L 184 Forslag til lov om et Energiteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram.

Af: Transport- og energiminister Flemming Hansen (KF)
Udvalg: Det Energipolitiske Udvalg
Samling: 2006-07
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 14-03-2007

Fremsættelse: 14-03-2007

Fremsættelsestale af lovforslag

20061_l184_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (14. marts 2007)

 

 

Transport- og Energiministeren (Flemming Hansen) :

 

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om et Energiteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram

(Lovforslag nr. L 184).

Lovforslaget etablerer et nyt Energiteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP), der er et vigtigt virkemiddel i regeringens langsigtede plan om en visionær dansk energipolitik af 19. januar i år og følger op på udmøntningen af Globaliseringspuljen, hvorefter der på Finansloven er afsat et særligt beløb til et EUDP, herunder et særligt beløb til 2. generations biobrændstoffer.

EUDP skal støtte op om forsyningssikkerhed, hensynet til det globale klima og omkostningseffektivitet og samtidig fremme erhvervsudviklingen på energiområdet. EUDP skal således være omdrejningspunkt for udvikling, demonstration og markedsintroduktion af ny energiteknologi.

Programmet har med dette udgangspunkt tre hovedopgaver:

Det er for det første en tilskudsordning for udvikling og demonstration af energiteknologi samt demonstrationsforberedende forskning, hvor vægten lægges på potentialet for efterfølgende markedsintroduktion af de støttede teknologier eller systemer. For det andet skal det aktivt fremme offentligt-privat samarbejde og være med til at analysere behov, identificere indsatsområder og udvikle strategier. Samarbejdet skal fremme dannelsen af internationalt konkurrencedygtige projektkonsortier, der kan gennemføre større satsninger. Og for det tredje skal programmets aktiviteter ske i et internationalt perspektiv.

EUDP skal ledes af en uafhængig bestyrelse med bl.a. en klar erhvervskompetence.

EUDP er med sit fokus på energiteknologi, på demonstration og på erhvervspotentialer en nyskabelse i forhold til andre ordninger, der enten sigter mere på den egentlige forskning eller mod teknologiudvikling generelt. EUDP vil koordinere sine aktiviteter med andre relevante ordninger, initiativer og myndigheder.

Forslaget støtter op om udviklingen af nye, effektive og miljøvenlige energiteknologier og har dermed positive miljømæssige konsekvenser.

Tilskudsprogrammet efter forslaget vil blive administreret efter EU-rammebestemmelserne for statsstøtte. Lovforslaget vil blive notificeret for Europa-Kommissionen.

Idet der i øvrigt henvises til lovforslaget og bemærkninger, anbefales forslaget til Folketingets velvillige behandling.