Efter afstemningen i Folketinget ved 2.
behandling den 29. maj 2007
Forslag
til
Lov om ændring af retsplejeloven
(Revision af regler om advokaters
virksomhed)
§ 1
I lov om rettens pleje, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1001 af 5. oktober 2006, som
ændret senest ved § 1 i lov nr. 395 af 30. april
2007, foretages følgende ændringer:
1.§ 119, stk. 2, nr.
3, affattes således:
»3) har bestået dansk juridisk
bachelor- og kandidateksamen, jf. dog § 135
a,«.
2. I § 119, stk. 2, nr.
4, ændres »jf. stk. 3-5.« til:
»jf. stk. 3 og 4, og«.
3. I § 119, stk. 2,
indsættes som nr.
5:
»5) har gennemført en teoretisk
grunduddannelse og bestået en eksamen i forhold af
særlig betydning for advokaterhvervet samt bestået en
praktisk prøve i retssagsbehandling.«
4. I § 119, stk. 3,
ændres »herunder behandling af retssager,« til:
»herunder opnåelse af kendskab til behandlingen af
retssager,«.
5. I § 119, stk. 4,
udgår », dog med højst 2 år«.
6.§ 119, stk. 5,
ophæves.
Stk. 6 bliver herefter stk. 5.
7.§ 119, stk. 6, der
bliver stk. 5, affattes således:
»Stk. 5. Justitsministeren
fastsætter regler om den teoretiske grunduddannelse, eksamen
og praktiske prøve i retssagsbehandling, herunder om
indhold, tilrettelæggelse og betaling herfor.
Justitsministeren kan i særlige tilfælde fritage for
kravet om gennemførelse af den teoretiske grunduddannelse,
kravet om eksamen og kravet om den praktiske prøve i
retssagsbehandling. Advokatsamfundet forestår den teoretiske
grunduddannelse, eksamen og den praktiske prøve i
retssagsbehandling. Retten vurderer, om en retssag er egnet til at
udgøre den praktiske prøve i
retssagsbehandling.«
8. I § 122, stk. 2,
indsættes som 2.
pkt.:
»Ved afgørelser om dispensation skal
der navnlig lægges vægt på, at en advokat skal
være uafhængig af det offentlige, således at der
ikke kan opstå interessekonflikter mellem en offentlig
ansættelse og den pågældendes udøvelse af
advokatvirksomhed.«
9.§ 123 affattes
således:
Ȥ 123. En advokat
skal i mindst 1 år enten have været i virksomhed som
autoriseret fuldmægtig hos en advokat, der udøver
advokatvirksomhed, eller som advokat have været ansat hos en
anden advokat, der udøver advokatvirksomhed, for at kunne
udøve advokatvirksomhed i fællesskab med en anden
advokat, udøve enkeltmandsvirksomhed som advokat eller eje
aktier eller anparter i et advokatselskab.
Stk. 2. Justitsministeren kan i
særlige tilfælde gøre undtagelse fra
bestemmelsen i stk. 1.«
10.§ 124 affattes
således:
Ȥ 124.
Advokatvirksomhed må ud over i enkeltmandsvirksomhed eller i
et fællesskab af advokater kun udøves af et
advokatselskab, der drives i aktie-, anparts- eller
kommanditaktieselskabsform (partnerselskabsform). Et advokatselskab
må alene have til formål at drive advokatvirksomhed. Et
advokatselskab, der alene ejes af advokater, og hvis eneste
formål og aktivitet er at eje aktier eller anparter i et
andet advokatselskab, kan dog eje aktier eller anparter i et
advokatselskab. Et advokatselskab er pligtig og eneberettiget til i
navnet at benytte ordene
»advokataktieselskab«,
»advokatanpartsselskab« eller
»advokatkommanditaktieselskab« eller deraf dannede
forkortelser. Uanset 1. og 2. pkt. må foreninger,
interesseorganisationer og lignende som mandatar udføre
retssager for deres medlemmer inden for foreningens
interesseområde.
Stk. 2. En advokat, der udøver
virksomhed i et advokatselskab, eller en anden ansat i selskabet,
der i medfør af stk. 3, nr. 2, ejer aktier eller
anparter heri, hæfter personligt sammen med selskabet for
ethvert krav, der er opstået som følge af vedkommendes
bistand til en klient.
Stk. 3. Aktier eller anparter i et
advokatselskab må, jf. dog stk. 8, kun ejes af
1) advokater, der aktivt driver advokatvirksomhed
i selskabet, dets moderselskab eller dets datterselskab,
2) andre ansatte i selskabet eller
3) et andet advokatselskab.
Stk. 4. De personer, der er
nævnt i stk. 3, nr. 2, må alene tilsammen eje
under en tiendedel af aktierne eller anparterne i selskabet og
må alene tilsammen have under en tiendedel af stemmerne i
selskabet. Det er ikke tilladt i selskabets vedtægter eller
ved aktionæroverenskomst at fastsætte bestemmelser, der
begrænser aktieselskabslovens bestemmelser om
indløsning af aktier.
Stk. 5. De personer, der er
nævnt i stk. 3, nr. 2, og som ejer aktier eller anparter
i et advokatselskab, skal bestå en prøve i de regler,
der er af særlig betydning for advokaterhvervet.
Justitsministeren fastsætter nærmere regler herom.
Advokatsamfundet forestår afholdelsen af prøven.
Stk. 6. Klager over de personer, der
er nævnt i stk. 3, nr. 2, og som ejer aktier eller
anparter i et advokatselskab, kan indbringes for
Advokatnævnet i overensstemmelse med reglerne i kapitel 15 a
og 15 b.
Stk. 7. Bestyrelsesmedlemmer, bortset
fra medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer, i et advokatselskab
skal aktivt drive advokatvirksomhed i selskabet eller i dets
moderselskab eller dets datterselskab. Medlemmer af direktionen i
et advokatselskab skal aktivt drive advokatvirksomhed i
selskabet.
Stk. 8. Justitsministeren
fastsætter nærmere regler for udøvelse af
advokatvirksomhed i selskabsform, herunder regler om omdannelse af
et advokatselskab til andet formål og regler om
afhændelse af aktier og anparter.
Stk. 9. Medmindre højere straf
er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med
bøde den, der overtræder stk. 1, 3, 4 og 7.
Stk. 10. I forskrifter, der udstedes i
medfør af stk. 5 og 8, kan der fastsættes straf
af bøde for overtrædelse af bestemmelserne i
forskrifterne.«
11.§ 126, stk. 3,
affattes således:
»Stk. 3. En advokat skal
medvirke til, at en fuldmægtig, der er autoriseret hos
advokaten, kan deltage i den teoretiske grunduddannelse, eksamen og
praktiske prøve i retssagsbehandling, jf. § 119,
stk. 2, nr. 5. Advokaten skal afholde udgifterne til den
teoretiske grunduddannelse, eksamen og praktiske prøve i
retssagsbehandling.«
12. I § 126 indsættes
som stk. 5:
»Stk. 5. Enhver advokat og
advokatfuldmægtig skal løbende deltage i
efteruddannelse af betydning for advokaterhvervet. En advokat skal
afholde udgifterne hertil for en fuldmægtig, der er
autoriseret hos advokaten. Justitsministeren kan fastsætte
nærmere regler herom.«
13. I § 127 a indsættes
som stk. 2:
»Stk. 2. § 126,
stk. 1, 2 og 4, samt § 127 gælder også
for de ansatte i et advokatselskab, som ejer aktier eller anparter
i advokatselskabet, jf. § 124, stk. 3, nr.
2.«
14.§ 129 affattes
således:
Ȥ 129.
Straffelovens §§ 144, 150-152 og 155-157 finder
tilsvarende anvendelse på advokater samt deres autoriserede
fuldmægtige, partnere, personale og andre, som i
øvrigt beskæftiges i advokatvirksomheden.«
15.§ 132 affattes
således:
Ȥ 132. Enhver
advokat har møderet for byret, for Sø- og
Handelsretten i sager omfattet af § 15, stk. 2, nr.
4, og for Den Særlige Klageret.«
16.§ 133, stk. 3-5,
affattes således:
»Stk. 3. Prøven
består i, at den pågældende udfører to
retssager, der afsluttes med mundtlig hovedforhandling.
Stk. 4. Den ene retssag kan være
en byretssag, herunder den praktiske prøve, der er omhandlet
i § 119, stk. 2, nr. 5. I så fald skal dette
være en sag med kollegial behandling eller en sag, hvor der
medvirker sagkyndige dommere. Den anden retssag skal aflægges
for en af landsretterne eller for Sø- og Handelsretten. En
sag kan kun danne grundlag for prøven, hvis vedkommende ret
finder sagen egnet hertil.
Stk. 5. Prøven er
bestået, når de retter, hvor sagerne er udført,
finder udførelsen tilfredsstillende. Vedkommende landsret
eller Sø- og Handelsretten kan dog, hvis sagen er
udført for landsretten eller Sø- og Handelsretten, ud
fra den første sags karakter og udførelsen heraf
erklære prøven for bestået alene på
grundlag af denne sag. Den anden sag skal udføres senest 5
år efter udførelsen af den første sag,
medmindre den ret, hvor den anden sag udføres, meddeler
undtagelse herfra.«
17.§ 135, stk. 1,
affattes således:
»Enhver advokat kan have en eller to
autoriserede fuldmægtige, der skal have bestået dansk
juridisk bachelor- og kandidateksamen, jf. dog § 135 a,
stk. 1.«
18. Efter
§ 135 indsættes:
Ȥ 135 a.
Justitsministeren kan for personer, der i en af Den
Europæiske Unions medlemsstater eller i et land, hvormed
Fællesskabet har indgået aftale, har bestået en
juridisk kandidateksamen, der i niveau svarer til den danske
juridiske bachelor- og kandidateksamen, fastsætte en
prøvetid som betingelse for ansøgerens autorisation
som advokatfuldmægtig med henblik på at sikre, at
ansøgeren har det fornødne kendskab til dansk
procesret samt behersker det danske sprog på et sådant
niveau, at ansøgeren kan gennemføre en
hovedforhandling på forsvarlig vis. Det samme gælder
for personer, der i en af Den Europæiske Unions medlemsstater
eller i et land, hvormed Fællesskabet har indgået
aftale, har bestået en juridisk bacheloreksamen og i Danmark
har bestået en juridisk kandidateksamen.
Stk. 2. Justitsministeren kan i
øvrigt, i det omfang det er nødvendigt til opfyldelse
af Danmarks EU-retlige forpligtelser, fritage fra kravet om, at
ansøgeren skal have bestået en dansk juridisk
bachelor- eller kandidateksamen, herunder fastsætte en
prøvetid som betingelse herfor.«
19.§ 136, stk. 3,
affattes således:
»Stk. 3. Ved mundtlig
forhandling for byret og for Sø- og Handelsretten i sager
omfattet af § 15, stk. 2, nr. 4, kan en advokat give
møde ved sin autoriserede fuldmægtig.«
20.§ 143, stk. 1,
affattes således:
»Det Danske Advokatsamfund udgøres af
alle danske advokater.«
21. I § 143 indsættes
efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Advokatrådet kan
træffe bestemmelse om, at en advokat eller en af de personer,
der er nævnt i § 124, stk. 3, nr. 2, og som
ejer aktier eller anparter i et advokatselskab, skal indkaldes til
en samtale med kredsbestyrelsen i en af de advokatkredse, som
grænser op til den kreds, hvor advokaten eller den
ovennævnte person har sin virksomhed, hvis det må
antages, at advokaten eller den ovennævnte person groft eller
gentagne gange har tilsidesat de pligter, som stillingen
medfører. Advokatrådet kan endvidere i sager, hvor en
advokat eller en af de personer, der er nævnt i
§ 124, stk. 3, nr. 2, og som ejer aktier eller
anparter i et advokatselskab, er under mistanke for at have
begået overtrædelser, der kan føre til
frakendelse af retten til at udøve advokatvirksomhed eller
retten til at eje aktier eller anparter i et advokatselskab,
bestemme, at der skal iværksættes et kollegialt tilsyn
med advokaten eller den ovennævnte person.«
Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og
5.
22.§ 144 affattes
således:
Ȥ 144.
Advokatsamfundet opretter et Advokatnævn. Advokatnævnet
består af en formand og 2 næstformænd, der alle
skal være dommere, samt af 18 andre medlemmer. Formanden og
næstformændene udpeges af Højesterets
præsident. Af de øvrige medlemmer vælges 9 af
Advokatsamfundet blandt advokater, der ikke er medlemmer af
Advokatrådet, og 9, der ikke må være advokater,
udpeges af justitsministeren. Justitsministerens udpegning af
medlemmer og stedfortrædere herfor sker efter indstilling fra
sådanne myndigheder, organisationer og lign., således
at det sikres, at der til nævnet udpeges medlemmer og
stedfortrædere herfor, der har kendskab til både
private klienters, erhvervsklienters og offentlige klienters
interesser. Medlemmer og stedfortrædere herfor udpeges for en
periode af 6 år. Der er ikke mulighed for genudpegning.
Stk. 2. Ved nævnets behandling
af en sag skal deltage et eller flere medlemmer af formandskabet,
et eller flere af de medlemmer, der er udpeget af
justitsministeren, og et antal advokater, der svarer til antallet
af de medlemmer, der er udpeget af justitsministeren.
Stk. 3. Advokatnævnet kan ved
sagernes forberedelse lade sig bistå af advokatkredsenes
bestyrelser.
Stk. 4. Justitsministeren
fastsætter nærmere regler om Advokatnævnets
virksomhed, herunder om nævnets virksomhed i afdelinger.
Justitsministeren kan endvidere fastsætte regler om betaling
af udgifter til honorarer m.v. til advokater, der udpeges som
anklager, forsvarer eller til at varetage klagerens interesser i
disciplinærsager.«
23. I § 145, stk. 1,
udgår »og sager efter § 146 om klager over
vederlag«.
24.§ 145, stk. 2,
affattes således:
»Stk. 2. Justitsministeren
fastsætter nærmere regler om kredsbestyrelsernes
behandling af sager, hvor de skal bistå Advokatnævnet,
samt kredsbestyrelsernes afholdelse af de samtaler, som er
nævnt i § 143, stk. 3.«
25.§ 146 affattes
således:
Ȥ 146. Klager over
vederlag, som en advokat, et advokatselskab eller en af de
personer, der er nævnt i § 124, stk. 3, nr. 2,
og som ejer aktier eller anparter i et advokatselskab, har forlangt
for sit arbejde, kan af den, som har retlig interesse heri,
indbringes for Advokatnævnet. Nævnet kan godkende
vederlagets størrelse eller bestemme, at vederlaget skal
nedsættes eller bortfalde.
Stk. 2. Klager skal indgives inden 1
år efter, at klageren er blevet bekendt med kravet om
vederlag. Fristen regnes fra den endelige afregning af den
pågældende sag. Advokatnævnet kan behandle en
klage, der er indgivet senere, når fristoverskridelsen er
rimeligt begrundet.
Stk. 3. Advokatnævnets
afgørelse kan ikke indbringes for anden administrativ
myndighed.«
26.§ 147
ophæves.
27.§ 147 a affattes
således:
»§ 147 a. Så
længe en sag behandles af Advokatnævnet, kan
klagesagens parter ikke anlægge sag ved domstolene om de
spørgsmål, der er omfattet af klagen. Når
Advokatnævnet har truffet afgørelse, kan hver af
parterne indbringe sagen for domstolene.«
28. I § 147 b, stk. 1,
ændres »en advokat eller et advokatselskab« til:
»en advokat, et advokatselskab eller en af de personer, der
er nævnt i § 124, stk. 3, nr. 2, og som ejer
aktier eller anparter i et advokatselskab,«.
29. I § 147 b, stk. 2,
ændres »6 måneder« til: »1
år«.
30.§ 147 c, stk. 1 og
2 , affattes
således:
»Finder Advokatnævnet, at en advokat, et
advokatselskab eller en af de personer, der er nævnt i
§ 124, stk. 3, nr. 2, og som ejer aktier eller
anparter i et advokatselskab, har tilsidesat pligter, der
følger af denne lov eller forskrifter fastsat i
medfør af loven, kan nævnet tildele advokaten,
advokatselskabet eller personen, der i medfør af
§ 124, stk. 3, nr. 2, ejer aktier eller anparter i
et advokatselskab, en irettesættelse eller
pålægge vedkommende eller selskabet en bøde
på indtil 300.000 kr.
Stk. 2. Advokatnævnet kan under
anvendelse af tvangsbøder pålægge en advokat, et
advokatselskab eller en af de personer, der er nævnt i
§ 124, stk. 3, nr. 2, og som ejer aktier eller
anparter i et advokatselskab, at opfylde en forpligtelse som
nævnt i stk. 1. Nævnet kan endvidere, hvis det
skønnes fornødent, fratage advokaten eller personen,
der i medfør af § 124, stk. 3, nr. 2, ejer
aktier eller anparter i et advokatselskab, en sag og lade en anden
af klienten godkendt advokat eller person, der i medfør af
§ 124, stk. 3, nr. 2, ejer aktier eller anparter i
et advokatselskab, færdiggøre den.«
31. I § 147 c indsættes
efter stk. 3 som nyt stykke:
»Stk. 4. Har en af de personer,
der er nævnt i § 124, stk. 3, nr. 2, og som
ejer aktier eller anparter i et advokatselskab, gjort sig skyldig i
grov eller oftere gentagen overtrædelse af de regler, som
regulerer advokaterhvervet, og de udviste forhold giver grund til
at antage, at den pågældende ikke for fremtiden vil
overholde disse regler, kan Advokatnævnet frakende
vedkommende retten til at udføre sager eller forretninger af
nærmere angiven karakter eller retten til at eje aktier eller
anparter i et advokatselskab. Frakendelse kan ske i et tidsrum fra
6 måneder til 5 år eller indtil videre.«
Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 5 og
6.
32. I § 147 c, stk. 5,
der bliver stk. 6, indsættes efter
»advokatselskabet,«: »personen, der i
medfør af § 124, stk. 3, nr. 2, ejer aktier
eller anparter i et advokatselskab,«.
33. I § 147 d, stk. 1 og
3, ændres
»advokaten eller advokatselskabet« til:
»advokaten, advokatselskabet eller personen, der i
medfør af § 124, stk. 3, nr. 2, ejer aktier
eller anparter i et advokatselskab,«.
34.§ 147 e affattes
således:
Ȥ 147 e. Advokaten
eller personen, der i medfør af § 124,
stk. 3, nr. 2, ejer aktier eller anparter i et advokatselskab,
kan forlange en afgørelse efter § 147 c,
stk. 3 eller stk. 4, indbragt for retten. Retten kan
stadfæste, ophæve eller ændre
afgørelsen.
Stk. 2. Anmodning om sagsanlæg
skal fremsættes over for justitsministeren inden 4 uger
efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.
Justitsministeren anlægger herefter sag i den borgerlige
retsplejes former mod advokaten eller personen, der i medfør
af § 124, stk. 3, nr. 2, ejer aktier eller anparter
i et advokatselskab.
Stk. 3. Anmodning om sagsanlæg
har opsættende virkning, men retten kan, hvis
Advokatnævnet har frakendt advokaten retten til at
udøve advokatvirksomhed eller personen, der i medfør
af § 124, stk. 3, nr. 2, ejer aktier eller anparter
i et advokatselskab, retten til at eje aktier eller anparter i et
advokatselskab, ved kendelse udelukke den pågældende
fra at udøve sådan virksomhed, indtil sagen er
endeligt afgjort. Det kan ved dommen bestemmes, at anke ikke har
opsættende virkning.«
35. I § 147 f , stk. 1, indsættes efter
»§ 147 c, stk. 3«: »og 4«.
36.§ 260 affattes
således:
Ȥ 260. En part kan
lade en anden møde for sig i retten efter nedenstående
regler i stk. 2-9 om rettergangsfuldmægtige.
Stk. 2. Advokater er eneberettigede
til at møde i retten som fuldmægtige for parterne,
medmindre andet følger af stk. 3, 5, 6, 8 og 9.
Stk. 3. Der kan dog mødes for
en part i retten ved personer, der er
1) værge for en part, der er umyndig, under
værgemål efter værgemålslovens
§ 5 eller under samværgemål efter
værgemålslovens § 7,
2) beslægtet eller besvogret med en part i
op- eller nedstigende linje eller i sidelinjen så nær
som søskendebørn eller er partens
ægtefælle, adoptiv- eller plejeforælder, adoptiv-
eller plejebarn,
3) hører til samme husstand som parten,
samt ved
4) personer, der er ansat hos parten for et
tidsrum, der ikke er kortere end 1 måned, og €"
når parten ikke selv er advokat €" ikke med det
særlige formål at møde i retten.
Stk. 4. Personer omfattet af
stk. 3 skal kunne føre bevis for deres tilknytning til
parten, når retten eller modparten forlanger det. Retten kan
undtagelsesvis tillade en passende udsættelse hertil.
Stk. 5. En part kan i sager om
inddrivelse af forfaldne pengekrav efter reglerne i kapitel 44 a, i
sager om mindre krav efter reglerne i kapitel 39 samt under
udlægsforretninger i fogedretten møde i retten ved
andre end de personer, der er nævnt i stk. 2 og 3.
Stk. 6. Justitsministeren kan tillade,
at ansatte i foreninger, interesseorganisationer og lign., der
virker som partsrepræsentanter i det arbejdsretlige system,
kan møde for en part i byretten i retssager
vedrørende løn- og ansættelsesforhold, som
foreningerne, interesseorganisationerne og lign. som mandatar
udfører for deres medlemmer inden for foreningens
interesseområde. Det er en betingelse, at den ansatte har en
dansk juridisk bachelor- og kandidatuddannelse, jf. dog
§ 135 a, stk. 2.
Stk. 7. Justitsministeren kan
fastsætte nærmere regler om ordningen i
stk. 6.
Stk. 8. Når det under hensyn til
sagens karakter og øvrige omstændigheder findes
forsvarligt, kan retten tillade, at der mødes ved advokat
fra andet nordisk land.
Stk. 9. Under skiftebehandlinger er
det tilladt at lade møde for sig ved andre end de personer,
der er nævnt i stk. 2 og 3. Det samme gælder under
fogedforretninger, herunder auktionsforretninger, for den, imod
hvem retshandlingen er rettet, og under auktionsforretninger for
dem, der afgiver bud under auktionen. 1. og 2. pkt. finder dog ikke
anvendelse, hvis der under retsmødet skal foregå
forhandling om en tvist, jf. dog § 495, stk. 2.
Stk. 10. Hvis en part godtgør,
at det ikke har været muligt for vedkommende at antage en
advokat til at udføre en retssag, kan retten beskikke den
pågældende en advokat. Beskikkelsen sker på
betingelse af, at parten erklærer sig villig til at
godtgøre statskassen udgifterne herved og efter rettens
bestemmelse stiller sikkerhed for disse udgifter. Retten
pålægger samtidig med sagens afslutning parten at
erstatte statskassen dennes udgifter i forbindelse med
beskikkelsen.«
37. Efter
§ 267 indsættes i kapitel 25 :
Ȥ 267 a. Den, som
uden at være omfattet af § 260, stk. 2, 3, 6,
8 og 9, samt § 136, stk. 8, i medfør af
§ 260, stk. 5, repræsenterer en part i sager
om inddrivelse af forfaldne pengekrav efter reglerne i kapitel 44
a, i sager om mindre krav efter reglerne i kapitel 39 samt under
udlægsforretninger i fogedretten, skal udvise en
adfærd, som er i overensstemmelse med god skik for
rettergangsfuldmægtige. Rettergangsfuldmægtigen skal
udføre sit hverv grundigt, samvittighedsfuldt og i
overensstemmelse med, hvad berettigede hensyn til klientens tarv
tilsiger. Sagen skal fremmes med den fornødne hurtighed.
Stk. 2. Justitsministeren kan
fastsætte nærmere regler om god skik for
rettergangsfuldmægtige.
§ 267 b.
Justitsministeren påser, at rettergangsfuldmægtige
overholder reglerne om god skik i § 267 a og forskrifter
udstedt i medfør heraf på grundlag af indberetning fra
retterne og klage fra klienter eller andre, der har en retlig
interesse heri.
§ 267 c.
Justitsministeren kan tildele en rettergangsfuldmægtig en
irettesættelse i mindre grove eller enkeltstående
tilfælde af overtrædelse af reglerne om god skik for
rettergangsfuldmægtige. Har en rettergangsfuldmægtig
gjort sig skyldig i grov eller oftere gentagen overtrædelse
af reglerne om god skik for rettergangsfuldmægtige, og giver
de udviste forhold grund til at antage, at den
pågældende ikke for fremtiden vil overholde reglerne om
god skik for rettergangsfuldmægtige, kan justitsministeren
fratage rettergangsfuldmægtigen retten til at udføre
sager for andre ved domstolene. Fratagelsen kan ske i et tidsrum
fra 6 måneder til 5 år eller indtil videre.
Stk. 2. Justitsministerens
afgørelse skal indeholde oplysning om adgangen til
domstolsprøvelse og om fristen herfor.
Stk. 3. Rettergangsfuldmægtigen
kan forlange en afgørelse efter stk. 1 om fratagelse af
retten til at udføre sager for andre ved domstolene indbragt
for retten. Retten kan stadfæste, ophæve eller
ændre afgørelsen.
Stk. 4. Anmodning om sagsanlæg
skal fremsættes over for justitsministeren inden 4 uger
efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.
Justitsministeren anlægger herefter sag mod
rettergangsfuldmægtigen i den borgerlige retsplejes
former.
Stk. 5. Anmodning om sagsanlæg
har opsættende virkning, men retten kan, hvis
justitsministeren har frataget rettergangsfuldmægtigen retten
til at udføre sager for andre ved domstolene, ved kendelse
udelukke den pågældende fra at udføre sager for
andre ved domstolene, indtil sagen er endeligt afgjort. Det kan ved
dommen bestemmes, at anke ikke har opsættende virkning.
§ 267 d.
Justitsministeren kan til enhver tid ophæve en fratagelse
efter § 267 c, stk. 1.
Stk. 2. Er fratagelsen sket indtil
videre, og afslår justitsministeren en ansøgning om
ophævelse af fratagelsen, kan den pågældende
forlange spørgsmålet indbragt for retten, hvis der er
forløbet 5 år efter fratagelsen. Sagen anlægges
af justitsministeren i den borgerlige retsplejes former.
Stk. 3. Godkender retten
justitsministerens afgørelse, kan spørgsmålet
først på ny indbringes for retten, når der er
forløbet 2 år efter rettens
afgørelse.«
38. § 316, stk. 1, 2. pkt.,
affattes således:
»Udgifter til advokatbistand eller
bistand fra en person, der i medfør af § 260, stk. 5,
erhvervsmæssigt eller i medfør af § 260, stk. 6,
repræsenterer en part, erstattes med et passende
beløb, og øvrige udgifter erstattes fuldt
ud.«
39. § 327, stk. 1, nr. 3, litra
a, affattes således:
»a) Advokatnævnet, jf. §
146,«.
40. I § 327, stk. 1, nr. 3,
ændres »til opfyldelse af kredsbestyrelsens eller
nævnets afgørelse eller et forlig indgået for
nævnet eller kredsbestyrelsen eller af modparten til
ændring af kredsbestyrelsens eller nævnets
afgørelse eller et forlig indgået for nævnet
eller kredsbestyrelsen.« til: »til opfyldelse af
nævnets afgørelse eller et forlig indgået for
nævnet eller af modparten til ændring af nævnets
afgørelse eller et forlig indgået for
nævnet.«
41.§ 361, stk. 5,
affattes således:
»Stk. 5. Reglerne i
stk. 1-4 finder tilsvarende anvendelse i en sag om vederlag
til en advokat eller en af de personer, der er nævnt i
§ 124, stk. 3, nr. 2, og som ejer aktier eller
anparter i et advokatselskab, hvis den anden part anmoder om, at
sagen behandles ved Advokatnævnet, jf. § 146. Sagen
kan dog først på ny indbringes for retten, når
Advokatnævnet har afsluttet behandlingen af sagen.«
42. § 408, stk. 2, affattes
således:
»Stk. 2. I sager om krav, der
har en økonomisk værdi af højst 5.000 kr.,
erstattes udgifter til advokatbistand eller bistand fra en person,
der i medfør af § 260, stk. 5, erhvervsmæssigt
eller i medfør af § 260, stk. 6, repræsenterer en
part, med højst 1.500 kr. eksklusive moms. I sager om krav,
der har en økonomisk værdi over 5.000 kr., men ikke
over 10.000 kr., erstattes udgifter til advokatbistand eller
bistand fra en person, der i medfør af § 260, stk. 5,
erhvervsmæssigt eller i medfør af § 260, stk. 6,
repræsenterer en part, med højst 2.500 kr. eksklusive
moms.«
§ 2
Stk. 1. Loven træder i
kraft den 1. januar 2008, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Retsplejelovens
§ 144 som affattet ved denne lovs § 1, nr. 22,
træder i kraft den 1. juli 2007.
§ 3
Stk. 1. De hidtil
gældende regler om gennemførelsen af en teoretisk
efteruddannelse på områder af særlig betydning
for advokater som betingelse for at få beskikkelse som
advokat finder anvendelse for personer, der inden lovens
ikrafttræden er påbegyndt eller har gennemført
denne efteruddannelse. Disse personer kan således beskikkes
som advokat, uanset at de ikke opfylder betingelsen i
retsplejelovens § 119, stk. 2, nr. 5, herunder om en
praktisk prøve i retssagsbehandling som affattet ved denne
lovs § 1, nr. 3. Det er en forudsætning, at
efteruddannelsen er afsluttet senest den 31. december 2009, og at
eksamen er bestået senest den 31. januar 2011.
Stk. 2. Personer, der har
bestået juridisk kandidateksamen før den 1. januar
1997, kan beskikkes som advokat, uanset at de ikke opfylder
betingelsen i retsplejelovens § 119, stk. 2, nr. 5,
som affattet ved denne lovs § 1, nr. 3.
Stk. 3. Retsplejelovens
§ 123, stk. 1, som affattet ved denne lovs
§ 1, nr. 9, finder ikke anvendelse for advokater, der
inden lovens ikrafttræden er indtrådt i et
fællesskab af advokater eller har erhvervet aktier eller
anparter i et advokatselskab.
Stk. 4. Retsplejelovens
§ 126, stk. 5, som affattet ved denne lovs
§ 1, nr. 12, finder ikke anvendelse for autoriserede
advokatfuldmægtige, der er tilmeldt den hidtil gældende
teoretiske efteruddannelse på områder af
særlig betydning for advokater som betingelse for at få
beskikkelse som advokat. Dette gælder dog kun, indtil
fuldmægtigene har gennemført den hidtil gældende
efteruddannelses teoretiske kurser.
Stk. 5. En advokat eller en
autoriseret fuldmægtig, der inden lovens ikrafttræden
har påbegyndt behandlingen af en retssag for Sø- og
Handelsretten, kan færdiggøre behandlingen af denne
sag uanset bestemmelsen i retsplejelovens § 132 eller
§ 136, stk. 3, som affattet ved denne lovs
§ 1, nr. 15 og 19.
Stk. 6. Klager over vederlag, som en
advokat eller et advokatselskab har forlangt for sit arbejde, der
er indgivet inden lovens ikrafttræden, færdigbehandles
efter de hidtil gældende regler i retsplejelovens kapitel 15
a.
Stk. 7. Ændringen af retsplejelovens
§ 143, stk. 1, som affattet ved lovforslagets § 1, nr.
20, medfører ikke ophørsbeskatning efter
fondsbeskatningslovens § 2, stk. 1, jf. selskabsskattelovens
§ 5, stk. 4.
§ 4
Loven gælder ikke for
Færøerne og Grønland.