L 191 (som fremsat): Forslag til lov om røgfri
miljøer.
Fremsat den 21. marts 2007 af
indenrigs‑ og sundhedsministeren (Lars Løkke Rasmussen)
Forslag
til
Lov om røgfri miljøer
Kapitel 1
Lovens formål,
anvendelsesområde m.v.
§ 1.
Formålet med loven er at udbrede røgfri miljøer
med henblik på at forebygge sundhedsskadelige effekter af
passiv rygning og forebygge, at nogen ufrivilligt kan
udsættes for passiv rygning.
§ 2. Loven
finder anvendelse på
1) arbejdspladser, herunder
offshoreanlæg,
2) institutioner og skoler for børn og
unge,
3) øvrige uddannelsesinstitutioner,
4) indendørs lokaliteter, hvortil
offentligheden har adgang,
5) kollektive transportmidler og taxaer samt
6) serveringssteder.
Stk. 2. Stk. 1 omfatter danske
skibe, dansk registrerede luftfartøjer og udenlandsk
registrerede luftfartøjer, der opereres i henhold til dansk
driftstilladelse, uanset om skibet eller luftfartøjet
befinder sig uden for dansk territorium. Loven finder dog ikke
anvendelse på skibe hjemmehørende på
Færøerne eller i Grønland eller på
luftfartøjer fra luftfartsselskaber, der er
hjemmehørende på Færøerne eller i
Grønland.
§ 3. Ved et
rygerum forstås i denne lov et særligt lokale med gode
udluftningsmuligheder eller ventilation. Rygerummet må ikke
tjene som gennemgangsrum, og det må ikke indeholde
funktioner, som anvendes af andre.
Stk. 2. Ved en rygekabine
forstås i denne lov en fritstående enhed med
udluftnings- eller ventilationssystem.
Kapitel 2
Generelle bestemmelser
§ 4. I
lokaliteter m.v., der er omfattet af loven, er det ikke tilladt at
ryge indendørs, medmindre andet fremgår af lovens
øvrige bestemmelser.
§ 5. Den
enkelte arbejdsgiver skal udarbejde en skriftlig rygepolitik, der
skal være tilgængelig for alle arbejdspladsens
medarbejdere.
Stk. 2. Rygepolitikken skal som
minimum indeholde:
1) Oplysning om, hvorvidt og hvor der må
ryges på arbejdspladsen.
2) Oplysning om konsekvenserne af
overtrædelse af arbejdspladsens rygepolitik.
Kapitel 3
Arbejdspladser, institutioner, skoler
m.v.
Indendørs arbejdspladser
§ 6. Det er
ikke tilladt at ryge indendørs på arbejdspladser, jf.
§ 4.
Stk. 2. Det kan besluttes, at det er
tilladt at ryge i arbejdslokaliteter, der alene tjener som
arbejdsplads for én person ad gangen.
Stk. 3. Det kan besluttes at indrette
rygerum og rygekabiner, hvor rygning kan finde sted.
Institutioner og skoler for børn
og unge
§ 7. På
børneinstitutioner, skoler, opholdssteder og lignende, der
fortrinsvis har optaget børn og unge under 16 år, er
det ikke tilladt for børn og unge samt elever at ryge
på institutionens område.
Stk. 2. For døgninstitutioner,
opholdssteder, kostskoler, efterskoler og lignende, der fortrinsvis
har optaget unge i 15-16 års alderen og derover, og som
også fungerer som bolig for de unge, kan det besluttes, at
det er tilladt, at de unge ryger i rygerum og på deres egne
værelser.
§ 8. For
personer, der ikke er omfattet af § 7, er det ikke
tilladt at ryge på institutionens udendørsarealer,
hvor børn og unge færdes.
Stk. 2. Det kan besluttes at indrette
rygerum, hvor de pågældende kan ryge.
Øvrige
uddannelsesinstitutioner
§ 9. På
uddannelsesinstitutioner, der ikke er omfattet af § 7,
kan det besluttes, at elever og studerende må ryge i lokaler,
som er stillet til rådighed som studieplads og kun benyttes
af én elev eller studerende ad gangen.
Stk. 2. Det kan besluttes at indrette
rygerum og rygekabiner, hvor elever og studerende må
ryge.
Særlige arbejdspladser
§ 10. Sygehuse
og lignende institutioner kan i ganske særlige tilfælde
tillade patienter og pårørende at ryge.
§ 11. På
plejehjem, døgninstitutioner, botilbud og lignende
institutioner kan den enkelte beboer beslutte, om der må
ryges i det værelse eller den bolig, der tjener som den
pågældendes private hjem.
Stk. 2. Det kan pålægges
beboere ikke at ryge i værelset eller boligen i det tidsrum,
hvor personalet opholder sig dér.
§ 12. I private
hjem, hvor der modtages en offentlig serviceydelse i form af
personlig og praktisk hjælp, kan det som forudsætning
for ydelsen pålægges beboere ikke at ryge i det
tidsrum, hvor personalet opholder sig i boligen.
§ 13. I
væresteder, varmestuer og lignende tilbud til socialt
udsatte, hvor der kun er ét opholdsrum for brugerne, kan det
besluttes, at rygning er tilladt.
§ 14. I
Kriminalforsorgens institutioner bestemmer den indsatte, om der
må ryges i den pågældendes opholdsrum.
Stk. 2. Det kan pålægges
den indsatte ikke at ryge i sit opholdsrum i det tidsrum, hvor en
ansat opholder sig dér.
Stk. 3. Justitsministeren
fastsætter nærmere regler om de forhold, der er
nævnt i stk. 2.
§ 15. I den
kommunale dagpleje og i puljeordninger, jf. §§ 24 og
25 i lov om social service, er det ikke tilladt at ryge i
dagplejehjemmet og i andre lokaler til brug for dagpleje, når
der passes børn.
Stk. 2. Lokaler, der primært er
indrettet som børnenes lege- og opholdsrum, skal være
røgfri hele døgnet.
§ 16. På
arbejdspladser i private hjem, hvor arbejdsgiver arbejder i
hjemmet, og hvor der er ekstern arbejdskraft tilknyttet, finder
§ 6 anvendelse.
Stk. 2. Hvis arbejdslokalet anvendes
til bolig, er det tilladt at ryge i lokalet uden for den eksterne
arbejdskrafts arbejdstid.
§ 17. Det kan
besluttes, at rygning er tilladt på skibe i lokaler, der
tjener som privat bolig for én person ad gangen.
Kapitel 4
Det offentlige rum m.v.
§ 18. I
indendørs lokaliteter, hvortil offentligheden har adgang, er
det ikke tilladt at ryge, jf. § 4.
Stk. 2. Det kan besluttes at indrette
rygerum og rygekabiner, hvor rygning kan finde sted.
§ 19. I
hotelværelser, kahytter og lignende lokaliteter, hvor der
på erhvervsmæssig basis modtages overnattende
gæster, kan det besluttes, at rygning er tilladt for
gæsterne.
§ 20. I
kollektive transportmidler og taxaer er det ikke tilladt at ryge
indendørs, jf. § 4.
Stk.2. På passagerskibe kan det
besluttes at indrette rygerum og rygekabiner, hvor rygning kan
finde sted.
Kapitel 5
Serveringssteder
§ 21. Det er
ikke tilladt at ryge indendørs på serveringssteder,
jf. § 4.
Stk. 2. Ved et serveringssted
forstås en lokalitet med servering af mad eller drikkevarer
til indtagelse på eller ved salgsstedet.
Stk. 3. Det kan besluttes at indrette
rygerum og rygekabiner, hvor rygning kan finde sted.
Stk. 4. Der må ikke serveres
eller medbringes mad eller drikkevarer i rygerum eller rygekabiner
på serveringssteder. Det enkelte serveringssted kan dog
tillade, at gæsterne selv medbringer drikkevarer i rygerum og
rygekabiner.
§ 22. Det kan
besluttes, at rygning er tilladt indendørs på
små værtshuse og udskænkningssteder,
1) der har alkoholbevilling,
2) hvor der ikke serveres egentlig mad,
3) hvor serveringsarealet er under 40
m2, og
4) hvor der er borde og stole på
serveringsarealet.
Stk. 2. Små værtshuse og
udskænkningssteder, der befinder sig under samme tag som et
andet serveringssted, er omfattet af stk. 1, hvis der er
selvstændig indgang til værtshuset fra gaden, og hvis
det for publikum fremstår som et selvstændigt
værtshus.
Kapitel 6
Tilsynsbestemmelser
§ 23.
Arbejdsgiveren, indehaveren, restauratøren, bestyreren og
forpagteren skal sørge for, at rygning kun sker i
overensstemmelse med reglerne i denne lov.
§ 24. Tilsynet
med overholdelsen af denne lov og de regler, der udstedes i
medfør af denne lov, varetages af Arbejdstilsynet, jf.
§ 79 a i lov om arbejdsmiljø,
Søfartsstyrelsen, jf. § 20 a i lov om sikkerhed
til søs, og transport- og energiministeren, jf.
§ 150 f i lov om luftfart og § 66 a i
offshoresikkerhedsloven.
Kapitel 7
Lønmodtagerforhold
§ 25. En
lønmodtagers overtrædelse af rygeforbuddet på en
arbejdsplads behandles efter de regler, der gælder for den
pågældende lønmodtagers ansættelsesforhold
i øvrigt.
Kapitel 8
Straffebestemmelser
§ 26. Med
bøde straffes den, der
1) overtræder § 5 eller
2) overtræder et påbud meddelt efter
§ 79 a, stk. 1, i lov om arbejdsmiljø,
§ 20 a, stk. 1, i lov om sikkerhed til søs,
§ 150 f, stk. 1, i lov om luftfart eller
§ 66 a, stk. 1, i offshoresikkerhedsloven.
Stk. 2. Med bøde straffes den
arbejdsgiver, indehaver, restauratør, bestyrer og forpagter,
der tillader rygning indendørs i strid med reglerne i denne
lov.
Stk. 3. Der kan pålægges
selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i
straffelovens 5. kapitel.
Kapitel 8
Ikrafttræden, revision m.v.
§ 27. Loven
træder i kraft den 15. august 2007.
Stk. 2. Samtidig ophæves lov nr.
436 af 14. juni 1995 om røgfri miljøer i offentlige
lokaler, transportmidler og lignende.
§ 28. I lov nr.
213 af 31. marts 2004 om forbud mod salg af tobak og alkohol til
personer under 16 år foretages følgende
ændring:
1.§ 7 ophæves.
§ 29. I lov om
arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 268 af 18.
marts 2005, som ændret ved lov nr. 300 af 19. april 2006 og
lov nr. 175 af 27. februar 2007, foretages følgende
ændring:
1. Efter § 79
indsættes:
» § 79 a.
Arbejdstilsynet fører som led i tilsynsvirksomheden efter
denne lov tilsyn med overholdelsen af lovgivningen om røgfri
miljøer. Arbejdstilsynet kan, eventuelt på
nærmere angivne vilkår, påbyde, at forhold, der
strider mod lovgivningen om røgfri miljøer, bringes i
orden straks eller inden en nærmere angivet frist.
Stk. 2. § 76 og de regler,
der er udstedt i medfør heraf, finder tilsvarende
anvendelse.
Stk. 3. Beskæftigelsesministeren
kan efter forhandling med indenrigs- og sundhedsministeren
fastsætte nærmere regler om udøvelsen af
tilsynet.
Stk. 4. Klage over afgørelser,
der træffes af Arbejdstilsynet efter stk. 1, kan
indbringes for Arbejdsmiljøklagenævnet.
§ 81, stk. 1-5, finder tilsvarende
anvendelse.«
§ 30. I lov om
sikkerhed til søs, jf. lovbekendtgørelse nr. 627 af
26. juli 2002, som senest ændret ved § 38 i lov nr.
nr. 567 af 9. juni 2006, foretages følgende
ændringer:
1. I § 17, stk. 2,
ændres »og § 8« til:
»§ 8 og § 20 a«.
2. Efter § 20
indsættes i kapitel 6:
Ȥ 20 a.
Søfartsstyrelsen fører som led i tilsynsvirksomheden
efter denne lov tilsyn med overholdelsen af lovgivningen om
røgfri miljøer på danske skibe.
Søfartsstyrelsen kan, eventuelt på nærmere
angivne vilkår, påbyde, at forhold, der strider mod
lovgivningen om røgfri miljøer, bringes i orden
straks eller inden en nærmere angivet frist.
Stk. 2. §§ 17,
stk. 7 og 8, 22 og 24, stk. 1-3 og 5, og de regler, der
er udstedt i medfør heraf, finder tilsvarende
anvendelse.
Stk. 3. Økonomi- og
erhvervsministeren kan efter forhandling med indenrigs- og
sundhedsministeren fastsætte nærmere regler om
udøvelsen af tilsynet.«
§ 31. I lov om
luftfart, jf. lovbekendtgørelse nr. 1484 af 19. december
2005, som ændret ved lov nr. 1114 af 29. december 1997,
§ 97 i lov nr. 538 af 8. juni 2006, § 5 i lov
nr. 542 af 8. juni 2006 og som senest ændret ved forslag til
lov om ændring af lov om luftfart (L 36) som vedtaget af
Folketinget den 27. februar 2007, foretages følgende
ændring:
1. Efter § 150
e indsættes:
Ȥ 150 f.
Transport- og energiministeren fører som led i
tilsynsvirksomheden efter denne lov tilsyn med overholdelsen af
lovgivningen om røgfri miljøer. Transport- og
energiministeren kan, eventuelt på nærmere angivne
vilkår, påbyde, at forhold, der strider mod
lovgivningen om røgfri miljøer, bringes i orden
straks eller inden en nærmere angivet frist.
Stk. 2. §§ 150 e,
stk. 2 og 3, 152, stk. 1, og 152 a finder tilsvarende
anvendelse.
Stk. 3. Transport- og energiministeren
kan efter forhandling med indenrigs- og sundhedsministeren
fastsætte nærmere regler om udøvelsen af
tilsynet.«
§ 32. I lov nr.
1424 af 21. december 2005 om sikkerhed m.v. for offshoreanlæg
til efterforskning, produktion og transport af kulbrinter
(offshoresikkerhedslov), som ændret ved lov
nr. 107 af 7. februar 2007, foretages følgende
ændring:
1. Efter § 66
indsættes i kapitel 6:
Ȥ 66 a . Transport- og
energiministeren fører som led i tilsynsvirksomheden efter
denne lov tilsyn med overholdelsen af lovgivningen om røgfri
miljøer. Transport- og energiministeren kan, eventuelt
på nærmere angivne vilkår, påbyde, at
forhold, der strider mod loven, bringes i orden straks eller inden
en nærmere angivet frist.
Stk. 2. §§ 61,
stk. 3, 62 og 65 og de regler, der er udstedt i medfør
heraf, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 3. Transport- og energiministeren
kan efter forhandling med indenrigs- og sundhedsministeren
fastsætte nærmere regler om udøvelsen af
tilsynet.
Stk. 4. Klage over afgørelser
efter stk. 1, der træffes af transport- og
energiministeren eller den, der er bemyndiget hertil, kan
indbringes for Energiklagenævnet. §§ 67,
stk. 2, 3, 4, nr. 2, og stk. 6, samt 68 finder
tilsvarende anvendelse.«
§ 33.
Indenrigs- og sundhedsministeren fremsætter forslag om
revision af loven i folketingsåret 2009-10.
§ 34. Loven
gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
Lovforslaget er en udmøntning af den
politiske aftale af 21. november 2006 om den fremtidige indsats for
røgfri miljøer indgået mellem regeringen
(Venstre og Det Konservative Folkeparti), Socialdemokraterne, Dansk
Folkeparti, SF og Enhedslisten.
Lovforslaget sætter de
lovgivningsmæssige rammer for indsatsen over for ufrivillig
udsættelse for passiv rygning for de næste tre
år.
Efter aftalen skal loven revideres i
folketingssamlingen 2009-2010, således at nye regler kan
sættes i kraft den 15. august 2010, hvor loven har virket i
tre år.
Formålet med lovforslaget er at udbrede
røgfri miljøer med henblik på at forebygge
sundhedsskadelige effekter af røgfri miljøer samt at
forebygge, at nogen ufrivilligt kan udsættes for passiv
rygning.
Ved passiv rygning forstås
indånding af den blandingsluft, der opstår, når
røgen fra cigaretter, piber, cigarer, vandpiber, cerutter og
lignende blandes med og forurener den omgivende luft.
Lovforslaget fastsætter bestemmelser
for røgfri miljøer for følgende:
1) Ansatte m.v. på arbejdspladser €"
indendørs.
2) Børn, unge, elever, ansatte samt andre
på institutioner, skoler m.v. for børn og unge,
fortrinsvis under 16 år €" indendørs og
udendørs.
3) Elever og studerende på
ungdomsuddannelser, VUC€™er, mellemlange
videregående uddannelser, videregående uddannelser
m.v.
4) Patienter og pårørende på
sygehuse m.v.; borgere, hvis bolig på samme tid er et hjem og
en arbejdsplads for en ansat; brugere af væresteder for
socialt udsatte; børn i dagpleje; ansatte og arbejdsgivere
på arbejdspladser i private hjem; ansatte på skibe.
5) Hele befolkningen i det offentlige rum
€" indendørs.
6) Passagerer i kollektive transportmidler
m.v.
7) Gæster på serveringssteder.
Lovforslaget fastsætter mindstekrav for
røgfri miljøer. Den enkelte kommunalbestyrelse,
arbejdsplads m.v. tager stilling til den lokale udmøntning
af loven, herunder anvendelse af lovens undtagelsesmuligheder. Der
er i den forbindelse ikke noget til hinder for, at der
indføres mere restriktive regler, end der følger af
loven.
2. Gældende ret
Folketinget vedtog i 1995 lov nr. 436 af 14.
juni 1995 om røgfri miljøer i offentlige lokaler,
transportmidler og lignende.
Loven fastsætter bestemmelser om
røgfri miljøer på det statslige område,
hvor udgangspunktet er, at tobaksrygning ikke er tilladt. For det
kommunale og amtskommunale område pålægger loven
kommunalbestyrelser og amtsråd at fastsætte
bestemmelser om røgfri miljøer på deres
institutioner, i transportmidler og lignende samt i kommunale og
amtskommunale lokaler, hvortil offentligheden har adgang.
I 2000 blev loven skærpet - lov nr.
1313 af 20. december 2000 €" ved tilføjelse af bl.a.
særlige regler for kommunale og amtskommunale skoler og
børneinstitutioner samt fritids- og ungdomsklubber.
Lovændringen indebar blandt andet, at elever ikke
længere måtte ryge i folkeskolen.
I 2005 blev det ved lov €" lov nr. 298
af 27. april 2005 - obligatorisk at skilte om rygepolitik på
offentligt tilgængelige serveringssteder.
3. Regeringens
overvejelser.
Med henblik på at udbrede røgfri
miljøer tog regeringen initiativ til, at 2005 blev
året for en bred, folkelig debat om rygeregler, røgfri
miljøer og passiv rygning.
For regeringen har det været
væsentligt at få en debat om, på hvilke
måder røgfri miljøer bedst kan udbredes, og
hvordan man bedst kan sikre respekt for og overholdelse af
fremtidens regler om røgfri miljøer.
En række dilemmaer er gået igen i
debatten, f.eks. om rygeregler for meget alvorligt syge patienter
indlagt på sygehus; rygeregler på plejehjem, som
på samme tid er hjem for en borger og arbejdsplads for en
ansat; rygeregler på serveringssteder, hvor der befinder sig
både gæster og personale.
4. Den ordning, som
lovforslaget lægger op til
Lovforslaget fastsætter to overordnede
regler vedrørende røgfri miljøer.
For det første vil det ikke være
tilladt at ryge indendørs i lokaliteter, som er omfattet af
loven, medmindre det fremgår af lovens andre
bestemmelser.
Det drejer sig om følgende:
1) Arbejdspladser, herunder
offshoreanlæg.
2) Institutioner og skoler for børn og
unge.
3) Øvrige uddannelsesinstitutioner.
4) Indendørs lokaliteter, hvortil
offentligheden har adgang.
5) Kollektive transportmidler og taxaer.
6) Serveringssteder.
For det andet skal den enkelte arbejdsgiver
udarbejde en skriftlig rygepolitik for virksomheden, der skal
være i overensstemmelse med loven og lovens hovedregel om, at
det ikke er tilladt at ryge indendørs. Endvidere skal
rygepolitikken opfylde to minimumskrav.
De steder, hvor det ifølge
lovforslaget kan besluttes at tillade rygning, f.eks. i
lokaliteter, som tjener som arbejdsplads for én person ad
gangen, skal det ske med udgangspunkt i lovens formål om at
forebygge, at nogen ufrivilligt kan udsættes for passiv
rygning. Tilsvarende hensyn skal tages i forbindelse med beslutning
om at indrette rygerum og rygekabiner.
Arbejdspladser
I overensstemmelse med den politiske aftale
gennemføres der en ensartet regulering af hele det danske
arbejdsmarked.
€" Hovedreglen er, at der ikke
må ryges indendørs på danske arbejdspladser. Det
gælder både offentlige og private arbejdspladser.
€" Som første undtagelse
vil det være tilladt at ryge i lokaler, der alene tjener som
arbejdsplads for én person ad gangen.
€" Som anden undtagelse vil det
være tilladt at indrette:
€" Rygerum, dvs. lokaler med gode
udluftningsmuligheder, der i øvrigt ikke tjener som
gennemgang eller indeholder funktioner (kopimaskiner, lager osv.),
som medarbejderne er nødt til at gøre brug af i deres
arbejde.
€" Rygekabiner.
Med lovforslaget bliver det private
arbejdsmarked omfattet af lovgivningen om røgfri
miljøer. Den nuværende lovgivning omfatter statslige
og kommunale arbejdspladser samt visse selvejende
institutioner.
For de statslige arbejdspladser
afskaffes fire bestemmelser.
For det første afskaffes bestemmelsen
om, at tobaksrygning er tilladt i lokaler for mere end én
ansat, såfremt de ansatte, der har arbejdssted i
sådanne lokaler, erklærer sig indforstået hermed,
eller såfremt der træffes foranstaltninger, der sikrer,
at ingen at de andre ansatte ufrivilligt generes af
tobaksrygningen.
For det andet afskaffes bestemmelsen om, at
tobaksrygning tillades i særligt markerede områder i
tilfælde, hvor det er overordentlig vanskeligt eller kostbart
at indrette særskilte lokaler til tobaksrygning,
såfremt der træffes foranstaltninger, der sikrer, at
ingen af de andre ansatte ufrivilligt generes af
tobaksrygningen.
For det tredje afskaffes bestemmelsen om, at
tobaksrygning er tilladt under møder i den statslige
forvaltning, hvis samtlige mødedeltagere er enige om
det.
For det fjerde afskaffes bestemmelsen om, at
tobaksrygning undtagelsesvis kan tillades, hvor der er
særlige hensyn, der taler imod et forbud mod tobaksrygning,
og hvor det kan ske, uden at andre ufrivilligt generes heraf.
Kommuner og regioner bliver med
lovforslaget omfattet af den ensartede regulering af
arbejdsmarkedet. Den hidtidige lovgivning har alene pålagt
hver kommunalbestyrelse og hvert regionsråd at
fastsætte bestemmelser om røgfri miljøer
på kommunale og regionale arbejdspladser m.v.
Institutioner og skoler for
børn og unge
Med lovforslaget fastsættes, at der i
børneinstitutioner, skoler m.v. fremover ikke må ryges
på udendørsarealer, hvor børnene færdes.
Efter de gældende regler er udendørs rygning bl.a.
forbudt på folkeskolers område.
På øvrige
uddannelsesinstitutioner vil der blive samme mulighed for at
tillade rygning på studiepladser, der kun benyttes af
én elev eller studerende, og for at tillade rygerum og
rygekabiner, som der er på arbejdspladser.
Særlige arbejdspladser,
f.eks. sygehuse, plejehjem, Kriminalforsorgens institutioner og
kommunale dagplejehjem.
For en række arbejdspladser gør
specielle forhold sig gældende. Det gælder bl.a.
steder, som på samme tid er hjem eller længerevarende
opholdssted for en borger og arbejdsplads for en ansat.
I overensstemmelse med aftalen om den
fremtidige indsats for røgfri miljøer følger
lovforslaget et princip om, at på arbejdspladser, der tillige
udgør bolig for borgere, er det borgeren selv, som
fastsætter rygepolitikken i »sin egen bolig«.
Lovforslaget indeholder særlige
bestemmelser på følgende områder:
For sygehuse og lignende indeholder
forslaget en særlig bestemmelse om, at et sygehus i ganske
særlige tilfælde kan tillade rygning for patienter og
pårørende.
På plejehjem,
døgninstitutioner, botilbud og lignende bestemmer den
enkelte beboer, om der må ryges i det værelse eller den
bolig, som er beboerens private hjem. Det vil dog kunne
pålægges beboerne ikke at ryge i deres værelser
eller bolig i den tid, hvor de ansatte opholder sig dér.
I private hjem, som modtager
hjemmehjælp m.v., kan det pålægges som en
forudsætning for at modtage hjælp, at beboerne ikke
ryger, mens personalet opholder sig i hjemmet.
På væresteder, varmestuer og
lignende tilbud for socialt udsatte, hvor der kun er ét
opholdsrum, kan det bestemmes, at rygning skal være
tilladt.
I Kriminalforsorgens institutioner
bestemmer den indsatte, om der må ryges i den
pågældendes eget opholdsrum. Det vil dog kunne
pålægges den indsatte ikke at ryge i det tidsrum, hvor
en ansat opholder sig dér.
I den kommunale dagpleje og
puljelignende dagplejer må der ikke ryges i dagplejehjemmet,
når der passes børn. Lokaler, der primært er
indrettet som børnenes lege- og opholdsrum, skal være
røgfri hele døgnet.
Arbejdspladser i private hjem med
ekstern arbejdskraft tilknyttet er omfattet af reglerne for
arbejdspladser. Hvis arbejdslokalerne tillige anvendes til bolig,
må der dog ryges uden for den eksterne arbejdskrafts
arbejdstider.
På skibe kan rygning tillades
i lokaler, der tjener som privat bolig for én person.
Det offentlige rum og
kollektive transportmidler
Lovforslaget indebærer, at rygning ikke
vil være tilladt i kollektive transportmidler og taxaer samt
i det offentlige rum i øvrigt, dvs. lokaler, hvortil
offentligheden har adgang. Der vil dog blive mulighed for at
indrette rygerum og rygekabiner i lokaler, hvortil offentligheden
har adgang.
Serveringssteder
Hovedreglen vil være, at der ikke
må ryges på indendørs serveringssteder. Det vil
dog være tilladt at indrette rygerum og rygekabiner. I disse
rygelokaliteter vil det kunne tillades at medbringe
drikkevarer.
Små værtshuse og
udskænkningssteder €" bodegaer, krostuer og lignende
€" kan selv bestemme, om de vil tillade rygning. Bestemmelsen
omfatter små serveringssteder:
€" Der har alkoholbevilling.
€" Der ikke serverer egentlig mad.
€" Hvor serveringsarealet er under 40
m2.
€" Hvor der er borde og stole på
serveringsarealerne.
Befinder værtshuset sig under tag med
et andet serveringssted, vil det være en betingelse, at der
er selvstændig indgang fra gaden til værtshuset, og at
det for publikum fremstår som et selvstændigt
værtshus.
Tilsyn
Det fremtidige tilsyn med overholdelsen af
denne lov varetages af Arbejdstilsynet, Søfartsstyrelsen og
transport- og energiministeren som et led i de
pågældende tilsynsmyndigheders tilsyn efter
arbejdsmiljøloven, lov om sikkerhed til søs,
luftfartsloven og
offshoresikkerhedsloven.
5. Lovforslagets
økonomiske og administrative konsekvenser for det
offentlige
De kontrolmæssige opgaver i relation
til håndhævelse af loven forudsættes løst
inden for bestående ressourcemæssige rammer.
6. Lovforslagets
økonomiske og administrative konsekvenser for
erhvervslivet
Lovforslaget vil ikke have økonomiske
konsekvenser for erhvervslivet generelt, da indretning af rygerum
eller opsætning af rygekabiner udelukkende vil ske på
frivillig basis.
Forslaget har været sendt til Erhvervs-
og Selskabsstyrelsens Center for Kvalitet i Erhvervs Regulering med
henblik på en vurdering af, om forslaget skal
forelægges Økonomi- og Erhvervsministeriets
virksomhedspanel. Styrelsen vurderer ikke, at forslaget indeholder
administrative konsekvenser for erhvervslivet i et omfang, der
berettiger, at det bliver forelagt virksomhedspanelet. Forslaget
har derfor ikke været forelagt for Økonomi- og
Erhvervsministeriets virksomhedspanel.
7. Lovforslagets
miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ingen konsekvenser for
miljøet.
8. Lovforslagets administrative
konsekvenser for borgerne
Lovforslaget har ingen administrative
konsekvenser for borgerne.
9. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige
aspekter.
10. Udtalelser over
lovforslaget
Lovforslaget har i udkast været udsendt
i høring. Der er modtaget høringssvar fra
følgende: Advokatrådet, Akademikernes
Centralorganisation (AC), Astma-Allergi Forbundet, Beboer- og
Pårørendeudvalget på Valby Sogns Plejehjem,
Beskæftigelsesministeriet (herunder Arbejdsdirektoratet,
Arbejdstilsynet og Det Nationale Forskningscenter for
Arbejdsmiljø), Peder Bjerring, Centralorganisationernes
Fællesudvalg (CFU), John Christensen, Danmarks
Apotekerforening, Danmarks Lungeforening, Danmarks Rederiforening,
Bilfærgernes Rederiforening, Rederiforeningen for Mindre
Skibe og Rederiforeningen af 1895, Danmarks Restauranter &
Cafeer (DRC), Dansk Arbejdsgiverforening (DA), Dansk Automat
Brancheforening, Dansk Erhverv, Dansk Industri (DI), Dansk
Kollektiv Trafik (DKT), Dansk Sygeplejeråd, Dansk
Tandlægeforening, Dansk Transport og Logistik (DTL), Danske
Fysioterapeuter, Danske Regioner, De Samvirkende
Invalideorganisationer (DSI), Det Nationale Råd for
Folkesundhed, Diabetesforeningen, Direktoratet for
Kriminalforsorgen, Energistyrelsen, Fag og Arbejde (FOA),
Finanssektorens Arbejdsgiverforening, Forebyggelses- og
Patientrådet, Foreningen af Danske Lægestuderende
(FADL), Forsvarsministeriet, Funktionærernes og
Tjenestemændenes Fællesråd (FTF), Handel,
Transport & Service (HTS), Hjerteforeningen, Hotel €"
Restaurant & Turisterhvervet (HORESTA), Jordemoderforeningen,
KFUM€™s Sociale Arbejde i Danmark, Kirkens
Korshær, Kirkeministeriet, KL, Kommunale Tjenestemænd
og Overenskomstansatte (KTO), Kristelig Arbejdsgiverforening,
Kristelig Fagbevægelse, Kræftens Bekæmpelse,
Landsforeningen Røgfrit Miljø, Landsorganisationen i
Danmark (LO), Ledernes Hovedorganisation, Lægeforeningen,
Maskinmestrenes Forening, Miljøministeriet, Ministeriet for
Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Ministeriet for Videnskab,
Teknologi og Udvikling, Netværk af Forebyggende Sygehuse i
Danmark, Nærings- og Nydelsesmiddelarbejder Forbundet (NNF),
Peder Lykke Centret, Åse Pedersen, Philip Morris,
Restauratørforeningen af 1881, Århus Amt samt
Restauratørforeningen af 1883, Fyns Amt, Rygerpartiet,
Rådet for Socialt Udsatte, Sammenslutningen af Landbrugets
Arbejdsgiverforeninger, Sammenslutningen Københavns Taxa,
Smoke Free Systems, Smoke Solution, Socialministeriet,
Socialpædagogerne, Statens Luftfartsvæsen, Sund By
Netværket, Sundhedskartellet, Søfartens Ledere,
Tobaksindustrien, Transport- og Energiministeriet (herunder DSB),
Undervisningsministeriet (herunder Efterskoleforeningen, Dansk
Friskoleforening og Frie Grundskolers Fællesråd),
Værtshuse i Vejle området og Økonomi- og
Erhvervsministeriet (herunder Søfartsstyrelsen og Erhvervs-
og Selskabsstyrelsens Center for Kvalitet i ErhvervsRegulering
(CKR)).
11. Vurdering af konsekvenserne
af lovforslaget
| Positive konsekvenser /
mindreudgifter | Negative konsekvenser / merudgifter |
Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen konsekvenser | Ingen konsekvenser |
Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen konsekvenser | Ingen konsekvenser |
Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen konsekvenser | Ingen konsekvenser |
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen konsekvenser | Ingen konsekvenser |
Miljømæssige
konsekvenser | Ingen konsekvenser | Ingen konsekvenser |
Administrative konsekvenser for
borgerne | Ingen konsekvenser | Ingen konsekvenser |
Forholdet til EU-retten | Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige
aspekter. |
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser.
Til § 1
Formålet med loven er at udbrede
røgfri miljøer med henblik på at forebygge
sundhedsskadelige effekter af passiv rygning samt at forebygge, at
nogen ufrivilligt udsættes for passiv rygning.
Den dokumenterede viden om de
sundhedsskadelige effekter af passiv rygning er gennem de seneste
år blevet større.
Passiv rygning øger risikoen for at
få bl.a. kræft, hjertesygdomme og luftvejslidelser.
Børn €" især børn under 4 år - er
mere sårbare over for passiv rygning end voksne.
Antallet af ikke-rygere er steget fra 65 %
til ca. 75 % af befolkningen i løbet af 10 år.
Til § 2
Lovens anvendelsesområde
fastlægges i denne bestemmelse.
Lovens anvendelsesområde er
arbejdspladser, offentlige såvel som private, institutioner
og skoler for børn og unge, øvrige
uddannelsesinstitutioner, indendørs lokaliteter, hvortil
offentligheden har adgang, kollektive transportmidler og taxaer
samt serveringssteder.
Offshoreanlæg er ligeledes som
arbejdsplads omfattet af loven. På offshoreanlæg er der
en række rygerestriktioner på grund af risikoen for
gasudslip og de dermed forbundne brand- og eksplosionsfarer. Det er
således forbudt at ryge udendørs, og indendørs
er der af samme årsag meget restriktive bestemmelser om
røgfri miljøer.
Ved kollektive transportmidler forstås
i denne lov alle former for indretninger, som kan fragte flere
personer i lukkede rum, som f.eks. tog, busser, passagerskibe og
luftfartøjer, som er tilgængelige for
offentligheden.
Loven omfatter ikke private hjem og
foreninger, hvor der ikke er umiddelbar adgang for offentligheden,
medmindre der samtidig er tale om arbejdspladser.
Det følger af bestemmelsens
stk. 2, at loven finder anvendelse på danske
skibe, på dansk registrerede luftfartøjer og på
udenlandsk registrerede luftfartøjer, der opereres i henhold
til dansk driftstilladelse, uanset om skibet eller
luftfartøjet befinder sig uden for dansk territorium.
Bestemmelsen indebærer, at
rygeforbuddet, jf. lovens §§ 6 og 20, også
gælder for de pågældende skibe og
luftfartøjer i udenrigsfart.
Reglerne i lov om sikkerhed til søs,
herunder reglerne om Søfartsstyrelsens tilsyn efter reglerne
i lov om sikkerhed til søs, finder anvendelse på
danske skibe, uanset om de befinder sig uden for dansk territorium,
jf. § 1, stk. 1, i lov om sikkerhed til søs.
Reglerne i luftfartsloven, herunder reglerne om transport- og
energiministerens tilsyn med luftfartøjer, finder ligeledes
som udgangspunkt anvendelse for luftfart med dansk
luftfartøj uden for dansk område, jf. luftfartslovens
§ 4, stk. 1, og for udenlandsk registrerede
luftfartøjer, der opereres i henhold til dansk
driftstilladelse, jf. luftfartslovens § 4,
stk. 2.
Lovens anvendelsesområde er
således efter bestemmelsen for skibe og luftfartøjer
afgrænset i overensstemmelse med, hvad der som udgangspunkt
gælder efter lov om sikkerhed til søs og
luftfartsloven.
Loven finder ikke anvendelse for
Færøerne og Grønland, jf. lovens
§ 34. Det er derfor med bestemmelsen præciseret, at
loven ikke finder anvendelse på skibe hjemmehørende
på Færøerne eller i Grønland eller
på luftfartøjer drevet af luftfartsselskaber, der er
hjemmehørende på Færøerne eller i
Grønland.
Til § 3
I bestemmelsen defineres et rygerum i
stk. 1 og rygekabiner i stk. 2.
Ifølge stk. 1 er et
rygerum et særligt lokale indrettet med henblik på
rygning. Rummet skal være forsynet med gode
udluftningsmuligheder eller ventilation.
Et rygerum må ikke tjene som gennemgang
eller indeholde funktioner, som ansatte gør brug af i deres
arbejde (kopimaskine, lager osv.), eller som er stillet til
rådighed for og anvendes af børn og unge i dagtilbud,
elever, studerende, beboere på institutioner for børn,
unge og voksne m.v. Tilsvarende gælder for rygerum i det
offentlige rum, i kollektive transportmidler samt på
serveringssteder.
Ifølge stk. 2
forstås ved rygekabine en fritstående enhed med
udluftnings- eller ventilationssystem. Enheden vil
sædvanligvis være med loft, lukket på tre sider
og åbent på den fjerde. Det kan være en enhed,
som renser luften gennem støv- og gasfiltre af
tilstrækkelig kvalitet, og som fører den tilbage til
rummet, eller enheden kan have mekanisk udsugning, der fører
den forurenede luft til det fri.
Til § 4
Bestemmelsen fastlægger en overordnet
regel om, at det ikke vil være tilladt at ryge i
indendørs lokaliteter, der er omfattet af loven, medmindre
andet fremgår af lovens øvrige bestemmelser.
Ved indendørs lokaliteter
forstås udover f. eks. arbejdslokaler, fælles
opholdsrum, undervisningslokaler, trapper og vestibuler, offentlige
og private ekspeditionslokaler, kulturhuse og idrætshaller
også tog, busser, taxaer og passagerskibe.
Til § 5
I denne bestemmelse pålægges der
den enkelte arbejdsgiver pligt til at udarbejde en rygepolitik for
arbejdspladsen. Kravet om en rygepolitik skal medvirke til, at lov
om røgfri miljøer bliver udmøntet på den
enkelte arbejdsplads.
Rygepolitikken skal være skriftlig og
tilgængelig for alle ansatte. Info rmation om rygepolitikken
er en vigtig forudsætning for, at den kan blive efterlevet og
håndhævet. Skiltning kan her være en nyttig
formidlingsform.
Rygepolitikken skal være i
overensstemmelse med loven og bestemmelsen i § 6,
stk. 1, om, at det ikke er tilladt at ryge indendørs
på arbejdspladser.
Som minimum skal rygepolitikken indeholde
nedenstående to elementer.
For det første oplysning om, hvorvidt
der må ryges på virksomheden, og i givet fald en
beskrivelse af, hvor der må ryges. Indendørs kan der
kun være tale om at tillade rygning i arbejdslokaler, der
alene tjener som arbejdsplads for én person og/eller i
rygerum og rygekabiner, jf. § 6, stk. 2 og 3.
Udendørs rygning er ikke omfattet af lovens
bestemmelser.
For det andet oplysning om hvilke
konsekvenser, der følger af overtrædelse af
rygepolitikken for ansatte. Det kan f.eks. være de
almindelige ansættelsesretlige regler, der gælder
på arbejdspladsen. Rygepolitikken kan også oplyse om
konsekvenser for udefrakommende ved overtrædelse af
rygepolitikken.
Mange arbejdspladser har allerede i dag en
rygepolitik. Det fremgår bl.a. af en
befolkningsundersøgelse fra november/december 2006. 1)
Undersøgelsen viser, at 7 % af de
ansatte oplyser, at rygning er forbudt på virksomhedens
område eller i arbejdstiden, 34 % oplyser, at rygning er
forbudt inden døre, 22 % oplyser, at rygning kun er tilladt
i rygerum eller rygekabiner, 7 % oplyser, at rygning er tilladt i
visse lokaler (f.eks. eget kontor) og 30 % oplyser, at rygning er
tilladt overalt.
Til § 6
Ifølge stk. 1 forbydes
rygning på alle indendørs arbejdspladser, offentlige
såvel som private.
Med en indendørs arbejdsplads
forstås lokaler, hvor en arbejdstager udfører sit
arbejde. Rygeforbuddet omfatter bl.a. arbejdslokaler,
møderum, lagerrum, undervisningslokaler, kantiner,
indgangspartier, vestibuler, trapper, korridorer, elevatorer og
tilsvarende rum, hvor ansatte opholder sig i kortere eller
længere tid.
Rygeforbuddet omfatter som udgangspunkt
også firmabiler, lastbiler og andre transportmidler, hvorfra
en arbejdstager udfører sit arbejde.
I lighed med hovedreglen efter
arbejdsmiljøloven omfatter denne lov arbejde, der
udføres for en arbejdsgiver. Det er uden betydning, om der
er tale om lønnet eller ulønnet
beskæftigelse.
Lovforslaget indeholder to muligheder for
undtagelser fra hovedreglen i stk. 1.
De to undtagelsesbestemmelser - i
stk. 2 og 3 €" er ikke en rettighed for
rygerne.
Den første undtagelse i
stk. 2 indebærer, at den enkelte arbejdsplads kan
beslutte, at det vil være tilladt at ryge i arbejdslokaler,
der alene tjener som arbejdsplads for én person ad
gangen.
Et arbejdslokale for én person kan
være et kontorlokale, men det kan også være
f.eks. førerhuset i en lastbil, i et lokomotiv eller
førerkabinen i en kran.
Et arbejdslokale for én person kan
godt benyttes af flere personer på skift, men det vil
være en forudsætning, at der er effektiv
udluftning.
I forbindelse med den rygepolitik, som en
arbejdsgiver skal udarbejde i henhold til § 5, skal der
bl.a. tages stilling til, om rygning i arbejdslokaler, som kun
tjener som arbejdsplads for en person ad gangen, skal tillades.
Ved stillingtagen til hvilke arbejdslokaler,
der i givet fald må ryges i, skal særligt iagttages,
hvad det enkelte arbejdslokale anvendes til, herunder i hvilket
omfang lokalet €" udover at tjene som arbejdsplads for
én person - anvendes som mødelokale eller til
personale-, klient, -patient- eller publikumskontakt, samt lokalets
udluftningsmuligheder og adgangsforhold.
Den anden undtagelse i stk. 3
tillader at indrette særlige rygerum og rygekabiner. Der
henvises til bemærkningerne til § 3.
Til § 7
§ 7 vedrører
børneinstitutioner, skoler, opholdssteder og lignende
institutioner, der fortrinsvis har optaget børn og unge
under 16 år.
Bestemmelsen omfatter dag- og klubtilbud,
døgninstitutioner, folkeskoler, ungdomsskoler og lignende
institutioner for børn og unge.
Det er uden betydning, om der er tale om
offentlige institutioner eller private institutioner.
§ 7 viderefører i vidt
omfang nuværende bestemmelser, hvorefter der er forbud mod
rygning for elever i folkeskolen, ungdomsskolen, ungdomskostskoler
samt for børn og unge i dag- og klubtilbud,
døgninstitutioner, fritidsklubber og lignende tilbud.
I stk. 1 fastlægges, at det
ikke vil være tilladt for optagne børn og unge samt
elever at ryge på institutionens område. Det omfatter
såvel alle indendørs lokaliteter som alle
udendørs arealer, dvs. skolegårde,
idrætspladser, legepladser og andre af institutionens
udendørsarealer.
Døgninstitutioner, kostskoler,
efterskoler og lignende tjener i en periode som privat bolig
fortrinsvis for unge i 15-16 års alderen og derover.
Ifølge stk. 2 kan det besluttes at
fastsætte regler, som tillader, at de unge ryger i rygerum og
på eget værelse.
Til § 8
Bestemmelsen tager sigte på
lærere, pædagoger, forældre og andre, der
opholder sig på institutionen. For personer, der ikke er
omfattet af § 7, følger det af lovens hovedregel i
§ 4, at rygning ikke er tilladt indendørs. Det
følger af § 8, at det for disse personer heller
ikke vil være tilladt at ryge udendørs.
Rygeforbuddet omfatter også personer,
der opholder sig på institutionen uden for dens normale
åbningstid, f.eks. fordi institutionens lokaler benyttes til
andre formål.
Den gældende lovgivning indeholder kun
forbud mod udendørs rygning på folkeskoler, kommunale
ungdomsskoler, ungdomskostskoler og i skolefritidsordninger. Med
forslaget udvides forbuddet til også at omfatte
børneinstitutioner m.v.
Ifølge stk. 2 kan det dog
besluttes at indrette rygerum for personer, der ikke er omfattet af
§ 7, hvor de pågældende kan ryge.
Til § 9
I bestemmelsen fastlægges regler for
elever og studerendes rygning på andre
uddannelsesinstitutioner, der ikke er omfattet af § 7,
dvs. institutioner for ungdomsuddannelser, VUC€™er,
mellemlange videregående uddannelser, videregående
uddannelser m.v.
Personer omfattet af bestemmelsen er med
meget få undtagelser personer på 16 år og
derover.
§ 9 svarer indholdsmæssigt
til bestemmelserne i § 6, stk. 2 og 3, for
arbejdspladser.
Ifølge stk. 2 kan det
besluttes, at elever og studerende må ryge i rygerum og
rygekabiner.
Til § 10.
Bestemmelsen gælder for sygehuse og
lignende. Det kan f.eks. være hospicer.
Sygehuse er omfattet af bestemmelserne i
§ 6. Hovedreglen er, at det ikke er tilladt at ryge
på indendørs arbejdspladser. Reglen gælder
også for ikke-ansatte, f.eks. patienter og
pårørende.
Gennem de senere år har flere og flere
sygehuse indført regler, som forbyder eller væsentligt
begrænser rygning blandt patienter, personale og
pårørende.
Bestemmelsen i § 10 er en konduite
bestemmelse, der skal ses i lyset heraf. Den tager sigte på
at give meget syge patienter og deres pårørende
mulighed for at ryge og bør kun anvendes i ganske
særlige tilfælde.
Rygning i henhold til § 10 kan
f.eks. tillades i forbindelse med, at en patient bliver orienteret
om, at den pågældende har fået diagnosticeret en
meget alvorlig og livstruende sygdom, eller en
pårørende, som opholder sig på sygehuset i
forbindelse med, at en nærtstående befinder sig i en
livstruende tilstand eller i terminal fase.
Til § 11.
Bestemmelsen vedrører plejehjem,
døgninstitutioner, botilbud og lignende institutioner, der
både er privat hjem for en beboer og arbejdsplads for en
ansat.
Ud over plejehjem for ældre og
handicappede sigter bestemmelsen mod f.eks. psykiatriske
døgninstitutioner.
Disse institutioner er omfattet af reglerne i
§ 6 om rygning på arbejdspladser. Rygning vil
således ikke være tilladt i fællesområder,
dvs. fælles spise- og opholdsrum for beboerne og deres
besøgende, trapper, køkkenfaciliteter, lagerrum,
møderum, indgangspartier, vestibuler, elevatorer,
fælles badefaciliteter og toiletter m.v.
Det følger af betemmelsen, at den
enkelte beboer selv fastsætter rygepolitikken i sit eget
hjem. Beboernes eget hjem er i denne sammenhæng det
værelse eller den bolig, der tjener som den enkelte beboers
private hjem.
Af hensyn til personalet er det i
stk. 2 fastsat, at det kan pålægges beboere
ikke at ryge i deres værelse eller i deres bolig i det
tidsrum, hvor personalet opholder sig dér.
Bestemmelsen indebærer, at der skal
foretages en konkret vurdering af, hvorvidt en beboer skal
pålægges ikke at ryge i den pågældendes
værelse eller bolig i det tidsrum, hvor personalet opholder
sig dér. Der skal ved vurderingen af, om den enkelte skal
pålægges ikke at ryge, lægges vægt
på, i hvilket omfang personalet uden et sådant
pålæg vil blive udsat for ufrivillig passiv rygning.
Det forudsættes, at vurderingen af, hvorvidt der er behov for
at udstede et pålæg efter bestemmelsen, foretages efter
ensartede kriterier for de enkelte beboere.
Til § 12
Af hensyn til de ansatte, der yder en
serviceydelse til en borger i dennes private bolig, er det i denne
bestemmelse fastsat, at det som en forudsætning for en
offentlig serviceydelse i form af personlig og praktisk hjælp
vil kunne pålægges en beboer, der modtager en
sådan serviceydelse, ikke at ryge i det tidsrum, hvor
personalet opholder sig i boligen. Bestemmelsen svarer til §
11, stk. 2.
Det forudsættes med bestemmelsen, at
det stilles som et vilkår for den konkrete afgørelse
om tildeling af personlig og praktisk hjælp, at beboeren ikke
må ryge i det tidsrum, hvor personalet opholder sig
dér. Hvis der ikke ved afgørelsen om tildeling af
personlig og praktisk hjælp er fastsat et vilkår om
rygeforbud, mens hjælpen modtages, vil der ikke som en
forudsætning for ydelsens levering kunne stilles krav om, at
beboeren ikke må ryge. Dette gælder uanset, om den
offentlige serviceydelse udføres af offentligt eller privat
ansatte.
Bestemmelsen omfatter bl.a. offentlige
serviceydelser i form af rengøring, pleje, behandling m.v. i
eget hjem, i det omfang der er tale om serviceydelser, som leveres
på forud fastsatte tidspunkter.
Bestemmelsen finder ikke anvendelse i det
omfang, der er tale om behov for akut hjælp.
Til § 13
I bestemmelsen åbnes der mulighed for,
at der kan ryges i væresteder, varmestuer og lignende tilbud
for socialt udsatte.
Begrundelsen herfor er, at et forbud mod
rygning formentlig ville bevirke, at det ikke ville være
muligt at gennemføre en social indsats for en
målgruppe, hvoraf andelen af rygere formentlig er tæt
på 100 %.
Socialministeriet skønner, at der
findes op mod 250 væresteder for socialt udsatte.
Bestemmelsen gælder alene for de
væresteder, hvor der kun er ét opholdsrum for
brugerne.
Til § 14
Bestemmelsen vedrører
Kriminalforsorgens institutioner, dvs. fængsler, arresthuse
og pensioner.
Da Kriminalforsorgens institutioner €" i
hvert fald i en vis periode €" må betragtes som de
indsattes hjem, vil det være tilladt for en indsat at ryge i
eget opholdsrum. Rygning i eget opholdsrum skal som udgangspunkt
ske bag lukket dør.
Ved betegnelsen »eget opholdsrum«
forstås det rum, hvor den indsatte overnatter under opholdet
i institutionen. Individuelle besøgsrum, som anvendes af en
enkelt indsat og dennes besøgende, sidestilles i denne
forbindelse med opholdsrum i den periode, hvor besøget
foregår. Såfremt besøget er
kontrolleret/overvåget af personale, kan der ikke ryges.
Det bemærkes, at det af
kapacitetsmæssige grunde ikke vil være muligt at
etablere opholdsrum, herunder besøgsrum, som er reserveret
til indsatte, der er ikke-rygere, og som ikke må anvendes til
indsatte, der er rygere (røgfri
opholdsrum/besøgsrum). Det forudsættes, at der sker
udluftning, når besøgsrummet har været anvendt
af en ryger, og tilsvarende når et opholdsrum fraflyttes.
Hvis flere indsatte deler opholdsrum,
påhviler det ledelsen af institutionen at sammensætte
de indsatte således, at ingen ufrivilligt kan udsættes
for passiv rygning. Hvis det ikke er muligt i den enkelte
institution at sammensætte de indsatte således,
må der ikke ryges i et opholdsrum, som deles af flere
indsatte.
Det bemærkes, at der kan opstå
situationer, hvor medarbejderne vil være nødsaget til
at indfinde sig på indsattes opholdsrum uden varsel,
således at det forudsættes, at medarbejderne i visse
situationer må tåle røg i forbindelse med, at
der lige er røget i indsattes opholdsrum.
Af hensyn til personalet er det i
stk. 2 fastsat, at det kan pålægges de n
indsatte ikke at ryge i eget opholdsrum i den tid, hvor en ansat
opholder sig dér.
I stk. 3 bestemmes det, at
justitsministeren fastsætter nærmere regler om de
forhold, der er nævnt i stk. 2.
Det forudsættes, at der i den enkelte
institution fastsættes lokale retningslinier for de indsattes
rygning. I disse lokale retningslinier vil det fremgå, at
indsatte, der ryger i indendørs lokaler i institutionen,
hvor dette ikke er tilladt, kan ikendes en disciplinærstraf
efter straffuldbyrdelseslovens § 67, nr. 8, hvorefter der
kan ikendes disciplinærstraf ved overtrædelse af regler
fastsat af institutionens leder, når det i reglerne er
bestemt, at overtrædelse kan medføre
disciplinærstraf.
Til § 15
Bestemmelsen vedrører den kommunale
dagpleje og puljeordninger, jf. §§ 24 og 25 i lov om
social service. Bestemmelsen omfatter dagplejelignende
puljeordninger etableret i private hjem eller andre lokaler i
børnenes hjemlige miljø samt den kommunale
dagpleje.
Det foreslås, at der i dagplejehjem og
andre lokaler til brug for dagpleje ikke må ryges, når
der passes børn. Dette gælder dagplejeren, dennes
familie og eventuelle gæster i dagplejehjemmet.
Forbuddet er begrænset til dagplejens
åbningstid, hvor der passes børn. I forbindelse med
rygning uden for åbningstiden i lokaler, der ikke
primært er indrettet til børnenes lege- og opholdsrum,
bør dagplejerne foretage en grundig udluftning af lokalerne,
inden dagplejen åbner igen.
Kommunalbestyrelsen i den enkelte kommune
kan, såfremt en kommunal dagplejer eller puljeordning ikke
opfylder lovforslagets krav til røgfri miljøer,
opsige aftalen med en puljeordning eller den kommunale
dagplejer.
Der vil i givet fald være tale om
opsigelse efter de almindelige aftaleretlige og personaleretlige
regler, ligesom det forudsættes, at der som udgangspunkt skal
indledes en dialog med den ansatte eller puljeordningen.
Bestemmelsen omfatter ikke pasning af
børn i private hjem, hvor forældrene modtager tilskud
til privat pasning efter § 37 i lov om social
service.
I stk. 2 bestemmes det, at
lokaler, der primært er indrettet som børnenes lege-
og opholdsrum, skal være røgfri hele døgnet.
Her tænkes på et rum, der er særligt indrettet
til dagplejebørnene, og hvor eksempelvis deres
legetøj, bleer m.v. befinder sig. Et sådant rum vil
ikke være indrettet i alle dagplejehjem.
Til § 16
Det fastlægges heri, at for
arbejdspladser i private hjem, hvor arbejdsgiver arbejder i
hjemmet, og hvor der er ekstern arbejdskraft tilknyttet,
gælder samme regler som fastsat i § 6.
Det kan f.eks. være en revisor, der har
ansat en enkelt sekretær, og som har indrettet kontor /
kontorer til denne virksomhed i sin bolig.
Bestemmelsen omfatter ikke pasning af
børn i private hjem, hvor forældrene modtager tilskud
til privat pasning efter § 37 i lov om social
service.
I stk. 2 foreslås det, at
hvis arbejdslokalerne tillige tjener som privat hjem, vil det
være tilladt at ryge i disse lokaler uden for den tid, hvor
den eksterne arbejdskraft er på arbejde.
Til § 17
Bestemmelsen indebærer, at et rederi
kan bestemme, at rygning er tilladt i kamre, der tjener som privat
bolig for én person ad gangen.
Til § 18
Bestemmelsen vedrører det offentlige
rum, dvs. alle indendørs lokaliteter, hvortil offentligheden
har adgang.
Med bestemmelsen foreslås, at det som
hovedregel ikke vil være tilladt at ryge på
sådanne steder.
Det afgørende vil ikke være, om
det er en privat, en foreningsejet eller en offentlig lokalitet,
men derimod om der er umiddelbar adgang for offentligheden €"
såvel gratis som mod betaling.
Eksempler på sådanne steder
er:
1) Offentlige ekspeditionslokaler, som f.eks.
posthuse, socialcentre, og private ekspeditionslokaler, som f.eks.
butikker, butikscentre, banker og rejsebureauer.
2) Kirker, teatre, biografer, kulturhuse,
museer, vestibuler / foyerer, banko-lokaler, biblioteker,
idrætsklubber, sportshaller, undervisningslokaler,
venteværelser, ventesale og andre rum, hvor folk opholder
sig.
3) Indgangspartier, elevatorer, trappeopgange,
korridorer, toiletter og alle rum, hvor folk passerer eller
opholder sig.
I stk. 2 bestemmes det, at det
kan besluttes at indrette særlige rygerum og rygekabiner,
hvor rygning kan finde sted, jf. bemærkningerne til
§ 6, stk. 3.
Til § 19
I denne paragraf bestemmes det, at i
hotelværelser, kahytter på skibe og lignende
lokaliteter, hvor der på erhvervsmæssig basis modtages
overnattende gæster, kan det besluttes, at rygning er tilladt
for gæsterne.
Hotelværelser, kahytter og lignende
fungerer midlertidigt som privat bolig for hotelgæster og
lignende.
Andre steder, der modtager overnattende
gæster, og som falder ind under bestemmelsen, kan f.eks.
være pensionater, Bed&Breakfast og campinghytter.
Til § 20
Bestemmelsen fastlægger, at det ikke
skal være tilladt at ryge indendørs i kollektive
transportmidler og taxaer.
Ved kollektive transportmidler forstås
i denne lov alle former for indretninger, som kan fragte flere
personer i lukkede rum, som f.eks. tog, busser, passagerskibe og
luftfartøjer, som er tilgængelige for
offentligheden.
Forholdene ombord på et passagerskib
kan i vidt omfang sammenlignes med forholdene til lands. Med
bestemmelsen i stk. 2 skabes der mulighed for at
indrette rygerum og rygekabiner til passagerer om bord på
passagerskibe.
Til § 21
Hovedreglen i stk. 1 er, at det
ikke vil være tilladt at ryge indendørs på
serveringssteder.
Bestemmelsen omfatter alene
indendørs serveringssteder. Hermed menes lokaler,
der er omgivet af tag og vægge på alle sider, uanset om
disse er permanente eller ikke.
Bestemmelsen omfatter serveringssteder, der
befinder sig under samme tag som andre virksomheder. Som eksempel
kan nævnes en bistro i et indkøbscenter.
Udendørs serveringssteder er
ikke omfattet af rygeforbuddet.
Rygeforbuddet gælder områderne,
som gæsterne har adgang til, dvs. toiletter, trapper,
vestibuler, dansegulv, elevatorer m.v.
Da serveringssteder samtidig er
arbejdspladser, er de €" på de områder, der ikke
er beregnet for gæster - omfattet af reglerne om rygning
på arbejdspladser, jf. § 6.
I stk. 2 defineres et
serveringssted som en lokalitet med servering af mad eller
drikkevarer til indtagelse på eller ved salgsstedet.
Som eksempler på serveringssteder kan
nævnes restauranter, bistroer, cafeer, barer og
værtshuse.
Sportsklubber, idrætshaller, lokaler
til bankospil og lignende er ligeledes omfattet, hvis der er
servering af mad eller drikkevarer, jf. også
bemærkningerne til §§ 18 og 19.
Serveringssteder med selvbetjening er
tilsvarende omfattet af lovforslaget.
Salg af mad eller drikkevarer »ud af
huset« (pizzeriaer, fast food o.lign.) er omfattet af
bestemmelsen i det omfang, der tillige finder servering sted i det
pågældende forretningslokale.
Automatforhandling af mad- eller drikkevarer
er kun omfattet af bestemmelsen, hvor der er indrettet faciliteter
€" opstillet borde og stole m.v. €" til kundernes
brug.
Stk. 3 indeholder mulighed for
undtagelser fra hovedreglen om rygeforbud på
serveringssteder, således at det kan besluttes at indrette
rygerum og rygekabiner, hvor rygning kan finde sted, jf.
bemærkningerne til § 6, stk. 3.
Det følger af stk. 4, at
det ikke vil være tilladt at servere eller medbringe mad og
drikkevarer i rygerum og rygekabiner, men at det enkelte
serveringssted dog kan tillade, at gæsterne selv medbringer
drikkevarer i rygerum og rygekabiner.
Det skal i denne forbindelse
præciseres, at det ikke vil være tilladt at medbringe
madvarer i rygerum og rygekabiner.
Til § 22
På små indendørs
værtshuse og udskænkningssteder, det kan f.eks.
være bodegaer og krostuer, kan det enkelte serveringssted
bestemme, om rygning skal være tilladt.
Med denne bestemmelse skabes der mulighed
for, at man fortsat kan opretholde små værtshuse, der
ikke har mulighed for at indrette rygerum og rygekabiner.
Det beskrives nærmere i bestemmelsen,
hvilke små værtshuse bestemmelsen omfatter.
Efter stk. 1 skal
serveringsstedet for det første have alkoholbevilling, for
det andet må der ikke serveres egentlig mad, for det tredje
skal serveringsarealet være under 40 m2, og der
skal for det fjerde være borde og stole på
serveringsarealet.
Kravet om alkoholbevilling er
medtaget, for at præcisere, at kaffebarer og lignende ikke
skal være omfattet af bestemmelsen om små
værtshuse.
At der ikke må serveres egentlig
mad, betyder, at der kun må serveres snacks, så
som chips, peanuts og lignende, der ikke kræver opvarmning
eller anden form for tilberedning, og som primært
sælges i færdigpakket emballage.
Sandwich, toast, burger og anden »fast
food« betragtes i denne sammenhæng som egentlig
mad.
Med serveringsarealet menes det
område, hvor der finder egentlig servering af drikkevarer
sted.
I serveringsarealet medregnes ikke baren og
området bag ved denne, garderober, trapper, toiletter og
lignende faciliteter for gæsterne.
Personalefaciliteterne medregnes heller ikke,
dvs. køkkenfaciliteter, personalerum, personaletoiletter,
lagerlokaler og lignende.
Der skal være borde og stole
på serveringsarealet. Dette krav er medtaget, fordi det
ikke er tanken, at nyere koncepter, som f.eks. cocktailbarer,
vinbarer, dj-barer og lignende, skal være omfattet af
bestemmelsen om små værtshuse.
Det følger af stk. 2, at
små værtshuse og udskænkningssteder på
under 40 m2, som befinder sig under samme tag som et
andet serveringssted, falder ind under bestemmelsen, såfremt
der er selvstændig indgang til værtshuset fra gaden, og
hvis det for publikum fremstår som et selvstændigt
værtshus.
Som eksempel kan nævnes en kro med en
restaurant, et selskabslokale og en krostue under samme tag. I det
tilfælde kan krostuen falde ind under bestemmelsen,
såfremt der er selvstændig indgang til den fra gaden,
og den med f.eks. sit facade- eller indgangsparti adskiller sig fra
kroens fremtræden i øvrigt.
Til § 23
Det følger af bestemmelsen, at
arbejdsgiveren, indehaveren, restauratøren, bestyreren og
forpagteren, skal sørge for, at rygning kun sker i
overensstemmelse med reglerne i denne lov. Bestemmelsen skal ses i
sammenhæng med straffebestemmelsen i lovens
§ 26.
Lovens hovedregel er, at arbejdsgiveren har
pligt til at sørge for, at rygning sker i overensstemmelse
med reglerne i denne lov. Det gælder, uanset om
arbejdsgiveren er offentlig eller privat, og uanset om
arbejdsgiveren er en fysisk eller juridisk person.
Det vil således også med hensyn
til de regler, der efter loven gælder for institutioner for
børn og unge, skoler, øvrige
uddannelsesinstitutioner, sygehuse, plejehjem m.v., være
arbejdsgiveren, der har pligt til at sørge for, at rygning
sker i overensstemmelse med reglerne i denne lov. Ledere af
sådanne institutioner har ikke efter loven en
selvstændig pligt til at sørge for, at rygning sker i
overensstemmelse med denne lov, og vil derfor ikke kunne straffes
efter lovens regler for en overtrædelse heraf, jf.
bemærkningerne til § 26.
Arbejdsgiveren vil - for at opfylde
forpligtelsen efter loven i overensstemmelse med almindelige
ansættelsesretlige regler - kunne pålægge
ansatte, herunder arbejdsledere, at sørge for, at rygning
kun sker i overensstemmelse med lovens regler. Ansattes
tilsidesættelse af en sådan pligt, som er pålagt
af arbejdsgiveren, behandles efter de regler, der gælder for
den pågældendes ansættelsesforhold, jf. lovens
§ 25.
Bestemmelsen forpligter udover arbejdsgiveren
endvidere indehaveren, restauratøren, bestyreren og
forpagteren til at sørge for, at rygning kun sker i
overensstemmelse med lovens regler. Bestemmelsen indebærer
således med hensyn til rygereglerne for serveringssteder, at
der påhviler indehaveren, restauratøren, bestyreren og
forpagteren en pligt til at sørge for, at lovens regler
overholdes, uanset om de pågældende samtidig er
arbejdsgivere. Det er således ikke afgørende for
forpligtelsen til at sørge for, at lovens regler overholdes,
om der er ansatte knyttet til serveringsstedet.
Til § 24
Det følger af bestemmelsen, at
tilsynet med overholdelsen af denne lov og de regler, der udstedes
i medfør af denne lov, varetages af Arbejdstilsynet,
Søfartsstyrelsen og transport- og energiministeren.
De pågældende tilsynsmyndigheders
tilsyn med overholdelsen af denne lov og de regler, der udstedes i
medfør af denne lov, sker som led i de
pågældende tilsynsmyndigheders tilsyn efter
arbejdsmiljøloven, luftfartsloven, lov om sikkerhed til
søs henholdsvis offshoresikkerhedsloven. Tilsynet
forudsættes således gennemført som en del af den
øvrige kontrol, som de pågældende
tilsynsmyndigheder fører.
De nærmere regler om de
pågældende tilsynsmyndigheders tilsyn med overholdelsen
af denne lov fastsættes i de nævnte love, jf.
lovforslagets §§ 29-32.
De foreslåede bestemmelser i
§§ 29-32 sikrer, at de pågældende
tilsynsmyndigheder har ensartede sanktionsmuligheder ved
varetagelsen af tilsynet. De pågældende
tilsynsmyndigheder vil således kunne udstede påbud om,
at forhold, der strider mod denne lov eller de regler, der udstedes
i medfør af denne lov, skal bringes i orden straks
(strakspåbud) eller inden en nærmere angivet frist.
Der fastsættes endvidere med
lovforslagets §§ 29-32 bestemmelser, der sikrer, at
den enkelte tilsynsmyndighed har de samme beføjelser med
hensyn til at få oplysninger og få adgang til den
pågældende lokalitet ved udøvelsen af tilsynet
efter lov om røgfri miljøer, som den
pågældende tilsynsmyndighed har i forbindelse med
udøvelse af tilsyn efter arbejdsmiljøloven,
luftfartsloven, lov om sikkerhed til søs henholdsvis
offshoresikkerhedsloven. Der er desuden fastsat bestemmelser, der
indebærer, at reglerne om klageadgang for den
pågældende tilsynsmyndighed finder tilsvarende
anvendelse for tilsynsmyndighedens afgørelser efter lov om
røgfri miljøer, jf. nærmere herom de
foreslåede bestemmelser til arbejdsmiljølovens
§ 79 a, stk. 4, til § 20 a, stk. 2,
jf. § 17, stk. 8, i lov om sikkerhed til søs,
til § 150 f, stk. 2, jf. § 152 a i
luftfartsloven og til offshoresikkerhedslovens § 66 a,
stk. 4.
Der henvises i øvrigt til
bemærkningerne til lovforslagets §§ 29-32.
Til § 25
Det foreslås, at de almindelige
ansættelsesretlige misligholdelsesbeføjelser finder
anvendelse, hvis en lønmodtager ikke overholder forbuddet
mod rygning. Herved sidestilles overtrædelse af rygeforbuddet
med lønmodtagerens overtrædelse af andre regler, der
har et arbejdsmiljømæssigt sigte. En arbejdsgiver vil
således kunne sikre efterlevelse af lovgivningen i kraft af
muligheden for - inden for de relevante ansættelsesretlige
rammer - at drage konsekvenser af en lønmodtagers
misligholdelse af ansættelsesaftalen.
Hvilke misligholdelsesbeføjelser
€" f.eks. mundtlig eller skriftlig advarsel,
henstilling/påtale eller eventuel bortvisning €" der kan
blive tale om at anvende, afhænger af en konkret vurdering af
den misligholdelse, der kan henføres til
lønmodtageren. En arbejdsgiver, der på trods af
lovgivningen har tilkendegivet over for en lønmodtager, at
der kan ryges frit på arbejdspladsen, vil således
vanskeligt kunne gøre misligholdelsesbeføjelser
gældende over for lønmodtageren, der efter
omstændighederne har haft føje til at anse rygning som
acceptabel adfærd inden for ansættelsesforholdets
rammer.
Bestemmelsen udgør således ikke
en ændring af reguleringen af forholdet mellem arbejdsgivere
og lønmodtagere, men skal tværtimod ses som udtryk for
et ønske om at tilgodese sundhedsmæssige hensyn inden
for rammerne af denne relation. Spørgsmål om
anvendelse af misligholdelsesbeføjelser vil -
afhængigt af det konkrete retsgrundlag - kunne rejses ved de
almindelige domstole eller i det fagretlige system.
For så vidt angår
spørgsmålet om beskyttelse af
lønmodtagere, der har gjort deres ret til at arbejde i
et røgfrit miljø gældende over for
arbejdsgiver, mod repressalier fra arbejdsgivers side, henvises
først og fremmest til, at der såvel i
funktionærloven som i en række overenskomster og i
retspraksis findes et forbud mod usaglig afskedigelse.
En afskedigelse af en lønmodtager,
fordi denne i overensstemmelse med gældende regler insisterer
på ikke frivilligt at blive udsat for rygning, vil som
udgangspunkt anses for at være usaglig, og der vil kunne
tilkendes den pågældende en godtgørelse.
Til § 26
Det forudsættes, at en
overtrædelse af lovens bestemmelser i
førstegangstilfælde som udgangspunkt straffes med en
bøde på 2.000 kr.
Dette svarer til størrelsen af de
bøder, som flere bevillingshavere har fået for
overtrædelse af restaurationslovens forbud mod at servere
alkohol for personer under 18 år på restauranter og
andre serveringssteder.
I andengangstilfælde og i
tredjegangstilfælde af overtrædelse af lovens
bestemmelser forudsættes bøderne udmålt til
henholdsvis 5.000 kr. og 10.000 kr.
De angivne straffeniveauer er vejledende og
kan fraviges af domstolene i op- og nedafgående retning, hvis
der i den konkrete sag foreligger formildende eller skærpende
omstændigheder.
Det følger af bestemmelsens
stk. 1, at den arbejdsgiver, der overtræder
lovens krav om udarbejdelse af en skriftlig rygepolitik, jf. lovens
§ 5, straffes med bøde.
Efter bestemmelsen straffes endvidere den,
der overtræder et påbud meddelt af vedkommende
tilsynsmyndighed efter § 79 a, stk. 1, i lov om
arbejdsmiljø, § 20 a, stk. 1, i lov om
sikkerhed til søs, § 150 f, stk. 1, i lov om
luftfart eller § 66 a, stk. 1, i
offshoresikkerhedsloven.
I stk. 2 bestemmes det, at den
arbejdsgiver, restauratør, indehaver, bestyrer og forpagter,
der tillader rygning i strid med lovens bestemmelser, kan straffes
med bøde.
Stk. 3 indebærer, at
også selskaber, offentlige myndigheder m.v. (juridiske
personer) efter reglerne i straffelovens 5. kapitel kan
pålægges bødestraf ved overtrædelse af
lovens bestemmelser. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med,
at det efter § 23 som hovedregel er arbejdsgiveren, der
har pligt til at sørge for, at rygning sker i
overensstemmelse med lovens regler. Bestemmelsen i § 23
gælder, uanset om arbejdsgiveren er en fysisk eller juridisk
person. Med bestemmelsen sikres det således, at også
arbejdsgivere, der er juridiske personer, kan pålægges
bødestraf ved en overtrædelse af lovens regler.
Til § 27
Det foreslås, at loven træder i
kraft den 15. august 2007.
I stk. 2 foreslås det, at
den gældende lovgivning om røgfri miljøer
ophæves samtidig med ikrafttrædelsen af den nye
lov.
Det drejer sig om lov nr. 436 af 14. juni
1995 om røgfri miljøer i offentlige lokaler,
transportmidler og lignende med senere ændringer, dvs. lov
nr. 1313 af 20. december 2000 (Forbud mod rygning for elever i
folkeskolen og ungdomsskolen, ungdomskostskoler og for børn
i dag- og klubtilbud, fritidsklubber, døgninstitutioner m.v.
og indførelse af regler om rygning i dag- og klubtilbud,
døgninstitutioner m.v. for unge samt indførelse af
rygepolitik på selvejende uddannelsesinstitutioner), lov nr.
298 af 27. april 2005 (Obligatorisk skiltning om rygepolitik
på offentligt tilgængelige serveringssteder) og
§ 3 i lov nr. 545 af 24. juni 2005 om ændring af
forskellige love på sundhedsområdet og visse andre
områder.
Til § 28
I bestemmelsen foreslås en
ændring af lov nr. 213 af 31. marts 2004 om forbud mod salg
af tobak og alkohol til personer under 16 år.
Lovens § 7 lyder således:
»Forslag om revision af loven
fremsættes for Folketinget senest ved begyndelsen af
folketingsåret 2006-07.«
Det foreslås, at revisionsbestemmelsen
ophæves.
Undersøgelser viser, at 16 års
aldersgrænsen har haft en vis positiv effekt på de helt
unges køb og forbrug af alkohol. En evaluering fra maj 2005
af Sundhedsstyrelsens oplysningskampagne om den
pågældende lov viste bl.a., at befolkningen, herunder
forældre til 11-15-årige og de 11-15-årige selv,
har et meget højt kendskab til loven, ligesom loven €"
og oplysningskampagnen €" (in)direkte har skærpet
befolkningens fokus på voksnes ansvar for deres egne
børn og unges rygevaner og alkoholforbrug.
Den egentlige effekt af loven €" og
oplysningskampagnen €" skal imidlertid måles som
ændringer i 11-15-åriges rygevaner og alkoholforbrug. I
relation til rygevaner kan der ikke umiddelbart ses nogen
effekt.
Derimod kan der iagttages en synlig effekt i
relation til alkoholforbrug. For første gang i 7 år
ses i 2004 en markant nedgang i andelen af 15-årige, der har
købt alkohol i en butik den seneste måned. Tilsvarende
ses en lidt mindre nedgang i andelen af 15-årige, der har
drukket alkohol den seneste måned. For de øvrige
aldersgrupper ses en tilsvarende nedgang i andelen, der har
købt og/eller drukket alkohol den seneste måned
€" bortset fra 14-årige.
En evalueringsrapport fra marts 2006 fra
Statens Institut for Folkesundhed om »Betydningen af lov om
forbud mod salg af tobak og alkohol til personer under 16 år
for danske børns alkoholforbrug« viser tilsvarende, at
der er et fald fra 2004 til 2005 i de 14- og 15-årige drenge
og pigers køb af alkohol. Faldet gælder navnlig
øl, men også spiritus og alkoholsodavand.
For alle aldersgrupper og for både
drenge og piger gælder, at det er blevet mere almindeligt at
drikke alkohol, som man ikke selv har købt.
Blandt de 13-årige er det først
og fremmest forældrene, som børn får alkoholen
af. I alle aldersgrupper er der dog sket en stigning i andelen af
børn, der får alkohol af deres forældre.
På baggrund af ovenstående finder
regeringen, at aldersgrænsen for butikssalg af tobak og
alkohol fortsat bør være 16 år. 16 års
aldersgrænsen har bred folkelig opbakning, hvad en eventuel
højere aldersgrænse næppe vil have.
Til § 29
Ad § 79 a, stk. 1
Den foreslåede nye bestemmelse i
arbejdsmiljølovens § 79 a indebærer, at
Arbejdstilsynet som led i tilsynsvirksomheden efter
arbejdsmiljøloven fører tilsyn med overholdelsen af
lovgivningen om røgfri miljøer.
Arbejdstilsynet fører efter
bestemmelsen alene tilsyn med overholdelsen af lovgivningen om
røgfri miljøer inden for
arbejdsmiljølovgivningens anvendelsesområde. Tilsynet
med overholdelsen af lovgivningen om røgfri miljøer
forudsættes således gennemført i forbindelse med
Arbejdstilsynets øvrige og almindelige kontrol på
arbejdspladser, hvor der er ansatte.
Arbejdstilsynet kan efter bestemmelsens
stk. 1 udstede påbud om, at forhold, der strider mod
lovgivningen om røgfri miljøer, bringes i orden
straks (strakspåbud) eller inden en nærmere angivet
frist. Arbejdstilsynet kan fastsætte vilkår for
påbuddet.
Arbejdstilsynet kan ikke ved tilsynet med
overholdelsen af lovgivningen om røgfri miljøer
anvende andre sanktionsmuligheder end strakspåbud og
påbud efter bestemmelsens stk. 1. De
sanktionsmuligheder, som Arbejdstilsynet har efter
arbejdsmiljøloven, herunder til at standse arbejdet eller
udstede administrative bødeforlæg, kan således
ikke anvendes ved tilsynet med overholdelsen af lovgivningen om
røgfri miljøer.
Ad § 79 a, stk. 2
Henvisningen til arbejdsmiljølovens
§ 76 og de regler, der er udstedt i medfør heraf,
indebærer, at Arbejdstilsynet har de samme beføjelser
ved udøvelsen af tilsynet efter lov om røgfri
miljøer, som Arbejdstilsynet har efter
arbejdsmiljølovens § 76.
Bestemmelsen indebærer således,
at enhver, der er pålagt oplysningspligt efter
arbejdsmiljøloven, tilsvarende skal give Arbejdstilsynet
alle oplysninger, der er nødvendige for udøvelsen af
tilsynet efter lov om røgfri miljøer.
Oplysningspligten sikrer bl.a., at Arbejdstilsynet kan få de
nødvendige oplysninger om, hvorvidt der er udarbejdet en
skriftlig rygepolitik.
Henvisningen indebærer endvidere, at
Arbejdstilsynet ved varetagelsen af tilsynet efter lov om
røgfri miljøer har adgang uden retskendelse til de
arbejdssteder, som Arbejdstilsynet efter arbejdsmiljølovens
regler har adgang til. Arbejdstilsynets medarbejdere har
således uden retskendelse mod behørig legitimation til
enhver tid har adgang €" om fornødent med politiets
bistand €" til offentlige og private arbejdssteder i det
omfang, det er påkrævet, for at de kan varetage
tilsynet med lovgivningen om røgfri miljøer, jf. dog
arbejdsmiljølovens § 76, stk. 4.
Kredsen af arbejdssteder, som Arbejdstilsynet
har adgang til uden retskendelse, udvides således ikke med
bestemmelsen i forhold til, hvad der gælder efter lov om
arbejdsmiljø. Bestemmelsen giver Arbejdstilsynet en
tilsvarende adgang til de pågældende arbejdssteder i
det omfang, det er påkrævet, for at Arbejdstilsynet kan
varetage tilsynet efter lovgivningen om røgfri
miljøer.
Bestemmelsen indebærer desuden, at
Arbejdstilsynet som led i udøvelsen af tilsynet efter lov om
røgfri miljøer kan kræve tilgængelig
dokumentation udleveret m.v., herunder dokumentation for, at der er
udarbejdet en skriftlig rygepolitik, jf. arbejdsmiljølovens
§ 76, stk. 5.
Ad § 79 a, stk. 3
Med bestemmelsen bemyndiges
beskæftigelsesministeren til efter forhandling med indenrigs-
og sundhedsministeren at fastsætte nærmere regler om
udøvelsen af tilsynet. Der vil med hjemmel i bestemmelsen
bl.a. kunne fastsættes nærmere regler om, hvordan
tilsynet skal udføres, og hvordan der skal reageres i
forskellige situationer, herunder hvornår der skal reageres
med strakspåbud henholdsvis påbud.
Ad § 79 a, stk. 4
Det fastsættes med bestemmelsen, at
klage over afgørelser, der træffes af Arbejdstilsynet
efter stk. 1, kan indbringes for
Arbejdsmiljøklagenævnet.
Henvisningen til arbejdsmiljølovens
§ 81, stk. 1-4, indebærer, at
arbejdsmiljølovens regler om klagefrist, indgivelse af
klagen, klagens opsættende virkning m.v. finder tilsvarende
anvendelse for klager over de afgørelser, Arbejdstilsynets
træffer efter stk. 1.
Arbejdsmiljøklagenævnets afgørelser kan ikke
indbringes for anden administrativ myndighed, jf. henvisningen til
arbejdsmiljølovens § 81, stk. 5.
Til § 30
Til nr. 1
Det følger af den gældende
bestemmelse i § 17, stk. 2, i lov om sikkerhed til
søs, at Søfartsstyrelsen varetager administrationen
af lov om sikkerhed til søs, idet bestemmelsen dog opregner
enkelte undtagelser hertil.
Den foreslåede bestemmelse
indebærer, at opregningen også kommer til at indeholde
en henvisning til den foreslåede nye bestemmelse i
§ 20 a, jf. lovforslagets § 30, nr. 2,
hvorefter Søfartsstyrelsen fremover også skal varetage
tilsyn efter lov om røgfri miljøer.
Til nr. 2
Ad § 20 a, stk. 1
Den foreslåede nye bestemmelse i
§ 20 a i lov om sikkerhed til søs indebærer,
at Søfartsstyrelsen som led i tilsynsvirksomheden efter lov
om sikkerhed til søs fører tilsyn med overholdelsen
af lovgivningen om røgfri miljøer på danske
skibe.
Søfartsstyrelsen fører efter
bestemmelsen alene tilsyn med overholdelsen af lovgivningen om
røgfri miljøer på danske skibe, hvor
Søfartsstyrelsen efter lov om sikkerhed til søs
fører tilsyn. Tilsynet med overholdelsen af lovgivningen om
røgfri miljøer forudsættes således
gennemført i forbindelse med Søfartsstyrelsens
øvrige og almindelige kontrol på danske skibe.
Søfartsstyrelsen kan efter
bestemmelsen udstede påbud om, at forhold, der strider mod
lovgivningen om røgfri miljøer, bringes i orden
straks (strakspåbud) eller inden en nærmere angivet
frist. Søfartsstyrelsen kan fastsætte vilkår for
påbuddet.
Søfartsstyrelsen kan ikke ved tilsynet
med overholdelsen af lovgivningen om røgfri miljøer
anvende de sanktionsmuligheder, som Søfartsstyrelsen har
efter lov om sikkerhed til søs. Tilbageholdelse af skibe
samt meddelelse af anløbsforbud kan således ikke
anvendes ved tilsynet med overholdelsen af lovgivningen om
røgfri miljøer.
Ad § 20 a, stk. 2
Henvisningen til § 17, stk. 7,
indebærer, at økonomi- og erhvervsministeren efter
forhandling med vedkommende minister kan fastsætte regler om
Søfartsstyrelsens samarbejde med andre offentlige
myndigheder vedrørende tilsynet med lov om røgfri
miljøer og regler om, at Søfartsstyrelsens
beføjelser efter stk. 1 udøves af andre
offentlige myndigheder.
Økonomi- og erhvervsministeren er
efter den gældende bestemmelse i § 17, stk. 8,
i lov om sikkerhed til søs bemyndiget til at fastsætte
regler om klageadgang over bl.a. Søfartsstyrelsens
afgørelser efter lov om sikkerhed til søs, herunder
at afgørelserne ikke kan indbringes for anden administrativ
myndighed.
Henvisningen til § 17, stk. 8,
i lov om sikkerhed til søs indebærer, at
økonomi- og erhvervsministeren tilsvarende kan
fastsætte regler om klageadgang over Søfartsstyrelsens
afgørelser efter stk. 1, herunder at
afgørelserne ikke kan indbringes for anden administrativ
myndighed.
Økonomi- og erhvervsministeren har ved
§ 8 i bekendtgørelse nr. 154 af 10. marts 2003
fastsat, at de af Søfartsstyrelsen i medfør af lov om
sikkerhed til søs trufne afgørelser ikke kan
indbringes for højere administrativ myndighed. Visse af
Søfartsstyrelsens afgørelser efter lov om sikkerhed
til søs, herunder afgørelser om tilbageholdelse af
skibe, tilbagekaldelse af skibscertifikater og afgørelser om
anløbsforbud, kan dog efter bestemmelsen i
bekendtgørelsens § 8 indbringes for
Ankenævnet for Søfartsforhold.
Der vil på baggrund af den
begrænsede klageadgang, der efter de gældende regler er
over Søfartsstyrelsens afgørelser efter lov om
sikkerhed til søs, ikke blive fastsat regler om, at
Ankenævnet for Søfartsforhold skal kunne tage stilling
til klager over Søfartsstyrelsens afgørelser
vedrørende lov om røgfri miljøer.
Såfremt klageadgangen over Søfartsstyrelsens
afgørelser efter lov om sikkerhed til søs udvides,
vil en klageadgang over Søfartsstyrelsens afgørelser
efter lov om røgfri miljøer blive overvejet
påny.
Henvisningen til § 19 i lov om
sikkerhed til søs indebærer, at
Søfartsstyrelsen har adgang uden retskendelse til at
gå ombord i ethvert skib, der er omfattet af lov om sikkerhed
til søs, i forbindelse med varetagelsen af tilsynet efter
lovgivningen om røgfri miljøer. Bestemmelsen udvider
således ikke kredsen af skibe, som Søfartsstyrelsen
har adgang til uden retskendelse i forhold til, hvad der
gælder efter lov om sikkerhed til søs. Bestemmelsen
giver Søfartsstyrelsen en tilsvarende adgang til de
pågældende skibe i det omfang, det er
påkrævet, for at Søfartsstyrelsen kan varetage
tilsynet efter lovgivningen om røgfri miljøer.
Henvisningen til § 19 i lov om
sikkerhed til søs indebærer endvidere, at skibets
reder, fører og maskinchef samt enhver, der handler på
disses vegne, har samme pligt til at give Søfartsstyrelsen
den nødvendige bistand og oplysninger ved udøvelsen
af tilsynet efter lov om røgfri miljøer.
Søfartsstyrelsens medarbejdere skal desuden ved
udførelsen af tilsynet efter lov om røgfri
miljøer sørge for, at skibet ikke unødigt
opholdes, og at arbejdet ombord ikke unødigt opholdes.
Henvisningen til § 24,
stk. 1-3 og 5, og de regler, der er fastsat i medfør
heraf, indebærer, at den betaling for
Søfartsstyrelsens tilsyn, som skal ske efter de nævnte
regler, tilsvarende omfatter det tilsyn, som
Søfartsstyrelsen fører efter lov om røgfri
miljøer. Baggrunden for bestemmelsen er, at tilsynet efter
lov om røgfri miljøer sker som en integreret del af
det tilsyn, der varetages efter reglerne i lov om sikkerhed til
søs. Det vil derfor ikke i praksis være muligt at
adskille udgifterne til tilsyn efter lov om røgfri
miljøer fra udgifterne til tilsyn efter lov om sikkerhed til
søs. Bestemmelsen indebærer ikke yderligere
økonomiske byrder for erhvervslivet, idet det
forudsættes, at tilsynet gennemføres i forbindelse med
Søfartsstyrelsens øvrige og almindelige kontrol
på danske skibe, og at tilsynsvirksomheden sker med
uændret intensitet.
Det følger af § 22,
stk. 1, i lov om sikkerhed til søs, at økonomi-
og erhvervsministeren kan autorisere klassifikationsselskaber,
andre virksomheder eller enkeltpersoner til på
Søfartsstyrelsens vegne og med ansvar over for styrelsen at
foretage syn af skibe. Der er i lovens §§ 22,
stk. 2-4, og 25 fastsat nærmere regler herom, herunder
at klassifikationsselskaberne m.v. kan kræve betaling for
deres arbejde. Henvisningen til §§ 22 og 25 i lov om
sikkerhed til søs indebærer, at økonomi- og
erhvervsministeren i de tilfælde, hvor
klassifikationsselskaber m.v. er bemyndiget til at varetage
Søfartsstyrelsens tilsynsopgaver efter lov om sikkerhed til
søs, tilsvarende kan bemyndiges til at udøve
Søfartsstyrelsens tilsynsbeføjelser i henhold til lov
om røgfri miljøer.
Ad § 20 a, stk. 3
Med bestemmelsen bemyndiges økonomi-
og erhvervsministeren til efter forhandling med indenrigs- og
sundhedsministeren at fastsætte nærmere regler om
udøvelsen af tilsynet. Der vil med hjemmel i bestemmelsen
bl.a. kunne fastsættes nærmere regler om, hvordan
tilsynet skal udføres, og hvordan der skal reageres i
forskellige situationer, herunder hvornår der skal reageres
med strakspåbud henholdsvis påbud.
Til § 31
Ad § 150 f, stk. 1
Den foreslåede nye bestemmelse i
luftfartslovens § 150 f indebærer, at transport- og
energiministeren som led i tilsynsvirksomheden efter luftfartsloven
fører tilsyn med overholdelsen af lovgivningen om
røgfri miljøer. Transport- og energiministeren kan
bemyndige Statens Luftfartsvæsen hertil, jf. henvisningen til
luftfartslovens § 152, stk. 1, i den
foreslåede § 150 f, stk. 2.
Der føres efter bestemmelsen alene
tilsyn med overholdelsen af lovgivningen om røgfri
miljøer som led i den tilsynsvirksomhed, der sker efter
luftfartslovens regler. Tilsynet med overholdelsen af lovgivningen
om røgfri miljøer forudsættes således
gennemført i forbindelse med den øvrige og
almindelige kontrol, som udøves efter luftfartslovens
regler.
Transport- og energiministeren kan efter
bestemmelsens stk. 1 som led i tilsynet udstede påbud
om, at forhold, der strider mod lovgivningen om røgfri
miljøer, bringes i orden straks (strakspåbud) eller
inden en nærmere angivet frist. Transport- og
energiministeren kan fastsætte vilkår for
påbuddet.
Der kan ikke ved tilsynet med overholdelsen
af lovgivningen om røgfri miljøer anvendes andre
sanktionsmuligheder end strakspåbud og påbud efter
bestemmelsens stk. 1. De sanktionsmuligheder, som
tilsynsmyndigheden har efter luftfartsloven, herunder til betinget
eller ubetinget at frakende retten til at gøre tjeneste
på et luftfartøj, kan således ikke anvendes ved
tilsynet med overholdelsen af lovgivningen om røgfri
miljøer.
Ad § 150 f, stk. 2
Henvisningen til luftfartslovens
§ 150 e, stk. 2, indebærer, at
tilsynsmyndigheden i det omfang, det er nødvendigt for at
udøve tilsynet efter lov om røgfri miljøer,
har adgang til ethvert luftfartøj, der benyttes til luftfart
efter luftfartsloven, og skal have adgang til alle relevante
dokumenter. Bestemmelsen udvider således ikke kredsen af
luftfartøjer m.v., som tilsynsmyndigheden har adgang til i
forhold til, hvad der gælder efter luftfartsloven.
Bestemmelsen giver tilsynsmyndigheden en tilsvarende adgang til de
pågældende luftfartøjer i det omfang, det er
påkrævet, for at tilsynsmyndigheden kan varetage
tilsynet efter lovgivningen om røgfri miljøer.
Henvisningen til luftfartslovens
§ 150 e, stk. 3, indebærer, at personer og
virksomheder, der er undergivet tilsyn efter luftfartsloven og
forordninger på områder, som omfattes af loven,
på forlangende skal meddele tilsynsmyndigheden enhver
oplysning, som er nødvendig for udøvelsen af tilsynet
efter lov om røgfri miljøer.
Det følger af henvisningen til
luftfartslovens § 152, stk. 1, at transport- og
energiministeren kan bemyndige Statens Luftfartsvæsen til at
udøve de beføjelser, der er tillagt transport- og
energiministeren efter stk. 1. Transport- og energiministeren
vil bemyndige Statens Luftfartsvæsen hertil.
Transport- og energiministeren kan efter
bestemmelsen i luftfartslovens § 152 a fastsætte
regler om klageadgang over afgørelser, der træffes af
offentlige myndigheder efter luftfartslovgivningen, herunder at
afgørelserne ikke skal kunne påklages. Transport- og
energiministeren har ved § 6 i bekendtgørelse nr.
795 af 3. september 2001 fastsat regler, der indebærer, at
Statens Luftfartsvæsens afgørelser efter
luftfartsloven som udgangspunkt ikke kan påklages til en
anden administrativ myndighed. Visse af luftfartsvæsenets
afgørelser, herunder afgørelser efter luftfartslovens
regler om fartøjets bemanding, kan dog indbringes for
Transport- og Energiministeriet.
Henvisningen til luftfartslovens
§ 152 a indebærer, at transport- og
energiministeren tilsvarende kan fastsætte regler om
klageadgang over afgørelser, der træffes af
tilsynsmyndigheden i henhold til lov om røgfri
miljøer. Der vil på baggrund af den begrænsede
klageadgang, der efter de gældende regler er over Statens
Luftfartsvæsens afgørelser efter luftfartsloven, ikke
blive fastsat regler om en klageadgang over luftfartsvæsenets
afgørelser vedrørende lov om røgfri
miljøer.
Ad § 150 f, stk. 3
Med bestemmelsen bemyndiges transport- og
energiministeren til efter forhandling med indenrigs- og
sundhedsministeren at fastsætte nærmere regler om
udøvelsen af tilsynet. Der vil med hjemmel i bestemmelsen
bl.a. kunne fastsættes nærmere regler om, hvordan
tilsynet skal udføres, og hvordan der skal reageres i
forskellige situationer, herunder hvornår der skal reageres
med strakspåbud henholdsvis påbud.
Til § 32
Ad § 66 a, stk. 1
Den foreslåede nye bestemmelse i
offshoresikkerhedslovens § 66 a indebærer, at
transport- og energiministeren som led i tilsynsvirksomheden efter
offshoresikkerhedsloven fører
tilsyn med overholdelsen af lovgivningen om røgfri
miljøer. Transport- og energiministeren kan bemyndige
Energistyrelsen eller en anden statslig myndighed hertil (herefter
benævnt tilsynsmyndigheden), jf. henvisningen til
offshoresikkerhedslovens § 61, stk. 3, i den
foreslåede § 66 a, stk. 3.
Tilsynsmyndigheden fører efter
bestemmelsen alene tilsyn med overholdelsen af lovgivningen om
røgfri miljøer inden for offshoresikkerhedslovens
anvendelsesområde. Tilsynet med overholdelsen af lovgivningen
om røgfri miljøer forudsættes således
gennemført i forbindelse med tilsynsmyndighedens
øvrige og almindelige kontrol på
offshoreanlæg.
Tilsynsmyndigheden kan efter bestemmelsens
stk. 1 som led i tilsynet udstede påbud om, at forhold,
der strider mod lovgivningen om røgfri miljøer,
bringes i orden straks (strakspåbud) eller inden en
nærmere angivet frist (påbud). Der kan fastsættes
vilkår for påbuddet.
Tilsynsmyndigheden kan ikke ved tilsynet med
overholdelsen af lovgivningen om røgfri miljøer
anvende andre sanktionsmuligheder end strakspåbud og
påbud efter bestemmelsens stk. 1. De
sanktionsmuligheder, som tilsynsmyndigheden har efter
offshoresikkerhedsloven, herunder til at meddele påbud om
arbejdsstandsning, kan således ikke anvendes ved tilsynet med
overholdelsen af lovgivningen om røgfri miljøer.
Ad § 66 a, stk. 2
Det følger af henvisningen til
offshoresikkerhedslovens § 61, stk. 3, at transport-
og energiministeren kan bemyndige Energistyrelsen og andre
statslige myndigheder til at udøve de beføjelser, der
er tillagt transport- og energiministeren efter stk. 1.
Bestemmelsen sikrer, at den myndighed, der til enhver tid er
bemyndiget til at varetage transport- og energiministerens
beføjelser efter offshoresikkerhedsloven, tilsvarende kan
bemyndiges til at varetage transport- og energiministerens tilsyn
efter lov om røgfri miljøer.
Transport- og energiministeren har ved
§ 3, stk. 1, nr. 4, i bekendtgørelse nr. 1253
af 6. december 2006 bemyndiget Energistyrelsen til at varetage
ministerens beføjelser efter offshoresikkerhedsloven.
Transport- og energiministeren vil tilsvarende bemyndige
Energistyrelsen til at varetage transport- og energiministerens
tilsyn efter lov om røgfri miljøer.
Henvisningen til offshoresikkerhedslovens
§ 62 indebærer, at enhver, der har oplysningspligt
over for tilsynsmyndigheden efter offshoresikkerhedsloven,
tilsvarende er forpligtet til at give tilsynsmyndigheden alle
oplysninger, der er nødvendige for udøvelsen af
tilsynet efter lov om røgfri miljøer, og er
forpligtet til at yde tilsynsmyndigheden al fornøden bistand
i den forbindelse.
Tilsynsmyndigheden har endvidere til enhver
tid uden retskendelse mod behørig legitimation adgang til
alle dele af virksomheden, bortset fra private dele af
virksomhedens bygninger, i det omfang, det er nødvendigt for
varetagelsen af tilsynet efter lov om røgfri miljøer.
Bestemmelsen udvider således ikke kredsen af virksomheder
eller de dele af virksomheden, som tilsynsmyndigheden har adgang
til uden retskendelse i forhold til, hvad der gælder efter
offshoresikkerhedsloven. Bestemmelsen giver tilsynsmyndigheden en
tilsvarende adgang til de pågældende lokaliteter i det
omfang, det er påkrævet, for at tilsynsmyndigheden kan
varetage tilsynet efter lovgivningen om røgfri
miljøer.
Henvisningen til offshoresikkerhedslovens
§ 65 og de regler, der er udstedt i medfør heraf,
indebærer, at de virksomheder, der efter
offshoresikkerhedslovens § 65, skal betale myndighedernes
udgifter ved opgaver efter offshoresikkerhedsloven, tilsvarende
skal betale tilsynsmyndighedens udgifter i forbindelse med
varetagelsen af tilsynet med lov om røgfri miljøer.
Henvisningen indebærer endvidere, at de regler om betalingen,
som transport- og energiministeren har fastsat ved
bekendtgørelse nr. 689 af 22. juni 2006, finder tilsvarende
anvendelse. Baggrunden for bestemmelsen er, at tilsynet efter lov
om røgfri miljøer sker som en integreret del af det
tilsyn, der varetages efter offshoresikkerhedslovens regler. Det
vil derfor ikke i praksis være muligt at adskille udgifterne
til tilsyn efter lov om røgfri miljøer fra udgifterne
til tilsyn efter offshoresikkerhedsloven. Bestemmelsen
indebærer ikke yderligere økonomiske byrder for
erhvervslivet, idet det forudsættes, at tilsynet
gennemføres i forbindelse med tilsynsmyndighedens
øvrige og almindelige kontrol på offshoreanlæg,
og at tilsynsvirksomheden sker med uændret intensitet.
Ad § 66 a, stk. 3
Med bestemmelsen bemyndiges transport- og
energiministeren til efter forhandling med indenrigs- og
sundhedsministeren at fastsætte nærmere regler om
udøvelsen af tilsynet. Der vil med hjemmel i bestemmelsen
bl.a. kunne fastsættes nærmere regler om, hvordan
tilsynet skal udføres, og hvordan der skal reageres i
forskellige situationer, herunder hvornår der skal reageres
med strakspåbud henholdsvis påbud.
Ad § 66 a, stk. 4
Det fastsættes med bestemmelsen, at
klage over afgørelser efter lov om røgfri
miljøer, der træffes af transport- og energiministeren
eller den bemyndigede tilsynsmyndighed, kan indbringes for
Energiklagenævnet.
Med henvisningen til offshoresikkerhedslovens
§ 67, stk. 2, 1. pkt., præciseres det, at
Energiklagenævets afgørelser om sådanne klager
ikke kan indbringes for en anden administrativ myndighed.
Henvisningen til offshoresikkerhedslovens
§ 67, stk. 2, 2. pkt., og § 68 sikrer, at
der gælder samme regler for indbringelse for domstolene af
Energiklagenævnets afgørelser vedrørende
tilsynsmyndighedens tilsyn efter lov om røgfri
miljøer, som der gælder for indbringelse af
Energiklagenævnet afgørelser vedrørende tilsyn
efter offshoresikkerhedsloven. Henvisningen indebærer
således, at Energiklagenævnets afgørelser om
klager vedrørende tilsynsmyndighedens tilsyn efter lov om
røgfri miljøer ikke kan indbringes for domstolene,
før den endelige administrative afgørelse foreligger,
og at søgsmål til prøvelse af sådanne
afgørelser skal være anlagt inden 6 måneder
efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende
eller offentligt bekendtgjort. Bestemmelserne herom skal ses i
sammenhæng med, at tilsynet efter lov om røgfri
miljøer sker som en integreret del af det tilsyn, der
varetages efter offshoresikkerhedslovens regler, og at en klage til
Energiklagenævnet således vil kunne vedrøre
såvel afgørelser efter offshoresikkerhedsloven som
efter lov om røgfri miljøer.
Af henvisningen til offshoresikkerhedslovens
§ 67, stk. 3 og 6, følger det, at
offshoresikkerhedslovens regler om klagefrist og indgivelse af en
klage og om Energiklagenævnets sammensætning ved
behandlingen af afgørelser efter offshoresikkerhedsloven
finder tilsvarende anvendelse for klager over de afgørelser,
tilsynsmyndigheden træffer i forbindelse med tilsynet med
lovgivningen om røgfri miljøer.
Henvisningen til offshoresikkerhedslovens
§ 67, stk. 4, nr. 2, indebærer, at transport-
og energiministeren kan fastsætte regler om betaling af gebyr
ved indbringelse af en klage over tilsynsmyndighedens
afgørelser efter lov om røgfri miljøer for
Energiklagenævnet. Der betales efter de gældende regler
ikke gebyr ved indbringelse af klager for Energiklagenævnet
over tilsynsmyndighedens afgørelser efter
offshoresikkerhedsloven. Den foreslåede hjemmel til at kunne
pålægge gebyr ved indbringelse af klager, vil derfor
ikke umiddelbart blive effektueret.
Til § 33
I bestemmelsen er det fastsat, at indenrigs-
og sundhedsministeren skal fremsætte forslag om revision af
loven i folketingssamlingen 2009-10, således at eventuelle
nye regler kan sættes i kraft den 15. august 2010, hvor loven
har virket i tre år.
Forud for revisionen vil loven om
røgfri miljøer blive evalueret.
Til § 34
I bestemmelsen er det fastsat, at loven ikke
gælder for Færøerne og Grønland.
1) Kilde: Monitorering af danskernes
rygevaner 2006. Rambøll Management for Sundhedsstyrelsen,
Hjerteforeningen, Danmarks Lungeforening og Kræftens
Bekæmpelse. Tallene viser den andel af de ansatte, som
angiver at være omfattet af de pågældende regler
for rygning på egen arbejdsplads.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med
gældende lov
Gældende formulering | | Lovforslaget |
| | |
| | § 28. I lov nr.
213 af 31. marts 2004 om forbud mod salg af tobak og alkohol til
personer under 16 år foretages følgende
ændring: |
§ 7. Forslag om
revision af loven fremsættes for Folketinget senest ved
begyndelsen af folketingsåret 2006-07. | | 1.§ 7 ophæves. |
| | |
| | § 29. I lov om
arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 268 af 18.
marts 2005, som ændret ved lov nr. 300 af 19. april 2006 og
lov nr. 175 af 27. februar 2007, foretages følgende
ændring: |
| | |
| | 1. Efter § 79
indsættes: |
| | » § 79 a.
Arbejdstilsynet fører som led i tilsynsvirksomheden efter
denne lov tilsyn med overholdelsen af lovgivningen om røgfri
miljøer. Arbejdstilsynet kan, eventuelt på
nærmere angivne vilkår, påbyde, at forhold, der
strider mod lovgivningen om røgfri miljøer, bringes i
orden straks eller inden en nærmere angivet frist. |
| | Stk. 2. § 76 og de regler,
der er udstedt i medfør heraf, finder tilsvarende
anvendelse. |
| | Stk. 3. Beskæftigelsesministeren
kan efter forhandling med indenrigs- og sundhedsministeren
fastsætte nærmere regler om udøvelsen af
tilsynet. |
| | Stk. 4. Klage over afgørelser,
der træffes af Arbejdstilsynet efter stk. 1, kan
indbringes for Arbejdsmiljøklagenævnet.
§ 81, stk. 1-5, finder tilsvarende
anvendelse.« |
| | |
| | § 30. I lov om
sikkerhed til søs, jf. lovbekendtgørelse nr. 627 af
26. juli 2002, som senest ændret ved § 38 i lov nr.
nr. 567 af 9. juni 2006, foretages følgende
ændringer: |
§ 17.
€ | | |
Stk. 2. Søfartsstyrelsen
varetager administrationen af denne lov, jf. dog § 7,
stk. 2, og § 8, og har til opgave at | | 1. I § 17, stk. 2,
ændres »og § 8« til:
»§ 8 og § 20 a«. |
1) påse, at loven og de i medfør
heraf fastsatte regler, påbud og forbud overholdes, | | |
2) godkende skibes anvendelse, herunder det
tilladte fartsområde og passagerantal, og i forbindelse
hermed udstede de fornødne certifikater og anden
dokumentation og | | |
3) holde sig orienteret om den tekniske og
sociale udvikling inden for lovens område og medvirke til
sikkerheds-, sundheds- og miljømæssige forbedringer af
skibe samt deres udstyr og drift. | | |
| | |
| | 2. Efter § 20
indsættes i kapitel 6: |
| | » § 20 a.
Søfartsstyrelsen fører som led i tilsynsvirksomheden
efter denne lov tilsyn med overholdelsen af lovgivningen om
røgfri miljøer på danske skibe.
Søfartsstyrelsen kan, eventuelt på nærmere
angivne vilkår, påbyde, at forhold, der strider mod
lovgivningen om røgfri miljøer, bringes i orden
straks eller inden en nærmere angivet frist. |
| | Stk. 2. §§ 17,
stk. 7 og 8, 22 og 24, stk. 1-3 og 5, og de regler, der
er udstedt i medfør heraf, finder tilsvarende
anvendelse. |
| | Stk. 3. Økonomi- og
erhvervsministeren kan efter forhandling med indenrigs- og
sundhedsministeren fastsætte nærmere regler om
udøvelsen af tilsynet. |
| | |
| | § 31. I lov om
luftfart, jf. lovbekendtgørelse nr. 1484 af 19. december
2005, som ændret ved lov nr. 1114 af 29. december 1997,
§ 97 i lov nr. 538 af 8. juni 2006, § 5 i lov
nr. 542 af 8. juni 2006, og som senest ændret ved forslag til
lov om ændring af lov om luftfart (L 36) som vedtaget af
Folketinget den 27. februar 2007, foretages følgende
ændring: |
| | |
| | 1. Efter § 150
e indsættes: |
| | » § 150
f. Transport- og energiministeren fører som led i
tilsynsvirksomheden efter denne lov tilsyn med overholdelsen af
lovgivningen om røgfri miljøer. Transport- og
energiministeren kan, eventuelt på nærmere angivne
vilkår, påbyde, at forhold, der strider mod
lovgivningen om røgfri miljøer, bringes i orden
straks eller inden en nærmere angivet frist. |
| | Stk. 2. §§ 150 e,
stk. 2 og 3, 152, stk. 1, og 152 a finder tilsvarende
anvendelse. |
| | Stk. 3. Transport- og energiministeren
kan efter forhandling med indenrigs- og sundhedsministeren
fastsætte nærmere regler om udøvelsen af
tilsynet.« |
| | |
| | § 32. I lov nr.
1424 af 21. december 2005 om sikkerhed m.v. for offshoreanlæg
til efterforskning, produktion og transport af kulbrinter
(offshoresikkerhedslov), som ændret ved lov nr. 107
af 7. februar 2007, foretages følgende ændring: |
| | |
| | 1. Efter § 66
indsættes i kapitel 6: |
| | » § 66 a.
Transport- og energiministeren fører som led i
tilsynsvirksomheden efter denne lov tilsyn med overholdelsen af
lovgivningen om røgfri miljøer. Transport- og
energiministeren kan, eventuelt på nærmere angivne
vilkår, påbyde, at forhold, der strider mod loven,
bringes i orden straks eller inden en nærmere angivet
frist. |
| | Stk. 2. §§ 61,
stk. 3, 62 og 65 og de regler, der er udstedt i medfør
heraf, finder tilsvarende anvendelse. |
| | Stk. 3. Transport- og energiministeren
kan efter forhandling med indenrigs- og sundhedsministeren
fastsætte nærmere regler om udøvelsen af
tilsynet. |
| | Stk. 4. Klage over afgørelser
efter stk. 1, der træffes af transport- og
energiministeren eller den, der er bemyndiget hertil, kan
indbringes for Energiklagenævnet. §§ 67,
stk. 2, 3, 4, nr. 2, og stk. 6, samt § 68
finder tilsvarende anvendelse.« |