Skriftlig fremsættelse (5. oktober
2006)
Transport- og
energiministeren (Flemming Hansen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
taxikørsel mv.
(Lovforslag nr. L 34).
Det aktuelle lovforslag skal ses i lyset af
kommunalreformen og af de muligheder, som følger af
kommunalreformen, ligesom det skal tages i betragtning, at en lang
række tekniske krav på taxiområdet allerede er
blevet lempet.
Formålet med lovforslaget er
således at modernisere og at justere taxiloven i
overensstemmelse med den fremtidige kommunale struktur.
Regeringen finder ikke for nuværende
anledning til at tage initiativer til en egentlig liberalisering af
taxierhvervet.
Dette skyldes dels, at
brugerundersøgelser har vist, at kunderne er ret godt
tilfredse med taxierhvervet, dels erfaringer fra udlandet, bl.a.
Sverige, hvor taxierhvervet er blevet liberaliseret. Her har
erfaringerne været lidt blandede.
Kommunerne generelt får efter forslaget
mulighed for at etablere kommunale fællesskaber, som kan
administrere taxiloven i flere tilgrænsende kommuner. I dag
er der alene i hovedstadsområdet en fælles
administration, som udføres af Storkøbenhavns
Taxanævn.
Kommunale fællesskaber på
taxiområdet, som kan omfatte større geografiske
områder end den enkelte kommune, kan navnlig være en
indlysende fordel for kommuner med store sammenhængende
byområder.
Denne mulighed kan samtidig give taxierhvervet
stordriftsfordele bl.a. i form af bedre udnyttelse af bilerne, der
både kan være bedre for miljøet, og kan give
kunderne en mere effektiv kundebetjening.
Kommunerne udenfor hovedstadsområdet
får mulighed for at opnå en bedre drift af
taxaområdet. Samtidig kan tilsynet med taxierhvervet på
denne måde effektiviseres.
Kommunalreformen indebærer videre, at en
række kommuner, som er tilsluttet Storkøbenhavns
Taxinævn, med virkning fra den 1. januar 2007 bliver lagt
sammen med kommuner, som ikke er tilsluttet Storkøbenhavns
Taxinævn.
Storkøbenhavns Taxinævn har af
historiske årsager hidtil været omfattet af mere
lempelige tilsynsregler, end der gælder for kommuner og
kommunale fællesskaber. Dette gøres der op med,
når Storkøbenhavns Taxinævn erstattes af et
kommunalt fællesskab.
Det indgår derfor i lovforslaget, at
Storkøbenhavns Taxinævn formelt nedlægges og
ændres til et kommunalt fællesskab. Dermed fås
lige vilkår og muligheder i hele landet.
Det er vurderingen, at det ikke er muligt at
fastholde en sammenhængende og tilfredsstillende
taxibetjening af hovedstadsområdet uden en fælles
administration af taxiloven. Derfor opretholdes
Storkøbenhavns Taxinævn efter kommunalreformens
ikrafttræden frem til det tidspunkt, hvor der er oprettet et
kommunalt fællesskab, som kan træde i stedet for
Storkøbenhavns Taxinævn.
Der er således i lovforslaget hjemmel
til, at transport- og energiministeren kan påbyde kommuner at
oprette eller at tilslutte sig til kommunale fællesskaber.
Det kan ske i tilfælde, hvor det vurderes nødvendigt
for at sikre en tilfredsstillende kundebetjening.
Lovforslaget indebærer endelig en
ændring af kommunernes adgang til at undtage taxitilladelser
fra tilslutningspligten til en bestillingscentral.
Formålet med denne bestemmelse er at
fastholde kommunernes muligheder for at gennemføre en
fleksibel administration af taxiloven. I dag skal undtagelser fra
tilslutningspligten kombineres med krav om, at den
pågældende vognmand alene må køre i
geografisk begrænsede områder. Kommuner med 20.000
indbyggere eller derover skal efter forslaget ikke længere
behæfte fritagelser med vilkår, der indskrænker
udnyttelsesmulighederne.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget med tilhørende bemærkninger, skal jeg
anbefale forslaget til Tingets velvillige behandling.