Skriftlig fremsættelse (18. april
2007)
Beskæftigelsesministeren (Claus Hjort
Frederiksen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om oplysningspligt ved brug
af erhvervsbegrænsende aftaler
(Lovforslag nr. L 212).
Formålet med forslaget er at sikre, at
lønmodtageren bliver gjort bekendt med evt.
erhvervsbegrænsende aftaler, som arbejdsgiveren indgår
eller har indgået med andre virksomheder eller anden 3. part,
og som begrænser lønmodtagerens mulighed for frit at
skifte job. Oplysninger om evt. aftaler skal gives forud for eller
senest samtidig med ansættelsen. Indgås aftalerne under
lønmodtagerens ansættelse, skal lønmodtageren
hurtigst muligt og senest 8 dage efter aftalens indgåelse
informeres om aftalen. I forbindelse med forhandling og
forberedelse af virksomhedsoverdragelse kan pligten til at
informere om evt. aftaler udskydes til tidspunktet for
offentliggørelsen af virksomhedsoverdragelsen. Pligten til
at oplyse om evt. aftaler gælder ikke, hvis forhandlingerne
om virksomhedsoverdragelse afsluttes uden resultat.
Overholder arbejdsgiveren ikke
oplysningspligten, kan arbejdsgiveren blive pålagt at betale
en godtgørelse til lønmodtageren, ligesom manglende
overholdelse af oplysningspligten medfører, at den
erhvervsbegrænsende aftale ikke kan gøres
gældende mellem aftaleparterne i forhold til den konkrete
lønmodtager.
Lovforslaget træder i kraft den 1.
august 2007. Pligten til at oplyse om evt. aftaler, som er
indgået før den 1. august 2007, og som er relevante
for medarbejdere ansat før denne dato, gælder dog
først pr. 1. november 2007.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg anbefale
lovforslaget til Tingets velvillige behandling.