Skriftlig fremsættelse (28. marts
2007)
Justitsministeren (Lene
Espersen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om hold af heste
(Lovforslag nr. L 202).
Formålet med lovforslaget er at
gennemføre en samlet regulering af forskellige forhold, som
har særlig betydning for hestes velfærd. Denne
regulering indeholder således en række mindstekrav til
hold af heste og udgør i øvrigt et supplement til den
øvrige dyrevelfærdslovgivning, herunder navnlig de
mere generelle regler i dyreværnsloven.
Der foreslås bl.a. indført
nærmere regler om staldens indretning, herunder at
loftshøjden i stalden skal være mindst 2,60 m i
frihøjde, ligesom staldrumfanget pr. hest skal være
mindst 30 m3. Endvidere foreslås nærmere
regler om størrelsen af henholdsvis bokse til enkeltvis
opstaldning, gruppeopstaldning og folingsbokse, samt regler om
forskellige forhold vedrørende indretning af stalden. I den
forbindelse foreslås indført et forbud imod at
opstalde heste i spiltov.
Dernæst foreslås det, at der for
ethvert hestehold skal være adgang til en fold, som skal have
et areal på mindst 800 m2, hvoraf den korteste
side skal være mindst 20 meter. Benyttes folden af mere end
fire heste, skal folden være større, og desuden
må en fold maksimalt benyttes af 20 heste. I den forbindelse
foreslås det endvidere, at heste mindst to timer fem dage om
ugen motioneres eller gives fri bevægelse på fold.
Derudover foreslås det, at den, som er ansvarlig for et
hestehold, skal sikre, at heste, som går ude i vinterperioden
og i perioder med vinterlignende vejr, kun er ude i mere end 12
timer i døgnet, hvis de har udviklet et kraftigt og
tæt hårlag og er ved godt huld, og har adgang til
læskur eller bygning, hvor alle dyr samtidig kan hvile
på et tørt, strøet leje.
Desuden indeholder lovforslaget regler om
tilsyn med heste og en bemyndigelse til justitsministeren til at
fastsætte regler bl.a. om, at beskæring og
anlæggelse af beslag kun må foretages af personer, som
er uddannet hertil. Endvidere foreslås det, at
justitsministeren bemyndiges til at fastsætte regler om, at
mærkning af heste kun må foretages af personer, som er
uddannet hertil, samt regler om at den, der er ansvarlig for et
professionelt hestehold, skal være over 18 år og
besidde en relevant faglig uddannelse.
Lovforslaget indeholder desuden en række
øvrige bestemmelser vedrørende foder og vand,
ibrugtagning og træning, hjælpemidler, medicinering og
behandling mv., som har til formål at sikre, at
væsentlige adfærdsmæssige, fysiologiske og
velfærdsmæssige behov hos heste tilgodeses.
Endvidere foreslås indført en
påbudsordning, således at den ansvarlige for et
hestehold i tilfælde af overtrædelse af lovens krav kan
gives et påbud om at rette op på de forhold, som ikke
er i overensstemmelse med loven. Undladelse af at efterkomme et
påbud, herunder efterkomme påbuddet inden for den af
myndighederne fastsatte frist, kan efter forslaget straffes med
bøde eller fængsel indtil 4 måneder.
En række af lovforslagets bestemmelser
er omfattet af overgangsordninger, således at mindstekravene
først finder anvendelse for hestehold etableret før
den 1. juli 2007 efter henholdsvis 3, 8 eller 12 år.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.