L 44 (som fremsat): Forslag til lov om ændring af retsplejeloven. (Varetægtsfængsling i isolation).

Fremsat den 25. oktober 2006 af justitsministeren (Lene Espersen)

Forslag

til

Lov om ændring af retsplejeloven

(Varetægtsfængsling i isolation)

§ 1

I retsplejeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1001 af 5. oktober 2006, foretages følgende ændringer:

1.§ 747 affattes således:

» § 747. Retsmøde afholdes, når der fremsættes anmodning om foranstaltninger, som kræver rettens medvirken.

Stk. 2. Efter anmodning afholdes endvidere retsmøde, når det er påkrævet for at sikre bevis, som

1) det ellers må befrygtes vil gå tabt,

2) ikke uden uvæsentlig ulempe eller forsinkelse vil kunne føres for den dømmende ret, eller

3) må antages at være af betydning for efterforskningen eller af hensyn til en offentlig interesse.

Stk. 3. Retsmøde med henblik på at sikre bevis kan endvidere afholdes efter anmodning, såfremt

1) sigtede er varetægtsfængslet i isolation,

2) sikringen af bevis vil kunne få betydning for spørgsmålet om isolationens ophævelse, og

3) væsentlige praktiske hensyn ikke taler imod.

Stk. 4. Imødekommer retten en anmodning efter stk. 3, skal retsmødet afholdes snarest og så vidt muligt inden for 2 uger fra rettens modtagelse af anmodningen.«

2. I § 770 b indsættes som stk. 2:

» Stk. 2 . Hvis arrestanten er under 18 år, må isolation kun iværksættes eller fortsættes, hvis der i øvrigt foreligger helt særlige omstændigheder, som gør det påkrævet.«

3. I § 770 c, stk. 1, ændres »4 uger« til: »14 dage«.

4. I § 770 c, stk. 2, ændres »8 uger« til: »4 uger«.

5.§ 770 c, stk. 3, affattes således:

» Stk. 3 . Hvis sigtelsen angår en lovovertrædelse, som efter loven kan medføre fængsel i 6 år eller derover, må isolation ikke finde sted i et sammenhængende tidsrum på mere end 8 uger. Retten kan dog undtagelsesvis tillade, at en isolation udstrækkes ud over 8 uger, hvis afgørende hensyn til forfølgningen gør fortsat isolation påkrævet, uanset den tid arrestanten hidtil har været isoleret, og lovovertrædelsen kan ventes at ville medføre straf af fængsel i mindst 2 år.«

6. I § 770 c indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:

» Stk. 4 . Isolation må ikke finde sted i et sammenhængende tidsrum på mere end 6 måneder, medmindre sigtelsen angår en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitler 12 eller 13 eller en overtrædelse af straffelovens §§ 191 eller 237.«

Stk. 4 bliver herefter stk. 5.

7.§ 770 c, stk. 4, der bliver stk. 5, affattes således:

» Stk. 5. Hvis arrestanten er under 18 år, må isolation ikke finde sted i et sammenhængende tidsrum på mere end 4 uger, medmindre sigtelsen angår en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitler 12 eller 13.«

8.§ 770 d, stk. 1, ophæves, og i stedet indsættes:

»Rettens afgørelse om isolation træffes ved særskilt kendelse herom. Træffer retten afgørelse om isolation, skal retten i kendelsen anføre

1) den konkrete vanskeliggørelse, der foreligger risiko for i sagen,

2) grundlaget i den konkrete sags oplysninger for at antage, at den i nr. 1 nævnte risiko foreligger, og

3) de konkrete omstændigheder, hvorpå det i øvrigt støttes, at betingelserne i §§ 770 a-770 c for isolation eller fortsat isolation er opfyldt.«

9. I § 770 d indsættes som stk. 3:

» Stk. 3 . Politiets anmodning om fortsat isolation skal fremsættes skriftligt over for retten. Anmodningen skal være begrundet. Inden politiet fremsætter anmodning om forlængelse ud over 8 uger, jf. § 770 c, stk. 3, eller ud over 4 uger, hvis arrestanten er under 18 år, jf. § 770 c, stk. 5, skal Rigsadvokatens godkendelse indhentes. Hvis Rigsadvokatens godkendelse ikke foreligger, kan forlængelse af isolation ikke ske.«

10. I § 770 e, 2. pkt., ændres »8 uger« til: »4 uger«.

11. I § 781, stk. 1, nr. 3, ændres »§ 59, stk. 5« til: »§ 59, stk. 7, nr. 1-5«.

§ 2

Loven træder i kraft den 1. januar 2007.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

I en række tilfælde er det nødvendigt under efterforskningen af straffesager at iværksætte varetægtsfængsling i isolation af personer, som sigtes for kriminalitet. Isolationsfængsling kan være særdeles belastende for vedkommende, og det er derfor efter Justitsministeriets opfattelse vigtigt til stadighed at være opmærksom på, hvorledes omfanget og varigheden af varetægtsfængslinger i isolation kan begrænses uden at kompromittere et grundlæggende hensyn til efterforskning og opklaring af forbrydelser.

I overensstemmelse hermed har lovforslaget til formål at fastholde den nedgang i antallet af isolationsfængslinger, som er opnået med ændringen i 2000 af retsplejelovens regler om isolation, jf. lov nr. 428 af 31. maj 2000, samt at begrænse varigheden af varetægtsfængslinger i isolation.

De foreslåede nye regler bygger på Strafferetsplejeudvalgets betænkning nr. 1469/2006 om varetægtsfængsling i isolation efter 2000-loven. På de punkter, hvor der har været uenighed i udvalget, bygger lovforslaget på flertallets forslag.

Strafferetsplejeudvalget har i sin betænkning evalueret de gældende regler om varetægtsfængsling i isolation. Desuden har udvalget i overensstemmelse med, hvad der er anført i regeringsgrundlaget »Nye mål« fra 2005, set på muligheden for yderligere at begrænse anvendelsen af isolationsfængsling.

Med henblik på at opnå en helt generel begrænsning i den tidsmæssige udstrækning af isolation foreslås de gældende tidsgrænser for isolation nedsat.

Dette gælder for det første den ufravigelige overgrænse for isolation på 4 uger for lovovertrædelser, der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover, men ikke i 4 år. Denne overgrænse foreslås nedsat til 14 dage.

For det andet foreslås den ufravigelige overgrænse for isolation på 8 uger for lovovertrædelser, der efter loven kan medføre fængsel i 4 år eller derover, men ikke i 6 år, nedsat til 4 uger.

For det tredje foreslås den fravigelige overgrænse for isolation på 3 måneder for lovovertrædelser, der efter loven kan medføre fængsel i 6 år eller derover, nedsat til 8 uger. Desuden foreslås den gældende adgang for retten til undtagelsesvis at tillade, at isolation i disse tilfælde udstrækkes ud over den almindelige overgrænse, hvis afgørende hensyn til forfølgningen gør fortsat isolation påkrævet, yderligere begrænset. Det foreslås således, at der tillige opstilles krav om, at lovovertrædelsen kan ventes at ville medføre straf af fængsel i mindst 2 år. Endvidere foreslås det, at en isolation i intet tilfælde kan opretholdes ud over 6 måneder, medmindre sigtelsen angår en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitler 12 eller 13 (terrorisme mv.) eller en overtrædelse af straffelovens § 191 (narkotikakriminalitet) eller § 237 (drab).

For det fjerde foreslås den gældende ufravigelige overgrænse på 8 uger for isolation af unge 18 år nedsat til en normal €" men ikke ufravigelig €" overgrænse på 4 uger. Overgrænsen vil efter forslaget alene kunne fraviges, hvis sigtelsen angår en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitler 12 eller 13 (terrorisme mv.).

Forslaget vedrører kun i begrænset omfang betingelserne for at iværksætte og opretholde isolation, idet de gældende betingelser i retsplejelovens §§ 770 a og 770 b ikke foreslås ændret. Der foreslås dog en præcisering og skærpelse af betingelserne for at iværksætte og opretholde varetægtsfængsling i isolation af unge under 18 år.

Herudover indeholder forslaget en justering af den gældende bestemmelse om domstolenes begrundelsespligt ved afgørelser om isolation eller fortsat isolation. Sigtet med denne justering er såvel bedre begrundelser som en begrænsning af varetægtsfængslinger i isolation.

Lovforslaget indeholder desuden en ny bestemmelse, hvorefter anklagemyndighedens anmodning til retten om fortsat isolation (men altså ikke om iværksættelse af isolation) skal fremsættes skriftligt. Anmodningen skal endvidere være begrundet. Endvidere foreslås det, at Rigsadvokatens godkendelse skal indhentes, inden anklagemyndigheden fremsætter anmodning om forlængelse af isolation ud over 8 uger (ud over 4 uger, når arrestanten er under 18 år). Det foreslås i den forbindelse desuden, at forlængelse ikke kan ske, hvis Rigsadvokatens godkendelse ikke foreligger.

Der foreslås endvidere en ændring af retsplejelovens bestemmelse om afholdelse af såkaldt anticiperet bevisførelse €" d.v.s. afholdelse af bevisførelse før hovedforhandlingen (domsforhandlingen). Forslaget indebærer udvidede muligheder for anticiperet bevisførelse med henblik på at begrænse varigheden af en iværksat isolationsfængsling.

Det foreslås endvidere, at adgangen til at få kæremål om isolation behandlet mundtligt udvides.

Endelig foreslås en konsekvensændring i retsplejeloven som følge af en ændring, der er foretaget i udlændingeloven ved lov nr. 324 af 18. maj 2005.

2. Varetægtsfængsling i isolation

2.1. Indledning

Dette lovforslag vedrører den isolation, der sker efter rettens bestemmelse med hjemmel i retsplejelovens §§ 770 a-770 c, dvs. isolation, der iværksættes under sigtedes varetægtsfængsling og har til formål at forhindre, at den sigtede €" trods varetægtsfængslingen €" modvirker eller vanskeliggør opklaringen og forfølgningen i sagen. Sigtede kan f.eks. modvirke eller vanskeliggøre forfølgningen ved at true vidner, ved at træffe aftaler om urigtige forklaringer med vidner eller medsigtede, ved at advare eller påvirke andre eller ved at få dem til at fjerne spor eller lignende.

Baggrunden for at anvende varetægtsfængsling i isolation efter reglerne i retsplejelovens §§ 770 a-770 c er således hensynet til strafforfølgningen. I nogle straffesager er muligheden for at gennemføre en efterforskning og en rigtig pådømmelse af sagen afhængig af, at det i kortere eller længere tid er muligt at afskære sigtede fra kontakt med medsigtede, vidner eller andre. Aftaler om at afgive urigtige, samstemmende forklaringer over for politiet og i retten eller bistand til at fjerne eller ødelægge spor kan gøre det umuligt at strafforfølge den pågældende.

2.2. Tidligere overvejelser og reformer

Strafferetsplejeudvalgets betænkning nr. 1469/2006 om varetægtsfængsling i isolation efter 2000-loven er den fjerde betænkning, som udvalget har afgivet om dette emne.

Frem til strafferetsplejereformen pr. 1. oktober 1978 var det hovedreglen, at varetægtsarrestanter i almindelighed ikke havde samkvem med andre indsatte, jf. den dagældende § 784 i retsplejeloven. Bestemmelsen byggede på det synspunkt, at anbringelse i enrum var en ret, der med visse begrænsninger tilkom varetægtsarrestanter. Spørgsmålet om enrumsanbringelse (isolation) var et administrativt anliggende, som blev afgjort af arrestinspektøren.

Ved lov nr. 243 af 8. juni 1978 blev bestemmelsen i retsplejelovens § 784 erstattet med nye regler om varetægtsfængsling i isolation, jf. retsplejelovens §§ 770-776 og § 778. Lovændringen byggede på et lovudkast i Strafferetsplejeudvalgets betænkning nr. 728/1974 om anholdelse og varetægt, hvor det om spørgsmålet om behandlingen af varetægtsarrestanter i betænkningen, side 51ff., bl.a. er anført:

»Udgangspunktet ved formuleringer og fortolkninger af reglerne om behandling af varetægtsfanger må være, at de kun skal være undergivet de indskrænkninger, der er nødvendige enten af hensyn til de øjemed, der har motiveret varetægten, eller af hensyn til fængselsordenen.«

Med hensyn til spørgsmålet om varetægtsarrestanters samkvem med andre indsatte (isolation) er det i betænkningen, side 52, bl.a. anført:

»Det følger af det anførte hovedsynspunkt, at varetægtsarrestanter bør have adgang til samkvem med andre indsatte, i det omfang det ikke er til skade for efterforskningen eller fængselsordenen.

I sager, hvor varetægt skyldes fare for bevisødelæggelse, typisk i sager med flere sigtede, må varetægt etableres på en sådan måde, at sigtede ikke får mulighed for ved at aftale forklaringer med andre eller på anden måde ødelægge beviserne. Det kan medføre, at det kan være nødvendigt at holde sigtede afsondret i nogen tid, evt. helt til domsforhandlingen. I sager, hvor varetægt skyldes flugtfare, gentagelsesfare eller hensynet til retshåndhævelsen, vil der derimod normalt ikke være noget til hinder for, at sigtede har fællesskab med andre indsatte, [€].«

Ifølge lovændringen i 1978 kunne isolation af varetægtsarrestanter kun ske af hensyn til »varetægtsfængslingens øjemed«. I praksis anvendtes isolation næsten udelukkende i forbindelse med kollusionsarrest (dvs. med henblik på at undgå, at sigtede vanskeliggør forfølgningen i sagen), men isolation var efter forarbejderne ikke udelukket, selv om varetægtsfængsling var iværksat af andre grunde end en kollusionsrisiko.

1978-lovændringen betød ikke en udvidelse af adgangen til at anvende isolation. Ikke desto mindre satte debatten og kritikken af anvendelsen af isolationsfængsling for alvor ind de følgende år, både i nyhedsmedier, i faglitteratur og i Folketinget. I forbindelse med behandlingen af nogle private lovforslag i oktober 1982 blev spørgsmålet om ændringer af retsplejelovens regler om isolation drøftet i Folketinget, og der var i Folketinget en bred tilslutning til ønsket om gennem lovændringer at begrænse anvendelsen af isolation. 

På den baggrund anmodede Justitsministeriet den 28. oktober 1982 Strafferetsplejeudvalget om en udtalelse om spørgsmålet.

Med betænkning nr. 975/1983 om isolation af varetægtsarrestanter afgav Strafferetsplejeudvalget sin udtalelse med udkast til forslag til lov om ændring af retsplejeloven. Ved lov nr. 299 af 6. juni 1984 blev der gennemført ændringer i retsplejelovens regler om isolation af varetægtsarrestanter på grundlag af betænkning nr. 975/1983. Lovændringen indebar bl.a., at der fremover alene kunne ske varetægtsfængsling i isolation, hvis varetægtsfængslingen var besluttet i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3 (såkaldt »kollusionsarrest«).

Under behandlingen af et privat lovforslag den 11. april 1989 om ændring af retsplejeloven (isolation) drøftede Folketinget spørgsmålet om en ændring af isolationsbestemmelserne fra 1984. Der var under forhandlingerne almindelig tilslutning til, at reglerne om isolation på ny blev forelagt Strafferetsplejeudvalget. Justitsministeriet anmodede på den baggrund Strafferetsplejeudvalget om at fortage en gennemgang og vurdering af de gældende bestemmelser om isolationsanbringelse. Udvalget blev i den forbindelse anmodet om at indhente oplysninger om retstilstanden på området i andre lande.

Der var i Strafferetsplejeudvalget enighed om, at en egentlig videnskabelig undersøgelse af de eventuelle psykiske skadevirkninger af isolationsanbringelse under varetægtsfængsling måtte tilvejebringes for at give udvalget et tilstrækkeligt fyldestgørende grundlag for at kunne vurdere behovet for lovændringer på området. Justitsministeriet tiltrådte Strafferetsplejeudvalgets opfattelse, og den 17. september 1990 meddelte Folketingets Retsudvalg sin tilslutning til, at der blev iværksat en undersøgelse som foreslået.

Strafferetsplejeudvalget iværksatte herefter i 1990 en videnskabelig undersøgelse (isolationsundersøgelsen). Isolationsundersøgelsen bestod dels i en forløbsundersøgelse (en vurdering af de psykiske helbredsfunktioner under forløbet af varetægtsfængsling), dels i en indlæggelsesundersøgelse (en vurdering af indlæggelsesrisikoen for varetægtsarrestanter i isolation og ikke-isolation).

Uafhængigt af gennemførelsen af denne isolationsundersøgelse indhentede Strafferetsplejeudvalget til brug for sine overvejelser materiale om retstilstanden vedrørende isolation i 15 andre europæiske lande. Disse oplysninger dannede baggrund for udvalgets betænkning nr. 1219/1991 om isolationsfængsling i andre europæiske lande. I betænkningen konkluderede udvalget, at udvalgets undersøgelse ikke i sig selv gav udvalget anledning til at foreslå ændringer af de gældende danske isolationsregler.

Første del af den nævnte isolationsundersøgelse blev afsluttet i 1994 med rapporten »Isolationsundersøgelsen €" varetægtsfængsling og psykisk helbred«, mens efterundersøgelsen blev afsluttet i 1997 med rapporten »Efterundersøgelsen €" en opfølgningsundersøgelse af danske varetægtsarrestanter«. Rapporten om efterundersøgelsen fra 1997 indeholder følgende samlede konklusion af undersøgelserne, jf. side 59:

»Samlet €" dvs. på grundlag af grund- og efterundersøgelsen €" må det herefter konkluderes, at varetægtsfængsling i isolation sammenlignet med ikke-isolation indebærer en belastning og risiko for forstyrrelse af det psykiske helbred.

Det må på den baggrund lægeligt og psykologisk anbefales, at man ikke øger belastninger forbundet med varetægtsfængsling ved at anvende isolation.«

Herefter afgav Strafferetsplejeudvalget betænkning nr. 1358/1998 om varetægtsfængsling i isolation. Betænkningen indeholdt bl.a. en række statistiske oplysninger om antallet af isolationsfængslinger, varigheden heraf og de former for kriminalitet, som de isolerede varetægtsarrestanter var sigtet for. Betænkningen indeholdt desuden et forslag til nye regler om varetægtsfængsling i isolation. Hovedsigtet med udvalgets lovudkast var at opnå en væsentlig begrænsning i brugen af isolation.

På grundlag af betænkning nr. 1358/1998 fremsatte justitsministeren den 6. oktober 1999 forslag til lov om ændring af retsplejeloven og straffeloven (Varetægtsfængsling i isolation, varetægtsfængsling under domsforhandlingen, vidnebeskyttelse, vidneudelukkelse for præster fra andre trossamfund, afhøringer i sager ved Højesteret samt klager over anklagemyndighedens sagsbehandling mv.) (L 14). De foreslåede regler var på en række punkter skærpet i forhold til Strafferetsplejeudvalgets lovudkast i betænkningen.

Lovforslag nr. L 14, som blev vedtaget som lov nr. 428 af 31. maj 2000, trådte i kraft den 1. juli 2000. Der henvises herom til Folketingstidende 1999-2000, forhandlingerne, sp. 498-507, 6607, 8202-8203 og 6991-6992, tillæg A, sp. 133-215, tillæg B, sp. 479-485 og 702-707, samt tillæg C, sp. 715-718. Ændringen af reglerne om isolation i 2000 indebar navnlig følgende:

€" En præcisering og skærpelse af betingelserne for at iværksætte og opretholde isolation, jf. retsplejelovens §§ 770 a og 770 b.

€" Et krav om mere konkret begrundede kendelser om isolation, jf. § 770 d, stk. 1.

€" Kortere tidsbegrænsninger for isolation, herunder

€" en ufravigelig overgrænse på 4 uger, når der er rejst sigtelse for en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover, men ikke i 4 år, jf. § 770 c, stk. 1,

€" en ufravigelig overgrænse for isolation på 8 uger, når der er rejst sigtelse for en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 4 år eller derover, men ikke i 6 år, jf. § 770 c, stk. 2,

€" en overgrænse for isolation på 3 måneder, når der er rejst sigtelse for en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 6 år eller derover, men med en meget snæver adgang for retten til undtagelsesvis at tillade, at isolation udstrækkes ud over 3 måneder, hvis afgørende hensyn til strafforfølgningen gør fortsat isolation påkrævet, jf. § 770 c, stk. 3, og

€" særlige regler om arrestanter under 18 år, herunder en ufravigelig overgrænse for isolation på 8 uger uanset kriminalitetens art, jf. § 770 c, stk. 4, og § 770 d, stk. 2.

€" En udvidet adgang til mundtlig behandling af kæremål, jf. § 770 e.

€" En udvidet adgang til at afhøre sigtede og vidner i retten forud for domsforhandlingen (anticiperet bevisførelse) med henblik på at ophæve isolationen efter en sådan bevissikring, jf. § 747, 3. pkt.

€" Ændrede administrative regler for behandlingen af isolationsfængslede, så de negative virkninger, der er forbundet med isolationsanbringelse, søges imødegået, jf. § 776.

€" Ændrede regler om afkortning i idømt frihedsstraf, så isolationsfængslede får en særlig kompensation ved et fradrag på 1 dag for hvert påbegyndte 3 døgn, den dømte efter rettens bestemmelse har været varetægtsfængslet i isolation (dvs. 3 ugers isolationsfængsling giver et fradrag på 4 uger i idømt frihedsstraf), jf. straffelovens § 86, stk. 1.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.1., 5.1., 6.1., 7.1., 8.1.1. og 8.2.1. i de almindelige bemærkninger, hvor de nugældende regler, som ændret senest i 2000, er nærmere omtalt.

I forarbejderne til lov nr. 428 af 31. maj 2000 tilkendegav Justitsministeriet, at der efter lovens vedtagelse ville blive iværksat en evaluering af de nye regler om isolationsfængsling. Af punkt 2.7.3. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget fremgår således bl.a. følgende:

»Justitsministeriet vil efter en gennemførelse af lovforslaget løbende følge udviklingen i antallet og varigheden af isolationsfængslinger. Justitsministeriet vil desuden anmode Strafferetsplejeudvalget om at vurdere, om reglerne har haft den tilsigtede virkning, med henblik på at Strafferetsplejeudvalgets udtalelse kan foreligge, når de nye regler om isolationsfængsling har været i kraft i 5 år.«

Justitsministeriet anmodede i juni måned 2000 Rigsadvokaten om at iværksætte en løbende statistikindsamling med henblik på, at Justitsministeriet én gang årligt kunne modtage oplysning om udviklingen på området bl.a. med henblik på en foreløbig orientering af Folketingets Retsudvalg. Justitsministeriet anmodede desuden i 2001 Strafferetsplejeudvalget om inden udgangen af 2005 at evaluere de regler om varetægtsfængsling i isolation, som på grundlag af udvalgets betænkning nr. 1358/1998 blev gennemført ved lov nr. 428 af 31. maj 2000. Ved tillægskommissorium af 1. juni 2005 blev udvalget desuden anmodet om at overveje mulighederne for yderligere at begrænse anvendelsen af isolationsfængsling.

2.3. Strafferetsplejeudvalgets betænkning nr. 1469/2006

Strafferetsplejeudvalgets betænkning nr. 1469/2006 indeholder dels en evaluering af de ved lov nr. 428 af 31. maj 2000 gennemførte regler om isolation, dels udvalgets overvejelser om mulighederne for yderligere at begrænse anvendelsen af isolation.

Udvalget har sammenfattet sine overvejelser således, jf. betænkningens side 90-91:

»Sammenfattende er det udvalgets vurdering, at 2000-loven nok har virket efter hensigten ved en nedbringelse af det absolutte antal isolationsfængslinger og det samlede årlige antal isolationsdage, men der er usikkerhed om, hvorvidt tendensen holder, og der er ikke sket en nedbringelse af den gennemsnitlige varighed af isolationsfængslingerne. Hertil kommer [€] ikke ubetydelige lokale forskelle.«

Der er nedenfor under pkt. 2.3.1.-2.3.5. i lovforslagets almindelige bemærkninger redegjort for udvalgets evaluering af de ændringer af retsplejelovens regler om varetægtsfængsling i isolation, som blev gennemført ved lov nr. 428 af 31. maj 2000. Strafferetsplejeudvalgets forslag om lovændringer med henblik på yderligere at begrænse anvendelsen af isolation er gennemgået under pkt. 4-9 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

2.3.1. Udviklingen i antallet af isolationsfængslinger

I betænkning nr. 1469/2006 har Strafferetsplejeudvalget €" på grundlag af Rigsadvokatens årlige isolationsredegørelser 2001-04 og Justitsministeriets Forskningsenheds «Undersøgelse af udviklingen i anvendelsen af isolationsfængsling» (november 2005) €" redegjort for udviklingen i anvendelsen af isolationsfængsling siden den ændring af retsplejelovens regler om isolation, der skete i 2000.

Det fremgår af betænkningen bl.a., at der allerede inden lovændringen i 2000 viste sig en faldende tendens i anvendelsen af isolation. Det samlede antal afsluttede varetægtsfængslinger i isolation faldt således fra 1142 i 1995 til 818 i 1999. Som følge af den samtidige stigning i antallet af varetægtsfængslinger faldt også den procentuelle andel af isolationsfængslinger af det samlede antal varetægtsfængslinger ganske markant fra 20,1 pct. i 1995 til 12,7 pct. i 1999.

2000-loven (lov nr. 428 af 31. maj 2000), der trådte i kraft den 1. juli 2000, gav sig udslag i en markant og næsten øjeblikkelig nedgang i anvendelsen af isolation. Således faldt det samlede antal isolationsfængslinger fra 818 i 1999 til 618 i 2000, mens den procentuelle andel af isolationsfængslinger af det samlede antal varetægtsfængslinger i 2000 blev mere end halveret (fra i gennemsnit 92 ud af i alt 890 varetægtsarrestanter (svarende til 10,3 pct.) i 1. halvår af 2000 til i gennemsnit 41 ud af 863 (svarende til 4,8 pct.) i sidste halvår af 2000.

Den faldende tendens fortsatte i 2001, 2002 og 2003. I 2003 udgjorde det samlede antal afsluttede isolationsfængslinger 476, hvilket svarer til et fald på ca. 42 pct. i forhold til 1999 (dvs. det sidste hele år før lovændringen). I 2004 blev den faldende tendens afløst af en ganske væsentlig stigning på 22 pct. i forhold til 2003. 2004-tallet (i alt 580 afsluttede varetægtsfængslinger i isolation) ligger dog stadig under niveauet før lovændringen.

Også isolationsfængslingernes andel af det samlede antal varetægtsfængslinger faldt i de første tre år efter lovændringen. Isolationsandelen udgjorde således 9,5 pct. i 2001, 8,2 pct. i 2002 og 7,7 pct. i 2003. Isolationsfængslingernes andel af det samlede antal varetægtsfængslinger steg imidlertid i 2004, hvor andelen udgjorde 9,8 pct. Isolationsandelen ligger dog stadig væsentligt under niveauet før lovændringen i 2000, idet andelen i 1999 udgjorde 12,7 pct.

Der henvises til betænkningens side 49-56.

Om udviklingen i anvendelsen af varetægtsfængsling i isolation i 2005 kan Justitsministeriet oplyse, at det samlede antal afsluttede isolationsfængslinger udgjorde 532. Der er således indtrådt et fald på ca. 50 isolationsfængslinger (svarende til 8 pct.) i forhold til 2004. Der er i 2005 endvidere indtrådt et mindre fald i den procentuelle andel af varetægtsfængslede, der anbringes i isolation. Således udgjorde denne andel i 2005 9,2 pct. mod 9,8 pct. i 2004. Der henvises i øvrigt til Rigsadvokatens redegørelse med bilag af 4. maj 2006 om anvendelsen af varetægtsfængsling i isolation i 2005, som blev sendt til Folketingets Retsudvalg den 10. maj 2006.

2.3.2. Udviklingen i den gennemsnitlige varighed af isolationsfængslinger

Mens antallet af det samlede antal isolationsfængslinger faldt på landsplan i perioden 1995-99, gjorde et tilsvarende fald sig ikke umiddelbart gældende for den gennemsnitlige varighed af isolation, der over hele perioden lå nogenlunde konstant på mellem 32 og 35 dage.

I 2000 og 2001 faldt den gennemsnitlige varighed til 28 dage, hvorefter den igen steg. Fra 2002 til 2003 skete der således en stigning i den gennemsnitlige varighed af isolation fra 30 til 37 dage. I 2004 udgjorde den gennemsnitlige varighed 36 dage. Forøgelsen i den gennemsnitlige varighed fra 2001 til 2004 udgør altså 29 pct.

I 2001 var 8 personer varetægtsfængslet i isolation ud over 3 måneder (i gennemsnit 3 måneder og 15 dage), mens antallet i 2002 udgjorde 4 personer (i gennemsnit 4 måneder og 19 dage). I 2003 var 21 personer varetægtsfængslet i isolation ud over 3 måneder (i gennemsnit 4 måneder og 13 dage), mens antallet i 2004 udgjorde 16 personer (i gennemsnit 4 måneder og 5 dage).

Der henvises til betænkningens kapitel 4, side 58-61.

Den gennemsnitlige varighed af isolationsfængslinger udgjorde 33 dage i 2005, jf. Rigsadvokatens redegørelse med bilag af 4. maj 2006 om anvendelsen af varetægtsfængsling i isolation i 2005. 41 pct. af isolationsfængslingerne varede i op til 14 dage, mens yderligere en tredjedel varede fra 2-6 uger. 11 personer var i 2005 varetægtsfængslet i isolation ud over 3 måneder (i gennemsnit 4 måneder og 6 dage).

2.3.3. Lokale forskelle

En sammenligning mellem de enkelte politikredses andel af varetægtsfængslinger, der i perioden 2001-04 har ført til isolationsfængsling, viser ikke ubetydelige lokale forskelle. Således lå 11 politikredse €" betragtet samlet for årene 2001-04 €" over landsgennemsnittet. Heraf lå tre kredse (Kalundborg, København og Gladsaxe politikredse) betydeligt over landsgennemsnittet for hele perioden, mens det for de øvrige 8 politikredse gælder, at der forekom meget store udsving fra år til år. De resterende 43 politikredse lå alle under gennemsnittet.

For så vidt angår de fire største politikredse er der €" med København på den ene side og Århus, Odense og Aalborg på den anden €" også meget betydelige forskelle med hensyn til, i hvilket omfang isolationsfængsling anvendes. I 2004 skete ca. 48,5 pct. af samtlige afsluttede isolationsfængslinger i Københavns politikreds, mens antallet af isolationsfængslinger i de tre næststørste byer udgjorde sammenlagt ca. 5 pct. af det samlede antal.

Der henvises til betænkningens kapitel 4, side 61-64.

Om de lokale forskelle i isolationsanvendelsen i 2005 kan Justitsministeriet oplyse, at 49,5 pct. af det samlede antal varetægtsfængslinger i isolation skete i Københavns politikreds, mens antallet af isolationsfængslinger i Århus, Odense og Aalborg ligesom i 2004 udgjorde sammenlagt ca. 5 pct. af det samlede antal isolationsfængslinger.

Kalundborg Politikreds havde i 2005 den største andel af isolationsfængslinger i forhold til antallet af varetægtsfængslinger (42 pct.). I København, der havde den femtestørste andel af isolationsfængslede, var 18 pct. af de varetægtsfængslede anbragt i isolation. I 16 politikredse blev isolationsfængsling slet ikke anvendt i 2005.

2.3.4. Isolation af unge under 18 år

I 2001 var én person under 18 år varetægtsfængslet i isolation. Den pågældende var isolationsfængslet i 15 dage sigtet for røveri.

I 2002 var tre personer under 18 år varetægtsfængslet i isolation. ‰n person var isolationsfængslet i 35 dage sigtet for røveri, en anden person var isolationsfængslet i 15 dage sigtet for grov vold, mens den tredje person var isolationsfængslet i 41 dage sigtet for drab.

I 2003 var fem personer under 18 år varetægtsfængslet i isolation. Heraf var tre personer isolationsfængslet i 27 dage i en sag om røveri. ‰n person var isolationsfængslet i 13 dage sigtet for narkotikakriminalitet, mens den sidste person var isolationsfængslet i 28 dage sigtet for indbrud.

I 2004 var fem personer under 18 år varetægtsfængslet i isolation. Heraf var tre personer isolationsfængslet i henholdsvis 14 dage, 25 dage og 50 dage i en sag om røveri af særlig grov beskaffenhed. ‰n person var isolationsfængslet i 4 dage sigtet for drab, mens den sidste person var isolationsfængslet i 8 dage sigtet for indbrud.

Der henvises til betænkningens kapitel 4, side 64-65.

Om anvendelsen af isolationsfængsling af unge under 18 år i 2005 kan Justitsministeriet oplyse, at fire personer var varetægtsfængslet i isolation. Heraf var to personer isolationsfængslet i henholdsvis 12 og 14 dage i en røverisag. De to andre var isolationsfængslet i henholdsvis 47 og 55 dage i en sag om terrorisme.

2.3.5. Udvalgets øvrige undersøgelser om isolation

Ud over den kvantitative analyse, som Strafferetsplejeudvalget har foretaget på grundlag af det foreliggende statistikmateriale om udviklingen i anvendelsen af varetægtsfængsling isolation siden lovændringen i 2000, har udvalget undersøgt, hvordan regelsættet har fungeret i praksis.

Strafferetsplejeudvalget har for det første gennemgået et antal ikke-offentliggjorte retskendelser om isolation med henblik på at foretage en vurdering af, hvordan reglerne om begrundelse har fungeret i praksis. Gennemgangen omfatter kendelser i isolationskæremål afsagt ved Østre og Vestre Landsret i 2. halvår af 2004 (i alt 89 sager omfattende 124 sigtede, heraf nogle sager med flere kendelser).

Om denne undersøgelse har udvalget bl.a. anført, at de foreliggende landsretsafgørelser bekræfter, at der i almindelighed stilles særlige krav til begrundelsen i kendelser om isolation. I en række tilfælde forekommer begrundelserne imidlertid at være standardprægede og ikke fuldt ud at leve op til intentionerne bag det gældende begrundelseskrav i retsplejelovens § 770 d, stk. 1. Der henvises herom til betænkningens side 67-73 og side 104.

Udvalget har endvidere €" på grundlag af Rigsadvokatens årlige isolationsredegørelser for perioden 2001-04 €" gennemgået de sager, hvor varetægtsfængsling i isolation har været opretholdt ud over 3 måneder.

Om denne undersøgelse, der omfatter i alt 49 sigtede, har udvalget bl.a. anført, at der helt primært er tale om alvorlige sager, herunder navnlig sager om grov narkotikakriminalitet med en kompliceret efterforskningsmæssig situation. I en ikke ubetydelig del af sagerne er der imidlertid ikke som forudsat i forarbejderne til lovændringen i 2000 sket forelæggelse for Rigsadvokaten forud for anklagemyndighedens fremsættelse af anmodning om fortsat isolation ud over 3 måneder i retten. Der henvises herom til betænkningens side 73-74 og side 103.

Endelig har Strafferetsplejeudvalget foretaget en spørgeskemaundersøgelse om varetægtsfængsling i isolation. Spørgeskemaet, der indeholder 36 spørgsmål, blev sendt til Advokatrådet, Landsforeningen af Beskikkede Advokater, Foreningen af Beskikkede Advokater i København, Direktoratet for Kriminalforsorgen, Den Danske Dommerforening, Præsidenten for Østre og Vestre Landsret, byretterne i København, Århus, Odense, Aalborg og Roskilde (dvs. de fem største byretsembeder), Rigsadvokaten, samtlige politikredse samt byretterne i de politikredse, hvor der i perioden fra 2001 til 2004 forekom flest varetægtsfængslinger i isolation (i alt 22 byretsembeder). Høringsparterne blev anmodet om at redegøre for deres erfaringer med varetægtsfængsling i isolation. Om udvalgets hovedkonklusioner vedrørende denne undersøgelse henvises til betænkningens side 75-86.

3. Forholdet til menneskerettighederne

3.1. Den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 3

Den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 3 har følgende ordlyd: »Ingen må underkastes tortur og ej heller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.«

I perioden fra 1998 til 2005 har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i én dansk klagesag (klagesag nr. 69332/01, Rohde mod Danmark ) taget stilling til, om isolation af en varetægtsarrestant udgjorde en krænkelse af konventionens artikel 3. Menneskerettighedsdomstolen konstaterede ved dom af 21. juli 2005 med dommerstemmerne 4 mod 3, at der ikke var sket en krænkelse af konventionen.

Efter dommen ligger det fast, at isolation af varetægtsarrestanter inden for rammerne af retsplejelovens regler herom ikke generelt er i strid med den europæiske menneskerettighedskonvention.

Der henvises til betænkningens side 45-46 og betænkningens bilag 9.

3.2. FN€™s Torturkomités anbefalinger

Danmark ratificerede i 1987 FN€™s konvention af 10. december 1984 mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Der er i medfør af konventionens artikel 17 er oprettet en Komité mod Tortur (FN€™s Torturkomité), der overvåger staternes opfyldelse af de forpligtelser, som konventionen pålægger, jf. konventionens artikel 19. Denne overvågning sker bl.a. gennem de deltagende staters periodiske rapportering om gennemførelsen af konventionen.

FN€™s Torturkomité har senest beskæftiget sig med spørgsmålet om anvendelse af varetægtsfængsling i isolation i forbindelse med Torturkomitéens behandling af Danmarks fjerde periodiske rapport af 21. september 2000. I Torturkomitéens anbefalinger indgår bl.a. en opfordring til, at Danmark fortsætter med at overvåge virkningen af isolationsfængsling samt virkningen af den ændring af reglerne om isolationsfængsling, som skete i 2000.

Der henvises til betænkningens side 45-46.

3.3. Europarådets Torturkomités anbefalinger

I 1989 ratificerede Danmark Europarådets konvention af 26. november 1987 til forebyggelse af tortur og umenneskelig eller vanærende behandling eller straf. I medfør af denne konventions artikel 1 er nedsat Den Europæiske Komité til forebyggelse af tortur og umenneskelig eller vanærende behandling eller straf (Europarådets Torturkomité). Komitéen har til opgave gennem besøg i deltagerstaterne at undersøge behandlingen af personer, der er berøvet deres frihed, med henblik på at styrke beskyttelsen af sådanne personer mod tortur og umenneskelig eller vanærende behandling eller straf, hvor dette måtte være nødvendigt.

Europarådets Torturkomité aflagde senest periodisk besøg i Danmark i foråret 2002. I sin rapport af 25. september 2002 om besøget berørte komitéen bl.a. spørgsmålet om varetægtsfængsling i isolation.

Europarådets Torturkomité bifalder i sin rapport, at Danmark ved lov nr. 428 af 31. maj 2000 har indført regler, der indebærer en væsentlig begrænsning i anvendelsen og varigheden af isolationsfængsling. Komitéen konstaterer, at de nye regler lever op til mange af komitéens tidligere opfordringer på dette område, og komitéen finder det positivt, at der er sket et fald i antallet af isolationsfængslinger i løbet af de seneste år. Komitéen anbefaler imidlertid, at Danmark indfører en bestemmelse i retsplejeloven, der fastsætter en absolut grænse for den tidsmæssige udstrækning af anbringelser i isolation.

Herudover anbefaler Europarådets Torturkomité, at Justitsministeriet fastsætter regler, som sikrer, at arrestanter, der er isoleret efter rettens bestemmelse, får forøget personalekontakt, udvidet adgang til besøg, adgang til individuelt arbejde og undervisning samt tilbud om regelmæssige og længerevarende samtaler med præster, læger, psykologer og andre. Europarådets Torturkomité anbefaler endvidere, at der fastsættes nærmere retningslinjer for, hvornår politiet kan begrænse en varetægtsarrestants adgang til besøg og brevveksling, herunder om at sådanne begrænsninger skal begrundes skriftligt og forelægges særskilt for retten i forbindelse med rettens afgørelse om at forlænge en varetægtsfængsling.

Danmark har i et foreløbigt svar af 2. juni 2003 til Europarådets Torturkomité bl.a. redegjort for reglerne i retsplejelovens §§ 771 og 772 om varetægtsarrestanters adgang til besøg og brevveksling, herunder om muligheden for, at en varetægtsarrestant kan kræve, at politiets afslag på besøg skal forelægges for retten, samt at spørgsmålet om, hvorvidt tilbageholdelse af breve skal opretholdes, straks skal forelægges retten til afgørelse.

Der henvises til betænkningens side 45-46.

3.4. FN€™s Menneskerettighedskomités og Børnekomités anbefalinger

Danmark ratificerede i 1976 FN€™s konvention om civile og politiske rettigheder og i 1991 FN€™s børnerettighedskonvention. Også i medfør af disse konventioner er der oprettet komitéer, der overvåger staternes opfyldelse af de forpligtelser, som konventionerne pålægger. FN€™s Menneskerettighedskomité (CCPR) overvåger staternes opfyldelse af de forpligtelser, som følger af FN€™s konvention om civile og politiske rettigheder, mens FN€™s Børnekomité (CRC) overvåger staternes opfyldelse af de forpligtelser, som følger af FN€™s børnerettighedskonvention.

FN€™s Menneskerettighedskomité har i sin seneste periodiske rapport af 15. november 2000 vedrørende Danmark bl.a. anført, at komitéen er bekymret for anvendelsen af varetægtsfængsling i isolation. Der er tale om et alvorligt indgreb, der har alvorlige psykologiske konsekvenser, hvorfor indgrebet kun vil være berettiget, når anvendelsen heraf er strengt nødvendig. Komitéen anbefaler i den forbindelse, at Danmark genovervejer brugen af isolation, og at Danmark sikrer, at isolation udelukkende anvendes, når det er absolut nødvendigt.

I august 2003 afgav Danmark sin tredje periodiske rapport til FN€™s Børnekomité om de foranstaltninger, der er truffet for at implementere FN€™s børnerettighedskonvention. I september 2005 fandt den seneste eksamination af Danmark sted. I rapport af 30. september 2005 vedrørende eksaminationen har Børnekomitéen om anvendelsen af varetægtsfængsling i isolation af unge under 18 år bl.a. anført, at Danmark bør genoverveje den nuværende praksis for isolationsfængsling af unge under 18 år. Danmark bør i den forbindelse begrænse anvendelsen af isolation af unge under 18 år til meget exceptionelle sager, reducere den maksimale tidsgrænse og søge helt at afskaffe muligheden for at isolationsfængsle unge under 18 år.

Der henvises herom til betænkningens side 47.

3.5. Justitsministeriets overvejelser

I sit høringssvar over betænkningen har Institut for Menneskerettigheder bl.a. anført, at brugen af isolationsfængsling i Danmark ikke i sig selv udgør en krænkelse af den europæiske menneskerettighedskonvention. Instituttet har dog samtidig €" bl.a. under henvisning til de internationale anbefalinger €" anført, at instituttet finder det ønskeligt, at der sigtes mod en afskaffelse af den måde, hvorpå varetægtsfængsling i isolation i dag praktiseres.

Børnerådet og Børnesagens Fællesråd har i deres høringssvar €" bl.a. under henvisning til FN€™s Børnekomités anbefaling fra september 2005 €" anført, at muligheden for varetægtsfængsling i isolation af unge under 18 år helt bør afskaffes. Også Dansk Retspolitisk Forening har anført, at muligheden for varetægtsfængsling i isolation af unge under 18 år helt bør afskaffes.

Justitsministeriet finder ikke, at Danmark er internationalt retligt forpligtet til at afskaffe varetægtsfængsling i isolation.

Som anført ovenfor under pkt. 3.1. er der ikke nogen holdepunkter for at antage, at isolation inden for rammerne af retsplejelovens regler generelt er i strid med den europæiske menneskerettighedskonvention. Ved en gennemførelse af dette lovforslag, hvorved bl.a. tidsgrænserne for varetægtsfængsling i isolation generelt nedsættes væsentligt, jf. pkt. 5 nedenfor, vil Danmark desuden på en række punkter have imødekommet de anbefalinger, som FN€™s og Europarådets Torturkomitéer, FN€™s Menneskerettighedskomité og FN€™s Børnekomité er kommet med.

4. Betingelserne for iværksættelse og fortsættelse af isolation

4.1. Gældende ret

Efter den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 770 a, nr. 1, kan retten alene træffe afgørelse om isolation, hvis varetægtsfængslingen er besluttet i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3 (såkaldt »kollusionsarrest«). Det kræves således, at sigtede er varetægtsfængslet, fordi der er grund til at antage, at sigtede vil vanskeliggøre forfølgningen, f.eks. ved at fjerne spor eller ved at advare eller påvirke andre.

Det følger af kravet om, at sigtede skal være varetægtsfængslet efter § 762, stk. 1, nr. 3, at der skal være begrundet mistanke om, at sigtede har begået en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale ( mistankekravet ). Endvidere skal lovovertrædelsen efter loven kunne medføre fængsel i mindst 1 år og 6 måneder ( kriminalitetskravet ).

Varetægtsfængsling i isolation kan endvidere efter retsplejelovens § 770 a, nr. 2, alene iværksættes, når varetægtsfængslingens øjemed gør isolation påkrævet, f.eks. for at hindre sigtede i gennem andre indsatte at påvirke medsigtede ved trusler eller på anden lignende måde at påvirke andre ( indikationskravet ). Der kræves således tilstedeværelsen af en særlig isolationsgrund, hvoraf følger, at der skal være en begrundet frygt for, at sigtede €" hvis den pågældende har adgang til fællesskab under varetægtsfængslingen €" kan og vil vanskeliggøre forfølgningen i sagen.

Endelig følger af retsplejelovens § 770 b et særligt proportionalitetskrav for iværksættelse og fortsættelse af isolation ( proportionalitetskravet ). Kravet gælder ved siden af det almindelige proportionalitetskrav i retsplejelovens § 762, stk. 3, der angår selve varetægtsfængslingen.

Efter bestemmelsen i retsplejelovens § 770 b, nr. 1, må isolation ikke iværksættes eller fortsættes, hvis formålet hermed kan tilgodeses ved mindre indgribende foranstaltninger, herunder ved at anbringe arrestanten i andet arresthus end andre bestemte indsatte eller på anden måde afskære arrestanten fra samvær med sådanne indsatte eller ved at etablere brevkontrol, besøgskontrol eller besøgsforbud.

Det er yderligere en betingelse for iværksættelse eller opretholdelse af isolation, at indgrebet, herunder den særlige belastning, som indgrebet kan medføre på grund af arrestantens unge alder, fysiske eller psykiske svagelighed eller personlige forhold i øvrigt, ikke står i misforhold til sagens betydning og den retsfølge, som kan ventes, hvis arrestanten findes skyldig, jf. retsplejelovens § 770 b, nr. 2.

Henvisningen til ung alder i § 770 b, nr. 2, indebærer bl.a., at der kun i sjældne undtagelsestilfælde kan blive tale om at anbringe personer under 18 år i isolation. Isolation af unge under 18 år kan således kun ske, hvis særlig tungtvejende grunde i den konkrete sag taler for nødvendigheden heraf, ligesom proportionalitetshensyn med stigende vægt vil tale imod fortsat isolation af unge under 18 år ved forlængelser af isolation ud over helt kortvarige perioder.

Der kan i den forbindelse henvises til Højesterets afgørelse optrykt i UfR 1999.1415 H. I denne sag blev to unge på henholdsvis 15 og 16 år, der var sigtet for et særlig farligt røveri mod en pengetransport, varetægtsfængslet i isolation. De erkendte sig begge skyldige, men ville ikke oplyse navnene på medgerningsmænd, ligesom de ikke ville eller kunne oplyse, hvor udbyttet befandt sig. Efter 3 ugers forløb blev isolationen ophævet. De blev begge domfældt, men fandtes at have fornøden retlig interesse i en realitetsbehandling af deres kære til Højesteret af landsrettens kendelse om isolation. Højesteret fandt, at hverken retsplejelovens § 770 b, FN€™s børnerettighedskonventions artikel 37 (c) eller den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 3 udelukker varetægtsfængsling i isolation af unge under 18 år. Højesteret udtalte imidlertid følgende:

»Højesteret finder [€], at der over for unge under 18 år bør udvises den yderste tilbageholdenhed med anvendelse af varetægtsfængsling i isolation, jf. betænkning 975/1983 om isolation af varetægtsarrestanter s. 54 og 83. Dette indebærer, at denne foranstaltning kun bør bringes i anvendelse over for unge under 18 år, såfremt der foreligger helt ekstraordinære omstændigheder.«

I den konkrete sag fandt Højesteret, at der under de foreliggende omstændigheder, herunder karakteren af den forbrydelse, de to unge var sigtet for, og det forhold, at de erkendte sig skyldige, ikke forelå sådanne helt ekstraordinære omstændigheder, som kunne berettige varetægtsfængsling i isolation.

I medfør af retsplejelovens § 770 b, nr. 3, er det endelig en betingelse for iværksættelse eller opretholdelse af isolation, at efterforskningen fremmes med den særlige hurtighed, som er påkrævet ved varetægtsfængsling i isolation, herunder ved benyttelse af mulighederne for bevissikring efter retsplejelovens § 747. Ved vurderingen af, om en efterforskning fremmes med den påkrævede hurtighed, må det indgå, om en eventuel langvarig sagsbehandling helt eller delvist skyldes forhold, som politiet er uden indflydelse på, f.eks. sigtedes eller medsigtedes ønske om forsvarerskift midt i sagsforløbet eller ønske om en bestemt forsvarer, der samtidig varetager så mange andre opgaver, at det er vanskeligt at aftale tid til afhøringer mv.

4.2. Strafferetsplejeudvalgets forslag

4.2.1. Mistankekravet

Strafferetsplejeudvalget har overvejet, om man ved afgørelsen om isolation bør skærpe kravet til sigtelsens grundlag (mistankekravet). En sådan skærpelse kunne f.eks. ske ved at indføre et krav om, at der €" som i de særlige fængslingsbestemmelser i retsplejelovens § 762, stk. 2 €" skulle kræves en særlig bestyrket mistanke og ikke blot en begrundet mistanke.

Udvalget finder imidlertid ikke, at der er grundlag for at foreslå en ændring af det gældende mistankekrav. Det skyldes, at isolation navnlig kan være relevant i den første tid efter en varetægtsfængslings iværksættelse med henblik på beskyttelse af den videre efterforskning. Efter udvalgets opfattelse giver det desuden ikke megen mening at skærpe mistankekravet til f.eks. et krav om en særlig bestyrket mistanke, idet det forhold, at der foreligger et kvalificeret grundlag for mistanken, herunder en særlig bestyrket mistanke, i sig selv vil virke i retning af, at isolation ikke (længere) er påkrævet.

Der henvises til betænkningens side 108-109.

4.2.2. Kriminalitetskravet

Strafferetsplejeudvalget har endvidere overvejet, om man ved afgørelsen om isolation bør skærpe kravet til alvoren af den påsigtede kriminalitet (kriminalitetskravet).

På samme måde som ved varetægtsfængsling består det gældende kriminalitetskrav i et krav om en strafferamme med fængsel i mindst 1 år og 6 måneder. Anvendelse af isolation er således mulig i bl.a. en lang række sager af mindre alvorlig karakter, herunder almindelige berigelsesforbrydelser, og en række særlovsovertrædelser (f.eks. overtrædelser af lovgivningen om euforiserende stoffer, våbenloven og udlændingeloven).

Udvalget finder imidlertid, at det efterforskningsmæssige behov €" og i den forbindelse ikke mindst behovet for beskyttelsen af vidner €" kan være til stede også i mindre alvorlige sager, hvorfor isolation ikke på forhånd bør være udelukket i disse sager. Endvidere bør isolation for at undgå, at en væsentlig efterforskning ødelægges, efter udvalgets opfattelse kunne anvendes også i tilfælde, hvor der umiddelbart alene er en begrundet mistanke om en mindre forbrydelse, men hvor efterforskningen retter sig mod langt mere alvorlig kriminalitet.

Udvalget finder på den anførte baggrund, at det gældende kriminalitetskrav bør opretholdes. Hensynet til en begrænsning i anvendelsen af isolation i de mindre alvorlige sager bør efter udvalgets opfattelse i stedet tages gennem særskilte bestemmelser om grænser for isolationens varighed i forskellige sagstyper, jf. nedenfor pkt. 5.2.1. og 5.2.2.

Selv om Strafferetsplejeudvalget ikke kan anbefale, at det gældende kriminalitetskrav skærpes, har udvalget overvejet, hvordan en mere generel skærpelse af det gældende kriminalitetskrav kunne foretages, hvis der måtte være ønske at gå videre, end der med udvalgets forslag er lagt op til.

Ifølge den lovtekniske model, som udvalget har opstillet herfor, begrænses muligheden for at anvende isolation til navnlig de allermest alvorlige forbrydelser (lovovertrædelser, der efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover, samt forsætlige overtrædelser af straffelovens kapitler 12 eller 13) suppleret med en række forbrydelser, hvor der efter udvalgets opfattelse kan påvises et særligt efterforskningsmæssigt behov for isolation (overtrædelser af straffelovens § 125, stk. 2, § 228, § 230, § 260, § 261, § 266, § 281 eller § 282 og forsætlige overtrædelser af lovgivningen om våben og eksplosivstoffer, lovgivningen om euforiserende stoffer eller udlændingelovens § 59, stk. 7, nr. 1-5).

Den opstillede model indebærer bl.a., at der ikke kan ske varetægtsfængsling i isolation f.eks. i sager om overtrædelse af straffelovens § 244 (simpel vold) eller i sager om overtrædelse af straffelovens bestemmelser om berigelseskriminalitet, medmindre der er tale om tyveri, underslæb, bedrageri, mandatsvig eller skyldnersvig af særlig grov beskaffenhed.

Justitsministeriets Forskningsenhed har på udvalgets foranledning foretaget en beregning med hensyn til en sådan regel på grundlag af de nugældende strafferammer sammenholdt med antallet af afsluttede isolationsfængslinger i 2004. Beregningerne viser, at den opstillede model for en skærpelse af kriminalitetskravet ville medføre en relativt begrænset reduktion på 2-6 pct. i det samlede antal isolationsdage. Den begrænsede effekt må ses i lyset af, at der allerede i dag kun i begrænset omfang sker varetægtsfængsling i isolation i sager, hvor der rejses sigtelse for mindre alvorlig kriminalitet.

Der henvises til betænkningens side 107-108 og 143-147 samt betænkningens bilag 10.

4.2.3. Indikationskravet

For så vidt angår kravet til indikationen, dvs. kravet til indgrebets betydning for efterforskningen, har Strafferetsplejeudvalget overvejet, om dette krav bør skærpes. Dette kunne ske gennem en skærpelse af kravet om »bestemte grunde« (indikationens grundlag) til f.eks. et krav om »sikkert grundlag« el.lign. En skærpelse kunne også ske ved en indsnævring af de tilfælde af vanskeliggørelse af forfølgningen (indikationens indhold), som kan danne grundlag for isolation, f.eks. ved at stille krav om, at efterforskningen vanskeliggøres på afgørende måde eller ved at foretage en begrænsning til særligt kvalificerede tilfælde af kollusion, f.eks. vidnetrusler el.lign.

En skærpelse af kravet til indikationens grundlag er efter udvalgets opfattelse imidlertid ikke hensigtsmæssig, idet der i den tidlige fase af efterforskningen, hvor behovet for isolation typisk er størst, ofte må bygges på et relativt begrænset oplysningsgrundlag. Heller ikke en skærpelse af kravet til indikationens indhold kan udvalget anbefale, idet udvalget finder det nødvendigt, at isolation fortsat kan anvendes ikke kun for at modvirke vidnetrusler, men også for at modvirke afstemning af forklaringer mellem flere gerningsmænd mv.

Der henvises herom til betænkningens side 109-110.

4.2.4. Proportionalitetskravet mv.

Strafferetsplejeudvalget har desuden overvejet, om det særlige proportionalitetskrav med hensyn til isolation, der følger af retsplejelovens § 770 b, bør skærpes.

Det gældende proportionalitetskrav i § 770 b er opdelt i tre led, således at isolation kun må anvendes, hvis formålet ikke kan nås ved mindre indgribende foranstaltninger (nr. 1), indgrebet ikke står i misforhold til sagens betydning mv. (nr. 2), og sagen fremmes med den fornødne hurtighed (nr. 3).

Om opnåelse af formålet med mindre indgribende foranstaltninger (§ 770 b, nr. 1) har udvalget bl.a. anført, at en række praktiske forhold har betydning for, om de i retsplejelovens § 770 b, nr. 1, mindre indgribende foranstaltninger er et reelt alternativ til isolation. F.eks. kan fordeling af flere sigtede på flere arresthuse indebære et betydeligt ressourceforbrug, ligesom effektiviteten heraf afhænger af de praktiske forhold i de pågældende arresthuse. Endvidere vil restriktioner i form af brev- og besøgskontrol ikke være effektive, hvis arrestanten i øvrigt har fællesskab med andre, som ikke er undergivet lignende restriktioner, og som kan formodes at ville bistå arrestanten med at kommunikere med omverdenen. Endelig vil ingen af de nævnte mindre indgribende foranstaltninger virke efter hensigten, hvis arrestanten €" og eventuelt medsigtede €" ved anbringelse i fællesskab kan få adgang til at benytte indsmuglede mobiltelefoner i arresthuset.

Efter udvalgets opfattelse må spørgsmålet om, hvornår formålet kan tilgodeses ved mindre indgribende foranstaltninger, bero på en konkret vurdering af den foreliggende situation og de praktiske muligheder i hvert enkelt tilfælde. Det er på den baggrund næppe muligt mere præcist at angive, hvornår mindre indgribende foranstaltninger er tilstrækkelige, og udvalget har derfor ikke fundet grundlag for at skærpe reglen om mindre indgribende foranstaltninger.

Udvalget har heller ikke fundet grundlag for en skærpelse, hvorefter der ved reglens anvendelse i alle tilfælde skal bortses fra betydningen af praktiske forhold, herunder geografiske forhold og forholdene i lokale arresthuse. Dette hænger sammen med, at anvendelse af isolation ikke blot er et spørgsmål om at modvirke, at flere sigtede taler sammen, men også om at modvirke vidnetrusler og lignende kvalificerede former for kollusion.

Om kravet til forholdsmæssighed mellem indgrebet og sagens betydning (§ 770 b, nr. 2) har udvalget anført, at bestemmelsen udtrykker kernen i proportionalitetsafvejningen med hensyn til anvendelse af straffeprocessuelle tvangsindgreb. En skærpelse af kravet finder udvalget hverken realistisk eller i øvrigt hensigtsmæssig. Om varetægtsfængsling i isolation af arrestanter under 18 år henvises dog til pkt. 4.2.5. nedenfor.

Udvalget har desuden overvejet, om der bør ske en skærpelse ved at stille krav om, at der må forventes en straf på fængsel i f.eks. 60 dage, 3 måneder eller mere. Udvalget har dog ikke fundet grundlag for i almindelighed at skærpe dette krav for isolation, idet en sådan skærpelse findes mindre velbegrundet i tilfælde, hvor der alene er tale om en helt kortvarig varetægtsfængsling i isolation. Spørgsmålet er efter udvalgets opfattelse langt mere relevant, når der er tale om langvarige isolationsfængslinger, og på den baggrund er spørgsmålet inddraget i udvalgets overvejelser med hensyn til reglerne om den tidsmæssige udstrækning af isolation, jf. nedenfor pkt. 5.2.1.

Om kravet til, at sagen fremmes med den fornødne hurtighed (§ 770 b, nr. 3), anser Strafferetsplejeudvalget det hverken for realistisk eller i øvrigt hensigtsmæssigt i en proportionalitetsregel at opstille helt præcise krav til, hvilken hurtighed der må kræves. Efter udvalgets opfattelse bør en yderligere accentuering af det tidsmæssige aspekt ske gennem regler om tidsmæssige overgrænser for anvendelse af isolation, jf. nedenfor pkt. 5.2.1. og 5.2.2.

På den anførte baggrund stiller udvalget ikke forslag om ændring af de bestemmelser, der er indeholdt i den gældende § 770 b, nr. 1-3.

Der henvises til betænkningens side 111-115.

4.2.5. Særligt om isolationsfængsling af unge under 18 år

Reglerne om isolation af unge under 18 år er som udgangspunkt de samme som for voksne arrestanter. Der gælder dog den væsentlige modifikation, at ung alder indgår med særlig vægt ved proportionalitetsvurderingen efter § 770 b, nr. 2, jf. ovenfor pkt. 4.1. og Højesterets afgørelse i UfR 1999.1415 H. Desuden gælder der for personer under 18 år særlige tidsbegrænsninger i § 770 c, stk. 4, og § 770 d, stk. 2, jf. nedenfor pkt. 5.1.

Udvalget har overvejet, om muligheden for varetægtsfængsling i isolation af unge under 18 år helt bør afskaffes. Dette ville give en klar regel og undtage en persongruppe, over for hvem indgrebet må anses som en særlig belastning. Imidlertid har der efter udvalgets opfattelse i de senere år været en stigende tendens til, at alvorlig kriminalitet forekommer blandt unge i aldersgruppen 15-18 år, hvorfor behovet for anvendelse af isolation over for denne gruppe ikke er blevet mindre €" snarere tværtimod.

Udvalget finder på den baggrund, at muligheden for varetægtsfængsling i isolation af unge under 18 år ikke helt kan undværes. Imidlertid bør der som hidtil udvises den yderste tilbageholdenhed med anvendelse af isolation over for unge under 18 år, og udvalget finder i den forbindelse, at der kan være anledning til at præcisere i loven, at isolation over for unge kun bør ske under helt ekstraordinære omstændigheder.

Udvalget forslår derfor, at det €" i forlængelse af den gældende bestemmelse i § 770 b om proportionalitet €" i et nyt stykke fastsættes, at iværksættelse eller opretholdelse af isolation over for unge under 18 år kun kan ske, hvis der i øvrigt foreligger helt særlige omstændigheder, som gør isolation påkrævet. Med en sådan bestemmelse stilles krav dels til sagens karakter, dels til behovet for isolation i form af en alvorlig kollusionsrisiko.

Der henvises til betænkningens side 115-116.

4.3. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet kan af de grunde, som Strafferetsplejeudvalget har anført, tiltræde udvalgets forslag om, at de gældende mistanke-, kriminalitets- og indikationskrav opretholdes uændret. Hensynet til en begrænsning i anvendelsen af isolation bør i stedet tages gennem særskilte bestemmelser om overgrænser for varigheden af isolation, jf. nedenfor pkt. 5.3.

Særskilt om den model for en skærpelse af kriminalitetskravet, som udvalget har opstillet for det tilfælde, at der måtte være ønske om at gå videre, end udvalget med sit forslag har lagt op til, skal Justitsministeriet bemærke, at ministeriet ikke finder grundlag for en sådan skærpelse af kriminalitetskravet. Som anført af Strafferetsplejeudvalget kan for det første det efterforskningsmæssige behov, der begrunder anvendelsen af isolation, være til stede også i mindre alvorlige sager. For det andet bør muligheden for varetægtsfængsling i isolation i tilfælde, hvor der umiddelbart alene foreligger en begrundet mistanke om en mindre forbrydelse, men hvor efterforskningen retter sig imod langt mere alvorlig kriminalitet, ikke være udelukket. I øvrigt viser de omtalte beregninger fra Justitsministeriets Forskningsenhed, at den nævnte model for en skærpelse af kriminalitetskravet alene ville medføre en reduktion på 2-6 pct. i det samlede antal isolationsdage, hvilket må ses i lyset af, at der allerede i dag kun i begrænset omfang sker varetægtsfængsling i isolation i sager om mindre alvorlig kriminalitet.

Justitsministeriet er endvidere enig med Strafferetsplejeudvalget i, at de særlige proportionalitetskrav, der er indeholdt i § 770 b, nr. 1-3, bør opretholdes uændret.

Det kan i den sammenhæng oplyses, at »Isolationsgruppen« under Dansk Retspolitisk Forening rettede henvendelse til Strafferetsplejeudvalget og fremsatte et forslag om en ordning med delvis isolation som alternativ til fuldstændig isolation, jf. betænkningens bilag 7. Foreningen har tidligere €" bl.a. under Folketingets behandling af lovforslag nr. L 14 i 2000 €" fremsat et tilsvarende forslag, og foreningen har også nævnt forslaget under høringen over betænkningen.

Dansk Retspolitisk Forenings forslag om delvis isolation består i en ordning, hvor brugen af fuldstændig isolation €" og brugen af besøgs- og brevkontrol over for ikke-isolerede varetægtsarrestanter €" erstattes af en mere effektiv form for besøgs- og brevkontrol ved placering på særlige afdelinger, hvor alle er undergivet besøgs- og brevkontrol, og hvor der ikke er mulighed for at være sammen med indsatte, som ikke er undergivet disse begrænsninger, i skole, i kirke eller under gårdtur. Dette kan om nødvendigt kombineres med placering af en arrestant i en anden afdeling eller et andet arresthus end bestemte andre indsatte. Der henvises om foreningens forslag i øvrigt til betænkningens bilag 10 og Justitsministeriets besvarelser af Folketingets Retsudvalgs spørgsmål nr. 1, 25 og 29 til L 14.

Justitsministeriet kan fortsat ikke støtte Dansk Retspolitisk Forenings forslag om generelt at afskaffe muligheden for varetægtsfængsling i isolation og erstatte reglerne med såkaldt delvis isolation. Dette skyldes bl.a., at personer, som €" i overensstemmelse med foreningens forslag €" måtte være placeret på særlige afdelinger, hvor der kun er anbragt arrestanter underlagt restriktioner i form af besøgs- og brevkontrol, efterhånden vil blive løsladt, overført til afsoning af idømt straf eller fritaget for besøgs- og brevkontrol og derfor overført til en almindelig fællesskabsafdeling. Herefter vil disse personer have mulighed for efter forudgående aftale og planlægning at videregive meddelelser fra indsatte, der fortsat er undergivet besøgs- og brevkontrol og opholder sig på de særlige afdelinger. Der vil desuden i et vist omfang være mulighed for, at personer, der overføres til en sådan særlig afdeling, medbringer meddelelser til personer, der i forvejen opholder sig på denne afdeling.

Efter Justitsministeriets opfattelse gør hensynet til bekæmpelsen af kriminalitet det således nødvendigt at opretholde muligheden for at anbringe arrestanter i fuldstændig isolation. Om fuldstændig isolation er nødvendig, eller om mindre indgribende foranstaltninger kan tilgodese formålet, må afgøres konkret i hver enkelt sag, jf. den gældende proportionalitetsregel i retsplejelovens § 770 b, nr. 2, hvorefter (fuldstændig) isolation kun må iværksættes, hvis formålet hermed ikke kan tilgodeses ved mindre indgribende foranstaltninger, herunder ved at anbringe arrestanten i et andet arresthus end bestemte andre indsatte eller på anden måde afskære arrestanten fra samvær med sådanne indsatte.

Om muligheden for varetægtsfængsling i isolation af unge under 18 år har Børnesagen, Børnesagens Fællesråd og Dansk Retspolitisk Forening under høringen over betænkningen givet udtryk for, at muligheden for isolation af unge under 18 år helt bør afskaffes, jf. ovenfor pkt. 3.5. Heroverfor har Statsadvokaten i København bl.a. anført, at der €" som også anført af Strafferetsplejeudvalget €" i de senere år har været og fortsat er en klar tendens til stigende alvorlig kriminalitet blandt unge i aldersgruppen 15-18 år, herunder kriminalitet udøvet af flere unge i forening. Statsadvokaten finder på den baggrund, at der fortsat €" og muligvis i stigende omfang €" er behov for varetægtsfængsling i isolation i disse sager.

Efter Justitsministeriets opfattelse må anbringelse i isolation, herunder anbringelse af isolation af unge under 18 år, i særlige tilfælde anses som et nødvendigt indgreb for at gennemføre en efterforskning og rigtig pådømmelse af en sag. Justitsministeriet finder derfor ikke, at muligheden for at anbringe unge under 18 år i isolation helt bør afskæres.

Justitsministeriet er samtidig enig med Strafferetsplejeudvalget i, at anbringelse i isolation af unge under 18 år kun bør ske under helt ekstraordinære omstændigheder. På den baggrund kan Justitsministeriet tiltræde udvalgets forslag om, at der i retsplejelovens § 770 b indsættes et nyt stykke, hvorefter iværksættelse eller opretholdelse af isolation af unge under 18 år kun kan ske, hvis der i øvrigt foreligger helt særlige omstændigheder.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2 (retsplejelovens § 770 b, stk. 2).

5. Tidsbegrænsninger for isolation

5.1. Gældende ret

Den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 770 d, stk. 2, jf. § 767, stk. 1, indeholder et krav om, at der ved rettens afgørelse om isolation skal fastsættes en frist for indgrebets længde. Fristen skal være så kort som mulig. Ved iværksættelse af isolation må den første frist for indgrebets længde ikke overstige 2 uger. Fristen kan forlænges med højst 4 uger ad gangen. For unge under 18 år kan fristen for isolation dog højst forlænges med 2 uger ad gangen.

Tidsmæssige overgrænser for isolation er fastsat i retsplejelovens § 770 c.

Efter § 770 c, stk. 1, må isolation ikke finde sted i et sammenhængende tidsrum på mere end 4 uger, hvis sigtelsen angår en lovovertrædelse, som efter loven ikke kan medføre fængsel i 4 år.

Hvis sigtelsen angår en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 4 år eller derover, men ikke i 6 år, må isolation ikke finde sted i et sammenhængende tidsrum på mere end 8 uger, jf. § 770 c, stk. 2.

Angår sigtelsen en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 6 år eller derover, må isolation ikke finde sted i et sammenhængende tidsrum på mere end 3 måneder, jf. § 770 c, stk. 3, 1. pkt. Fra denne hovedregel gælder imidlertid en snæver undtagelse, hvorefter retten undtagelsesvis tillade, at en isolation udstrækkes ud over 3 måneder, hvis afgørende hensyn til forfølgningen gør fortsat isolation påkrævet, uanset den tid arrestanten hidtil har været isoleret, jf. § 770 c, stk. 3, sidste pkt.

Anvendelse af isolation ud over 3 måneder forudsætter efter forarbejderne, at det ikke kan bebrejdes politiet eller anklagemyndigheden, at efterforskningen ikke har gjort det muligt at tilvejebringe den fornødne bevissikring inden udløbet af den normale frist. Isolation ud over 3 måneder vil navnlig kunne komme på tale i sager om alvorlig, grænseoverskridende kriminalitet, hvor der på grund af sagens internationale forgreninger er behov for efterforskning i udlandet, f.eks. i sager om organiseret narkotikakriminalitet. Desuden vil der undtagelsesvis kunne forekomme andre sager, hvor helt særlige grunde fører til, at isolation er påkrævet ud over 3 måneder, og hvor det på grund af kriminalitetens art og karakter må antages, at de sigtede i særlig grad kan €" og vil €" modvirke efterforskningen.

For så vidt angår arrestanter under 18 år, må isolation i ingen tilfælde finde sted i et sammenhængende tidsrum på mere end 8 uger, jf. § 770 c, stk. 4.

De nævnte frister regnes fra iværksættelsen, selv om der senere rejses nye sigtelser. Afhængig af strafferammen kan en ny sigtelse dog efter reglerne føre til, at overgrænsen forlænges.

Fristerne gælder isolation i »sammenhængende tidsrum«. Fristerne i § 770 c, stk. 1-4, udelukker derfor ikke, at en person, der har været isoleret i et sammenhængende tidsrum op til den maksimumgrænse, som måtte gælde i det konkrete tilfælde, efterfølgende anbringes i isolation på ny, fordi der fremkommer nye forhold.

5.2. Strafferetsplejeudvalgets forslag

5.2.1. Tidsmæssige overgrænser for isolation

Strafferetsplejeudvalget har overvejet, om de tidsmæssige overgrænser for isolation bør sættes ned.

På baggrund af bl.a. erfaringerne med den ændring af isolationsreglerne, som skete i 2000, anser Strafferetsplejeudvalget spørgsmålet om varigheden af isolation for at være helt centralt. Belastningen ved at være isoleret må således antages navnlig at gøre sig gældende efterhånden, som isolationsperioden udstrækkes i tid, og lovændringen i 2000 har i praksis vist sig ikke i tilstrækkeligt omfang at nedbringe den gennemsnitlige varighed af varetægtsfængsling i isolation.

Også det forhold, at isolation i de mindre alvorlige sager med henblik på at beskytte en efterforskning rettet mod langt alvorligere kriminalitet ikke bør være udelukket, jf. ovenfor pkt. 4.2.2., medfører efter udvalgets opfattelse, at der bør fastsættes snævre tidsgrænser med hensyn til de lavere strafferammer.

Betydningen af snævre tidsmæssige overgrænser for isolation understreges efter udvalgets opfattelse endvidere af, at udvalget ikke i øvrigt har fundet grundlag for at skærpe de almindelige materielle betingelser for isolation, jf. ovenfor pkt. 4.2.1., 4.2.3. og 4.2.4.

Et flertal i Strafferetsplejeudvalget (9 medlemmer) foreslår, at de gældende overgrænser for isolation i retsplejelovens § 770 c, stk. 1-3, nedsættes således, at

€" grænsen ved de lavere strafferammer (dvs. lovovertrædelser med en strafferamme på 1 år og 6 måneder eller derover, men mindre end 4 år) nedsættes fra 4 uger til 14 dage,

€" grænsen ved mellemgruppen (dvs. lovovertrædelser med en strafferamme på 4 år eller derover, men mindre end 6 år) nedsættes fra 8 uger til 4 uger, og

€" grænsen ved de højeste strafferammer (dvs. lovovertrædelser med en strafferamme på 6 år eller derover) nedsættes fra 3 måneder til 8 uger.

Med de foreslåede nedsættelser understreges det, at isolation navnlig i de mindre alvorlige sager bør være ganske kortvarig.

Med hensyn til fristerne ved de lavere strafferammer og i mellemgruppen er det sigtet, at der skal være en passende kortere tid, hvor isolation kan anvendes med henblik på €" gennem en indledende efterforskning €" at undersøge, om der er grundlag for en sigtelse for et alvorligere forhold, som kan begrunde isolation i længere tid.

Med hensyn til fristen ved de højeste strafferammer (6 år og derover) er det sigtet, at isolation normalt bør kunne bringes til ophør i løbet af 8 uger, og at der kun under skærpede betingelser bør kunne ske fortsat isolation efter 8-ugers periodens udløb.

Med henblik på at sikre, at bestemmelsen i § 770 c, stk. 3, hvorefter isolation ved de højeste strafferammer (6 år eller derover) undtagelsesvis kan opretholdes ud over tidsgrænsen, alene anvendes i sager af betydelig grovhed, foreslår flertallet, at der €" ud over de gældende betingelser for forlængelse €" stilles krav med hensyn til den straf, som kan ventes i sagen. Det bør således tillige kræves, at lovovertrædelsen kan ventes at ville medføre en straf af fængsel i mindst 2 år.

Rettens vurdering af den forventelige straf forudsættes af udvalget at bygge på almindelig udmålingspraksis og ikke en vurdering af, hvad afgørelsen efter den sigtedes personlige forhold kan tænkes at falde ud til.

Et mindretal i udvalget (1 medlem) finder ikke, at grænsen ved de lavere strafferammer (dvs. lovovertrædelser med en strafferamme på 1 år 6 måneder eller derover, men mindre end 4 år) og de højeste strafferammer (dvs. lovovertrædelser med en strafferamme på 6 år eller derover) bør nedsættes, idet de gældende tidsgrænser allerede er vel korte. Således kan det allerede være vanskeligt i alle tilfælde at tilvejebringe den nødvendige efterforskning inden for de gældende tidsfrister.

Om flertallets forslag til en forkortelse af tidsgrænsen ved de lavere strafferammer (dvs. lovovertrædelser med en strafferamme på 1 år 6 måneder eller derover, men mindre end 4 år) bemærker dette medlem særskilt, at en 14-dages frist i de fleste tilfælde vil være tilstrækkelig, men at der undtagelsesvis kan være behov for en længere varetægtsfængsling i isolation. Dette medlem foreslår på den baggrund, at der i § 770 c, stk. 1, fastsættes en regel, hvorefter isolation ikke må finde sted i et sammenhængende tidsrum på mere end 14 dage, hvis sigtelsen angår en lovovertrædelse, som efter loven ikke kan medføre fængsel i 4 år, men at retten dog undtagelsesvis kan tillade, at isolationen opretholdes i op til 4 uger, hvis afgørende hensyn til forfølgningen gør fortsat isolation påkrævet.

For så vidt angår flertallets forslag om en forkortelse af tidsgrænsen ved mellemgruppen (dvs. lovovertrædelser med en strafferamme på 4 år eller derover, men mindre end 6 år) fra 8 uger til 4 uger, kan medlemmet tilslutte sig flertallets forslag.

Den særlige tidsgrænse for varetægtsfængsling i isolation af unge under 18 år i retsplejelovens § 770 c, stk. 4, foreslås af udvalget nedsat til 4 uger. Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt den foreslåede 4-ugers grænse bør kunne fraviges, således at en isolation af unge under 18 år kan opretholdes ud over 4 uger, har udvalget været delt.

Strafferetsplejeudvalgets flertal (7 medlemmer) foreslår, at isolation af unge under 18 år bør kunne opretholdes ud over 4 uger, når sigtelsen angår en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitler 12 eller 13 (terrorisme mv.). Flertallet foreslår endvidere, at der ikke bør gælde en absolut grænse for den tidsmæssige udstrækning af isolation i denne type sager.

Flertallets forslag indebærer, at isolation af unge under 18 år i sager om forsætlige overtrædelser af straffelovens kapitler 12 eller 13 kan opretholdes ikke alene ud over den foreslåede 4-ugers grænse, men i disse helt særlige sager efter omstændighederne også ud over den 8-ugers grænse, som gælder i dag.

Flertallet har i den forbindelse lagt afgørende vægt på, at der ved forsætlige overtrædelser af straffelovens kapitler 12 eller 13 er tale om meget alvorlig kriminalitet med et ofte professionelt og organiseret præg. I mange tilfælde vil kriminaliteten endvidere have internationale relationer. Disse forhold gør, at der efter omstændighederne kan være et meget stærkt efterforskningsmæssigt behov for, at en isolation opretholdes gennem længere tid. Der tænkes navnlig på sager om terrorisme.

Hvor langt det tidsmæssige behov for isolation i sager om forsætlige overtrædelser af straffelovens kapitler 12 eller 13 rækker, finder flertallet det vanskeligt at vurdere på forhånd, idet vurderingen heraf helt må bero på den konkrete sag. Som følge af proportionalitetsreglen i retsplejelovens § 770 b €" særligt efter udvalgets forslag til § 770 b, stk. 2, jf. ovenfor pkt. 4.2.5. €" vil isolation ud over 4 uger imidlertid kun kunne ske i helt ekstraordinære tilfælde, hvor den pågældende er mistænkt for en særdeles grov lovovertrædelse, og hvor der foreligger en meget væsentlig kollusionsrisiko.

Flertallet forudsætter desuden, at der €" foruden de administrative regler om personkontakt, der allerede gælder i dag, jf. nedenfor pkt. 8.1.1. €" administrativt fastsættes særlige regler om personkontakt til unge under 18 år, der isoleres ud over 4 uger, som kan sikre mod, at den pågældende belastes eller udsættes for risiko for forstyrrelse af den pågældendes psykiske helbred som følge af manglende fællesskab med andre indsatte.

Et mindretal i udvalget (3 medlemmer) foreslår, at der for varetægtsfængsling i isolation af unge under 18 år fastsættes en ufravigelig tidsgrænse på 4 uger uanset kriminalitetens art.

Mindretallet har i den forbindelse bl.a. lagt vægt på, at det €" uanset hvor grove forbrydelser en person under 18 år sigtes for €" må fastholdes, at der er tale om personer, over for hvem der ikke er rejst tiltale, og hvor det er usikkert, om der senere vil blive rejst tiltale. Mindretallet har endvidere anført, at det ikke findes godtgjort, at der skulle være større behov for varetægtsfængsling i isolation ved en mistanke om forbrydelser omfattet af straffelovens kapitler 12 og 13 end ved mistanke om f.eks. narkotikakriminalitet. Desuden finder mindretallet, at behovet for isolation af unge under 18 år i sager om forsætlige overtrædelser af straffelovens kapitler 12 eller 13 må antages kun at ville opstå i yderst få sager, hvorfor det må være muligt for myndighederne at finde anden anbringelse end varetægtsfængsling i isolation.

Mindretallet finder det således efter en samlet vurdering €" herunder også i lyset FN€™s Børnekomités anbefaling om at reducere den maksimale tidsgrænse for isolation af unge under 18 år €" ikke acceptabelt, at et så belastende indgreb som varetægtsfængsling i isolation kan finde sted ud over 4 uger, når der er tale om unge under 18 år.

Der henvises til betænkningens 116-121.

5.2.2. En absolut overgrænse for isolation

Strafferetsplejeudvalget har særskilt overvejet, om der bør indføres en absolut, dvs. ufravigelig, overgrænse for isolation også med hensyn til de lovovertrædelser, som har en strafferamme på 6 års fængsel eller derover. Om baggrunden for disse overvejelser har udvalget bl.a. anført, at belastningen ved at være isoleret må antages at gøre sig gældende med forøget styrke, efterhånden som indgrebet udstrækkes i tid, ligesom også Europarådets Torturkomité i sin rapport om Danmark af 25. september 2002 har anført, at det ville være ønskeligt, om der i retsplejeloven blev indføjet en maksimal grænse for varigheden af isolation af varetægtsarrestanter.

Efter udvalgets opfattelse må det af hensyn til at begrænse belastningen ved isolation og anvendelsen af isolation i sig selv anses for ønskeligt, at reglerne i almindelighed indeholder grænser for, hvor længe en isolation kan opretholdes. I vurderingen af spørgsmålet må der efter udvalgets opfattelse imidlertid også indgå nogle modhensyn. Bl.a. når det drejer sig om den mest alvorlige kriminalitet, vil der €" navnlig i sager med et professionelt, stærkt organiseret præg og internationale relationer €" kunne være et meget stærkt behov for isolation gennem længere tidsrum. Der tænkes herved navnlig, men ikke udelukkende, på international narkotikakriminalitet. Lignende hensyn gør sig efter udvalgets opfattelse gældende i sager om terrorisme.

Hvor langt det tidsmæssige behov for isolation i sådanne tilfælde rækker, finder udvalget det vanskeligt at vurdere på forhånd, idet vurderingen helt må bero på den konkrete sag, herunder udviklingen i den konkrete efterforskning. Eftersom stort set alle isolationsfængslinger i praksis afsluttes inden for 5-6 måneder, vurderes behovet for isolation i længere tid imidlertid kun at ville forekomme i et ganske lille antal sager.

Et flertal i udvalget (7 medlemmer) foreslår herefter, at isolation ikke må finde sted i et sammenhængende tidsrum på mere end 6 måneder, medmindre sigtelsen angår en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitler 12 eller 13 (terrorisme mv.) eller en overtrædelse af straffelovens § 191 (narkotikakriminalitet) eller § 237 (drab).

Med en sådan bestemmelse €" sammenholdt med flertallets forslag til en nyaffattelse af retsplejelovens § 770 c, stk. 3, jf. ovenfor pkt. 5.2.1. €" sikres det, at isolation i lang tid alene finder sted i et begrænset omfang og kun i de alvorligste sager.

Flertallet forudsætter i øvrigt, at der €" foruden de administrative regler om personkontakt, der allerede gælder i dag, jf. nedenfor pkt. 8.1.1. €" administrativt fastsættes særlige regler om personkontakt for personer, hvis varetægtsfængsling i isolation udstrækkes ud over 6 måneder, med henblik på at afbøde belastningen ved en sådan langvarig isolationsperiode.

Et mindretal i udvalget (3 medlemmer) finder det efter en samlet vurdering, herunder også i lyset af bl.a. Europarådets Torturkomités anbefaling om en maksimal overgrænse for isolation €" ikke acceptabelt, at et så belastende indgreb som isolation kan ske uden tidsbegrænsning. Mindretallet foreslår på den baggrund, at der fastsættes en ufravigelig overgrænse for isolation i et sammenhængende tidsrum på 6 måneder.

Efter mindretallets opfattelse må isolationsperioder af 5-6 måneders varighed i sig selv anses for særdeles belastende, hvortil kommer usikkerheden ved ikke at vide, hvornår indgrebet vil høre op. Endvidere må behovet for isolation i almindelighed antages at være meget begrænset, når isolation har fundet sted i en sådan længerevarende periode. Endelig har politiet ved fastsættelse af en absolut overgrænse af ikke ubetydelig længde mulighed for at tilrettelægge efterforskningen herefter.

Der henvises til betænkningens side 122-124.

5.3. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet finder, at hensynet til bekæmpelsen af kriminalitet gør det nødvendigt at opretholde muligheden for at anbringe arrestanter i isolation. Erfaringerne med den ændring af retsplejelovens regler om isolation, som skete i 2000, sammenholdt med den særlige belastning, som isolation udgør i sammenligning med ikke-isolation, taler imidlertid for, at den gennemsnitlige varighed af isolation bør søges yderligere reduceret gennem en nedsættelse af de gældende overgrænser for isolation.

På den baggrund kan Justitsministeriet tiltræde udvalgets flertals forslag om at nedsætte den gældende ufravigelige overgrænse for isolation fra 4 uger til 14 dage for så vidt angår lovovertrædelser, der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover, men ikke i 4 år.

For så vidt angår lovovertrædelser, der efter loven kan medføre fængsel i 4 år eller derover, men ikke i 6 år, kan Justitsministeriet endvidere tiltræde udvalgets forslag om, at den gældende ufravigelige overgrænse på 8 uger nedsættes til 4 uger.

Justitsministeriet kan desuden tiltræde Strafferetsplejeudvalgets flertals forslag om, at den normale €" men ikke ufravigelige €" overgrænse på 3 måneder nedsættes til 8 uger for så vidt angår lovovertrædelser, der efter loven kan medføre fængsel i 6 år eller derover.

Med hensyn til flertallets forslag om yderligere at skærpe betingelserne for at fravige den foreslåede 8-ugers grænse i form af et krav til den forventelige straf kan Justitsministeriet tiltræde forslaget af de grunde, som flertallet har anført. Bestemmelsen vil herefter gå ud på, at retten undtagelsesvis kan tillade, at isolation udstrækkes ud over 8 uger, hvis afgørende hensyn til forfølgningen gør fortsat isolation påkrævet uanset den tid, arrestanten hidtil har været isoleret, og lovovertrædelsen kan ventes at ville medføre straf af fængsel i mindst 2 år.

Som anført af Strafferetsplejeudvalget forudsættes rettens vurdering af den forventelige straf at bygge på almindelig udmålingspraksis, hvorimod der ikke bliver tale om en vurdering af, hvad afgørelsen efter den sigtedes personlige forhold kan tænkes at falde ud til. Henset hertil €" og idet vurderingen af, om kravet om fængsel i mindst 2 år er opfyldt, alene bygger på et mistankegrundlag i form af begrundet mistanke €" forudsættes den dommer, der har truffet afgørelse efter den foreslåede bestemmelse i § 770 c, stk. 3, 2. pkt., ikke at være udelukket fra senere at virke som dommer i den pågældende sag.

Anvendelse af isolation ud over 8 uger må forudsætte, at det ikke kan bebrejdes politiet eller anklagemyndigheden, at efterforskningen ikke har gjort det muligt at tilvejebringe den fornødne bevissikring inden udløbet af den normale frist. En fravigelse af 8-ugers fristen kan på den baggrund €" som hidtil €" komme på tale i to situationer.

Det vil for det første - og navnlig - dreje sig om alvorlig, grænseoverskridende kriminalitet, hvor der på grund af sagens internationale forgreninger er behov for efterforskning i udlandet. Bl.a. kan det være tilfældet i sager om organiseret narkotikakriminalitet. Uanset det stigende internationale politimæssige samarbejde og en løbende tilpasning af reglerne om gensidig bistand ved efterforskning af straffesager er det erfaringsmæssigt fortsat meget tidskrævende at få gennemført efterforskning i udlandet, uden at det kan bebrejdes danske myndigheder.

For det andet vil der undtagelsesvis kunne forekomme sager, der ikke kræver efterforskning i udlandet, men hvor helt særlige grunde fører til, at isolation er påkrævet ud over 8 uger. Det må forudsætte, at det på grund af kriminalitetens art og karakter må antages, at de sigtede i særlig grad kan €" og at det må antages, at de også vil - modvirke efterforskningen.

Det skal i øvrigt understreges, at proportionalitetsreglen får stigende betydning, jo længere isolationen udstrækkes. I de tilfælde, hvor det er påkrævet, at sigtede forbliver i isolation, må en hurtig berammelse af domsforhandlingen prioriteres meget højt af både anklagemyndigheden, forsvarerne og retterne, så isolationsperioden på denne måde bliver så kort som mulig.

For så vidt angår spørgsmålet om fastsættelse af en ufravigelig overgrænse for den tidsmæssige udstrækning af isolation i alle sager, er Justitsministeriet enig med Strafferetsplejeudvalget i, at det ved vurderingen af behovet for at fastsætte en sådan ufravigelig overgrænse bl.a. må indgå, at belastningen ved at være isoleret må antages at gøre sig gældende med forøget styrke, efterhånden som indgrebet udstrækkes i tid.

Under høringen over betænkningen er det fra Landsforeningen af Beskikkede Advokater, Dansk Retspolitisk Forening og Institut for Menneskerettigheder anført, at der bør fastsættes en sådan ufravigelig tidsmæssig overgrænse for isolation. Politiet og anklagemyndigheden har derimod tilsluttet sig Strafferetsplejeudvalgets flertals forslag om, at der fastsættes en normal €" men ikke ufravigelig €" overgrænse for isolation på 6 måneder for lovovertrædelser, der efter loven kan medføre fængsel i 6 år eller derover.

Justitsministeriet finder ligesom Strafferetsplejeudvalget, at der kan være et meget stærkt behov for isolation gennem længere tidsrum, når det drejer sig om den mest alvorlige kriminalitet, herunder navnlig i sager med et professionelt, stærkt organiseret præg og internationale relationer. Det vil efter Justitsministeriets opfattelse ikke være rigtigt, hvis efterforskningen i sådanne sager bliver ødelagt, fordi der er fastsat en ufravigelig tidsmæssig overgrænse for isolation.

Justitsministeriet er på den baggrund enig med Strafferetsplejeudvalgets flertal i, at en afvejning mellem hensynet til arrestanten og hensynet til strafforfølgningen bør føre til, at der indføres en ufravigelig overgrænse for isolation på 6 måneder for lovovertrædelser, der efter loven kan medføre fængsel i 6 år eller derover, medmindre sigtelsen angår en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitler 12 eller 13 (terrorisme mv.) eller en overtrædelse af straffelovens § 191 (narkotikakriminalitet) eller § 237 (drab).

Det skal understreges, at antallet af sager, hvor en varetægtsfængsling i isolation opretholdes ud over 6 måneder, allerede som følge af den snævre, undtagelsesvise adgang for domstolene til at opretholde en varetægtsfængsling i isolation ud over 8 uger, jf. den foreslåede bestemmelse i § 770 c, stk. 3, sammenholdt med den i § 770 d indeholdte proportionalitetsregel, må antages at ville blive meget få. Dette underbygges også af, at det de seneste fem år (2001-05) kun i fem tilfælde er sket, at arrestanter har været isoleret ud over 6 måneder, jf. herved tabel 8 i udvalgets betænkning (side 61) og Rigsadvokatens redegørelse af 4. maj 2006 om anvendelsen af varetægtsfængsling i isolation i 2005. Der har i disse sager været tale om sigtelser for drab (2 personer), narkotikakriminalitet (2 personer) og røveri (1 person).

Justitsministeriet vil i øvrigt €" i overensstemmelse med anbefalingen fra udvalgets flertal €" efter lovforslagets gennemførelse tage initiativ til, at der i de administrative regler, som allerede gælder for varetægtsarrestanter anbragt i isolation efter rettens bestemmelse, jf. pkt. 8.1.1. nedenfor, fastsættes supplerende regler om personkontakt for arrestanter, hvis isolation opretholdes ud over 6 måneder.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 3-6 (retsplejelovens § 770 c, stk. 1-4).

Med hensyn til den særlige tidsgrænse for varetægtsfængsling i isolation af unge under 18 år i retsplejelovens § 770 c, stk. 4, kan Justitsministeriet tiltræde udvalgets forslag om, at denne overgrænse nedsættes fra 8 til 4 uger.

For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt 4-ugers grænsen bør kunne fraviges, er det Justitsministeriets opfattelse, at der er et helt særligt hensyn at tage til arrestanter under 18 år. Således må isolationsfængsling antages at udgøre en ganske særlig belastning for denne gruppe af personer. Opretholdelse af isolation ud over 4 uger må derfor kræve, at der foreligger særdeles tungtvejende hensyn.

Justitsministeriet kan af de grunde, som Strafferetsplejeudvalgets flertal har anført, tiltræde flertallets forslag om, at 4-ugers fristen for isolationsfængsling af unge under 18 år kan og kun kan fraviges, hvis sigtelsen angår en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitler 12 eller 13 (terrorisme mv.). Den foreslåede bestemmelse indebærer, at isolation af unge under 18 år i sager om forsætlige overtrædelser af straffelovens kapitler 12 eller 13 efter omstændighederne vil kunne forlænges ud over den 8-ugers grænse, som gælder i dag.

Justitsministeriet vil €" i overensstemmelse med anbefalingen fra udvalgets flertal €" efter vedtagelsen af lovforslaget tage initiativ til, at der i de administrative regler, som allerede gælder for varetægtsarrestanter anbragt i isolation efter rettens bestemmelse, jf. pkt. 8.1.1. nedenfor, fastsættes supplerende regler om personkontakt for arrestanter under 18 år, hvis isolation opretholdes ud over 4 uger.

Med henblik på at sikre, at varetægtsfængsling i isolation af unge under 18 år ud over 4 uger kun sker i helt ekstraordinære tilfælde, foreslår Justitsministeriet, at Rigsadvokatens godkendelse skal indhentes, inden der fremsættes anmodning om forlængelse af isolation af unge under 18 år ud over 4 uger (og senere forlængelser), samt at forlængelse ikke kan ske, hvis denne godkendelse ikke foreligger, jf. pkt. 6.3. nedenfor. Forelæggelse af sager om forlængelse af varetægtsfængsling i isolation af unge under 18 år ud over 4 uger vil herefter svare til den ordning, som med hensyn til personer over 18 år gælder i dag ved forlængelse af isolation ud over 3 måneder og fremover ifølge forslaget ved forlængelse af isolation ud over 8 uger.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 7 (retsplejelovens § 770 c, stk. 5).

6. Sagsbehandlingsregler

6.1. Gældende ret

Reglerne om behandling af spørgsmålet om isolation følger i hovedsagen de samme processuelle regler, som gælder for behandling af spørgsmålet om varetægtsfængsling, jf. henvisningen i retsplejelovens § 770 d, stk. 2, til § 764, stk. 2-4, § 766, § 767, stk. 1, og §§ 768-769.

Afgørelsen om isolation under efterforskningen træffes af den byret, som efter værnetingsreglen i retsplejelovens § 694 er kompetent. Når tiltale er rejst, træffes afgørelsen af den ret, hvor tiltalen er rejst. Under anke træffes afgørelsen om isolation af appelinstansen, jf. retsplejelovens § 770 d, stk. 2, jf. § 769, stk. 2. Isolation anvendes dog normalt ikke så længe, at dette kommer på tale.

Retten træffer kun afgørelse om isolation efter anmodning fra politiet, jf. retsplejelovens § 770 a. Anmodningen kan fremsættes skriftligt eller mundtligt i retten.

For afgørelser om isolation følger det specifikt af retsplejelovens § 770 d, stk. 1, at rettens afgørelse om isolation skal træffes ved særskilt kendelse, der €" hvis anklagemyndighedens anmodning om isolation tages til følge €" skal indeholde en angivelse af de konkrete omstændigheder, hvorpå det støttes, at betingelserne i §§ 770 a-770 c for isolation eller fortsat isolation er opfyldt.

Ifølge forarbejderne til retsplejelovens § 770 d, stk. 1, skal det af kendelsen bl.a. fremgå, hvorfor retten finder, at også den særlige isolationsgrund, der skal foreligge ud over fængslingsgrunden i retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3, er til stede i den konkrete sag, ligesom retten om nødvendigt skal begrunde, hvorfor de muligheder, der måtte være for iværksættelse af mindre indgribende foranstaltninger, ikke er tilstrækkelige til at opnå det formål, som tilsigtes med anmodningen om isolation.

En mangelfuld begrundelse kan ikke i sig selv medføre ophævelse af en afgørelse om isolation, jf. herved Højesterets kendelse af 7. marts 2005 (sag 227/2004). Afgørelsen er omtalt i udvalgets betænkning, side 38-39.

Rettens afgørelse om isolation kan kæres til højere ret efter de almindelige regler om kære, jf. retsplejelovens §§ 968-974.

Et kæremål om forlængelse af isolation, hvorved isolationen udstrækkes over 8 uger, skal efter anmodning behandles mundtligt, jf. retsplejelovens § 770 e, 1. pkt. Har kæreinstansen efter den almindelige bestemmelse i retsplejelovens § 972, stk. 2, tilladt mundtlig behandling før 8-ugers fristen, er der efter § 770 e, 1. pkt., krav på ny mundtlig behandling, såfremt kæren vedrører en kendelse, hvorved isolationen udstrækkes ud over 8 uger.

Stadfæstes efter mundtlig behandling af kæremålet afgørelsen om isolation, skal senere kæremål om fortsat isolation ligeledes behandles mundtligt efter anmodning, hvis isolationen ved den påkærede kendelse udstrækkes ud over 8 uger fra den seneste mundtlige behandling om forlængelse i isolation. I andre tilfælde afgør kæreinstansen, om en anmodning om mundtlig behandling skal imødekommes, jf. § 770 e, 2. og 3. pkt.

Henvisningen i retsplejelovens § 770 e, sidste pkt., til bestemmelsen i § 767, stk. 1, sidste pkt., indebærer, at fremstilling af en sigtet, der er isoleret, kan undlades, hvis den pågældende giver afkald herpå, eller hvis retten finder, at fremstilling vil være forbundet med uforholdsmæssige vanskeligheder.

Med lovændringen i 2000, jf. lov nr. 324 af 31. maj 2000, blev der med henblik på at sikre en meget restriktiv praksis med hensyn til anvendelsen af isolation ud over 3 måneder etableret en ordning, hvorefter der skal ske forelæggelse for Rigsadvokaten, inden der i retten fremsættes anmodning om fortsat isolation ud over 3 måneder eller om yderligere fristforlængelser, jf. Rigsadvokatens Meddelelse nr. 2/2000 af 21. juni 2000 vedrørende indberetning af varetægtsfængsling ud over 3 måneder og forelæggelse af isolationsfængsling ud over 3 måneder.

Efter disse retningslinjer skal politiet senest 2 uger inden retsmødet om forlængelse sende en indstilling samt sagens akter til den stedlige statsadvokat. Indstillingen skal bl.a. indeholde: (1) en udførlig beskrivelse af sigtelsen og strafferammen, (2) sigtelsens grundlag, (3) en redegørelse for isolationsbetingelsernes fortsatte opfyldelse samt (4) en redegørelse for, om fortsat isolation er i overensstemmelse med proportionalitetskravet i § 770 b, nr. 2. Hvis også den stedlige statsadvokat finder grundlag for at påstå fortsat isolation, skal sagen forelægges for Rigsadvokaten senest 1 uge før isolationsfristens udløb.

Efter retningslinjerne skal der endvidere ved senere forlængelser af isolationsfængslingen ske fornyet forelæggelse (på grundlag af supplerende indstillinger).

6.2. Strafferetsplejeudvalgets forslag

6.2.1. Anklagemyndighedens anmodning om isolation

I betænkning nr. 1358/1998 overvejede Strafferetsplejeudvalget at stille forslag om, at politiet forud for det retsmøde, hvor retten skal tage stilling til spørgsmålet om varetægtsfængsling i isolation, skal indgive en skriftlig begrundelse for anmodningen om isolation. Udvalget afstod imidlertid herfra, idet man vurderede, at det ikke sjældent i praksis kan forekomme, at grundlaget for anmodningen først vil ligge helt klart på baggrund af det, som kommer frem under retsmødet, jf. 1998-betænkningens side 68. Udvalget fandt det dog samtidig væsentligt, at der fremover i højere grad sker en konkretisering af grundlaget for politiets anmodning om isolation. Udvalget anbefalede på den baggrund, at politiets anmodninger i muligt omfang fremsættes og begrundes skriftligt, navnlig i forbindelse med anmodninger om fortsat isolation.

Efter udvalgets opfattelse er der fortsat behov for, at grundlaget for en anmodning om isolation konkretiseres mest muligt. Udformning af en skriftlig begrundelse indebærer en nøje stillingtagen fra anklagemyndighedens side til nødvendigheden af isolation i den konkrete sag, ligesom en skriftlig begrundelse vil give et mere hensigtsmæssigt udgangspunkt for forsvarerens og for rettens stillingtagen. Disse forhold taler for at indføre et krav om skriftlig begrundelse.

Udvalget er imidlertid fortsat af den opfattelse, at det forud for det første retsmøde om fængslingsspørgsmålet (grundlovsforhøret) kan være vanskeligt mere præcist at udforme en skriftlig begrundelse.

Udvalget foreslår på den baggrund, at der indsættes en bestemmelse i retsplejeloven, hvorefter politiets anmodning om fortsat isolation (men altså ikke om iværksættelse af isolation) skal fremsættes skriftligt over for retten, og at anmodningen skal være begrundet.

Begrundelsen skal angive de konkrete momenter i sagen, hvorpå anklagemyndigheden støtter, at isolationsbetingelserne fortsat er opfyldt. Begrundelsen kan være indeholdt i et brev fra anklagemyndigheden, eventuelt under henvisning til rapportmateriale, eller den kan gives som led i en såkaldt »forlængerrapport« fra politiet.

Der henvises til betænkningens side 124-126.

6.2.2. Rettens begrundelse for isolation

Strafferetsplejeudvalget finder, at rettens afgørelse om isolation fortsat bør træffes ved særskilt kendelse, og at der fortsat bør stilles særlige krav til begrundelsen, når afgørelsen går ud på isolation.

På baggrund af de foreliggende oplysninger om praksis, herunder om lokale forskelle, jf. pkt. 2.3.3. og 2.3.5. ovenfor, finder udvalget samtidig, at der bør ske en præcisering og skærpelse af lovens begrundelseskrav. Sigtet hermed er såvel bedre begrundelser som en begrænsning i anvendelsen af varetægtsfængsling i isolation.

Udvalget foreslår, at begrundelseskravet i den gældende bestemmelse i § 770 d, stk. 1, opdeles i 3 led, hvorefter retten skal anføre (1) den konkrete vanskeliggørelse, der foreligger risiko for i sagen, (2) grundlaget i den konkrete sags oplysninger for at antage, at en sådan risiko foreligger, og (3) de konkrete omstændigheder, hvorpå det i øvrigt støttes, at betingelserne i §§ 770 a-770 c er opfyldt.

Med den foreslåede bestemmelse fremhæves blandt betingelserne for isolation særligt indikationskravet, idet der med de to første led stilles mere præcist formulerede krav med hensyn til indikationens indhold og indikationens grundlag, mens det tredje led i øvrigt opretholder det gældende begrundelseskrav.

I kravet om anførelse af »den konkrete vanskeliggørelse« ligger, at det udtrykkeligt af kendelsen skal fremgå, hvilken kollusion det frygtes, at arrestanten vil udøve, og hvem eller hvad det frygtes, at kollusionen vil blive rettet imod.

I kravet om anførelse af »grundlaget« for antagelsen om kollusionsrisikoen ligger, at det skal præciseres, hvilke oplysninger i sagen der begrunder, at arrestanten kan og vil udøve den pågældende kollusion, hvis den pågældende har fællesskab med andre indsatte, og dermed at varetægtsfængslingen ikke i sig selv er tilstrækkelig til at hindre kollusionen. Af formuleringen »den konkrete sags oplysninger« følger, at antagelsen må bygge på de foreliggende oplysninger i sagen, herunder den sigtelse, der er rejst, og som opfylder kravet om begrundet mistanke.

I kravet om de »konkrete omstændigheder, hvorpå det i øvrigt støttes«, at isolationsbetingelserne er opfyldt, ligger, at den gældende begrundelsesregel opretholdes ved siden af de præciserede krav vedrørende indikationen.

Den af udvalget foreslåede begrundelsesregel gælder kun kendelser, der går ud på, at isolation skal ske. Nægtes isolation, gælder de almindelige regler om begrundelse af kendelser, herunder at det af kendelsen skal fremgå, hvad der har været afgørende for rettens afgørelse.

Der henvises til betænkningens side 126-131.

6.2.3. Fristregler

Strafferetsplejeudvalget har overvejet, om de i retsplejelovens § 770 d, stk. 2, indeholdte processuelle fristregler for isolation bør nedsættes. Efter den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 770 d, stk. 2, må €" ved iværksættelse af isolation €" den første frist for indgrebets længde ikke overstige 2 uger. Fristen kan forlænges med højst 4 uger ad gangen. For unge under 18 år kan fristen for isolation dog højst forlænges med 2 uger ad gangen.

Udvalget finder, at det for så vidt kunne være nærliggende generelt at nedsætte fristen for isolation til 2 uger. Imidlertid gør der sig en række modhensyn gældende. Ofte vil der være behov for en vis tid til at tilvejebringe nye oplysninger gennem efterforskning, hvorfor der i praksis da også i ganske vid udstrækning anvendes frister svarende til de maksimale 4 uger. Afholdelse af flere retsmøder indebærer også et træk på de ressourcer hos politiet, som skal bruges til efterforskning, hvorfor en nedsættelse af fristerne kunne virke i retning af forlængelse af den periode, hvor behovet for isolation er til stede.

Sammenfattende er det udvalgets opfattelse, at en nedsættelse af fristerne ikke nødvendigvis vil medvirke til at nedbringe isolationsperioderne, og udvalget stiller derfor ikke forslag om ændring af § 770 d, stk. 2.

Der henvises til betænkningens side 131-132.

6.2.4. Kæremål

Kæremål om forlængelse af en isolation, hvorved isolationen opretholdes ud over 8 uger, skal efter anmodning behandles mundtligt, jf. retsplejelovens § 770 e. Stadfæstes afgørelsen, skal senere kæremål efter anmodning behandles mundtligt, hvis isolationen opretholdes ud over 8 uger fra den seneste mundtlige behandling af kæremål om isolationen.

Strafferetsplejeudvalget har overvejet, om 8-ugers fristerne bør nedsættes eller eventuelt helt udgå, således at sigtede altid har krav på mundtlig behandling af kæremål om isolation. En sådan regel ville understrege isolationsindgrebets vidtgående karakter.

Efter udvalgets opfattelse gør der sig imidlertid en række modhensyn gældende. Afgørelser om isolation er €" på samme måde som afgørelser om varetægtsfængsling €" i almindelighed velegnede til skriftlig appelbehandling. Skriftlig behandling er således en hurtig appelform, hvor kæremålet i praksis typisk behandles allerede dagen efter byretskendelsens afsigelse eller dog ganske få dage senere. Der er desuden tale om foreløbige, tidsbegrænsede indgreb efter indarbejdede regelsæt, og sigtede har altid advokatbistand.

Udvalget finder bl.a. på den baggrund, at der ikke bør indføres en ret for sigtede til mundtlig behandling af ethvert kæremål om isolation. Der bør efter udvalgets opfattelse heller ikke ske en nedsættelse af 8-ugers fristen i § 770 e for den første obligatoriske mundtlige kærebehandling, idet den gældende frist vil harmonere med udvalgets forslag om en nedsættelse af den fravigelige 3-måneders grænse for isolation til en 8-ugers grænse og dermed det tilsvarende tidspunkt for forelæggelse.

Mundtlig kærebehandling vil efter udvalgets opfattelse være af større betydning, hvor en isolation er €" eller måske navnlig står over for at blive €" langvarig.

På den baggrund foreslår udvalget, at fristen for, hvornår der er krav på mundtlig behandling af senere kæremål, nedsættes fra 8 til 4 uger. Forslaget indebærer, at der efter ét mundtligt behandlet kæremål ved udløb af 8-ugers fristen på ny vil være krav på mundtlig behandling af et kæremål om forlængelse, hvorved isolationen forlænges ud over 4 uger fra den mundtlige behandling af »8-ugers kæremålet«.

Der henvises til betænkningens side 132-134.

6.2.5. Lovfæstelse af forelæggelsesordningen

Anklagemyndighedens anmodning om forlængelse af isolation ud over 3-måneders grænsen i den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 770 c, stk. 3, skal €" i overensstemmelse med lovens forarbejder og efter regler fastsat af Rigsadvokaten €" forelægges for denne, inden anmodningen fremsættes over for retten. På samme måde skal der ske forelæggelse med hensyn til senere fristforlængelser.

Efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse må forelæggelsesordningen, som den har været praktiseret hidtil, antages i alt væsentligt at have været velfungerende i praksis. I 2004 er der imidlertid sket en vis stigning i antallet af langvarige isolationer og i antallet sager, hvor forelæggelse ikke er sket forud for fremsættelse af anmodning om forlængelse af isolation. Disse forhold understreger efter udvalgets opfattelse behovet for fortsat opmærksomhed på dette område.

Forelæggelsesordningen er efter udvalgets opfattelse et egnet instrument til at sikre, at spørgsmål om opretholdelse af isolation i længere tid kun rejses i de helt særlige tilfælde, hvor afgørende hensyn til sagens forfølgning gør fortsat isolation påkrævet. Endvidere er ordningen egnet til at sikre, at anmodninger om isolation i sådanne tilfælde fremsættes efter en ensartet praksis i hele landet.

På den baggrund foreslår udvalget, at forelæggelsesordningen opretholdes.

Et flertal i udvalget (9 medlemmer) foreslår €" i overensstemmelse med samme flertals forslag om en nedsættelse af den normale overgrænse i § 770 c, stk. 3, fra 3 måneder til 8 uger, jf. pkt. 5.2.1. ovenfor €" at forelæggelsesfristen bør nedsættes fra 3 måneder til 8 uger.

Et mindretal i udvalget (1 medlem) finder i konsekvens af sit synspunkt om, at den gældende 3-måneders grænse i retsplejelovens § 770 c, stk. 3, af ressourcemæssige grunde ikke bør nedsættes til 8 uger, jf. pkt. 5.2.1. ovenfor, ikke, at forelæggelsesfristen bør nedsættes.

For at styrke forelæggelsesordningen foreslår udvalget endvidere, at ordningen lovfæstes, og at det samtidig fastsættes, at forlængelse af isolation ikke kan ske, hvis Rigsadvokatens godkendelse ikke foreligger. Ved en sådan bestemmelse understreges det, at langvarig isolation må anses for et så intensivt indgreb, at der er grundlag for særlige garantier, herunder en helt specifik lovregel om anklagemyndighedens kompetence.

Der henvises til betænkningens side 134-135.

6.3. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet er enig med Strafferetsplejeudvalget i, at der bør indsættes en bestemmelse i retsplejeloven, hvorefter politiets anmodning om fortsat isolation (men altså ikke om iværksættelse af isolation) skal fremsættes skriftligt over for retten, og hvorefter anmodningen skal være begrundet.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 9 (retsplejelovens § 770 d, stk. 3).

Justitsministeriet er endvidere enig med udvalget i, at det er af stor betydning, at afgørelser om isolation eller fortsat isolation er konkret og udførligt begrundede.

Justitsministeriet kan på den baggrund tiltræde udvalgets forslag om, at det gældende begrundelseskrav i retsplejelovens § 770 d, stk. 1, præciseres ved en opdeling af begrundelseskravet i 3 led, således at retten skal anføre (1) den konkrete vanskeliggørelse af efterforskningen, der foreligger risiko for i sagen, (2) grundlaget i den konkrete sags oplysninger for at antage, at en sådan risiko foreligger, og (3) de konkrete omstændigheder, hvorpå det i øvrigt støttes, at betingelserne i §§ 770 a-770 c er opfyldt.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 8 (retsplejelovens § 770 d, stk. 1).

Justitsministeriet kan af de grunde, som Strafferetsplejeudvalget har anført, tiltræde, at de gældende frister i retsplejelovens § 770 d, stk. 2, ikke bør nedsættes. Det skal dog samtidig understreges, at fristen for indgrebet fortsat bør være så kort som muligt.

For så vidt angår adgangen til mundtlig behandling af kæremål, er Justitsministeriet enig med udvalget i, at der ikke bør ske en nedsættelse af 8-ugers fristen i § 770 e for den første obligatoriske mundtlige kærebehandling. Justitsministeriet kan endvidere af de grunde, som udvalget har anført, tiltræde, at den eksisterende adgang til at kræve ny mundtlig kærebehandling efter 8 uger fra den seneste mundtlige forhandling af kæremål om forlængelse af isolation, jf. § 770 e, 2. pkt., bør nedsættes således, at en varetægtsarrestant allerede efter 4 uger regnet fra den seneste mundtlige behandling af et kæremål om forlængelse af isolation ud over »8-ugers kæremålet« har krav på ny mundtlig kærebehandling.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 10 (retsplejelovens § 770 e).

Med henblik på at sikre en meget restriktiv praksis med hensyn til isolation ud over den i retsplejelovens § 770 c, stk. 3, indeholdte overgrænse på 3 måneder blev der pr. 1. juli 2000 etableret en ordning, hvorefter der skal ske forelæggelse for Rigsadvokaten, inden der i retten fremsættes anmodning om fortsat isolation.

Justitsministeriet er enig med Strafferetsplejeudvalget i, at denne forelæggelsesordning er et egnet instrument til at sikre, at spørgsmål om isolation i længere tid kun rejses i de helt særlige tilfælde, hvor afgørende hensyn til sagens forfølgning gør fortsat isolation påkrævet, ligesom forelæggelsesordningen er egnet til at sikre, at anmodninger om isolation i sådanne tilfælde fremsættes efter en ensartet praksis i hele landet.

På den baggrund kan Justitsministeriet tiltræde udvalgets flertals forslag om at lovfæste forelæggelsesordningen og at nedsætte fristen for forelæggelse fra 3 måneder til 8 uger. Som hidtil skal også senere fristforlængelser forelægges for Rigsadvokaten.

For så vidt angår udvalgets forslag om at indføre en bestemmelse, hvorefter forlængelse af isolation ikke kan ske, hvis Rigsadvokatens godkendelse ikke foreligger, har flere regionale statsadvokater under høringen over udvalgets betænkning anført, at en sådan bestemmelse findes alt for vidtgående.

Heroverfor har Rigsadvokaten anført, at han kan tilslutte sig udvalgets forslag, idet reglen vil øge opmærksomheden på, at varetægtsfængsling i isolation ud over 8 uger har et meget snævert anvendelsesområde. Rigsadvokaten har desuden foreslået, at forelæggelsesordningen udvides til også at omfatte anmodninger om forlængelse af isolationsfængsling af unge under 18 år ud over 8 uger.

Justitsministeriet er enig med de regionale statsadvokater i, at udvalgets forslag på dette punkt er meget vidtgående, men Justitsministeriet kan af de grunde, som Strafferetsplejeudvalget har anført, tiltræde, at der bør indføres en bestemmelse, hvorefter forlængelse af isolation ud over 8 uger ikke kan ske, hvis Rigsadvokatens godkendelse ikke foreligger. Formålet med bestemmelsen er at sikre, at anmodninger om forlængelse af isolation kun fremsættes i retten, hvis afgørende hensyn taler herfor og i øvrigt efter en ensartet praksis i hele landet.

I sammenhæng med forslaget om, at anbringelse i isolation af unge under 18 år ud over 4 uger kan ske, hvis sigtelsen angår en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitler 12 eller 13 (terrorisme mv.), jf. ovenfor pkt. 5.3., er Justitsministeriet endvidere enig med Rigsadvokaten i, at forelæggelsesordningen også bør omfatte anmodninger om forlængelse af isolation af unge under 18 år. Det er i den forbindelse Justitsministeriets opfattelse, at der bør indføres en regel, hvorefter der for denne persongruppes vedkommende skal ske forelæggelse for Rigsadvokaten, inden der helt ekstraordinært fremsættes anmodning om fortsat varetægtsfængsling i isolation ud over 4 uger.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 9 (retsplejelovens § 770 d, stk. 3).

7. Anticiperet bevisførelse

7.1. Gældende ret

I overensstemmelse med princippet om bevisumiddelbarhed finder bevisførelsen i straffesager som hovedregel sted for den dømmende ret under domsforhandlingen. I retsplejelovens § 747, 2. og sidste pkt., er der imidlertid gjort to undtagelser til denne hovedregel. De nævnte undtagelser medfører, at bevisførelse under nærmere angivne omstændigheder kan ske før domsforhandlingen (såkaldt anticiperet bevisførelse).

Den ene af de to undtagelser vedrører specifikt sager, hvor sigtede er varetægtsfængslet i isolation. I medfør af retsplejelovens § 747, sidste pkt., kan retsmøde med henblik på at sikre bevis således afholdes efter anmodning, såfremt sigtede er varetægtsfængslet i isolation, og sikringen af bevis vil kunne få betydning for spørgsmålet om ophævelse af isolationen. Anmodning kan fremsættes både af anklagemyndigheden og forsvareren.

Retten er ikke bundet af en anmodning om afholdelse af retsmøde med henblik på anticiperet bevisførelse. Heri ligger bl.a., at retten, hvis sigtede eller dennes forsvarer protesterer mod en anmodning om anticiperet bevisførelse fremsat af anklagemyndigheden med henblik på at søge en isolation ophævet, må foretage en afvejning mellem hensynet til forsvaret og hensynet til muligheden for at begrænse anvendelsen af isolation. I forarbejderne er det forudsat, at domstolene ved denne afvejning i den enkelte sag bør tillægge hensynet til den sigtedes ønsker for tilrettelæggelsen af forsvaret en ganske særlig vægt, men at en arrestant ikke efter eget ønske bør kunne fastholde en varetægtsfængsling i isolation, hvis grundlaget kan fjernes ved en anticiperet bevisførelse, og der ikke kan føres rimelige hensyn til forsvaret, der taler imod afholdelsen af en sådan bevisførelse, jf. herved Strafferetsplejeudvalgets betænkning nr. 1358/1998, side 93.

Det følger af forarbejderne til den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 747, sidste pkt., endvidere, at en anmodning fra arrestantens forsvarer eller anklageren om bevisførelse med henblik på muligheden for ophævelse af isolation bør imødekommes, medmindre særlige modhensyn gør sig gældende, jf. herved betænkning nr. 975/1983, side 59 ff., og betænkning nr. 1358/1998, side 80 ff.

Sådanne modhensyn foreligger ifølge de nævnte betænkninger, når (1) efterforskningen i komplicerede sager ikke har kunnet bringes så vidt, at et tilstrækkeligt materiale foreligger, herunder at der er tilstrækkelig klarhed over, hvad den anticiperede bevisførelse skal belyse, (2) retsplejemæssige hensyn til sigtede taler imod anticiperet bevisførelse, (3) andre retsplejemæssige hensyn bevirker, at bevisførelsen i særlige tilfælde €" uanset hensynet til sigtede €" bør finde sted under domsforhandlingen, f.eks. hvor det er af betydning, at lægdommerne overværer den umiddelbare reaktion på et stillet spørgsmål, (4) domsforhandlingen er så nært forestående, at anticiperet bevisførelse alene vil bevirke, at sagen €" herunder eventuelt varetægtsfængslingen €" trækkes i langdrag, (5) der efter sagens omstændigheder ikke er rimelig udsigt til, at anticiperet bevisførelse vil bevirke, at isolationen ophæves, (6) den pågældende bevisførelse er af uforholdsmæssigt stort omfang, eller (7) den pågældende bevisførelse i øvrigt er særlig besværlig, f.eks. hvor der skal indkaldes vidner fra udlandet.

To af de nævnte modhensyn (nr. 2 og 3) angår retsplejemæssige forhold, mens de øvrige angår mere praktiske forhold.

7.2. Strafferetsplejeudvalgets forslag

Strafferetsplejeudvalget har overvejet, om mulighederne for at anvende anticiperet bevisførelse, dvs. adgangen til at afholde bevisførelse før domsforhandlingen, bør styrkes for herigennem at begrænse anvendelsen af varetægtsfængsling i isolation.

Efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse vil varetægtsfængsling i isolation i en række tilfælde kunne bringes til ophør efter en indenretlig forklaring af sigtede, medsigtede eller vidner i medfør af retsplejelovens § 747, idet den pågældendes afgivelse af forklaring for retten og rettens protokollering af denne forklaring ofte €" om end ikke altid €" vil indebære, at det pågældende bevis må anses for sikret på en sådan måde, at der ikke længere vil være risiko for kollusion i forhold til det pågældende bevis.

Efter udvalgets opfattelse vil en styrkelse af mulighederne for at anvende anticiperet bevisførelse i sager om isolation kunne ske ved at lade nogle af de modhensyn, der kan føre til at nægte anticiperet bevisførelse, udgå.

Udvalget finder ikke, at ét eller flere af de praktiske modhensyn kan udgå. Disse hensyn angår dels de praktiske muligheder for overhovedet med mening at gennemføre en anticiperet bevisførelse, dels behovet for at undgå, at bevisførelsen kommer til at bevirke en væsentlig forlængelse af efterforskningsfasen og dermed af varetægtsfængslingen.

Derimod finder Strafferetsplejeudvalget ikke, at de retsplejemæssige modhensyn bør opretholdes.

For det første vil den, der afhøres under domsforhandlingen i en straffesag, stort set altid forud være afhørt af politiet. Det er derfor for så vidt ikke muligt at opnå en egentligt umiddelbar reaktion på et stillet spørgsmål ved at afslå en anticiperet bevisførelse.

For det andet er den gældende regel om anticiperet bevisførelse med henblik på ophævelse af isolation ikke udtryk for en egentlig undtagelse fra bevisumiddelbarhedsprincippet. Således skal en person €" hvad enten der er tale om en tiltalt, en medsigtet eller et vidne €" også afgive forklaring for den dømmende ret under domsforhandlingen efter reglerne herom i retsplejeloven. Den protokollerede forklaring fra den anticiperede bevisførelse vil efter retsplejelovens § 877, stk. 2, nr. 2 og 3, i en række tilfælde kunne benyttes under domsforhandlingen, navnlig ved såkaldt forehold. Dette forhold ændrer imidlertid ikke ved, at den pågældende skal afhøres på normal måde under domsforhandlingen. Lægdommerne vil således høre den samme bevisførelse som den eller de juridiske dommere. Formålet med anticiperet bevisførelse efter § 747, sidste pkt., er således ikke at erstatte bevisførelse ved domsforhandlingen, men derimod at foretage en bevissikring.

For det tredje finder udvalget, at hensynet til at opnå en begrænsning i anvendelsen af isolation efter en nutidig betragtning i meget vid udstrækning bør tillægges helt afgørende vægt. Bl.a. på den baggrund anser udvalget det for mere nærliggende at foretage en nødvendig bevissikring gennem indenretlig afhøring med de retsgarantier, som dét indebærer, end gennem fortsat isolation med en betydelig belastning af sigtede til følge.

Udvalget foreslår på den baggrund, at § 747 ændres, således at anticiperet bevisførelse med henblik på ophævelse af isolation kan og bør ske, medmindre væsentlige praktiske hensyn taler imod.

Som hidtil forudsættes det, at sigtedes forsvarer er til stede under den anticiperede bevisførelse, mens forsvarerne for eventuelle medsigtede alene tilvarsles til retsmødet.

Det er efter udvalgets opfattelse væsentligt for at opnå formålet med bestemmelsen, at retsmøde til foretagelse af anticiperet bevisførelse finder sted hurtigt. På den baggrund foreslår udvalget, at retsmødet skal afholdes snarest og så vidt muligt inden 2 uger fra rettens modtagelse af anmodningen. Bestemmelsen indebærer bl.a., at det vil påhvile også anklagemyndigheden og den sigtedes forsvarer at medvirke til, at retsmødet kan afholdes inden for den nævnte frist.

Der henvises til betænkningens side 136-140.

7.3. Justitsministeriets overvejelser

Under høringen over Strafferetsplejeudvalgets betænkning har Landsforeningen af Beskikkede Advokater anført, at foreningen ikke kan støtte den foreslåede udvidelse af adgangen til at foranstalte § 747-forhør. Det skyldes, at der i praksis har været eksempler på, at politiet har ladet en sigtets forklaring bevisfiksere i et indenretligt forhør for efterfølgende at bruge den afgivne forklaring under domsforhandlinger mod andre tiltalte. Endvidere kan § 747-forhør medføre en skævvridning af processen, idet det ikke bliver de forklaringer, der afgives under selve domsforhandlingen, der danner grundlag for en domfældelse af tiltalte, men derimod de tidligere bevisfikserede forklaringer. Endelig har foreningen anført, at medsigtede €" sådan som § 747-forhør praktiseres for øjeblikket €" normalt ikke har adgang til at overvære afhøringen, enten fordi de medsigtedes forsvarere er bundet af pålæg om ikke at drøfte bevistemaet med klienten, eller fordi § 747-forhør ikke berammes efter forudgående aftale med de medsigtedes forsvarere.

Politidirektøren i København har om udvalgets forslag bl.a. anført, at de nedsættelser af overgrænserne for isolation, som udvalget har foreslået, vil stille ganske store krav ikke blot til politiets ressourceanvendelse i forbindelse med en rimelig afvikling af § 747-forhør, men også til retternes og forsvarernes medvirken til berammelse af sådanne retsmøder.

Justitsministeriet er enig med Strafferetsplejeudvalget i, at hensynet til at begrænse anvendelsen af varetægtsfængsling i isolation må tillægges meget stor vægt, og ministeriet kan derfor af de grunde, som udvalget har anført, tiltræde, at den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 747 bør ændres, således at anticiperet bevisførelse med henblik på ophævelse af isolation kan og bør ske, medmindre væsentlige praktiske hensyn taler imod.

Med hensyn til det af Landsforeningen af Beskikkede Advokater anførte skal Justitsministeriet understrege, at hverken den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 747, sidste pkt., eller den foreslåede ændring af bestemmelsen er udtryk for en egentlig undtagelse fra bevisumiddelbarhedsprincippet. En person, som har afgivet forklaring ved anticiperet bevisførelse efter retsplejelovens § 747, vil således €" hvad enten der er tale om en sigtet, en medsigtet eller et vidne €" også skulle afgive forklaring for den dømmende ret under domsforhandlingen efter reglerne herom i retsplejeloven. I en række tilfælde vil den protokollerede forklaring fra den anticiperede bevisførelse efter retsplejelovens § 877, stk. 2, nr. 2 og 3, kunne benyttes under domsforhandlingen, navnlig ved såkaldt forehold, men dette ændrer ikke ved, at den pågældende vil skulle afhøres på normal måde under domsforhandlingen.

Om den foreslåede bestemmelse henvises til lovforslagets § 1, nr. 1 (retsplejelovens § 747).

8. Kompenserende foranstaltninger

8.1. Behandlingen af isolerede arrestanter

8.1.1. Gældende ret

Efter den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 776 fastsætter justitsministeren nærmere regler om behandlingen af varetægtsarrestanter. For arrestanter, der er isoleret efter rettens bestemmelse, fastsættes særlige regler om øget personalekontakt, særlig adgang til eneundervisning og bestemte typer af arbejde samt tilbud om regelmæssige og længerevarende samtaler med præster, læger, psykologer eller andre, jf. § 776, 2. pkt.

I kapitel 25 (§§ 82-86) i bekendtgørelse nr. 897 af 6. november 2003 om ophold i varetægt (varetægtsbekendtgørelsen) er der fastsat nærmere regler om varetægtsarrestanter i isolation.

Det følger af disse regler bl.a., at varetægtsarrestanter, som er isolerede efter rettens bestemmelse, skal vejledes udførligt om de særlige rettigheder og tilbud, der tilkommer dem som isolerede.

Med henblik på at mindske den særlige belastning og risiko for forstyrrelse af det psykiske helbred, som er forbundet med isolation, påhviler det personalet løbende at være særligt opmærksom på, om isolerede varetægtsarrestanter har behov for øget personalekontakt, tilsyn af læge, herunder en psykiater, udvidet adgang til besøg mv., og særligt i forhold til varetægtsarrestanter, som undergives længerevarende isolation, påhviler det personalet at være opmærksom på, at dette behov øges i takt med varigheden af isolationen, jf. varetægtsbekendtgørelsens § 82.

Af reglerne i varetægtsbekendtgørelsen følger det endvidere, at varetægtsarrestanter, som er isolerede efter rettens bestemmelse, skal have tv stillet gratis til rådighed, jf. bekendtgørelsens § 83. De bør endvidere have tilladelse til besøg mindst en gang ugentligt, jf. bekendtgørelsens § 84. Besøgstiden må ikke være kortere end 1 time, og længerevarende besøg skal tillades i det omfang, forholdene tillader det.

Efter bekendtgørelsens § 85 skal varetægtsarrestanter, som har været isolerede efter rettens bestemmelse i mere end 14 dage, under fortsat isolation tilbydes regelmæssige og længerevarende samtaler med f.eks. præst, læge eller psykolog. Denne gruppe isolerede skal endvidere tilbydes særlig adgang til eneundervisning og arbejde, herunder anden godkendt aktivitet, som kan medvirke til at mindske den særlige belastning og risiko for forstyrrelse af det psykiske helbred, som er forbundet med isolation, jf. bekendtgørelsens § 86.

Bestemmelserne i varetægtsbekendtgørelsens §§ 82-86 gælder alle varetægtsarrestanter, som isoleres efter rettens bestemmelse. For unge under 18 år gælder endvidere reglerne i bekendtgørelse nr. 390 af 17. maj 2001 om behandlingen af 15-17-årige, der anbringes i kriminalforsorgens institutioner. Efter bekendtgørelsens § 13 skal en institution, der modtager en varetægtsarrestant under 18 år, snarest muligt med udgangspunkt i den unges motivation og samlede forudsætninger søge at etablere et særligt behandlingsprogram f.eks. i form af undervisnings- eller aktiveringstilbud for den pågældende.

8.1.2. Strafferetsplejeudvalgets forslag

Strafferetsplejeudvalget har understreget vigtigheden af, at der fortsat arbejdes med foranstaltninger, der kan medvirke til at begrænse belastningen ved varetægtsophold i isolation. Dette skyldes bl.a., at der også efter en gennemførelse af udvalgets forslag vil kunne forekomme isolationsfængslinger af længere varighed.

Strafferetsplejeudvalget finder i den forbindelse ikke behov for at foretage en ændring af retsplejelovens § 776, der allerede indeholder den fornødne hjemmel til at fastsætte administrative forskrifter om øget personalekontakt mv. for varetægtsarrestanter, der er anbragt i isolation efter rettens bestemmelse.

Der henvises til betænkningens side 141.

8.1.3. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet er enig med Strafferetsplejeudvalget i, at der ikke er behov for at foretage en ændring af retsplejelovens § 776.

For så vidt angår de gældende administrative regler om særlig personalekontakt, udvidet adgang til besøg, særlig adgang til eneundervisning og bestemte typer af arbejde samt tilbud om regelmæssige og længerevarende samtaler med præster, læger, psykologer eller andre, er det Justitsministeriets opfattelse, at disse regler er egnede til at sikre, at de negative virkninger, der må antages at være forbundet med varetægtsfængsling i isolation i sammenligning med ikke-isolation, begrænses.

Som anført ovenfor under pkt. 5.3. vil Justitsministeriet efter en vedtagelse af lovforslaget imidlertid tage initiativ til, at der €" foruden de administrative regler, som allerede gælder €" udarbejdes administrative regler om yderligere personkontakt dels for unge under 18 år, hvis anbringelse i isolation opretholdes ud over 4 uger, dels for andre arrestanter, hvis anbringelse i isolation opretholdes ud over 6 måneder.

8.2. Isolationsfradraget

8.2.1. Gældende ret

I medfør af straffelovens § 86, stk. 1, 1. pkt., afkortes et antal dage i den idømte fængselsstraf svarende til det antal påbegyndte døgn, den dømte har været anholdt, varetægtsfængslet eller indlagt til mentalundersøgelse. I § 86, stk. 1, 3. pkt., er fastsat en særlig regel om afkortning i frihedsstraf for dømte, der under frihedsberøvelsen samtidig har været isoleret efter rettens bestemmelse. For denne gruppe dømte afkortes yderligere et antal dage svarende til en dag for hvert påbegyndt tidsrum af tre døgn, hvor den dømte har været isoleret.

8.2.2. Strafferetsplejeudvalgets overvejelser

Strafferetsplejeudvalget har overvejet, om der bør foretages ændringer i den særlige regel i straffelovens § 86, stk. 1, 3. pkt., om afkortning i frihedsstraf for dømte, der under frihedsberøvelsen samtidig har været isoleret efter rettens bestemmelse.

Udvalget har ikke fundet, at de foreslåede ændringer i isolationsreglerne i sig selv giver anledning til ændring af bestemmelsen om yderligere fradrag for isolationsperioder.

Udvalget har imidlertid overvejet, om der bør indrømmes et forhøjet fradrag for de særlig langvarige isolationsfængslinger. Mod at yde et sådant forhøjet yderligere fradrag taler efter udvalgets opfattelse imidlertid de hensyn, som i de tidligere overvejelser har været anført imod overhovedet at give et særligt fradrag for varetægtsfængsling i isolation, jf. herved betænkning nr. 975/1983, side 66-70, og betænkning nr. 1358/1998, side 86-88. Således kan et yderligere fradrag siges især at komme den til gode, som har gjort sig skyldig i grov, organiseret kriminalitet, og som eventuelt tillige forsøgt at modarbejde forfølgningen.

Udvalget har på den baggrund €" og idet hensyn til særlig langvarig isolation kan tages i forbindelse med strafudmålingen €" ikke fundet grundlag for at foreslå en lovregel om forhøjet fradrag ved langvarig isolation.

Der henvises til betænkningens side 142.

8.2.3. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet er af den opfattelse, at det ville kunne virke stødende for retsfølelsen, hvis isolationsfradraget var af en sådan størrelse, at det kunne give indtryk af, at sigtede, der har været anbragt i isolation i længere tid i forbindelse med særlig grov kriminalitet eller kriminalitet af organiseret karakter, og som har modvirket efterforskningen, bliver belønnet i form af væsentlig kortere straffe end andre sigtede.

Justitsministeriet kan på den baggrund €" og i øvrigt af de grunde, som udvalget har anført €" tiltræde, at den særlige regel i straffelovens § 86, stk. 1, 3. pkt., om afkortning i frihedsstraf for dømte, der under frihedsberøvelsen samtidig har været isoleret efter rettens bestemmelse, bør opretholdes uændret.

9. Opfølgende foranstaltninger

9.1. Rigsadvokatens årlige isolationsredegørelser

Justitsministeriet tilkendegav i bemærkningerne til L 14 (vedtaget som lov nr. 324 af 31. maj 2000), at ministeriet løbende vil følge udviklingen i antallet og varigheden af isolationsfængslinger.

Med henblik på udmøntning af denne forpligtelse anmodede Justitsministeriet i juni måned 2000 Rigsadvokaten om at iværksætte en løbende statistikindsamling med henblik på, at Justitsministeriet én gang årligt kan modtage oplysning om udviklingen på området bl.a. med henblik på en orientering af Folketingets Retsudvalg.

Efterfølgende har Rigsadvokaten årligt afgivet en redegørelse om udviklingen i anvendelsen af varetægtsfængsling i isolation til Justitsministeriet. Ministeriet har videresendt redegørelserne til Folketingets Retsudvalg til orientering.

9.2. Strafferetsplejeudvalgets forslag

Strafferetsplejeudvalget er af den opfattelse, at den fremtidige udvikling i anvendelsen og varigheden af varetægtsfængsling i isolation også efter en gennemførelse af udvalgets forslag i høj grad vil bero på den nærmere anvendelse af lovens regler.

Udvalget har på den baggrund foreslået, at ordningen med en årlig isolationsredegørelse opretholdes. I redegørelserne vil der €" ud over den almindelige udvikling i antallet og varigheden af isolationsfængslinger €" som hidtil kunne orienteres om bl.a. anvendelsen af isolation over for unge under 18 år og praksis med hensyn til sager, som har været forelagt Rigsadvokaten forud for fremsættelse af anmodning om forlængelse. Der vil endvidere kunne redegøres for initiativer, som udviklingen eventuelt måtte give anledning til.

Udvalget har i øvrigt anført, at der siden den første isolationsredegørelse er udviklet et langt bedre statistikgrundlag, som gør det muligt ret nøje at overvåge udviklingen og bedømme, om der kan være anledning til at gribe ind gennem udstedelse af generelle retningslinjer mv.

Der henvises til betænkningens side 143.

9.3. Justitsministeriets overvejelser

Rigsadvokaten har under høringen over Strafferetsplejeudvalgets betænkning bl.a. anført, at det som et naturligt element i statsadvokaternes tilsyn med politikredsenes straffesagsbehandling indgår, at statsadvokaterne også fremover som led i deres generelle tilsyn med politikredsene er opmærksomme på anvendelsen af varetægtsfængsling i isolation. Der kan i den forbindelse være anledning til løbende at analysere og €" om nødvendigt €" gribe ind over for regionale forskelle i det omfang, disse måtte være uden fornøden saglig begrundelse.

I overensstemmelse hermed og af de grunde, som Strafferetsplejeudvalget har anført, kan Justitsministeriet tiltræde udvalgets forslag om, at ordningen med en årlig isolationsredegørelse opretholdes indtil videre. Efter en gennemførelse af lovforslaget vil Justitsministeriet anmode Rigsadvokaten om fortsat én gang årligt at redegøre for anvendelsen af isolation og de initiativer, som udviklingen eventuelt måtte give anledning til.

10. Forslagets økonomiske og administrative konsekvenser

Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske eller administrative konsekvenser for det offentlige af betydning.

Lovforslaget har ikke økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet.

11. Hørte myndigheder mv.

Strafferetsplejeudvalgets betænkning nr. 1469/2006 om varetægtsfængsling i isolation efter 2000-loven har været sendt i høring hos:

Præsidenten for Østre Landsret, Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten for Københavns Byret, Præsidenten for Retten i Århus, Præsidenten for Retten i Odense, Præsidenten for Retten i Ålborg, Præsidenten for Retten i Roskilde, Domstolsstyrelsen, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren i København, Foreningen af Politimestre i Danmark, Politifuldmægtigforeningen, Politiforbundet i Danmark, Foreningen af Fængselsinspektører og Vicefængselsinspektører, Dansk Fængselsforbund, Advokatrådet, Landsforeningen af Beskikkede Advokater, Dansk Retspolitisk Forening, Amtsrådsforeningen, Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune, Institut for Menneskerettigheder, Amnesty International, Børnerådet, Børnesagens Fællesråd, Red Barnet, Børns Vilkår, Foreningen af Statsamtmænd, Foreningen af Statsamtsjurister, Kommunernes Landsforening og Retssikkerhedsfonden.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

I lovforslagets bilag 1 er de foreslåede bestemmelser sammenholdt med de nugældende bestemmelser.

Til § 1

Til § 1, nr. 1 (retsplejelovens § 747)

Adgangen til anticiperet bevisførelse med henblik på sikring af bevis i sager om isolation foreslås med en ny affattelse af retsplejelovens § 747 udvidet i forhold til adgangen til anticiperet bevisførelse af hensyn til sikring af bevis i øvrigt. Formålet hermed er navnlig at opnå en reduktion i antallet af længerevarende varetægtsfængslinger i isolation.

I overensstemmelse med princippet om bevisumiddelbarhed finder bevisførelsen i straffesager som hovedregel sted umiddelbart for den dømmende ret under domsforhandlingen. Herfra er der i retsplejelovens § 747 imidlertid gjort to undtagelser.

For det første kan retsmøde afholdes efter anmodning, når det er påkrævet for at sikre bevis, som det ellers må befrygtes vil gå tabt, eller som ikke uden uvæsentlig ulempe eller forsinkelse vil kunne føres for den dømmende ret, eller når det må antages at være af betydning for efterforskningen eller af hensyn til en offentlig interesse, jf. den nugældende bestemmelse i § 747, 2. pkt. Denne adgang til at begære anticiperet bevisførelse opretholdes efter forslaget uændret, jf. den foreslåede bestemmelse i § 747, stk. 2.

Endvidere kan retsmøder efter den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 747, sidste pkt., afholdes efter anmodning, når sigtede er varetægtsfængslet i isolation, og sikringen af bevis vil kunne få betydning for spørgsmålet om opretholdelsen af isolation.

Efter den foreslåede regel kan retsmøde med henblik på at sikre bevis afholdes efter anmodning, såfremt (1) sigtede er varetægtsfængslet i isolation, (2) sikringen af bevis vil kunne få betydning for spørgsmålet om isolationens ophævelse, og (3) væsentlige praktiske hensyn ikke taler imod, jf. den foreslåede bestemmelse i § 747, stk. 3, nr. 1-3.

Anmodning kan fremsættes både af anklagemyndigheden og forsvareren.

Sigtet med den foreslåede bestemmelse er, at en isolation ikke opretholdes, hvis grundlaget for isolationen kan fjernes ved en anticiperet bevisførelse, og der ikke kan anføres rimelige hensyn, der taler imod afholdelsen af en sådan bevisførelse.

Væsentlige praktiske hensyn kan efter den foreslåede bestemmelse på samme måde som nu begrunde, at retten afslår en anmodning om anticiperet bevisførelse. Der kan f.eks. forekomme tilfælde, hvor der ikke er en rimelig udsigt til, at en anticiperet bevisførelse kan give grundlag for ophævelse af isolationen. Desuden kan der være tilfælde, hvor efterforskningen ikke er så fremskreden, at et tilstrækkeligt materiale foreligger til at opnå klarhed over, hvad den anticiperede bevisførelse skal belyse. Der kan også være tilfælde, hvor domsforhandlingen er så nært forestående, at gennemførelsen af en anticiperet bevisførelse reelt kan bevirke en samlet forlængelse af sagens behandling. Endvidere vil en anmodning kunne afslås, hvis den fornødne bevisførelse er af et uforholdsmæssigt stort omfang eller i øvrigt særlig besværlig, f.eks. hvor der skal indkaldes vidner fra udlandet.

Gør ingen af de opregnede modhensyn sig gældende, forudsættes anticiperet bevisførelse i almindelighed tilladt.

Således bør en anmodning om anticiperet bevisførelse €" i modsætning til efter den gældende regel €" ikke afslås alene af retsplejemæssige hensyn til, at bevisførelsen finder sted under domsforhandlingen, herunder med det formål, at lægdommere overværer den umiddelbare reaktion på et stillet spørgsmål. Dette hensyn af retsplejemæssig karakter bør således vige for hensynet til muligheden for at begrænse anvendelsen af isolation gennem afholdelse af anticiperet bevisførelse.

Afgørelsen om anticiperet bevisførelse berører ikke i sig selv bevisførelsen ved domsforhandlingen. På samme måde som hidtil skal medsigtede og vidner således indkaldes til at afgive forklaring under domsforhandlingen.

Som anført ovenfor bør en anmodning om bevisførelse imødekommes, hvis ikke de nævnte praktiske hensyn taler imod. Der vil dog fortsat efter almindelige retsprincipper om ligestilling mellem parterne (»equality of arms«) skulle tages hensyn til forsvarets mulighed for at varetage sigtedes interesser. Heri ligger navnlig, at sigtedes forsvarer skal have adgang til samme oplysninger som politiet i relation til det bevis, som skal sikres ved den anticiperede bevisførelse. F.eks. vil retten i tilfælde, hvor forsvareren på grund af forsvarerpålæg i medfør af retsplejelovens § 729 a, stk. 4, er forhindret i at drøfte oplysningerne med den sigtede forud for gennemførelsen af en anticiperet bevisførelse, i samme omfang som hidtil kunne afslå en anmodning herom.

Hvis retten imødekommer en anmodning om anticiperet bevisførelse efter § 747, stk. 3, skal retsmødet afholdes snarest og så vidt muligt inden for 2 uger fra rettens modtagelse af anmodningen, jf. den foreslåede bestemmelse i § 747, stk. 4. Bestemmelsen indebærer bl.a., at det vil påhvile også anklagemyndigheden og den sigtedes forsvarer at medvirke til, at retsmødet kan afholdes inden for den nævnte frist.

Som hidtil forudsættes det, at den sigtedes forsvarer er til stede under den anticiperede bevisførelse, mens forsvarerne for eventuelle medsigtede alene tilvarsles til retsmødet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 7.2. og 7.3. i de almindelige bemærkninger.

Til § 1, nr. 2 (retsplejelovens § 770 b, stk. 2)

Den foreslåede bestemmelse i § 770 b, stk. 2, er ny. Efter bestemmelsen kan varetægtsfængsling i isolation af unge under 18 år kun finde sted, når de almindelige krav til proportionalitet er opfyldt, jf. den nugældende proportionalitetsregel i § 770 b, og der i øvrigt foreligger helt særlige omstændigheder, som gør det påkrævet.

Formålet med bestemmelsen er at tydeliggøre, at iværksættelse eller fortsat isolation af unge under 18 år altid bør have undtagelsens karakter.

Helt særlige omstændigheder kan medføre, at varetægtsfængsling i isolation af unge under 18 år må anses for påkrævet. Sådanne helt særlige omstændigheder kan f.eks. bestå i, at den forbrydelse, som den unge er sigtet for, er af meget alvorlig karakter, og der i den konkrete sags oplysninger findes et særlig stærkt behov for fængsling i isolation af den pågældende. F.eks. kan der være tilfælde, hvor der er tale om meget alvorlig narkotikakriminalitet eller meget alvorlig personfarlig kriminalitet med én eller flere medgerningsmænd på fri fod, og hvor det på baggrund af den konkrete sags oplysninger må antages, at der foreligger en alvorlig kollusionsrisiko.

Ved afgørelsen må der lægges stor vægt på den pågældendes alder således, at isolation som altovervejende hovedregel ikke sker, hvis den sigtede kun er 15 eller 16 år.

Isolation bør normalt heller ikke ske alene af hensyn til efterforskningen mod andre, f.eks. når den unge under 18 år selv har tilstået.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4.2.5. og 4.3. i de almindelige bemærkninger.

Til § 1, nr. 3 (retsplejelovens § 770 c, stk. 1)

Den gældende bestemmelse i § 770 c indeholder regler om den maksimale tidsmæssige udstrækning af isolation.

Med lovforslagets § 1, nr. 3, nedsættes den gældende ufravigelige tidsmæssige overgrænse for isolation på 4 uger til 14 dage for lovovertrædelser, der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover, men ikke i 4 år.

Som hidtil regnes fristen for isolation fra iværksættelsen. Dette gælder også i tilfælde, hvor der under en isolationsperiode rejses sigtelse for nye forhold. I sådanne tilfælde vil den længst tilladte varighed af isolationen imidlertid øges, hvis strafferammen for et nyt påsigtet forhold giver mulighed for en længerevarende isolation end tidligere påsigtede forhold.

Der henvises i øvrigt til pkt. 5.2.1. og 5.3. i de almindelige bemærkninger.

Til § 1, nr. 4 (retsplejelovens § 770 c, stk. 2)

Med lovforslagets § 1, nr. 4, nedsættes den gældende ufravigelige tidsmæssige overgrænse for isolation på 8 uger til 4 uger for lovovertrædelser, der efter loven kan medføre fængsel i 4 år eller derover, men ikke i 6 år.

Som anført ovenfor til lovforslagets § 1, nr. 3, regnes fristen for isolation som hidtil fra iværksættelsen, også når der under en isolationsperiode rejses sigtelse for nye forhold. I sådanne tilfælde vil den længst tilladte varighed af isolationen imidlertid øges, hvis strafferammen for et nyt påsigtet forhold giver mulighed for en længerevarende isolation end tidligere påsigtede forhold.

Der henvises i øvrigt til pkt. 5.2.1. og 5.3. i de almindelige bemærkninger.

Til § 1, nr. 5 (retsplejelovens § 770 c, stk. 3)

Efter den gældende bestemmelse i § 770 c, stk. 3, 1. pkt., kan der for lovovertrædelser, der efter loven kan medføre fængsel i 6 år eller derover, ske varetægtsfængsling i isolation i et sammenhængende tidsrum af indtil 3 måneder. Efter bestemmelsens 2. pkt. kan retten dog undtagelsesvis tillade, at en isolation udstrækkes ud over 3 måneder, hvis afgørende hensyn til sagens forfølgning gør isolation påkrævet, uanset den tid arrestanten hidtil har været isoleret.

Med lovforslagets § 1, nr. 5, nedsættes den normale tidsmæssige overgrænse for isolation på 3 måneder til 8 uger for lovovertrædelser, der efter loven kan medføre fængsel i 6 år eller derover, jf. den foreslåede bestemmelse i § 770 c, stk. 3, 1. pkt.

Med henblik på at fastholde bestemmelsens snævre anvendelsesområde foreslås rettens adgang til undtagelsesvis at tillade isolation udstrakt ud over lovens normale overgrænse yderligere indsnævret.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 770 c, stk. 3, 2. pkt. , stilles der således yderligere krav om, at den lovovertrædelse, der begrunder varetægtsfængsling i isolation, kan ventes at ville medføre straf af fængsel i mindst 2 år.

Rettens vurdering af den forventelige straf forudsættes at bygge på almindelig udmålingspraksis og ikke en vurdering af, hvad afgørelsen efter den sigtedes personlige forhold kan tænkes at falde ud til. På den baggrund, og idet vurderingen af, om kravet til den forventelige straf er opfyldt, endvidere bygger på et mistankegrundlag i form af begrundet mistanke, forudsættes anvendelsen af bestemmelsen ikke at udelukke den dommer, der har truffet afgørelse efter den foreslåede bestemmelse i § 770 c, stk. 3, 2. pkt., fra senere at virke som dommer i den pågældende sag.

En fravigelse af 8-ugers grænsen vil som hidtil €" forudsat at den lovovertrædelse, der begrunder fængsling i isolation, efter oplysningerne om forholdets grovhed kan ventes at ville medføre straf af fængsel i mindst 2 år €" kunne komme på tale i to situationer.

Det vil for det første €" og navnlig €" dreje sig om alvorlig, grænseoverskridende kriminalitet, hvor der på grund af sagens internationale forgreninger er behov for efterforskning i udlandet. For det andet vil der undtagelsesvis kunne forekomme sager, der ikke kræver efterforskning i udlandet, men hvor det på grund af kriminalitetens art og karakter må antages, at den sigtede i særlig grad kan €" og vil €" modvirke efterforskningen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 5.2.1. og 5.3. i de almindelige bemærkninger.

Til § 1, nr. 6 (retsplejelovens § 770 c, stk. 4)

Efter den foreslåede bestemmelse i § 770 c, stk. 4 , vil der gælde en absolut tidsmæssig overgrænse for varetægtsfængsling i isolation på 6 måneder, medmindre sigtelsen angår en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitler 12 eller 13 eller en overtrædelse af straffelovens §§ 191 eller 237. Undtagelsen vil også gælde forsøg på og medvirken til de pågældende straffelovsovertrædelser.

Den nugældende bestemmelse i stk. 4 bliver herefter stk. 5.

Der henvises i øvrigt til pkt. 5.2.2. og 5.3. i de almindelige bemærkninger.

Til § 1, nr. 7 (retsplejelovens 770 c, stk. 5)

Med lovforslagets § 1, nr. 7, foreslås den gældende ufravigelige tidsmæssige overgrænse for varetægtsfængsling i isolation af unge under 18 år på 8 uger i § 770 c, stk. 4 (der bliver § 770 c, stk. 5), nedsat til en normal €" men ikke ufravigelig €" 4-ugers grænse. Efter forslaget vil 4-ugers grænsen kunne fraviges, hvis sigtelsen angår en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitler 12 eller 13. Det samme gælder forsøg på og medvirken til sådanne lovovertrædelser.

Den foreslåede bestemmelse i indebærer, at isolation af unge under 18 år i sager vedrørende forsætlige overtrædelser af straffelovens kapitler 12 eller 13 kan opretholdes ikke alene ud over den foreslåede 4-ugers grænse, men i disse helt særlige sager efter omstændighederne også ud over den 8-ugers grænse, som gælder i dag.

Det vil dog følge af proportionalitetsreglen i § 770 b €" særligt efter den foreslåede bestemmelse i § 770 b, stk. 2 €" at opretholdelse af en varetægtsfængsling i isolation af en arrestant under 18 år ud over 4 uger kun vil kunne ske i helt ekstraordinære tilfælde, hvor den pågældende er mistænkt for en særdeles grov lovovertrædelse, og der er en meget væsentlig kollusionsrisiko.

Der henvises i øvrigt til pkt. 5.2.1. og 5.3. i de almindelige bemærkninger.

Til § 1, nr. 8 (retsplejelovens § 770 d, stk. 1)

Med lovforslagets § 1, nr. 8, skærpes kravene til domstolenes kendelser om isolation eller fortsat isolation med henblik på at opnå mere konkrete og udførlige begrundelser for isolation.

Rettens afgørelse om isolation skal fortsat træffes ved særskilt kendelse.

Efter forslaget opdeles begrundelseskravet i 3 led, hvorefter retten skal anføre:

€" den konkrete vanskeliggørelse, der foreligger risiko for i sagen, jf. den foreslåede bestemmelse i § 770 d, stk. 1, nr. 1 ,

€" grundlaget i den konkrete sags oplysninger for at antage, at denne risiko foreligger, jf. den foreslåede bestemmelse i § 770 d, stk. 1, nr. 2 , og

€" de konkrete omstændigheder, hvorpå det i øvrigt støttes, at betingelserne i §§ 770 a-770 c er opfyldt, jf. den foreslåede bestemmelse i § 770 d, stk. 1, nr. 3.

Med bestemmelsen fremhæves blandt betingelserne for isolation særligt indikationskravet, idet der med de to første led stilles mere præcist formulerede krav med hensyn til dels indikationens indhold, dels indikationens grundlag, mens det tredje led i øvrigt opretholder det gældende begrundelseskrav.

I kravet om anførelse af den konkrete vanskeliggørelse (§ 770 d, stk. 1, nr. 1) ligger, at det udtrykkeligt af kendelsen skal fremgå, hvilken kollusion det frygtes, at arrestanten vil udøve.

Det bør i kendelsen således anføres, om det drejer sig om afstemning af forklaringer mellem flere sigtede/mistænkte (hvad enten dette sker ved trusler, overtalelse eller efter fælles forståelse), om påvirkning af vidner eller om en tredje form for kollusion. Tilsvarende må det anføres, hvis der er tale om kollusion i den særlige form at advare andre, dvs. hvor kollusionen går på sigtedes vanskeliggørelse af efterforskningen mod en anden person.

Det bør endvidere anføres, hvem eller hvad kollusionen rettes mod.

Er der tale om afstemning af forklaringer mellem flere sigtede/mistænkte, må det således anføres, hvem der er tale om. Er der tale om nogen, hvis identitet er ukendt, men hvor der desuagtet foreligger tilstrækkeligt grundlag for en antagelse om kollusionsrisiko, må beskrivelsen gå på den pågældendes rolle i sagen el.lign.

På samme måde må andre personer, herunder vidner, der frygtes påvirket, anføres. Særligt for sådanne personer må det antages at følge af den gældende § 770 a, at der normalt skal være tale om trusler eller påvirkning på anden lignende måde (dvs. overtalelse el.lign.), eller dog om en meget grov kriminalitet.

Er der tale om kollusion i form af at advare andre gerningsmænd, må også her angives, hvem det drejer sig om. Der må i øvrigt i disse specielle kollusionstilfælde €" særligt hvis sigtede selv har tilstået, og isolationen således først og fremmest har til formål at beskytte efterforskningen i relation til en medgerningsmand €" stilles særlige krav til kriminalitetens grovhed og ikke mindst til sandsynligheden for, at sigtede vil advare den pågældende medgerningsmand.

Er der tale om kollusion i form af fjernelse af spor eller koster, må det præciseres, hvilke spor eller koster der tænkes på.

I kravet om anførelse af grundlaget for antagelsen om kollusionsrisikoen (§ 770 d, stk. 1, nr. 2) ligger, at det skal præciseres, hvilke oplysninger i sagen der begrunder, at arrestanten kan og vil udøve den pågældende kollusion, hvis den pågældende har fællesskab med andre indsatte, og dermed at varetægtsfængslingen ikke i sig selv er tilstrækkelig til at hindre kollusionen.

Af formuleringen »den konkrete sags oplysninger« følger, at antagelsen må bygge på de foreliggende oplysninger i sagen, herunder den sigtelse, der er rejst, og som opfylder kravet om begrundet mistanke.

Det er således allerede efter forarbejderne til den gældende § 770 a ikke tilstrækkeligt at henvise til, at kriminalitetens art eller »sagens karakter« i sig selv gør det sandsynligt, at arrestanten vil søge at påvirke medsigtede/medgerningsmænd. Det må derimod kræves, at der er oplysning om tidligere eller aktuelle forsøg på påvirkning, herunder f.eks. tidligere straf for overtrædelse af straffeloves § 123, særlig tilknytning til et fælles kriminelt miljø, særlig afhængighed mellem de sigtede eller et andet konkretiserbart grundlag i tilknytning til den konkrete sigtede eller sagens konkrete omstændigheder. Er der ikke grundlag for at henvise til tidligere eller aktuelle kollusionsforsøg, fælles kriminelt miljø eller særlig afhængighed, må der således noget særligt til.

Med hensyn til påvirkning af andre end medgerningsmænd, herunder vidner, må der på samme måde stilles krav til grundlaget. Det kan bestå i allerede fremsatte vidnetrusler eller en særlig afhængighed. Foreligger ingen af delene, må der noget særligt til i form af et lignende betryggende grundlag eller dog en særdeles grov forbrydelse.

Med hensyn til mulighederne for, at arrestanten, hvis den pågældende anbringes i fællesskab med andre indsatte, kan gennemføre den pågældende kollusion, vil grundlaget navnlig kunne bestå i en tilknytning til et kriminelt miljø. Er der tale om en særdeles grov forbrydelse, vil dog også selve strafrisikoen kunne indgå i vurderingen.

Det forhold, at det ikke er tilstrækkeligt at henvise til »kriminalitetens art« eller »sagens karakter« som grundlag for antagelsen om en kollusionsrisiko, er på den anden side ikke til hinder for, at karakteren af den påsigtede forbrydelse og oplysningerne om den konkrete udførelse mv. sammen med de ovenfor anførte forhold indgår i rettens vurdering og begrundelse. Således vil typisk forekommende omstændigheder, der går igen fra sag til sag, kunne indgå i begrundelsen, når de er knyttet til den konkrete sigtelse og den konkrete sigtede. Det samme gælder almindelig erfaring om gerningsmænds handlemønstre. Angår sigtelsen f.eks. afpresning eller vidnetrusler, er dette i sig selv et moment, der peger på en kollusionsrisiko. Det samme kan være tilfældet, hvor vold er anvendt som pression, hævn el.lign.

Det følger af det anførte, at det forhold, at sigtede nægter sig skyldig, ikke bevirker, at isolationsbetingelserne er opfyldt. En aflagt tilståelse kan selvfølgelig betyde, at isolation slet ikke kommer på tale; men om betingelserne for isolation af den, der nægter sig skyldig, er opfyldt, må bero på de forhold, som er nævnt ovenfor, og ikke på vedkommendes nægtelse. Ligesom »sigtedes holdning til sagen« ikke bør indgå i en fængslingskendelse, bør »sigtedes holdning til sagen« heller ikke indgå i begrundelsen for en isolationskendelse.

Derimod er det forhold, at sigtede (i sin gode ret) nægter at udtale sig om sagen, et moment, der kan spille ind ved vurderingen af kollusionsrisikoen, jf. herved betænkning nr. 1358/1998, side 50, og Højesterets kendelse af 7. marts 2005 i sag nr. 227/2004 (omtalt i betænkning nr. 1469/2006, side 38-39).

Det forhold, at sigtede måtte afgive en særlig utroværdig forklaring, angår i sig selv først og fremmest spørgsmålet om mistanken og dennes styrke.

I kravet om anførelse af de konkrete omstændigheder, hvorpå det i øvrigt støttes, at isolationsbetingelserne er opfyldt (§ 770 d, stk. 1, nr. 3), ligger, at den gældende begrundelsesregel opretholdes ved siden af de præciserede krav vedrørende indikationen.

Begrundelsen skal således fortsat bygge på sagens konkrete omstændigheder også med hensyn til proportionalitetsreglen i § 770 b, stk. 1, den foreslåede regel i § 770 b, stk. 2, om unge under 18 år og med hensyn til de skærpede betingelser i § 770 c, stk. 3.

Særligt med hensyn til begrundelsen for, at formålet ikke kan tilgodeses ved mindre indgribende foranstaltninger, vil denne efter omstændighederne kunne bestå i en henvisning til grundene vedrørende indikationen, når blot disse bygger på konkrete forhold vedrørende sagen og den sigtede.

Generelt gælder i øvrigt, at kravene skærpes, jo længere tid isolationen har varet.

Særlige krav til begrundelsen følger endvidere af de foreslåede regler om unge under 18 år, jf. bemærkningerne ovenfor til lovforslagets § 1, nr. 2.

Det skal understreges, at isolation ikke bør iværksættes eller opretholdes, hvis anklagemyndigheden ikke har påvist omstændigheder, der kan føre til isolation. I klare tilfælde kan retten indskrænke sig til at anføre, at anklagemyndigheden ikke har påvist omstændigheder, der kan føre til, at isolationsbetingelserne kan anses for opfyldt.

Den foreslåede begrundelsesregel gælder kun kendelser, der går ud på, at isolation skal ske. Nægtes isolation, gælder de almindelige regler om begrundelse af kendelser, herunder at det af kendelsen skal fremgå, hvad der har været afgørende for rettens afgørelse.

Der henvises i øvrigt til pkt. 6.2.2. og 6.3. i de almindelige bemærkninger.

Til § 1, nr. 9 (retsplejelovens § 770 d, stk. 3)

Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 1, nr. 9, er ny. Bestemmelsen har til formål dels at betone vigtigheden af politiets og anklagemyndighedens overvejelser om nødvendigheden af at anvende fortsat isolation i den enkelte sag, dels at give domstolene et mere hensigtsmæssigt grundlag for i den enkelte sag at træffe afgørelse om, hvorvidt betingelserne for fortsat isolation er opfyldt.

Den foreslåede bestemmelse i § 770 d, stk. 3 , indebærer for det første, at politiets anmodning om fortsat isolation skal fremsættes skriftligt over for retten, og at anmodningen skal være begrundet.

Skriftligheds- og begrundelseskravet er begrænset til at omfatte anmodninger om fortsat isolation, idet det i mange tilfælde først i løbet af det første retsmøde vil stå klart, om der foreligger det fornødne grundlag for at fremsætte en anmodning om iværksættelse af isolation.

Begrundelseskravet vil kunne opfyldes ved fremsendelse til retten af en såkaldt »forlængerrapport«, dvs. en rapport udarbejdet af politiet til brug ved det retsmøde, hvori afgørelse om fortsat varetægtsfængsling og eventuel isolation skal træffes. Begrundelseskravet vil imidlertid også kunne opfyldes ved en særskilt skrivelse fra anklagemyndigheden, hvori anmodningen om fortsat isolation begrundes, eller i øvrigt ved en skrivelse som supplement til rapportmateriale.

Den foreslåede bestemmelse indebærer endvidere, at Rigsadvokatens godkendelse skal indhentes, inden politiet fremsætter anmodning om forlængelse af isolation ud over 8 uger, jf. retsplejelovens § 770 c, stk. 3, eller ud over 4 uger, hvis arrestanten er under 18 år, jf. § 770 c, stk. 5. Som hidtil skal også senere fristforlængelser forelægges for Rigsadvokaten.

Endelig indebærer den foreslåede bestemmelse, at forlængelse af isolation ikke kan ske, hvis Rigsadvokatens godkendelse ikke er indhentet.

Rigsadvokatens beslutning om, hvorvidt det kan tiltrædes, at der fremsættes anmodning om fortsat isolation i retten, har karakter af en processuel beslutning forud for anklagemyndighedens fremsættelse af anmodning i retten, og det forudsættes, at beslutningen ikke kan gøres til genstand for administrativ rekurs.

Der henvises i øvrigt til pkt. 6.2.1., 6.2.5. og 6.3. i de almindelige bemærkninger.

Til § 1, nr. 10 (retsplejelovens § 770 e, 2. pkt.)

Efter den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 770 e, 1. pkt., skal kæremål om opretholdelse af en isolation ud over 8 uger efter anmodning behandles mundtligt. Denne 8-ugers regel foreslås opretholdt uændret.

Med lovforslagets § 1, nr. 10, foreslås den eksisterende adgang til at kræve ny mundtlig kærebehandling efter 8 uger fra den seneste mundtlige forhandling af kæremål om forlængelse af isolation ændret således, at en varetægtsarrestant allerede efter 4 uger regnet fra den seneste mundtlige behandling af et kæremål om forlængelse af isolation ud over »8-ugers kæremålet« har krav på ny mundtlig kærebehandling, jf. den foreslåede bestemmelse i § 770 e, 2. pkt.

I andre tilfælde afgør kæreinstansen €" som det også hidtil har været tilfældet €" om en anmodning om mundtlig behandling skal imødekommes.

Som hidtil finder også bestemmelsen i § 767, stk. 1, sidste pkt., anvendelse ved mundtlig kærebehandling. Dette indebærer, at fremstilling af arrestanten i retten kan undlades, hvis den pågældende giver afkald herpå, eller hvis retten finder, at fremstillingen vil være forbundet med uforholdsmæssige vanskeligheder.

Der henvises i øvrigt til pkt. 6.2.4. og 6.3. i de almindelige bemærkninger.

Til § 1, nr. 11 (retsplejelovens § 781, stk. 1, nr. 3)

Det følger af retsplejelovens § 781, stk. 1, nr. 3, at indgreb i meddelelseshemmeligheden kun må foretages, hvis efterforskningen angår en lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med fængsel i 6 år eller derover, en forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitler 12 eller 13 eller en overtrædelse af straffelovens §§ 124, stk. 2, 125, 127, stk. 1, 193, stk. 1, 228, 235, 266, 281 eller en overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 5.

Ved lov nr. 324 af 18. maj 2005 (Skærpet straf for ulovlig beskæftigelse, afskaffelse af madkasseordningen, styrkelse af oplysningsgrundlaget i sager om helbredsbetinget humanitær opholdstilladelse, præcisering af Flygtningenævnets uafhængighed, fremhævelse af hensynet til familiens enhed, udvidelse af personkredsen, der kan modtage hjælp efter repatrieringsloven, mv.) blev udlændingeloven bl.a. ændret således, at den hidtidige bestemmelse i § 59, stk. 5, blev flyttet til § 59, stk. 7, nr. 1-5. Der henvises til Folketingstidende 2004-05, 2. samling, tillæg A, s. 1304 ff. Loven trådte i kraft den 1. juli 2005.

Der er alene tale om en konsekvensændring i retsplejeloven som følge af den ændring, der er foretaget i udlændingelovens § 59 ved den nævnte lov. Der tilsigtes således ikke ændringer i bestemmelsens anvendelsesområde.

Til § 2

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2007.

De nye bestemmelser i retsplejeloven om varetægtsfængsling i isolation vil i overensstemmelse med almindelige retsprincipper gælde for afgørelser om isolation, der træffes efter lovens ikrafttræden. Bestemmelserne om de tidsmæssige begrænsninger for isolation gælder for afgørelser om fortsættelse af isolation, der træffes efter lovens ikrafttræden, uanset om isolationen oprindelig er iværksat forud for lovens ikrafttræden.

Til § 3

Bestemmelsen fastsætter lovens territoriale gyldighedsområde og indebærer, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland.