L 43 (som fremsat): Forslag til lov om ændring
af lov om opkrævning af indkomstskat samt kommunal og
amtskommunal ejendomsværdiskat for personer m.v.
(Præcisering af sidste rettidige indbetalingsdato med hensyn
til indbetaling af foreløbig skat).
Fremsat den 12. oktober 2006 af
Morten Homann (SF),
Poul Henrik Hedeboe (SF) og Ole Sohn (SF)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om opkrævning
af indkomstskat samt kommunal og amtskommunal
ejendomsværdiskat for personer m.v.
(Præcisering af sidste rettidige
indbetalingsdato med hensyn til indbetaling af foreløbig
skat)
§ 1
I lov om opkrævning af indkomstskat
samt kommunal og amtskommunal ejendomsværdiskat for personer
m.v. (kildeskat), jf. lovbekendtgørelse nr. 1086 af 14.
november 2005, foretages følgende ændring:
1. I § 59
indsættes som stk. 2:
»Stk. 2. Fristen i stk. 1, 3. pkt.,
er ikke omfattet af § 41, stk. 3.«
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft dagen
efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Stk. 2. § 1 har virkning for
indkomståret 2006 og senere indkomstår.
Bemærkninger til lovforslaget
Forslagsstillerne mener, at reglerne om
forlængelse af fristen for sidste rettidige indbetalingsdag,
som følger af lovens § 41, stk. 3, i en
årrække er blevet administreret fejlagtigt af
skattemyndighederne. Problemet er, at skattemyndighederne har
fortolket reglerne således, at frivillige indbetalinger efter
§ 59 også er blevet betragtet som omfattet af § 41,
stk. 3. Det mener forslagsstillerne er en fejl, da frivillige
indbetalinger ikke kan sammenlignes med indbetalinger af
opkrævede og forfaldne skattebeløb.
Derfor ønsker forslagsstillerne med dette
lovforslag at forhindre, at brugere af virksomhedsordningen har
mulighed for at få forlænget fristen for sidste
rettidige indbetalingsdag efter denne lovs § 41, stk. 3.
Ifølge § 41, stk. 3, forlænges
indbetalingsfristen til den efterfølgende hverdag, når
sidste rettidige indbetalingsdag er en helligdag eller
lørdag. Det medførte i 2005, at den rettidige
indbetalingsfrist efter lovens § 59, som var lørdag den
31. december 2005, blev forlænget til den 2. januar 2006. Den
forskydning af indbetalingsfristen gjorde det muligt for
skatteyderen at hæve pengene i virksomheden i
regnskabsåret 2006, selv om indbetalingen vedrørte
2005.
Virksomhedsordningen fungerer således, at
hævet overskud fra virksomheden beskattes som personlig
indkomst eller kapitalindkomst, medens den ikke hævede del af
overskuddet (såkaldt opsparet overskud) beskattes med en
foreløbig skat på 28 pct. Ved at hævningen til
frivillig indbetaling af restskat kunne forskydes fra slutningen af
året til 2. januar i det efterfølgende år, kunne
opsparet overskud tilsvarende forøges, og skatteyderen fik
derved mulighed for at udskyde den resterende beskatning i mindst
et år. Det er ønsket om at afskaffe denne mulighed,
der er baggrunden for lovforslaget. Forslagsstillerne har med en
række skriftlige spørgsmål gjort
skatteministeren opmærksom på problemet, men
skatteministeren har ikke udtrykt ønske om at ændre
reglerne, jf. bl.a. § 20-spørgsmål S 1697 og 1698
samt spm. 122 på Skatteudvalgets alm. del (alle
folketingsåret 2005-06). Derfor har forslagsstillerne valgt
at fremsætte dette lovforslag.
Reglen i § 41, stk. 3, om, at
betalingsfristen udskydes, hvis sidste dag er en helligdag eller en
lørdag, er meget fornuftig, når der er tale om
pligtmæssige betalinger af forfaldne beløb. Betalinger
af foreløbig skat efter § 59 er imidlertid frivillige
indbetalinger, hvor det er naturligt, at der ikke er denne
forlængelse af »betalingsåret«.
Provenu
Ifølge skatteministerens besvarelse af
Skatteudvalgets alm. del €" spørgsmål 122
(2005-06) var de samlede indbetalinger af restskat for 2005 i
henholdsvis december 2005 og 2. januar 2006:
| Skatteydere uden for
virksomhedsskatteordningen (med beløb) | Skatteydere omfattet af
virksomhedsskatteordningen (med beløb) |
December | 16.001 (3.167.623.570 kr.) | 11.356 (3.100.616.421 kr.) |
2. januar | 2.157 (731.892.831 kr.) | 4.720 (1.375.211.271 kr.) |
De 1,3 mia. kr. indbetalt den 2. januar 2006 af
skatteydere omfattet af virksomhedsskatteordningen, svarer
formentlig til en øget opsparing på ca. 1,9 mia. kr.
før skat. Regner man med, at der er tale om topskatteydere
med en marginalskattesats på 62, vil besparelsen dermed
være 649 mio. kr. og så lidt nedrunding, fordi ikke
alle er topskatteydere osv.
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Det foreslås, at der indføres en
præcisering i et nyt stk. 2 i § 59, således at
muligheden i § 41, stk. 3, for at forlænge fristen for
den sidste rettidige indbetalingsdag ikke finder anvendelse ved
frivillig indbetaling af foreløbig skat.
Til § 2
Det foreslås, at loven har virkning for
indkomståret 2006 og følgende indkomstår.
Skriftlig fremsættelse
Morten Homann (SF):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
opkrævning af indkomstskat samt kommunal og amtskommunal
ejendomsværdiskat for personer m.v.. (Præcisering af
sidste rettidige indbetalingsdato med hensyn til indbetaling af
foreløbig skat).
(Lovforslag nr. L 43).
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager lovforslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.