L 166 (som fremsat): Forslag til lov om ændring
af forskellige lovbestemmelser om forældelse af fordringer
m.v. (Ændringer som følge af en ny lov om
forældelse af fordringer, ophævelse af
købelovens reklamationsfrister ved visse køb
m.v.).
Fremsat den 28. februar 2007 af
justitsministeren (Lene Espersen)
Forslag
til
Lov om ændring af forskellige
lovbestemmelser om forældelse af fordringer m.v.
(Ændringer som følge af en ny
lov om forældelse af fordringer, ophævelse af
købelovens reklamationsfrister ved visse køb
m.v.)
Justitsministeriet
§ 1
I lov om køb, jf.
lovbekendtgørelse nr. 237 af 28. marts 2003, foretages
følgende ændringer:
1. I § 1 indsættes som
stk. 3 :
»Stk. 3. Bestemmelsen i
§ 54, stk. 4, kan ikke fraviges til skade for en
senere erhverver, som hovedsagelig handler uden for sit
erhverv.«
2.§ 54, stk. 2,
affattes således:
»Stk. 2. Bestemmelsen i
stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis salgsgenstanden i henhold
til et påbud fra en offentlig myndighed skal tilbagekaldes
eller destrueres, fordi den udgør en fare.«
3. I § 54 indsættes
som stk. 3 og 4:
»Stk. 3. Bestemmelsen i
stk. 1 finder heller ikke anvendelse ved køb af
byggematerialer.
Stk. 4. En aftale om en kortere frist
for at påberåbe sig en mangel end efter stk. 1
eller en aftale om en frist for at påberåbe sig en
mangel ved køb omfattet af stk. 2 eller 3 kan ikke
gøres gældende over for en senere erhverver, som
hovedsagelig handler uden for sit erhverv, i det omfang denne i
øvrigt vil kunne kræve erstatning for mangler ved
salgsgenstanden.«
4.§ 83, stk. 2,
affattes således:
»Stk. 2. Bestemmelsen i
stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis salgsgenstanden i henhold
til et påbud fra en offentlig myndighed skal tilbagekaldes
eller destrueres, fordi den udgør en fare. Stk. 1
finder heller ikke anvendelse ved køb af
byggematerialer.«
§ 2
I lov om forsikringsaftaler, jf.
lovbekendtgørelse nr. 999 af 5. oktober 2006, som
ændret ved § 5 i lov nr. 539 af 8. juni 2006, foretages
følgende ændringer:
1.§ 24 affattes
således:
» § 24.
Forsikringsydelsen kan kræves betalt 14 dage efter, at
selskabet har været i stand til at indhente de oplysninger,
der er nødvendige til bedømmelse af
forsikringsbegivenheden og fastsættelse af
forsikringsydelsens størrelse. Er det, forinden endelig
opgørelse kan finde sted, givet, at selskabet i alt fald
skal betale en del af det krævede beløb, kan denne del
forlanges udbetalt efter bestemmelsen i 1. pkt.
Stk. 2. Beløbet forrentes fra
det tidspunkt, hvor det kan kræves betalt efter stk. 1,
med en årlig rente, der svarer til den fastsatte
referencesats med et tillæg på 7 pct. Som referencesats
anses i denne lov den officielle udlånsrente, som
Nationalbanken har fastsat henholdsvis pr. 1. januar og 1. juli det
pågældende år. Justitsministeren kan hvert andet
år efter forhandling med Nationalbanken og økonomi- og
erhvervsministeren ændre renten, dog således at
tillægget ikke kan fastsættes til mindre end 7 pct.
Stk. 3. Det kan ikke med retsvirkning
aftales, at tidspunktet efter stk. 1 skal være
afhængigt af en beslutning, der træffes af selskabet,
eller af, at selskabet ved dom tilpligtes at betale.
Stk. 4. Ved ansvarsforsikring
gælder stk. 1-3 ikke for den skadelidtes krav mod
selskabet.«
2.§ 29 affattes
således:
» § 29. Krav i
anledning af forsikringsaftalen forældes efter reglerne i
forældelsesloven, jf. dog stk. 2-6.
Stk. 2. Bestemmelsen i
forældelseslovens § 2, stk. 2, finder ikke
anvendelse i tilfælde, hvor betalingsfristen for
forsikringsydelsen fastsættes i medfør af
§ 24, stk. 1.
Stk. 3. Ved personforsikring, hvor
forsikringsbegivenheden er skadens indtræden eller
konstatering, indtræder forældelse af krav på
forsikringsydelsen senest 10 år fra den dag, da ydelsen kunne
kræves betalt, jf. dog forældelseslovens § 8,
1. pkt.
Stk. 4. Hvis en skadelidt inden
udløbet af forældelsesfristen for et krav mod en
sikret indtræder i den sikredes ret imod selskabet i
medfør af § 95, forældes skadelidtes krav
mod selskabet tidligst et år efter indtrædelsen.
Stk. 5. Er en skade inden
forældelsesfristens udløb anmeldt til selskabet,
indtræder forældelse af krav, som skaden giver
anledning til, tidligst et år efter selskabets meddelelse om,
at det helt eller delvist afviser kravet. Hvis selskabet
anerkender, at der foreligger en dækningsberettiget skade,
men anmoder om yderligere oplysninger med henblik på
opgørelse af kravets størrelse, indtræder
forældelse 3 år efter selskabets meddelelse herom.
Stk. 6. Ved forbrugerforsikring kan
stk. 1-5 ikke ved forudgående aftale fraviges til skade
for forsikringstageren eller sikrede. Det kan dog aftales, at en
forsikring alene dækker skader anmeldt inden for en
nærmere angivet frist efter forsikringens ophør.
Fristen må ikke være kortere end 6
måneder.«
3.§ 30 ophæves.
§ 3
I lov om rettens pleje, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1001 af 5. november 2006, som
ændret senest ved § 17 i lov nr. 108 af 7. februar 2007,
foretages følgende ændringer:
1. I § 361, stk. 4,
ændres », afbrydelse af frister for sagsanlæg og
afbrydelse af forældelse« til: »og afbrydelse af
frister for sagsanlæg«.
2. I § 490 indsættes
som stk. 3 :
»Stk. 3. Er
udlægsforretning afskåret efter reglen i stk. 1,
men har fordringshaveren anmodet om, at forretningen alligevel
gennemføres med henblik på afbrydelse af
forældelse, giver fogedretten skyldneren skriftlig meddelelse
om det af fogedretten opgjorte krav inklusive renter og
omkostninger og om formålet med kravets fremsættelse.
Fremkommer skyldneren ikke med skriftlige indsigelser inden for en
af fogedretten fastsat frist, har fogedrettens meddelelse samme
virkning med hensyn til afbrydelse af forældelse som
afholdelse af udlægsforretning. Fremkommer skyldneren med
skriftlige indsigelser inden for den fastsatte frist, afholdes
udlægsforretning efter de almindelige regler.«
3.§ 527
ophæves.
§ 4
I lov om retsafgifter, jf.
lovbekendtgørelse nr. 936 af 8. september 2006, som
ændret ved § 12 i lov nr. 1563 af 20. december 2006,
foretages følgende ændring:
1. I § 16 indsættes
som stk. 7:
»Stk. 7. Afgiftspligten
bortfalder endvidere, hvis sagen behandles efter retsplejelovens
§ 490, stk. 3, og skyldneren ikke fremkommer med
indsigelser, som giver anledning til, at der afholdes
udlægsforretning efter de almindelige regler.«
§ 5
I lov nr. 225 af 6. april 1994 om
erstatning for miljøskader, som ændret ved
§ 11 i lov nr. 552 af 24. juni 2005, foretages
følgende ændring:
1.§ 6 affattes
således:
» § 6.
Erstatningskrav efter loven forældes efter reglerne i
forældelsesloven, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Forældelse
indtræder senest 30 år efter den hændelse, der
har forvoldt skaden.«
§ 6
I lov nr. 371 af 7. juni 1989 om
produktansvar, som ændret ved lov nr. 1041 af 28. november
2000 og lov nr. 541 af 8. juni 2006, foretages følgende
ændring:
1.§ 14 affattes
således:
» § 14.
Erstatningskrav for produktskade efter denne lov eller efter
almindelige regler om erstatning i eller uden for kontrakt, jf.
§ 13, forældes efter reglerne i
forældelsesloven, jf. dog stk. 2 og 3.
Stk. 2. Forældelse af krav mod
producenten i henhold til § 6, stk. 1,
indtræder senest 10 år efter den dag, da producenten
bragte det skadevoldende produkt i omsætning.
Stk. 3. Forældelseslovens
§ 12, stk. 2, og kapitel 6 gælder kun for
erstatningskrav for produktskade efter denne lov, i det omfang
forældelse ikke forinden indtræder eller er
indtrådt efter stk. 2.«
§ 7
I lov nr. 332 af 19. juni 1974 om
erstatning for atomskader, som ændret senest ved
§ 9 i lov nr. 433 af 31. maj 2000, foretages
følgende ændringer:
1.§ 25, stk. 1,
affattes således:
»Krav på erstatning hos indehaveren af
et nukleart anlæg i medfør af §§ 7-11
og § 19 forældes efter forældelsesloven, jf.
dog stk. 2-4.«
2. I § 25 indsættes
som stk. 4:
»Stk. 4. Er indtrædelse i
medfør af § 19 sket, inden den skadelidendes krav
mod anlægsindehaveren er forældet, forældes det i§ 19
nævnte krav dog tidligst et år efter
indtrædelsen. «
3.§ 34, stk. 1, 3.
pkt., affattes således:
»Kravet forældes efter reglerne i
forældelsesloven. Forældelse indtræder dog senest
30 år efter den nukleare ulykke, der har forvoldt
skaden.«
§ 8
I lov om erstatningsansvar, jf.
lovbekendtgørelse nr. 885 af 20. september 2005, som
ændret ved § 6 i lov nr. 1545 af 20. december 2006,
foretages følgende ændringer:
1. Overskriften
til§ 16
affattes således:
»Betaling, forrentning og
forældelse«.
2. I § 16 indsættes
som stk. 3:
»Stk. 3. Krav på
godtgørelse og erstatning forældes efter
forældelsesloven, medmindre andet følger af
særlige bestemmelser om forældelse i anden lov.
Forældelseslovens § 2, stk. 2, finder dog ikke
anvendelse på betalingsfristen efter stk. 1.«
§ 9
I gældsbrevsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 669 af 23. september 1986, som
ændret ved § 5 i lov nr. 389 af 14. juni 1995 og
§ 2 i lov nr. 539 af 8. juni 2006, foretages
følgende ændringer:
1.§ 25, stk. 2, 2.
pkt., og § 49, 2. pkt. , affattes
således:
»Kravet forældes efter
forældelsesloven, dog finder forældelseslovens
§ 5, stk. 1, nr. 1, ikke anvendelse.«
2.§ 47 ophæves.
§ 10
I lov om ikrafttræden af borgerlig
straffelov m.m., jf. lovbekendtgørelse nr. 608 af 6.
september 1986, som ændret ved § 3 i lov nr. 433 af
31. maj 2000 og § 10 i lov nr. 280 af 25. april 2001,
foretages følgende ændring:
1.§ 16 ophæves.
§ 11
I konkursloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 118 af 4. februar 1997, som
ændret senest ved § 3 i lov nr. 538 af 8. juni
2006, foretages følgende ændring:
1.§ 241
ophæves.
§ 12
I lov om tinglysning, jf.
lovbekendtgørelse nr. 158 af 9. marts 2006, som ændret
senest ved § 19 i lov nr. 108 af 7. februar 2007, foretages
følgende ændring:
1.§ 42 ophæves.
§ 13
I lov nr. 383 af 22. maj 1996 om skifte
af dødsboer, som ændret senest ved § 4 i lov
nr. 538 af 8. juni 2006, foretages følgende
ændring:
1. I § 82, stk. 5,
udgår », afbrydelse af forældelse«.
§ 14
I lov om renter ved forsinket betaling
m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 743 af 4. september 2002,
som ændret ved § 3 i lov nr. 554 af 24. juni 2005,
foretages følgende ændringer:
1. § 7, stk. 4,
affattes således:
»Stk. 4. Bestemmelserne i
stk. 1€"3 gælder ikke for aftaler, der indgås
af et godkendt pengeinstitut, realkreditinstitut eller
kreditinstitut.«
2. I § 9 b, stk. 2,
udgår »inkl. moms«.
3. I § 9 b, stk. 3,
udgår »inkl. moms.«.
§ 15
I lov nr. 398 af 13. juni 1990 om
kreditaftaler, som ændret senest ved § 5 i lov nr.
538 af 8. juni 2006, foretages følgende ændring:
1. I § 15, stk. 2,
ændres »har tilladelse til at drive virksomhed efter
lov om banker og sparekasser mv. eller realkreditloven« til:
»er et godkendt pengeinstitut, realkreditinstitut eller
kreditinstitut«.
Beskæftigelsesministeriet
§ 16
I lov om arbejdsløshedsforsikring,
jf. lovbekendtgørelse nr. 874 af 11. september 2005, som
ændret senest ved lov nr. 1540 af 20. december 2006,
foretages følgende ændringer:
1. I § 85 c, stk. 9,
§ 85 d, stk. 7, og § 85 e,
stk. 4, ændres »stk. 2-5 og 7«
til: »stk. 2-4 og 6«.
2. § 85 c, stk. 19,
ophæves.
Stk. 20 og 21 bliver herefter stk. 19 og
20.
§ 17
I lov nr. 563 af 9. juni 2006 om
sygedagpenge, som ændret ved lov nr. 1545 af 20. december
2006 og § 3 i lov nr. 1587 af 20. december 2006,
foretages følgende ændringer:
1.§ 66, stk. 12,
ophæves.
Stk. 13 og 14 bliver herefter stk. 12 og
13.
2. I § 67, stk. 4,
ændres »stk. 2-5 og 7« til:
»stk. 2-4 og 6«.
§ 18
I lov om aktiv socialpolitik, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1009 af 24. oktober 2005, som
ændret senest ved lov nr. 88. af 30. januar 2007, foretages
følgende ændringer:
1. I § 80 a, stk. 3,
ændres »stk. 2-5 og 7« til:
»stk. 2-4 og 6«.
2. I § 95, stk. 4,
ændres »5 år« til: »3
år«.
§ 19
I lov om Lønmodtagernes
Garantifond, jf. lovbekendtgørelse nr. 1043 af 28. oktober
2005, som ændret ved § 7 i lov nr. 404 af 8. maj
2006, foretages følgende ændring:
1. § 9, stk. 10,
ophæves.
Stk. 11 og 12 bliver herefter stk. 10 og
11.
§ 20
I lov om Arbejdsmarkedets
Tillægspension, jf. lovbekendtgørelse nr. 848 af 21.
juli 2006, som ændret senest ved § 8 i lov nr. 108 af 7.
februar 2007, foretages følgende ændringer:
1.§ 17, stk. 5,
ophæves.
Stk. 6 og 7 bliver herefter stk. 5 og
6.
2. I § 17, stk. 6, der
bliver stk. 5, ændres »stk. 2-5« til:
»stk. 2-4«.
§ 21
I lov arbejdsskadesikring, jf.
lovbekendtgørelse nr. 154 af 7. marts 2006, som ændret
senest ved § 10 i lov nr. 108 af 7. februar 2007, foretages
følgende ændringer:
1.§ 56, stk. 4,
ophæves.
Stk. 5 bliver herefter stk. 4.
2. I § 57, stk. 6,
ændres »§ 56, stk. 5« til:
»§ 56, stk. 4«.
§ 22
I lov om en aktiv
beskæftigelsesindsats, jf. lovbekendtgørelse nr. 685
af 29. juni 2005, som ændret senest ved § 3 i lov
nr. 89 af 30. januar 2007, foretages følgende
ændringer:
1. I § 114, stk. 6, og
§ 115, stk. 4, ændres
»stk. 2-5 og 7« til: »stk. 2-4 og
6«.
2.§ 114, stk. 16,
ophæves.
Stk. 17 og 18 bliver herefter stk. 16 og
17.
§ 23
I lov om fleksydelse, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1054 af 4. november 2005, som
ændret senest ved lov nr. 1544 af 20. december 2006,
foretages følgende ændring:
1. I § 14, stk. 2,
ændres »og 7« til: »og 6«.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
§ 24
I lov om klage- og erstatningsadgang
inden for sundhedsvæsenet, jf. lov nr. 547 af 24. juni 2005,
som ændret senest ved § 2 i lov nr. 1556 af 20. december
2006, foretages følgende ændring:
1. I § 59, stk. 1,
ændres »5 år« til: »3
år«.
Miljøministeriet
§ 25
I lov om skove, jf. lov nr. 453 af 9.
juni 2004, som ændret senest ved § 14 i lov nr.
1571 af 20. december 2006, foretages følgende
ændring:
1. Efter § 58
indsættes:
» § 58 a.
Tilbagesøgningskrav i forbindelse med tilskud, der er
finansieret af såvel nationale midler som EU-midler,
forældes i deres helhed efter de regler, der er fastsat i de
gældende forordninger.«
§ 26
I lov om naturbeskyttelse, jf.
lovbekendtgørelse nr. 884 af 18. august 2004, som
ændret senest ved § 7 i lov nr. 1571 af 20.
december 2006, foretages følgende ændring:
1. Efter § 55
indsættes:
» § 55 a.
Tilbagesøgningskrav i forbindelse med tilskud, der er
finansieret af såvel nationale midler som EU-midler,
forældes i deres helhed efter de regler, der er fastsat i de
gældende forordninger.«
Ministeriet for Familie- og
Forbrugeranliggender
§ 27
I lov om børnetilskud og
forskudsvis udbetaling af børnebidrag, jf.
lovbekendtgørelse nr. 909 af 3. september 2004, som
ændret senest ved § 27 i lov nr. 431 af 6. juni
2005, foretages følgende ændring:
1.§ 18, stk. 1, 2.
pkt., affattes således:
»Det offentliges ret hertil forældes
efter forældelsesloven, dog er forældelsesfristen 10
år.«
§ 28
I lov om ægteskabets
retsvirkninger, jf. lovbekendtgørelse nr. 37 af 5. januar
1995, som ændret senest ved lov nr. 483 af 7. juni 2006,
foretages følgende ændring:
1.§§ 26 og 27 ophæves.
Ministeriet for Fødevarer,
Landbrug og Fiskeri
§ 29
I lov om ophørsstøtte til
jordbrugere, jf. lovbekendtgørelse nr. 676 af 9. august
1995, som ændret bl.a. ved § 37 i lov nr. 431 af 6.
juni 2005 og senest ved § 73 i lov nr. 538 af 8. juni
2006, foretages følgende ændring:
1. Efter § 19
a indsættes:
» § 19 b.
Tilbagesøgningskrav i forbindelse med tilskud, der er
finansieret af såvel nationale midler som EU-midler,
forældes i deres helhed efter de regler, der er fastsat i de
gældende forordninger.«
§ 30
I lov om støtte til udvikling af
landdistrikterne (landdistriktsstøtteloven), jf.
lovbekendtgørelse nr. 1015 af 9. oktober 2006, foretages
følgende ændring:
1. Efter § 23
a indsættes:
» § 23 b.
Tilbagesøgningskrav i forbindelse med tilskud, der er
finansieret af såvel nationale midler som EU-midler,
forældes i deres helhed efter de regler, der er fastsat i de
gældende forordninger.«
§ 31
I lov nr. 1081 af 22. december 1993 om
ophørsstøtte til erhvervsfiskere, som ændret
bl.a. ved § 36 i lov nr. 431 af 6. juni 2005 og senest
ved § 9 i lov nr. 404 af 8. maj 2006, foretages
følgende ændring:
1. Efter § 12
a indsættes:
» § 12 b.
Tilbagesøgningskrav i forbindelse med tilskud, der er
finansieret af såvel nationale midler som EU-midler,
forældes i deres helhed efter de regler, der er fastsat i de
gældende forordninger.«
§ 32
I lov nr. 1552 af 20. december 2006 om
udvikling af fiskeri- og akvakultursektoren
(fiskeriudviklingsloven) foretages følgende
ændring:
1. Efter § 9
indsættes:
» § 9 a.
Tilbagesøgningskrav i forbindelse med tilskud, der er
finansieret af såvel nationale midler som EU-midler,
forældes i deres helhed efter de regler, der er fastsat i de
gældende forordninger.«
Ministeriet for Videnskab, Teknologi og
Udvikling
§ 33
I lov om nr. 347 af 2. juni 1999 om
opfindelser ved offentlige forskningsinstitutioner, som
ændret ved § 50 i lov nr. 145 af 25. marts 2002 og
§ 7 i lov nr. 545 af 24. juni 2005, foretages
følgende ændring:
1.§ 17 ophæves.
Socialministeriet
§ 34
I lov om byfornyelse og udvikling af
byer, jf. lovbekendtgørelse nr. 1083 af 3. november 2006,
foretages følgende ændring:
1. Efter § 103
a indsættes:
» § 103 b.
Tilbagesøgningskrav i forbindelse med tilskud, der er
finansieret af såvel nationale midler som EU-midler,
forældes i deres helhed efter de regler, der er fastsat i de
gældende forordninger.«
§ 35
I lov om social service, jf.
lovbekendtgørelse nr. 58 af 18. januar 2007, som
ændret senest ved § 101 i lov nr. 90 af 31. januar
2007, foretages følgende ændring:
1. I § 43, stk. 6,
ændres »stk. 2-5 og 7« til:
»stk. 2-4 og 6«.
Skatteministeriet
§ 36
I skatteforvaltningsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 907 af 28. august 2006, som
ændret ved § 4 i lov nr. 405 af 8. maj 2006 og lov nr.
1581 af 20. december 2006, foretages følgende
ændringer:
1. I § 27, stk. 1, nr.
7, og to steder i § 32, stk. 1, nr.
1, ændres »5 år« til: »3
år«.
2.§ 27, stk. 4,
ophæves.
Stk. 5 og 6 bliver herefter stk. 4 og
5.
3.§ 32, stk. 4,
ophæves.
4. Efter § 34
indsættes:
»Kapitel 12 a
Forældelse
§ 34 a. Krav
afledt af en ansættelse af indkomst- eller
ejendomsværdiskat, jf. §§ 26 og 27, og
fastsættelse af afgiftstilsvar eller godtgørelse af
afgift, jf. §§ 31 og 32, forældes efter
reglerne i forældelsesloven, jf. dog stk. 2-4.
Stk. 2. Er varsel om ansættelse
af indkomst- eller ejendomsværdiskat, jf.
§§ 26 og 27, eller om fastsættelse af
afgiftstilsvar eller godtgørelse af afgift, jf.
§§ 31 og 32, afsendt inden forældelsesfristens
udløb, eller er ansættelsen henholdsvis
fastsættelsen foretaget inden forældelsesfristens
udløb, indtræder forældelse af krav afledt af
ansættelsen henholdsvis fastsættelsen tidligst et
år efter, at told- og skatteforvaltningen har givet
meddelelse om afgørelsen. Dette gælder, uanset om
kravet gøres gældende af told- og skatteforvaltningen
eller den skattepligtige.
Stk. 3. Fristen efter
forældelseslovens § 3, stk. 1, er 5 år
for krav afledt af en ansættelse vedrørende
kontrollerede transaktioner, jf. § 26, stk. 5.
Stk. 4. Forældelsesfristen er 10
år for krav afledt af en ekstraordinær ansættelse
af indkomst- eller ejendomsværdiskat, jf. § 27,
stk. 1, og ekstraordinær fastsættelse af
afgiftstilsvar eller godtgørelse af afgift, jf.
§ 32, stk. 1.
§ 34 b.
Udløb af forældelsesfristen er ikke til hinder for, at
det under en straffesag, i hvilken tiltalte findes skyldig, kan
pålægges tiltalte at betale unddragne skatter i
anledning af det strafbare forhold, der er indtalt under
straffesagen, jf. skattekontrollovens § 19 A. En
sådan fordring kan også gøres gældende
efter udløb af forældelsesfristen, hvis varsel om
ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat eller
fastsættelse af afgiftstilsvar eller godtgørelse af
afgift afsendes inden et år efter endelig afgørelse i
en straffesag, i hvilken tiltalte er fundet skyldig, eller inden et
år efter skyldnerens vedtagelse af bøde eller anden
strafferetlig sanktion.«
Undervisningsministeriet
§ 37
I lov om Arbejdsgivernes Elevrefusion,
jf. lovbekendtgørelse nr. 767 af 5. juli 2006, som
ændret ved § 2 i lov nr. 1538 af 20. december 2006 og
lov nr. 1596 af 20. december 2006, foretages følgende
ændring:
1.§ 30 ophæves.
§ 38
I lov om godtgørelse ved
deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse, jf.
lovbekendtgørelse nr. 795 af 18. august 2005, som
ændret ved § 16 i lov nr. 523 af 24. juni 2005,
foretages følgende ændring:
1.§ 13, stk. 20,
ophæves.
Stk. 21 og 22 bliver herefter stk. 20 og
21.
§ 39
I lov om bonus til elever i
ungdomsuddannelse med lønnet praktik, jf.
lovbekendtgørelse nr. 220 af 20. marts 2006, som
ændret ved § 20 i lov nr. 404 af 8. maj 2006,
foretages følgende ændring:
1. I § 5, stk. 3,
udgår », § 30 om forældelse«.
Økonomi- og
Erhvervsministeriet
§ 40
I lov nr. 364 af 18. maj 1994 om
produktsikkerhed, som ændret bl.a. ved lov nr. 1170 af 19.
december 2003 og senest ved § 38 i lov nr. 538 af 8. juni
2006, foretages følgende ændring:
1.§ 12, stk. 3,
ophæves.
§ 41
I lov om tilsyn med firmapensionskasser, jf.
lovbekendtgørelsenr. 1017 af 24. oktober 2005, som
ændret ved § 11 i lov nr. 108 af 7. februar2007,
foretages følgende ændring:
1.§ 9 ophæves.
§ 42
I lov om ligebehandling af mænd og kvinder
indenfor de erhvervstilknyttede sikringsordninger, jf.
lovbekendtgørelse nr. 775 af29. august 2001, foretages
følgende ændring:
1.§ 12 ophæves.
§ 43
I lov om arbejdstageres opfindelser, jf.
lovbekendtgørelse nr. 131 af 18. marts 1986, som
ændret ved § 51 i lov nr. 130 af 26. februar 1992,
foretages følgende ændring:
1. § 8, stk. 3,
ophæves.
Stk. 4 bliver herefter stk. 3.
§ 44
I søloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 538 af 15. juni 2004, som ændret
senest ved § 13 i lov nr. 1563 af 20. december 2006,
foretages følgende ændring:
1. I § 501, stk. 5,
indsættes som 3. pkt. :
»Når forældelsen af fordringer
omfattet af stk. 1 afbrydes, uden der etableres et
særligt retsgrundlag, jf. forældelseslovens
§ 5, stk. 1, løber en ny frist af samme
længde fra det tidspunkt, som er angivet i
forældelseslovens § 19, eller, hvis afbrydelsen er
sket ved anmeldelse for en dispachør, fra
dispachørens afgørelse.«
§ 45
I konkurrenceloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 785 af 8. august 2005, foretages
følgende ændring:
1. Efter kapitel 9
indsættes:
»Kapitel 9 a
Civilretlig forældelse
§ 25. En
fordringshavers krav på erstatning som følge af en
overtrædelse af bestemmelserne i denne lov eller
EF-traktatens artikel 81 og artikel 82 forældes efter
reglerne i forældelsesloven.
Stk. 2. Forældelseslovens
§ 21, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse på
fordringer som omhandlet i stk. 1, hvis fordringshaver har
indgivet klage til Konkurrencerådet i en sag om
overtrædelse af bestemmelser som anført i stk. 1,
og klagen indgår i rådets behandling af sagen.
Stk. 3. Indbringes sagen for
Konkurrenceankenævnet, finder forældelseslovens
§ 21, stk. 2, tilsvarende anvendelse på
fordringer som omhandlet i stk. 1, hvis fordringshaver
1) har indbragt sagen for
Konkurrenceankenævnet, eller
2) er indtrådt som biintervenient i
ankesagen.«
§ 46
Loven træder i kraft den 1. januar
2008.
§ 47
Stk. 1. Loven finder
anvendelse også på tidligere stiftede fordringer, som
ikke inden ikrafttrædelsesdagen er forældet efter de
hidtil gældende regler. Forældelse indtræder dog
tidligst den 1. januar 2011, medmindre fordringen inden dette
tidspunkt ville være forældet såvel efter de
hidtil gældende bestemmelser som efter de bestemmelser, der
gælder efter lovens ikrafttræden, jf. dog stk. 7.
I det sidstnævnte tilfælde anvendes det seneste
tidspunkt for forældelsens indtræden.
Stk. 2. Afbrydelse af
forældelse, der har fundet sted før lovens
ikrafttræden, har fortsat virkning som afbrydelse, selv om
den ikke er sket på den efter lovens ikrafttræden
foreskrevne måde.
Stk. 3. Købelovens
§ 54, stk. 2 og 3, og § 83, stk. 2,
som affattet ved denne lovs § 1, nr. 2-4, finder alene
anvendelse på aftaler om køb, der indgås efter
lovens ikrafttræden.
Stk. 4. Købelovens
§ 54, stk. 4, som affattet ved denne lovs
§ 1, nr. 3, finder alene anvendelse på krav, som
fremsættes af en senere erhverver (forbruger) i anledning af
en aftale, som denne har indgået efter lovens
ikrafttræden.
Stk. 5. Forsikringsaftalelovens
§ 29, stk. 6, som affattet ved denne lovs
§ 2, nr. 2, finder alene anvendelse på aftaler, der
indgås eller forlænges efter lovens
ikrafttræden.
Stk. 6.
Landdistriktsstøttelovens § 23 b, som indsat ved
denne lovs § 30, nr. 1, finder i overensstemmelse med
stk. 1 og 2 tilsvarende anvendelse ved
tilbagesøgningskrav i forbindelse med tilskud, der er
udbetalt i medfør af de i landdistriktsstøttelovens
§ 28, stk. 2, nævnte love.
Stk. 7. Krav mod en hustru, der er
omfattet af § 11, stk. 1, i lov om ægteskabets
retsvirkninger, og som er stiftet inden lovens ikrafttræden,
forældes i løbet af 1 år, når manden
tillige hæfter for gælden. Bestemmelsen i 1. pkt.
finder ikke anvendelse, hvis hustruen har påtaget sig et
videregående ansvar.
Stk. 8. Produktsikkerhedslovens
§ 12, stk. 3, som ophæves ved denne lovs
§ 40, nr. 1, finder dog fortsat anvendelse på
aftaler om køb, der er indgået før lovens
ikrafttræden.
§ 48
Stk. 1. Loven gælder
ikke for Færøerne og Grønland, jf. dog
stk. 2 og 3.
Stk. 2. §§ 1, 2, 5-11,
13-15, 24, 28, 43 og 44 kan ved kongelig anordning helt eller
delvist sættes i kraft for Færøerne med de
afvigelser, som de særlige færøske forhold
tilsiger.
Stk. 3. §§ 1, 2, 5-9,
11, 13-15, 19, 21, 28, 43 og 44 kan ved kongelig anordning helt
eller delvist sættes i kraft for Grønland med de
afvigelser, som de særlige grønlandske forhold
tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
| | |
Indholdsfortegnelse |
| | |
1. | Indledning
........................................................................................ | |
| | |
2. | Baggrunden for
lovforslaget
............................................................ | |
| | |
3. | Lovforslagets
hovedindhold
............................................................ | |
3.1. | Ændring af købeloven
.......................................................................... | |
3.1.1. | Reklamationsfristen, når
salgsgenstanden skal tilbagekaldes eller destrueres i henhold til
et påbud
...................................................................... | |
3.1.1.1. | Gældende ret
...................................................................................... | |
3.1.1.2. | Lovforslagets udformning
.................................................................... | |
3.1.2. | Ophævelse af reklamationsfristen
ved køb af byggematerialer ................ | |
3.1.2.1. | Gældende ret
...................................................................................... | |
3.1.2.2. | Lovforslagets udformning
.................................................................... | |
3.2. | Ændring af forsikringsaftaleloven
......................................................... | |
3.2.1. | Gældende ret
...................................................................................... | |
3.2.2. | Lovforslagets udformning
.................................................................... | |
3.3. | Ændring af retsplejeloven
..................................................................... | |
3.3.1. | Gældende ret
...................................................................................... | |
3.3.2. | Lovforslagets udformning
.................................................................... | |
3.4. | Ændring af
miljøskadeerstatningsloven
.................................................. | |
3.4.1. | Gældende ret
...................................................................................... | |
3.4.2. | Lovforslagets udformning
.................................................................... | |
3.5. | Ændring af produktansvarsloven
........................................................... | |
3.5.1. | Gældende ret
...................................................................................... | |
3.5.2. | Lovforslagets udformning
.................................................................... | |
3.6. | Ændring af
atomskadeerstatningsloven
................................................. | |
3.6.1. | Gældende ret
...................................................................................... | |
3.6.2. | Lovforslagets udformning
.................................................................... | |
3.7. | Ændring af erstatningsansvarsloven
...................................................... | |
3.7.1. | Gældende ret
...................................................................................... | |
3.7.2. | Lovforslagets udformning
.................................................................... | |
3.8. | Ændring af reglerne om
tilbagesøgningskrav i forbindelse med tilskudsordninger
............................................................................................ | |
3.8.1. | Gældende ret
...................................................................................... | |
3.8.2. | Lovforslagets udformning
.................................................................... | |
3.9. | Ændring af skatteforvaltningsloven
....................................................... | |
3.9.1. | Gældende ret
...................................................................................... | |
3.9.1.1. | De ordinære
ansættelsesfrister
............................................................. | |
3.9.1.2. | Frister ved »Transfer
Pricing«
.............................................................. | |
3.9.1.3. | Ekstraordinære ansættelser
.................................................................. | |
3.9.1.4. | Forældelse
.......................................................................................... | |
3.9.1.5. | Unddragne skatter i anledning af et
strafbart forhold .............................. | |
3.9.2. | Lovforslagets udformning
.................................................................... | |
3.9.2.1. | Ordinære ansættelser
........................................................................... | |
3.9.2.2. | »Transfer Pricing«
.............................................................................. | |
3.9.2.3. | Ekstraordinære ansættelser
.................................................................. | |
3.9.2.4. | Forældelse af skattekrav i
anledning af et strafbart forhold ..................... | |
3.10. | Øvrige ændringer af
forældelsesregler
.................................................. | |
3.11. | Visse ændringer af renteloven og
kreditaftaleloven ................................ | |
3.11.1. | Ændring af henvisninger til banker
mv. i renteloven og kreditaftaleloven .. | |
3.11.1.1. | Gældende ret
...................................................................................... | |
3.11.1.2. | Lovforslagets udformning
.................................................................... | |
3.11.2. | Ændring af rentelovens
§ 9 b, stk. 2 og 3
.............................................. | |
3.11.2.1. | Gældende ret
...................................................................................... | |
3.11.2.2. | Lovforslagets udformning
.................................................................... | |
| | |
4. | Lovforslagets økonomiske
og administrative konsekvenser mv. . | |
| | |
5. | Høring
.............................................................................................. | |
1. Indledning
Lovforslaget skal navnlig ses i
sammenhæng med det samtidig fremsatte forslag til lov om
forældelse af fordringer (forældelsesloven) (L 165),
der erstatter de gældende forældelsesregler i Danske
Lov 5-4-14 fra 1683 og i lov nr. 274 af 22. december 1908 om
forældelse af visse fordringer. En vedtagelse af den
foreslåede nye forældelseslov vil således
medføre behov for ændringer af en række
forældelsesregler i den øvrige lovgivning.
Herudover indeholder lovforslaget
ændringer af visse formueretlige regler, bl.a. af
reklamationsreglerne i købeloven. Det foreslås, at
købelovens reklamationsfrister ikke skal finde anvendelse
på køb af genstande, som i henhold til et påbud
skal tilbagekaldes eller destrueres, fordi de udgør en fare,
uanset efter hvilken lovgivning det pågældende
påbud er udstedt. Endvidere foreslås det, at der ikke
skal gælde en reklamationsfrist ved køb af
byggematerialer. Herudover foreslås det, at en aftalt
fravigelse af reklamationsfristerne til skade for køberen
ikke skal kunne gøres gældende over for en senere
køber, hvis denne handler uden for sit erhverv. Lovforslaget
indeholder også visse mindre ændringer af renteloven og
kreditaftaleloven.
2. Baggrunden for
lovforslaget
Justitsministeren nedsatte i 2001 et udvalg
om revision af de generelle forældelsesregler i Danske Lov
5-14-4 og forældelsesloven fra 1908.
Ved det samtidig fremsatte forslag til lov om
forældelse af fordringer (forældelsesloven)
foreslås en ny forældelseslov, som i al
væsentlighed svarer til udvalgets lovudkast i
betænkning nr. 1460/2005 om revision af
forældelseslovgivningen.
Forslagene om ændring af
retsplejeloven, ikrafttrædelsesloven til straffeloven,
konkursloven og tinglysningsloven i dette lovforslags
§§ 3, 10, 11 og 12, bygger også på
udvalgets lovudkast, jf. dettes § 29, nr. 3-5, og
§ 30.
Ændringen af købeloven, som
foreslås indført ved § 1 i dette lovforslag,
bygger til dels på forslag fra udvalget om
forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af byggematerialer, som
Justitsministeriet nedsatte i 2002, jf. betænkning nr.
1433/2003 om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af
byggematerialer.
Der var i dette udvalg ikke enighed om,
hvorvidt der er behov for en forbedring af forbrugerbeskyttelsen
ved erhvervelse af byggematerialer. Lovforslaget følger
anbefalingerne fra nogle medlemmer af udvalget, der foreslår
en forlængelse af købelovens særlige
reklamationsfrist for byggematerialer fra 5 år til 10
år kombineret med indsættelse af en særlig regel
om forbrugerpræceptivitet. Den nærmere udformning af
forslaget er imidlertid sket i lyset af det samtidig fremsatte
forslag til ny forældelseslov, der bl.a. indeholder en
absolut 10-årig forældelsesfrist. Derfor foreslås
det helt at ophæve købelovens reklamationsfrist ved
køb af byggematerialer.
Desuden foreslås en ændring af
købeloven, hvorefter købelovens 2-årige
reklamationsfrist ikke vil finde anvendelse på køb af
genstande, som i henhold til et påbud fra en offentlig
myndighed skal tilbagekaldes eller destrueres, fordi de
udgør en fare. En sådan regel findes allerede i
produktsikkerhedsloven.
Ved lovforslagets § 2
foreslås forsikringsaftalelovens
forældelsesbestemmelser ændret. Indholdet af dette
forslag bygger på et forslag fra et udvalg om revision af
forsikringsaftaleloven, jf. betænkning nr. 1423/2002 om
forsikringsaftaleloven. Justitsministeriet s forslag til
ændringer af forsikringsaftalelovens regler bygger på
udvalgets lovskitse, men den nærmere udformning af forslaget
er tilpasset forslaget til ny forældelseslov.
Lovforslaget indeholder endvidere en
række forslag til ændringer af de særlige
forældelsesregler i den øvrige lovgivning, som
forslaget til ny forældelseslov giver anledning til, jf.
lovforslagets §§ 4-9, § 13 og
§§ 16-45.
Endelig indeholder lovforslaget visse mindre
ændringer af renteloven og kreditaftaleloven, som ikke er
foranlediget af forslaget til ny forældelseslov, jf.
lovforslagets §§ 14 og 15.
3. Lovforslagets
hovedindhold
3.1. Ændring af
købeloven
3.1.1. Reklamationsfristen,
når salgsgenstanden skal tilbagekaldes eller destrueres i
henhold til et påbud
3.1.1.1. Gældende ret
Der foreligger en mangel, hvis en solgt
genstand er af en anden eller ringere beskaffenhed eller
brugbarhed, end den ifølge aftalen og de foreliggende
omstændigheder skulle være. Der foreligger som
udgangspunkt en mangel, hvis salgsgenstanden ved normal brug
forvolder utilsigtet fare for skade på person eller ting.
Købelovens § 54,
stk. 1, og § 83, stk. 1, bestemmer, at hvis en
køber ikke inden to år efter genstandens overgivelse
har meddelt sælgeren, at køberen vil
påberåbe sig en mangel, kan manglen ikke gøres
gældende senere, medmindre sælgeren har påtaget
sig at indestå for genstanden i længere tid eller har
handlet svigagtigt. Ved køb af byggematerialer er fristen 5
år fra byggeriets aflevering, dog højst 6 år fra
overgivelsen af materialerne til køberen, jf.
§ 54, stk. 2, og § 83, stk. 2.
Om en sælger eller et tidligere led i
salgskæden indestår for salgsgenstanden i længere
tid, vil bero på den konkrete sags omstændigheder. En
indeståelse vil kunne foreligge, også uden at
sælgeren har givet en udtrykkelig garanti. Sælgeren
må således normalt også uden et udtrykkeligt
tilsagn antages at indestå for, at genstanden har de
egenskaber, som i almindelighed klart er af afgørende
betydning for brugbarheden af genstande af den
pågældende type, medmindre køberen har givet
sælgeren grund til at tro, at køberen ikke lagde
vægt på egenskaben, jf. Folketingstidende 1978/79,
tillæg A, sp. 2160. Det må i den forbindelse normalt
anses for at være af afgørende betydning for
brugbarheden af en genstand, at den kan anvendes uden en betydelig
risiko for personskade, jf. også betænkning nr.
1256/1993 om produktsikkerhed, s. 117.
€" Påbud om
tilbagekaldelse eller destruktion efter produktsikkerhedsloven
Produktsikkerhedsloven, jf. lov nr. 364 af
18. maj 1994 med senere ændringer, har til formål at
forhindre, at farlige produkter og tjenesteydelser bringes i
omsætning, eller, hvis dette allerede er sket, at
iværksætte passende foranstaltninger med det
formål at forebygge skade på person eller ejendom.
Det følger af produktsikkerhedsloven,
at hvis et produkt, der udgør en fare, er bragt i
omsætning, kan den relevante kontrolmyndighed påbyde
enhver, der har bragt produktet i omsætning, straks eller
inden for en nærmere frist at trække produktet tilbage,
at tilbagekalde produktet eller at destruere produktet på
forsvarlig måde, jf. § 12, stk. 1, nr.
3-5.
I henhold til produktsikkerhedslovens
§ 3 forstås ved et produkt enhver
løsøregenstand, uanset om den er en råvare
eller et naturprodukt. Ved et produkt forstås endvidere fast
ejendom, bortset fra grunden, samt bestanddele og tilbehør
til den faste ejendom.
Ved tilbagetrækning forstås
ifølge produktsikkerhedslovens § 7 a, stk. 1,
enhver foranstaltning med henblik på at forhindre, at et
farligt produkt distribueres, udstilles og tilbydes forbrugere. Ved
tilbagekaldelse forstås enhver foranstaltning med henblik
på returnering af et farligt produkt, som producenten eller
distributøren tidligere har leveret eller stillet til
rådighed for forbrugere, jf. § 7 a, stk. 2.
Forskellen mellem tilbagetrækning og tilbagekaldelse er, at
producenten mv. ved påbud om tilbagetrækning alene skal
foretage handlinger med henblik at begrænse det
fremtidige salg mv. af produktet, mens den
pågældende ved påbud om tilbagekaldelse skal
foretage handlinger med henblik på, at forbrugerne returnerer
allerede leverede mv. produkter.
Ifølge produktsikkerhedslovens
§ 12, stk. 3, gælder reklamationsfristerne i
købelovens §§ 54 og 83 ikke i tilfælde,
hvor der meddeles påbud om, at et produkt skal tilbagekaldes
efter stk. 1, nr. 4, eller destrueres i medfør af
stk. 1, nr. 5. Produktsikkerhedslovens § 12,
stk. 3, omfatter således alene tilfælde, hvor der
er udstedt påbud om tilbagekaldelse eller
destruktion. Bestemmelsen omfatter derimod ikke de
tilfælde, hvor der udstedt påbud om
tilbagetrækning.
- Påbud om
tilbagekaldelse eller destruktion efter øvrige regler
Der kan også efter en række andre
offentligretlige regler udstedes påbud om tilbagekaldelse
eller destruktion, fordi en genstand udgør en fare.
For så vidt angår f.eks.
kemiske stoffer eller produkter, kan en producent eller
importør i visse tilfælde påbydes for egen
regning at tilbagekalde et i øvrigt lovligt produkt fra
forhandlere eller brugere, når det findes nødvendigt
for at sikre, at den pågældende genstand ikke
medfører alvorlig fare for sundheden eller alvorlig skade
på miljøet. Det fremgår af § 32 a,
stk. 1, i lov om kemiske stoffer og produkter, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1755 af 22. december 2006. Efter samme
lovs § 48, stk. 2, nr. 3 og 4, kan der udstedes
påbud om, at produkter tilbagetages eller destrueres på
forsvarlig vis, hvis de er ulovlige, eksempelvis fordi de ikke er
sikre, men også fordi de ikke overholder bestemmelser om
emballering, mærkning mv.
Legetøj må ikke bringes
i omsætning, hvis det indebærer fare for sikkerheden
eller sundheden for brugerne eller andre personer, når det
anvendes til det beregnede formål eller på en
måde, som børn må forventes at anvende det
på, jf. § 4, stk. 1, i bekendtgørelse
nr. 1116 af 12. december 2003 om sikkerhedskrav til legetøj
og produkter, som på grund af deres ydre fremtræden kan
forveksles med levnedsmidler
(legetøjsbekendtgørelsen). Bekendtgørelsen er
udstedt med hjemmel i produktsikkerhedsloven. Der opstilles
endvidere i den pågældende bekendtgørelse en
række mere konkrete sundheds- og sikkerhedskrav, som
legetøj skal leve op til, jf. bekendtgørelsens
§ 4, stk. 2. Enhver, der udbyder, forhandler eller
distribuerer legetøj i strid med sikkerhedskravene i
§ 4, stk. 1 og 2, kan påbydes straks eller
inden for en nærmere angivet frist at trække produktet
tilbage, at tilbagekøbe produktet eller destruere produktet
på forsvarlig vis, jf. bekendtgørelsens
§ 20, stk. 1, nr. 4 og 5. Ifølge
bekendtgørelsens § 20, stk. 7, gælder
reklamationsfristerne i købelovens §§ 54 og
83 ikke i tilfælde, hvor der i medfør af stk. 1,
nr. 4 eller 5, er meddelt påbud om, at et produkt skal
trækkes tilbage eller destrueres.
For så vidt angår
fødevarer, indeholder fødevarelovens
§ 52, stk. 1, jf. lov nr. 526 af 24. juni 2005 med
senere ændringer, en hjemmel for ministeren for familie- og
forbrugeranliggender til at træffe de afgørelser,
herunder meddele påbud og forbud, der er nødvendige
for at sikre overholdelse af de krav, der er fastsat i
fødevarelovgivningen eller i Det Europæiske
Fællesskabs forordninger og direktiver. Ministeren kan med
hjemmel heri bl.a. udstede påbud om tilbagekaldelse eller
destruktion, hvis produkter ikke overholder krav til
fødevaresikkerheden fastsat i de pågældende
retsforskrifter.
Lov nr. 432 af 9. juni 2004 om hold af dyr
med senere ændringer har til formål at sikre, at
hold af dyr sker på ansvarlig vis og på en
sådan måde, at hensynet til fødevaresikkerheden
og menneskers og dyrs sundhed samt til produktionen tilgodeses, jf.
lovens § 1, stk. 1. Med henblik med at udrydde,
hindre, begrænse eller imødegå risiko for
udbredelse af bl.a. zoonotiske smitstoffer, dvs. stoffer, der kan
smitte fra dyr til mennesker, og en række øvrige
sygdomme nævnt i loven kan ministeren for fødevarer,
landbrug og fiskeri meddele påbud om bl.a. aflivning og
destruktion af dyr samt om tilintetgørelse eller destruktion
af produkter af dyr samt foder, gødning, slam og andet
materiale, som kan være inficeret eller kontamineret, jf.
§ 30, stk. 2, nr. 1, litra i, og nr. 2, litra g og
i, i lov om hold af dyr.
Den, der markedsfører et
fritidsfartøj, skibsudstyr, personlige værnemidler
eller andre produkter, som anvendes om bord i skibe, kan af
Søfartsstyrelsen pålægges at tilbagekalde et
produkt fra markedet, hvis det frembyder fare for sikkerhed,
sundhed eller miljø, jf. § 4, stk. 4, nr. 2,
i lov om sikkerhed til søs, jf. lovbekendtgørelse nr.
627 af 26. juli 2002 med senere ændringer.
For så vidt angår elektrisk
materiel, kan Sikkerhedsstyrelsen bestemme, at ulovligt
elektrisk materiel skal tilbagetages, jf. § 14,
stk. 2, i bekendtgørelse nr. 177 af 20. marts 1995 om
administration m.v. af stærkstrømsloven med senere
ændringer. Hvis Sikkerhedsstyrelsen skønner, at
hensynet til brugernes sikkerhed kræver det, kan det
bestemme, at det pågældende materiel ikke længere
må bruges. Styrelsen kan også bestemme, at sådant
materiel skal frakobles og eventuelt demonteres, hvis det er fast
installeret, og kan i den forbindelse pålægge
autoriserede elinstallatører at demontere og tilbagetage
fast installeret materiel, jf. bekendtgørelsens
§ 14, stk. 4.
For så vidt angår
gasmateriel, indeholder lov om gasinstallationer og
installationer i forbindelse med vand- og afløbsledninger,
jf. lovbekendtgørelse nr. 988 af 8. december 2003 med senere
ændringer, en hjemmel til påbud om tilbagekaldelse.
Loven har tre overordnede formål, jf. lovens § 1.
Den har således til formål at sikre og
opretholde et acceptabelt sikkerhedsniveau for gasinstallationer af
hensyn til sikkerheden for personer og beskyttelse mod tab af
værdier, at sikre kvaliteten af det udførte
installationsarbejde på gas-, vand- og
afløbsområdet under hensyntagen til forbrugernes
interesser, generel beskyttelse mod tab af værdier og som led
i den overordnede miljø- og sundhedsindsats og at
fremme foranstaltninger til anvendelse af energi- og
ressourcebesparende udstyr samt øvrige foranstaltninger som
led i den overordnede miljø- og sundhedsindsats.
Ifølge lovens § 18, nr. 2, kan Sikkerhedsstyrelsen
pålægge fabrikanter og forhandlere at tilbagekalde
gasmateriel, der ikke opfylder bestemmelserne i det gasreglement,
som er udstedt i medfør af lovens § 15, eller hvis
anvendelse indebærer en sikkerhedsmæssig risiko.
Det er kun i produktsikkerhedsloven og
legetøjsbekendtgørelsen, at der er taget udtrykkelig
stilling til forholdet mellem et påbud om tilbagekaldelse
eller destruktion og købelovens reklamationsregler, jf.
ovenfor. I andre tilfælde må der i stedet foretages en
konkret vurdering af, om købelovens reklamationsfrister ikke
finder anvendelse som følge af, at sælgeren har
udstedt en €" eventuelt stiltiende €"
længerevarende garanti for, at genstanden er sikker.
3.1.1.2. Lovforslagets
udformning
Som det fremgår af beskrivelsen af
gældende ret umiddelbart ovenfor, jf. pkt. 3.1.1.1, er en
købers retsstilling forskellig afhængig af, om et
påbud om tilbagekaldelse eller destruktion er udstedt med
hjemmel i produktsikkerhedsloven (eller
legetøjsbekendtgørelsen) eller med hjemmel i anden
lovgivning. Ved påbud efter produktsikkerhedsloven
følger det umiddelbart af produktsikkerhedslovens
§ 12, stk. 3, at reklamationsfristerne i
købelovens §§ 54 og 83 ikke finder
anvendelse, mens det ved påbud efter andre regler om
produkters sikkerhed (bortset fra
legetøjsbekendtgørelsen) beror på, om der er
givet en længerevarende garanti i det enkelte
tilfælde.
Det foreslås, at reglen i
produktsikkerhedslovens § 12, stk. 3, kommer til at
gælde generelt, således at købelovens
reklamationsfrister ikke gælder, hvis et offentligretligt
påbud om tilbagekaldelse eller destruktion er udstedt, fordi
en genstand udgør en fare, uanset efter hvilken lovgivning
påbuddet er udstedt. Herved sikres det, at alle
gældende regler, hvorefter der kan udstedes påbud om
tilbagekaldelse eller destruktion, og alle fremtidige regler herom
bliver omfattet, herunder både nationale regler og visse
EU-regler, i det omfang påbud kan udstedes med hjemmel
heri.
Bestemmelsen bør omfatte
tilfælde, hvor det konkrete påbud har sin baggrund i,
at det pågældende produkt udgør en fare, og er
baseret på den pågældende myndigheds vurdering af
faren ved at bruge produktet.
Efter visse love er det en betingelse for at
udstede et påbud, at den relevante myndighed har vurderet, at
de pågældende produkter udgør en fare. Det
gør sig eksempelvis gældende for
produktsikkerhedslovens § 12, stk. 1, lov om kemiske
stoffer og produkter § 32 a, stk. 1, lov om
sikkerhed til søs § 4, stk. 4, nr. 2, og
bekendtgørelse om administration m.v. af
stærkstrømsloven § 14, stk. 4, jf.
nærmere om disse bestemmelser under pkt. 3.1.1.1 ovenfor. I
disse tilfælde ligger det således fast, at
påbuddet er begrundet i, at produktet udgør en
fare.
Efter andre love kan der udstedes påbud
af flere forskellige grunde. Reglerne i lov om gasinstallationer og
installationer i forbindelse med vand- og afløbsledninger,
hvorefter der kan udstedes påbud om tilbagekaldelse af
gasmateriel, har eksempelvis bl.a. til formål at sikre et
acceptabelt sikkerhedsniveau for gasinstallationer af hensyn til
sikkerheden for personer og beskyttelse mod tab af værdier,
men har også en række andre formål, herunder at
sikre kvaliteten af installationsarbejde på gas-, vand- og
afløbsområdet, jf. pkt. 3.1.1.1. I sådanne
tilfælde vil den foreslåede bestemmelse alene finde
anvendelse, hvis det fremgår af det pågældende
påbud, at det er begrundet i, at de omhandlede genstande
udgør en fare.
Den foreslåede fravigelse af
reklamationsfristerne i købeloven bør efter
Justitsministeriet s opfattelse omfatte offentligretlige
påbud, men ikke tilfælde, hvor et produkt
tilbagekaldes fra markedet frivilligt. Endvidere bør den kun
omfatte konkret udstedte påbud, men ikke
tilfælde, hvor tilbagekaldelsen sker i medfør af
generelle regler. En generel pligt til tilbagekaldelse i
nærmere angivne tilfælde findes eksempelvis i artikel
19, stk. 1, i forordning nr. 178 af 28. januar 2002 om
generelle principper og krav i fødevarelovgivningen, om
opretholdelse af Den Europæiske Fødevaresikkerheds
autoritet og om procedurer vedrørende
fødevaresikkerhed.
Desuden foreslås det, at
undtagelsesreglen skal gælde både i handelskøb,
civilkøb og forbrugerkøb. Det sikres herved bl.a., at
detailhandlere mv. som udgangspunkt ikke ender i en
»reklamationsklemme«, hvor forbrugeren kan gøre
mangelsindsigelser gældende over for detailhandleren mv.,
mens denne er afskåret fra at gå videre med
mangelskravet til producenten mv.
Afgrænsningen af den foreslåede
regel vil således svare til afgrænsningen af den
gældende regel i produktsikkerhedslovens § 12,
stk. 3, der foreslås ophævet, jf. lovforslagets
§ 40.
Det bemærkes, at den foreslåede
regel om ufravigelighed i forbrugerforhold
(forbrugerpræceptivitet), jf. nedenfor under pkt. 3.1.2.2 og
lovforslagets § 1, nr. 3 (købelovens
§ 54, stk. 4), efter lovforslaget også finder
anvendelse i tilfælde, hvor der udstedes påbud om
tilbagekaldelse eller destruktion på grund af manglende
sikkerhed.
Der henvises til lovforslagets § 1,
nr. 1-4 (forslag til købelovens § 1, stk. 3,
§ 54, stk. 2 og 4, og § 83, stk. 2)
samt til lovforslagets § 40 (forslag til ophævelse
af produktsikkerhedslovens § 12, stk. 3) og
bemærkningerne hertil.
Justitsministeriet har i efteråret 2006
nedsat et udvalg om køberetlig regulering af produktansvar.
Udvalget har til opgave at overveje muligheden for at tildele
købere af defekte produkter beføjelser efter
købelovens regler, hvis salgsgenstanden forvolder skade
på person eller på andre ting. Udvalget skal
således overveje fordele og ulemper ved at udvide
sælgers køberetlige ansvar €" dvs. mangels- eller
garantiansvar €" for defekte produkter. Det vil i den
forbindelse bl.a. kunne overvejes, om der eventuelt bør
indføres regler om, at sælgere skal anses for at
indestå for salgsgenstandens sikkerhed. I givet fald vil der
eventuelt kunne være anledning til at overveje, om der
fortsat er behov for den foreslåede regel om ophævelse
af reklamationsfristen.
3.1.2. Ophævelse af
reklamationsfristen ved køb af byggematerialer
3.1.2.1. Gældende ret
Købeloven gælder for alle former
for løsørekøb, jf. lovens § 1 a,
stk. 1, herunder køb af byggematerialer, der foretages
med henblik på opførelse eller reparation af fast
ejendom. Dette gælder såvel med hensyn til en
entreprenørs anskaffelse af byggematerialer fra en
leverandør (materialeleverance ved entreprise) som med
hensyn til en selvbyggers køb af materialer fra en handlende
til opførelse på købers faste ejendom.
Købelovens § 54,
stk. 1, bestemmer, at hvis køberen ikke inden to
år efter genstandens overgivelse har meddelt sælgeren,
at vedkommende vil påberåbe sig en mangel, kan
forbrugeren ikke senere gøre den gældende, medmindre
sælgeren har påtaget sig at indestå for
genstanden i længere tid eller har handlet svigagtigt.
Ifølge § 54, stk. 2, er fristen ved
køb af byggematerialer imidlertid 5 år fra byggeriets
aflevering, dog højst 6 år fra overgivelsen af
materialerne til køberen.
Købelovens § 83,
stk. 2, der omhandler forbrugerkøb, bestemmer, at
§ 54, stk. 2, om byggematerialer finder tilsvarende
anvendelse ved forbrugerkøb.
Den 5-årige reklamationsfrist for
byggematerialer i købelovens §§ 54 og 83 kan
fraviges ved aftale, i forbrugerkøb dog ikke til skade for
køberen (forbrugeren), jf. købelovens § 1,
stk. 2.
Den særlige reklamationsfrist for
byggematerialer blev indsat i købeloven ved § 25 i
lov nr. 391 af 14. juni 1995 om forbrugerbeskyttelse ved
erhvervelse af fast ejendom m.v. med det formål at sikre en
ensartet ansvarsperiode for henholdsvis køb af
byggematerialer, som er omfattet af købeloven, og aftaler om
opførelse af bygning eller andet anlæg på fast
ejendom (entrepriseforhold), der ikke er omfattet af
købeloven, jf. dennes § 2, stk. 2. I
entrepriseforhold har parterne i stedet for typisk vedtaget
reglerne i Almindelige betingelser for arbejder og leverancer i
bygge- og anlægsvirksomhed (AB 92), Almindelige betingelser
for teknisk rådgivning og bistand (ABR 89) eller Almindelige
betingelser for totalentreprise (ABT 93), jf. om disse umiddelbart
nedenfor.
Begrebet »byggematerialer« er
ikke defineret i købeloven, men i bemærkningerne til
forslag til lov om forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast
ejendom m.v., jf. Folketingstidende 1994-95, tillæg A, s.
3003, er det forudsat, at der ved byggematerialer skal
forstås materialer, som efter deres art er bestemt til
sædvanligvis at indgå i bygningskonstruktioner.
Ifølge bemærkningerne omfatter reglen f.eks. mursten,
lægter, spær, betonelementer og tagsten, mens
»selvstændige« produkter som f.eks.
gulvtæpper, udendørslamper og fodriste ikke er
omfattet. Materialer, der som f.eks. sten, grus og uforarbejdet
træ ikke kan siges hovedsagelig at være bestemt til
anvendelse ved byggeri mv., er heller ikke omfattet.
Uden for købelovens område
falder i henhold til lovens § 1 a, stk. 1,
køb af fast ejendom, dvs. køb af hus, ejerlejlighed
mv. eller en ideel anpart heraf. Reklamationsreglerne i
købelovens §§ 54 og 83 kan ikke antages at
gælde analogt ved køb af fast ejendom.
Uden for købelovens område
falder desuden aftaler om opførelse af bygning eller andet
anlæg på fast ejendom (entrepriseforhold), jf. lovens
§ 2, stk. 2. I entrepriseforhold udgøres
retsgrundlaget i stedet af parternes særskilte aftale eller,
hvis dette er aftalt, af de almindelige standardbetingelser i AB 92
og ABR 89 eller, i det omfang der er tale om totalentreprise, af
standardbetingelserne i ABT 93. Andre former for værksleje
falder også uden for købelovens område, herunder
aftaler om reparation af fast ejendom.
Hvis AB 92 eller ABT 93 er vedtaget, skal
bygherrens krav mod entreprenøren som følge af
mangler ved byggearbejder og anlægsarbejder i tilslutning
hertil fremsættes senest 5 år efter arbejdets
aflevering, jf. AB 92 § 36 og ABT 93 § 36.
Den 5-årige reklamationsfrist i AB 92
og ABT 93 gælder dog ikke de dele af arbejdet, som
entreprenøren har påtaget sig at indestå for i
længere tid. Fristen gælder heller ikke, hvis det ved
afleveringen konstateres, at en aftalt kvalitetssikring har svigtet
væsentligt, eller der foreligger groft uforsvarligt forhold
fra entreprenørens side. Derimod er det uden betydning, om
manglen har været skjult. Reklamation over for
entreprenøren er tilstrækkelig til at afbryde
5-årsfristen.
Også materialeleverandørerne vil
som udgangspunkt hæfte i 5 år for mangler i kraft af
den såkaldte byggeleveranceklausul i AB 92 § 10,
stk. 4, og ABT 93 § 10, stk. 4. Efter disse
bestemmelser regnes det 5-årige leverandøransvar fra
afleveringen af byggeriet, men med den begrænsning, at
leverandørens ansvar ophører senest 6 år efter
levering til lager eller videresalg.
For de tekniske rådgivere, som har
medvirket ved opførelsen af en bygning, vil det ofte
være aftalt, at ABR 89 skal gælde. I ABR 89 pkt. 6.2.3
er der ligeledes fastsat en reklamationsfrist på 5 år
regnet fra byggeriets aflevering.
I modsætning til, hvad der
følger af købeloven og standardvilkårene i AB
92 mv., gælder der ved andre former for værksleje ikke
nogen reklamationsfrist, og den ydre grænse for i
sådanne tilfælde at gøre et i øvrigt
berettiget mangelsansvar gældende beror derfor på de
almindelige regler om passivitet og de almindelige
forældelsesregler.
En køber, herunder en forbruger,
antages i visse tilfælde at kunne rette et direkte krav mod
tidligere led i omsætningskæden. Omfanget af denne
adgang til »springende regres« kan ikke anses for fuldt
afklaret i retspraksis.
Højesteret tog imidlertid i den
såkaldte eternitsag, jf. Ugeskrift for Retsvæsen
2001.249 H, stilling til et krav, som en senere erhverver havde
rejst over for en producent, der havde markedsført nogle
mangelfulde tagplader. Et flertal i Højesteret fandt ikke
grundlag for at fastslå, at producenten havde handlet
svigagtigt eller i strid med almindelig hæderlighed.
Flertallet fandt dog, at producenten havde handlet uagtsomt ved
ikke i tilstrækkelig grad at have sikret sig, at visse
konstaterede produktionstekniske problemer var blevet løst.
I en sådan situation fandt flertallet ikke, at producenten
kunne drages til ansvar efter udløbet af reklamationsfristen
i købelovens §§ 54 og 83, som gjaldt i
forholdet mellem producenten og dennes aftalepart. Der blev ikke
ved dommen taget stilling til, i hvilket omfang en senere erhverver
skal respektere en aftale mellem en producent, der har handlet
uagtsomt, og en tidligere erhverver om en kortere
reklamationsfrist.
De almindelige forældelsesfrister i
1908-loven og Danske Lov 5-14-4 gælder ved siden af de
ovennævnte reklamationsregler. Forældelsesreglerne vil
dog i praksis ofte ikke have betydning for forbrugernes mulighed
for at gøre et mangelsansvar gældende, idet et
mangelsansvar på dette område i mange tilfælde
vil være afskåret på et tidligere tidspunkt efter
enten reglerne i købelovens §§ 54 eller 83
eller bestemmelserne i de almindeligt anvendte standardvilkår
på entrepriseområdet, der som nævnt ligesom
købeloven indeholder en reklamationsfrist på som
udgangspunkt 5 år.
Der vil dog kunne forekomme situationer, hvor
forældelsesreglerne vil være af betydning for
forbrugeres mulighed for at gøre et mangelsansvar
vedrørende byggematerialer gældende, bl.a. ved mindre
reparationer af en fast ejendom, som ikke er omfattet af
købelovens regulering, og som efter parternes aftale heller
ikke er undergivet de almindelige standardbetingelser i AB 92 mv.
Endvidere er forældelsesfristerne relevante i tilfælde,
hvor reklamationsfristerne tilsidesættes, f.eks. fordi
sælgeren har handlet svigagtigt mv.
Der henvises i øvrigt til kapitel 3 i
betænkning nr. 1433/2003 om forbrugerbeskyttelse ved
erhvervelse af byggematerialer.
3.1.2.2. Lovforslagets
udformning
Justitsministeriet s udvalg om
forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af byggematerialer afgav i
2003 betænkning nr. 1433/2003 om forbrugerbeskyttelse ved
erhvervelse af byggematerialer.
Syv af udvalgets 14 medlemmer foreslog en
forlængelse af købelovens særlige
reklamationsfrist for byggematerialer fra 5 år til 10
år. Disse medlemmer lagde bl.a. vægt på
oplysninger fra Byggeskadefonden om mangler i byggesager. Det
fremgik heraf, at for bestemte typer af byggematerialer, navnlig
eternittage og tegltage, har skader i en række tilfælde
vist sig senere end 5 år efter byggeriets aflevering eller
leveringen af byggematerialerne.
Disse medlemmer foreslog, at den
10-årige reklamationsfrist til gengæld altid skulle
regnes fra materialernes overgivelse til køberen, idet man
herved vil få en retsteknisk simpel regel, der
fastlægger et begyndelsestidspunkt, som er sammenfaldende med
begyndelsestidspunktet for reklamationsfristerne efter
købelovens § 54, stk. 1, og § 83,
stk. 1.
Disse medlemmer foreslog, at
reklamationsfristen ved køb af byggematerialer
forlænges også uden for forbrugerkøb for at
undgå en »reklamationsklemme« for detailhandlerne
mv., idet disse ellers ville kunne mødes med
mangelsindsigelser fra forbrugerne i op til 10 år efter
salget, mens de ville være afskåret fra selv at
gå videre med mangelskravet mod producenter mv., hvis der er
gået mere end 5 år.
De pågældende medlemmer pegede
samtidig på, at det i forbindelse med en eventuel kommende ny
forældelseslov med en absolut forældelsesfrist på
10 år kunne overvejes i stedet helt at ophæve den
absolutte reklamationsfrist for byggematerialer og lade
spørgsmålet om forbrugernes adgang til at rejse krav
alene bero på forældelsesretlige regler.
For så vidt angår
forbrugerforhold fandt disse syv medlemmer endvidere, at der
bør skabes sikkerhed for, at en forbruger ikke på
grund af aftalte reklamationsfrister mellem tidligere led i
omsætningskæden vil kunne afskæres fra at
gøre et i øvrigt berettiget erstatningskrav
gældende mod et tidligere led. Derfor foreslog medlemmerne en
regel, hvorefter en aftale om, at der skal gælde en kortere
reklamationsfrist ved byggematerialer end de foreslåede 10
år fra materialernes overgivelse, ikke skal kunne
gøres gældende over for en senere erhverver, som
hovedsagelig handler uden for sit erhverv (dvs. en forbruger), hvis
betingelserne for, at forbrugeren kan kræve erstatning af det
tidligere led for mangler ved byggematerialerne, i øvrigt er
opfyldt. Disse medlemmer fandt, at hensynet til en
sammenhængende køberetlig regulering taler for, at en
sådan bestemmelse om, at forbrugerens adgang til at
gøre eventuelle erstatningskrav gældende mod tidligere
omsætningsled ikke skal kunne bortfalde som følge af
aftalte (kortere) reklamationsfrister mellem tidligere led,
også bør gælde for andre
løseørekøb end blot køb af
byggematerialer. En aftalt kortere reklamationsfrist end 2 år
€" som er den almindelige absolutte reklamationsfrist efter
købelovens § 54, stk. 1, og § 83,
stk. 1 €" skal således ikke generelt kunne
gøres gældende over for en senere erhverver (der er
forbruger) hvis betingelserne for, at forbrugeren kan kræve
erstatning hos et tidligere led i omsætningskæden for
mangler ved salgsgenstanden, i øvrigt er opfyldt.
Syv andre medlemmer af udvalget fandt, at der
ikke under udvalgsarbejdet var påvist et behov for
ændring eller udvidelse af forbrugerbeskyttelsen på
området. Disse medlemmer lagde bl.a. vægt på, at
oplysningerne fra Byggeskadefonden bekræftede tidligere
antagelser om, at skader, der skyldes mangler ved byggematerialer,
normalt vil give sig udslag inden for fem år fra levering
eller aflevering, og at der kun ved tagmaterialer i et
væsentligt omfang viser sig skader senere, samt at der for
så vidt angår tagmaterialer i forhold til 80 pct. af
leverandørerne er etableret frivillige ordninger, der
stiller forbrugeren bedre end købeloven.
Der henvises i øvrigt til
betænkning nr. 1433/2003, kapitel 7.
Efter Justitsministeriet s opfattelse
bør der fortsat gælde en særlig lang frist for
indsigelser i anledning af mangler ved byggematerialer, og
Justitsministeriet er enig i forslaget fra en del af udvalget om at
udvide den nuværende frist. Under hensyn til, at der ved det
samtidig fremsatte lovforslag om en ny forældelseslov
foreslås en væsentlig forkortelse af de generelle
forældelsesfrister, således at der bl.a. kommer til at
gælde en absolut frist på 10 år (regnet fra
fordringens forfaldstidspunkt), finder Justitsministeriet det
nærliggende, at fristen for mangelsindsigelser
vedrørende byggematerialer bliver den samme som fristen for
mangelsindsigelser ved køb af fast ejendom.
Ved det samtidig fremsatte forslag til ny
forældelseslov foreslås indført en almindelig
forældelsesfrist på 3 år, der kan suspenderes ved
utilregnelig uvidenhed om kravet, kombineret med €" som
nævnt €" en absolut forældelsesfrist på 10
år. Disse frister vil bl.a. gælde for
mangelsindsigelser ved køb af fast ejendom.
Forældelsesfristerne vil (ligesom i dag) løbe ved
siden af købelovens regler, hvilket bl.a. indebærer,
at krav i anledning af skjulte mangler ved byggematerialer ikke vil
kunne gøres gældende senere end 10 år efter
kravets forfaldstid.
Det foreslås på den baggrund, at
reklamationsfristen afskaffes ved køb af byggematerialer.
Det vil medføre, at spørgsmålet om forbrugernes
adgang til at rejse krav vil bero alene på de generelle
forældelsesregler, således at der vil gælde
frister på 3 og 10 år for købers adgang til at
gøre mangler ved byggematerialer gældende.
Forslaget om afskaffelse af
reklamationsfristen ved køb af byggematerialer skal ses i
sammenhæng med, at det i det samtidig fremsatte forslag til
ny forældelseslov foreslås, at forældelseslovens
regler ikke ved forudgående aftale kan fraviges til skade for
forbrugere. Det indebærer bl.a., at den særlige
5-årige reklamationsfrist i AB 92 § 36, ABT 93
§ 36 og ABR 89 pkt. 6.2.3 ikke vil kunne gøres
gældende over for forbrugere, men at krav i stedet
først endeligt bortfalder ved udløbet af de
almindelige forældelsesfrister på 3 og 10 år.
Herved opnås, at krav, der angår byggematerialer, og
krav, der angår byggeriets udførelse (dvs. krav, som
typisk er reguleret af AB 92 mv.), i reklamations- og
forældelsesmæssig henseende reguleres ens.
Justitsministeriet er også enig i
forslaget fra en del af udvalget om at sikre, at aftaler mellem
tidligere omsætningsled om en (kortere) reklamationsfrist
ikke afskærer forbrugere fra at gennemføre
erstatningskrav mod tidligere omsætningsled, hvis
betingelserne herfor i øvrigt ville være opfyldt. Det
foreslås, at reglen formuleres i lyset af, at
reklamationsfristen for byggematerialer ikke forlænges, men
afskaffes.
Der henvises til lovforslagets § 1,
nr. 1, 3 og 4 (forslag til købelovens § 1,
stk. 3, § 54, stk. 3 og 4, og § 83,
stk. 2) og bemærkningerne hertil.
Det foreslås endvidere, at den
foreslåede særlige regel om, at aftalte
reklamationsfrister ikke kan gøres gældende over for
senere erhververe, der handler uden for deres erhverv, alene finder
anvendelse på krav, der fremsættes af en senere
erhverver, hvis dennes køb er sket efter lovens
ikrafttræden. Justitsministeriet har overvejet, om reglen
alene burde finde anvendelse på aftaler mellem tidligere
omsætningsled, som indgås efter lovens
ikrafttræden. En sådan overgangsregel ville imidlertid
placere senere erhververe i en bevismæssigt vanskelig
situation, da disse i givet fald ville skulle bevise, at aftalen
mellem de tidligere omsætningsled var indgået efter
lovens ikrafttræden. Det foreslås derfor, at
tidspunktet for aftalen mellem den senere erhverver og dennes
sælger bliver afgørende.
Der henvises til lovforslagets
§ 47, stk. 4, og bemærkningerne hertil.
3.2. Ændring af
forsikringsaftaleloven
3.2.1. Gældende ret
Forsikringsaftaleloven indeholder i
§§ 29 og 30 regler om forældelse af visse
forsikringskrav.
Efter § 29, stk. 1,
gælder der for krav, der er grundede i forsikringsaftalen, en
kortere forældelsesfrist end efter dansk rets almindelige
forældelsesregler. Således forældes krav, der er
grundede i forsikringsaftalen, 2 år efter udgangen af det
kalenderår, i hvilket fordringshaveren fik kundskab om kravet
og om, at det er forfaldet, og i alt fald 5 år efter kravets
forfaldstid, jf. § 29, stk. 1, 1. pkt. I
øvrigt finder reglerne i 1908-loven anvendelse, jf.
§ 29, stk. 1, 2. pkt.
Den særlige regel om forældelse
af forsikringskrav er oprindeligt begrundet i et ønske om at
fastsætte en ensartet forældelsesregel for alle krav i
henhold til forsikringsaftaler, som samtidig var betydelig kortere
end den dagældende frist på 20 år. Der blev
endvidere peget på, at det er af stor betydning for
forsikringsselskaberne at vide, hvilke krav en sikret vil
fremsætte i anledning af en forsikringsbegivenhed, herunder
af hensyn til den regnskabsmæssige opgørelse af
selskabets forpligtelser.
§ 29, stk. 1, omfatter krav,
der er »grundede i forsikringsaftalen«, dvs.
støttes på forsikringsaftalen. Det kan f.eks.
være forsikringsselskabets krav på præmie og den
sikredes krav på forsikringsydelsen.
Krav, der ikke støttes på
forsikringsaftalen, forældes derimod efter dansk rets
almindelige forældelsesregler i 1908-loven og Danske Lov
5-14-4, selv om der måtte være tale om krav, der
angår eller udspringer af et forsikringsforhold.
Tilbagesøgningskrav vedrørende for meget betalt
præmie eller for meget udbetalt erstatning kan f.eks. ikke
anses for »grundede i forsikringsaftalen« og er dermed
ikke omfattet af forsikringsaftalelovens § 29.
Krav på renter af forsikringsydelsen
støttes normalt heller ikke på forsikringsaftalen, men
følger af forsikringsaftalelovens § 24,
stk. 2. Sådanne rentekrav er ikke omfattet af
forsikringsaftalelovens § 29, men af 1908-lovens
5-årige forældelsesfrist, jf. lovens § 1,
stk. 1, nr. 2, da de ikke er grundede i forsikringsaftalen,
men i forsikringsaftaleloven.
Forsikringsaftalelovens § 29
indeholder således to frister, en 2-årsfrist og en
5-årsfrist.
2-årsfristen regnes fra udgangen af det
kalenderår, hvor fordringshaveren fik kundskab om sit krav og
om, at det er forfaldet.
Ifølge ordlyden af § 29
begynder forældelsesfristen først at løbe,
når fordringshaveren har faktisk viden om kravet. I praksis
synes det afgørende forhold dog i almindelighed at
være, hvornår den relevante følge har vist sig
på en sådan måde, at den sikrede har rimelig
adgang til at gøre sit krav gældende. Der skelnes
således i praksis sjældent mellem et
»objektivt« konstaterbart tidspunkt, hvor
fordringshaveren bør opnå kendskab til sin fordring,
og et »subjektivt« tidspunkt, hvor vedkommende rent
faktisk opnår et sådant kendskab.
Ved siden af den 2-årige
forældelsesfrist gælder en 5-årig
forældelsesfrist. Denne frist regnes fra kravets
forfaldstid.
Kravets forfaldstidspunkt fastlægges
€" for så vidt angår sikredes krav på
forsikringsydelsen €" med udgangspunkt i § 24,
stk. 1, hvorefter forfaldstiden er 14 dage efter det
tidspunkt, hvor forsikringsselskabet har været i stand til at
indhente de nødvendige oplysninger til bedømmelse af
kravet. Bestemmelsen fastlægger efter sin ordlyd alene
betalingstidspunktet for forsikringsydelsen. Det fremgår
imidlertid af bemærkningerne til det lovudkast, som
forsikringsaftaleloven er baseret på, at bestemmelsen
også fastlægger forfaldstiden, jf. udkast til lov om
forsikringsaftaler med tilhørende bemærkninger,
udarbejdet af den ved kgl. resolution af 6. februar 1919 nedsatte
kommission (1925), s. 57-59. Endvidere omtales tidspunktet angivet
i § 24, stk. 1, som »forfaldstiden« i
lovens § 24, stk. 3.
Dette udgangspunkt fraviges dog i praksis,
hvis forsikringsbegivenheden f.eks. slet ikke er anmeldt til
forsikringsselskabet, idet forældelsesfristen i modsat fald
ikke begynder at løbe. Forfaldstiden i § 29 er i
disse situationer i praksis blevet fastlagt med udgangspunkt i det
tidspunkt, hvor de kendsgerninger, der begrunder kravet (dvs.
forsikringsbegivenheden, herunder eventuelt de skadevoldende
følger) er indtrådt.
Det er i praksis antaget, at § 29
ikke er til hinder for, at der f.eks. rejses krav om erstatning for
senfølger efter personskader, der viser sig mere end 5
år efter et ulykkestilfælde, idet kravet først
på dette tidspunkt anses for at være forfaldet.
Ved sygdomme, der udvikler sig løbende
over flere år, kan der ligeledes opstå
spørgsmål om, hvornår kravet på
forsikringsydelsen må anses for forfaldet.
Det er blevet anført, at sikrede i
disse tilfælde for at fastholde sit krav skal gøre det
gældende, så snart der foreligger tilstrækkelige
oplysninger, der begrunder et krav i henhold til
forsikringsaftalen. Krav på erstatning for senfølger
forfalder og forældes således selvstændigt. Dette
indebærer imidlertid, at der ikke indtræder
forældelse, hvis sikredes helbredstilstand løbende
forværres over en længere årrække.
Forsikringsselskabet kan dog ved syge- og ulykkesforsikringer tage
forbehold for at dække skader, der er indtrådt efter en
nærmere angivet tidsfrist efter ulykken. Det skyldes, at
forsikringsaftalelovens § 120, der fastslår, at
forsikringsselskaber som udgangspunkt også hæfter for
senfølger, kan fraviges ved aftale.
En skyldner kan udtrykkeligt eller stiltiende
give afkald på at påberåbe sig, at
fordringshaverens krav er forældet, hvilket ved
forsikringskrav navnlig er relevant ved sikredes krav mod
forsikringsselskabet. Dette kan f.eks. være tilfældet,
hvis selskabets sagsbehandling har givet sikrede grund til at
gå ud fra, at forældelsesfristens begyndelsestidspunkt
er udskudt, f.eks. fordi der føres realitetsforhandlinger
mellem sikrede og selskabet.
Det følger af forsikringsaftalelovens
§ 29, stk. 1, 2. pkt., at 1908-lovens
§§ 1-3 finder anvendelse, i det omfang
§ 29 ikke selv regulerer spørgsmålet. Dette
indebærer navnlig, at 1908-lovens regler om afbrydelse af
forældelsen (§ 2) og om særligt retsgrundlag
(§ 1, stk. 2) finder anvendelse.
Efter 1908-lovens § 2 afbrydes
forældelse ved skyldnerens erkendelse af gælden eller
ved, at fordringshaveren foretager retslige skridt mod skyldneren
og uden ufornødent ophold forfølger sagen.
Den sikredes indbringelse af sagen for
Ankenævnet for Forsikring sidestilles med retslige skridt og
afbryder således forældelsen. Det er imidlertid en
forudsætning, at sikrede uden ugrundet ophold indbringer
sagen for domstolene, hvis han eller hun ikke får medhold af
Ankenævnet, idet kravet i modsat fald ville kunne
forældes.
Hvis fordringshaveren har erhvervet et
særligt retsgrundlag, der fastslår kravets tilblivelse
og størrelse, f.eks. en fuldbyrdelsesdom, forældes
kravet efter den 20-årige forældelsesfrist i Dansk Lov
5-14-4, jf. 1908-lovens § 1, stk. 2.
Den særlige suspensionsregel i
1908-lovens § 3, hvorefter forældelsesfristens
begyndelsestidspunkt udskydes ved fordringshaverens utilregnelige
uvidenhed om sit krav mv., finder på grund af § 29,
stk. 1, 1. pkt., kun anvendelse med hensyn til utilregnelig
uvidenhed om skyldnerens opholdssted, hvilket næppe har
praktisk betydning for så vidt angår sikredes krav mod
forsikringsselskaber.
Forsikringsaftalelovens § 29
henviser ikke til 1908-lovens § 4, hvorefter den
almindelige 20-årige forældelsesfrist efter Danske Lov
5-14-4 gælder ved siden af 1908-lovens
forældelsesregler. Det synes uafklaret, om dette
indebærer, at den 20-årige forældelsesfrist slet
ikke finder anvendelse på forsikringskrav, medmindre der er
tilvejebragt et særligt retsgrundlag.
Ved § 29, stk. 2, der blev
indsat ved lov nr. 434 af 10. juni 2004, bestemmes, at ved
ansvarsforsikring, hvor selskabet hæfter umiddelbart over for
skadelidte, forældes skadelidtes krav mod selskabet efter de
samme regler, som gælder for skadelidtes krav mod
skadevolderen. Bestemmelsen dækker kun ansvarsforsikringer,
hvor selskabet hæfter umiddelbart over for
skadelidte, som eksempelvis ansvarsforsikringer til dækning
af skader forvoldt af motordrevne køretøjer, jf.
færdselslovens § 108. Reglen blev indført
på baggrund af, at det i praksis havde givet anledning til
tvivl, om § 29 gjaldt for skadelidtes krav mod
skadevolders ansvarsforsikring i de pågældende
tilfælde. Hvis § 29 gjaldt i disse tilfælde,
ville der kunne opstå den situation, at kravet mod selskabet
var forældet, mens kravet mod skadevolderen fortsat ville
bestå, idet dette krav forældes efter dansk rets
almindelige forældelsesregler. Indsættelsen af
§ 29, stk. 2, havde til formål at hindre denne
situation, idet bestemmelsen indebærer, at skadelidtes krav
mod selskabet forældes på samme vis, som gælder
for skadelidtes krav mod skadevolderen.
I de tilfælde, hvor der er tegnet en
ansvarsforsikring, men hvor selskabet ikke hæfter umiddelbart
over for skadelidte, giver forsikringsaftalelovens § 95
mulighed for, at den skadelidte kan indtræde i den sikredes
ret mod selskabet, når den sikredes erstatningspligt over for
den skadelidte er fastslået og erstatningens størrelse
bestemt. Endvidere indtræder den skadelidte i den sikredes
ret imod selskabet, hvis skadelidtes krav på erstatning er
omfattet af sikredes konkurs, tvangsakkord eller
gældssanering, jf. § 95, stk. 2.
Forsikringsaftalelovens § 29, stk. 2, omfatter ikke
disse situationer.
Det er i retspraksis uafklaret, hvornår
forældelsesfristen regnes fra, når en skadelidt
indtræder i en skadevolders ret mod et selskab i
medfør af § 95. Det er således uafklaret, om
fristen regnes fra indtrædelsen, eller om skadelidtes krav
mod selskabet forældes på samme vis som skadevolders
krav mod selskabet. Det er Justitsministeriet s opfattelse, at det
på baggrund af almindelige principper om indtrædelse
må antages, at skadelidtes krav mod selskabet forældes
på samme vis som skadevolders krav mod selskabet. Skadelidte
kan således i visse tilfælde risikere, at et krav mod
selskabet vil være forældet på det tidspunkt,
hvor skadelidte får mulighed for at rejse et krav over for
selskabet.
Forsikringsaftalelovens § 30
regulerer aftaler om kortere forældelsesfrist end den, der
følger af § 29.
Ifølge § 30, stk. 1,
kan en aftale om, at den sikrede mister sit krav, hvis vedkommende
ikke påtaler det inden en kortere frist end den i
§ 29 angivne, ikke gøres gældende, medmindre
selskabet skriftligt med mindst 6 måneders varsel har givet
den sikrede meddelelse om fristens længde og om
følgerne af, at fristen ikke overholdes.
Forsikringsaftalelovens § 30, stk. 1,
vedrører den situation, at sikrede har rejst et krav over
for forsikringsselskabet, og forsikringsaftalen indeholder frister
for, hvornår kravet skal påtales, dvs. hvornår
der skal foretages retsforfølgning (f.eks. indbringelse for
Ankenævnet for Forsikring eller anlæggelse af
retssag).
Ifølge § 30, stk. 2,
kan en aftale om, at selskabet skal være fri for ansvar, hvis
krav i anledning af en forsikringsbegivenhed ikke fremsættes
over for selskabet inden en vis frist, ikke gøres
gældende over for den, der fremsætter sådant krav
inden 3 måneder efter, at denne har fået kundskab om de
omstændigheder, der begrunder kravet.
Højesteret har i en dom gengivet i
Ugeskrift for Retsvæsen 1993.893 H fortolket
forsikringsaftalelovens § 30, stk. 2.
Højesteret skulle således bl.a. tage stilling til, om
en klausul i en forsikringspolice om, at forsikringen kun
dækkede skader, der var anmeldt senest 3 måneder efter
forsikringens ophør, skulle tilsidesættes i
medfør af § 30, stk. 2. Højesterets
flertal fandt ikke, at klausulen skulle tilsidesættes.
Flertallet udtalte i den forbindelse, at der ikke i medfør
af § 30, stk. 2, der vedrører
forældelse af krav i henhold til forsikringsaftalen, var
grundlag for at tilsidesætte en sådan klausul.
3.2.2. Lovforslagets
udformning
Udvalget om revision af
forsikringsaftaleloven (herefter »FAL-udvalget«) har i
betænkning nr. 1423/2002 om forsikringsaftaleloven bl.a.
behandlet spørgsmålet om forældelse af krav i
anledning af forsikringsaftaler.
Efter udvalgets opfattelse bør
forældelsesreglerne i forsikringsaftaleloven i videre omfang
tage udgangspunkt i dansk rets almindelige forældelsesregler,
idet der alene bør gælde særlige
forældelsesregler på forsikringsområdet, hvis der
kan påvises et særligt behov herfor.
Da FAL-udvalget afgav betænkning i 2002
var Forældelsesudvalget nedsat, men havde endnu ikke afgivet
betænkning. FAL-udvalget fandt derfor, at den endelige
stillingtagen til de fremtidige regler om forældelse af
forsikringskrav burde afvente Forældelsesudvalgets
arbejde.
Udvalget fandt dog, at et enkelt forslag ikke
nødvendigvis burde afvente Forældelsesudvalgets
arbejde, og på grundlag af dette forslag blev § 29,
stk. 2, i forsikringsaftaleloven indsat ved lov nr. 434 af 10.
juni 2003. Det bestemmes ved § 29, stk. 2, at ved
ansvarsforsikring, hvor selskabet hæfter umiddelbar over for
skadelidte, forældes skadelidtes krav mod selskabet efter de
samme regler, som gælder for skadelidtes krav mod
skadevolderen, jf. nærmere herom pkt. 3.2.1.
FAL-udvalget udarbejdede endvidere en
lovskitse med bemærkninger, som sammen med
Forældelsesudvalgets overvejelser senere ville kunne danne
grundlag for en ændring af forsikringsaftalelovens
§§ 29-30. I den forbindelse fremsatte FAL-udvalget
ikke konkrete forslag til længden af
forældelsesfristerne, men bemærkede, at hvis der
på grundlag af Forældelsesudvalgets arbejde
indføres almindelige forældelsesfrister på 3 og
10 år, bør disse som udgangspunkt også
gælde for forsikringstagerens og sikredes krav mod
forsikringsselskabet på grundlag af forsikringsaftalen.
I øvrigt indebærer FAL-udvalgets
udkast til forældelsesregler for krav i anledning af
forsikringsaftaler, at dansk rets almindelige
forældelsesregler som udgangspunkt finder anvendelse ved
sådanne krav, men med en række undtagelser. For
så vidt angår spørgsmålet om suspension af
forældelsesfristen har udvalget givet udtryk for, at
forældelsesfristen for krav mod selskabet i anledning af
forsikringsaftalen fortsat først bør løbe fra
det tidspunkt, hvor den pågældende rent faktisk
får kendskab til sit krav. Endvidere bør der efter
udvalgets opfattelse gælde en absolut forældelsesfrist
for krav på forsikringsydelsen, der løber fra
forsikringsbegivenhedens indtræden.
Desuden har FAL-udvalget foreslået, at
der gives forsikringstagere mv. en særlig nem adgang til at
afbryde forældelsen, således at
forældelsesfristen for krav mod et forsikringsselskab
afbrydes allerede på det tidspunkt, hvor der rejses et
konkret krav over for selskabet. Udvalget har samtidig
foreslået, at der indføres faste frister for,
hvornår sikrede eller forsikringstageren skal have foretaget
retslige skridt mod selskabet for at fastholde sit krav.
Endelig har udvalget foreslået, at
forsikringsaftalelovens forældelsesregler ved
forbrugerforsikring ikke ved aftale skal kunne fraviges til skade
for forsikringstageren eller sikrede.
Det samtidig fremsatte forslag til lov om
forældelse af fordringer (forældelsesloven) indeholder
i overensstemmelse med betænkning nr. 1460/2005 om revision
af forældelseslovgivningen bestemmelser om, at der
indføres en almindelig forældelsesfrist på 3
år, som kan suspenderes ved utilregnelig uvidenhed om kravet,
kombineret med en absolut forældelsesfrist på 10
år, der dog ved krav om erstatning eller godtgørelse i
anledning af personskade samt ved krav om erstatning ved
miljøskade er 30 år. Endvidere foreslås en
udførlig regulering af adgangen til at afbryde
forældelsen, herunder at der indføres mulighed for at
afbryde forældelsen foreløbigt.
Justitsministeriet er enig med FAL-udvalget
i, at der alene bør gælde særlige
forældelsesregler på forsikringsområdet, hvis der
er et særligt behov herfor. Herved sikres bl.a., at i
tilfælde, hvor en person kan rette et krav mod såvel et
forsikringsselskab som mod en anden person, forældes kravene
som udgangspunkt efter de samme regler. Justitsministeriet er dog
også enig med udvalget i, at dette udgangspunkt bør
fraviges i visse tilfælde, jf. nedenfor.
For så vidt angår
forældelsesfristernes længde, er
Justitsministeriet enig med FAL-udvalget i, at dansk rets
almindelige forældelsesfrister som udgangspunkt også
bør gælde for forsikringstagerens og sikredes krav mod
forsikringsselskabet i anledning af forsikringsaftalen.
FAL-udvalget har i den forbindelse bemærket, at hensynet til
den regnskabsmæssige opgørelse af
forsikringsselskabernes forpligtelser ikke i dag taler
afgørende for, at de særligt korte
forældelsesfrister i forsikringsaftalelovens § 29
opretholdes. Da der således ikke fortsat er særlige
hensyn, der taler for kortere forældelsesfrister på
forsikringsområdet, er det Justitsministeriet s opfattelse,
at de almindelige frister i den foreslåede
forældelseslov, herunder den 30-årige frist ved
personskader og miljøskader, som udgangspunkt også
bør gælde på forsikringsaftalelovens
område.
Justitsministeriet foreslår dog en
enkelt undtagelse til dette udgangspunkt, nemlig med hensyn til
forældelsesfristens begyndelsestidspunkt og længde ved
personforsikringer, hvor forsikringsbegivenheden er skadens
indtræden eller konstatering.
Konsekvensen af i enhver henseende at anvende
forældelsesfristerne i den foreslåede
forældelseslov på forsikringsaftalelovens område,
ville således bl.a. være, at krav på erstatning
eller godtgørelse i anledning af personskade, herunder
når denne type krav er grundet i en aftale om
personforsikring, endeligt forældes 30 år efter den
skadevoldende handlings ophør, jf. § 3,
stk. 3, nr. 1, i forslaget til ny forældelseslov. Dette
resultat forekommer rimeligt ved personforsikringer, hvor
forsikringsbegivenhedens indtræden er fastlagt ud fra
skadesårsagsprincippet, altså hvor kravet
på forsikringsydelsen opstår ved den begivenhed, som er
årsag til skaden, f.eks. en trafikulykke.
Skadesårsagsprincippet anvendes almindeligvis ved
ulykkesforsikringer. I sådanne tilfælde vil forslaget
indebære, at der i forældelsesmæssig henseende
vil være parallelitet mellem forsikringskrav og krav om
erstatning uden for kontrakt, hvor den 30-årige frist
også vil finde anvendelse.
Det afgørende hensyn bag forslaget om
at indføre en særlig lang forældelsesfrist ved
personskade i den nye forældelseslov er, at følger af
en skadevoldende handling i en række tilfælde
først viser sig mange år efter den skadevoldende
handlings ophør (senfølger).
Ved forsikringer, hvor
forsikringsbegivenhedens indtræden er fastlagt ud fra
skadesvirkningsprincippet, opstår kravet på
forsikringsydelsen først ved en skades indtræden eller
konstatering. Et sådant princip anvendes eksempelvis typisk
ved livsforsikringer, hvor det afgørende for
forsikringssummens udbetaling er, at dødsfaldet sker i
forsikringstiden. Det har ikke betydning, om årsagen til
dødsfaldet €" eksempelvis en sygdom, som den
pågældende pådrog sig mange år tidligere
€" kan placeres uden for forsikringstiden.
Ved sådanne forsikringer gør det
hensyn, der taler for en længere forældelsesfrist ved
personskade, sig ikke tilsvarende gældende. Kravet på
forsikringsydelsen opstår således først ved
senfølgernes indtræden. Derimod ville der, hvis der
gjaldt en absolut forældelsesfrist på 30 år
fra den skadevoldende handlings ophør, opstå
den uheldige situation, at der i disse tilfælde, hvor
forsikringsbetingelserne netop er udformet på en sådan
måde, at den skadevoldende handling ikke har betydning, ville
kunne indtræde forældelse på baggrund af en
forældelsesfrist, der regnes fra den skadevoldende handlings
ophør. Det foreslås derfor, at der i tilfælde,
hvor forsikringsbegivenheden er skadens indtræden eller
konstatering, gælder en absolut forældelsesfrist
på 10 år fra den dag, da forsikringsydelsen kunne
kræves betalt.
Der henvises til lovforslagets § 2,
nr. 2 (forslag til forsikringsaftalelovens § 29,
stk. 1 og 3) og bemærkningerne hertil.
For så vidt angår
forældelsesfristernes begyndelsestidspunkt i
øvrigt, fandt FAL-udvalget, at den korte
forældelsesfrist på forsikringsrettens område
fortsat bør kunne suspenderes indtil det tidspunkt, hvor
fordringshaveren rent faktisk får kendskab til sit krav, dvs.
at forældelsesfristen ikke bør begynde at løbe
fra det tidspunkt, hvor den pågældende burde have
kendskab til kravet.
Ved det samtidig fremsatte forslag til en ny
lov om forældelse af fordringer (forældelsesloven)
foreslås en almindelig suspensionsregel, hvorefter den korte
(3-årige) forældelsesfrist først regnes fra den
dag, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab
til fordringen eller skyldneren, jf. forslagets § 3,
stk. 2. Skønt forældelsesfristen for krav, der er
grundet i en forsikringsaftale, efter ordlyden af
forsikringsaftalelovens § 29, stk. 1, først
begynder at løbe, når fordringshaveren har kendskab
til kravet, er det i retspraksis afgørende tidspunkt dog i
almindelighed, hvornår den relevante skade har vist sig
på en sådan måde, at den sikrede har rimelig
anledning til at gøre et krav gældende, jf. pkt. 3.2.1
ovenfor.
Justitsministeriet finder det bedst stemmende
med denne retspraksis, at den almindelige suspensionsregel i
forslaget til ny forældelseslov også finder anvendelse
på krav i anledning af en forsikringsaftale.
Hvad angår den lange
forældelsesfrists begyndelsestidspunkt, har udvalget
anført, at det er uhensigtsmæssigt, at der på
forsikringsområdet i visse tilfælde reelt ikke
gælder en absolut forældelsesfrist med en endelig
skæringsdato for, hvornår krav på
forsikringsydelsen kan fremsættes over for selskabet.
Udvalget har på den baggrund foreslået, at en absolut
forældelsesfrist for krav på forsikringsydelsen
bør regnes fra forsikringsbegivenhedens indtræden,
dvs. fra det tidspunkt, hvor den begivenhed er indtrådt, der
ifølge forsikringsaftalen skal være indtrådt,
hvis forsikringen skal dække.
Justitsministeriet er enig med FAL-udvalget
i, at der også på forsikringsområdet bør
gælde en absolut forældelsesfrist. Baggrunden for, at
der i visse tilfælde reelt ikke gælder en absolut
forældelsesfrist i dag, er, at den 5-årige
forældelsesfrist i forsikringsaftalelovens § 29
regnes fra kravets forfaldstid, og at kravets forfaldstid efter
lovens § 24 først regnes fra det tidspunkt, hvor
selskabet har været i stand til at indhente de oplysninger,
der er fornødne til bedømmelse af
forsikringsbegivenheden og fastsættelse af
forsikringsydelsens størrelse.
Det er Justitsministeriet s opfattelse, at
dette problem i sammenhæng med det samtidig fremsatte forslag
til ny forældelseslov kan løses mest
hensigtsmæssigt ved, at forældelsesfristernes
begyndelsestidspunkt for krav på forsikringsydelsen fremover
fastlægges ved de almindelige forældelsesregler.
Ifølge det samtidig fremsatte forslag
til ny forældelseslov foreslås begyndelsestidspunktet
for forældelsesfristerne som udgangspunkt fastlagt til
kravets forfaldstid som imidlertid foreslås fastlagt til det
tidligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve
at få fordringen opfyldt, jf. § 2, stk. 1, i
forslaget til ny forældelseslov.
Justitsministeriet er enig med FAL-udvalget
i, at det vil være uhensigtsmæssigt fortsat at anvende
den gældende § 24 i forsikringsaftaleloven til at
bestemme forældelsesfristens begyndelsestidspunkt ved krav
på forsikringsydelsen, idet fordringshaveren i så fald
ville kunne udskyde forfaldstidspunktet ved ikke at fremsætte
sit krav over for skyldner.
Hvis derimod forfaldstiden også ved
forældelse i forsikringsforhold fastlægges efter
§ 2, stk. 1, i forslaget til ny
forældelseslov, opstår dette problem ikke.
Forfaldstiden vil i givet fald blive det tidligste tidspunkt, til
hvilket fordringshaveren kunne kræve at få fordringen
opfyldt. Forfaldstiden vil således ikke længere
være afhængig af, hvilke handlinger fordringshaveren
foretager.
På den baggrund foreslår
Justitsministeriet, at forsikringsaftalelovens § 24
ændres, således at den fremover alene fastlægger
tidspunktet for, hvornår selskabet senest skal betale
(betalingstidspunktet), og dermed tidspunktet, hvorfra kravet
forrentes. Samtidig foreslås, at begyndelsestidspunktet for
forældelsesfristerne for krav i anledning af
forsikringsaftaler, fastlægges ved de almindelige regler i
forslaget til ny forældelseslov.
Dette forslag vil i praksis i vidt omfang
svare til FAL-udvalgets forslag om, at forældelsesfristen
skal løbe fra forsikringsbegivenhedens indtræden.
Således vil forsikringsbegivenhedens indtræden og
forfaldstiden typisk være sammenfaldende, og
forældelsesfristen vil med visse undtagelser blive regnet fra
forfaldstiden, jf. § 2, stk. 1, og § 3,
stk. 3, nr. 3, i forslaget til ny forældelseslov.
Hvad angår kravene omfattet af
§ 3, stk. 3, nr. 1 (erstatning eller
godtgørelse i anledning af personskade og erstatning for
miljøskade) foreslås begyndelsestidspunktet for den
absolutte 30-årige frist i forslaget til ny
forældelseslov fastlagt til den skadevoldende handlings
ophør. Dette tidspunkt vil ofte være sammenfaldende
med forsikringsbegivenhedens indtræden ved den type af
forsikringer, der er relevant (ulykkesforsikringer, hvor
forsikringsbegivenheden typisk er »ulykken«). Ved at
anvende dette begyndelsestidspunkt opnås endvidere, dels at
fristen løber fra et entydigt fastlagt tidspunkt, dels at
forældelsesfristens begyndelsestidspunkt er det samme for
krav mod forsikringsselskabet som for krav mod en eventuel
skadevolder.
Bestemmelsen i § 2, stk. 2, i
forslaget til ny forældelseslov indebærer, at
forældelsesfristen først løber fra
betalingsfristens udløb, når der er indrømmet
løbedage eller i øvrigt en frist, inden for hvilken
betaling anses for rettidig. Hvis denne bestemmelse fandt
anvendelse på forsikringsaftalelovens § 24, ville
det ovenfor omtalte problem med udskydelse af fristens
begyndelsestidspunkt fortsat bestå. Derfor foreslås
det, at § 2, stk. 2, i forslaget til ny
forældelseslov ikke skal finde anvendelse på
betalingsfristen efter forsikringsaftalelovens § 24,
stk. 1.
Der henvises til lovforslagets § 2,
nr. 1 og 2 (forslag til forsikringsaftalelovens § 24 og
§ 29, stk. 2) og bemærkningerne hertil.
For så vidt angår
spørgsmålet om afbrydelse af
forældelsesfristen, har FAL-udvalget foreslået, at
forældelsesfristen for krav mod et forsikringsselskab skal
afbrydes allerede, når kravet gøres gældende
over for forsikringsselskabet. Efter udvalgets forslag skal der
være tale om et konkretiseret krav, således at det ikke
vil være tilstrækkeligt at anmelde
forsikringsbegivenheden til selskabet.
Justitsministeriet er enig i, at
forsikringsområdets karakter tilsiger en særlig nem
adgang til afbrydelse af forældelsen ved krav mod
forsikringsselskaber i anledning af skader. Det er således
ikke hensigtsmæssigt, at forsikringstagere og sikrede skal
være opmærksomme på, at der kan indtræde
forældelse, mens en sag er under behandling ved et
forsikringsselskab. Det er imidlertid Justitsministeriet s
opfattelse, at det fristafbrydende tidspunkt bør
fastlægges til tidspunktet for anmeldelsen af skaden, der
ligger til grund for kravet. Dette tidspunkt vil efter
Justitsministeriet s opfattelse give anledning til færre
tvivlsspørgsmål end tidspunktet for
fremsættelsen af et konkret krav. Forsikringstageren eller
den sikrede vil i mange tilfælde først være i
stand til at fremsætte et konkret krav mod
forsikringsselskabet, når der er foretaget nærmere
undersøgelser, som i praksis ofte gennemføres af
forsikringsselskabet.
Justitsministeriet foreslår på
den baggrund, at der indsættes en bestemmelse i
forsikringsaftaleloven, hvorved det fastlægges, at hvis en
skade inden forældelsesfristens udløb er anmeldt til
selskabet, forældes krav som følge af skaden tidligst
et år efter selskabets meddelelse om, at det helt eller
delvist afviser kravet. Det indebærer, at afbrydelsen ikke
medfører, at der løber en helt ny
forældelsesfrist, men blot at fordringshaveren sikres en
frist på mindst et år til at iværksætte en
endelig afbrydelse, hvis forsikringsselskabet ikke
imødekommer kravet.
Der kan forekomme situationer, hvor et
selskab anerkender, at der foreligger en dækningsberettiget
skade, men anmoder om yderligere oplysninger med henblik på
opgørelse af kravets størrelse. Hvis ikke
forsikringstageren eller den sikrede giver selskabet disse
oplysninger, kan den foreslåede regel medføre, at
selskabet kan komme i den situation, at det kun kan få
forældelsesfristen til at løbe igen ved at afvise et
krav, som det egentlig finder er berettiget. På den baggrund
foreslås, at kravet i sådanne tilfælde
forældes 3 år efter selskabets meddelelse om, at det
anerkender, at der foreligger en dækningsberettiget
skade.
Der henvises til lovforslagets § 2,
nr. 2 (forslag til forsikringsaftalelovens § 29,
stk. 5) og bemærkningerne hertil.
FAL-udvalget har foreslået, at der
indføres lovbestemte frister for forsikringstagerens eller
den sikredes foretagelse af retslige skridt mod selskabet og for
indbringelse af sager for Ankenævnet for Forsikring.
Ved det samtidig fremsatte forslag til lov om
forældelse af fordringer (forældelsesloven)
foreslås en udførlig regulering af adgangen til at
afbryde forældelsen ved foretagelse af retslige skridt mv.,
jf. forslagets kapitel 5 og 6. Der foreslås i den forbindelse
bl.a. indført regler om foreløbig afbrydelse af
forældelsen, herunder at indbringelsen af en tvist for
private ankenævn vil afbryde forældelsen
foreløbigt, således at et krav indbragt for et
sådant nævn tidligst forældes et år efter,
at ankenævnet har givet meddelelse om sin afgørelse,
jf. forslagets § 21, stk. 3. Denne bestemmelse vil
også finde anvendelse ved indbringelse for Ankenævnet
for Forsikring.
Da forslaget til ny forældelseslov
således allerede indeholder regler om foretagelse af retslige
skridt mv. som betingelse for at afbryde forældelsen, er der
efter Justitsministeriet s opfattelse ikke behov for at
indføre særlige regler herom i
forsikringsaftaleloven.
FAL-udvalget har foreslået at
gøre forældelsesreglerne ufravigelige i
forbrugerforhold på forsikringsområdet.
Justitsministeriet er enig heri, men finder, at der dog fortsat
bør være mulighed for at aftale, at skader mv. skal
anmeldes inden en bestemt frist, hvis forsikringen ophører,
jf. ovenfor under pkt. 3.2.1 og omtalen her af Højesterets
dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1993.893 H. Forsikring
& Pension har oplyst, at forsikringsselskaber i visse
tilfælde anvender sådanne anmeldelsesfrister, typisk
med en længde på 3 måneder.
Justitsministeriet finder, at
forsikringsselskaberne bør have mulighed for i forbindelse
med afviklingen af en forsikringsaftale at kunne afslutte sine
mellemværender med forsikringstageren inden for en vis
kortere periode. På baggrund af drøftelser med
Forsikring & Pension og Forbrugerrådet er det
Justitsministeriet s opfattelse, at en frist på 6
måneder fra forsikringens ophør vil være rimelig
ud fra hensynet til forsikringsselskaberne og ud fra hensynet til
at give forsikringstagere og sikrede rimelig mulighed for at
få anmeldt kendte skader til selskabet.
På den baggrund foreslås det, at
det ved forbrugerforsikring kan aftales, at en forsikring kun
dækker skader anmeldt inden for en nærmere angivet
tidsfrist efter forsikringens ophør, og at fristen ikke
må være kortere end 6 måneder.
Der henvises til lovforslagets § 2,
nr. 2 (forslag til forsikringsaftalelovens § 29,
stk. 6) og bemærkningerne hertil.
Den gældende forsikringsaftalelovs
§ 29, stk. 2, bestemmer, at ved ansvarsforsikring,
hvor selskabet hæfter umiddelbart over for skadelidte,
forældes skadelidtes krav mod selskabet efter de samme
regler, som gælder for skadelidtes krav mod skadevolderen.
Bestemmelsen blev indført, fordi det i praksis havde givet
anledning til tvivl, om forsikringsaftalelovens
forældelsesregler eller de almindelige
forældelsesregler fandt anvendelse på skadelidtes krav
mod selskabet, hvilket kan være af afgørende
betydning, fordi der er betydelig forskel på de to
regelsæt, jf. pkt. 3.2.1. Med de foreslåede
ændringer af forsikringsaftaleloven vil den eneste forskel
mellem de to regelsæt, der har betydning for skadelidtes krav
mod ansvarsforsikringsselskaber, imidlertid være reglen om
foreløbig afbrydelse ved anmeldelse til selskabet, jf.
lovforslagets § 2, nr. 2 (forslag til
forsikringsaftalelovens § 29, stk. 5), der er omtalt
ovenfor. Det forekommer rimeligt, at også skadelidte
får denne mulighed for at afbryde forældelsen
foreløbigt over for ansvarsforsikringsselskabet, og på
den baggrund foreslås det, at reglen i
forsikringsaftalelovens § 29, stk. 2,
ophæves.
Forsikringsaftalelovens § 29,
stk. 2, omfatter ikke den situation, at der ved
ansvarsforsikringer sker indtrædelse i den sikredes ret imod
selskabet efter forsikringsaftalelovens § 95. Det er
uafklaret i retspraksis, om forældelsesfristen i disse
tilfælde skal regnes fra indtrædelsen, eller om
skadelidtes krav mod selskabet forældes på samme
måde som skadevolders krav mod selskabet. Hvis det antages,
at skadelidtes krav mod selskabet forældes på samme
måde som skadevolders krav mod selskabet, kan et krav mod
selskabet allerede være forældet på det
tidspunkt, hvor skadelidte får mulighed for at rejse det over
for selskabet, jf. ovenfor under pkt. 3.2.1.
Det foreslås derfor, at skadelidtes
krav mod selskabet i disse tilfælde, hvor selskabet ikke
hæfter direkte over for den skadelidte, forældes
tidligst et år efter indtrædelsen i skadevolders krav
mod selskabet. Herved får den skadelidte rimelig mulighed for
at rejse sit krav over for selskabet. Det vil naturligvis
være en betingelse, at indtrædelsen er sket inden
udløbet af forældelsesfristen for skadelidtes krav mod
den sikrede.
Der henvises til lovforslagets § 2,
nr. 2 (forslag til forsikringsaftalelovens § 29,
stk. 3) og bemærkningerne hertil.
3.3. Ændring af
retsplejeloven
3.3.1. Gældende ret
Forældelsen af krav, som alene er
omfattet af Danske Lov 5-14-4, herunder fordringer på
hovedstolen i henhold til et lån eller en kredit, der hviler
på et særligt retsgrundlag, kan i dag afbrydes blot ved
kreditors påmindelse over for skyldneren. Afbrydelsen
medfører, at der løber en ny 20-årig
forældelsesfrist. Forældelsen af krav, der er omfattet
af 1908-loven, herunder krav på renter i henhold til et
lån eller en kredit, der hviler på et særligt
retsgrundlag, afbrydes derimod ved skyldnerens erkendelse af
gælden eller ved foretagelse af retslige skridt. Afbrydelsen
medfører i dette tilfælde, at der løber en ny
5-årig forældelsesfrist.
En långiver eller kreditgiver, der vil
fastholde både kravet på hovedstolen og kravet på
renter over for skyldneren, kan således ikke nøjes med
at sende en påmindelse, men må søge at få
skyldnerens erkendelse eller foretage retslige skridt for at
fastholde rentekravet.
Gennemførelse af
udlægsforretning udgør et retsligt skridt. Det
følger således af retsplejelovens § 527, at
forældelse afbrydes ved indgivelse af en anmodning om
udlæg, hvis fordringshaveren søger forretningen
fremmet uden ugrundet ophold. Det er en forudsætning for, at
afbrydelse finder sted, at fogedforretningen rent faktisk
gennemføres.
Ifølge retsplejelovens
§ 490, stk. 1, kan fogedretten afvise at foretage
udlægsforretning hos en skyldner, hvis fogedretten er bekendt
med, at der inden for de sidste 6 måneder har været
afholdt en forretning, hvor det ikke var muligt at opnå
dækning. Dette forhold beskrives normalt således, at
skyldneren har afgivet en såkaldt
insolvenserklæring.
Ifølge § 490, stk. 2, i
retsplejeloven gælder stk. 1 dog ikke, hvis der er
rimelig grund til at antage, at skyldneren ejer aktiver, hvori
udlæg kan foretages, eller der i øvrigt foreligger
særlige omstændigheder, som gør det rimeligt at
afholde udlægsforretning.
Det må efter nyere retspraksis antages,
at retsplejelovens § 490, stk. 2, skal forstås
således, at en begæring om afholdelse af en
fogedforretning skal tages til følge, selv om der foreligger
en insolvenserklæring, hvis formålet med udlægget
er at afbryde forældelsen. Der kan i den forbindelse henvises
til dommene optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen 1994.718
Ø og 1997.342 Ø.
En kreditor, der vil afbryde
forældelsen ved en udlægsforretning, skal som
udgangspunkt give møde i fogedretten, idet fogedretten
ellers afviser fogedforretningen, jf. retsplejelovens
§ 492, stk. 1.
3.3.2. Lovforslagets
udformning
Ved det samtidig fremsatte forslag til lov om
forældelse af fordringer (forældelsesloven)
foreslås det på baggrund af Forældelsesudvalgets
betænkning nr. 1460/2005, at adgangen efter Danske Lov 5-14-4
til at afbryde forældelsesfristen ved påmindelse
ophæves. Baggrunden for dette forslag er nærmere
beskrevet i de almindelige bemærkninger til forslaget til lov
om forældelse af fordringer (forældelsesloven) pkt.
3.3.1.
Forslaget til ny forældelseslov vil
således indebære, at afbrydelse af forældelsen i
alle tilfælde, herunder for både hovedstolen og
renterne ved lån og kreditter, vil skulle ske enten ved
skyldnerens erkendelse eller ved foretagelse af retslige skridt.
Denne ændring kan medføre, at kreditorer i
større omfang end hidtil vil anmode om foretagelse af
udlæg.
I de tilfælde, hvor skyldneren er
solvent, og der således kan gennemføres en
fogedforretning, medvirker dette i overensstemmelse med hensynene
bag forældelsesreglerne til, at fordringer bliver afviklet
inden for rimelig tid. I de tilfælde, hvor skyldneren har
afgivet en insolvenserklæring, kan det derimod umiddelbart
virke som en unødig og urimelig byrde for kreditor, hvis
denne i almindelighed skal være tvunget til at
gennemføre en udlægsforretning alene for at afbryde
forældelsen.
Forældelsesudvalget har på den
baggrund i betænkning nr. 1460/2005 foreslået en ny
bestemmelse i retsplejelovens § 490, stk. 3, der
bestemmer, at i tilfælde, hvor der er afgivet en
insolvenserklæring, kan en udlægsforretning
gennemføres med henblik på at afbryde
forældelsen, uden at fordringshaver behøver at give
møde i fogedretten, medmindre skyldneren fremsætter
indsigelser inden for en af fogedretten fastsat frist. Der vil
være tale om en undtagelse fra hovedreglen i retsplejelovens
§ 490, stk. 1, jf. ovenfor, og fra retsplejelovens
§ 492, stk. 1, hvorefter fogedretten som
udgangspunkt skal afvise en udlægsforretning, hvis den, der
har fremsat anmodning om tvangsfuldbyrdelsen, udebliver.
Udvalget har foreslået, at reglen
udformes således, at fogedrettens meddelelse til skyldneren
om det opgjorte krav og om formålet med kravets
fremsættelse vil have samme virkning med hensyn til
afbrydelse af forældelse som afholdelse af en
udlægsforretning, hvis der ikke kommer indsigelser inden for
en af fogedretten fastsat frist. Udvalgets forslag vil bl.a.
indebære, at der ved lån eller kreditter, for hvilke
der er udstedt et gældsbrev, vil komme til at løbe en
ny forældelsesfrist på (efter lovforslaget) 10 år
for både hovedstolen og de under fogedforretningen opgjorte
renter.
Hvis skyldneren fremsætter indsigelse
mod det opgjorte krav inden for den fastsatte frist, vil der skulle
afholdes udlægsforretning efter de almindelige regler herom.
Det samme vil gælde i tilfælde, hvor der ikke er
afgivet insolvenserklæring inden for de sidste 6
måneder, jf. hovedreglen i retsplejelovens § 490,
stk. 1.
Bestemmelsen skal kunne anvendes, selv om
kreditor ikke på forhånd ved, om der er afgivet
insolvenserklæring. Kreditor vil således ved
indgivelsen af udlægsbegæringen skulle bede fogedretten
om i givet fald at behandle begæringen efter § 490,
stk. 3, og ellers efter de almindelige regler.
Der henvises i øvrigt til kapitel
VIII, afsnit 6.2.3.3, i betænkning nr. 1460/2005.
Justitsministeriet kan tilslutte sig
udvalgets synspunkter, og lovforslaget er udformet i
overensstemmelse hermed. Med henblik på at sikre, at
karakteren af skyldnerens indsigelser så vidt muligt bliver
tydeliggjort til brug for den videre behandling af sagen,
foreslår Justitsministeriet dog, at skyldnerens indsigelser
skal være skriftlige.
Det foreslås endvidere, at
retsafgiftspligten bortfalder, når sagen behandles efter
§ 490, stk. 3, hvis skyldneren ikke kommer med
indsigelser, som giver anledning til, at der afholdes
udlægsforretning efter de almindelige regler. Dette forslag
skal ses i lyset af, at retsafgiften ligeledes bortfalder, hvis
fogedretten efter § 490, stk. 1, afviser at foretage
udlægsforretning, jf. retsafgiftslovens § 16,
stk. 6, og at Ȥ 490,
stk. 3-proceduren« kun kræver et mindre
ekstraarbejde af fogedretten, hvis skyldneren ikke fremsætter
indsigelser, idet retten i disse tilfælde blot skal have
sendt en meddelelse til skyldneren om, at forældelsen af
kravet afbrydes, hvis der ikke fremsættes indsigelser.
Der henvises til lovforslagets § 3,
nr. 2 (forslag til retsplejelovens § 490, stk. 3) og
§ 4 (forslag til retsafgiftslovens § 16,
stk. 7) og bemærkningerne hertil.
3.4. Ændring af
miljøskadeerstatningsloven
3.4.1. Gældende ret
Ved miljøskadeerstatningsloven er der
indført et objektivt ansvar for miljøskade i
tilfælde, hvor skaden forvoldes af visse særligt
forurenende virksomheder. Kun skade, der er forvoldt efter den 1.
juli 1994, dvs. tilfælde, hvor den skadevoldende handling
eller undladelse er foretaget efter denne dato, er omfattet af
loven og dermed det objektive ansvar, jf. lovens § 9.
Loven gælder for skade, der forvoldes
ved forurening af luft, vand, jord eller undergrund som led i de
typer af offentlig og erhvervsmæssig aktivitet, der er
anført i et bilag til loven. I bilaget anføres bl.a.
fremstilling og behandling af jern, stål, metal, træ og
plast; forarbejdning af visse råstoffer, bl.a. cement, gas og
tegl; indvinding og behandling af mineralolie, asfalt og naturgas;
kemisk fabrikation; oparbejdning af vegetabilske og animalske
råvarer; kraft- og varmeproduktion; motorbaner og
flyvepladser; ejendomme med opbevaring af husdyrgødning samt
dambrug; oplagring og behandling mv. af affald.
Miljøskadeerstatningslovens
§ 6 indeholder en særregel om forældelse af
erstatningskrav ved miljøskade, der er omfattet af loven.
Det følger af lovens § 6, stk. 1, 1. pkt., at
erstatningskrav efter loven forældes 5 år efter den
dag, da skadelidte fik eller burde have fået kendskab til
skaden, skadevolderen og dennes opholdssted. Ifølge
§ 6, stk. 1, 2. pkt., gælder 1908-lovens
§ 2, 2. pkt., og § 3 med hensyn til afbrydelse
og suspension.
Længden af forældelsesfristen i
den gældende miljøskadeerstatningslovs § 6,
stk. 1, er fastsat på baggrund af betænkning nr.
1237/1992 om erstatning for miljøskader, hvoraf det
fremgår, at et flertal af medlemmerne af udvalget bag
betænkningen ikke fandt behov for at indføre en
afvigelse fra den almindelige 5-årige forældelse, jf.
betænkningen, s. 157.
Miljøskadeerstatningslovens
§ 6, stk. 2, 1. pkt., bestemmer, at hvis
forældelse ikke er indtrådt efter stk. 1,
bortfalder erstatningskravet senest 30 år efter den
hændelse, der har forvoldt skaden. I § 6,
stk. 2, 2. pkt., bestemmes, at 1908-lovens § 2, 2.
pkt., gælder med hensyn til afbrydelse af den 30-årige
frist.
Begyndelsestidspunktet for den 30-årige
forældelsesfrist er som udgangspunkt det tidspunkt, hvor den
skadegørende handling eller undladelse blev foretaget, men
det fremgår af lovens forarbejder, at det afgørende
tidspunkt i relation til personskade er det tidspunkt, hvor
skadelidte udsættes for den skadelige påvirkning, jf.
Folketingstidende 1993-94, tillæg A, sp. 4736 ff og 4759 ff.
Da miljøskadeerstatningsloven kun finder anvendelse på
skader, der er forvoldt efter den 1. juli 1994, jf. lovens
§ 9, er den 30-årige frist endnu ikke
udløbet for nogen skade, der er omfattet af loven.
For erstatningskrav som følge af
miljøskade, der ikke er omfattet af reglerne i
miljøskadeerstatningsloven, gælder de almindelige
forældelsesregler i 1908-loven og Danske Lov 5-14-4. Det er
bl.a. tilfældet, hvis der er tale om et erstatningskrav mod
en forurener, der ikke er omfattet af listen over særligt
forurenende virksomheder, eller om et krav, der udspringer af en
forureningsskade forvoldt inden den 1. juli 1994.
Jordforureningsloven indeholder i
§ 41, stk. 4, en særregel om 30-årig
forældelse. Reglen gælder i relation til
miljømyndighedernes adgang til i visse tilfælde at
meddele forureneren påbud om at fjerne en konstateret
forurening og genoprette den hidtidige tilstand eller foretage
tilsvarende afhjælpende foranstaltninger. Fristen regnes fra
ophøret af den produktionsmetode eller anvendelsen af det
anlæg, der forårsagede eller kunne forårsage
forureningen.
Jordforureningsloven indeholder alene
offentligretlig regulering af myndighedernes adgang til at udstede
påbud. Loven regulerer således ikke det civilretlige
erstatningsansvar. Ved siden af jordforureningsloven kan der rejses
erstatningskrav mod en forurener, herunder en privat forurener,
på grundlag af miljøskadeerstatningsloven eller danske
rets almindelige erstatningsretlige regler.
3.4.2. Lovforslagets
udformning
Ved det samtidig fremsatte forslag til lov om
forældelse af fordringer (forældelsesloven)
foreslås det på baggrund af Forældelsesudvalgets
betænkning nr. 1460/2005, at der for fordringer på
erstatning for skade forvoldt ved forurening af luft, vand, jord
eller undergrund eller ved forstyrrelser ved støj, rystelser
eller lignende gælder dels en 3-årig
forældelsesfrist, som kan suspenderes, hvis fordringshaveren
har været i utilregnelig uvidenhed om kravet, dels en absolut
30-årig forældelsesfrist fra den skadevoldende
handlings ophør, jf. forslagets § 3, stk. 1
og 2, samt stk. 3, nr. 1. Der henvises i øvrigt til de
almindelige bemærkninger til forslaget til lov om
forældelse af fordringer (forældelsesloven) pkt.
3.2.2.2.
Det er Justitsministeriet s opfattelse, at
forældelse af krav efter miljøskadeerstatningsloven
som udgangspunkt bør reguleres ved de almindelige
forældelsesregler.
Længden af
miljøskadeerstatningslovens korte forældelsesfrist
blev fastsat til 5 år på baggrund af, at 5 år var
den almindelige forældelsesfrist, jf. pkt. 3.4.1. Det findes
ubetænkeligt at foreslå, at den 3-årige
forældelsesfrist i forslaget til ny forældelseslov
også skal finde anvendelse ved krav efter
miljøskadeerstatningsloven, idet den 3-årige frist
ligesom den gældende 5-årige frist kan suspenderes ved
utilregnelig uvidenhed om kravet.
For så vidt angår den lange
forældelsesfrist, finder Justitsministeriet ikke grundlag for
at foreslå ændringer af den gældende
retstilstand, skønt den gældende 30-årige
forældelsesfrist i miljøskadeerstatningsloven i nogle
tilfælde vil have et andet begyndelsestidspunkt end fristen
efter forslaget til ny forældelseslov. Det fremgår
således af forarbejderne til
miljøskadeerstatningsloven, at forældelsesfristens
begyndelsestidspunkt ved personskade forudsættes at
være det tidspunkt, hvor skadelidte udsættes for den
skadelige påvirkning, jf. ovenfor under pkt. 3.4.1.
Forældelsen vil derfor i visse tilfælde kunne
indtræde på et senere tidspunkt efter
miljøskadeerstatningsloven end efter forslaget til ny
forældelseslov, men miljøskadeerstatningsloven
omfatter alene skader forvoldt af visse særligt forurenende
virksomheder.
Der henvises til lovforslagets § 5
(forslag til miljøskadeerstatningslovens § 6) og
bemærkningerne hertil.
3.5. Ændring af
produktansvarsloven
3.5.1. Gældende ret
Produktansvarsloven indeholder regler om
producenters og mellemhandleres erstatningsansvar for skader, der
er forårsaget af defekter ved produkter, som er produceret
eller leveret af den pågældende. Loven
gennemfører Rådets direktiv 85/374/EØF af 25.
juli 1985 om tilnærmelse af medlemsstaternes administrativt
fastsatte bestemmelser om produktansvar, som ændret ved
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 99/34/EF af 10. maj
1999 (produktansvarsdirektivet). Direktivet er et
totalharmoniseringsdirektiv.
Efter produktansvarslovens § 14,
stk. 1, forældes erstatningskrav for produktskade efter
loven eller efter almindelige regler om erstatning i eller uden for
kontrakt, jf. lovens § 13, 3 år fra den dag, da
skadelidte har fået eller burde havde fået kendskab til
skaden, defekten og vedkommende producents navn og opholdssted. Med
hensyn til suspension og afbrydelse af forældelse efter 1.
pkt. gælder bestemmelserne i § 2, 2. pkt., og
§ 3 i 1908-loven.
Det følger af produktansvarslovens
§ 14, stk. 2, at kravet bortfalder 10 år efter
den dag, da producenten bragte det skadevoldende produkt i
omsætning, hvis forældelse ikke er indtrådt efter
stk. 1. Med hensyn til afbrydelse af forældelse efter 1.
pkt. gælder bestemmelsen i § 2, 2. pkt., i
1908-loven. Bestemmelserne i 1. og 2. pkt., gælder ikke for
krav om erstatning for produktskade efter dansk rets almindelige
regler om erstatning i eller uden for kontrakt, jf. lovens
§ 13.
Produktansvarslovens § 14,
stk. 1 og 2, finder efter deres ordlyd alene anvendelse
på producentens ansvar.
Lovens § 14 gennemfører
produktansvarsdirektivets artikel 10 og 11. Artikel 10,
stk. 1, bestemmer, at medlemsstaterne skal fastsætte i
deres lovgivning, at erstatningskrav på grundlag af
direktivet forældes tre år efter den dag, da klageren
har fået eller burde have fået kendskab til skaden,
defekten og producentens identitet, mens artikel 10, stk. 2,
fastslår, at medlemsstaternes bestemmelser om suspension
eller afbrydelse af forældelsesfrister ikke berøres af
direktivet. Artikel 11 bestemmer, at medlemsstaterne skal
fastsætte i deres lovgivning, at skadelidtes rettigheder i
henhold til direktivets bestemmelser ophører ti år
efter den dag, da producenten har bragt det produkt, der har
forårsaget skaden, i omsætning, medmindre skadelidte
inden for dette tidsrum har anlagt retssag mod denne.
3.5.2. Lovforslagets
udformning
Efter Justitsministeriet s opfattelse
bør forældelse af krav om erstatning for produktskader
reguleres ved de almindelige forældelsesregler i det omfang,
produktansvarsdirektivet €" der som ovenfor nævnt er et
totalharmoniseringsdirektiv €" ikke nødvendiggør
fravigelser.
Ved forslaget til ny forældelseslov
foreslås en almindelig forældelsesfrist på 3
år, som kan suspenderes ved utilregnelig uvidenhed om kravet,
jf. § 3, stk. 1 og 2, i forslaget til ny
forældelseslov. Der vil derfor efter Justitsministeriet s
opfattelse ikke fortsat være behov for, at der i
produktansvarsloven er fastsat en særlig 3-årig
forældelsesfrist, idet dette ikke længere vil
være nødvendigt for at sikre korrekt
gennemførelse af produktansvarsdirektivets artikel 10,
stk. 1, jf. om denne bestemmelse pkt. 3.5.1 ovenfor.
For så vidt angår den absolutte
forældelsesfrist for krav omfattet af
produktansvarsdirektivet vil det derimod være
nødvendigt at opretholde en særregel, der
fastlægger den absolutte forældelsesfrist til 10
år efter den dag, da producenten bragte det skadevoldende
produkt i omsætning. Det skyldes, at
produktansvarsdirektivets artikel 11 bestemmer, at medlemsstaterne
i deres lovgivning skal fastsætte, at skadelidtes rettigheder
i henhold til direktivet ophører 10 år efter den dag,
da producenten har bragt det produkt, der har forårsaget
skaden, i omsætning, medmindre skadelidte inden for dette
tidsrum har anlagt retssag mod denne. Ifølge forslaget til
ny forældelseslov er den absolutte forældelsesfrist ved
bl.a. personskade 30 år efter den skadevoldende handlings
ophør. Det foreslås, at de absolutte
forældelsesfrister i forslaget til ny forældelseslov,
herunder den 30-årige frist ved personskade, som udgangspunkt
også skal gælde på produktansvarslovens
område, men på grund af direktivets artikel 11 med den
undtagelse, at for det direktivbestemte produktansvar skal i alle
tilfælde gælde den nuværende 10-årige
absolutte forældelsesfrist.
Det foreslås endvidere, at
§ 12, stk. 2, og kapitel 6 i forslaget til ny
forældelseslov, der i visse situationer giver fordringshaver
en tillægsfrist, efter at der er sket en foreløbig
afbrydelse, kun gælder, for så vidt angår krav
omfattet af produktansvarsdirektivet, i det omfang forældelse
ikke indtræder eller er indtrådt som følge af,
at der er forløbet 10 år fra den dag, da producenten
har bragt det pågældende produkt i omsætning.
Baggrunden for dette forslag er, at de tillægsfrister, der
vil kunne gælde efter forslaget til ny forældelseslov,
ellers ville kunne medføre en udvidelse af
forældelsesfristen for en producents ansvar udover den
10-årsfrist, som skal gælde efter artikel 11 i
produktansvarsdirektivet.
Der henvises til lovforslagets § 6
(forslag til produktansvarslovens § 14) og
bemærkningerne hertil.
3.6. Ændring af
atomskadeerstatningsloven
3.6.1. Gældende ret
Ved lov nr. 332 af 19. juni 1974 om
erstatning for atomskader med senere ændringer
(atomskadeerstatningsloven) pålægges indehavere af
nukleare anlæg i en lang række situationer et objektivt
erstatningsansvar for nukleare skader, jf. lovens § 13,
stk. 1.
Loven gennemfører to OECD-konventioner
med tilhørende protokoller, henholdsvis Paris-konventionen
af 29. juli 1960 om ansvaret over for tredjemand på den
nukleare energis område, som ændret ved protokol af 28.
januar 1964 og ved protokol af 16. november 1982, og
Bruxelles-konventionen af 31. januar 1963
(tillægskonventionen til Pariskonventionen), som ændret
ved protokol af 28. januar 1964 og ved protokol af 16. november
1982.
Med de begrænsninger, der følger
af de specifikke bestemmelser, er anlægsindehaveren objektivt
ansvarlig for nukleare skader forvoldt ved ulykker på
anlægget, jf. lovens § 7, nukleare skader forvoldt
ved ulykker under transport, jf. lovens §§ 8-10,
samt nukleare skader forvoldt ved ulykker uden for anlægget,
når den relevante nukleare substans hidrører fra
anlægget, jf. lovens § 11.
Hvis en skade er omfattet af de
ovennævnte ansvarsregler, kan erstatningskrav som
udgangspunkt kun rettes mod anlægsindehaveren, jf. lovens
§§ 16-17. Der kan altså som udgangspunkt ikke
kræves erstatning af andre skadevoldere. Til dette
udgangspunkt gælder dog en række undtagelser. Bl.a.
gælder det ikke, i det omfang det vil stride mod
internationale overenskomster om skade i transportforhold, som er
tiltrådt af Danmark, jf. § 18. En person, der har
måttet betale erstatning som følge af en sådan
international overenskomst om skade i transportforhold,
indtræder dog i den skadelidtes rettigheder mod den
anlægsindehaver, som efter loven er ansvarlig for skaden, jf.
lovens § 19.
Atomskadeerstatningslovens § 25
indeholder en række særlige
forældelsesbestemmelser for krav på erstatning hos
indehaveren af et nukleart anlæg omfattet af lovens
§§ 7-11 og § 19.
Ifølge lovens § 25,
stk. 1, 1. pkt., forældes sådanne krav som
udgangspunkt efter reglerne i 1908-loven, dog således at
forældelsesfristen er 3 år. Desuden indeholder
§ 25, stk. 1, 2. pkt., stk. 2 og 3, nogle
særlige forældelsesregler, der supplerer 1908-lovens
bestemmelser.
Ved § 25, stk. 1, 2. pkt.,
fastlægges et særligt begyndelsestidspunkt for
forældelsen af de krav, der er nævnt i
atomskadeerstatningslovens § 19. Tidspunktet
fastlægges til det tidspunkt, da den berettigede ved
sædvanlig agtpågivenhed kunne gøre sit krav
gældende ved retslige skridt mod anlægsindehaveren.
Reglen blev indført, fordi § 19 omhandler
tilfælde, hvor en tredjemand indtræder i skadelidtes
krav mod anlægsindehaveren. Udgangspunkt er i sådanne
tilfælde, at personen, der indtræder, er underlagt de
samme begrænsninger i forbindelse med gennemførelsen
af kravet mod anlægsindehaveren, som den skadelidte er
underlagt, herunder i forældelsesmæssig henseende. Hvis
en indtrædelse finder sted kort før eller eventuelt
efter, at den skadelidtes krav mod anlægsindehaveren
forældes, ville konsekvensen €" i mangel af en
særlig bestemmelse herom €" være, at personen, der
indtræder, ikke reelt får mulighed for at gå
videre med sit krav til anlægsindehaveren. Ved udskydelsen af
forældelsesfristens begyndelsestidspunkt ved § 25,
stk. 1, 2. pkt., til det tidspunkt, da den berettigede ved
sædvanlig agtpågivenhed kunne gøre sit krav
gældende ved retslige skridt mod anlægsindehaveren,
sikres, at personen, der indtræder, får rimelig
mulighed for at gennemføre sit krav mod
anlægsindehaveren. Der henvises i øvrigt til
betænkning nr. 482/1968 II om erstatningsansvar for nuklear
skade, s. 61-62, og til forarbejderne til lov nr. 332 af 19. juni
1974 om erstatning for atomskader, jf. Folketingstidende 1973-74,
2. samling, tillæg A, s. 774.
Ifølge atomskadeerstatningslovens
§ 25, stk. 2, bortfalder krav endeligt 10 år
efter den nukleare ulykke, som har forvoldt skaden, hvis ikke
forældelse er indtrådt efter stk. 1, og medmindre
det forinden er anerkendt af indehaveren, eller den skadelidte har
foretaget retslige skridt til dets gennemførelse. Er skaden
forårsaget af nuklear substans, som er blevet ulovligt
fjernet, tabt eller opgivet og ikke på ny bragt til stede
på ulykkestidspunktet, indtræder forældelse dog
senest 20 år efter fjernelsen, tabet eller opgivelsen.
Atomskadeserstatningslovens § 25,
stk. 3, bestemmer, at i de tilfælde, hvor det skal
afgøres af den internationale domstol, der er nævnt i
Paris-konventionens artikel 17, om retssag skal anlægges her
i riget, indtræder forældelse efter stk. 1 og 2
dog ikke. Det er dog under forudsætning af, at der inden
forældelse er indtrådt efter vedkommende
konventionsstats lovgivning, er rettet henvendelse til den
kompetente myndighed i denne stat om at foranledige en
afgørelse fra den internationale domstol eller, forudsat at
sådan afgørelse ikke er truffet, rejses sag i en af de
stater, hvor der efter konventionen er mulighed for, at sag kan
anlægges. I disse tilfælde skal sag anlægges her
i riget inden det tidspunkt, som den internationale domstol
måtte fastsætte.
Den 3-årige frist i lovens
§ 25, stk. 1, 1. pkt., er en gennemførelse af
artikel 7 i Bruxelles-konventionen, mens de særlige
forældelsesregler i § 25, stk. 2 og 3,
gennemfører artikel 8 a, 8 b og 8 d i Paris-konventionen.
Derimod er § 25, stk. 1, 2. pkt., en ren national
bestemmelse, hvis indhold ikke er bestemt ved de internationale
konventioner.
Ifølge atomskadeerstatningslovens
§ 34, stk. 1, 1. pkt., udreder staten under visse
nærmere angivne betingelser erstatning, hvis et
erstatningskrav for nuklear skade, der her i riget er forvoldt ved
en ulykke, for hvilken indehaveren af et anlæg her i riget er
ansvarlig, er bortfaldet i medfør af § 25,
stk. 2, eller tilsvarende bestemmelse i en anden
konventionsstats lov. Sådanne krav forældes
ifølge § 34, stk. 1, 3. pkt., efter reglerne
i 1908-loven. Forældelsesfristen er dog 3 år, og krav
bortfalder senest 30 år efter den nukleare ulykke, der har
forvoldt skaden. Reglen har bl.a. betydning for
»senfølger«, der kan være forældede
i medfør af forældelsesfristerne på 10 og 20
år i § 25, stk. 2, før de kan
konstateres og dermed gøres gældende over for
anlægsindehaveren. Den særlige forældelsesregel i
§ 34, stk. 1, 3. pkt., er ikke fastlagt ved de
internationale konventioner, men er fastlagt på baggrund af
en fælles anbefaling fra det nordiske udvalg, der forberedte
gennemførelsen af Paris-konventionen, jf. betænkning
nr. 286/1961 om adgangen til at drive nukleare anlæg
(atomanlæg) og erstatningsansvaret for skade forvoldt af
nukleare ulykker, s. 53.
3.6.2. Lovforslagets
udformning
Justitsministeriet finder, at
forældelse af krav efter atomskadeerstatningsloven som
udgangspunkt bør reguleres ved de almindelige
forældelsesregler.
Det foreslås derfor, at henvisningen i
den gældende § 25, stk. 1, til 1908-loven
erstattes med en henvisning til reglerne i den nye
forældelseslov. Da den almindelige korte
forældelsesfrist foreslås fastsat til 3 år, jf.
§ 3, stk. 1, i forslaget til ny
forældelseslov, er der ikke længere behov for at
fastlægge forældelsesfristens længde i
§ 25, stk. 1, med henblik på at sikre
overensstemmelse med artikel 7 i Bruxelles-konventionen.
Der henvises til lovforslagets § 7,
nr. 1 (forslag til atomskadeerstatningslovens § 25,
stk. 1) og bemærkningerne hertil.
Der foreslås ingen ændringer af
atomskadeerstatningslovens § 25, stk. 2 og 3, idet
indholdet af disse følger artikel 8 a, 8 b og 8 d i
Paris-konventionen.
Med henblik på at sikre
sammenhæng mellem de almindelige forældelsesregler og
de særlige forældelsesregler i
atomskadeerstatningsloven, foreslås den eksisterende
særregel i § 25, stk. 1, 2. pkt., om
forældelsesfristens begyndelsestidspunkt ved krav omfattet af
lovens § 19 (regreskrav) erstattet med en regel udformet
efter samme model som § 12, stk. 2, i forslaget til
ny forældelseslov om regres mellem solidarisk hæftende
skyldnere. Denne bestemmelse går ud på, at i
tilfælde, hvor forældelsen er afbrudt over for
én af skyldnerne, eller denne på et tidspunkt, hvor
fordringen mod skyldneren selv ikke var forældet, har opfyldt
fordringen eller indrømmet fordringshaveren
fristforlængelse, forældes et regreskrav mod en
medskyldner tidligst et år efter afbrydelsen, opfyldelsen
eller afgivelsen af tilsagnet om fristforlængelse.
Det foreslås således, at
forældelsen af de regreskrav, der er omfattet af
atomskadeerstatningslovens § 19, indtræder tidligst
et år efter indtrædelsen i kravet mod
anlægsindehaveren. Bestemmelsen foreslås af lovtekniske
grunde placeret som et nyt stk. 4 i § 25.
Der henvises til lovforslagets § 7,
nr. 2 (forslag til atomskadeerstatningslovens § 25,
stk. 4) og bemærkningerne hertil.
Endvidere foreslås henvisningen til
1908-loven i atomskadeerstatningslovens § 34,
stk. 1, 3. pkt., om statens udbetaling af erstatning erstattet
med en henvisning til reglerne i den nye forældelseslov, dog
således at den absolutte forældelsesfrist på 30
år efter den nukleare ulykke, der har forvoldt skaden,
bevares.
Der henvises til lovforslagets § 7,
nr. 3 (forslag til atomskadeerstatningslovens § 34,
stk. 1) og bemærkningerne hertil.
Justitsministeriet har nedsat en
arbejdsgruppe, der skal overveje, hvilke lovændringer det vil
kræve, hvis Danmark tiltræder to protokoller af 12.
februar 2004 om ændring af henholdsvis Paris-konventionen og
Bruxelles-konventionen. Protokollerne indeholder bl.a.
ændringer af konventionernes forældelsesregler.
3.7. Ændring af
erstatningsansvarsloven
3.7.1. Gældende ret
Ifølge erstatningsansvarslovens
§ 16, stk. 1, kan godtgørelse og erstatning
efter loven kræves betalt 1 måned efter, at
skadevolderen har været i stand til at indhente de
oplysninger, der er fornødne til bedømmelse af
erstatningens størrelse. Reglen forstås i retspraksis
således, at betalingsfristen først løber fra
det tidspunkt, hvor fordringshaveren fremsætter sit krav over
for skadevolderen. Ved reglen fastlægges betalingstidspunktet
for de pågældende krav, og dermed tidspunktet, hvorfra
kravene kan kræves forrentet. Reglen er derimod ikke blevet
anvendt til at fastlægge forældelsesfristens
begyndelsestidspunkt.
Erstatningsansvarsloven indeholder heller
ikke i øvrigt regler om forældelse. Forældelsen
af krav på godtgørelse og erstatning efter loven er
således reguleret ved dansk rets almindelige
forældelsesregler.
3.7.2. Lovforslagets
udformning
I det samtidig fremsatte forslag til ny
forældelseslov foreslås, at forældelsesfristen
som udgangspunkt regnes fra det tidligste tidspunkt, til hvilket
fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt,
jf. forslagets § 2, stk. 1. Hvis der er
indrømmet skyldneren løbedage eller i øvrigt
en frist, inden for hvilken betaling anses for rettidig, regnes
fristen dog først fra betalingsfristens udløb, jf.
forslagets § 2, stk. 2. Denne bestemmelse vil efter
sin ordlyd bl.a. finde anvendelse på betalingsfristen efter
erstatningsansvarslovens § 16, stk. 1.
Hvis § 2, stk. 2, i forslaget
til ny forældelseslov skulle finde anvendelse i forhold til
erstatningsansvarslovens § 16, stk. 1, ville det
imidlertid medføre, at fordringshaveren selv vil kunne
bestemme, hvornår forældelsesfristen skal begynde at
løbe, jf. pkt. 3.7.1 ovenfor.
Det foreslås derfor, at der
indsættes et nyt stykke i erstatningsansvarslovens
§ 16, hvorved det bestemmes, at krav på
godtgørelse og erstatning forældes efter
forældelsesloven €" medmindre andet følger af
særlige bestemmelser om forældelse i anden lov €"
men at § 2, stk. 2, i forslaget til ny
forældelseslov dog ikke finder anvendelse på
betalingsfristen efter erstatningsansvarslovens § 16,
stk. 1.
Der henvises til lovforslagets § 8
(forslag til erstatningsansvarslovens § 16, stk. 3)
og bemærkningerne hertil.
3.8. Ændring af reglerne
om tilbagesøgningskrav i forbindelse med
tilskudsordninger
3.8.1. Gældende ret
Der findes en række tilskudsordninger,
der giver mulighed for finansiering ved såvel nationale
midler som EU-midler. Således har Miljøministeriet,
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri,
Socialministeriet og Økonomi- og Erhvervsministeriet oplyst,
at der under deres områder forekommer sådanne
ordninger.
Det drejer sig om ordningerne reguleret ved
lov nr. 453 af 9. juni 2004 om skove, som ændret senest ved
§ 14 i lov nr. 1571 af 20. december 2006,
naturbeskyttelsesloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 884 af 18.
august 2004, som ændret senest ved § 7 i lov nr.
1571 af 20. december 2006 (Miljøministeriet), lov
om ophørsstøtte til jordbrugere, jf.
lovbekendtgørelse nr. 676 af 9. august 1995, som
ændret senest ved § 73 i lov nr. 538 af 8. juni
2006, lov om støtte til udvikling af landdistrikterne
(landdistriktsstøtteloven), jf. lovbekendtgørelse nr.
728 af 29. juni 2004, som ændret senest ved § 5 i
lov nr. 536 af 24. juni 2005, lov nr. 1081 af 22. december 1993 om
ophørsstøtte til erhvervsfiskere, som ændret
senest ved § 9 i lov nr. 404 af 8. maj 2006, lov nr. 1552
af 20. december 2006 om udvikling af fiskeri- og akvakultursektoren
(fiskeriudviklingsloven) (Ministeriet for Fødevarer,
Landbrug og Fiskeri), lov om byfornyelse og udvikling af byer,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1256 af 7. december 2005, som
ændret senest ved § 87 i lov nr. 538 af 8. juni
2006 (Socialministeriet), lov nr. 1599 af 20. december
2006 om administration af tilskud fra Den Europæiske
Socialfond og Den Europæiske Regionalfond
(Økonomi- og Erhvervsministeriet).
For så vidt angår EU-midler, der
er givet i tilskud, forældes krav på tilbagebetaling af
uberettigede udbetalte tilskud efter artikel 3, stk. 1, i
Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 af 18. december
1995 om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers
finansielle interesser (svigsforordningen), jf. EF-Tidende 1995, L
312, s. 1. Det bemærkes i den forbindelse, at EF-Domstolen
ved dom af 15. januar 2004 i sagen C-278/02, Handlbauer, har
fastslået, at artikel 3, stk. 1, også finder
anvendelse på administrative foranstaltninger omfattet af
forordningens artikel 4, stk. 1, herunder
tilbagesøgningskrav.
Ifølge forordningens artikel 3,
stk. 1, er forældelsesfristen for retsforfølgning
fire år fra det tidspunkt, hvor den relevante
uregelmæssighed fandt sted. Hvad angår vedvarende eller
gentagne uregelmæssigheder regnes forældelsesfristen
fra den dag, da uregelmæssigheden er ophørt.
Forældelsesfristen for retsforfølgning afbrydes af
enhver handling fra den kompetente myndigheds side, som den
pågældende gøres bekendt med, og som
vedrører undersøgelse eller retsforfølgning af
uregelmæssigheden. Efter hver afbrydelse løber
forældelsesfristen videre. Forældelse indtræder
dog senest den dag, hvor en frist, der er dobbelt så lang som
forældelsesfristen, udløber, uden at den kompetente
myndighed har pålagt en sanktion. Det sidstnævnte
gælder dog ikke i de tilfælde, hvor den administrative
procedure er suspenderet i overensstemmelse med forordningens
artikel 6, stk. 1, der giver mulighed for at suspendere
proceduren, hvis der er anlagt straffesag mod vedkommende for samme
forhold.
Det fremgår af artikel 3, stk. 1,
4. pkt., at forældelsesfristen for de flerårige
programmers vedkommende løber indtil programmets endelige
afslutning. Bestemmelsen skal ikke forstås i overensstemmelse
med en naturlig sproglig forståelse af dens ordlyd. Det
skyldes, at den danske version af bestemmelsen mangler en mindre
passage, som forekommer i de øvrige sprogversioner af
bestemmelsen, nemlig passagen »i alle tilfælde«.
Det fremgår således af de øvrige sprogversioner,
at bestemmelsen skal forstås således, at
forældelsesfristen for de flerårige programmers
vedkommende i alle tilfælde løber indtil
programmets endelige afslutning. Bestemmelsen bevirker altså
en forlængelse af forældelsesfristen i de
tilfælde, hvor forældelse ellers ville være
indtrådt tidligere. Den bevirker derimod ikke en afkortning
af fristen i de tilfælde, hvor forældelse ikke er
indtrådt ved programmets endelige afslutning.
For så vidt angår
tilbagesøgningskrav af uberettiget udbetalt national
medfinansiering, må det formentlig antages, at sådanne
krav forældes efter dansk rets almindelige
forældelsesregler, hvis andet ikke er bestemt i de love, der
regulerer støtteordningerne. Det fremgår i den
forbindelse af § 18 i lov om administration af tilskud
fra Den Europæiske Regionalfond og Den Europæiske
Socialfond, at tilbagesøgningskrav i forbindelse med tilskud
reguleret ved loven, der er finansieret ved såvel nationale
midler som EU-midler, i deres helhed skal forældes efter de
regler, der er fastsat i de gældende forordninger. Der er
ikke i øvrigt i den gældende nationale lovgivning, der
regulerer støtteordninger, taget stilling til
spørgsmålet om forældelse af sådanne
tilbagesøgningskrav.
3.8.2. Lovforslagets
udformning
Det foreslås, at der i de øvrige
love, der regulerer ordninger, der giver mulighed for finansiering
ved såvel nationale midler som EU-midler, indsættes
bestemmelser med samme indhold som § 18 i lov om
administration af tilskud fra Den Europæiske Regionalfond og
Den Europæiske Socialfond. Herved sikres, at
tilbagesøgningskrav, der angår det samme tilskud, men
som har forskellig baggrund, forældes på samme
måde, hvilket bl.a. vil kunne give mulighed for en mere
koordineret kontrolindsats, idet de relevante myndigheder ikke vil
skulle planlægge deres kontrol efter forskellige
forældelsesfrister.
Der henvises til lovforslagets § 25
(forslag til § 58 a i lov om skove), § 26
(forslag til § 55 a i naturbeskyttelsesloven),
§ 29 (forslag til § 19 b i lov om
ophørsstøtte til jordbrugere), § 30
(forslag til landdistriktsstøttelovens § 23 a),
§ 31 (forslag til § 12 b i lov om
ophørsstøtte til erhvervsfiskere), § 32
(forslag til § 9 a i lov om udvikling af fiskeri- og
akvakultursektoren) og § 34 (forslag til § 103
b i lov om byfornyelse og udvikling af byer) og
bemærkningerne hertil.
3.9. Ændring af
skatteforvaltningsloven
3.9.1. Gældende ret
Der er i skatteforvaltningsloven fastsat
frister for, hvornår en skatteansættelse kan foretages
eller ændres. Med skatteansættelse forstås
såvel ansættelsen af indkomst og ejendomsværdi
som den skatteberegning, dette grundlag fører til. Begrebet
omfatter desuden på tilsvarende måde fastsættelse
af afgiftstilsvar.
Samtidig forældes det skattekrav, der
afledes af ansættelsen, efter de almindelige formueretlige
forældelsesregler. Det betyder, at den skattepligtiges
henholdsvis myndighedernes adgang til at gøre et skattekrav
gældende, forudsætter, at såvel de særlige
ansættelsesfrister i skatteforvaltningsloven som de
almindelige forældelsesfrister er overholdt.
3.9.1.1. De ordinære
ansættelsesfrister
Den almindelige ansættelsesfrist
fremgår af skatteforvaltningslovens §§ 26 og
31, mens §§ 27 og 32 angiver de tilfælde, hvor
en ansættelse kan foretages uden for den ordinære
frist.
Ifølge skatteforvaltningslovens
§ 26, stk. 1, 1. pkt., kan told- og
skatteforvaltningen ikke afsende varsel om foretagelse eller
forhøjelse af en skatteansættelse senere end den 1.
maj i det 4. år efter indkomstårets udløb.
Varsel om fastsættelse eller ændring af afgiftstilsvar
kan ikke afsendes senere end 3 år efter angivelsesfristens
udløb, jf. skatteforvaltningslovens § 31,
stk. 1, 1. pkt. Varsel om ændring af godtgørelse
af afgift kan ikke afsendes senere end 3 år efter, at kravet
om godtgørelse tidligst kunne gøres
gældende.
Skatteministeren kan, jf.
skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, sidste punkt,
fastsætte kortere frister for myndighedernes varsling og
ændring af skatteansættelsen. Bemyndigelsen er udnyttet
ved bekendtgørelse nr. 1095 af 15. november 2005 til
fastsættelse af en 1-årig ansættelsesfrist for
personer med enkle økonomiske forhold.
Ønsker den skattepligtige at få
ændret sin skatteansættelse, skal der inden den 1. maj
i det fjerde år efter indkomstårets udløb
fremlægges nye oplysninger af faktisk eller retlig karakter,
der kan begrunde ændringen, jf. skatteforvaltningslovens
§ 26, stk. 2. En afgiftspligtig eller
godtgørelsesberettiget, der ønsker
fastsættelsen af afgift eller godtgørelse
ændret, skal senest 3 år efter angivelsesfristens
udløb henholdsvis det tidspunkt, hvor kravet om
godtgørelse tidligst kunne gøres gældende,
fremlægge oplysninger, der kan begrunde ændringen, jf.
§ 31, stk. 2.
Skatteansættelsen skal foretages senest
den 1. august i det 4. år efter indkomstårets
udløb, jf. skatteforvaltningslovens § 26,
stk. 1, 2. pkt. Tilsvarende skal fastsættelsen af
afgiftstilsvaret eller godtgørelse af afgift foretages
senest 3 måneder efter varslingsfristens udløb, jf.
skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1, 3. pkt. Har
det betydning for den skattepligtiges henholdsvis den
afgiftspligtiges eller godtgørelsesberettigedes mulighed for
at varetage sine interesser, at ansættelsesfristen
forlænges, skal en anmodning om en rimelig
fristforlængelse imødekommes, jf.
skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 4. pkt., og
§ 31, stk. 1, 4. pkt.
Fristen i § 26, stk. 1, 2.
pkt., finder ikke anvendelse på skatteberegningen.
Skatteberegning skal, hvis beregningen foretages efter fristens
udløb, foretages inden rimelig tid efter, at
ansættelsen er foretaget.
3.9.1.2. Frister ved
»Transfer Pricing«
De almindelige ansættelsesfrister efter
skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1 og 2,
udløber først i det 6. år efter
indkomstårets udløb for skatteansættelsen
vedrørende kontrollerede transaktioner for skattepligtige
omfattet af skattekontrollovens § 3 B, jf.
skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5. Det betyder,
at told- og skatteforvaltningens varsel om skatteansættelsen
skal afsendes senest den 1. maj i det 6. år efter
indkomstårets udløb. Tilsvarende skal en anmodning om
genoptagelse fra den skattepligtige indgives inden dette
tidspunkt.
Skatteansættelsen skal fortages senest
den 1. august i det 6. år efter indkomstårets
udløb. Hvis en skattepligtig efter varsel er afsendt til
denne i medfør af skatteforvaltningslovens § 26,
stk. 1, 1. pkt., jf. § 20, stk. 1, anmoder om
en rimelig fristforlængelse, skal told- og
skatteforvaltningen imødekomme anmodningen, når dette
må antages at have betydning for den skattepligtiges mulighed
for at varetage sine interesser, jf. skatteforvaltningslovens
§ 26, stk. 1, 4. pkt., og § 31, stk. 1, 4.
pkt. Ansættelsen vil i sådanne tilfælde,
når det pålignede indkomstår ligger 5 år
forud for varslets afsendelse, først blive endeligt
foretaget efter udløbet af forældelsesfristen for det
afledte skattekrav. I sådanne situationer anmodes den
skattepligtige derfor om at give afkald på at
påberåbe sig, at det afledte skattekrav er
forældet.
3.9.1.3. Ekstraordinære
ansættelser
Uden for de ordinære frister i
skatteforvaltningslovens §§ 26 og 31 kan en
ansættelse foretages eller ændres, såfremt
betingelserne i skatteforvaltningslovens §§ 27 eller
32 er opfyldt.
Ifølge § 27, stk. 1,
nr. 1, kan en ansættelse ændres, hvis der er
indtrådt en ændring af det privatretlige eller
offentligretlige grundlag for ansættelsen. Efter stk. 1,
nr. 2, kan en ansættelse ændres, hvis denne er en
direkte følge af en ansættelse vedrørende den
skattepligtige for et andet indkomstår, vedrørende den
skattepligtiges ægtefælle eller et selskab, hvormed den
skattepligtige var sambeskattet. Stk. 1, nr. 3, giver adgang
til at ændre ansættelsen i tilfælde, hvor
overdragelsessummen for et aktiv vedrørende den anden part i
en overdragelsesaftale er ændret. Ifølge stk. 1,
nr. 4, kan ansættelsen ændres uden for den
ordinære frist, hvis en udenlandsk skattemyndighed har
truffet en afgørelse, der har betydning for beskatningen af
den skattepligtige og efter stk. 1, nr. 5, hvis den
skattepligtige eller nogen på dennes vegne forsætligt
eller groft uagtsomt har bevirket, at myndighederne har foretaget
ansættelsen på et urigtigt grundlag. Efter stk. 1,
nr. 6, kan en ansættelse ændres ekstraordinært,
hvor Skatterådet udnytter sin kompetence til at ændre
en ankenævnsafgørelse. Ifølge stk. 1, nr.
7, kan skatteansættelsen ændres, hvis hidtidig praksis
er endeligt underkendt. Endelig kan told- og skatteforvaltningen
ifølge stk. 1, nr. 8, give tilladelse til
ekstraordinær genoptagelse i tilfælde, hvor der
foreligger særlige omstændigheder.
Ekstraordinær fastsættelse af
afgiftstilsvar eller godtgørelse af afgift kan tilsvarende
foretages efter § 32, hvis hidtidig praksis er
underkendt, jf. 32, stk. 1, nr. 1, hvis ændringen er en
direkte følge af en ændring for samme eller en anden
afgiftsperiode, jf. stk. 1, nr. 2, hvis den afgiftspligtige
eller godtgørelsesberettigede eller nogen på dennes
vegne forsætligt eller groft uagtsomt har bevirket, at
afgiftstilsvaret eller godtgørelsen er foretaget på et
urigtigt grundlag, jf. stk. 1, nr. 3, og endelig hvis told- og
skatteforvaltningen giver tilladelse til ekstraordinær
genoptagelse som følge af, at der foreligger særlige
omstændigheder, jf. stk. 1, nr. 4.
En ekstraordinær ansættelse kan
kun foretages efter §§ 27 og 32, såfremt
myndighedernes varsel heraf henholdsvis den skattepligtige, den
afgiftspligtige eller den godtgørelsesberettigedes
genoptagelsesanmodning fremsættes senest 6 måneder
efter, at det forhold, der begrunder den ekstraordinære
ansættelse, er kommet til myndighedernes henholdsvis den
skattepligtige, afgiftspligtige eller
godtgørelsesberettigedes kundskab, jf.
skatteforvaltningslovens §§ 27, stk. 2, og 32,
stk. 2.
3.9.1.4. Forældelse
Det krav, der er afledt af
skatteansættelsen, fastsættelse af afgiftstilsvaret
eller godtgørelsen af afgift forældes som hovedregel
efter dansk rets almindelige forældelsesregler i 1908-loven
og Danske Lov 5-14-4. Statens eller kommunens krav på skatter
eller afgifter af offentligretlig natur forældes herefter 5
år efter forfaldstidspunktet, jf. 1908-lovens § 1,
nr. 4, jf. § 2. Ligeledes er den skatte- eller
afgiftspligtiges krav på for meget erlagt skat eller afgift
omfattet af den 5-årige forældelsesfrist, jf.
§ 1, nr. 6. Den 5-årige frist suspenderes ved
utilregnelig uvidenhed om kravet eller skyldnerens opholdssted, jf.
1908-lovens § 3. Endelig gælder i henhold til
Danske Lov 5-14-4 en 20-årig forældelsesfrist regnet
fra stiftelsestidspunktet.
Hvis der for skatte- eller afgiftskravet er
erhvervet et særligt retsgrundlag, der fastslår kravets
tilblivelse og størrelse, forældes kravet alene efter
den 20-årige forældelsesfrist i DL 5-14-4, jf.
1908-lovens § 1, stk. 2. En kendelse fra
Landskatteretten kan udgøre et særligt retsgrundlag,
forudsat at kravets størrelse fremgår af
afgørelsen.
Forældelsesfristen efter 1908-loven
regnes fra forfaldstidspunktet for betaling af restskatter. For
fysiske personer forfalder restskatterne normalt i 3 rater,
henholdsvis den 1. september, 1. oktober og 1. november i
året efter indkomstårets udløb, jf.
kildeskattelovens § 61, stk. 4.
Begyndelsestidspunktet for forældelsesfristen udskydes ikke,
fordi skattemyndighederne endnu ikke har foretaget
skatteansættelsen. Forældelsesfristen for
upålignede skattekrav løber således også
fra ovennævnte forfaldstidspunkt.
Forfaldstidspunktet for selskabsskatter er
den 1. november i kalenderåret efter indkomståret, jf.
selskabsskattelovens § 30, stk. 1, og § 30 A,
stk. 1.
Opgørelse af pensionsafkast skal, for
så vidt angår livsforsikringsselskaber og
pensionskasser, indsendes senest den 15. december i
indkomståret, jf. pensionsafkastbeskatningslovens
§ 20, stk.1. Pengeinstitutter indgiver senest den 15.
december umiddelbart efter indkomstårets udløb
opgørelse over beskatningsgrundlaget og den skattepligtige
del heraf samt over skatten for hver enkelt opsparingsform, jf.
pensionsafkastbeskatningslovens § 21, stk. 1.
PAL-skatten indbetales samtidig med indsendelse af
opgørelsen.
Moms og afgiftskrav forfalder den 1. i den
måned, hvor angivelse fra den afgiftspligtige skal indgives
til myndighederne, jf. opkrævningslovens § 2,
stk. 4, og skal indbetales senest samtidig med
angivelsesfristens udløb.
Det følger af skatteforvaltningslovens
§ 27, stk. 4, at krav afledt af en ansættelse
af indkomst- eller ejendomsværdiskat foretaget efter
stk. 1, nr. 4 (ændring foranlediget af en udenlandsk
skattemyndigheds afgørelse), 7 (underkendelse af hidtidig
praksis) eller 8 (særlige omstændigheder) ikke er
undergivet forældelse efter 1908-loven. Kravet vil i disse
tilfælde alene være undergivet den 20-årige
forældelse efter Danske Lov 5-14-4.
Tilsvarende er krav afledt af en
ændring af afgiftstilsvaret eller godtgørelsen af
afgift foretaget efter skatteforvaltningslovens § 32,
stk. 1, nr. 1 (underkendelse af hidtidig praksis) og 4
(ændring foranlediget af en udenlandsk skattemyndigheds
afgørelse), ikke undergivet forældelse efter
1908-loven, jf. skatteforvaltningslovens § 32,
stk. 4.
For så vidt angår
ekstraordinære ansættelser, har den 5-årige
forældelsesfrist derfor normalt kun betydning i relation til
krav afledt af en ansættelse foretaget efter
skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2
(direkte følge af ændring af andet indkomstår,
skatteansættelse for ægtefællen eller et
sambeskattet selskab), 3 (ændring af overdragelsessummen for
et aktiv) og 6 (Skatterådets ændring af
ankenævnsafgørelse), og § 32, stk. 1,
nr. 2 (direkte følge af ændring for samme eller en
anden afgiftsperiode), idet fristen som følge af
utilregnelig uvidenhed hos fordringshaveren normalt vil være
suspenderet i tilfælde omfattet af skatteforvaltningslovens
§ 27, stk. 1, nr. 1 (ændring i grundlaget for
ansættelsen) og 5 (forsæt eller grov uagtsomhed), og
§ 32, stk. 1, nr. 3 (forsæt eller grov
uagtsomhed), jf. 1908-lovens § 3.
3.9.1.5. Unddragne skatter i
anledning af et strafbart forhold
Efterbeskatningskrav i forbindelse med
skattestraffesager gennemføres som hovedregel i form af en
skatteansættelse, jf. Processuelle regler på SKATs
område, 2006-3, afsnit R.7. Efter udløbet af den
ordinære ansættelsesfrist kan ansættelsen
foretages i medfør af skatteforvaltningslovens
§ 27, stk. 1, nr. 5, og § 32, stk. 1,
nr. 3.
Ifølge skattekontrollovens
§ 19 A kan unddragne skatter endvidere indtales under
straffesagen og påkendes af retten i overensstemmelse med
reglerne i retsplejelovens kapitel 89. Skattekrav vedrører
unddragelse af selskabsskat medtages under straffesagen, hvis der
findes grundlag for at rejse tiltalen mod den, der ejer eller
behersker selskabet (hovedaktionær eller hovedanpartshaver),
og det er tvivlsomt om selskabet kan betale skatten. I så
fald anmodes politimesteren om at påstå, at den
tiltalte pålægges solidarisk hæftelse med
selskabet for de unddragne skatter.
I disse tilfælde gennemføres
også ændring af selskabets indkomst eller
afgiftstilsvar i form af en ansættelse. Ændringen
foretages, før politimesteren i givet fald anmodes om at
rejse tiltale.
Hvis ægtefæller eller samlevere
sammen har drevet en virksomhed, og tiltalen rettes mod den af
parterne, der ikke er registreret som virksomhedsindehaver, anmodes
politimesteren tilsvarende om at påstå, at tiltalte
pålægges solidarisk hæftelse med
ægtefællen/samleveren for momsen. I disse
tilfælde opgøres momstilsvar endvidere for den
registrerede virksomhedsindehaver.
Skattekravet forældes efter de
almindelige forældelsesfrister. Udgangspunktet er herefter,
at kravet forældes efter 1908-loven, dvs. 5 år efter
forfaldstidspunktet. Fristen suspenderes i tilfælde af
fordringshavers utilregnelige uvidenhed om sit krav eller skyldners
opholdssted. Da fristen normalt vil være suspenderet, vil den
20-årige forældelsesfrist efter Danske Lov
almindeligvis være afgørende for, hvor gamle krav
myndighederne kan rejse.
3.9.2. Lovforslagets
udformning
Det er Skatteministeriets opfattelse, at
forslaget om kortere forældelsesfrister, jf. det samtidig
fremsatte forslag til lov om forældelse af fordringer
(forældelsesloven), nødvendiggør en række
tilpasninger af skatteforvaltningslovens regler om ansættelse
af indkomst- og ejendomsværdiskat og fastsættelse af
afgiftstilsvar og godtgørelse af afgift.
Det foreslås, at de nye
forældelsesfrister som udgangspunkt også skal
gælde skatte- og afgiftskrav, jf. lovforslagets
§ 36, nr. 4 (forslag til skatteforvaltningslovens
§ 34 a, stk. 1). Det vil sige, at skatte- og
afgiftskrav undergives en forældelsesfrist på 3
år regnet fra forfaldstidspunktet med mulighed for suspension
kombineret med en absolut frist på 10 år ligeledes
regnet fra forfaldstidspunktet, jf. §§ 2 og 3 i forslaget
til ny forældelseslov.
Dog foreslås det, at
forældelsesfristen for skattekrav på »Transfer
Pricing«-området fastsættes til 5 år
svarende til den gældende forældelsesfrist efter
1908-loven, jf. lovforslagets § 36, nr. 4 (forslag til
skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 3).
Disse forældelsesfrister forslås
kombineret med en regel om, at told- og skatteforvaltningens varsel
om ændring af en skatteansættelse, et afgiftstilsvar
eller en godtgørelse af afgift €" eller en
ansættelse eller fastsættelse foretaget uden varsel
€" udløser en tillægsfrist på 1 år
regnet fra myndighedens meddelelse om afgørelsen, jf.
lovforslagets § 36, nr. 4 (forslag til
skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 2). Samtidig
foreslås det, at skatte- og afgiftskrav afledt af en
ansættelse, der efter fristreglerne i skatteforvaltningsloven
kan foretages uden for den ordinære ansættelsesfrist
på 3 år, ikke undergives den korte 3-årige
forældelsesfrist, men alene den absolutte
forældelsesfrist på 10 år, jf. lovforslagets
§ 36 (forslag til skatteforvaltningslovens § 34 a, stk.
4).
Med forslaget opnås enklere og mere
ensartede regler end i dag for, hvornår forældelse af
krav afledt af en skatteansættelse, fastsættelse af
afgiftstilsvar eller godtgørelse af afgift indtræder.
Da samspillet mellem ansættelsesfristerne på
skatteområdet og forældelsesfristerne er forholdsvis
kompliceret, uddybes forslagene og virkningerne heraf nedenfor.
3.9.2.1. Ordinære
ansættelser
Ifølge forslaget til § 21,
stk. 2, i det samtidig fremsatte forslag til lov om
forældelse af fordringer (forældelsesloven),
foreslås det, at indbringelse for en administrativ myndighed
skal have foreløbig forældelsesafbrydende virkning,
således at indbringelsen skal følges op inden 1
år efter afgørelsen, medmindre den almindelige frist
først udløber på et senere tidspunkt.
Indbringelsen for den administrative myndighed medfører en
sådan foreløbig afbrydelse af forældelsen for
begge parter.
Anmodning om genoptagelse fra en
skattepligtig, jf. skatteforvaltningslovens § 26,
stk. 2, og § 31, stk. 2, vil medføre
foreløbig afbrydelse af forældelsen efter denne
bestemmelse. Den skattepligtiges indbringelse af
spørgsmål vedrørende skatteansættelsen
for myndighederne vil også virke fristafbrydende for
myndighederne for så vidt angår et eventuelt skattekrav
for myndighederne afledt af en ændret ansættelse.
Myndighedernes varsling af en skatteansættelse inden for de
almindelige ansættelsesfrister vil derimod ikke efter disse
regler have tilsvarende forældelsesafbrydende virkning.
Hermed brydes den symmetri, der ellers karakteriserer fristerne for
foretagelse og ændring af skatteansættelsen henholdsvis
fastsættelse af afgiftstilsvar og godtgørelse af
afgift.
Det foreslås på den baggrund, at
varsel om ansættelse af indkomst- eller
ejendomsværdiskat eller fastsættelse af afgiftstilsvar
eller godtgørelse af afgift afsendt inden
forældelsesfristens udløb medfører
foreløbig afbrydelse af forældelsen i samme omfang,
som hvis ændringen var foranlediget af den skattepligtiges
anmodning om genoptagelse. Tilsvarende gælder, hvis
ansættelsen henholdsvis fastsættelsen er foretaget
inden forældelsesfristens udløb. Forældelse af
krav afledt af ansættelsen indtræder herefter tidligst
1 år efter, at told- og skatteforvaltningen har givet
meddelelse om afgørelsen.
Med forslaget sikres det, at der
udløses en tillægsfrist på 1 år, uanset om
ændring af ansættelsen sker på den
skattepligtiges eller told- og skatteforvaltningens initiativ.
Samtidig sikres det, at den nuværende almindelige
ansættelsesfrist på 3 år kan opretholdes.
Der henvises til lovforslagets
§ 36, nr. 4 (forslag til skatteforvaltningslovens
§ 34 a, stk. 2) og bemærkningerne hertil.
3.9.2.2. »Transfer
Pricing«
»Transfer Pricing« sager er ofte
særdeles komplicerede, tidskrævende og
forudsætter udveksling af oplysninger fra udlandet. For at
øge skattemyndighedernes mulighed for at sikre korrekt
prisfastsættelse og dermed korrekt opgørelse af den
skattepligtige indkomst ved koncerninterne transaktioner på
tværs af landegrænserne (»Transfer
Pricing«) er den ordinære ansættelsesfrist derfor
i disse sager forlænget med 2 år, jf.
skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5.
Skatteministeriet finder det
væsentligt, at de nuværende ansættelsesfrister
på »Transfer Pricing«-området kan
opretholdes. De længere ansættelsesfrister på
»Transfer Pricing«-området, jf.
skatteforvaltningslovens § 26, stk. 5, der
udløber i det 6. år efter indkomstårets
udløb, kan imidlertid ikke opretholdes, såfremt det
afledte skattekrav undergives en 3-årig
forældelsesfrist.
Det foreslås på den baggrund, at
forældelsesfristen for krav afledt af en
skatteansættelse vedrørende kontrollerede
transaktioner foretaget efter skatteforvaltningslovens
§ 26, stk. 5, fastsættes til 5 år
svarende til den forældelsesfrist, der i dag gælder for
disse krav.
Der henvises til lovforslagets
§ 36, nr. 4 (forslag til skatteforvaltningslovens
§ 34 a, stk. 3) og bemærkningerne hertil.
3.9.2.3. Ekstraordinære
ansættelser
I hovedparten af de tilfælde, hvor en
skatteansættelse foretages uden for den ordinære
ansættelsesfrist, vil forældelse i dag ikke
indtræde allerede efter 5 år.
Krav afledt af en ekstraordinær
skatteansættelse foretaget efter § 27, stk. 1,
nr. 4, 7 eller 8 og § 32, stk. 1, nr. 1 og 4, er
udtrykkeligt undtaget fra forældelse efter 1908-loven, jf.
§ 27, stk. 4, og § 32, stk. 4. Den
5-årige forældelsesfrist efter 1908-loven har endvidere
normalt kun betydning i relation til krav afledt af en
ansættelse foretaget efter skatteforvaltningslovens
§ 27, stk. 1, nr. 2, 3 og 6, og § 32,
stk. 1, nr. 2, idet fristen som følge af utilregnelig
uvidenhed hos fordringshaveren normalt vil være suspenderet i
tilfælde omfattet af skatteforvaltningslovens § 27,
stk. 1, nr. 1 og 5, og § 32, stk. 1, nr. 3, jf.
1908-lovens § 3.
Skatteministeriet finder, at det er en
naturlig konsekvens af forslaget til forældelsesloven om
kortere forældelsesfrister, at forældelsesfristen for
de afledte skattekrav i disse tilfælde fastsættes til
10 år, svarende til den absolutte forældelsesfrist
efter § 3, stk. 3, i det samtidig fremsatte forslag
til ny forældelseslov.
For så vidt angår de
tilfælde, hvor krav afledt af ekstraordinære
ændringer i dag ikke undergives den korte
forældelsesfrist efter 1908-loven, men alene den
20-årige forældelse efter DL 5-14-4, vil forslaget i
forhold til gældende ret betyde en ændring fra 20
år regnet fra stiftelsestidspunktet til en
forældelsesfrist på 10 år regnet fra
forfaldstidspunktet.
I sjældne tilfælde vil adgangen
til at gennemføre ansættelser efter
skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 1
(ændring af grundlaget for ansættelsen), 4
(ændring som følge af en udenlandsk myndigheds
afgørelse), 7 (underkendelse af hidtidig praksis) og 8
(særlige omstændigheder) og § 32,
stk. 1, nr. 1 (underkendelse af hidtidig praksis) og 4
(særlige omstændigheder) herved begrænses i
forhold til i dag, jf. også pkt. 3.9.2.3.
Herved vægtes hensynet til, at
skyldner, dvs. såvel den skattepligtige som myndighederne,
ikke efter meget lang tids forløb kan blive mødt med
et krav. Dette hensyn ligger også bag det samtidig fremsatte
forslag til lov om forældelse af fordringer
(forældelsesloven)
Krav afledt af ekstraordinære
ændringer, der foretages efter skatteforvaltningslovens
§ 27, stk. 1, nr. 1, 2, 3 og 6, og § 32,
stk. 1, nr. 2, kan i dag være afskåret som
følge af forældelse efter 1908-loven. I relation til
disse fristgennembrudsgrunde betyder forslaget om kortere
forældelsesfrister, at valget reelt står mellem at
afskaffe adgangen til ansættelsesændringer efter disse
bestemmelser, eller at krav afledt af sådanne
ekstraordinære ansættelser ikke undergives den korte
3-årige forældelsesfrist.
Skatteministeriet finder, at den
nuværende adgang til at foretage ekstraordinære
ansættelser bør opretholdes, og at det afledte
skattekrav som konsekvens heraf ikke skal være afskåret
af den 3-årige forældelsesfrist, jf. § 3,
stk. 1, i det samtidig fremsatte forslag til lov om
forældelse af fordringer (forældelsesloven). Det
foreslås derfor, at også krav, som i dag forældes
efter 1908-lovens 5-årige forældelsesfrist, alene
undergives en absolut 10-årig forældelsesfrist, jf.
umiddelbart nedenfor.
Forældelsesfristen vil herefter efter
forslaget være 10 år i alle tilfælde, hvor
skatteansættelsen kan foretages eller ændres uden for
den 3-årige ordinære ansættelsesfrist. Forslaget
sikrer dermed, at alle relevante ændringer i forbindelse med
ekstraordinære ansættelsesændringer kan foretages
lige mange år tilbage, uanset at nogle ændringer skal
foretages efter én bestemmelse, mens andre skal foretages
efter en anden. Herved undgås de asymmetrier, der kan
opstå efter de gældende regler, hvor forældelsen
ikke er den samme i alle tilfælde, hvor
skatteansættelsen foretages uden for den ordinære
ansættelsesfrist.
€" Ændring i
grundlaget for ansættelsen - skatteforvaltningslovens
§ 27, stk. 1, nr. 1
Ifølge skatteforvaltningslovens
§ 27, stk. 1, nr. 1, kan ændringer af
skatteansættelsen foretages uden for den ordinære
ansættelsesfrist, hvis grundlaget for ansættelsen er
ændret. Det afledte skattekrav vil som udgangspunkt
forældes efter 5 år. I en lang række
tilfælde vil 1908-lovens forældelsesfrist dog
være suspenderet som følge af fordringshavers
utilregnelige uvidenhed om kravet. Det er imidlertid lagt til
grund, at forældelsesfristen ikke kan anses for suspenderet
på grund af myndighedernes utilregnelige uvidenhed om
skattekravet i tilfælde, hvor afledte ændringer
udspringer af genoptagelse af den skattepligtiges
skatteansættelse som følge af, at myndighedernes
hidtidige praksis er underkendt, jf. skatteforvaltningslovens
§ 27, stk. 1, nr. 7, eller § 32,
stk. 1, nr. 1.
Eksempelvis giver ændringer af
opgørelsen af arbejdsmarkedsbidrag eller afgiftstilsvaret
ofte anledning til ændringer af indkomstskatten.
Førstnævnte kan efter de gældende regler
ændres tilbage til det første indkomstår
henholdsvis afgiftsperiode, der var til prøvelse i den
første sag, der resulterede i underkendelsen af praksis.
Derimod kan ændringerne i ansættelsen af
indkomstskatten €" da forældelsesfristen som beskrevet
ovenfor ikke suspenderes i disse tilfælde €" i dag kun
foretages 5 år tilbage.
Forslaget om en forældelsesfrist
på 10 år for alle ekstraordinære
ansættelsesændringer vil betyde, at ændringer af
skatteansættelsen i disse tilfælde kan foretages lige
så mange år tilbage i tid som de ændringer, der
umiddelbart kan ske genoptagelse for som følge af
underkendelsen af myndighedernes hidtidige praksis.
€" Ændring som
direkte følge af en ansættelse vedr. den
skattepligtige, dennes ægtefælle eller et sambeskattet
selskab - skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr.
2 - og ændring af overdragelsessummen for et aktiv -
skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 3
Ifølge skatteforvaltningslovens
§ 27, stk. 1, nr. 2, kan en ansættelse
foretages uden for den ordinære ansættelsesfrist, hvis
ansættelsen er en direkte følge af en ansættelse
vedrørende den skattepligtige for et andet indkomstår,
den skattepligtiges ægtefælle eller et selskab, hvormed
den skattepligtige var sambeskattet.
Bestemmelsen i den nuværende udformning
bygger på anbefalinger fra det såkaldte Fristudvalg i
betænkning nr. 1426/2003 om frist- og forældelsesregler
på Skatteministeriets område. Det var Fristudvalgets
opfattelse, at adgangen til at foretage ændringer som
følge af en ansættelse vedrørende den
skattepligtige eller dennes ægtefælle skulle bevares,
dog med visse præciseringer og justeringer af bestemmelsens
anvendelsesområde. Udvalgets anbefalinger til ændringer
blev gennemført ved lov nr. 410 af 2. juni 2003.
Fristudvalget anbefalede endvidere, at der i
relation til fastsættelse af afgiftstilsvar og
godtgørelse af afgift skulle gælde en tilsvarende
bestemmelse om, at ændringer, der er en direkte følge
af en ændring af et afgiftstilsvar for samme eller en anden
afgiftsperiode, kan gennemføres uden for den ordinære
frist. Bestemmelsen fremgår nu af skatteforvaltningslovens
§ 32, stk. 1, nr. 2.
Ifølge skatteforvaltningslovens
§ 27, stk. 1, nr. 3, kan en ansættelse
ændres uden for den ordinære ansættelsesfrist,
jf. skatteforvaltningslovens § 26, hvis en
ansættelse af overdragelsessummen for et aktiv, jf.
ejendomsavancebeskatningslovens § 4, stk. 6, eller
afskrivningslovens § 45, stk. 3, vedrørende
en anden skattepligtig er ændret.
Fristudvalget fandt ikke anledning til at
foreslå ændringer af bestemmelsen. Fristudvalget
fremhævede i den forbindelse, at ansættelser efter
bestemmelsen som hovedregel kan foretages inden for den
ordinære ansættelsesfrist eller umiddelbart herefter,
hvis ansættelsen vedrørende den anden part er
foretaget inden for den ordinære ansættelsesfrist, og
denne ikke er påklaget. Endvidere vil den skattepligtige ved
skatteankenævnets behandling blive inddraget i sagen gennem
partshøring. Uanset at ansættelsesændringer
efter bestemmelsen kan foretages på et senere tidspunkt end
ovenfor anført, vil den skattepligtige derved være
bekendt med, at overdragelsessummen kan blive ændret som
følge af en ændring af ansættelsen for den anden
aftalepart.
I relation til forældelse anbefalede
udvalget, at de afledte skattekrav som hidtil skulle undergives
forældelse efter 1908-loven.
Skatteministeriet finder, at ovennævnte
ekstraordinære genoptagelsesgrunde bør opretholdes.
For skatteansættelser foretaget efter
skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2 og 3,
eller fastsættelse af afgiftstilsvar, jf. § 32,
stk. 1, nr. 2, der i dag vil være afskåret efter 5
år som følge af forældelse af det afledte
skattekrav, vil den foreslåede 3-årige
forældelsesfrist imidlertid betyde, at disse
fristgennembrudsgrunde bliver tilnærmelsesvis illusoriske, da
forældelse herved kun rent undtagelsesvis ikke vil være
indtrådt på det tidspunkt, hvor ændringen bliver
aktuel.
Det foreslås på denne baggrund,
at det afledte skattekrav ikke skal være afskåret af
den 3-årige forældelsesfrist, jf. § 3 i det
samtidig fremsatte forslag til lov om forældelse af
fordringer (forældelsesloven), men i lighed med andre
tilfælde af ekstraordinære
ansættelsesændringer alene undergives en absolut
forældelsesfrist på 10 år.
I forhold til de gældende regler
indebærer forslaget, at forældelsesfristen for krav
afledt af en ansættelse foretaget efter
skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2 og 3,
eller en fastsættelse af afgiftstilsvar, jf. § 32,
stk. 1, nr. 2, forlænges fra 5 år til 10
år.
€" Skatterådets
ændring af en ankenævnsafgørelse -
skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 6
Ifølge skatteforvaltningslovens
§ 27, stk. 1, nr. 6, kan en ansættelse
ændres uden for den ordinære ansættelsesfrist i
tilfælde, hvor Skatterådet udnytter sin kompetence til
at ændre en åbenbart ulovlig afgørelse truffet
af et skatteankenævn, et vurderingsankenævn eller et
motorankenævn, jf. skatteforvaltningslovens § 2,
stk. 3.
Fristudvalget fremhævede, jf.
betænkning nr. 1426/2003 om frist- og forældelsesregler
på Skatteministeriets område, at behovet for en
særlig hjemmel til at foretage ekstraordinære
ændringer som følge af ændring af en
skatteankenævnskendelse beror på, at kendelsen fra
skatteankenævnet typisk vil blive afsagt efter udløbet
af den ordinære ansættelsesfrist. Fristudvalget
anbefalede på denne baggrund, at der som hidtil skulle
være adgang til ekstraordinære
ansættelsesændringer i disse tilfælde.
Skatterådets revisionskompetence blev
med skatteforvaltningsloven, jf. lov nr. 427 af 6. juni 2005,
begrænset i forhold til det tidligere Ligningsråds
revisionskompetence. Rådets revisionskompetence kan alene
anvendes i tilfælde, hvor et nævnsmedlem eller en
embedsmand gør Skatterådet opmærksom på en
nævnsafgørelse, som den pågældende finder
åbenbart ulovlig. Derimod har hverken Skatterådet eller
told- og skatteforvaltningen pligt til at føre aktivt tilsyn
med ankenævnene.
Det er Skatteministeriets opfattelse, at i de
få tilfælde, hvor Skatterådet udnytter sin
kompetence til at ændre en ankenævnskendelse,
bør krav i anledning heraf ikke begrænses af en kort
3-årig forældelsesfrist.
I de tilfælde, hvor Skatterådets
revisionskompetence og dermed ændringer af ansættelsen
uden for den ordinære ansættelsesfrist aktualiseres,
vil forældelsen ifølge § 21, stk. 2, i
det samtidig fremsatte forslag til lov om forældelse af
fordringer (forældelsesloven) være afbrudt også
for myndighederne, hvis sagen indbringes af den
pågældende skyldner for ankenævnet inden
forældelsesfristens udløb.
I tilfælde, hvor sagen først er
indbragt for ankenævnet efter udløbet af den
3-årige forældelsesfrist efter § 3,
stk. 1, er der derimod behov for at undtage det afledte
skattekrav fra denne forældelse.
Det foreslås således, at
skattekrav opstået som følge af Skatterådets
ændring af en ankenævnskendelse alene undergives en
absolut forældelsesfrist på 10 år. I
særlige tilfælde, eksempelvis hvor
ankenævnskendelsen vedrører en ekstraordinær
ansættelse, vil forslaget om forlængelse af
forældelsesfristen fra 5 til 10 år, kunne
medføre, at krav, der tidligere var forældet, vil
kunne gøres gældende.
€" Underkendelse af
hidtidig praksis - skatteforvaltningslovens § 27,
stk. 1, nr. 7, og § 32, stk. 1, nr. 1
Ifølge skatteforvaltningslovens
§ 27, stk. 1, nr. 7, og § 32, stk. 1,
nr. 1, kan en ansættelse ændres uden for den
ordinære ansættelsesfrist, hvis hidtidig praksis
underkendes ved en dom, en landsskatteretskendelse,
Skatteministeriets beslutning efter skatteforvaltningslovens
§ 49, 2. pkt., eller en praksisændring
offentliggjort af Skatteministeriet. I disse tilfælde kan
genoptagelse foretages til gunst for den skattepligtige enten 1)
fra og med det indkomstår/den afgiftsperiode, der har
været til prøvelse i den første sag, der
resulterede i en underkendelse af praksis, eller 2) fra og med det
indkomstår henholdsvis afgiftsperiode, der er
påbegyndt, men endnu ikke udløbet 5 år forud for
underkendelsen af praksis.
Krav afledt af en ansættelse foretaget
i medfør af skatteforvaltningslovens § 27,
stk. 1, nr. 7, og § 32, stk. 1, nr. 1, er i dag
ikke undergivet forældelse efter 1908-loven, jf.
skatteforvaltningslovens § 27, stk. 4, og
§ 32, stk. 4. Det afledte skattekrav vil
således alene være undergivet den 20-årige
forældelsesfrist i DL 5-14-4.
Formålet med reglen om genoptagelse 5
år tilbage eller tilbage til det år, der var til
påkendelse i den sag, hvor praksis blev underkendt, er at
mindske den enkeltes behov for at forfølge sit krav i
klagesystemet og ved domstolene. Bestemmelsen indebærer
således en ligestilling af den skatteyder, der har
selvangivet eller undladt at klage i tillid til
skattemyndighedernes udmeldinger, med den skatteyder, der har
benyttet sig af klagemulighederne. Bestemmelsen har således
et procesbesparende sigte.
Det er efter Skatteministeriets opfattelse
væsentligt, at den skattepligtige via
genoptagelsesinstituttet kan opnå en retsstilling, der som
altovervejende hovedregel svarer til den, han ville have
opnået, såfremt han havde forfulgt sin sag i
klagesystemet og ved domstolene. Dette hensyn skal imidlertid
afvejes i forhold til de hensyn, der i øvrigt ligger bag
frist- og forældelsesreglerne.
Skatteministeriet er således enig med
Forældelsesudvalget, når udvalget i sin
betænkning 1460/2005, s. 144, anfører, at de hensyn,
der begrunder forældelsesreglerne, også gør sig
gældende, når det offentlige er skyldner.
Skatteministeriet finder således, at de
kortere forældelsesfrister, der er indeholdt i det samtidig
fremsatte forslag til lov om forældelse af fordringer
(forældelsesloven), også bør slå igennem i
forhold til skattekrav afledt af ansættelsesændringer
som følge af underkendelse af myndighedernes hidtidige
praksis.
Det foreslås på denne baggrund,
at 5-års reglen i skatteforvaltningslovens § 27,
stk. 1, nr. 7, og § 32, stk. 1, nr. 1,
ændres til en 3-års regel. Samtidig opretholdes
adgangen til genoptagelse af ansættelsen tilbage til det
indkomstår eller den afgiftsperiode, der var til
prøvelse i den første sag, der resulterede i
underkendelse af praksis (bestemmelsens 1. led), dog således
at det krav, der er afledt af ansættelsen, i lighed med de
øvrige ekstraordinære fristgennembrudsgrunde
undergives en absolut forældelsesfrist på 10 år,
jf. lovforslagets § 36, nr. 4 (forslag til
skatteforvaltningsloven § 34 a, stk. 4).
Der henvises til lovforslagets
§ 36, nr. 1 og 4 (forslag til ændring af
skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 7, og
§ 32, stk. 1, nr. 1, samt forslag til
skatteforvaltningslovens 34 a, stk. 4) og bemærkningerne
hertil.
3.9.2.4. Forældelse af
skattekrav i anledning af et strafbart forhold
Unddragne skatter i forbindelse med et
strafbart forhold er som udgangspunkt omfattet af de almindelige
forældelsesfrister. I sager om overtrædelse af
skattekontrollovens §§ 13, 15, 16 og 18 samt
straffelovens § 289 kan de unddragne skatter inddrages
under straffesagen og påkendes af retten i overensstemmelse
med reglerne i retsplejelovens kapitel 89, jf. skattekontrollovens
§ 19 A. Forældelsesfristen for sådanne krav
foreslås ved det samtidig fremsatte forslag til lov om
forældelse af fordringer (forældelsesloven) som
udgangspunkt fastlagt til 3 år fra forfaldstidspunktet med
mulighed for suspension kombineret med en absolut frist på 10
år, jf. forslagets § 3.
Foretages en egentlig skatteansættelse
efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5,
henholdsvis § 32, stk. 1, nr. 3, vil
forældelse dog indtræde 10 år efter
forfaldstidspunktet, jf. lovforslagets § 36, nr. 4
(forslag til skatteforvaltningslovens § 34 a,
stk. 4).
Ved § 13 i forslaget til ny
forældelseslov foreslås en tillægsfrist for
erstatningskrav, der udspringer af et strafbart forhold, i
tilfælde, hvor strafspørgsmålet først
afgøres efter udløbet af den almindelige
forældelsesfrist for erstatningskravet.
Unddragne skatter i forbindelse med et
strafbart forhold har ikke karakter af et egentligt
erstatningskrav. I forslaget til skatteforvaltningslovens
§ 34 b foreslås derfor en tillægsfrist for
skattekrav i anledning af et strafbart forhold svarende til den,
der foreslås ved § 13 i forslaget til ny
forældelseslov. Efter forslaget gælder reglen
både for tilfælde, hvor skattekravet indtales under
selve straffesagen og tilfælde, hvor skattekravet
efterfølgende gøres gældende over for den
skattepligtige ved en egentlig skatteansættelse.
Der henvises til lovforslagets
§ 36, nr. 4 (forslag til skatteforvaltningslovens
§ 34 b) og bemærkningerne hertil.
3.10. Øvrige
ændringer af forældelsesregler
De gældende generelle
forældelsesregler findes i 5-14-4 i Danske Lov og i
1908-loven om forældelse af visse fordringer. 1908-loven
fastlægger en 5-årig forældelsesfrist, der kan
suspenderes ved utilregnelig uvidenhed om kravet eller skyldnerens
opholdssted. 1908-loven gælder for de typer af fordringer,
der er nævnt i lovens § 1, stk. 1, mens Danske
Lov 5-14-4, der fastlægger en absolut 20-årig
forældelsesfrist, gælder for fordringer i
almindelighed. I en række bestemmelser i den øvrige
lovgivning er det bestemt, at en række angivne krav
forældes efter reglerne i 1908-loven, selvom de ikke er
nævnt i l908-lovens § 1, stk. 1.
Ved det samtidig fremsatte forslag til lov om
forældelse af fordringer (forældelsesloven)
foreslås bl.a., at der som udgangspunkt skal gælde en
forældelsesfrist på 3 år, der kan suspenderes ved
utilregnelig uvidenhed om kravet, kombineret med en absolut
forældelsesfrist på 10 år, dog 30 år ved
erstatning eller godtgørelse for personskade eller
miljøskade. Endvidere foreslås, at bestemmelserne i
den nye forældelseslov skal finde anvendelse i den
udstrækning, andet ikke følger af bestemmelser i anden
lov eller af forholdets særlige beskaffenhed, jf. forslagets
§ 28. Samtidig foreslås Danske Lov 5-14-4 og
1908-loven ophævet.
Forslaget til ny forældelseslov
bevirker, at henvisninger til 1908-loven i den øvrige
lovgivning bør ændres, og i det omfang der ikke er
særlige hensyn, der taler for at fastsætte en
længere forældelsesfrist end den almindelige
3-årige forældelsesfrist, der foreslås
indført, vil henvisninger til de almindelige
forældelsesregler i særlovgivningen helt kunne
ophæves.
På den baggrund indeholder lovforslaget
forslag til at ophæve henvisninger til 1908-loven i en
række love, jf. lovforslagets § 16 (forslag til
ophævelse af arbejdsløshedsforsikringslovens
§ 85 c, stk. 19), § 17 (forslag til
ophævelse af sygedagpengelovens § 66,
stk. 12), § 19 (forslag til ophævelse af
§ 9, stk. 10, i lov om Lønmodtagernes
Garantifond), § 20 (forslag til ophævelse af
§ 17, stk. 5, i lov om Arbejdsmarkedets
Tillægspension), § 21 (forslag til ophævelse
af arbejdsskadessikringslovens § 56, stk. 4),
§ 22 (forslag til ændring af § 114,
stk. 6, og ophævelse af § 114, stk. 16, i
lov om en aktiv beskæftigelsesindsats), § 35
(forslag til ændring af § 43, stk. 6, i lov om
social service), § 37 (forslag til ophævelse af
§ 30 i lov om Arbejdsgivernes Elevrefusion),
§ 38 (forslag til ophævelse af § 13,
stk. 20, i lov om godtgørelse ved deltagelse i
erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse) og § 39
(forslag til ophævelse af § 5, stk. 3, i lov
om bonus til elever i ungdomsuddannelse med lønnet
praktik).
For så vidt angår disse
bestemmelser, der herved foreslås ophævet, vurderer de
pågældende ressortministerier, at der ikke er
særlige hensyn, som taler for at fastsætte
forældelsesregler, der afviger fra reglerne i forslaget til
ny forældelseslov.
Endvidere indeholder lovforslaget en
række forslag til ændringer, som har til formål
at tilpasse særlige forældelsesregler til reglerne i
den nye forældelseslov, herunder særligt til de
almindelige forældelsesfrister på 3 og 10 år, som
foreslås indført ved forslaget til ny
forældelseslov.
På den baggrund foreslås
gældsbrevslovens § 25, stk. 2, og
§ 49 ændret. Det følger af de gældende
bestemmelser i § 25, stk. 2, 2. pkt., og
§ 49, 2. pkt., at visse nærmere angive fordringer
angående bortkomne gældsbreve forældes efter
1908-loven og ikke som andre fordringer i henhold til
gældsbreve efter Danske Lov 5-14-4. Med henblik på at
bevare gældsbrevslovens systematik foreslås det, at
disse fordringer fortsat undergives den almindelige
forældelseslovs korte forældelsesfrist, jf.
lovforslagets § 9, nr. 1. Endvidere foreslås den
særlige regel om afbrydelse af forældelse i
gældsbrevslovens § 47 ophævet, således
at afbrydelsen af forældelsen af de i § 47
omhandlede krav vil være reguleret ved de næsten
tilsvarende regler i kapitel 5 og 6 i forslaget til ny
forældelseslov, jf. lovforslagets § 9, nr. 2.
Gældsbrevslovens §§ 43-49 indeholder i
øvrigt en række særlige forældelsesregler
for massegældsbreve. Bestemmelserne anvendes kun i
begrænset omfang, da de fleste massegældsbreve i dag er
fondsaktiver omfattet af lov om værdipapirhandel, og
gældsbrevslovens forældelsesregler finder ikke
anvendelse på sådanne aktiver, jf.
værdipapirhandelslovens § 73.
Gældsbrevslovens §§ 43-49 foreslås
opretholdt, da der ikke findes at være noget praktisk behov
for at ændre disse bestemmelser.
Det foreslås, at § 16 i lov
om ikrafttræden af borgerlig straffelov m.m.
(ikrafttrædelsesloven) ophæves, jf. lovforslagets
§ 10. Ikrafttrædelseslovens § 16
angår forældelsen af krav på erstatning eller
anden godtgørelse for skade, der er forvoldt ved en strafbar
handling. Bestemmelsen foreslås ophævet, således
at sådanne krav fremover forældes efter
forældelseslovens almindelige regler, dog kombineret med en
særregel i den foreslåede forældelseslov, der
bestemmer, at udløb af forældelsesfristen ikke er til
hinder for, at det under en straffesag, i hvilken tiltalte findes
skyldig, kan pålægges tiltalte at betale erstatning
eller godtgørelse til forurettede i anledning af det
strafbare forhold. Endvidere følger det af særreglen,
at sådanne fordringer også kan gøres
gældende under et særskilt søgsmål, der
anlægges inden et år efter endelig afgørelse i
en straffesag, i hvilken tiltalte er fundet skyldig, eller inden et
år efter skyldnerens vedtagelse af bøde eller anden
strafferetlig sanktion. Der henvises til § 13 i forslaget
til ny forældelseslov.
Ved lovforslagets § 11
foreslås konkurslovens § 241 ophævet, idet
bestemmelsen foreslås videreført ved reglerne i
§ 15 og § 17, stk. 1, nr. 1-3, og
stk. 2, samt § 19, stk. 4, i forslaget til ny
forældelseslov.
Tinglysningslovens § 42
foreslås ophævet ved lovforslagets § 12, da
bestemmelsen foreslås videreført uden
realitetsændringer, i § 25, stk. 2, nr. 1, i
forslaget til ny forældelseslov.
Ved lovforslagets § 13
foreslås det, at henvisningen til afbrydelse af
forældelse i dødsboskiftelovens § 82,
stk. 5, udgår, da forholdet vil blive reguleret ved
§ 17, stk. 1, nr. 4, i forslaget til ny
forældelseslov.
Ved lovforslagets § 18
foreslås § 95, stk. 4, i lov om aktiv
socialpolitik ændret. Det følger af § 95,
stk. 4, at tilbagebetalingskrav efter loven bortfalder 5
år efter hjælpens ophør, uden at der efter
reglerne i bestemmelsens stk. 1-3 har været
økonomisk mulighed for at gennemføre kravet. Lov om
aktiv socialpolitik hører under
Beskæftigelsesministeriet. Det foreslås, at
§ 95, stk. 4, ændres, således at
tilbagebetalingskrav efter loven bortfalder 3 år efter
hjælpens ophør og ikke som hidtil 5 år efter
ophøret. Beskæftigelsesministeriet finder
således ikke, at der bør gælde en frist, der
afviger fra den almindelige korte forældelsesfrist efter
forslaget til ny forældelseslov.
Lov om klage- og erstatningsadgang inden for
sundhedsvæsenet § 59, stk. 1, foreslås
ændret ved lovforslagets § 24, således at
erstatningskrav efter lovens kapitel 3 skal være anmeldt til
Patientforsikringsforeningen senest 3 år €" og ikke som
på nuværende tidspunkt 5 år €" efter, at den
erstatningsberettigede har fået eller burde have fået
kendskab til skaden. Af bemærkningerne til
patientforsikringsloven, jf. Folketingstidende 1990-91,
tillæg A, sp. 3310-3311, fremgår, at
forældelsesfristen på patientforsikringsområdet
er fastsat ud fra de almindelige forældelsesregler i
1908-loven. Loven hører under Indenrigs- og
Sundhedsministeriet, der vurderer, at en 3-årig
anmeldelsesfrist fortsat vil give skadelidte et rimeligt tidsrum
til at overveje sagen og anmelde skaden til Patientforsikringen i
lyset af, at fristen først løber fra det tidspunkt,
hvor skadelidte har fået eller burde have fået kendskab
til skaden, f.eks. i tilfælde, hvor denne først er
opstået lang tid efter, at den pågældende
behandling har fundet sted.
Ved lovforslagets § 27
foreslås § 18, stk. 1, i lov om
børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag
ændret. Det følger af den gældende
§ 18, stk. 1, at det offentlige indtræder i
retten til at indkræve børnebidrag, når et
bidrag udbetales forskudsvis af det offentlige. Retten hertil er i
forhold til det offentlige undergivet den almindelige
20-årige forældelse. Bestemmelsen hører under
Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender. Det
foreslås, at den ændres som en konsekvens af forslaget
til ny forældelseslov, således at det offentliges krav
undergives en 10-årig forældelse. Der vil fortsat
være tale om en absolut frist, der ikke kan suspenderes.
Endvidere foreslås, at
§§ 26 og 27 i lov om ægteskabets
retsvirkninger ophæves, jf. lovforslagets § 28.
Ifølge § 11 i lov om ægteskabets
retsvirkninger hæfter begge ægtefæller for visse
fordringer i forhold til tredjemand, hvis andet ikke fremgår
af omstændighederne. Det følger af lovens
§ 26, at krav på hustruen af den i § 11
nævnte art forældes i løbet af 1 år,
når tillige manden hæfter for gælden. I
øvrigt finder 1908-lovens § 1, sidste pkt., samt
§§ 2 og 3 tilsvarende anvendelse ved denne
forældelse. Hvis hustruen har påtaget sig et
videregående ansvar, gælder § 26 ikke, jf.
lovens § 27.
Lov om ægteskabets retsvirkninger
hører under Ministeriet for Familie- og
Forbrugeranliggender. Det foreslås, at §§ 26
og 27 ophæves, således at de pågældende
krav forældes efter reglerne i forslaget til ny
forældelseslov. Ministeriet for Familie- og
Forbrugeranliggender vurderer i den forbindelse, at det vil
være bedst i overensstemmelse med princippet om at fremme
ligestillingen mellem kvinder og mænd, som udtrykt bl.a. ved
lov om ligestilling af kvinder og mænd, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1527 af 19. december 2004 med senere
ændringer, at ophæve den særlige 1-årige
forældelsesfrist for krav på hustruen.
Ved lovforslagets § 33
foreslås § 17 i lov om opfindelser ved offentlige
forskningsinstitutioner ophævet. Det følger af den
gældende § 17, at vederlagskrav, som en
arbejdsgiver eller en forskningsinstitution vil være
berettiget til efter lovens § 12, forældes efter 5
år. Endvidere bestemmes, at 1908-lovens regler finder
tilsvarende anvendelse. Bestemmelsen hører under Ministeriet
for Videnskab, Teknologi og Udvikling, der vurderer, at der ikke er
særlige hensyn, som taler for at fastsætte en
forældelsesfrist eller andre forældelsesregler, der
afviger fra reglerne i forslaget til ny forældelseslov.
Desuden foreslås lov om tilsyn med
firmapensionskasser § 9 og lov om ligebehandling af
mænd og kvinder inden for de erhvervstilknyttede
sikringsordninger § 12 ophævet, jf. lovforslagets
§§ 41 og 42. Det følger af de
pågældende bestemmelser, at visse krav angående
pensions- og sikringsydelser forældes 2 år efter
udgangen af det kalenderår, i hvilket fordringshaveren fik
kundskab om kravet og om, at det er forfaldet, og i alt fald 5
år efter kravets forfaldstid. I øvrigt henviser
bestemmelserne til, at 1908-loven finder anvendelse. Bestemmelserne
er formuleret på samme måde som forsikringsaftalelovens
§ 29, stk. 1. De særlige
forældelsesfrister i den gældende forsikringsaftalelovs
§ 29, stk. 1, forslås ophævet ved dette
lovforslagets § 2, nr. 2. Lov om tilsyn med
firmapensionskasser og lov om ligebehandling af mænd og
kvinder inden for de erhvervstilknyttede sikringsordninger
hører under Økonomi- og Erhvervsministeriet, der
vurderer, at de særlige forældelsesregler, der i
øvrigt ved lovforslagets § 2 forslås
indført i forsikringsaftaleloven, ikke er relevante i
forhold til de pågældende bestemmelser. Der
foreslås derfor ikke på dette område regler
svarende hertil.
Endvidere foreslås § 8,
stk. 3, i lov om arbejdstageres opfindelser ophævet, jf.
lovforslagets § 43. Det følger af den
gældende § 8, stk. 3, at en arbejdstagers krav
på godtgørelse efter lovens § 8, stk. 1
og 2, forældes på 5 år i overensstemmelse med
1908-loven. Bestemmelsen hører under Økonomi- og
Erhvervsministeriet, der vurderer, at der ikke er særlige
hensyn, som taler for at fastsætte en forældelsesfrist
eller andre forældelsesregler, der afviger fra reglerne i
forslaget til ny forældelseslov.
Endelig foreslås en ændring af
sølovens § 501. Sølovens § 501
fastsætter regler om forældelse af en række
nærmere angivne fordringer på sølovens
område, herunder fordringer, der hidrører fra aftaler
om transport eller befordring af passagerer og deres rejsegods.
Forældelsesfristens længde for de
pågældende fordringer varierer afhængig af,
hvilken fordring der er tale om. Eksempelvis forældes krav i
anledning af passagerskader normalt 2 år, efter passageren er
gået i land, jf. § 501, stk. 1, nr. 3, mens
fordringer i forbindelse med tab som følge af, at gods, der
er transporteret af skibet, udleveres uden konnossement eller til
den forkerte person, normalt forældes efter 1 år, jf.
§ 501, stk. 1, nr. 6. Forældelsesfristernes
længde er i stort omfang fastsat på baggrund af
internationale regler. Eksempelvis er 2-årsfristen i
§ 501, stk. 1, nr. 3, fastsat på baggrund af
art. 16 i Athen-konventionen om søtransport af passagerer og
gods. Alene fristerne i § 501, stk. 1, nr. 6 og 8,
om henholdsvis fordringer i anledning af fejlagtig udlevering af
gods og fordringer på bidrag til almindeligt havari mv. er
ikke fastsat på baggrund af internationale regler.
Ifølge sølovens
§ 501, stk. 3, afbrydes forældelsen ved
foretagelse af retsskridt inden forældelsesfristens
udløb eller ved anmeldelsen for en dispachør,
såfremt det tilkommer en dispachør at træffe
afgørelse om fordringen. Det afgøres efter loven i
det land, hvor en sag er anlagt, om forældelsen er afbrudt
eller suspenderet, jf. § 501, stk. 5. I
øvrigt anvendes de almindelige regler om forældelse af
fordringer, jf. § 501, stk. 6.
Det er i retspraksis uafklaret, om
længden af forældelsesfristen, der løber efter
afbrydelse af forældelsen af en fordring omfattet af
sølovens § 501, bestemmes efter § 501,
stk. 1, eller efter de almindelige forældelsesregler.
Sø- og Handelsrettens dom optrykt i Ugeskrift for
Retsvæsen 1949.1165 SH, handlede om en fordring omfattet af
den dagældende sølovs § 284, der i vidt
omfang svarer til den nugældende § 501. Ved dommen
fastslog Sø- Handelsretten, at der efter afbrydelse af
forældelse løb en ny frist bestemt efter
§ 284. Der er imidlertid den forskel mellem den
dagældende § 284 og den nugældende
§ 501, at det i § 284, stk. 3, bestemtes,
at de almindelige regler om forældelse af fordringer kommer
til anvendelse for andre fordringer, mens det i
§ 501, stk. 6, bestemmes, at de almindelige regler
om forældelse af fordringer i øvrigt kommer
til anvendelse. Det er derfor tvivlsomt, om dommen kan tages som
udtryk for den gældende retstilstand.
Det følger af § 28 i det
samtidig fremsatte forslag til ny forældelseslov, at der
efter afbrydelse af forældelsesfrister fastsat i en anden
lov, herunder fristerne i sølovens § 501,
stk. 1, vil løbe en ny forældelsesfrist bestemt
efter den nye forældelseslovs regler, såfremt andet
ikke følger af den anden lov eller af forholdets
særlige beskaffenhed.
Det er Økonomi- og
Erhvervsministeriets opfattelse, at længden af
forældelsesfristen, der løber efter afbrydelsen af
forældelsen af fordringer omfattet af sølovens
§ 501, bør bestemmes efter § 501,
stk. 1, og ikke efter de almindelige forældelsesregler.
Den særlige karakter af de pågældende fordringer,
der bortset fra fordringerne omfattet af § 501,
stk. 1, nr. 6 og 8, alle er reguleret ved internationale
regler, tilsiger, at den nye frist fastlægges efter
sølovens regler. Det foreslås derfor, at der
indsættes en særlig bestemmelse herom i sølovens
§ 501.
Der findes ikke på nuværende
tidspunkt anledning til at foreslå ændringer af de
øvrige særlige forældelsesregler i
søloven.
Der henvises til lovforslagets § 44
(forslag til ændring af sølovens § 501,
stk. 5) og bemærkningerne hertil.
Ved lovforslagets § 45
foreslås der indsat en bestemmelse i § 25 i
konkurrenceloven, der vil indebære, at § 21,
stk. 2, i forslaget til ny forældelseslov vil kunne
finde anvendelse på det konkurrenceretlige område.
Forslaget til forældelseslovens § 21, stk. 2,
medfører en foreløbig afbrydelse af
forældelsesfristen under en sags behandling hos en
administrativ myndighed, og samtidig udløses der en
tillægsfrist på 1 år fra den administrative
myndighed har truffet sin afgørelse. Konkurrenceloven
hører under Økonomi- og Erhvervsministeriet.
Af bemærkningerne til forslaget til
forældelseslovens § 21, stk. 2, fremgår,
at anvendelse af bestemmelsen forudsætter, at både
skyldner og fordringshaver skal være part i sagen. I sager
for Konkurrencerådet, herunder sager hvor
Konkurrencestyrelsen træffer afgørelse på vegne
af rådet, og i sager for Konkurrenceankenævnet vil
klager (fordringshaver) som altovervejende hovedregel ikke
være part.
Dermed vil en fordringshaver i en sag, der
behandles for konkurrencemyndighederne, ikke umiddelbart kunne
drage fordel af afbrydelsesvirkningen og den 1-årige
tillægsfrist i forslaget til forældelseslovens
§ 21, stk. 2.
Dette vurderes at være
uhensigtsmæssigt, idet de hensyn, der ligger bag den
foreslåede bestemmelse om foreløbig afbrydelse,
gør sig gældende på tilsvarende måde i
forhold til personer og virksomheder, der indgiver klage til
Konkurrencerådet, indbringer en afgørelse for
Konkurrenceankenævnet, eller indtræder som
biintervenient under ankenævnets behandling af en sag.
På denne baggrund foreslås en
særlig bestemmelse i konkurrenceloven, således at
betingelsen om, at fordringshaver skal have partsstatus, fraviges
på konkurrenceretsområdet. I stedet foreslås, at
fordringshaver skal have knyttet sig til sagen ved at have indgivet
klage til Konkurrencerådet, have indbragt en afgørelse
for Konkurrenceankenævnet, eller være indtrådt
som biintervenient under ankenævnets behandling af en
sag.
3.11. Visse ændringer af
renteloven og kreditaftaleloven
3.11.1. Ændring af
henvisninger til banker mv. i renteloven og kreditaftaleloven
3.11.1.1. Gældende
ret
Rentelovens § 7, stk. 1-3,
begrænser kreditorers adgang til at fravige rentelovens
§ 5, der omhandler beregningen af morarente.
Ifølge lovens § 7, stk. 4, gælder
stk. 1-3 ikke for aftaler, der indgås af banker,
sparekasser, andelskasser samt realkreditinstitutter, der er
godkendt af staten.
Ifølge kreditaftalelovens
§ 15, stk. 2, kan det ved forbrugerkreditaftaler
alene aftales, at kreditrenten helt eller delvis skal variere med
størrelsen af Nationalbankens diskonto eller lignende
forhold, som kreditgiver er uden indflydelse på, medmindre
kreditgiver har tilladelse til at drive virksomhed efter lov om
banker og sparekasser mv. eller realkreditloven.
Det kan give anledning til en vis tvivl, om
rentelovens § 7, stk. 4, og kreditaftalelovens
§ 15, stk. 2, efter ordlyden omfatter
kreditinstitutter godkendt i udlandet, men det må antages, at
bestemmelserne omfatter kreditinstitutter godkendt i udlandet, i
det omfang disse i henhold til kapitel 5 i lov om finansiel
virksomhed må virke i Danmark.
3.11.1.2. Lovforslagets
udformning
Henvisningerne til »banker«,
»sparekasser« mv. i rentelovens § 7,
stk. 4, og kreditaftalelovens § 15, stk. 2,
foreslås ændret til henvisninger til godkendte
pengeinstitutter, realkreditinstitutter og kreditinstitutter,
svarende til de betegnelser, der anvendes i lov om finansiel
virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 286 af 4. april 2006
med senere ændringer, som indeholder de gældende regler
om godkendelse mv. af disse virksomheder.
Herved præciseres, at bestemmelserne
omfatter kreditinstitutter godkendt i udlandet, i det omfang disse
i øvrigt må virke i Danmark.
Der henvises til lovforslagets
§ 14, nr. 1 (forslag til rentelovens § 7,
stk. 4) og § 15 (forslag til ændring af
kreditaftalelovens § 15, stk. 2) og
bemærkningerne hertil.
3.11.2. Ændring af
rentelovens § 9 b, stk. 2 og 3
3.11.2.1. Gældende
ret
Rentelovens § 9 b, stk. 2 og
3, bestemmer, at rykkergebyrer og inkassogebyrer som udgangspunkt
højst må udgøre 100 kr. inkl. moms.
Bestemmelsen gælder for rykker- og inkassogebyrer
vedrørende fordringer på formuerettens område,
jf. rentelovens § 1, stk. 2.
Landsskatteretten har fundet, at
rykkergebyrer ikke skal medregnes til en virksomheds
afgiftsgrundlag ved beregning af moms efter momslovens
§ 27, stk. 1 og 2, jf. SKAT-meddelelse 2001.456 LSR
og SKAT-meddelelse 2003.541 LSR. Landsskatterettens
afgørelser har den konsekvens, at der ikke kan kræves
moms af de rykkergebyrer, der omtales i rentelovens § 9
b, stk. 2.
Det lægges til grund i Østre
Landsrets dom optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen 2005.2335
Ø, at der heller ikke kan kræves moms af
inkassogebyrerne omtalt i rentelovens § 9 b, stk. 3.
Østre Landsret skulle i den pågældende dom tage
stilling til konsekvensen af landsskatterettens afgørelser
om rykkergebyrer i forhold til rentelovens § 9 b,
stk. 2 og 3, dvs. om der fortsat kunne opkræves rykker-
og inkassogebyrer på 100 kr., eller om de 100 kr. skulle
fratrækkes et beløb svarende til den moms, der skulle
være betalt, hvis gebyrerne var momspligtige.
Sidstnævnte resultat ville føre til, at
momsregistrerede kreditorer alene ville kunne opkræve 80 kr.
Landsretten lagde til grund, at det afgørende efter
bestemmelsen i renteloven er, at skyldneren ikke belastes med et
beløb, der overstiger 100 kr., og landsretten fandt
herefter, at der kunne opkræves rykker- og inkassogebyrer
på 100 kr.
3.11.2.2. Lovforslagets
udformning
Det foreslås, at ordene »inkl.
moms« udgår af rentelovens § 9 b, stk. 2
og 3, idet der ikke skal betales moms af de pågældende
gebyrer, jf. SKAT-meddelelse 2001.456 LSR og SKAT-meddelelse
2003.541 LSR og Østre Landsrets dom optrykt i Ugeskrift for
Retsvæsen 2005.2335 Ø om konsekvenserne af
landsskatterettens afgørelser for rentelovens § 9
b, stk. 2 og 3, jf. pkt. 3.11.2.1 ovenfor.
Der henvises til lovforslagets
§ 14, nr. 2 og 3 (forslag til ændring af
rentelovens § 9 b, stk. 2 og 3) og
bemærkningerne hertil.
4. Lovforslagets
økonomiske og administrative konsekvenser mv.
Lovforslaget skal ses i sammenhæng med
det samtidig fremsatte forslag til lov om forældelse af
fordringer (forældelsesloven), der har til formål at
erstatte de gældende forældelsesregler i Danske Lov
5-14-4 og forældelsesloven fra 1908.
Lovforslaget indeholder forslag til
ændringer af særlige forældelsesregler i den
øvrige lovgivning.
Herudover foreslås det, at
købelovens reklamationsfrister ikke finder anvendelse
på køb af genstande, som i henhold til et
offentligretligt påbud skal tilbagekaldes eller destrueres,
fordi de ikke frembyder tilstrækkelig sikkerhed, og ved
køb af byggematerialer. Det vil således alene
være forældelseslovens regler, der vil gælde i
disse tilfælde. Dette bevirker, at sådanne mangelskrav
først endelig bortfalder ved forældelse.
Forslaget om at afskaffe reklamationsfristen
i de nævnte situationer skønnes ikke at have
økonomiske konsekvenser.
Lovforslaget skønnes ikke i
øvrigt at have økonomiske eller administrative
konsekvenser for det offentlige eller for erhvervslivet.
Forslaget har været sendt til Erhvervs-
og Selskabsstyrelsens Center for Kvalitet i ErhvervsRegulering
(CKR) med henblik på en vurdering af, om forslaget skal
forelægges Økonomi- og Erhvervsministeriets
virksomhedspanel. CKR har ikke vurderet, at forslaget vil have
administrative konsekvenser for erhvervslivet, og forslaget har
derfor ikke været forelagt et virksomhedspanel.
Der henvises i øvrigt til det samtidig
fremsatte forslag til lov om forældelse af fordringer
(forældelsesloven).
Lovforslaget har ingen
miljømæssige konsekvenser og indeholder ikke
EU-retlige aspekter.
| Positive konsekvenser/ mindreudgifter | Negative konsekvenser/ merudgifter |
Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Ingen af betydning |
Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Ingen | Ingen |
Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen |
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen |
Miljømæssige konsekvenser | Ingen | Ingen |
Administrative konsekvenser for borgerne | Ingen | Ingen |
Forholdet til EU-retten | Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige
aspekter |
5. Høring
Et udkast til lovforslag har været i
høring hos følgende myndigheder og
organisationer:
Præsidenterne for Østre og
Vestre Landsret, Sø- og Handelsretten, Københavns
Byret og retterne i Århus, Odense, Ålborg og Roskilde,
Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen,
Domstolsstyrelsen, Politimesterforeningen, Rigsadvokaten,
Advokatrådet, AER (Arbejdsgivernes Elevrefusion),
Akademikernes Centralorganisation, Amtsrådsforeningen,
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Associerede Danske
Arkitekter, ATP, Byggefagenes Kooperative Landssammenslutning,
Byggeskadefonden, Danmarks Automobilforhandler Forening, Danmarks
Fiskeindustri- og Eksportforening, Danmarks Fiskeriforening,
Danmarks Fiskeriundersøgelser, Danmarks
Naturfredningsforening, Danmarks Pelagiske Producentforening,
Danmarks Rederiforening, Danmarks Sportsfiskerforbund, Dansk
Akvakultur, Dansk Amatørfiskerforening, Dansk
Arbejdsgiverforening, Dansk Byggeri, Dansk
Ejendomsmæglerforening, Dansk Fisk, Dansk Franchise Forening,
Dansk Fritidsfiskerforbund, Dansk Kystfiskerforening, Dansk Handel
& Service, Dansk Industri, Dansk Kreditråd, Dansk
Landbrug, Dansk Postordre Handel, Dansk Told- og Skatteforbund,
Dansk Åleeksportør Forening, Danske
Arkitektvirksomheder, Danske Fiskeres Producentorganisation,
Datatilsynet, De Danske Bilimportører, DSB, Fagligt
Fælles Forbund 3F, Ferskvandsfiskeriforeningen for Danmark,
Finans & Leasing, Finansrådet, Fiskeribanken, Fiskeriets
Servicefag, Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrådet, Forenede
Danske Motorejere, Foreningen Danske Revisorer, Foreningen af
Danske Ral- og Sandsugere, Foreningen Dansk Skaldyrsopdræt,
Foreningen af Fiskeauktionsmestre i Danmark, Foreningen af
Pantefogeder i Danmark, Foreningen Registrerede Revisorer FRR,
Foreningen af Rådgivende Ingeniører, Foreningen af
Statsautoriserede Revisorer, Formanden for
Forbrugerklagenævnet, Forsikring & Pension, Frederiksberg
Kommune, Friluftsrådet, Fællesforeningen for Danmarks
Brugsforeninger, Fødevareøkonomisk Institut,
Hjerteforeningen, HTS-A, HTSI, Håndværksrådet,
IT-brancheforeningen, Kommunernes Landsforening,
Konsumfiskeindustriens Arbejdsgiverforening, Kræftens
Bekæmpelse, Københavns Kommune, Landbrugsraadet,
Landsforbundet for Fiskesortering og Samlecentraler i Danmark,
Landsforeningen Levende Hav, Landsorganisationen i Danmark,
Landsorganisationen af Danmarks Detailfiskehandlere, Liberale
Erhvervs Råd, Lønmodtagernes Garantifond,
Patientforeningen i Danmark, Patientforsikringen, Patientforum,
Patientskadeankenævnet, Realkreditrådet,
Rektorkollegiet, Sammenslutningen af Danske
Ørredeksportører, De Samvirkende
Invalideorganisationer, Sektorforskningens
Direktørkollegium, Skagen Fiskernes Producentorganisation,
Skatterevisorforeningen, Verdensnaturfonden WWF, Københavns
Universitet, Roskilde Universitetscenter, Syddansk Universitet,
Aalborg Universitet og Aarhus Universitet.
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til § 1
(købeloven)
Til nr. 1 (§ 1, stk. 3)
Ved lovforslagets § 1, nr. 3,
foreslås en bestemmelse i købelovens § 54,
stk. 4, hvorefter en erhverver, som handler uden for sit
erhverv, ikke som følge af en aftale indgået mellem
tidligere led i omsætningskæden om en kortere
reklamationsfrist end den, der er indeholdt i købelovens
§ 54, stk. 1, afskæres fra at gøre et i
øvrigt berettiget erstatningskrav for mangler ved
salgsgenstanden gældende over for et tidligere led i
omsætningskæden.
Forslaget til nyt stk. 3 i
købelovens § 1 vil indebære, at den
nævnte bestemmelse ikke vil kunne fraviges til skade for en
senere erhverver, der er forbruger, ved aftale mellem denne og
sælgeren eller det pågældende tidligere led i
omsætningskæden.
Til nr. 2 (§ 54, stk. 2)
Den foreslåede bestemmelse
indebærer, at reklamationsfristen i købelovens
§ 54, stk. 1, ikke finder anvendelse ved køb
af genstande, som i henhold til et påbud skal tilbagekaldes
eller destrueres, fordi de udgør en fare. Det vil
således alene være forældelseslovens regler, der
gælder i disse tilfælde.
Bestemmelsen omfatter alene tilfælde,
hvor der er udstedt påbud om tilbagekaldelse eller
destruktion. Den vil derimod ikke omfatte de
tilfælde, hvor der er udstedt påbud om
tilbagetrækning. Forskellen mellem
tilbagetrækning og tilbagekaldelse er, at producenten mv. ved
påbud om tilbagetrækning alene skal foretage handlinger
med henblik at begrænse det fremtidige salg mv. af
produktet, mens den pågældende ved påbud om
tilbagekaldelse skal foretage handlinger med henblik på at
få allerede leverede mv. produkter leveret tilbage
fra forbrugeren. Der henvises i øvrigt til definitionerne af
tilbagetrækning og tilbagekaldelse i produktsikkerhedslovens
§ 7 a.
Bestemmelsen omfatter også
tilbagetagning i lov om kemiske stoffer og produkter, idet
et påbud herom i denne lov har samme retsvirkning som
tilbagekaldelse.
Bestemmelsen vil omfatte påbud, der har
baggrund i, at produktet kan forvolde skade. Det kan dreje sig om
personskade eller tingsskade, herunder skade på
miljøet. Tingsskade vil dog ikke omfatte skade på
produktet selv.
I visse tilfælde kan et påbud kun
udstedes, hvis den relevante myndighed har vurderet, at de
pågældende produkter udgør en fare. Det
gør sig eksempelvis gældende for
produktsikkerhedslovens § 12, stk. 1, § 32
a, stk. 1, i lov om kemiske stoffer og produkter,
§ 4, stk. 4, nr. 2, i lov om sikkerhed til
søs og § 14, stk. 4, i bekendtgørelse
om administration m.v. af stærkstrømsloven. Ethvert
påbud udstedt i medfør af disse bestemmelser vil
derfor få virkning efter den foreslåede
bestemmelse.
Andre påbudsregler har flere
forskellige formål, og det kan i disse tilfælde ikke
uden videre lægges til grund, at der er tale om et
påbud, der har baggrund i, at produktet udgør en fare.
Eksempelvis kan påbud om tilbagekaldelse af gasmateriel
udstedt efter lov om gasinstallationer og installationer i
forbindelse med vand- og afløbsledninger have sin baggrund i
regler, der har til formål dels at sikre et acceptabelt
sikkerhedsniveau for gasinstallationer, dels at sikre kvaliteten af
det udførte installationsarbejde på gas-, vand- og
afløbsområdet. I sådanne tilfælde vil det
skulle fremgå af det konkrete påbud, at der er tale om
et påbud, der har baggrund i, at produktet udgør en
fare.
Påbud i henhold til en række
andre bestemmelser vil også kunne være omfattet af den
foreslåede regel. Det drejer sig om § 48,
stk. 2, nr. 3 og 4, i lov om kemiske stoffer og produkter,
fødevarelovens § 52, stk. 1, og
§ 30, stk. 1, jf. stk. 2, nr. 1, litra i, og
nr. 2, litra g og i, i lov om hold af dyr. Et påbud, der er
udstedt med hjemmel i en af disse bestemmelser, vil have virkning
efter den foreslåede § 54, stk. 2, hvis det
fremgår af påbudet, at der er udstedt, fordi de
pågældende genstande udgør en fare.
Den foreslåede § 54,
stk. 2, vil ikke omfatte påbud udstedt i henhold til
regler, der varetager andre hensyn end hensynet til at undgå,
at et produkt forvolder skade. Den vil bl.a. ikke omfatte
påbud om tilbagekaldelse udstedt af hensyn til den offentlige
sikkerhed, jf. eksempelvis § 3, stk. 5, i
våbenloven eller påbud om destruktion udstedt med
henblik på at sikre renavlen af dyr, jf. eksempelvis
§ 9, stk. 1, nr. 1, i lov om biavl.
Bestemmelsen vil ikke omfatte tilfælde,
hvor et produkt tilbagekaldes fra markedet frivilligt, og den vil
heller ikke omfatte tilfælde, hvor tilbagekaldelsen sker i
medfør af en generel tilbagekaldelsespligt. En generel pligt
til tilbagekaldelse i visse tilfælde findes f.eks. i artikel
19, stk. 1, i forordning nr. 178 af 28. januar 2002 om
generelle principper og krav i fødevarelovgivningen, om
opretholdelse af Den Europæiske Fødevaresikkerheds
autoritet og om procedurer vedrørende
fødevaresikkerhed.
Afgrænsningen af den foreslåede
regel vil således svare til afgrænsningen af reglen i
produktsikkerhedslovens § 12, stk. 3, der
foreslås ophævet, jf. lovforslagets § 40.
Den foreslåede bestemmelse vil
også omfatte tilfælde, hvor der udstedes et påbud
om tilbagekaldelse eller destruktion, selv om det ikke er endeligt
konstateret, at produktet er farligt. Hvis det efterfølgende
viser sig, at produktet ikke er farligt, vil der dog i
sådanne tilfælde ofte ikke foreligge en mangel, som
køber kan påberåbe sig over for
sælger.
Der henvises i øvrigt til
lovforslagets § 40, hvorved produktsikkerhedslovens 12,
stk. 3, foreslås ophævet som følge af
ændringen af købelovens § 54,
stk. 2.
Den foreslåede § 54,
stk. 2, vil gælde for andre køb end
forbrugerkøb, jf. købelovens § 1 a.
Bestemmelsen vil som hidtil kunne fraviges ved parternes aftale
eller sædvane, jf. købelovens § 1,
stk. 1, og erhvervsdrivende vil således indbyrdes kunne
aftale en reklamationsfrist.
Den foreslåede ophævelse af
reklamationsfristen i disse tilfælde omfatter også
forbrugerkøb, jf. lovforslagets § 1, nr. 4
(forslag til ændring af købelovens § 83,
stk. 2). Denne bestemmelse vil ikke ved aftale kunne fraviges
til skade for en køber, der er forbruger, jf.
købelovens § 1, stk. 2.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.1 i
lovforslagets almindelige bemærkninger.
For så vidt angår
ikrafttrædelsen af den foreslåede § 54,
stk. 2, henvises til overgangsreglen i lovforslagets
§ 47, stk. 3.
Til nr. 3 (§ 54, stk. 3 og 4)
Det foreslåede stk. 3
medfører, at der ikke gælder nogen reklamationsfrist
ved køb af byggematerialer. Det indebærer, at alene
forældelseslovens regler gælder i denne situation.
Efter den gældende § 54,
stk. 2, skal køberen af byggematerialer have
påberåbt sig mangler ved materialerne inden 5 år
efter byggeriets aflevering, dog senest 6 år fra overgivelsen
af materialerne til køber. Den foreslåede regel
indebærer, at krav først endeligt bortfalder 10
år fra forfaldsdagen, dvs. normalt fra overgivelsen af
materialerne til køberen, f.eks. til købers lager
eller til videresalg. Det vil herefter ikke længere
være af betydning, hvornår der sker aflevering af det
byggeri, som byggematerialet er leveret til, medmindre der er
indgået anden aftale om forfaldsdagen.
For den nærmere afgrænsning af
byggematerialer henvises til forarbejderne til den gældende
bestemmelse, jf. bemærkningerne til forslaget til lov om
forbrugerbeskyttelse ved erhvervelse af fast ejendom m.v., hvorved
en særregel for byggematerialer først blev
indført, jf. Folketingstidende 1994-95, tillæg A, s.
3003. Der henvises til endvidere pkt. 3.1.2 i lovforslagets
almindelige bemærkninger.
Den foreslåede § 54,
stk. 3, vil gælde for andre køb end
forbrugerkøb, jf. købelovens § 1 a.
Bestemmelsen vil som hidtil kunne fraviges ved parternes aftale
eller sædvane, jf. købelovens § 1,
stk. 1, og erhvervsdrivende vil således indbyrdes kunne
aftale en reklamationsfrist.
Den foreslåede ophævelse af
reklamationsfristen gælder ligeledes for forbrugerkøb,
jf. lovforslagets § 1, nr. 4 (forslag til ændring
af købelovens § 83, stk. 2). Bestemmelsen vil
ikke ved aftale kunne fraviges til skade for en køber, der
er forbruger, jf. købelovens § 1, stk. 2.
Det foreslåede stk. 4,
medfører, at en erhverver, som handler uden for sit erhverv,
ikke som følge af en aftale indgået mellem tidligere
led i omsætningskæden om en kortere reklamationsfrist
end den, der er indeholdt i købelovens § 54,
stk. 1, afskæres fra at gøre et i øvrigt
berettiget erstatningskrav for mangler ved salgsgenstanden
gældende over for et tidligere led i
omsætningskæden. For så vidt angår
køb omfattet af stk. 2 og 3, som affattet ved dette
lovforslag, medfører bestemmelsen, at en reklamationsfrist,
der er aftalt mellem tidligere led i omsætningskæden,
ikke kan gøres gældende over for en senere erhverver,
der handler uden for sit erhverv, og som har et i øvrigt
berettiget erstatningskrav for mangler ved salgsgenstanden.
Den foreslåede bestemmelse omfatter
alle former for erhvervelse af løsøre. For så
vidt angår byggematerialer, indebærer bestemmelsen
bl.a., at en aftale mellem tidligere led i salgskæden, f.eks.
en aftale mellem en producent af byggematerialer og en
entreprenør eller en håndværker, om, at der skal
gælde en reklamationsfrist ved krav mod producenten, ikke vil
kunne gøres gældende af producenten over for en senere
erhverver, der hovedsagelig handler uden for sit erhverv, i det
omfang betingelserne for, at forbrugeren kan gøre et
erstatningskrav for mangler ved byggematerialerne gældende
over for producenten, i øvrigt er opfyldt. En
materialeleverandør vil således ikke over for en
senere erhverver af materialerne kunne gøre gældende,
at den pågældende leverandør i henhold til den
såkaldte byggeleveranceklausul i AB 92 § 10,
stk. 4, alene er ansvarlig for mangler ved byggematerialerne i
5 år efter byggeriets aflevering.
Den foreslåede bestemmelse regulerer
ikke, i hvilket omfang en senere erhverver kan gøre et
erstatningsansvar for mangler ved salgsgenstanden gældende
over for et tidligere led i omsætningskæden, f.eks. en
producent. Spørgsmålet herom vil som hidtil skulle
afgøres på grundlag af almindelige ulovbestemte
principper om direkte krav mod tidligere led (»springende
regres«).
Lovforslagets § 1, nr. 1,
indebærer, at den foreslåede bestemmelse ikke vil kunne
fraviges til skade for den senere erhverver ved aftale mellem denne
og sælgeren eller det pågældende tidligere led i
omsætningskæden.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.1
og 3.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Hvad angår ikrafttrædelsen af den
foreslåede § 54, stk. 3 og 4, henvises til
overgangsreglerne i lovforslagets § 47, stk. 3 og
4.
Til nr. 4 (§ 83, stk. 2)
Det foreslås ved stk. 2, at
§ 83, stk. 1, om reklamationsfrist ved mangler i
forbrugerkøb ikke finder anvendelse på køb af
genstande, som i henhold til et påbud i medfør af
regler om produkters sikkerhed skal tilbagekaldes eller destrueres,
fordi genstanden udgør en fare, eller ved køb af
byggematerialer. Bestemmelsen har samme indhold som de
foreslåede bestemmelser i § 54, stk. 2 og 3.
Der henvises herom til lovforslagets § 1, nr. 2 og 3.
Bestemmelsen vil være præceptiv som følge af
købelovens § 1, stk. 2.
Det bemærkes, at det ved det samtidig
fremsatte forslag til ny lov om forældelse foreslås, at
forældelseslovens regler ikke skal kunne fraviges ved
forudgående aftale i forbrugerforhold, jf. lovforslagets
§ 26, stk. 2.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.1
og 3.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Hvad angår ikrafttrædelsen af den
foreslåede § 83, stk. 2, henvises til
overgangsreglen i lovforslagets § 47, stk. 3.
Til § 2
(forsikringsaftaleloven)
Til nr. 1 (§ 24)
Efter den hidtidige forståelse af
§ 24, stk. 1, fastlægger denne ikke blot
betalingstidspunktet for forsikringsydelsen, men også
forfaldstidspunktet i relation til beregning af
forældelsesfristen, jf. lovens § 29. Denne
forståelse af § 24, stk. 1, hviler på
bemærkningerne til det udkast, som forsikringsaftaleloven er
baseret på, jf. udkast til lov om forsikringsaftaler med
tilhørende bemærkninger, udarbejdet af den ved kgl.
resolution af 6. februar 1919 nedsatte kommission (1925), s. 57-59,
og på formuleringen af § 24, stk. 3. Det
forudsættes, at § 24 i den foreslåede
affattelse fremover alene fastlægger betalingstidspunktet for
forsikringsydelsen.
I forældelsesmæssig henseende vil
forfaldstiden fremover blive fastlagt af forældelseslovens
§ 2, stk. 1, der bestemmer, at
forældelsesfristerne regnes fra det tidligste tidspunkt, til
hvilket fordringshaveren kunne kræve at få fordringen
opfyldt.
Den 3-årige forældelsesfrist i
§ 3, stk. 1, i forslaget til ny
forældelseslov, og den 10-årige frist i forslagets
§ 3, stk. 3, nr. 3, regnes som udgangspunkt fra
forfaldstiden. Forslaget til forsikringsaftalelovens § 29
vil indebære, at disse frister i en række
tilfælde vil finde anvendelse i forhold til krav på
forsikringsydelsen.
Den foreslåede affattelse
medfører ikke i øvrigt indholdsmæssige
ændringer af § 24, men der foreslås en vis
sproglig modernisering af bestemmelsen.
Til nr. 2 (§ 29)
Det foreslås, at krav i anledning af
forsikringsaftalen som udgangspunkt forældes efter reglerne i
forældelsesloven, jf. stk. 1. »Krav i
anledning af forsikringsaftalen« omfatter alle krav, der
vedrører og/eller udspringer af aftalen. Reglen har
således et videre anvendelsesområde end den
gældende § 29, stk. 1, der alene omfatter
krav, der er »grundede i forsikringsaftalen«. Den
foreslåede regel omfatter også krav, der opstår i
kraft af lovgivningen og støttes på indholdet af
forsikringsaftalen. Som eksempel på krav, der opstår i
kraft af lovgivningen, kan nævnes skadelidtes krav mod
ansvarsforsikringsselskabet efter færdselslovens
§ 108, stk. 1.
Der foreslås i stk. 2-6 en
række undtagelser til stk. 1, hvorved
forældelseslovens almindelige regler fraviges.
Det foreslås ved stk. 2,
at § 2, stk. 2, i forslaget til ny
forældelseslov ikke finder anvendelse i tilfælde, hvor
betalingsfristen for forsikringsydelsen fastsættes efter
forsikringsaftalelovens § 24, stk. 1. Efter
§ 2, stk. 2, i forslaget til ny forældelseslov
regnes forældelsesfristen først fra betalingsfristens
udløb, hvis der er indrømmet skyldneren
løbedage eller i øvrigt en frist, inden for hvilken
betaling anses for rettidig. Den foreslåede § 29,
stk. 2, vedrører kun tilfælde, hvor
betalingsfristen efter den foreslåede § 24,
stk. 1, gælder. Har selskabet og forsikringstageren
aftalt en fravigelse af denne betalingsfrist, jf.
forsikringsaftalelovens § 3, vil § 2,
stk. 2, i den foreslåede forældelseslov finde
anvendelse.
For så vidt angår
forældelsesfristernes længde vil de almindelige frister
i forslaget til ny forældelseslov som udgangspunkt også
gælde på forsikringsaftalelovens område. Det
foreslås dog ved stk. 3, at forældelse af
krav på forsikringsydelsen ved visse personforsikringer
indtræder senest 10 år efter forsikringsbegivenhedens
indtræden, hvilket vil sige skadens indtræden eller
konstatering. Bestemmelsen vil omfatte forsikringer, der
fastlægger forsikringsbegivenheden ud fra et
skadesvirkningsprincip. Et sådant princip anvendes
eksempelvis typisk ved livsforsikringer, hvor det afgørende
for forsikringssummens udbetaling er, at dødsfaldet sker i
forsikringstiden. Endvidere anvendes et skadevirkningsprincip i dag
typisk ved forsikringer ved kritisk sygdom og erhvervsevnetab
(invaliditet) samt sundhedsforsikringer.
Forsikringer, der fastlægger
forsikringsbegivenheden ud fra skadesårsagsprincippet, f.eks.
ulykkesforsikringer, vil derimod blive reguleret ved § 3,
stk. 3, nr. 1, i forslaget til ny forældelseslov, og den
30-årige forældelsesfrist for krav på
personskade, der fastsættes i den foreslåede
forældelseslov, vil således finde anvendelse på
krav på godtgørelse eller erstatning, der skal
udbetales efter sådanne forsikringer.
Hvis det ikke klart fremgår af
forsikringsbetingelserne, om forsikringsbegivenheden er
skadesårsagen eller skadens indtræden/konstatering,
må det afgøres på baggrund af en konkret
fortolkning af den pågældende forsikringsaftale. I
visse tilfælde kan den samme forsikring indeholde både
ydelser, der udløses ved skadesårsagen, og ydelser,
der udløses ved skadesvirkningen. Eksempelvis har nogle
ulykkesforsikringer kunnet udvides til at omfatte visse sygdomme,
og i en konkret sag, hvor forsikringen dækkede »direkte
følger af børnelammelse«, har Ankenævnet
for Forsikring fundet, at denne del af forsikringen skulle
forstås således, at det var følgerne af
sygdommen, der var forsikringsbegivenheden, jf. Kendelse fra
Ankenævnet for Forsikring 24.643 (1989).
Det foreslåede stk. 3 modificerer
alene bestemmelsen om den lange (absolutte) forældelsesfrist
i § 3, stk. 3, i forslaget til ny
forældelseslov. Ved siden af den foreslåede
10-årige frist vil således løbe den
foreslåede almindelige korte 3-årige frist med mulighed
for suspension, jf. § 3, stk. 1 og 2, i forslaget
til ny forældelseslov.
Den foreslåede 10-årige frist
løber fra den dag, da forsikringsydelsen kunne kræves
betalt.
Endvidere præciseres det i stk. 3,
at § 8, 1. pkt., i forslaget til ny forældelseslov
vil gælde ved siden af stk. 3. Bestemmelsen i
§ 8 i forslaget til ny forældelseslov angår
fordringer på pension, livrente, aftægtsydelse eller
anden lignende ydelse, der forfalder med bestemte mellemrum og ikke
er afdrag på en skyldig hovedstol. For så vidt
angår personforsikringer, har bestemmelsen ikke betydning for
kapitalforsikringer (dvs. forsikringer, hvor
forsikringsbegivenhedens indtræden udløser et krav
på en nærmere angivet sum), men alene for
renteforsikringer (dvs. forsikringer, hvor forsikringsbegivenhedens
indtræden udløser et krav på en løbende
ydelse). Det følger af § 8, at en sådan
fordring på en løbende ydelse forældes i sin
helhed efter 10 år regnet fra den dag, da den sidste ydelse
blev betalt, eller, hvis ingen betaling har fundet sted, fra den
dag, da den første ydelse kunne kræves betalt.
Bestemmelsen indebærer, at en fordringshaver, der ikke har
gjort krav på ydelser efter en renteforsikring
gældende, fortaber retten til i det hele taget at gøre
krav efter forsikringen gældende 10 år efter, at den
første ydelse kunne kræves betalt. Dette gælder,
uanset om visse af de enkelte ydelser først ville være
forfaldet på et senere tidspunkt. I tilfælde, hvor der
allerede er udbetalt ydelser, vil fordringen i sin helhed
først forældes 10 år fra den dag, da den sidste
ydelse blev betalt.
Betegnelsen personforsikring skal
forstås i overensstemmelse med brugen heraf i
forsikringsaftalelovens § 6 og erstatningsansvarslovens
§ 22, stk. 2. Visse personforsikringer angår
ikke erstatning og godtgørelse for personskade. Dette
gælder eksempelvis, hvor forsikringsbegivenheden er
opnåelse af en bestemt alder. I disse tilfælde vil krav
på de enkelte ydelser ikke være omfattet af
§ 3, stk. 3, nr. 1 (om bl.a. personskadeerstatning)
i forslaget til ny forældelseslov, men derimod af den
generelle regel i § 3, stk. 3, nr. 3, hvilket vil
indebære, at disse krav forældes senest 10 år
efter begyndelsestidspunktet i henhold til § 2 i
forslaget til ny forældelseslov, dvs. som udgangspunkt fra
forfaldstidspunktet. Sådanne krav vil altså
forældes på samme måde som krav omfattet af den
foreslåede § 29, stk. 3, i
forsikringsaftaleloven. For så vidt angår
forældelsen af pensioner i deres helhed vil § 8, 1.
pkt., i forslaget til ny forældelseslov gælde.
Med stk. 4 foreslås en
særregel vedrørende ansvarsforsikringer, når der
sker indtrædelse i den sikredes ret imod selskabet efter
forsikringsaftalelovens § 95. Den skadelidtes krav mod
selskabet forældes i sådanne tilfælde tidligst et
år efter indtrædelsen, når indtrædelsen er
sket inden udløbet af forældelsesfristen for kravet
med den sikrede.
Særreglen om ansvarsforsikringer i
§ 29, stk. 2, i den gældende
forsikringsaftalelov foreslås ikke videreført.
Forsikringsaftalelovens § 29, stk. 2, bestemmer, at
ved ansvarsforsikring, hvor selskabet hæfter umiddelbart over
for skadelidte, forældes skadelidtes krav mod selskabet efter
de samme regler, som gælder for skadelidtes krav mod
skadevolderen. Forældelse af de pågældende krav
vil i stedet ske efter de almindelige forældelsesregler i
forslaget til forældelseslov, jf. forslaget til
§ 29, stk. 1. Der foreslås dog den fravigelse,
at anmeldelse til ansvarsforsikringsselskabet medfører en
foreløbig afbrydelse af forældelsen, jf. forslaget til
stk. 5, som omtales umiddelbart nedenfor.
Det foreslås, at
forældelsesfristen for så vidt angår krav mod et
forsikringsselskab afbrydes foreløbigt allerede på det
tidspunkt, hvor skaden, der ligger til grund for kravet, anmeldes
til selskabet, jf. stk. 5, 1. pkt. Det
afgørende tidspunkt er tidspunktet, hvor anmeldelsen er
kommet frem til selskabet. Der er tale om en udvidelse af adgangen
til at afbryde forældelsen foreløbigt i forhold til
den foreslåede nye forældelseslovs generelle regler om
foreløbig afbrydelse. Virkningen af afbrydelsen vil
være, at forældelse tidligst indtræder ét
år efter selskabets meddelelse om, at kravet helt eller
delvist afvises. I det omfang kravet kun afvises delvist,
gælder stk. 5, 1. pkt., for den afviste del.
Forældelsen vil ikke kunne afbrydes ved
at genanmelde den samme skade, efter at selskabet har afvist
kravet.
I øvrigt vil forældelseslovens
øvrige regler om afbrydelse gælde ved siden af
stk. 5. Det indebærer bl.a., at forældelsen
afbrydes, når selskabet erkender et krav af en bestemt
størrelse, jf. den foreslåede forældelseslovs
§ 15.
Desuden foreslås i stk. 5, 2.
pkt., en særregel, der angår den situation, hvor
en dækningsberettiget skade anmeldes, men hvor den sikrede
ikke har givet selskabet tilstrækkelige oplysninger til, at
selskabet kan foretage en erstatningsopgørelse. Det
foreslås, at forældelse i den situation indtræder
3 år efter selskabets meddelelse om, at det anerkender, at
kravet er berettiget, men anmoder om yderligere oplysninger med
henblik på opgørelse af kravets størrelse. Det
forudsættes, at anmodningen er rettet til den person, der er
berettiget til forsikringsydelsen. Den 3-årige frist er
absolut og kan således ikke suspenderes efter § 3,
stk. 2, i den foreslåede forældelseslov.
Det fastlægges ved det foreslåede
stk. 6, 1. pkt., at § 29, stk. 1-5,
ikke ved aftale kan fraviges ved aftale til skade for
forsikringstageren eller sikrede ved forbrugerforsikring.
Forbrugerforsikring er defineret i forsikringsaftalelovens
§ 2, stk. 4.
Det foreslåede stk. 6, 1. pkt.,
indebærer, at ved forbrugerforsikring kan reglerne i
forslaget til ny forældelseslov ikke fraviges til skade for
forsikringstageren eller sikrede i videre omfang end angivet i
stk. 6, 2. pkt., jf. nedenfor.
Stk. 6 vil ikke være til hinder
for, at der som hidtil i et vist omfang kan indgås aftaler
om, at selskabets hæftelse for følger af en skade er
begrænset til følger, der viser sig inden for en vis
tid efter, at skaden er indtrådt. Forsikringsaftalelovens
§ 120, der bestemmer, at selskabet ved sygdom eller
ulykke, der indtræder i forsikringstiden, hæfter for
skadelige følger, der viser sig senere, kan således
fortsat fraviges ved aftale.
Det foreslås i øvrigt ved
stk. 6, 2. og 3. pkt., at det kan aftales, at en
forsikring alene dækker skader anmeldt inden for en
nærmere angivet frist på ikke under 6 måneder
efter forsikringens ophør. Herved tillades det, at
selskaberne kan afgrænse deres dækning i forbindelse
med forsikringens ophør. Bestemmelsen er i et vist omfang en
videreførelse af den gældende § 30,
stk. 2.
Der henvises i øvrigt til den
særlige overgangsregel i lovforslagets § 47,
stk. 5.
Til nr. 3 (§ 30)
De særlige regler om frister for
påtale og fremsættelse af krav over for
forsikringsselskabet foreslås ophævet. For så
vidt angår påtale af krav over for selskabet, vil
reglerne i den foreslåede forældelseslovs kapitel 5 og
6 om afbrydelse og foreløbig afbrydelse finde anvendelse.
Bl.a. vil indbringelse af en tvist for Ankenævnet for
Forsikring bevirke, at forældelsen afbrydes
foreløbigt, jf. lovforslagets § 21,
stk. 3.
§ 30, stk. 2, der herved
ophæves, videreføres i et vist omfang ved den
foreslåede § 29, stk. 6, 2. og 3. pkt.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2 i
lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til § 3
(retsplejeloven)
Til nr. 1 (§ 361, stk. 4)
Retsplejelovens § 361 indeholder en
regel om, at en forbruger kan forlange, at en anlagt retssag
hæves, hvis tvisten kan indbringes for
Forbrugerklagenævnet eller et klage- eller ankenævn,
der er godkendt af ministeren for familie- og
forbrugeranliggender.
Hvis en af parterne ønsker
behandlingen ved retten fortsat efter, at nævnet har truffet
afgørelse i sagen, eller efter, at der er indgået
forlig for nævnet, anses sagen for anlagt ved det oprindelige
sagsanlæg i henseende til bl.a. afbrydelse af
forældelse, medmindre den pågældende part ikke
har fremmet sagen behørigt, jf. retsplejelovens
§ 361, stk. 4.
Ved den foreslåede ændring af
§ 361, stk. 4, tilpasses bestemmelsen reglerne om
afbrydelse af forældelse i forslaget til ny
forældelseslov. Det foreslås, at henvisningen til
afbrydelse af forældelse fjernes. Det vil indebære, at
spørgsmålet om afbrydelse af forældelse, hvor en
af parterne på ny anlægger retssag, efter at
nævnet mv. har afsluttet behandlingen af sagen, fremover vil
blive reguleret ved §§ 20 og 21 i forslaget til ny
forældelseslov.
Til nr. 2 (§ 490, stk. 3)
Efter retsplejelovens § 492,
stk. 1, er det udgangspunktet, at fogedretten afviser en
udlægsforretning, hvis den, der har fremsat anmodningen om
tvangsfuldbyrdelse, udebliver fra forretningen.
Der foreslås en ny bestemmelse i
retsplejelovens § 490, stk. 3, hvorefter kreditor
ikke behøver at give møde i fogedretten for at
afbryde forældelsen i tilfælde, hvor en
udlægsforretning er afskåret efter reglen i
retsplejelovens § 490, stk. 1, dvs. i
tilfælde, hvor skyldneren inden for de sidste 6 måneder
har afgivet insolvenserklæring i forbindelse med en
fogedforretning. Det vil dog være en forudsætning, at
skyldneren ikke fremkommer med indsigelser inden for en af
fogedretten fastsat frist.
Bestemmelsen vil kunne anvendes, selv om
kreditor ikke på forhånd ved, om der er afgivet
insolvenserklæring. Kreditor vil således ved
indgivelsen af udlægsbegæringen skulle bede fogedretten
om i givet fald at behandle begæringen efter § 490,
stk. 3, og ellers efter de almindelige regler.
Reglen omfatter efter forslaget alle typer af
krav, for hvilke der er et eksekutionsgrundlag.
Det følger af bestemmelsen, at
når en anmodning om behandling efter § 490,
stk. 3, er modtaget, skal fogedretten give skyldneren
skriftlig meddelelse om det af fogedretten opgjorte krav inklusive
renter og omkostninger og om formålet med at begære
udlægsforretning. Fogedretten skal samtidig give skyldneren
en frist til at fremkomme med skriftlige indsigelser mod det
opgjorte krav. Det forudsættes, at fristen i almindelighed
sættes til ikke under 14 dage efter det tidspunkt, hvor
skyldneren skønnes at ville have modtaget meddelelsen fra
fogedretten. Hvis særlige forhold taler for det, f.eks. fordi
skyldneren bor i udlandet, bør der efter
omstændighederne fastsættes en længere frist.
Fogedretten vil skulle foretage en
sædvanlig prøvelse af kravet, herunder navnlig en
prøvelse af opgørelsen af renter og omkostninger og
af, om kravet helt eller delvis er forældet. Fogedrettens
behandling i henhold til bestemmelsen optages i fogedbogen efter de
almindelige regler herom, jf. retsplejelovens kapitel 3, og
fogedretten giver meddelelse til skyldneren ved fremsendelse af
retsbogen. Det forudsættes, at der tillige gives meddelelse
til fordringshaveren.
Hvis der ikke kommer indsigelse fra
skyldneren inden for fristen, vil fogedrettens meddelelse have
samme virkning med hensyn til afbrydelse af forældelse som
afholdelse af en fogedforretning, jf. forslaget til ny
forældelseslovs § 18, stk. 1, og
§ 19, stk. 6 og 7. Det indebærer bl.a., at der
ved lån og kreditter, for hvilke der er udstedt
gældsbrev, vil løbe en ny forældelsesfrist
på 10 år for både hovedstolen og de under
fogedforretningen opgjorte renter.
Hvis skyldneren fremsætter indsigelse
mod det opgjorte krav inden for den fastsatte frist, vil der skulle
afholdes udlægsforretning efter de almindelige regler. Det
samme vil gælde i tilfælde, hvor der ikke er afgivet
insolvenserklæring inden for de sidste 6 måneder, jf.
hovedreglen i retsplejelovens § 490, stk. 1.
En skyldner, der ikke fremsætter
indsigelser, vil ikke være afskåret fra at
fremsætte indsigelser mod fordringens eksistens mv. under en
senere fogedforretning, jf. retsplejelovens § 501,
stk. 1.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3 i
lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 3 (§ 527)
Det foreslås at ophæve
retsplejelovens § 527, hvorefter forældelse af en
fordring afbrydes ved indgivelse af anmodning om udlæg,
såfremt fordringshaveren søger forretningen fremmet
uden ugrundet ophold. Bestemmelsen foreslås videreført
uændret ved reglen i § 18, stk. 1, i forslaget
til ny forældelseslov.
Den gældende bestemmelse i
retsplejelovens § 527 gælder ikke alene i relation
til 1908-loven og Danske Lov 5-14-4, men også i relation til
specielle forældelsesregler i anden lovgivning. Efter
§ 28 i forslaget til ny forældelseslov vil
forældelseslovens regler som udgangspunkt også finde
anvendelse i relation til specielle forældelsesregler i anden
lovgivning, og en regel svarende til retsplejelovens
§ 527 vil således fortsat gælde i relation
til specielle forældelsesregler i anden lovgivning.
Til § 4
(retsafgiftsloven)
Det følger af retsafgiftslovens
§ 16, stk. 1, at der for udlæg svares en
grundafgift på 300 kr. Overstiger kravet 3.000 kr. svares
yderligere ½ pct. af det overskydende beløb i
grundafgift. Afgiftspligten for en udlægsforretning
indtræder, når der første gang over for
fogedretten fremsættes begæring vedrørende
kravet, jf. retsafgiftslovens § 18.
Den foreslåede bestemmelse i
retsafgiftslovens § 16, stk. 7, vil indebære,
at afgiftspligten bortfalder, hvis sagen behandles efter den
foreslåede bestemmelse i retsplejelovens § 490,
stk. 3, som affattet ved dette lovforslags § 3, nr.
2, og skyldneren ikke fremkommer med indsigelser, der
medfører, at der afholdes udlægsforretning efter de
almindelige regler.
Ved indgivelse af udlægsbegæring
vil fordringshaveren således skulle betale retsafgift efter
de almindelige regler herom, selv om han eller hun har anmodet om,
at sagen behandles efter § 490, stk. 3. Hvis
udlægsbegæringen behandles efter § 490,
stk. 3, og skyldneren ikke inden for den af fogedretten
fastsatte frist fremkommer med indsigelser, der medfører, at
der afholdes udlægsforretning efter de almindelige regler,
tilbagebetales afgiften.
Fremkommer skyldneren rettidigt med
indsigelser, afholdes udlægsforretning efter de almindelige
regler, og der vil derfor i disse tilfælde ikke skulle ske
tilbagebetaling af retsafgiften.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3 i
lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til § 5
(miljøskadeerstatningsloven)
Det foreslås, at den gældende
miljøskadeerstatningslovs § 6, stk. 1,
ændres, således at erstatningskrav efter loven som
udgangspunkt forældes efter reglerne i forslaget til ny
forældelseslov. Det vil indebære, at erstatningskrav
efter loven forældes 3 år €" og ikke som hidtil 5
år €" efter den dag, da fordringshaveren fik eller burde
have fået kendskab til skaden, jf. § 3, stk. 1
og 2, i forslaget til ny forældelseslov.
For så vidt angår den lange
forældelsesfrist, som er på 30 år, foreslås
det dog, at denne frist som hidtil regnes fra den hændelse,
der har forvoldt skaden, jf. forslaget til § 6,
stk. 2. Det indebærer, at begyndelsestidspunktet
for forældelsesfristen ikke i alle tilfælde vil
være den samme som det begyndelsestidspunkt, der ved
forslaget til ny forældelseslov foreslås for fordringer
på erstatning for miljøskader, der ikke er omfattet af
miljøskadeerstatningsloven, jf. § 3, stk. 3,
nr. 1, i forslaget til ny forældelseslov.
Begyndelsestidspunktet efter forslaget til ny forældelseslov
vil være tidspunktet for den skadevoldende handlings
ophør. For så vidt angår tingskade er
begyndelsestidspunktet det samme efter
miljøskadeerstatningsloven, men i relation til personskade
er begyndelsestidspunktet det tidspunkt, hvor skadelidte
udsættes for den skadelige påvirkning.
§ 6 er ufravigelig i
forbrugerforhold, jf. miljøskadeerstatningslovens
§ 5.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4 i
lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til § 6
(produktansvarsloven)
Med den foreslåede § 14,
stk. 1, erstattes den eksisterende henvisning til
1908-loven af en henvisning til reglerne i forslaget til ny
forældelseslov. Dette vil bl.a. medføre, at ukendskab
til producentens opholdssted ikke suspenderer
forældelsesfristen. Derimod gælder i denne situation
reglen om forlængelse af forældelsen i den nye
forældelseslovs § 14, stk. 1.
For så vidt angår den absolutte
forældelsesfrist, foreslås en særregel for krav
om erstatning for produktskade, der er omfattet af producentens
ansvar efter produktansvarslovens § 6, stk. 1, jf.
den foreslåede § 14, stk. 2. Den
foreslåede § 14, stk. 2, indebærer, at
sådanne erstatningskrav €" som hidtil €" i alle
tilfælde ophører 10 år efter den dag, da
producenten har bragt det produkt, der har forårsaget skaden,
i omsætning. Den foreslåede § 14,
stk. 2, bevirker, at § 3, stk. 3, i forslaget
til ny forældelseslov ikke vil finde anvendelse på de
pågældende krav. Derimod vil de øvrige
bestemmelser i forslaget til ny forældelseslov finde
anvendelse på sådanne krav, jf. dog den
foreslåede § 14, stk. 3. Den foreslåede
§ 14, stk. 2, vil ikke gælde for krav mod
mellemhandleren efter produktansvarslovens §§ 10
eller 10 a eller for krav efter dansk rets almindelige regler om
erstatning i eller uden for kontrakt, jf. produktansvarslovens
§ 13.
Ved den foreslåede § 14,
stk. 3, bestemmes, at § 12, stk. 2, og
kapitel 6 i forslaget til ny forældelseslov kun skal finde
anvendelse, i det omfang forældelse ikke indtræder
eller er indtrådt efter stk. 2. Reglen i § 12,
stk. 2, i forslaget til ny forældelseslov omhandler
forlængelse af forældelsesfristen ved regreskrav mod
solidarisk hæftende medskyldnere, og kapitel 6 i forslaget
omhandler foreløbig afbrydelse. Den foreslåede
bestemmelse indebærer, at forlængelse i medfør
af disse bestemmelser kun kan finde sted, i det omfang den
10-årige forældelsesfrist angivet i § 14,
stk. 2, ikke forlænges.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5 i
lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til § 7
(atomskadeerstatningsloven)
Til nr. 1 (§ 25, stk. 1)
Med den foreslåede ændring af
§ 25, stk. 1, erstattes henvisningen i den
gældende bestemmelse til 1908-loven af en henvisning til
reglerne i forslaget til ny forældelseslov.
Til nr. 2 (§ 25, stk. 4)
Den eksisterende særregel i
§ 25, stk. 1, 2. pkt., der fastlægger et
særligt begyndelsestidspunkt for forældelse af krav
omfattet af § 19 i atomskadeerstatningsloven,
foreslås erstattet af det nye stk. 4. Reglen
foreslås ændret, idet den foreslås formuleret
ligesom reglen om regres mellem solidarisk hæftende skyldnere
i § 12, stk. 2, i forslaget til ny
forældelseslov. Det vil indebære, at hvis
indtrædelse i medfør af § 19 er sket, inden
den skadelidendes krav mod anlægsindehaveren er
forældet, forældes det i § 19 nævnte
krav tidligst et år efter indtrædelsen.
Til nr. 3 (§ 34, stk. 1, 3.
pkt.)
Med den foreslåede ændring af
§ 34, stk. 1, 3. pkt., erstattes henvisningen i den
gældende bestemmelse til 1908-loven med en henvisning til
reglerne i forslaget til ny forældelseslov, dog således
at den absolutte forældelsesfrist på 30 år efter
den nukleare ulykke, der har forvoldt skaden, videreføres
uændret.
Nuklear ulykke er defineret i § 1,
litra i, i atomskadeerstatningsloven, der gennemfører art.
1, litra a, nr. 1, i Pariskonventionen om ansvar over for
tredjemand på den nukleare energis område.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.6 i
lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til § 8
(erstatningsansvarsloven)
Erstatningsansvarsloven indeholder ikke i dag
regler om forældelse. Det foreslås, at der
indsættes et nyt stk. 3 i erstatningsansvarslovens
§ 16, hvorved det bestemmes, at krav om
godtgørelse og erstatning efter loven forældes efter
reglerne i forslaget til ny forældelseslov, medmindre andet
følger af særlige bestemmelser om forældelse i
anden lov. Sådanne særlige bestemmelser findes
eksempelvis i forsikringsaftalelovens §§ 29 og 30,
der i øvrigt foreslås ændret henholdsvis
ophævet ved dette lovforslags § 2, nr. 2 og 3.
Det foreslås desuden, at § 2,
stk. 2, i forslaget til ny forældelseslov ikke skal
finde anvendelse på betalingsfristen efter
erstatningsansvarslovens § 16, stk. 1. Konsekvensen
heraf vil være, at § 2, stk. 2, i forslaget
til ny forældelseslov, ikke bevirker en udsættelse af
forældelsesfristens begyndelsestidspunkt til udløbet
af betalingsfristen fastsat ved § 16, stk. 1.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.7 i
lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til § 9
(gældsbrevsloven)
Til nr. 1 (§ 25, stk. 2, 2. pkt.,
og § 49, 2. pkt.)
Ved dette forslag foreslås
gældsbrevslovens § 25, stk. 2, og
§ 49 ændret som konsekvens af forslaget til ny
forældelseslov, der bl.a. indebærer, at 1908-loven
ophæves, jf. § 29, stk. 2, i forslaget til ny
forældelseslov.
Reglerne i § 25, stk. 2, 2.
pkt., og § 49, 2. pkt., angår forældelse af
fordringer ifølge bortkomne rente- og udbyttekuponer samt
bortkomne massegældsbreve, der ikke er omfattet af
værdipapirhandelsloven. Det følger af § 25,
stk. 2, 2. pkt., og § 49, 2. pkt., at disse
fordringer forældes efter 1908-loven. 1908-lovens
5-årige forældelsesfrist gælder altså for
disse krav, selvom udgangspunktet for fordringer i henhold til
gældsbreve i øvrigt er, at alene den 20-årige
frist i Danske Lov 5-14-4 gælder.
Med henblik på at bevare
gældsbrevslovens systematik foreslås det, at disse
fordringer fortsat undergives den almindelige forældelseslovs
korte forældelsesfrist.
Det foreslås derfor, at henvisningen
til 1908-loven i de gældende bestemmelser erstattes af en
bestemmelse, hvorefter de pågældende fordringer
forældes efter forældelsesloven, dog således at
§ 5, stk. 1, nr. 1, i forslaget til ny
forældelseslov ikke vil finde anvendelse. Det vil bevirke, at
disse fordringer ikke vil blive omfattet af den særlige
10-årige forældelsesfrist angivet i § 5,
stk. 1, nr. 1, der i øvrigt gælder for fordringer
i henhold til gældsbreve. Derimod vil fordringerne
forældes efter § 3 i forslaget til ny
forældelseslov. Der vil således gælde en
3-årig frist, der kan suspenderes ved utilregnelig uvidenhed
om kravet, kombineret med en absolut forældelsesfrist
på 10 år.
Til nr. 2 (§ 47)
Ifølge gældsbrevslovens
§ 47 afbrydes forældelsen af fordringer omfattet af
lovens §§ 43-46 ved, at fordringshaveren inden de i
loven angivne fristers udløb enten erhverver skyldneres
erkendelse af gælden eller foretager retslige skridt mod
skyldneren og uden ufornødent ophold forfølger disse
til erhvervelse af forlig, dom eller anden retsafgørelse.
Har skyldneren standset sine betalinger, kan forældelse
afbrydes ved skriftlig anmeldelse af kravet.
Reglerne om afbrydelse i kapitel 5 i
forslaget til ny forældelseslov svarer i vidt omfang til
gældsbrevslovens § 47. Endvidere vil kapitel 6 i
forslaget til ny forældelseslov indebære, at
forældelsen i en række yderligere situationer vil kunne
afbrydes foreløbigt.
Da det ikke findes at være noget til
hinder for, at kapitel 6 i forslaget til ny forældelseslov
også finder anvendelse på fordringer omfattet af
gældsbrevslovens §§ 43-46, foreslås det,
at gældsbrevslovens § 47 ophæves. Det vil
indebære, at afbrydelse af forældelsen af de
pågældende fordringer vil blive reguleret ved kapitel 5
og 6 i forslaget til ny forældelseslov.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.10 i
lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til § 10
(ikrafttrædelsesloven til straffeloven)
Det foreslås at ophæve
§ 16 i ikrafttrædelsesloven til straffeloven. Det
vil medføre, at erstatningskrav, der udspringer af strafbart
forhold, som udgangspunkt vil være omfattet af de almindelige
frister, der foreslås i forslaget til ny
forældelseslov, dvs. en frist på 3 år regnet fra
forfaldstidspunktet (skadens indtræden) med mulighed for
suspension kombineret med en absolut frist på 10 år,
ved personskade 30 år, der regnes fra den skadevoldende
handlings ophør, jf. § 3 i forslaget til ny
forældelseslov. Der vil dog efter § 13 i forslaget
til ny forældelseslov gælde en tillægsfrist i
tilfælde, hvor strafspørgsmålet først
afgøres efter udløbet af den almindelige
forældelsesfrist for erstatningskravet. Reglen gælder
både for tilfælde, hvor erstatningskravet
pådømmes under selve straffesagen, og tilfælde,
hvor fordringen efterfølgende gøres gældende
under et særskilt søgsmål.
Til § 11
(konkursloven)
Konkurslovens § 241 foreslås
ophævet, idet bestemmelsen foreslås videreført
ved reglerne i § 15 og § 17, stk. 1, nr.
1-3, og stk. 2, samt § 19, stk. 4, i forslaget
til ny forældelseslov.
Den gældende bestemmelse i
konkurslovens § 241 gælder ikke alene i relation
til 1908-loven og Danske Lov 5-14-4, men også i relation til
specielle forældelsesregler i anden lovgivning. Efter
§ 28 i forslaget til ny forældelseslov vil
forældelseslovens regler som udgangspunkt også finde
anvendelse i relation til specielle forældelsesregler i anden
lovgivning, og en regel svarende til konkurslovens § 241
vil således fortsat gælde i relation til specielle
forældelsesregler i anden lovgivning.
Til § 12
(tinglysningsloven)
Tinglysningslovens § 42
foreslås ophævet, da bestemmelsen foreslås
videreført uden realitetsændringer i § 25,
stk. 2, nr. 1, i forslaget til ny forældelseslov.
Til § 13
(dødsboskifteloven)
Den foreslåede ændring af
dødsboskiftelovens § 82, stk. 5, vil
indebære, at afbrydelse af forældelse vil blive
reguleret ved § 17, stk. 1, nr. 4, i forslaget til
ny forældelseslov. Ændringen vil ikke medføre
nogen indholdsmæssig ændring af retstilstanden.
Til § 14
(renteloven)
Til nr. 1 (§ 7, stk. 4)
Forslaget indebærer, at henvisningen
til banker, sparekasser, andelskasser samt realkreditinstitutter,
der er godkendt af staten, i den gældende rentelovs
§ 7, stk. 4, ændres til en henvisning til
godkendte pengeinstitutter, realkreditinstitutter og
kreditinstitutter. Der er tale om en sproglig modernisering af
bestemmelsen. Ændringen vil ikke medføre
indholdsmæssige ændringer af den gældende
retstilstand.
Reglerne om godkendelse mv. af
pengeinstitutter, realkreditinstitutter og kreditinstitutter
fremgår af lov om finansiel virksomhed. Der kan være
tale om institutter, der er godkendt i udlandet. Det fremgår
af kapitel 5 i lov om finansiel virksomhed, i hvilket omfang og
under hvilke betingelser institutter, der er godkendt i udlandet,
må udøve virksomhed i Danmark ved at åbne en
filial eller ved at tilbyde tjenesteydelser.
Til nr. 2 og 3 (§ 9 b, stk. 2 og
3)
Det foreslås, at ordene »inkl.
moms« slettes i § 9 b, stk. 2 og 3. Det
skyldes, at rykkergebyrer og inkassogebyrer efter
landsskatterettens praksis ikke er momspligtige. Ændringen
vil ikke medføre indholdsmæssige ændringer af
den gældende retstilstand. Der henvises i den forbindelse til
dommen optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen 2005.2335 Ø,
hvorved Østre Landsret slog fast, at det afgørende
efter § 9 b, stk. 2 og 3, er, at en skyldner ikke
belastes med et beløb, der overstiger 100 kr., og at en
kreditor derfor kunne opkræve 100 kr., selvom beløbet
ikke inkluderer moms.
Til § 15
(kreditaftaleloven)
Forslaget indebærer, at henvisningen
til kreditgivere, der har tilladelse til at drive virksomhed efter
lov om banker og sparekasser mv. eller realkreditloven, i den
gældende kreditaftalelovs § 15, stk. 2,
ændres til en henvisning til godkendte pengeinstitutter,
realkreditinstitutter og kreditinstitutter. Der er tale om en
sproglig modernisering af bestemmelsen. Ændringen vil ikke
medføre indholdsmæssige ændringer af den
gældende retstilstand.
Reglerne om godkendelse mv. af
pengeinstitutter, realkreditinstitutter og kreditinstitutter
fremgår af lov om finansiel virksomhed. Der kan være
tale om institutter, der er godkendt i udlandet. Det fremgår
af kapitel 5 i lov om finansiel virksomhed, i hvilket omfang og
under hvilke betingelser institutter, der er godkendt i udlandet,
må udøve virksomhed i Danmark ved at åbne en
filial eller ved at tilbyde tjenesteydelser.
Til § 16
(arbejdsløshedsforsikringsloven)
Til nr. 1 (§ 85 c, stk. 9, §
85 d, stk. 7, og § 85 e, stk. 4)
For a-kassemedlemmer, som modtager dagpenge
eller aktiveringsydelse, skal der betales ATP-bidrag og
særlig pensionsopsparing (SP). Der skal ligeledes betales
ATP-bidrag for de medlemmer, som modtager efterløn, og som
ønsker at betale bidrag.
A-kasserne skal fratrække
beløbene til SP samt den del af ATP-bidrag, som medlemmerne
selv skal betale, ved udbetalingen af de pågældende
ydelser, og indbetale de pågældende beløb. I
2007 er opkrævning og indbetaling af SP dog suspenderet.
A-kasserne skal endvidere selv afholde en
tredjedel af udgiften til ATP-bidrag for medlemmer, der modtager
dagpenge eller aktiveringsydelse, og indbetale disse beløb
til Arbejdsmarkedets Tillægspension.
Det er fastsat i gældende
§ 85 c, stk. 9, § 85 d, stk. 7 og
§ 85 e, stk. 4, i lov om
arbejdsløshedsforsikring m.v., at bl.a. § 17,
stk. 5, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension finder
tilsvarende anvendelse, hvis en arbejdsløshedskasse ikke
indbetaler ATP-bidrag eller SP rettidigt.
§ 17, stk. 5, i lov om
Arbejdsmarkedets Tillægspension, hvorefter 1908-loven finder
anvendelse på krav, der efter ATP-loven tilkommer
Arbejdsmarkedets Tillægspension, foreslås ophævet
ved § 20, nr. 1, i nærværende lovforslag.
Som konsekvens heraf foreslås, at
henvisningen til § 17, stk. 5, i lov om
Arbejdsmarkedets Tillægspension udgår af de omhandlede
bestemmelser i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. Det vil
medføre, at krav på indbetaling af ATP-bidrag og SP
fra a-kasserne vil forældes efter reglerne i forslaget til ny
forældelseslov, jf. dettes § 28.
Til nr. 2 (§ 85 c, stk. 19)
Private arbejdsgivere, der er registreret
efter momsloven eller lov om afgift af lønsum m.v., betaler
bidrag til finansiering af bl.a. en del af udgifterne til
ATP-bidrag for modtagere af arbejdsløshedsdagpenge samt for
modtagere af sygedagpenge.
Det er fastsat i henholdsvis den
gældende arbejdsløshedsforsikringslovs § 85
c, stk. 19, og den gældende sygedagpengelovs
§ 66, stk. 12, at krav på finansieringsbidrag
forældes efter reglerne i 1908-loven.
Arbejdsløshedsforsikringsloven
foreslås ændret som følge af det samtidig
fremsatte forslag til lov om forældelse af fordringer
(forældelsesloven), der bl.a. indebærer, at 1908-loven
ophæves, jf. § 29, stk. 2, i forslaget til ny
forældelseslov.
Det foreslås, at
arbejdsløshedsforsikringslovens § 85 c,
stk. 19, ophæves. Det vil medføre, at krav
på finansieringsbidrag vil forældes efter reglerne i
forslaget til ny forældelseslov, jf. dettes
§ 28.
For så vidt angår
sygedagpengeloven henvises til lovforslagets § 17.
Til § 17
(sygedagpengeloven)
Til nr. 1 (§ 66, stk. 12)
Private arbejdsgivere, der er registreret
efter momsloven eller lov om afgift af lønsum m.v., betaler
bidrag til finansiering af bl.a. en del af udgifterne til
ATP-bidrag for modtagere af arbejdsløshedsdagpenge samt for
modtagere af sygedagpenge.
Det er fastsat i henholdsvis den
gældende arbejdsløshedsforsikringslovs § 85
c, stk. 19, og den gældende sygedagpengelovs
§ 66, stk. 12, at krav på finansieringsbidrag
forældes efter reglerne i 1908-loven.
Sygedagpengeloven foreslås ændret
som følge det samtidig fremsatte forslag til lov om
forældelse af fordringer (forældelsesloven), der bl.a.
indebærer, at 1908-loven ophæves, jf. § 29,
stk. 2, i forslaget til ny forældelseslov.
Det foreslås, at sygedagpengelovens
§ 66, stk. 12, ophæves. Det vil
medføre, at krav på finansieringsbidrag vil
forældes efter reglerne i forslaget til ny
forældelseslov, jf. dettes § 28.
For så vidt angår
arbejdsløshedsforsikringsloven henvises til lovforslagets
§ 16.
Til nr. 2 (§ 67, stk. 4)
Ved udbetaling af sygedagpenge til
lønmodtagere skal der indbetales særlig
pensionsopsparing (SP). Kommunen eller arbejdsgiveren skal
fratrække opsparingen af de beregnede sygedagpenge og
indbetale beløbet til Arbejdsmarkedets Tillægspension.
I 2007 er opkrævning og indbetaling af SP dog
suspenderet.
Det er fastsat i den gældende
§ 67, stk. 4, i lov om sygedagpenge, at bl.a.
§ 17, stk. 5, i lov om Arbejdsmarkedets
Tillægspension finder tilsvarende anvendelse, hvis
SP-beløb ikke indbetales rettidigt.
§ 17, stk. 5, i lov om
Arbejdsmarkedets Tillægspension, hvorefter 1908-loven finder
anvendelse på krav, der efter ATP-loven tilkommer
Arbejdsmarkedets Tillægspension, foreslås ophævet
ved § 20, nr. 1, i nærværende lovforslag.
Som konsekvens heraf foreslås, at
henvisningen til § 17, stk. 5, i lov om
Arbejdsmarkedets Tillægspension udgår af
sygedagpengelovens § 67, stk. 4. Det vil
medføre, at krav på indbetaling af særlig
pensionsopsparing fra kommuner og arbejdsgivere vil forældes
efter reglerne i forslaget til ny forældelseslov, jf. dettes
§ 28.
Til § 18
(lov om aktiv socialpolitik)
Til nr. 1 (§ 80 a, stk. 3)
For personer, der modtager
kontanthjælp, revalideringsydelse, ledighedsydelse og
beskæftigelsestillæg, og som betaler ATP-bidrag efter
§ 79 i lov om aktiv socialpolitik, skal der indbetales
særlig pensionsopsparing (SP). I 2007 er opkrævning og
indbetaling af SP dog suspenderet.
Det er fastsat i gældende
§ 80 a, stk. 3, i lov om aktiv socialpolitik, at
bl.a. § 17, stk. 5, i lov om Arbejdsmarkedets
Tillægspension finder tilsvarende anvendelse, hvis
SP-beløb ikke indbetales rettidigt.
§ 17, stk. 5, i lov om
Arbejdsmarkedets Tillægspension, hvorefter 1908-loven finder
anvendelse på krav, der efter ATP-loven tilkommer
Arbejdsmarkedets Tillægspension, foreslås ophævet
ved § 20, nr. 1, i nærværende lovforslag.
Som konsekvens heraf foreslås, at
henvisningen til § 17, stk. 5, i lov om
Arbejdsmarkedets Tillægspension udgår af § 80
a, stk. 3, i lov om aktiv socialpolitik. Det vil
medføre, at krav på indbetaling af SP-beløb i
forbindelse med udbetaling af kontanthjælp mv. vil
forældes efter reglerne i forslaget til ny
forældelseslov, jf. dettes § 28.
Til nr. 2 (§ 95, stk. 4)
Det foreslås, at den særlige
bortfaldsregel i lov om aktiv socialpolitik § 95,
stk. 4, tilpasses de foreslåede regler i den nye
forældelseslov, således at et tilbagebetalingskrav
bortfalder, når der er gået 3 år efter
hjælpens ophør, uden at der efter bestemmelsens
stk. 1-3 har været økonomisk mulighed for at
gennemføre kravet.
Det vil som hidtil være sådan, at
hvis der efter de opkrævningsregler, som
beskæftigelsesministeren har fastsat efter lovens
§ 95, stk. 1, har været fastsat en
tilbagebetalingsordning, som er misligholdt, og kravet derfor
bliver overgivet til inddrivelse hos den statslige
restanceinddrivelsesmyndighed, vil kravet være omfattet af
forældelseslovens almindelige regler, herunder reglerne om
afbrydelse ved foretagelse af retslige skridt mv.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.10 i
lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til § 19
(lov om Lønmodtagernes Garantifond)
Private arbejdsgivere, der er registreret
efter momsloven eller lov om afgift af lønsum m.v., skal
betale bidrag til dækning af Lønmodtagernes
Garantifonds udgifter. Det er fastsat i den gældende
§ 9, stk. 10, i lov om Lønmodtagernes
Garantifond, at krav på finansieringsbidrag forældes
efter 1908-loven.
Lov om Lønmodtagerens Garantifond
foreslås ændret som følge det samtidig fremsatte
forslag til lov om forældelse af fordringer
(forældelsesloven), der bl.a. indebærer, at 1908-loven
ophæves, jf. § 29, stk. 2, i forslaget til ny
forældelseslov.
Det foreslås, at § 9,
stk. 10, i lov om Lønmodtagernes Garantifond
ophæves. Det vil medføre, at krav på
finansieringsbidrag vil forældes efter reglerne i forslaget
til ny forældelseslov, jf. dettes § 28.
Til § 20
(lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension)
Den gældende § 17,
stk. 5, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, at
1908-loven finder anvendelse på krav, der efter ATP-loven
tilkommer Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP) i
medfør af lovens kapitel V.
Lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension
foreslås ændret som følge det samtidig fremsatte
forslag til lov om forældelse af fordringer
(forældelsesloven), der bl.a. indebærer, at 1908-loven
ophæves, jf. § 29, stk. 2, i forslaget til ny
forældelseslov.
Det foreslås, at § 17,
stk. 5, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension
ophæves. Det vil medføre, at de pågældende
krav vil forældes efter reglerne i forslaget til ny
forældelseslov, jf. dettes § 28.
ATP-bidraget er sammensat af et bidrag fra
arbejdsgiveren på 2/3 af det samlede bidrag og et bidrag fra
lønmodtageren på 1/3. Lønmodtagerens bidrag
indeholdes af arbejdsgiveren og det samlede bidrag indbetales af
arbejdsgiveren til ATP.
Bestemmelsen i den gældende
§ 17, stk. 5, omhandler ATP€™s krav
på indbetaling af bidrag fra arbejdsgiveren, og med forslaget
til ny forældelseslov forældes kravet som udgangspunkt
efter 3 år.
Dette skal ses i sammenhæng med
ATP-lovens § 36, stk. 1, som omhandler medlemmets
krav på udbetaling fra ATP. Efter denne bestemmelse
forældes medlemmets krav efter 3 år fra modtagelsen af
kontoudskrift fra ATP om bidragets størrelse. I andre
tilfælde forældes kravet efter 5 år fra det
tidspunkt, hvor bidraget skulle have været indbetalt til ATP
af arbejdsgiveren.
Der vil således kunne tænkes
situationer, hvor medlemmet efter § 36, stk. 1,
ville kunne gøre et manglende bidrag gældende overfor
ATP, mens ATP€™s krav overfor arbejdsgiveren efter
forældelsesloven som udgangspunkt ville kunne være
forældet. Suspensionsreglen i § 3, stk. 2, i
forslaget til ny forældelseslov vil dog i en række
tilfælde kunne medføre suspension af forældelsen
af ATP€™s krav over for arbejdsgiveren.
Til § 21
(arbejdsskadesikringsloven)
Den gældende § 56,
stk. 4, i arbejdsskadesikringsloven bestemmer, at 1908-loven
finder anvendelse på krav, der tilkommer Arbejdsmarkedets
Erhvervssygdomssikring i medfør af lovens kapitel 10.
Arbejdsskadesikringsloven foreslås
ændret som følge af det samtidig fremsatte forslag til
lov om forældelse af fordringer (forældelsesloven), der
bl.a. indebærer, at 1908-loven ophæves, jf.
§ 29, stk. 2, i forslaget til ny
forældelseslov.
Det foreslås, at
arbejdsskadesikringslovens § 56, stk. 4,
ophæves. Det vil medføre, at de pågældende
krav vil forældes efter reglerne i forslaget til ny
forældelseslov, jf. dettes § 28.
Bortset fra § 56, stk. 4,
indeholder den gældende arbejdsskadesikringslov ikke
selvstændige regler om forældelse af tilskadekomnes
krav efter loven. Højesteret har i dommen gengivet i
Ugeskrift for Retsvæsen 2000.19 H fastslået, at
1908-lovens 5-årige forældelsesfrist ikke finder
anvendelse på tilskadekomnes krav på erstatning efter
loven, der således alene forældes efter den
20-årige forældelsesregel i Danske Lov 5-14-4. Reglen i
§ 28 i forslaget til ny forældelseslov vil
indebære, at forældelseslovens regler, herunder den
3-årige forældelsesfrist, også kommer til at
gælde for forældelse af tilskadekomnes krav efter
arbejdsskadesikringsloven.
Til § 22
(lov om en aktiv beskæftigelsesindsats)
Til nr. 1 (§ 114, stk. 6, og
§ 115, stk. 4)
Som en konsekvens af lovforslaget
§ 20, nr. 1, hvorved § 17, stk. 5 i lov om
Arbejdsmarkedets Tillægspension foreslås ophævet,
foreslås § 114, stk. 6, og § 115,
stk. 4, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats,
ændret, da der i disse bestemmelser bl.a. henvises til
§ 17, stk. 5, i lov om Arbejdsmarkedets
Tillægspension.
Til nr. 2 (§ 114, stk. 16)
Den gældende § 114,
stk. 16, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats,
bestemmer, at 1908-loven finder anvendelse på krav på
finansieringsbidrag, der efter loven tilkommer Arbejdsmarkedets
Tillægspension.
Som følge af det samtidig fremsatte
forslag til lov om forældelse af fordringer
(forældelsesloven), der bl.a. indebærer, at 1908-loven
ophæves, jf. § 29, stk. 2, i forslaget til ny
forældelseslov, foreslås § 114, stk. 16,
i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats ophævet. Det
vil medføre, at krav på finansieringsbidrag vil
forældes efter reglerne i forslaget til ny
forældelseslov, jf. dettes § 28.
Til § 23
(lov om fleksydelse)
Forslaget er alene en konsekvensændring
som følge af, at § 17, stk. 5, i lov om
Arbejdsmarkedets Tillægspension ifølge § 20,
nr. 1, i nærværende lovforslag foreslås
ophævet, hvorved lovens § 17, stk. 7, bliver
stk. 6.
Til § 24
(lov om klage- og erstatningsadgang inden for
sundhedsvæsenet)
Den foreslåede ændring af
§ 59, stk. 1, i lov om klage- og erstatningsadgang
inden for sundhedsvæsenet vil indebære, at
erstatningskrav efter lovens kapitel 3 skal være anmeldt til
Patientforsikringsforeningen senest 3 år €" og ikke som
efter de gældende regler 5 år €" efter, at den
erstatningsberettigede har fået eller burde have fået
kendskab til skaden.
Det følger i øvrigt af lovens
§ 59, stk. 2, at forældelse af erstatningskrav
indtræder senest 10 år efter den dag, hvor skaden er
forårsaget. Denne bestemmelse foreslås ikke
ændret.
Lovens § 59 vil desuden blive
suppleret af de almindelige regler om fristberegning mv. i
forslaget til ny forældelseslov, herunder forslagets
bestemmelse om, at forældelse tidligst kan indtræde et
år efter, at en administrativ myndighed, et privat
klagenævn eller lignende har givet meddelelse om sin
afgørelse i en sag om en fordrings eksistens eller
størrelse, jf. § 21, stk. 2 og 3, i forslaget
til ny forældelseslov. Denne bestemmelse vil finde anvendelse
på sager, der behandles i Patientforsikringsforeningen og
Patientskadeankenævnet.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.10 i
lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til § 25
(lov om skove)
Den foreslåede § 58 a vil
medføre, at tilbagesøgningskrav i forbindelse med
tilskud, der er finansieret af såvel nationale som EU-midler,
i deres helhed forældes efter de regler, der er fastsat i de
gældende forordninger. Efter de gældende regler
indebærer det, at disse krav forældes efter artikel 3,
stk. 1, i Rådets forordning (EF, Euroatom) nr. 2988/95
af 18. december 1995 om beskyttelse af De Europæiske
Fællesskabers finansielle interesser (svigsforordningen), der
bl.a. fastlægger en forældelsesfrist, der som
udgangspunkt er 4 år fra det tidspunkt, hvor den relevante
uregelmæssighed fandt sted.
Bestemmelsen vil omfatte
tilbagesøgningskrav og eventuelle krav på renter i
forbindelse hermed.
Ved nationale midler forstås midler,
der ikke er EU-midler. Der kan være tale om midler fra
offentlige myndigheder, herunder staten, regioner og kommuner, og
private samt midler fra organer i grænseområdet mellem
den offentlige og den private sektor. Bestemmelsen vil også
omfatte midler fra udenlandske offentlige myndigheder mv.
Bestemmelsen vil ikke vedrøre den
strafferetlige forældelse, som er reguleret ved straffelovens
§ 93.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.8 i
lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til § 26
(naturbeskyttelsesloven)
Den foreslåede § 55 a vil
medføre, at tilbagesøgningskrav i forbindelse med
tilskud, der er finansieret af såvel nationale som EU-midler,
i deres helhed forældes efter de regler, der er fastsat i de
gældende forordninger. Efter de gældende regler
indebærer det, at disse krav forældes efter artikel 3,
stk. 1, i Rådets forordning (EF, Euroatom) nr. 2988/95
af 18. december 1995 om beskyttelse af De Europæiske
Fællesskabers finansielle interesser (svigsforordningen), der
bl.a. fastlægger en forældelsesfrist, der som
udgangspunkt er 4 år fra det tidspunkt, hvor den relevante
uregelmæssighed fandt sted.
Bestemmelsen vil omfatte
tilbagesøgningskrav og eventuelle krav på renter i
forbindelse hermed.
Ved nationale midler forstås midler,
der ikke er EU-midler. Der kan være tale om midler fra
offentlige myndigheder, herunder staten, regioner og kommuner, og
private samt midler fra organer i grænseområdet mellem
den offentlige og den private sektor. Bestemmelsen vil også
omfatte midler fra udenlandske offentlige myndigheder mv.
Bestemmelsen vil ikke vedrøre den
strafferetlige forældelse, som er reguleret ved straffelovens
§ 93.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.8 i
lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til § 27
(lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af
børnebidrag)
Bestemmelsen vil medføre, at det
offentliges ret til at indkræve forskudsvist udbetalt bidrag
forældes efter 10 år og ikke som hidtil 20 år.
Det bemærkes i den forbindelse, at der vil være tale om
en absolut frist. § 3 i forslaget til ny
forældelseslov, herunder suspensionsreglen i stk. 2, vil
ikke finde anvendelse ved sådanne krav. De øvrige
regler i forslaget til ny forældelseslov vil finde anvendelse
på kravene.
Lov om børnetilskud og forskudsvis
udbetaling af børnebidrag indeholder ikke andre bestemmelser
om forældelse. Bestemmelserne i forslaget til ny
forældelseslov om afbrydelse af forældelse mv. vil
derfor i øvrigt finde anvendelse på forældelse
af fordringer omfattet af lov om børnetilskud og forskudsvis
udbetaling af børnebidrag, jf. § 28 i forslaget
til ny forældelseslov.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.10 i
lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til § 28
(lov om ægteskabets retsvirkninger)
Ved bestemmelsen foreslås
§§ 26 og 27 i lov om ægteskabets
retsvirkninger ophævet. Herved ophæves den
særlige forældelsesregel i den nugældende
§ 26, 1. pkt., hvorefter krav på hustruen af den i
lovens § 11 nævnte art forældes i
løbet af 1 år, når manden tillige hæfter
for gælden.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.10 i
lovforslagets almindelige bemærkninger. Endvidere henvises
til den særlige overgangsbestemmelse i lovforslagets
§ 47, stk. 7.
Til § 29
(lov om ophørsstøtte til jordbrugere)
Den foreslåede § 19 b vil
medføre, at tilbagesøgningskrav i forbindelse med
tilskud, der er finansieret af såvel nationale som EU-midler,
i deres helhed forældes efter de regler, der er fastsat i de
gældende forordninger. Efter de gældende regler
indebærer det, at disse krav forældes efter artikel 3,
stk. 1, i Rådets forordning (EF, Euroatom) nr. 2988/95
af 18. december 1995 om beskyttelse af De Europæiske
Fællesskabers finansielle interesser (svigsforordningen), der
bl.a. fastlægger en forældelsesfrist, der som
udgangspunkt er 4 år fra det tidspunkt, hvor den relevante
uregelmæssighed fandt sted.
Bestemmelsen vil omfatte
tilbagesøgningskrav og eventuelle krav på renter i
forbindelse hermed.
Ved nationale midler forstås midler,
der ikke er EU-midler. Der kan være tale om midler fra
offentlige myndigheder, herunder staten, regioner og kommuner, og
private samt midler fra organer i grænseområdet mellem
den offentlige og den private sektor. Bestemmelsen vil også
omfatte midler fra udenlandske offentlige myndigheder mv.
Bestemmelsen vil ikke vedrøre den
strafferetlige forældelse, som er reguleret ved straffelovens
§ 93.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.8 i
lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til § 30
(landdistriktsstøtteloven)
Den foreslåede § 23 b vil
medføre, at tilbagesøgningskrav i forbindelse med
tilskud, der er finansieret af såvel nationale som EU-midler,
i deres helhed forældes efter de regler, der er fastsat i de
gældende forordninger. Efter de gældende regler
indebærer det, at disse krav forældes efter artikel 3,
stk. 1, i Rådets forordning (EF, Euroatom) nr. 2988/95
af 18. december 1995 om beskyttelse af De Europæiske
Fællesskabers finansielle interesser (svigsforordningen), der
bl.a. fastlægger en forældelsesfrist, der som
udgangspunkt er 4 år fra det tidspunkt, hvor den relevante
uregelmæssighed fandt sted.
Bestemmelsen vil omfatte
tilbagesøgningskrav og eventuelle krav på renter i
forbindelse hermed.
Ved nationale midler forstås midler,
der ikke er EU-midler. Der kan være tale om midler fra
offentlige myndigheder, herunder staten, regioner og kommuner, og
private samt midler fra organer i grænseområdet mellem
den offentlige og den private sektor. Bestemmelsen vil også
omfatte midler fra udenlandske offentlige myndigheder mv.
Bestemmelsen vil ikke vedrøre den
strafferetlige forældelse, som er reguleret ved straffelovens
§ 93.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.8 i
lovforslagets almindelige bemærkninger.
Endvidere henvises til den særlige
overgangsregel i lovforslagets § 47, stk. 6, for
så vidt angår tilskud, der er udbetalt i medfør
af de i landdistriktsstøttelovens § 28,
stk. 2, nævnte love.
Til § 31
(lov om ophørsstøtte til erhvervsfiskere)
Den foreslåede § 12 b vil
medføre, at tilbagesøgningskrav i forbindelse med
tilskud, der er finansieret af såvel nationale som EU-midler,
i deres helhed forældes efter de regler, der er fastsat i de
gældende forordninger. Efter de gældende regler
indebærer det, at disse krav forældes efter artikel 3,
stk. 1, i Rådets forordning (EF, Euroatom) nr. 2988/95
af 18. december 1995 om beskyttelse af De Europæiske
Fællesskabers finansielle interesser (svigsforordningen), der
bl.a. fastlægger en forældelsesfrist, der som
udgangspunkt er 4 år fra det tidspunkt, hvor den relevante
uregelmæssighed fandt sted.
Bestemmelsen vil omfatte
tilbagesøgningskrav og eventuelle krav på renter i
forbindelse hermed.
Ved nationale midler forstås midler,
der ikke er EU-midler. Der kan være tale om midler fra
offentlige myndigheder, herunder staten, regioner og kommuner, og
private samt midler fra organer i grænseområdet mellem
den offentlige og den private sektor. Bestemmelsen vil også
omfatte midler fra udenlandske offentlige myndigheder mv.
Bestemmelsen vil ikke vedrøre den
strafferetlige forældelse, som er reguleret ved straffelovens
§ 93.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.8 i
lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til § 32
(fiskeriudviklingsloven)
Den foreslåede § 9 a vil
medføre, at tilbagesøgningskrav i forbindelse med
tilskud, der er finansieret af såvel nationale som EU-midler,
i deres helhed forældes efter de regler, der er fastsat i de
gældende forordninger. Efter de gældende regler
indebærer det, at disse krav forældes efter artikel 3,
stk. 1, i Rådets forordning (EF, Euroatom) nr. 2988/95
af 18. december 1995 om beskyttelse af De Europæiske
Fællesskabers finansielle interesser (svigsforordningen), der
bl.a. fastlægger en forældelsesfrist, der som
udgangspunkt er 4 år fra det tidspunkt, hvor den relevante
uregelmæssighed fandt sted.
Bestemmelsen vil omfatte
tilbagesøgningskrav og eventuelle krav på renter i
forbindelse hermed.
Ved nationale midler forstås midler,
der ikke er EU-midler. Der kan være tale om midler fra
offentlige myndigheder, herunder staten, regioner og kommuner, og
private samt midler fra organer i grænseområdet mellem
den offentlige og den private sektor. Bestemmelsen vil også
omfatte midler fra udenlandske offentlige myndigheder mv.
Bestemmelsen vil ikke vedrøre den
strafferetlige forældelse, som er reguleret ved straffelovens
§ 93.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.8 i
lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til § 33
(lov om opfindelser ved offentlige forskningsinstitutioner)
En forskningsinstitution har, hvor en
arbejdstager som led i sit arbejde ved institutionen har gjort en
opfindelse, krav på at få de til opfindelsen knyttede
rettigheder overdraget til sig, jf. § 8, stk. 1, i
lov om arbejdstageres opfindelser. Ifølge lovens
§ 11, stk. 4, skal forskningsinstitutionen inden for
en nærmere angivet frist tage stilling til, om den
ønsker de til opfindelsen knyttede rettigheder overdraget,
eller om arbejdstageren bevarer rettighederne. Hvis retten til en
opfindelse, der er overdraget til forskningsinstitutionen, udnyttes
erhvervsmæssigt, er den arbejdstager, der har gjort
opfindelsen, berettiget til et vederlag fra institutionen, jf.
lovens § 12, stk. 1. Hvis omvendt arbejdstageren,
der har gjort opfindelsen, udnytter retten til opfindelsen
erhvervsmæssigt, er forskningsinstitutionen berettiget til et
vederlag, jf. lovens § 12, stk. 2.
Ifølge lovens § 17
forældes de vederlagskrav, som en arbejdstager eller en
forskningsinstitution vil være berettiget til efter lovens
§ 12, efter 5 år. Endvidere bestemmes det, at
1908-lovens regler finder tilsvarende anvendelse, når en
arbejdstager har modtaget forskningsinstitutionens afgørelse
om, hvorvidt den selv ønsker at udnytte opfindelsen
erhvervsmæssigt, eller om den overlader adgangen hertil til
arbejdstageren.
Lov om opfindelser ved offentlige
forskningsinstitutioner foreslås ændret som
følge det samtidig fremsatte forslag til lov om
forældelse af fordringer (forældelsesloven), der bl.a.
indebærer, at 1908-loven ophæves, jf. § 29,
stk. 2, i forslaget til ny forældelseslov.
Det foreslås, at § 17 i lov
om opfindelser ved offentlige forskningsinstitutioner
ophæves. Det vil medføre, at de pågældende
vederlagskrav vil forældes efter reglerne i forslaget til ny
forældelseslov, jf. dettes § 28.
Forældelsesfristen vil ifølge
§ 2, stk. 1, i forslaget til ny forældelseslov
skulle regnes fra det tidligste tidspunkt, til hvilket
fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt.
Det vil i forhold til krav på vederlag efter § 12 i
lov om opfindelser ved offentlige forskningsinstitutioner
indebære, at forældelsesfristen som hidtil vil skulle
regnes fra det tidspunkt, hvor arbejdstageren har modtaget
institutionens afgørelse efter § 11, stk. 4,
om, hvorvidt den ønsker at få de til opfindelsen
knyttede rettigheder overdraget.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.10 i
lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til § 34
(lov om byfornyelse og udvikling af byer)
Den foreslåede § 103 b vil
medføre, at tilbagesøgningskrav i forbindelse med
tilskud, der er finansieret af såvel nationale som EU-midler,
i deres helhed forældes efter de regler, der er fastsat i de
gældende forordninger. Efter de gældende regler
indebærer det, at disse krav forældes efter artikel 3,
stk. 1, i Rådets forordning (EF, Euroatom) nr. 2988/95
af 18. december 1995 om beskyttelse af De Europæiske
Fællesskabers finansielle interesser (svigsforordningen), der
bl.a. fastlægger en forældelsesfrist, der som
udgangspunkt er 4 år fra det tidspunkt, hvor den relevante
uregelmæssighed fandt sted.
Bestemmelsen vil omfatte
tilbagesøgningskrav og eventuelle krav på renter i
forbindelse hermed.
Ved nationale midler forstås midler,
der ikke er EU-midler. Der kan være tale om midler fra
offentlige myndigheder, herunder staten, regioner og kommuner, og
private samt midler fra organer i grænseområdet mellem
den offentlige og den private sektor. Bestemmelsen vil også
omfatte midler fra udenlandske offentlige myndigheder mv.
Bestemmelsen vil ikke vedrøre den
strafferetlige forældelse, som er reguleret ved straffelovens
§ 93.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.8 i
lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til § 35
(lov om social service)
Som en konsekvens af lovforslaget
§ 20, nr. 1, hvorved § 17, stk. 5 i lov om
Arbejdsmarkedets Tillægspension foreslås ophævet,
foreslås § 43, stk. 6, i lov om en social
service ændret, da der i denne bestemmelse bl.a. henvises til
§ 17, stk. 5, i lov om Arbejdsmarkedets
Tillægspension.
Til § 36
(skatteforvaltningsloven)
Til nr. 1 (§ 27, stk. 1, nr. 7,
og § 32, stk. 1, nr. 1)
Det foreslås, at den periode, for
hvilken der kan ske genoptagelse som følge af underkendelse
af hidtidig praksis, tilpasses forældelsesfristerne i det
samtidig fremsatte forslag til lov om forældelse af
fordringer (forældelsesloven).
Genoptagelse kan i dag foretages fra og med
det indkomstår henholdsvis den afgiftsperiode, der er
påbegyndt, men endnu ikke udløbet 5 år forud for
underkendelsen af praksis. Forslaget indebærer, at den
periode, i hvilken der kan ske genoptagelse, nedsættes til 3
år.
Forslaget ændrer ikke på det
andet led i bestemmelsen, hvorefter genoptagelse €" som
alternativ til den netop nævnte regel €" kan ske fra og
med det indkomstår henholdsvis den afgiftsperiode, der var
til prøvelse i den første sag, der resulterede i
underkendelsen af praksis. Ligger det indkomstår henholdsvis
den afgiftsperiode, der var til prøvelse i den første
sag, der resulterede i underkendelsen af praksis, længere
tilbage end 3 år, vil forslaget således være uden
betydning for adgangen til genoptagelse efter bestemmelsen.
Ligger indkomståret eller
afgiftsperioden mere end 10 år tilbage, vil genoptagelse dog
være begrænset til 10 år, som følge af
forældelse af skattekravet, jf. forslaget til
skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 4, om en
absolut forældelsesfrist på 10 år for krav afledt
af ekstraordinære ansættelsesændringer.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.9.2.3
i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 2 og 3 (§ 27, stk. 4 og
§ 32, stk. 4)
Ved dette forslag konsekvensændres
skatteforvaltningslovens § 27, stk. 4 og
§ 32, stk. 4, som følge af det samtidig
fremsatte forslag til ny forældelseslov, der blandt andet
indebærer, at 1908-loven ophæves, jf. § 29,
stk. 2, i forslaget til ny forældelseslov.
Det foreslås, at de særlige
regler i skatteforvaltningsloven om, at visse krav afledt af en
ekstraordinær skatteansættelse, fastsættelse af
afgiftstilsvar eller godtgørelse ikke er undergivet
forældelse efter 1908-loven ophæves og erstattes med
§ 34 a om forældelse af skattekrav, jf. forslagets
nr. 3 umiddelbart nedenfor.
Til nr. 4 (§§ 34 a og 34 b)
Til § 34 a
Det foreslås, jf. stk. 1
, at krav afledt af en ansættelse af indkomst- eller
ejendomsværdiskat, jf. skatteforvaltningslovens
§§ 26 og 27, og fastsættelse af afgiftstilsvar
eller godtgørelse af afgift, jf. §§ 31 og 32,
som udgangspunkt forældes efter reglerne i den nye
forældelseslov.
Dog foreslås det på enkelte
punkter, at forældelseslovens almindelige regler fraviges,
jf. stk. 2-4.
Det foreslås i stk. 2 ,
at forældelsesfristen for det krav, der er afledt af en
skatteansættelse, fastsættelse af afgiftstilsvar eller
godtgørelse afbrydes ved myndighedernes varsel om
ansættelsen, hvis varslingen er afsendt inden
forældelsesfristens udløb. Tilsvarende gælder,
hvis ansættelsen eller fastsættelsen, hvor denne kan
foretages uden varsel, jf. skatteforvaltningslovens § 20, stk.
3, er foretaget inden forældelsesfristens udløb. Der
er tale om en udvidelse af adgangen til at afbryde
forældelsen i forhold til den foreslåede nye
forældelseslovs kapitel 6 om foreløbig afbrydelse.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med
§ 21, stk. 2, i forslaget til ny
forældelseslov. Ifølge denne bestemmelse vil den
skattepligtiges anmodning om genoptagelse af en ansættelse
medføre foreløbig afbrydelse af forældelsen.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 medfører, at
told- og skatteforvaltningens afsendelse af varsel om eller
foretagelse af en ansættelse inden forældelsesfristens
udløb ligeledes medfører foreløbig afbrydelse
af forældelsen. Samtidig indebærer bestemmelsen, at
ændringer, der varsles eller foretages af told- og
skatteforvaltningen inden for ansættelsesfristerne i
skatteforvaltningsloven, jf. kapitel 9 og 11, udløser en
foreløbig afbrydelse af forældelsen.
Forældelse af krav afledt af
ansættelsen indtræder herefter tidligst et år
efter, at myndigheden har givet meddelelse om afgørelsen.
Forældelsen afbrydes såvel i relation til krav, der
gøres gældende af told- og skatteforvaltningen, som
krav, der rejses af den skatte- eller afgiftspligtige.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.9.2.1
i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Ved stk. 3 foreslås det,
at forældelsesfristen for krav afledt af en
skatteansættelse vedrørende kontrollerede
transaktioner foretaget efter skatteforvaltningslovens
§ 26, stk. 5, fastsættes til 5 år
svarende til den forældelsesfrist, der i dag gælder for
disse krav.
Bestemmelsen betyder, at krav afledt af
ansættelsesændringer, der foretages inden for den
nuværende ordinære ansættelsesfrist
vedrørende kontrollerede transaktioner, der er
forlænget med 2 år i forhold til de ordinære
ansættelsesfrister efter skatteforvaltningslovens
§ 26, stk. 1 og 2, forældes 5 år efter
forfaldstidspunktet.
Forfaldstidspunktet afhænger af kravets
karakter. For fysiske personer forfalder restskattekrav normalt i 3
rater, henholdsvis den 1. september, 1. oktober og 1. november i
året efter indkomstårets udløb, jf.
kildeskattelovens § 61, stk. 4. Forfaldstidspunktet
for selskabsskatter er den 1. november i kalenderåret efter
indkomståret, jf. selskabsskattelovens §§ 30,
stk. 1, og 30 A, stk. 1. Skattekravet vedrørende
»Transfer Pricing« reguleringer vil dermed som
udgangspunkt forældes i det 6. år efter
indkomstårets udløb.
Bestemmelsen vil kunne kombineres med den
foreslåede regel i stk. 2. Er varsel om
ansættelsen afsendt inden for forældelsesfristen efter
stk. 3, vil det afledte skattekrav således tidligst
forældes et år efter, at told- og skatteforvaltningen
har givet meddelelse om afgørelsen.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.9.2.2
i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det foreslås i stk. 4 ,
at skatte- og afgiftskrav afledt af en ansættelse, der efter
fristreglerne i skatteforvaltningslovens §§ 27 og 32
kan foretages uden for den ordinære ansættelsesfrist
på 3 år, ikke undergives den korte 3-årige
forældelsesfrist, men alene en absolut forældelsesfrist
på 10 år. Den 10-årige frist kan ikke suspenderes
efter § 3, stk. 2, i forslaget til ny
forældelseslov.
Forslaget indebærer, at der alene
gælder en absolut forældelsesfrist på 10 år
regnet fra forfaldstidspunktet i alle tilfælde, hvor kravet
er afledt af en ekstraordinær ansættelse.
Bestemmelsen vil kunne kombineres med den
foreslåede regel i stk. 2. Er varsel om den
ekstraordinære ansættelse afsendt inden for
udløbet af forældelsesfristen efter stk. 4, vil
det afledte skatte- eller afgiftskrav således tidligst
forældes et år efter, at told- og skatteforvaltningen
har givet meddelelse om afgørelsen.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.9.2.3
i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til § 34 b
Det foreslås i § 34 b, at
unddragne skatter, der er indtalt under en straffesag, i hvilken
tiltalte findes skyldig, jf. skattekontrollovens § 19 A,
kan gøres gældende under sagen også efter
udløb af de almindelige forældelsesfrister, jf. 1.
pkt. En tilsvarende regel findes i § 13 i det
samtidig fremsatte forslag til ny forældelseslov
(forældelsesloven) vedrørende erstatning og
godtgørelse i anledning af strafbare forhold.
Som efter den foreslåede § 13
er det en betingelse for anvendelsen af bestemmelsen, at der er
gennemført en straffesag, og at tiltalte findes skyldig.
Efter 2. pkt. kan skattekravet
ligeledes gøres gældende, hvis varsel om
ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat eller
fastsættelse af afgiftstilsvar eller godtgørelse af
afgift afsendes inden et år efter endelig afgørelse i
en straffesag, i hvilken tiltalte er fundet skyldig, eller inden et
år efter skyldnerens vedtagelse af bøde eller anden
strafferetlig sanktion. Det er ikke en betingelse for
tillægsfristen, at skattekravet er gjort gældende under
straffesagen.
Der findes ligeledes en bestemmelse om en
1-årig tillægsfrist i § 13 i det samtidig
fremsatte forslag til ny forældelseslov. Den her
foreslåede tillægsfrist på 1 år
løber som fristen efter § 13 fra endelig
afgørelse i en straffesag eller skyldners vedtagelse af
bøde eller anden strafferetlig sanktion. Den
foreslåede tillægsfrist vil endvidere tilsvarende
§ 13 kunne kombineres med andre tillægsfrister og
bestemmelser om foreløbig afbrydelse i forslaget til ny
forældelseslov.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.9.2.5
i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til § 37
(lov om Arbejdsgivernes Elevrefusion)
Den gældende § 30 i lov om
Arbejdsgivernes Elevrefusion bestemmer, at 1908-loven finder
anvendelse på krav på arbejdsgiverbidrag, tilskud og
andre ydelser efter loven.
Lov om Arbejdsgivernes Elevrefusion
foreslås ændret som følge det samtidig fremsatte
forslag til lov om forældelse af fordringer
(forældelsesloven), der bl.a. indebærer, at 1908-loven
ophæves, jf. § 29, stk. 2, i forslaget til ny
forældelseslov.
Det foreslås, at § 30 i lov
om Arbejdsgivernes Elevrefusion ophæves. Det vil
medføre, at de pågældende krav vil
forældes efter reglerne i forslaget til ny
forældelseslov, jf. dettes § 28.
Til § 38
(lov om godtgørelse ved deltagelse i erhvervsrettet voksen-
og efteruddannelse)
Den gældende § 13,
stk. 20, i lov om godtgørelse ved deltagelse i
erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse bestemmer, at 1908-loven
finder anvendelse på krav på arbejdsgiverbidrag,
tilskud og andre ydelser efter loven.
Lov om godtgørelse ved deltagelse i
erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse foreslås
ændret som følge det samtidig fremsatte forslag til
lov om forældelse af fordringer (forældelsesloven), der
bl.a. indebærer, at 1908-loven ophæves, jf.
§ 29, stk. 2, i forslaget til ny
forældelseslov.
Det foreslås, at § 13,
stk. 20, i lov om godtgørelse ved deltagelse i
erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse ophæves. Det vil
medføre, at de pågældende krav vil
forældes efter reglerne i forslaget til ny
forældelseslov, jf. dettes § 28.
Til § 39
(lov om bonus til elever i ungdomsuddannelse med lønnet
praktik)
Den gældende § 5,
stk. 3, i lov om bonus til elever i ungdomsuddannelse med
lønnet praktik indeholder bl.a. en henvisning til
§ 30 i lov om Arbejdsgivernes Elevrefusion, der ved
lovforslagets § 37 foreslås ophævet.
Det foreslås derfor, at henvisningen
udgår. Det vil medføre, at de pågældende
krav vil forældes efter reglerne i forslaget til ny
forældelseslov, jf. dettes § 28.
Til § 40
(produktsikkerhedsloven)
Produktsikkerhedslovens § 12,
stk. 3, foreslås ophævet, da den bliver
overflødig som følge af forslagene til nyaffattelse
af købelovens § 54, stk. 2, og
§ 83, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 2
og 4.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.1 i
lovforslagets almindelige bemærkninger. Endvidere henvises
til den særlige overgangsbestemmelse i lovforslagets
§ 47, stk. 8.
Til § 41
(lov om tilsyn med firmapensionskasser)
Den gældende § 9 i lov om
tilsyn med firmapensionskasser bestemmer, at krav, der er grundede
i pensionsløftet, forældes 2 år efter udgangen
af det kalenderår, i hvilket fordringshaveren fik kundskab om
kravet og om, at det er forfaldet, og i alt fald 5 år efter
kravets forfaldstid. Bestemmelsen henviser til, at reglerne i
§§ 1-3 i 1908-loven i øvrigt finder
anvendelse. Bestemmelsen svarer til § 29 i
forsikringsaftaleloven.
Lov om tilsyn med firmapensionskasser
foreslås ændret som følge det samtidig fremsatte
forslag til lov om forældelse af fordringer
(forældelsesloven), der bl.a. indebærer, at 1908-loven
ophæves, jf. § 29, stk. 2, i forslaget til ny
forældelseslov.
Det foreslås, at § 9 i lov om
tilsyn med firmapensionskasser ophæves. Det vil
medføre, at de pågældende krav vil
forældes efter reglerne i forslaget til ny
forældelseslov, jf. dettes § 28.
Forslaget om at ophæve bestemmelsen er
endvidere en konsekvens af forslaget til ændring af
forsikringsaftalelovens § 29, jf. lovforslagets
§ 2, nr. 2, hvorved de særlige
forældelsesfrister på forsikringsområdet
ophæves. Baggrunden herfor er, at der ikke fortsat er
særlige hensyn, der taler for kortere
forældelsesfrister på forsikringsområdet, og at
den foreslåede nye forældelseslov som udgangspunkt
også bør gælde på forsikringsaftalelovens
område. De øvrige særlige
forældelsesregler, som foreslås indsat i
forsikringsaftaleloven, er ikke relevante i forhold til krav
omfattet af den gældende § 9 i lov om tilsyn med
firmapensionskasser.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.10 i
lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til § 42
(lov om ligebehandling af mænd og kvinder inden for de
erhvervstilknyttede sikringsordninger)
Den gældende § 12 i lov om
ligebehandling af mænd og kvinder inden for de
erhvervstilknyttede sikringsordninger bestemmer, at krav på
betaling som følge af lovens §§ 9 og 11
forældes 2 år efter udgangen af det kalenderår, i
hvilket fordringshaveren fik kundskab om kravet og om, at det er
forfaldet, og i alt fald 5 år efter kravets forfaldstid.
Bestemmelsen henviser til, at reglerne i §§ 1-3 i
1908-loven i øvrigt finder anvendelse. Bestemmelsen svarer
til § 29 i forsikringsaftaleloven.
Lov om ligebehandling af mænd og
kvinder inden for de erhvervstilknyttede sikringsordninger
foreslås ændret som følge det samtidig fremsatte
forslag til lov om forældelse af fordringer
(forældelsesloven), der bl.a. indebærer, at 1908-loven
ophæves, jf. § 29, stk. 2, i forslaget til ny
forældelseslov.
Det foreslås, at § 12 i lov
om ligebehandling af mænd og kvinder inden for de
erhvervstilknyttede sikringsordninger ophæves. Det vil
medføre, at de pågældende krav vil
forældes efter reglerne i forslaget til ny
forældelseslov, jf. dettes § 28.
Forslaget om at ophæve bestemmelsen er
endvidere en konsekvens af forslaget til ændring af
forsikringsaftalelovens § 29, jf. lovforslagets
§ 2, nr. 2, hvorved de særlige
forældelsesfrister på forsikringsområdet
ophæves. Baggrunden herfor er, at der ikke fortsat er
særlige hensyn, der taler for kortere
forældelsesfrister på forsikringsområdet, og at
den foreslåede nye forældelseslov som udgangspunkt
også bør gælde på forsikringsaftalelovens
område. De øvrige særlige
forældelsesregler, som foreslås indsat i
forsikringsaftaleloven, er ikke relevante i forhold til krav
omfattet af den gældende § 12 i lov om
ligebehandling af mænd og kvinder inden for de
erhvervstilknyttede sikringsordninger.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.10 i
lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til § 43
(lov om arbejdstageres opfindelser)
Har en arbejdstager gjort en opfindelse, som
denne må anses at være nået til gennem sin
tjeneste, er arbejdsgiveren berettiget til at kræve retten
til opfindelsen overdraget til sig, såfremt udnyttelsen af
opfindelsen falder inden for virksomhedens arbejdsområde.
Samme ret har arbejdsgiveren, hvis arbejdstagerens opfindelse
angår en nærmere angiven opgave, som virksomheden har
stillet den pågældende, jf. reglerne i § 5 i
lov om arbejdstageres opfindelser.
Erhverver arbejdsgiveren retten til en af
arbejdstageren gjort opfindelse, er arbejdstageren som udgangspunkt
berettiget til rimelig godtgørelse, jf. lovens
§ 8, stk. 1 og 2.
Det er fastsat i den gældende
§ 8, stk. 3, i lov om arbejdstageres opfindelser, at
kravet på fastsættelse af godtgørelse
forældes på 5 år i overensstemmelse med
1908-loven, idet forældelsesfristen regnes fra det tidspunkt,
hvor arbejdsgiveren har tilkendegivet, at han ønsker at
erhverve opfindelsen.
Lov om arbejdstageres opfindelser
foreslås ændret som følge det samtidig fremsatte
forslag til lov om forældelse af fordringer
(forældelsesloven), der bl.a. indebærer, at 1908-loven
ophæves, jf. § 29, stk. 2, i forslaget til ny
forældelseslov.
Det foreslås, at § 8,
stk. 3, i lov om arbejdstageres opfindelser ophæves. Det
vil medføre, at krav på godtgørelse vil
forældes efter reglerne i forslaget til ny
forældelseslov, jf. dettes § 28.
Forældelsesfristen vil ifølge
§ 2, stk. 1, i forslaget til ny forældelseslov
skulle regnes fra det tidligste tidspunkt, til hvilket
fordringshaveren kunne kræve at få fordringen opfyldt.
Det vil i forhold til krav på godtgørelse efter
§ 8, stk. 1 og 2, i lov om arbejdstageres
opfindelser indebære, at forældelsesfristen som hidtil
vil skulle regnes fra det tidspunkt, hvor arbejdstageren har
modtaget arbejdsgiverens tilkendegivelse af, at denne ønsker
at erhverve opfindelsen.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.10 i
lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til § 44
(søloven)
Det vil følge af § 28 i det
samtidig fremsatte forslag til ny forældelseslov, at der
efter afbrydelse af forældelsesfrister fastsat i en anden
lov, herunder fristerne i sølovens § 501,
stk. 1, vil løbe en ny forældelsesfrist bestemt
efter den nye forældelseslovs regler, såfremt andet
ikke følger af den anden lov eller af forholdets
særlige beskaffenhed.
Det foreslås, at der indsættes et
nyt 3. pkt. i § 501, stk. 5, hvorved det bestemmes,
at længden af forældelsesfristen, der løber
efter afbrydelsen af forældelsen af fordringer omfattet af
sølovens § 501, bestemmes efter § 501,
stk. 1, og ikke efter de almindelige
forældelsesregler.
Det foreslås dog, at hvis der i
forbindelse med afbrydelsen af forældelsen, skabes et
særligt retsgrundlag, eksempelvis i form af en dom,
fastlægges længden af forældelsesfristen, der
løber efter afbrydelsen, efter § 5, stk. 1, i
forslaget til ny forældelseslov.
Spørgsmålet om, hvorledes
afbrydelse kan ske, behandles i sølovens § 501,
stk. 3, der bestemmer, at forældelse afbrydes ved
foretagelse af retsskridt eller ved anmeldelse til en
dispachør, såfremt det tilkommer en dispachør
at træffe afgørelse om fordringen.
Spørgsmål om suspension,
beregning af forældelsesfristens længde mv. vil blive
afgjort efter reglerne i forslaget til ny forældelseslov, jf.
dog sølovens § 501, stk. 5, 2. pkt., hvorved
det bestemmes, at fordringer omfattet af stk. 1, nr. 3, 4 og
5, senest skal være forældet tre år efter den
dag, da udskibningen fandt sted eller skulle have fundet sted.
Endvidere vil reglerne om foreløbig afbrydelse, jf. kapitel
6 i det samtidig fremsatte forslag til ny forældelseslov,
også finde anvendelse på krav omfattet af
sølovens § 501, stk. 1.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.10 i
lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til § 45
(konkurrenceloven)
Den forslåede bestemmelse i
stk. 1 præciserer, at forældelse af
erstatningskrav som følge af
konkurrencelovsovertrædelser forældes efter
forældelseslovens regler.
Forslagets stk. 2 ,
indebærer, at forældelseslovens § 21,
stk. 2, vil finde anvendelse, når Konkurrencerådet
træffer en afgørelse, der er afgørende for en
fordrings eksistens eller størrelse. Afgørelsen skal
angå skyldner, og fordringshaver skal have indgivet en klage,
der indgår i behandlingen af sagen.
Forslaget til § 21, stk. 2, i
den nye forældelseslov indebærer, at indbringelse for
administrativ myndighed af en sag om en fordrings eksistens eller
størrelse eller en sag, som er afgørende herfor, skal
have foreløbig afbrydelsesvirkning, således at
indbringelsen skal følges op inden 1 år efter
myndighedens afgørelse, medmindre den almindelige frist
først udløber på et senere tidspunkt. Det
forudsættes herved, at fordringshaver er part i sagen.
På det konkurrenceretlige område
er partsbegrebet meget snævert. En fordringshaver, der har
indgivet en klage til Konkurrencerådet, vil derfor som
altovervejende hovedregel ikke være part i rådssagen.
Parten vil alene være den virksomhed, der er klaget over, og
som Konkurrencerådets afgørelse retter sig mod.
Tilsvarende vil være gældende i en sag for
Konkurrenceankenævnet, hvor parterne normalt vil være
Konkurrencerådet og den virksomhed, som
Konkurrenceankenævnets afgørelse retter sig mod.
Det vil herefter være en betingelse, at
der i sagens behandling indgår en klage, som fordringshaveren
har indgivet til Konkurrencerådet, men ikke, at
fordringshaveren selv er part i sagen. På dette punkt
fraviges den foreslåede bestemmelse i § 21,
stk. 2, i forslaget til ny forældelseslov.
At fordringshaverens klage skal indgå i
sagens behandling indebærer, at klagen skal være
indgivet til myndigheden, forinden høringsudkast til
afgørelse er udsendt til den virksomhed, der er klaget over,
jf. konkurrencelovens § 15 a, stk. 2. Det er datoen
for afsendelsen af det første høringsudkast efter
konkurrencelovens § 15 a, stk. 2, der er
afgørende. Efterfølgende klager, herunder tillige
klager modtaget før udsendelse af evt. yderligere
høringsudkast efter konkurrencelovens § 15 a,
stk. 2, vil ikke være omfattet. Det vil af
afgørelsen fremgå, hvilke klager sagen behandles
på baggrund af.
Klagen skal efter de almindelige betingelser
i forslaget til forældelseslovens § 21,
stk. 2, være indgivet inden forældelsesfristens
udløb.
Efter den foreslåede nye
forældelseslovs § 21, stk. 2, vil den
foreløbige afbrydelse også have virkning under en
efterfølgende indbringelse af sagen for
Konkurrenceankenævnet, hvis fordringshavers (oprindelige)
klage til Konkurrencerådet indgik i rådets behandling
af sagen. Det vil gælde, uanset om det er fordringshaver, der
indbringer rådets afgørelse for
Konkurrenceankenævnet.
Da Konkurrencestyrelsen træffer
afgørelse på Konkurrencerådets vegne, vil en
afgørelse truffet af styrelsen også være
omfattet af den foreslåede § 25.
Forslagets stk. 3 giver
mulighed for, at forældelseslovens § 21,
stk. 2, kan anvendes af en fordringshaver i sager, der
indbringes for Konkurrenceankenævnet, hvor den
pågældende ikke har indgivet en klage, der er
indgået i Konkurrencerådets behandling af sagen i
første instans.
Efter nr. 1 finder bestemmelsen i
den foreslåede nye forældelseslovs § 21,
stk. 2, for det første anvendelse, hvis fordringshaver
har indbragt en afgørelse fra Konkurrencerådet for
Konkurrenceankenævnet.
Efter nr. 2 finder bestemmelsen for
det andet anvendelse, hvis fordringshaver indtræder som
biintervenient til støtte for en af parterne i ankesagen.
Indtrædelse som biintervenient kan ske helt frem til det
tidspunkt, hvor sagen behandles i Konkurrenceankenævnet, men
inden endelig afgørelse træffes.
Efter de almindelige betingelser i forslaget
til forældelseslovens § 21, stk. 2, vil
afgørelsen skulle være indbragt, henholdsvis
indtrædelse som biintervenient være sket inden
forældelsesfristens udløb.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.10 i
lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til § 46
Bestemmelsen indeholder lovens
ikrafttrædelsesregel. Det foreslås, at loven
træder i kraft den 1. januar 2008.
Til § 47
Bestemmelsen indeholder lovens
overgangsregler.
Stk. 1 og 2 svarer til
§ 30, stk. 1 og 3, i forslag til lov om
forældelse af fordringer (forældelsesloven), hvortil
der henvises.
Det foreslåede stk. 3
vedrører ikrafttrædelsesdatoen for ændringen af
købelovens § 54, stk. 2 og 3, og
§ 83, stk. 2, jf. lovforslagets § 1. Ved
stk. 3 foreslås det, at de foreslåede undtagelser
til købelovens reklamationsfrist alene skal gælde for
aftaler om køb, der indgås efter lovens
ikrafttræden.
Ved stk. 4 foreslås det,
at den foreslåede nye regel i købelovens
§ 54, stk. 4, jf. lovforslagets § 1, nr.
3, skal gælde for krav, der fremsættes af en senere
erhverver i anledning af en aftale, som denne har indgået
efter lovens ikrafttræden. Det afgørende for, om
forbrugeren kan påberåbe sig den foreslåede
§ 54, stk. 3, vil således være, om
forbrugeren i forhold til sin umiddelbare medkontrahent har
indgået købsaftalen efter lovens ikrafttræden. I
så fald vil forbrugeren €" hvis betingelserne herfor i
øvrigt er opfyldt €" kunne gøre et
erstatningsansvar i anledning af mangler ved salgsgenstanden
gældende over for en producent eller et andet tidligere led i
omsætningskæden inden for en periode af 2 år
€" eller for de i stk. 2 og 3 nævnte krav 10
år €" fra forfaldstiden i forholdet mellem producenten
mv. og dennes umiddelbare medkontrahent, selvom disse har aftalt en
kortere reklamationsfrist. Det vil være uden betydning,
hvornår aftalen mellem de tidligere led i
omsætningskæden er indgået. Der henvises i
øvrigt til pkt. 3.1.2.2 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Ved stk. 5 foreslås, at
den foreslåede § 29, stk. 6, i
forsikringsaftaleloven, jf. lovforslagets § 2, nr. 2,
alene skal finde anvendelse på aftaler, der indgås
efter lovens ikrafttræden. § 29, stk. 6,
omhandler ufravigelighed af forsikringsaftalelovens
forældelsesregler.
Det foreslås ved stk. 6,
at krav på tilbagebetaling af uberettiget modtagne tilskud i
medfør af de i landdistriktsstøttelovens
§ 28, stk. 2, i øvrigt ophævede love
forældes efter landdistriktsstøttelovens
§ 23 a, som indsat ved lovforslagets § 30, nr.
1, i overensstemmelse med lovforslagets § 47, stk. 1
og 2. Henvisningen til stk. 1 vil bl.a. bevirke, at
landdistriktsstøttelovens § 23 a kun finder
anvendelse på tidligere stiftede fordringer, som ikke inden
ikrafttrædelsesdagen er forældet efter de hidtil
gældende regler.
Det foreslåede stk. 7
skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 28,
hvorved §§ 26 og 27 i lov om ægteskabets
retsvirkninger foreslås ophævet. Der foreslås i
den forbindelse en overgangsregel, som vil indebære, at de
gældende regler i § 26, 1. pkt., og § 27
i lov om ægteskabets retsvirkninger videreføres i en
overgangsperiode. Det følger således af det
foreslåede stk. 7, at krav på en hustru, der er
omfattet af § 11, stk. 1, i lov om ægteskabets
retsvirkninger, og som er stiftet inden lovens ikrafttræden,
forældes i løbet af 1 år, når manden
tillige hæfter for gælden. Det gælder dog ikke,
hvis hustruen har påtaget sig et videregående
ansvar.
Det foreslås ved stk. 8,
at produktsikkerhedslovens § 12, stk. 3, der i
øvrigt foreslås ophævet ved lovforslagets
§ 40, fortsat finder anvendelse på genstande, der
er købt, inden loven træder i kraft. Det
afgørende tidspunkt er købsaftalens indgåelse.
Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med stk. 3, der
indeholder en overgangsregel for den foreslåede nyaffattelse
af købelovens § 54, stk. 2, som erstatter
produktsikkerhedslovens § 12, stk. 3. Det
foreslåede stk. 8 har til formål at hindre, at
visse køb hverken omfattes af den hidtil gældende
produktsikkerhedslovs § 12, stk. 3, eller af den
foreslåede § 54, stk. 2, i
købeloven.
Til § 48
Bestemmelsen vedrører lovens
territoriale gyldighed, og vil indebære, at loven som
udgangspunkt ikke gælder for Færøerne og
Grønland. Det foreslås dog, at lovens
§§ 1, 2, 5-11, 13-15, 24, 28, 43 og § 44
(ændringerne af købeloven, forsikringsaftaleloven,
miljøskadeerstatningsloven, produktansvarsloven,
atomskadeerstatningsloven, erstatningsansvarsloven,
gældsbrevsloven, ikrafttrædelsesloven til straffeloven,
konkursloven, dødsboskifteloven, renteloven,
kreditaftaleloven, lov om klage- og erstatningsadgangen inden for
sundhedsvæsenet, lov om ægteskabets retsvirkninger, lov
om arbejdstageres opfindelser og søloven) ved kongelig
anordning helt eller delvist kan sættes i kraft for
Færøerne med de afvigelser, som de særlige
færøske forhold tilsiger, og at lovens
§§ 1, 2, 5-9, 11, 13-15, 19, 21, 28, 43 og 44
(ændringerne af købeloven, forsikringsaftaleloven,
miljøskadeerstatningsloven, produktansvarsloven,
atomskadeerstatningsloven, erstatningsansvarsloven,
gældsbrevsloven, konkursloven, dødsboskifteloven,
renteloven, kreditaftaleloven, lov om Lønmodtagernes
Garantifond, arbejdsskadesikringsloven, lov om ægteskabets
retsvirkninger, lov om arbejdstageres opfindelser og
søloven) ved kongelig anordning helt eller delvist kan
sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som de
særlige grønlandske forhold tilsiger.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med
gældende ret
Gældende formulering | | Lovforslaget |
| | |
| | Justitsministeriet |
| | § 1 |
| | I lov om køb, jf.
lovbekendtgørelse nr. 237 af 28. marts 2003, foretages
følgende ændringer: |
| | |
§ 1. Denne lovs
bestemmelser kommer kun til anvendelse, for så vidt ikke
andet er udtrykkelig aftalt, eller må anses for indeholdt i
aftalen eller følger af handelsbrug eller anden
sædvane. | | |
Stk. 2. I forbrugerkøb, jf.
§ 4 a, kan § 2, stk. 1, § 4 a,
§ 50, §§ 55-58, §§ 74 og
75, § 76, stk. 1, nr. 1-3, og stk. 2 og 3,
§§ 77-79, § 80, stk. 1, og
§§ 81-87 dog ikke fraviges til skade for
køberen. | | |
| | 1. I § 1 indsættes som
stk.3: |
| | »Stk. 3. Bestemmelsen i
§ 54, stk. 4, kan ikke fraviges til skade for en
senere erhverver, som hovedsagelig handler uden for sit
erhverv.« |
| | |
§ 54. --- | | 2.§ 54, stk. 2,
affattes således: |
Stk. 2. Ved køb af
byggematerialer er den i stk. 1 nævnte frist 5 år
fra byggeriets aflevering, dog højst 6 år fra
overgivelsen af materialerne til køberen. | | »Stk. 2. Bestemmelsen i
stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis salgsgenstanden i henhold
til et påbud fra en offentlig myndighed skal tilbagekaldes
eller destrueres, fordi den udgør en fare.« |
| | |
| | 3. I § 54 indsættes
som stk. 3 og 4: |
| | » Stk. 3. Bestemmelsen i
stk. 1 finder heller ikke anvendelse ved køb af
byggematerialer. |
| | Stk. 4. En aftale om en kortere frist
for at påberåbe sig en mangel end efter stk. 1
eller en aftale om en frist for at påberåbe sig en
mangel ved køb omfattet af stk. 2 eller 3 kan ikke
gøres gældende over for en senere erhverver, som
hovedsagelig handler uden for sit erhverv, i det omfang denne i
øvrigt vil kunne kræve erstatning for mangler ved
salgsgenstanden.« |
| | |
§ 83. --- | | 4.§ 83, stk. 2,
affattes således: |
Stk. 2. § 54, stk. 2,
finder tilsvarende anvendelse. | | » Stk. 2. Bestemmelsen i
stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis salgsgenstanden i henhold
til et påbud fra en offentlig myndighed skal tilbagekaldes
eller destrueres, fordi den udgør en fare. Stk. 1
finder heller ikke anvendelse ved køb af
byggematerialer.« |
| | |
| | § 2 |
| | I lov om forsikringsaftaler, jf.
lovbekendtgørelse nr. 999 af 5. oktober 2006, som
ændret ved § 5 i lov nr. 539 af 8. juni 2006, foretages
følgende ændringer: |
| | |
| | 1.§ 24 affattes
således: |
§ 24.
Forsikringsydelsen kan fordres betalt 14 dage efter, at selskabet
har været i stand til at indhente de oplysninger, der er
fornødne til bedømmelse af forsikringsbegivenheden og
fastsættelse af forsikringsydelsens størrelse. Er det,
forinden endelig opgørelse kan finde sted, givet, at
selskabet i alt fald skal betale en del af det krævede
beløb kan denne del forlanges udbetalt overensstemmende med
reglerne i 1ste punktum. | | » § 24.
Forsikringsydelsen kan kræves betalt 14 dage efter, at
selskabet har været i stand til at indhente de oplysninger,
der er nødvendige til bedømmelse af
forsikringsbegivenheden og fastsættelse af
forsikringsydelsens størrelse. Er det, forinden endelig
opgørelse kan finde sted, givet, at selskabet i alt fald
skal betale en del af det krævede beløb, kan denne del
forlanges udbetalt efter bestemmelsen i 1. pkt. |
Stk. 2. Beløbet skal af
selskabet forrentes fra det tidspunkt, hvor det kan kræves
betalt efter stk. 1, med en årlig rente, der svarer til
den fastsatte referencesats med et tillæg på 7 pct. Som
referencesats anses i denne lov den officielle udlånsrente,
som Nationalbanken har fastsat henholdsvis pr. 1. januar og 1. juli
det pågældende år. Justitsministeren kan hvert
andet år efter forhandling med Danmarks Nationalbank og
Økonomi- og Erhvervsministeriet ændre renten, dog
således at den i 1. pkt. nævnte tillæg ikke kan
fastsættes til mindre end 7 pct. | | Stk. 2. Beløbet forrentes fra
det tidspunkt, hvor det kan kræves betalt efter stk. 1,
med en årlig rente, der svarer til den fastsatte
referencesats med et tillæg på 7 pct. Som referencesats
anses i denne lov den officielle udlånsrente, som
Nationalbanken har fastsat henholdsvis pr. 1. januar og 1. juli det
pågældende år. Justitsministeren kan hvert andet
år efter forhandling med Nationalbanken og økonomi- og
erhvervsministeren ændre renten, dog således at
tillægget ikke kan fastsættes til mindre end 7 pct. |
Stk. 3. Det kan ikke med retsvirkning
vedtages, at forfaldstiden skal være afhængig af nogen
beslutning af selskabet eller deraf, at dette ved dom er tilpligtet
at betale. | | Stk. 3. Det kan ikke med retsvirkning
aftales, at tidspunktet efter stk. 1 skal være
afhængigt af en beslutning, der træffes af selskabet,
eller af, at selskabet ved dom tilpligtes at betale. |
Stk. 4. Ved ansvarsforsikring
gælder stk. 1-3 ikke for den skadelidtes erstatningskrav
mod selskabet. | | Stk. 4. Ved ansvarsforsikring
gælder stk. 1-3 ikke for den skadelidtes krav mod
selskabet.« |
| | |
| | 2.§ 29 affattes
således: |
§ 29. Krav, der
er grundede i forsikringsaftalen, forældes 2 år efter
udgangen af det kalenderår, i hvilket fordringshaveren fik
kundskab om kravet og om, at det er forfaldet, og i alt fald 5
år efter kravets forfaldstid. I øvrigt finder reglerne
i lov nr. 274 af 22. december 1908 §§ 1-3
anvendelse. | | » § 29.
Krav i anledning af forsikringsaftalen forældes efter
reglerne i forældelsesloven, jf. dog stk. 2-6. |
Stk. 2. Ved ansvarsforsikring, hvor
selskabet hæfter umiddelbart over for skadelidte,
forældes skadelidtes krav mod selskabet efter de samme
regler, som gælder for skadelidtes krav mod
skadevolderen. | | Stk. 2. Bestemmelsen i
forældelseslovens § 2, stk. 2, finder ikke
anvendelse i tilfælde, hvor betalingsfristen for
forsikringsydelsen fastsættes i medfør af
§ 24, stk. 1. |
| | Stk. 3. Ved personforsikring, hvor
forsikringsbegivenheden er skadens indtræden eller
konstatering, indtræder forældelse af krav på
forsikringsydelsen senest 10 år fra den dag, da ydelsen kunne
kræves betalt, jf. dog forældelseslovens § 8,
1. pkt. |
| | Stk. 4. Hvis en skadelidt inden
udløbet af forældelsesfristen for et krav mod en
sikret indtræder i den sikredes ret imod selskabet i
medfør af § 95, forældes skadelidtes krav
mod selskabet tidligst et år efter indtrædelsen. |
| | Stk. 5. Er en skade inden
forældelsesfristens udløb anmeldt til selskabet,
indtræder forældelse af krav, som skaden giver
anledning til, tidligst et år efter selskabets meddelelse om,
at det helt eller delvist afviser kravet. Hvis selskabet
anerkender, at der foreligger en dækningsberettiget skade,
men anmoder om yderligere oplysninger med henblik på
opgørelse af kravets størrelse, indtræder
forældelse 3 år efter selskabets meddelelse herom. |
| | Stk. 6. Ved forbrugerforsikring kan
stk. 1-5 ikke ved forudgående aftale fraviges til skade
for forsikringstageren eller sikrede. Det kan dog aftales, at en
forsikring alene dækker skader anmeldt inden for en
nærmere angivet frist efter forsikringens ophør.
Fristen må ikke være kortere end 6
måneder.« |
| | |
§ 30. Aftale
om, at den sikrede mister sit krav, dersom han ikke påtaler
det inden en kortere frist end den i § 29 angivne, kan
ikke gøres gældende, medmindre selskabet skriftligt
med mindst 6 måneders varsel har givet ham meddelelse om
fristens længde og om følgerne af, at fristen ikke
overholdes. | | 3.§ 30 ophæves. |
Stk. 2. Aftale om, at selskabet skal
være fri for ansvar, dersom krav i anledning af en
forsikringsbegivenhed ikke fremsættes overfor selskabet inden
en vis frist, kan ikke gøres gældende overfor den, der
fremsætter sådant krav inden 3 måneder efter, at
han har fået kundskab om de omstændigheder, der
begrunder kravet. | | |
| | |
| | § 3 |
| | I lov om rettens pleje, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1001 af 5. november 2006, som
ændret senest ved § 17 i lov nr. 108 af 7. februar 2007,
foretages følgende ændringer: |
| | |
§ 361. --- | | |
Stk. 2-3. --- | | |
Stk. 4. Ønsker en af parterne
behandlingen ved retten fortsat efter, at nævnet har truffet
afgørelse i sagen, eller efter, at der er indgået
forlig for nævnet, skal han indlevere stævning til den
ret, hvor sagen oprindelig er anlagt. Han anses herefter som
sagsøger. I henseende til beregning af procesrente,
afbrydelse af frister for sagsanlæg og afbrydelse af
forældelse anses sagen for anlagt ved det oprindelige
sagsanlæg, medmindre den pågældende part ikke har
fremmet sagen behørigt. | | 1. I § 361, stk. 4,
ændres », afbrydelse af frister for sagsanlæg og
afbrydelse af forældelse« til: »og afbrydelse af
frister for sagsanlæg«. |
| | |
§ 490. En
fordringshaver, der ikke har fået tilstrækkeligt
udlæg til at dække sin fordring, kan først,
når der er forløbet 6 måneder siden sidste
forretning, på ny begære afholdt forretning til
foretagelse af udlæg. Fogedretten kan også i
øvrigt afvise at foretage udlægsforretning hos en
skyldner, såfremt fogedretten er bekendt med, at der inden
for de sidste 6 måneder har været afholdt en
forretning, hvor det ikke har været muligt at opnå
dækning. | | |
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1
gælder ikke, hvis der er rimelig grund til at antage, at
skyldneren ejer aktiver, hvori udlæg kan foretages, eller der
i øvrigt foreligger særlige omstændigheder, som
gør det rimeligt at afholde udlægsforretning. | | |
| | 2. I § 490 indsættes
som stk. 3: |
| | » Stk. 3. Er
udlægsforretning afskåret efter reglen i stk. 1,
men har fordringshaveren anmodet om, at forretningen alligevel
gennemføres med henblik på afbrydelse af
forældelse, giver fogedretten skyldneren skriftlig meddelelse
om det af fogedretten opgjorte krav inklusive renter og
omkostninger og om formålet med kravets fremsættelse.
Fremkommer skyldneren ikke med skriftlige indsigelser inden for en
af fogedretten fastsat frist, har fogedrettens meddelelse samme
virkning med hensyn til afbrydelse af forældelse som
afholdelse af udlægsforretning. Fremkommer skyldneren med
skriftlige indsigelser inden for den fastsatte frist, afholdes
udlægsforretning efter de almindelige regler.« |
| | |
§ 527.
Forældelse af en fordring afbrydes ved indgivelse af
anmodning om udlæg, såfremt fordringshaveren
søger forretningen fremmet uden ugrundet ophold. | | 3.§ 527
ophæves. |
| | |
| | § 4 |
| | I lov om retsafgifter, jf.
lovbekendtgørelse nr. 936 af 8. september 2006, som
ændret ved § 12 i lov nr. 1563 af 20. december 2006,
foretages følgende ændring: |
| | |
§ 16. For
udlæg og for arrest på gods svares en grundafgift
på 300 kr. Overstiger kravet 3.000 kr., svares yderligere
½ pct. af det overskydende beløb i grundafgift. | | |
Stk. 2. Når tvangsfuldbyrdelse
iværksættes på grundlag af et
betalingspåkrav i medfør af retsplejelovens
§ 477 e, stk. 2, 2. pkt., betales kun grundafgift,
hvis rekvirenten fremsætter ny begæring
vedrørende kravet over for samme fogedret eller fogedretten
i en anden retskreds mere end 3 måneder efter, at fogedretten
har givet betalingspåkravet påtegning om, at der ikke
rettidigt er fremkommet indsigelser, jf. retsplejelovens
§ 477 e, stk. 2, 1. pkt. | | |
Stk. 3. For udlæg efter
§ 42 i kreditaftaleloven, der begæres foretaget
straks i tilslutning til tilbagetagelsesforretningen, svares alene
afgift efter stk. 1, 2. pkt. | | |
Stk. 4. Begærer en rekvirent
samtidig udlæg på grundlag af udpantningsret hos samme
skyldner for flere krav, sammenlægges kravene inden afgiftens
beregning. | | |
Stk. 5. Begæres udlæg
eller arrest for samme krav hos flere skyldnere, beregnes afgift
for hver skyldner. Dette gælder dog ikke, hvis skyldnerne er
samlevende ægtefæller, eller hvor begæringen
vedrører fast ejendom, som tilhører skyldnerne i
forening. | | |
Stk. 6. Afgiftspligten bortfalder,
hvis fogedretten efter retsplejelovens § 490,
stk. 1, afviser at foretage udlægsforretning, eller hvis
forretning afvises efter konkurslovens §§ 16- 16 a,
§ 31, § 171 og § 207,
stk. 1. | | |
| | 1. I § 16 indsættes
som stk. 7: |
| | » Stk. 7. Afgiftspligten
bortfalder endvidere, hvis sagen behandles efter retsplejelovens
§ 490, stk. 3, og skyldneren ikke fremkommer med
indsigelser, som giver anledning til, at der afholdes
udlægsforretning efter de almindelige regler.« |
| | |
| | § 5 |
| | I lov nr. 225 af 6. april 1994 om
erstatning for miljøskader, som ændret ved
§ 11 i lov nr. 552 af 24. juni 2005, foretages
følgende ændring: |
| | |
| | 1.§ 6 affattes
således: |
§ 6.
Erstatningskrav efter loven forældes 5 år efter den
dag, da skadelidte fik eller burde have fået kendskab til
skaden, skadevolderen og dennes opholdssted. Med hensyn til
afbrydelse og suspension af forældelsesfristen gælder
bestemmelserne i § 2, 2. pkt., og § 3 i lov nr.
274 af 22. december 1908. | | » § 6.
Erstatningskrav efter loven forældes efter reglerne i
forældelsesloven, jf. dog stk. 2. |
Stk. 2. Er forældelse ikke
indtrådt efter bestemmelsen i stk. 1, bortfalder
erstatningskravet senest 30 år efter den hændelse, der
har forvoldt skaden. Med hensyn til afbrydelse af
forældelsesfristen gælder bestemmelsen i § 2,
2. pkt., i lov nr. 274 af 22. december 1908 | | Stk. 2. Forældelse
indtræder senest 30 år efter den hændelse, der
har forvoldt skaden.« |
| | |
| | § 6 |
| | I lov nr. 371 af 7. juni 1989 om
produktansvar, som ændret ved lov nr. 1041 af 28. november
2000 og lov nr. 541 af 8. juni 2006, foretages følgende
ændring: |
| | |
| | 1.§ 14 affattes
således: |
§ 14.
Erstatningskrav for produktskade efter denne lov eller efter
almindelige regler om erstatning i eller uden for kontrakt, jf.
§ 13, forældes 3 år efter den dag, da
skadelidte har fået eller burde have fået kendskab til
skaden, defekten og vedkommende producents navn og opholdssted. Med
hensyn til suspension og afbrydelse af forældelse efter 1.
pkt. gælder bestemmelserne i § 2, 2. pkt., og
§ 3 i lov nr. 274 af 22. december 1908. | | »§ 14.
Erstatningskrav for produktskade efter denne lov eller efter
almindelige regler om erstatning i eller uden for kontrakt, jf.
§ 13, forældes efter reglerne i
forældelsesloven, jf. dog stk. 2 og 3. |
Stk. 2. Er forældelse ikke
indtrådt efter reglerne i stk. 1, bortfalder kravet 10
år efter den dag, da producenten bragte det skadevoldende
produkt i omsætning. Med hensyn til afbrydelse af
forældelse efter 1. pkt. gælder bestemmelsen i
§ 2, 2. pkt., i lov nr. 274 af 22. december 1908.
Bestemmelserne i 1.-2. pkt. gælder ikke for krav om
erstatning for produktskade efter dansk rets almindelige regler om
erstatning i eller uden for kontrakt, jf. § 13. | | Stk. 2. Forældelse af krav mod
producenten i henhold til § 6, stk. 1,
indtræder senest 10 år efter den dag, da producenten
bragte det skadevoldende produkt i omsætning. |
| | Stk. 3. Forældelseslovens
§ 12, stk. 2, og kapitel 6 gælder kun for
erstatningskrav for produktskade efter denne lov, i det omfang
forældelse ikke forinden indtræder eller er
indtrådt efter stk. 2.« |
| | |
| | § 7 |
| | I lov nr. 332 af 19. juni 1974 om
erstatning for atomskader, som ændret senest ved
§ 9 i lov nr. 433 af 31. maj 2000, foretages
følgende ændringer: |
| | |
| | 1.§ 25, stk. 1,
affattes således: |
§ 25. Krav
på erstatning hos indehaveren af et nukleart anlæg i
medfør af §§ 7-11 og § 19
forældes efter reglerne i lov nr. 274 af 22. december 1908,
dog at forældelsesfristen er 3 år. For så vidt
angår de i § 19 nævnte krav, regnes fristen
fra det tidspunkt, da den berettigede ved sædvanlig
agtpågivenhed kunne gøre sit krav gældende ved
retsligt skridt mod anlægsindehaveren. | | »Krav på erstatning hos indehaveren af
et nukleart anlæg i medfør af §§ 7-11
og § 19 forældes efter forældelsesloven, jf.
dog stk. 2-4.« |
Stk. 2-3. --- | | |
| | 2. I § 25 indsættes
som stk. 4: |
| | » Stk. 4. Er indtrædelse i
medfør af § 19 sket, inden den skadelidendes krav
mod anlægsindehaveren er forældet, forældes det i
§ 19 nævnte krav dog tidligst et år efter
indtrædelsen.« |
| | |
| | 3.§ 34, stk. 1, 3.
pkt., affattes således: |
§ 34. Er et
erstatningskrav for nuklear skade, der her i riget er forvoldt ved
en ulykke, for hvilken indehaveren af et anlæg her i riget er
ansvarlig, bortfaldet i medfør af § 25,
stk. 2, eller tilsvarende bestemmelse i anden konventionsstats
lov, udredes erstatningen af staten. Kravet mod staten kan kun
gøres gældende, såfremt det er undskyldeligt, at
retsligt skridt mod indehaveren ikke er foretaget, inden hans
ansvar er bortfaldet efter de nævnte bestemmelser. Kravet
forældes efter reglerne i lov nr. 274 af 22. december 1908,
dog at fristen er 3 år, og bortfalder senest 30 år
efter den nukleare ulykke, der har forvoldt skaden. Dersom andre
tilsvarende krav er blevet nedsat i medfør af
§ 23, stk. 1, eller § 32, stk. 3,
eller tilsvarende bestemmelser i anden konventionsstat,
nedsættes den her nævnte erstatning på
tilsvarende måde. | | »Kravet forældes efter reglerne i
forældelsesloven. Forældelse indtræder dog senest
30 år efter den nukleare ulykke, der har forvoldt
skaden.« |
Stk. 2. --- | | |
| | |
| | § 8 |
| | I lov om erstatningsansvar, jf.
lovbekendtgørelse nr. 885 af 20. september 2005, som
ændret ved § 6 i lov nr. 1545 af 20. december 2006,
foretages følgende ændringer: |
| | |
Betaling og forrentning | | 1. Overskriften
til § 16
affattes således: »Betaling, forrentning og
forældelse«. |
| | |
§ 16. --- | | |
Stk. 2. --- | | |
| | 2. I
§ 16 indsættes som stk. 3: |
| | » Stk. 3. Krav på
godtgørelse og erstatning forældes efter
forældelsesloven, medmindre andet følger af
særlige bestemmelser om forældelse i anden lov.
Forældelseslovens § 2, stk. 2, finder dog ikke
anvendelse på betalingsfristen efter stk. 1.« |
| | |
| | § 9 |
| | I gældsbrevsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 669 af 23. september 1986, som
ændret ved § 5 i lov nr. 389 af 14. juni 1995 og
§ 2 i lov nr. 539 af 8. juni 2006, foretages
følgende ændringer: |
| | |
§ 25. --- | | 1.§ 25, stk. 2, 2.
pkt., og § 49, 2.
pkt., affattes således: |
Stk. 2. Den, der inden fristens
udløb har anmeldt for skyldneren, at hans kupon er
bortkommet, og som antageliggør sin ejendomsret, kan efter
fristens udløb fordre kuponens beløb betalt. Kravet
forældes efter reglerne i lov nr. 274 af 22. december
1908. | | »Kravet forældes efter
forældelsesloven, dog finder forældelseslovens
§ 5, stk. 1, nr. 1, ikke anvendelse.« |
| | |
§ 49. Den, der
inden udløbet af de i §§ 43, 44 eller 46
nævnte forældelsesfrister har anmeldt for skyldneren,
at hans fordringsdokument er gået tabt, og som
antageliggør sin ejendomsret, kan efter fristens
udløb kræve fordringen betalt. Kravet forældes
efter reglerne i lov nr. 274 af 22. december 1908. | | |
| | |
§ 47.
Forældelsen afbrydes ved, at fordringshaveren inden fristens
udløb enten erhverver skyldnerens erkendelse af gælden
eller foretager retslige skridt mod ham og uden ufornødent
ophold forfølger disse til erhvervelse af forlig, dom eller
anden retsafgørelse. Har skyldneren standset sine
betalinger, kan forældelsen derhos afbrydes ved skriftlig
anmeldelse af kravet. | | 2.§ 47 ophæves. |
| | |
| | § 10 |
| | I lov om ikrafttræden af borgerlig
straffelov m.m., jf. lovbekendtgørelse nr. 608 af 6.
september 1986, som ændret ved § 3 i lov nr. 433 af
31. maj 2000 og § 10 i lov nr. 280 af 25. april 2001,
foretages følgende ændring: |
| | |
§ 16. For
så vidt der ikke i lovgivningen er hjemlet en kortere
forældelsesfrist, forældes krav på erstatning
eller anden godtgørelse for skade, forvoldt ved en strafbar
handling, i 20 år, regnet fra det tidspunkt, da den
skadelidende har fået kundskab, at han bliver i stand til at
gøre sit krav gældende ved dansk domstol. | | 1.§ 16 ophæves. |
| | |
| | § 11 |
| | I konkursloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 118 af 4. februar 1997, som
ændret senest ved § 3 i lov nr. 538 af 8. juni
2006, foretages følgende ændring: |
| | |
§ 241.
Forældelse af en fordring afbrydes også i forhold til
skyldneren personlig ved indgivelse af en på fordringen
støttet konkursbegæring, ved anmeldelse i et konkursbo
eller tvangsakkordbo samt ved vedtagelse af tvangsakkord,
såfremt fordringen må anses for anerkendt i akkorden.
Det samme gælder ved anmeldelse i anledning af indledt
gældssaneringssag, og når fordringen under indledt
gældssaneringssag må anses for anerkendt af
skyldneren. | | 1.§ 241
ophæves. |
Stk. 2. Efter anerkendelse i konkursbo
løber ny forældelsesfrist først fra boets
slutning. | | |
| | |
| | § 12 |
| | I lov om tinglysning, jf.
lovbekendtgørelse nr. 158 af 9. marts 2006, som ændret
senest ved § 19 i lov nr. 108 af 7. februar 2007, foretages
følgende ændring: |
| | |
§ 42.
Panteretten for hovedstolen ifølge tinglyst pantebrev i fast
ejendom for en bestemt angiven sum forældes ikke. | | 1.§ 42 ophæves. |
| | |
| | § 13 |
| | I lov nr. 383 af 22. maj 1996 om skifte
af dødsboer, som ændret senest ved § 4 i lov
nr. 538 af 8. juni 2006, foretages følgende
ændring: |
| | |
§ 82. --- | | |
Stk. 2-4. --- | | |
Stk. 5. Anmeldelse har samme
retsvirkninger som sagsanlæg med hensyn til renter,
afbrydelse af forældelse og lignende. | | 1. I § 82, stk. 5,
udgår », afbrydelse af forældelse«. |
| | |
| | § 14 |
| | I lov om renter ved forsinket betaling m.v., jf.
lovbekendtgørelse nr. 743 af 4. september 2002, som
ændret ved § 3 i lov nr. 554 af 24. juni 2005,
foretages følgende ændringer: |
| | |
§ 7. --- | | |
Stk. 2-3. --- | | |
| | 1.§ 7, stk. 4,
affattes således: |
Stk. 4. Stk. 1- 3 gælder
ikke for aftaler, der indgås af banker, sparekasser,
andelskasser samt realkreditinstitutter, der er godkendt af
staten. | | » Stk. 4. Bestemmelserne i
stk. 1-3 gælder ikke for aftaler, der indgås af et
godkendt pengeinstitut, realkreditinstitut eller
kreditinstitut.« |
| | |
§ 9 b. --- | | |
Stk. 2. Der kan kræves et
rykkergebyr på højst 100 kr. inkl. moms for hver
rykkerskrivelse, dog højst for 3 skrivelser
vedrørende samme ydelse. Har skyldneren inden for en
sammenhængende periode til stadighed været i restance
vedrørende samme skyldforhold, kan der uanset 1. pkt.
højst kræves rykkergebyr for 3 skrivelser
vedrørende restancerne i den pågældende periode.
Der kan kun kræves gebyr for rykkerskrivelser, som er sendt
med mindst 10 dages mellemrum. | | 2. I § 9 b, stk. 2,
udgår »inkl. moms«. |
Stk. 3. Der kan kræves et
inkassogebyr på højst 100 kr. inkl. moms. | | 3. I § 9 b, stk. 3,
udgår »inkl. moms.«. |
Stk. 4. --- | | |
| | § 15 |
| | I lov nr. 398 af 13. juni 1990 om
kreditaftaler, som ændret senest ved § 5 i lov nr.
538 af 8. juni 2006, foretages følgende ændring: |
| | |
§ 15. --- | | |
Stk. 2. Medmindre kreditgiver har
tilladelse til at drive virksomhed efter lov om banker og
sparekasser m.v. eller realkreditloven, kan det alene aftales, at
renten helt eller delvis skal variere med størrelsen af
Nationalbankens diskonto eller lignende forhold, som kreditgiver er
uden indflydelse på. | | 1. I § 15, stk. 2,
ændres »har tilladelse til at drive virksomhed efter
lov om banker og sparekasser mv. eller realkreditloven« til:
»er et godkendt pengeinstitut, realkreditinstitut eller
kreditinstitut«. |
Stk. 3-4. --- | | |
| | |
| | Beskæftigelsesministeriet |
| | |
| | § 16 |
| | I lov om arbejdsløshedsforsikring,
jf. lovbekendtgørelse nr. 874 af 11. september 2005, som
ændret senest ved lov nr. 1540 af 20. december 2006,
foretages følgende ændringer: |
| | |
§ 85 c. --- | | |
Stk. 2-8. --- | | |
Stk. 9. Indbetaler kassen ikke bidrag
rettidigt, finder reglerne i § 17, stk. 2 | | 1. I § 85 c, stk. 9,
§ 85 d, stk. 7, og § 85 e, stk. 4,
ændres »stk. 2-5 og 7« til:
»stk. 2-4 og 6«. |
Stk.10-21. --- | | |
| | |
§ 85 d. --- | | |
Stk. 2-6. --- | | |
Stk. 7. Indbetaler
arbejdsløshedskassen ikke bidrag rettidigt, finder reglerne
i § 17, stk. 2 | | |
Stk. 8. --- | | |
| | |
§ 85 e. --- | | |
Stk. 2-3. --- | | |
Stk. 4. Indbetaler kassen ikke
opsparingsbeløb rettidigt, finder reglerne i § 17,
stk. 2 | | |
| | |
§ 85 c. --- | | |
Stk. 2-18. --- | | |
Stk. 19. Krav på
finansieringsbidrag forældes efter reglerne i lov nr. 274 af
22. december 1908 om forældelse af visse fordringer. | | 2.§ 85 c, stk. 19,
ophæves. |
Stk. 20-21. --- | | Stk. 20 og 21 bliver herefter stk. 19 og
20. |
| | |
| | § 17 |
| | I lov nr. 563 af 9. juni 2006 om
sygedagpenge, som ændret ved lov nr. 1545 af 20. december
2006 og § 3 i lov nr. 1587 af 20. december 2006,
foretages følgende ændringer: |
| | |
§ 66. --- | | |
Stk. 2-11. --- | | |
Stk. 12. Krav på
finansieringsbidrag forældes efter reglerne i lov nr. 274 af
22. december 1908 om forældelse af visse fordringer. | | 1.§ 66, stk. 12,
ophæves. |
Stk. 13-14. --- | | Stk. 13 og 14 bliver herefter stk. 12 og
13. |
| | |
§ 67. --- | | |
Stk. 2. --- | | |
Stk. 4. Indbetales
opsparingsbeløb ikke rettidigt, gælder de i lov om
Arbejdsmarkedets Tillægspension § 17, stk. 2-5
og 7, fastsatte regler. | | 2. I § 67, stk. 4,
ændres »stk. 2-5 og 7« til:
»stk. 2-4 og 6«. |
| | |
| | § 18 |
| | I lov om aktiv socialpolitik, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1009 af 24. oktober 2005, som
ændret senest ved lov nr. 88 af 30. januar 2007, foretages
følgende ændringer: |
| | |
§ 80 a. --- | | |
Stk. 2. --- | | |
Stk. 3. Indbetales
opsparingsbeløbet ikke rettidigt, finder reglerne i
§ 17, stk. 2-5 og 7, i lov om Arbejdsmarkedets
Tillægspension tilsvarende anvendelse. | | 1. I § 80 a, stk. 3,
ændres »stk. 2-5 og 7« til:
»stk. 2-4 og 6«. |
| | |
§ 95. --- | | |
Stk. 2-3. --- | | |
Stk. 4. Tilbagebetalingskravet
bortfalder, når der er gået 5 år efter
hjælpens ophør, uden at der efter reglerne i
stk. 1-3 har været økonomisk mulighed for at
gennemføre kravet. | | 2. I § 95, stk. 4,
ændres »5 år« til: »3
år«. |
Stk. 5. --- | | |
| | |
| | § 19 |
| | I lov om Lønmodtagernes
Garantifond, jf. lovbekendtgørelse nr. 1043 af 28. oktober
2005, som ændret ved § 7 i lov nr. 404 af 8. maj
2006, foretages følgende ændring: |
| | |
§ 9. --- | | |
Stk. 2-9. --- | | |
Stk. 10. Krav på
finansieringsbidrag forældes efter reglerne i lov nr. 274 af
22. december 1908 om forældelse af visse fordringer. | | 1.§ 9, stk. 10,
ophæves. |
Stk. 11-12. --- | | Stk. 11 og 12 bliver herefter stk. 10 og
11. |
| | |
| | § 20 |
| | I lov om Arbejdsmarkedets
Tillægspension, jf. lovbekendtgørelse nr. 848 af 21.
juli 2006, som ændret senest ved § 8 i lov nr. 108 af 7.
februar 2007, foretages følgende ændringer: |
| | |
§ 17. --- | | |
Stk. 2-4. --- | | |
Stk. 5. Krav, der tilkommer
Arbejdsmarkedets Tillægspension i medfør af dette
kapitel, forældes efter reglerne i lov nr. 274 af 22.
december 1908 om forældelse af visse fordringer. | | 1.§ 17, stk. 5,
ophæves. Stk. 6 og 7 bliver herefter stk. 5 og
6. |
| | |
Stk. 6. Stk. 2-5 finder
tilsvarende anvendelse på bidrag for medlemmer, der i
medfør af § 15, stk. 5, selv betaler det
samlede bidrag. | | 2. I § 17, stk. 6, der
bliver stk. 5, ændres »stk. 2-5« til:
»stk. 2-4«. |
Stk. 7. Hvis der ikke opnås
dækning hos arbejdsgiveren for skyldige bidrag, eller disse
eftergives, tillægges der lønmodtageren pensionsret
for det manglende bidrag. | | |
| | |
| | § 21 |
| | I lov om arbejdsskadesikring, jf.
lovbekendtgørelse nr. 154 af 7. marts 2006, som ændret
senest ved § 10 i lov nr. 108 af 7. februar 2007, foretages
følgende ændringer: |
| | |
§ 56. --- | | |
Stk. 2-3. --- | | |
Stk. 4. Krav, der tilkommer
Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring i medfør af dette
kapitel, forældes efter reglerne i lov nr. 274 af 22.
december 1908 om forældelse af visse fordringer. | | 1.§ 56, stk. 4,
ophæves. |
Stk. 5. --- | | Stk. 5 bliver herefter stk. 4. |
| | |
§ 57. --- | | |
Stk. 2-5. --- | | |
Stk. 6. Arbejdsmarkedets
Erhvervssygdoms-sikring har udpantningsret for refusionskrav efter
stk. 2 og renter heraf efter § 60 samt for
refusionskrav efter stk. 5 og renter heraf efter
§ 56, stk. 2. Reglen i § 56, stk. 5,
finder tilsvarende anvendelse. | | 2. I § 57, stk. 6,
ændres »§ 56, stk. 5« til:
»§ 56, stk. 4« . |
| | |
| | § 22 |
| | I lov om en aktiv
beskæftigelsesindsats, jf. lovbekendtgørelse nr. 685
af 29. juni 2005, som ændret senest ved § 3 i lov
nr. 89 af 30. januar 2007, foretages følgende
ændringer: |
| | |
§ 114. --- | | |
Stk. 2-5. --- | | |
Stk. 6. Indbetaler arbejdsformidlingen
ikke bidraget rettidigt, finder reglerne i § 17,
stk. 2-5 og 7, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension
tilsvarende anvendelse. | | 1. I § 114, stk. 6, og
§ 115,
stk. 4, ændres »stk. 2-5 og 7«
til: »stk. 2-4 og 6«. |
Stk. 7-18. --- | | |
| | |
§ 115. --- | | |
Stk. 2-3. --- | | |
Stk. 4. Indbetaler arbejdsformidlingen
ikke opsparingsbeløbet rettidigt, finder reglerne i
§ 17, stk. 2-5 og 7, i lov om Arbejdsmarkedets
Tillægspension tilsvarende anvendelse. | | |
| | |
§ 114. --- | | |
Stk. 2-15. --- | | |
Stk. 16. Krav på
finansieringsbidrag forældes efter reglerne i lov nr. 274 af
22. december 1908 om forældelse af visse fordringer. | | 2.§ 114, stk. 16,
ophæves. |
Stk. 17-18. --- | | Stk. 17 og 18 bliver herefter stk. 16 og
17. |
| | |
| | § 23 |
| | I lov om fleksydelse, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1054 af 4. november 2005, som senest
ændret ved lov nr. 1544 af 20. december 2006, foretages
følgende ændring: |
| | |
§ 14. --- | | |
Stk. 2. Indbetales bidraget ikke
rettidigt, gælder de i lov om Arbejdsmarkedets
Tillægspension § 17, stk. 2-4 og 7, fastsatte
regler. | | 1. I § 14, stk. 2,
ændres »og 7« til: »og 6«. |
| | |
| | Indenrigs- og Sundhedsministeriet |
| | |
| | § 24 |
| | I lov om klage- og erstatningsadgang
inden for sundhedsvæsenet, jf. lov nr. 547 af 24. juni 2005,
som ændret senest ved § 2 i lov nr. 1556 af 20. december
2006, foretages følgende ændring: |
| | |
§ 59.
Erstatningskrav efter kapitel 3 skal være anmeldt til
Patientforsikringsforeningen senest 5 år efter, at den
erstatningsberettigede har fået eller burde have fået
kendskab til skaden. | | 1. I § 59, stk. 1,
ændres »5 år« til: »3
år«. |
Stk. 2. --- | | |
| | |
| | Miljøministeriet |
| | |
| | § 25 |
| | I lov om skove, jf. lov nr. 453 af 9.
juni 2004, som ændret senest ved § 14 i lov nr.
1571 af 20. december 2006, foretages følgende
ændring: |
| | |
| | 1. Efter § 58
indsættes: |
| | » § 58 a.
Tilbagesøgningskrav i forbindelse med tilskud, der er
finansieret af såvel nationale midler som EU-midler,
forældes i deres helhed efter de regler, der er fastsat i de
gældende forordninger.« |
| | |
| | § 26 |
| | I lov om naturbeskyttelse, jf.
lovbekendtgørelse nr. 884 af 18. august 2004, som
ændret senest ved § 7 i lov nr. 1571 af 20.
december 2006, foretages følgende ændring: |
| | |
| | 1. Efter § 55
indsættes: |
| | » § 55 a.
Tilbagesøgningskrav i forbindelse med tilskud, der er
finansieret af såvel nationale midler som EU-midler,
forældes i deres helhed efter de regler, der er fastsat i de
gældende forordninger.« |
| | |
| | Ministeriet for Familie- og
Forbruger-anliggender |
| | |
| | § 27 |
| | I lov om børnetilskud og
forskudsvis udbetaling af børnebidrag, jf.
lovbekendtgørelse nr. 909 af 3. september 2004, som
ændret senest ved § 27 i lov nr. 431 af 6. juni
2005, foretages følgende ændring: |
| | |
| | 1.§ 18, stk. 1, 2.
pkt., affattes således: |
§ 18. Når
et bidrag udbetales forskudsvis, indtræder det offentlige i
retten til at indkræve bidraget. Retten hertil er i forhold
til det offentlige undergivet den almindelige 20-årige
forældelse. | | »Det offentliges ret hertil forældes
efter forældelsesloven, dog er forældelsesfristen10
år.« |
Stk. 2-3. --- | | |
| | |
| | § 28 |
| | I lov om ægteskabets
retsvirkninger, jf. lovbekendtgørelse nr. 37 af 5. januar
1995, som ændret senest ved lov nr. 483 af 7. juni 2006,
foretages følgende ændring: |
| | |
§ 26. Krav
på hustruen af den i § 11 nævnte art
forældes i løbet af 1 år, når tillige
manden hæfter for gælden. Reglerne i lov nr. 274 af 22.
december 1908 § 1, sidste pkt., samt §§ 2
og 3 finder tilsvarende anvendelse ved denne forældelse. | | 1.§§ 26 og 27 ophæves. |
| | |
§ 27.
Bestemmelserne i § 26 finder ikke anvendelse, hvis
hustruen har påtaget sig et videregående ansvar. | | |
| | |
| | Ministeriet for Fødevarer,
Landbrug og Fiskeri |
| | |
| | § 29 |
| | I lov om ophørsstøtte til
jordbrugere, jf. lovbekendtgørelse nr. 676 af 9. august
1995, som ændret bl.a. ved § 37 i lov nr. 431 af 6.
juni 2005 og senest ved § 73 i lov nr. 538 af 8. juni
2006, foretages følgende ændring: |
| | |
| | 1. Efter § 19
a indsættes: |
| | » § 19 b.
Tilbagesøgningskrav i forbindelse med tilskud, der er
finansieret af såvel nationale midler som EU-midler,
forældes i deres helhed efter de regler, der er fastsat i de
gældende forordninger.« |
| | |
| | § 30 |
| | I lov om støtte til udvikling af
landdistrikterne (landdistriktsstøtteloven), jf.
lovbekendtgørelse nr. 1015 af 9. oktober 2006, foretages
følgende ændring: |
| | |
| | 1. Efter § 23
a indsættes: |
| | » § 23 b.
Tilbagesøgningskrav i forbindelse med tilskud, der er
finansieret af såvel nationale midler som EU-midler,
forældes i deres helhed efter de regler, der er fastsat i de
gældende forordninger.« |
| | |
| | § 31 |
| | I lov nr. 1081 af 22. december 1993 om
ophørsstøtte til erhvervsfiskere, som ændret
bl.a. ved § 36 i lov nr. 431 af 6. juni 2005 og senest
ved § 9 i lov nr. 404 af 8. maj 2006, foretages
følgende ændring: |
| | |
| | 1. Efter § 12
a indsættes: |
| | » § 12 b.
Tilbagesøgningskrav i forbindelse med tilskud, der er
finansieret af såvel nationale midler som EU-midler,
forældes i deres helhed efter de regler, der er fastsat i de
gældende forordninger.« |
| | |
| | § 32 |
| | I lov nr. 1552 af 20. december 2006 om
udvikling af fiskeri- og akvakultursektoren
(fiskeriudviklingsloven) foretages følgende
ændring: |
| | |
| | 1. Efter § 9
indsættes: |
| | » § 9 a.
Tilbagesøgningskrav i forbindelse med tilskud, der er
finansieret af såvel nationale midler som EU-midler,
forældes i deres helhed efter de regler, der er fastsat i de
gældende forordninger.« |
| | |
| | Ministeriet for Videnskab, Teknologi og
Udvikling |
| | |
| | § 33 |
| | I lov om nr. 347 af 2. juni 1999 om
opfindelser ved offentlige forskningsinstitutioner, som
ændret ved § 50 i lov nr. 145 af 25. marts 2002 og
§ 7 i lov nr. 545 af 24. juni 2005, foretages
følgende ændring: |
| | |
§ 17. Krav
på vederlag efter § 12 forældes efter 5
år. Lov nr. 274 af 22. december 1908 om forældelse af
visse fordringer finder tilsvarende anvendelse, når
arbejdstager har modtaget institutionens afgørelse efter
§ 11, stk. 4. | | 1.§ 17 ophæves. |
| | |
| | Socialministeriet |
| | |
| | § 34 |
| | I lov om byfornyelse og udvikling af
byer, jf. lovbekendtgørelse nr. 1083 af 3. november 2006,
foretages følgende ændring: |
| | |
| | 1. Efter § 103
a indsættes: |
| | » § 103
b. Tilbagesøgningskrav i forbindelse med tilskud,
der er finansieret af såvel nationale midler som EU-midler,
forældes i deres helhed efter de regler, der er fastsat i de
gældende forordninger.« |
| | |
| | § 35 |
| | I lov om social service, jf.
lovbekendtgørelse nr. 58 af 18. januar 2007, som
ændret senest ved § 101 i lov nr. 90 af 31. januar
2007, foretages følgende ændring: |
| | |
§ 43. --- | | |
Stk. 2-5. --- | | |
S tk. 6. Kommunen skal indbetale
bidrag til den særlige pensionsopsparing efter § 17
f, stk. 3, i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension til
den særlige pensionsopsparing af den særlige
supplerende ydelse. Socialministeren skal efter indstilling fra
Arbejdsmarkedets Tillægspension i en bekendtgørelse
fastsætte nærmere regler om bidragsbetaling og
indberetning. Indbetales opsparingsbeløbet ikke rettidigt,
finder reglerne i § 17, stk. 2-5 og 7, i lov om
Arbejdsmarkedets Tillægspension tilsvarende anvendelse. | | 1. I § 43, stk. 6,
ændres »stk. 2-5 og 7« til:
»stk. 2-4 og 6«. |
| | |
| | Skatteministeriet |
| | |
| | § 36 |
| | I skatteforvaltningsloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 907 af 28. august 2006, som
ændret ved § 4 i lov nr. 405 af 8. maj 2006 og lov nr.
1581 af 20. december 2006, foretages følgende
ændringer: |
| | |
§ 27. Uanset
fristerne i § 26 kan en ansættelse af indkomst-
eller ejendomsværdiskat foretages eller ændres efter
anmodning fra den skattepligtige eller efter told- og
skatteforvaltningens bestemmelse, hvis: | | 1. I § 27, stk. 1, nr.
7, og to steder i § 32, stk. 1, nr.
1, ændres »5 år« til: »3
år«. |
1)-6) --- | | |
7) Hidtidig praksis er endeligt underkendt ved en
dom, en landsskatteretskendelse eller skatteministerens beslutning
efter § 49, 2. pkt., eller en praksisændring er
offentliggjort af Skatteministeriet. I disse tilfælde kan
genoptagelse foretages til gunst for den skattepligtige fra og med
det indkomstår, der har været til prøvelse i den
første sag, der resulterede i en underkendelse af praksis,
eller fra og med det indkomstår, der er påbegyndt, men
endnu ikke udløbet 5 år forud for underkendelsen af
praksis. | | |
Stk. 2-6. --- | | |
| | |
§ 32. Uanset
fristerne i § 31 kan et afgiftstilsvar eller en
godtgørelse af afgift fastsættes eller ændres
efter anmodning fra den afgiftspligtige henholdsvis den
godtgørelsesberettigede eller efter told- og
skatteforvaltningens bestemmelse, hvis: | | |
1) Hidtidig praksis er endeligt underkendt ved en
dom, en landsskatteretskendelse eller skatteministerens beslutning
efter § 49, 2. pkt., eller en praksisændring er
offentliggjort af Skatteministeriet. I disse tilfælde kan
genoptagelse foretages til gunst for den afgiftspligtige fra og med
den afgiftsperiode, der er helt eller delvis sammenfaldende med den
afgiftsperiode, der var til prøvelse i den første
sag, der resulterede i underkendelse af praksis, eller den
afgiftsperiode, der er påbegyndt, men endnu ikke
udløbet, 5 år forud for underkendelsen af praksis.
Tilsvarende kan genoptagelse ske til gunst for den
godtgørelsesberettigede vedrørende godtgørelse
af afgift, der kunne være gjort gældende fra og med det
tidspunkt, der var til prøvelse i den første sag, der
resulterede i underkendelse af praksis, eller 5 år forud for
underkendelsen af praksis. | | |
2)-4) --- | | |
Stk. 2-4. --- | | |
| | |
§ 27. --- | | |
Stk. 2-3. --- | | |
Stk. 4. Krav afledt af en
ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat
foretaget efter stk. 1, nr. 4, 7 eller 8, er ikke undergivet
forældelse efter lov nr. 274 af 22. december 1908 om
forældelse af visse fordringer. | | 2. § 27, stk. 4 ,
ophæves. |
Stk. 5-6. --- | | Stk. 5 og 6 bliver herefter stk. 4 og
5. |
| | |
§ 32. --- | | |
Stk. 2-3. --- | | |
Stk. 4. Krav afledt af en
ændring af afgiftstilsvaret eller godtgørelsen af
afgift efter stk. 1, nr. 1 eller 4, er ikke undergivet
forældelse efter lov nr. 274 af 22. december 1908 om
forældelse af visse fordringer. | | 3.§ 32, stk. 4,
ophæves. |
| | 4. Efter § 34
indsættes: |
| | »Kapitel 12 a |
| | Forældelse |
| | |
| | § 34 a. Krav
afledt af en ansættelse af indkomst- eller
ejendomsværdiskat, jf. §§ 26 og 27, og
fastsættelse af afgiftstilsvar eller godtgørelse af
afgift, jf. §§ 31 og 32, forældes efter
reglerne i forældelsesloven, jf. dog stk. 2-4. |
| | Stk. 2. Er varsel om ansættelse
af indkomst- eller ejendomsværdiskat, jf.
§§ 26 og 27, eller om fastsættelse af
afgiftstilsvar eller godtgørelse af afgift, jf.
§§ 31 og 32, afsendt inden forældelsesfristens
udløb, eller er ansættelsen henholdsvis
fastsættelsen foretaget inden forældelsesfristens
udløb, indtræder forældelse af krav afledt af
ansættelsen henholdsvis fastsættelsen tidligst et
år efter, at told- og skatteforvaltningen har givet
meddelelse om afgørelsen. Dette gælder, uanset om
kravet gøres gældende af told- og skatteforvaltningen
eller den skattepligtige. |
| | Stk. 3. Fristen efter
forældelseslovens § 3, stk. 1, er 5 år
for krav afledt af en ansættelse vedrørende
kontrollerede transaktioner, jf. § 26, stk. 5. |
| | Stk. 4. Forældelsesfristen er 10
år for krav afledt af en ekstraordinær ansættelse
af indkomst- eller ejendomsværdiskat, jf. § 27,
stk. 1, og ekstraordinær fastsættelse af
afgiftstilsvar eller godtgørelse af afgift, jf.
§ 32, stk. 1. |
| | |
| | § 34 b.
Udløb af forældelsesfristen er ikke til hinder for, at
det under en straffesag, i hvilken tiltalte findes skyldig, kan
pålægges tiltalte at betale unddragne skatter i
anledning af det strafbare forhold, der er indtalt under
straffesagen, jf. skattekontrollovens § 19 A. En
sådan fordring kan også gøres gældende
efter udløb af forældelsesfristen, hvis varsel om
ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat eller
fastsættelse af afgiftstilsvar eller godtgørelse af
afgift afsendes inden et år efter endelig afgørelse i
en straffesag, i hvilken tiltalte er fundet skyldig, eller inden et
år efter skyldnerens vedtagelse af bøde eller anden
strafferetlig sanktion.« |
| | |
| | Undervisningsministeriet |
| | |
| | § 37 |
| | I lov om Arbejdsgivernes Elevrefusion,
jf. lovbekendtgørelse nr. 767 af 5. juli 2006, som
ændret ved § 2 i lov nr. 1538 af 20. december 2006 og
lov nr. 1596 af 20. december 2006, foretages følgende
ændring: |
| | |
§ 30. Krav
på arbejdsgiverbidrag, tilskud og andre ydelser efter denne
lov forældes efter reglerne i lov nr. 274 af 22. december
1908 om forældelse af visse fordringer. | | 1.§ 30 ophæves. |
| | |
| | § 38 |
| | I lov om godtgørelse ved
deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse, jf.
lovbekendtgørelse nr. 795 af 18. august 2005, som
ændret ved § 16 i lov nr. 523 af 24. juni 2005,
foretages følgende ændring: |
| | |
§ 13. --- | | |
Stk. 2-19. --- | | |
Stk. 20. Krav på
finansieringsbidrag forældes efter reglerne i lov nr. 274 af
22. december 1908 om forældelse af visse fordringer. | | 1.§ 13, stk. 20,
ophæves. |
Stk. 21-22. --- | | Stk. 21 og 22 bliver herefter stk. 20 og
21. |
| | |
| | § 39 |
| | I lov om bonus til elever i
ungdomsuddannelse med lønnet praktik, jf.
lovbekendtgørelse nr. 220 af 20. marts 2006, som
ændret ved § 20 i lov nr. 404 af 8. maj 2006,
foretages følgende ændring: |
| | |
§ 5. --- | | |
Stk. 2. --- | | |
Stk. 3. § 28 om straf,
§ 30 om forældelse og § 31 om
AER€™s oplysningspligt over for Undervisningsministeriet
i lov om Arbejdsgivernes Elevrefusion finder tilsvarende anvendelse
i denne lov. | | 1. I § 5, stk. 3,
udgår », § 30 om forældelse«. |
| | |
| | Økonomi- og
Erhvervsministeriet |
| | |
| | § 40 |
| | I lov nr. 364 af 18. maj 1994 om
produktsikkerhed, som ændret bl.a. ved lov nr. 1170 af 19.
december 2003 og senest ved § 38 i lov nr. 538 af 8. juni
2006, foretages følgende ændring: |
| | |
§ 12. --- | | |
Stk. 2. --- | | |
Stk. 3. I tilfælde, hvor der
meddeles påbud om, at et produkt skal trækkes tilbage i
medfør af stk. 1, nr. 3, eller destrueres i
medfør af stk. 1, nr. 4, gælder fristen i
§§ 54 og 83 i købeloven ikke. | | 1.§ 12, stk. 3,
ophæves. |
| | |
| | § 41 |
| | I lov om
tilsyn med firmapensionskasser, jf. lovbekendtgørelse nr.
1017 af 24. oktober 2005, som ændret ved § 11 i lov nr.
108 af 7. februar 2007, foretages følgende
ændring: |
| | |
§ 9. Krav, der
er grundede i pensionsløftet, forældes 2 år
efter udgangen af det kalenderår, i hvilket fordringshaveren
fik kundskab om kravet og om, at det er forfaldet, og i alt fald 5
år efter kravets forfaldstid. I øvrigt finder reglerne
i §§ 1-3 i lov nr. 274 af 22. december om
forældelse af fordringer anvendelse. | | 1. § 9ophæves. |
| | |
| | § 42 |
| | I lov om
ligebehandling af mænd og kvinder inden for de
erhvervstilknyttede sikringsordninger, jf. lovbekendtgørelse
nr. 775 af 29. august 2001, foretages følgende
ændring: |
| | |
§ 12. Krav
på betaling som følge af § 9 og
§ 11 forældes efter 2 år efter udgangen af
det kalenderår, i hvilket fordringshaveren fik kundskab om
kravet og om, at det er forfaldet, og i alt fald 5 år efter
kravets forfaldstid. I øvrigt finder reglerne i
§§ 1-3 i lov nr. 274 af 22. december 1908 om
forældelse af fordringer anvendelse. | | 1.§ 12ophæves. |
| | |
| | § 43 |
| | I lov om arbejdstageres opfindelser, jf.
lovbekendtgørelse nr. 131 af 18. marts 1986, som
ændret ved § 51 i lov nr. 130 af 26. februar 1992,
foretages følgende ændringer: |
| | |
§ 8. --- | | |
Stk. 2. --- | | |
Stk. 3. Kravet på
fastsættelse af godtgørelse forældes på 5
år i overensstemmelse med lov nr. 274 af 22. december 1908,
idet forældelsesfristen regnes fra det tidspunkt, da
arbejdsgiveren har tilkendegivet, at han ønsker at erhverve
opfindelse. | | 1.§ 8, stk. 3,
ophæves. |
Stk. 4. --- | | Stk. 4 bliver herefter stk. 3. |
| | |
| | § 44 |
| | I søloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 538 af 15. juni 2004, som ændret
senest ved § 13 i lov nr. 1563 af 20. december 2006,
foretages følgende ændring: |
| | |
§ 501.
Forældelsesfristen for følgende fordringer er | | |
1) for fordring på bjærgeløn
og særligt vederlag, to år fra den dag, da
bjærgningen blev afsluttet, | | |
2) for fordring på erstatning for skade ved
sammenstød eller søulykke som nævnt i
§ 163, to år fra den dag, da skaden blev voldt, | | |
3) for fordring på erstatning efter
§ 418, 1. pkt., to år fra den dag, da passageren
gik i land, eller, dersom dødsfald har fundet sted
undervejs, fra den dag, på hvilken passageren skulle have
været udskibet. Har dødsfaldet fundet sted efter
udskibningen, er fristen to år fra dødsdagen, dog
senest tre år fra den dag, udskibningen fandt sted, | | |
4) for fordring på erstatning efter
§ 419, to år fra den dag, da rejsegodset blev
udskibet eller, hvis det er gået tabt, fra den dag, da
udskibningen skulle have fundet sted, | | |
5) for fordring på erstatning efter
§ 418, 2. pkt., to år fra den dag, da passageren
blev udskibet, | | |
6) for fordring på erstatning for tab som
følge af, at gods er udleveret uden forevisning af
konnossement eller til en forkert person, et år fra den dag,
da godset skulle have været udleveret, eller fra den dag, da
det blev udleveret, hvis dette sker på et senere
tidspunkt, | | |
7) for fordring på erstatning efter
§§ 275 og 276 eller for urigtige eller
ufuldstændige oplysninger i et konnossement, et år fra
den dag, da godset blev udleveret eller skulle have været
udleveret, | | |
8) for fordring på bidrag til almindeligt
havari eller til omkostninger, som fordeles efter § 360
eller § 466, stk. 2, et år fra dispachens
dato, | | |
9) for fordring, for hvilken skyldneren er
begrænset ansvarlig i henhold til § 172,
stk. 1, nr. 4, tre år fra forfaldsdag, | | |
10) for fordring på den, der er blevet
personligt ansvarlig efter § 53 eller § 63, den
for søpanterettens forældelse fastsatte frist, jf.
§§ 55 og 64. | | |
Stk. 2. For regreskrav i anledning af
fordringer som nævnt i stk. 1, nr. 2, 6 og 7, er
forældelsesfristen et år fra den dag, da fordringen
blev betalt eller søgsmål om den rejst. Ved regres i
anledning af krav som følge af personskade, jf. stk. 1,
nr. 2, regnes fristen for regreskravet først fra den dag, da
erstatningen blev betalt. | | |
Stk. 3. Forældelsesfristen
afbrydes ved foretagelse af retsskridt inden fristens udløb
eller, såfremt det tilkommer en dispachør at
træffe afgørelse om fordringen, ved anmeldelsen for
dispachøren. | | |
Stk. 4. Enhver
forhåndsvedtagelse om udelukkelse af forældelse eller
om længere forældelsesfrister end dem, der er
nævnt i stk. 1, er ugyldig. | | |
| | 1. I § 501, stk. 5,
indsættes som 3.
pkt.: |
Stk. 5. Det afgøres efter loven
i det land, hvor sagen er anlagt, om forældelsen er afbrudt
eller suspenderet. Dog skal fordringer som omtalt i stk. 1,
nr. 3, 4 og 5, senest være forældet tre år efter
den dag, da udskibningen fandt sted eller skulle have fundet
sted. | | »Når forældelsen af fordringer
omfattet af stk. 1 afbrydes, uden der etableres et
særligt retsgrundlag, jf. forældelseslovens
§ 5, stk. 1, løber en ny frist af samme
længde fra det tidspunkt, som er angivet i
forældelseslovens § 19, eller, hvis afbrydelsen er
sket ved anmeldelse for en dispachør, fra
dispachørens afgørelse.« |
Stk. 6. I øvrigt kommer de
almindelige regler om forældelse af fordringer til
anvendelse. | | |
| | |
| | § 45 |
| | I konkurrenceloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 785 af 8. august 2005, foretages
følgende ændring: |
| | |
| | 1. Efter kapitel 9
indsættes: |
| | »Kapitel 9 a |
| | Civilretlig forældelse |
| | § 25. En
fordringshavers krav på erstatning som følge af en
overtrædelse af bestemmelserne i denne lov eller
EF-traktatens artikel 81 og artikel 82 forældes efter
reglerne i forældelsesloven. |
| | Stk. 2. Forældelseslovens
§ 21, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse på
fordringer som omhandlet i stk. 1, hvis fordringshaver har
indgivet klage til Konkurrencerådet i en sag om
overtrædelse af bestemmelser som anført i stk. 1,
og klagen indgår i rådets behandling af sagen. |
| | Stk. 3. Indbringes sagen for
Konkurrenceankenævnet, finder forældelseslovens
§ 21, stk. 2, tilsvarende anvendelse på
fordringer som omhandlet i stk. 1, hvis fordringshaver |
| | 1) har indbragt sagen for
Konkurrenceankenævnet, eller |
| | 2) er indtrådt som biintervenient i
ankesagen.« |