Skriftlig fremsættelse (14. marts
2007)
Finansministeren (Thor
Pedersen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
offentlige betalinger m.v. (P rivate udbetaleres anvendelse af
Nemkontoregisteret).
(Lovforslag nr. L 186).
Lovforslaget giver private udbetalere mulighed
for at blive tilsluttet Nemkontosystemet i forbindelse med
udbetalinger til borgere og virksomheder.
Der har fra flere brancheorganisationer og
virksomheder været udtrykt ønske om, at også
private virksomheder kan blive tilsluttet Nemkontosystemet, og da
systemet har været i stabil drift siden november 2005 for de
offentlige institutioner, vil det være naturligt nu
også at stille det til rådighed for private
udbetalere.
Det betyder, at de private udbetalere, som
måtte ønske at anvende systemet, ikke længere
skal indhente og registrere kontooplysninger fra
betalingsmodtagerne, som for deres vedkommende ikke længere
behøver at give udbetaler oplysning om nye kontonumre.
Lovforslaget giver mulighed for, at alle
private udbetalere, såvel virksomheder som fysiske personer
kan blive tilsluttet Nemkontosystemet, men det forventes, at
især forsikrings- og pensionsselskaber vil være
interesserede i at blive tilsluttet på grund af disse
virksomheders store antal udbetalinger.
I forbindelse med udbetalinger til fysiske
personer vil det være en forudsætning, at en udbetaler
allerede har adgang til den pågældendes personnummer.
Når det er tilfældet, skabes der med forslaget hjemmel
til, at den private udbetaler også kan anvende og behandle
betalingsmodtagerens personnummer til brug for formidling af
udbetalinger via Nemkontosystemet.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg anbefale
forslaget til Folketingets velvillige behandling.