L 39 Forslag til lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse.

(Partikelfiltre på køretøjer i kommunalt fastlagte miljøzoner m.v.).

Af: Miljøminister Connie Hedegaard (KF)
Udvalg: Miljø- og Planlægningsudvalget
Samling: 2006-07
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 05-10-2006

Fremsættelse: 05-10-2006

Fremsættelsestale af lovforslag

20061_l39_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (5. oktober 2006)

 

Miljøministeren (Connie Hedegaard):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse )/  (Partikelfiltre på køretøjer i kommunalt fastlagte miljøzoner m.v.)

(Lovforslag nr. L 39).

Baggrunden for dette lovforslag er et ønske om at begrænse den sundhedsskadelige effekt af partikler fra dieselkøretøjer. Regeringens partikelredegørelse fra 2003 anbefalede blandt andet, at der blev indført miljøzoner i større danske byer med krav om partikelfiltre på tunge køretøjer. En række kommuner har tilkendegivet, at de ønsker at følge denne opfordring. Formålet med lovforslaget er at imødekomme dette ønske fra kommunerne.

Forslaget giver kommunalbestyrelserne i København, Frederiksberg, Århus, Aalborg og Odense Kommuner mulighed for at indføre miljøzoner med krav til partikeludledningen fra tunge dieseldrevne køretøjer. Kommunalbestyrelserne i de nævnte kommuner skal således ikke søge om tilladelse til at etablere en miljøzone.

I de etablerede miljøzoner må dieseldrevne lastbiler og busser ældre end ca. syv år kun anvendes efter 1. juli 2008, hvis de har fået eftermonteret et partikelfilter. Efter 1. juli 2010 skal dieseldrevne lastbiler og busser, der er ældre end ca. fire år, have eftermonteret et filter. De foreslåede krav er ens for samtlige miljøzoner, som etableres i henhold til lovforslaget, og er fastsat ud fra ønsket om at opnå en maksimal reduktion i partikeludslippet sammenholdt med hensynet til de økonomiske konsekvenser for vognmændene.

Af hensyn til håndhævelsen af partikelfilterkravene foreslås det, at alle danske indregistrerede dieseldrevne tunge køretøjer, som ønskes anvendt i miljøzonen, skal have et miljøzonemærke synligt monteret på bilen.

Det foreslås endvidere, at miljøministeren fastsætter nærmere regler om offentlighedens inddragelse i udpegningen af miljøzonens geografiske område, om rammerne for den geografiske afgrænsning af miljøzonen, herunder om undtagelse af visse veje, om partikeludledning og krav til partikelfilter, samt om erhvervelse og placering af miljøzonemærker. Der er endvidere hjemmel til, at miljøministeren kan fastsætte regler om partikeludledning og partikelfilter for varebiler på et senere tidspunkt.

Umiddelbart efter at loven og de tilhørende bekendtgørelser er trådt i kraft kan kommunerne iværksætte proceduren vedrørende miljøzonernes afgrænsning. Det er således hensigten, at kommunerne kan påbegynde etableringen af miljøzoner i begyndelsen af 2007, og at miljøzonerne herefter kan træde i kraft den 1. juli 2008. Kommunalbestyrelsen kan også vælge at iværksætte miljøzonen på et senere tidspunkt end 1. juli 2008.

Med dette lovforslag tager regeringen et vigtigt skridt til nedbringelse af den sundhedsskadelige partikelforurening i de største danske byer. Hvis der indføres miljøzoner i alle de fem byer, som er omfattet af lovforslaget, vil omkring 1/3 af partikeludledningen fra vejtrafikken i disse byer blive fjernet. Det forventes at indebære 15-20 færre for tidlige dødsfald om året, særligt fordi en række mennesker med kredsløbssygdomme vil leve længere, samt sparede sygedage, færre hospitalsindlæggelser, færre astmaanfald m.v.

Idet der i øvrigt henvises til lovforslaget med bemærkninger, anbefales lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.