L 208 Forslag til lov om ændring af lov om statens uddannelsesstøtte (SU-loven).

(Udlandsstipendium).

Af: Undervisningsminister Bertel Haarder (V)
Udvalg: Udvalget for Videnskab og Teknologi
Samling: 2006-07
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 12-04-2007

Fremsættelse: 12-04-2007

Fremsættelsestale af lovforslag

20061_l208_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (12. april 2007)

 

 

Undervisningsministeren (Bertel Haarder):

 

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om statens uddannelsesstøtte (SU-loven) (Udlandsstipendium)

(Lovforslag nr. L 208).

Lovforslaget fremsættes som opfølgning på aftalen af 20. juni 2006 mellem regeringen og Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre om fremtidens velstand, velfærd og investeringer i fremtiden (velfærdsaftalen) og aftalen af 2. november 2006 om udmøntning af globaliseringspuljen €" opfølgning på velfærdsaftalen.

Med lovforslaget udvides uddannelsesstøtten med en særlig, øremærket støtte i form af et udlandsstipendium. Udlandsstipendium kan højst gives i 2 år. Udlandsstipendium kan bruges enten til studieophold som led i en dansk uddannelse eller til en hel uddannelse på kandidatniveau i udlandet af op til to års varighed eller fordeles mellem disse. Studerende ved uddannelser, der er udbudt efter bestemmelserne i lov om korte videregående uddannelser (erhvervsakademiuddannelser), kan dog højst få udlandsstipendium til studieophold i ét år.

Udlandsstipendiet kan højst svare til statstilskuddet eller bevillingen til uddannelsen eller en tilsvarende uddannelse i Danmark.

For udlandsstipendium til studieophold er det en betingelse, at den studerende har ret til SU til den uddannelse i Danmark, som studieopholdet er et led i. Det betyder blandt andet, at studieopholdet skal forhåndsgodkendes af den danske uddannelsesinstitution som fuldt meritgivende i den danske uddannelse.

For udlandsstipendium til hele uddannelser på kandidatniveau i udlandet er det en betingelse, at den studerede har ret til SU til uddannelsen i udlandet og har ved uddannelsens begyndelse mindst 5 klip til rådighed pr. 30 ECTS-point, der gives udlandsstipendium til.

Det foreslås, at undervisningsministeren i samråd med ministeren for videnskab, teknologi og udvikling og kulturministeren fastlægger oversigter over institutioner og uddannelser, hvortil der kan gives udlandsstipendium til uddannelser på kandidatniveau. Det er hensigten, at disse oversigter skal indeholde de universiteter i udlandet, som har samarbejdsaftaler om udveksling af studerende med et dansk universitet, samt et antal internationalt anerkendte universiteter, der ikke har samarbejdsaftaler med danske universiteter, udvalgt på grundlag af internationalt anerkendte rankinglister, som f.eks THES (Times Higher Education Supplement)

Som led i lovovervågning vil Undervisningsministeriet sammen med Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling i folketingsåret 2011-2012 gennemføre en undersøgelse af ordningen med det formål blandt andet at vurdere, om den påvirker uddannelsesinstitutionernes bevillinger på en sådan måde, at det svækker kvaliteten af undervisningen.

Den faktiske studieaktivitet følges løbende, og der vil på baggrund af den faktiske studieaktivitet, som er omfattet af ordningen ske en samlet vurdering af de økonomiske konsekvenser, herunder blandt andet konsekvenser for universiteterne, af lovforslaget i 2009.

Lovforslagets fremsættelse har beroet på drøftelser med Rektorkollegiet samt forhandling med forligskredsen bag aftalen. Det har derfor ikke været muligt at fremsætte lovforslaget før den 1. april 2007. Af hensyn til ansøgningsprocedurer og udvikling af edb-understøttelse til administration af ordningen før udlandsstipendieordningens får virkning ses lovforslaget gerne færdigbehandlet i indeværende folketingssamling.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget med tilhørende bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale forslaget til velvillig behandling i det høje Ting.