Skriftlig fremsættelse (4. oktober
2006)
Videnskabsministeren (Helge
Sander):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold
(Gennemførelse af direktiv 2004/108/EF om indbyrdes
tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om
elektromagnetisk kompatibilitet).
(Lovforslag nr. L 4).
Lovforslaget indeholder regler, der
ændrer reglerne i den gældende lov om
markedsføring og brug af radioudstyr, teleterminaludstyr,
elektriske og elektroniske apparater, der kan give anledning til
forstyrrelser.
Den gældende lov gennemfører to
EU-direktiver, R&TTE-direktivet og EMC-direktivet. Baggrunden
for denne revision af reglerne er et nyt EMC-direktiv.
Formålet med det nye EMC-direktiv er,
som med det gældende EMC-direktiv, at sikre den frie
bevægelighed for de produkter, som direktivet omhandler.
Dette skal ske ved at sikre et homogent elektromagnetisk
miljø og korrekt fungerende produkter. De produkter, det
drejer sig om, er elektriske og elektroniske apparater samt nu
også faste anlæg, der er bygget under anvendelse af
elektriske og elektroniske apparater.
Sigtet med ændringsloven er at
gennemføre det nye EMC-direktiv, der skal afløse det
gældende EMC-direktiv. Der er tale om en forenklet og
smidiggjort videreførelse af allerede gældende
lovgivning. Fristen for gennemførelsen af det nye
EMC-direktivet er den 20. juli 2007.
De nye regler berører kun den del af
lovgivningen, der regulerer elektriske og elektroniske apparater.
Den del af lovgivningen, der drejer sig om radioudstyr og
teleterminaludstyr, videreføres således
indholdsmæssigt uændret.
Formålet med den nye lovgivning er at
styrke udviklingen af et effektivt fungerende indre marked for
elektriske og elektroniske apparater og faste anlæg.
Endvidere videreføres de bestående regler, der sikrer
brugerne, at elektriske og elektroniske apparater ikke i
uacceptabelt omfang forstyrrer eller lader sig forstyrre.
I lovforslaget er lovens
anvendelsesområde udvidet til udover elektriske og
elektroniske apparater også at omfatte faste anlæg,
komponenter og delmontager.
Proceduren for den overensstemmelsesvurdering,
som fabrikanten m.fl. skal foretage før markedsføring
af elektriske og elektroniske apparater og faste anlæg, er i
lovforslaget forenklet. Således er valget af procedure
foreslået valgfri for fabrikanten m.fl., ligesom det er
foreslået, at det fremover skal være valgfrit for
fabrikanten m.fl., om der i overensstemmelsesvurderingen skal
involveres et bemyndiget organ.
Endvidere indeholder lovforslaget i
overensstemmelse med det nye EMC-direktiv ændrede
definitioner på nogle af lovforslagets områder. Der er
dog ikke indholdsmæssige ændringer forbundet
hermed.
Endelig er der i lovforslaget en del
ændringer, der har karakter af ændret systematik i
regelopbygningen, konsekvensændringer som følge af
ændrede definitioner og rent sproglige justeringer og
opdateringer.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget med bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale
lovforslaget til velvillig behandling i det høje Ting.