L 161 (som fremsat): Forslag til lov om ændring af lov om råstoffer. (Ophævelse af fartøjsgodkendelse og modernisering af efterforsknings- og indvindingstilladelser på havet m.v.).

Fremsat den 22. februar 2007 af miljøministeren (Connie Hedegaard)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om råstoffer 1)

(Ophævelse af fartøjsgodkendelse og modernisering af efterforsknings- og indvindingstilladelser på havet m.v.)

§ 1

I lov om råstoffer, jf. lovbekendtgørelse nr. 886 af 18. august 2004, som ændret ved § 20 i lov nr. 431 af 6. juni 2005, lov nr. 566 af 24. juni 2005, § 91 i lov nr. 538 af 8. juni 2006 og § 10 i lov nr. 1571 af 20. december 2006, foretages følgende ændringer:

1. Som fodnote til lovens titel indsættes:

»1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/21/EF af 15. marts 2006 om håndtering af affald fra udvindingsindustrien og om ændring af direktiv 2004/35/EF (EU-Tidende 2006 nr. L 102, side 15), og dele af Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (EF-habitatdirektivet) (EU- Tidende 1992 nr. L 206, side 7), som senest ændret ved Rådets direktiv 2006/105/EF af 20. november 2006 (EU-Tidende 2006 nr. L 363, side 368).«

2. I § 6 a, stk. 6, indsættes efter 1. pkt:

»Til brug for vurderingen udarbejdes en redegørelse, der indgår i regionsrådets offentliggørelse af forslag til regional udviklingsplan.«

3. I § 6 a indsættes som stk. 8:

» Stk. 8. Miljøministeren kan i særlige tilfælde pålægge regionsrådet at tilvejebringe en råstofplan med et nærmere bestemt indhold.«

4. I § 10, stk. 1, ændres »kan indeholde vilkår om« til: »skal indeholde vilkår om«.

5. I § 10, stk. 1, nr. 2, indsættes efter »efterbehandlet,«: »og«, i nr. 3 ændres »efterbehandlingen, og« til: »efterbehandlingen.«, og nr. 4 ophæves.

6. I § 10 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. En tilladelse kan indeholde vilkår om, at råstofferne skal oparbejdes bedst muligt i forhold til deres kvalitet eller skal anvendes til bestemte formål.«

Stk. 2-6 bliver herefter stk. 3-7.

7. Overskriften til § 19 og § 19 ophæves.

8. Overskriften til § 20 affattes således:

»Tilladelse til efterforskning og indvinding«

9.§ 20, stk. 2-6, ophæves og i stedet indsættes:

»Stk. 2. Tilladelse til forundersøgelse, efterforskning og indvinding meddeles efter ansøgning eller efter offentligt udbud. Tilladelse til indvinding i områder, som er udlagt efter § 22 af miljøministeren, meddeles efter ansøgning.

Stk. 3. Tilladelse meddeles for en tidsbegrænset periode. Tilladelse til henholdsvis efterforskning og indvinding kan meddeles hver for sig eller samlet. I en tilladelse til efterforskning kan der gives ansøgeren fortrinsret til indvindingstilladelse.

Stk. 4. En ansøgning om tilladelse til efterforskning eller indvinding skal offentliggøres. Er andre interesseret i at søge om tilladelse i det pågældende område, kan miljøministeren beslutte, at offentligt udbud skal finde sted. Er ingen andre interesseret i at søge om tilladelse i det pågældende område, kan tilladelse meddeles til ansøgeren efter en forhandling om vilkår, jf. §§ 21-21 c. En ansøgning om tilladelse til indvinding i områder, som er udlagt efter § 22, skal ikke offentliggøres.

Stk. 5. Ved meddelelse af tilladelse skal der lægges vægt på en vurdering efter lovens §§ 1 og 3.

Stk. 6. Miljøministeren fastsætter nærmere regler om meddelelse af tilladelse efter § 20, stk. 1, herunder om, hvilke tilladelser der omfattes af udbud, om afholdelse af udbudsforretning, udbudsbetingelser, tidsbegrænsning, eneret, fortrolig behandling af efterforsknings- og undersøgelsesdata og om tilladelsesordningen i øvrigt.

§ 20 a. Det påhviler ansøgeren at foretage de fornødne undersøgelser og miljømæssige vurderinger eller helt eller delvis at afholde udgifterne hertil.

§ 20 b. Tilladelse efter § 20, stk. 1, kan ikke gives i internationale naturbeskyttelsesområder og områder med en vanddybde på mindre end 6 m.

Stk. 2. Miljøministeren kan, for så vidt angår indvinding, der kan påvirke bevaringsstatus i internationale naturbeskyttelsesområder, i ganske særlige tilfælde, og når indvindingen kan foretages uden at skade områdernes integritet, gøre undtagelse fra bestemmelsen i stk. 1.

Stk. 3. Miljøministeren kan for så vidt angår indvinding i områder med en vanddybde på mindre end 6 m gøre undtagelse fra bestemmelsen i stk. 1, når en værdifuld råstofforekomst kan indvindes, uden at indvindingen er i konflikt med væsentlige naturmæssige værdier.«

10.§ 21, stk. 3, ophæves.

11. Efter § 21 indsættes:

»§ 21 a. Miljøministeren kan i en tilladelse efter § 20, stk. 1, fastsætte yderligere vilkår for at varetage de hensyn, der er nævnt i § 3.

Stk. 2. Miljøministeren kan i en tilladelse efter § 20, stk. 1, fastsætte vilkår om anmeldelse af det indvindingsmateriel, der anvendes, samt vilkår om indretningen heraf, herunder at indvindingsmateriellet skal være udstyret med og anvende elektronisk kontroludstyr til registrering af indvindingsfartøjets position under indvinding m.v.

Stk. 3. Miljøministeren kan i en tilladelse efter § 20, stk. 1, fastsætte vilkår om, at der inden for en afgrænset mængde eller i et geografisk afgrænset område kan meddeles tilladelse til andre til indvinding af råstoffer til brug for kystbeskyttelsesopgaver og forsyning til havne med lav sejldybde, små øer, mindre lokalsamfund og til mindre anlægsarbejder på kysten.

Stk. 4. Miljøministeren kan i en tilladelse efter § 20, stk. 1, fastsætte vilkår om udnyttelsen af tilladelsen, herunder om årlig indvindingsmængde og om bortfald af tilladelsen, hvis den ikke udnyttes inden for et fastsat tidsrum.

§ 21 b. Miljøministeren kan i en tilladelse efter § 20, stk. 1, fastsætte vilkår om betaling af vederlag til staten, jf. dog stk. 2. Det kan herunder fastsættes, at der skal betales et løbende vederlag beregnet på grundlag af størrelsen af området, der omfattes af tilladelsen (arealvederlag), og et vederlag beregnet på grundlag af mængden af indvundne råstoffer (produktionsvederlag). Ved fastsættelse af vederlaget kan indregnes bidrag til dækning af statens udgifter til kortlægning efter § 18, til gennemførelse af udbud efter § 20 og til udlægning og administration af områder efter § 22. Størrelsen af vederlaget kan fastsættes som led i et udbud, jf. § 20, stk. 2, og vederlaget kan indeksreguleres.

Stk. 2. I indvindingstilladelser, hvor råstofferne benyttes til kystbeskyttelse i henhold til en tilladelse fra Kystdirektoratet eller i henhold til en aftale med Kystdirektoratet, kan der ikke stilles vilkår om betaling af vederlag. Tilsvarende gælder for indvindingstilladelser til anlægsarbejder på søterritoriet og kontinentalsoklen vedtaget ved lov.

§ 21 c. Miljøministeren fastsætter de nærmere regler om vilkår i medfør af §§ 21-21 b.«

12.§ 22 affattes således:

»§ 22. Miljøministeren udlægger ved bekendtgørelse områder til råstofindvinding og fastsætter regler for meddelelse af tilladelse til indvinding i disse områder, herunder vilkår efter §§ 21-21 c.

Stk. 2. Miljøministeren kan ved bekendtgørelse udlægge områder, som forbeholdes råstofforsyning.«

13. I § 24, stk. 1, ændres »En godkendelse efter § 19, stk. 1, og en tilladelse efter § 20, stk. 1, bortfalder,« til: »Medmindre andet fremgår af tilladelsens vilkår, bortfalder en tilladelse efter ­§ 20, stk. 1,«.

14.§ 24, stk. 2-4, ophæves.

Stk. 5 bliver herefter stk. 2.

15. I § 24 indsættes som stk. 3:

»Stk. 3. Hvis råstofindvinding på søterritoriet og kontinentalsoklen har betydelige konsekvenser for målsætningen for internationale naturbeskyttelsesområder, jf. § 20 b, begrænser eller tilbagekalder ministeren en tilladelse efter § 20, stk. 1.«

16.§ 26, stk. 1, affattes således:

»Afgørelser truffet efter lovens §§ 20, 20 b, 23 og 24 af miljøministeren, eller afgørelser truffet efter regler fastsat i medfør af lovens § 20, stk. 6, § 21 c og § 23, stk. 2, kan for så vidt angår vilkår til beskyttelse af natur og miljø påklages til Naturklagenævnet.«

17. I § 26, stk. 2, udgår »§ 19 og«, og som 2. pkt. indsættes:

»Tilsvarende gælder for afgørelser efter § 20, stk. 1, der indeholder vilkår, som er fastsat i regler udstedt i medfør af § 22, stk. 1.«

18. I § 44, stk. 1, udgår »§ 19, stk. 1,«.

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 2. Ansøgninger om efterforsknings- og indvindingstilladelse efter § 20 i lov om råstoffer, der er modtaget efter den 21. februar 2007, behandles efter reglerne i denne lov.

Stk. 3. Miljøministeren kan forlænge en indvindingstilladelse meddelt efter de hidtil gældende regler, når tilladelsen er givet på baggrund af en efterforskningstilladelse, og tilladelsesindehaveren har afholdt udgifterne til efterforskning og de fornødne undersøgelser og miljøvurderinger. Indvindingstilladelsen kan højst forlænges, så den samlede tilladelsesperiode er 10 år. Miljøministeren kan ved meddelelsen om forlængelse stille vilkår om betaling af vederlag efter § 21 b i lov om råstoffer, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 11.

Stk. 4. Der må alene anvendes indvindingsmateriel med lastekapacitet på op til 2.000 m³ til indvinding, hvortil der inden 1. januar 2007 er meddelt indvindingstilladelse.

Stk. 5. Miljøministeren kan efter ansøgning fra en indehaver af en indvindingstilladelse med eneret dispensere fra stk. 4, hvis det godtgøres, at anvendelse af indvindingsmateriel med lastekapacitet større end 2.000 m³ ikke medfører øgede negative miljø- og naturmæssige konsekvenser.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Baggrunden for lovforslaget

1.1. Indledning

Lovforslaget vedrører helt overvejende reglerne om indvinding på havet (sten, grus og sand). Herudover indeholder lovforslaget præciseringer af enkelte regler om indvinding på land, som skulle have været foretaget i forbindelse med kommunalreformændringerne i 2005. Endvidere foretages enkelte præciseringer af hensyn til det nye direktiv om håndtering af affald fra udvindingsindustrien (mineaffaldsdirektivet), som i praksis er opfyldt ved den gældende råstoflovs bestemmelser. Af hensyn til gennemførelsen af EU€™s habitatdirektiv indeholder lovforslaget endelig nogle justeringer, som præciserer lovteksten i forhold til direktivet.

Råstoflovens regler om indvinding på havet foreslås ændret, således at bestemmelsen i lovens § 19 om godkendelse af indvindingsmateriel (fartøjsgodkendelse) ophæves, og reglerne i lovens §§ 20-22 om indvindingstilladelser foreslås moderniseret, således at miljøministeren bemyndiges til at fastsætte regler om tilladelsesordningen, herunder om udbud og vilkår om vederlag til staten.

Formålet med lovændringen er at sikre en fri og dermed større konkurrence mellem virksomheder, der ejer fartøjer, som indvinder råstoffer på havet, samt at modernisere tilladelsesordningen med henblik på at fremtidssikre råstofforsyningen fra havet. Med lovforslaget tilnærmes vilkårene for indvinding på dansk område til vilkårene herfor i vore nabolande, og tilsvarende tilnærmes vilkårene for indvinding på havet til vilkårene herfor på land.

Med lovforslaget vil staten som råstofejer fremover oppebære en indtægt ligesom ved olie- og gasproduktionen i Nordsøen. Indtægterne skal som minimum dække statens udgifter til kortlægning m.v. og sikre, at staten som ejer af råstofferne får andel i en eventuel fremtidig værditilvækst i forbindelse med omsætningen af råstofferne.

Der vil med lovforslaget ikke ske ændringer i de regler, der i 1996 blev indført for at sikre, at råstofindvindingen på havet foregår under den fornødne hensyntagen til havets miljø- og naturmæssige værdier, ligesom der ikke ændres på reglerne om, at det er erhvervet, der afholder udgifterne til efterforskning, fornødne undersøgelser og miljøvurdering.

Baggrunden for forslaget om ophævelse af lovens § 19 om fartøjsgodkendelse er en anbefaling fra Konkurrencerådet. Konkurrencerådet har på baggrund af en undersøgelse foretaget af Konkurrencestyrelsen vurderet, at reglerne i § 19 har en markedsafskærmende virkning og dermed hindrer fri konkurrence på det danske marked for råstofindvinding fra havbunden. Endvidere har EU-Kommissionen den 18. oktober 2006 fremsendt åbningsskrivelse nr. 2005/4593 om uforenelighed mellem den danske råstoflov og den dermed forbundne forvaltningspraksis og EF-traktatens artikel 49.

De gældende regler om fartøjsgodkendelse administreres med udgangspunkt i bemærkningerne til lovforslag nr. L 153 i Folketingsåret 1995-96 (lov nr. 484 af 12. juni 1996), jf. Folketingstidende 1995-96, s. 2746, 3088, 6935, 7073; A 3235; B 810 og 929. Den meget stramme administrationspraksis, som således blev fastlagt i forbindelse med lovgivningsprocessen, fastsætter i overensstemmelse hermed maksimale grænser for det enkelte fartøjs lastekapacitet på 2.000 m³ og begrænser antallet af fartøjsgodkendelser således, at den samlede indvindingsflådes kapacitet ikke overstiger 25.000 m³ (i dag 26.500 m³ ). Det har medvirket til, at den danske indvindingsbranche gennem årene er koncentreret på stadig færre virksomheder, og reglerne har samtidig i praksis været en betydelig hindring for nye virksomheder i at komme ind på markedet og har også begrænset eksisterende virksomheders mulighed for vækst. En ophævelse af reglerne vil betyde øget konkurrence inden for indvindingsbranchen og er samtidig en forudsætning for vækst i den del af branchen, som beskæftiger sig med forsyning til formål på land.

Baggrunden for forslaget om ændringen af lovens ­§ 20 og § 21 er, at de nuværende regler om efterforskning og indvinding på havet har vist sig ikke i praksis at kunne administreres således, at der i tilstrækkeligt omfang skabes incitament for branchen til efterforskning af nye indvindingsområder.

Ændringerne skal medvirke til, at virksomhederne får et reelt incitament til at investere i udlægning af nye indvindingsområder. Lovforslaget er derfor søgt tilpasset erhvervets nuværende situation, herunder den meget store variation i virksomhedernes størrelse og forretningsgrundlag. Havindvundne råstoffer er vigtig som supplement til den landbaserede råstofforsyning og dermed vigtig for prisstabiliteten for råstoffer til såvel offentlige som private bygge- og anlægsformål.

Lovforslaget indeholder på den baggrund forslag om, at virksomhederne fremover kan erhverve sig en eneret til indvinding ved at byde på områder, der udbydes af staten. Endvidere kan virksomhederne ansøge om indvindingstilladelser i statslige indvindingsområder, der udlægges efter 1. januar 2010.

Statens udbud af områder vil blive tilpasset erhvervets efterspørgsel efter nye indvindingsområder, og således vil både tidspunktet for udbud, den geografiske lokalisering af områder, der udbydes, og antallet af områder blive drøftet med branchen forud for de statslige udbudsrunder.

De statslige indvindingsområder skal i en kortere årrække fungere som supplement til de indvindingsområder, som erhvervet har fået udlagt ved udbud, således at virksomhederne alene eller sammen får den fornødne tid til at investere i opbygningen af det netværk af indvindingsområder, som kan dække virksomhedernes behov for råstoffer og behov for spredning af indvindingsområder i forhold til, hvor råstofferne skal afsættes.

Et vigtigt element i lovforslaget er, at det er erhvervet, der primært har initiativet i forbindelse med udlægning af nye indvindingsområder. Dels vil statens udbud af områder ske efter tæt dialog med erhvervet, dels kan en virksomhed uopfordret ansøge om efterforsknings- og indvindingstilladelse.

Som et element i virksomhedernes mulighed for selv at tage initiativet indgår det i lovforslaget, at der efter ansøgning kan gives en virksomhed tilladelse til at foretage en forundersøgelse, f.eks. seismiske undersøgelser suppleret med enkelte prøveboringer, med henblik på at kunne træffe beslutning om at ansøge om en efterforsknings- og indvindingstilladelse eller alternativt opfordre staten til at udbyde området til efterforskning og indvinding.

Endvidere foreslås det, at der stilles vilkår om betaling af vederlag til staten. Vederlagets størrelse er sammensat af et beløb, som skal dække statens udgifter, og et beløb, som afspejler tilbudsgivers økonomiske interesse i at vinde udbudsforretningen. Statens udgifter omfatter kortlægning, udlægning og administration af statslige indvindingsområder og afholdelse af udbudsforretning.

De foreslåede regler om udbud af tilladelser og vederlag til staten svarer i vid udstrækning til reglerne om efterforskning og indvinding af kulbrinter, jf. lovbekendtgørelse nr. 526 af 11. juni 2002 om anvendelse af Danmarks undergrund.

Der sker ingen ændring af reglerne om indvindingstilladelse til kystbeskyttelse, der også er fritaget for at skulle betale vederlag i forbindelse med en indvindingstilladelse. Endvidere er det hovedreglen, at indvindingstilladelser til større anlægsarbejder på kysten (broer, havne, diger, strandparker m.v.) meddeles efter ansøgning. Anlægsarbejder på kysten, der er vedtaget ved lov, er også fritaget for betaling af vederlag.

Af hensyn til forsyningssikkerheden er ophævelsen af reglerne om fartøjsgodkendelse ledsaget af en overgangsordning, hvorefter der i de områder, hvor der efter de nugældende regler er givet indvindingstilladelse, kun må anvendes indvindingsmateriel på maksimalt 2.000 m³.

1.2. Gældende ret

Historisk set har efterforskning og indvinding af råstoffer på havet indtil 1972 været frit. I 1972 blev der indført regler om godkendelse af indvindingsfartøjer (lov nr. 285 af 7. juni 1972), og den fri indvinding blev gradvis frem mod 1996 begrænset gennem forbud mod råstofindvinding i en række områder. Fartøjsgodkendelsen blev således betragtet som en slags autorisation til, at det enkelte fartøj kunne indvinde råstoffer på det danske havområde. Fartøjsgodkendelsen kunne opsiges med 10 års varsel.

Bl.a. på baggrund af Miljø- og Planlægningsudvalgets betænkning af 12. december 1991 over forslag til lov om naturbeskyttelse (L 9/1991-92, Folketingstidende 1991-92 (1. samling), s. 941, 1312, 4304, 4812; A 1365; B 245 og 533) blev reglerne med lov nr. 484 af 12. juni 1996 ændret således, at der €" udover en fartøjsgodkendelse €" også kom krav om en tilladelse efter lovens § 20 til at indvinde i et geografisk afgrænset og miljøvurderet område.

Udgangspunktet for lovændringen i 1996 var således,

- at råstofferne på havet er statens ejendom,

- at staten i princippet frit kan regulere og begrænse adgangen til at indvinde disse ressourcer,

- at det skal sikres, at råstofferne indvindes under betydelig hensyntagen til beskyttelsesinteresserne i havet, samtidig med at den danske råstofforsyning opretholdes, og

- at branchen selv afholder udgifterne til efterforskning, miljøvurdering og andre undersøgelser.

Efter lovændringen i 1996 er råstofindvinding på havet i princippet forbudt, medmindre der er meddelt en konkret tilladelse efter råstoflovens § 20 til indvinding i et nærmere afgrænset område.

Af hensyn til de 10-årige rettigheder, der var knyttet til uopsagte fartøjstilladelser, og for at sikre uafbrudt indvinding af råstoffer fra havet, blev der som led i lovændringen etableret en overgangsordning for indvindingen af sand, grus og ral. Overgangsordningen gav indehavere af en fartøjstilladelse ret til €" uden en indvindingstilladelse efter § 20 €" fortsat at indvinde råstoffer i mængder på op til 250.000 m³ i såkaldte overgangsområder frem til den 1. januar 2007. Hermed blev den frie adgang til indvinding, der var tilknyttet fartøjsgodkendelserne, således endeligt afviklet. Overgangsområderne var udlagt af miljøministeren i bekendtgørelse nr. 1078 af 11. december 1996 om udlæg af overgangsområder for indvinding af sand, grus og ral fra havbunden på baggrund af en miljømæssig vurdering foretaget af Skov- og Naturstyrelsen og i et samarbejde med Foreningen af Danske Ral- og Sandsugere. Bekendtgørelsen var gældende indtil den 1. januar 2007.

Indvindingen på havet er således siden 1996 foregået i indvindingsområder udlagt af miljøministeren, hvor som udgangspunkt alle fartøjer med en fartøjsgodkendelse har haft fri adgang til indvinding. Hertil kommer indvinding i områder, hvor Kystdirektoratet eller bygherrer til større anlægsarbejder har søgt om og fået tilladelse til indvinding.

Der er i bemærkningerne til 1996-loven lagt vægt på, at ral- og sandsugerbranchen i forbindelse med udlægningen af overgangsområderne ikke skulle afholde udgifter til de hermed forbundne miljøundersøgelser m.v., og at overgangsordningen herved skulle give branchen mulighed for at omstille sig til det nye tilladelsessystem, herunder at opspare midler til gennemførelsen af miljøundersøgelser m.v. i forbindelse med udlægningen af nye indvindingsområder. Det var således en forudsætning for lovens funktion efter overgangsordningens udløb den 1. januar 2007, at ral- og sandsugerbranchen hurtigt efter 1996-lovens ikrafttræden iværksatte et efterforskningsarbejde med det formål at sikre, at der blev udlagt nye indvindingsområder til supplering af overgangsområderne.

I bemærkningerne til forslaget til 1996-loven blev det over for Folketinget tilkendegivet, at branchen ville samarbejde om udlægning af nye indvindingsområder på baggrund af en af branchen finansieret efterforskning og miljøvurdering, og at finansieringen blev muliggjort af den 10-årige overgangsordning.

Tilladelser kan efter den gældende lov gives til en eller flere ansøgere. Loven giver også mulighed for at meddele indvindingstilladelser med eneret for en eller flere indvindere, men det forudsættes, at der er enighed blandt alle interesserede parter. I bemærkningerne til forslaget til 1996-loven er det om administrationen af bestemmelserne tilkendegivet, at en ansøgning om efterforskningstilladelse med efterfølgende eneret til indvinding alene vil blive meddelt, såfremt råstofforekomsten i det ansøgte område ikke er af væsentlig interesse for andre indvindingsfirmaer end ansøgerens. Såfremt forekomsten har interesse for flere indvindere, vil én indvinder kun få tildelt efterforskningstilladelse uden efterfølgende eneret. Alternativt skal de interesserede indvindere i fællesskab søge efterforskningstilladelse og være enige om, at der skal være fælles adgang til indvinding i området, såfremt tilladelse opnås. Dette krav om enighed blev indført efter ønske fra branchen. Lovens forarbejder tager ikke stilling til konsekvenserne af en grundlæggende uenighed blandt indvinderne eller de potentielle indvindere.

I bemærkningerne til 1996-loven er det endvidere forudsat, at ordningen med fartøjsgodkendelser efter ­§ 19 i forhold til den daglige råstofforsyning fortsat administreres dels med loft over den samlede lastekapacitet på 25.000 m³ (i dag 26.250 m³ ), dels med loft over det enkelte indvindingsfartøjs lastekapacitet på 2.000 m³.

Efter lovens bemærkninger er formålet med begrænsningen af den samlede lastekapacitet at sikre en bæredygtig udvikling, fordi den samlede indvinding af råstofferne begrænses i en situation, hvor der til en fartøjsgodkendelse er knyttet en fri ret til indvinding i de af miljøministeren udlagte overgangsområder. Formålet med loftet over det enkelte fartøjs lastekapacitet er efter lovens bemærkninger at begrænse de miljømæssige effekter ved råstofindvinding ved at udelukke store skibe og for at sikre, at alle landets egne kan forsynes med sømaterialer samtidig i kraft af, at der findes et vist antal arbejdende skibe. I 1996 var der i alt ca. 50 ral- og sandsugerfartøjer, heraf kun 5 fartøjer med en lastekapacitet på over 1.000 m³. Lovens forarbejder tager ikke stilling til administrationen af de fastsatte grænser for lastekapacitet på det tidspunkt, hvor overgangsordningen udløber.

Retsstillingen efter lovændringen i 1996 er således,

- at råstofindvinding på havet kræver en tilladelse efter råstoflovens § 20 til indvinding i geografisk afgrænsede og miljøvurderede områder,

- at indehavere af fartøjstilladelser efter råstoflovens § 19 frit kan indvinde råstoffer i overgangsområderne frem til den 1. januar 2007,

- at efterforskning og indvinding uden for overgangsområderne både kræver en fartøjstilladelse efter ­§ 19 og en indvindingstilladelse efter lovens § 20,

- at der af forsyningsmæssige og miljømæssige årsager, som foreskrevet i lovbemærkningerne, er fastholdt et loft over den samlede indvindingsflådes lastekapacitet på 26.500 m³ og et loft over det enkelte fartøjs lastekapacitet på 2.000 m³, og

- at udgifterne til efterforskning afholdes af den, der søger om tilladelsen, ligesom det påhviler ansøgeren at foretage de fornødne undersøgelser og miljøvurderinger eller helt eller delvis at afholde udgifterne hertil.

Administrationen af lovens regler om fartøjsgodkendelse er siden 1996 sket efter de retningslinjer, som fremgik af bemærkningerne til 1996-loven. I praksis har det betydet, at branchen i dag består af færre virksomheder og færre, men i gennemsnit større, indvindingsfartøjer.

1996-lovens forudsætning om efterforskning med henblik på udlægning af nye indvindingsområder er imidlertid ikke opfyldt. Efterforskning og indvinding i nye områder efter lovens § 20 er helt overvejende anvendt af bygherrer til brug for store anlægsarbejder som f.eks. havneudvidelserne i Århus og Skagen samt anlægsarbejderne i forbindelse med Amager Strandpark. Endvidere har Kystdirektoratet gennemført efterforskning og fået indvindingstilladelser efter § 20 i nye områder ud for Jyllands Vestkyst til kystbeskyttelse.

Indvindingsbranchens virksomheder har sammen eller hver for sig ansøgt om efterforskning og indvinding i områder efter lovens § 20. Imidlertid har det forhold, at indvindingsvirksomhederne enten skal være enige om i fællesskab at søge en tilladelse, eller at en virksomhed skal være alene om at have en interesse i området, medført, at ansøgningerne ikke i væsentligt omfang har ført til udlægning af nye indvindingsområder. Det kan konstateres, at det bl.a. på grund af den administrationspraksis, som blev fastlagt ved lovændringen i 1996, ikke er lykkedes branchen at blive enige om efterforskningsaktiviteter, sådan som det ellers var forudsat ved lovændringen. Både efterforsknings- og indvindingstilladelser påklages af konkurrerende virksomheder, og i den eneste større efterforskningstilladelse €" givet til et selskab bestående af flere virksomheder €" er parterne bag det selskab, der har fået tilladelsen, efterfølgende blevet uenige.

Den manglende enighed i branchen om efterforskningsaktiviteter og afholdelse af udgifter til miljøundersøgelser m.v. betyder, at der ikke udføres den efterforskning, der er nødvendig for også fremover at sikre råstofforsyningen fra havet. Det er en situation, som branchen og Miljøministeriet ved Skov- og Naturstyrelsen i flere år €" på grund af lovens forudsætning om enighed €" uden held har forsøgt at finde en løsning på.

Ved udløbet af den 10-årige overgangsperiode den 1. januar 2007 er der ikke længere knyttet en indvindingsret til fartøjstilladelserne. For herefter at sikre samfundet en uafbrudt råstofforsyning, for at sikre indvindingsbranchen tid til at tilpasse sig til de nye markedsvilkår, og for at tilgodese branchens behov for at kunne leve op til flerårskontrakter har Skov- og Naturstyrelsen gennemført en ordning, hvorefter branchen efter ansøgning har fået indvindingstilladelser efter lovens § 20 til fortsat råstofindvinding i nærmere afgrænsede områder inden for de overgangsområder, hvor der i dag foregår råstofindvinding. Formålet med denne såkaldte konverteringsordning er at fungere som en overgangsordning frem til et nyt tilladelsessystem med vedtagelsen af lovforslaget er trådt i kraft og i fuld funktion i 2010. Konverteringsordningens indvindingstilladelser er derfor meddelt for en 3-årig periode.

2. Lovforslagets indhold

2.1. Ophævelse af § 19 om fartøjsgodkendelse

Det foreslås, at lovens § 19 ophæves, således at reglerne om fartøjsgodkendelse i den nuværende form afskaffes. Med udløbet af 1996-lovens overgangsordning den 1. januar 2007 er der ikke længere behov for særlige regler om fartøjsgodkendelse, da der til denne godkendelse ikke længere er knyttet nogen ret til fri råstofindvinding.

Selv om bestemmelsen om fartøjsgodkendelse ophæves vil de nuværende indehavere af en § 19-godkendelse fortsat kunne anvende det godkendte indvindingsmateriel. Ophævelsen vil imidlertid havde den virkning, at de pågældende risikerer at blive udsat for konkurrence fra flere end den begrænsede kreds, som i dag er indehavere af § 19-godkendelser.

Den hidtidige bestemmelse om, at der kan fastsættes vilkår om indretningen af indvindingsmateriellet, opretholdes som vilkår i indvindingstilladelsen og suppleres med en bestemmelse om, at der kan fastsættes vilkår om pligt for indehaveren af en efterforsknings- og indvindingstilladelse til at anmelde det indvindingsmateriel, der anvendes. Det vil f.eks. være vilkår om, at fartøjerne har elektronisk udstyr til registrering af indvindingsfartøjets position under indvinding, til måling af størrelsen af den indvundne mængde samt til elektronisk indberetning heraf. Der vil også kunne stilles vilkår om støjgrænser i forhold til beboelse på kysten.

Den hidtidige administrationspraksis, hvor man til indvinding af den daglige råstofforsyning ikke har tilladt indvindingsfartøjer med større lastekapacitet end 2.000 m³, og ikke har udstedt flere fartøjstilladelser, end at den samlede indvindingsflådes kapacitet blev holdt på maksimalt 26.500 m³, har været båret af hensynet til en bæredygtig udnyttelse af råstofressourcen, beskyttelse af havmiljøet samt hensynet til en uafbrudt forsyning med sømaterialer til alle landets egne, herunder småøer og havne med lav sejldybde.

Der har ved de større anlægsarbejder som f.eks. Storebæltsforbindelsen været anvendt indvindingsmateriel med lastekapacitet større end 2.000 m³, og de konkrete indvindingsarbejder har ikke medført større miljøbelastning end ved anvendelse af indvindingsmateriel med en lastekapacitet på 2.000 m³ eller derunder. Det afgørende for miljøpåvirkningen har været de betingelser, der blev knyttet til indvindingstilladelsen i henhold til § 20. Der synes således ikke længere at være en miljømæssig begrundelse for generelt at begrænse det enkelte indvindingsfartøjs lastekapacitet.

Af hensyn til forsyningssikkerheden er ophævelsen af reglerne om fartøjsgodkendelse ledsaget af en overgangsordning, hvorefter der i de områder, hvortil der efter de nugældende regler er givet indvindingstilladelser, kun må anvendes indvindingsmateriel på maksimalt 2.000 m³. Størstedelen af de indvindingstilladelser, der er meddelt efter de gældende regler, giver flere virksomheder adgang til at indvinde i samme område inden for en samlet mængde. Forbudet mod anvendelse af større indvindingsmateriel skal sikre, at disse områder ikke tømmes for ressourcer hurtigere end forudset ved meddelelsen af tilladelsen.

Den hidtidige maksimale grænse for det enkelte fartøjs lastekapacitet på 2.000 m³ vil derfor blive opretholdt for de tilladelser, der er meddelt efter reglerne i den eksisterende lovgivning. For så vidt angår eneretstilladelser, hvor forsyningshensynet ikke gør sig gældende, vil der efter ansøgning kunne dispenseres fra dette tidsbegrænsede tonnageloft, såfremt det godtgøres, at anvendelsen af større indvindingsfartøjer ikke medfører øgede miljø- og naturmæssige effekter.

2.2. Ændring af reglerne i §§ 20-22 om efterforsknings- og indvindingstilladelse.

Lovforslaget indebærer, at reglerne om meddelelse af tilladelse til efterforskning og indvinding ændres således, at tilladelsen både kan meddeles efter ansøgning og efter udbud. Endvidere indebærer lovforslaget, at der i en tilladelse kan fastsættes vilkår om, at der skal betales vederlag til staten.

Med forslaget ophæves kravet om, at der til et konkret område skal meddeles efterforsknings- og indvindingstilladelser til flere virksomheder, såfremt flere er interesserede. Dette tilladelsessystem har i praksis vist sig ikke at kunne administreres som forudsat og har været en væsentlig forhindring for udlægning af nye områder til råstofindvinding. Se hertil ovenfor under pkt. 1.2.

Formålet med det foreslåede tilladelsessystem er at sikre råstofforsyningen fra havet og skabe rammerne for en øget tilførsel af materialer til land i takt med, at adgangen til landbaseret råstofindvinding forventes at blive vanskeligere i de kommende år.

Der er i tilladelsessystemet indbygget et incitament for erhvervet til udlægning af nye indvindingsområder. Incitamentet består i muligheden for gennem udbud at sikre sig et område, hvor virksomheden har eneret til indvinding inden for et afmålt tidsrum.

Det er hensigten, at det er erhvervet, der primært har initiativet i forbindelse med udlægning af nye indvindingsområder. Dels vil statens udbud af områder ske efter tæt dialog med erhvervet, dels kan en virksomhed på eget initiativ uopfordret ansøge om efterforsknings- og indvindingstilladelse. En offentliggørelse af ansøgningen sikrer, at eventuelt andre interesserede virksomheder kan tilkendegive deres interesse. Er der tale om en dokumenteret seriøs interessetilkendegivelse fra andre virksomheder, træffes der beslutning om, hvorvidt området udbydes.

Som et andet element i virksomhedernes mulighed for selv at tage initiativ indgår det i lovforslaget, at der efter ansøgning kan gives en virksomhed tilladelse til at foretage en forundersøgelse, f.eks. seismiske undersøgelser suppleret med prøveboringer, med henblik på, at virksomheden kan træffe beslutning om at ansøge om en efterforsknings- og indvindingstilladelse, eller alternativt at staten opfordres til at udbyde området.

Der vil i de første år som supplement til udbudsområderne være et betydeligt antal statslige indvindingsområder, hvorfra virksomhederne kan supplere deres forsyning med råstoffer i den fase, hvor virksomhederne gennem udbud udbygger deres adgang til nye indvindingsområder. De statslige indvindingsområder vil komme til at bestå af hovedparten af de områder, der i dag udgør de såkaldte konverteringsområder, hvor indvindingsbranchen har tilladelse til indvinding frem til 1. januar 2010.

De statslige indvindingsområder vil bidrage til, at virksomhederne i en årrække har valgfrihed mellem indvinding i de indvindingsområder, som erhvervet får udlagt ved udbud og fra de statslige områder. Det øger virksomhedernes forsyningsfleksibilitet og giver virksomhederne tid til at opbygge deres eget netværk af indvindingsområder alene eller sammen med andre virksomheder. I takt hermed vil staten indskrænke antallet af statslige indvindingsområder til primært at skulle fungere som forsyningsområder til havne med lav sejldybde, de små øer, de mindre lokalsamfund og til mindre anlægsarbejder på kysten og kystbeskyttelse i de indre danske farvande.

Udbudsordningen forventes i kombinationen med salg fra statslige områder at kunne fremme havindvundne råstoffers andel af det samlede danske råstofforbrug og dermed bidrage til at dæmpe prisudviklingen i bygge- og anlægssektoren.

Der er i tilladelsessystemet som noget nyt indbygget vederlag til staten som vilkår i en indvindingstilladelse. Formålet er at sikre dækning af de udgifter, som staten afholder for at stille råstofferne til rådighed for kommerciel udnyttelse, i højere grad at ligestille de danske regler med måden, hvorpå der gives indvindingstilladelser i vores nabolande, indføre et klart udvælgelseskriterium i forbindelse med udbud, samt i højere grad at ligestille vilkårene for havindvinding med indvinding på land, hvor en råstofindvinder betaler for retten til at indvinde.

Lovforslaget indebærer følgende måder at meddele tilladelser på:

1. Tilladelse til råstofindvinding fra et af staten efter § 22 udlagt indvindingsområde €" »løssalg«. Råstofferne udbydes til en pris pr. kubikmeter, der afspejler den pris pr. kubikmeter, som staten kan opnå ved udbud, og hvor den samlede statslige indtægt som minimum dækker statens udgifter til kortlægning, udlægning af statslige områder og omkostninger forbundet med udbud og salg fra statslige områder i øvrigt. Der vil alene kunne købes indvindingstilladelser i de statslige områder til indvindingsopgaver, der er begrænset i tid og i omfang.

En tilladelse til indvinding i de statslige områder giver kun sikkerhed for adgang til indvinding i det pågældende statslige område. Miljøministeren vil hverken kunne garantere råstoffernes mængde, kvalitet eller tilgængelighed, og derfor vil der alene blive tale om betaling for den mængde, der faktisk indvindes, bortset eventuelt fra et mindre beløb, der betales i forbindelse med, at tilladelsen meddeles, og som dækker statens ekstraudgifter i forbindelse med administrationen af salg fra de statslige områder.

Når den råstofmængde, der i et statsligt område er tilladelse til samlet at indvinde (konverteringsmængden), er opbrugt, træffer miljøministeren beslutning om, hvorvidt området udbydes, eller om området skal genudlægges som statsligt indvindingsområde og herefter fungere som forsyningsområder til mindre anlægsarbejder på kysten, kystbeskyttelse i de indre danske farvande, havne med lav sejldybde, de små øer og de mindre lokalsamfund. En forudsætning for udbud eller genudlægning af de statslige indvindingsområder er, at det er miljømæssigt forsvarligt, hvorfor der i den forbindelse kræves gennemført de nødvendige miljøundersøgelser, som viser, hvorledes området påvirkes af indvindingen, og om indvindingen kan fortsætte.

2. Eneretstilladelse til efterforskning og indvinding efter statsligt udbud er en ordning som først og fremmest er målrettet mod de virksomheder, der leverer materialer til bygge- og anlægsformål på land, herunder til betonindustrien. Antallet af udbudsrunder, antallet og størrelsen af områderne samt mængden, staten udbyder, vil være bestemt af en løbende vurdering af markedets kommercielle efterspørgsel og ske i en løbende, tæt dialog med erhvervet. Det vil som vilkår i udbudet indgå, at der betales vederlag til staten. Miljøministeriet vil i udbudsmaterialet fastsætte en minimumspris, som skal bidrage til at dække statens udgifter til udbud og til den statslige kortlægning.

Som led i den planlagte reduktion i antallet af statslige indvindingsområder kan det indgå i udbudsbetingelserne, at miljøministeren inden for tilladelsesområdet kan meddele andre end den, der vinder udbudet, tilladelse til indvinding af en nærmere angivet mængde til brug for mindre anlægsarbejder på kysten, kystbeskyttelsesopgaver og forsyning af havne med lav sejldybde, små øer og mindre lokalsamfund.

3. En virksomhed vil også have mulighed for at tage initiativ til selv at ansøge om en efterforsknings- og indvindingstilladelse i et konkret område. Miljøministeriet vil herefter ved annoncering afsøge, om der er andre på markedet, der er interesseret i det samme område. Hvis andre virksomheder kan dokumentere en seriøs interesse, træffes der beslutning om, hvorvidt området udbydes.

Som væsentligt kriterium i udbuddet og dermed ved valg af vinder indgår størrelsen af det vederlag, tilbudsgiver tilbyder staten for indvindingsretten. Fastsættelsen af eneretslængden til efterforskning og indvinding, vil primært ske på baggrund af en samlet vurdering af investerings- og omkostningsniveauet samt hensynet til forsyningssikkerheden.

Hvis der ikke er andre interesserede virksomheder, kan Miljøministeriet efter forhandling om vilkårene meddele en tids- og mængdebegrænset indvindingstilladelse til området på betingelse af, at der gennemføres efterforskning og miljøvurdering. Også her vil indgå vilkår om betaling af et vederlag til staten, der afspejler den pris pr. kubikmeter, som staten kan opnå ved udbud, og hvor den samlede statslige indtægt som minimum dækker statens udgifter til kortlægning, udlægning af statslige områder og omkostninger forbundet med udbud og salg fra statslige områder i øvrigt.

4. Eneretstilladelse meddeles efter ansøgning til kystbeskyttelse og større kystnære anlægsarbejder. Offentlig og privat kystbeskyttelse vil ikke blive berørt af lovforslaget. Kystdirektoratet vil fortsat efter ansøgning forestå kortlægning og udlægning af indvindingsområder til kystbeskyttelse. Indvinding til anden offentlig og privat kystbeskyttelse vil fortsat kunne ske vederlagsfrit fra de statsligt udlagte indvindingsområder.

Endvidere vil der som i dag også fremover efter ansøgning blive givet efterforsknings- og indvindingstilladelse til anlægsarbejder på havet, hvor behovet for råstoffer er så stort, at der er grundlag for udlægning af et indvindingsområde med henblik på indvinding til forsyning af det pågældende anlægsarbejde. Det vil være aktuelt ved broarbejder, havneudvidelser og anlæg af større strandparker. Der vil blive stillet krav om betaling af vederlag til staten, dog ikke for så vidt angår offentlige anlægsarbejder vedtaget ved lov.

Vederlaget til staten vil som udgangspunkt blive fastsat højere i de statslige indvindingsområder, end i de områder, der har været i udbud. Vederlaget i de statslige områder vil følge den pris, der opnås i forbindelse med udbud. Endvidere vil vederlaget i de statslige områder også skulle dække statens udgifter til udlægning af nye statslige områder, en udgift, som ikke indgår i fastsættelsen af vederlagets størrelse i forbindelse med udbud. Den lavere pris i udbudsområderne forventes at fremme såvel indvindingsbranchens som bygge- og anlægsbranchens interesse i at deltage aktivt i efterforskning og udlægning af indvindingsområder til gavn for erhvervet, forsyningssikkerheden og konkurrencen med landbaserede materialer.

Til en tilladelse meddelt efter udbud vil der endvidere kunne knyttes vilkår om indeksregulering af vederlaget til staten. Indeksreguleringen kan f.eks. basere sig på udviklingen i råstofpriserne. Herved deler tilladelsesindehaveren og staten risikoen for prisudsving på råstofmarkedet. Det giver tilladelsesindehaveren større sikkerhed for de investeringer, der er foretaget, og staten får muligheden for at få andel i eventuelle ekstraordinære prisstigninger på råstofferne og påtager sig risikoen for faldende provenu i tilfælde af faldende råstofpriser.

Den nærmere udformning af bestemmelserne om meddelelse af efterforsknings- og indvindingstilladelser på havet, herunder om hvilke tilladelser, der er omfattet af udbud, om afholdelse af udbudsforretning og om vilkår i tilladelser, vil ske i en bekendtgørelse (tilladelsesbekendtgørelsen) efter forhandling med relevante ministerier, herunder inddragelse af branchen og relevante organisationer og institutioner, herunder Datatilsynet. Det forventes, at forhandlingerne om et nyt udbudssystem efter lovforslagets vedtagelse kan gennemføres i 2007 med virkning fra begyndelsen af 2008. Imidlertid forventes der inden da en fortsat interesse fra branchens side i at søge om efterforsknings- og indvindingstilladelser. Der vil derfor være behov for, at miljøministeren medio 2007 udsteder en bekendtgørelse om meddelelse af efterforsknings- og indvindingstilladelser på baggrund af ansøgninger. Denne bekendtgørelse vil blandt andet indeholde de kriterier, som skal ligge til grund for udformningen af en konkret tilladelse og vil kun skulle være i kraft, indtil den afløses af tilladelsesbekendtgørelsen med ikrafttræden i begyndelsen af 2008. Tilladelserne efter den »midlertidige« bekendtgørelse vil være tidsbegrænsede med mulighed for forhandling om forlængelse, betinget af betaling af vederlag efter 2010.

Det forventes, at de første udbud gennemføres i 2008, og at betaling af vederlag indføres 1. januar 2010 €" samtidig med, at de nuværende fælles indvindingstilladelser (konverteringstilladelserne) udløber.

Der vil som led i lovforslagets gennemførelse blive udarbejdet en kommunikationsplan. I udarbejdelsen og udmøntningen af kommunikationsplanen vil repræsentanter for de relevante målgrupper blive inddraget. Målgruppen for denne kommunikationsplan vil først og fremmest være ral- og sandsugerbranchens virksomheder og bygherrerne til anlæg på kysten.

2.3. Klagebestemmelserne

Lovforslaget tilpasser lovens klageregler, således at det alene er de vilkår til beskyttelse af natur og miljø, der knytter sig til udlægningen af områder, og de vilkår, der i en tilladelse stilles til beskyttelse af natur og miljø, som kan påklages til Naturklagenævnet. De dele af tilladelsen, som vedrører forsyningssikkerhed og kommercielle vilkår i tilladelsen, vil fremover ikke kunne påklages. Formålet er at undgå klager, der alene er motiveret af konkurrencehensyn og klager, der vedrører kontraktretlige spørgsmål. Vilkår, der fastsættes i bekendtgørelsen om udlægning af statslige indvindingsområder efter lovens § 22, vil af samme grund heller ikke kunne påklages.

3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

Staten får øgede udgifter som følge af de nye opgaver i lovforslaget. Den administrative lettelse for staten, som afskaffelsen af fartøjsgodkendelsen medfører, afløses af administration af de statslige indvindingsområder og tilrettelæggelse af udbud og administration af indvindingsområder.

Forslaget lægger op til en udvidelse af den eksisterende kortlægningsindsats, idet der fremadrettet vil være behov for kortlægning på større havdybder med henblik på øget råstoftilførsel. Med stor usikkerhed anslås de forøgede statslige udgifter til kortlægning til 5 mio. kr. om året. Endvidere får staten udgifter til afholdelse af udbud. Et foreløbigt usikkert skøn ligger på ca. 3 mio. kr. årligt. Endelig får staten udgifter på ca. 2 mio. kr. til efterforskning, miljøvurdering og administration i forbindelse med udlægning af statslige indvindingsområder og salg af råstoffer herfra. Det indgår i lovforslaget, at de ovenstående statslige merudgifter på i alt ca. 10 mio. kr. om året finansieres af det vederlag, der opkræves.

Det er endnu vanskeligt at vurdere merudgifterne ved den foreslåede lovændring præcist. Der vil derfor blive igangsat en undersøgelse af udgiftsniveauet til håndtering af de nye opgaver. Dermed kan der fastlægges et konsolideret udgangspunkt for, hvor store dele af det samlede opkrævede vederlag, der skal anvendes til de nye opgaver. Når udgangspunktet er fastlagt, vil udgifterne fastsat på dette niveau og fremadrettet være omfattet af de generelle effektiviseringskrav til statslig indtægtsdækket virksomhed, der er fastsat i det såkaldte prisstigningsloft.

For at undgå konkurrenceforvridning foreslås der indført vederlag for alle tre tilladelsestyper, bortset fra indvinding til kystbeskyttelse og store lovbundne offentlige anlægsarbejder.

Vederlaget vil i udbudssituationen være sammensat af det omkostningsbestemte vederlag, der som minimum opkræves som bidrag til dækning af de statslige udgifter samt et vederlag, som ansøgeren som tilbudsgiver herudover vil tilbyde i forbindelse med udbudsforretningen. Herved fastsætter markedet prisen for retten til indvinding af det pågældende råstof.

Denne pris vil være grundlaget for statens fastsættelse af vederlaget ved salg fra statslige indvindingsområder og ved tilladelser til store anlægsarbejder (bortset fra de lovbundne opgaver som kystbeskyttelse og f.eks. de store broanlæg).

Den eksisterende råstofafgift på 5 kr. pr. m³ er en ressourceafgift, som gælder al råstofindvinding €" både på havet og på land. Udgangspunktet for størrelsen af vederlaget er derfor, at der i dag udover råstofafgiften ikke betales for råstoffer indvundet på havet. Et forsigtigt skøn er, at det samlede vederlag vil kunne indbringe et årligt provenu til staten på ca. 15 mio. kr. fra 2010. Den del af provenuet (ca. 5 mio. kr.), der overstiger de statslige udgifter som følge af den foreslåede lovændring, tilgår statskassens generelle reserver.

Lovforslaget medfører ikke økonomiske eller administrative konsekvenser for regionerne og kommunerne.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

4.1. Økonomiske konsekvenser

Der indvindes i gennemsnit årligt ca. 35 mio. m³ råstoffer i Danmark. Heraf indvindes godt 7 mio. m³ råstoffer på havet. Råstofferne, der indvindes på havet, er sand, grus og ral. Af de 7 mio. m³ råstoffer, som indvindes på havet, er de godt 4,5 mio. m³ fyldsand, der anvendes til kystbeskyttelse og kystanlæg. De ca. 2,5 mio. m³ havindvundne råstoffer, som bringes i land udgør ca. 8 pct. af de i alt 30 mio. m³ råstoffer, der i alt årligt indvindes på land og på havet til anvendelse på land. De havindvundne råstoffer til forsyning til land konkurrerer med råstoffer indvundet i grusgrave. Importeret nedknust granit fra Sverige og Norge udgør under 0,5 pct. af forsyningen.

Der er en virksomhed, som har opnået en andel på knap halvdelen af den skibstonnage, der samlet er givet fartøjstilladelse til. Virksomheden beskæftiger sig primært med indvinding af fyldsand til kystbeskyttelse og anlægsarbejder på kysten og søterritoriet. Virksomheden har også opgaver inden for sejlrendeuddybninger og er den eneste danske virksomhed, der med betydelige internationale aktiviteter gør sig gældende på det globale marked.

I modsætning hertil er indvinding til daglig forsyning af råstoffer til land præget af en række mindre og mellemstore virksomheder, der dækker meget varierende markedsbehov. Nogle virksomheder beskæftiger sig primært med at levere til betonindustrien, nogle virksomheder leverer både til betonindustrien og supplerer egen eller andre virksomheders landbaserede råstofindvinding, nogle virksomheder har både hav- og landbaseret råstofindvinding, mens enkelte virksomheder alene beskæftiger sig med havindindvinding.

Der er meget stor variation i virksomhedernes økonomiske styrke, indvindingskapacitet, årlige produktion og geografiske udbredelse. Virksomhedernes udviklingsmuligheder er bestemt af en række faktorer, herunder omkostningsniveauet for havindvinding i forhold til landbaseret indvinding, adgang til og pris for landingspladser og landingspladsernes geografiske beliggenhed i forhold markedet, herunder i forhold til indvindingsområderne for de landindvundne råstoffer.

Forsyningen af råstoffer til betonindustrien er præget af efterspørgslen efter ensartet kvalitet og forsyningssikkerhed ofte i form af langtidskontrakter. Det afleder et behov fra indvindingsvirksomhederne om sikkerhed for adgang til råstoffer i de mængder og i de kvaliteter, som de kontraktligt har forpligtet sig til at levere. En længere leveringsperiode afspejler sig positivt i prisen. De virksomheder, der forsyner betonindustrien, er derfor af konkurrencehensyn primært interesseret i at få adgang til større indvindingsområder, hvor de har sikkerhed for i en længere periode at kunne indvinde råstoffer i de mængder og de bestemte kvaliteter, som de kontraktlig har forpligtet sig til.

De virksomheder, der primært indgår mindre leveringskontrakter til landbaseret anvendelse, eller hvor havindvinding indgår sammen med virksomhedens landbaserede indvinding, har en meget varierende kundekreds. De har derfor behov for i højere grad at kunne sikre sig adgang til et større antal indvindingsområder, der samlet set dels kan dække en større variation i råstoffernes art og kvalitet, dels geografisk kan sikre, at indvindingsfartøjerne kan udnyttes maksimalt, også uafhængigt af mere ekstreme vind- og vejrforhold. Det er med til sikre virksomhederne hurtige og effektive leverancer samt effektiv udnyttelse af materiel og medarbejdere.

Det er karakteristisk for den danske ral- og sandsugerbranche, at investeringerne i og driftsomkostningerne til indvindingsfartøjer samt landingspladser og sorteringsanlæg er betydelig større end de tilsvarende investeringer i grusgravene på land, hvor indvinding foretages med entreprenørmaskiner, og hvor selve transporten af råstofferne varetages af vognmandsvirksomheder. Til gengæld har selve adgangen til råstofferne på havet hidtil været uden omkostninger. Råstofafgiften på 5 kr. pr. kubikmeter er pålagt såvel hav- som landindvundne råstoffer og er en ressourceafgift.

Uden en lovændring €" hvor reglerne om indvindingstilladelser bliver moderniseret og indrettet på en måde, hvor der er et incitament for erhvervet til at investere i udlægning i nye indvindingsområder, og hvor virksomhederne ikke af konkurrencemæssige grunde kan forhindre hinanden i bestræbelserne på at udlægge nye indvindingsområder €" vil mulighederne for råstofindvinding på havet indskrænkes i de kommende år. Det kan få negative økonomiske konsekvenser for de virksomheder i ral- og sandsugerbranchen, der indvinder til daglig forsyning til land. En reduceret tilførsel af havindvundne råstoffer til land kan både generelt og især i dele af landet betyde en stigning i prisen på råstoffer. Den afledte konsekvens er højere omkostninger i den danske bygge- og anlægsbranche.

Det er vurderingen, at lovforslaget imødegår økonomiske problemer i ral- og sandsugerbranchen og prisstigninger på råstoffer som følge af faldende indvinding af råstoffer på havet. Lovforslaget vurderes at skabe rammerne for, at erhvervet vil kunne øge forsyningen af råstoffer til land, hvilket i givet fald vil få en gunstig indvirkning på prisudviklingen i bygge- og anlægssektoren.

Ophævelsen af fartøjsgodkendelsesreglerne forventes især at påføre de virksomheder, der i dag beskæftiger sig med kystbeskyttelse og anlægsarbejder på kysten, øget konkurrence. Det drejer sig om den dansk baserede virksomhed, der har opnået en dominerende stilling på det danske marked for kystbeskyttelse og anlægsarbejder på kysten, og konkurrencen forventes at komme fra især to meget store udenlandske virksomheder, der hidtil kun i begrænset omfang har udført opgaver på det danske marked. Alle 3 virksomheder konkurrerer i forvejen på det internationale marked. Konkurrencestyrelsen har vurderet, at den øgede konkurrence vil betyde lavere omkostninger ved kystbeskyttelse og anlægsarbejder.

Den øvrige del af den danske ral- og sandsugerbranche, som overvejende beskæftiger sig med forsyning af råstoffer til land, forventes ikke umiddelbart udsat for konkurrence på indvindingsopgaverne, idet indvindingen er tæt forbundet med afsætningsmulighederne i land og adgangen til landingspladser. Afskaffelsen af fartøjsgodkendelsesordningen ophæver begrænsningen i anvendelsen af indvindingsfartøjer og vil derfor give denne del af erhvervet mulighed for at øge kapaciteten og dermed udnytte det potentiale, som den enkelte virksomhed måtte have for vækst.

Med vederlaget til staten påføres bygherrer til anlæg på kysten og de indvindingsvirksomheder, der forsyner råstoffer til land, ekstraudgifter i størrelsesordenen 8 mio. kr. årligt, der udgøres af de udgifter, som staten skal have dækket til kortlægning af råstofressourcer samt administration af udbudsordningen og de statslige områder. Hertil kommer de ca. 2 mio. kr. årligt, som staten forventes at anvende til eventuel efterforskning, undersøgelser og miljøvurdering i forbindelse med udlægning af statslige indvindingsområder. Denne udgift skulle, hvis staten ikke udlagde områder, afholdes af erhvervet selv og er derfor ikke en ekstraudgift for erhvervet.

Hertil kommer den markedsbestemte udgift, der på et meget usikkert grundlag er skønnet til 5 mio. kr. årligt, svarende til 1 kr. pr. kubikmeter. Størrelsen er udtryk for den pris, som en virksomhed i et udbud tilbyder for at opnå eneretten til indvinding i et område.

Forslaget medfører, at de virksomheder, der erhvervsmæssigt udnytter havets råstofressourcer, også bidrager til de udgifter, som staten afholder til kortlægning af råstofressourcerne og udlægning og administration af statslige indvindingsområder. Det er statslige aktiviteter, som er nødvendige for, at staten kan stille råstofferne til rådighed for erhvervets kommercielle udnyttelse. Det ligger i forlængelse af den seneste ændring af råstofloven, hvor udgifterne til efterforskning og miljøundersøgelser m.v. i 1996 blev pålagt erhvervet.

Merudgifterne skønnes bl.a. modsvaret af især større sikkerhed med hensyn til at kunne overholde indgåede leveringskontrakter samt adgangen til at kunne udvide indvindingskapaciteten og dermed udnytte markedsbetingede muligheder for vækst €" en mulighed, der med den nuværende lovgivning har været stærkt begrænset.

Det er vanskeligt at vurdere de samlede økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervet, men de direkte udgifter i form af vederlag til staten forventes reduceret som følge af de positive effekter som oven for beskrevet.

For den danske bygge- og anlægsbranche vil øget konkurrenceudsættelse af indvindingserhvervet og forbedrede muligheder for at øge forsyningen af råstoffer til land efter Konkurrencestyrelsens vurdering betyde lavere omkostninger ved indkøb af sand, grus og ral samt de byggematerialer, hvori råstofferne indgår.

Det skønnes derfor, at lovforslaget vil medføre en positiv erhvervsøkonomisk effekt for bygge- og anlægssektoren.

4.2. Administrative konsekvenser

Administrativt forventes lovforslaget at medføre lettelser for erhvervet, idet hele det administrative system omkring fartøjsgodkendelser ophæves, hvorefter erhvervet ikke skal anvende tid og afholde omkostninger til fartøjsgodkendelsesordningen.

Lovforslaget vil også medføre betydelig hurtigere sagsbehandlingstid ved meddelelse af tilladelser, og virksomhederne vil i deres bestræbelser på at opnå indvindingstilladelser og udvide indvindingskapaciteten ikke længere blive mødt af klagesager fra konkurrenterne, sådan som det er tilfældet i dag. Det vil spare virksomhederne for administrative udgifter, udgifter til advokater og €" måske vigtigst af alt €" for den ventetid, som en klage medfører. Der er tale om 4 ugers klagefrist, frist for betaling af klagesagsgebyr og den tid, som nævnet anvender til sagsbehandling, herunder partshøring m.v. Det er en ventetid, som i sig selv kan påføre virksomhederne tab i form af tabte forretningsmuligheder.

Forslaget har været sendt til Erhvervs- og Selskabsstyrelsens Center for Kvalitet i ErhvervsRegulering (CKR) med henblik på en vurdering af, om forslaget skal forelægges Økonomi- og Erhvervsministeriets virksomhedspanel. CKR vurderer ikke, at forslaget indeholder administrative konsekvenser i et omfang, der berettiger, at lovforslaget bliver forelagt Økonomi- og Erhvervsministeriets virksomhedspaneler.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget medfører ingen administrative konsekvenser for borgerne.

6. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget vil ikke medføre en ændring i de miljømæssige hensyn og vilkår, der er knyttet til efterforskning og tilladelse til råstofindvinding på havet. Lovforslaget sikrer opretholdelse af det hidtidige beskyttelsesniveau, og det forventes derfor ikke at medføre miljømæssige konsekvenser.

7. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget fremmer den frie udveksling af tjenesteydelser, jf. EF-traktatens artikel 49. EU-Kommissionen har den 18. oktober 2006 fremsendt åbningsskrivelse nr. 2005/4593 om uforenelighed mellem den danske råstoflov og den nuværende administrationspraksis og EF-traktatens artikel 49. Lovforslaget forventes at bilægge denne sag, og den foreslåede overgangsordning er meddelt EU-Kommissionen i forbindelse med lovforslagets fremsættelse i Folketinget. Overgangsordningen vurderes ikke at være i strid med traktatens konkurrenceregler.

Endvidere indeholder lovforslaget en præcisering af statens forpligtelse til at opfylde habitatdirektivets artikel 6, stk. 2, se hertil de specielle bemærkninger til lovforslagets nr. 10-12 og 17, samt mineaffaldsdirektivet, se hertil de specielle bemærkninger til lovforslagets nr. 1 og 4-6.

Herudover indeholder lovforslaget ikke EU-retlige aspekter.

8. Forholdet til anden lovgivning

Spørgsmålet om, hvorvidt indehavere af fartøjsgodkendelser efter råstoflovens § 19 vil have krav på erstatning efter grundlovens § 73 om ekspropriation, hvis bestemmelsen i råstoflovens § 19 ophæves, har været forelagt Justitsministeriet, som har oplyst følgende:

»Miljøministeriet har overfor Justitsministeriet rejst spørgsmål om, hvorvidt indehavere af godkendelser efter råstoflovens § 19 vil have krav på erstatning efter grundlovens § 73 om ekspropriation, hvis bestemmelsen i råstoflovens § 19 ophæves. Overvejelserne om ophævelse skal ses i lyset af, at Konkurrencerådet har gennemført en undersøgelse af bl.a. bestemmelsen i § 19 og anbefalet en ophævelse af bestemmelsen. En ophævelse af § 19 vil i overensstemmelse hermed i givet fald varetage konkurrencemæssige hensyn.

Det følger af råstoflovens § 19, stk. 1, at der til efterforskning og indvinding af råstoffer på søterritoriet og kontinentalsoklen kun må anvendes indvindingsmateriel, der er godkendt af miljøministeren. Det er oplyst, at der ud fra hensynet til at sikre en bæredygtig udvikling i forhold til den samlede indvinding af naturlige ressourcer kun er udstedt ca. 50 § 19-godkendelser svarende til en samlet lastekapacitet på omkring 25.000 kubikmeter.

Indehavere af en § 19-godkendelse vil efter det oplyste fortsat kunne anvende det godkendte indvindingsmateriel, selv om bestemmelsen i § 19 ophæves. Ophævelsen vil imidlertid have den virkning, at de pågældende risikerer at blive udsat for konkurrence fra flere end den begrænsede kreds, som i dag har en § 19-godkendelse.

Det er på det foreliggende grundlag Justitsministeriets opfattelse, at en sådan virkning af ophævelsen af § 19 ikke vil indebære ekspropriation i forhold til indehavere af godkendelser efter råstoflovens § 19.«

9. Hørte myndigheder og organisationer

Lovforslaget har været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer: Arbejdstilsynet, Beskæftigelsesministeriet, Finansministeriet, Forsvarsministeriet, Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Kommunernes Landsforening, Kulturarvsstyrelsen, Kulturministeriet, Kystdirektoratet, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, Skatteministeriet, Statsministeriet, Transport- og Energiministeriet, Udenrigsministeriet, Økonomi- og Erhvervsministeriet, Advokatrådet / Advokatsamfundet, A/S Ikast Betonvarefabrik, Byggesocietetet, Casani Sø Entreprise ApS, Chabira Management A/S, Danmarks Fiskeriforening, Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Sportsfiskerforbund, Dansk Amatørfiskerforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Byggeri, Dansk Fritidsfiskerforbund, Dansk Handel og Service, Dansk Industri, Dansk Landbrug, Dansk Land- og Strandjagt, Dansk Ornitologisk Forening, Dansk Sejlunion, Dansk Sportsdykker Forbund, Danske Grus- og Stenindustri, Danske Havne, Danske Museer, Danske Regioner, DANVA, Det Økologiske Råd & Selskab, FATCH, Ferskvandsfiskeriforeningen for Danmark, Flintholm Sten og Grus ApS, Foreningen af Danske Ral- og Sandsugere, Foreningen af Naturfredningsnævnsformænd i Danmark, Foreningen af Rådgivende Ingeniører, Foreningen af Vandværker i Danmark, Friluftsrådet, Gorrissen Federspiel Kierkegaard, Greenpeace Danmark, HTSI, Kalk- og Teglværksforeningen, Keld Olesen, Kommunernes Landsforening, Korsgård Grus og Stenværk A/S, Kroghs A/S, Kromann Reumert, Landbrugsrådet, Landsforeningen Levende Hav, Lunderskov Entreprenørforretning, MINA, MSE GRUS APS, NCC Råstoffer, Pihl & Søn, P/R Frakt & Sandsølan, Rederiet Peter Rohde A/S, Remmerstrand Fjordral, RGS90 A/S, Rohde Nielsen A/S, Silversand A/S, Storebælt Sten og Grus A/S, Van Oord og WWF Verdensnaturfonden.

10. Sammenfattende skema

Vurdering af konsekvenserne af lovforslaget

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Lovforslaget indeholder bestemmelser, der gennemfører direktiv om håndtering af affald fra udvindingsindustrien (mineaffaldsdirektivet) og dele af habitatdirektivet, og med forslaget vil dette fremover fremgå af fodnote til lovens titel. For så vidt angår habitatdirektivet henvises til bemærkningerne til nr. 14.

Mineaffaldsdirektivet er nyt og er €" med enkelte præciseringer, se hertil bemærkningerne til lovforslagets nr. 4-6 €" opfyldt ved den gældende råstoflov. Mineaffaldsdirektivet har til formål at opstille foranstaltninger, procedurer og retningslinjer, som kan forebygge og i videst muligt omfang begrænse de skadevirkninger på miljøet (vand, luft, jord, fauna, flora og landskab) og de afledte risici for menneskers sundhed, der skyldes håndteringen af affald fra indvindingsindustrien. Den danske indvinding af råstoffer reguleres af råstoflovens krav, herunder tilladelse til råstofindvinding på vilkår og krav om efterbehandling af råstofområdet efter indvindingens ophør.

Til nr. 2

Forslaget, som skal sikre udarbejdelsen og offentliggørelsen af en redegørelse til brug for vurderingen af, om der er behov for justeringer eller ændringer i råstofplanen, svarer til de tidligere bestemmelser i planloven om offentliggørelse af forslag til regionplanen, som også indeholdt en redegørelsesdel. Planlægning for råstoffer blev tidligere varetaget i regionplanlægningen, men ved en fejl i forbindelse med lovgivningen i forbindelse med kommunalreformen blev bestemmelsen ikke overført til råstofloven, hvor råstofplanlægningen nu varetages.

Redegørelsen skal indeholde en beskrivelse af regionens råstofforsyningssituation, herunder en vurdering af udviklingen i råstofforbruget og et eventuelt behov for at udlægge nye indvindingsområder.

Til nr. 3

Forslaget skal sikre ministeren beføjelse til i særlige tilfælde at pålægge et regionsråd at udarbejde en råstofplan med et nærmere bestemt indhold. Forslaget svarer indholdsmæssigt til den mulighed, miljøministeren havde i planloven i forbindelse med f.eks. udarbejdelse af regionplaner, som også omfattede råstofplanlægning. Bestemmelsen i planloven blev ved en fejl ikke overført til råstofloven i forbindelse med lovgivningen om kommunalreformen.

Til nr. 4-6

Af hensyn til gennemførelsen af EU€™s mineaffaldsdirektiv indeholder lovforslaget en række præciseringer, som afspejler administrationen af råstofloven i praksis. Den danske indvinding af råstoffer reguleres af råstoflovens krav, herunder vilkår og krav om efterbehandling af råstofområdet efter indvindingens ophør. Råstoflovens krav sikrer, at råstofindvindingen i Danmark ikke producerer mineaffald, idet det materiale (overjord og muld), der ikke bringes ud af området som råstof, skal benyttes i efterbehandlingen af området. Det betyder, at området, når efterbehandlingen er afsluttet, igen kan anvendes til jordbrugsformål eller kan overgå til anden anvendelse. Der tilsigtes med præciseringerne ingen ændringer i lovens administration.

Til nr. 7

For baggrunden for forslaget om ophævelse af lovens § 19 om godkendelse af indvindingsmateriel (fartøjsgodkendelse) henvises til de almindelige bemærkninger.

Før 1996-loven kunne indehavere af § 19-tilladelser foretage indvinding overalt på det danske havområde med undtagelse af områder, hvor der var forbud mod råstofindvinding. Med 1996-loven og dens overgangsbestemmelser blev den indvindingsret, der fulgte med § 19-tilladelsen, begrænset til 10 års fri indvinding frem til den 1. januar 2007 i områder, der var udlagt efter lovens overgangsbestemmelser €" såkaldte overgangsområder. Uden for overgangsområderne var der fra 1996-lovens ikrafttrædelse krav om en konkret indvindingstilladelse efter lovens § 20.

Den 10-årige overgangsordning udløb den 1. januar 2007, svarende til opsigelsesfristen for § 19-tilladelser efter den daværende råstoflovs § 24. Efter den 10-årige overgangsordning har de rettigheder, der var knyttet til § 19 tilladelser udstedt inden den 1. januar 1997, ændret sig således, at tilladelserne alene kan udnyttes i miljøvurderede områder med tilladelse efter råstoflovens § 20. Efter forarbejderne til 1996-loven (miljøministerens svar på spørgsmål 1 ad L 153 i Folketingsåret 1995-96) fik lovens yderligere krav om en § 20-tilladelse reelt virkning som en opsigelse pr. 1. januar 1997 af § 19-tilladelserne med det lovpligtige 10-årige varsel til den 1. januar 2007, og det var derfor ikke nødvendigt at foretage en formel opsigelse af de eksisterende § 19-tilladelser, jf. bemærkningerne til L 153.

Ophævelsen af § 19 betyder ingen indskrænkning i de nuværende § 19-tilladelser, idet materiellet fortsat vil kunne anvendes i forbindelse med en indvindingstilladelse efter § 20.

For så vidt angår udstedelse af § 19-godkendelser har praksis været meget restriktiv. Der er i overensstemmelse med bemærkningerne til 1996-loven administrativt blevet fastsat maksimale grænser for det enkelte fartøjs lastekapacitet på 2.000 m³, og antallet af fartøjsgodkendelser er begrænset således, at den samlede indvindingsflådes kapacitet ikke overstiger 26.250 m³. Begrænsningen i såvel det enkelte fartøjs lastekapacitet som i den samlede flådes lastekapacitet har sat en kendt grænse for, hvor store mængder og med hvilken hastighed den godkendte indvindsflåde kan indvinde fra de områder, hvor der er fri adgang til indvinding. Begrænsningen er begrundet i såvel forsyningsmæssige som miljømæssige hensyn.

Herudover er der efter råstoflovens § 19, stk. 2, og uden hensyn til loftet på 26.500 m³ meddelt midlertidige fartøjsgodkendelser for en tidsbegrænset periode til en konkret, nærmere begrænset opgave, f.eks. i forbindelse med anlægsarbejderne på Storebæltsbroen og Øresundsforbindelsen. Det har hidtil været en forudsætning, at den konkrete opgave har været udbudt i særskilt EU-licitation, og at ansøgeren har vundet opgaven som hovedentreprenør, eventuelt i joint venture med andre. På grund af Konkurrencerådets påtale af den konkurrencebegrænsende effekt af den hidtidige praksis ved meddelelse af fartøjsgodkendelser, har Skov- og Naturstyrelsen ændret praksis således, at der i forbindelse med indvindingsopgaver, der udbydes i licitation, efter ansøgning fremover bliver meddelt midlertidige fartøjsgodkendelser til de virksomheder, der påtænker at byde på licitationen. Tilladelsen vil kun kunne udnyttes af vinderen af licitationen.

Med ophævelsen af § 19 vil der ikke længere blive krævet særskilt fartøjsgodkendelse i forbindelse med indvinding af råstoffer på havet. Den hidtidige bestemmelse om, at der kan fastsættes vilkår om indretningen af indvindingsmateriellet opretholdes som vilkår i indvindingstilladelsen efter lovens § 20, ligesom der kan stilles vilkår om pligt for indehaveren af tilladelsen til at anmelde det indvindingsmateriel, der anvendes, jf. bemærkningerne til nr. 11 om forslag til § 21 a, stk. 2.

Der henvises til lovforslagets § 2, stk. 4 og 5 vedrørende overgangsbestemmelser for så vidt angår begrænsningen for det enkelte fartøjs lastekapacitet på 2.000 m3.

Til nr. 8

Der er tale om en konsekvensændring af overskriften.

Til nr. 9

Ad § 20 og § 20 a

Det gældende § 20, stk. 2, ophæves og der indsættes nye stk. 2-6. Af lovtekniske grunde ophæves de gældende stk. 3-6 og nyaffattes uændret, således at det gældende stk. 3 om miljøundersøgelser m.v. og afholdelse af udgifterne hertil bliver § 20 a, og de gældende stk. 4-6 om internationale naturbeskyttelsesområder bliver § 20 b, stk. 1-3.

Efter forslaget til ændring af § 20 kan meddelelse af tilladelse til efterforskning og indvinding både ske efter ansøgning og ved udbud. De nærmere bestemmelser vil af miljøministeren blive fastsat i en bekendtgørelse om meddelelse af efterforsknings- og indvindingstilladelser på havet (tilladelsesbekendtgørelsen), herunder om hvilke tilladelser, der omfattes af udbud, om afholdelse af udbudsforretning og om vilkårene i tilladelserne. Vilkårene er nærmere beskrevet i lovens §§ 21-21 b, jf. bemærkningerne til nr. 11.

Det foreslås, at der efter ansøgning kan gives tilladelse til en forundersøgelse.

Også meddelelse af tilladelse efter udbud er en ny bestemmelse. Med forslaget sikres et enkelt system til at udvælge en af flere konkurrerende virksomheder, der ansøger om indvindingstilladelse i det samme område. Et væsentligt kriterium ved valget mellem flere konkurrerende ansøgere er i en udbudssituation størrelsen af det vederlag, der tilbydes staten.

Det vil i tilladelsesbekendtgørelsen også blive fastsat, hvilke kriterier der vil blive lagt vægt på ved meddelelse af tilladelser efter ansøgning. Hermed vil den hidtidige administrative praksis blive ændret, således at det også i ansøgningssituationen med konkurrerende ansøgninger vil være muligt ud fra vægtning af en række kriterier at vælge den, til hvem tilladelsen meddeles.

Kriterierne vil bl.a. kunne omfatte

- ansøgers kvalifikationer i forhold til opgaven (økonomi, kvalitetsstyringssystemer, medarbejder CV, referencer, forretningsdrift),

- ansøgers seriøsitet (evt. hidtidig afsætning og aktiviteter),

- efterforskningsprogrammets kvalitet,

- påtænkt anvendelse af råstofforekomsten i f.t. materialets kvalitet, og

- påtænkt indvinding pr. år og indvindingens påtænkte tidshorisont.

Antallet af udbudsrunder, antallet samt størrelsen af områderne samt mængden, staten udbyder, vil være bestemt af en løbende vurdering af markedets kommercielle efterspørgsel og ske i en løbende, tæt dialog med erhvervet.

En virksomhed vil også have mulighed for at tage initiativ til selv at ansøge om en efterforsknings- og indvindingstilladelse. Staten vil herefter ved annoncering afsøge, om der er andre på markedet, der seriøst er interesseret i det samme område. Hvis det er tilfældet, kan der træffes beslutning om, at området udbydes. Bestemmelsen herom findes i forslaget til nyt § 20, stk. 4.

Miljøministeren kan af hensyn til beskyttelsen af virksomhedernes investeringer fastsætte regler om fortrolighed vedrørende efterforsknings- og undersøgelsesdata.

Efterforsknings- og indvindingstilladelser til kystbeskyttelse samt større anlægsarbejder, herunder anlægsarbejder vedtaget ved lov, vil som hovedregel blive meddelt efter ansøgning og således være undtaget fra udbud. Kriterierne for undtagelse af de ikke lovbundne anlægsarbejder vil blive fastlagt i forbindelse med udarbejdelsen af tilladelsesbekendtgørelsen.

Der vil både i forbindelse med udbud og i forbindelse med vilkår i øvrigt i en tilladelse som hidtil kunne stilles vilkår om, hvor meget der i området må indvindes, både årligt og totalt, ligesom der på baggrund af en konkret vurdering af forsyningssikkerhed kan stilles vilkår om levering til geografisk afgrænsede områder. Der vil også kunne stilles vilkår om en forpligtelse til udnyttelsen af indvindingsområdet €" både i tid og i mængde, jf. bemærkningerne til nr. 11.

Der sker med lovforslaget ikke nogen ændringer vedrørende de vilkår, der stilles til beskyttelse af miljøet, naturen, fiskeri- og kulturinteresserne m.v.

Det nye tilladelsessystem vil i hovedsagen medføre følgende forskellige situationer i forbindelse med meddelelse af tilladelser:

1. Miljøministeren sender råstofefterforskning og eller -indvinding i et nærmere afgrænset område i offentligt udbud. Udbudsmaterialet vil bl.a. indeholde oplysninger fra den statslige kortlægning af den forventede tilstedeværelse og tilgængelighed af sten, grus og sand samt en vurdering af, hvorvidt en indvinding forventes at kunne foregå uden væsentlig konflikt med andre værnede interesser (miljø og natur, fiskeri, søfart, energiforsyning, kulturminder, kystbeskyttelse m.v.). Det vil af udbudsmaterialet fremgå, hvilke kriterier der vil indgå ved udvælgelsen af vinderen, med hvilken vægt hvert kriterium vil indgå i udvælgelsen samt eventuelle minimumskrav, som et bud skal indeholde for at blive taget i betragtning. Eksempler på kriterier er: efterforskningsprogrammets kvalitet, tidsplan og omkostning, den påtænkte indvindings tidshorisont, udnyttelsesgraden af den tilgængelige råstofressource, miljøpåvirkning, relevans for lokal daglig råstofforsyning samt størrelsen på vederlaget til staten for råstofressourcen. Endvidere kan f.eks. et minimumsvederlag til staten, som vil svare til dækningen af statens omkostninger, fremgå af udbudsmaterialet. I forlængelse af udbudsforretningen meddeles den egentlige efterforskningstilladelse med vilkår til vinderen af udbudet. Det vil fremgå af udbudsmaterialet, hvorvidt vinderen af udbuddet på baggrund af en efterfølgende forhandling kan forvente at få meddelt eneret på indvinding.

2. Miljøministeren meddeler efter ansøgning tilladelse til en forundersøgelse, hvor en interesseret virksomhed f.eks. ønsker tilladelse til at foretage forundersøgelse, f.eks. seismiske undersøgelser suppleret med enkelte prøveboringer med henblik på at kunne træffe beslutning om at ansøge om en egentlig efterforskningstilladelse eller anmode staten om at et område udbydes.

3. Miljøministeren meddeler indvindingstilladelse til indvinding fra et af staten efter § 22 udlagt indvindingsområde af en mindre mængde råstoffer. Miljøministeren har i forbindelse med udlægning i bekendtgørelse af området fastsat de vilkår, som vil indgå i en tilladelse. Vederlaget til staten fastsættes på markedsvilkår. Der vil kunne gives mere end en tilladelse, og tilladelserne vil €" alt andet lige €" kunne udnyttes parallelt, indtil den enkelte tilladelsesindehavers indvindingsmængde er indvundet. Der vil i praksis være tale om, at staten fra områder udlagt i bekendtgørelse til daglig forsyning af geografisk afgrænsede områder sælger råstofferne i »løssalg« til en markedsbestemt pris. Tilladelserne vil blive givet til tidsbegrænsede opgaver, f.eks. til udnyttelse inden for en måned eller til udnyttelse til færdiggørelse af en anlægsopgave. Den mængde, der i den enkelte tilladelse kan gives tilladelse til, afhænger af en konkret vurdering, bl.a. de forsyningshensyn, som skal varetages fra området, og den samlede mængde, der er fastlagt til at kunne indvindes fra området på baggrund af den miljøvurdering, der er foretaget.

4. Miljøministeren udsteder til en bygherre €" efter konkret ansøgning og forhandling herom €" en indvindingstilladelse til råstofefterforskning med efterfølgende eneret. Formålet med indvindingen er et anlægsarbejde på kysten. Det kan som vilkår indgå, at ansøger godtgør, at råstofforekomsten både i kvalitet og i forhold til afstanden til anlægsarbejdet er mest velegnet. Vederlag til staten kan i lighed med udbud og salg indgå i tilladelsens vilkår. Det gælder dog ikke privat kystbeskyttelse og anlægsarbejder på havet vedtaget ved lov.

5. Miljøministeren udsteder til Kystdirektoratet €" efter konkret ansøgning og forhandling herom €" en efterforsknings- og indvindingstilladelse til kystfodringsopgaver. Tilladelsen vil €" i lighed med undtagelsen fra råstofafgiften €" være vederlagsfri. Tilladelsen vil endvidere som hidtil blive givet med eneret på grund af de samfundsmæssige hensyn, der ligger til grund for Kystdirektoratets kystbeskyttelsesaktiviteter, der primært foregår på den jyske vestkyst.

Tilladelserne vil være tidsbegrænsede. Konkurrencerådet har i sin udtalelse fra 9. november 2005 anbefalet, at »reglerne om efterforskningstilladelser i råstoflovens § 20 ændres, således at efterforskningtilladelser som hovedregel ikke gives med fortrinsret til efterfølgende indvinding (eneret). Efterforskningstilladelse med fortrinsret bør alene tildeles, hvor væsentlige omkostningsmæssige begrundelser taler herfor, og efterforskningstilladelser med fortrinsret bør normalt ikke have en varighed på mere end 1 år.« Endvidere anbefaler Konkurrencerådet, »at reglerne om indvindingstilladelser i råstoflovens § 20 ændres, så indvindingstilladelser kun er forbundet med en eneret, hvis væsentlige begrundelser taler herfor. Eneretten bør ikke have en varighed, der overstiger 2 år, medmindre der har været særligt høje omkostninger forbundet med efterforskningen og miljøvurderingen eller med mindre ganske særlige råstofmæssige, miljømæssige eller forsyningsmæssige grunde taler herfor.«

Miljøministeren har i sit svar til Konkurrencerådet på baggrund af de nuværende regler om indvindingstilladelser tilkendegivet, at ministeren er enig i Konkurrencerådets anbefaling om ændring af reglerne om efterforskningstilladelser, mens ministeren for så vidt angår indvindingstilladelser i en lovændring vil lægge op til, at en eventuel eneret til enhver tid fastlægges konkret på baggrund af de kriterier, som bl.a. er fremført af Konkurrencerådet, og at længden af den tildelte eneret kun i helt særegne tilfælde vil kunne overstige 5 år.

Reglerne herom vil blive fastsat i tilladelsesbekendtgørelsen efter drøftelse med bl.a. indvindingsbranchen og Konkurrencestyrelsen. I Tyskland, Belgien, England og Holland meddeles indvindingstilladelser med eneret i 10 til 30 år.

Ad § 20 b

Af lovtekniske grunde nyaffattes med enkelte præciseringer de gældende § 20, stk. 4-6, om internationale naturbeskyttelsesområder i forslag til ny § 20 b, stk. 1-3, se hertil bemærkningerne ovenfor til §§ 20 og ­20 a.

Miljømålsloven anvender betegnelsen »internationale naturbeskyttelsesområder« i stedet for de hidtidige betegnelser, og råstoflovens bestemmelser ændres derfor i overensstemmelser hermed. Derudover er der er tale om en præcisering af statens forpligtelse til at opfylde habitatdirektivets artikel 6, stk. 3, på baggrund af EU-Kommissionens åbningsskrivelse nr. 2003/2070 vedrørende manglende overensstemmelse med direktiv 92/43/EØF - habitatdirektivet. Kammeradvokaten har i en redegørelse konkluderet, at afgørende for, om en medlemsstat har gennemført direktivet korrekt bl.a. er, at der er skabt den nødvendige præcise retlige ramme. Med forslaget skabes den nødvendige retlige ramme ved at præcisere, at tilladelse kun kan gives til indvindinger, der ikke påvirker muligheden for at have eller opnå gunstig bevaringsstatus i et internationalt naturbeskyttelsesområde. Bestemmelsen gælder både indvinding i og uden for internationale naturbeskyttelsesområder, når indvindingen kan påvirke disse områder. Der er tale om en præcisering af gældende ret, og forslaget medfører ikke ændringer i den gældende bestemmelses rækkevidde og anvendelse.

Til nr. 10 og 11

Ad § 21 a, stk. 1

Af lovtekniske grunde ophæves det gældende § 21, stk. 3 og nyaffattes uændret som § 21 a, stk. 1.

Ad § 21 a, stk. 2

Bestemmelsen foreslås som følge af ophævelsen af den gældende råstoflovs § 19, jf. bemærkningerne til nr. 7. Med bestemmelsen overføres hjemlen i den gældende § 19 til at stille vilkår om anmeldelse af det indvindingsmateriel, der anvendes, samt vilkår om indretningen heraf.

Ad § 21 a, stk. 3

Som led i den planlagte reduktion i antallet af statslige indvindingsområder kan det indgå som vilkår i en tilladelse til indvinding, at staten inden for tilladelsesområdet kan meddele andre end den, til hvem tilladelsen er meddelt, tilladelse til indvinding af en nærmere angivet mængde til brug for mindre anlægsarbejder på kysten, kystbeskyttelsesopgaver og forsyning af havne med lav sejldybde, små øer og mindre lokalsamfund. Formålet med forslaget til ny § 21 a, stk. 3, er at reducere behovet for og dermed udgifterne til udlægning af statslige indvindingsområder til sikring af råstofforsyningen til disse formål, hvis forsyningshensynet kan varetages gennem en statslig reservation af en vis mængde råstoffer i et indvindingsområde, som er udlagt gennem udbud eller ansøgning.

Ad § 21 a, stk. 4

Formålet med udlægning af indvindingsområder til den daglige forsyning af råstoffer til land er, at de udnyttes. Der kan derfor i en indvindingstilladelse efter forslaget til § 21 a, stk. 4, fastsættes vilkår om udnyttelsen af tilladelsen, herunder krav om størrelsen af den årlige indvinding og bortfald af tilladelsen, såfremt den ikke benyttes inden for et fastsat tidsrum. Bestemmelsen vil også modvirke, at enkeltvirksomheder gennem opnåelse af indvindingstilladelser, som de ikke udnytter, skaber et monopol.

Ad § 21 b, stk. 1

Bestemmelsen giver miljøministeren hjemmel til i efterforsknings- og indvindingstilladelser at fastsætte, hvilket vederlag den, til hvem tilladelsen udstedes, skal betale til staten. Ved fastsættelsen af vederlaget kan indregnes bidrag til dækning af statens udgifter til kortlægning efter § 18, til gennemførelse af udbud efter § 20 og til udlægning og administration af områder efter § 22. Udformningen af de nærmere bestemmelser herom vil blive fastsat i tilladelsesbekendtgørelsen.

En tilladelse kan indeholde vilkår om indeksregulering af vederlaget. Det vil være tilfældet for de tilladelser, der er meddelt efter udbud og med en længerevarende indvindingsperiode. Herved deler tilladelsesindehaveren og staten risikoen for eventuelle markedsbetingede prisudsving. Det giver tilladelsesindehaveren større sikkerhed for de investeringer, der er foretaget, og det giver staten mulighed for at få andel i eventuelle ekstraordinære prisstigninger på råstofferne. Herved gøres kontraktsforholdet mellem staten og tilladelsesindehaveren mindre afhængig af tidspunktet for tilladelsen og tidspunktet for indvindingen af råstoffet.

Ad § 21 b, stk. 2

Vilkår om vederlag kan indgå i en tilladelse både i en udbudssituationen og ansøgningssituationen. I en tilladelse til indvinding til kystbeskyttelse, uanset om kystbeskyttelsen udføres på grundlag af en tilladelse fra Kystdirektoratet i henhold til lov om kystbeskyttelse eller udføres på grundlag af en aftale mellem Kystdirektoratet og andre offentlige myndigheder som en samfundsmæssig opgave, kan der ikke stilles vilkår om vederlag. Det samme gælder for indvinding til lovbestemte anlæg på søterritoriet. Lovforslaget medfører således ingen ændringer i forhold til de kystbeskyttelsesopgaver, som Kystdirektoratet deltager i.

Ad § 21 c

Tilladelsesbekendtgørelsen forventes udarbejdet 2007 med ikrafttræden i begyndelsen af 2008. Den nærmere tilrettelæggelse af såvel udbudsforretning som om vilkår og vederlag i godkendelser vil blive forhandlet med erhvervet og interesseorganisationer.

Indtil denne bekendtgørelse træder i kraft vil en »midlertidig« tilladelsesbekendtgørelse om meddelelse af tilladelser efter ansøgning blive udstedt i forlængelse af lovforslagets vedtagelse med henblik på, at de nye regler kan anvendes på ansøgninger om efterforsknings- og indvindingstilladelser umiddelbart efter lovens vedtagelse. Et udkast til den midlertidige tilladelsesbekendtgørelse vil ligeledes blive drøftet med erhvervet og interesseorganisationer. Den midlertidige tilladelsesbekendtgørelse skal blandt andet indeholde de kriterier, som skal ligge til grund for udformningen af en konkret tilladelse. Indtil tilladelsesbekendtgørelsen om udbud m.v. udstedes, vil der i tilladelserne ikke indgå vilkår om areal- og produktionsvederlag til staten, men derimod vilkår om mulighed for efterfølgende fastsættelse af vederlag for råstoffer efter udbudsbekendtgørelsens ikrafttræden.

Til nr. 12

Bestemmelsen foreslås ændret, således at det præciseres, at miljøministeren ved bekendtgørelse udlægger områder til råstofindvinding og i bekendtgørelsen fastsætter de nærmere regler for meddelelse af tilladelse til indvinding i disse områder, herunder fastsætter vilkår efter §§ 21-21c, jf. bemærkningerne til nr. 11.

Områderne udlægges som statslige indvindingsområder, hvorfra virksomhederne kan supplere deres forsyning med råstoffer i den fase, hvor virksomhederne udbygger de indvindingsområder, som erhvervet får udlagt ved udbud. De statslige indvindingsområder vil komme til at bestå af hovedparten af de områder, der i dag udgør de såkaldte konverteringsområder, hvor indvindingsbranchen har tilladelse til indvinding frem til den 1. januar 2010.

Efterhånden vil staten indskrænke antallet af statslige indvindingsområder til primært at skulle fungere som forsyningsområder til havne med lav sejldybde, de små øer, de mindre lokalsamfund og til mindre anlægsarbejder på kysten og kystbeskyttelse i de indre danske farvande.

Der vil ikke være en generel grænse for, hvor store mængder en virksomhed vil kunne træffe aftale med staten om at indvinde i et statsligt indvindingsområde. Det vil bero på den konkrete vurdering, der er foretaget for hvert enkelt område. De fleste af de kommende statslige indvindingsområder vil være de tidligere såkaldte konverteringsområder, og udgangspunktet for den indvinding, der kan ske fra disse områder, vil i første omgang være den konverteringsmængde, der blev lagt til grund for konverteringstilladelserne.

Der vil alene kunne købes indvindingstilladelser i de statslige områder til indvindingsopgaver, der er begrænset i tid og i omfang.

En tilladelse til indvinding i de statslige områder giver kun sikkerhed for adgang til indvinding i det pågældende statslige område. Staten vil hverken kunne garantere råstoffernes mængde, kvalitet eller tilgængelighed, og derfor vil der blive tale om betaling for den mængde, der faktisk indvindes.

Forslaget til § 22, stk. 2, præciserer den eksisterende bestemmelse om, at miljøministeren ved bekendtgørelse kan udlægge områder, der forbeholdes råstofindvinding. Der er i praksis tale om en arealreservation, der sikrer væsentlige og betydende råstofressourcer til den fremtidige forsyning.

Til nr. 13 og 14

Der er tale om en konsekvensændring som følge af ophævelsen af § 19. Som følge af kommercialiseringen vil bestemmelsen om tilladelsens bortfald, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år, blive modereret i de konkrete tilladelser, jf. forslaget til nyt § 21 a, stk. 4, hvorefter der kan fastsættes vilkår bl.a. om bortfald af tilladelsen, såfremt den ikke benyttes inden for et fastsat tidsrum. Stk. 2-4 ophæves som følge af ophævelsen af § 19.

Til nr. 15

Der er tale om en præcisering af statens forpligtelse til at opfylde habitatdirektivets artikel 6, stk. 2, på baggrund af EU-Kommissionens åbningsskrivelse nr. 2003/2070 vedrørende manglende overensstemmelse med direktiv 92/43/EØF - habitatdirektivet. Kammeradvokaten har i en redegørelse konkluderet, at afgørende for, om en medlemsstat har gennemført direktivet korrekt bl.a. er, at der er skabt den nødvendige præcise retlige ramme. Med forslaget skabes den nødvendige retlige ramme ved i et nyt stk. 3 at præcisere den gældende bestemmelse i stk. 5, der bliver stk. 2, for så vidt angår begrænsning eller tilbagekaldelse af en tilladelse efter § 20, stk.1, såfremt indvindingen har betydelige konsekvenser for målsætningen for internationale naturområder. Der er tale om en præcisering af gældende ret, og den nye bestemmelse medfører ikke ændringer i den gældende bestemmelses rækkevidde og anvendelse.

Til nr. 16 og 17

Klagebestemmelserne foreslås ændret, således at det alene er de vilkår til beskyttelse af natur og miljø, der knytter sig til udlægningen af områder, og de vilkår, der i en tilladelse stilles til beskyttelse af natur og miljø, som kan påklages til Naturklagenævnet. For at undgå klager, der alene er motiveret af konkurrencehensyn og klager, der vedrører kontraktretlige spørgsmål vil de dele af tilladelsen, som vedrører forsyningssikkerhed og kommercielle vilkår i tilladelsen, fremover ikke kunne påklages. Vilkår, der fastsættes i bekendtgørelsen om udlægning af statslige indvindingsområder efter lovens § 22, vil af samme grund heller ikke kunne påklages.

Til nr. 18

Der er tale om en konsekvensændring som følge af ophævelsen af § 19, jf. bemærkningerne til nr. 7.

Til § 2

På baggrund af den gældende lovs konkurrenceforvridende effekt og med henblik på imødekommelse af EU-Kommissionens åbningsskrivelse og Konkurrencerådets anbefaling foreslås det, at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Ad stk. 2

Det kan ikke afvises, at der vil blive indgivet ansøgninger efter de nuværende regler for at undgå en række af de kriterier, som efter lovforslaget vil ligge til grund for sagsbehandlingen af en ansøgning. Efter stk. 2 vil ansøgninger indgivet efter lovens fremsættelse blive behandlet efter denne lov, hvorved disse situationer undgås og det gældende system udfases hurtigere.

Ad stk. 3

Efter stk. 3 kan ministeren forlænge en indvindingstilladelse, der er meddelt efter de hidtil gældende regler og som vilkår for forlængelsen stille krav om betaling af vederlag til staten efter reglerne i den nye lov. Det er en betingelse for forlængelsen af tilladelsen, at den er givet på baggrund af en efterforskningstilladelse og tilladelsesindehaveren har afholdt udgifterne til efterforskning og de fornødne undersøgelser og miljøvurderinger. Tilladelserne kan højst forlænges, så den samlede tilladelsesperiode er 10 år. Formålet med overgangsbestemmelsen i stk. 3 er, at indvindingstilladelser efter de gældende regler har kunnet meddeles for en periode på op til 10 år. Miljøministeriet har i perioden op til lovforslagets fremsættelse i Folketinget tidsbegrænset tilladelserne til 3 år med henblik på, at råstofindvindingen på havet fra 2010 administreres fuldt ud efter denne lov. I de tilladelser, som bygger på virksomheders investering i efterforskning, undersøgelser og miljøvurderinger, er det tilkendegivet, at tilladelsen vil kunne blive forlænget efter reglerne i nærværende lov. Formålet er, at der i alle indvindingstilladelser senest efter 1. januar 2010 vil kunne stilles vilkår om betaling af vederlag til staten.

Ad stk. 4 og 5

For at hindre, at liberaliseringen af indvindingen medfører, at større indvindingsfartøjer på meget kort tid kan tømme et område for råstoffer, vil der af hensyn til forsyningssikkerheden i en overgangsperiode fortsat være behov for at begrænse størrelsen af lastekapaciteten på de indvindingsfartøjer, der anvendes. I takt med at det nye tilladelsessystem er trådt i kraft, vil antallet af indvindere i et område kunne begrænses, og der vil kunne stilles vilkår om maksimal årlig mængde, ligesom der i udvalgte indvindingslokaliteter vil kunne stilles vilkår om hel eller delvis forsyningspligt til geografisk afgrænsede områder.

I stk. 4 foreslås derfor overgangsbestemmelser, hvor den hidtidige maksimale grænse for det enkelte fartøjs lastekapacitet på 2.000 m³ opretholdes for de tilladelser, der er meddelt efter reglerne i den eksisterende lovgivning. For så vidt angår eneretstilladelser, hvor der ikke gør sig et forsyningshensyn gældende, vil der efter stk. 5 €" som det til dels er tilfældet i dag €" efter ansøgning kunne dispenseres fra denne tonnagebegrænsning, såfremt det godtgøres, at anvendelsen af større indvindingsfartøjer ikke medfører øgede negative miljø- og naturmæssige konsekvenser.

Overgangsordningen kommer til at gælde så længe, den enkelte tilladelse gælder. Det betyder i praksis, at i de områder, hvor flere har indvindingsret til samme ressource, gælder overgangsordningen indtil tilladelserne udløber 1. januar 2010, og for eneretstilladelser gælder overgangsordningen indtil de enkelte tilladelser udløber henholdsvis i 2011 og 2014.

1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/21/EF af 15. marts 2006 om håndtering af affald fra udvindingsindustrien og om ændring af direktiv 2004/35/EF (EU-tidende 2006 nr. L 102, side 15), og dele af Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (EF-habitatdirektivet) (EU-Tidende 1992 nr. L 206, side 7), som senest ændret ved Rådets direktiv 2006/105/EF af 20. november 2006 (EU-Tidende 2006 nr. L 363, side 368).