Efter afstemningen i Folketinget ved 2.
behandling den 29. maj 2007
Forslag
til
Lov om ændring af
dyreværnsloven
(Klippekortordning for dyretransporter,
strafskærpelse og egenkontrol i besætninger)
§ 1
I dyreværnsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 344 af 13. maj 2005, som ændret
ved § 22 i lov nr. 538 af 8. juni 2006, foretages
følgende ændringer:
1. Efter § 4 a
indsættes:
Ȥ 4 b.
Justitsministeren kan fastsætte regler om
gennemførelse af egenkontrol med dyrevelfærd i
landbrugsbesætninger.«
2.§ 28, stk. 7,
ophæves, og i stedet indsættes:
» Stk. 7. Ved
udmåling af straf efter denne lov eller efter regler fastsat
i medfør af stk. 5 og 6 anses det som en
skærpende omstændighed, hvis overtrædelsen er
begået i forbindelse med udøvelse af erhverv, herunder
dyretransporter.
Stk. 8. Er der ved en
overtrædelse opnået en økonomisk fordel,
konfiskeres denne efter reglerne i straffelovens 9. kapitel. Kan
der ikke ske konfiskation, skal der tages særskilt hensyn
hertil ved udmåling af en bøde, herunder en eventuel
tillægsbøde.«
Stk. 8 bliver herefter stk. 9.
3. § 29, stk. 3, 2. pkt.,
affattes således:
Ȥ 28, stk. 9, finder tilsvarende
anvendelse.«
4. Efter § 29
indsættes:
Ȥ 29 a. Den, der
driver erhvervsmæssig virksomhed med transport af dyr, og
den, der som chauffør eller ledsager udfører
erhvervsmæssig transport af dyr, kan frakendes retten til at
beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr,
hvis den pågældende ved dom findes skyldig i
mishandling eller grovere uforsvarlig behandling af dyr i
forbindelse med transport, eller hvis den pågældende
tidligere har gjort sig skyldig i uforsvarlig behandling af dyr i
forbindelse med transport og på ny findes skyldig i en
sådan overtrædelse.
Stk. 2. Frakendelse kan ske betinget,
hvis ubetinget frakendelse af retten til at transportere dyr vil
stå i misforhold til den begåede lovovertrædelse
og omstændighederne ved denne.
§ 29 b. Den,
der driver erhvervsmæssig virksomhed med transport af dyr, og
den, der som chauffør eller ledsager udfører
erhvervsmæssig transport af dyr, skal betinget frakendes
retten til at beskæftige sig med erhvervsmæssig
transport af dyr, hvis den pågældende inden for en
periode af 3 år har gjort sig skyldig i tre forhold, der ikke
i sig selv medfører frakendelse af retten til at
transportere dyr efter § 29 a, men som er omfattet af
bestemmelser om landevejstransport af heste, kvæg, får,
geder, svin eller fjerkræ i Rådets forordning om
beskyttelse af dyr under transport og dermed forbundne aktiviteter
m.v. eller i regler om transport af dyr fastsat i medfør af
denne lov vedrørende
1) arealkrav, hvis arealet er mindre end 90 pct.
af det fastsatte,
2) indvendig højde af
køretøjet, hvis den indvendige højde er mindre
end 95 pct. af det fastsatte,
3) ventilation,
4) drikkevand og foder,
5) hviletid,
6) strøelse eller
7) transportegnethed.
Stk. 2. Justitsministeren
fastsætter regler om, hvilke overtrædelser af
lovgivningen om transport af dyr der er omfattet af
stk. 1.
§ 29 c. Den,
der driver erhvervsmæssig virksomhed med transport af dyr, og
den, der som chauffør eller ledsager udfører
erhvervsmæssig transport af dyr, skal ubetinget frakendes
retten til at beskæftige sig med erhvervsmæssig
transport af dyr, hvis den pågældende
1) tidligere er frakendt retten til at
transportere dyr betinget efter § 29 a, stk. 2,
eller § 29 b, stk. 1, og i prøvetiden har
begået et nyt forhold, der indebærer en betinget
frakendelse efter § 29 a, stk. 2,
2) tidligere er frakendt retten til at
transportere dyr betinget efter § 29 a, stk. 2, og i
prøvetiden har gjort sig skyldig i yderligere én
overtrædelse der er omfattet af § 29 b,
stk. 1, eller
3) tidligere er frakendt retten til at
transportere dyr betinget efter § 29 b, stk. 1, og i
prøvetiden har gjort sig skyldig i yderligere én
overtrædelse der er omfattet af § 29 b,
stk. 1.
Stk. 2. Under særlig formildende
omstændigheder kan der ske betinget frakendelse i
tilfælde, hvor frakendelse efter stk. 1 ellers skulle
ske ubetinget .
§ 29 d. Retten
til at drive erhvervsmæssig virksomhed med transport af dyr
kan ubetinget frakendes et selskab m.v. (juridisk person) ved dom
for strafbart forhold, hvis den tiltalte gentagne gange eller under
i øvrigt skærpende omstændigheder har
overtrådt lovgivningen vedrørende transport af
dyr.
§ 29 e.
Ubetinget frakendelse efter § 29 a, stk. 1,
§ 29 c, stk. 1, eller § 29 d sker for et
nærmere fastsat tidsrum, der regnes fra endelig dom, eller
for bestandig.
Stk. 2. Er retten til at
beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr
frakendt for længere tid end 2 år, kan
spørgsmålet om generhvervelse af retten inden
frakendelsestidens udløb indbringes for domstolene.
Indbringelsen sker efter reglerne i straffelovens § 78,
stk. 3, og kan tidligst finde sted, når der er
forløbet 2 år af frakendelsestiden. Retten kan kun
tilbagegives, når der foreligger ganske særlige
omstændigheder. Har vedkommende tidligere ubetinget
været frakendt retten til at beskæftige sig med
erhvervsmæssig transport af dyr, kan generhvervelse inden
frakendelsestidens udløb kun ske rent undtagelsesvis og
tidligst, når der er forløbet 5 år.
§ 29 f.
Betinget frakendelse sker på vilkår af, at den
pågældende i en prøvetid på tre år,
der regnes fra endelig dom, ikke overtræder lovgivningen om
transport af dyr under sådanne omstændigheder, at den
pågældende skal frakendes retten til at
beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr.
Stk. 2. Er retten til at
beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af dyr
frakendt betinget, skal den pågældende inden for en
frist, som fastsættes af Fødevarestyrelsen,
bestå en kontrollerende prøve om behandling af dyr
under transport. Er prøven ikke bestået inden
udløbet af den fastsatte frist, må den
pågældende ikke beskæftige sig med
erhvervsmæssig transport af dyr, før prøven er
bestået.
Stk. 3. Justitsministeren
fastsætter regler om indholdet og gennemførelsen af
den kontrollerende prøve, der er nævnt i
stk. 2.
§ 29 g. Den,
der beskæftiger sig med erhvervsmæssig transport af
dyr, selv om retten hertil er frakendt den pågældende
efter § 29 a, stk. 1, § 29 c, stk. 1,
eller § 29 d, straffes med bøde eller
fængsel indtil 6 måneder. Det samme gælder den,
der overtræder § 29 f, stk. 2, 2. pkt.
Stk. 2. Den, som medvirker til, at en
fysisk person omfattet af stk. 1 udfører
erhvervsmæssig transport af dyr, straffes med bøde
eller under skærpende omstændigheder med fængsel
indtil 4 måneder.
Stk. 3. Der kan pålægges
selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i
straffelovens 5. kapitel.
§ 29 h. I sager
om overtrædelse af lovgivningen om transport af dyr, der ikke
skønnes at ville medføre højere straf end
bøde, kan anklagemyndigheden i et bødeforelæg
tilkendegive sigtede, at sagen kan afgøres uden retssag,
hvis sigtede erklærer sig skyldig i overtrædelsen og
erklærer sig rede til inden en nærmere angiven frist at
betale en i bødeforelægget angivet bøde samt
vedtage en betinget frakendelse af retten til at beskæftige
sig med erhvervsmæssig transport af dyr, jf. § 29
b, stk. 1. Reglerne i retsplejelovens § 834,
stk. 1, nr. 2 og 3, om krav til indholdet af et anklageskrift
finder tilsvarende anvendelse på
bødeforelæg.
Stk. 2. Sager, hvori der ikke
opstår spørgsmål om anvendelse af højere
straf end bøde, kan, når retten ikke finder grund til
at betvivle tiltaltes skyld, afgøres ved, at den tiltalte i
retten vedtager at betale en nærmere bestemt bøde
eller vedtager en betinget eller ubetinget frakendelse af retten
til at beskæftige sig med erhvervsmæssig transport af
dyr.
Stk. 3. Vedtagelse af bøde samt
betinget og ubetinget frakendelse efter stk. 1 og 2 har samme
virkning som en dom med hensyn til fuldbyrdelse og
gentagelsesvirkning.
§ 29 i. Hvis
overtrædelsen er omfattet af § 29 b, stk. 1,
skal dette fremgå af
1) anklagemyndighedens tilkendegivelse ved en
udenretlig vedtagelse,
2) retsbogen ved en indenretlig vedtagelse
eller
3) dommen.
§ 29 j.
Domsmænd medvirker i sager om overtrædelse af
lovgivningen om transport af dyr, hvis
1) der er spørgsmål om højere
straf end bøde,
2) der er spørgsmål om ubetinget
frakendelse af retten til at beskæftige sig med
erhvervsmæssig transport af dyr eller
3) sagen i øvrigt skønnes at
være af særlig indgribende betydning for tiltalte eller
af særlig offentlig interesse
Stk. 2. Domsmænd medvirker ikke
i sager, der
1) behandles efter reglen i retsplejelovens
§ 831 eller
2) kan afgøres med indenretlig vedtagelse,
jf. § 29 h, stk. 2.
Stk. 3. Offentlig forsvarer beskikkes
efter reglerne i retsplejelovens § 731 og
§ 732. Hvis tiltalte anmoder om det, beskikkes i byretten
tillige offentlig forsvarer i sager, hvor der bliver
spørgsmål om betinget eller ubetinget frakendelse af
retten til at beskæftige sig med erhvervsmæssig
transport af dyr og der ikke medvirker domsmænd. Tiltalte
skal vejledes om adgangen til forsvarerbeskikkelse.
§ 29 k. Er
både chaufføren og det køretøj, der
anvendes til transport af dyr, og med hvilket en overtrædelse
er begået, hjemmehørende i udlandet, kan
køretøjet tilbageholdes af politiet, indtil
forskyldte bøder eller sagsomkostninger er betalt, eller der
er stillet sikkerhed for betalingen. Er beløbet ikke betalt
inden 2 måneder efter sagens endelige afgørelse, kan
der søges fyldestgørelse i
køretøjet.
Stk. 2. Med hensyn til
iværksættelse af tilbageholdelsen finder
retsplejelovens bestemmelser om beslaglæggelse med henblik
på konfiskation tilsvarende anvendelse. Tilbageholdelsen kan
kun ske, hvis den er nødvendig for at sikre betaling af
bøder og sagsomkostninger. Var chaufføren uberettiget
i besiddelse af køretøjet, kan der ikke ske
tilbageholdelse.
Stk. 3. Reglen i stk. 1 finder
ikke anvendelse med hensyn til chauffører, der er
hjemmehørende i Finland, Island, Norge eller
Sverige.«
§ 2
Loven træder i kraft den 1. juli
2007.
§ 3
Loven gælder ikke for
Færøerne og Grønland.