrdelse i praksis kun sjældent i forbindelse med disse afgørelser. Dette skyldes, at der gælder særlige regler om inddrivelse (anerkendelse og fuldbyrdelse) af udenlandske afgørelser om underholdsbidrag (børnebidrag og ægtefællebidrag).

Efter lov om inddrivelse af underholdsbidrag (lovbekendtgørelse nr. 946 af 10. oktober 2005) og lov nr. 429 af 6. juni 2005 om opkrævning og inddrivelse af visse fordringer (inddrivelsesloven) inddrives private og offentlige krav på underholdsbidrag af restanceinddrivelsesmyndigheden.

Dette gælder også udenlandske afgørelser i det omfang, dette følger af international overenskomst, jf. inddrivelseslovens § 1, stk. 2. Danmark har på dette område tiltrådt Haagerkonventionen af 2. oktober 1973 om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om underholdspligt, Haagerkonventionen af 15. april 1958 om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser vedrørende underholdspligt over for børn og Konvention af 23. marts 1962 mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige om inddrivelse af underholdsbidrag (den nordiske inddrivelseskonvention).

I inddrivelsessager, der er omfattet af de nævnte Haagerkonventioner, er det statsamtet (fra den 1. januar 2007 statsforvaltningerne), der tager stilling til, om den udenlandske afgørelse opfylder betingelserne for anerkendelse og fuldbyrdelse. Afgørelser herom kan påklages til Familiestyrelsen.

Efter den nordiske inddrivelseskonvention anerkendes nordiske afgørelser i Danmark uden videre. Anmodninger om inddrivelse efter denne konvention sendes derfor direkte til restanceinddrivelsesmyndigheden.

3. Bruxelles I-forordningen

3.1. Generelt

Bruxelles I-forordningen (Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område), der trådte i kraft den 1. marts 2002, er vedtaget med hjemmel i EF-traktatens artikel 61, litra c, der henviser til artikel 65 om det grænseoverskridende civilretlige samarbejde, og artikel 67. Forordningen er derfor omfattet af det danske forbehold vedrørende retlige og indre anliggender, jf. protokollen om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, og Danmark deltog således ikke i vedtagelsen af forordningen, der ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark.

Forordningen indeholder som EF-domskonventionen regler om retternes kompetence i civile sager og om anerkendelse og fuldbyrdelse af bl.a. retsafgørelser truffet i andre EU-medlemsstater. Indholdsmæssigt svarer forordningen i meget vidt omfang til EF-domskonventionens regler, idet reglerne dog er blevet revideret og moderniseret på en række punkter. Bl.a. er reglerne om fuldbyrdelse i andre medlemsstater blevet forenklet.

Efter forordningens artikel 74 har Kommissionen bistået af et særligt udvalg hjemmel til at ajourføre og foretage tekniske ændringer i de standardformularer, der er medtaget som bilag til forordningen, hvilket er sket ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1496/2002 af 21. august 2002 om ændring af bilag I og II til forordningen og Kommissionens forordning (EF) nr. 2245/2004 om ændring af bilag I, II, III og IV til forordningen. Gennemførelsesforanstaltningerne foreslås medtaget som bilag 3 og 4 til Bruxelles I-loven m.v.

I det følgende gennemgås hovedpunkterne i Bruxelles I-forordningen med særlig vægt på ændringerne i forhold til EF-domskonventionen, der som nævnt ovenfor i dag er gældende mellem Danmark og de øvrige »gamle« EU-medlemsstater. Forordningen foreslås medtaget som bilag 2 til Bruxelles I-loven m.v..

3.2. Forordningens anvendelsesområde

Kapitel I angiver forordningens anvendelsesområde, som er uændret i forhold til EF-domskonventionen. Forordningen finder anvendelse på det civil- og handelsretlige område, uanset domsmyndighedens art, jf. artikel 1. Forordningen omfatter dog ikke spørgsmål vedrørende skat, told og administrative anliggender og undtager også specifikt en række områder, herunder person-, familie- og arveretlige spørgsmål, konkurs mv., social sikring og voldgift (artikel 1).

På det familieretlige område gælder i stedet den nye Bruxelles II-forordning (Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om domstolenes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager om forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000). Denne forordning finder anvendelse på sager om skilsmisse, separation og omstødelse af ægteskab samt om forældreansvar (forældremyndighed og samvær) og værgemål mv. Underholdsbidrag er ikke omfattet af Bruxelles II-forordningen, men af Bruxelles I-forordningen, jf. dog ovenfor under pkt. 2.3.

3.3. Forordningens kompetenceregler

Kapitel II i forordningen indeholder regler om, hvilket lands domstole der er kompetente til at afgøre en retstvist. Som hovedregel skal forordningens kompetenceregler anvendes, hvis sagsøgte har bopæl på en medlemsstats område. Har sagsøgte ikke bopæl i en medlemsstat, gælder nationale kompetenceregler.

Bopælsbegrebet er nærmere defineret i forordningens artikel 59-60. Som efter EF-domskonventionen afgøres spørgsmålet om, hvorvidt en part har bopæl på den medlemsstats område, hvor sagen er anlagt, efter denne medlemsstats lovgivning. Derimod er bopælsbegrebet for selskaber og andre juridiske personer som noget nyt blevet fastlagt. En ny supplerende regel om arbejdsgiveres bopæl findes i artikel 18, stk. 2.

De almindelige kompetenceregler i forordningens artikel 2-4 svarer til reglerne i EF-domskonventionen. Hovedreglen er, at en sag skal anlægges ved sagsøgtes bopæl (hjemting). Herudover indeholder forordningen en række særlige kompetenceregler.

Artikel 5-7 indeholder som undtagelse til hovedreglen en række alternative kompetenceregler på specielle områder:

En i praksis meget relevant bestemmelse er kontraktsværnetinget (artikel 5, stk. 1), hvorefter en sag om kontraktforhold kan anlægges, hvor den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, er opfyldt eller skal opfyldes. Bestemmelsen er revideret i forhold til den lignende bestemmelse i EF-domskonventionen, der har givet anledning til fortolkningstvivl i praksis, og bestemmelsen indeholder nu en nærmere fastsættelse af opfyldelsesstedet. Medmindre andet er aftalt, er opfyldelsesstedet ved salg af varer varernes leveringssted og ved levering af tjenesteydelser ydelsernes leveringssted.

En række andre særlige kompetenceregler i artikel 5 svarer til de nugældende regler i EF-domskonventionen. Det gælder således sager om underholdspligt, sager om erstatning mv. i anledning af en strafbar handling, sager vedrørende filialer og lignende, sager vedrørende truster mv., samt sager om betaling af bjærgeløn. Kompetencereglen i sager om erstatning uden for kontrakt er ændret, så den nu omfatter ikke blot det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået, men også hvor skadetilføjelsen vil kunne foregå.

Andre særlige alternative kompetenceregler findes i artikel 6 (bl.a. i sager med flere sagsøgte) og i artikel 7 (sager om ansvar i forbindelse med brugen eller driften af et skib). Bestemmelserne svarer til EF-domskonventionens regler, idet det dog i sager med flere sagsøgte er præciseret, at det skal være ønskeligt, at kravene behandles sammen.

Artikel 8-21 indeholder særlige kompetencebestemmelser i forsikringssager, sager om forbrugeraftaler og sager om individuelle arbejdsaftaler. Udgangspunktet er, at den forsikrede (forsikringstageren, den sikrede eller den begunstigede), forbrugeren og arbejdstageren ikke skal tvinges til at føre sag i et andet land end bopælslandet, uanset om pågældende er sagsøger eller sagsøgt.

Forsikringsværnetinget er i forhold til EF-domskonventionen udvidet til nu også at omfatte sager anlagt af den sikrede eller begunstigede. Anvendelsesområdet for forbrugerværnetinget er udvidet til at omfatte alle grænseoverskridende forbrugeraftaler, hvor den erhvervsdrivende udøver eller retter erhvervsmæssig virksomhed mod forbrugerens bopælsland, forudsat at aftalen er omfattet af denne virksomhed (artikel 15, stk. 1, litra c).

Desuden er kompetencereglerne i sager om individuelle arbejdsaftaler revideret på visse punkter, navnlig således at arbejdstageren kun kan sagsøges i sit bopælsland.

Herudover indeholder forordningen særlige bestemmelser om enekompetence for en bestemt domstol i sager om fast ejendom samt i visse selskabs- og immaterialretlige sager (artikel 22).

I sager om rettigheder over fast ejendom samt leje og forpagtning af fast ejendom er ejendommens beliggenhed €" uden hensyn til parternes bopæl €" afgørende for, hvilken domstol der er kompetent. Bestemmelsen svarer i det væsentlige til EF-domskonventionen.

Som efter EF-domskonventionen har parterne mulighed for at aftale værneting (artikel 23). En værnetingsaftale må ikke stride mod forordningens regler om enekompetence og skal opfylde visse formkrav. Der er særlige begrænsninger i muligheden for at indgå værnetingsaftaler i forsikrings-, forbruger- og arbejdstagerforhold. Som efter EF-domskonventionen anses en ret at være kompetent, hvis sagsøgte giver møde i retten uden at bestride rettens kompetence (artikel 24).

Der kan efter forordningen anmodes om foreløbige, herunder sikrende, retsmidler (f.eks. arrest) ved retterne i en medlemsstat, selv om retterne i en anden medlemsstat er kompetente til at afgøre sagen (artikel 31). Også dette svarer til reglerne i EF-domskonventionen.

Forordningen indeholder i artikel 25-30 visse processuelle regler om sagens behandling:

Efter artikel 25 skal en ret erklære sig inkompetent i sager, hvor en ret i en anden medlemsstat er enekompetent. Efter artikel 26 skal retten af egen drift undersøge sin kompetence, såfremt en sagsøgt, der ikke har bopæl i landet, ikke giver møde. Bestemmelserne svarer til reglerne i EF-domskonventionen.

Bestemmelserne i forordningens artikel 27-30 vedrører behandlingen af sager, hvor krav, der har samme genstand eller er indbyrdes sammenhængende, fremsættes i forskellige medlemsstater. I forhold til EF-domskonventionen indeholder forordningen som noget nyt en definition af, hvornår der indtræder litispendens, dvs. hvornår en sag skal anses for anlagt med den virkning, at en tilsvarende sag mellem de samme parter ikke kan anlægges i en anden medlemsstat (artikel 30). Hensigten med bestemmelsen er at tage højde for forskellene i medlemslandenes retssystemer med hensyn til, hvornår litispendens indtræder, da nogle retssystemer f.eks. anser stævningens indgivelse til retten for afgørende i relation til sagsanlæg, mens andre lægger vægt på tidspunktet for forkyndelse for sagsøgte. De øvrige bestemmelser svarer stort set til reglerne efter EF-domskonventionen.

3.4. Forordningens regler om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser

Kapitel III i forordningen indeholder regler om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser, som er truffet i en anden medlemsstat.

Reglerne om anerkendelse findes i forordningens artikel 33-37, mens reglerne om fuldbyrdelse findes i forordningens artikel 38-52. »Retsafgørelser« omfatter i henhold til forordningens artikel 32 enhver afgørelse truffet af en ret uanset betegnelsen, herunder dom, kendelse eller fuldbyrdelsesordre. Rettens beslutning om fastsættelse af sagsomkostninger er ligeledes omfattet.

Det følger af parallelaftalen mellem Fællesskabet og Danmark, at i sager om underholdspligt omfatter udtrykket »ret« også de danske administrative myndigheder (parallelaftalens artikel 2, stk. 2, litra c), hvilket svarer til EF-domskonventionens regler.

Som efter EF-domskonventionen er det hovedreglen, at retsafgørelser truffet i en anden medlemsstat uden videre anerkendes, dvs. at afgørelsen har retskraft, uden at anerkendelseslandet prøver den dømmende rets kompetence og sagens realitet. Bestrides det, at afgørelsen skal anerkendes, kan retten i anerkendelseslandet prøve, om der foreligger grunde til at nægte anerkendelsen, jf. nedenfor. Retten kan derimod ikke prøve sagens realitet, dvs. om afgørelsen materielt er rigtig.

En retsafgørelse truffet i en medlemsstat kan fuldbyrdes i en anden medlemsstat, når afgørelsen er erklæret for eksigibel i fuldbyrdelsesstaten ved en særlig procedure €" den såkaldte eksekvaturprocedure.

Forordningens regler om eksekvaturproceduren er revideret og forenklet på visse punkter i forhold til EF-domskonventionen. Som de væsentligste ændringer kan nævnes, at eksekvaturproceduren i første instans er begrænset til en rent formel prøvelse, der ikke omfatter en stillingtagen til, om der foreligger en grund til at nægte anerkendelse. Dette kan alene prøves i appelinstansen. Appelreglerne er blevet forenklet, og endelig er domsstatens attestation til brug for fuldbyrdelse i en anden stat blevet standardiseret, jf. standardformularerne i forordningens bilag V og VI.

3.4.1. Anerkendelse

Forordningens bestemmelser om anerkendelse svarer i alt væsentligt til EF-domskonventionens regler. Forordningen indeholder en forpligtelse til uden videre at anerkende en retsafgørelse truffet i en medlemsstat (artikel 33). Anerkendelsen indebærer, at retsafgørelsen tillægges retskraft, hvilket bl.a. medfører, at retsafgørelsen skal lægges til grund i andre retssager, og at en ny retssag om samme spørgsmål mellem de samme parter ikke kan anlægges.

Bestrides det, at afgørelsen skal anerkendes, kan en berettiget part efter en eksekvaturprocedure få rettens afgørelse af, om retsafgørelsen skal anerkendes. Såfremt anerkendelse gøres gældende under en verserende sag, er denne ret dog kompetent til at afgøre spørgsmålet om anerkendelse, hvis det har betydning for rettens afgørelse af den verserende sag.

Forordningen, navnlig artikel 34-35, angiver udtømmende, i hvilke tilfælde retten kan nægte at anerkende en retsafgørelse truffet i et andet medlemsland. Artikel 36 fastslår, at den udenlandske retsafgørelse i intet tilfælde kan prøves i realiteten, dvs. om afgørelsen materielt er rigtig.

Efter artikel 34 kan der ikke ske anerkendelse, såfremt anerkendelsen åbenbart vil stride mod grundlæggende retsprincipper (ordre public) i den medlemsstat, hvor den gøres gældende. Ordet »åbenbart« er nyt i forhold til EF-domskonventionen.

Anerkendelse kan endvidere ikke ske, såfremt sagsøgte er dømt som udeblevet, uden at stævningen er forkyndt i tide og på passende måde, medmindre sagsøgte har undladt at tage skridt til at anfægte retsafgørelsen, selv om vedkommende havde mulighed for at gøre det. Tilføjelsen om, at sagsøgte skal have taget skridt til at anfægte retsafgørelsen, hvis vedkommende havde mulighed for at gøre det, er ny i forhold til EF-domskonventionen.

Endelig kan anerkendelse ikke ske, hvor retsafgørelsen er uforenelig med andre tidligere trufne retsafgørelser mellem samme parter. Som følge af forordningens litispendens-regler, jf. pkt. 3.3 ovenfor, burde dette kun sjældent kunne forekomme i praksis.

En bestemmelse i EF-domskonventionen (artikel 27, stk. 4), hvorefter anerkendelse kan nægtes, såfremt retten i domsstaten ved sin afgørelse har afgjort visse præjudicielle spørgsmål af person-, familie- eller arveretlig karakter, er ikke medtaget i forordningen.

Efter artikel 35 kan anerkendelse ikke ske, hvis forordningens kompetenceregler ikke er overholdt. Anerkendelse kan således ikke ske, hvis kompetencereglerne vedrørende forsikrings- eller forbrugersager er tilsidesat, eller hvis retsafgørelsen strider mod forordningens regler om enekompetence. Det er dog ikke grund til at nægte anerkendelse, at retsafgørelsen strider mod kompetencereglerne i sager om individuelle arbejdsaftaler. Herudover kan anerkendelse ikke ske i tilfælde, der er omfattet af forordningens artikel 72, hvorefter medlemsstaterne kan overholde forpligtelser i henhold til visse aftaler med tredjelande, som er indgået i medfør af EF-domskonventionens artikel 59 før forordningens ikrafttræden.

Det kan endelig nævnes, at forordningens artikel 61 indeholder hjemmel til under visse betingelser at afslå anerkendelse og fuldbyrdelse af civilretlige krav, der er behandlet i forbindelse med retsforfølgning af en uagtsom lovovertrædelse. En lignende bestemmelse findes i artikel II i protokol til EF-domskonventionen.

Er den retsafgørelse, der ønskes anerkendt, appelleret eller begæret genoptaget, kan den ret, der behandler spørgsmålet om anerkendelse, udsætte sagen, jf. forordningens artikel 37.

3.4.2. Fuldbyrdelse

Forordningens bestemmelser om fuldbyrdelse findes i artikel 38-52. Af artikel 38 fremgår, at en retsafgørelse, der kan fuldbyrdes i den stat, hvor afgørelsen er truffet, kan fuldbyrdes i en anden medlemsstat, når afgørelsen efter anmodning fra en berettiget part er erklæret eksigibel efter en særlig procedure, den såkaldte eksekvaturprocedure.

En anmodning om, at en afgørelse erklæres for eksigibel, fremsættes over for den ret eller kompetente myndighed, der er udpeget af medlemsstaten. For Danmarks vedkommende er byretten udpeget som kompetent myndighed, jf. parallelaftalens artikel 2, stk. 2, litra h. Den stedlige kompetence, dvs. hvilken byret anmodningen skal fremsættes overfor, afgøres af den forpligtedes bopæl eller fuldbyrdelsesstedet (forordningens artikel 39).

Fremgangsmåden ved anmodningens fremsættelse er som udgangspunkt overladt til medlemsstaterne (artikel 40). Forordningen indeholder dog visse bestemmelser herom. Af forordningens artikel 53-56 fremgår således, at anmodningen skal vedlægges en udskrift af retsafgørelsen og en attest udfærdiget af de kompetente myndigheder i domsstaten, jf. formularen i bilag V til forordningen. Af attesten fremgår bl.a., at retsafgørelsen kan fuldbyrdes i domsstaten.

I første instans skal der alene foretages en prøvelse af, om de formelle betingelser i anmodningen er opfyldt, dvs. om retsafgørelsen opfylder de nødvendige betingelser med hensyn til godtgørelsen af dens ægthed, og om en anmodningen er vedlagt en korrekt udfyldt attest, jf. forordningens artikel 53, og den forpligtede kan ikke på dette tidspunkt fremsætte indsigelser mod anmodningen, jf. forordningens artikel 41. Er de formelle betingelser opfyldt, erklæres retsafgørelsen for eksigibel. Afgørelsen meddeles den, der har indgivet anmodningen, og forkyndes, hvis anmodningen imødekommes, for den forpligtede, jf. artikel 42.

Retten prøver således ikke, om der foreligger en nægtelsesgrund som nævnt i artikel 34-35, herunder om dommen åbenbart strider mod grundlæggende retsprincipper, eller i udeblivelsesdomme om stævningen mv. var forkyndt for domfældte. Dette kan alene prøves i forbindelse med en appel, hvilket er nyt i forhold til EF-domskonventionen.

Afgørelsen om eksigibilitet kan appelleres af begge parter, jf. forordningens artikel 43. Forordningens regler om appel er revideret og forenklet i forhold til EF-domskonventionen. For Danmarks vedkommende er landsretten appelinstans, jf. parallelaftalens artikel 2, stk. 2, litra i.

Forordningen indeholder kun en appelfrist for den forpligtede, såfremt afgørelsen erklæres eksigibel. Appelfristen er en måned, dog to måneder, hvis skyldneren har bopæl på en anden medlemsstats område. Derimod er der ikke fastsat nogen frist for fordringshaverens appel, hvis retten fastslår, at retsafgørelsen ikke er eksigibel.

I forbindelse med appelbehandlingen får parterne lejlighed til at fremsætte deres bemærkninger, jf. artikel 43, stk. 2, hvorefter appellen behandles efter en kontradiktorisk procedure. Appelinstansen kan kun nægte at erklære en afgørelse eksigibel, hvis der foreligger en nægtelsesgrund som nævnt i artikel 34-35. Afgørelsen skal træffes hurtigst muligt.

Appelretten kan efter reglerne i forordningens artikel 46 udsætte sagen, såfremt den udenlandske retsafgørelse er appelleret eller begæret genoptaget, eller fristen herfor ikke er udløbet. Appelretten kan endvidere betinge fuldbyrdelsen af sikkerhedsstillelse.

Det er overladt til de enkelte medlemsstater at afgøre, om appelinstansens afgørelse kan indbringes for højere ret, jf. artikel 44. For Danmarks vedkommende vil landsrettens afgørelse som appelinstans kunne indbringes for Højesteret efter tilladelse fra Procesbevillingsnævnet, jf. parallelaftalens artikel 2, stk. 2, litra i. Også den ret, der behandler sagen i tredje instans, kan som noget nyt i forhold til EF-domskonvention udsætte sagen eller betinge fuldbyrdelsen af sikkerhedsstillelse.

Efter forordningens artikel 47 giver en afgørelse om eksigibilitet hjemmel til at anvende sikrende retsmidler, f.eks. arrest. Sikrende retsmidler er det eneste mulige retsskridt, så længe en afgørelse om eksigibilitet kan appelleres eller er under appel.

Forordningens øvrige bestemmelser om fuldbyrdelse svarer i alt væsentligt til reglerne efter EF-domskonventionen. Det gælder bl.a. reglerne om delvis fuldbyrdelse (artikel 48), fuldbyrdelse af tvangsbøder (artikel 49) og om, at der ikke kan pålægges fordringshaveren at stille sikkerhed med den begrundelse, at pågældende er udlænding (artikel 51).

Har fordringshaveren fri proces eller været fritaget for gebyrer og omkostninger i domsstaten, gælder dette også i videst mulig omfang under eksekvatursagen (artikel 50). I forhold til EF-domskonventionen er dette udvidet til også at omfatte appel i forbindelse med eksekvaturproceduren.

Der må ikke opkræves afgift mv. beregnet i forhold til sagens værdi i forbindelse med behandlingen af en anmodning om eksekvatur (artikel 52).

Når en retsafgørelse er erklæret eksigibel, sker fuldbyrdelse efter de nationale regler i fuldbyrdelsesstaten, hvilket for Danmarks vedkommende vil sige reglerne i retsplejeloven om tvangsfuldbyrdelse.

3.5. Officielt bekræftede dokumenter og retsforlig

Forordningens kapitel IV (artikel 57-58) indeholder bestemmelser om officielt bekræftede dokumenter og retsforlig.

Af bestemmelserne fremgår, at officielt bekræftede dokumenter, der er udstedt og eksigible i en medlemsstat, kan erklæres eksigible efter forordningens eksekvaturprocedure. Forordningen definerer ikke, hvad der skal forstås ved »officielt bekræftet dokument«, men der sigtes bl.a. til en ordning, der er kendt i nogle EU-lande, hvorefter en notar kan bekræfte et privat dokument og give det en fuldbyrdelsespåtegning.

Officielt bekræftede dokumenter omfatter også aftaler om underholdspligt, som er indgået over for en administrativ myndighed eller er bekræftet af en sådan.

Desuden kan retsforlig, som er eksigible i oprindelseslandet, erklæres eksigible i en anden medlemsstat efter de samme regler, som gælder for officielt bekræftede dokumenter.

Den kompetente ret i fuldbyrdelsesstaten kan kun nægte at erklære et officielt bekræftede dokument eller et retsforlig for eksigibelt, såfremt fuldbyrdelsen åbenbart vil stride mod grundlæggende retsprincipper i fuldbyrdelseslandet. De øvrige nægtelsesgrunde i forordningen er efter deres indhold ikke relevante i forbindelse med disse dokumenter.

3.6. Øvrige spørgsmål

Forordningens kapitel V (artikel 59-65) indeholder almindelige bestemmelser, der for størstedelens vedkommende er en videreførelse af reglerne i EF-domskonventionen. Artikel 60 indeholder dog en ny definition af selskaber og andre juridiske personers hjemsted. Kapitel VI indeholder overgangsbestemmelser.

Forholdet til andre retsakter reguleres i forordningens kapitel VII. Forordningen udelukker ikke anvendelsen af andre fællesskabsretsakter eller nationale gennemførelsesbestemmelser, som på særlige områder regulerer retternes kompetence eller anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser, jf. forordningens artikel 67. Ifølge forordningens artikel 68 erstatter forordningen EF-domskonventionen mellem medlemsstaterne (med undtagelse af Danmark).

Forordningen erstatter endvidere en række konventioner (artikel 69 og 70). For Danmarks vedkommende gælder dette konventionen af 11. oktober 1977 mellem Finland, Island, Norge, Sverige og Danmark om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om privatretlige krav (den nordiske domskonvention).

Af forordningens artikel 71 fremgår, at forordningen ikke berører konventioner, hvori medlemsstaterne er parter, og som på særlige områder fastsætter regler for retternes kompetence og for anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser.

Forordningen indeholder endelig i kapitel VIII (artikel 73-76) afsluttende bestemmelser.

Det fremgår af artikel 73, at Kommissionen senest 5 år efter forordningens ikrafttræden skal udarbejde en rapport om anvendelsen af forordningen med eventuelle forslag om ændringer.

Det fremgår af artikel 74, at Kommissionen med bistand af et særligt rådgivende udvalg, jf. artikel 75, ændrer bilagene til forordningen om bl.a. nationale kompetenceregler og kompetente retter efter medlemsstaternes oplysninger herom.

Artikel 76 fastsætter forordningens ikrafttræden.

4. Parallelaftalen mellem Fællesskabet og Danmark om Bruxelles I-forordningen

Med henblik på, at, der kommer til at gælde de samme regler i grænseoverskridende sager inden for Den Europæiske Union om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område for Danmark som for de øvrige EU-medlemsstater, har regeringen som nævnt i pkt. 1 ovenfor efter forelæggelse for Folketingets Europaudvalg og Retsudvalg anmodet om, at Danmark på mellemstatsligt grundlag bliver tilknyttet Bruxelles I-forordningen. Regeringen har tilsvarende anmodet om, at Danmark bliver tilknyttet bl.a. forkyndelsesforordningen.

På baggrund af forhandlinger mellem Kommissionen og regeringen blev parallelaftaler om Danmarks tilknytning på mellemstatsligt grundlag til Bruxelles I-forordningen og forkyndelsesforordningen undertegnet den 19. oktober 2005. Parallelaftalen mellem Fællesskabet og Danmark om Bruxelles I-forordningen foreslås medtaget som bilag 1 til Bruxelles I-loven m.v.

Efter høring af Europa-Parlamentet vedtog Rådet den 27. april 2006 afgørelser om Fællesskabets indgåelse af parallelaftalerne, og Rådet meddelte herefter den 2. maj 2006 Danmark, at Fællesskabet har afsluttet de nødvendige procedurer for ikrafttrædelsen af parallelaftalerne.

Parallelaftalen vedrørende Bruxelles I-forordningen træder herefter ifølge aftalens artikel 12 i kraft den første dag i den sjette måned, efter at Danmark har meddelt Fællesskabet, at Danmark har gennemført de nødvendige procedurer for at kunne tiltræde aftalen.

4.1. Indholdet af parallelaftalen vedrørende Bruxelles I-forordningen

Efter parallelaftalen mellem Fællesskabet og Danmark er formålet med aftalen, at Bruxelles I-forordningen og gennemførelsesforanstaltningerne hertil finder anvendelse mellem Fællesskabet og Danmark. Målet er at opnå en ensartet anvendelse og fortolkning af forordningen og gennemførelsesforanstaltningerne i alle medlemsstater (artikel 1).

Efter aftalen vil bestemmelserne i forordningen og de hidtil vedtagne gennemførelsesforanstaltninger, der udgør en integreret del af parallelaftalen, herefter €" med de fornødne tilpasninger, jf. artikel 2, stk. 2, litra a-j €" gælde på mellemstatsligt grundlag mellem Fællesskabet og Danmark (artikel 2):

Efter litra a finder forordningens artikel 1, stk. 3, hvorefter forordningen ikke omfatter Danmark, ikke anvendelse.

Litra b svarer til den særlige bestemmelse i EF-domskonventionens artikel 44, stk. 2, der sikrer mulighed for fri proces mv. i sager om fuldbyrdelse i en anden medlemsstat af en dansk administrativ afgørelse om underholdspligt, hvis den pågældende opfylder betingelserne for fri proces her i landet.

Efter litra c omfatter udtrykket »ret« også danske administrative myndigheder i relation til underholdsbidrag, hvilket svarer til artikel V a i protokollen til EF-domskonventionen.

Efter litra d udvides en særbestemmelse i forordningens artikel 64 vedrørende søgående skibe indregistreret i Grækenland og Portugal til også at omfatte dansk indregistrerede skibe. Artikel 64, der er tidsbegrænset og finder anvendelse i 6 år fra forordningens ikrafttræden, dvs. indtil den 1. marts 2008, sikrer, at tvister mellem en skibsfører og et besætningsmedlem om hyre mv. ikke kan afgøres, før den diplomatiske eller konsulære repræsentant, skibet henhører under, er underrettet om tvisten. En lignende, men videregående og ikke tidsbegrænset bestemmelse, findes i artikel V b i protokollen til EF-domskonventionen.

Efter litra e og f træder aftalens ikrafttrædelsesdato og overgangsbestemmelser i stedet for forordningens ikrafttrædelsesdato og overgangsbestemmelser.

Efter litra g kan den særlige kompetenceregel i retsplejelovens § 246, stk. 2 og 3 (opholdsværnetinget og godsværnetinget), alene anvendes over for sagsøgte, der ikke har bopæl på en medlemsstats område. Bestemmelsen svarer til EF-domskonventionens artikel 3.

Efter litra h€"j skal anmodninger om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel, for Danmarks vedkommende indgives til byretten med appeladgang til landsretten. Landsrettens afgørelse kan med tilladelse af Procesbevillingsnævnet appelleres til Højesteret.

Parallelaftalens artikel 3 indeholder en særlig procedure i tilfælde af ændringer af Bruxelles I-forordningen. Artikel 4 indeholder en lignende procedure for så vidt angår nye gennemførelsesforanstaltninger til forordningen. Danmark deltager ikke i vedtagelsen af senere ændringer og gennemførelsesforanstaltninger til forordningen, og sådanne ændringer og foranstaltninger er ikke bindende for og finder ikke anvendelse i Danmark, jf. forbeholdet vedrørende retlige og indre anliggender.

Vedtages sådanne ændringer eller gennemførelsesforanstaltninger, skal Danmark senest 30 dage efter vedtagelsen meddele Kommissionen, hvorvidt Danmark vil gennemføre disse (artikel 3, stk. 2, og artikel 4, stk. 2).

Kan ændringerne eller gennemførelsesforanstaltningerne gennemføres administrativt €" f.eks. ved bekendtgørelse med hjemmel i lov €" skal meddelelsen angive, at de administrative foranstaltninger træder i kraft samtidig med ændringerne/gennemførelsesforanstaltningerne eller på meddelelsens tidspunkt €" afhængig af hvilket tidspunkt der er det seneste (artikel 3, stk. 4, og artikel 4, stk. 3).

Kræver ændringerne Folketingets medvirken, skal de nødvendige lovændringer træde i kraft samtidig med ændringerne eller senest 6 måneder efter meddelelsen, afhængig af hvilket tidspunkt der er det seneste. Tidspunktet for ikrafttræden af lovændringerne skal meddeles Kommissionen (artikel 3, stk. 5, og artikel 4, stk. 7).

Meddelelsen om, at ændringerne eller gennemførelsesforanstaltningerne er gennemført i Danmark, skaber en gensidig mellemstatslig forpligtelse mellem Danmark og Fællesskabet. Ændringerne indgår herefter som en integreret del af aftalen (artikel 3, stk. 6, og artikel 4, stk. 4).

Såfremt Danmark meddeler, at man ikke ønsker at gennemføre en ændring eller en gennemførelsesforanstaltning, eller ikke giver den påkrævede meddelelse til Kommissionen inden 30-dagesfristen, eller såfremt eventuelle påkrævede lovændringer ikke træder i kraft inden for de fastsatte frister, betragtes det som en opsigelse af parallelaftalen, medmindre parterne inden 90 dage beslutter noget andet. Opsigelsen får virkning 3 måneder efter udløbet af de 90 dage (artikel 3, stk. 7, og artikel 4, stk. 5).

Parallelaftalens artikel 5 regulerer forholdet til andre internationale aftaler. Internationale aftaler, som indgås af Fællesskabet, på de områder som er dækket af Bruxelles I-forordningen, er ikke bindende for og finder ikke anvendelse i Danmark, jf. forbeholdet vedrørende retlige og indre anliggender. Danmark afholder sig efter parallelaftalen fra at indgå internationale aftaler, som kan berøre forordningens anvendelse, medmindre dette sker efter aftale med Fællesskabet, og der er fundet tilfredsstillende ordninger med hensyn til forholdet mellem parallelaftalen og den pågældende aftale.

Danmark forpligter sig endvidere til i forbindelse med forhandlingerne om internationale aftaler, der kan berøre eller ændre anvendelsesområdet for Bruxelles I-forordningen, at koordinere sin holdning med Fællesskabet og at afholde sig fra handlinger, der vil kunne skade målsætningerne i en holdning fastlagt af Fællesskabet inden for dets kompetenceområde.

Parallelaftalens artikel 6 og 7 indeholder regler om EF-Domstolens kompetence:

En dansk domstol skal anmode EF-Domstolen om en præjudiciel afgørelse vedrørende gyldigheden eller fortolkningen af aftalen i de tilfælde, hvor en domstol i en anden medlemsstat under de samme omstændigheder ville være forpligtet til at anmode om en præjudiciel udtalelse i relation til Bruxelles I-forordningen mv.

Ved fortolkningen af aftalen skal danske domstole endvidere tage passende hensyn til EF-Domstolens afgørelser om Bruxelles I-forordningen mv.

Danmark, Rådet, Kommissionen og enhver anden medlemsstat kan anmode EF-Domstolen om en afgørelse om fortolkningen af parallelaftalen.

Danmark har ret til at afgive udtalelse til EF-Domstolen, hvis en ret i en anden medlemsstat har forelagt Domstolen et præjudicielt spørgsmål om fortolkningen af en bestemmelse i Bruxelles I-forordningen eller i gennemførelsesforanstaltninger hertil.

Ændres de fællesskabsretlige regler om EF-Domstolens kompetence, vil disse regler også gælde for parallelaftalen, medmindre Danmark inden 60 dage efter ændringernes ikrafttræden meddeler Kommissionen, at Danmark ikke ønsker at anvende ændringerne i relation til denne aftale. I så fald betragtes aftalen som opsagt. Opsigelsen får virkning 3 måneder efter meddelelsen (artikel 6, stk. 6).

Kommissionen kan anlægge sag mod Danmark ved EF-Domstolen for manglende overholdelse af aftalen. Overholder en anden medlemsstat ikke aftalen, kan Danmark klage til Kommissionen og anmode den om at reagere over for den pågældende medlemsstat (artikel 7).

Parallelaftalen omfatter de territorier, der er henvist til i artikel 299 i Traktaten om en Europæiske Union (artikel 8). Bl.a. Grønland og Færøerne er således ikke omfattet af aftalen. Hvis Fællesskabet beslutter at udvide anvendelsen af Bruxelles I-forordningen til territorier, der på nuværende tidspunkt er underlagt EF-domskonventionen, skal Fællesskabet og Danmark samarbejde med henblik på at sikre, at en sådan udvidelse også kommer til at omfatte Danmark.

Artikel 9 indeholder overgangsbestemmelser.

Artikel 10 indeholder regler om forholdet til Bruxelles I-forordningen.

Parallelaftalen ophører, hvis Danmark meddeler, at man ikke længere vil gøre brug af forbeholdet vedrørende retlige og indre anliggender. Aftalen kan endvidere opsiges af såvel Danmark som Fællesskabet (artikel 11).

Aftalen træder i kraft den første dag i den sjette måned efter parternes meddelelse om, at de respektive tiltrædelsesprocedurer er afsluttet, jf. artikel 12. Denne ikrafttrædelsesdato gælder i stedet for den i forkyndelsesforordningen fastsatte ikrafttrædelsesdato, jf. artikel 2, stk. 2, litra e.

4.2. Forholdet til grundloven og det danske forbehold vedrørende retlige og indre anliggender

Regeringen har overvejet, om gennemførelsen i dansk ret af parallelaftalen mellem Fællesskabet og Danmark om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretslige område, der er en folkeretlig aftale, indebærer overladelse af beføjelser efter grundlovens § 20. Regeringen har endvidere vurderet forholdet til det danske forbehold vedrørende retlige og indre anliggender.

Efter aftalens artikel 2, stk. 1, gælder bestemmelserne i Bruxelles I-forordningen på mellemstatsligt grundlag mellem Danmark og Fællesskabet. Forordningen gælder således ikke umiddelbart i Danmark, men alene som en folkeretlig forpligtelse for den danske stat. Parallelaftalens og dermed forordningens bestemmelser vil dermed skulle gennemføres på sædvanlig vis i dansk ret ved de nødvendige lovændringer.

Det fremgår endvidere af aftalens artikel 3 og 4, at senere ændringer af forordningen eller senere gennemførelsesforanstaltninger ikke er bindende for eller finder anvendelse i Danmark, men at Danmark inden for en vis frist kan beslutte, at man vil gennemføre de pågældende ændringer mv. i dansk ret. Træffer Danmark en sådan beslutning, vil disse ændringer og gennemførelsesforanstaltninger €" ligesom forordningens bestemmelser €" gælde som folkeretlige forpligtelser mellem Fællesskabet og Danmark.

For så vidt angår bestemmelserne i artikel 2-4 findes der på denne baggrund at være tale om sædvanlige folkeretlige forpligtelser, som Danmark kan påtage sig efter grundlovens § 19, og som ikke rejser spørgsmål i forhold til grundlovens § 20 eller i forhold til det danske forbehold vedrørende retlige og indre anliggender.

Efter aftalens artikel 5 er internationale aftaler, som indgås af Fællesskabet på de områder, som er dækket af Bruxelles I-forordningen, ikke bindende for og finder ikke anvendelse i Danmark. Bestemmelsen rejser på denne baggrund ikke spørgsmål i forhold til grundlovens § 20.

Danmark tilkendegiver endvidere at ville afholde sig fra at indgå internationale aftaler, som kan påvirke anvendelsen af Bruxelles I-forordningen, medmindre dette sker efter nærmere aftale med Fællesskabet. Bestemmelserne i forordningen er medtaget som bilag til parallelaftalen og udgør en del heraf, og en international aftale som nævnt ovenfor ville kunne modvirke den fælles anvendelse og fortolkning af bestemmelserne i Bruxelles I-forordningen i alle medlemsstater, som er ét af parallelaftalens formål, jf. artikel 1, stk. 2. Heller ikke denne del af bestemmelsen går ud over, hvad der kan vedtages i en almindelig, mellemfolkelig aftale.

Artikel 6, stk. 1, indebærer, at EF-traktatens almindelige bestemmelser om præjudicielle søgsmål finder anvendelse, jf. EF-traktatens artikel 68, stk. 1. Hvis et spørgsmål om gyldigheden eller fortolkningen af parallelaftalen, herunder bestemmelserne i Bruxelles I-forordningen, som udgør et bilag til parallelaftalen, rejses under en retssag ved en dansk domstol, hvis afgørelser ikke kan appelleres, skal domstolen €" hvis den skønner, at en afgørelse af dette spørgsmål er nødvendig, før den afsiger dom €" således anmode EF-Domstolen om at afgøre spørgsmålet.

EF-Domstolens afgørelse af dette fortolkningsspørgsmål vil være bindende for de danske domstole, som behandler den sag, der har givet anledning til det præjudicielle søgsmål, men den endelige afgørelse i sagen skal træffes af den danske domstol. Denne præjudicielle ordning findes ikke at være omfattet af grundlovens § 20. Det er således bl.a. i forbindelse med gennemførelsen af Europol-Konventionen lagt til grund, at den præjudicielle ordning efter denne konvention ikke er omfattet af grundlovens § 20, jf. Folketingstidende 1996-97, tillæg A, side 3792 (lovforslag nr. 179 (1996-97)).

Efter artikel 6, stk. 2, skal danske domstole ved fortolkningen af parallelaftalen i henhold til dansk ret tage passende hensyn til EF-Domstolens praksis vedrørende Bruxelles I-forordningen. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med, at formålet med parallelaftalen er at opnå en ensartet anvendelse og fortolkning af bestemmelserne i forordningen i alle medlemsstater.

Som bestemmelsen er formuleret, er EF-Domstolens retspraksis i sager vedrørende Bruxelles I-forordningen (bortset fra sager, der forelægges præjudicielt af danske domstole, jf. ovenfor) ikke bindende for danske domstole, ligesom bestemmelsen indeholder en henvisning til, hvad der gælder efter dansk ret. Bestemmelsen rejser på denne baggrund ikke spørgsmål i forhold til grundlovens § 20 eller i forhold til det danske forbehold vedrørende retlige og indre anliggender.

Bestemmelsen i artikel 6, stk. 3, der svarer til EF-traktatens artikel 68, stk. 3, om muligheden for at forelægge EF-Domstolen spørgsmål om den generelle fortolkning af parallelaftalen findes tilsvarende ikke omfattet af grundlovens § 20.

Særligt med hensyn til det danske forbehold vedrørende retlige og indre anliggender bemærkes, at det af protokollen om Danmarks stilling bl.a. fremgår, at ingen foranstaltninger, der er vedtaget med hjemmel i EF-traktatens afsnit IV, og ingen afgørelser truffet af EF-Domstolen om fortolkning af sådanne foranstaltninger er bindende for eller finder anvendelse i Danmark. Baggrunden for det anførte om EF-Domstolens afgørelser er, at når de overnationale foranstaltninger, der efter EF-traktatens afsnit IV kan vedtages af Fællesskabet, ikke i sig selv kan være bindende for Danmark, kan EF-Domstolens afgørelser om disse foranstaltninger heller ikke være bindende for Danmark. Forbeholdet er imidlertid ikke til hinder for, at Danmark bliver omfattet af EF-Domstolens kompetence for så vidt angår fortolkning og anvendelse af parallelaftalen €" som er af mellemstatslig karakter €" i forholdet mellem Fællesskabet og Danmark.

Efter artikel 6, stk. 6, gælder ændringer i de fællesskabsretslige regler om EF-Domstolens kompetence også for parallelaftalen, medmindre Danmark senest 60 dage fra ændringernes ikrafttræden meddeler Kommissionen, at man ikke ønsker at anvende ændringerne. I så fald ophører parallelaftalen.

Som det fremgår, har Danmark på parallelaftalens område mulighed for at undgå at blive bundet af eventuelle nye regler om EF-Domstolens kompetence ved at give meddelelse herom til Kommissionen. Selv om der på et senere tidspunkt måtte blive tale om at overlade beføjelser omfattet af grundlovens § 20 til EF-Domstolen som led i en ændring af de almindelige fællesskabsregler om Domstolens kompetence, vil Danmark således ikke være forpligtet til at anvende disse regler for parallelaftalen, hvis Danmark afgiver den nævnte meddelelse. Det vurderes på denne baggrund, at tiltrædelse af bestemmelsen i artikel 6, stk. 6, ikke kræver anvendelse af proceduren i grundlovens § 20.

Gennemførelsen af parallelaftalen mellem Fællesskabet og Danmark vedrørende Bruxelles I-forordningen kræver lovændringer her i landet, jf. pkt. 5 nedenfor, og indgåelsen af parallelaftalen kræver dermed Folketingets samtykke efter grundlovens § 19.

Indgåelse af parallelaftalen mellem Fællesskabet og Danmark kræver, som det fremgår af det ovenfor anførte, efter regeringens opfattelse ikke anvendelse af proceduren i grundlovens § 20 og må anses for at være i overensstemmelse med det danske forbehold vedrørende retlige og indre anliggender.

5. Lovforslagets udformning og gennemførelsen af parallelaftalen i dansk ret

5.1. Parallelaftalen mellem Fællesskabet og Danmark om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område indebærer som nævnt ovenfor, at Bruxelles I-forordningen med gennemførelsesforanstaltninger på mellemstatsligt grundlag finder anvendelse på forholdet mellem Fællesskabet og Danmark.

Bruxelles I-forordningen er bindende og umiddelbart anvendelig i de øvrige EU-medlemsstater, jf. EF-traktatens artikel 249, dvs. at det er forordningens tekst, der gælder i de øvrige medlemsstater uden gennemførelse i national lovgivning. Målet med parallelaftalen er at opnå en ensartet anvendelse og fortolkning af forordningen og dens gennemførelsesforanstaltninger i alle medlemsstater.

På denne baggrund bør parallelaftalen efter Justitsministeriets opfattelse gennemføres i dansk ret ved inkorporering, således at Bruxelles I-forordningen med gennemførelsesforanstaltninger gælder her i landet, uden at der sker omskrivning af bestemmelserne i forordningen mv. til dansk lovgivning. På denne måde sikres det bedst, at bestemmelserne i Bruxelles I-forordningen mv. på samme måde som i de øvrige EU-medlemsstater kommer til at gælde her i landet, således at det vil være de samme regler, der gælder i forholdet mellem Danmark og de øvrige EU-medlemsstater som mellem de øvrige EU-medlemsstater indbyrdes.

På den anførte baggrund indeholder lovforslaget endvidere alene de gennemførelsesbestemmelser, der er nødvendige for, at reglerne i Bruxelles I-forordningen mv. kan finde anvendelse her i landet, jf. nedenfor. I modsætning til ordningen efter EF-domskonventionsloven, der som nævnt ovenfor dels inkorporerer, dels omskriver visse af EF-domskonventionens bestemmelser, er der med lovforslaget således kun medtaget de supplerende bestemmelser, der ved siden af reglerne i forordningen og parallelaftalen må anses for nødvendige for at gennemføre forordningens regler i praksis. Dette indebærer, at der i lovforslaget f.eks. ikke er medtaget bestemmelser, der svarer til EF-domskonventionslovens §§ 3 og 4 om anerkendelse og fuldbyrdelse af fremmede retsafgørelser her i landet, som har karakter af omskrivning af bestemmelser, der allerede gælder efter EF-domskonventionen.

Lovforslaget indebærer, at Bruxelles I-forordningens bestemmelser om retternes kompetence (værneting) og om anerkendelse og fuldbyrdelse af udenlandske retsafgørelser mv. (som ændret ved bestemmelserne i parallelaftalen) inden for forordningens anvendelsesområde træder i stedet for retsplejelovens almindelige regler herom, hvilket svarer til, hvad der i dag gælder for så vidt angår reglerne i EF-domskonventionen.

Med hensyn til gennemførelse af bestemmelserne i selve parallelaftalen, jf. herom pkt. 4 ovenfor, bemærkes, at en række af aftalens bestemmelser må anses at kræve lovgivning. Det gælder navnlig reglerne om ændring af Bruxelles I-forordningen i forholdet mellem Danmark og Fællesskabet (artikel 2, stk. 2), om danske domstoles pligt til at forelægge præjudicielle spørgsmål for EF-Domstolen (artikel 6, stk. 1) og aftalens overgangsregler mv. (artikel 9-10). Hertil kommer, at reglerne i Bruxelles I-forordningen mv., der med lovforslaget som nævnt kommer til at gælde her i landet, udgør en del af selve parallelaftalen, jf. aftalens artikel 2, stk. 1.

På denne baggrund er lovforslaget udformet sådan, at reglerne i parallelaftalen kommer til at gælde her i landet, selv om ikke alle aftalens bestemmelser isoleret set kræver lovgivning her i landet.

Der henvises til lovforslagets §§ 1 og 10 (forslag til ændring af retsplejelovens § 247) og bemærkningerne hertil.

5.2. For så vidt angår forordningens regler om domstolenes kompetence (værneting) er der alene behov for en supplerende bestemmelse i dansk ret om stedlig kompetence, hvor der ikke i øvrigt ifølge dansk ret er værneting for en sag, som efter forordningen kan eller skal anlægges her i landet. Det foreslås, at sagen i dette tilfælde anlægges i København, hvilket svarer til ordningen efter EF-domskonventionslovens § 2, stk. 2.

Der henvises til lovforslagets § 10 (forslag til ændring af retsplejelovens § 247) og bemærkningerne hertil.

5.3. For så vidt angår eksekvaturproceduren, dvs. den danske domstols afgørelse om, hvorvidt en udenlandsk retsafgørelse kan fuldbyrdes her i landet, indeholder lovforslagets kapitel 2 enkelte bestemmelser, der supplerer de sagsbehandlingsregler mv., der findes i forordningens kapitel III. Reglerne gælder også for anmodninger om, at et officielt bekræftet dokument eller et retsforlig erklæres eksigibelt, og at en retsafgørelse anerkendes her i landet. Den foreslåede ordning svarer i vidt omfang til det, der gælder efter EF-domskonventionsloven.

Forordningen indeholder alene regler om eksekvaturproceduren, mens reglerne om tvangsfuldbyrdelsen er overladt til medlemsstaterne, hvilket for Danmarks vedkommende indebærer, at sagsbehandlingsreglerne vedrørende fuldbyrdelsen hovedsageligt vil findes i retsplejelovens regler om tvangsfuldbyrdelse. På denne baggrund skelnes der i lovforslaget €" i modsætning til EF-domskonventionslovens regler, jf. pkt. 2.3 ovenfor €" mellem afgørelsen om eksigibilitet (eksekvaturproceduren) og selve fuldbyrdelsen.

Det foreslås, at anmodningen om, at en udenlandsk retsafgørelse erklæres eksigibel her i landet, indgives til fogedretten. Reglerne om den stedlige kompetence og om indholdet af anmodningen mv. findes i forordningens kapitel III, jf. pkt. 3.4 ovenfor. Efter lovforslaget kan fordringshaveren samtidig anmode om, at fogedretten €" såfremt retsafgørelsen findes eksigibel €" tvangsfuldbyrder afgørelsen efter retsplejelovens regler. Svarende til, hvad der i dag gælder efter EF-domskonventionsloven, kan fordringshaveren således nøjes med at indgive én anmodning til fogedretten, der omfatter både, at den udenlandske retsafgørelse erklæres eksigibel, og at fogedretten efterfølgende tvangsfuldbyrder afgørelsen.

Fogedretten træffer ved kendelse afgørelse om, hvorvidt retsafgørelsen er eksigibel. Efter lovforslaget kan fogedrettens kendelse kæres til landsretten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 37 (med de ændringer, der følger af denne lov, f.eks. om adgang til at udtale sig, jf. nedenfor) hvilket svarer til, hvad der gælder efter EF-domskonventionsloven. Landsrettens afgørelse kan med tilladelse fra Procesbevillingsnævnet kæres til Højesteret.

Som anført i pkt. 3 ovenfor træffer fogedretten afgørelse om eksigibilitet efter en begrænset formel prøvelse, mens den forpligtede først i forbindelse med en eventuel appel af fogedrettens afgørelse får lejlighed til at udtale sig og komme med indsigelser mod anmodningen. Efter forordningens artikel 43, stk. 3, skal appellen behandles i overensstemmelse med reglerne for kontradiktorisk procedure. Dette må efter Justitsministeriets opfattelse antages at indebære, at parterne skal have lejlighed til at fremsætte bemærkninger i forbindelse med behandlingen af appelsagen, mens bestemmelsen næppe kan antages at indebære, at appelinstansen er forpligtet til at anordne mundtlig forhandling i appelsagen, jf. også § 11 i EF-domskonventionsloven og forarbejderne hertil, jf. Folketingstidende 1985-86, tillæg A, side 2968.

På denne baggrund er lovforslaget udformet sådan, at den ret, hvortil afgørelsen er kæret (landsretten eller Højesteret), skal give parterne adgang til at udtale sig, og at retten kan bestemme, at der skal foretages mundtlig forhandling. Retten skal således tage stilling til spørgsmålet om mundtlig forhandling efter en samlet vurdering af sagens konkrete omstændigheder, herunder parternes ønsker herom.

Der henvises til lovforslagets §§ 2 og 3 og bemærkningerne hertil.

Mens forordningens artikel 43, stk. 5, fastsætter kærefristen for den forpligtede i tilfælde af en afgørelse om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel, indeholder forordningen ingen kærefrist, hvis det fastslås, at retsafgørelsen ikke kan erklæres for eksigibel.

Henset navnlig til, at forordningen i øvrigt indeholder forholdsvis detaljerede regler om fremgangsmåden ved behandlingen af en anmodning om, at en retsafgørelse erklæres eksigibel, herunder om appel af afgørelsen herom, må det efter Justitsministeriets opfattelse anses for bedst stemmende med ordningen efter forordningen, at der €" i modsætning til, hvad der gælder efter EF-domskonventionsloven €" ikke i dansk ret fastsættes en kærefrist for fordringshaveren i denne situation. Det bemærkes, at den praktiske betydning af en kærefrist for fordringshaveren i denne situation i almindelighed ville være forholdsvis begrænset, da en fordringshaver efter kærefristens udløb næppe uden videre vil være afskåret fra at indgive en fornyet anmodning om, at den udenlandske retsafgørelse erklæres for eksigibel.

5.4. Erklæres retsafgørelsen eksigibel, kan den fuldbyrdes efter retsplejelovens regler, f.eks. ved udlæg for pengekrav i skyldnerens aktiver.

Efter forordningens artikel 47 giver en afgørelse om eksigibilitet hjemmel til sikrende retsmidler. Det følger endvidere af bestemmelsen, at så længe den fastsatte appelfrist for eksigibilitets-afgørelsen ikke er udløbet, og så længe der ikke er truffet afgørelse i en eventuel appelsag, er sikrende retsmidler det eneste mulige retsskridt over for aktiver, der tilhører den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse. Bestemmelsen svarer til EF-domskonventionens artikel 39.

Efter EF-domskonventionslovens § 8, stk. 2, er der adgang til at foretage udlæg allerede fra tidspunktet for fogedrettens afgørelse om eksigibilitet, uanset om fogedrettens afgørelse stadig kan kæres eller er påkæret, og uanset om den underliggende udenlandske retsafgørelse kan appelleres eller er under appel. Udlægget har dog alene karakter af en sikrende foranstaltning, og de udlagte aktiver kan således ikke sættes på tvangsauktion, før afgørelsen om eksekvatur er endelig. Tilsvarende tager fogedretten ved udlæg i rede penge eller værdipapirer det udlagte i forvaring. Det er således først, når der foreligger en endelig afgørelse, at der kan foretages tvangsauktion eller andre skridt, der går videre end til at sikre tilstedeværelsen af gods, hvori fuldbyrdelse senere kan ske.

Justitsministeriet har bl.a. i lyset af den forenklede eksekvaturprocedure efter forordningen overvejet, om denne ordning bør opretholdes også efter gennemførelsen af parallelaftalen, eller om der alene bør være adgang til at anvende sædvanlige foreløbige sikringsmidler €" navnlig arrest.

Fogedrettens begrænsede prøvelsesadgang efter forordningen indebærer, at der med den gældende ordning vil kunne opstå tilfælde, hvor der kan foretages udlæg €" midlertidigt og som en sikringsforanstaltning €" i henhold til retsafgørelser, der ikke opfylder betingelserne for anerkendelse eller fuldbyrdelse i Danmark, da indsigelser herom som anført i pkt. 3.4 ovenfor først kan behandles af landsretten efter appel.

En sådan situation må dog forventes sjældent at ville opstå i praksis. Hertil kommer, at der €" hvis den nuværende ordning ikke videreføres €" i stedet må forventes en række anmodninger om andre sikringsmidler, navnlig arrest. Behandlingen af arrestanmodninger er imidlertid væsentligt mere ressourcetung og omkostningskrævende for parterne, mens den gældende adgang til at foretage udlæg er forholdsvis enkel og smidig og efter det oplyste ikke har givet anledning til særlige problemer i praksis. Hertil kommer, at eksekvatursagen i almindelighed må forventes at kunne afsluttes relativt hurtigt, så der foreligger en endelig stillingtagen til, om den udenlandske retsafgørelse kan anerkendes og fuldbyrdes her i landet.

På denne baggrund bør der efter Justitsministeriets opfattelse svarende til ordningen efter EF-domskonventionsloven være adgang til at foretage udlæg eller andre fuldbyrdelsesskridt, når retsafgørelsen er erklæret eksigibel, uanset om kærefristen for afgørelsen om eksigibilitet ikke er udløbet eller en eventuel kære ikke er afgjort. Udlægget mv. vil dog som hidtil alene have karakter af en sikrende foranstaltning, og der vil således f.eks. ikke kunne foretages tvangsauktion over udlagt gods.

Der henvises til lovforslagets § 4, stk. 2, og bemærkningerne hertil.

5.5. I tilknytning til forslaget om, at der kan indgives anmodning til fogedretten om tvangsfuldbyrdelse allerede samtidig med anmodningen om eksekvatur, jf. lovforslagets § 2, stk. 2, og pkt. 5.3 ovenfor, kan det overvejes, hvilket tidspunkt der skal være afgørende ved beregningen af prioritetsstillingen for et udlæg i henhold til en sådan anmodning i forhold til andre udlæg i samme aktiv.

Efter retsplejelovens § 526 regnes et udlægs prioritetsstilling ved flere udlæg i samme aktiv i almindelighed fra tidspunktet for indgivelse af udlægsbegæringen. Dog antages det i retspraksis, at fortrinsretten kan fortabes, såfremt fordringshaveren forsømmer at søge forretningen fremmet.

Da der efter den foreslåede ordning først skal træffes afgørelse om eksigibilitet, før fogedretten vil kunne skride til fuldbyrdelse af retsafgørelsen, vil det i praksis kunne forekomme, at der forløber nogen tid, fra der indgives anmodning om fuldbyrdelse af den udenlandske retsafgørelse, til der foretages udlæg på baggrund af anmodningen. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis eksekvaturanmodningen er mangelfuld og ikke indeholder de nødvendige oplysninger. Det kan i den forbindelse også nævnes, at forordningen ikke indeholder en frist for fordringshaverens kære af en afgørelse om at nægte eksekvatur, jf. pkt. 5.4 ovenfor.

På denne baggrund bør et udlægs plads i rækkefølgen mellem flere udlæg i samme aktiv efter Justitsministeriets opfattelse i disse tilfælde tidligst regnes fra afgørelsen om, at den udenlandske retsafgørelse er eksigibel. I praksis vil dette i vidt omfang svare til, hvad der efter retsplejelovens § 526 ville gælde, hvis fordringshaveren først efter fogedrettens afgørelse om, at den udenlandske retsafgørelse er eksigibel, kunne indgive en anmodning om fuldbyrdelse til fogedretten.

Indeholder eksekvaturanmodningen alle de nødvendige oplysninger og dokumenter, må fogedrettens afgørelse om eksigibilitet i øvrigt i almindelighed antages at kunne træffes inden for få dage efter anmodningens indgivelse.

Der henvises til lovforslagets § 4, stk. 3, og bemærkningerne hertil.

5.6. Som anført i pkt. 4 ovenfor deltager Danmark ikke i vedtagelsen af ændringer til Bruxelles I-forordningen, og sådanne ændringer er ikke bindende for og finder ikke anvendelse i Danmark, jf. forbeholdet om retlige og indre anliggender. Det samme gælder de gennemførelsesforanstaltninger, som Kommissionen med bistand af det rådgivende udvalg vedtager efter forordningens artikel 74. Tiltræder Danmark ikke ændringerne eller gennemførelsesforanstaltningerne, betragtes det som en opsigelse af parallelaftalen, jf. pkt. 4.1 ovenfor.

Efter forordningens artikel 73 skal Kommissionen senest 5 år efter forordningens ikrafttræden (dvs. i løbet af 2007) udarbejde en rapport om anvendelse af forordningen, om fornødent ledsaget af ændringsforslag.

Fremtidige ændringer af forordningen og gennemførelsesbestemmelserne hertil vil antagelig typisk være justeringer af mere teknisk karakter bl.a. i lyset af de praktiske erfaringer med forordningens anvendelse, ligesom der f.eks. kan blive tale om gennemførelsesforanstaltninger om tilpasninger af standardformularerne i bilagene til forordningen.

På denne baggrund foreslås det, at justitsministeren kan bestemme, at loven finder tilsvarende anvendelse på ændringer af og gennemførelsesforanstaltninger til Bruxelles I-forordningen, som Danmark har tiltrådt, jf. parallelaftalens artikel 3 og 4, således at disse også gælder her i landet. Dette indebærer, at man fra dansk side som udgangspunkt administrativt kan tiltræde og gennemføre kommende ændringer af og gennemførelsesforanstaltninger til forordningen. En tilsvarende bemyndigelsesbestemmelse findes i EF-domskonventionslovens § 15. Det bemærkes, at Folketingets Europaudvalg efter de gældende retningslinjer for den danske EU-beslutningsprocedure vil blive orienteret om væsentlige forslag til ændringer af forordningen inden vedtagelsen i Rådet. Hvis der måtte blive tale om ændringer af en sådan karakter, at Danmark ved en tiltrædelse må anses at blive undergivet forpligtelser af større betydning, kræves Folketingets forudgående samtykke efter grundlovens § 19.

Der foregår for tiden forhandlinger mellem de kontraherende parter i Lugano-konventionen €" hvis regler i dag i det væsentlige svarer til reglerne i EF-domskonventionen, jf. pkt. 2.2 ovenfor €" om en modernisering af denne konvention, således at reglerne i det væsentlige kommer til at svare til reglerne efter Bruxelles I-forordningen. Det må på det foreliggende grundlag forventes, at der alene vil blive tale om enkelte justeringer og supplerende bestemmelser i forhold til det, der gælder efter Bruxelles I-forordningen.

Det foreslås på den baggrund, at der i loven indsættes en bemyndigelse til justitsministeren til at bestemme, at loven med de nødvendige ændringer finder tilsvarende anvendelse på konventioner om andre landes (dvs. ikke EU-medlemsstaters) tilknytning til Bruxelles I-forordningen eller regler, der i det væsentlige svarer hertil. Hermed sigtes navnlig til de ovennævnte igangværende forhandlinger om revision af Lugano-konventionen. En konvention, hvorefter de gældende regler i Lugano-konventionen erstattes af regler, der i det væsentlige svarer til reglerne i Bruxelles I-forordningen, vil således kunne tiltrædes og gennemføres administrativt her i landet. Dette svarer i det væsentlige til bestemmelsen i EF-domskonventionslovens § 15, som denne var udformet med henblik på bl.a. dansk tiltræden af Lugano-konventionen, som på daværende tidspunkt var under forhandling (jf. lov nr. 325 af 4. juni 1986).

Hvis Danmark ved at tiltræde sådanne eventuelle overenskomster vil blive undergivet forpligtelser af større betydning, kræves Folketingets forudgående samtykke efter grundlovens § 19.

Der henvises til lovforslagets § 9 og bemærkningerne hertil.

6. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget gennemfører parallelaftalen mellem Fællesskabet og Danmark om Bruxelles I-forordningen og skaber det retlige grundlag for dansk tilknytning på mellemstatsligt grundlag til Bruxelles I-forordningen, der som følge af det danske forbehold vedrørende retlige og indre anliggender ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark.

7. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser m.v.

Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske eller administrative konsekvenser for det offentlige.

Lovforslaget har ikke økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet.

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser.

 

Positive konsekvenser/

mindreudgifter

Negative konsekvenser/

merudgifter

Økonomiske konsekvenser for stat, kommuner og regioner

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for stat, kommuner og regioner

Ingen

Ingen

Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser

for erhvervslivet

Ingen

Ingen

Miljømæssige konsekvenser

Ingen

Ingen

Administrative konsekvenser for borgerne

Ingen

Ingen

Forholdet til EU-retten

Der henvises til bemærkningerne ovenfor under pkt. 6.

8. Høring

Lovforslaget har været sendt til høring hos følgende myndigheder og organisationer mv.:

Præsidenten for Østre Landsret, Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten for Sø- og Handelsretten, Præsidenterne for Københavns Byret og for retterne i Århus, Odense, Aalborg og Roskilde, Dommerforeningen, Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, Advokatrådet, Akademikernes Centralorganisation, Amtsrådsforeningen, Danmarks Fiskeriforening, Danmarks Jurist- og Økonomforbund, Danmarks Rederiforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Ejendomsmæglerforening, Dansk Handel og Service, Dansk Industri, Dansk InkassoBrancheforening, Dansk Retspolitisk Forening, Dansk Sø-Restaurations Forening, Dansk Told- og Skatteforbund, Danske Speditører, De Danske Patentagenters Forening, Det Danske Voldgiftsinstitut, Fagligt Fælles Forbund 3F, Finansrådet, Fiskernes Forbund, FOA €" Fag og Arbejde, Forbrugerrådet, Forenede Danske Motorejere, Foreningen af Advokater og Advokatfuldmægtige, Foreningen af Politimestre i Danmark, Foreningen af Registrerede Revisorer, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Foreningen af Statsforvaltningsdirektører, Foreningen af Statsamtsjurister, Foreningen af Danske Inkassoadvokater, Forsikring & Pension, Frederiksberg Kommune, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd, Handels- og Kontorfunktionærernes forbund i Danmark, HK Landsklubben Danmarks Domstole, HTS-A Arbejdsgiver- og Erhvervsorganisationen, HTS-I, Håndværksrådet, Institut for Menneskerettigheder, Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune, Københavns Retshjælp, Københavns Universitet, Landsforeningen af beskikkede advokater, Landsorganisationen i Danmark LO, Liberale Erhvervs Råd, Maskinmestrenes Forening, Metal Søfart, Politiforbundet i Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Procesbevillingsnævnet, Realkreditrådet, Restaurationsbranchens Forbund, Sammenslutningen af Danske Pantebrevshandlere, Statsansattes Kartel, Statstjenestemændenes Centralorganisation II, Syddansk Universitet, Søfartens Arbejdsmiljøråd, Søfartens Ledere €" Dansk Navigatørforening, Sømændenes Forbund, Sølovudvalgets medlemmer, Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed, Århus Retshjælp og Århus Universitet.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til kapitel 1

Til § 1

Det foreslås, at bestemmelserne i parallelaftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Danmark om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område samt bestemmelserne i Bruxelles I-forordningen og gennemførelsesforanstaltningerne hertil, der udgør en del af parallelaftalen, gælder her i landet, jf. de foreslåede bilag 1-4 til loven. Disse regler erstatter mellem Danmark og de øvrige EU-medlemsstater de gældende regler i EF-domskonventionen. EF-domskonventionsloven vil dog fortsat gælde for sager, som ikke er omfattet af parallelaftalens overgangsregler, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 14.

Svarende til, hvad der i dag gælder efter EF-domskonventionsloven, skal Bruxelles I-forordningens regler om retternes kompetence (værneting) inden for forordningens anvendelsesområde således anvendes i stedet for retsplejelovens værnetingsregler. Tilsvarende skal spørgsmålet om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser mv. fra andre EU-medlemsstater behandles efter reglerne i forordningen (inden for dens anvendelsesområde). Bestemmelserne i Bruxelles I-forordningen er nærmere beskrevet i lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 3.

Parallelaftalens artikel 6, stk. 1, indebærer, at EF-traktatens almindelige bestemmelser om præjudicielle søgsmål finder anvendelse på parallelaftalens område, jf. EF-traktatens artikel 68, stk. 1. Hvis et spørgsmål om gyldigheden eller fortolkningen af parallelaftalen, herunder bestemmelserne i Bruxelles I-forordningen mv., som udgør en del af parallelaftalen, rejses under en retssag ved en dansk domstol, hvis afgørelser ikke kan appelleres, skal domstolen €" hvis den skønner, at en afgørelse af dette spørgsmål er nødvendig, før den afsiger dom €" således anmode EF-Domstolen om at afgøre spørgsmålet. Dette svarer til, at danske domstole på en række andre områder, hvor der kan opstå EU-retlige spørgsmål, efter reglerne i EF-traktaten i visse tilfælde kan eller skal forelægge præjudicielle spørgsmål for EF-Domstolen, hvis afgørelse af de forelagte EU-retlige spørgsmål herefter skal lægges til grund under den danske domstols afgørelse af den sag, der gav anledning til det præjudicielle spørgsmål (EF-traktatens artikel 234).

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 5.

Til kapitel 2

Til § 2

Den foreslåede bestemmelse fastsætter regler om eksekvaturproceduren, dvs. fremgangsmåden ved anmodninger om, at en udenlandsk retsafgørelse erklæres eksigibel i Danmark. Bestemmelsen supplerer reglerne, der er fastsat i parallelaftalen og Bruxelles I-forordningen om f.eks., hvilken ret der er kompetent, og om udformningen af anmodningen.

Den foreslåede fremgangsmåde svarer i vidt omfang til fremgangsmåden efter EF-domskonventionsloven. Når retsafgørelsen er erklæret eksigibel, vil den kunne fuldbyrdes her i landet efter de regler, der gælder for fuldbyrdelse af danske afgørelser med de nødvendige ændringer, jf. lovforslagets § 4 og bemærkningerne hertil. Bruxelles I-forordningen regulerer som EF-domskonventionen alene eksekvaturproceduren, mens reglerne om den efterfølgende tvangsfuldbyrdelse er overladt til medlemsstaterne, hvilket for Danmarks vedkommende navnlig vil sige retsplejelovens regler herom.

Af parallelaftalens artikel 2, stk. 2, litra h, jf. forordningens bilag II, fremgår, at anmodning om eksekvatur for Danmarks vedkommende skal indgives til byretten. Det foreslås i stk. 1, at anmodning indgives til fogedretten svarende til ordningen efter EF-domskonventionsloven. Af forordningens artikel 39 fremgår, at den stedlige kompetence afgøres efter den parts bopæl, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, eller efter fuldbyrdelsesstedet.

Ved EF-domskonventionsloven, der gennemfører EF-domskonventionen i dansk ret, skelnes der ikke som i forordningen udtrykkeligt mellem en anmodning om eksigibilitet og en anmodning om fuldbyrdelse. Principielt er der imidlertid tale om to afgørelser, idet fogedretten først skal tage stilling til, om sagen kan fuldbyrdes, inden fogedretten kan skride til selve fuldbyrdelsen. Endvidere er en anmodning om eksekvatur ikke belagt med retsafgift, mens der opkræves retsafgift af en anmodning om fuldbyrdelse efter de almindelige regler i retsafgiftslovens kapitel 3 om afgifter for foged- og auktionsforretninger, jf. bemærkningerne til lovforslagets § 11.

Med henblik på at sikre en fortsat enkel procedure for indgivelse af en anmodning om eksekvatur og om fuldbyrdelse foreslås det i stk. 2, at der samtidig med anmodning om eksekvatur kan indgives anmodning om efterfølgende tvangsfuldbyrdelse efter retsplejelovens regler. Dette svarer i realiteten til, hvad der gælder efter EF-domskonventionsloven. En anmodning om fuldbyrdelse vil skulle opfylde de almindelige regler i retsplejelovens § 488 om indgivelse af begæringer til fogedretten. Når fogedretten har truffet kendelse om eksekvatur, iværksættes fuldbyrdelsessagen.

Da der ikke i dansk ret er regler for valg af »processuel bopæl«, skal den, der fremsætter en anmodning om eksekvatur, efter forordningens artikel 40, stk. 2, udpege en procesfuldmægtig, hvortil meddelelser vedrørende sagen kan sendes. Det er ikke et krav, at den pågældende opfylder betingelserne i retsplejelovens § 260 for at være rettergangsfuldmægtig, medmindre den pågældende som rettergangsfuldmægtig også skal repræsentere parten under sagen.

Efter forordningens artikel 53 skal rekvirenten (den anmodende part) vedlægge en genpart af den retsafgørelse, der ønskes erklæret eksigibel, og en attest fra den kompetente myndighed i domsstaten. Af attesten, der er vedhæftet forordningen som bilag V, fremgår bl.a., at afgørelsen er eksigibel i domslandet, oplysning om hvornår det indledende processkrift er forkyndt, såfremt sagsøgte er udeblevet, og om der er parter, der har haft fri proces.

Forordningen indeholder ikke regler om, hvilke krav der konkret skal stilles til godtgørelse af afgørelsens ægthed, men en genpart, der f.eks. er bekræftet af den udstedende ret må €" som efter EF-domskonventionslovens § 5, stk. 2, nr. 1 €" i almindelighed anses for at være tilstrækkelig dokumentation.

Er attesten ikke vedlagt anmodningen, kan retten fastsætte en frist for dens fremskaffelse, anerkende et tilsvarende dokument, eller €" såfremt retten anser sagen for tilstrækkeligt oplyst €" fritage for kravet, jf. artikel 55. Retten kan kræve en bekræftet oversættelse af dokumenterne, jf. artikel 55, stk. 2. Retten kan derimod ikke kræve, at dokumenterne er legaliseret, jf. artikel 56.

Fogedrettens prøvelse begrænser sig til, om de formelle betingelser for at erklære den udenlandske retsafgørelse eksigibel er opfyldt, jf. forordningens artikel 41, og lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 3.4. Fogedretten kan således ikke afslå at erklære en retsafgørelse for eksigibel under henvisning til, at retsafgørelsen efter forordningens artikel 34 og 35 ikke kan anerkendes, f.eks. fordi afgørelsen åbenbart strider mod grundlæggende retsprincipper, eller fordi stævningen mv. ikke er behørigt forkyndt for sagsøgte. Indsigelser herom kan først prøves af landsretten i forbindelse med en eventuel kærebehandling.

Fogedretten kan heller ikke prøve sagens realitet (dvs. om afgørelsen materielt er rigtig). Fogedretten må dog kunne prøve, f.eks. om anmodningen er omfattet af forordningens anvendelsesområde, og om anerkendelse og fuldbyrdelse skal nægtes under henvisning til lovforslagets § 5 om visse borgerlige krav i straffesager, jf. bemærkningerne til denne bestemmelse.

Som det også er tilfældet efter EF-domskonventionen, træffes fogedrettens afgørelse, uden at den forpligtede får lejlighed til at udtale sig, jf. forordningens artikel 41. Fogedrettens afgørelse træffes ved kendelse, jf. forslaget til stk. 3.

Fogedretten skal straks underrette fordringshaveren om afgørelsen, jf. forordningens artikel 42. Efter forordningen er det overladt til lovgivningen i medlemsstaterne at bestemme formen for meddelelsen til fordringshaveren, der derfor efter rettens bestemmelse f.eks. kan ske ved almindeligt brev til fordringshaverens repræsentant her i landet. En afgørelse om eksigibilitet skal efter forordningens artikel 42 €" sammen med retsafgørelsen, hvis dette ikke tidligere er sket €" forkyndes for den forpligtede, der så har mulighed for at fremsætte sine indsigelser i forbindelse med en appel.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 5.

Til § 3

Den foreslåede bestemmelse indeholder regler om appel af en eksekvaturafgørelse. Parterne kan efter forslaget til stk. 1, jf. også parallelaftalens artikel 2, stk. 2, litra i, jf. forordningens bilag III, kære afgørelsen om eksekvatur til landsretten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 37 med de fornødne ændringer, jf. nedenfor, hvilket svarer til, hvad der gælder efter EF-domskonventionsloven.

Kærefristen for den forpligtede, hvis den udenlandske retsafgørelse erklæres eksigibel, er efter forordningens artikel 43, stk. 5, en måned fra forkyndelsen af forordningen. Fristen er dog to måneder, hvis den forpligtede har bopæl i en anden medlemsstat, men derimod ikke i et tredjeland. Fristen kan ikke forlænges på grund af afstanden, jf. forordningens artikel 43, stk. 5. Derimod kan retten undtagelsesvis tillade kære af andre grunde efter fristens udløb indtil 6 måneder efter afgørelsen, jf. retsplejelovens § 394, stk. 2. Der gælder derimod ingen kærefrist for fordringshaveren i tilfælde, hvor den udenlandske retsafgørelse ikke erklæres eksigibel.

Efter forslaget til stk. 2, jf. også parallelaftalens artikel 2, stk. 2, litra j, kan landsrettens afgørelse med tilladelse fra Procesbevillingsnævnet kæres til Højesteret. Procesbevillingsnævnet kan give tilladelse, hvis kæren vedrører spørgsmål af principiel karakter, jf. retsplejelovens § 392, stk. 2. Ansøgning om kæretilladelse skal indgives inden 2 uger, efter at afgørelsen er truffet. Procesbevillingsnævnet kan dog undtagelsesvis give tilladelse, hvis ansøgning indgives senere, men inden 6 måneder, efter at afgørelsen er truffet.

Efter forordningens artikel 43, stk. 3, skal appellen behandles i overensstemmelse med reglerne for kontradiktorisk procedure. Det foreslås på den baggrund i stk. 3, at den ret, hvortil afgørelsen er kæret (landsretten eller Højesteret), skal give parterne adgang til at udtale sig, og at retten kan bestemme, at der skal foretages mundtlig forhandling. Retten skal tage stilling til spørgsmålet om mundtlig forhandling efter en samlet vurdering af sagens konkrete omstændigheder, herunder parternes ønsker herom. Retten kan af egen drift €" dvs. også selv om ingen af parterne fremsætter begæring herom €" træffe beslutning om mundtlig forhandling.

Den foreslåede bestemmelse indebærer mindre afvigelser fra de almindelige regler i retsplejelovens kapitel 37. Efter retsplejelovens § 397, stk. 1, har parterne adgang til at fremkomme med skriftlige udtalelser. Retten har imidlertid ikke pligt til udtrykkeligt at vejlede parterne herom, og udtalelser, der fremkommer senere end 10 dage efter byrettens meddelelse om sagens oversendelse til landsretten, tages kun i betragtning, hvis sagen endnu ikke er afgjort. Efter retsplejelovens § 398 kan retten bestemme, at der skal foretages mundtlig forhandling, hvor særlige grunde taler derfor. Udgangspunktet efter de almindelige regler er således, at kæresager behandles på skriftligt grundlag.

Den foreslåede ordning svarer i det væsentlige til, hvad der gælder efter EF-domskonventionslovens § 11.

Efter forordningens artikel 43, stk. 4, skal retten, såfremt den forpligtede ikke giver møde i en appelsag, der er rejst af fordringshaveren, sikre sig, at der er sket behørig forkyndelse for den forpligtede, jf. reglerne i forordningens artikel 26, stk. 2-4.

Appelinstansen kan afslå at erklære retsafgørelsen for eksigibel eller ændre en afgørelse om eksigibilitet af de grunde, der er nævnt i forordningens artikel 34 og 35, jf. lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 3. Afgørelsen skal træffes hurtigst muligt. Appelinstansen kan ikke prøve sagens realitet (dvs. om afgørelsen materielt er rigtig), jf. forordningens artikel 45, stk. 2.

Er den afgørelse, der søges fuldbyrdet, appelleret eller søgt genoptaget eller er fristen herfor ikke udløbet, kan appelinstansen udsætte sagen eller gøre fuldbyrdelsen betinget af sikkerhed, jf. artikel 46.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 5.

Til § 4

Den foreslåede bestemmelse indeholder regler om fuldbyrdelse. Det foreslås i stk. 1, at en retsafgørelse, der er erklæret eksigibel, med de ændringer, der følger af denne lov €" jf. bl.a. stk. 2 og 3 nedenfor €" kan fuldbyrdes efter de regler, som gælder for fuldbyrdelse af danske afgørelser, hvilket navnlig vil sige retsplejelovens regler om tvangsfuldbyrdelse. En tilsvarende bestemmelse findes i EF-domskonventionslovens § 14.

Er der ikke allerede indgivet anmodning om tvangsfuldbyrdelse samtidig med anmodningen om eksekvatur, jf. lovforslagets § 2, stk. 2, fremsættes anmodningen efter den almindelige regel i retsplejelovens § 488.

Efter forslaget til stk. 2 kan der foretages udlæg og andre fuldbyrdelsesskridt, når der er afsagt kendelse om eksigibilitet, selv om fristen for kære af kendelsen endnu ikke er udløbet, eller en indgivet kære endnu ikke er afgjort. Den underliggende retsafgørelse skal være eksigibel i hjemlandet. Derimod kræves det ikke, at den er endelig og upåanket. Bestemmelsen svarer til EF-domskonventionslovens § 8, stk. 2. Det er som efter EF-domskonventionsloven ikke en betingelse, at den for danske afgørelser almindelige fuldbyrdelsesfrist på 14 dage, jf. retsplejelovens § 480, er udløbet.

Erklæres retsafgørelsen eksigibel, kan der foretages fuldbyrdelse efter retsplejelovens regler, f.eks. udlæg for pengekrav i skyldnerens aktiver. Der kan dog, indtil kærefristen er udløbet, eller en eventuel kære er afgjort, ikke foretages skridt, der går videre end til at sikre tilstedeværelsen af gods, hvori fuldbyrdelse kan ske eller andre skridt, der går videre end til at sikre tilstedeværelsen af gods, hvori fuldbyrdelse kan ske. Der kan således i dette tidsrum ikke afholdes tvangsauktion, ligesom fogedretten ved udlæg i rede penge må tage beløbet i forvaring.

Da der kan foretages udlæg for fordringen, vil der i almindelighed ikke være mulighed for at foretage arrest til sikkerhed for kravet, jf. retsplejelovens § 627.

Spørgsmålet om, hvorvidt udlægsforretningen vil kunne udsættes eller betinges af sikkerhedsstillelse, er ikke reguleret i forordningen. Forordningens artikel 46 om udsættelse omfatter alene appelinstansens behandling af eksekvaturspørgsmålet. Hvor særlige omstændigheder efter en samlet konkret vurdering tilsiger det, må det efter Justitsministeriets opfattelse antages, at fogedretten vil kunne udsætte fuldbyrdelsen eller kræve sikkerhedsstillelse efter retsplejelovens § 502, f.eks. indtil afgørelsen om eksigibilitet er endelig. Der kan dog ikke kræves sikkerhedsstillelse med den begrundelse, at fordringshaveren er udlænding eller ikke har bopæl eller opholdssted i Danmark, jf. forordningens artikel 51.

For et udlæg efter denne bestemmelse regnes pladsen i prioritetsrækkefølgen mellem flere udlæg i samme aktiv tidligst fra tidspunktet for rettens afgørelse om, at retsafgørelsen er eksigibel, jf. forslaget til stk. 2, 3. pkt. Bestemmelsen indebærer en mindre afvigelse fra retsplejelovens § 526, hvorefter det er udgangspunktet, at udlægget regnes fra anmodningen om fuldbyrdelse.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 5.

Til § 5

Forordningens artikel 61 indeholder en mulighed for, at medlemsstaterne under visse omstændigheder kan afslå at anerkende eller fuldbyrde en afgørelse om et borgerligt krav truffet i en anden medlemsstat i forbindelse med en sag om retsforfølgning for en uagtsom lovovertrædelse. En lignende bestemmelse findes i artikel II i protokol til EF-domskonventionen, der er gennemført i dansk ret ved EF-domskonventionslovens § 1, § 3, stk. 1, og § 6, stk. 2.

Artikel 61 fastsætter en række betingelser for, at anerkendelse eller fuldbyrdelse kan nægtes. Der skal være tale om en afgørelse vedrørende et borgerligt krav truffet inden for rammerne af en straffesag vedrørende en uagtsom lovovertrædelse. Afgørelsen skal rette sig mod en person, som ikke har bopæl eller er statsborger i afgørelsesstaten. Den pågældende skal være udeblevet efter at være tilsagt til at møde personligt i sagen, og endelig skal den pågældende ikke have haft mulighed for at varetage sine interesser under sagen.

Baggrunden for denne mulighed for at nægte anerkendelse og fuldbyrdelse er, at det i visse stater ikke er muligt at lade sig repræsentere ved andre under sagen, når man er tilsagt til at møde personligt.

Det foreslås, at retten, når de nævnte betingelser er opfyldt, skal nægte at anerkende eller fuldbyrde afgørelsen, hvilket som nævnt svarer til, hvad der gælder efter EF-domskonventionsloven.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 5.

Til § 6

Forordningens artikel 49 indeholder en særregel om fuldbyrdelse af tvangsbøder, hvorefter bøden kun er eksigibel i en anden medlemsstat, når bødens størrelse er endeligt fastsat af retterne i domsstaten.

Det foreslås, at der ikke kan fastsættes eller fuldbyrdes forvandlingsstraf for en udenlandsk tvangsbøde. Det samme gælder med hensyn til afgørelser om afsoning af underholdsbidrag, der er pålagt i udlandet. Bestemmelsen svarer til EF-domskonventionsloven § 12, stk. 2.

Til § 7

Det fremgår af forordningens artikel 50, at såfremt en fordringshaver helt eller delvis har haft fri proces eller været fritaget for gebyrer og omkostninger i domsstaten, skal den pågældende i forbindelse med eksekvaturproceduren have meddelt fri proces eller fritagelse for gebyrer og sagsomkostninger i videst mulig omfang efter lovgivningen i fuldbyrdelseslandet. Det fremgår af den attest, som er udfærdiget af retten i domsstaten og vedlagt anmodningen om fuldbyrdelse, om den pågældende har haft fri proces mv.

Efter parallelaftalens artikel 2, stk. 2, litra b, omfatter retten til fri proces eller fritagelse for gebyrer og sagsomkostninger efter artikel 50 også den, som anmoder om fuldbyrdelse i en anden medlemsstat af en afgørelse om underholdsholdspligt, der er truffet af en administrativ myndighed i Danmark. I disse tilfælde skal den pågældende fremlægge en erklæring fra Justitsministeriet om, at han eller hun opfylder de økonomiske betingelser for helt eller delvis at få meddelt fri proces eller blive fritaget for gebyrer og omkostninger. Bestemmelsen svarer til EF-domskonventionens artikel 44, stk. 3, der er gennemført ved EF-domskonventionslovens § 13.

Efter retsplejelovens § 331, stk. 3, omfatter fri proces, der er meddelt til en sag ved danske domstole, bl.a. også fuldbyrdelse af afgørelsen. Efter retsplejelovens § 503 træffer fogedretten bestemmelse om betaling af omkostninger ved gennemførelsen af kravet.

Det foreslås på denne baggrund, at fordringshaveren i forbindelse med fuldbyrdelsessagen i Danmark har fri proces eller er fritaget for gebyrer og omkostninger i samme omfang som under domssagen i en anden medlemsstat. Bestemmelsen svarer til EF-domskonventionslovens § 13.

Til § 8

Det fremgår af forordningens artikel 57, at officielt bekræftede dokumenter, der er udstedt og eksigible i en medlemsstat, efter anmodning skal erklæres for eksigible i en anden medlemsstat efter eksekvaturproceduren. Bestemmelsen svarer til EF-domskonventionens artikel 50, der er gennemført i dansk ret ved EF-domskonventionslovens § 1 og § 4, stk. 2.

»Officielt bekræftede dokumenter« er ikke defineret i forordningen og er ikke et almindeligt kendt begreb i dansk ret, men kan f.eks. være private retsakter, der er givet en fuldbyrdelsespåtegning af en notar. Aftaler om underholdspligt, som er indgået over for en administrativ myndighed eller bekræftet af en sådan, anses også for et officielt bekræftet dokument, jf. forordningens artikel 57, stk. 2.

Det fremgår endvidere af forordningens artikel 58, at retsforlig, som er eksigible i oprindelseslandet, kan fuldbyrdes på samme betingelser som officielt bekræftede dokumenter. Bestemmelsen svarer til EF-domskonventionens artikel 51, der er gennemført i dansk ret ved EF-domskonventionslovens § 1 og § 4, stk. 2.

Det foreslås på den baggrund, at de foreslåede regler om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser finder tilsvarende anvendelse på anmodninger om, at et officielt bekræftet dokument eller et retsforlig erklæres for eksigibelt, jf. forslaget til nr. 1. Dette svarer til ordningen efter EF-domskonventionslovens § 4, stk. 2.

Også når det gælder officielt bekræftede dokumenter og retsforlig kan fogedretten kun foretage en formel prøvelse af anmodningen, jf. lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 5.3. I landsretten kan fuldbyrdelse kun nægtes, hvis det åbenbart ville stride mod grundlæggende retsprincipper i fuldbyrdelsesstaten. De øvrige nægtelsesgrunde i forordningen er efter deres indhold ikke relevante i relation til officielt bekræftede dokumenter og retsforlig. Såvel fogedretten som senere instanser må dog kunne prøve, f.eks. om anmodningen er omfattet af forordningens anvendelsesområde.

En anmodning om fuldbyrdelse af et officielt bekræftet dokument eller et retsforlig skal vedlægges en attest fra oprindelsesstaten, hvoraf bl.a. fremgår, at dokumentet er eksigibelt, jf. artikel 57, stk. 4, jf. artikel 53, stk. 2, og artikel 58. Attesten er medtaget som henholdsvis bilag V (retsforlig) og VI (officielt bekræftede dokumenter) til forordningen

Det fremgår af forordningens artikel 33, at retsafgørelser truffet i en anden medlemsstat skal anerkendes uden anvendelse af en særlig procedure. Anerkendelsen indebærer, at retsafgørelsen har materiel retskraft (dvs. at en sag mellem samme parter om samme spørgsmål skal afvises, og at afgørelsen, for så vidt angår de spørgsmål, den har afgjort, skal lægges til grund i nye sager mellem parterne). Anerkendelse kan kun nægtes, hvis der foreligger en af de nægtelsesgrunde, der er nævnt i forordningens artikel 34 og 35, jf. herom lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 3. Bestemmelsen svarer til EF-domskonventionens artikel 26, stk. 2, der er gennemført i dansk ret ved EF-domskonventionslovens §§ 1 og 3.

Bestrides anerkendelsen, kan en berettiget part dog gennem en eksekvaturprocedure få rettens afgørelse af, om afgørelsen anerkendes. Det foreslås i nr. 2, at reglerne i lovforslagets kapitel 2 om anerkendelse og fuldbyrdelse finder tilsvarende anvendelse på sådanne anmodninger om, at en retsafgørelse skal anerkendes. Dette svarer til EF-domskonventionslovens § 3, stk. 3.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 5.

Til kapitel 3

Til § 9

Efter forslaget til stk. 1 bemyndiges justitsministeren til at fastsætte gennemførelsesbestemmelser til opfyldelse af parallelaftalen mv., hvis der f.eks. som følge af senere ændringer til forordningen mv. måtte være behov for det (f.eks. om den praktiske fremgangsmåde ved indgivelse af anmodninger til fogedretten).

Efter forslaget til stk. 2 kan justitsministeren bestemme, at loven med de nødvendige ændringer finder anvendelse på ændringer af og gennemførelsesforanstaltninger til Bruxelles I-forordningen, som Danmark har tiltrådt, jf. parallelaftalens artikel 3 og 4. Bestemmelsen indebærer, at fremtidige ændringer af og gennemførelsesforanstaltninger til forordningen som udgangspunkt kan tiltrædes og gennemføres administrativt her i landet.

Efter forslaget til stk. 3 kan justitsministeren fastsætte, at lovens regler med de nødvendige ændringer også skal finde anvendelse på konventioner med andre lande (dvs. ikke EU-medlemsstater) og territorier om tilknytning til reglerne i Bruxelles I-forordningen eller bestemmelser, der i det væsentlige svarer hertil. Hermed sigtes navnlig til de igangværende forhandlinger om revision af Lugano-konventionen. En konvention, hvorefter de gældende regler i Lugano-konventionen erstattes af regler, der i det væsentlige svarer til reglerne i Bruxelles I-forordningen, vil således som udgangspunkt kunne tiltrædes og gennemføres administrativt her i landet.

Udtrykket »territorier« i bestemmelsen sigter til visse EU-medlemsstaters oversøiske territorier, som ikke er omfattet af Bruxelles I-forordningen. Med bestemmelsen bliver det muligt administrativt at gennemføre eventuelle fremtidige aftaler om disse områders tilknytning til forordningen, jf. herved også parallelaftalens § 8, stk. 2.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 5.

Til kapitel 4

Til § 10

Det foreslås, at justitsministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden.

Efter parallelaftalens artikel 12, stk. 2, træder aftalen i kraft den første dag i den sjette måned efter parternes meddelelse om, at de har afsluttet de nødvendige procedurer. Fællesskabet har den 2. maj 2006 meddelt, at man har afsluttet de nødvendige procedurer. Ikrafttrædelsen af parallelaftalen afhænger således af Danmarks meddelelse til Fællesskabet om lovforslagets endelige vedtagelse.

Parallelaftalens artikel 9, jf. forordningens artikel 66, indeholder nærmere overgangsregler for, hvilke sager der til sin tid vil være omfattet af reglerne i parallelaftalen og Bruxelles I-forordningen mv. Reglerne i EF-domskonventionen og EF-domskonventionsloven vil fortsat gælde for sager, som efter disse overgangsregler ikke vil være omfattet af parallelaftalen og Bruxelles-forordningen.

Økonomi- og erhvervsministeren bestemmer tidspunktet for ikrafttrædelsen af sølovens § 190 og § 226, jf. § 2 i lov nr. 599 af 24. juni 2005. Bestemmelserne er endnu ikke sat i kraft. Det foreslås derfor, at økonomi- og erhvervsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelsen af de to ændringer af sølovens § 190 og § 226, som følger af lovforslagets § 13, nr. 1 og 2, jf. også bemærkningerne hertil.

Til § 11

(Retsplejeloven)

Til nr. 1 (§ 247, stk. 1)

Der er tale om en konsekvensændring som følge af, at de særlige bestemmelser om retternes kompetence i parallelaftalen og Bruxelles I-forordningen efter lovforslaget gælder her i landet, jf. lovforslagets § 1. Det foreslås, at det i retsplejelovens § 247, stk. 1 €" som for så vidt angår EF-domskonventionen €" udtrykkeligt fastslås, at de regler om retternes kompetence, der følger af Bruxelles I-forordningen mv., træder i stedet for retsplejelovens almindelige regler herom.

Det foreslås endvidere en konsekvensændring af retsplejelovens § 247, stk. 2.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 5.

Til § 12

(Retsafgiftsloven)

Til nr. 1 (20, nr. 8)

Det foreslås, at det i retsafgiftsloven som et nyt nummer (§ 20, nr. 8) præciseres, at anmodninger om afgørelser efter eksekvaturproceduren efter loven om Bruxelles I-forordningen mv. (og efter EF-domskonventionsloven) er fritaget for retsafgift. Dette svarer til, hvad der antages at gælde i dag efter EF-domskonventionsloven. Der skal derimod som hidtil betales retsafgift efter retsafgiftslovens kapitel 3 om afgifter for foged- og auktionsforretninger for anmodninger om selve fuldbyrdelsen.

Baggrunden for den foreslåede bestemmelse er, at en eksekvaturanmodning efter lovforslaget betragtes som en selvstændig fogedforretning i overensstemmelse med systematikken i forordningen, mens der efter de gældende regler i EF-domskonventionsloven ikke skelnes udtrykkeligt mellem anmodninger om eksekvatur og anmodninger om fuldbyrdelse, jf. lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 2.3.

Det fremgår i øvrigt af forordningens artikel 52, at der ikke må opkræves skat, afgift eller gebyr beregnet i forhold til sagens værdi for behandlingen af eksekvaturanmodninger.

Til § 13

(Søloven)

Til nr. 1 og 2 (§ 190 og § 226, stk. 3)

Der er tale om konsekvensændringer som følge af Danmarks tiltræden på mellemstatsligt grundlag af reglerne i Bruxelles I-forordningen.

Sølovens § 190 og § 226 blev indsat ved lov nr. 599 af 24. juni 2005 om ændring af søloven (Ansvar for forureningsskade forvoldt af bunkerolie og ansvar for skade opstået i forbindelse med søtransport af farlige og forurenende stoffer). Formålet med loven er at gøre det muligt for Danmark at ratificere konventionen om ansvar for forureningsskade opstået i forbindelse med søtransport af farlige og forurenende stoffer (HNS-konventionen) og konventionen om ansvar for forureningsskade forvoldt af bunkersolie (Bunkeroliekonventionen). Danmark har undertegnet, men endnu ikke ratificeret de to konventioner, og bl.a. sølovens § 190 og § 226 er derfor endnu ikke sat i kraft.

De to konventioner indeholder bl.a. regler om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser, der berører Bruxelles I-forordningen. Af Rådets afgørelser om at bemyndige medlemsstaterne til i Fællesskabets interesse at tiltræde konventionerne fremgår, at medlemsstaterne ved ratifikationen eller tiltrædelsen af konventionerne skal fremsætte en erklæring om, at afgørelser vedrørende sagsområder omfattet af de pågældende konventioner, der træffes af en ret i en EU-medlemsstat (med undtagelse af Danmark), anerkendes og fuldbyrdes i overensstemmelse med de relevante interne fællesskabsbestemmelser (for tiden Bruxelles I-forordningen). Rådsafgørelserne gælder som følge af forbeholdet vedrørende retlige og indre anliggender ikke for Danmark.

Svarende til, hvad der vil gælde i forbindelse med de øvrige EU-landes tiltræden af de to konventioner, foreslås det, at der i sølovens regler om anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser i henhold til bunkeroliekonventionen (§ 190) og HNS-konventionen (§ 226) indsættes en bestemmelse om, at anerkendelse og fuldbyrdelse af domme afsagt i en anden EU-medlemsstat sker i overensstemmelse med de relevante fællesskabsregler, som Danmark er omfattet af, herunder tilknyttet ved mellemstatslig aftale. For tiden findes disse bestemmelser i Bruxelles I-forordningen. For så vidt retsafgørelser afsagt i ikke EU-lande vil anerkendelse og fuldbyrdelse i Danmark ske i henhold til konventionernes bestemmelser herom.

Til nr. 3 og 4 (§ 310, stk. 5, og § 429, stk. 3)

Der er tale om konsekvensændringer som følge af Danmarks tiltræden på mellemstatsligt grundlag af reglerne i Bruxelles I-forordningen.

Sølovens § 310, stk. 1 og 4, indeholder regler om henholdsvis værnetingsaftaler og værneting vedrørende tvister om transport af stykgods. Efter § 310, stk. 5, gælder bestemmelserne ikke, bl.a. hvis andet følger af EF-domskonventionen eller Lugano-konventionen. Det foreslås, at bestemmelsen ændres således, at sølovens § 310, stk. 1 og 4, ikke gælder, bl.a. hvis andet følger af lov om Bruxelles I-forordningen mv. eller af EF-domskonventionsloven, herunder af bekendtgørelser udstedt i medfør af disse love. Dette indebærer, at de nævnte bestemmelser ikke finder anvendelse, hvis andet følger af Danmarks forpligtelser i henhold til parallelaftalen vedrørende Bruxelles I-forordningen eller i henhold til EF-domskonventionen og Lugano-konventionen, der er gennemført i dansk ret ved bekendtgørelse i henhold til EF-domskonventionsloven (bekendtgørelse nr. 70 af 12. februar 1996 om anvendelse af lov om EF-domskonventionen mv. på konventionen af 16. september 1988 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager, og de til denne konvention knyttede protokoller mv.)

Sølovens § 429, stk. 1 og 2, indeholder regler om værneting og om værnetingsaftaler i relation til søgsmål om befordring af passagerer og rejsegods. Efter lovens § 429, stk. 3, gælder reglerne ikke, hvis andet følger af EF-domskonventionen. Det foreslås, at bestemmelsen ændres således, at sølovens § 429, stk. 1 og 2, ikke gælder, bl.a. hvis andet følger af loven om Bruxelles I-forordningen mv. eller af EF-domskonventionsloven, herunder af bekendtgørelser i henhold til disse love, jf. ovenfor vedrørende sølovens § 310.

Til § 14

(Sømandsloven)

Til nr. 1-3 (§ 17, stk. 1, nr. 7, § 64, stk. 4 og 5)

Der er tale om konsekvensændringer som følge af Danmarks tiltræden på mellemstatsligt grundlag af reglerne i Bruxelles I-forordningen.

Af sømandslovens § 17, stk. 1, nr. 7, fremgår, at skibsføreren kan afskedige en sømand, hvis denne indbringer en tvist om tjenesteforholdet for udenlandsk myndighed.

Af sømandslovens § 64, fremgår, at en tvist mellem skibsføreren og en sømand om afregning eller tjenesteforholdet i øvrigt, der opstår, mens skibet er i Danmark, kan indbringes for Søfartsstyrelsen. Opstår tvisten, mens skibet er uden for Danmark, kan den forelægges dansk konsul. Det fremgår endvidere, at tvisten ikke kan indbringes for fremmed myndighed.

Af sømandslovens § 64, stk. 3, fremgår endvidere, at sag mod sømanden kan anlægges ved skibets hjemting, hvis sømanden ikke har andet værneting i Danmark.

Sømandslovens § 64, stk. 4, vedrører deponering af pengebeløb hos konsulen. Af § 64, stk. 4, 3. pkt., fremgår, at beløbet kan kræves udbetalt efter 6 måneders forløb, medmindre tvisten forinden er indbragt for dansk domstol.

Bruxelles I-forordningens kapitel II, afdeling 5 (artikel 18-21), der vedrører sager om individuelle arbejdsaftaler, indebærer, at retterne i andre lande efter omstændighederne vil kunne have kompetence til at påkende sager omfattet af sømandslovens § 64.

Det bemærkes i øvrigt, at forordningens artikel 64 indeholder en særbestemmelse om tvister om hyre mv. mellem en skibsfører og et besætningsmedlem på et søgående skib, der er indregistreret i Grækenland eller Portugal. Efter bestemmelsen kan retten først påkende tvisten, når den diplomatiske eller konsulære repræsentant, som skibet henhører under, er blevet underrettet om tvisten. Bestemmelsen er tidsbegrænset og gælder i 6 år fra forordningens ikrafttræden. Efter parallelaftalens artikel 2, stk. 2, litra d, finder bestemmelsen også anvendelse på skibe, der er indregistreret i Danmark.

Det foreslås, at sømandslovens § 17, stk. 1, nr. 7, ændres således, at skibsføreren kan afskedige en sømand, hvis denne i strid med lovens § 64 indbringer en tvist om tjenesteforholdet for udenlandsk myndighed. Det er således ikke afskedigelsesgrund, såfremt en sømand indbringer tvisten for en udenlandsk ret i tilfælde, hvor denne ret i henhold til bestemmelserne i f.eks. Bruxelles I-forordningen er kompetent til at påkende sagen, jf. nedenfor vedrørende forslaget til sømandslovens § 64, stk. 4.

Det foreslås endvidere i sømandslovens § 64, stk. 4, 3. pkt., at »dansk domstol« ændres til »retten«. Det kræves således ikke, at tvisten er indbragt for en dansk domstol, men det forudsættes, at der er tale om en domstol, som efter dansk ret er kompetent til at behandle tvisten, f.eks. i medfør af reglerne i Bruxelles I-forordningen.

Det foreslås endelig som et nyt stk. 5 i sømandslovens § 64, at sømandslovens § 64, stk. 2 og 3, ikke gælder, hvis andet følger af loven om Bruxelles I-forordningen mv. Dette indebærer, at de nævnte bestemmelser ikke finder anvendelse, hvis andet følger af Danmarks forpligtelser i henhold til parallelaftalen vedrørende Bruxelles I-forordningen.

Til § 15

Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed.

1) EFT L 12 af 16.1.2001, s. 1. Senest ændret ved tiltrædelsesakten af 2003.