L 161 (som fremsat): Forslag til lov om ændring
af lov om råstoffer. (Ophævelse af
fartøjsgodkendelse og modernisering af efterforsknings- og
indvindingstilladelser på havet m.v.).
Fremsat den 22. februar 2007 af
miljøministeren (Connie Hedegaard)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om råstoffer
1)
(Ophævelse af fartøjsgodkendelse
og modernisering af efterforsknings- og indvindingstilladelser
på havet m.v.)
§ 1
I lov om råstoffer, jf.
lovbekendtgørelse nr. 886 af 18. august 2004, som
ændret ved § 20 i lov nr. 431 af 6. juni 2005, lov
nr. 566 af 24. juni 2005, § 91 i lov nr. 538 af 8. juni
2006 og § 10 i lov nr. 1571 af 20. december 2006,
foretages følgende ændringer:
1. Som fodnote til
lovens titel indsættes:
»1) Loven indeholder bestemmelser, der
gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2006/21/EF af 15. marts 2006 om håndtering af affald fra
udvindingsindustrien og om ændring af direktiv 2004/35/EF
(EU-Tidende 2006 nr. L 102, side 15), og dele af Rådets
direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper
samt vilde dyr og planter (EF-habitatdirektivet) (EU- Tidende 1992
nr. L 206, side 7), som senest ændret ved Rådets
direktiv 2006/105/EF af 20. november 2006 (EU-Tidende 2006 nr. L
363, side 368).«
2. I § 6 a, stk. 6,
indsættes efter 1. pkt:
»Til brug for vurderingen udarbejdes en
redegørelse, der indgår i regionsrådets
offentliggørelse af forslag til regional
udviklingsplan.«
3. I § 6 a indsættes
som stk. 8:
» Stk. 8. Miljøministeren
kan i særlige tilfælde pålægge
regionsrådet at tilvejebringe en råstofplan med et
nærmere bestemt indhold.«
4. I § 10, stk. 1,
ændres »kan indeholde vilkår om« til:
»skal indeholde vilkår om«.
5. I § 10, stk. 1, nr.
2, indsættes efter »efterbehandlet,«:
»og«, i nr. 3
ændres »efterbehandlingen, og« til:
»efterbehandlingen.«, og nr. 4 ophæves.
6. I § 10 indsættes
efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. En tilladelse kan
indeholde vilkår om, at råstofferne skal oparbejdes
bedst muligt i forhold til deres kvalitet eller skal anvendes til
bestemte formål.«
Stk. 2-6 bliver herefter stk. 3-7.
7. Overskriften til
§ 19 og § 19 ophæves.
8. Overskriften til
§ 20 affattes således:
»Tilladelse til efterforskning og
indvinding«
9.§ 20, stk. 2-6,
ophæves og i stedet indsættes:
»Stk. 2. Tilladelse til
forundersøgelse, efterforskning og indvinding meddeles efter
ansøgning eller efter offentligt udbud. Tilladelse til
indvinding i områder, som er udlagt efter § 22 af
miljøministeren, meddeles efter ansøgning.
Stk. 3. Tilladelse meddeles for en
tidsbegrænset periode. Tilladelse til henholdsvis
efterforskning og indvinding kan meddeles hver for sig eller
samlet. I en tilladelse til efterforskning kan der gives
ansøgeren fortrinsret til indvindingstilladelse.
Stk. 4. En ansøgning om
tilladelse til efterforskning eller indvinding skal
offentliggøres. Er andre interesseret i at søge om
tilladelse i det pågældende område, kan
miljøministeren beslutte, at offentligt udbud skal finde
sted. Er ingen andre interesseret i at søge om tilladelse i
det pågældende område, kan tilladelse meddeles
til ansøgeren efter en forhandling om vilkår, jf.
§§ 21-21 c. En ansøgning om tilladelse til
indvinding i områder, som er udlagt efter § 22,
skal ikke offentliggøres.
Stk. 5. Ved meddelelse af tilladelse
skal der lægges vægt på en vurdering efter lovens
§§ 1 og 3.
Stk. 6. Miljøministeren
fastsætter nærmere regler om meddelelse af tilladelse
efter § 20, stk. 1, herunder om, hvilke tilladelser
der omfattes af udbud, om afholdelse af udbudsforretning,
udbudsbetingelser, tidsbegrænsning, eneret, fortrolig
behandling af efterforsknings- og undersøgelsesdata og om
tilladelsesordningen i øvrigt.
§ 20 a. Det
påhviler ansøgeren at foretage de fornødne
undersøgelser og miljømæssige vurderinger eller
helt eller delvis at afholde udgifterne hertil.
§ 20 b.
Tilladelse efter § 20, stk. 1, kan ikke gives i
internationale naturbeskyttelsesområder og områder med
en vanddybde på mindre end 6 m.
Stk. 2. Miljøministeren kan,
for så vidt angår indvinding, der kan påvirke
bevaringsstatus i internationale naturbeskyttelsesområder, i
ganske særlige tilfælde, og når indvindingen kan
foretages uden at skade områdernes integritet, gøre
undtagelse fra bestemmelsen i stk. 1.
Stk. 3. Miljøministeren kan for
så vidt angår indvinding i områder med en
vanddybde på mindre end 6 m gøre undtagelse fra
bestemmelsen i stk. 1, når en værdifuld
råstofforekomst kan indvindes, uden at indvindingen er i
konflikt med væsentlige naturmæssige
værdier.«
10.§ 21, stk. 3,
ophæves.
11. Efter § 21
indsættes:
Ȥ 21 a.
Miljøministeren kan i en tilladelse efter § 20,
stk. 1, fastsætte yderligere vilkår for at
varetage de hensyn, der er nævnt i § 3.
Stk. 2. Miljøministeren kan i
en tilladelse efter § 20, stk. 1, fastsætte
vilkår om anmeldelse af det indvindingsmateriel, der
anvendes, samt vilkår om indretningen heraf, herunder at
indvindingsmateriellet skal være udstyret med og anvende
elektronisk kontroludstyr til registrering af
indvindingsfartøjets position under indvinding m.v.
Stk. 3. Miljøministeren kan i
en tilladelse efter § 20, stk. 1, fastsætte
vilkår om, at der inden for en afgrænset mængde
eller i et geografisk afgrænset område kan meddeles
tilladelse til andre til indvinding af råstoffer til brug for
kystbeskyttelsesopgaver og forsyning til havne med lav sejldybde,
små øer, mindre lokalsamfund og til mindre
anlægsarbejder på kysten.
Stk. 4. Miljøministeren kan i
en tilladelse efter § 20, stk. 1, fastsætte
vilkår om udnyttelsen af tilladelsen, herunder om årlig
indvindingsmængde og om bortfald af tilladelsen, hvis den
ikke udnyttes inden for et fastsat tidsrum.
§ 21 b.
Miljøministeren kan i en tilladelse efter § 20,
stk. 1, fastsætte vilkår om betaling af vederlag
til staten, jf. dog stk. 2. Det kan herunder fastsættes,
at der skal betales et løbende vederlag beregnet på
grundlag af størrelsen af området, der omfattes af
tilladelsen (arealvederlag), og et vederlag beregnet på
grundlag af mængden af indvundne råstoffer
(produktionsvederlag). Ved fastsættelse af vederlaget kan
indregnes bidrag til dækning af statens udgifter til
kortlægning efter § 18, til gennemførelse af
udbud efter § 20 og til udlægning og administration
af områder efter § 22. Størrelsen af
vederlaget kan fastsættes som led i et udbud, jf.
§ 20, stk. 2, og vederlaget kan indeksreguleres.
Stk. 2. I indvindingstilladelser, hvor
råstofferne benyttes til kystbeskyttelse i henhold til en
tilladelse fra Kystdirektoratet eller i henhold til en aftale med
Kystdirektoratet, kan der ikke stilles vilkår om betaling af
vederlag. Tilsvarende gælder for indvindingstilladelser til
anlægsarbejder på søterritoriet og
kontinentalsoklen vedtaget ved lov.
§ 21 c.
Miljøministeren fastsætter de nærmere regler om
vilkår i medfør af §§ 21-21
b.«
12.§ 22 affattes
således:
Ȥ 22.
Miljøministeren udlægger ved bekendtgørelse
områder til råstofindvinding og fastsætter regler
for meddelelse af tilladelse til indvinding i disse områder,
herunder vilkår efter §§ 21-21 c.
Stk. 2. Miljøministeren kan ved
bekendtgørelse udlægge områder, som forbeholdes
råstofforsyning.«
13. I § 24, stk. 1,
ændres »En godkendelse efter § 19,
stk. 1, og en tilladelse efter § 20, stk. 1,
bortfalder,« til: »Medmindre andet fremgår af
tilladelsens vilkår, bortfalder en tilladelse efter
§ 20, stk. 1,«.
14.§ 24, stk. 2-4,
ophæves.
Stk. 5 bliver herefter stk. 2.
15. I § 24 indsættes
som stk. 3:
»Stk. 3. Hvis
råstofindvinding på søterritoriet og
kontinentalsoklen har betydelige konsekvenser for
målsætningen for internationale
naturbeskyttelsesområder, jf. § 20 b,
begrænser eller tilbagekalder ministeren en tilladelse efter
§ 20, stk. 1.«
16.§ 26, stk. 1,
affattes således:
»Afgørelser truffet efter lovens
§§ 20, 20 b, 23 og 24 af miljøministeren,
eller afgørelser truffet efter regler fastsat i
medfør af lovens § 20, stk. 6, § 21
c og § 23, stk. 2, kan for så vidt angår
vilkår til beskyttelse af natur og miljø
påklages til Naturklagenævnet.«
17. I § 26, stk. 2,
udgår »§ 19 og«, og som 2. pkt.
indsættes:
»Tilsvarende gælder for
afgørelser efter § 20, stk. 1, der indeholder
vilkår, som er fastsat i regler udstedt i medfør af
§ 22, stk. 1.«
18. I § 44, stk. 1,
udgår »§ 19, stk. 1,«.
§ 2
Stk. 1. Loven træder
i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Stk. 2. Ansøgninger om
efterforsknings- og indvindingstilladelse efter § 20 i
lov om råstoffer, der er modtaget efter den 21. februar 2007,
behandles efter reglerne i denne lov.
Stk. 3. Miljøministeren kan
forlænge en indvindingstilladelse meddelt efter de hidtil
gældende regler, når tilladelsen er givet på
baggrund af en efterforskningstilladelse, og tilladelsesindehaveren
har afholdt udgifterne til efterforskning og de fornødne
undersøgelser og miljøvurderinger.
Indvindingstilladelsen kan højst forlænges, så
den samlede tilladelsesperiode er 10 år.
Miljøministeren kan ved meddelelsen om forlængelse
stille vilkår om betaling af vederlag efter § 21 b
i lov om råstoffer, som affattet ved denne lovs
§ 1, nr. 11.
Stk. 4. Der må alene anvendes
indvindingsmateriel med lastekapacitet på op til 2.000
m3 til indvinding, hvortil der inden 1. januar 2007 er
meddelt indvindingstilladelse.
Stk. 5. Miljøministeren kan
efter ansøgning fra en indehaver af en indvindingstilladelse
med eneret dispensere fra stk. 4, hvis det godtgøres,
at anvendelse af indvindingsmateriel med lastekapacitet
større end 2.000 m3 ikke medfører
øgede negative miljø- og naturmæssige
konsekvenser.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. | Baggrunden for lovforslaget |
| 1.1. | Indledning |
| 1.2. | Gældende ret |
2. | Lovforslagets indhold |
| 2.1. | Ophævelse af § 19 om
fartøjsgodkendelse |
| 2.2. | Ændring af reglerne om
§§ 20-22 om efterforsknings- og
indvindingstilladelse |
| 2.3. | Klagebestemmelserne |
3. | Økonomiske og administrative
konsekvenser for det offentlige |
4. | Økonomiske og administrative
konsekvenser for erhvervslivet |
| 4.1. | Økonomiske konsekvenser |
| 4.2 | Administrative konsekvenser |
5. | Administrative konsekvenser for
borgerne |
6. | Miljømæssige
konsekvenser |
7. | Forholdet til EU-retten |
8. | Forholdet til anden lovgivning |
9. | Hørte organisationer og
myndigheder |
10. | Sammenfattende skema |
1. Baggrunden for
lovforslaget
1.1. Indledning
Lovforslaget vedrører helt overvejende
reglerne om indvinding på havet (sten, grus og sand).
Herudover indeholder lovforslaget præciseringer af enkelte
regler om indvinding på land, som skulle have været
foretaget i forbindelse med kommunalreformændringerne i 2005.
Endvidere foretages enkelte præciseringer af hensyn til det
nye direktiv om håndtering af affald fra udvindingsindustrien
(mineaffaldsdirektivet), som i praksis er opfyldt ved den
gældende råstoflovs bestemmelser. Af hensyn til
gennemførelsen af EU€™s habitatdirektiv
indeholder lovforslaget endelig nogle justeringer, som
præciserer lovteksten i forhold til direktivet.
Råstoflovens regler om indvinding
på havet foreslås ændret, således at
bestemmelsen i lovens § 19 om godkendelse af
indvindingsmateriel (fartøjsgodkendelse) ophæves, og
reglerne i lovens §§ 20-22 om indvindingstilladelser
foreslås moderniseret, således at
miljøministeren bemyndiges til at fastsætte regler om
tilladelsesordningen, herunder om udbud og vilkår om vederlag
til staten.
Formålet med lovændringen er at
sikre en fri og dermed større konkurrence mellem
virksomheder, der ejer fartøjer, som indvinder
råstoffer på havet, samt at modernisere
tilladelsesordningen med henblik på at fremtidssikre
råstofforsyningen fra havet. Med lovforslaget tilnærmes
vilkårene for indvinding på dansk område til
vilkårene herfor i vore nabolande, og tilsvarende
tilnærmes vilkårene for indvinding på havet til
vilkårene herfor på land.
Med lovforslaget vil staten som
råstofejer fremover oppebære en indtægt ligesom
ved olie- og gasproduktionen i Nordsøen. Indtægterne
skal som minimum dække statens udgifter til kortlægning
m.v. og sikre, at staten som ejer af råstofferne får
andel i en eventuel fremtidig værditilvækst i
forbindelse med omsætningen af råstofferne.
Der vil med lovforslaget ikke ske
ændringer i de regler, der i 1996 blev indført for at
sikre, at råstofindvindingen på havet foregår
under den fornødne hensyntagen til havets miljø- og
naturmæssige værdier, ligesom der ikke ændres
på reglerne om, at det er erhvervet, der afholder udgifterne
til efterforskning, fornødne undersøgelser og
miljøvurdering.
Baggrunden for forslaget om ophævelse
af lovens § 19 om fartøjsgodkendelse er en
anbefaling fra Konkurrencerådet. Konkurrencerådet har
på baggrund af en undersøgelse foretaget af
Konkurrencestyrelsen vurderet, at reglerne i § 19 har en
markedsafskærmende virkning og dermed hindrer fri konkurrence
på det danske marked for råstofindvinding fra
havbunden. Endvidere har EU-Kommissionen den 18. oktober 2006
fremsendt åbningsskrivelse nr. 2005/4593 om uforenelighed
mellem den danske råstoflov og den dermed forbundne
forvaltningspraksis og EF-traktatens artikel 49.
De gældende regler om
fartøjsgodkendelse administreres med udgangspunkt i
bemærkningerne til lovforslag nr. L 153 i
Folketingsåret 1995-96 (lov nr. 484 af 12. juni 1996), jf.
Folketingstidende 1995-96, s. 2746, 3088, 6935, 7073; A 3235; B 810
og 929. Den meget stramme administrationspraksis, som således
blev fastlagt i forbindelse med lovgivningsprocessen,
fastsætter i overensstemmelse hermed maksimale grænser
for det enkelte fartøjs lastekapacitet på 2.000
m3 og begrænser antallet af
fartøjsgodkendelser således, at den samlede
indvindingsflådes kapacitet ikke overstiger 25.000
m3 (i dag 26.500 m3 ). Det har medvirket til,
at den danske indvindingsbranche gennem årene er koncentreret
på stadig færre virksomheder, og reglerne har samtidig
i praksis været en betydelig hindring for nye virksomheder i
at komme ind på markedet og har også begrænset
eksisterende virksomheders mulighed for vækst. En
ophævelse af reglerne vil betyde øget konkurrence
inden for indvindingsbranchen og er samtidig en forudsætning
for vækst i den del af branchen, som beskæftiger sig
med forsyning til formål på land.
Baggrunden for forslaget om ændringen
af lovens § 20 og § 21 er, at de
nuværende regler om efterforskning og indvinding på
havet har vist sig ikke i praksis at kunne administreres
således, at der i tilstrækkeligt omfang skabes
incitament for branchen til efterforskning af nye
indvindingsområder.
Ændringerne skal medvirke til, at
virksomhederne får et reelt incitament til at investere i
udlægning af nye indvindingsområder. Lovforslaget er
derfor søgt tilpasset erhvervets nuværende situation,
herunder den meget store variation i virksomhedernes
størrelse og forretningsgrundlag. Havindvundne
råstoffer er vigtig som supplement til den landbaserede
råstofforsyning og dermed vigtig for prisstabiliteten for
råstoffer til såvel offentlige som private bygge- og
anlægsformål.
Lovforslaget indeholder på den baggrund
forslag om, at virksomhederne fremover kan erhverve sig en eneret
til indvinding ved at byde på områder, der udbydes af
staten. Endvidere kan virksomhederne ansøge om
indvindingstilladelser i statslige indvindingsområder, der
udlægges efter 1. januar 2010.
Statens udbud af områder vil blive
tilpasset erhvervets efterspørgsel efter nye
indvindingsområder, og således vil både
tidspunktet for udbud, den geografiske lokalisering af
områder, der udbydes, og antallet af områder blive
drøftet med branchen forud for de statslige
udbudsrunder.
De statslige indvindingsområder skal i
en kortere årrække fungere som supplement til de
indvindingsområder, som erhvervet har fået udlagt ved
udbud, således at virksomhederne alene eller sammen får
den fornødne tid til at investere i opbygningen af det
netværk af indvindingsområder, som kan dække
virksomhedernes behov for råstoffer og behov for spredning af
indvindingsområder i forhold til, hvor råstofferne skal
afsættes.
Et vigtigt element i lovforslaget er, at det
er erhvervet, der primært har initiativet i forbindelse med
udlægning af nye indvindingsområder. Dels vil statens
udbud af områder ske efter tæt dialog med erhvervet,
dels kan en virksomhed uopfordret ansøge om efterforsknings-
og indvindingstilladelse.
Som et element i virksomhedernes mulighed for
selv at tage initiativet indgår det i lovforslaget, at der
efter ansøgning kan gives en virksomhed tilladelse til at
foretage en forundersøgelse, f.eks. seismiske
undersøgelser suppleret med enkelte prøveboringer,
med henblik på at kunne træffe beslutning om at
ansøge om en efterforsknings- og indvindingstilladelse eller
alternativt opfordre staten til at udbyde området til
efterforskning og indvinding.
Endvidere foreslås det, at der stilles
vilkår om betaling af vederlag til staten. Vederlagets
størrelse er sammensat af et beløb, som skal
dække statens udgifter, og et beløb, som afspejler
tilbudsgivers økonomiske interesse i at vinde
udbudsforretningen. Statens udgifter omfatter kortlægning,
udlægning og administration af statslige
indvindingsområder og afholdelse af udbudsforretning.
De foreslåede regler om udbud af
tilladelser og vederlag til staten svarer i vid udstrækning
til reglerne om efterforskning og indvinding af kulbrinter, jf.
lovbekendtgørelse nr. 526 af 11. juni 2002 om anvendelse af
Danmarks undergrund.
Der sker ingen ændring af reglerne om
indvindingstilladelse til kystbeskyttelse, der også er
fritaget for at skulle betale vederlag i forbindelse med en
indvindingstilladelse. Endvidere er det hovedreglen, at
indvindingstilladelser til større anlægsarbejder
på kysten (broer, havne, diger, strandparker m.v.) meddeles
efter ansøgning. Anlægsarbejder på kysten, der
er vedtaget ved lov, er også fritaget for betaling af
vederlag.
Af hensyn til forsyningssikkerheden er
ophævelsen af reglerne om fartøjsgodkendelse ledsaget
af en overgangsordning, hvorefter der i de områder, hvor der
efter de nugældende regler er givet indvindingstilladelse,
kun må anvendes indvindingsmateriel på maksimalt 2.000
m3.
1.2. Gældende ret
Historisk set har efterforskning og
indvinding af råstoffer på havet indtil 1972
været frit. I 1972 blev der indført regler om
godkendelse af indvindingsfartøjer (lov nr. 285 af 7. juni
1972), og den fri indvinding blev gradvis frem mod 1996
begrænset gennem forbud mod råstofindvinding i en
række områder. Fartøjsgodkendelsen blev
således betragtet som en slags autorisation til, at det
enkelte fartøj kunne indvinde råstoffer på det
danske havområde. Fartøjsgodkendelsen kunne opsiges
med 10 års varsel.
Bl.a. på baggrund af Miljø- og
Planlægningsudvalgets betænkning af 12. december 1991
over forslag til lov om naturbeskyttelse (L 9/1991-92,
Folketingstidende 1991-92 (1. samling), s. 941, 1312, 4304, 4812; A
1365; B 245 og 533) blev reglerne med lov nr. 484 af 12. juni 1996
ændret således, at der €" udover en
fartøjsgodkendelse €" også kom krav om en
tilladelse efter lovens § 20 til at indvinde i et
geografisk afgrænset og miljøvurderet
område.
Udgangspunktet for lovændringen i 1996
var således,
- at råstofferne på havet er statens
ejendom,
- at staten i princippet frit kan regulere og
begrænse adgangen til at indvinde disse ressourcer,
- at det skal sikres, at råstofferne
indvindes under betydelig hensyntagen til beskyttelsesinteresserne
i havet, samtidig med at den danske råstofforsyning
opretholdes, og
- at branchen selv afholder udgifterne til
efterforskning, miljøvurdering og andre
undersøgelser.
Efter lovændringen i 1996 er
råstofindvinding på havet i princippet forbudt,
medmindre der er meddelt en konkret tilladelse efter
råstoflovens § 20 til indvinding i et nærmere
afgrænset område.
Af hensyn til de 10-årige rettigheder,
der var knyttet til uopsagte fartøjstilladelser, og for at
sikre uafbrudt indvinding af råstoffer fra havet, blev der
som led i lovændringen etableret en overgangsordning for
indvindingen af sand, grus og ral. Overgangsordningen gav
indehavere af en fartøjstilladelse ret til €" uden en
indvindingstilladelse efter § 20 €" fortsat at
indvinde råstoffer i mængder på op til 250.000
m3 i såkaldte overgangsområder frem til den
1. januar 2007. Hermed blev den frie adgang til indvinding, der var
tilknyttet fartøjsgodkendelserne, således endeligt
afviklet. Overgangsområderne var udlagt af
miljøministeren i bekendtgørelse nr. 1078 af 11.
december 1996 om udlæg af overgangsområder for
indvinding af sand, grus og ral fra havbunden på baggrund af
en miljømæssig vurdering foretaget af Skov- og
Naturstyrelsen og i et samarbejde med Foreningen af Danske Ral- og
Sandsugere. Bekendtgørelsen var gældende indtil den 1.
januar 2007.
Indvindingen på havet er således
siden 1996 foregået i indvindingsområder udlagt af
miljøministeren, hvor som udgangspunkt alle fartøjer
med en fartøjsgodkendelse har haft fri adgang til
indvinding. Hertil kommer indvinding i områder, hvor
Kystdirektoratet eller bygherrer til større
anlægsarbejder har søgt om og fået tilladelse
til indvinding.
Der er i bemærkningerne til 1996-loven
lagt vægt på, at ral- og sandsugerbranchen i
forbindelse med udlægningen af overgangsområderne ikke
skulle afholde udgifter til de hermed forbundne
miljøundersøgelser m.v., og at overgangsordningen
herved skulle give branchen mulighed for at omstille sig til det
nye tilladelsessystem, herunder at opspare midler til
gennemførelsen af miljøundersøgelser m.v. i
forbindelse med udlægningen af nye indvindingsområder.
Det var således en forudsætning for lovens funktion
efter overgangsordningens udløb den 1. januar 2007, at ral-
og sandsugerbranchen hurtigt efter 1996-lovens ikrafttræden
iværksatte et efterforskningsarbejde med det formål at
sikre, at der blev udlagt nye indvindingsområder til
supplering af overgangsområderne.
I bemærkningerne til forslaget til
1996-loven blev det over for Folketinget tilkendegivet, at branchen
ville samarbejde om udlægning af nye indvindingsområder
på baggrund af en af branchen finansieret efterforskning og
miljøvurdering, og at finansieringen blev muliggjort af den
10-årige overgangsordning.
Tilladelser kan efter den gældende lov
gives til en eller flere ansøgere. Loven giver også
mulighed for at meddele indvindingstilladelser med eneret for en
eller flere indvindere, men det forudsættes, at der er
enighed blandt alle interesserede parter. I bemærkningerne
til forslaget til 1996-loven er det om administrationen af
bestemmelserne tilkendegivet, at en ansøgning om
efterforskningstilladelse med efterfølgende eneret til
indvinding alene vil blive meddelt, såfremt
råstofforekomsten i det ansøgte område ikke er
af væsentlig interesse for andre indvindingsfirmaer end
ansøgerens. Såfremt forekomsten har interesse for
flere indvindere, vil én indvinder kun få tildelt
efterforskningstilladelse uden efterfølgende eneret.
Alternativt skal de interesserede indvindere i fællesskab
søge efterforskningstilladelse og være enige om, at
der skal være fælles adgang til indvinding i
området, såfremt tilladelse opnås. Dette krav om
enighed blev indført efter ønske fra branchen. Lovens
forarbejder tager ikke stilling til konsekvenserne af en
grundlæggende uenighed blandt indvinderne eller de
potentielle indvindere.
I bemærkningerne til 1996-loven er det
endvidere forudsat, at ordningen med fartøjsgodkendelser
efter § 19 i forhold til den daglige
råstofforsyning fortsat administreres dels med loft over den
samlede lastekapacitet på 25.000 m3 (i dag 26.250
m3 ), dels med loft over det enkelte
indvindingsfartøjs lastekapacitet på 2.000
m3.
Efter lovens bemærkninger er
formålet med begrænsningen af den samlede
lastekapacitet at sikre en bæredygtig udvikling, fordi den
samlede indvinding af råstofferne begrænses i en
situation, hvor der til en fartøjsgodkendelse er knyttet en
fri ret til indvinding i de af miljøministeren udlagte
overgangsområder. Formålet med loftet over det enkelte
fartøjs lastekapacitet er efter lovens bemærkninger at
begrænse de miljømæssige effekter ved
råstofindvinding ved at udelukke store skibe og for at sikre,
at alle landets egne kan forsynes med sømaterialer samtidig
i kraft af, at der findes et vist antal arbejdende skibe. I 1996
var der i alt ca. 50 ral- og sandsugerfartøjer, heraf kun 5
fartøjer med en lastekapacitet på over 1.000
m3. Lovens forarbejder tager ikke stilling til
administrationen af de fastsatte grænser for lastekapacitet
på det tidspunkt, hvor overgangsordningen udløber.
Retsstillingen efter lovændringen i
1996 er således,
- at råstofindvinding på havet
kræver en tilladelse efter råstoflovens § 20
til indvinding i geografisk afgrænsede og
miljøvurderede områder,
- at indehavere af fartøjstilladelser efter
råstoflovens § 19 frit kan indvinde råstoffer
i overgangsområderne frem til den 1. januar 2007,
- at efterforskning og indvinding uden for
overgangsområderne både kræver en
fartøjstilladelse efter § 19 og en
indvindingstilladelse efter lovens § 20,
- at der af forsyningsmæssige og
miljømæssige årsager, som foreskrevet i
lovbemærkningerne, er fastholdt et loft over den samlede
indvindingsflådes lastekapacitet på 26.500
m3 og et loft over det enkelte fartøjs
lastekapacitet på 2.000 m3, og
- at udgifterne til efterforskning afholdes af
den, der søger om tilladelsen, ligesom det påhviler
ansøgeren at foretage de fornødne
undersøgelser og miljøvurderinger eller helt eller
delvis at afholde udgifterne hertil.
Administrationen af lovens regler om
fartøjsgodkendelse er siden 1996 sket efter de
retningslinjer, som fremgik af bemærkningerne til 1996-loven.
I praksis har det betydet, at branchen i dag består af
færre virksomheder og færre, men i gennemsnit
større, indvindingsfartøjer.
1996-lovens forudsætning om
efterforskning med henblik på udlægning af nye
indvindingsområder er imidlertid ikke opfyldt. Efterforskning
og indvinding i nye områder efter lovens § 20 er
helt overvejende anvendt af bygherrer til brug for store
anlægsarbejder som f.eks. havneudvidelserne i Århus og
Skagen samt anlægsarbejderne i forbindelse med Amager
Strandpark. Endvidere har Kystdirektoratet gennemført
efterforskning og fået indvindingstilladelser efter
§ 20 i nye områder ud for Jyllands Vestkyst til
kystbeskyttelse.
Indvindingsbranchens virksomheder har sammen
eller hver for sig ansøgt om efterforskning og indvinding i
områder efter lovens § 20. Imidlertid har det
forhold, at indvindingsvirksomhederne enten skal være enige
om i fællesskab at søge en tilladelse, eller at en
virksomhed skal være alene om at have en interesse i
området, medført, at ansøgningerne ikke i
væsentligt omfang har ført til udlægning af nye
indvindingsområder. Det kan konstateres, at det bl.a.
på grund af den administrationspraksis, som blev fastlagt ved
lovændringen i 1996, ikke er lykkedes branchen at blive enige
om efterforskningsaktiviteter, sådan som det ellers var
forudsat ved lovændringen. Både efterforsknings- og
indvindingstilladelser påklages af konkurrerende
virksomheder, og i den eneste større
efterforskningstilladelse €" givet til et selskab
bestående af flere virksomheder €" er parterne bag det
selskab, der har fået tilladelsen, efterfølgende
blevet uenige.
Den manglende enighed i branchen om
efterforskningsaktiviteter og afholdelse af udgifter til
miljøundersøgelser m.v. betyder, at der ikke
udføres den efterforskning, der er nødvendig for
også fremover at sikre råstofforsyningen fra havet. Det
er en situation, som branchen og Miljøministeriet ved Skov-
og Naturstyrelsen i flere år €" på grund af lovens
forudsætning om enighed €" uden held har forsøgt
at finde en løsning på.
Ved udløbet af den 10-årige
overgangsperiode den 1. januar 2007 er der ikke længere
knyttet en indvindingsret til fartøjstilladelserne. For
herefter at sikre samfundet en uafbrudt råstofforsyning, for
at sikre indvindingsbranchen tid til at tilpasse sig til de nye
markedsvilkår, og for at tilgodese branchens behov for at
kunne leve op til flerårskontrakter har Skov- og
Naturstyrelsen gennemført en ordning, hvorefter branchen
efter ansøgning har fået indvindingstilladelser efter
lovens § 20 til fortsat råstofindvinding i
nærmere afgrænsede områder inden for de
overgangsområder, hvor der i dag foregår
råstofindvinding. Formålet med denne såkaldte
konverteringsordning er at fungere som en overgangsordning frem til
et nyt tilladelsessystem med vedtagelsen af lovforslaget er
trådt i kraft og i fuld funktion i 2010.
Konverteringsordningens indvindingstilladelser er derfor meddelt
for en 3-årig periode.
2. Lovforslagets indhold
2.1. Ophævelse af
§ 19 om fartøjsgodkendelse
Det foreslås, at lovens § 19
ophæves, således at reglerne om
fartøjsgodkendelse i den nuværende form afskaffes. Med
udløbet af 1996-lovens overgangsordning den 1. januar 2007
er der ikke længere behov for særlige regler om
fartøjsgodkendelse, da der til denne godkendelse ikke
længere er knyttet nogen ret til fri
råstofindvinding.
Selv om bestemmelsen om
fartøjsgodkendelse ophæves vil de nuværende
indehavere af en § 19-godkendelse fortsat kunne anvende
det godkendte indvindingsmateriel. Ophævelsen vil imidlertid
havde den virkning, at de pågældende risikerer at blive
udsat for konkurrence fra flere end den begrænsede kreds, som
i dag er indehavere af § 19-godkendelser.
Den hidtidige bestemmelse om, at der kan
fastsættes vilkår om indretningen af
indvindingsmateriellet, opretholdes som vilkår i
indvindingstilladelsen og suppleres med en bestemmelse om, at der
kan fastsættes vilkår om pligt for indehaveren af en
efterforsknings- og indvindingstilladelse til at anmelde det
indvindingsmateriel, der anvendes. Det vil f.eks. være
vilkår om, at fartøjerne har elektronisk udstyr til
registrering af indvindingsfartøjets position under
indvinding, til måling af størrelsen af den indvundne
mængde samt til elektronisk indberetning heraf. Der vil
også kunne stilles vilkår om støjgrænser i
forhold til beboelse på kysten.
Den hidtidige administrationspraksis, hvor
man til indvinding af den daglige råstofforsyning ikke har
tilladt indvindingsfartøjer med større lastekapacitet
end 2.000 m3, og ikke har udstedt flere
fartøjstilladelser, end at den samlede
indvindingsflådes kapacitet blev holdt på maksimalt
26.500 m3, har været båret af hensynet til
en bæredygtig udnyttelse af råstofressourcen,
beskyttelse af havmiljøet samt hensynet til en uafbrudt
forsyning med sømaterialer til alle landets egne, herunder
småøer og havne med lav sejldybde.
Der har ved de større
anlægsarbejder som f.eks. Storebæltsforbindelsen
været anvendt indvindingsmateriel med lastekapacitet
større end 2.000 m3, og de konkrete
indvindingsarbejder har ikke medført større
miljøbelastning end ved anvendelse af indvindingsmateriel
med en lastekapacitet på 2.000 m3 eller derunder.
Det afgørende for miljøpåvirkningen har
været de betingelser, der blev knyttet til
indvindingstilladelsen i henhold til § 20. Der synes
således ikke længere at være en
miljømæssig begrundelse for generelt at begrænse
det enkelte indvindingsfartøjs lastekapacitet.
Af hensyn til forsyningssikkerheden er
ophævelsen af reglerne om fartøjsgodkendelse ledsaget
af en overgangsordning, hvorefter der i de områder, hvortil
der efter de nugældende regler er givet
indvindingstilladelser, kun må anvendes indvindingsmateriel
på maksimalt 2.000 m3. Størstedelen af de
indvindingstilladelser, der er meddelt efter de gældende
regler, giver flere virksomheder adgang til at indvinde i samme
område inden for en samlet mængde. Forbudet mod
anvendelse af større indvindingsmateriel skal sikre, at
disse områder ikke tømmes for ressourcer hurtigere end
forudset ved meddelelsen af tilladelsen.
Den hidtidige maksimale grænse for det
enkelte fartøjs lastekapacitet på 2.000 m3
vil derfor blive opretholdt for de tilladelser, der er meddelt
efter reglerne i den eksisterende lovgivning. For så vidt
angår eneretstilladelser, hvor forsyningshensynet ikke
gør sig gældende, vil der efter ansøgning kunne
dispenseres fra dette tidsbegrænsede tonnageloft,
såfremt det godtgøres, at anvendelsen af større
indvindingsfartøjer ikke medfører øgede
miljø- og naturmæssige effekter.
2.2. Ændring af reglerne
i §§ 20-22 om efterforsknings- og
indvindingstilladelse.
Lovforslaget indebærer, at reglerne om
meddelelse af tilladelse til efterforskning og indvinding
ændres således, at tilladelsen både kan meddeles
efter ansøgning og efter udbud. Endvidere indebærer
lovforslaget, at der i en tilladelse kan fastsættes
vilkår om, at der skal betales vederlag til staten.
Med forslaget ophæves kravet om, at der
til et konkret område skal meddeles efterforsknings- og
indvindingstilladelser til flere virksomheder, såfremt flere
er interesserede. Dette tilladelsessystem har i praksis vist sig
ikke at kunne administreres som forudsat og har været en
væsentlig forhindring for udlægning af nye
områder til råstofindvinding. Se hertil ovenfor under
pkt. 1.2.
Formålet med det foreslåede
tilladelsessystem er at sikre råstofforsyningen fra havet og
skabe rammerne for en øget tilførsel af materialer
til land i takt med, at adgangen til landbaseret
råstofindvinding forventes at blive vanskeligere i de
kommende år.
Der er i tilladelsessystemet indbygget et
incitament for erhvervet til udlægning af nye
indvindingsområder. Incitamentet består i muligheden
for gennem udbud at sikre sig et område, hvor virksomheden
har eneret til indvinding inden for et afmålt tidsrum.
Det er hensigten, at det er erhvervet, der
primært har initiativet i forbindelse med udlægning af
nye indvindingsområder. Dels vil statens udbud af
områder ske efter tæt dialog med erhvervet, dels kan en
virksomhed på eget initiativ uopfordret ansøge om
efterforsknings- og indvindingstilladelse. En
offentliggørelse af ansøgningen sikrer, at eventuelt
andre interesserede virksomheder kan tilkendegive deres interesse.
Er der tale om en dokumenteret seriøs
interessetilkendegivelse fra andre virksomheder, træffes der
beslutning om, hvorvidt området udbydes.
Som et andet element i virksomhedernes
mulighed for selv at tage initiativ indgår det i
lovforslaget, at der efter ansøgning kan gives en virksomhed
tilladelse til at foretage en forundersøgelse, f.eks.
seismiske undersøgelser suppleret med prøveboringer,
med henblik på, at virksomheden kan træffe beslutning
om at ansøge om en efterforsknings- og
indvindingstilladelse, eller alternativt at staten opfordres til at
udbyde området.
Der vil i de første år som
supplement til udbudsområderne være et betydeligt antal
statslige indvindingsområder, hvorfra virksomhederne kan
supplere deres forsyning med råstoffer i den fase, hvor
virksomhederne gennem udbud udbygger deres adgang til nye
indvindingsområder. De statslige indvindingsområder vil
komme til at bestå af hovedparten af de områder, der i
dag udgør de såkaldte konverteringsområder, hvor
indvindingsbranchen har tilladelse til indvinding frem til 1.
januar 2010.
De statslige indvindingsområder vil
bidrage til, at virksomhederne i en årrække har
valgfrihed mellem indvinding i de indvindingsområder, som
erhvervet får udlagt ved udbud og fra de statslige
områder. Det øger virksomhedernes
forsyningsfleksibilitet og giver virksomhederne tid til at opbygge
deres eget netværk af indvindingsområder alene eller
sammen med andre virksomheder. I takt hermed vil staten
indskrænke antallet af statslige indvindingsområder til
primært at skulle fungere som forsyningsområder til
havne med lav sejldybde, de små øer, de mindre
lokalsamfund og til mindre anlægsarbejder på kysten og
kystbeskyttelse i de indre danske farvande.
Udbudsordningen forventes i kombinationen med
salg fra statslige områder at kunne fremme havindvundne
råstoffers andel af det samlede danske råstofforbrug og
dermed bidrage til at dæmpe prisudviklingen i bygge- og
anlægssektoren.
Der er i tilladelsessystemet som noget nyt
indbygget vederlag til staten som vilkår i en
indvindingstilladelse. Formålet er at sikre dækning af
de udgifter, som staten afholder for at stille råstofferne
til rådighed for kommerciel udnyttelse, i højere grad
at ligestille de danske regler med måden, hvorpå der
gives indvindingstilladelser i vores nabolande, indføre et
klart udvælgelseskriterium i forbindelse med udbud, samt i
højere grad at ligestille vilkårene for havindvinding
med indvinding på land, hvor en råstofindvinder betaler
for retten til at indvinde.
Lovforslaget indebærer følgende
måder at meddele tilladelser på:
1. Tilladelse til råstofindvinding fra et
af staten efter § 22 udlagt indvindingsområde
€" »løssalg«. Råstofferne udbydes til
en pris pr. kubikmeter, der afspejler den pris pr. kubikmeter, som
staten kan opnå ved udbud, og hvor den samlede statslige
indtægt som minimum dækker statens udgifter til
kortlægning, udlægning af statslige områder og
omkostninger forbundet med udbud og salg fra statslige
områder i øvrigt. Der vil alene kunne købes
indvindingstilladelser i de statslige områder til
indvindingsopgaver, der er begrænset i tid og i omfang.
En tilladelse til indvinding i de statslige
områder giver kun sikkerhed for adgang til indvinding i det
pågældende statslige område.
Miljøministeren vil hverken kunne garantere
råstoffernes mængde, kvalitet eller
tilgængelighed, og derfor vil der alene blive tale om
betaling for den mængde, der faktisk indvindes, bortset
eventuelt fra et mindre beløb, der betales i forbindelse
med, at tilladelsen meddeles, og som dækker statens
ekstraudgifter i forbindelse med administrationen af salg fra de
statslige områder.
Når den råstofmængde, der i et
statsligt område er tilladelse til samlet at indvinde
(konverteringsmængden), er opbrugt, træffer
miljøministeren beslutning om, hvorvidt området
udbydes, eller om området skal genudlægges som
statsligt indvindingsområde og herefter fungere som
forsyningsområder til mindre anlægsarbejder på
kysten, kystbeskyttelse i de indre danske farvande, havne med lav
sejldybde, de små øer og de mindre lokalsamfund. En
forudsætning for udbud eller genudlægning af de
statslige indvindingsområder er, at det er
miljømæssigt forsvarligt, hvorfor der i den
forbindelse kræves gennemført de nødvendige
miljøundersøgelser, som viser, hvorledes
området påvirkes af indvindingen, og om indvindingen
kan fortsætte.
2. Eneretstilladelse til efterforskning og
indvinding efter statsligt udbud er en ordning som først og
fremmest er målrettet mod de virksomheder, der leverer
materialer til bygge- og anlægsformål på land,
herunder til betonindustrien. Antallet af udbudsrunder, antallet og
størrelsen af områderne samt mængden, staten
udbyder, vil være bestemt af en løbende vurdering af
markedets kommercielle efterspørgsel og ske i en
løbende, tæt dialog med erhvervet. Det vil som
vilkår i udbudet indgå, at der betales vederlag til
staten. Miljøministeriet vil i udbudsmaterialet
fastsætte en minimumspris, som skal bidrage til at
dække statens udgifter til udbud og til den statslige
kortlægning.
Som led i den planlagte reduktion i antallet af
statslige indvindingsområder kan det indgå i
udbudsbetingelserne, at miljøministeren inden for
tilladelsesområdet kan meddele andre end den, der vinder
udbudet, tilladelse til indvinding af en nærmere angivet
mængde til brug for mindre anlægsarbejder på
kysten, kystbeskyttelsesopgaver og forsyning af havne med lav
sejldybde, små øer og mindre lokalsamfund.
3. En virksomhed vil også have mulighed
for at tage initiativ til selv at ansøge om en
efterforsknings- og indvindingstilladelse i et konkret
område. Miljøministeriet vil herefter ved annoncering
afsøge, om der er andre på markedet, der er
interesseret i det samme område. Hvis andre virksomheder kan
dokumentere en seriøs interesse, træffes der
beslutning om, hvorvidt området udbydes.
Som væsentligt kriterium i udbuddet og
dermed ved valg af vinder indgår størrelsen af det
vederlag, tilbudsgiver tilbyder staten for indvindingsretten.
Fastsættelsen af eneretslængden til efterforskning og
indvinding, vil primært ske på baggrund af en samlet
vurdering af investerings- og omkostningsniveauet samt hensynet til
forsyningssikkerheden.
Hvis der ikke er andre interesserede
virksomheder, kan Miljøministeriet efter forhandling om
vilkårene meddele en tids- og mængdebegrænset
indvindingstilladelse til området på betingelse af, at
der gennemføres efterforskning og miljøvurdering.
Også her vil indgå vilkår om betaling af et
vederlag til staten, der afspejler den pris pr. kubikmeter, som
staten kan opnå ved udbud, og hvor den samlede statslige
indtægt som minimum dækker statens udgifter til
kortlægning, udlægning af statslige områder og
omkostninger forbundet med udbud og salg fra statslige
områder i øvrigt.
4. Eneretstilladelse meddeles efter
ansøgning til kystbeskyttelse og større
kystnære anlægsarbejder. Offentlig og privat
kystbeskyttelse vil ikke blive berørt af lovforslaget.
Kystdirektoratet vil fortsat efter ansøgning forestå
kortlægning og udlægning af indvindingsområder
til kystbeskyttelse. Indvinding til anden offentlig og privat
kystbeskyttelse vil fortsat kunne ske vederlagsfrit fra de
statsligt udlagte indvindingsområder.
Endvidere vil der som i dag også fremover
efter ansøgning blive givet efterforsknings- og
indvindingstilladelse til anlægsarbejder på havet, hvor
behovet for råstoffer er så stort, at der er grundlag
for udlægning af et indvindingsområde med henblik
på indvinding til forsyning af det pågældende
anlægsarbejde. Det vil være aktuelt ved broarbejder,
havneudvidelser og anlæg af større strandparker. Der
vil blive stillet krav om betaling af vederlag til staten, dog ikke
for så vidt angår offentlige anlægsarbejder
vedtaget ved lov.
Vederlaget til staten vil som udgangspunkt
blive fastsat højere i de statslige
indvindingsområder, end i de områder, der har
været i udbud. Vederlaget i de statslige områder vil
følge den pris, der opnås i forbindelse med udbud.
Endvidere vil vederlaget i de statslige områder også
skulle dække statens udgifter til udlægning af nye
statslige områder, en udgift, som ikke indgår i
fastsættelsen af vederlagets størrelse i forbindelse
med udbud. Den lavere pris i udbudsområderne forventes at
fremme såvel indvindingsbranchens som bygge- og
anlægsbranchens interesse i at deltage aktivt i
efterforskning og udlægning af indvindingsområder til
gavn for erhvervet, forsyningssikkerheden og konkurrencen med
landbaserede materialer.
Til en tilladelse meddelt efter udbud vil der
endvidere kunne knyttes vilkår om indeksregulering af
vederlaget til staten. Indeksreguleringen kan f.eks. basere sig
på udviklingen i råstofpriserne. Herved deler
tilladelsesindehaveren og staten risikoen for prisudsving på
råstofmarkedet. Det giver tilladelsesindehaveren
større sikkerhed for de investeringer, der er foretaget, og
staten får muligheden for at få andel i eventuelle
ekstraordinære prisstigninger på råstofferne og
påtager sig risikoen for faldende provenu i tilfælde af
faldende råstofpriser.
Den nærmere udformning af
bestemmelserne om meddelelse af efterforsknings- og
indvindingstilladelser på havet, herunder om hvilke
tilladelser, der er omfattet af udbud, om afholdelse af
udbudsforretning og om vilkår i tilladelser, vil ske i en
bekendtgørelse (tilladelsesbekendtgørelsen) efter
forhandling med relevante ministerier, herunder inddragelse af
branchen og relevante organisationer og institutioner, herunder
Datatilsynet. Det forventes, at forhandlingerne om et nyt
udbudssystem efter lovforslagets vedtagelse kan gennemføres
i 2007 med virkning fra begyndelsen af 2008. Imidlertid forventes
der inden da en fortsat interesse fra branchens side i at
søge om efterforsknings- og indvindingstilladelser. Der vil
derfor være behov for, at miljøministeren medio 2007
udsteder en bekendtgørelse om meddelelse af efterforsknings-
og indvindingstilladelser på baggrund af ansøgninger.
Denne bekendtgørelse vil blandt andet indeholde de
kriterier, som skal ligge til grund for udformningen af en konkret
tilladelse og vil kun skulle være i kraft, indtil den
afløses af tilladelsesbekendtgørelsen med
ikrafttræden i begyndelsen af 2008. Tilladelserne efter den
»midlertidige« bekendtgørelse vil være
tidsbegrænsede med mulighed for forhandling om
forlængelse, betinget af betaling af vederlag efter 2010.
Det forventes, at de første udbud
gennemføres i 2008, og at betaling af vederlag
indføres 1. januar 2010 €" samtidig med, at de
nuværende fælles indvindingstilladelser
(konverteringstilladelserne) udløber.
Der vil som led i lovforslagets
gennemførelse blive udarbejdet en kommunikationsplan. I
udarbejdelsen og udmøntningen af kommunikationsplanen vil
repræsentanter for de relevante målgrupper blive
inddraget. Målgruppen for denne kommunikationsplan vil
først og fremmest være ral- og sandsugerbranchens
virksomheder og bygherrerne til anlæg på kysten.
2.3. Klagebestemmelserne
Lovforslaget tilpasser lovens klageregler,
således at det alene er de vilkår til beskyttelse af
natur og miljø, der knytter sig til udlægningen af
områder, og de vilkår, der i en tilladelse stilles til
beskyttelse af natur og miljø, som kan påklages til
Naturklagenævnet. De dele af tilladelsen, som vedrører
forsyningssikkerhed og kommercielle vilkår i tilladelsen, vil
fremover ikke kunne påklages. Formålet er at
undgå klager, der alene er motiveret af konkurrencehensyn og
klager, der vedrører kontraktretlige spørgsmål.
Vilkår, der fastsættes i bekendtgørelsen om
udlægning af statslige indvindingsområder efter lovens
§ 22, vil af samme grund heller ikke kunne
påklages.
3. Økonomiske og
administrative konsekvenser for det offentlige
Staten får øgede udgifter som
følge af de nye opgaver i lovforslaget. Den administrative
lettelse for staten, som afskaffelsen af fartøjsgodkendelsen
medfører, afløses af administration af de statslige
indvindingsområder og tilrettelæggelse af udbud og
administration af indvindingsområder.
Forslaget lægger op til en udvidelse af
den eksisterende kortlægningsindsats, idet der fremadrettet
vil være behov for kortlægning på større
havdybder med henblik på øget
råstoftilførsel. Med stor usikkerhed anslås de
forøgede statslige udgifter til kortlægning til 5 mio.
kr. om året. Endvidere får staten udgifter til
afholdelse af udbud. Et foreløbigt usikkert skøn
ligger på ca. 3 mio. kr. årligt. Endelig får
staten udgifter på ca. 2 mio. kr. til efterforskning,
miljøvurdering og administration i forbindelse med
udlægning af statslige indvindingsområder og salg af
råstoffer herfra. Det indgår i lovforslaget, at de
ovenstående statslige merudgifter på i alt ca. 10 mio.
kr. om året finansieres af det vederlag, der
opkræves.
Det er endnu vanskeligt at vurdere
merudgifterne ved den foreslåede lovændring
præcist. Der vil derfor blive igangsat en undersøgelse
af udgiftsniveauet til håndtering af de nye opgaver. Dermed
kan der fastlægges et konsolideret udgangspunkt for, hvor
store dele af det samlede opkrævede vederlag, der skal
anvendes til de nye opgaver. Når udgangspunktet er fastlagt,
vil udgifterne fastsat på dette niveau og fremadrettet
være omfattet af de generelle effektiviseringskrav til
statslig indtægtsdækket virksomhed, der er fastsat i
det såkaldte prisstigningsloft.
For at undgå konkurrenceforvridning
foreslås der indført vederlag for alle tre
tilladelsestyper, bortset fra indvinding til kystbeskyttelse og
store lovbundne offentlige anlægsarbejder.
Vederlaget vil i udbudssituationen være
sammensat af det omkostningsbestemte vederlag, der som minimum
opkræves som bidrag til dækning af de statslige
udgifter samt et vederlag, som ansøgeren som tilbudsgiver
herudover vil tilbyde i forbindelse med udbudsforretningen. Herved
fastsætter markedet prisen for retten til indvinding af det
pågældende råstof.
Denne pris vil være grundlaget for
statens fastsættelse af vederlaget ved salg fra statslige
indvindingsområder og ved tilladelser til store
anlægsarbejder (bortset fra de lovbundne opgaver som
kystbeskyttelse og f.eks. de store broanlæg).
Den eksisterende råstofafgift på
5 kr. pr. m3 er en ressourceafgift, som gælder al
råstofindvinding €" både på havet og
på land. Udgangspunktet for størrelsen af vederlaget
er derfor, at der i dag udover råstofafgiften ikke betales
for råstoffer indvundet på havet. Et forsigtigt
skøn er, at det samlede vederlag vil kunne indbringe et
årligt provenu til staten på ca. 15 mio. kr. fra 2010.
Den del af provenuet (ca. 5 mio. kr.), der overstiger de statslige
udgifter som følge af den foreslåede lovændring,
tilgår statskassens generelle reserver.
Lovforslaget medfører ikke
økonomiske eller administrative konsekvenser for regionerne
og kommunerne.
4. Økonomiske og
administrative konsekvenser for erhvervslivet
4.1. Økonomiske
konsekvenser
Der indvindes i gennemsnit årligt ca.
35 mio. m3 råstoffer i Danmark. Heraf indvindes
godt 7 mio. m3 råstoffer på havet.
Råstofferne, der indvindes på havet, er sand, grus og
ral. Af de 7 mio. m3 råstoffer, som indvindes
på havet, er de godt 4,5 mio. m3 fyldsand, der
anvendes til kystbeskyttelse og kystanlæg. De ca. 2,5 mio.
m3 havindvundne råstoffer, som bringes i land
udgør ca. 8 pct. af de i alt 30 mio. m3
råstoffer, der i alt årligt indvindes på land og
på havet til anvendelse på land. De havindvundne
råstoffer til forsyning til land konkurrerer med
råstoffer indvundet i grusgrave. Importeret nedknust granit
fra Sverige og Norge udgør under 0,5 pct. af
forsyningen.
Der er en virksomhed, som har opnået en
andel på knap halvdelen af den skibstonnage, der samlet er
givet fartøjstilladelse til. Virksomheden beskæftiger
sig primært med indvinding af fyldsand til kystbeskyttelse og
anlægsarbejder på kysten og søterritoriet.
Virksomheden har også opgaver inden for sejlrendeuddybninger
og er den eneste danske virksomhed, der med betydelige
internationale aktiviteter gør sig gældende på
det globale marked.
I modsætning hertil er indvinding til
daglig forsyning af råstoffer til land præget af en
række mindre og mellemstore virksomheder, der dækker
meget varierende markedsbehov. Nogle virksomheder beskæftiger
sig primært med at levere til betonindustrien, nogle
virksomheder leverer både til betonindustrien og supplerer
egen eller andre virksomheders landbaserede råstofindvinding,
nogle virksomheder har både hav- og landbaseret
råstofindvinding, mens enkelte virksomheder alene
beskæftiger sig med havindindvinding.
Der er meget stor variation i virksomhedernes
økonomiske styrke, indvindingskapacitet, årlige
produktion og geografiske udbredelse. Virksomhedernes
udviklingsmuligheder er bestemt af en række faktorer,
herunder omkostningsniveauet for havindvinding i forhold til
landbaseret indvinding, adgang til og pris for landingspladser og
landingspladsernes geografiske beliggenhed i forhold markedet,
herunder i forhold til indvindingsområderne for de
landindvundne råstoffer.
Forsyningen af råstoffer til
betonindustrien er præget af efterspørgslen efter
ensartet kvalitet og forsyningssikkerhed ofte i form af
langtidskontrakter. Det afleder et behov fra
indvindingsvirksomhederne om sikkerhed for adgang til
råstoffer i de mængder og i de kvaliteter, som de
kontraktligt har forpligtet sig til at levere. En længere
leveringsperiode afspejler sig positivt i prisen. De virksomheder,
der forsyner betonindustrien, er derfor af konkurrencehensyn
primært interesseret i at få adgang til større
indvindingsområder, hvor de har sikkerhed for i en
længere periode at kunne indvinde råstoffer i de
mængder og de bestemte kvaliteter, som de kontraktlig har
forpligtet sig til.
De virksomheder, der primært
indgår mindre leveringskontrakter til landbaseret anvendelse,
eller hvor havindvinding indgår sammen med virksomhedens
landbaserede indvinding, har en meget varierende kundekreds. De har
derfor behov for i højere grad at kunne sikre sig adgang til
et større antal indvindingsområder, der samlet set
dels kan dække en større variation i
råstoffernes art og kvalitet, dels geografisk kan sikre, at
indvindingsfartøjerne kan udnyttes maksimalt, også
uafhængigt af mere ekstreme vind- og vejrforhold. Det er med
til sikre virksomhederne hurtige og effektive leverancer samt
effektiv udnyttelse af materiel og medarbejdere.
Det er karakteristisk for den danske ral- og
sandsugerbranche, at investeringerne i og driftsomkostningerne til
indvindingsfartøjer samt landingspladser og
sorteringsanlæg er betydelig større end de tilsvarende
investeringer i grusgravene på land, hvor indvinding
foretages med entreprenørmaskiner, og hvor selve transporten
af råstofferne varetages af vognmandsvirksomheder. Til
gengæld har selve adgangen til råstofferne på
havet hidtil været uden omkostninger. Råstofafgiften
på 5 kr. pr. kubikmeter er pålagt såvel hav- som
landindvundne råstoffer og er en ressourceafgift.
Uden en lovændring €" hvor
reglerne om indvindingstilladelser bliver moderniseret og indrettet
på en måde, hvor der er et incitament for erhvervet til
at investere i udlægning i nye indvindingsområder, og
hvor virksomhederne ikke af konkurrencemæssige grunde kan
forhindre hinanden i bestræbelserne på at udlægge
nye indvindingsområder €" vil mulighederne for
råstofindvinding på havet indskrænkes i de
kommende år. Det kan få negative økonomiske
konsekvenser for de virksomheder i ral- og sandsugerbranchen, der
indvinder til daglig forsyning til land. En reduceret
tilførsel af havindvundne råstoffer til land kan
både generelt og især i dele af landet betyde en
stigning i prisen på råstoffer. Den afledte konsekvens
er højere omkostninger i den danske bygge- og
anlægsbranche.
Det er vurderingen, at lovforslaget
imødegår økonomiske problemer i ral- og
sandsugerbranchen og prisstigninger på råstoffer som
følge af faldende indvinding af råstoffer på
havet. Lovforslaget vurderes at skabe rammerne for, at erhvervet
vil kunne øge forsyningen af råstoffer til land,
hvilket i givet fald vil få en gunstig indvirkning på
prisudviklingen i bygge- og anlægssektoren.
Ophævelsen af
fartøjsgodkendelsesreglerne forventes især at
påføre de virksomheder, der i dag beskæftiger
sig med kystbeskyttelse og anlægsarbejder på kysten,
øget konkurrence. Det drejer sig om den dansk baserede
virksomhed, der har opnået en dominerende stilling på
det danske marked for kystbeskyttelse og anlægsarbejder
på kysten, og konkurrencen forventes at komme fra især
to meget store udenlandske virksomheder, der hidtil kun i
begrænset omfang har udført opgaver på det
danske marked. Alle 3 virksomheder konkurrerer i forvejen på
det internationale marked. Konkurrencestyrelsen har vurderet, at
den øgede konkurrence vil betyde lavere omkostninger ved
kystbeskyttelse og anlægsarbejder.
Den øvrige del af den danske ral- og
sandsugerbranche, som overvejende beskæftiger sig med
forsyning af råstoffer til land, forventes ikke umiddelbart
udsat for konkurrence på indvindingsopgaverne, idet
indvindingen er tæt forbundet med
afsætningsmulighederne i land og adgangen til
landingspladser. Afskaffelsen af
fartøjsgodkendelsesordningen ophæver
begrænsningen i anvendelsen af indvindingsfartøjer og
vil derfor give denne del af erhvervet mulighed for at øge
kapaciteten og dermed udnytte det potentiale, som den enkelte
virksomhed måtte have for vækst.
Med vederlaget til staten
påføres bygherrer til anlæg på kysten og
de indvindingsvirksomheder, der forsyner råstoffer til land,
ekstraudgifter i størrelsesordenen 8 mio. kr. årligt,
der udgøres af de udgifter, som staten skal have
dækket til kortlægning af råstofressourcer samt
administration af udbudsordningen og de statslige områder.
Hertil kommer de ca. 2 mio. kr. årligt, som staten forventes
at anvende til eventuel efterforskning, undersøgelser og
miljøvurdering i forbindelse med udlægning af
statslige indvindingsområder. Denne udgift skulle, hvis
staten ikke udlagde områder, afholdes af erhvervet selv og er
derfor ikke en ekstraudgift for erhvervet.
Hertil kommer den markedsbestemte udgift, der
på et meget usikkert grundlag er skønnet til 5 mio.
kr. årligt, svarende til 1 kr. pr. kubikmeter.
Størrelsen er udtryk for den pris, som en virksomhed i et
udbud tilbyder for at opnå eneretten til indvinding i et
område.
Forslaget medfører, at de
virksomheder, der erhvervsmæssigt udnytter havets
råstofressourcer, også bidrager til de udgifter, som
staten afholder til kortlægning af råstofressourcerne
og udlægning og administration af statslige
indvindingsområder. Det er statslige aktiviteter, som er
nødvendige for, at staten kan stille råstofferne til
rådighed for erhvervets kommercielle udnyttelse. Det ligger i
forlængelse af den seneste ændring af
råstofloven, hvor udgifterne til efterforskning og
miljøundersøgelser m.v. i 1996 blev pålagt
erhvervet.
Merudgifterne skønnes bl.a. modsvaret
af især større sikkerhed med hensyn til at kunne
overholde indgåede leveringskontrakter samt adgangen til at
kunne udvide indvindingskapaciteten og dermed udnytte
markedsbetingede muligheder for vækst €" en mulighed,
der med den nuværende lovgivning har været stærkt
begrænset.
Det er vanskeligt at vurdere de samlede
økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervet, men
de direkte udgifter i form af vederlag til staten forventes
reduceret som følge af de positive effekter som oven for
beskrevet.
For den danske bygge- og anlægsbranche
vil øget konkurrenceudsættelse af indvindingserhvervet
og forbedrede muligheder for at øge forsyningen af
råstoffer til land efter Konkurrencestyrelsens vurdering
betyde lavere omkostninger ved indkøb af sand, grus og ral
samt de byggematerialer, hvori råstofferne indgår.
Det skønnes derfor, at lovforslaget
vil medføre en positiv erhvervsøkonomisk effekt for
bygge- og anlægssektoren.
4.2. Administrative
konsekvenser
Administrativt forventes lovforslaget at
medføre lettelser for erhvervet, idet hele det
administrative system omkring fartøjsgodkendelser
ophæves, hvorefter erhvervet ikke skal anvende tid og afholde
omkostninger til fartøjsgodkendelsesordningen.
Lovforslaget vil også medføre
betydelig hurtigere sagsbehandlingstid ved meddelelse af
tilladelser, og virksomhederne vil i deres bestræbelser
på at opnå indvindingstilladelser og udvide
indvindingskapaciteten ikke længere blive mødt af
klagesager fra konkurrenterne, sådan som det er
tilfældet i dag. Det vil spare virksomhederne for
administrative udgifter, udgifter til advokater og €"
måske vigtigst af alt €" for den ventetid, som en klage
medfører. Der er tale om 4 ugers klagefrist, frist for
betaling af klagesagsgebyr og den tid, som nævnet anvender
til sagsbehandling, herunder partshøring m.v. Det er en
ventetid, som i sig selv kan påføre virksomhederne tab
i form af tabte forretningsmuligheder.
Forslaget har været sendt til Erhvervs-
og Selskabsstyrelsens Center for Kvalitet i ErhvervsRegulering
(CKR) med henblik på en vurdering af, om forslaget skal
forelægges Økonomi- og Erhvervsministeriets
virksomhedspanel. CKR vurderer ikke, at forslaget indeholder
administrative konsekvenser i et omfang, der berettiger, at
lovforslaget bliver forelagt Økonomi- og
Erhvervsministeriets virksomhedspaneler.
5. Administrative konsekvenser
for borgerne
Lovforslaget medfører ingen
administrative konsekvenser for borgerne.
6. Miljømæssige
konsekvenser
Lovforslaget vil ikke medføre en
ændring i de miljømæssige hensyn og
vilkår, der er knyttet til efterforskning og tilladelse til
råstofindvinding på havet. Lovforslaget sikrer
opretholdelse af det hidtidige beskyttelsesniveau, og det forventes
derfor ikke at medføre miljømæssige
konsekvenser.
7. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget fremmer den frie udveksling af
tjenesteydelser, jf. EF-traktatens artikel 49. EU-Kommissionen har
den 18. oktober 2006 fremsendt åbningsskrivelse nr. 2005/4593
om uforenelighed mellem den danske råstoflov og den
nuværende administrationspraksis og EF-traktatens artikel 49.
Lovforslaget forventes at bilægge denne sag, og den
foreslåede overgangsordning er meddelt EU-Kommissionen i
forbindelse med lovforslagets fremsættelse i Folketinget.
Overgangsordningen vurderes ikke at være i strid med
traktatens konkurrenceregler.
Endvidere indeholder lovforslaget en
præcisering af statens forpligtelse til at opfylde
habitatdirektivets artikel 6, stk. 2, se hertil de specielle
bemærkninger til lovforslagets nr. 10-12 og 17, samt
mineaffaldsdirektivet, se hertil de specielle bemærkninger
til lovforslagets nr. 1 og 4-6.
Herudover indeholder lovforslaget ikke
EU-retlige aspekter.
8. Forholdet til anden
lovgivning
Spørgsmålet om, hvorvidt
indehavere af fartøjsgodkendelser efter råstoflovens
§ 19 vil have krav på erstatning efter grundlovens
§ 73 om ekspropriation, hvis bestemmelsen i
råstoflovens § 19 ophæves, har været
forelagt Justitsministeriet, som har oplyst følgende:
»Miljøministeriet har overfor
Justitsministeriet rejst spørgsmål om, hvorvidt
indehavere af godkendelser efter råstoflovens § 19
vil have krav på erstatning efter grundlovens § 73
om ekspropriation, hvis bestemmelsen i råstoflovens
§ 19 ophæves. Overvejelserne om ophævelse
skal ses i lyset af, at Konkurrencerådet har
gennemført en undersøgelse af bl.a. bestemmelsen i
§ 19 og anbefalet en ophævelse af bestemmelsen. En
ophævelse af § 19 vil i overensstemmelse hermed i
givet fald varetage konkurrencemæssige hensyn.
Det følger af råstoflovens
§ 19, stk. 1, at der til efterforskning og
indvinding af råstoffer på søterritoriet og
kontinentalsoklen kun må anvendes indvindingsmateriel, der er
godkendt af miljøministeren. Det er oplyst, at der ud fra
hensynet til at sikre en bæredygtig udvikling i forhold til
den samlede indvinding af naturlige ressourcer kun er udstedt ca.
50 § 19-godkendelser svarende til en samlet
lastekapacitet på omkring 25.000 kubikmeter.
Indehavere af en § 19-godkendelse
vil efter det oplyste fortsat kunne anvende det godkendte
indvindingsmateriel, selv om bestemmelsen i § 19
ophæves. Ophævelsen vil imidlertid have den virkning,
at de pågældende risikerer at blive udsat for
konkurrence fra flere end den begrænsede kreds, som i dag har
en § 19-godkendelse.
Det er på det foreliggende grundlag
Justitsministeriets opfattelse, at en sådan virkning af
ophævelsen af § 19 ikke vil indebære
ekspropriation i forhold til indehavere af godkendelser efter
råstoflovens § 19.«
9. Hørte myndigheder og
organisationer
Lovforslaget har været sendt i
høring hos følgende myndigheder og organisationer:
Arbejdstilsynet, Beskæftigelsesministeriet,
Finansministeriet, Forsvarsministeriet, Indenrigs- og
Sundhedsministeriet, Kommunernes Landsforening,
Kulturarvsstyrelsen, Kulturministeriet, Kystdirektoratet,
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Ministeriet
for Videnskab, Teknologi og Udvikling, Skatteministeriet,
Statsministeriet, Transport- og Energiministeriet,
Udenrigsministeriet, Økonomi- og Erhvervsministeriet,
Advokatrådet / Advokatsamfundet, A/S Ikast Betonvarefabrik,
Byggesocietetet, Casani Sø Entreprise ApS, Chabira
Management A/S, Danmarks Fiskeriforening, Danmarks
Naturfredningsforening, Danmarks Sportsfiskerforbund, Dansk
Amatørfiskerforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk
Byggeri, Dansk Fritidsfiskerforbund, Dansk Handel og Service, Dansk
Industri, Dansk Landbrug, Dansk Land- og Strandjagt, Dansk
Ornitologisk Forening, Dansk Sejlunion, Dansk Sportsdykker Forbund,
Danske Grus- og Stenindustri, Danske Havne, Danske Museer, Danske
Regioner, DANVA, Det Økologiske Råd & Selskab,
FATCH, Ferskvandsfiskeriforeningen for Danmark, Flintholm Sten og
Grus ApS, Foreningen af Danske Ral- og Sandsugere, Foreningen af
Naturfredningsnævnsformænd i Danmark, Foreningen af
Rådgivende Ingeniører, Foreningen af Vandværker
i Danmark, Friluftsrådet, Gorrissen Federspiel Kierkegaard,
Greenpeace Danmark, HTSI, Kalk- og Teglværksforeningen, Keld
Olesen, Kommunernes Landsforening, Korsgård Grus og
Stenværk A/S, Kroghs A/S, Kromann Reumert,
Landbrugsrådet, Landsforeningen Levende Hav, Lunderskov
Entreprenørforretning, MINA, MSE GRUS APS, NCC
Råstoffer, Pihl & Søn, P/R Frakt &
Sandsølan, Rederiet Peter Rohde A/S, Remmerstrand Fjordral,
RGS90 A/S, Rohde Nielsen A/S, Silversand A/S, Storebælt Sten
og Grus A/S, Van Oord og WWF Verdensnaturfonden.
10. Sammenfattende skema
Vurdering af konsekvenserne af
lovforslaget
| Positive konsekvenser/
mindreudgifter | Negative konsekvenser/merudgifter |
Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Stat: Provenu på ca. 5 mio. kr. ved
salg af råstoffer fra 2010. Kommuner/regioner: Ingen. | Stat: Udgiftsneutralt. Merudgifter på
ca. 10 mio. kr. (indtægtsdækket) fra 2010. Kommuner/regioner: Ingen. |
Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og regioner | Stat: Administration af godkendelsesordning
bortfalder. Færre klager over tilladelser. Kommuner/regioner: Ingen. | Stat: Administration af udbudsordning og
statslige indvindingsområder på ca. 10 mio. kr. Kommuner/regioner: Ingen. |
Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Positiv erhvervsøkonomisk effekt for
bygge- og anlægssektoren. | Udgifter på ca. 15 mio. kr.
årligt til dækning af statens udgifter og som betaling
for råstoffer. |
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Mindre administration som følge af
bortfald af godkendelsesordningen og færre klagesager som
følge af udbudsordning ved tilladelser. | Ingen |
Miljømæssige konsekvenser: | Ingen | Ingen |
Administrative konsekvenser for borgerne | Ingen | Ingen |
Forholdet til EU-retten | Fremmer den frie udveksling af
tjenesteydelser, jf. EF-traktatens artikel 49 og forventes at
imødekomme EU-Kommissionens åbningsskrivelse nr.
2005/4593. |
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Lovforslaget indeholder bestemmelser, der
gennemfører direktiv om håndtering af affald fra
udvindingsindustrien (mineaffaldsdirektivet) og dele af
habitatdirektivet, og med forslaget vil dette fremover fremgå
af fodnote til lovens titel. For så vidt angår
habitatdirektivet henvises til bemærkningerne til nr. 14.
Mineaffaldsdirektivet er nyt og er €"
med enkelte præciseringer, se hertil bemærkningerne til
lovforslagets nr. 4-6 €" opfyldt ved den gældende
råstoflov. Mineaffaldsdirektivet har til formål at
opstille foranstaltninger, procedurer og retningslinjer, som kan
forebygge og i videst muligt omfang begrænse de
skadevirkninger på miljøet (vand, luft, jord, fauna,
flora og landskab) og de afledte risici for menneskers sundhed, der
skyldes håndteringen af affald fra indvindingsindustrien. Den
danske indvinding af råstoffer reguleres af
råstoflovens krav, herunder tilladelse til
råstofindvinding på vilkår og krav om
efterbehandling af råstofområdet efter indvindingens
ophør.
Til nr. 2
Forslaget, som skal sikre udarbejdelsen og
offentliggørelsen af en redegørelse til brug for
vurderingen af, om der er behov for justeringer eller
ændringer i råstofplanen, svarer til de tidligere
bestemmelser i planloven om offentliggørelse af forslag til
regionplanen, som også indeholdt en redegørelsesdel.
Planlægning for råstoffer blev tidligere varetaget i
regionplanlægningen, men ved en fejl i forbindelse med
lovgivningen i forbindelse med kommunalreformen blev bestemmelsen
ikke overført til råstofloven, hvor
råstofplanlægningen nu varetages.
Redegørelsen skal indeholde en
beskrivelse af regionens råstofforsyningssituation, herunder
en vurdering af udviklingen i råstofforbruget og et eventuelt
behov for at udlægge nye indvindingsområder.
Til nr. 3
Forslaget skal sikre ministeren
beføjelse til i særlige tilfælde at
pålægge et regionsråd at udarbejde en
råstofplan med et nærmere bestemt indhold. Forslaget
svarer indholdsmæssigt til den mulighed,
miljøministeren havde i planloven i forbindelse med f.eks.
udarbejdelse af regionplaner, som også omfattede
råstofplanlægning. Bestemmelsen i planloven blev ved en
fejl ikke overført til råstofloven i forbindelse med
lovgivningen om kommunalreformen.
Til nr. 4-6
Af hensyn til gennemførelsen af
EU€™s mineaffaldsdirektiv indeholder lovforslaget en
række præciseringer, som afspejler administrationen af
råstofloven i praksis. Den danske indvinding af
råstoffer reguleres af råstoflovens krav, herunder
vilkår og krav om efterbehandling af
råstofområdet efter indvindingens ophør.
Råstoflovens krav sikrer, at råstofindvindingen i
Danmark ikke producerer mineaffald, idet det materiale (overjord og
muld), der ikke bringes ud af området som råstof, skal
benyttes i efterbehandlingen af området. Det betyder, at
området, når efterbehandlingen er afsluttet, igen kan
anvendes til jordbrugsformål eller kan overgå til anden
anvendelse. Der tilsigtes med præciseringerne ingen
ændringer i lovens administration.
Til nr. 7
For baggrunden for forslaget om
ophævelse af lovens § 19 om godkendelse af
indvindingsmateriel (fartøjsgodkendelse) henvises til de
almindelige bemærkninger.
Før 1996-loven kunne indehavere af
§ 19-tilladelser foretage indvinding overalt på det
danske havområde med undtagelse af områder, hvor der
var forbud mod råstofindvinding. Med 1996-loven og dens
overgangsbestemmelser blev den indvindingsret, der fulgte med
§ 19-tilladelsen, begrænset til 10 års fri
indvinding frem til den 1. januar 2007 i områder, der var
udlagt efter lovens overgangsbestemmelser €" såkaldte
overgangsområder. Uden for overgangsområderne var der
fra 1996-lovens ikrafttrædelse krav om en konkret
indvindingstilladelse efter lovens § 20.
Den 10-årige overgangsordning
udløb den 1. januar 2007, svarende til opsigelsesfristen for
§ 19-tilladelser efter den daværende
råstoflovs § 24. Efter den 10-årige
overgangsordning har de rettigheder, der var knyttet til
§ 19 tilladelser udstedt inden den 1. januar 1997,
ændret sig således, at tilladelserne alene kan udnyttes
i miljøvurderede områder med tilladelse efter
råstoflovens § 20. Efter forarbejderne til
1996-loven (miljøministerens svar på
spørgsmål 1 ad L 153 i Folketingsåret 1995-96)
fik lovens yderligere krav om en § 20-tilladelse reelt
virkning som en opsigelse pr. 1. januar 1997 af
§ 19-tilladelserne med det lovpligtige 10-årige
varsel til den 1. januar 2007, og det var derfor ikke
nødvendigt at foretage en formel opsigelse af de
eksisterende § 19-tilladelser, jf. bemærkningerne
til L 153.
Ophævelsen af § 19 betyder
ingen indskrænkning i de nuværende
§ 19-tilladelser, idet materiellet fortsat vil kunne
anvendes i forbindelse med en indvindingstilladelse efter
§ 20.
For så vidt angår udstedelse af
§ 19-godkendelser har praksis været meget
restriktiv. Der er i overensstemmelse med bemærkningerne til
1996-loven administrativt blevet fastsat maksimale grænser
for det enkelte fartøjs lastekapacitet på 2.000
m3, og antallet af fartøjsgodkendelser er
begrænset således, at den samlede
indvindingsflådes kapacitet ikke overstiger 26.250
m3. Begrænsningen i såvel det enkelte
fartøjs lastekapacitet som i den samlede flådes
lastekapacitet har sat en kendt grænse for, hvor store
mængder og med hvilken hastighed den godkendte
indvindsflåde kan indvinde fra de områder, hvor der er
fri adgang til indvinding. Begrænsningen er begrundet i
såvel forsyningsmæssige som miljømæssige
hensyn.
Herudover er der efter råstoflovens
§ 19, stk. 2, og uden hensyn til loftet på
26.500 m3 meddelt midlertidige
fartøjsgodkendelser for en tidsbegrænset periode til
en konkret, nærmere begrænset opgave, f.eks. i
forbindelse med anlægsarbejderne på
Storebæltsbroen og Øresundsforbindelsen. Det har
hidtil været en forudsætning, at den konkrete opgave
har været udbudt i særskilt EU-licitation, og at
ansøgeren har vundet opgaven som hovedentreprenør,
eventuelt i joint venture med andre. På grund af
Konkurrencerådets påtale af den
konkurrencebegrænsende effekt af den hidtidige praksis ved
meddelelse af fartøjsgodkendelser, har Skov- og
Naturstyrelsen ændret praksis således, at der i
forbindelse med indvindingsopgaver, der udbydes i licitation, efter
ansøgning fremover bliver meddelt midlertidige
fartøjsgodkendelser til de virksomheder, der
påtænker at byde på licitationen. Tilladelsen vil
kun kunne udnyttes af vinderen af licitationen.
Med ophævelsen af § 19 vil
der ikke længere blive krævet særskilt
fartøjsgodkendelse i forbindelse med indvinding af
råstoffer på havet. Den hidtidige bestemmelse om, at
der kan fastsættes vilkår om indretningen af
indvindingsmateriellet opretholdes som vilkår i
indvindingstilladelsen efter lovens § 20, ligesom der kan
stilles vilkår om pligt for indehaveren af tilladelsen til at
anmelde det indvindingsmateriel, der anvendes, jf.
bemærkningerne til nr. 11 om forslag til § 21 a,
stk. 2.
Der henvises til lovforslagets § 2,
stk. 4 og 5 vedrørende overgangsbestemmelser for
så vidt angår begrænsningen for det enkelte
fartøjs lastekapacitet på 2.000 m3.
Til nr. 8
Der er tale om en konsekvensændring af
overskriften.
Til nr. 9
Ad § 20 og
§ 20 a
Det gældende § 20,
stk. 2, ophæves og der indsættes nye
stk. 2-6. Af lovtekniske grunde ophæves de
gældende stk. 3-6 og nyaffattes uændret,
således at det gældende stk. 3 om
miljøundersøgelser m.v. og afholdelse af udgifterne
hertil bliver § 20 a, og de gældende stk. 4-6
om internationale naturbeskyttelsesområder bliver
§ 20 b, stk. 1-3.
Efter forslaget til ændring af
§ 20 kan meddelelse af tilladelse til efterforskning og
indvinding både ske efter ansøgning og ved udbud. De
nærmere bestemmelser vil af miljøministeren blive
fastsat i en bekendtgørelse om meddelelse af
efterforsknings- og indvindingstilladelser på havet
(tilladelsesbekendtgørelsen), herunder om hvilke
tilladelser, der omfattes af udbud, om afholdelse af
udbudsforretning og om vilkårene i tilladelserne.
Vilkårene er nærmere beskrevet i lovens
§§ 21-21 b, jf. bemærkningerne til nr. 11.
Det foreslås, at der efter
ansøgning kan gives tilladelse til en
forundersøgelse.
Også meddelelse af tilladelse efter
udbud er en ny bestemmelse. Med forslaget sikres et enkelt system
til at udvælge en af flere konkurrerende virksomheder, der
ansøger om indvindingstilladelse i det samme område.
Et væsentligt kriterium ved valget mellem flere konkurrerende
ansøgere er i en udbudssituation størrelsen af det
vederlag, der tilbydes staten.
Det vil i tilladelsesbekendtgørelsen
også blive fastsat, hvilke kriterier der vil blive lagt
vægt på ved meddelelse af tilladelser efter
ansøgning. Hermed vil den hidtidige administrative praksis
blive ændret, således at det også i
ansøgningssituationen med konkurrerende ansøgninger
vil være muligt ud fra vægtning af en række
kriterier at vælge den, til hvem tilladelsen meddeles.
Kriterierne vil bl.a. kunne omfatte
- ansøgers kvalifikationer i forhold til
opgaven (økonomi, kvalitetsstyringssystemer, medarbejder CV,
referencer, forretningsdrift),
- ansøgers seriøsitet (evt. hidtidig
afsætning og aktiviteter),
- efterforskningsprogrammets kvalitet,
- påtænkt anvendelse af
råstofforekomsten i f.t. materialets kvalitet, og
- påtænkt indvinding pr. år og
indvindingens påtænkte tidshorisont.
Antallet af udbudsrunder, antallet samt
størrelsen af områderne samt mængden, staten
udbyder, vil være bestemt af en løbende vurdering af
markedets kommercielle efterspørgsel og ske i en
løbende, tæt dialog med erhvervet.
En virksomhed vil også have mulighed
for at tage initiativ til selv at ansøge om en
efterforsknings- og indvindingstilladelse. Staten vil herefter ved
annoncering afsøge, om der er andre på markedet, der
seriøst er interesseret i det samme område. Hvis det
er tilfældet, kan der træffes beslutning om, at
området udbydes. Bestemmelsen herom findes i forslaget til
nyt § 20, stk. 4.
Miljøministeren kan af hensyn til
beskyttelsen af virksomhedernes investeringer fastsætte
regler om fortrolighed vedrørende efterforsknings- og
undersøgelsesdata.
Efterforsknings- og indvindingstilladelser
til kystbeskyttelse samt større anlægsarbejder,
herunder anlægsarbejder vedtaget ved lov, vil som hovedregel
blive meddelt efter ansøgning og således være
undtaget fra udbud. Kriterierne for undtagelse af de ikke lovbundne
anlægsarbejder vil blive fastlagt i forbindelse med
udarbejdelsen af tilladelsesbekendtgørelsen.
Der vil både i forbindelse med udbud og
i forbindelse med vilkår i øvrigt i en tilladelse som
hidtil kunne stilles vilkår om, hvor meget der i
området må indvindes, både årligt og
totalt, ligesom der på baggrund af en konkret vurdering af
forsyningssikkerhed kan stilles vilkår om levering til
geografisk afgrænsede områder. Der vil også kunne
stilles vilkår om en forpligtelse til udnyttelsen af
indvindingsområdet €" både i tid og i
mængde, jf. bemærkningerne til nr. 11.
Der sker med lovforslaget ikke nogen
ændringer vedrørende de vilkår, der stilles til
beskyttelse af miljøet, naturen, fiskeri- og
kulturinteresserne m.v.
Det nye tilladelsessystem vil i hovedsagen
medføre følgende forskellige situationer i
forbindelse med meddelelse af tilladelser:
1. Miljøministeren sender
råstofefterforskning og eller -indvinding i et nærmere
afgrænset område i offentligt udbud. Udbudsmaterialet
vil bl.a. indeholde oplysninger fra den statslige kortlægning
af den forventede tilstedeværelse og tilgængelighed af
sten, grus og sand samt en vurdering af, hvorvidt en indvinding
forventes at kunne foregå uden væsentlig konflikt med
andre værnede interesser (miljø og natur, fiskeri,
søfart, energiforsyning, kulturminder, kystbeskyttelse
m.v.). Det vil af udbudsmaterialet fremgå, hvilke kriterier
der vil indgå ved udvælgelsen af vinderen, med hvilken
vægt hvert kriterium vil indgå i udvælgelsen samt
eventuelle minimumskrav, som et bud skal indeholde for at blive
taget i betragtning. Eksempler på kriterier er:
efterforskningsprogrammets kvalitet, tidsplan og omkostning, den
påtænkte indvindings tidshorisont, udnyttelsesgraden af
den tilgængelige råstofressource,
miljøpåvirkning, relevans for lokal daglig
råstofforsyning samt størrelsen på vederlaget
til staten for råstofressourcen. Endvidere kan f.eks. et
minimumsvederlag til staten, som vil svare til dækningen af
statens omkostninger, fremgå af udbudsmaterialet. I
forlængelse af udbudsforretningen meddeles den egentlige
efterforskningstilladelse med vilkår til vinderen af udbudet.
Det vil fremgå af udbudsmaterialet, hvorvidt vinderen af
udbuddet på baggrund af en efterfølgende forhandling
kan forvente at få meddelt eneret på indvinding.
2. Miljøministeren meddeler efter
ansøgning tilladelse til en forundersøgelse, hvor en
interesseret virksomhed f.eks. ønsker tilladelse til at
foretage forundersøgelse, f.eks. seismiske
undersøgelser suppleret med enkelte prøveboringer med
henblik på at kunne træffe beslutning om at
ansøge om en egentlig efterforskningstilladelse eller anmode
staten om at et område udbydes.
3. Miljøministeren meddeler
indvindingstilladelse til indvinding fra et af staten efter
§ 22 udlagt indvindingsområde af en mindre
mængde råstoffer. Miljøministeren har i
forbindelse med udlægning i bekendtgørelse af
området fastsat de vilkår, som vil indgå i en
tilladelse. Vederlaget til staten fastsættes på
markedsvilkår. Der vil kunne gives mere end en tilladelse, og
tilladelserne vil €" alt andet lige €" kunne udnyttes
parallelt, indtil den enkelte tilladelsesindehavers
indvindingsmængde er indvundet. Der vil i praksis være
tale om, at staten fra områder udlagt i bekendtgørelse
til daglig forsyning af geografisk afgrænsede områder
sælger råstofferne i »løssalg« til
en markedsbestemt pris. Tilladelserne vil blive givet til
tidsbegrænsede opgaver, f.eks. til udnyttelse inden for en
måned eller til udnyttelse til færdiggørelse af
en anlægsopgave. Den mængde, der i den enkelte
tilladelse kan gives tilladelse til, afhænger af en konkret
vurdering, bl.a. de forsyningshensyn, som skal varetages fra
området, og den samlede mængde, der er fastlagt til at
kunne indvindes fra området på baggrund af den
miljøvurdering, der er foretaget.
4. Miljøministeren udsteder til en
bygherre €" efter konkret ansøgning og forhandling
herom €" en indvindingstilladelse til
råstofefterforskning med efterfølgende eneret.
Formålet med indvindingen er et anlægsarbejde på
kysten. Det kan som vilkår indgå, at ansøger
godtgør, at råstofforekomsten både i kvalitet og
i forhold til afstanden til anlægsarbejdet er mest velegnet.
Vederlag til staten kan i lighed med udbud og salg indgå i
tilladelsens vilkår. Det gælder dog ikke privat
kystbeskyttelse og anlægsarbejder på havet vedtaget ved
lov.
5. Miljøministeren udsteder til
Kystdirektoratet €" efter konkret ansøgning og
forhandling herom €" en efterforsknings- og
indvindingstilladelse til kystfodringsopgaver. Tilladelsen vil
€" i lighed med undtagelsen fra råstofafgiften €"
være vederlagsfri. Tilladelsen vil endvidere som hidtil blive
givet med eneret på grund af de samfundsmæssige hensyn,
der ligger til grund for Kystdirektoratets
kystbeskyttelsesaktiviteter, der primært foregår
på den jyske vestkyst.
Tilladelserne vil være
tidsbegrænsede. Konkurrencerådet har i sin udtalelse
fra 9. november 2005 anbefalet, at »reglerne om
efterforskningstilladelser i råstoflovens § 20
ændres, således at efterforskningtilladelser som
hovedregel ikke gives med fortrinsret til efterfølgende
indvinding (eneret). Efterforskningstilladelse med fortrinsret
bør alene tildeles, hvor væsentlige
omkostningsmæssige begrundelser taler herfor, og
efterforskningstilladelser med fortrinsret bør normalt ikke
have en varighed på mere end 1 år.« Endvidere
anbefaler Konkurrencerådet, »at reglerne om
indvindingstilladelser i råstoflovens § 20
ændres, så indvindingstilladelser kun er forbundet med
en eneret, hvis væsentlige begrundelser taler herfor.
Eneretten bør ikke have en varighed, der overstiger 2
år, medmindre der har været særligt høje
omkostninger forbundet med efterforskningen og
miljøvurderingen eller med mindre ganske særlige
råstofmæssige, miljømæssige eller
forsyningsmæssige grunde taler herfor.«
Miljøministeren har i sit svar til
Konkurrencerådet på baggrund af de nuværende
regler om indvindingstilladelser tilkendegivet, at ministeren er
enig i Konkurrencerådets anbefaling om ændring af
reglerne om efterforskningstilladelser, mens ministeren for
så vidt angår indvindingstilladelser i en
lovændring vil lægge op til, at en eventuel eneret til
enhver tid fastlægges konkret på baggrund af de
kriterier, som bl.a. er fremført af Konkurrencerådet,
og at længden af den tildelte eneret kun i helt særegne
tilfælde vil kunne overstige 5 år.
Reglerne herom vil blive fastsat i
tilladelsesbekendtgørelsen efter drøftelse med bl.a.
indvindingsbranchen og Konkurrencestyrelsen. I Tyskland, Belgien,
England og Holland meddeles indvindingstilladelser med eneret i 10
til 30 år.
Ad § 20 b
Af lovtekniske grunde nyaffattes med enkelte
præciseringer de gældende § 20, stk. 4-6, om
internationale naturbeskyttelsesområder i forslag til ny
§ 20 b, stk. 1-3, se hertil bemærkningerne ovenfor
til §§ 20 og 20 a.
Miljømålsloven anvender
betegnelsen »internationale
naturbeskyttelsesområder« i stedet for de hidtidige
betegnelser, og råstoflovens bestemmelser ændres derfor
i overensstemmelser hermed. Derudover er der er tale om en
præcisering af statens forpligtelse til at opfylde
habitatdirektivets artikel 6, stk. 3, på baggrund af
EU-Kommissionens åbningsskrivelse nr. 2003/2070
vedrørende manglende overensstemmelse med direktiv
92/43/EØF - habitatdirektivet. Kammeradvokaten har i en
redegørelse konkluderet, at afgørende for, om en
medlemsstat har gennemført direktivet korrekt bl.a. er, at
der er skabt den nødvendige præcise retlige ramme. Med
forslaget skabes den nødvendige retlige ramme ved at
præcisere, at tilladelse kun kan gives til indvindinger, der
ikke påvirker muligheden for at have eller opnå gunstig
bevaringsstatus i et internationalt naturbeskyttelsesområde.
Bestemmelsen gælder både indvinding i og uden for
internationale naturbeskyttelsesområder, når
indvindingen kan påvirke disse områder. Der er tale om
en præcisering af gældende ret, og forslaget
medfører ikke ændringer i den gældende
bestemmelses rækkevidde og anvendelse.
Til nr. 10 og 11
Ad § 21 a,
stk. 1
Af lovtekniske grunde ophæves det
gældende § 21, stk. 3 og nyaffattes
uændret som § 21 a, stk. 1.
Ad § 21 a,
stk. 2
Bestemmelsen foreslås som følge
af ophævelsen af den gældende råstoflovs
§ 19, jf. bemærkningerne til nr. 7. Med
bestemmelsen overføres hjemlen i den gældende
§ 19 til at stille vilkår om anmeldelse af det
indvindingsmateriel, der anvendes, samt vilkår om
indretningen heraf.
Ad § 21 a,
stk. 3
Som led i den planlagte reduktion i antallet
af statslige indvindingsområder kan det indgå som
vilkår i en tilladelse til indvinding, at staten inden for
tilladelsesområdet kan meddele andre end den, til hvem
tilladelsen er meddelt, tilladelse til indvinding af en
nærmere angivet mængde til brug for mindre
anlægsarbejder på kysten, kystbeskyttelsesopgaver og
forsyning af havne med lav sejldybde, små øer og
mindre lokalsamfund. Formålet med forslaget til ny
§ 21 a, stk. 3, er at reducere behovet for og dermed
udgifterne til udlægning af statslige
indvindingsområder til sikring af råstofforsyningen til
disse formål, hvis forsyningshensynet kan varetages gennem en
statslig reservation af en vis mængde råstoffer i et
indvindingsområde, som er udlagt gennem udbud eller
ansøgning.
Ad § 21 a,
stk. 4
Formålet med udlægning af
indvindingsområder til den daglige forsyning af
råstoffer til land er, at de udnyttes. Der kan derfor i en
indvindingstilladelse efter forslaget til § 21 a,
stk. 4, fastsættes vilkår om udnyttelsen af
tilladelsen, herunder krav om størrelsen af den årlige
indvinding og bortfald af tilladelsen, såfremt den ikke
benyttes inden for et fastsat tidsrum. Bestemmelsen vil også
modvirke, at enkeltvirksomheder gennem opnåelse af
indvindingstilladelser, som de ikke udnytter, skaber et
monopol.
Ad § 21 b,
stk. 1
Bestemmelsen giver miljøministeren
hjemmel til i efterforsknings- og indvindingstilladelser at
fastsætte, hvilket vederlag den, til hvem tilladelsen
udstedes, skal betale til staten. Ved fastsættelsen af
vederlaget kan indregnes bidrag til dækning af statens
udgifter til kortlægning efter § 18, til
gennemførelse af udbud efter § 20 og til
udlægning og administration af områder efter
§ 22. Udformningen af de nærmere bestemmelser herom
vil blive fastsat i tilladelsesbekendtgørelsen.
En tilladelse kan indeholde vilkår om
indeksregulering af vederlaget. Det vil være tilfældet
for de tilladelser, der er meddelt efter udbud og med en
længerevarende indvindingsperiode. Herved deler
tilladelsesindehaveren og staten risikoen for eventuelle
markedsbetingede prisudsving. Det giver tilladelsesindehaveren
større sikkerhed for de investeringer, der er foretaget, og
det giver staten mulighed for at få andel i eventuelle
ekstraordinære prisstigninger på råstofferne.
Herved gøres kontraktsforholdet mellem staten og
tilladelsesindehaveren mindre afhængig af tidspunktet for
tilladelsen og tidspunktet for indvindingen af råstoffet.
Ad § 21 b,
stk. 2
Vilkår om vederlag kan indgå i en
tilladelse både i en udbudssituationen og
ansøgningssituationen. I en tilladelse til indvinding til
kystbeskyttelse, uanset om kystbeskyttelsen udføres på
grundlag af en tilladelse fra Kystdirektoratet i henhold til lov om
kystbeskyttelse eller udføres på grundlag af en aftale
mellem Kystdirektoratet og andre offentlige myndigheder som en
samfundsmæssig opgave, kan der ikke stilles vilkår om
vederlag. Det samme gælder for indvinding til lovbestemte
anlæg på søterritoriet. Lovforslaget
medfører således ingen ændringer i forhold til
de kystbeskyttelsesopgaver, som Kystdirektoratet deltager i.
Ad § 21 c
Tilladelsesbekendtgørelsen forventes
udarbejdet 2007 med ikrafttræden i begyndelsen af 2008. Den
nærmere tilrettelæggelse af såvel
udbudsforretning som om vilkår og vederlag i godkendelser vil
blive forhandlet med erhvervet og interesseorganisationer.
Indtil denne bekendtgørelse
træder i kraft vil en »midlertidig«
tilladelsesbekendtgørelse om meddelelse af tilladelser efter
ansøgning blive udstedt i forlængelse af lovforslagets
vedtagelse med henblik på, at de nye regler kan anvendes
på ansøgninger om efterforsknings- og
indvindingstilladelser umiddelbart efter lovens vedtagelse. Et
udkast til den midlertidige tilladelsesbekendtgørelse vil
ligeledes blive drøftet med erhvervet og
interesseorganisationer. Den midlertidige
tilladelsesbekendtgørelse skal blandt andet indeholde de
kriterier, som skal ligge til grund for udformningen af en konkret
tilladelse. Indtil tilladelsesbekendtgørelsen om udbud m.v.
udstedes, vil der i tilladelserne ikke indgå vilkår om
areal- og produktionsvederlag til staten, men derimod vilkår
om mulighed for efterfølgende fastsættelse af vederlag
for råstoffer efter udbudsbekendtgørelsens
ikrafttræden.
Til nr. 12
Bestemmelsen foreslås ændret,
således at det præciseres, at miljøministeren
ved bekendtgørelse udlægger områder til
råstofindvinding og i bekendtgørelsen fastsætter
de nærmere regler for meddelelse af tilladelse til indvinding
i disse områder, herunder fastsætter vilkår efter
§§ 21-21c, jf. bemærkningerne til nr. 11.
Områderne udlægges som statslige
indvindingsområder, hvorfra virksomhederne kan supplere deres
forsyning med råstoffer i den fase, hvor virksomhederne
udbygger de indvindingsområder, som erhvervet får
udlagt ved udbud. De statslige indvindingsområder vil komme
til at bestå af hovedparten af de områder, der i dag
udgør de såkaldte konverteringsområder, hvor
indvindingsbranchen har tilladelse til indvinding frem til den 1.
januar 2010.
Efterhånden vil staten indskrænke
antallet af statslige indvindingsområder til primært at
skulle fungere som forsyningsområder til havne med lav
sejldybde, de små øer, de mindre lokalsamfund og til
mindre anlægsarbejder på kysten og kystbeskyttelse i de
indre danske farvande.
Der vil ikke være en generel
grænse for, hvor store mængder en virksomhed vil kunne
træffe aftale med staten om at indvinde i et statsligt
indvindingsområde. Det vil bero på den konkrete
vurdering, der er foretaget for hvert enkelt område. De
fleste af de kommende statslige indvindingsområder vil
være de tidligere såkaldte konverteringsområder,
og udgangspunktet for den indvinding, der kan ske fra disse
områder, vil i første omgang være den
konverteringsmængde, der blev lagt til grund for
konverteringstilladelserne.
Der vil alene kunne købes
indvindingstilladelser i de statslige områder til
indvindingsopgaver, der er begrænset i tid og i omfang.
En tilladelse til indvinding i de statslige
områder giver kun sikkerhed for adgang til indvinding i det
pågældende statslige område. Staten vil hverken
kunne garantere råstoffernes mængde, kvalitet eller
tilgængelighed, og derfor vil der blive tale om betaling for
den mængde, der faktisk indvindes.
Forslaget til § 22, stk. 2,
præciserer den eksisterende bestemmelse om, at
miljøministeren ved bekendtgørelse kan udlægge
områder, der forbeholdes råstofindvinding. Der er i
praksis tale om en arealreservation, der sikrer væsentlige og
betydende råstofressourcer til den fremtidige forsyning.
Til nr. 13 og 14
Der er tale om en konsekvensændring som
følge af ophævelsen af § 19. Som
følge af kommercialiseringen vil bestemmelsen om
tilladelsens bortfald, hvis den ikke er udnyttet inden 3 år,
blive modereret i de konkrete tilladelser, jf. forslaget til nyt
§ 21 a, stk. 4, hvorefter der kan fastsættes
vilkår bl.a. om bortfald af tilladelsen, såfremt den
ikke benyttes inden for et fastsat tidsrum. Stk. 2-4
ophæves som følge af ophævelsen af
§ 19.
Til nr. 15
Der er tale om en præcisering af
statens forpligtelse til at opfylde habitatdirektivets artikel 6,
stk. 2, på baggrund af EU-Kommissionens
åbningsskrivelse nr. 2003/2070 vedrørende manglende
overensstemmelse med direktiv 92/43/EØF - habitatdirektivet.
Kammeradvokaten har i en redegørelse konkluderet, at
afgørende for, om en medlemsstat har gennemført
direktivet korrekt bl.a. er, at der er skabt den nødvendige
præcise retlige ramme. Med forslaget skabes den
nødvendige retlige ramme ved i et nyt stk. 3 at
præcisere den gældende bestemmelse i stk. 5, der
bliver stk. 2, for så vidt angår begrænsning
eller tilbagekaldelse af en tilladelse efter § 20, stk.1,
såfremt indvindingen har betydelige konsekvenser for
målsætningen for internationale naturområder. Der
er tale om en præcisering af gældende ret, og den nye
bestemmelse medfører ikke ændringer i den
gældende bestemmelses rækkevidde og anvendelse.
Til nr. 16 og 17
Klagebestemmelserne foreslås
ændret, således at det alene er de vilkår til
beskyttelse af natur og miljø, der knytter sig til
udlægningen af områder, og de vilkår, der i en
tilladelse stilles til beskyttelse af natur og miljø, som
kan påklages til Naturklagenævnet. For at undgå
klager, der alene er motiveret af konkurrencehensyn og klager, der
vedrører kontraktretlige spørgsmål vil de dele
af tilladelsen, som vedrører forsyningssikkerhed og
kommercielle vilkår i tilladelsen, fremover ikke kunne
påklages. Vilkår, der fastsættes i
bekendtgørelsen om udlægning af statslige
indvindingsområder efter lovens § 22, vil af samme
grund heller ikke kunne påklages.
Til nr. 18
Der er tale om en konsekvensændring som
følge af ophævelsen af § 19, jf.
bemærkningerne til nr. 7.
Til § 2
På baggrund af den gældende lovs
konkurrenceforvridende effekt og med henblik på
imødekommelse af EU-Kommissionens åbningsskrivelse og
Konkurrencerådets anbefaling foreslås det, at loven
træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i
Lovtidende.
Ad stk. 2
Det kan ikke afvises, at der vil blive
indgivet ansøgninger efter de nuværende regler for at
undgå en række af de kriterier, som efter lovforslaget
vil ligge til grund for sagsbehandlingen af en ansøgning.
Efter stk. 2 vil ansøgninger indgivet efter lovens
fremsættelse blive behandlet efter denne lov, hvorved disse
situationer undgås og det gældende system udfases
hurtigere.
Ad stk. 3
Efter stk. 3 kan ministeren
forlænge en indvindingstilladelse, der er meddelt efter de
hidtil gældende regler og som vilkår for
forlængelsen stille krav om betaling af vederlag til staten
efter reglerne i den nye lov. Det er en betingelse for
forlængelsen af tilladelsen, at den er givet på
baggrund af en efterforskningstilladelse og tilladelsesindehaveren
har afholdt udgifterne til efterforskning og de fornødne
undersøgelser og miljøvurderinger. Tilladelserne kan
højst forlænges, så den samlede
tilladelsesperiode er 10 år. Formålet med
overgangsbestemmelsen i stk. 3 er, at indvindingstilladelser
efter de gældende regler har kunnet meddeles for en periode
på op til 10 år. Miljøministeriet har i perioden
op til lovforslagets fremsættelse i Folketinget
tidsbegrænset tilladelserne til 3 år med henblik
på, at råstofindvindingen på havet fra 2010
administreres fuldt ud efter denne lov. I de tilladelser, som
bygger på virksomheders investering i efterforskning,
undersøgelser og miljøvurderinger, er det
tilkendegivet, at tilladelsen vil kunne blive forlænget efter
reglerne i nærværende lov. Formålet er, at der i
alle indvindingstilladelser senest efter 1. januar 2010 vil kunne
stilles vilkår om betaling af vederlag til staten.
Ad stk. 4 og 5
For at hindre, at liberaliseringen af
indvindingen medfører, at større
indvindingsfartøjer på meget kort tid kan tømme
et område for råstoffer, vil der af hensyn til
forsyningssikkerheden i en overgangsperiode fortsat være
behov for at begrænse størrelsen af lastekapaciteten
på de indvindingsfartøjer, der anvendes. I takt med at
det nye tilladelsessystem er trådt i kraft, vil antallet af
indvindere i et område kunne begrænses, og der vil
kunne stilles vilkår om maksimal årlig mængde,
ligesom der i udvalgte indvindingslokaliteter vil kunne stilles
vilkår om hel eller delvis forsyningspligt til geografisk
afgrænsede områder.
I stk. 4 foreslås derfor
overgangsbestemmelser, hvor den hidtidige maksimale grænse
for det enkelte fartøjs lastekapacitet på 2.000
m3 opretholdes for de tilladelser, der er meddelt efter
reglerne i den eksisterende lovgivning. For så vidt
angår eneretstilladelser, hvor der ikke gør sig et
forsyningshensyn gældende, vil der efter stk. 5 €"
som det til dels er tilfældet i dag €" efter
ansøgning kunne dispenseres fra denne
tonnagebegrænsning, såfremt det godtgøres, at
anvendelsen af større indvindingsfartøjer ikke
medfører øgede negative miljø- og
naturmæssige konsekvenser.
Overgangsordningen kommer til at gælde
så længe, den enkelte tilladelse gælder. Det
betyder i praksis, at i de områder, hvor flere har
indvindingsret til samme ressource, gælder overgangsordningen
indtil tilladelserne udløber 1. januar 2010, og for
eneretstilladelser gælder overgangsordningen indtil de
enkelte tilladelser udløber henholdsvis i 2011 og 2014.
1) Loven indeholder bestemmelser, der
gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2006/21/EF af 15. marts 2006 om håndtering af affald fra
udvindingsindustrien og om ændring af direktiv 2004/35/EF
(EU-tidende 2006 nr. L 102, side 15), og dele af Rådets
direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper
samt vilde dyr og planter (EF-habitatdirektivet) (EU-Tidende 1992
nr. L 206, side 7), som senest ændret ved Rådets
direktiv 2006/105/EF af 20. november 2006 (EU-Tidende 2006 nr. L
363, side 368).
Lovforslaget sammenholdt med
gældende lov
Gældende formulering | | Lovforslaget |
| | |
| | § 1 |
| | I lov om råstoffer, jf.
lovbekendtgørelse nr. 886 af 18. august 2004, som
ændret ved § 20 i lov nr. 431 af 6. juni 2005, lov nr.
566 af 24. juni 2005, § 91 i lov nr. 538 af 8. juni 2006 og
§ 10 i lov nr. 1571 af 20. december 2006, foretages
følgende ændringer: |
| | |
| | 1. Som fodnote til
lovens titel indsættes: »1) Loven indeholder bestemmelser, der
gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2006/21/EF af 15. marts 2006 om håndtering af affald fra
udvindingsindustrien og om ændring af direktiv 2004/35/EF
(EU-Tidende 2006 nr. L 102, side 15), og dele af Rådets
direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper
samt vilde dyr og planter (EF-habitatdirektivet) (EU-Tidende 1992
nr. L 206, side 7), som senest ændret ved Rådets
direktiv 2006/105/EF af 20. november 2006 (EU-Tidende 2006 nr. L
363, side 368).« |
| | |
§ 6 a,stk. 6 . går
råstofplanen hvert fjerde år i forbindelse med revision
af den regionale udviklingsplan for at vurdere, om der er behov for
justeringer eller revision. På dette grundlag beslutter
regionsrådet, om der er behov for at udarbejde en ny
råstofplan. | | 2. I § 6 a,
stk. 6, indsættes efter 1. pkt.: »Til brug for vurderingen udarbejdes en
redegørelse, der indgår i regionsrådets
offentliggørelse af forslag til regional
udviklingsplan.« |
| | |
| | 3. I § 6 a
indsættes som stk. 8: » Stk. 8. Miljøministeren kan
i særlige tilfælde pålægge
regionsrådet at tilvejebringe en råstofplan med et
nærmere bestemt indhold.« |
| | |
§ 10. En tilladelse
efter § 7, stk. 1, kan indeholde vilkår om 1) virksomhedens drift og om efterbehandling af
arealet med henblik på at begrænse
miljømæssige gener og forebygge forurening af
grundvandet og jorden, | | 4. I § 10, stk.
1, ændres »kan indeholde vilkår om«
til: »skal indeholde vilkår om«. |
2) at der stilles sikkerhed for, at
indvindingsområdet bliver efterbehandlet, 3) at indvindingen og efterbehandlingen sker
efter en plan, der er godkendt af kommunalbestyrelsen, og som
indeholder hovedelementerne for indvindingen og efterbehandlingen,
og | | 5. I § 10, stk.
1, nr. 2, indsættes efter »efterbehandlet,«:
»og«, i nr. 3 ændres
»efterbehandlingen, og« til:
»efterbehandlingen.«, og nr. 4
ophæves. |
4) at råstofferne skal oparbejdes bedst
muligt i forhold til deres kvalitet eller skal anvendes til
bestemte formål. | | |
| | |
| | 6. I § 10
indsættes efter stk. 1 som nyt stykke: »Stk. 2. En tilladelse kan indeholde
vilkår om, at råstofferne skal oparbejdes bedst muligt
i forhold til deres kvalitet eller skal anvendes til bestemte
formål.« Stk. 2-6 bliver herefter stk. 3-7. |
| | |
Godkendelse af indvindingsmateriel | | 7. Overskriften til
§ 19 og § 19 ophæves. |
§ 19. Til efterforskning og
indvinding af råstoffer på søterritoriet og
kontinentalsoklen må kun anvendes indvindingsmateriel, der er
godkendt af miljøministeren. Godkendelsen kan kun udnyttes i
henhold til en tilladelse efter § 20, stk. 1. | | |
Stk. 2. Godkendelse efter stk. 1 kan gives
på nærmere angivne vilkår, for en
tidsbegrænset periode samt til anvendelse ved en
nærmere afgrænset arbejdsopgave. | | |
Stk. 3. Miljøministeren kan
fastsætte regler for, hvilket indvindingsmateriel der kan
godkendes efter stk. 1, herunder at indvindingsmateriellet skal
være udstyret med og anvende elektronisk kontroludstyr til
registrering af indvindingsfartøjets position under
indvinding mv. | | |
| | |
Tilladelser og udlæg af
indvindingsområder § 20 € | | 8. Overskriften til
§ 20 affattes således: »Tilladelse til efterforskning og
indvinding« |
| | |
§ 20, stk.
2. Tilladelse efter stk. 1 kan gives på nærmere
angivne vilkår for en tidsbegrænset periode samt til
anvendelse ved en nærmere afgrænset arbejdsopgave. Stk. 3. Det påhviler
ansøgeren at foretage de fornødne
undersøgelser og miljømæssige vurderinger eller
helt eller delvis at afholde udgifterne hertil. Stk. 4. Tilladelse efter stk. 1 kan
ikke gives i EF-fuglebeskyttelsesområder,
EF-habitatområder, Ramsarområder og områder med
en vanddybde på mindre end 6 m. Stk. 5. Miljøministeren kan, for
så vidt angår indvinding i
EF-fuglebeskyttelsesområder, EF-habitatområder og
Ramsarområder, i ganske særlige tilfælde, og
når indvindingen kan foretages uden at medføre
forringelser af områderne eller medføre forstyrrelser,
som har væsentlige konsekvenser for de arter, for hvilke
områderne er udpeget, gøre undtagelse fra bestemmelsen
i stk. 4. Stk. 6. Miljøministeren kan, for
så vidt angår indvinding i områder med en
vanddybde på mindre end 6 m gøre undtagelse fra
bestemmelsen i stk. 4, når en værdifuld
råstofforekomst kan indvindes, uden at indvindingen er i
konflikt med væsentlige naturmæssige værdier. | | 9. § 20,
stk. 2-6, ophæves og i stedet indsættes: »Stk. 2. Tilladelse til
forundersøgelse, efterforskning og indvinding meddeles efter
ansøgning eller efter offentligt udbud. Tilladelse til
indvinding i områder, som er udlagt efter § 22 af
miljøministeren, meddeles efter ansøgning. Stk. 3. Tilladelse meddeles for en
tidsbegrænset periode. Tilladelse til henholdsvis
efterforskning og indvinding kan meddeles hver for sig eller
samlet. I en tilladelse til efterforskning kan der gives
ansøgeren fortrinsret til indvindingstilladelse. Stk. 4. En ansøgning om
tilladelse til efterforskning eller indvinding skal
offentliggøres. Er andre interesseret i at søge om
tilladelse i det pågældende område, kan
miljøministeren beslutte, at offentligt udbud skal finde
sted. Er ingen andre interesseret i at søge om tilladelse i
det pågældende område, kan tilladelse meddeles
til ansøgeren efter en forhandling om vilkår, jf.
§§ 21-21 c. En ansøgning om tilladelse til
indvinding i områder, som er udlagt efter § 22, skal
ikke offentliggøres. Stk. 5. Ved meddelelse af tilladelse
skal der lægges vægt på en vurdering efter lovens
§§ 1 og 3. |
| | Stk. 6. Miljøministeren
fastsætter nærmere regler om meddelelse af tilladelse
efter § 20, stk. 1, herunder om, hvilke tilladelser der
omfattes af udbud, om afholdelse af udbudsforretning,
udbudsbetingelser, tidsbegrænsning, eneret, fortrolig
behandling af efterforsknings- og undersøgelsesdata og om
tilladelsesordningen i øvrigt. |
| | |
| | § 20 a. Det påhviler
ansøgeren at foretage de fornødne
undersøgelser og miljømæssige vurderinger eller
helt eller delvis at afholde udgifterne hertil. |
| | |
| | § 20 b. Tilladelse efter
§ 20, stk. 1, kan ikke gives i internationale
naturbeskyttelsesområder og områder med en vanddybde
på mindre end 6 m. |
| | Stk. 2. Miljøministeren kan, for
så vidt angår indvinding, der kan påvirke
bevaringsstatus i internationale naturbeskyttelsesområder, i
ganske særlige tilfælde, og når indvindingen kan
foretages uden at skade områdernes integritet, gøre
undtagelse fra bestemmelsen i stk. 1. |
| | Stk. 3. Miljøministeren kan for
så vidt angår indvinding i områder med en
vanddybde på mindre end 6 m gøre undtagelse fra
bestemmelsen i stk. 1, når en værdifuld
råstofforekomst kan indvindes, uden at indvindingen er i
konflikt med væsentlige naturmæssige
værdier.« |
| | |
§ 21, stk.
3. Miljøministeren kan i en tilladelse efter § 20,
stk. 1, fastsætte yderligere vilkår for at varetage de
hensyn, der er nævnt i § 3. | | 10.§ 21, stk. 3 ,
ophæves. |
| | |
| | 11. Efter § 21
indsættes: |
| | Ȥ 21 a.
Miljøministeren kan i en tilladelse efter § 20, stk. 1,
fastsætte yderligere vilkår for at varetage de hensyn,
der er nævnt i § 3. |
| | Stk. 2. Miljøministeren kan i en
tilladelse efter § 20, stk. 1, fastsætte vilkår om
anmeldelse af det indvindingsmateriel, der anvendes, samt
vilkår om indretningen heraf, herunder at
indvindingsmateriellet skal være udstyret med og anvende
elektronisk kontroludstyr til registrering af
indvindingsfartøjets position under indvinding m.v. |
| | Stk. 3. Miljøministeren kan i en
tilladelse efter § 20, stk. 1, fastsætte vilkår
om, at der inden for en afgrænset mængde eller i et
geografisk afgrænset område kan meddeles tilladelse til
andre til indvinding af råstoffer til brug for
kystbeskyttelsesopgaver og forsyning til havne med lav sejldybde,
små øer, mindre lokalsamfund og til mindre
anlægsarbejder på kysten. |
| | Stk. 4. Miljøministeren kan i en
tilladelse efter § 20, stk. 1, fastsætte vilkår om
udnyttelsen af tilladelsen, herunder om årlig
indvindingsmængde og om bortfald af tilladelsen, hvis den
ikke udnyttes inden for et fastsat tidsrum. |
| | |
| | § 21 b. Miljøministeren
kan i en tilladelse efter § 20, stk. 1, fastsætte
vilkår om betaling af vederlag til staten, jf. dog stk. 2.
Det kan herunder fastsættes, at der skal betales et
løbende vederlag beregnet på grundlag af
størrelsen af området, der omfattes af tilladelsen
(arealvederlag), og et vederlag beregnet på grundlag af
mængden af indvundne råstoffer (produktionsvederlag).
Ved fastsættelse af vederlaget kan indregnes bidrag til
dækning af statens udgifter til kortlægning efter
§ 18, til gennemførelse af udbud efter § 20 og til
udlægning og administration af områder efter § 22.
Størrelsen af vederlaget kan fastsættes som led i et
udbud, jf. § 20, stk. 2, og vederlaget kan
indeksreguleres. |
| | Stk. 2. I indvindingstilladelser, hvor
råstofferne benyttes til kystbeskyttelse i henhold til en
tilladelse fra Kystdirektoratet eller i henhold til en aftale med
Kystdirektoratet, kan der ikke stilles vilkår om betaling af
vederlag. Tilsvarende gælder for indvindingstilladelser til
anlægsarbejder på søterritoriet og
kontinentalsoklen vedtaget ved lov. |
| | |
| | § 21 c. Miljøministeren
fastsætter de nærmere regler om vilkår i
medfør af §§ 21-21 b.« |
| | |
§ 22.
Miljøministeren kan ved bekendtgørelse udlægge
områder til råstofindvinding og fastsætte
nærmere regler for indvinding i disse områder. | | 12. §
22 affattes således: » § 22.
Miljøministeren udlægger ved bekendtgørelse
områder til råstofindvinding og fastsætter regler
for meddelelse af tilladelse til indvinding i disse områder,
herunder vilkår efter §§ 21-21 c. |
| | Stk. 2. Miljøministeren kan ved
bekendtgørelse udlægge områder, som forbeholdes
råstofforsyning.« |
| | |
§ 24. En godkendelse
efter § 19, stk. 1, og en tilladelse efter § 20, stk. 1,
bortfalder, hvis den ikke udnyttes inden 3 år efter, at den
er meddelt, eller ikke har været udnyttet i 3 på
hinanden følgende år. | | 13. I § 24,
stk. 1, ændres »En godkendelse efter § 19,
stk. 1, og en tilladelse efter § 20, stk. 1,
bortfalder,« til: »Medmindre andet fremgår af
tilladelsens vilkår, bortfalder en tilladelse efter
§ 20, stk. 1,«. |
| | |
§ 24, stk.
2. Miljøministeren kan tilbagekalde en godkendelse
efter § 19, stk. 1. Tilbagekaldelsen skal ske med et varsel
på mindst 10 år. I tilfælde af grov eller
gentagen overtrædelse af vilkår eller lovgivningen i
øvrigt kan tilbagekaldelsen ske uden varsel. | | 14.§ 24, stk. 2-4 ,
ophæves. Stk. 5 bliver herefter stk. 2. |
Stk. 3. Miljøministeren kan
fastsætte regler om yderligere vilkår for allerede
meddelte godkendelser efter § 19, stk. 1, herunder at
indvindingsmateriellet skal være udstyret med og anvende
elektronisk kontroludstyr til registrering af
indvindingsfartøjets position under indvinding mv. | | |
Stk. 4. Miljøministeren kan
fastsætte regler om, at godkendelser efter § 19, stk. 1,
kan opsiges med et varsel på mindst 10 år. | | |
Stk. 5. Miljøministeren kan til
enhver tid begrænse eller tilbagekalde en tilladelse efter
§ 20, stk. 1. | | |
| | 15. I § 24
indsættes som nyt stk. 3: »Stk. 3. Hvis råstofindvinding
på søterritoriet og kontinentalsoklen har betydelige
konsekvenser for målsætningen for internationale
naturbeskyttelsesområder, jf. § 20 b, begrænser
eller tilbagekalder ministeren en tilladelse efter § 20, stk.
1.« |
| | |
§ 26, stk.
1. Afgørelser truffet efter lovens §§ 19, 20,
23 og 24 af miljøministeren eller afgørelser truffet
efter regler fastsat i medfør af lovens § 19, stk. 3,
§ 23, stk. 2, og § 24, stk. 3, kan påklages til
Naturklagenævnet. | | 16. § 26,
stk. 1, affattes således: »Afgørelser truffet efter lovens
§§ 20, 20 b, 23 og 24 af miljøministeren, eller
afgørelser truffet efter regler fastsat i medfør af
lovens § 20, stk. 6, § 21 c, og § 23, stk. 2, kan
for så vidt angår vilkår til beskyttelse af natur
og miljø påklages til
Naturklagenævnet.« |
| | |
§ 26, stk.
2. Afgørelser efter §§ 19 og 20 om
enkeltstående indvinding af op til 50.000 m³
oprensnings- og uddybningsmaterialer til nyttiggørelse kan
dog ikke påklages til anden administrativ myndighed. | | 17. I § 26,
stk. 2, udgår »§ 19 og«, og som 2. pkt.
indsættes: »Tilsvarende gælder for
afgørelser efter § 20, stk. 1, der indeholder
vilkår, som er fastsat i regler udstedt i medfør af
§ 22, stk. 1.«. |
| | |
§ 44, stk.
1. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden
lovgivning, straffes med bøde den, der | | 18. I § 44,
stk. 1, udgår »§ 19, stk. 1,«. |
1) overtræder § 7, § 9, stk. 2,
§ 16, stk. 3, § 19, stk. 1, § 20, stk. 1, § 28,
stk. 1, og § 33, stk. 1, | | |
2) tilsidesætter vilkår eller
begrænsninger, der er fastsat i en tilladelse eller i
forbindelse med en anmeldelse efter loven eller efter regler
udstedt i medfør af denne, | | |
3) tilsidesætter forbud eller påbud
efter § 7, stk. 2, § 9, stk. 2, og § 31, stk. 3,
eller undlader at efterkomme forbud eller påbud, der er
udstedt efter regler fastsat i medfør af loven, | | |
4) modvirker myndighedernes adgang til ejendomme,
lokaliteter, skibe eller indvindingsmateriel i strid med § 32,
stk. 1, eller undlader at efterkomme en anmodning efter § 32,
stk. 4, eller | | |
| | |
| | § 2 |
| | Stk. 1. Loven træder i kraft dagen
efter bekendtgørelsen i Lovtidende. |
| | Stk. 2. Ansøgninger om
efterforsknings- og indvindingstilladelse efter § 20 i lov om
råstoffer, der er modtaget efter den 21. februar 2007,
behandles efter reglerne i denne lov. |
| | Stk. 3. Miljøministeren kan
forlænge en indvindingstilladelse meddelt efter de hidtil
gældende regler, når tilladelsen er givet på
baggrund af en efterforskningstilladelse, og tilladelsesindehaveren
har afholdt udgifterne til efterforskning og de fornødne
undersøgelser og miljøvurderinger.
Indvindingstilladelsen kan højst forlænges, så
den samlede tilladelsesperiode er 10 år.
Miljøministeren kan ved meddelelsen om forlængelse
stille vilkår om betaling af vederlag efter § 21 b i lov
om råstoffer, som affattet ved denne lovs § 1, nr.
11. |
| | Stk. 4. Der må alene anvendes
indvindingsmateriel med lastekapacitet på op til 2.000
m3 til indvinding, hvortil der inden 1. januar 2007 er
meddelt indvindingstilladelse. |
| | Stk. 5. Miljøministeren kan efter
ansøgning fra en indehaver af en indvindingstilladelse med
eneret dispensere fra stk. 4, hvis det godtgøres, at
anvendelse af indvindingsmateriel med lastekapacitet større
end 2.000 m3 ikke medfører øgede negative
miljø- og naturmæssige konsekvenser. |