Efter afstemningen i Folketinget ved 2.
behandling den 8. december 2006
Forslag
til
Lov om ændring af lov om folkekirkens
økonomi, lov om
menighedsråd, lov om folkekirkens kirkebygninger og
kirkegårde
og forskellige andre love
(Budgetlægning for kirke- og
præstegårdskasserne, ændret sammensætning
af og opgaver for stiftsøvrigheden, aflastning af provsten
for administrative opgaver m.v.)
§ 1
I lov om folkekirkens økonomi, jf.
lovbekendtgørelse nr. 376 af 28. april 2006, foretages
følgende ændringer:
1. I § 1, stk. 3, 3. pkt.,
ændres »§ 5, stk. 4« til:
»§ 7, stk. 4«.
2. §§ 4-7
ophæves, og i stedet indsættes:
»Kapitel 1 a
Budgetlægning for kirke- og
præstegårdskasserne
§ 4.
Provstiudvalget fastsætter foreløbige driftsrammer for
kirke- og præstegårdskasserne i provstiet og meddeler
disse til menighedsrådene. Provstiudvalget kan ved den
foreløbige rammefastsættelse reservere et beløb
til prioritering i forbindelse med fastlæggelse af de
endelige driftsrammer og anlægsbevillinger.
Stk. 2. Menighedsrådene
udarbejder på baggrund af de foreløbige driftsrammer
budgetbidrag vedrørende driftsrammen samt eventuelle
ønsker om yderligere driftsudgifter og bevillinger til
anlæg. Budgetbidraget skal indeholde angivelse af de
stillinger, som budgettet omfatter.
Stk. 3. Hvis der i et sogn eller et
pastorat er oprettet en præstegårdskasse, udarbejdes
budgetbidraget og eventuelle ønsker om yderligere
driftsudgifter og bevillinger til anlæg på et
fællesmøde mellem menighedsrådene ved
stemmeflertal efter indhentet udtalelse fra
præstegårdsudvalget.
Stk. 4. Budgetbidrag m.v. som
nævnt i stk. 2 og 3 indsendes til provstiudvalget inden
en af provstiudvalget fastsat frist.
§ 5.
Provstiudvalget indkalder en eller to repræsentanter for
hvert menighedsråd i provstiet til budgetsamråd. Hvis
provstiet består af to eller flere kommuner eller dele af
flere kommuner, afholdes budgetsamrådet dog særskilt
for sognene i den enkelte kommune. Der kan afholdes flere
budgetsamråd.
Stk. 2. Budgetsamrådet er
offentligt. Bekendtgørelse om afholdelse af
budgetsamrådet sker efter provstiudvalgets bestemmelse
på en måde, der sikrer, at offentligheden bliver
bekendt med afholdelsen. I bekendtgørelsen angives, hvilke
emner der skal behandles på budgetsamrådet.
Stk. 3. Budgetsamrådet har ikke
besluttende myndighed, jf. dog stk. 4.
Stk. 4. Menighedsrådene kan
på det første budgetsamrådsmøde efter
nyvalg til menighedsråd beslutte at flytte kompetence fra
provstiudvalget til budgetsamrådet. Beslutningen er bindende
for menighedsrådenes funktionsperiode. Provstiudvalgets og
budgetsamrådets kompetencer fastlægges i en
vedtægt. Budgetsamrådet kan overtage provstiudvalgets
kompetence til at
1) fastsætte de overordnede
målsætninger for udgifter og ligning set i et
flerårigt perspektiv, jf. § 6, stk. 2,
2) fastsætte de i § 7,
stk. 1 og 2, nævnte rammer og bevillinger,
3) fastsætte det i § 7 a,
stk. 1 og 2, nævnte ligningsbeløb til kommunens
kirke- og præstegårdskasser, medmindre dette
fastsættes af et budgetudvalg, jf. § 17 c. Ved det
besluttende budgetsamråds fastsættelse af
ligningsbeløbet finder § 7, stk. 5, 2. pkt.,
tilsvarende anvendelse.
Stk. 5. Budgetsamrådet kan
beslutte, at personalenormeringen fastlægges af
provstiudvalget og i så fald fastlægge retningslinjer
for personalenormering. Beslutningen træffes på det
første budgetsamrådsmøde efter nyvalg til
menighedsråd og er bindende for menighedsrådenes
funktionsperiode.
Stk. 6. Budgetsamrådet kan
beslutte at iværksætte samarbejde efter § 43
a i lov om menighedsråd.
Stk. 7. Når der på
budgetsamrådet træffes beslutning om en ændret
kompetencefordeling, jf. stk. 4 og 5, eller om etablering af
samarbejde, jf. stk. 6, vægtes det enkelte
menighedsråds stemme i forhold til antal af valgte medlemmer
i det enkelte råd, og beslutningen træffes ved
kvalificeret flertal på 2/3. Et samarbejde med provstiet som
ramme, jf. stk. 6, ophører, hvis der på et
efterfølgende budgetsamråd ikke er et kvalificeret
flertal som nævnt i 1. pkt. for at fortsætte
samarbejdet. Ved øvrige beslutninger vægtes stemmerne
også som nævnt i 1. pkt., og beslutninger træffes
ved stemmeflertal.
Stk. 8. Kirkeministeren kan
fastsætte nærmere regler om afholdelse af
budgetsamråd.
§ 6. På
budgetsamrådet belyses de økonomiske forhold i
provstiet, ligesom målsætninger for udgifter og ligning
set i et flerårigt perspektiv skal drøftes. Endvidere
skal menighedsrådenes ønsker om nye større
udgiftskrævende opgaver drøftes. Den i 2. pkt.
nævnte drøftelse skal ske med udgangspunkt i de
fremsendte budgetbidrag, jf. § 4, stk. 2 og 3.
Stk. 2. På baggrund af den i
stk. 1, 1. pkt., nævnte drøftelse
fastsætter provstiudvalget de overordnede
målsætninger for udgifter og ligning set i et
flerårigt perspektiv.
§ 7. Efter
budgetsamrådet fastsætter provstiudvalget
rammebevilling for kirkekassens driftsudgifter og bevilling for
kirkekassens anlægsudgifter.
Stk. 2. Hvis der i et sogn eller et
pastorat er oprettet en præstegårdskasse,
fastsætter provstiudvalget denne kasses rammebevilling for
driftsudgifter og bevilling for anlægsudgifter.
Stk. 3. Menighedsrådet
fastsætter inden for den af provstiudvalget fastsatte
rammebevilling og bevilling til anlægsudgifter, jf.
stk. 1 og 2, budgettet for det kommende regnskabsår.
Stk. 4. Menighedsrådene
fastsætter inden for den af provstiudvalget fastsatte
rammebevilling og bevilling til anlægsudgifter, jf.
stk. 2, budgettet for præstegårdskassen. Budgettet
fastsættes på et fællesmøde ved
stemmeflertal efter indhentet udtalelse fra
præstegårdsudvalget.
Stk. 5. Kirkeministeren kan
fastsætte nærmere regler om proceduren for
fastsættelse af rammer som nævnt i stk. 1 og 2 og
om fastsættelse og indsendelse til provstiudvalget af
budgetter for kirke- og præstegårdskasserne.
Kirkeministeren kan ikke fastsætte regler om
størrelsen af kirke- og præstegårdskassernes
udgifter eller om kirkeskattens størrelse.
§ 7 a.
Ligningsbeløbet til kommunens kirke- og
præstegårdskasser fastsættes af provstiudvalget,
jf. dog § 5, stk. 4, og §§ 17 c og 17
d.
Stk. 2. Provstiudvalget har ved
ligningsbeløbets fastsættelse adgang til at
afsætte midler til en reserve på op til 5 pct. af
ligningsbeløbet. Ved forbrug af reserven har provstiudvalget
det følgende år mulighed for at forhøje
ligningen med henblik på reservens reetablering. Reserven kan
bruges til imødegåelse af uforudsete udgifter i
ligningsområdet.
§ 7 b.
Provstiudvalget påser, at kirke- og
præstegårdskassernes budget for det kommende
regnskabsår er i overensstemmelse med de af provstiudvalget
fastsatte rammer og bevillinger, jf. § 7, stk. 1 og
2, ligesom provstiudvalget foretager legalitetskontrol af
budgetterne.«
3. § 9, stk. 3,
ophæves.
4. Efter § 9
indsættes som nyt kapitel:
»Kapitel 1 b
Stiftsøvrighedens
sammensætning
§ 9 a.
Stiftsøvrigheden består af stiftets biskop og
stiftamtmanden.
Stk. 2. Stiftsøvrighederne
sammensættes på følgende måde:
1) Stiftsøvrigheden over Københavns
Stift består af biskoppen over Københavns Stift og
direktøren for Statsforvaltningen Hovedstaden.
2) Stiftsøvrigheden over Helsingør
Stift består af biskoppen over Helsingør Stift og
direktøren for Statsforvaltningen Hovedstaden.
3) Stiftsøvrigheden over Roskilde Stift
består af biskoppen over Roskilde Stift og direktøren
for Statsforvaltningen Sjælland.
4) Stiftsøvrigheden over Lolland-Falsters
Stift består af biskoppen over Lolland-Falsters Stift og
direktøren for Statsforvaltningen Sjælland.
5) Stiftsøvrigheden over Fyens Stift
består af biskoppen over Fyens Stift og direktøren for
Statsforvaltningen Syddanmark.
6) Stiftsøvrigheden over Aalborg Stift
består af biskoppen over Aalborg Stift og direktøren
for Statsforvaltningen Nordjylland.
7) Stiftsøvrigheden over Viborg Stift
består af biskoppen over Viborg Stift og direktøren
for Statsforvaltningen Nordjylland.
8) Stiftsøvrigheden over Århus Stift
består af biskoppen over Århus Stift og
direktøren for Statsforvaltningen Midtjylland.
9) Stiftsøvrigheden over Ribe Stift
består af biskoppen over Ribe Stift og direktøren for
Statsforvaltningen Midtjylland.
10) Stiftsøvrigheden over Haderslev Stift
består af biskoppen over Haderslev Stift og direktøren
for Statsforvaltningen Syddanmark.«
5. I § 11, stk. 1,
ændres »§ 17 c, stk. 3 og 4« til:
»§ 17 g, stk. 3-5,«.
6. Kapitel 2 a affattes
således:
»Kapitel 2 a
Provstiudvalg og budgetudvalg
§ 17 a. I hvert
provsti vælges et provstiudvalg, der består af provsten
og 4 til 6 valgte medlemmer.
Stk. 2. Valgret til provstiudvalg har
medlemmerne af provstiets menighedsråd. Præster i
pastorater, der omfatter flere menighedsrådskredse i samme
provsti, har kun én stemme og kan selv vælge, i
hvilket menighedsråd de vil afgive stemme. Omfatter
pastoratet menighedsrådskredse i mere end ét provsti,
har præsten en stemme i hvert provsti. En repræsentant
i et menighedsråd for en valgmenighed har stemmeret ved
valget, jf. § 4 i lov om menighedsråd.
Stk. 3. Valgbar er enhver, der
opfylder betingelserne for at kunne vælges til medlem af et
menighedsråd i provstiet.
Stk. 4. Ordinært valg til
provstiudvalg skal foretages inden udgangen af marts måned i
året efter, at ordinært valg til menighedsråd har
fundet sted. Valget gælder fra den 1. april, og
funktionsperioden er 4 år.
§ 17 b.
Provstiudvalget vælger af sin midte en formand og en
næstformand. Valget sker ved skriftlig afstemning på
udvalgets konstituerende møde, som provsten indkalder til.
Valget har virkning for udvalgets funktionsperiode. Medlemmerne af
udvalget har pligt til at modtage valg som formand og
næstformand.
Stk. 2. Provstiudvalget kan beslutte
at tillægge formanden honorar. Honorar kan dog kun
tillægges formanden, såfremt denne er valgt medlem af
provstiudvalget. Kirkeministeren kan fastsætte nærmere
regler om formandshonoraret.
Stk. 3. Provstiudvalgets beslutninger
træffes i møder. Provstiudvalget er
beslutningsdygtigt, når mindst halvdelen af medlemmerne er
til stede. Beslutninger træffes ved stemmeflertal.
Stk. 4. Provsten virker som udvalgets
forretningsførende medlem og drager omsorg for
udførelsen af udvalgets beslutninger.
Stk. 5. Provstiudvalgets møder
er offentlige. Provstiudvalget kan bestemme, at en sag skal
behandles for lukkede døre, når dette findes
nødvendigt eller ønskeligt på grund af sagens
beskaffenhed. Spørgsmålet om, hvorvidt en sag giver
grundlag for dørlukning, forhandles for lukkede døre,
hvis det bestemmes af provstiudvalget eller formanden.
Provstiudvalget kan tillade personer, der er ansat af
provstiudvalget, at overvære behandlingen af sager for
lukkede døre. Provstiudvalget kan tilkalde andre personer
til at overvære en sags behandling for lukkede døre,
når det er ønskeligt af hensyn til sagens
oplysning.
Stk. 6. Provstiudvalget
fastsætter selv sin forretningsorden. Er der uenighed i
provstiudvalget om forretningsgangen, kan spørgsmål
herom forelægges biskoppen til afgørelse.
Stk. 7. De i lov om menighedsråd
§ 46, stk. 1, nævnte regler om annullation og
suspension af beslutninger finder tilsvarende anvendelse over for
et provstiudvalgs beslutninger, der strider mod lovgivningen.
Endvidere finder de i lov om menighedsråd § 46,
stk. 2-5, og § 48 nævnte regler om
pålæggelse af tvangsbøder i forbindelse med
ulovlige undladelser, anlæggelse af erstatningssager ved
domstolene, frafald af erstatningsanlæg mod betaling af
erstatningsretlig bod samt nedsættelse eller helt bortfald af
en erstatning tilsvarende anvendelse over for medlemmer af
provstiudvalg, der er ansvarlige for en undladelse eller for, at en
kirkekasse, en præstegårdskasse eller
provstiudvalgskassen er påført et tab.
Stk. 8. Stiftsøvrighedens
afgørelser efter stk. 7, 1. pkt., kan af
provstiudvalget indbringes for kirkeministeren.
Stiftsøvrighedens afgørelser efter stk. 7, 2.
pkt., kan af de pågældende medlemmer af provstiudvalget
indbringes for kirkeministeren.
§ 17 c. Der
skal nedsættes et budgetudvalg, hvis
1) kommunen omfatter to eller flere provstier,
der hver har 50 pct. eller mere af deres folkekirkemedlemmer inden
for kommunen, eller
2) kommunen omfatter to eller flere provstier,
hvoraf mindst ét har mere end 20 pct., men mindre end 50
pct. af deres folkekirkemedlemmer inden for kommunen.
Stk. 2. Budgetudvalget, jf.
stk. 1, nr. 1, består af provsterne som fødte
medlemmer og lige mange valgte medlemmer fra hvert
provstiudvalg.
Stk. 3. Budgetudvalget, jf.
stk. 1, nr. 2, består af provsterne og mindst et valgt
medlem fra hvert provsti eller del af et provsti. Det mindste
provsti eller del af et provsti har mindst et valgt medlem, mens
øvrige provstier er repræsenteret proportionalt hermed
i forhold til antallet af folkekirkemedlemmer i provstiets sogne i
kommunen. Det enkelte provstiudvalg kan dog ikke have flere valgte
medlemmer end antallet af valgte medlemmer i pågældende
provstiudvalg.
Stk. 4. Det konkrete antal medlemmer
fra hvert provstiudvalg fastsættes i budgetudvalgets
forretningsorden. De valgte medlemmer udpeges af provstiudvalgene i
forbindelse med disses konstituering.
Stk. 5. En af provsterne udpeges som
forretningsfører og drager omsorg for udførelsen af
budgetudvalgets beslutninger.
Stk. 6. Bestemmelserne i
§ 17 b, stk. 1-3 og 5-8, finder tilsvarende
anvendelse for budgetudvalgene.
Stk. 7. Hvis der i kommunen er sogne
eller dele af sogne, som ikke ligger i de provstier, der er
repræsenteret i budgetudvalget, har disse sognes
provstiudvalg adgang til at sende en repræsentant til
budgetudvalgets møder. Repræsentanten har tale- og
forslagsret.
Stk. 8. Budgetudvalget
fastsætter det samlede ligningsbeløb til kommunens
kirke-, præstegårdskasser og til provstiudvalgskasserne
samt ligningsbeløbets fordeling mellem provstierne.
§ 17 d. I
kommuner, der omfatter flere provstier eller dele af flere
provstier, og hvor der ikke skal nedsættes budgetudvalg i
medfør af § 17 c, fastsættes det samlede
ligningsbeløb til kommunens kirke- og
præstegårdskasser og fordelingen mellem de enkelte
kirkelige kasser af provstiudvalget for det provsti, hvor flest af
kommunens folkekirkemedlemmer bor. Dette provsti benævnes
ligningsprovstiet. Budgetsamrådet i ligningsprovstiet kan i
medfør af § 5, stk. 4, beslutte at overtage
den i 1. pkt. nævnte kompetence fra ligningsprovstiet.
Stk. 2. De menighedsråd i
kommunen, som ikke ligger i ligningsprovstiet, har ret til at
deltage i budgetsamrådet i ligningsprovstiet. Disse
menighedsråd har samme rettigheder og pligter ved
budgetsamrådets drøftelser og eventuelle beslutninger
om målsætninger for udgifter og ligning,
fastsættelse af driftsrammer, anlægsbevillinger og
ligningsbeløb i ligningsområdet som ligningsprovstiets
menighedsråd.
§ 17 e. I en
kommune, der består af to provstier, kan kirkeministeren
godkende, at der i stedet for to provstiudvalg og et budgetudvalg
vælges et fælles provstiudvalg for provstierne i
kommunen. Provstiudvalget består af provsterne og 4 til 6
valgte medlemmer. Medlemmerne vælges for provstierne under
et.
Stk. 2. En af provsterne udpeges som
forretningsfører og drager omsorg for udførelsen af
udvalgets beslutninger.
Stk. 3. Det fælles provstiudvalg
varetager samtlige opgaver, der er henlagt til provstiudvalg.
§ 17 f.
Kirkeministeren kan fastsætte nærmere regler om valg
til provstiudvalg, budgetudvalgets sammensætning samt om
provstiudvalgets og budgetudvalgets virksomhed.
§ 17 g. Ved
hvert provstiudvalg oprettes en provstiudvalgskasse, der bestyres
af provstiudvalget.
Stk. 2. Udgifterne til valg af
provstiudvalgene og til disses møder, herunder honorar til
formanden, befordringsgodtgørelse og diæter til de
valgte medlemmer samt udvalgenes udgifter til medhjælp,
kontorartikler m.v., udredes af provstiudvalgskassen efter
kirkeministerens nærmere bestemmelse.
Stk. 3. Udgifter til samarbejde, jf.
§ 43 a i lov om menighedsråd, udredes af
provstiudvalgskassen.
Stk. 4. Udgifter til
provstiudvalgsmedlemmers deltagelse i kurser m.v., der må
anses af betydning for udøvelsen af hvervet som
provstiudvalgsmedlem, afholdes af provstiudvalgskassen. Der vil
endvidere efter kirkeministerens bestemmelse af
provstiudvalgskassen kunne ydes valgte provstiudvalgsmedlemmer
erstatning for dokumenteret tabt arbejdsfortjeneste i forbindelse
med deltagelse i sådanne kurser m.v.
Stk. 5. Udgifter til budgetudvalgets
virksomhed afholdes af de deltagende provstiudvalg.
§ 17 h.
Provstiudvalgskassens udgifter dækkes gennem ligning på
folkekirkens medlemmer i kommunen. Omfatter provstiet flere
kommuner eller dele af flere kommuner, dækkes udgifter til
provstiudvalgskassen gennem ligning på folkekirkens medlemmer
i kommunerne.
Stk. 2. Provstiudvalget udarbejder
årligt budget over provstiudvalgskassens indtægter og
udgifter for det kommende regnskabsår.
Stk. 3. Ligningsbeløbet til
provstiudvalgskassen fastsættes af provstiudvalget, jf. dog
§ 17 c, stk. 8.
Stk. 4. Kirkeministeren kan
fastsætte nærmere regler om udarbejdelse af budget for
provstiudvalgskassen.
Stk. 5. Regnskabsåret for
provstiudvalgskassen er kalenderåret .
Stk. 6. Provstiudvalget aflægger
årligt regnskab for provstiudvalgskassen. Kirkeministeren
fastsætter nærmere regler om regnskabernes
aflæggelse, om revision og om stiftsøvrighedens
godkendelse af regnskaberne.«
7.§ 23 affattes
således:
Ȥ 23. I hvert
stift nedsættes et stiftsudvalg vedrørende
økonomi til på menighedsrådenes vegne at bestyre
kirkernes og præsteembedernes øvrige kapitaler.
Gravstedskapitaler (engangsvederlag for gravstedsvedligeholdelse)
udbetales til kirkekasserne efter et serieprincip. Kirkeministeren
kan fastsætte nærmere regler om kapitalernes
bestyrelse.
Stk. 2. Stiftsudvalget
vedrørende økonomi aflægger regnskab for de i
stk. 1 nævnte kapitaler efter bestemmelser fastsat af
kirkeministeren.
Stk. 3. Udgifterne til bestyrelse af
de i stk. 1 nævnte kapitaler afholdes efter
kirkeministerens bestemmelse af de indtægter, der er
forbundet med kapitalforvaltningen.
Stk. 4. Stiftsudvalget
vedrørende økonomi er beslutningsdygtigt, når
mindst halvdelen af medlemmerne er tilstede. Beslutninger
træffes ved stemmeflertal.
Stk. 5. Stiftsadministrationen
bistår stiftsudvalget vedrørende økonomi med
varetagelsen af udvalgets opgaver efter udvalgets nærmere
bestemmelse.
Stk. 6. Valgret til stiftsudvalget
vedrørende økonomi har de samme, som har valgret til
provstiudvalg, med undtagelse af repræsentanter for
valgmenigheder.
Stk. 7. Valgbare til stiftsudvalget
vedrørende økonomi er de valgte medlemmer af
provstiets menighedsråd.
Stk. 8. Kirkeministeren
fastsætter nærmere regler om udvalgets
sammensætning.«
8. I § 24, stk. 1,
ændres »6« til: »5«.
9. I § 24, stk. 2,
ændres »7« til: »6«.
§ 2
I lov om menighedsråd, jf.
lovbekendtgørelse nr. 164 af 16. marts 2004, foretages
følgende ændringer:
1. § 12,
stk. 3, affattes således:
»Stk. 3. Den nyvalgte formand
sørger for, at det indføres i et af Kirkeministeriet
anvist informationssystem, hvem der er valgt til
menighedsrådets formand, kirkeværge, kasserer,
kontaktperson og tegningsberettiget i medfør af § 10,
stk. 9. Kirkeministeren kan fastsætte nærmere regler om
indførelsens form og frister for denne.«
2. I § 12, stk. 4,
ændres »sende indberetning herom til provstiudvalget og
stiftsøvrigheden« til: »indføre
ændringen i et af Kirkeministeriet anvist
informationssystem«.
3. I § 40, stk. 2,
ændres »Stiftsøvrigheden« til:
»Biskoppen«.
4. Efter § 42
indsættes i kapitel 8 :
Ȥ 42 a. To eller
flere menighedsråd kan indgå aftale om samarbejde om
løsning af de opgaver, der finansieres af kirkekassen i
medfør af § 2 i lov om folkekirkens
økonomi.
Stk. 2. De nærmere bestemmelser
om samarbejdet optages i en vedtægt, der indsendes til
Kirkeministeriet, som offentliggør denne på
ministeriets hjemmeside på internettet.
Stk. 3. Vedtægten skal indeholde
oplysninger om, hvilke menighedsråd der deltager i
samarbejdet, hvad samarbejdet vedrører, finansieringen af
samarbejdet, tilsyn, vilkår for andre menighedsråds
optagelse i samarbejdet, afgørelse om uenighed om
vedtægtens fortolkning, vilkår for ophævelse af
samarbejdet og om, hvor vedtægten lokalt er fremlagt og kan
rekvireres fra.«
5.§ 43, stk. 1,
affattes således:
»Ud over de i § 42 a nævnte
tilfælde kan to eller flere menighedsråd indgå
aftale om samarbejde, der kræver dispensation fra reglerne i
kapitel 1-7 og 9 i denne lov samt regler i lov om valg til
menighedsråd, lov om folkekirkens økonomi, lov om
folkekirkens kirkebygninger og kirkegårde og lov om
bestyrelse og brug af folkekirkens kirker m.m. Samarbejdet skal
vedrøre løsning af folkekirkelige
anliggender.«
6.§ 43, stk. 3,
ophæves.
Stk. 4-7 bliver herefter stk. 3-6.
7. I § 43, stk. 4, 1.
pkt., der bliver § 43, stk. 3, 1. pkt.,
ændres »i Lovtidende« til: »på
Kirkeministeriets hjemmeside på internettet«.
8. I § 43, stk. 7, der
bliver stk. 6, ændres »stk. 3« til:
»stk. 1«.
9. Efter § 43
indsættes:
Ȥ 43 a. Flere
menighedsråd i et provsti kan beslutte at etablere de i
§ 42 a og § 43 nævnte former for
samarbejde med provstiet som ramme. Beslutning derom skal
træffes på budgetsamråd, og udgifterne til
samarbejdet finansieres af provstiudvalgskassen, jf. § 5,
stk. 6 og 7, og § 17 g, stk. 3, i lov om
folkekirkens økonomi.«
§ 3
I lov om valg til menighedsråd, jf.
lovbekendtgørelse nr. 163 af 16. marts 2004, som
ændret ved § 84 i lov nr. 537 af 24. juni 2005,
foretages følgende ændringer:
1. I § 22, stk. 1, 2.
pkt., udgår »gennem provsten«.
2. I § 24 udgår
»til provst og stiftsøvrighed«.
3. I § 30, stk. 1, 1.
pkt., ændres »provsten« til:
»biskoppen«.
4.§ 30, stk. 1, 2.
pkt., ophæves.
§ 4
I lov om folkekirkens kirkebygninger og
kirkegårde, jf. lovbekendtgørelse nr. 454 af 11. juni
1992, som ændret ved § 2 i lov nr. 433 af 1. juni
1994, lov nr. 391 af 22. maj 1996, § 3 i lov nr. 437 af
10. juni 2003 og § 4 i lov nr. 562 af 24. juni 2005,
foretages følgende ændringer:
1. I § 6, 1. pkt., og § 29 ændres
»stiftsøvrigheden« til:
»biskoppen«.
2. I § 7, 1. pkt., og § 12, stk. 1,
ændres »af provsten autoriseret« til: »af
Kirkeministeriet godkendt standardprotokol eller en anden af
Kirkeministeriet godkendt«.
3. I § 12, stk. 4,
ændres »stiftsøvrigheden« til:
»stiftsadministrationen«.
4.§ 26 affattes
således:
Ȥ 26. Mindst hvert
4. år forestås det i § 24 nævnte syn af
provsten. Provsten fastsætter datoen for synet og indkalder
menighedsrådet til deltagelse i synet. I synet deltager en
bygningskyndig person, der er valgt af provstiudvalget. Provsten
kan vælge at deltage i synet. Synsforretningen ledes af den
af provstiudvalget valgte bygningskyndige eller af provsten, hvis
denne deltager. Forretningen indføres i en for hele
provstiet fælles synsprotokol og i kirkens protokol. Provsten
sørger for, at en udskrift af forretningen tilgår
provstiudvalget, der afgør, hvad der videre skal
foretages.«
5.§ 28 affattes
således:
Ȥ 28. Ved
tildeling af anlægsbevillinger fastsætter
provstiudvalget samtidig en frist for de pågældende
arbejders gennemførelse, jf. § 26, 7. pkt.
Stk. 2. Provstiudvalget kan
foranledige, at udførelsen af de i stk. 1 nævnte
arbejder kontrolleres ved et ekstraordinært syn, jf.
§ 31.«
§ 5
I lov om udnævnelse af biskopper og
om stiftsbåndsløsning, jf. lovbekendtgørelse
nr. 511 af 16. juni 1994, foretages følgende
ændringer:
1. I § 4, stk. 1, 2.
pkt., ændres »stiftsøvrighed« til
»stiftsadministration«.
2. § 4, stk. 2,
affattes således:
» Stk. 2 .
Valgbestyrelsen består af 3 medlemmer valgt blandt
provstiudvalgsmedlemmerne i vedkommende stift. Stemmeberettigede
ved valg af valgbestyrelse er kun de valgte medlemmer af
provstiudvalget. Kirkeministeren fastsætter nærmere
regler om valg af valgbestyrelse og fastsætter, hvilke
opgaver valgbestyrelsen skal varetage.«
§ 6
I lov om bestyrelse og brug af
folkekirkens kirker m.m., jf. lovbekendtgørelse nr. 217 af
31. marts 1992, foretages følgende ændringer:
1. I § 1, stk. 4, 2. pkt.,
§ 19, stk. 2, 2. pkt., og § 19, stk. 3,
ændres »stiftsøvrigheden« til:
»provstiudvalget«.
2.§ 2 ophæves.
§ 7
I lov nr. 310 af 16. maj 1990 om
ansættelse i stillinger i folkekirken m.v., som ændret
ved § 2 i lov nr. 390 af 22. maj 1996 og § 4 i
lov nr. 437 af 10. juni 2003, foretages følgende
ændring:
1. I § 22, stk. 1,
indsættes som 2.
pkt.:
»Spørgsmålet om
personalenormering kan dog varetages af provstiudvalget, jf. lov om
folkekirkens økonomi § 5, stk. 5.«
§ 8
Stk. 1. Loven træder
i kraft den 1. januar 2007.
Stk. 2. Lov om folkekirkens
økonomi § 17 a, stk. 1, og § 17 e, stk.
1, 2. pkt., som affattet ved denne lovs § 1, nr. 6, om
antallet af valgte medlemmer af provstiudvalg finder første
gang anvendelse ved de ordinære valg til provstiudvalg i
2009.
§ 9
Loven gælder ikke for
Færøerne og Grønland. Loven kan ved kongelig
anordning sættes i kraft for Færøerne med de
afvigelser, som de særlige færøske forhold
tilsiger.