L 202 (som fremsat): Forslag til lov om hold af heste.

Fremsat den 28. marts 2007 af justitsministeren (Lene Espersen)

Forslag

til

Lov om hold af heste

Kapitel 1

Anvendelsesområde, definitioner mv.

§ 1. Reglerne i denne lov finder anvendelse på ethvert hestehold.

Stk. 2. Loven finder ikke anvendelse på heste, som anvendes i forbindelse med tekniske og videnskabelige undersøgelser, der udføres under tilsyn af Dyreforsøgstilsynet.

Stk. 3. Justitsministeren kan i særlige tilfælde helt eller delvist undtage visse hestehold fra loven.

§ 2. I denne lov forstås ved:

1) Hest: Husdyr af heste- eller æselarten eller dyr, der fremkommer ved krydsning af disse.

2) Stangmål: Afstanden fra jorden og til det højeste punkt på hestens manke.

3) Gruppeopstaldning: Opstaldning af flere heste uden adskillelse i samme rum.

4) Folingsboks: Særlig indrettet boks, hvor folingen finder sted.

5) Spiltov: Opstaldning i bås, hvor hesten står opbundet, oftest op mod en væg.

6) Fold: En udendørs indhegning.

7) Strukturfoder: Hø, halm (hvede, byg, havre, frøgræs), langt græs, ensilage og wrap.

§ 3. Reglerne i dyreværnsloven og regler, der udfærdiges med hjemmel i dyreværnsloven, finder desuden anvendelse på ethvert hestehold.

§ 4. Reglerne i denne lov er minimumskrav, der altid skal opfyldes, medmindre strengere krav er fastsat i anden lovgivning.

Kapitel 2

Opstaldning

§ 5. Heste må ikke opstaldes i spiltov.

Stk. 2. Heste kan dog opbindes i op til to timer under tilsyn, såfremt formålet er at lære hesten at stå opbundet uden tilsyn.

Stk. 3. Heste, der har lært at stå opbundet uden tilsyn, kan opbindes uden tilsyn i op til to timer. Ved transport, stævner, dyrskuer mv. kan opbinding ske i længere tid.

Stk. 4. Stk. 2 og stk. 3, 1. pkt., kan fraviges, hvis veterinære hensyn taler herfor.

Kapitel 3

Indretning af stald

§ 6. Loftshøjden i stalden skal være mindst 2,60 m i frihøjde over eventuel strøelse.

Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte regler om, at der for stalde, som benyttes til opstaldning af bestemte typer af heste, gælder en lavere loftshøjde end angivet i stk. 1.

Stk. 3. Staldrumfanget pr. hest skal være mindst 30 m³.

§ 7. Ved opstaldning enkeltvis i boks skal gulvarealet være mindst (2,0 x hestens stangmål)², og den korteste side af boksen skal være mindst 1,7 x hestens stangmål.

§ 8. Ved gruppeopstaldning skal gulvarealet opfylde følgende arealkrav:

1) For de første fire heste skal der være mindst (2,0 x hestens stangmål)² pr. hest.

2) For hver yderligere hest skal der være mindst (1,7 x hestens stangmål)² pr. hest.

§ 9. Foling under opstaldning skal ske i folingsboks.

Stk. 2. Gulvarealet i folingsboksen skal være mindst (2,5 x hoppens stangmål)².

Stk. 3. Hoppe og føl skal opholde sig i folingsboksen i den første måned efter folingen.

§ 10. Syge eller skadede heste skal kunne holdes adskilt fra de øvrige heste, jf. § 24.

§ 11. Gulvet i stalden og boksen skal være jævnt og ikke glat. Gulvet skal være konstrueret, så heste ikke kommer til skade eller udsættes for lidelse.

Stk. 2. Lejearealet skal være bekvemt, rent og passende drænet, og der skal i passende omfang udlægges strøelse. Ved gruppeopstaldning skal hestene have adgang til et velstrøet tørt leje på mindst 80 pct. af gulvarealet.

§ 12. Rum og udstyr, som anvendes i forbindelse med opstaldning af heste, skal konstrueres, installeres og vedligeholdes på en sådan måde, at hestene beskyttes bedst muligt mod tilskadekomst og ikke udsættes for væsentlig ulempe.

Stk. 2. Udstyr til fodring og vanding skal være udformet, fremstillet og installeret på en sådan måde, at der er mindst mulig risiko for forurening af foder og vand, samt for at hesten pådrager sig skader.

Stk. 3. Alt automatiseret eller mekanisk udstyr, der er af betydning for hestes sundhed og velfærd, skal monteres, så hestene beskyttes bedst muligt mod tilskadekomst og ikke udsættes for væsentlig ulempe. Udstyret skal efterses mindst en gang om dagen. Eventuelle konstaterede fejl skal udbedres straks, og hvis dette ikke kan lade sig gøre, skal der træffes passende foranstaltninger med henblik på at beskytte hestenes sundhed og velfærd, indtil fejlen er udbedret.

Stk. 4. Inventar, herunder låger, mekanisk udstyr mv., skal være konstrueret og installeret med henblik på at opnå et så lavt støjniveau som muligt.

§ 13. Luftcirkulation, støvindhold, temperatur, relativ luftfugtighed og koncentration af luftarter skal holdes på et niveau, som ikke er skadeligt for heste, og stalden skal have ventilation, som sikrer et tilstrækkeligt luftskifte.

§ 14. Der skal være tilstrækkeligt naturligt lys til at opfylde hestes adfærdsmæssige og fysiologiske behov. For at sikre naturligt lysindfald skal det samlede areal af vinduer eller lignende svare til mindst 7 pct. af staldens gulvareal.

Stk. 2. Udover det naturlige lys skal der være lyskilder, der sikrer, at heste på ethvert tidspunkt kan tilses nøje. Lyskilderne skal placeres, så de ikke medfører ulempe eller skade på heste.

§ 15. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om staldens indretning.

Kapitel 4

Adgang til fold

§ 16. For ethvert hestehold skal der være adgang til en fold.

Stk. 2. Folden skal have et areal på mindst 800 m², hvoraf den korteste side skal være mindst 20 m. Benyttes folden af mere end fire heste på samme tid, forøges det i 1. pkt. angivne arealkrav med 200 m² pr. hest. En fold må ikke benyttes af mere end i alt 20 heste.

Stk. 3. Folden må ikke indhegnes med pigtråd.

§ 17. Heste skal i mindst to timer fem dage om ugen motioneres eller gives fri bevægelse på fold.

Stk. 2. Stk. 1 kan fraviges, hvis veterinære eller vejrmæssige forhold taler afgørende herfor.

Stk. 3. Når føl og plage er på fold, jf. stk. 1, skal de, indtil de er to år gamle, på fold sammen med artsfæller, medmindre veterinære forhold taler afgørende herimod.

§ 18. Der skal for ethvert hestehold være en plan for, hvornår de enkelte heste kommer på fold.

§ 19. Den ansvarlige for et hestehold skal sikre, at heste, som går ude i vinterperioden og i perioder med vinterlignende vejr, kun er ude i mere end 12 timer i døgnet, hvis de har udviklet et kraftigt og tæt hårlag og er ved godt huld og har adgang til læskur eller bygning, hvor alle dyr samtidig kan hvile på et tørt, strøet leje.

Stk. 2. I læskur eller bygning skal gulvarealet opfylde arealkravene i § 8, stk. 1.

Stk. 3. Læskur eller bygning skal placeres på et sted med tilstrækkelig afvanding.

§ 20. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om adgang til og indretning af fold mv. Justitsministeren kan endvidere fastsætte nærmere regler om, at § 19, stk. 1, kan fraviges for heste af bestemte racer.

Kapitel 5

Foder og vand

§ 21. Hestes foderration skal indeholde tilstrækkeligt strukturfoder.

§ 22. Heste skal have fri adgang til frisk drikkevand.

Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke ved kortere ophold på fold indtil fire timer.

Kapitel 6

Tilsyn mv.

§ 23. Enhver, der holder hest, skal sørge for, at hesten tilses mindst en gang om dagen.

Stk. 2. Enhver, der erhvervsmæssigt holder hest, skal sørge for, at hesteholdet tilses af en dyrlæge mindst én gang årligt. I dyrlægens tilsyn skal indgå en vurdering af, om hesteholdet er i overensstemmelse med reglerne i denne lov.

§ 24. I tilfælde af sygdom eller tilskadekomst skal den ansvarlige for hesteholdet sikre, at hesten om fornødent isoleres, og at pleje iværksættes. Ved alvorlig lidelse eller hvis hesten ikke hurtigt bedres, skal en dyrlæge straks tilkaldes.

Kapitel 7

Ibrugtagning og træning

§ 25. Enhver, der holder hest, skal sørge for, at heste i en tidlig alder oplæres til at blive håndteret.

Stk. 2. Oplæring, træning og brug af heste skal være tilpasset hestes alder, deres fysiske og psykiske kapacitet, så heste beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe.

§ 26. Udstyr, som anvendes som hjælpemidler på heste, skal være tilpasset den enkelte hest, og må ikke påføre hesten skader eller anvendes som tvangsmidler.

Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om brug af hjælpemidler og tvangsmidler.

§ 27. Enhver form for medicinering og behandling, herunder kirurgisk behandling, som har til formål at skjule sygdomssymptomer, så heste kan træne og deltage i konkurrencer, er ikke tilladt.

Kapitel 8

Hovpleje og mærkning

§ 28. Beskæring eller anlæggelse af beslag på heste skal ske efter behov.

Stk. 2. Justitsministeren kan fastsætte regler om, at beskæring eller anlæggelse af beslag kun må foretages af personer, der har den relevante faglige uddannelse hertil. Justitsministeren kan desuden fastsætte krav til uddannelsen.

§ 29. Justitsministeren kan fastsætte regler om, at mærkning af heste skal foretages af personer, som er uddannet hertil. Justitsministeren kan desuden fastsætte krav til uddannelsen.

Kapitel 9

Uddannelse

§ 30. Justitsministeren kan fastsætte regler om, at den, som er ansvarlig for et professionelt hestehold, skal være over 18 år og besidde en relevant faglig uddannelse hertil. Justitsministeren kan desuden fastsætte krav til uddannelsen.

Kapitel 10

Administrative forskrifter

§ 31. Inden justitsministeren fastsætter regler i henhold til bestemmelser i denne lov, skal dyreværnsorganisationer og andre organisationer, der efter ministerens skøn særlig berøres af reglerne, have lejlighed til at udtale sig.

§ 32. Justitsministeren kan fastsætte regler med henblik på opfyldelse af Det Europæiske Fællesskabs direktiver og beslutninger om forsvarlig behandling af heste og om beskyttelse af disse dyrs velfærd. Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler eller træffe de bestemmelser, som er nødvendige for anvendelsen af Det Europæiske Fællesskabs forordninger om forhold, som er omfattet af denne lov. Justitsministeren kan fastsætte regler om fravigelse af reglerne i de ovennævnte retsakter, i det omfang disse indeholder adgang hertil.

Kapitel 11

Påbud og straf

§ 33. Hvis en fødevareregion eller politiet konstaterer overtrædelse af reglerne i denne lov eller af regler, der fastsættes i medfør af denne lov, kan fødevareregionen eller politiet påbyde den ansvarlige for hesteholdet inden for en nærmere fastsat frist at rette op på de forhold, som ikke er i overensstemmelse med disse regler.

§ 34. Fødevareregionernes og politiets afgørelse efter § 33 kan påklages til Fødevarestyrelsen. Klage har ikke opsættende virkning, medmindre Fødevarestyrelsen træffer anden afgørelse.

Stk. 2. Fødevarestyrelsens afgørelse i en klagesag kan ikke påklages til anden administrativ myndighed.

§ 35. Med bøde eller fængsel indtil 4 måneder straffes den, der undlader at efterkomme et påbud efter § 33.

Stk. 2. Ved udmåling af straf efter denne lov anses det som en skærpende omstændighed, hvis overtrædelsen er begået i forbindelse med udøvelse af erhverv.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Kapitel 12

Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser mv.

§ 36. Loven træder i kraft den 1. januar 2008, jf. dog stk. 2-4.

Stk. 2. For hestehold, der er etableret før den 1. juli 2007, finder § 5, § 12 og § 13 først anvendelse fra den 1. januar 2011.

Stk. 3. For hestehold, der er etableret før den 1. juli 2007, finder § 11, § 16 og § 18 først anvendelse fra den 1. januar 2016.

Stk. 4. For hestehold, der er etableret før den 1. juli 2007, finder § 6, stk. 1 og stk. 3, §§ 7-9 og § 14, stk. 1, 2. pkt., først anvendelse fra den 1. januar 2020.

§ 37. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Indledning

Lovforslaget, der bygger på en række forslag i en rapport afgivet af en arbejdsgruppe under Justitsministeriet i januar 2006, har til formål at gennemføre en samlet regulering af forskellige forhold, som har særlig betydning for hestes velfærd. Denne regulering indeholder således en række mindstekrav til hold af heste og udgør i øvrigt et supplement til den øvrige dyrevelfærdslovgivning, herunder navnlig de mere generelle regler i dyreværnsloven.

Der foreslås bl.a. indført nærmere regler om størrelsen af bokse til heste, om loftshøjden i stalden og om forskellige forhold vedrørende indretning af stalden. I den forbindelse foreslås indført et forbud imod at opstalde heste i spiltov.

Lovforslaget indebærer endvidere, at der i ethvert hestehold skal være adgang til en fold, som skal have et areal på mindst 800 m², hvoraf den korteste side skal være 20 m. Benyttes folden af mere end fire heste på samme tid, skal folden være større, og desuden må en fold maksimalt benyttes af 20 heste. I forlængelse heraf foreslås desuden, at heste mindst to timer fem dage om ugen skal motioneres eller gives fri bevægelse på fold. Derudover foreslås der særlige regler for heste, der går ude i mere end 12 timer i døgnet i vinterperioden og i perioder med vinterlignende vejr.

Desuden indeholder lovforslaget regler om tilsyn med heste samt en bemyndigelse til justitsministeren til at fastsætte regler om, at beskæring og anlæggelse af beslag kun må foretages af personer, som er uddannet hertil, ligesom der stilles forslag om, at justitsministeren kan fastsætte regler om, at mærkning af heste kun må foretages af personer, som er uddannet hertil, og at den, der er ansvarlig for et professionelt hestehold, skal være over 18 år og besidde en relevant faglig uddannelse hertil.

Endelig foreslås en række øvrige bestemmelser vedrørende foder og vand, ibrugtagning og træning, hjælpemidler mv., som alle har til formål at sikre, at væsentlige adfærdsmæssige, fysiologiske og velfærdsmæssige behov hos hesten tilgodeses i tilstrækkeligt omfang.

En række af lovforslagets bestemmelser er omfattet af overgangsordninger, således at mindstekravene først finder anvendelse for hestehold etableret før den 1. juli 2007 efter henholdsvis 3, 8 eller 12 år.

2. Gældende ret

For hold af heste gælder de almindelige regler i dyreværnsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 344 af 13. maj 2005, som indeholder generelle regler om behandling af dyr.

Dyreværnsloven indeholder ikke specifikke regler om heste, men lovens generelle regler i §§ 1-3 finder anvendelse på alle typer af dyrehold mv. Det fremgår af dyreværnslovens § 1, at dyr skal behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe. Efter § 2 skal enhver, der holder dyr, sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer. For så vidt angår rum eller arealer, hvor dyr holdes, følger det af § 3, stk. 1, at rum eller arealer skal indrettes på en sådan måde, at dyrets behov tilgodeses, jf. § 2. Det skal herunder sikres, at dyret har den fornødne bevægelsesfrihed også under optagelse af foder og drikke og ved hvile. Dyr skal endvidere sikres mod vejr og vind i overensstemmelse med deres behov. Endelig følger det af § 18, stk. 1, at erhvervsmæssig handel med og opdræt af dyr, drift af dyrepensioner og dyreinternater og formidling af dyr kun må drives med politimesterens (politidirektørens) tilladelse. Tilladelsen skal angive, hvilke dyr den omfatter og kan tilbagekaldes, når særlige forhold taler derfor. Efter § 18, stk. 4, finder kravet om tilladelse ikke anvendelse på handel med og opdræt af dyr til landbrugsformål.

I bekendtgørelse nr. 707 af 18. juli 2000 om mindstekrav til beskyttelse af landbrugsdyr er der fastsat visse minimumskrav, der altid skal være opfyldt ved hold af landbrugsdyr, medmindre strengere krav er fastsat i anden lovgivning. Bekendtgørelsen indeholder primært bestemmelser, der gennemfører Rådets direktiv om beskyttelse af dyr, der holdes til landbrugsformål (Rådets direktiv 98/58/EF). Hovedparten af hestehold i Danmark vil ikke være omfattet af bekendtgørelsens anvendelsesområde, da de færreste heste i Danmark holdes til landbrugsformål.

Bekendtgørelse nr. 1022 af 12. december 2002 om erhvervsmæssig handel med dyr som ændret ved bekendtgørelse nr. 1499 af 20. december 2004 omfatter hold af dyr som led i erhvervsmæssig handel med dyr fra eller uden fast forretningssted, der efter dyreværnslovens § 18, stk. 1, kun må drives med politimesterens (politidirektørens) tilladelse. Bekendtgørelsen finder anvendelse på hestehandlere med undtagelse af handel med heste til landbrugsformål, jf. dyreværnslovens § 18, stk. 4.

Justitsministeren har med hjemmel i dyreværnslovens § 24 a udstedt bekendtgørelse nr. 1197 af 19. december 2003 om stikprøvekontrol af landbrugsdyr og heste, som ikke holdes med henblik på landbrugsmæssige formål. Efter § 1 skal fødevareregionerne udføre stikprøvekontrol af hestes velfærd i mindst 5 procent af alle besætninger med mindst 10 heste. Stikprøvekontrollen gennemføres risikobaseret. Embedsdyrlægen skal ved kontrollen påse, at reglerne i dyreværnsloven og i forskrifter, som udfærdiges med hjemmel i dyreværnsloven, er overholdt. I besætninger med landbrugsdyr skal embedslægen påse, at reglerne i bekendtgørelse om beskyttelse af landbrugsdyr er overholdt.

3. Baggrunden for lovforslaget

3.1. Dyreværnsloven

Det følger af dyreværnslovens § 4, stk. 1, at justitsministeren kan fastsætte regler om dyrs opholdsarealer og opholdsrum og inventaret heri, herunder at opholdsrum og inventar skal godkendes, før det tages i brug. Efter § 4, stk. 2, kan regler vedrørende dyr i landbruget, der ikke beror på en forpligtelse af international karakter, alene fastsættes efter stk. 1, når reglerne er af mindre indgribende karakter.

Dette lovforslag beror ikke på en international forpligtelse, ligesom forslaget indeholder flere bestemmelser af mere indgribende betydning. Desuden indeholder lovforslaget bestemmelser, der ikke direkte vedrørende opholdsarealer, opholdsrum og inventar. På denne baggrund har Justitsministeriet ikke fundet, at den tilsigtede regulering af de velfærdsmæssige aspekter vedrørende hestehold kan gennemføres administrativt inden for rammerne af den givne bemyndigelse i dyreværnslovens § 4, stk. 1, jf. stk. 2. Reguleringen foreslås derfor gennemført i en selvstændig lov.

3.2. Det Dyreetiske Råds udtalelse om hold af heste

Det Dyreetiske Råd afgav i marts 1998 en udtalelse om hold af heste, hvor rådet anbefalede, at justitsministeren i medfør af dyreværnslovens § 4 fastsatte regler om hestens opholdsarealer og opholdsrum og om inventaret heri. Endvidere anbefalede rådet, at justitsministeren i medfør af § 18 fastsatte regler om indretning og drift af rideskoler og hestepensioner. Rådet anbefalede desuden, at der blev nedsat et udvalg, som fik til opgave at komme med forslag til sådanne regler.

Endvidere udtalte Det Dyreetiske Råd:

»Foreninger, som organiserer ryttere og andre udøvere af hestesport, har pligt til at gøre en konsekvent og målrettet indsats for at hindre, at heste i forbindelse med træning og konkurrencer udsættes for unødig tvang, at de presses til øget præstation ved hjælp af medicinering eller fysiske »hjælpemidler«, eller at de tager skade på grund af for tidlig og forkert ibrugtagning. Etiske regler for træning og brug af heste bør formuleres og indgå i forbindelse med undervisning af »hestefolk« på alle niveauer.

Alle, der arbejder professionelt med heste, bør have en uddannelse, som sikrer, at de har indsigt i hestens adfærd, sygdomme og ernæringsbehov. Det er Rådets opfattelse, at der på en række af de eksisterende uddannelser, herunder træner- og berideruddannelsen, mangler en grundig og uafhængig undervisning i de pågældende emner. Dette bør der rettes op på.

Kun uddannede beslagsmede skal kunne beskære og sko heste for andre. Der bør være en overgangsordning, således at der kan nå at blive uddannet et tilstrækkeligt antal beslagsmede.«

3.3. Regeringens handlingsplan for bedre dyrevelfærd »Dyrs velfærd - vores ansvar«

Regeringen tilsluttede sig i handlingsplanen for bedre dyrevelfærd fra april 2002 »Dyrs velfærd - vores ansvar« Det Dyreetiske Råds vurdering af, at der er behov for nærmere regler for hold af heste. Da heste holdes under meget forskellige forhold på f.eks. rideskoler og stutterier og hos privatpersoner i øvrigt, fandt regeringen det afgørende, at forholdene blev undersøgt grundigt, så der kunne udarbejdes et velunderbygget forslag til regler.

Regeringen tilkendegav derfor i handlingsplanen, at den ville nedsætte et udvalg, der skulle have til opgave at foretage denne undersøgelse og udarbejde forslag til regler om hold af heste. Regeringen anførte, at når udvalgets rapport forelå, ville regeringen sikre, at der på baggrund af udvalgets rapport udarbejdes de fornødne forslag til regler, herunder om fornødent lovregler, til sikring af hestes velfærd. På denne baggrund nedsatte Justitsministeriet arbejdsgruppen om hold af heste.

3.4. Arbejdsgruppen om hold af heste

Arbejdsgruppen om hold af heste blev nedsat i april 2003 med deltagelse af repræsentanter fra Dansk Køre Forbund, Dansk Ride Forbund, Dansk Galop, Dansk Travsports Centralforbund, Den Danske Dyrlægeforening, Foreningen til Dyrenes Beskyttelse, Foreningen Hestens Værn, Landsudvalget for Heste, Det Dyreetiske Råd, Fødevareministeriet (Danmarks JordbrugsForskning), Justitsministeriet samt 2 medlemmer udpeget af Justitsministeriet i kraft af deres personlige egenskaber.

Arbejdsgruppen blev anmodet om at foretage en gennemgang af forholdene for heste, herunder forholdene for heste der holdes af privatpersoner, og på grundlag heraf komme med udkast til regler om tidssvarende mindstekrav til beskyttelse af heste. Det fremgår af arbejdsgruppens kommissorium, at arbejdsgruppen blev anmodet om at udarbejde forslag til regler om hold af heste, idet arbejdsgruppen både kunne foreslå regler, som kan fastsættes administrativt efter dyreværnsloven, og regler, som forudsætter gennemførelse af ny lovgivning.

Desuden fremgik det af kommissoriet, at såfremt arbejdsgruppen fandt, at der tillige var behov for at formulere nogle vejledende retningslinier, etiske normer eller lignende for omgang med heste - eventuelt i stedet for en egentlig retlig regulering - kunne arbejdsgruppen også komme med udkast til sådanne retningslinier eller normer mv., medmindre det var arbejdsgruppens opfattelse, at disse med fordel kunne udarbejdes af de involverede hesteorganisationer.

Arbejdsgruppen fik til opgave at inddrage resultaterne af den nyeste forskning og de praktiske erfaringer på området og i videst muligt omfang tage hensyn hertil ved udformningen af reglerne. Reglerne skulle udformes inden for rammerne af Danmarks internationale og EU-retlige forpligtelser.

Det fremgik i øvrigt af kommissoriet for arbejdsgruppen, at arbejdsgruppen ikke havde til opgave at behandle forholdene for heste under transport, slagtning og aflivning og på markeder.

Arbejdsgruppens rapport om hold af heste blev offentliggjort og sendt i høring den 26. januar 2006. Dette lovforslag svarer i det væsentlige til arbejdsgruppens lovudkast om hold af heste, jf. rapportens afsnit VI.

4. Justitsministeriets generelle overvejelser

Som anført ovenfor i afsnit 3.4. fremgik det af kommissoriet for arbejdsgruppen om hold af heste, at arbejdsgruppen både kunne foreslå regler, som kunne fastsættes administrativt efter dyreværnsloven, og regler, som forudsatte gennemførelse af ny lovgivning. Arbejdsgruppen har i den forbindelse fundet, at der burde udarbejdes et udkast til lov om hold af heste frem for alene en bekendtgørelse eller en række anbefalinger.

Justitsministeriet er enig i, at de foreslåede regler er af en sådan karakter, at det må anses for mest hensigtsmæssigt at gennemføre disse samlet i en selvstændig lov, jf. tillige afsnit 3 ovenfor.

Arbejdsgruppens rapport består dels af en række forslag til mindstekrav vedrørende hold af heste, dels af en række anbefalinger, hvor arbejdsgruppen fremkommer med en række anbefalinger med henblik på - i endnu højere grad end ved de foreslåede mindstekrav - at sikre hestes velfærdsmæssige behov. Arbejdsgruppens forslag til mindstekrav er udmøntet i arbejdsgruppens lovudkast om hold af heste, jf. rapportens afsnit VI.

Justitsministeriet kan generelt tilslutte sig arbejdsgruppens sondring mellem mindstekrav og anbefalinger, idet ministeriet ikke på nuværende tidspunkt finder, at der på baggrund af den foreliggende viden og erfaring er grundlag for at stille yderligere krav til hold af heste. Justitsministeriet har i den forbindelse lagt vægt på, at der ikke hidtil har været særlige regler om hold af heste, men udelukkende de mere generelle regler i dyreværnsloven.

Arbejdsgruppen har i lovudkastet foreslået, at der knyttes en overgangsordning til nogle af de foreslåede krav i lovudkastet under hensyntagen til, at de pågældende krav kan have økonomiske konsekvenser for hestehold, som ved lovens ikrafttræden ikke opfylder kravene. Justitsministeriet kan tilslutte sig arbejdsgruppens vurdering af, at en række af lovforslagets bestemmelser kan have konsekvenser, herunder af økonomisk karakter, for hestehold, som ikke lever op til de foreslåede krav ved lovforslagets ikrafttræden. I den forbindelse er der efter Justitsministeriets opfattelse tillige andre af de foreslåede bestemmelser i lovforslaget, hvortil der bør knyttes en overgangsordning henset til, at også disse krav kan have betydning for visse hestehold. Det gælder eksempelvis forslaget om, at der i ethvert hestehold skal være adgang til en fold.

Længden af overgangsordningen for de enkelte krav i lovforslaget er fastsat på grundlag af en samlet afvejning af en række hensyn. Justitsministeriet har ved vurderingen bl.a. lagt vægt på de dyrevelfærdsmæssige hensyn, som det enkelte krav søger at varetage, ligesom der er lagt vægt på den skønnede økonomiske intensitet af det enkelte krav i forhold til de hestehold, som ikke lever op til kravene ved det foreslåede ikrafttrædelsestidspunkt. Desuden har Justitsministeriet lagt vægt på de modtagne høringssvar fra berørte myndigheder og organisationer mv. samt på de skøn over betydningen af de foreslåede krav, som fremgår af arbejdsgruppens rapport. Endelig er det indgået i vurderingen, at et hestehold i ganske særlige tilfælde helt eller delvist vil kunne undtages fra loven, f.eks. i tilfælde hvor et givet hestehold rammes atypisk hårdt af et eller flere af kravene.

Overgangsordningerne i lovforslagets §§ 36, stk. 2-4, finder anvendelse for hestehold, som er etableret før 1. juli 2007, det vil sige før loven træder i kraft, jf. lovforslagets § 36, stk. 1. Formålet hermed er at sikre, at flest mulige hestehold omfattes af de foreslåede krav til hold af heste, og at der dermed i perioden fra lovforslagets vedtagelse og frem til lovens ikrafttræden ikke etableres hestehold, der ikke opfylder de foreslåede krav til eksempelvis loftshøjden, og som dermed ville kunne vente frem til udløbet af den pågældende overgangsordning med at opfylde lovforslagets krav.

Arbejdsgruppen har med hensyn til visse af lovudkastets bestemmelser om staldens indretning foreslået, at der i perioden fra lovens ikrafttræden og frem til udløbet af en foreslået overgangsordning skulle gælde et nærmere angivet krav til eksempelvis loftshøjden i stalden og størrelsen af enkeltbokse. Efter Justitsministeriets opfattelse kan der være hestehold, som på nuværende tidspunkt heller ikke opfylder disse mindre krav, og som derfor allerede ved lovens ikrafttræden vil skulle foretage ændring af staldens indretning. Henset til de konsekvenser, som disse krav dermed kan få for disse hestehold, finder Justitsministeriet det rigtigst ikke at følge arbejdsgruppens forslag herom. Der stilles således ikke forslag om, at der i overgangsperioden skal gælde særlige mindstekrav.

5. Kontakt til artsfæller

5.1. Arbejdsgruppens overvejelser

Hesten er et flokdyr, som under naturlige forhold lever i grupper med tæt kontakt til artsfæller. Derved opnår hesten en række fordele i forbindelse med fødesøgning, reproduktion, opdagelse og undgåelse af rovdyr, som gør det hensigtsmæssigt for alle heste at blive i flokken. Hesten er ofte utryg og nervøs ved at være alene og befinder sig bedst, når den kan se og røre andre artsfæller. Danmarks JordbrugsForsknings rapport nr. 39 fra juni 2002 (Opstaldning og hold af heste - danske anbefalinger) - i det følgende benævnt Danmarks JordbrugsForsknings rapport - anbefaler derfor, at der altid bør være mere end én hest på en ejendom.

Flere undersøgelser peger på, at frekvensen af adfærdsforstyrrelser og aggressiv adfærd nedsættes, når hesten har social kontakt med andre heste. Ved social kontakt forstås efter arbejdsgruppens opfattelse dels at høre, se og røre artsfæller (eks. over skillevæg), dels i fuld kontakt med artsfæller ved eksempelvis gruppeopstaldning. Desuden viser heste, som i en periode har været afskåret fra kontakt med andre heste, en øget frekvens af berøring med artsfæller. Social kontakt med mulighed for berøring med artsfæller er således et adfærdsmæssigt behov hos heste, og mangel på social kontakt er formentlig en af de vigtigste stressfaktorer ved hold af heste. Frygten for skadelige konsekvenser af aggressiv adfærd er en vigtig årsag til, at heste opstaldes og kommer på fold enkeltvis. Forsøg tyder dog på, at gruppeopstaldede heste har en mindre aggressiv adfærd mod artsfæller og mennesker end heste, som holdes enkeltvis.

Hestens individafstand kan deles i et fysisk rum og et socialt rum. Ved det fysiske rum forstås den plads, som dyret har behov for til at bevæge sig, f.eks. lægge, rejse og strække sig. Hestens fysiske rum har således betydning for størrelsen og udformningen af hestens opstaldningsfaciliteter.

Det sociale rum er den mindste afstand, hesten typisk søger at holde til artsfæller. Da heste orienterer sig gennem sanseindtryk via øjne, ører og næsebor, afgrænses deres »personlige« mindsteafstand til andre individer af en cirkel rundt om hovedet. Afstanden afhænger af det enkelte dyr, og overskrides mindsteafstanden, kan det resultere i enten undvigelse eller aggressiv adfærd, og det er sædvanligvis kun heste, som kender hinanden godt, der opholder sig indenfor hinandens sociale rum. Individafstanden afhænger af hestens alder, idet føl og plage typisk ikke reagerer på overskridelse af det sociale rum, og i hvilesituationer kan de lægge sig helt tæt sammen.

I sociale situationer, eks. ved social hudpleje, er der ingen afstand mellem hestene, ligesom hvilende heste kan stå meget tæt, særligt hvis de generes af insekter. Heste har typisk en eller to foretrukne partnere, som de oftest opholder sig i nærheden af. Hestens opstaldningsforhold kan desuden påvirke den sociale struktur, idet heste, der har adgang til fuld fysisk kontakt i stalden (gruppeopstaldning), ofte er hinandens nærmeste naboer på fold, mens enkeltopstaldede heste, hvis kontakt begrænses af de fysiske rammer, ikke viser samme sociale tilknytning.

I alle hestegrupper dannes en social rangorden (hierarki), hvor hvert individ indtager en plads i flokken. Hierarkiet bygger på dominansforholdene, som kan bestemmes af den enkelte hests alder, størrelse, temperament, reproduktionsstatus (brunst, hoppe med føl), aggressionsniveau, erfaring og tid i gruppen. Rangordenen mellem hestene reetableres, hver gang en hest trækkes ind i flokken. Det gælder uanset, om det er en hest, som flokken ikke kender, eller en hest, som blot har været væk fra flokken i et kortere tidsrum.

En stabil gruppe vil udvise mindre aggression, fordi hestene kender hinandens svagheder og styrker, og fordi hestene ikke kæmper indbyrdes, hver gang de får adgang til en begrænset ressource. Hierarkisystemet betyder imidlertid også, at introduktion af nye gruppemedlemmer gør hestene mere aggressive, indtil den nye rangorden er etableret, og ustabilitet i form af hyppige udskiftninger er stressende for heste.

Fra forskningsmæssig side peges således på, at en hest ikke bør fratages den sociale kontakt med andre heste, da det er naturligt for heste at indgå i et hierarki, hvor de lavest rangerende heste bliver sat på plads af højere rangerende heste. Heste bør holdes sammen på trods af risikoen for, at hestene forvolder skade på hinanden, da risikoen for at påføre (og få) skader må anses for at være en naturlig del af adfærden mellem heste. Dog bør boks og fold indrettes således, at denne risiko minimeres, mens den sociale kontakt til artsfæller opretholdes.

Social hudpleje og - for så vidt angår ungheste - leg spiller en vigtig rolle i hestens sociale liv. Den sociale hudpleje spiller imidlertid også en vigtig rolle i forbindelse med styrkelse af tilknytningen mellem heste. Undersøgelser ved Danmarks JordbrugsForskning har vist, at heste, som i en periode ikke har haft kontakt med andre heste, viser en forhøjet hyppighed af social hudplejeadfærd, når de igen får mulighed herfor. Heste har således en medfødt trang til at udføre social hudplejeadfærd, og deres velfærd er derfor forringet, hvis de opstaldes i systemer, hvor adfærden hindres.

Arbejdsgruppen har været opmærksom på, at mange opstalder og sætter heste på fold enkeltvis bl.a. grundet frygten for aggressiv adfærd og deraf følgende skader mellem flere heste. Årsagen hertil kan desuden være økonomiske hensyn forbundet med anskaffelse og særligt forplejning af flere heste.

Arbejdsgruppen har været af den opfattelse, at hold af kun én hest endvidere kan skyldes, at hesteejere ikke besidder den fornødne viden om hesten, herunder navnlig om nødvendigheden af kontakt til artsfæller. Hesten kan således ikke få dækket sit behov for social kontakt ved samvær med mennesker frem for med artsfæller, da hesten ikke knytter sig på samme måde til mennesker. Samværet med mennesker kan således ikke erstatte hestens behov for kontakt til artsfæller. Kontakt til andre dyr er heller ikke tilstrækkeligt for hesten.

Arbejdsgruppen har lagt til grund, at social kontakt med artsfæller er særdeles væsentlig for hestens velfærd henset til, at manglende social kontakt kan medføre, at hesten udvikler en unormal adfærd. Arbejdsgruppens har lagt til grund, at efter en periode uden social kontakt til artsfæller søger hesten i højere grad kontakt til andre, samt at hyppigheden af stereotype adfærdsforstyrrelser og aggressiv adfærd mindskes ved social kontakt med artsfæller.

Arbejdsgruppen har derfor fundet, at der skal indføres et krav om, at et hestehold minimum skal bestå af to heste. Arbejdsgruppen har været opmærksom på, at visse hestehold alene består af én hest, og at et krav om hold af minimum to heste vil kunne være byrdefuldt for disse hesteejere. Hensynet til hestens velfærd er dog på dette punkt så tungtvejende, at arbejdsgruppen trods dette har fundet, at det skal være et krav, at et hestehold minimum skal bestå af to heste.

Der henvises i øvrigt til kapitel IV, afsnit 1 i arbejdsgruppens rapport.

5.2. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet kan tilslutte sig arbejdsgruppens vurdering, hvorefter det på baggrund af de foreliggende oplysninger må lægges til grund, at heste har et naturligt behov for social kontakt med artsfæller, og at social kontakt med artsfæller derfor har betydning for hestes velfærd. Set ud fra en dyrevelfærdsmæssig vinkel må det derfor være udgangspunktet, at heste bør sikres social kontakt til artsfæller og at et hestehold derfor mindst bør omfatte to heste.

Dette hensyn må dog afvejes overfor andre hensyn, herunder især konsekvenserne af et krav om, at ethvert hestehold skal bestå af minimum to heste. Et sådan krav vil efter Justitsministeriets opfattelse udgøre et uforholdsmæssigt stort indgreb over for de hestehold, der i dag alene består af en hest. Disse hestehold vil således være nødsaget til at udvide bestanden eller ophøre helt med at holde hest. Det er i den forbindelse Justitsministeriets opfattelse, at konsekvenserne af et sådan krav kun i mindre grad vil kunne afbødes ved indførelsen af en overgangsordning for eksisterende hestehold.

Dertil kommer, at indførelsen af et strafsanktioneret krav om, at et hestehold skal bestå af mindst to heste, vil rejse en række vanskelige spørgsmål, herunder af mere retsteknisk karakter. Der vil således bl.a. skulle tages stilling til, om et sådan krav skal være ubetinget og dermed indebære, at den ansvarlige for et hestehold har pligt til straks at anskaffe en ny hest i tilfælde, hvor hesteholdet f.eks. består af to heste og den ene hest i en periode opholder sig et andet sted eller dør.

Efter en samlet vurdering er det herefter Justitsministeriets opfattelse, at der ikke foreligger tilstrækkeligt grundlag for at følge arbejdsgruppens forslag på dette punkt, og lovforslaget indeholder således ikke et krav om, at ethvert hestehold skal bestå af minimum to heste. For så vidt angår føl og plage indtil 2 år gamle finder Justitsministeriet dog, at indførelsen af et krav om, at disse skal være sammen med artsfæller, når de er på fold, vil være af mindre indgribende karakter, jf. nærmere afsnit 10.2.

6. Opstaldning, indretning af stald, inventar mv.

6.1 Arbejdsgruppens overvejelser

6.1.1. De mest udbredte opstaldningsformer for heste i Danmark er individuel opstaldning i boks eller spiltov. I de senere år er det dog blevet mere almindeligt med gruppeopstaldning, evt. med adgang til udeareal (løsdrift).

Ved opstaldning i boks går hesten typisk løs i en boks på ca. 3-10 m². Boksen er forneden afgrænset af massive vægge og foroven ofte forsynet med tremmer.

Ved opstaldning i spiltov er hesten opbundet mod en væg i en bås. Båsen afgrænses typisk af en skillevæg eller bom langs hestens sider og er åben bag hesten ud mod staldgangen. Et spiltov til en stor hest er typisk ca. 4 m². Opstaldning i spiltov er en traditionel måde at opstalde heste på og er mindre arbejdskrævende end for eksempel opstaldning i boks, f.eks. hvad angår mandskabstimer til udmugning. Derudover er opstaldning i spiltov mindre pladskrævende og kan dermed være billigere. Opstaldning i spiltov er endvidere mindre ressourcekrævende end opstaldning i boks, hvad angår strøelsesforbrug. Spiltov er desuden traditionelt blevet brugt til at lære hesten at stå bundet og som fortræning til at gå for en vogn.

Gruppeopstaldning , eventuelt med adgang til udeareal (løsdrift), er de senere år blevet mere udbredt. Ved gruppeopstaldning har hestene adgang til fuld kontakt med artsfæller. Det er en opstaldningsform, der ofte er mindre investeringskrævende. Endvidere indrettes gruppeopstaldning ofte i uisolerede bygninger, ligesom der anvendes mindre strøelse, hvis arealet pr. hest er tilstrækkelig stort. Desuden er det arbejdsbesparende, da de fleste gruppebokse er indrettet med dybstrøelse, der kun fjernes få gange om året. Gruppeopstaldede heste fodres ofte med fri adgang til grovfoder, men med individuel tildeling af kraftfoder. Gruppeopstaldning er i dag mest anvendt ved opstaldning af føl/plage og ponyer.

Hverken spiltov eller enkeltopstaldning i boks opfylder hestens behov for bevægelse, men opstaldning i boks er dog mindre begrænsende for hestens normale adfærdsmønstre.

Gruppeopstaldning giver kun få begrænsninger i hestens adfærd, og specielt vil der være god mulighed for social kontakt. Det er dog vigtigt, at lejearealet indrettes, og at fodringen udføres således, at aggression mellem heste minimeres.

Folende hopper og forekomst af sygdom stiller særlige krav til indretningen af stalden. I stalde, hvor der er opstaldet drægtige hopper som forventes at fole her, vil der typisk være en særlig boks til folende hopper.

Henset til at heste som oftest opstaldes enkeltvist, vil der typisk ikke være behov for at etablere en sygeboks.

Uanset opstaldningsformen har hesten behov for et godt staldklima, en passende temperatur og en tør, ren bund.

Staldklimaet spiller en væsentlig rolle for hestens sundhed og velfærd. Ved staldklimaet forstås temperatur, fugtighed, luftskifte samt forurening i luften i form af støv, gødningsgasser og mikroorganismer. Flere undersøgelser viser, at der er sammenhæng mellem forekomst af luftvejslidelser hos hesten og et støvende, uventileret staldmiljø. Både staldens temperatur, fugtighed og indhold af gasser mv. er afhængig af graden af ventilation i stalden. I øvrigt er heste generelt meget klimatolerante, men en temperatur, som følger udeklimaet, vil være at foretrække.

Det fremgår af Danmarks JordbrugsForsknings rapport, at det er ønskeligt, at indholdet af luftarterne ammoniak, kuldioxid og svovlbrinte er så lavt som muligt. Det anbefales i rapporten, at der maksimalt er en koncentration på 20 ppm ammoniak, 0,5 ppm svovlbrinte og 3.000 ppm kuldioxid.

For så vidt angår staldens indretning er det væsentligt, at stalden og inventaret er udformet således, at hesten ikke kan komme til at gøre skade på sig selv.

For så vidt angår brandsikring af hestestalde gælder der ingen specifikke lovkrav herom, men ved tegning af brandforsikring af hestestalde tager forsikringsselskaberne udgangspunkt i bygningsreglementet, ligesom el-installationerne gennemgås, der opsættes brandslukningsudstyr samt stilles krav om rygeforbud i stalden.

6.1.2. Arbejdsgruppen har fundet, at valget af opstaldningsform ofte vil være en afvejning imellem på den ene side hensynet til udnyttelse af eksisterende bygninger, økonomi og det omkringliggende miljø, og på den anden side menneskets og hestens behov. I valget indgår særligt overvejelser om hestens bevægelsesmuligheder, hestens kontakt med andre heste, hestens tilgængelighed for brug samt praktiske forhold som bygninger, grundareal og management. Efter arbejdsgruppens opfattelse har der derfor ikke kunnet udpeges en bestemt opstaldningsform, som er ideel for alle typer heste/hestehold.

Ved valg af opstaldningssystem er det imidlertid vigtigt at være opmærksom på fordele og ulemper ved de forskellige staldsystemer. God opstaldning vil ofte bestå af flere typer opstaldning afhængigt af hestens brug, herunder eksempelvis løsdrift til plage og enkeltboks til folende hopper mv.

Arbejdsgruppen har ved vurderingen af, hvilke krav der bør stilles til opstaldningsformen, fundet det rigtigst at tage udgangspunkt i, at hesten skal kunne opholde sig i stalden en stor del af tiden. Særligt i vinterperioden er det erfaringen, at ejerne vil holde hesten i stalden størstedelen af tiden.

Arbejdsgruppen har været opmærksom på, at indførelse af nedennævnte krav til opstaldning kan medføre konsekvenser, f.eks. i form af udgifter til ombygning, for såvel rideskoler, hestepensioner som for private mv., og dette er således indgået som et led i arbejdsgruppens overvejelser.

6.1.3. Det har været arbejdsgruppens opfattelse, at opstaldning i spiltov medfører så store restriktioner i hestens normale bevægelsesmønstre, at arbejdsgruppen har fundet, at opstaldning i spiltov eller anden længerevarende fiksering må anses for en uhensigtsmæssig opstaldningsform for hesten.

Arbejdsgruppen har samtidig været opmærksom på, at spiltov særligt blandt visse avlere og hesteholdere anses for nærmest uundværlig i den almindelige opdragelse af hesten, herunder til at lære hesten at stå bundet, til at vænne hesten til at der færdes mennesker på begge sider af den, bag den mv. Derudover har arbejdsgruppen været opmærksom på, at spiltov er en meget anvendt opstaldningsform til rideskolehesten, og at denne løsning er begrundet i økonomiske hensyn i forhold til valget af boks, samt at hesten er nem at gå til.

Arbejdsgruppen har været enig i, at det er nødvendigt at lære hesten at stå bundet og at blive håndteret, idet heste, som ikke har lært at stå bundet, øger risikoen for skader på såvel hesten selv, som mennesker i forbindelse med transport, tilridning, sygdomsbehandling mv. Arbejdsgruppen har dog fundet, at denne oplæring uden vanskeligheder kan finde sted, uden at opstaldning i spiltov er påkrævet.

Arbejdsgruppen har derfor fundet, at der skal indføres et forbud mod opstaldning i spiltov. Idet arbejdsgruppen har været opmærksom på de økonomiske konsekvenser af et sådant forbud, har arbejdsgruppen fundet, at indførelse af et forbud mod opstaldning i spiltov skal ske efter en kortere overgangsperiode.

Arbejdsgruppen har bemærket, at der i dag findes eksempler på opstaldning i spiltov, som ikke kan anses at være i overensstemmelse med dyreværnslovens § 3, som foreskriver, at rum og arealer, hvor dyr holdes, skal indrettes på en sådan måde, at dyrenes behov tilgodeses, herunder at dyr skal have den fornødne bevægelsesfrihed, også under optagelse af foder og drikke og ved hvile. Det drejer sig eksempelvis om tilfælde, hvor spiltovet er for kort, eller hvor hesten ikke kan ligge udstrakt på siden.

Efter arbejdsgruppens opfattelse har en fortolkning af dyreværnslovens § 3 måttet føre til, at der i den kortere overgangsperiode indtil der indføres et forbud mod opstaldning i spiltov, skal gælde mindstekrav for opstaldning i spiltov. Disse mindstekrav skal træde i kraft straks.

Arbejdsgruppen har således vurderet, at opstaldning i spiltov mindre end 1,1 x hestens stangmål i bredde og 1,7 x hestens stangmål i længde ikke er forenelig med dyreværnslovens § 3, og at disse mål derfor udgør et minimumskrav til et spiltovs størrelse.

6.1.4. Arbejdsgruppen har ikke fundet videnskabeligt anerkendte undersøgelser vedrørende betydningen af boksens størrelse for hestens velfærd. Efter arbejdsgruppens opfattelse har udgangspunktet for beregningen af boksenes størrelse på denne baggrund måttet være, at hesten skal have et tilstrækkeligt stort areal til rådighed til, at den kan udføre sine normale bevægelsesmønstre uden at komme til skade. Hesten skal således kunne vende sig, lægge sig ned på siden og komme op igen. Arbejdsgruppen har fundet, at et mindstekrav til boksens størrelse skal knyttes til hestens stangmål for derigennem at sikre, at alle heste uanset størrelsen opstaldes i tilstrækkeligt store bokse.

Arbejdsgruppen har dog været opmærksom på, at et mindstekrav til boksens størrelse kan få store økonomiske konsekvenser for visse hestehold, som vil være nødsaget til at foretage ændringer af indretningen af deres stalde.

Arbejdsgruppen har på denne baggrund diskuteret indholdet af et mindstekrav til boksens størrelse. Henset til, at der ikke foreligger videnskabeligt anerkendte undersøgelser vedrørende betydningen af boksens størrelse, beror spørgsmålet på en holdningsmæssig opfattelse, hvori især de økonomiske overvejelser spiller ind.

Arbejdsgruppens medlemmer har på denne baggrund været enige om, at mindstekravet til boksens størrelse i eksisterende stalde skal fastsættes til (1,7 x hestens stangmål)², samt at boksens korteste side som minimum skal være 1,7 x hestens stangmål. Arbejdsgruppen har været af den opfattelse, at en boks, som er mindre end dette mindstekrav, klart vil være i strid med dyreværnslovens intentioner.

I den forbindelse har arbejdsgruppen fundet, at boksens størrelse ved nybyggeri og væsentlig ombygning skal være (2,0 x hestens stangmål)², samt at boksens korteste side som minimum skal være 1,7 x hestens stangmål. Endelig har arbejdsgruppen fundet, at mindstekravet ved nybyggeri og væsentlig ombygning på sigt skal være gældende for alle bokse.

Når arbejdsgruppen ikke har peget på denne ca. 30 pct. større boksstørrelse som et lovmæssigt minimumskrav allerede nu, skyldes det overvejende manglen på videnskabelig dokumenteret viden om hestens velfærd ved boksstørrelse på minimumskravet for henholdsvis eksisterende stalde og ved nybyggeri og væsentlig ombygning samt - på sigt - ved eksisterende stalde. Det er samtidigt arbejdsgruppens opfattelse, at boksstørrelse ikke er alene om at sikre hestens velfærd, og mindstekravet skal ses i sammenhæng med rapportens øvrige mindstekrav og anbefalinger om bl.a. foldophold, kontakt til artsfæller og beskæring/anlæggelse af beslag. Når henses til manglen på konkrete oplysninger om antallet af heste, hestebesætninger og deres opstaldningsformer, har arbejdsgruppen fundet det rimeligt at indføre disse første forbedringer for heste på en måde, så hestevelfærden samlet set øges mest muligt under hensyntagen til rammerne for de allerede eksisterende hestehold.

Arbejdsgruppen har i den forbindelse peget på nødvendigheden af en registreringsordning for heste, som vil være en absolut forudsætning for mere konkret viden om danske hestehold.

6.1.5. Som tidligere nævnt har arbejdsgruppen ikke fundet undersøgelser vedrørende betydningen af boksens størrelse for hestens velfærd, men udgangspunktet for beregningen heraf har efter arbejdsgruppens opfattelse været, at hesten skal have et tilstrækkeligt stort areal til rådighed til, at den kan udføre sine normale bevægelsesmønstre uden at komme til skade.

Ved gruppeopstaldning har arbejdsgruppen lagt vægt på, at der skal være tilstrækkelig plads til, at alle heste kan ligge ned på siden samtidig og bevæge sig omkring uden at skade hinanden.

Arbejdsgruppen har diskuteret, om arealkravet ved gruppeopstaldning skal være det samme eller mindre end det arealkrav, som gælder pr. hest ved enkeltopstaldning i boks. På den ene side synes gruppeopstaldning umiddelbart at kræve mindre plads pr. hest, end når heste opstaldes enkeltvis, idet der vil være færre boksvægge at tage hensyn til. På den anden side vil der ved gruppeopstaldning være et areal omkring foderbordet, som kun vanskeligt kan holdes tørt og dermed ikke er egnet til liggeplads. Det samme gælder for så vidt angår løsdrift, hvor der vil være et areal ved ud- eller indgange(n), som ikke kan regnes med til liggearealet. På den baggrund forventes det anvendelige liggeareal at udgøre ca. 80 procent af det samlede gulvareal. Dette må forventes at gælde uanset gruppens størrelse ud fra den betragtning, at flere heste i gruppen vil medføre mere trafik på liggearealet.

Arbejdsgruppen har på ovennævnte baggrund fundet, at mindstekravet om et arealkrav på (2,0 x stangmålet)² pr. hest, som foreslås ved nybyggeri og væsentlig ombygning af enkeltbokse samt på sigt ved eksisterende bygninger, også skal finde anvendelse ved gruppeopstaldning for så vidt angår de første 4 heste. Henset til at hestene ved gruppeopstaldning vil få forholdsmæssigt mere plads, har arbejdsgruppen foreslået, at det skal være et krav, at gulvarealet for de følgende heste i en gruppeopstaldning skal være (1,7 x hestens stangmål)² pr. hest. Derudover har arbejdsgruppen fundet, at der skal stilles krav om et velstrøet, tørt leje svarende til mindst 80 procent af gulvarealet.

Endelig har det været arbejdsgruppens opfattelse, at der for at kunne behandle hesten optimalt i tilfælde af skade eller sygdom skal være mulighed for at adskille hesten fra de øvrige.

6.1.6. Arbejdsgruppen har fundet, at der af hensyn til hoppens og føllets sikkerhed i forbindelse med folingen skal stilles krav om, at folingsboksen er større end traditionelle bokse.

Henset til, at der skal være plads til både hoppe og føl i folingsboksen, skal størrelsen af folingsboksen efter arbejdsgruppens opfattelse for eksisterende folingsbokse være (2,0 x hoppens stangmål)², mens den ved nybyggeri og ved væsentlige ombygninger skal være (2,5 x hoppens stangmål)². Det sidstnævnte mindstekrav skal på sigt ligeledes finde anvendelse på eksisterende folingsbokse.

Ved en folingsboks har arbejdsgruppen forstået en særlig indrettet boks, hvor folingen finder sted, og hvor hoppen og føl opholder sig den første måned efter folingen. Når hoppen og føllet opstaldes sammen efter den første måned efter folingen, skal boksen opfylde kravene til gruppeopstaldning.

6.1.7. Det har været arbejdsgruppens opfattelse, at højden - uanset opstaldningsform - alle steder skal være således, at hesten kan stå i sin naturlige stilling og ikke kan komme til skade. Landscentret, Byggeri og Teknik, har oplyst, at standarden for loftshøjden i ca. 25 år har været på 2,40 m, og at den i de senere år er øget til 2,60 m.

Sammensætningen af heste i en bygning kan være meget varierende for så vidt angår hestenes stangmål. Det har været arbejdsgruppens opfattelse, at det har stor betydning for hestens velfærd, at hesten ikke opstaldes i en stald med for lav loftshøjde, og på denne baggrund har arbejdsgruppen fundet, at det skal være et krav ved nybyggeri og væsentlige ombygninger, at loftshøjden skal være mindst 2,60 m i frihøjde over eventuel strøelse. Dette krav skal på sigt ligeledes gælde for eksisterende stalde, hvor loftshøjden indtil da skal være mindst (1,3 x hestens stangmål) over eventuel strøelse, dog skal loftshøjden være minimum 2,40 m uden eventuel strøelse.

6.1.8. Arbejdsgruppen har fundet, at der skal gælde et grundlæggende krav om, at stalden, herunder gange, bokse, inventar og udstyr, skal udformes i solide materialer og indrettes således, at risiko for skader på hesten så vidt muligt undgås.

For så vidt angår gulvet i stalden har arbejdsgruppen fundet, at der skal stilles krav om, at gulvet er plant og ikke glat. Gulvet skal danne en hård, jævn og stabil overflade. Derudover må gulvet i enkeltbokse, ved opstaldning i spiltov for så vidt angår overgangsperioden eller på liggeområdet ved gruppeopstaldning ikke have niveauforskelle med ujævne overgange eller på anden måde være konstrueret således, at der er risiko for, at heste, der bevæger sig, står eller ligger ned, generes eller kommer til skade.

Arbejdsgruppen har fundet, at der endvidere skal stilles krav om, at hesten skal have adgang til et tørt og bekvemt leje. Undersøgelser viser således, at det er vigtigt, at hesten ikke ligger direkte på eksempelvis betongulv, da det forårsager tryk og liggesår.

Det skal endvidere være muligt at adskille en syg hest fra andre heste (kun relevant ved gruppeopstaldning/løsdrift).

Der har efter arbejdsgruppens opfattelse også skullet gælde krav om, at drikkeanordninger, vandledninger og el-installationer og andre tekniske installationer skal være monteret således, at hesten ikke kan komme til skade. Tekniske indretninger, som bruges i stalden, skal endvidere efterses en gang dagligt. Ved fejl på tekniske indretninger skal funktioner, som vedrører hestens velfærd og hygiejniske forhold, kunne varetages ved alternative løsninger inden for rimelig tid. Har stalden mekanisk ventilation, skal der findes alternative løsninger, som sikrer luftskifte i tilfælde af strømbrud. Arbejdsgruppen har derimod ikke fundet, at der skal stilles krav om alarmanlæg.

Efter arbejdsgruppens opfattelse har udstyr til fodring og vanding desuden skullet være udformet, fremstillet, installeret og vedligeholdt på en sådan måde, at der er mindst mulig risiko for, at hesten skader sig selv, for forurening af foder og vand samt for skadelige virkninger af en eventuel indbyrdes rivalisering mellem hestene. I bokse til flere heste samt i løsdriftsstalde skal der således være en ædeplads til hver hest med mulighed for opbinding under fodring, således at hesten ikke kan nå nabokrybben, men frit indtage foder fra egen krybbe.

Arbejdsgruppen har desuden fundet, at der skal gælde krav om, at det sikres, at luftcirkulation , støvindhold, temperatur og relativ luftfugtighed holdes på et niveau, som ikke er skadeligt for hesten (som eksempelvis for at hindre luftvejslidelser). Derudover skal alle staldsystemer have ventilation, som sikrer tilstrækkelig luftskifte. Idet hesten er et termotolerant dyr, har arbejdsgruppen i øvrigt ikke fundet, at der knytter sig særlige problemer ved, at staldtemperaturen varierer med udendørstemperaturen.

Et større staldrumfang i et lukket staldanlæg vil være lettere at ventilere, og arbejdsgruppen har på den baggrund fundet, at staldrumfanget pr. hest som minimum skal være 30 m³.

Arbejdsgruppen har fundet, at der skal være tilstrækkeligt naturligt lys i stalden til at opfylde hestens adfærdsmæssige og fysiologiske behov, og at perioden med naturligt lys skal følge den naturlige døgnrytme. Ved nybyggeri og væsentlige ombygninger samt på sigt ved eksisterende stalde skal naturlige lyskilders areal svare til mindst 7 pct. af gulvarealet.

Der skal derudover gælde et krav om, at lyskilder skal placeres, så de ikke er til ulempe for hesten, og således at de ikke kan medføre skade på hesten. Endelig skal der være lys af tilstrækkelig styrke til rådighed, så hesten på ethvert tidspunkt kan tilses nøje.

Arbejdsgruppen har ikke fundet undersøgelser om støjniveauet i stalden i forhold til hestens velfærd. Arbejdsgruppen har fundet, at der skal gælde et krav om, at inventar, herunder låger, mekanisk udstyr mv. skal være konstrueret og installeret med henblik på at opnå et så lavt støjniveau som muligt.

Der henvises til kapitel IV, afsnit 3 i arbejdsgruppens rapport.

6.2. Justitsministeriets overvejelser

6.2.1. Justitsministeriet er enig med arbejdsgruppen i, at opstaldning af heste i spiltov, hvor hestene permanent opbindes i en bås, udgør en betydelig restriktion af hestes bevægelsesfrihed. Desuden kan ministeriet tilslutte sig, at heste skal lære at stå bundet og blive håndteret, men at dette kan ske på anden måde end ved opstaldning i spiltov. På denne baggrund foreslås det, at heste ikke må opstaldes i spiltov. Henset til, at dette forbud kan være indgribende over for hestehold, hvor heste opstaldes i spiltov, foreslås det, at der i overensstemmelse med arbejdsgruppens forslag knyttes en kortere overgangsperiode til bestemmelsen. Justitsministeriet finder ud fra en afvejning af på den ene side den tilsigtede dyrevelfærdsmæssige gevinst ved forbuddet og på den anden side forbuddets konsekvenser i forhold til de eksisterende hestehold, at overgangsordningen bør fastsættes til tre år.

Arbejdsgruppen har foreslået, at der skulle gælde særlige mindstekrav i overgangsperioden. Af de grunde, som er anført ovenfor i afsnit 4, finder Justitsministeriet det imidlertid rigtigst ikke at følge arbejdsgruppens forslag på dette punkt.

6.2.2. Henset til at der ikke foreligger videnskabeligt anerkendte undersøgelser vedrørende betydningen af boksens størrelse for hestens velfærd, er Justitsministeriet enig i, at udgangspunktet for fastsættelsen af størrelsen af boksene må være, at hestene skal have et opstaldningsareal af en sådan størrelse, at de kan vende sig, lægge sig ned på siden og komme op igen uden at komme til skade. Som følge heraf er det Justitsministeriets opfattelse, at kravet til boksens størrelse bør knyttes til hestens stangmål for derved at sikre, at alle heste uanset størrelse opstaldes i tilstrækkeligt store bokse.

Justitsministeriet er enig i, at boksens størrelse skal være (2,0 x hestens stangmål)², samt at boksens korteste side som minimum skal være 1,7 x hestens stangmål.

I den forbindelse kan Justitsministeriet tilslutte sig, at et mindstekrav til boksens størrelse vil kunne være byrdefuldt for hestehold, hvor et mindstekrav til boksens størrelse vil medføre, at stalde skal ombygges for at leve op til forslaget. Justitsministeriet er på denne baggrund enig i, at der bør indføres en overgangsordning, således at dette krav først finder anvendelse fra den 1. januar 2020.

Arbejdsgruppen har endvidere foreslået, at der i overgangsperioden skulle gælde et nærmere angivet krav til størrelsen af enkeltbokse. Af de grunde, som er anført ovenfor i afsnit 4, kan Justitsministeriet ikke tilslutte sig arbejdsgruppens forslag herom.

6.2.3. For så vidt angår gruppeopstaldning af heste kan Justitsministeriet endvidere tilslutte sig, at udgangspunktet for beregning af boksens størrelse - ligesom ved enkeltopstaldning af heste, jf. ovenfor afsnit 6.2.2. - må være, at hestene skal kunne foretage deres normale bevægelsesmønstre uden at komme til skade. Desuden skal der være plads til, at samtlige heste i gruppeopstaldningen kan ligge ned på siden samtidig.

Justitsministeriet finder i overensstemmelse med arbejdsgruppens overvejelser, at det kan lægges til grund, at det anvendelige liggeareal i en gruppeopstaldning udgør ca. 80 pct. af det samlede gulvareal, når der henses til ind- og udgange, foderbord, gangstier til heste mv., ligesom hestene ved gruppeopstaldning vil få forholdsmæssigt mere plads, da der er færre boksvægge at tage hensyn til.

På denne baggrund kan Justitsministeriet tilslutte sig arbejdsgruppens forslag om, at ved gruppeopstaldning skal gulvarealet for de første fire heste være mindst (2,0 x hestens stangmål)² pr. hest og for hver yderligere hest mindst (1,7 x hestens stangmål)² pr. hest.

Arbejdsgruppen har ikke foreslået, at der knyttes en overgangsordning til kravet til gruppeopstaldning. Af de grunde, som er anført ovenfor i afsnit 4, finder Justitsministeriet det rigtigst, at bestemmelsen for så vidt angår hestehold, der er etableret inden den 1. juli 2007, først finder anvendelse fra den 1. januar 2020.

6.2.4. Justitsministeriet er desuden enig i forslaget om, at folingsbokse skal være større end traditionelle bokse med henblik på at varetage hensynet til hoppe og føl i forbindelse med folingen. På denne baggrund foreslås det, at folingsbokse skal være (2,5 x hoppens stangmål)². Justitsministeriet kan endvidere tilslutte sig arbejdsgruppens forslag om, at der skal knyttes en overgangsordning til bestemmelsen, og Justitsministeriet foreslår denne overgangsordning fastsat således, at kravene først gælder for eksisterende hestehold fra den 1. januar 2020.

Desuden har arbejdsgruppen foreslået, at der i overgangsperioden skulle gælde særlige krav for størrelsen af folingsboksen. Som anført ovenfor i afsnit 4 har Justitsministeriet fundet det rigtigst ikke at følge arbejdsgruppens forslag på dette punkt.

6.2.5. Ved fastsættelsen af krav til loftshøjden i stalden kan Justitsministeriet tilslutte sig, at der må lægges vægt på, at heste skal kunne stå i deres naturlige stilling og strække halsen op uden at kunne komme til skade. Justitsministeriet er på denne baggrund enig i, at loftshøjden i staldbygninger skal være 2,60 m i frihøjde over eventuel strøelse.

Justitsministeriet finder imidlertid, at et krav om en loftshøjde på 2,60 m vil kunne have ganske betydelige konsekvenser for hestehold, der alene består af små heste, f.eks. Shetlandsponyer, og at disse konsekvenser i visse tilfælde ikke vil stå i rimeligt forhold til den dyrevelfærdsmæssige gevinst for hestene. På denne baggrund foreslår Justitsministeriet, at der i loven indsættes en bemyndigelse til justitsministeren til at bestemme, at stalde, som benyttes til opstaldning af bestemte typer heste, undtages fra kravet i stk. 1 om, at loftshøjden skal være mindst 2,60 m i frihøjde over eventuel strøelse, jf. lovforslagets § 6, stk. 2.

Desuden kan kravet om en loftshøjde på 2,60 m i frihøjde over eventuel strøelse medføre betydelige konsekvenser for visse hestehold, hvor stalde må ombygges, eller der må opføres nye stalde for at leve op til det foreslåede krav til loftshøjden. På denne baggrund foreslås det i overensstemmelse med arbejdsgruppens forslag, at kravet til loftshøjden for så vidt angår eksisterende stalde først skal gælde efter en længere overgangsperiode på 12 år.

6.2.6. Arbejdsgruppen har endelig i sin rapport foreslået, at der fastsættes en række krav til staldens indretning, det vil eksempelvis sige til staldens gange, gulve, bokse, inventar og udstyr. Justitsministeriet kan generelt tilslutte sig arbejdsgruppens forslag herom.

På denne baggrund indeholder lovforslaget bl.a. regler om, at gulvet i stalden og boksen skal være jævnt og ikke glat, samt at gulvet skal være konstrueret, så heste ikke kommer til skade eller udsættes for lidelse. Desuden skal lejearealet være bekvemt og tørt, og der skal i passende omfang udlægges strøelse. Ved gruppeopstaldning skal hestene have adgang til et velstrøet tørt leje på mindst 80 pct. af gulvarealet.

Det foreslås desuden, at rum og udstyr, som anvendes i forbindelse med opstaldning af heste, generelt skal konstrueres, installeres og vedligeholdes på en sådan måde, at hestene beskyttes bedst muligt mod tilskadekomst og ikke udsættes for væsentlig ulempe. Desuden skal alt automatiseret eller mekanisk udstyr efterses mindst en gang om dagen. Eventuelle konstaterede fejl skal udbedres straks, og hvis dette ikke kan lade sig gøre, skal der træffes passende foranstaltninger til at beskytte hestenes sundhed og velfærd, indtil fejlen er udbedret. Endelig skal inventar, herunder låger, mekanisk udstyr mv., have så lavt støjniveau som muligt.

Endvidere indeholder lovforslaget krav om, at staldens indeklima skal være på et niveau, som ikke er skadeligt for hestene, samt at stalden skal have ventilation, som sikrer et tilstrækkeligt luftskifte.

Endvidere stilles der forslag om, at der skal være tilstrækkeligt naturligt lys til at opfylde hestens adfærdsmæssige og fysiologiske behov. For at sikre naturligt lysindfald skal arealet af vinduer og lignende svare til mindst 7 pct. af staldens gulvareal. Desuden skal lyskilder, som skal placeres, så de ikke medfører ulempe eller skade på heste, sikre, at hesten på ethvert tidspunkt kan tilses nøje.

Arbejdsgruppen har foreslået, at kravet om, at arealet af vinduer og lignende skal svare til mindst 7 pct. af staldens gulvareal, skal være omfattet af en overgangsordning, men arbejdsgruppen har ikke i øvrigt foreslået, at de øvrige krav vedrørende staldens indretning skulle være omfattet af en overgangsordning. Efter Justitsministeriets opfattelse kan kravene i lovforslagets §§ 11-14 imidlertid have konsekvenser, herunder af økonomisk karakter, så hestehold, som ikke er indrettet i overensstemmelse med disse krav, allerede ved lovens ikrafttræden må foretage ændringer af staldens indretning. For at sikre, at disse hestehold får tilstrækkelig tid til at indrette sig i overensstemmelse med kravene, finder Justitsministeriet det rigtigst at foreslå, at der til disse bestemmelser knyttes en overgangsordning, så kravene for hestehold, der er etableret inden den 1. juli 2007, først finder anvendelse efter henholdsvis 3, 8 og 12 år efter lovens ikrafttræden, jf. lovforslagets §§ 36, stk. 2-4.

Der henvises til lovforslagets §§ 5-15 og § 36, som i det væsentlige svarer til §§ 6-16 og §§ 34-38 i arbejdsgruppens lovudkast.

7. Adgang til og indretning af fold

7.1. Arbejdsgruppens overvejelser

7.1.1. Hesten er oprindeligt et steppedyr. Vildtlevende heste bevæger sig hver dag meget bl.a. for at søge føde, og bevægelsen foregår som regel i skridt. Heste foretrækker at være ude, uanset vejret, så længe der er adgang til foder. Dog kræver dette, at udearealet har en vis beskaffenhed.

Mange af de heste, der i dag holdes i Danmark, kommer på fold dagligt eller ofte, mens andre aldrig eller kun sjældent får lejlighed til fri motion på fold. Årsagerne hertil kan være, at hestene holdes på steder, hvor der ikke er folde, f.eks. rideskoler i større byer. Andre årsager kan være, at der er tale om konkurrence- eller sportsheste, som holdes inde på grund af ejerens frygt for skader eller for negativ påvirkning af hestens præstationsevne. Endelig holdes nogle heste inde af praktiske årsager, f.eks. fordi deres ejere finder, at hestene trives dårligt ude, at de ikke kan fungere sammen med andre heste, at de bryder ud osv.

Nogle heste kommer ikke på fold i dele af året, men sendes så til gengæld på græs i en sommerperiode. Omvendt findes der også heste, der opholder sig på fold døgnet rundt det meste af året. Dette stiller naturligvis særlige krav til indretningen af folden, herunder også til beskyttelse mod vind og vejr, adgang til foder osv. Disse krav varierer bl.a. afhængig af hestens race.

Der kan i øvrigt være andre særlige forhold, som gør sig gældende afhængigt af hestens alder, køn og brug. Motion er eksempelvis særlig vigtig hos ungheste af hensyn til skeletudviklingen.

Danmarks JordbrugsForsknings rapport anfører, at en af de hyppigste træningssygdomme i dag er ledskader. Hvis en hest udelukkende motioneres under rytter, og hvis opvarmningen er mangelfuld, udsættes musklerne, senerne og leddene for skadepåvirkning. For lidt motion kan skade led og knogler. Undersøgelser peger endvidere på, at risikoen for unormal adfærd hos hesten mindskes, jo mere tid hesten tilbringer uden for stalden. Hesten vælger endvidere at være ude i længere tid, når den er sammen med andre heste, end når den er alene.

Foldophold har også andre positive aspekter for hesten, herunder frisk luft, sollys, forandring og stimulation. Hertil kommer, at hesten ofte har bedre mulighed for social kontakt og komfortadfærd på fold.

7.1.2. Størrelse og indretning af folde i dagens Danmark er meget forskellig. Endvidere har hesteejerne meget forskellige holdninger til, hvad formålet med foldopholdet skal være, hvilke årstider hesten skal på fold i, og hvor ofte og hvor længe hesten skal på fold. Dette ses bl.a. reflekteret på indretningen af foldene. Mange folde er helt bare, mens andre indeholder beplantninger, læskure, foderpladser mv.

Generelt skal folden opfylde hestens behov for bevægelse og efter omstændighederne også for social adfærd, og den skal have en størrelse, så risikoen for skader er så lav som mulig. Der er ikke lavet mange undersøgelser om indretning og størrelse af folde, herunder om betydningen af foldens størrelse for hestens velfærd for såvel heste i grupper som heste, som opholder sig på fold alene. Skal folden herudover kunne give hesten føden, stiller dette yderligere krav til folden.

De bedste forhold opnås ved store folde, passende belægningsgrad, ved regelmæssigt foldskifte, god foldhygiejne eller ved tildeling af strukturfoder i foderhække på fold.

Indhegningen af folde skal generelt kunne sikre, at hesten ikke kan slippe ud. Desuden skal udformningen af indhegningen sikre, at hesten ikke kan komme til skade.

7.1.3. Skal hesten være meget ude, stiller det særlige krav til folden og dens indretning.

Dyreværnsrådet og Det Veterinære Sundhedsråd har i en fælles udtalelse af 14. december 2001 udtalt sig om udendørs hold af dyr i vinterperioden og i perioder med vinterlignende vejr. Udtalelsen lyder som følger:

» Det følger af dyreværnslovens § 3, stk. 1, at rum eller arealer, hvor dyr holdes, skal indrettes på en sådan måde, at dyrets behov tilgodeses, jf. dyreværnslovens § 2. Det skal herunder sikres, at dyret har den fornødne bevægelsesfrihed også under optagelse af foder og drikke og ved hvile. Dyr skal endvidere sikres mod vejr og vind i overensstemmelse med deres behov.

De to råd er enige om, at følgende betingelser skal være opfyldt for alle udegående husdyr, herunder heste, kvæg, får, geder og fjerkræ:

Dyrene skal være forberedt på at gå ude i vinterperioden og i perioder med vinterlignende vejr, hvilket betyder, at de skal have udviklet et kraftigt og tæt hårlag eller fjerdragt, og de skal være ved godt huld. Dyrene skal i vinterperioden og i perioder med vinterlignende vejr tilføres supplerende foder, så det gode huld opretholdes.

Der skal hele tiden være adgang til frisk drikkevand.

De arealer, som udegående dyr opholder sig på i vinterperioden og i perioder med vinterlignende vejr, skal i størrelsen være afpasset efter antallet af dyr samt være så store, at der altid er græsdækkede arealer, som dyrene ikke har trådt op. Det bør sikres, at foderpladser og vandingssteder er placeret i en sådan afstand fra dyrenes hvileområde, at arealet mellem disse kan holdes græsdækket.

Udegående dyr skal i vinterperioden og i perioder med vinterlignende vejr have adgang til læskur eller bygning, hvor alle dyr samtidigt kan hvile på et tørt, strøet leje.

Kravet om læskur eller bygning kan fraviges under forudsætning af, at dyrene holdes på store arealer, hvorpå der er en beplantning, som yder en høj grad af både læ og beskyttelse mod nedbør og har en særligt veldrænet bund (f.eks. et tykt lag grannåle). Kravet om læskur eller bygning kan alene under disse forudsætninger fraviges for dyr af hesteracerne Islandsheste og Shetlandsponyer, kvægracerne Skotsk Højlandskvæg, Angus, Galloway og Hereford samt alle fåreracer. For heste og kvæg skal der være tale om dyr af rene racer med stambog, eller dyr som dokumenterbart er mindst 7/8-rene racedyr.

Afslutningsvis skal det understreges, at udegående dyrs velfærdsmæssige forhold kan variere meget og må derfor i visse tilfælde underkastes en konkret sagkyndig undersøgelse for at vurdere, om alle forudsætninger er tilgodeset. «

Dyreværnsrådet har i forlængelse heraf i en udtalelse af 17. januar 2005 om forståelsen af udtrykkene »vinterperioden« og »perioder med vinterlignende vejr« tilsluttet sig Fødevarestyrelsens forståelse af udtrykkene »vinterperioden« og »perioder med vinterlignende vejr«. Fødevarestyrelsen har overfor fødevareregionerne tilkendegivet, at det er Fødevarestyrelsens opfattelse, at månederne december, januar og februar altid skal betragtes som vinterperiode, samt at der overordentligt hyppigt er vinterlignende vejr i november måned, ligesom der i marts måned meget ofte konstateres vinterlignende vejr.

7.1.4. Arbejdsgruppen har haft særdeles indgående drøftelser med hensyn til spørgsmålet om hestens adgang til fold, herunder hvorledes et lovbestemt krav om adgang til fold i givet fald vil kunne udformes.

I den forbindelse har arbejdsgruppen indledningsvist konstateret, at der er meget forskellig praksis omkring - og holdninger til - hvorvidt en hesteejer skal sætte sin hest på fold, og om det i givet fald så sker dagligt eller sjældnere.

Efter arbejdsgruppens opfattelse har det måttet anses som veldokumenteret, at ophold på fold har stor betydning for hestens velfærd. Der har efter arbejdsgruppens opfattelse ikke været nogen tvivl om, at et dagligt frit ophold på fold må anses for meget væsentligt for hestens velfærd og sundhed, og gerne foldophold på mindst to timer ad gangen, når forholdene tillader det. Skal føden hentes på græs , vil et betydeligt længere ophold være nødvendigt; i sommerhalvåret således døgnet rundt. Ligeledes har der været peget på, at det især er vigtigt, at føl, plage og ungheste kommer på fold i længere tid for at sikre en optimal udvikling.

I den forbindelse har det endvidere været arbejdsgruppens principielle opfattelse, at hestens behov for fri bevægelse ikke vil kunne dækkes gennem tvungen motion i form af f.eks. ridning, longering, kørsel, skridtmaskine osv., ligesom heller ikke adgang til fri motion i ridehus fuldt ud vil kunne erstatte motion på fold.

Drøftelserne i arbejdsgruppen om foldophold har derfor taget afsæt i det hovedsynspunkt, at ud fra en isoleret betragtning må et ideelt dyrevelfærdsmæssigt standpunkt være dette, at alle heste skal på fold dagligt, og at der kun kan være grundlag for at fravige dette grundsynspunkt, hvis stærke grunde taler derfor.

Arbejdsgruppens overvejelser om dette spørgsmål har herefter været centreret om at indkredse og vurdere de modhensyn, som kan gøres gældende overfor udgangspunktet om et krav om dagligt foldophold, og herefter foretage en afvejning af de forskellige synspunkter imod hinanden. Disse synspunkter, som er resumeret i det følgende, er ikke i alle tilfælde udtryk for arbejdsgruppens opfattelse af forholdene. Arbejdsgruppen er under sit arbejde imidlertid blevet mødt med en række synspunkter omkring foldophold, som det skønnes relevant at præsentere i dette afsnit.

Arbejdsgruppen har bemærket, at der som alternativ til egentlig lovregulering kan peges på information, rådgivning samt holdningsbearbejdelse, som - også på dette område - kan bidrage til at forbedre velfærden for mange heste.

I velfærdsmæssig henseende vil den største forbedring i form af et lovbestemt krav om dagligt foldophold utvivlsomt være for heste, som er opstaldet i spiltov eller i små bokse, opstaldet uden kontakt til artsfæller, uden eller kun med sporadisk motion, opstaldet i mørke, dårligt ventilerede stalde, og heste med en begrænset adgang til strå- og grovfoder.

For heste i store lyse bokse med god ventilation, kontakt til artsfæller og motion hver dag vil den forbedring, som følger af dagligt foldophold, kunne være mindre, fordi andre forhold påvirker hestens velfærd i negativ retning.

Der er også blevet peget på, at foldmulighederne varierer meget. Folden kan være lille, våd og uden græs, ligesom samværet med andre heste kan skifte fra dag til dag, dvs. at der ikke etableres nogen gruppe med fastlagt hierarki. Desuden kan heste direkte blive jaget af artsfæller, ligesom vejrliget og bundforhold i vinterhalvåret kan være af en sådan art, at foldophold ikke er forsvarligt for heste, som i øvrigt ikke er vænnet til et fast udeliv. Endvidere kan der peges på, at foldkapaciteten det pågældende opstaldningssted måske kun rækker til, at heste kan komme på fold et begrænset antal dage i løbet af en uge.

Dernæst skal det bemærkes, at der kan være visse grupper af heste, f.eks. konkurrenceheste og hingste, hvor hensynet til at undgå , at hesten pådrager sig skader under opholdet på fold, vejer tungere end den velfærdsmæssige gevinst ved foldopholdet, ligesom der kan være veterinære grunde til, at foldophold ikke bør tilbydes. De nævnte forhold kan i øvrigt gøre sig gældende i nogle perioder af hestens liv, men ikke i andre.

Arbejdsgruppen har været opmærksom på, at hensynet til brugeren af hesten, herunder navnlig den risiko, der er forbundet med at tage hesten ud og ind af folden, ligeledes bør indgå i vurderingen, ligesom der kan være begrænsede ressourcer til at trække heste ud og ind, navnlig i de større hestehold.

Derudover har arbejdsgruppen været opmærksom på, at et antal heste i dag holdes under forhold, hvor det er vanskeligt eller umuligt at opfylde et absolut krav om dagligt ophold på fold. Dette kan skyldes, at hesten er opstaldet et sted, hvor der ikke er foldadgang - f.eks. på rideskoler i større byer. Andre steder er folden ikke beliggende i umiddelbar nærhed af opstaldningsstedet, hvilket indebærer, at hestene vil skulle trækkes på en befærdet vej for at komme på fold. Det har derfor bl.a. været anført, at et krav om daglig foldadgang vil vanskeliggøre mulighederne for at drive rideklubber nær de større byer til ulempe for bl.a. mange børn og unge med meget stor interesse for heste.

Endvidere kan der forekomme opstaldningssteder med utilstrækkelig foldkapacitet i forhold til det samlede antal heste, som er opstaldet. Et krav om dagligt foldophold af en bestemt varighed vil derfor ikke være realisabelt disse steder.

Desuden anføres det fra flere hesteejeres side, at hesten vil stå ved lågen for at komme ind på stald, når den er på fold. I den forbindelse mener arbejdsgruppen dog, at hestens glæde af foldopholdet nødvendigvis må ses i sammenhæng med indretningen af folden. Det bør således bl.a. sikres, at der i folden er tørre områder, hvor hesten kan opholde sig og eventuelt rulle sig. Hvis folden eksempelvis er helt mudret til, vil dette forhold ofte bevirke, at hesten ikke får den motion mv., som er formålet med foldopholdet.

Endvidere har arbejdsgruppen fundet anledning til at pege på, at konsekvensen af et lovbestemt krav om dagligt foldophold af en bestemt varighed vil indebære, at enhver overtrædelse i princippet vil indebære en risiko for politianmeldelse og potentiel strafforfølgning. Dette gælder både i tilfælde, hvor hesten slet ikke kommer på fold, og i tilfælde, hvor opholdet på fold bliver af kortere varighed end foreskrevet i loven. Det bemærkes i den sammenhæng, at der ofte kan være gode og vægtige grunde til, at en hest den pågældende dag ikke kommer på fold, eller måske blot kommer på fold i et kortere tidsrum. Normalt vil det ikke være et velfærdsproblem, hvis hesten ikke kommer på fold en enkelt dag, hvis det ellers er rutinen, men det vil i den situation være en lovovertrædelse.

I forlængelse heraf har arbejdsgruppen desuden bemærket, at der nødvendigvis vil knytte sig en række håndhævelsesmæssige problemer til et lovbestemt krav om dagligt ophold på fold.

De anførte argumenter/synspunkter har efter arbejdsgruppens opfattelse ikke alle haft den samme tyngde. At en fold f.eks. er lille, våd og uden græs finder arbejdsgruppen således ikke er et reelt argument imod et krav om dagligt foldophold, men derimod snarere er udtryk for et problem for den, som har ansvaret for hesten på det pågældende opstaldningssted.

Arbejdsgruppen har herefter fundet, at en samlet afvejning af de forskellige hensyn må føre til, at der ikke bør opstilles et ubetinget krav om, at alle heste skal på fold dagligt. Derimod har arbejdsgruppen fundet, at det velfærdsmæssige udgangspunkt bedst vil kunne forenes med de modstående hensyn ved at lovfæste et krav om, at der på alle opstaldningssteder for heste skal være mulighed for foldophold.

Arbejdsgruppen har i den forbindelse foreslået, at muligheden for foldophold udmøntes i et krav om, at heste mindst fem dage om ugen skal motioneres eller gives fri bevægelse i mindst to timer dagligt, medmindre veterinære eller vejrmæssige forhold taler afgørende imod motionering eller fri bevægelse.

For så vidt angår føl og plage har arbejdsgruppen fundet, at det skal være et krav, at de - indtil de er to år gamle - skal på fold sammen med artsfæller, gerne sammen med andre føl og plage.

I forlængelse heraf har arbejdsgruppen desuden foreslået indført en bestemmelse om, at der på alle opstaldningssteder skal være en plan for, hvornår de enkelte heste kommer på fold.

Endvidere har arbejdsgruppen stillet forslag om, at der indføres et krav om en bestemt foldkapacitet pr. hest på opstaldningsstedet. Det har i den forbindelse været arbejdsgruppens vurdering, at netop et krav om en vis foldkapacitet vil bevirke, at langt de fleste heste derved i praksis vil komme på fold dagligt. Er faciliteterne til rådighed, vil det i almindelighed således kræve en særlig begrundelse, dersom man konkret fravælger disse.

7.1.5. Foldophold muliggør, at hesten kan bevæge sig frit, og undersøgelser tyder på, at heste foretrækker at være ude, næsten uanset vejret, især når der er adgang til foder. Det har derfor været arbejdsgruppens opfattelse, at døgnophold på fold sammen med artsfæller er den bedste måde at opfylde hestens fysiologiske og adfærdsmæssige behov. Dette forudsætter dog naturligvis, at folden er indrettet hensigtsmæssigt.

Folden skal have en størrelse, så hestens behov for bevægelse opfyldes, og så risikoen for skader - herunder som følge af aggression mellem hestene - er så lav som mulig. Sammensætningen af gruppen, når der er flere heste på en fold, skal naturligvis tilrettelægges således, at hestene kan fungere godt.

Arbejdsgruppen har fundet, at det skal være et krav, at der ved ethvert hestehold skal være adgang til fold. Arbejdsgruppen har fundet, at folde skal have et areal på mindst 800 m², hvor den korteste side minimum skal være 20 meter. Der må højst gå fire heste i folden samtidig for så vidt angår sådanne folde af minimumsstørrelse.

Det har været arbejdsgruppens opfattelse, at en fold af minimumsstørrelse kan dække motionsbehovet for maksimalt 20 heste.

Arbejdsgruppen har ikke fundet undersøgelser vedr. hegn (type, synlighed mv.) og risikoen for skader forbundet med brug af forskellige hegn. Praktiske erfaringer viser, at mange heste kommer til skade som følge af forkert og/eller mangelfuld indhegning om folde. Grundlæggende har arbejdsgruppen fundet, at hegnets højde skal være afpasset til forholdene og til de heste, som benytter folden. Ved opstilling af hegn har arbejdsgruppen endvidere fundet det af betydning, at hegnet ikke skader hesten, hvis den forsøger at bryde igennem. Efter arbejdsgruppens opfattelse skal pigtrådshegn forbydes ved indhegning af heste. Brudstærke elhegn kan ligeledes forvolde alvorlige skader, hvis de ikke er forsynet med en »kniv«, som ved hårdt træk bryder tråden, idet hesten kan risikere at skære sig, hvis hegnet ikke giver efter. Efter arbejdsgruppens opfattelse bør spidse vinkler i folden så vidt mulig undgås, da det øger risikoen for, at en hest bliver trængt op i et hjørne og derved bryder ud af hegnet.

7.1.6. Arbejdsgruppen har diskuteret, om der bør stilles særlige krav til hestehold, hvor hestene er udegående - det vil sige, at de opholder sig hele døgnet på fold - i vinterperioden og i vinterlignende vejr. Arbejdsgruppen har i den forbindelse i det hele kunnet tilslutte sig Dyreværnsrådet og Det Veterinære Sundhedsråds fælles udtalelse af 14. december 2001 om udendørs hold af dyr i vinterperioden og i perioder med vinterlignende vejr samt Dyreværnsrådets udtalelse af 17. januar 2005 vedrørende forståelsen af udtrykkene »vinterperioden« og » perioder med vinterlignende vejr « .

For heste, som typisk går ude i mere end 12 timer i døgnet i vinterperioder og i perioder med vinterlignende vejr, har arbejdsgruppen fundet, at der skal gælde samme krav til adgang til læmulighed som for udegående heste.

7.1.7. Arbejdsgruppen har bemærket, at heste i flok har et hierarki, hvor nogle individer på grund af alder, størrelse, køn og karakter naturligt rangerer højere end andre. Der bør tages hensyn hertil ved fastlæggelse af arealkrav og indretning af bygningen, så risikoen for skader som følge af aggression reduceres mest muligt, og så det sikres, at også lavere rangerende hestes behov tilgodeses.

Arbejdsgruppen har drøftet, hvilke mindstekrav der skal stilles til bygningen i de tilfælde, hvor der i overensstemmelse med det i afsnit 7.1.6. anførte skal være husningsmulighed på folden.

Arbejdsgruppen har i den forbindelse fundet, at det skal være et krav, at bygningen placeres på et sted med tilstrækkelig afvanding, således at det også i perioder med vådt vejr eller frost er sikkert at færdes for hestene.

For så vidt angår størrelsen af bygningen skal alle hestene kunne ligge ned i bygningen samtidig under hensyntagen til hesteflokkens hierarkiske opbygning og det deraf følgende »afstandskrav« mellem hestene. Bygningens areal skal således efter arbejdsgruppens opfattelse svare til minimumsarealet ved hold af heste i gruppeopstaldning.

Der henvises til kapitel IV, afsnit 4 i arbejdsgruppens rapport.

7.2. Justitsministeriets overvejelser

7.2.1. Justitsministeriet lægger til grund, at arbejdsgruppen har anset det for veldokumenteret, at ophold på fold har stor betydning for hestes velfærd, samt at et dagligt frit ophold på fold må anses for meget væsentligt for hestens velfærd og sundhed - gerne et foldophold på mindst to timer ad gangen, når forholdene tillader det.

Justitsministeriet har i den forbindelse noteret sig de modhensyn og synspunkter, som arbejdsgruppen har peget på i forbindelse med sine overvejelser om hestes adgang til fold. Særligt er Justitsministeriet opmærksom på, at et krav om, at alle heste i et hestehold skal have et dagligt frit ophold på fold, vil kunne have betydning for en række hestehold, som i dag ikke råder over tilstrækkelig foldkapacitet til at opfylde et sådant krav.

Justitsministeriet kan endvidere tilslutte sig arbejdsgruppens opfattelse af, at en forudsætning for at opfylde hestes fysiologiske og adfærdsmæssige behov for ophold på fold er, at folden er hensigtsmæssigt indrettet. Dette indebærer, at folden skal have en størrelse, så hestene får opfyldt deres behov for bevægelse, og så risikoen for skader minimeres ved, at hestene har mulighed for at undvige hinanden.

Efter en samlet vurdering af navnlig hestenes velfærdsmæssige behov sammenholdt med de modhensyn og synspunkter i øvrigt, som gør sig gældende i den forbindelse, jf. afsnit 7.1.4. ovenfor, kan Justitsministeriet tilslutte sig arbejdsgruppens forslag vedrørende muligheden for foldophold, som er kommet til udtryk i § 17 i arbejdsgruppens lovudkast. Justitsministeriet foreslår således, at der i ethvert hestehold skal være adgang til en fold, som skal have et areal på mindst 800 m², hvoraf den korteste side skal være mindst 20 meter. Benyttes folden af mere end fire heste på samme tid, foreslås det, at dette arealkrav forøges med 200 m² pr. hest. Desuden må en fold ikke benyttes af mere end i alt 20 heste. Består et hestehold af mere end 20 heste, må der således etableres et yderligere antal folde.

Desuden er Justitsministeriet enig i arbejdsgruppens forslag om, at der indføres krav om, at heste mindst to timer fem dage om ugen skal motioneres eller gives fri bevægelse på fold, medmindre veterinære eller vejrmæssige forhold taler afgørende herimod, og at der for ethvert hestehold skal være en plan for, hvornår de enkelte heste kommer på fold.

Af de grunde, som er anført ovenfor i afsnit 4, foreslår Justitsministeriet, at der knyttes en overgangsordning på otte år til disse forslag vedrørende fold, dvs. at kravet først gælder for eksisterende hestehold fra den 1. januar 2016.

7.2.2. Justitsministeriet kan endelig tilslutte sig arbejdsgruppens forslag for så vidt angår heste, som går ude i mere end 12 timer i døgnet, som er baseret på Dyreværnsrådets og Det Veterinære Sundhedsråds fælles udtalelse af 14. december 2001 om udendørs hold af dyr i vinterperioden og i perioder med vinterlignende vejr samt Dyreværnsrådets udtalelse af 17. januar 2005 vedrørende forståelsen af udtrykkene »vinterperioden« og »perioder med vinterlignende vejr«.

På denne baggrund foreslår Justitsministeriet, at den ansvarlige for et hestehold skal sikre, at heste, som går ude i vinterperioden og i perioder med vinterlignende vejr, kun er ude i mere end 12 timer i døgnet, hvis de har udviklet et kraftigt og tæt hårlag og er ved godt huld og har adgang til læskur eller bygning, hvor alle dyr samtidig kan hvile på et tørt, strøet leje. Læskur eller bygning skal placeres på et sted med tilstrækkelig afvanding.

Justitsministeriet er endvidere enig i arbejdsgruppens forslag om, at gulvarealet i det læskur eller den bygning, som heste, der går ude i mere end 12 timer i døgnet, skal have adgang til, skal opfylde arealkravene, der foreslås for så vidt angår gruppeopstaldning af heste, jf. lovforslagets § 8.

Der henvises til §§ 16-20 og § 36, stk. 3, i lovforslaget, som i det væsentlige svarer til §§ 17-20 i arbejdsgruppens rapport.

8. Tilsyn

8.1 Arbejdsgruppens overvejelser

8.1.1. Heste skal i henhold til dyreværnslovens § 2 behandles omsorgsfuldt under hensyntagen til hestens fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov. Som følge heraf bør den ansvarlige ligeledes undergive hesten tilsyn, idet tilsynspligten må anses som en del af omsorgspligten efter § 2. Ved at føre tilsyn med hesten vil det være muligt straks at observere, om hesten er syg, mangler vand og foder, og om hesten er kommet til skade.

Arbejdsgruppen har fundet, at tilsynsforpligtelsen - i overensstemmelse med dyreværnslovens § 3 - består i to dele: Tilsynsforpligtelsen omfatter dels den ansvarliges forpligtelse til selv at føre tilsyn med hesteholdet (det interne tilsyn), dels professionelles (dyrlæger, fødevaremyndighederne mv.) tilsyn med hesteholdet (det eksterne tilsyn).

Det har været arbejdsgruppens opfattelse, at tilsynet med hestehold fortsat skal bestå både af den ansvarliges forpligtelse til selv at føre tilsyn med hesteholdet (det interne tilsyn) og af professionelles tilsyn med hesteholdet (det eksterne tilsyn), dog således at tilsynsforpligtelsen skærpes i forhold til de gældende regler i dyreværnsloven.

8.1.2. Det følger af dyreværnslovens § 3, stk. 3, at enhver, der holder dyr, skal sørge for, at dyret tilses mindst en gang om dagen. Dette krav om dagligt tilsyn omfatter dog ikke fritgående dyr på græs eller lignende, som alene skal tilses jævnligt. Bestemmelsen omfatter eksempelvis ekstensive dyrehold på græsarealer, herunder marskarealer, engarealer og skovarealer, dvs. dyr som er udegående hele døgnet.

I Danmark er folde af meget varierende kvalitet, og derfor er der et stort antal folde, hvor det er nødvendigt med mindst ét dagligt tilsyn for at sikre hestene på folden tilstrækkelig vand og foder samt sikre, at der ikke er opstået skader eller sygdom. Derfor har det efter arbejdsgruppens opfattelse været nødvendigt, at ikke alene opstaldede heste, men også heste på fold tilses mindst én gang dagligt. Alle heste, uanset om de er på fold eller er opstaldet, bør således tilses minimum én gang dagligt for at sikre, at hestene er raske, at de ikke er kommet til skade, at de har tilstrækkeligt vand og foder, og at de har adgang til et tørt, velstrøet leje.

Det har været arbejdsgruppens opfattelse, at det daglige tilsyn af heste skal fortolkes i overensstemmelse med dyreværnslovens § 2, hvilket indebærer at den ansvarlige ved tilsynet skal sikre sig, at hesten behandles omsorgsfuldt, herunder at hesten huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til dens behov.

Arbejdsgruppen har desuden fundet, at såfremt der konstateres sygdom eller tilskadekomst, skal den tilsynsførende sikre, at hesten om fornødent isoleres og pleje iværksættes. Hvis lidelsen er alvorlig eller hesten ikke hurtigt bedres, skal en dyrlæge straks tilkaldes.

8.1.3. Efter dyreværnslovens § 3, stk. 4, skal enhver, der erhvervsmæssigt holder dyr, sørge for, at dyreholdet tilses af en dyrlæge mindst en gang årligt. Ansvaret for at tilkalde dyrlægen påhviler den, der erhvervsmæssigt holder dyr. Det blev i forbindelse med Folketingets behandling af forslaget til § 3, stk. 4, påpeget af justitsministeren, jf. Folketingstidende 1990-91, 2. samling, Forhandlingerne, sp. 6854, at forpligtelsen til at lade dyreholdet tilse af en dyrlæge mindst en gang årligt ikke indebar, at dyrlægen behøver at komme ekstraordinært, men en opfyldelse af bestemmelsen måtte forudsætte, at dyrlægen mindst én gang årligt foretager en sådan gennemgang af bedriften, at man med rimelighed kan tale om, at hele dyreholdet er blevet tilset. Endvidere bemærkede justitsministeren, at det er ejerens forpligtelse at sørge for, at der sker et sådant tilkald en gang om året - om det så er i forbindelse med en konkret begivenhed, der gør, at dyrlægen i forvejen er på gården, eller der er tale om specielt tilkald - det er noget, der må afgøres i den konkrete situation.

Arbejdsgruppen har fundet, at det skal være et krav, at enhver, der erhvervsmæssigt holder heste, skal sørge for, at hesteholdet tilses af en dyrlæge mindst en gang årligt. Tilsynet skal foretages med henblik på at sikre, at kravene efter udkastet til lov om hold af heste, dyreværnsloven mv. er opfyldt i det enkelte hestehold.

Ved erhvervsmæssigt hold af heste forstås eksempelvis stutterier, hingstestationer, træningsstalde, dyreparker, hestehandlere, hesteinternater, rideskoler, hestepensioner, hesteudlejning, hestevognskørsel (studenterkørsel, kapervogne mv.), heste i zoologiske haver mv.

For så vidt angår formkravet til selve tilsynet har arbejdsgruppen fundet, at dette skal udføres svarende til den tilsvarende bestemmelse om dyrlægetilsyn efter dyreværnslovens § 3, stk. 4. Den ansvarlige for hesteholdet skal således kunne dokumentere, at en dyrlæge har været tilkaldt til dyreholdet mindst en gang om året. Det er ikke et krav, at dyrlægen tilkaldes alene med henblik på at foretage en egentlig gennemgang af hesteholdet. Det er således tilstrækkeligt, at den ansvarlige kan dokumentere, at en dyrlæge har haft lejlighed til at gøre sig bekendt med forholdene i hesteholdet, f.eks. i forbindelse med at dyrlægen har været tilkaldt med henblik på sygdomsbehandling. Det har været arbejdsgruppens opfattelse, at et årligt dyrlægetilsyn af hesteholdet kombineret med dyrlægens forpligtelse efter dyreværnslovens § 20 til at anmelde uforsvarlig behandling af dyr vil være et værdifuldt bidrag til at imødegå dyreværnsmæssigt uforsvarlige forhold i dyreholdet.

Tilsynet skal foretages af privatpraktiserende dyrlæger, og dyrlægerne pålægges derved et ret vidtgående ansvar for, at forholdene er i orden. Det skal i den forbindelse bemærkes, at dyrlægerne i givet fald forpligtes til at påtale ukorrekte forhold over for den ansvarlige for dyreholdet, hvilket kan have betydning for dyrlægernes fortsatte relationer til deres kunder.

Der henvises til kapitel IV, afsnit 5 i arbejdsgruppens rapport.

8.2. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet er enig med arbejdsgruppen i, at pligten til at føre tilsyn med hestehold må anses som en del af kravet i dyreværnslovens § 2, hvorefter dyr skal behandles omsorgsfuldt under hensyntagen til hestens fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov. Under hensyntagen til den varierende kvalitet af folde i Danmark og i lyset af det generelle velfærdsmæssige hensyn til hesten finder Justitsministeriet, at der - som foreslået af arbejdsgruppen - er behov for, at heste såvel på stald som på fold skal tilses mindst en gang om dagen.

Endvidere kan Justitsministeriet tilslutte sig arbejdsgruppens forslag om, at enhver, der erhvervsmæssigt holder heste, skal sørge for, at hesteholdet tilses af en dyrlæge mindst en gang årligt, samt at dyrlægen ved dette tilsyn skal sikre, at reglerne i dette lovforslag, dyreværnsloven mv. er opfyldt i det enkelte hestehold.

I lighed med arbejdsgruppen finder Justitsministeriet, at det er tilstrækkeligt, at den ansvarlige for hesteholdet kan dokumentere, at en dyrlæge har været tilkaldt til dyreholdet mindst en gang om året, og at dyrlægen har haft lejlighed til at gøre sig bekendt med forholdene i hesteholdet. Der er efter Justitsministeriets vurdering således ikke tilstrækkeligt grundlag for at stille krav om, at der skal tilkaldes en dyrlæge alene med henblik på at tilse, om hesteholdet lever op til reglerne i dette lovforslag.

Det tilføjes, at det årlige dyrlægetilsyn suppleres af stikprøvekontrollen efter bekendtgørelsen om stikprøvekontrol af landbrugsdyr og heste, som ikke holdes med henblik på landbrugsmæssige formål. Det følger heraf, at fødevareregionerne skal udføre stikprøvekontrol af hestes velfærd i mindst 5 procent af alle besætninger med mindst 10 heste. Kontrollen omfatter alle heste, herunder såvel heste, der holdes til landbrugsmæssige formål, som heste der holdes på rideskoler mv. Kontrollen gennemføres uanmeldt, og udpegning til kontrol skal tillige i størst muligt omfang være baseret på risikoparametre.

Endelig er Justitsministeriet enig med arbejdsgruppen i, at der indføres krav om, at den ansvarlige for hesteholdet i tilfælde af sygdom eller tilskadekomst skal sikre, at hesten om fornødent isoleres, og at pleje iværksættes. Ved alvorlig lidelse eller hvis hesten ikke hurtigt bedres, skal en dyrlæge straks tilkaldes.

Der henvises til lovforslagets §§ 23 og 24, der svarer til §§ 23 og 24 i arbejdsgruppens lovudkast.

9. Fodring og vanding

9.1. Arbejdsgruppens overvejelser

9.1.1. Både sammensætningen af hestes foder og den måde, som der fodres på, er af afgørende betydning for hestens sundhed og velfærd.

Heste foretrækker som andre flokdyr at æde sammen. Om sommeren består føden under naturlige forhold overvejende af græsser, mens hesten om vinteren ligeledes kan æde grene, rødder, bark og træ. Hestens fordøjelse er indrettet til at indtage føde med et lavt næringsindhold i små mængder ad gangen. Fritlevende heste bruger således 14-16 timer i døgnet på fødeindtagelse og faster aldrig mere end højst 3-4 timer ad gangen.

Hestens naturlige foder kan således karakteriseres som strukturfoder med et forholdsvis højt indhold af fordøjelige fibre. Den ideelle fodring - alene vurderet ud fra hestens fordøjelsesanatomi og fysiologi - vil være, at hestens energi- og næringsstofbehov udelukkende dækkes via strukturfoder. Den kontinuerlige foderoptagelse hos hesten er nødvendig, fordi mavens volumen er relativ lille i forhold til hestens størrelse og kropsvægt og foderets lave næringsindhold.

Når hesten anvendes som brugshest, er energibehovet oftest øget, og samtidig er mulighederne for at dække energibehovet via afgræsning nedsat. Menneskets brug af hesten har derfor nødvendiggjort brug af andet og mere foder - krybbefoderet. I de tilfælde, hvor strukturfoderet ikke dækker hestens energi- og næringsstofbehov, er det nødvendigt også at fodre med krybbefoder.

Det har været arbejdsgruppens erfaring, at mange heste hvert år bliver syge eller mistrives på grund af fodringsrelaterede problemer, som skyldes manglende viden om - eller misforstået hensyntagen til - hestens behov og den korrekte balance mellem strukturfoder og krybbefoder.

9.1.2. Fodring tjener to formål. For det første skal foderet forsyne hesten med den korrekte mængde energi, protein, mineraler og vitaminer samt struktur til sikring af en sund mave-tarmfunktion. For det andet skal foderet tilfredsstille hestens naturlige ædeadfærd, og det er derfor vigtigt, at en vis del af foderet består af strukturfoder frem for kraftfoder.

Skal en hest have dækket sit behov for strukturfoder, viser både forskning og årelange praktiske erfaringer, at den skal indtage en fodermængde, der i tørstof svarer til minimum 2 pct. af sin legemsvægt/døgn, idet der dog er forskelle fra hest til hest.

Tørstof svarende til minimum 1,0 pct. af hestens legemsvægt skal udgøres af strukturfoder. Resten kan udgøres af det såkaldte krybbefoder, som kan bestå af f.eks. kornprodukter, forarbejdede græsmarksprodukter, melasse mv. Krybbefoderet kan aldrig erstatte strukturfoder i fordøjelsesmæssig sammenhæng.

Anvendes disse få regler, skal en hest som udgangspunkt dagligt have minimum 1,2 kg almindeligt dansk hø pr. 100 kg hest eller ca. 2 kg almindeligt dansk wraphø pr. 100 kg hest. Ved denne minimumstildeling af strukturfoder mindskes hyppigheden af fordøjelsesproblemer og fordøjelsessygdomme betragteligt, forudsat at strukturfoderets hygiejniske kvalitet er i orden.

Når hesten vokser, er drægtig, diegivende og/eller trænes, kan strukturfoder alene imidlertid sjældent dække behovet for energi og næringsstoffer. Derfor er krybbefodring oftest et nødvendigt supplement til disse heste. Ved optimering af krybberationerne anbefales det, at stivelsesindholdet er minimalt, samt at indholdet af fordøjelige fibre er maksimalt - uanset hestens brug og fysiologiske status.

I praksis er der store forskelle i den enkelte hests behov for foder. Eksempelvis kan føl, plage og visse racer optage op til 3 pct. af deres legemsvægt i tørstof pr. dag. Nogle heste har et meget stort behov for kontinuerlig fødeindtagelse, og de stresses, hvis de hindres i denne adfærd. I den praktiske foderplanlægning skal der derfor tages højde både for det enkelte dyrs ædeadfærd og behov som følge af hestens særlige fordøjelsesfysiologi.

Træningsformen og varigheden heraf er ligeledes af stor betydning for både energi- og næringsstofbehov. Eksempelvis er væddeløbshestens præstation kortvarig og intens, mens distancehesten skal præstere over et forløb på mange timer, og foderet skal sammensættes på denne baggrund.

Heste, der går meget ude i vinterhalvåret, har et øget energibehov til vedligehold pga. varmetab i forhold til heste, der enten er på stald eller er iklædt dækken, hvorved varmetabet begrænses.

9.1.3. Hestens vandbehov varierer afhængig af dens fysiologiske status, aktivitetsniveau, miljøtemperatur og luftfugtighed. For at opretholde væskebalancen drikker hesten typisk 5-10 pct. af sin legemsvægt dagligt. Diegivende hopper, opdræt og heste der sveder har et forholdsmæssigt større vandbehov end øvrige heste.

Hesten foretrækker at drikke fra vandkilder med frit vandspejl frem for at drikke af en vandkop. På stald anvendes oftest vandkopper, som bør give mindst 8 liter vand pr. minut, idet hesten ikke kompenserer for langsomt vandtilløb ved at bruge mere tid på vandindtagelse.

9.1.4. Strukturfoderet skal forsyne hesten med den nødvendige mængde fordøjelige fibre til sikring af en sund mave-tarmfunktion samt tilfredsstille dens naturlige ædeadfærd. Krybbefoderets primære funktion er at dække de behov, som ikke dækkes af strukturfoderet, dvs. primært energi, protein, mineraler og vitaminer.

Erfaringer og forskning viser, at mange heste ikke får tilstrækkeligt strukturfoder, at mange heste får fordøjelsesrelaterede sygdomme forårsaget af dårlig fodersammensætning, at føl, ungheste og drægtige hopper kan være underforsynet med mineraler, og at mange heste og ponyer får tildelt for meget energi, således at de bliver overvægtige med øget risiko for stofskiftesygdomme, forfangenhed, mavesår mv.

Arbejdsgruppen har fundet, at dyreværnslovens § 2 klart betoner, at hesten skal fodres og vandes under hensyntagen til hestens fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov. Efter arbejdsgruppens opfattelse er der derfor behov for en indsats med henblik på at påvirke og ændre hesteejernes valg af foder til deres heste, således at foderet i højere grad tilgodeser hestenes faktiske behov. På denne baggrund skal der efter arbejdsgruppens opfattelse stilles krav om, at heste skal tildeles tilstrækkeligt strukturfoder.

Arbejdsgruppen har drøftet, om der ud over bestemmelsen i dyreværnslovens § 2 er behov for at fastsætte specifikke krav om hestes adgang til frisk drikkevand. Arbejdsgruppen har i den forbindelse fundet, at heste skal have fri adgang til frisk drikkevand hele døgnet såvel på stald som på fold. Dette gælder dog ikke ved kortere ophold på fold.

Der henvises til kapitel IV, afsnit 6 i arbejdsgruppens rapport.

9.2. Justitsministeriets overvejelser

Efter dyreværnslovens § 2 skal enhver, der holder dyr, sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de bl.a. fodres og vandes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer. Det følger således direkte af dyreværnsloven, at heste skal fodres og vandes i overensstemmelse med deres behov.

Justitsministeriet har noteret sig, at det er arbejdsgruppens erfaring, at mange heste bliver syge eller mistrives som følge af fodring, som skyldes manglende viden om eller fejlagtig fodring samt den korrekte balance mellem strukturfoder og krybbefoder. I den forbindelse har arbejdsgruppen påpeget, at mange heste ikke får dækket deres behov for strukturfoder i tilstrækkeligt omfang.

På denne baggrund kan Justitsministeriet tilslutte sig arbejdsgruppens vurdering, hvorefter det er nødvendigt at stille yderligere krav til fodring af heste med henblik på at sikre, at foderet i tilstrækkeligt omfang tilgodeser hestenes faktiske behov. Der foreslås således i overensstemmelse hermed et krav om, at hestes foderration skal indeholde tilstrækkeligt strukturfoder.

Desuden er Justitsministeriet enig i arbejdsgruppens forslag om, at heste skal have fri adgang til frisk drikkevand såvel på stald, som på fold. Kravet gælder dog ikke ved kortere ophold på fold indtil fire timer.

Der henvises til §§ 21 og 22 i lovforslaget, som med enkelte lovtekniske ændringer svarer til §§ 21 og 22 i arbejdsgruppens lovudkast.

10. Opdræt og særlige forhold vedrørende foling, føl og plage

10.1. Arbejdsgruppens overvejelser

Avl og opdræt af heste finder sted både hos lægfolk og hos professionelle opdrættere. Typisk er det på en landbrugsejendom, fordi plads og gode græsningsmuligheder er en nødvendighed.

Undersøgelser viser, at mange adfærdsforstyrrelser påbegyndes allerede i fravænningsperioden, samt at fravænningsmetoden har større betydning end føllets alder på tidspunktet for fravænningen. Undersøgelser viser desuden, at føllet stresses mindst, hvis føllet fravænnes sammen med andre føl gradvist, gerne over en uge eller længere, hvor føllet i starten kan lugte og se hoppen. Det er under alle omstændigheder vigtigt for føllets udvikling, at det også efter fravænningen har adgang til artsfæller.

Efter fravænning bør plagen opstaldes i grupper med andre plage, idet plagens sociale færdigheder udvikles ved, at den opholder sig sammen med andre heste det meste af døgnet. Den første vinter kan plagene opstaldes i kønsblandede grupper, men herefter vil det være nødvendigt at kønsopdele plagene for at undgå uønskede drægtigheder. Den anden vinter vil plagene have sværere ved at få grupperne til at fungere, fordi den højest rangerende plag ofte vil udvise aggressiv adfærd og tyrannisere de øvrige plage. Da den næstrangerende typisk vil overtage den højst rangerende hests rolle, hvis den højst rangerende plag flyttes, vil dette sjældent løse problemet. Alternativt kan gruppen tilføres en ældre hest, hvilket vil skabe en naturlig leder. Ved opstaldning af grupper af plage bør det sikres, at lavere rangerende kan undvige den dominerende plag.

Efter arbejdsgruppens opfattelse er det af stor betydning for udviklingen af føl og plages sociale færdigheder og generelle udvikling, at de opholder sig sammen med artsfæller. På denne baggrund har arbejdsgruppen fundet, at det skal være et krav, at føl og plage indtil de er to år gamle skal på fold sammen med artsfæller, om muligt sammen med andre føl og plage.

Der henvises til kapitel IV, afsnit 7 i arbejdsgruppens rapport.

10.2. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet er enig i arbejdsgruppens forslag om, at det skal være et krav, at føl og plage, indtil de er to år gamle, skal være sammen med artsfæller, når de er på fold, medmindre veterinære forhold taler afgørende herimod. Om muligt bør føl og plage på fold sammen med andre føl og plage. Formålet hermed er således at sikre, at føl og plages sociale færdigheder og generelle udvikling styrkes. Bestemmelsen giver mulighed for at undtage fra kravet, såfremt veterinære forhold taler afgørende herfor, f.eks. hvis heste, der er blevet tidligt kønsmodne, forsøger at skade andre føl og plage under opholdet på folden.

Der henvises til lovforslagets § 17, stk. 3, der med enkelte ændringer, herunder af lovteknisk karakter, svarer til § 18 i arbejdsgruppens lovudkast.

11. Ibrugtagning og træning; træningsmetoder og hjælpemidler mv.

11.1. Arbejdsgruppens overvejelser

11.1.1. Hestens anvendelse som transportmiddel og trækkraft var tidligere en forudsætning for samfundets trivsel og udvikling, og som et naturligt led heri blev hesten oplært til at beherske en række discipliner. Hesten er også i dag et brugsdyr, men den viden, som tidligere var allemandseje med hensyn til uddannelse, brug og almindelig omgang med hesten, er i dag betydeligt reduceret, og det er derfor i højere grad nødvendigt at oplære hesten til at forstå og adlyde visse grundlæggende ordrer. Mange brugere af hesten er nybegyndere, og der er efter arbejdsgruppens opfattelse i høj grad brug for viden og uddannelse for, at samarbejdet mellem hesten og mennesker skal kunne lykkes, dels så hesten ikke lider overlast, og dels så mennesker ikke kommer til skade.

Hesten er fra naturens side et flokdyr, men hesten er oftest alene, når den bliver brugt. Kendskab til hestens naturlige reaktionsmønster er derfor også en betingelse for at kunne gøre brug af hestens potentiale.

Hertil kommer, at forholdet mellem hest og mennesker har stor betydning for hestens velfærd og adfærd. Forkert behandling af hesten kan medføre, at hesten bliver frygtsom og dermed stresset og mere udsat for sygdomme. Frygtsomme heste er desuden mere tilbøjelige til at reagere til fare for mennesker.

Den daglige omgang med heste bør derfor foregå på en måde, så unødig stress undgås. En del stress kan undgås ved at lade hesten have social kontakt med andre heste. Hertil kommer, at hesten er mere modtagelig for at lære - f.eks. at stå stille i forbindelse med hovpleje - når den har social kontakt med artsfæller. Der er dog mange situationer, hvor hesten skal kunne være alene. Eksempelvis er hesten typisk alene ved almindelig brug, behandling, transport mv., og hesten skal derfor gradvist og under opsyn oplæres til at kunne være alene, da dette er en forudsætning for brug af hesten. Hesten skal således acceptere at blive taget ud af flokken med henblik på brug.

Enhver form for træning og brug af hesten foregår lettest og med bedst resultat ved positiv motivering frem for tvang og afstraffelse. Træning af den unge hest bør ske ved tilvænning og motivation med udgangspunkt i hestens naturlige adfærd, og desuden bør hesten allerede som føl lære at omgås mennesker og andre heste, så hesten derved får tillid og et harmonisk forhold til såvel mennesker som andre heste. Selve træningen af hesten skal tilpasses hestens alder samt hestens fysiske og psykiske kapacitet.

Opdragelsen af føllet bør begynde, når det er få dage gammelt. Det bør således vænnes til omgang med mennesker, at blive berørt, få løftet ben mv., og senest når føllet er ca. 1 uge gammelt, bør det vænnes til grime.

Føl og ungheste bør vænnes til håndtering og det udstyr, som skal benyttes på hesten, f.eks. grime, på et tidligt tidspunkt, ligesom ungheste skal vænnes til trense, saddel og sele. Håndteringen bør holdes ved lige, men håndteringen skal dog ske på en måde, så forbindelsen mellem hoppe og føl ikke forstyrres. Opdragelse og håndtering af hesten kræver tid, omtanke og konsekvens, idet hesten ved entydige gentagelser er god til at lære og føler sig tryg ved diverse tilkendegivelser fra hesteejeren.

Tilvænning til opbinding bør foregå inden for føllets første måneder, da risikoen for skader på dyr og mennesker er mindre, hvis dyret er lettere at håndtere. Indtil føllet har lært at stå bundet, bør opbinding ske under konstant opsyn med et reb, der kan give efter (dog uden at knække), ved at binde føllet eller ved at sno rebet om inventar og holde i rebet, indtil føllet har lært at stå bundet. Formålet er at lære føllet, at det er mere behageligt at stå med et løst reb end med et stramt reb.

Når føllet har lært at stå bundet uden at rykke tilbage, bør det også lære at blive berørt/håndteret fra alle sider, mens det står bundet, og det bør lære at flytte sig for tryk.

Princippet for indlæring vil være det samme, hvis hesten er ældre, idet en voksen hest dog besidder væsentlig flere kræfter. I denne situation anbefales at bruge halsrem, da det er vigtigt, at hesten ikke slipper fri under indlæringen, da den så får lært at rykke tilbage i stedet for at lære at stå bundet. Hesten bør bindes med en knude, der nemt kan løsnes, eller med en sikkerhedshage.

Der er inden for de forskellige dele af hestesporten forskellige traditioner for, hvornår heste tages i brug inden for de forskellige kategorier af heste. Inden for de forskellige kategorier er der stor variation i alder ved ibrugtagning, og der tages ofte individuelle hensyn, således at heste, der er i kraftig vækst, ikke sættes i træning. Der er dog megen diskussion i hestekredse om, hvorvidt (for) tidlig ibrugtagning skader hestenes holdbarhed, men der er ikke lavet mange undersøgelser på området.

I flere udenlandske undersøgelser er der set på effekten af forskellige træningsprogrammer eller træning kontra ikke-træning, men ikke på effekten af træning påbegyndt ved forskellig alder. Fysisk træning påvirker hestenes bevægeapparat, og muskler, sener og knogler kræver tilvænning til træning. Denne tilvænningsperiode er umiddelbart uafhængig af hestens alder ved ibrugtagning.

Der er desuden lavet flere sygdomsstudier, hvor man har set på risikofaktorerne i forbindelse med skader på og uheld med hestene. Undersøgelser med fokus på 2-års væddeløbsheste har dog fundet en høj frekvens af skader hos disse heste i deres første løbssæson. Flere undersøgelser peger dog også på, at træningsmetoden - herunder træningsintensiteten - er den største risikofaktor.

Ved deltagelse i konkurrencer skal hesten i sin uddannelse og i dens fysiske og psykiske udvikling være på et niveau svarende til konkurrencens niveau. Ved selve konkurrencen skal rytteren demonstrere sin ridemæssige kunnen, kendskab til hestens evner, uddannelsesgrad og præstationsformåen, ligesom hestens uddannelsesmæssige stadie og potentiale for videre uddannelse skal demonstreres.

Ved udvælgelse af heste til avl kan der eksempelvis lægges vægt på hestens biomekanik - dvs. hestens fysiske kapacitet, dens evne til at omsætte energi til bevægelse og dens evne til at koordinere og kontrollere disse bevægelser - holdbarhed, temperament og eksteriør.

11.1.2. Arbejdsgruppen har fundet, at det er af afgørende betydning, at den daglige omgang med hesten sker på en måde, så unødig stress for hesten undgås. Hesten skal bl.a. lære at være tryg ved og have tillid til mennesker og andre heste. Henset til at hesten er et stort og stærkt dyr, er det vigtigt, at hesten lærer nogle basale discipliner som at blive håndteret, få løftet ben mv.

Som nævnt i afsnit 6.1.3. har arbejdsgruppen fundet, at der skal indføres et forbud mod opstaldning i spiltov. Der er dog bestemte situationer, hvor hesten skal kunne stå bundet, f.eks. for at kunne modtage behandling. Heste skal derfor lære at kunne stå opbundet uden opsyn. Arbejdsgruppen har således fundet, at opbinding af hesten kan være forsvarlig og/eller hensigtsmæssig i kortere perioder med henblik på, at hesten skal lære at stå bundet. Det samme er efter arbejdsgruppens opfattelse gældende i tilfælde, hvor opbindingen af hesten er veterinært begrundet. Arbejdsgruppen har på den baggrund fundet, at der skal indføres en adgang til at lade hesten stå opbundet i kortere perioder i disse tilfælde. Hesten bør således kunne stå bundet uden opsyn, når den er 3 år gammel. Opbinding af hesten med det formål at lære hesten at stå opbundet skal ske under tilsyn.

Når hesten har lært at stå opbundet uden tilsyn, kan man lade den stå bundet i max. 2 timer ad gangen uden opsyn, medmindre det drejer sig om opbinding i forbindelse med transport, stævnepladser, dyrskuer mv. Efter arbejdsgruppens opfattelse må en hest i øvrigt anses for at have lært at stå bundet, når en hest kan tages ud af en social sammenhæng, f.eks. løsdrift, og stå bundet uden opsyn. Hesten skal kunne stå bundet uden at bevæge sig fra side til side, og den skal kunne forholde sig rolig. Den skal derudover kunne tåle, at man går til den bagfra, herunder i vinkler hvor dens syn er begrænset. Den skal også kunne tåle at blive berørt langs siderne og lade mennesker færdes rundt om den, uden at den flytter sig. Endelig skal den have lært at flytte sig blot et enkelt trin til siden ved et let tryk på låret.

Arbejdsgruppen har fundet, at mange hesteejere ikke har tilstrækkeligt kendskab til hesten og dens velfærdsmæssige behov. Der bør således efter arbejdsgruppens opfattelse stilles krav om, at hesten skal opdrages og oplæres, så den kan beherske visse grundlæggende discipliner. Føl bør således vænnes til håndtering på et tidligt tidspunkt.

Arbejdsgruppen har endvidere fundet, at der er behov for at præcisere, at oplæring, træning og brug af heste skal være tilpasset hestens alder, dens fysiske og psykiske kapacitet, så hesten beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe.

Desuden har arbejdsgruppen fundet, at hesten alene bør deltage i konkurrencer, hvis niveau svarer til hestens uddannelse og dens fysiske og psykiske udvikling, så hesten ikke presses til at deltage i konkurrencer over dens niveau.

Der henvises til kapitel IV, afsnit 8 i arbejdsgruppens rapport.

11.2. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet kan generelt tilslutte sig arbejdsgruppens synspunkter, hvorefter der er behov for, at heste kan stå opbundet uden tilsyn, eksempelvis med henblik på at modtage sygdomsbehandling, transport, tilridning mv. Som følge heraf foreslås det, at heste kan opbindes i op til to timer under tilsyn, såfremt formålet er at lære hesten at stå opbundet uden tilsyn. Når hesten har lært at stå opbundet, kan den opbindes i op til to timer uden tilsyn. Sker opbindingen i forbindelse med transport, stævner, dyrskuer mv., kan opbinding dog ske i længere tid end to timer.

Efter Justitsministeriets opfattelse vil det ikke være i strid med den foreslåede ordning, hvis der sker opbinding af hesten under tilsyn f.eks. to timer om formiddagen og derpå to timer om eftermiddagen i de tilfælde, hvor der måtte være særligt behov herfor. Der kan eksempelvis være tilfælde, hvor det er forbundet med særlige vanskeligheder at lære en hest at stå opbundet, og hvor opbinding i to timer dagligt ikke skønnes tilstrækkeligt.

Justitsministeriet er enig med arbejdsgruppen i, at det er nødvendigt, at det i den daglige omgang med heste sikres, at unødig stress for hesten undgås, samt at hesten lærer at være tryg ved og have tillid til mennesker og andre heste. Hertil kommer, at hesten er et stort og stærkt dyr. På denne baggrund kan Justitsministeriet tilslutte sig arbejdsgruppens forslag om, at heste skal oplæres til at blive håndteret i en tidlig alder.

Endelig er Justitsministeriet enig i, at det er af stor betydning for hestens velfærd, at oplæring, træning og brug af heste tilpasses den enkelte hest, så hestens velfærdsmæssige behov tilgodeses bedst muligt.

Der henvises til § 5, stk. 2-4, og § 25 i lovforslaget, som med enkelte lovtekniske ændringer svarer til § 6, stk. 2-4, og § 25 i arbejdsgruppens lovudkast.

12. Brug og misbrug af præstationsfremmende midler og metoder

12.1. Arbejdsgruppens overvejelser

12.1.1. Præstationsfremmende midler og metoder, der alene anvendes med henblik på at fremme hestens præstationsevne, kan have stor betydning for de velfærdsmæssige forhold for hesten, idet sportshesten - ligesom topidrætsmanden - derved udsættes for et konstant pres for at yde bedre. Præstationsfremmende midler og metoder er således karakteriseret ved alene at have til formål at fremme hestens ydeevne frem for at forebygge eller helbrede. Arbejdsgruppen har fokuseret på grænsen mellem acceptable og de ikke-acceptable (eksempelvis doping) præstationsfremmende metoder.

Brug og misbrug af præstationsfremmende midler og metoder i hesteholdet skal efter arbejdsgruppens opfattelse ses på følgende baggrund:

I den daglige omgang med heste er der ofte situationer, hvor det i forbindelse med håndtering og indlæring er nødvendigt at benytte sig af visse hjælpemidler. Alt udstyr, som er i direkte kontakt med hesten, f.eks. bid, trense, sadel, sele, dækken og bandager, bør være tilpasset den enkelte hest og bør anvendes korrekt og vedligeholdes og til stadighed kontrolleres, idet udstyr, som ikke er korrekt tilpasset, anvendes forkert eller er dårligt vedligeholdt, kan medføre skader på hesten.

Udstyr som eksempelvis pisk, sporer, tøjler, tungebånd, næsebånd, hjælpetøjler, glidetøjler, indspændinger, diverse former for hovedtøj, hovedstænger, lukket hovedlag, ørevat, mv. kan i arbejdet med hesten benyttes til at hjælpe hesten til at forstå, hvad der kræves af den, og må i denne funktion betegnes som hjælpemidler. Benyttes udstyret derimod med henblik på at tvinge hesten til præstationer, som den endnu ikke forstår eller ikke kan udføre, f.eks. på grund af skader, må udstyret anses som tvangsmidler. I værste fald vil anvendelsen af disse tiltag reelt være mishandling af hesten.

Mange præstations- og konkurrenceheste er meget værdifulde, fordi de har gennemgået en lang og dyr træning/uddannelse, og desuden er de igennem avl i besiddelse af de rette evner. Hestenes placeringer i konkurrencer er en væsentlig del af dokumentationen af deres værdi og formåen. For flere trænere og for ryttere på alle niveauer er placeringen og de heraf afledte sponsorbidrag og pengepræmier en økonomisk forudsætning for deres indtægtsgrundlag og udøvelsen af deres sport. Endvidere er mange ryttere og andre brugere særdeles ambitiøse og bruger mange ressourcer på at kunne deltage i konkurrencer, som afholdes på fastlagte terminer. Dette kan være baggrunden for, at der anvendes ikke-acceptable midler og metoder.

Nogle brugere kompenserer for egne manglende evner eller hestens manglende træning, forkerte uddannelse, manglende kunnen eller hestens sygdom ved at tage ikke-acceptable hjælpemidler i brug, f.eks. hårde bid, hjælpetøjler, barring, pisk eller medicin. Eksempelvis kan nævnes medicinsk beroligelse af nervøse heste på en dressurbane eller anvendelse af smertestillende medicin for at skjule smertevoldende lidelser, f.eks. halthed.

12.1.2. Udstyr, som anvendes på hesten, skal være tilpasset den enkelte hest og må således ikke påføre hesten skader.

Udstyr til træning af hesten, som benyttes til at hjælpe hesten til at forstå, hvad der kræves af den, har efter arbejdsgruppens opfattelse kunnet anses som hjælpemidler, der skal kunne anvendes. Anvendes udstyret derimod til at tvinge hesten til præstationer, som den endnu ikke forstår eller ikke kan udføre evt. på grund af skader, må udstyret anses som tvangsmidler, hvilket arbejdsgruppen klart har taget afstand fra. I den daglige omgang med hjælpemidler og tvangsmidler er det vigtigt, at man er opmærksom på forskellen mellem nødvendig brug af hjælpemidler og et decideret misbrug af tvangsmidler.

I visse situationer er man nødt til at udøve tvang overfor hesten, uden at det dog må have karakter af vold. Sigtet må altid være, at det gavner hesten og/eller øger sikkerheden for de personer, som i den givne situation har en tæt kontakt til hesten. Her tænkes specielt på tvang i forbindelse med sygdomsbehandling, f.eks. næsebrems i forbindelse med indgift af olie, diverse former for lokalbedøvelser mv. Til denne kategori af tvangsmidler hører alle former for fiksering (læbe-, øre- og hudbrems) og slå-/hildetøj (tov og koderemme). Arbejdsgruppen har fundet det uacceptabelt, at hesten står med en næsebrems, f.eks. under opfletning/rykning af man eller beskæring af alle fire hove henset til varigheden heraf. Arbejdsgruppen har kunnet anbefale, at der i stedet anvendes en tvangs- eller undersøgelsesboks, hvor personer er i sikkerhed uden brug af smertevoldende tiltag overfor hesten. Er der behov for en længerevarende pacificering af hesten, anbefaler arbejdsgruppen, at der tilkaldes en dyrlæge med henblik på medicinsk pacificering af hesten.

Arbejdsgruppen har fundet, at brugen af krybbebiderrem er højst diskutabel, idet der er andre tiltag, som kan minimere krybbebidning. Arbejdsgruppen har desuden fundet, at brug af slå-/hildetøj - undtagen kortvarig brug i forbindelse med bedækning - må anses som anvendelse af et tvangsmiddel, som efter arbejdsgruppens opfattelse ikke skal være tilladt.

På denne baggrund har arbejdsgruppen fundet, at der skal stilles krav om, at udstyr, som anvendes som hjælpemiddel på hesten, skal være tilpasset den enkelte hest og ikke må påføre hesten skader og ikke må anvendes som tvangsmidler.

Arbejdsgruppen har modsat sig enhver medicinering og behandling (herunder kirurgisk), der har til formål at skjule sygdomssymptomer, således at hesten kan træne og deltage i konkurrencer. Forbuddet mod medicinering og behandling omfatter dog ikke kastration.

Arbejdsgruppen har primært beskæftiget sig med doping ud fra et spørgsmål om indflydelsen på hestens velfærd, idet hesten tvinges og medicineres til præstationer, som den hverken fysisk eller psykisk kan klare. Desuden rejser dopingproblematikken en række etiske spørgsmål, herunder hvor grænsen mellem den acceptable og den ikke-acceptable brug af præstationsfremmende midler går. Arbejdsgruppen har i den forbindelse påpeget, at det påhviler alle brugere at holde sig orienteret om gældende regler for, hvilke præstationsfremmende midler der er tilladte.

Der henvises til kapitel IV, afsnit 9 i arbejdsgruppens rapport.

12.2. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet er enig med arbejdsgruppen i, at der ved brug af udstyr på hesten må sondres mellem, hvordan udstyret anvendes. På denne baggrund kan Justitsministeriet tilslutte sig, at udstyr, der benyttes som hjælpemiddel på hesten, fortsat bør kunne anvendes, idet sådant udstyr er karakteriseret ved, at det anvendes i arbejdet med hesten med henblik på at hjælpe hesten til at forstå, hvad der kræves af den. Justitsministeriet finder desuden, at udstyr, der anvendes som hjælpemidler, skal være tilpasset den enkelte hest og ikke må påføre hesten skader, idet udstyr, som ikke er tilpasset heste, kan forvolde ganske betydelige skader på hesten.

Anvendes udstyret derimod som tvangsmiddel - det vil sige til at tvinge hesten til præstationer, som den endnu ikke forstår eller ikke kan udføre f.eks. på grund af skader - er Justitsministeriet enig i, at sådan udstyr ikke kan anvendes.

Endelig kan Justitsministeriet tilslutte sig arbejdsgruppens forslag om, at enhver form for medicinering og behandling, herunder kirurgisk behandling, som har til formål at skjule sygdomssymptomer, så hesten kan træne og deltage i konkurrencer, ikke skal være tilladt.

Der henvises til lovforslagets §§ 26 og 27, som svarer til §§ 26 og 27 i arbejdsgruppens lovudkast.

13. Mærkning af heste

13.1. Arbejdsgruppens overvejelser

Formålet med at mærke heste er for det første at skabe en sikker identifikation af hesten bl.a. i forbindelse med avl, konkurrencer, medicinering og handel. Mærkning af hesten kan således sikre, at hesten ved konkurrencer starter i den rette klasse, ligesom mærkning kan være medvirkende til, at en skadet hest ikke handles uden kendskab hertil, samt at spillere kan have tillid til hestens identitet, hvilket er afgørende for totalisatoromsætningen.

For det andet kan formålet ved synbar mærkning af hesten være at forsyne hesten med et varemærke. En synbar mærkning - dvs. i form af brænde- eller frysemærkning - anvendes i markedsføringsøjemed i forbindelse med afbildning af heste i eksempelvis blade, tidsskrifter, i TV og ved konkurrencer.

Mærkning af heste kan ske ved brændemærkning, frysemærkning, chip og tatovering. I de senere år er mærkning med chip blevet mere udbredt.

Brænde- og frysemærkning foretages typisk på føl, som endnu ikke er fravænnet. Fordelen ved brænde- og frysemærkning er, at disse former for mærkning er direkte synbare. Erfaringer har vist, at disse mærker i nogle tilfælde udviskes, når hesten bliver ældre, således at det bliver vanskeligt eller behæftet med usikkerhed at aflæse identifikationsnummeret. Hertil kommer, at der fra flere sider er udtrykt bekymring for, at disse mærkningsmetoder påfører føllet smerte.

Ved brændemærkning presses rødglødende jern (700-800^o ) mod hestens hud i ca. 1 sekund, dog afhængig af hestens hudtykkelse og hårvækst. Derved ødelægges hårcellerne, så der ikke vokser hår. Der brændes ikke længere så dybt, at der fremkommer egentligt arvæv. Ved denne mærkningsform præges ofte avlsforbundets logo og eventuelt cifre fra registreringsnummeret på hestens lår.

Ved frysemærkning nedkøles aluminiumstal i flydende kvælstof (-196^o ), som herefter holdes fast presset mod hestens krop i minimum 20-25 sekunder. Derved påvirkes hårsækkene, så hårene bliver hvide. På skimlede heste presses tallene mod hestens krop i længere tid, så der opstår ardannelse, der ses som sorte felter. Ved denne mærkningsform præges hele registreringsnummeret på hestens krop. Metoden anvendes ikke længere i Danmark, men formentlig er flere tusinde heste fortsat mærket ved frysemærkning.

Ved mærkning med chip placeres en kapsel på ca. 1,9 x 8 mm, som er kodet med et nummer, ved injektion under hestens hud eller dybere. I Danmark placeres chippen typisk midt på venstre side af hestens hals på overgangen mellem muskel og spækkam. Chippen aflæses med en scanner, der holdes ud for det område af hestens krop, hvor chippen forventes at befinde sig. Fordelen ved chipmærkning er, at der ikke er tvivl om aflæsningen, samt at chipmærkningen i dyreværnsmæssig henseende ikke anses som kontroversiel. Det skal dog bemærkes, at en hest kan være bærer af flere chips, hvilket kan tænkes at skabe en vis usikkerhed om identifikationen. Ved nyere typer af chips er risikoen for vandring i hestens krop minimal. Det bemærkes, at chippen - og det heri indkodede identifikationsnummer - ikke er direkte synbar.

Mærkning kan endelig ske ved tatovering af et nummer på indersiden af hestens læbe. Denne form for mærkning anvendes ikke i Danmark.

Fryse-, brænde- og chipmærkning af heste foretages af teknikere, som er ansat ved Landscentret Heste med reference til en dyrlæge. Chipmærkning foretages desuden af dyrlæger. Uddannelsen af teknikerne varetages af Landscentret Heste og er særligt tilrettelagt med henblik på chipmærkning. Uddannelsen omfatter blandt andet anatomi, hygiejne og lære om hestens adfærd og reaktionsmønster.

Dyreværnsrådet afgav den 6. marts 2000 en udtalelse om brænde- og frysemærkning af føl. Baggrunden for rådets udtalelse var, at rådet havde modtaget en række henvendelser fra privatpersoner, der var bekymrede for, om dyr udsættes for smerte ved brænde- og frysemærkning.

Dyreværnsrådet udtalte, at det ikke havde været muligt at fremskaffe tilstrækkelig overbevisende dokumentation af føls lidelser ved brænde- og frysemærkning. Rådet fandt dog, at der er forbundet en vis grad af smerte med såvel den egentlige mærkning som med den efterfølgende sårheling, men at forløbet ikke er forbundet med varigt mén eller væsentlig ulempe.

Dyreværnsrådet vurderede ikke på daværende tidspunkt den omtalte identifikationsmærkning som en overtrædelse af dyreværnslovens § 1. Da mærkningen i identifikationsøjemed ofte ikke opfylder sit formål, anbefalede rådet imidlertid, at brænde- og frysemærkning kun anvendes i situationer, hvor der ikke findes andre mindre smertefremkaldende metoder til identifikationsmærkning, som f.eks. chipmærkning, samt at mærkningen i disse tilfælde kun omfatter det for identifikationen absolut nødvendige.

Dansk Landbrugsrådgivning, Landscentret, Heste, har oplyst, at Landscentret siden 1985 har mærket ca. 6.000-7.000 heste om året. I 2004 mærkedes ca. 4.500 heste med brændemærke, mens ca. 3.200 heste mærkedes med chip.

Arbejdsgruppen har indgående drøftet spørgsmålet om mærkning af hesten, herunder hvorledes hesten i givet fald skal kunne mærkes.

Arbejdsgruppen har indledningsvist fundet, at der i forbindelse med bl.a. avl, medicinering, konkurrencer og handel er behov for at kunne identificere den enkelte hest, fordi dette grundlæggende bidrager til at højne hestens velfærd i kraft af, at identifikation af hesten giver mulighed for at spore hesten. På denne baggrund har arbejdsgruppen fundet, at der er et reelt behov for mærkning af hesten.

Arbejdsgruppen har diskuteret de enkelte metoder til mærkning af hesten. Arbejdsgruppen har i den forbindelse fundet, at en fordel ved brændemærkning i forhold til chipmærkning er, at mærkningen kan aflæses direkte. Arbejdsgruppen har dog samtidig bemærket, at arbejdsgruppen er enig med Dyreværnsrådet i, at det kan være vanskeligt at anvende brændemærkning i identifikationsøjemed, da mærket i nogle tilfælde udviskes med tiden.

Den væsentligste fordel ved chipmærkning er, at den giver mulighed for en sikker identifikation ved aflæsning af chippen med scanner. Ulempen ved denne form for mærkning er imidlertid, at man ikke kan se, at hesten er mærket, samt at en hest kan være bærer af flere chips, hvilket kan tænkes at skabe en vis usikkerhed om identifikationen. Desuden kan nogle scannere have vanskeligt ved at aflæse visse typer chips.

Endvidere har arbejdsgruppen overvejet, hvilken mærkningsmetode der er mindst smertefremkaldende. I den forbindelse har det efter en samlet vurdering været arbejdsgruppens opfattelse, at chipmærkning er mindst smertefremkaldende henset til, at der ved brændemærkning er forbundet en vis grad af smerte med såvel selve mærkningen som med den efterfølgende sårheling.

Arbejdsgruppen har i forbindelse med sine overvejelser inddraget det forhold, at der med henvisning til EU-reglerne herom på sigt vil blive indført en pligtmæssig registreringsordning i regi af Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender. Arbejdsgruppen har lagt til grund, at der i denne forbindelse vil blive fastsat regler om, hvordan hesten skal mærkes med et entydigt, livsvarigt identifikationsnummer.

Arbejdsgruppen har desuden tillagt det betydning, at hesteavlerne uden at være forpligtet hertil hidtil har foretaget mærkning af avlede heste, samt at antallet af chipmærkninger har været stigende i de seneste år. Hertil kommer, at der er forløbet 5 år siden, Dyreværnsrådet afgav sin udtalelse om brænde- og frysemærkning af føl.

Efter en samlet vurdering har arbejdsgruppen således anbefalet, at chipmærkning anvendes frem for brændemærkning, når der i Danmark er indført en pligtmæssig registreringsordning, da det har været arbejdsgruppens opfattelse, at chipmærkning vil skabe en sikrere og mere entydig registrering af heste frem for mærkning ved brændemærkning.

Endvidere har arbejdsgruppen diskuteret spørgsmålet om, hvem der kan foretage mærkning af hesten. Henset til at mærkning udgør et indgreb på hesten og at der er forbundet en vis grad af smerte hermed, skal mærkningen ske så skånsomt for hesten som muligt. Efter arbejdsgruppens opfattelse kan dette bedst ske ved, at mærkning foretages af uddannet personale. Arbejdsgruppen har derfor fundet, at det skal være et krav, at når hesten mærkes, skal mærkningen foretages af uddannet personale.

Henset til den tid, der er gået, siden Dyreværnsrådet i 2000 afgav sin udtalelse om brænde- og frysemærkning af føl, og den teknologiske udvikling, som har fundet sted siden da, har arbejdsgruppen i rapporten opfordret Dyreværnsrådet til inden for en kortere årrække at se på emnet på ny.

Der henvises til kapitel IV, afsnit 11 i arbejdsgruppens rapport.

13.2. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet kan tilslutte sig arbejdsgruppens vurdering af, at der er behov for at kunne identificere den enkelte hest bl.a. i forbindelse med avl, medicinering, konkurrencer og handel, fordi dette giver mulighed for at følge den enkelte hest og dermed bidrage til at højne hestens velfærd. I overensstemmelse med arbejdsgruppens anbefaling finder Justitsministeriet ikke, at der på nuværende tidspunkt er grundlag for at fastsætte nærmere regler om, på hvilken måde heste skal mærkes.

Justitsministeriet kan i den forbindelse oplyse, at Kommissionen har fremsendt forslag til en kommissionsforordning om gennemførelse af Rådets direktiv 90/426/EØF og 90/427/EØF vedrørende en metode til identifikation af hovdyr. Formålet med forordningsforslaget er bl.a. at sikre en ensartet identifikation af dyr af hesteslægten inden for EU, og der stilles således forslag om indførelse af en pligtmæssig registreringsordning. Såfremt forslaget vedtages med sit nuværende indhold, vil der skulle tages stilling til, om den foreslåede identifikationsmærkning i Danmark skal foretages med chip eller om forordningsforslagets hovedregel herom skal fraviges. Forordningsforslaget, der hører under Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggenders område, er fortsat under forhandling.

Med henblik på at fastlægge, hvilke uddannelsesmæssige krav der skal stilles til personer, der foretager mærkning af heste, finder Justitsministeriet det mest hensigtsmæssigt at foreslå, at justitsministeren gives bemyndigelse til at kunne fastsætte regler om, at mærkning af heste skal foretages af personer, som er uddannet hertil, samt krav til uddannelsen. Herved sikres, at det gøres tilstrækkeligt klart, hvilken uddannelse de pågældende personer, som foretager mærkning af heste, skal have.

Det bemærkes, at Dyreværnsrådet i et høringssvar af 23. februar 2006 vedrørende arbejdsgruppens rapport har oplyst, at rådet i øjeblikket behandler emnet »Smerteoplevelse hos dyr«, og at rådet i tilslutning til behandlingen af dette emne agter at behandle brænde- og frysemærkning af føl på ny.

Der henvises til § 29 i lovforslaget, som med visse ændringer svarer til § 29 i arbejdsgruppens lovudkast.

14. Hovpleje

14.1. Arbejdsgruppens overvejelser

14.1.1. Korrekt hovpleje har afgørende betydning for hestens velfærd og holdbarhed. Skal hovmekanismen fungere optimalt, kræves dagligt eftersyn og hovpleje.

Hovpleje omfatter regelmæssig rensning samt jævnlig beskæring og eventuelt anlæggelse af beslag. Ved beskæring forstås bortskæring af overflødigt horn på hoven, så hoven giver grundlag for korrekt understøttelse af hesten, af hovmekanismen samt af den funktionelle balance. Ved beslag (skoning) lægges en sko af jern, aluminium eller plastic under hoven, sådan at hornet ikke slides af underlaget.

Hovedparten af alle heste har behov for beskæring og - afhængig af hestens brug, hestens arbejde og det underlag, som hesten går på - eventuelt anlæggelse af beslag. En almindelig ridehest skal typisk beskæres og evt. skos hver 6. uge. Andre heste, f.eks. heste uden beslag der går meget på fold, kan have et betydeligt mindre behov herfor.

Mangelfuld pleje af hestens hove kan medføre invaliderende lidelser for hesten, som f.eks. skævheder og funktionelle ubalancer i hoven samt nedsat stødabsorption, hvilket med tiden kan give belastningsskader på led og sener og efter længere tids påvirkning uhelbredelige skader som f.eks. slidgigt. Benstillingen hos føl og ungheste udvikles i vækstperioden, og derfor kan mangelfuld eller forkert hovpleje af føl og ungheste i blot få måneder nedsætte hestens holdbarhed og værdi væsentligt.

Den daglige hovpleje udføres af brugeren af hesten, mens beskæring og beslag i dag oftest udføres af folk med erfaring og indsigt i beskæring og beslag. Beskæring og beslag af heste foretages således af beslagsmede, der har som hovederhverv at beskære og beslå anden mands hest. Desuden beskærer og beslår en del trænere (typisk trænere af trav- og galopheste) og få beridere de heste, som de har i træning. Endelig beskærer og beslår nogle ejere (ofte af islandske heste) og brugere egen og anden mands hest (eksempelvis hovplejere). Inden for de nævnte grupper forekommer beskæring og beslag af meget varierende kvalitet med deraf følgende risiko for skader og nedsat holdbarhed for en del heste.

14.1.2. I Danmark findes i dag flere grupperinger af beslagsmede, herunder Dansk Industri samt Dansk Håndværk og Industriforening, der i regi af Registrerede Beslagsmede har ca. 267 medlemmer, og Sammenslutningen af Danske Beslagsmede med ca. 49 medlemmer. Derudover findes der uden for disse foreninger et ikke nærmere defineret antal personer, der beskærer og beslår egne heste og/eller anden mands hest, idet der ikke er pligt til at være organiseret.

Smede og dyrlæger har på baggrund af antallet af heste i Danmark og det antal besøg, som en beslagsmed gennemsnitligt kan foretage pr. dag, anslået, at der er behov for ca. 400 beslagsmede til beskæring og beslag af heste i Danmark. Skønnet er baseret på, at hver hest i gennemsnit beslås/beskæres fire gange årligt. Skal alle heste kunne beskæres/beslås af en uddannet beslagsmed, forventes det at ville kræve uddannelse af yderligere beslagsmede.

Rådet for Hovpleje og Hestebeslag blev dannet i 1995 af Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, Dansk Håndværk og Industriforening, Dansk Industri, Metalindustriens Lærlingeudvalg, Landbrugsrådet, Hestens Værn og Den Danske Dyrlægeforening. Rådets opgave er at fungere som samarbejds- og koordineringsforum for medlemsorganisationerne. Rådet skal endvidere behandle forhold for de tilsluttede beslagsmede i henhold til »Etisk kodeks for beslagsmedearbejde«, som er udarbejdet af Rådet. Indsigelser til og om registrerede beslagsmedes arbejde kan alene behandles i Rådet efter skriftlig anmodning fra en af medlemsorganisationerne. Rådet kan drøfte ethvert spørgsmål vedrørende hovpleje og hestebeslag af interesse for en eller flere af de repræsenterede parter.

Ordningen med registrering af beslagsmede og et af rådet oprettet ankenævn administreres af Rådet for Hovpleje og Hestebeslag. Den, der ønsker en syns- og skønssag behandlet af Rådet, skal skriftlig indbringe sagen for Ankenævnet. Ankenævnet består af en fungerende beslagsmed, en hestepraktiserende dyrlæge og en person med god indsigt i praktisk hestebrug (»horsemanship«). Rådet kan via Ankenævnet udøve syns- og skønsforretning samt afgive udtalelse i tvistligheder vedrørende beslagsmedefagets faglige udøvelse.

14.1.3. Uddannelsen som beslagsmed udbydes i Danmark som en 4-årig lærlingeuddannelse i et samarbejde mellem for tiden Gladsaxe Tekniske Skole og Landbohøjskolen. Uddannelsen er reguleret ved Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 1240 af 10. december 2004 om uddannelsen til beslagsmed, og uddannelsen afsluttes med en teoretisk eksamen i bl.a. lemmernes anatomi, fysiologi samt hovsygdomme og deres behandling. Derudover afholdes en praktisk svendeprøve.

Enkelte faglærte beslagsmede er uddannet i udlandet, f.eks. i USA og Holland. Der foreligger ingen godkendelsesordninger af udenlandske eksamener i Danmark.

Ufaglærte beslagsmede kan være både erfarne og dygtige. Rådet for Hovpleje og Hestebeslag tilbød derfor i samarbejde med Hestens Værn i en overgangsperiode i forbindelse med indførelsen af registreringsordningen en række kurser til de ufaglærte beslagsmede. Disse kurser kunne medføre registrering og deraf følgende anerkendelse af de ufaglærte beslagsmede.

Der blev på et møde den 22. juni 2004 mellem arbejdsgruppen, Rådet for Hovpleje og Hestebeslag og Sammenslutningen af Danske Beslagsmede peget på, at der på ny i en kort overgangsperiode kunne være behov for kompetenceafklaring, idet visse såvel faglærte (i udlandet) som ufaglærte beslagsmede er interesserede i at kunne registreres som beslagsmede.

14.1.4. Efter arbejdsgruppens opfattelse må det lægges til grund, at en stor del af hestens velfærd og sundhed er afhængig af et velfungerende bevægeapparat, hvilket bl.a. sikres ved korrekt beskæring og anlæggelse af beslag. Arbejdsgruppen har fundet, at forudsætningen for, at der kan ske korrekt beskæring og anlæggelse af beslag, er at beskæring og beslag foretages af personer, som har den relevante faglige uddannelse hertil.

Det har endvidere været arbejdsgruppens opfattelse, at en del af de heste, som i dag går med beslag, med fordel kunne gå uden beslag, dog forudsat at beskæring foretages af faguddannede personer. Arbejdsgruppen har derfor fundet, at det skal være et krav, at beskæring og anlæggelse af beslag sker efter behov.

Arbejdsgruppen har desuden tillagt det betydning, at operative indgreb, som kan påføre dyr lidelse bortset fra uvæsentlig smerte af forbigående beskaffenhed, efter dyreværnslovens § 14, stk. 1, kun må foretages af en dyrlæge, medmindre indgrebet er uopsætteligt. På denne baggrund har arbejdsgruppen fundet, at der skal stilles et lignende krav til personer, som beskærer eller anlægger beslag på heste, da såvel anlæggelse af beslag som beskæring af hestens hove har stor betydning for hestens fysiske velbefindende.

Arbejdsgruppen har været opmærksom på, at en del besiddere af visse specielle hold af heste - herunder hold af travheste og islandske heste - beskærer/beslår egne heste. Ligeledes kan det i disse hestehold af praktiske årsager være trænere eller andre brugere, som beskærer/beslår hestene. Travhestes beslag kan således af konkurrencemæssige/træningsmæssige hensyn blive skiftet flere gange ugentligt.

Arbejdsgruppen har endelig opfordret til, at der i en kortere overgangsperiode gennemføres kompetenceafklaring med henblik på, at såvel faglærte (i udlandet) som ufaglærte beslagsmede kan opnå dokumentation for, at de besidder den relevante faglige uddannelse.

Der henvises til kapitel IV, afsnit 12 i arbejdsgruppens rapport.

14.2. Justitsministeriets overvejelser

Arbejdsgruppen har vurderet, at en del heste med fordel kan gå uden beslag, såfremt beskæring foretages af faguddannet personale, og Justitsministeriet kan på denne baggrund tilslutte sig arbejdsgruppens forslag til krav om, at beskæring eller anlæggelse af beslag på heste skal ske efter behov.

Efter dyreværnslovens § 14 må operative indgreb, der kan påføre dyret lidelse bortset fra uvæsentlig smerte af forbigående beskaffenhed, kun foretages af en dyrlæge, medmindre indgrebet er uopsætteligt. Lidelse og smerte skal begrænses i videst muligt omfang.

Justitsministeriet er som udgangspunkt enig med arbejdsgruppen i, at der ved beskæring eller anlæggelse af beslag må stilles et lignende krav som efter dyreværnslovens § 14 til den, som kan foretage indgrebet, henset til den betydelige indvirkning, som forkert beskæring eller anlæggelse af beslag har på hestes velfærdsmæssige velbefindende. Før der indføres et krav om, at beskæring eller anlæggelse af beslag kun må foretages af personer, der har den relevante faglige uddannelse hertil, finder Justitsministeriet det imidlertid rigtigst, at der administrativt fastsættes regler om, hvilke forudsætninger der skal være opfyldt ved et sådan krav, ligesom det skal sikres, at der er uddannet det tilstrækkelige antal beslagsmede til at varetage opgaven. På denne baggrund indeholder lovforslaget en bemyndigelse til at kunne fastsætte regler om, at beskæring eller anlæggelse af beslag kun må foretages af personer, der har den relevante faglige uddannelse hertil, samt krav til uddannelsen.

Der henvises herved til lovforslagets § 28, som med visse ændringer svarer til § 28 i arbejdsgruppens lovudkast.

15. Uddannelse af personer, som beskæftiger sig med heste

15.1. Arbejdsgruppens overvejelser

15.1.1. Der findes i dag en række uddannelser, som er rettet mod personer, som beskæftiger sig professionelt med heste.

For det første findes der en række statsanerkendte uddannelser, herunder uddannelsen som staldmester, dyrepasser eller dyreassistent. Både på uddannelsen til faglært landmand og til dyrepasser undervises der i plantefag, tekniske fag, økonomiske fag, almene fag samt husdyrfag. Desuden undervises i ridning, rideteori, undervisningslære samt i hestens behov ud fra dens adfærdsmæssige og velfærdsmæssige krav.

For det andet findes der en række private uddannelser. Dansk Ride Forbund og Dansk Ride-Instruktør Forening forestår træner og berideruddannelsen, som med virkning fra 1. august 2005 ændrer betegnelse til rideskoleassistent-, træner- og berideruddannelsen. Uddannelsen som rideskoleassistent tager primært sigte på ansættelse ved en rideskole, mens både trænere og beridere typisk er ansat på stutteri, salgsstald, større rideklub eller lignende. Såvel trænere som beridere kan tilride heste, undervise og være daglig leder af ansættelsesstedet.

Uddannelsen som travtræner varetages af Dansk Travsports Centralforbund. Uddannelsen forudsætter, at man har bestået en køre- og teoriprøve. Som uddannet travtræner har man licens til at køre alle professionelle løb, og man kan søge opstaldningsplads, dvs. at man kan blive ansat i en stald, tage heste i træning, anmelde heste til løb og ansætte en jockey.

Indenfor galopsporten findes en treårig lærlingeuddannelse, hvorunder lærlingene uddannes til jockeys. For at blive professionel galoptræner skal man have mindst fem års praktisk erfaring, som er egnet til at give kundskaber i hestens røgt og pleje, ridning, fysiologi, hovpleje og træning. En vis del af denne praktik skal være foregået hos en person, som har professionel licens udstedt af Dansk Galop til at træne galopheste.

Uddannelserne som rideskoleassistent, træner, berider, trav- og galoptræner er private uddannelser uden eksternt tilsyn. Uddannelsen er derfor kun kompetencegivende inden for eget regi.

Desuden findes der kurser af kortere varighed for hestebrugere i mange forskellige regi, som organisationer typisk udbyder som et tilbud til deres medlemmer. Disse kurser er dog hverken kompetencegivende eller anerkendte.

For det tredje er der på nuværende tidspunkt en forsøgsordning med uddannelse af privatpersoner i regi af Dansk Ride Forbund, som blandt flere tiltag som ridemærkeprøve af forskellig grad, basiskurser mv. længe har drøftet indførelsen af et hestekørekort med henblik på dokumentation af et vist basalt kendskab til hesten. Der er på denne baggrund i et distrikt (Nordjylland) på frivillig basis blevet vedtaget, at der i forbindelse med tilgang af nye ryttere gennemføres en instruktion baseret på et undervisningsforløb med afsluttende videnskonstatering, hvorefter der ved afslutningen udstedes et hestekørekort. Målet er, at der konkret fastlægges et grundlæggende pensum for undervisning af alle personer, der skal arbejde, ride eller køre med heste.

15.1.2. I Det Dyreetiske Råds udtalelse fra marts 1998 om hold af heste anføres følgende om uddannelserne til professionelle:

»Alle, der arbejder professionelt med heste, bør have en uddannelse, som sikrer, at de har indsigt i hestens adfærd, sygdomme og ernæringsbehov. Det er Rådets opfattelse, at der på en række af de eksisterende uddannelser, herunder træner- og berideruddannelsen, mangler en grundig og uafhængig undervisning i de pågældende emner. Dette bør der rettes op på.«

Arbejdsgruppen har tilsluttet sig Det Dyreetiske Råds udtalelse. Siden 1998 er uddannelsestilbuddene øget i omfang, idet organisationerne har øget deres kursusudbud, men tilbuddene er enkeltstående, uden koordinering eller formålsbeskrivelse, og desuden sikres kvaliteten af uddannelserne ikke i alle tilfælde i tilstrækkeligt omfang. Desuden har det været arbejdsgruppens opfattelse, at formålet med en række kurser og uddannelser ikke alene tjener et uddannelsesmæssigt sigte, men også tjener såvel et socialt sigte som at styrke opbakningen til den pågældende organisation.

Set i forhold til den markante udvikling, der er i hestesektoren i relation til professionelle tilbud om produkter og servicetilbud som eksempelvis udstyr, hjælpemidler, behandling og foder, er uddannelsesmulighederne efter arbejdsgruppens opfattelse alt for få. Hertil kommer, at det må antages, at der er ca. 20.000-30.000 fuldtidsjobs i hestesektoren. En væsentlig del af stillingerne i hestesektoren varetages af deltidsbeskæftigede, og det må på denne baggrund lægges til grund, at antallet af personer beskæftiget i hestesektoren er væsentlig højere. Udbud af kompetencegivende kurser og med mulighed for meritoverførsel er efter arbejdsgruppens opfattelse ikke tilstrækkeligt set i forhold hertil og er i for høj grad præget af tilfældighed.

Hvis de professionelle ikke er tilstrækkeligt uddannede og besidder den nødvendige viden, vil de ikke være i stand til at støtte op om kravet om øget velfærd for heste. Det har derfor været arbejdsgruppens opfattelse, at en forbedret uddannelse er nødvendig for at skabe de rette forudsætninger for at øge velfærden for heste.

Arbejdsgruppen har fundet, at der skal stilles krav om, at personer, som er ansvarlige for professionelle hestehold, skal være over 18 år og have en relevant faglig uddannelse. Henset til, at tilrettelæggelsen af selve indholdet af de enkelte uddannelser hører under Undervisningsministeriets ressort, har arbejdsgruppen afholdt sig fra at stille nærmere krav til indholdet af uddannelserne.

Efter arbejdsgruppens forslag skal uddannelseskravet alene finde anvendelse for professionelle hestehold. Professionelle hestehold omfatter bl.a. handelsbesætninger, hesteudlejningssteder, rideskoler, træningsstalde, hestepensioner og lignende, hvor der drives en egentlig virksomhed, hvori der indgår brug af heste. Avlere, som alene foretager avl med egne heste, og hvor avleren ligeledes ejer føllene, bør efter arbejdsgruppens opfattelse ikke anses som et professionelt hestehold i relation til uddannelseskravet henset til, at uddannelseskravet som udgangspunkt alene bør gælde for ansvarlige for hestehold, hvor der er opstaldet heste ejet af andre end avleren. Arbejdsgruppen har i den forbindelse lagt vægt på, at et krav om uddannelse kan have indgribende betydning for en lang række personer, som i dag er ansvarlige for professionelle hestehold, og arbejdsgruppen har på denne baggrund fundet, at kravet primært bør finde anvendelse for personer, som er ansvarlige for heste ejet af andre.

Arbejdsgruppen har i den forbindelse overvejet, hvordan erhvervsmæssige hestehold kan defineres. I Sverige tillægges særligt størrelsen af hesteholdet betydning ved denne vurdering. Et andet element kan være ejerforholdet. Efter arbejdsgruppens opfattelse må der ved denne vurdering lægges afgørende vægt på, om der leveres en ydelse mod vederlag.

Arbejdsgruppen har endvidere overvejet, hvem der må anses for »ansvarlig« for et erhvervsmæssigt hestehold.

Arbejdsgruppen har i den forbindelse fundet inspiration i hundelovens § 8, hvorefter besidderen af en hund er forpligtet til at erstatte den skade, hunden forvolder. Ejeren af hunden vil normalt blive anset for besidder af hunden, men er hunden mere varigt anbragt hos en anden, vil denne kunne anses som besidder med deraf følgende erstatningsansvar mv. Tilsvarende gælder efter mark- og vejfredslovens § 3, stk. 1, hvorefter den erstatningsansvarlige for skader forvoldt af husdyr er husdyrets besidder. En lignende bestemmelse fremgår desuden af Danske Lov 6-10-2, som efter almindelig opfattelse skal fortolkes i overensstemmelse med hundelovens og mark- og vejfredslovens bestemmelser.

På denne baggrund har arbejdsgruppen fundet, at den ansvarlige for et erhvervsmæssigt hestehold er den, der er besidder af heste. Dette kan dels være ejeren af hesten, hvis den er opstaldet hos ejeren, dels kan det være den ansvarlige på det sted, hvor en hest mere varigt er opstaldet, eksempelvis den ansvarlige for en hestepension.

Arbejdsgruppen har været opmærksom på, at der i dag er et betydeligt antal rideskoler, som ikke vil kunne opfylde ovenstående uddannelseskrav, og der må derfor etableres en passende overgangsordning for at afbøde dette, og desuden må der gives mulighed for kompetenceafklaring for personer med private, ikke kvalitetssikrede uddannelser.

Der henvises til kapitel IV, afsnit 13 i arbejdsgruppens rapport.

15.2. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet er enig med arbejdsgruppen i, at et krav om, at ansvarlige for professionelle hestehold skal besidde en relevant uddannelse, vil kunne have stor betydning for den generelle forbedring af velfærden for heste.

Justitsministeriet kan på denne baggrund tilslutte sig Det Dyreetiske Råds udtalelse fra 1998 samt arbejdsgruppens vurdering af, at alle, der arbejder professionelt med heste, bør have en uddannelse, som sikrer, at de har indsigt i hestens adfærd, sygdomme og ernæringsbehov.

Justitsministeriet finder det rigtigst, at der administrativt fastsættes nærmere regler om uddannelser, der kan godkendes i forbindelse med professionelle hestehold.

Der henvises til lovforslagets § 30, som med visse ændringer svarer til § 30 i arbejdsgruppens lovudkast.

16. Håndhævelse

Arbejdsgruppen har i sit lovudkast stillet forslag om, at overtrædelse af en række af lovens bestemmelser skal kunne straffes med bøde eller fængsel indtil fire måneder. Arbejdsgruppen har desuden foreslået en særlig strafudmålingsbestemmelse, hvorefter det skal anses som en skærpende omstændighed, hvis overtrædelsen er begået i forbindelse med udøvelse af erhverv.

Justitsministeriet kan som udgangspunkt tilslutte sig arbejdsgruppens forslag om, at overtrædelse af en række af de mindstekrav til hestehold, som følger af lovforslaget, skal kunne straffes, ligesom Justitsministeriet kan tilslutte sig den foreslåede strafferamme, og at det skal anses som en skærpende omstændighed, hvis overtrædelsen er begået i forbindelse med udøvelse af erhverv.

Som anført ovenfor i afsnit 4 indebærer lovforslaget, at der gennemføres en forholdsvis detaljeret regulering af et område, som ikke tidligere har været særskilt reguleret ud over de mere generelle bestemmelser i dyreværnsloven. Hertil kommer, at hestehold ikke - som f.eks. svinehold - er karakteriseret ved at være overvejende professionaliserede dyrehold, og loven vil således omfatte mange forskellige former for hold af heste, herunder også i vidt omfang private og hobbyprægede hestehold.

På denne baggrund foreslår Justitsministeriet, at der indføres en påbudsordning, som indebærer, at fødevareregionerne og politiet i tilfælde af overtrædelse af lovens krav til hestehold skal kan give den ansvarlige for et hestehold påbud om at rette op på de forhold, som ikke er i overensstemmelse med loven. Denne ordning, som i det væsentlige svarer til påbudsordningen i f.eks. lov om hold af slagtekyllinger, indebærer, at den ansvarlige for hesteholdet kun kan straffes for overtrædelse af lovens krav i tilfælde, hvor vedkommende ikke efterkommer et påbud, herunder efterkommer påbuddet inden for den af myndighederne fastsatte frist. Vedkommende får således en chance for at rette op på de ulovlige forhold, før der kan blive tale om at gennemføre en straffesag for overtrædelsen, ligesom vedkommende - i kraft af rekursadgangen for det meddelte påbud - får adgang til at fremkomme med indsigelser imod myndighedernes vurdering af forholdene.

Det følger af § 3 i lovforslaget, at reglerne i dyreværnsloven og regler, der udfærdiges med hjemmel i dyreværnsloven, desuden finder anvendelse på ethvert hestehold. Dette indebærer, at der i grove tilfælde, f.eks. hvor der er tale om vanrøgt af hestene, vil være adgang til at straffe direkte efter dyreværnslovens regler, og i disse tilfælde gælder påbudsordningen således ikke.

Påbudsordningen vil - for politiets vedkommende - supplere den adgang, som politiet efter dyreværnslovens § 21 allerede har til at give pålæg om et dyrs behandling i tilfælde, hvor et dyr behandles uforsvarligt.

For hestehold, som består af mindre end 10 heste og dermed ikke er undergivet kontrol fra fødevareregionernes side, jf. nedenfor, vil politiets adgang til at meddele påbud efter den skitserede ordning kunne blive aktuel på grundlag af politianmeldelse, f.eks. fra en dyrlæge, som har besigtiget hesteholdet, eller fra andre anmeldere.

For erhvervsmæssige hestehold følger det af dyreværnslovens § 3, stk. 4, at disse mindst én gang årligt skal tilses af en dyrlæge, og også her vil dyrlægen kunne underrette politiet om forhold ved hesteholdet, som ikke er i overensstemmelse med loven.

Hestehold, som består af mindst 10 heste, er desuden omfattet af Fødevarestyrelsens stikprøvekontrol, som indebærer at fødevareregionerne skal udføre stikprøvekontrol af hestes velfærd i mindst 5 pct. af alle besætninger med mindst 10 heste. Påbudsordningen vil i denne sammenhæng indebære, at en fødevareregion, som under kontrolbesøget konstaterer forhold, som ikke er i overensstemmelse med lovens krav, vil kunne meddele et påbud om at rette op på forholdene. I grove tilfælde, hvor der er mistanke om overtrædelse af dyreværnslovens regler, vil der - som efter gældende ret - dog være pligt til at indgive politianmeldelse i sagen.

Det bemærkes i forlængelse heraf, at efter dyreværnslovens § 24 a, stk. 1, kan justitsministeren efter forhandling med ministeren for familie- og forbrugeranliggender fastsætte regler om, at ansatte dyrlæger i fødevareregionerne og i Fødevarestyrelsen og privatpraktiserende dyrlæger, der af Fødevarestyrelsen er bemyndiget hertil, kan foretage kontrol med henblik på beskyttelse af dyrs velfærd. Efter § 24 a, stk. 3, har de nævnte dyrlæger, i det omfang varetagelsen af kontrolopgaver efter bl.a. § 24 a, stk. 1, kræver det, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til offentlige og private ejendomme, lokaliteter, transportmidler og dokumenter. Endvidere følger det af § 24 a, stk. 4, at indehaveren, de i virksomheden beskæftigede personer, føreren af det pågældende transportmiddel og andre, der udfører opgaver i forbindelse med behandling af dyr og beskyttelse af dyrs velfærd, skal yde tilsynsmyndigheden fornøden vejledning og hjælp i forbindelse med foretagelsen af kontrol bl.a. efter den omtalte bestemmelse i § 24 a, stk. 1. Overtrædelse af § 24 a, stk. 4, kan straffes, jf. dyreværnslovens § 28, stk. 2, nr. 1.

Disse regler om gennemførelse af kontrolopgaver mv., der også omfatter hestehold, vil udgøre et supplement til reglerne om fødevareregionernes adgang til at meddele påbud i lovforslaget.

Der henvises til lovforslagets §§ 33-35.

17. Lovovervågning

Lovforslaget er omfattet af lovovervågning. Lovovervågningen vil fokusere på, om reglerne har ført til den tilsigtede forbedring af de dyrevelfærdsmæssige forhold for heste, samt hvilken betydning reglerne i øvrigt har haft for hesteholdene. Loven træder efter lovforslaget i kraft den 1. januar 2008, og Justitsministeriet vil i 2012 efter høring af de berørte myndigheder og organisationer mv. udarbejde en redegørelse herom til Folketinget.

18. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser

Der findes kun meget begrænset statistik om hestebestanden i Danmark og de fysiske forhold, som hestene lever under. Det er derfor ikke muligt at give et sikkert skøn over lovforslagets samlede økonomiske og administrative konsekvenser.

For de ansvarlige for hestehold vil det især være opfyldelsen af de foreslåede minimumskrav til hestenes fysiske rammer, herunder de foreslåede minimumskrav til bokse, forbuddet mod spiltov samt kravene til foldstørrelse og staldenes loftshøjde, som vil kunne få økonomisk betydning. De mere adfærdsregulerende forslag om f.eks. hestes brug og adgang til fold vil især få konsekvenser for hestehold med lønnet arbejdskraft, dvs. rideskoler, hestepensioner, salgsstalde mv.

De foreslåede regler vil formentlig i mange tilfælde allerede være opfyldt eller kun kræve mindre tilpasninger af hestenes nuværende rammer, mens der i andre tilfælde vil kunne forekomme behov for større ændringer af det enkelte hestehold. Lovforslaget forventes således at have varierende konsekvenser for de ansvarlige for hestehold afhængigt af eksisterende fysiske rammer og mulighederne for tilpasning heraf.

Meromkostningerne må i vid udstrækning, hvor dette er muligt, forventes overvæltet på brugerne ved forhøjelse af priserne for bl.a. hestepensioner og rideskoler, hvorved nettovirkningerne reduceres væsentligt for de erhvervsdrivende. Hvor en overvæltning ikke er mulig, vil lovforslaget dog kunne medføre et fald i indtjeningen og i yderste konsekvens lukning af enkelte hestehold.

Forslaget har været forelagt til Erhvervs- og Selskabsstyrelsens Center for Kvalitet i ErhvervsRegulering med henblik på en vurdering af, om forslaget skal forelægges Økonomi- og Erhvervsministeriets virksomhedspanel. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen vurderer, at forslaget indeholder relativt små administrative omkostninger for erhvervslivet. Særligt kravet om udarbejdelsen af en plan for, hvornår de enkelte heste kommer på fold, vurderes at medføre administrative omkostninger. Lovforslaget vurderes ikke at medføre administrative omkostninger af et omfang, som betyder, at forslaget skal forelægges Økonomi- og Erhvervsministeriets virksomhedspanel.

Lovforslaget skønnes ikke at have økonomiske eller administrative konsekvenser for det offentlige af betydning.

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser og indeholder ikke EU-retlige aspekter.

19. Hørte myndigheder mv.

Arbejdsgruppens rapport om hold af heste har i januar 2006 været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer:

Præsidenten for Østre Landsret, Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten for Københavns Byret, Præsidenten for Retten i Odense, Præsidenten for Retten i Roskilde, Præsidenten for Retten i Aalborg, Præsidenten for Retten i Århus, Domstolsstyrelsen, Rigsadvokaten, Rigspolitichefen, Politidirektøren i København, Økonomi- og Erhvervsministeriet, Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender, Undervisningsministeriet, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Miljøministeriet, Kulturministeriet, Skov- og Naturstyrelsen, Fødevarestyrelsen, Foreningen af Politimestre i Danmark, Politiforbundet i Danmark, Dommerforeningen, Politifuldmægtigforeningen, Dommerfuldmægtigforeningen, Advokatrådet, Amtsrådsforeningen, Kommunernes Landsforening, Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole, Danmarks JordbrugsForskning, Zoologisk Institut, Slagteriernes Forskningsinstitut, Fødevareøkonomisk Institut, Statens Jordbrugs- og Fiskeriøkonomisk Institut, HTS - Handel, Transport og Serviceerhvervene, Dansk Transport og Logistik, Den Danske Dyrlægeforening, Fagligt Fælles Forbund 3F, Sammenslutningen af Danske Beslagsmede, Landsorganisationen i Danmark, Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger, Dansk Arbejdsgiverforening, Det Dyreetiske Råd, Dyrenes Beskyttelse, Dansk Industri, Landbrugsraadet, Forbrugerrådet, Danske Slagterier, Det Veterinære Sundhedsråd, Dansk Landbrug, Kødbranchens Fællesråd, WSPA Danmark, Hestens Værn, Dansk Galop, Dansk Travsports Centralforbund, Landsudvalget for Heste, Dansk Ride Forbund, Dansk Køre Forbund, Rådet for Hovpleje og Hestebeslag, Dyreværnsrådet, Dansk Kvæg, Rådet for Dyreforsøg, DVP - Dyreambulance, Nordisk Samfund til bekæmpelse af misbrug af dyr, Hesteinternatet af 1999, Dyrefondet, Dyrenes Stemme, Alle Dyrs Ret, SamMark, Vildtforvaltningsrådet, Dyreværnsforeningen Freja, Landsforeningen til Oplysning om og Afskaffelse af Vivisektion, Brancheforeningen Fokus på Dyr, Landsforeningen for Husdyrenes Vel, Gruppen for Dyrevelfærd, Foreningen af private dyreparker og akvarier, Kredsen af dyrevenner på Tåsinge/Langeland, Dyreværnsorganisationernes Samarbejdsudvalg (DoSu), Sammenslutningen af By og Markedsfester i Danmark, Landsforeningen Forsøgsdyrenes Værn og Landsforeningen Komitéen mod Dyreforsøg.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Bestemmelsen fastlægger lovens anvendelsesområde. Det fremgår således, at loven finder anvendelse for ethvert hold af heste, uanset om hestene holdes med erhvervsmæssigt formål, eller om de alene holdes til privat brug.

Efter bestemmelsens stk. 2 finder loven ikke anvendelse på heste, som anvendes i forbindelse med tekniske og videnskabelige undersøgelser, der udføres under tilsyn af Dyreforsøgstilsynet. Forsøg med dyr er reguleret i lov om dyreforsøg og - i det omfang, der er tale om kloning og genmodificering af dyr - i lov om kloning og genmodificering af dyr. Heste, som anvendes til forsøg, vil således være omfattet af disse love med tilhørende bekendtgørelser. På denne baggrund foreslås det, at sådanne hestehold undtages fra lovens anvendelsesområde.

Bestemmelsen indeholder desuden en bemyndigelse til justitsministeren til i særlige tilfælde at undtage visse hestehold helt eller delvist fra lovens anvendelsesområde. Bestemmelsen vil f.eks. kunne anvendes i tilfælde, hvor et hestehold er placeret i en fredet bygning, og hvor det på grund af fredningsværdierne ikke er muligt at opfylde kravene i eksempelvis lovforslagets kapitel 3 om indretning af stalden.

Det skal desuden bemærkes, at der kan være tilfælde, hvor de foreslåede regler om f.eks. forbud mod opstaldning i spiltov og kravet om adgang til fold, kan ramme et hestehold så økonomisk intensivt og atypisk, at der vil være tale om ekspropriation. Det vil bero på en konkret vurdering, om der i det enkelte tilfælde foreligger ekspropriation, og i denne vurdering vil bl.a. indgå den økonomiske betydning samt muligheden for at undtage det pågældende hestehold helt eller delvist fra loven.

Til § 2

Bestemmelsen indeholder definitioner af en række begreber, som anvendes i loven.

Efter nr. 1 defineres en hest som et husdyr af heste- eller æselracen eller dyr, der fremkommer ved krydsning af disse. Ved begrebet hest forstås tillige føl og plage, det vil sige heste fra fødsel til ibrugtagning i 1½-3 års alderen.

Det følger af nr. 2, at stangmål defineres som afstanden fra jorden og til det højeste punkt på hestens manke.

Bestemmelsens nr. 3 definerer gruppeopstaldning som opstaldning af flere heste uden adskillelse i samme rum.

Det følger af nr. 4, at en folingsboks er en særlig indrettet boks, hvor folingen finder sted.

Efter nr. 5 defineres spiltov som opstaldning i bås, hvor hesten står opbundet, oftest op mod en væg.

Det følger af nr. 6, at en fold er en udendørs indhegning.

Endelig følger det af nr. 7, at strukturfoder er h ø, halm (hvede, byg, havre, frøgræs), langt græs, ensilage og wrap. Strukturfoder omfatter dog ikke halm, som anvendes til strøelse eller den halm, som hesten har adgang til ved ophold på fold, jf. bemærkningerne nedenfor til lovforslagets § 21.

Til § 3

Bestemmelsen præciserer, at dyreværnslovens generelle regler om beskyttelse af dyr - samtidig med denne lov - finder anvendelse på heste, der er omfattet af denne lov. Det samme er tilfældet med administrative regler udstedt med hjemmel i dyreværnsloven.

Det gælder bl.a. de mere generelt formulerede regler i dyreværnslovens §§ 1-3. Det fremgår bl.a. heraf, at dyr skal behandles forsvarlig og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe. Desuden skal enhver, der holder dyr, sørge for, at dyrene behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyn til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov, samt at dyrenes opholdsrum skal indrettes i overensstemmelse hermed.

Endvidere vil de hidtil gældende bestemmelser i bekendtgørelser, der fastsætter regler om heste, og som er udstedt i medfør af dyreværnsloven, fortsat være gældende i det omfang, der ikke ved dette forslag fastsættes nye regler på området. En række bestemmelser i bekendtgørelse nr. 674 af 14. juli 2003 om beskyttelse af dyr på samlesteder og andre samlinger af dyr, som ændret ved bekendtgørelse nr. 375 af 24. maj 2005, vil således fortsat være gældende også for så vidt angår heste.

Der er ikke i medfør af dyreværnsloven fastsat regler, der specifikt vedrører heste.

Til § 4

Det fremgår af bestemmelsen, at reglerne i denne lov er mindstekrav, som altid skal opfyldes i ethvert hestehold. Dette indebærer, at der med fordel kan bygges stalde med eksempelvis en højere loftshøjde og større bokse, end hvad der følger af denne lov, hvis dette skaber øget velfærd for hesten.

Endvidere fastslår bestemmelsen, at anden lovgivning kan fastsætte strengere krav om hold af heste, og i givet fald skal disse strengere krav opfyldes.

Til § 5

Det følger af stk. 1, at heste ikke må opstaldes i spiltov. Spiltov er defineret i lovforslagets § 2, nr. 5, som opstaldning i bås, hvor hesten står bundet, oftest op mod en væg. Baggrunden for bestemmelsen er, at det må lægges til grund, at opstaldning i spiltov ikke opfylder hestens behov for bevægelse og begrænser hestens normale adfærdsmønster. Bestemmelsen indebærer, at heste fremover i stedet skal opstaldes enkeltvis i boks eller i gruppeopstaldning.

Henset til, at bestemmelsen vil kunne være indgribende overfor hestehold, der bliver nødt til at opstalde heste på en anden måde end i spiltov, foreslås det, jf. lovforslagets § 36, stk. 2, at forbuddet først finder anvendelse fra den 1. januar 2011.

Ved bestemmelsens stk. 2 foreslås det, at heste kan opbindes i op til to timer under tilsyn, såfremt formålet er at lære hesten at stå opbundet uden tilsyn. Formålet med dette forslag er, at hesten i en række situationer skal kunne stå bundet, eksempelvis for at modtage behandling eller anlæggelse af beslag. Bestemmelsen indebærer, at der kan ske opbinding i op til to timer ad gangen, hvis formålet er at lære hesten at stå opbundet uden tilsyn. Efter Justitsministeriets opfattelse vil det ikke være i strid med bestemmelsen, hvis der sker opbinding af hesten under tilsyn f.eks. to timer om formiddagen og derpå to timer om eftermiddagen i tilfælde, hvor der måtte være et særligt behov herfor. Der kan eksempelvis være tilfælde, hvor det er forbundet med særlige vanskeligheder at lære en hest at stå opbundet, og hvor opbinding i to timer dagligt ikke skønnes tilstrækkeligt.

Desuden foreslås det i stk. 3, at heste, der har lært at stå opbundet uden tilsyn, kan opbindes uden tilsyn i op til to timer. Ved transport, stævner, dyrskuer mv. kan opbinding ske i længere tid end to timer, da der ved sådanne lejligheder ofte vil være behov for at kunne opbinde hesten i længere tid.

Endelig foreslås det i stk. 4, at stk. 2 og 3 om tidsmæssig begrænset opbinding af heste kan fraviges, hvis veterinære hensyn taler herfor.

Der henvises i øvrigt til afsnit 6 og afsnit 11 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til § 6

Det følger af bestemmelsen i stk. 1, at loftshøjden skal være mindst 2,60 m i frihøjde over eventuel strøelse. Det foreslås, at højden skal måles over eventuel strøelse for at sikre, at et stort lag strøelse ikke bevirker, at loftshøjden - og dermed hestens mulighed for at stå oprejst - reelt er væsentlig mindre.

Efter Justitsministeriets opfattelse vil det ikke være tilstrækkeligt, hvis kravet til loftshøjden i stalde med skrå tage alene er opfyldt for så vidt angår en del af loftet, hvor loftet er åbent til kip, da det er afgørende for hestens velfærd, at kravet til loftshøjden er opfyldt også i relation til den del af loftet, som befinder sig over boksene.

Endvidere foreslås det i stk. 2, at justitsministeren gives bemyndigelse til at fastsætte regler om, at der for stalde, som benyttes til opstaldning af bestemte typer af heste, gælder en lavere loftshøjde end angivet i stk. 1. Det forudsættes, at bemyndigelsen i givet fald udnyttes i forhold til staldbygninger, der alene benyttes til små heste som f.eks. Shetlandsponyer, og hvor de konsekvenser, som et krav om en loftshøjde på 2,60 meter vil indebære med hensyn til ombygning mv., ikke vil stå i rimeligt forhold til den dyrevelfærdsmæssige gevinst for hestene.

Desuden foreslås det i stk. 3, at det skal være et krav, at staldrumfanget pr. hest skal være mindst 30 m³. Formålet er - på samme måde som kravet om loftshøjde - at sikre en bedre ventilation i stalden.

De foreslåede krav i stk. 1 og 3 er omfattet af overgangsordningen i lovforslagets § 36, stk. 4, således at kravene for hestehold, der er etableret inden 1. juli 2007, først skal være opfyldt den 1. januar 2020.

Der henvises i øvrigt til afsnit 6 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til § 7

Det følger af den foreslåede bestemmelse, at gulvarealet ved enkeltvis opstaldning i boks skal være mindst (2,0 x hestens stangmål)², hvor den korteste side skal være 1,7 x hestens stangmål. Ved enkeltvis opstaldning i boks går hesten løs i en boks, som forneden er afgrænset af massive vægge og foroven ofte forsynet med tremmer.

For at sikre, at alle heste uanset størrelse opstaldes i tilstrækkeligt store bokse, foreslås det, at boksens størrelse knyttes til hestens stangmål.

De foreslåede arealkrav er omfattet af overgangsordningen i lovforslagets § 36, stk. 4, og finder derfor først anvendelse fra den 1. januar 2020.

Der henvises i øvrigt til afsnit 6 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til § 8

Ved gruppeopstaldning forstås opstaldning af flere heste i samme rum uden adskillelse, jf. lovforslagets § 2, nr. 2.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at størrelsen af gulvarealet ved gruppeopstaldning afhænger af antallet af heste i gruppeopstaldningen. De første fire heste skal således altid mindst have et areal pr. hest svarende til (2,0 x hestens stangmål)², mens der for hver yderligere hest skal være mindst (1,7 x hestens stangmål)². Baggrunden herfor er, at alle heste vil få forholdsmæssigt mere plads ved gruppeopstaldning.

Det følger af den foreslåede bestemmelse i § 36, stk. 4, at bestemmelsen først finder anvendelse fra den 1. januar 2020 for så vidt angår hestehold, der er etableret før 1. juli 2007.

Der henvises i øvrigt til afsnit 6 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til § 9

Efter stk. 1 skal foling på stald ske i folingsboks. Begrebet folingsboks er defineret i lovforslagets § 2, nr. 4, hvoraf det fremgår, at en folingsboks er en særlig indrettet boks, hvor folingen finder sted.

Det følger af stk. 2, at gulvarealet i folingsboksen skal være mindst (2,5 x hoppens stangmål)². Formålet med dette krav er at sikre, at der er tilstrækkelig plads til såvel hoppen som føllet i folingsboksen.

Desuden følger det af bestemmelsen, at hoppe og føl skal opholde sig i folingsboksen i den første måned efter folingen. Bestemmelsen indebærer, at folingsboksen skal opfylde de særlige størrelsesmæssige krav til opstaldningen af hoppe og føl sammen den første måned efter folingen. Når hoppe og føl herefter opstaldes sammen, skal boksen opfylde kravene til gruppeopstaldning, jf. lovforslagets § 8. Hvis man ønsker at benytte folingsboksen helt frem til fravænningstidspunktet, skal folingsboksen - efter den første måned og frem til det tidspunkt, hvor fravænning sker - således opfylde arealkravene i § 9, nr. 1, dvs. at gulvarealet i folingsboksen skal være mindst (2,0 x hoppens stangmål)² + (2,0 x føllets stangmål)².

Kravet om, at hoppe og føl skal opholde sig i folingsboksen i den første måned efter folingen, indebærer ikke et forbud mod, at hoppe og føl må komme på fold. Hoppe og føl er således omfattet af lovforslagets § 17, stk. 1, hvorefter heste i mindst to timer fem dage om ugen skal motioneres eller gives fri bevægelse på fold.

Det foreslås i lovforslagets § 36, stk. 4, at bestemmelsen først finder anvendelse for eksisterende hestehold fra den 1. januar 2020.

Lovforslagets § 9 svarer til § 10 i arbejdsgruppens lovudkast, idet det dog er tilføjet til bestemmelsen, at hoppe og føl skal opholde sig i folingsboksen i den første måned efter folingen.

Der henvises i øvrigt til afsnit 6 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til § 10

Det følger af den foreslåede bestemmelse, at stalden skal indrettes således, at syge eller skadede heste skal kunne holdes adskilt fra de øvrige heste, jf. § 24. Bestemmelsen har betydning for stalde med gruppeopstaldning, da det skal være muligt at tage en syg eller skadet hest ud af gruppeopstaldningen og placere den i en enkeltboks.

Der henvises i øvrigt til afsnit 6 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til § 11

Efter stk. 1 skal gulvet i stalden og boksen være jævnt og ikke glat. Gulvet skal være konstrueret, så hesten ikke kommer til skade eller udsættes for lidelse. Afgørende er, at hesten kan færdes sikkert og ligge godt, uden at den kommer til skade eller udsættes for lidelse.

Desuden følger det af bestemmelsens stk. 2, at lejearealet skal være bekvemt, rent og passende drænet, og der skal i passende omfang udlægges strøelse. Ved gruppeopstaldning er det præciseret, at hestene skal have adgang til et velstrøet tørt leje på mindst 80 pct. af gulvarealet.

Bestemmelsen skal sikre, at hesten kan hvile behageligt uden at blive generet af tryk- eller liggesår. Desuden skal hestenes leje være tørt.

Det foreslås i lovforslagets § 36, stk. 3, at bestemmelsen for stalde, som er etableret før 1. juli 2007, først finder anvendelse fra den 1. januar 2016.

Der henvises i øvrigt til afsnit 6 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til § 12

Den foreslåede bestemmelse i § 12 indeholder en række mindstekrav til staldens og staldinventarets indretning.

Det følger af den foreslåede bestemmelse i stk. 1, at rum eller udstyr, som anvendes i forbindelse med opstaldning af heste, skal konstrueres, installeres og vedligeholdes på en sådan måde, at hestene beskyttes bedst muligt mod tilskadekomst og ikke udsættes for væsentlig ulempe. Bestemmelsen opstiller det grundlæggende krav, at stalden i sin helhed og herunder gange, bokse, inventar og udstyr skal udformes i solide materialer og indrettes, så risiko for skader på hesten så vidt muligt undgås.

Tilsvarende følger det af bestemmelsens stk. 2, at udstyr til fodring og vanding skal være udformet, fremstillet og installeret, så der er mindst mulig risiko for forurening af foder og vand, samt for at hesten pådrager sig skader.

Desuden foreslås det ved bestemmelsens stk. 3, at alt automatiseret eller mekanisk udstyr, der er af betydning for dyrs sundhed og velfærd, skal monteres, så hestene beskyttes bedst muligt mod tilskadekomst og ikke udsættes for væsentlig ulempe. Udstyret skal efterses mindst en gang om dagen, og eventuelle fejl skal udbedres straks. Kan eventuelle fejl ikke straks udbedres, skal der træffes passende foranstaltninger til at beskytte hestenes sundhed og velfærd, indtil fejlen er udbedret. Bestemmelsen finder bl.a. anvendelse på drikkeanordninger, vandledninger og el-installationer, og formålet er at sikre, at udstyret er udformet og monteret, samt at udstyret virker, så hestens velfærdsmæssige behov opfyldes.

Forpligtelsen til at sørge for det daglige tilsyn af udstyret i stalden påhviler den, der er ansvarlig for hesteholdet. Det er derimod ikke et krav, at den ansvarlige selv fører tilsynet.

Endelig følger det af bestemmelsens stk. 4, at inventar, mekaniske låger mv. skal være konstrueret og installeret med henblik på at opnå et så lavt støjniveau som muligt. Formålet med bestemmelsen er at sikre, at hesten har så rolige forhold som muligt.

De foreslåede krav er omfattet af en overgangsordning og finder således først anvendelse fra den 1. januar 2011 for så vidt angår stalde, som er etableret før 1. juli 2007, jf. lovforslagets § 36, stk. 2.

Der henvises i øvrigt til afsnit 6 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til § 13

Det følger af den foreslåede bestemmelse, at luftcirkulation, støvindhold, temperatur, relativ luftfugtighed og koncentration af luftarter skal holdes på et niveau, som ikke er skadeligt for hestene, samt at stalden skal have ventilation, som sikrer et tilstrækkeligt luftskifte. Formålet er sikre tilstrækkelig ventilation og luftsammensætning i stalden for at hindre luftvejslidelser hos hestene.

Kravet om ventilationen indebærer ikke, at ejere af stalde skal installere et ventilationssystem, da bestemmelsen kan opfyldes ved, at der sikres tilstrækkelig ventilation gennem åbne døre, vinduer mv.

Ifølge den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 36, stk. 2, skal bestemmelsen først finde anvendelse fra den 1. januar 2011 for hestehold, som er etableret før den 1. juli 2007.

Der henvises i øvrigt til afsnit 6 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til § 14

Efter den foreslåede bestemmelse skal der være tilstrækkeligt naturligt lys til at opfylde hestens adfærdsmæssige og fysiologiske behov. For at sikre naturligt lysindfald skal det samlede areal af vinduer eller lignende svare til mindst 7 pct. af staldens gulvareal. Bestemmelsen har til formål at sikre, at heste ikke holdes i konstant mørke eller elektrisk lys, samt at der i form af vinduer, døre mv. skal være tilstrækkeligt naturligt lys i stalden. Det beror på en konkret vurdering, hvorvidt der er tilstrækkeligt naturligt lys i stalden til at opfylde hestens adfærdsmæssige og fysiologiske behov.

Desuden foreslås det i stk. 2, at der skal være lyskilder, som sikrer, at hesten på ethvert tidspunkt kan tilses nøje. Lyskilderne i form af elektrisk belysning skal placeres, så de ikke medfører ulempe eller skade på hesten.

Kravet om, at det samlede areal af vinduer eller lignende skal svare til mindst 7 pct. af staldens gulvareal, er omfattet af en overgangsordning, jf. lovforslagets § 36, stk. 4.

Der henvises i øvrigt til afsnit 6 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til § 15

Den foreslåede bestemmelse indeholder en bemyndigelse til justitsministeren til at fastsætte nærmere regler om staldens indretning, eksempelvis til gulve, inventar, bokse, udstyr mv.

Der henvises i øvrigt til afsnit 6 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til § 16

Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 indebærer et krav om, at der i ethvert hestehold skal være adgang til en fold. Bestemmelsen indebærer, at ethvert hestehold skal sikre sig adgang til en fold, som opfylder de nedenfor anførte mindstekrav. Adgang til fold kan f.eks. bestå i, at et hestehold har ejendomsret til en fold, eller at hesteholdet i form af en forpagtningsaftale har brugsret til en fold. Kravet om »adgang til fold« indebærer i øvrigt, at folden skal være beliggende ved - eller i tættere tilknytning til - opstaldningsfaciliteterne. En ordning, hvor hestene f.eks. skal transporteres flere kilometer for at komme på fold, vil således ikke opfyldet kravet om adgang til fold. Det samme vil gælde tilfælde, hvor hestene f.eks. er på fold døgnet rundt i nogle måneder i sommerhalvåret, men i resten af året er opstaldet under forhold uden umiddelbar adgang til fold.

Endvidere følger det af den foreslåede bestemmelse i stk. 2, at folden skal have et areal på mindst 800 m², hvoraf den korteste side skal være mindst 20 meter. Såfremt folden benyttes af mere end fire heste på samme tid, forøges dette arealkrav med 200 m² pr. hest. Desuden er det et krav, at folden ikke benyttes af mere end 20 heste. Bestemmelsen indebærer, at der til ethvert hestehold skal være en fold på mindst 800 m². Ønsker den ansvarlige for hesteholdet, at der kan gå mere end fire heste ad gangen på folden samtidigt, skal folden være forholdsmæssigt større end de 800 m². Desuden indebærer bestemmelsen, at hestehold, hvori der indgår mere end 20 heste, skal have mindst to (eller flere) folde, da en fold aldrig må benyttes af mere end 20 heste.

Formålet med bestemmelsen er at sikre, at folden er tilstrækkelig stor til, at hestes krav til bevægelse opfyldes, samt at risikoen for skader - eksempelvis som følge af aggression mellem heste - mindskes mest muligt.

Det følger af den foreslåede bestemmelse i stk. 3, at folden ikke må indhegnes med pigtråd. Forbuddet foreslås indført for at sikre hesten mod unødige skader.

Efter Justitsministeriets opfattelse kan der være hestehold, hvor der i dag enten ikke er adgang til fold eller ikke er adgang til fold af en tilstrækkelig størrelse. I sådanne hestehold skal der således etableres adgang til fold, og dette kan være indgribende over for de pågældende hestehold. På denne baggrund foreslår Justitsministeriet en overgangsordning, jf. lovforslagets § 36, stk. 3, så bestemmelsen for så vidt angår hestehold, der er etableret inden 1. juli 2007, først finder anvendelse fra den 1. januar 2016.

Der henvises i øvrigt til afsnit 7 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til § 17

Det følger af stk. 1 i den foreslåede bestemmelse, at heste i mindst to timer fem dage om ugen skal motioneres eller gives mulighed for fri bevægelse på fold. Bestemmelsen indebærer således ikke et ubetinget krav om, at alle heste skal på fold dagligt.

Ved motionering forstås f.eks. ridning med rytter, longering mv. Det er således ikke et krav, at hesten skal motioneres på fold.

Ved fri bevægelse forstås, at heste gives mulighed for at opholde sig i folden uden rytter og bevæge sig efter eget ønske.

Efter stk. 2 kan kravet i stk. 1 om motion eller fri bevægelse fraviges, hvis veterinære eller vejrmæssige forhold taler afgørende herfor. Det vil f.eks. kunne dreje sig om tilfælde, hvor en dyrlæge fraråder, at en hest kommer på fold eller motioneres, eller hvis folden er dækket af is.

Endelig foreslås det i stk. 3, at når føl og plage skal på fold, jf. stk. 1, skal de, indtil de er to år gamle, på fold sammen med artsfæller, medmindre veterinære forhold taler afgørende herimod. Bestemmelsen har til formål at sikre, at føl og plages sociale færdigheder og generelle udvikling påvirkes optimalt, hvilket sker ved ophold sammen med artsfæller. Om muligt bør det tilstræbes, at føl og plage opholder sig på fold sammen med andre føl og plage under to år. Såfremt veterinære forhold taler afgørende imod, at føl og plage kommer på fold sammen med artsfæller, giver bestemmelsen mulighed for, at kravet fraviges. Bestemmelsen vil eksempelvis kunne finde anvendelse i tilfælde, hvor heste, der er blevet tidligt kønsmodne, forsøger at skade andre føl og plage på fold.

Der henvises i øvrigt til afsnit 7 og afsnit 10 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til § 18

Efter bestemmelsen skal der for hvert opstaldningssted være en plan for, hvornår de enkelte heste kommer på fold. Planen skal udarbejdes skriftligt, og det forudsættes, at der med hjemmel i lovforslagets § 20 udstedes nærmere regler om, hvad planen skal indeholde. Bestemmelsen har til formål at sikre, at alle heste i hesteholdet regelmæssigt kommer på fold.

Der henvises i øvrigt til afsnit 7 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til § 19

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 1 skal den ansvarlige for et hestehold sikre, at heste, som går ude i vinterperioden og i perioder med vinterlignende vejr, kun er ude i mere end 12 timer i døgnet, hvis de har udviklet et kraftigt og tæt hårlag og er ved godt huld og har adgang til læskur eller bygning, hvor alle dyr samtidig kan hvile på et tørt, strøet leje.

Med hensyn til fortolkningen af begreberne vinterperioden og perioder med vinterlignende vejr henvises til Dyreværnsrådet og Det Veterinære Sundhedsråds fælles udtalelser af 14. december 2001 og 17. januar 2005, hvoraf det fremgår, at månederne december, januar og februar altid skal betragtes som vinterperiode, jf. afsnit 7.1.3. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget. Videre fremgår det, at det overordentligt hyppigt er vinterlignende vejr i november måned, ligesom der i marts måned meget ofte konstateres vinterlignende vejr. Justitsministeriet kan tilslutte sig disse definitioner af begreberne.

Bestemmelsen indebærer, at heste, som går ude i mere end 12 timer i døgnet på disse tidspunkter af året, skal være forberedt hertil i kraft af, at de skal have udviklet et kraftigt og tæt hårlag og være ved godt huld samt have adgang til læskur eller bygning.

Efter bestemmelsens stk. 2 skal gulvarealet i læskuret eller bygningen opfylde kravene til gruppeopstaldning, jf. § 8, det vil sige, at gulvarealet skal være mindst (2,0 x hestens stangmål)² pr. hest for de første fire heste og mindst (1,7 x hestens stangmål)² pr. hest for hver yderligere hest.

Det følger af stk. 3, at læskur eller bygning skal placeres på et sted med tilstrækkelig afvanding. Dette krav skal sikre, at hestene også i perioder med frost og vådt vejr kan færdes sikkert og ligge tørt.

Der henvises i øvrigt til afsnit 7 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til § 20

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om adgang til og indretning af fold mv. Herunder kan justitsministeren fastsætte nærmere regler om planen for, hvornår de enkelte heste kommer på fold, jf. § 18, samt om indhegning af folde. Desuden kan justitsministeren fastsætte nærmere regler om, at § 19, stk. 1, kan fraviges for heste af bestemte racer.

Bestemmelsen svarer i det væsentlige til § 17, stk. 7, og § 20, stk. 4, i arbejdsgruppens lovudkast.

Der henvises i øvrigt til afsnit 7 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til § 21

Efter bestemmelsen skal hestes foderration indeholde tilstrækkeligt strukturfoder. Bestemmelsen udgør en præcisering i forhold til dyreværnslovens § 2, hvoraf det følger, at enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de fodres og vandes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.

Ved strukturfoder forstås modent græs, wrap, ensilage, hø, roer, gulerødder, grøn- og roepiller, jf. § 2, nr. 7. Strukturfoder omfatter dog ikke halm, som anvendes til strøelse eller den halm, som hesten har adgang til ved ophold på fold. Det beror på en konkret vurdering, om en hests foderration indeholder tilstrækkeligt strukturfoder. I denne vurdering indgår bl.a. det konkrete valg af fodertype, hestens konkrete behov mv.

Der henvises i øvrigt til afsnit 9 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til § 22

Det følger af bestemmelsen, at heste skal have fri adgang til frisk drikkevand, samt at kravet ikke gælder ved kortere ophold på fold indtil fire timer. Den ansvarlige for hesteholdet skal således sørge for, at hestene har adgang til rindende vand, eller at vandet - hvilket særligt er relevant på fold - udskiftes jævnligt med henblik på at sikre, at drikkevandet er frisk.

Der henvises i øvrigt til afsnit 9 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til § 23

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 1 skal enhver, der holder hest, sørge for, at hesten tilses mindst en gang om dagen. Ved tilsynet skal det sikres, at hesten behandles omsorgsfuldt, herunder at hesten huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til dens behov.

Enhver, der holder hest - det vil sige den ansvarlige for hesteholdet - eller den, der fører tilsyn på den ansvarliges vegne - skal således sikre sig, at samtlige heste er tilset, og at de udviser normal adfærd, dvs. at alle hestene bevæger sig normalt og ikke udviser tegn på sygdom eller smerte. Tilsynet skal endvidere omfatte bygninger på fold samt stalde, som bør efterses for løse brædder, søm og andet, som kan skade hesten. Foldindhegningens stand skal kontrolleres, ligesom det skal sikres, at der ikke er opstået uhensigtsmæssige eller potentielt skadevoldende ændringer på inventar eller fold siden sidste eftersyn. Opstår der forhold, der kan skræmme hestene, herunder særlig voldsom torden eller storm eller usædvanlige hændelser, bør hestene tilses snarest muligt.

Det følger af stk. 2, at enhver, der erhvervsmæssigt holder heste, skal sørge for, at hesteholdet tilses af en dyrlæge mindst én gang årligt. I dyrlægens tilsyn skal bl.a. indgå en vurdering af, om hesteholdet er i overensstemmelse med reglerne i denne lov. Ved erhvervsmæssige hestehold forstås eksempelvis stutterier, hingstestationer, træningsstalde, dyreparker, hestehandlere, hesteinternater, rideskoler, hestepensioner, hesteudlejning, hestevognskørsel (studenterkørsel, kapervogne mv.), heste i zoologiske haver mv.

Det er ikke et krav efter bestemmelsen, at dyrlægen tilkaldes alene med henblik på at foretage en egentlig gennemgang af hesteholdet. Dyrlægen kan således gennemføre tilsynet af hesteholdet i forbindelse med, at vedkommende er tilkaldt, f.eks. i forbindelse med sygdomsbehandling.

Der henvises i øvrigt til afsnit 8 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til § 24

Den foreslåede bestemmelse opstiller nærmere krav til, hvorledes den ansvarlige for hesteholdet skal handle i tilfælde af sygdom eller skade på hestene.

Efter bestemmelsen skal den ansvarlige for hesteholdet i tilfælde af sygdom eller tilskadekomst således sikre, at hesten om fornødent isoleres og pleje iværksættes. Ved alvorlig lidelse eller hvis hesten ikke hurtigt bedres, skal en dyrlæge straks tilkaldes.

Der henvises i øvrigt til afsnit 8 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til § 25

Efter stk. 1 skal enhver, der holder hest, sørge for, at heste i en tidlig alder oplæres til at blive håndteret. Bestemmelsen indebærer, at hesten skal opdrages og oplæres, så den kan beherske visse grundlæggende færdigheder. Håndteringen bør påbegyndes allerede i løbet af den første uge af føllets liv. Ved håndtering forstås opdragelse og oplæring, så føllet vænnes til at blive berørt af mennesker, at der går mennesker omkring det, at det kan få lagt grime på, trækkes ud af stalden mv., og med tiden at det lærer at få løftet ben, at rykke sig for menneskets tryk, vænner sig til at bære udstyr, rytter mv. Den løbende håndtering af hesten skal altid være tilpasset dens alder samt dens fysiske og psykiske kapacitet.

Det følger af stk. 2, at oplæring, træning og brug af heste skal være tilpasset hestens alder, dens fysiske og psykiske kapacitet, så hesten beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe. Hesten bør således ikke trænes eller i øvrigt bruges på en måde, som ikke svarer til dens alder samt fysiske og psykiske kapacitet. Almindelig brug af sporer og pisk er ikke uforeneligt med bestemmelsen.

Bestemmelsen svarer til § 25 i arbejdsgruppens lovudkast, idet det dog er præciseret, at forpligtelsen til, at heste i en tidlig alder skal oplæres til at blive håndteret, påhviler enhver, der holder hest.

Der henvises i øvrigt til afsnit 11 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til § 26

Efter stk. 1 skal udstyr, som anvendes som hjælpemidler på hesten, være tilpasset den enkelte hest og må ikke påføre hesten skader og må ikke anvendes som tvangsmidler. Ved hjælpemidler forstås udstyr til træning af hesten, som benyttes til at hjælpe hesten til at forstå, hvad der kræves af den, f.eks. tøjler, pisk, sporer mv. Anvendes udstyret derimod til at tvinge hesten til præstationer, som den endnu ikke forstår eller ikke kan udføre, eventuelt på grund af skader, anses udstyret som tvangsmidler, som ikke kan anvendes.

Stk. 2 indeholder en bemyndigelse til justitsministeren til at fastsætte nærmere regler om brug af hjælpemidler og tvangsmidler, herunder regler om, hvilket udstyr der må anses som henholdsvis hjælpemidler og tvangsmidler.

Der henvises i øvrigt til afsnit 12 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til § 27

Det følger af bestemmelsen, at enhver form for medicinering og behandling, herunder kirurgisk behandling, som har til formål at skjule sygdomssymptomer, så hesten kan træne og deltage i konkurrencer, er forbudt. Forbuddet omfatter ikke kastrationer, der således anses som et lovligt indgreb.

Der henvises i øvrigt til afsnit 12 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til § 28

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 1 skal beskæring eller anlæggelse af beslag på hesten ske efter behov. Hensynet til at sikre et velfungerende bevægeapparat for hesten taler for, at den ansvarlige for et hestehold er opmærksom på, at der foretages beskæring, når der konkret er behov for det, men samtidig også at der ikke nødvendigvis anlægges beslag, hvor dette konkret er ufornødent.

Det følger af bestemmelsen i stk. 2, at justitsministeren kan fastsætte regler om, at beskæring eller anlæggelse af beslag kun må foretages af personer, der har den relevante faglige uddannelse hertil. Justitsministeren kan desuden fastsætte krav til uddannelsen.

Justitsministeriet har herved lagt vægt på, at det på nuværende tidspunkt ikke er afklaret, hvilke uddannelsesmæssige krav beslagsmede skal opfylde for at kunne leve op til det af arbejdsgruppen foreslåede krav. Hertil kommer, at Rådet for Hovpleje og Hestebeslag samt Sammenslutningen af Danske Beslagsmede i forbindelse med høringen vedrørende arbejdsgruppens rapport har anført, at der mangler mellem 80 og 100 beslagsmede for at kunne dække behovet for personer, som er uddannet til at beskære og anlægge beslag på heste. Justitsministeriet har på denne baggrund fundet det rigtigst at stille forslag om, at justitsministeren gives bemyndigelse til at fastsætte et sådan krav samt til at udarbejde regler herom.

Der henvises i øvrigt til afsnit 14 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til § 29

Efter bestemmelsen kan justitsministeren fastsætte regler om, at mærkning af heste skal foretages af personer, der har den relevante faglige uddannelse hertil. Justitsministeren kan desuden fastsætte krav til uddannelsen.

Arbejdsgruppen har foreslået et krav om, at når heste mærkes, skal mærkningen foretages af uddannede personer. Justitsministeriet kan i princippet tilslutte sig forslaget, men finder det rigtigst, at der er taget stilling til, hvilke uddannelsesmæssige krav der skal være opfyldt for at kunne foretage mærkning af heste, før der indføres et sådan krav. På denne baggrund foreslås det, at justitsministeren gives bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler herom.

Der henvises i øvrigt til afsnit 13 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til § 30

Det følger af den foreslåede bestemmelse, at justitsministeren kan fastsætte regler om, at den, som er ansvarlig for et professionelt hestehold, skal være over 18 år og besidde en relevant faglig uddannelse hertil. Justitsministeren kan desuden fastsætte krav til uddannelsen.

Justitsministeriet har herved lagt vægt på, at det på nuværende tidspunkt ikke er afklaret, hvilke uddannelsesmæssige krav de ansvarlige for professionelle hestehold skal opfylde for at kunne leve op til det af arbejdsgruppen foreslåede krav. Justitsministeriet har på denne baggrund fundet det rigtigst at foreslå, at justitsministeren gives bemyndigelse til at fastsætte et sådan krav samt til at udarbejde regler herom, således at det er muligt at fastlægge kravene til uddannelsen, inden der stilles krav herom.

Der henvises i øvrigt til afsnit 15 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til § 31

Det følger af den foreslåede bestemmelse, at inden justitsministeren fastsætter regler i henhold til bestemmelser i lovudkastet, skal dyreværnsorganisationer og andre organisationer, der efter ministerens skøn særlig berøres af reglerne, have lejlighed til at udtale sig.

Bestemmelsen svarer til dyreværnslovens § 27, stk. 1.

Til § 32

Formålet med bestemmelsen er for det første at gøre det muligt administrativt at gennemføre eventuelle direktiver fra EU om forsvarlig behandling af heste og om beskyttelse af disse dyrs velfærd. Formålet er derudover at gøre det muligt administrativt at fastsætte regler, der sikrer anvendelsen af forordninger på dyreværnsområdet. Det kan f.eks. være bestemmelser om, at ansøgning om godkendelse i henhold til en forordning skal behandles af en bestemt myndighed, ligesom der kan udpeges en bestemt myndighed til at føre tilsyn og lignende i henhold til en forordning. Adgangen til administrativt at fastsætte regler, der gør det muligt at opfylde Danmarks internationale forpligtelser også på hesteområdet, er allerede givet ved § 4 a i dyreværnsloven. Med gennemførelsen af en særlig lov om hold af heste finder Justitsministeriet, at bestemmelsen bør medtages heri.

Bestemmelsen svarer til § 4 a i dyreværnsloven og § 14 i lov nr. 173 af 19. marts 2001 om udendørs hold af svin.

Til § 33

Der foreslås ved bestemmelsen indført en påbudsordning, hvorefter fødevareregionerne og politiet i tilfælde af overtrædelse af lovens krav til hestehold, eller af regler fastsat i medfør af loven, kan give den ansvarlige for et hestehold et påbud om at rette op på de forhold, som ikke er i overensstemmelse med disse regler.

Denne ordning indebærer, at den ansvarlige for hesteholdet kan straffes for overtrædelse af lovens krav i tilfælde, hvor vedkommende ikke efterkommer et påbud, herunder efterkommer påbuddet inden for den af myndighederne fastsatte frist. Vedkommende får således en chance for at rette op på de ulovlige forhold, før der kan blive tale om at gennemføre en straffesag for overtrædelsen, ligesom vedkommende - i kraft af rekursadgangen for det meddelte påbud - får adgang til at fremkomme med indsigelser imod myndighedernes vurdering af forholdene.

Det følger af § 3 i lovforslaget, at reglerne i dyreværnsloven og regler, der udfærdiges med hjemmel i dyreværnsloven, desuden finder anvendelse på ethvert hestehold. Dette indebærer, at der i grove tilfælde, f.eks. hvor der er tale om vanrøgt af hestene, vil være adgang til at straffe direkte efter dyreværnslovens regler, og i disse tilfælde gælder påbudsordningen således ikke.

Påbudsordningen vil - for politiets vedkommende - supplere den adgang, som politiet efter dyreværnslovens § 21 allerede har til at give pålæg om et dyrs behandling i tilfælde, hvor et dyr behandles uforsvarligt.

For hestehold, som består af mindre end 10 heste og dermed ikke er undergivet kontrol fra fødevareregionernes side, jf. nedenfor, vil politiets adgang til at meddele påbud efter den skitserede ordning f.eks. kunne blive aktuel på grundlag af politianmeldelse, f.eks. fra en dyrlæge, som har besigtiget hesteholdet, eller fra andre anmeldere.

For erhvervsmæssige hestehold følger det af dyreværnslovens § 3, stk. 4, at disse mindst én gang årligt skal tilses af en dyrlæge, og også her vil dyrlægen kunne underrette politiet om forhold ved hesteholdet, som ikke er i overensstemmelse med loven.

Hestehold, som består af mindst 10 heste, er desuden omfattet af Fødevarestyrelsens stikprøvekontrol, som indebærer at fødevareregionerne skal udføre stikprøvekontrol af hestes velfærd i mindst 5 pct. af alle besætninger med mindst 10 heste. Påbudsordningen vil i denne sammenhæng indebære, at en fødevareregion, som under kontrolbesøget konstaterer forhold, som ikke er i overensstemmelse med lovens krav, vil kunne meddele et påbud om at rette op på forholdene.

Der henvises i øvrigt til afsnit 16 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til § 34

Den foreslåede bestemmelse indeholder i stk. 1 en adgang til at påklage fødevareregionernes og politiets påbud i medfør af lovforslagets § 33 til Fødevarestyrelsen.

Af hensyn til hurtigst muligt at kunne sikre hestenes velfærd, foreslås det, at klage ikke har opsættende virkning, medmindre Fødevarestyrelsen træffer anden afgørelse.

Det foreslås, at Fødevarestyrelsens afgørelse i en klagesag ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed, jf. stk. 2.

Der henvises i øvrigt til afsnit 16 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til § 35

Den foreslåede bestemmelse i stk. 1 giver mulighed for at pålægge straf for undladelse af at efterkomme et påbud efter § 33, herunder undladelse af at efterkomme påbuddet inden for den af myndighederne fastsatte frist. Det foreslås således, at en sådan undladelse kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.

Den, som kan ifalde strafansvar efter lovforslagets bestemmelser, vil være den ansvarlige for hesteholdet, medmindre andet fremgår af den relevante bestemmelse. Den ansvarlige for hesteholdet kan dels være ejeren af hesteholdet, hvis hestene er opstaldet hos ejeren, eller det kan være den ansvarlige på det sted, hvor en hest mere varigt er opstaldet, eksempelvis på en hestepension.

Bestemmelsen i stk. 2 er en strafudmålingsregel, hvorefter det ved udmåling af straf efter denne lov eller efter regler fastsat i medfør heraf, anses som en skærpende omstændighed, hvis overtrædelsen er begået i forbindelse med udøvelse af erhverv.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 3 kan der pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Der henvises i øvrigt til afsnit 16 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til § 36

Bestemmelsen indeholder det foreslåede ikrafttrædelsestidspunkt. Det foreslås således, at loven træder i kraft den 1. januar 2008, jf. dog overgangsordningerne i lovforslagets §§ 36, stk. 2-4.

Stk. 2 indebærer, at forbuddet imod at anvende spiltov først finder anvendelse på hestehold, der er etableret før 1. juli 2007, fra den 1. januar 2011. Desuden indebærer forslaget, at kravene til rum, udstyr og inventar i stalden, jf. lovforslagets § 12, samt kravet til staldens indeklima, ventilation mv., jf. lovforslagets § 13, ligeledes først finder anvendelse fra den 1. januar 2011 for så vidt angår hestehold etableret før 1. juli 2007.

Bestemmelsen i stk. 3 er en overgangsordning for så vidt angår kravene om gulv og lejeareal i stalden, jf. lovforslagets § 11, adgang til fold, jf. lovforslagets § 16, og planen for, hvornår de enkelte heste kommer på fold, jf. lovforslaget § 18. Kravene i lovforslagets § 11, § 16 og § 18 finder for hold af heste, der er etableret før 1. juli 2007, således først anvendelse fra den 1. januar 2016.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 4 indebærer, at kravene vedrørende loftshøjde og staldrumfang, jf. lovforslagets § 6, stk. 1 og 3, enkeltopstaldning, jf. lovforslagets § 7, gruppeopstaldning, jf. lovforslagets § 8, folingsbokse, jf. lovforslagets § 9, og størrelsen af vinduesarealet, jf. lovforslagets § 14, stk. 1, 2. pkt., først finder anvendelse fra 1. januar 2020 for så vidt angår hestehold etableret før 1. juli 2007.

Der henvises i øvrigt til afsnit 6, 7 og 11 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til § 37

Bestemmelsen fastlægger lovens territoriale anvendelsesområde og indebærer, at loven ikke gælder i Grønland og på Færøerne. Det skyldes, at dyrevelfærd er et hjemmestyreanliggende for begge disse dele af riget.