Skriftlig fremsættelse (4. oktober
2006)
Økonomi- og
erhvervsministeren (Bendt Bendtsen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om administration af tilskud
fra Den Europæiske Regionalfond og Den Europæiske
Socialfond
(Lovforslag nr. L 19).
Lovforslaget har til formål at
fastlægge rammerne for administrationen af tilskud til
Danmark fra Den Europæiske Regionalfond (Regionalfonden) og
Den Europæiske Socialfond (Socialfonden).
Lovforslaget skal bringe den danske administration
af Regionalfonden og Socialfonden i overensstemmelse med de af
Europaparlamentet og Rådet vedtagne nye EU-regler, som skal
gælde for den nye strukturfondsperiode 2007-2013.
I forhold til den eksisterende lovgivning vil
administrationen af Regionalfonden og Socialfonden blive samordnet.
De opgaver, der på nuværende tidspunkt i forbindelse
med administrationen af Regionalfonden varetages af amterne og de
regionale udvalg, overføres til regionerne og de regionale
vækstfora. Regionerne og de regionale vækstfora skal
varetage tilsvarende opgaver for så vidt angår
Socialfonden.
Forslaget er opbygget som en bemyndigelseslov og
indeholder overordnede regler om regionalfonds- og
socialfondsadministrationens struktur og ansvarsfordeling.
Lovforslaget indeholder bestemmelser om bl.a.
overvågningsudvalg og de regionale vækstforas rammer
for at indstille til staten om anvendelsen af regionalfonds- og
socialfondsmidler til regionale initiativer. Lovforslaget
indeholder endvidere bestemmelser om medfinansiering af
initiativer, legalitetskontrol, grænseoverskridende
samarbejde, tilsyn, kontrol og straf. Herudover indeholder
lovforslaget bestemmelser om afgørelseskompetence for de
regionalfonds- og socialfondsmidler, der fordeles i konkurrence
mellem de regionale vækstfora.
De økonomiske konsekvenser ved flytningen
af de administrative opgaver mellem stat, amter og regioner er
afklaret i forbindelse med kommunalreformen. Lovforslaget er en
rammelov, der ikke vurderes at have selvstændige
økonomiske eller administrative konsekvenser for
erhvervslivet. Lovforslaget har ingen direkte
miljømæssige konsekvenser. Miljøhensynet
indgår i de operationelle programmer som et
tværgående hensyn i de støtteberettigede
initiativer under strukturfondene.
Det foreslås, at loven træder i kraft
den 1. januar 2007.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget
og bemærkningerne hertil, skal jeg på regeringens vegne
anbefale forslaget til Folketingets velvillige behandling.