L 186 (som fremsat): Forslag til lov om ændring
af lov om offentlige betalinger m.v. (Private udbetaleres
anvendelse af Nemkontoregisteret).
Fremsat den 14. marts 2007 af
finansministeren (Thor Pedersen)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om offentlige
betalinger m. v.
(Private udbetaleres anvendelse af
Nemkontoregisteret)
§ 1
I lov nr. 1203 af 27. december 2003 om
offentlige betalinger m.v., som ændret ved § 1 i
lov nr. 527 af 24. juni 2005 og § 1 i lov nr. 449 af 22.
maj 2006, foretages følgende ændringer:
1. I § 2, stk. 2,
udgår », hvortil der kan ske udbetalinger fra det
offentlige«.
2. Efter § 5
indsættes:
» § 5 a. Private
udbetalere kan mod betaling og på nærmere fastsatte
vilkår anvende det efter § 4 etablerede
kontoregister og i medfør heraf udviklede Nemkontosystem til
formidling af udbetalinger til betalingsmodtagerens Nemkonto.
Stk. 2. Ved private udbetalere
forstås i denne lov fysiske og juridiske personer, der
foretager udbetalinger, og ikke er omfattet af § 12 eller er
offentlige myndigheder.
Stk. 3. Betalingsmodtageren kan til
enhver tid meddele en privat udbetaler, at udbetalinger ikke
ønskes indsat på modtagerens Nemkonto.
Stk. 4. En privat udbetaler må
til brug for formidling af udbetalinger anvende
betalingsmodtagerens personnummer, hvis den private udbetaler efter
anden lovgivning har adgang til at behandle personnumre, eller hvis
betalingsmodtageren har givet samtykke til anvendelsen af
vedkommendes personnummer.
Stk. 5. Finansministeren
fastsætter nærmere vilkår for formidling af
udbetalinger efter stk. 1.«
§ 2
Loven træder i kraft den 1. august
2007.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Lovforslagets formål
og baggrund
Lovforslaget har til formål at give
private udbetalere mulighed for at blive sluttet til
Nemkontoregisteret og det tilknyttede Nemkontosystem i forbindelse
med udbetalinger til borgere og virksomheder, herunder offentlige
myndigheder. For så vidt angår bestemmelserne om
Nemkonto, regulerer lov om offentlige betalinger i dag alene
udbetalinger fra offentlige myndigheder til borgere og
virksomheder. Der har imidlertid fra flere brancheorganisationer og
virksomheder været udtrykt ønske om, at også
private virksomheder kan blive tilsluttet Nemkontosystemet i
forbindelse med udbetalinger til borgere og virksomheder. Efter
vedtagelsen af lov om offentlige betalinger forestod en
udviklingsperiode og en stor implementeringsopgave i forhold til de
offentlige myndigheder. Nemkontosystemet blev sat i drift i
november 2005 med successiv tilslutning inden for det første
år af de offentlige myndigheder. Nemkontosystemet har i
løbet af det første driftsår bevist sin
effektive håndtering af betalinger. Systemet håndterer
nu ca. 60 mio. offentlige udbetalinger årligt. Det
skønnes derfor hensigtsmæssigt, at der nu gives
private udbetalere en lignende mulighed for at effektivisere
betalingsformidlingen til deres betalingsmodtagere.
En sådan tilslutning giver flere
samfundsmæssige gevinster:
Private udbetalere skal ikke længere
indhente og registrere kontooplysninger fra betalingsmodtagere.
Samtidig skal betalingsmodtager ikke huske at give udbetaler besked
om nyt kontonummer. Nemkontoen, som allerede er centralt
registreret i Nemkontoregisteret, kan nu også blive den
foretrukne konto ved privates udbetalinger.
Lovforslaget giver mulighed for, at alle
private udbetalere, såvel virksomheder som fysiske personer,
kan blive tilsluttet Nemkontosystemet.
Når der sendes betalinger via
Nemkontosystemet, skal betalingsmodtagere identificeres ved
personnummer (for virksomheders vedkommende CVR/SE- eller
P-nummer). Det er derfor en nødvendig forudsætning for
at anvende Nemkontosystemet, at en udbetaler har adgang til
personnummer i forbindelse med udbetaling til fysiske personer.
Forudsat at den private udbetaler efter anden lovgivning må
behandle personnumre skabes der med forslaget hjemmel til, at
private udbetalere kan anvende og behandle oplysninger om
betalingsmodtagerens personnummer til brug for formidling af
udbetalinger via Nemkonto.
Den hidtidige lov om offentlige betalinger
regulerer alene offentlige udbetalinger. Privates anvendelse af
Nemkontosystemet var ikke omfattet af eller forudsat ved lovens
vedtagelse. En sådan udvidet anvendelse forudsætter
derfor udtrykkelig hjemmel.
2. Forholdet til anden
lovgivning
Det forventes, at forsikrings- og
pensionsselskaber vil være interesserede i at blive
tilsluttet. Disse selskabers virksomhed er reguleret i lov om
finansiel virksomhed. Der er i medfør heraf blandt andet
fastsat bestemmelser om videregivelse af kundeoplysninger. De
nugældende bestemmelser vil blive ændret således,
at finansielle virksomheder kan videregive de oplysninger, der er
nødvendige for at kunne benytte Nemkontoregisteret. Den
bekendtgørelse (bekendtgørelse nr. 1075 af 17.
december 2001), der er udstedt efter lov om finansiel virksomhed om
sædvanlige kundeoplysninger i finansielle virksomheder, vil
derfor blive ændret, således at videregivelse til
Nemkontoregisteret af oplysning om størrelsen af et
udbetalingsbeløb anses som en sædvanlig oplysning i
kundeforhold, der kan videregives uden kundens samtykke.
3. Økonomiske og
administrative konsekvenser for det offentlige
Forslaget medfører ingen
økonomiske udgifter for det offentlige. Der vil blive
fastsat en betaling for privates tilslutning til og anvendelse af
Nemkontoregisteret. Betalingen fastsættes efter
omkostningsprincippet. Der henvises i øvrigt til
bemærkningerne til den foreslåede § 5 a,
stk. 5. I takt med at ordningen udvides til private
udbetalere, vil de faste omkostninger fordeles på flere
brugere og dermed reducere det offentliges omkostninger til
ordningen.
Der vil dog være en begrænset
forøgelse af ordningens administration i
Økonomistyrelsen.
4. Økonomiske og
administrative konsekvenser for erhvervslivet
Forslaget betyder, at erhvervslivet får
de samme muligheder for effektiv betalingsforvaltning, som det
offentlige fik med indførelsen af Nemkonto. Det vil dog
være muligt for den enkelte betalingsmodtager at
fravælge private udbetalinger til modtagerens Nemkonto.
Forsikring og Pension har skønnet, at
medlemmerne vil kunne spare 100 mio. kr. årligt ved at
anvende Nemkontoregisteret. Besparelsen realiseres gennem forventet
reduktion af checkudbetalinger, der er omkostningstunge, samt
mindre ressourcekrævende forretningsgange. Der vil endvidere
være færre udbetalinger, der går til en lukket
konto med deraf følgende genudbetaling og indhentning af nye
kontooplysninger og nye checkudbetalinger.
Det vurderes, at øvrige brancher med
fx stor lønadministration vil anvende registeret.
Det skønnes, at erhvervslivet samlet
set vil kunne opnå en årlig omkostningsbesparelse
på mindst 200 mio. kr.
De administrative konsekvenser vil
bestå i en mere effektiv betalingsforvaltning, hvor der
bliver færre fejludbetalinger. Private udbetalere skal ikke
længere bruge tid på at indhente og opdatere
kontooplysninger.
5. Miljømæssige
konsekvenser
Lovforslaget har ingen
miljømæssige konsekvenser.
6. Administrative konsekvenser
for borgerne
For borgerne betyder forslaget lettelser,
idet en borger dels ikke skal afgive kontooplysninger og dels ikke
skal huske at meddele kontoændringer til private udbetalere.
Decentrale private registre kan derfor nedlægges. Herved
opnås en indskrænkning af antallet af registrerede
oplysninger om den enkelte, idet Nemkontoen allerede er centralt
registreret i Nemkontoregisteret.
Borgerne skal endvidere ikke bruge tid
på at få indløst checks ved personlig eller
skriftlig henvendelse i et pengeinstitut.
7. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget har ingen EU-retlige
aspekter
8. Hørte myndigheder og
organisationer m.v.
Lovforslaget har været til
høring hos samtlige øvrige ministeriers
departementer, Advokatrådet, Arbejderbevægelsens
Erhvervsråd, Brugerforeningen, Center for Ligebehandling af
Handicappede, Center for små handicapgrupper, Dansk
Arbejdsgiverforening, Dansk Byggeri, Dansk Erhverv, Dansk
Familielandbrug, Dansk Industri, Dansk Landbrug, Danske Regioner,
Datatilsynet, De Hjemløses Landsorganisation, Den Sociale
Ankestyrelse, Den Uvildige Konsulentordning på
handicapområdet, De Samvirkende Invalideorganisationer, Det
Centrale Handicapråd, Finansrådet, Finanstilsynet,
Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrådet, Forbrugerstyrelsen,
Foreningen Danske Revisorer, Landsforeningen for
Førtidspensionister, Foreningen af Registrerede Revisorer,
Foreningen af Socialchefer, Foreningen af Statsautoriserede
Revisorer, Forsikring og Pension, Håndværksrådet,
IT-Brancheforeningen, Kommunernes Landsforening,
Konkurrencestyrelsen, Kontaktudvalget for Mindre Sygdomsgrupper,
Landbrugsrådet, Landsforeningen af psykiatribrugere,
Landsforeningen for førtidspensionister, Landsforeningen
Ældre Sagen, Landsorganisationen i Danmark, Nationalbanken,
Realkreditrådet, Rigsrevisionen og
Ældremobiliseringen.
9. Sammenfattende skema
| Positive
konsekvenser/mindreudgifter | Negative
konsekvenser/merudgifter |
Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Statens udgifter til Nemkontosystemet
reduceres, idet der vil være flere udbetalere til at
dække omkostningerne | Ingen |
Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Ingen |
Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Det forventes, at forslaget vil
medføre en årlig besparelse på ikke under 200
mio. kr. | Ingen |
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Forslaget vil indebære en mere
effektiv betalingsformidling med færre udbetalingsfejl | Ingen |
Miljømæssige
konsekvenser | Ingen | Ingen |
Administrative konsekvenser for
borgerne | Allerede centralt registrerede
kontooplysninger vil kunne genbruges, ligesom fortrolige
oplysninger vil være registreret færre steder | Ingen |
Forholdet til EU-retten | Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige
aspekter |
Bemærkninger til forslagets
enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Nemkontoordningen foreslås nu udvidet
til også at omfatte private udbetalere, og i konsekvens heraf
foreslås det, at begrænsningen i den nuværende
§ 2, stk. 2, til udelukkende at angå udbetalinger fra
det offentlige, udgår.
Til nr. 2
Ad § 5 a,
stk. 1
Med bestemmelsen indføres hjemmel til,
at også private udbetalere kan bruge Nemkontoregisteret.
Såvel fysiske som juridiske personer kan gøre brug af
registeret. De private udbetalere skal betale for brugen, jf.
bemærkningerne til bestemmelsens stk. 5. Det forventes
derfor, at kun private udbetalere med udbetalinger af et vist
antalsmæssigt volumen vil tilslutte sig. Anvendelsen af
registeret sker ved fremsendelse af betalingsordrer til den
systemansvarlige, jf. lovens § 5. Den systemansvarlige
påfører betalingerne kontonummer via
Nemkontoregisteret. Private udbetalere har således ikke via
opslag eller på anden måde adgang til selve registeret.
Udbetalingerne fra de private udbetalere vil blive
systemmæssigt registreret (logget) i Nemkontosystemet.
Ad § 5 a, stk. 2
Det vil være hensigtsmæssigt, at
kredsen af private udbetalere bliver så bred som mulig.
Afgrænsningen af private udbetalere i forhold til offentlige
myndigheder afgøres af, om udbetaler er omfattet af
offentligheds- og forvaltningsloven eller lovens § 12.
Sondringen har betydning for, dels om der består en pligt til
at være tilsluttet til og anvende Nemkontoregisteret, og dels
om der opkræves betaling for anvendelsen, jf. den
foreslåede § 5 a, stk. 1.
Ad § 5 a,
stk. 3
En betalingsmodtager kan til enhver tid
meddele en privat udbetaler, at udbetalinger ikke ønskes
udbetalt til modtagerens Nemkonto. Formen for en sådan
meddelelse og fristen for, hvornår meddelelsen skal
være kommet frem, er alene et spørgsmål mellem
udbetaleren og betalingsmodtageren og bør fremgå af
udbetalerens forretningsbetingelser o.l.
Ad § 5 a,
stk. 4
Forudsætningen for at kunne sende
betalinger via Nemkontoregisteret er, at betalingsmodtagere, der er
fysiske personer, identificeres ved personnummer. Den
foreslåede bestemmelse udvider adgangen til at anvende
personnummer, hvis den private udbetaler i medfør af anden
lovgivning har adgang til at anvende personnummer. Begrebet
»anden lovgivning« skal forstås således, at
der ikke behøver at være sammenhæng mellem den
konkrete udbetaling og lovhjemlen til at behandle personnumre. Det
er tilstrækkeligt, at den private udbetaler har hjemmel til
at behandle betalingsmodtagernes personnumre i det samlede
lovgrundlag for sin virksomhed. En sådan adgang findes fx,
hvor udbetaler har indberetningspligt overfor skattemyndighederne.
Herudover kan en oplysning om personnummer behandles, hvis en
betalingsmodtager giver sit samtykke til, at vedkommendes
personnummer anvendes af den private udbetaler med henblik
på, at udbetaling indsættes på vedkommendes
Nemkonto. Et samtykke skal opfylde kravene til samtykke efter
bestemmelserne herom i lov om behandling af personoplysninger
(persondataloven) og lov om finansiel virksomhed for så vidt
angår afgivelse af samtykke over for en virksomhed, der er
omfattet af denne lov.
Herudover medfører persondatalovens
krav om saglighed og proportionalitet, at en privat dataansvarlig,
der alene begrunder sit ønske om behandling af personnummer
i muligheden for at anvende Nemkontosystemet, kun må indsamle
og registrere oplysninger om personnumre til dette formål,
hvis der er grund til at forvente, at der kommer et beløb
til udbetaling til den pågældende person.
Ad § 5 a,
stk. 5
Private udbetaleres tilslutning til og
anvendelse af Nemkontoregistret sker på vilkår, der
fastsættes af finansministeren. Vilkårene vil blandt
andet regulere pris for anvendelse, krav til teknisk tilslutning,
bestemmelser om ansvar m.v. samt bestemmelser om ophør. Der
vil i vilkårene endvidere blive taget stilling til,
hvornår en betaling kan anses for rettidig i relation til
Nemkontosystemet. Betaling for anvendelse vil blive fastsat efter
omkostningsprincippet, der skal afspejle de private udbetaleres
andel af de gennemsnitlige omkostninger dels ved etablering af
adgangen til registeret og dels ved den løbende brug
heraf.
Til § 2
Det foreslås, at loven træder i
kraft den 1. august 2007.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med
gældende lov
Gældende formulering | | Lovforslaget |
| | |
| | § 1 I lov nr. 1203 af 27. december 2003 om
offentlige betalinger m.v., som ændret ved § 1 i
lov nr. 527 af 24. juni 2005 og § 1 i lov nr. 449 af 22.
maj 2006, foretages følgende ændringer: |
| | |
§ 2,
stk. 2 Stk. 2. Fysiske og juridiske personer
omfattet af § 1, som allerede har anvist en Nemkonto, er til
enhver tid berettiget til at anvise en ny Nemkonto, hvortil der kan
ske udbetalinger fra det offentlige. De oplyste ændringer har
retsvirkning senest fra den femte bankdag efter
anmeldelsestidspunktet. | | 1. I § 2, stk. 2,
udgår », hvortil der kan ske udbetalinger fra det
offentlige« |
| | |
§ 5. Finansministeren
udpeger en systemansvarlig, som har til opgave at varetage
administrationen af kontooplysningerne. Som systemansvarlig kan
udpeges en offentlig myndighed eller en privat virksomhed eller
lignende. | | 2. Efter § 5
indsættes: |
Stk. 2. Finansministeren
fastsætter nærmere regler for den systemansvarliges
virksomhed, herunder om tilsyn med den systemansvarliges virksomhed
og klageadgang. | | |
| | » § 5 a. Private
udbetalere kan mod betaling og på nærmere fastsatte
vilkår anvende det efter § 4 etablerede
kontoregister og i medfør heraf udviklede Nemkontosystem til
formidling af udbetalinger til betalingsmodtagerens Nemkonto. |
| | Stk. 2. Ved private udbetalere
forstås i denne lov fysiske og juridiske personer, der
foretager udbetalinger, og ikke er omfattet af § 12 eller er
offentlige myndigheder. |
| | Stk. 3. Betalingsmodtageren kan til
enhver tid meddele en privat udbetaler, at udbetalinger ikke
ønskes indsat på modtagerens Nemkonto. |
| | Stk. 4. En privat udbetaler må
til brug for formidling af udbetalinger anvende
betalingsmodtagerens personnummer, hvis den private udbetaler efter
anden lovgivning har adgang til at behandle personnumre, eller hvis
betalingsmodtageren har givet samtykke til anvendelsen af
vedkommendes personnummer. |
| | Stk. 5. Finansministeren
fastsætter nærmere vilkår for formidling af
udbetalinger efter stk. 1.« |