Skriftlig fremsættelse (4. oktober
2006)
Skatteministeren (Kristian
Jensen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
F orslag til lov om indgåelse af
tillægsaftale til den dansk-grønlandske
dobbeltbeskatningsaftale
(Lovforslag nr. L 31).
Formålet med lovforslaget er, at en
dansk-grønlandsk tillægsaftale af 19. juni 2006
gennemføres som dansk lov.
Tillægsaftalen vedrører
beskatning af løn, som en person, der er
hjemmehørende i den ene del af riget, oppebærer for
arbejde ombord på et skib, der er registreret i det
internationale skibsregister i den anden del af riget.
Baggrunden er, at både Danmark og
Grønland har særlige skatteregler for personer, der
arbejder ombord på et skib i henholdsvis Dansk Internationalt
Skibsregister (DIS) og det grønlandske
nettolønsregister. Disse regler skal sikre danske,
henholdsvis grønlandske, rederiers konkurrencemæssige
stilling i forhold til rederier fra andre lande, idet de får
mulighed for at nedsætte omkostningerne til løn til
deres søfolk.
De danske regler medfører, at
søfolk med arbejde ombord på et dansk skib,
registreret i DIS, er fritaget for dansk beskatning af
lønnen for dette arbejde. Det gælder, uanset om de
pågældende søfolk er bosat i Danmark eller
f.eks. på Grønland. Grønlands regler om
løn for arbejde ombord på skibe i det
grønlandske nettolønsregister har tilsvarende
virkning.
De danske regler om skattefritagelse for
søfolk ombord på et DIS-skib kan imidlertid alene
omfatte dansk beskatning. Tilsvarende kan de grønlandske
regler alene omfatte grønlandsk beskatning.
Tillægsaftalen medfører derfor,
at en dansk sømand med arbejde ombord på et skib, der
er registreret i det grønlandske nettolønsregister,
ikke skal betale dansk skat af lønnen for dette arbejde,
ligesom en grønlandsk sømand med arbejde ombord
på et skib i Dansk Internationalt Skibsregister ikke skal
betale grønlandsk skat af lønnen for dette
arbejde.
Lovforslaget skønnes ikke at have
nævneværdige administrative eller provenumæssige
virkninger.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslagets bemærkninger, skal jeg anbefale det til
Folketingets velvillige behandling.