L 198 Forslag til lov om ændring af udlændingeloven.

(Styrkelse af indsatsen mod misbrug af au pair-ordningen).

Af: Integrationsminister Rikke Hvilshøj (V)
Udvalg: Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik
Samling: 2006-07
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 28-03-2007

Fremsættelse: 28-03-2007

Fremsættelsestale af lovforslag

20061_l198_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (28. marts 2007)

 

 

Integrationsministeren (Rikke Hvilshøj):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af udlændingeloven (Styrkelse af indsatsen mod misbrug af au pair-ordningen)

(Lovforslag nr. L 198).

Lovforslaget, som jeg fremsætter i dag, indebærer i hovedtræk følgende:

€" Indførelse af en 10-årig karensperiode som følge af vold m.v. udøvet mod en au pair-person

Lovforslaget indeholder forslag om, at der ikke, medmindre særlige omstændigheder taler derfor, skal kunne gives opholdstilladelse med henblik på au pair-ophold, hvis værtspersonen eller dennes ægtefælle eller samlever inden for de seneste 10 år ved endelig dom er idømt betinget eller ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne karakter, for visse former for strafbare forhold begået mod en person, der på gerningstidspunktet var au pair hos den domfældte.

€" Indførelse af en 5-årig karensperiode som følge af ulovlig beskæftigelse af en au pair-person

Det foreslås, at der ikke skal kunne gives opholdstilladelse med henblik på au pair-ophold, hvis værtspersonen eller dennes ægtefælle eller samlever inden for de seneste 5 år ved endelig dom er dømt for overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 4, som følge af ulovlig beskæftigelse af en udlænding, der på gerningstidspunktet var au pair hos den domfældte, eller har vedtaget en bøde for en sådan overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 4.

€" Indførelse af en 2-årig karensperiode ved andet misbrug af au pair-ordningen

Det foreslås, at en person, som har været værtsperson for en au pair-person, der har fået inddraget eller nægtet forlænget sin opholdstilladelse som følge af, at den pågældende har udført andet end huslige pligter for værtsfamilien, at den pågældende har udført pligter for værtsfamilien i mere end det tilladte antal timer, at den pågældende ikke har haft et separat værelse i værtsfamiliens bolig, eller at den pågældende har fået udbetalt for lidt lommepenge af værtsfamilien, i en 2-årig periode skal være afskåret fra at få en ny au pair-person her til landet.

Når der er truffet en afgørelse om inddragelse af au pair-personens opholdstilladelse, skal der således træffes en afgørelse om en 2 års karensperiode til værtspersonen.

€" Oprettelse af et register over værtspersoner, der har misbrugt au pair-ordningen

Det indgår i lovforslaget, at der skal oprettes et register, hvori Udlændingeservice skal registrere, når Udlændingeservice træffer afgørelse om, at der i en periode på 2 år ikke kan meddeles opholdstilladelse med henblik på au pair-ophold hos den pågældende værtsperson.

Herved skabes det fornødne grundlag for, at udlændingemyndighederne ved behandlingen af en ansøgning om opholdstilladelse på baggrund af et au pair-ophold kan efterse, om den foreslåede 2-årige karensperiode er til hinder for meddelelse af opholdstilladelse.