Skriftlig fremsættelse (22. februar
2007)
Kirkeministeren (Bertel
Haarder):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
menighedsråd, lov om valg til menighedsråd og lov om
folkekirkens økonomi (Menighedsrådets
sammensætning, loyalitetskrav til valgte
menighedsrådsmedlemmer og bindende stiftsbidrag
m.v.)
(Lovforslag nr. L 160).
Formålet med lovforslaget er at
gennemføre forslag 1-5 og 19, fra betænkning 1477/2006
"Opgaver i sogn, provsti og stift". Forslagene vedrører
samvirket mellem menighedsråd og præst, herunder
præstens forkyndelsesfrihed, præsten som mulig daglig
leder af kirkefunktionærerne, menighedsrådets
sammensætning, herunder obligatorisk valg til kasserer,
ændring af funktionsperioden for enkeltmandshverv og
kirkefunktionærers valgbarhed samt mulige konsekvenser af, at
der ikke vælges et fuldtalligt menighedsråd (forslag
1-5). Hertil kommer forslag 19 om bindende stiftsbidrag, et forslag
om at lovfæste praksis vedrørende valg til
enkeltmandshverv i løbet af menighedsrådets
funktionsperiode, samt forslag om indførelse af et
loyalitetskrav til valgte menighedsrådsmedlemmer.
Lovforslaget er blevet til efter en omfattende
offentlighedsfase, hvor alle interessenter har haft mulighed for at
give deres mening til kende både under og efter
arbejdsgruppens arbejde med betænkningen og det deri
indeholdte udkast til lovændringer. Forslaget om
kirkefunktionærers valgbarhed og loyalitetskrav til valgte
menighedsrådsmedlemmer har tillige været omfattet af
høringen over rapporten fra arbejdsgruppen om gejstlige
læresager m.v.
Med lovforslaget præciseres det, at
menighedsrådets valgte medlemmer og præster er
gensidigt forpligtet til at samvirke om målsætningerne
for det kirkelige liv i sognet, at menighedsrådets
overordnede ansvar er at sikre gode vilkår for evangeliets
forkyndelse, og at dette ansvar både vedrører rammer
(administrative anliggender) og indhold (kirkelige anliggender)
samtidig med at det fastholdes, at præsten i udøvelsen
af sin pastorale forpligtelse er uafhængig af
menighedsrådet.
Lovforslaget skaber mulighed for, at
præsten på frivillig basis kan vælges som daglig
leder, samt at menighedsrådet kan fordele kontaktpersonens
opgaver mellem et valgt medlem og præsten. Muligheden for at
vælge kontaktpersonen blandt menighedsrådets valgte
medlemmer bibeholdes. Hensigten med forslaget er bl.a. at give
bedre muligheder for, at den daglige ledelse bliver mere synlig og
at det samlede menighedsråds beslutninger omsættes i
fælles mål for medarbejderne.
Lovforslaget betyder, at antallet af valgte
menighedsrådsmedlemmer fremover fastsættes efter antal
folkekirkemedlemmer i stedet for indbyggertallet, og at antallet af
valgte menighedsrådsmedlemmer i de mindste menighedsråd
fastsættes til 5. Samtidig foreslås, at
kirkefunktionærer, som har et ansættelsesforhold af
mere end 1 måneds varighed eller en gennemsnitlig ugentlig
arbejdstid på mere end 8 timer, ikke er valgbare til
menighedsrådet i den menighedsrådskreds, hvor de har
tjenestested. Ud fra princippet om generel inhabilitet må det
anses for uhensigtsmæssigt, at fastholde muligheden for
kirkefunktionærers medlemskab af menighedsrådet i den
kreds, hvor de er ansat. Kirkefunktionærerne vil dog fortsat
have indsigt i menighedsrådets arbejde via
medarbejderrepræsentanten, som uden stemmeret har ret til at
deltage i rådets møder.
Med lovforslaget indføres et
loyalitetskrav til valgte menighedsrådsmedlemmer. Efter
forslaget vil et menighedsrådsmedlem kunne miste sin
valgbarhed og skulle udtræde af menighedsrådet,
såfremt den pågældende aktivt, vedholdende og
offentligt har udbredt synspunkter, der er i åbenlys modstrid
med folkekirkens lære. Valgbarheden mistes dog kun for resten
af den indeværende valgperiode, og afgørelse derom er
henlagt til stiftsøvrigheden.
Lovforslaget indebærer endvidere, at
funktionsperioden for alle enkeltmandshverv fastsættes til 1
år, svarende til den nuværende funktionsperiode for
menighedsrådets formand og næstformand. Samtidig
præciseres menighedsrådets ansvar for varetagelsen af
kassererfunktionen ved, at det bliver obligatorisk at have en
kasserer valgt inden for rådets midte. Menighedsrådene
vil dog forsat kunne lade det praktiske kassererarbejde foretage af
en professionel, f.eks. en revisor. I så fald må den
blandt menighedsrådets midte valgte kasserer tilse, at
arbejdet udføres og er i overensstemmelse med de
gældende regler om budget og regnskab og
menighedsrådets beslutninger. Endvidere lovfæstes
praksis vedr. nyvalg til enkeltmandsposter i løbet af
funktionsperioden.
Med lovforslaget ændres reglerne for,
hvad der kan ske i tilfælde af, at der ikke kan vælges
et fuldtalligt menighedsråd. Biskoppens hidtidige
handlemuligheder (udskrivning af udfyldningsvalg eller undladelse
deraf) ved manglende valg af et fuldtalligt menighedsråd
suppleres med muligheden for, at oprette et fælles
menighedsråd for valgperioden og, i tilfælde af at der
overhovedet ikke vælges nogen medlemmer, at henlægge
sognets anliggender til et andet sogns menighedsråd. Lykkes
det ikke at vælge et fuldtalligt menighedsråd ved to
på hinanden følgende ordinære valg, vil en
sognesammenlægning kunne komme på tale.
Endelig indebærer lovforslaget, at
stiftsudvalget vedrørende økonomi kan udskrive et
bindende bidrag på maksimalt 1 % af den lokale ligning i
stiftet til finansiering af bestemte aktiviteter på
stiftsniveau af hensyn til det kirkelige liv i stiftet.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de bemærkninger, der ledsager det, skal jeg
indstille dette til velvillig behandling i det høje
Ting.